Allehelgens dag Søndag den 1. november 2015

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Lykke Salmer: 571, 569, 574; 575, 732 Evangelium: Matt. 5,1-12 "Det er godt at have noget til gode bare det ikke er hug." Sådan hedder det i en gammel talemåde, og det passer fint som overskrift på prædikenen til i dag, allehelgensdag. Som kristne har vi nemlig noget til gode; og det er ikke hug. Vi kan tværtimod være lykkelige, fordi vi har noget godt i vente. Så selv om vi kan have det svært her i livet, skal vi ikke fortvivle eller opgive modet. 1

2 Otte gange hører vi her hvordan Jesus priser de kristne "salige". Ordet "salig" bruges ikke ret meget mere i vore dage. Man kan sige om en person at han har et saligt smil om munden. Men brugt om et menneske klinger ordet "salig" gammeldags. I gamle dage kunne en enke omtale sin afdøde mand som sin "salige husbond". Men sådan siger man ikke længere. I dag bruger man normalt bare ordet "lykkelig". I vores nye bibeloversættelse har man valgt at bruge ordet "lykkelig" i det Gamle Testamente, mens man af en eller anden grund har valgt at beholde ordet "salig" i det Ny Testamente. Når vi taler om "saligheden" tænker vi normalt på tilstanden efter døden. Det udtryk bruges om lykken i Himlen hjemme hos Gud. Men sådan bruges ordet "salig" ikke her i Jesu bjergprædiken. Her er der tale om en nutidig tilstand, som kristne mennesker befinder sig i. Jesus beskriver sine disciple som lykkelige, fordi de nu står i et ret forhold til Gud. De er lykkelige, fordi de i kraft af troen på Gud har en arv, der venter på dem, og som engang skal blive deres i "saligheden". De har den største lykke til gode! De har det bedste i vente! Og det er ikke ønsketænkning. Tværtimod er saligprisningerne konstaterende: "Salige er de... " Sådan er det! Det virker ellers mærkeligt at mennesker der mangler noget i deres liv, skulle være lykkelige! Hvordan kan den der er fattig, og som sørger og hungrer og tørster efter retfærdighed være lykkelig? Hvordan kan en kristen være lykkelig, når han/hun er udsat for at blive forfulgt? Midt i afsavn og lidelse kan kristne være lykkelige, fordi de har det bedste i vente. Jesus lover sine disciple del i den endelige forløsning engang. Saligprisningerne er et løfte om at vi hører til i Guds rige og engang skal få lov at opleve det fuldt ud. "Salige er de fattige i ånden". Det gælder dem der er fattige og uværdige over for Gud og erkender at de ikke kan klare livet selv. Om dem der kommer til Gud som tiggere, siges det at de her og nu tilhører det Himmerige, som Jesus prædikede om. At være fattig i ånden betyder ikke at man er dum eller mindre godt begavet, men det betyder at man er indstillet på at lytte til Guds tale og rette sig derefter. "Salige er de som sørger". Det gælder dem der lever i sorg og smerte over ondskaben i verden. Den ondskab som stammer fra at vi mennesker er syndere, også os selv. Om dem der i deres lidelse og nød nu kommer til Gud og udøser deres hjerte for ham, lyder løftet: I det fuldendte gudsrige skal de engang få trøst, dvs. de skal få del i opstandelsen. "Salige er de sagtmodige". Det gælder dem der er ydmyge over for Gud. Det er dem der ikke har høje tanker om sig selv i forholdet til Gud og andre mennesker, men 2

