Præsident Dieter F. Uchtdorf - Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Oprettet: april 2008 Sand religion bør ikke udspringe af det, der behager mennesker eller forfædrenes traditioner, men i stedet af det, der behager Gud vor evige Fader. Hvor er vi blevet velsignet af Tabernakelkorets smukke musik. Kære brødre og søstre og venner. Det er med stor glæde, at jeg står foran jer i dag, og har det store privilegium at kunne kalde mig selv medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og at blive regnet som en af jer. Jeg mindes min første reaktion, da jeg fik dette hellige kald fra Herren til at tjene som det nyeste medlem af Kirkens Første Præsidentskab - jeg følte mig overvældet af glæde. Siden da har jeg lært nye dimensioner af ordene ydmyghed, taknemlighed og tro at kende. Jeg kan forsikre jer om, at ingen blev mere overraskede over min kaldelse end mine børn og børnebørn. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige hverken søger eller afviser vi kaldelser, der kommer fra Gud gennem inspirerede præstedømmekanaler. Jeg beder til, at Gud vil give mig styrke og et forstående hjerte, så jeg kan højne denne hellige kaldelse i overensstemmelse med hans vilje og hensigter. Vi savner præsident Gordon B. Hinckley. Hans indflydelse på dette storslåede værk vil fortsat velsigne os. Jeg føler mig meget privilegeret over at arbejde tæt sammen med præsident Monson. Jeg har kendt ham i mange år. Han er en mand med fantastiske evner og talenter. Han er Guds profet. Hans tro og hjertelige kærlighed rækker ud til alle lande, tungemål og folk. Jeg er taknemlig over at tjene sammen med præsident Eyring, som jeg elsker og respekterer som en stor leder og lærer i Guds rige. Da De Tolv Apostles Kvorum mødtes i det øverste værelse i templet i Salt Lake for at opretholde præsident Monson som Kirkens 16. præsident, forundredes jeg over de tilstedeværendes ekstraordinære evner, visdom og åndelighed. Det fik mig til langt tydeligere at indse mine egne utilstrækkeligheder. Jeg elsker disse gode mænd med stor tro. Jeg er taknemlig over muligheden for at kunne række min hånd op og opretholde dem og love dem min støtte. Jeg elsker og opretholder ældste Christofferson, det nyeste medlem af De Tolv. Da Herren kaldte Frederick G. Williams som rådgiver til profeten Joseph Smith, befalede han ham at være»trofast; stå i det embede, jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.«1 Jeg tror, at dette råd gælder alle, som tager imod kaldelser til at tjene i Guds rige, og det gælder helt sikkert mig på dette tidspunkt i mit liv. Side 1 af 5
En Guds profet og vores præsident Jeg vil gerne sige et par ord om præsident Thomas S. Monson. For nogle år siden deltog præsident Monson i en regionalkonference i Hamburg i Tyskland, og jeg havde den ære at ledsage ham. Præsident Monson har en bemærkelsesværdig hukommelse, og vi talte om mange af de hellige i Tyskland - Jeg var forundret over, at han huskede så mange så godt. Præsident Monson spurgte til bror Michael Panitsch, tidligere stavspræsident og på det tidspunkt patriark, som havde været en af Kirkens stålsatte pionerer i Tyskland. Jeg fortalte ham, at bror Panitsch var alvorligt syg, at han var sengeliggende og ikke kunne deltage i vore møder. Præsident Monson spurgte, om vi kunne besøge ham. Jeg vidste, at præsident Monson var blevet opereret i foden kort før rejsen til Hamburg, og at han ikke kunne gå uden smerter. Jeg forklarede, at bror Panitsch boede på 4. sal i en bygning uden elevator. Vi ville være nødt til at gå op ad trappen for at besøge ham. Men præsident Monson insisterede. Og så tog vi af sted. Jeg husker, hvor svært det var for præsident Monson at gå op ad de trapper. Han kunne kun tage få trin ad gangen, før han måtte standse op og hvile. Han klagede på intet tidspunkt, og han ville ikke vende om. Fordi der var højt til loftet i bygningen, virkede det som om trapperne fortsatte for evigt, men præsident Monson holdt muntert ud, til vi nåede op til bror Panitschs lejlighed på 4. sal. Da vi endelig nåede derop, blev det et vidunderligt besøg. Præsident Monson takkede ham for hans livslange hengivne tjeneste og opmuntrede ham med et smil. Før vi