3 som stoler på Gud og ikke tager retten i egen hånd. De får her det løfte at når Guds rige en gang skal oprettes på den nye jord, så skal de arve det land Gud har lovet dem, lige som hans ejendomsfolk Israel i sin tid "arvede" det forjættede land. "Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden". Det er dem der længes efter selv at blive retfærdige, og efter at retfærdigheden må sejre, og Gud må vise hvem han er, når han endegyldigt opretter sit rige her på jorden. Til dem der længes efter gudsrigets endegyldige fremkomst, lyder løftet: De skal mættes, dvs. de skal få del i frelsen. I de første saligprisninger er blikket rettet mod dem der søger Gud, hvorimod det i de næste saligprisninger drejer sig om vores forhold til andre mennesker. "Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed." Guds barmhjertighed mod mennesker får dem helt naturligt til at vise barmhjertighed mod andre mennesker. De der gør det, skal også få Guds barmhjertighed på den yderste dag. "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud." Denne saligprisning gælder dem der er oprigtige over for Gud. De er helhjertede, hvilket også viser sig i deres forhold til andre mennesker. Modsætningen til oprigtigheden er hykleriet. Af naturen er menneskets indre ganske vist ondt, men den kristne har fået sit hjerte renset. Han er blevet renset for sin synd. Derfor er den kristne ren af hjertet. Renheden er en Guds gave, som også kaldes syndernes forladelse. I dåben blev vi alle vasket rene. I troen lever vi nu et liv i renhed, idet vi jævnligt får tilgivelse for vore synder. Den kristne kan frimodigt komme frem for den hellige Gud, fordi han én gang for alle er blevet renset for synden, der skiller ham fra Gud. Den kristne kan tåle at se Gud. (V. 8) "Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn." Den kristne har fred med Gud. Han har ved troen på Jesus fået sit forhold til Gud i orden. Fjendskabet mellem Gud og menneske er blevet fjernet én gang for alle. Der er ikke længere noget der hindrer at de kan være sammen i fred og fordragelighed. Fordi den kristne oplever en sådan fred med sin Gud og skaber, kan han også stifte fred, hvor ufred, had og uforsonlighed råder mellem mennesker. Det er biskop Desmond Tutu fra Sydafrika et godt eksempel på. Han har i mange år været leder af en sandheds- og forsoningskommision, der skulle kortlægge hvordan menneskerettighederne var blevet krænket under det sydafrikanske apartheidstyre. Det fortæller biskop Tutu om i en bog der hedder "Ingen fremtid uden tilgivelse". (V. 9) "Salige er i når man på grund af mig håner jer og forfølger jer." Denne sidste saligprisning gælder alle som dem som gør Guds vilje. De som trofast holder fast ved at ville gøre det som Gud vil, de vil på en eller anden måde møde modstand. Det 3

4 mærkelige er at man kan være lykkelig (eller salig), selv om man bliver hånet og forfulgt. Det lyder umiddelbart meget mærkeligt og selvmodsigende. For hvordan kan man være glad for at blive hadet? Ja, jeg kan ikke forklare det, men sådan er det. Det gælder for kristne der forfølges i dag rundt omkring i verden. Hvor der er totalitære regimer, der ikke tåler at mennesker har deres egen mening om tingene. Men det gjaldt i lige så høj grad i oldkirken, hvor de kristne glade gik deres død i møde. Fx når de kristne blev kastet for løverne i de romerske amfiteatre. Eller tænk på hvad der står om apostlene i urkirken, at de glædede sig over at blive pisket af det jødiske råd: "De forlod så rådssalen, glade, fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld." (Ap.G. 5,41) Det samme gjaldt for Paulus under hans mange og besværlige rejser rundt i Romerriget. Tænk på hvordan det gik ham og Silas, da de engang kom til Filippi. De blev smidt i fængsel, men alligevel mistede de ikke modet. Tværtimod sad de midt om natten og sang lovsange til Gud, så jorden rystede! Gud greb ind og vendte et nederlag til en stor sejr for evangeliet. (Ap. G. 16) Sådan har de troende altid måttet lide for deres vidnesbyrds skyld. Lige som profeterne i den gamle pagt blev hårdt forfulgt for det budskab de kom med, sådan vil de kristne også blive forfulgt. Det skal de ikke undre sig over, men derimod glæde sig over. For deres løn er stor i himlene, som Jesus siger her i Bjergprædikenen. (V ) Med alle disse saligprisninger tegner Jesus et stærkt og klart billede af "den store, hvide flok", som vi hørte om i læsningen fra den sidste bog i vores Bibel, Johannes' Åbenbaring. Johannes fik lov at se alle de kristne, som var døde i troen, og som nu stod foran Guds trone og priste ham for hans frelse. Men denne skare omfatter altså ikke kun de døde. Når Jesus taler om de "salige", er det dem der endnu lever her på jorden. De har blot endnu ikke nået målet. De er endnu ikke gået ind til Himlens herlighed, hjemme hos Gud i de evige boliger. Men derfor er de alligevel "salige"! De er allerede her og nu lykkelige, fordi de er overbevist om at de engang skal nå frem til dét evige mål som Gud har sat for dem. Jesus kan uden tøven kalde dem salige, fordi de lever i denne tro. Synet af dem er ganske vist langt fra så opløftende, som det Johannes fik at se i sit himmelske syn, men alligevel er der ingen tvivl. Jesu disciple er allerede salige, fordi de har noget vidunderligt til gode. De hører Gud til og skal engang få del i hans rige med al dets herlighed. Sådan er det med os! Hvis vi ser på os selv og hinanden, synes vi nok heller ikke at synet er særligt opløftende. Vi er alle mennesker, der tydeligt nok har vores fejl og svagheder. Der er nok ikke nogen, der uden videre ville sige 4

5 at vi var "salige" eller lykkelige. Men her gælder det om at tage Jesus på ordet. Vi må også her lige som så mange andre steder i Bibelen gribe hans ord i tro. Selv om det ikke ser sådan ud, så er det en kendsgerning at vi er salige. Vi som tror på Jesus, er allerede her i livet salige. Saligheden er ikke noget vi først skal få engang, når vi er døde og kommer hjem til vores Far i Himlen. Nej, tænk hvor fantastisk en virkelighed vi møder her i Jesu bjergprædiken: "Salige er I..."! Lad os tro på hvad Jesus siger! Lad os allerede nu glæde os over den fremtid han engang vil give os! Det er som der står i Jeremias' brev til de landflygtige i Babylon: "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb." (Jer. 29,11) Gud hjælpe os til at være lykkelige over at være hans disciple! Ganske vist er vi fattige. Vi sørger. Vi hungrer og tørster efter retfærdigheden. Men netop sådan er vi lykkelige! Som de lykkelige mennesker vi er, er vi også barmhjertige. Vi er rene af hjertet. Vi stifter fred. Vi bliver forfulgt (om end i det små). Vi er lykkelige, fordi vi har det bedste i vente.vi lever altid i en glad forventning. Tænk hvilke store løfter Jesus her giver os: Himmeriget er vores. Vi skal trøstes. Vi skal arve jorden. Vi skal mættes. Vi skal møde barmhjertighed. Vi skal se Gud. Vi skal kaldes Guds børn. Vores løn er stor i himlene. Vi mindes i dag dem der er gået bort. De er gået forud, og en dag skal vi ses igen. Vi skal mødes med dem og glæde os sammen med dem for evigt i Himlen foran Guds trone. Dér skal vi juble og takke Gud af hele vores hjerte for alt hvad han er for os, og for alt hvad han har gjort for os! Det er sørgeligt at vi har mistet dem vi holdt af, men sorgen må ikke forhindre os i at tro at det liv de nu har del i er langt bedre end det liv de levede her. Og vi må glæde os over at vi for Guds nådes skyld selv engang også skal få del i den herlighed. Tænk på det, når I i dag går til alters! Knæfaldet er som en halv cirkel, hvis anden halvdel findes på den anden side, hinsides, hvor de der er døde i troen, nu sidder til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige. Så når vi i dag knæler ved alterskranken, så er vi ét med dem der nu får lov at smage hvor godt det er at høre Gud til. Amen. 5