gik, gav han ham en vidunderlig præstedømmevelsignelse. Ingen andre end bror Panitsch, den nærmeste familie og jeg så nogensinde denne modige og medfølende gerning. Præsident Monson kunne have valgt at hvile sig mellem vore lange og hyppige møder. Han kunne have bedt om at se nogle af de smukke seværdigheder i Hamburg. Jeg har ofte tænkt på, hvor bemærkelsesværdigt det var, at af alle byens seværdigheder, så var den, han hellere ville se end nogen anden, et svagt og sygt medlem af Kirken, som trofast og ydmygt havde tjent Herren. Præsident Monson kom til Hamburg for at undervise og velsigne befolkningen i et land, og det er, hvad han gjorde. Men samtidig fokuserede han på den enkelte, navn for navn. Hans forståelse er stor og vidtrækkende nok til at omfatte en verdensomspændende kirkes indviklede beskaffenhed, men samtidig er han også medfølende nok til at fokusere på den enkelte. Da apostlen Peter talte om Jesus, som havde været hans ven og lærer, gav han denne enkle beskrivelse:»[han] færdedes overalt og gjorde vel.«2 Jeg føler, at det samme kan siges om den mand, vi i dag opretholder som Guds profet. Side 2 af 5
Jeg forbavses over Kirkens medlemmers forskellige baggrund. I kommer fra alle samfundslag, alle kulturer, sprog, politiske omstændigheder og religiøse traditioner. Denne mangfoldighed med hensyn til livserfaring har fået mig til at reflektere over budskabet i en af vore salmer:»«. I koret gentages disse ord:»fædrenes rene, stærke tro altid i vore hjerter bo.«3 - jeg elsker den vending. Disse ord får mange kirkemedlemmer til at huske de tapre pionerer, der forlod deres bekvemme hjem og rejste med vogn og til fods, indtil de nåede frem til Salt Lake-dalen. Jeg elsker og ærer disse Kirkens tidlige pionerers tro og mod. Mine egne forfædre boede på den anden side af havet dengang. Ingen af dem var blandt dem, der boede i Nauvoo eller Winter Quarters, og ingen af dem rejste over prærien. Men som medlem af Kirken tager jeg med taknemlighed og stolthed denne pionerarv til mig som min egen. Med samme glæde tager jeg arven fra Kirkens nutidige pionerer til mig, de som bor i alle lande, og hvis egne historier om udholdenhed, tro og offer føjer storslåede, nye vers til koret i Guds riges nationalsang i de sidste dage. Når min egen familie overvejer vendingen»fædrenes tro«, så er det tit den lutheranske tro, vi kommer til at tænke på. I mange generationer tilhørte mine forfædre den trosretning. Faktisk opdagede min søn for nylig, at en af vore slægtslinjer kan føres tilbage til Martin Luther selv. Vi ærer og respekterer de oprigtige sjæle fra alle religioner, uanset hvor eller hvornår de har levet, som har elsket Gud uden at have haft evangeliets fylde. Vi opløfter vores stemme i taknemlighed for deres uselviskhed og mod. Vi omfatter dem som brødre og søstre, børn af vor himmelske Fader. Vi mener, at det er en grundlæggende menneskerettighed at kunne»tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret - lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.«4 Der er mange fædrene trosretninger og traditioner Nu hvor den genoprettede Jesu Kristi Kirke blomstrer overalt på jorden - nu med mere end 13 millioner mennesker - får»fædrenes tro«en udvidet betydning. For nogle refererer den til deres families arv i form af én af de flere hundrede kristne trosretninger, mens den for andre refererer til mellemøstlige, asiatiske eller afrikanske trosretninger og traditioner. Jeg har tilbragt størstedelen af mit liv i dele af verden, hvor medlemmerne af vores kirke udgør et lille mindretal. I den tid har jeg lært, at når folk hører om det gengivne evangelium, så bliver de ofte imponerede over det - mange ønsker endda at tilslutte sig Kirken. Men de ønsker ikke at skuffe deres forfædre. De føler, at de bør være trofaste mod deres fædres tro. Jeg kan huske, da jeg som ung mand en søndag lagde mærke til en ny familie i vores kirkebygning - en ung mor med to døtre. Der gik ikke længe, før de alle tre var blevet døbt og blev medlemmer af Kirken. Jeg er fortrolig med deres omvendelseshistorie, for den ældste datter hed Harriet, og hun blev senere hen min hustru. Side 3 af 5
Harriets mor, Carmen, havde kort forinden mistet sin mand og var i en selvanalyserende periode af sit liv blevet interesseret i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Efter at have studeret lærdommene vidste Carmen og hendes døtre, at Kirken var sand, og de begyndte at lægge planer for deres dåb. Men da Carmen fortalte sin mor om denne beslutning, blev moderen fortvivlet.»hvordan kan I være så utro mod jeres fædres tro?«spurgte hun. Carmens mor var ikke den eneste, der gjorde indsigelser. Carmens viljestærke søster, Lisa, var præcis lige så foruroliget af nyheden. Måske er foruroliget for mildt et ord. Hun var meget vred. Lisa sagde, at hun ville finde disse unge missionærer og fortælle dem præcis, hvor meget de tog fejl. Hun marcherede hen til kirken, fandt missionærerne, og - som I sikkert allerede har gættet - blev Lisa også døbt. Mange år senere fik Carmens mor også et vidnesbyrd om, at Jesu Kristi evangelium var blevet gengivet til jorden. En dag sagde hun til sine døtre og børnebørn:»jeg vil bo i den samme himmel som jer.«da hun var midt i halvfjerdserne, trådte hun ned i dåbens vande og blev medlem af Kirken. Hvad er så vore fædres tro? Er det vore forældres, bedsteforældres eller oldeforældres tro? Men hvad med dem, der levede før dem, og deres tro? Hvad med Abraham, Isak og Jakob? Er de ikke vore fædre? Er vi ikke af Israels hus? Hvad med Noa og Enok og vore første forældre, Adam og Eva? Hvad med Frelseren og de disciple, der fulgte ham? Vor himmelske Faders tro har været konstant fra tidernes begyndelse endog fra før denne verdens grundlæggelse. Johannes Åbenbarer beskrev en stor krig i himlen. 5 Stridspunktet var handlefrihed, ligesom det er i dag. Alle, som nogensinde har levet på denne jord, var blandt dem, der kæmpede mod Satan og stod sammen med Sønnen og Faderen. Skylder vi så ikke Gud vor himmelske Fader vores troskab? Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke tror vi på»gud den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden.«6 Og»vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«7 Vi tror på den store plan for lykke, forløsningsplanen, frelsesplanen, hvorved Guds børn kan opleve livet på jorden og vende tilbage til Faderens nærhed - en barmhjertig plan, der blev lagt før grundlæggelsen af denne jord. Dette er vor Faders plan og tro! Jeg bærer vidnesbyrd om, at lærdommen om Jesu Kristi gengivne evangelium er vor himmelske Faders tro. Det er hans sandhed åbenbaret til hans tjenere - profeterne fra fader Adams dage til vor tid. Faderen og Sønnen viste sig for Joseph Smith for at genoprette vor Faders tro på denne jord, så den aldrig mere skulle tages bort. Gud ønsker, at alle hans børn skal modtage den, uanset hvad deres baggrund, kultur eller tradition måtte være. Sand religion bør ikke udspringe af det, der behager mennesker eller forfædrenes traditioner, men i stedet af det, der behager Gud, vor evige Fader. Side 4 af 5
Fortsat åbenbaring er et grundlæggende træk ved denne tro. Joseph Smiths første bøn er et stærkt vidnesbyrd om dette. Åbenbaring er et uforanderligt kompas, der altid gør, at vi er tro mod vor himmelske Faders vilje og tro. Vor himmelske Fader elsker sine børn. Han hører ethvert lands, tungemåls og folks ydmyge og oprigtige bønner. Han giver lys til dem, som søger og ærer ham og som er villige til at efterleve hans befalinger. Vi forkynder med glæde, at vor Faders tro er på jorden i dag. Vi indbyder alle på denne smukke planet til at tage for sig af hans lærdomme og se, om de ikke er søde, gode og kostbare. Vi beder dem, der er oprigtige af hjertet, om at lære om denne lære og spørge deres Fader i himlen, om den er sand. Og ved at gøre sådan, kan alle opdage, antage og følge deres Faders sande tro, hvilken tro vil gøre dem hele. 8 Det er vores budskab til verden. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud Faderen, hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden virkelig lever, og om levende profeter, som bærer de nøgler, som er videregivet i en ubrudt kæde fra Joseph Smith til Thomas S. Monson i dag. I Jesu Kristi navn. Amen. Noter 1. L&P 81:5. 2. ApG 10:38. 3. Salmer og sange, nr. 37. 4. TA 1:11. 5. Se Åb 12:7-9. 6. TA 1:1. 7. TA 1:3. 8. Se Matt 9:22. Side 5 af 5