Nytår I 2016, Ølgod og Strellev kirker

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Nytår I 2016, Ølgod og Strellev kirker"

Laura Fischer
7 år siden
Visninger:

1 I evangeliet til i dag hører vi om, at et barn får sit navn. Og jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har et problem med navne. Alle, der har gået til konfirmationsforberedelse hos mig, eller til minikonfirmandundervisning, ved, at jeg er utroligt dårlig til at huske navne. Jeg prøver virkelig, men jeg roder rundt i dem. For mig at se minder navnene om hinanden. Jeg kan måske godt huske at pigen hedder Josefine eller Nikoline eller Karoline, men om det er det ene eller det andet, er jeg ikke helt på det rene med. Det gælder ikke kun personer, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg har besøg af min bror, der hedder Finn, så kalder jeg også min søn og min mand for Finn. Mit hoved kan bare ikke med navne. Det er ikke så godt. For navne er vigtige. Folk lægger meget i det, at man kan huske deres navne. Det er derfor sælgere gør et stort nummer ud af at bruge ens fornavn mindst en gang i hver sætning. Det er fordi vi føler os set, når nogen husker og siger vores navn. De kan godt komme til at overdrive det lidt i 1

2 salgsøjemed, men jeg kunne nu godt tænke mig bare lidt af deres talent. Navne er ikke ligegyldige. Man identificerer sig nemt med sit navn. Måske man endda kender betydningen af sit navn, eller grunden til, at man har fået netop det navn. Forældre tænker normalt meget over, hvad deres børn skal hedde. Hvad vil man signalere med navnet, er det et specielt barn skal det også have et specielt navn, vil man gerne have et solidt dansk navn eller et romantisk, fransk navn, skal barnet have samme navn som en kendt romanfigur eller en sanger, så det måske kan få nogen af de gode egenskaber man forbinder med de personer, skal barnet have ét fornavn og ét efternavn, eller skal det have tre fornavne og to efternavne. Indtil midten af firserne fik kvinden automatisk mandens efternavn, når de blev gift. Nu beholder man sit oprindelige navn efter vielsen, med mindre man søger om at få det, der hedder navnefællesskab. 2

3 Fællesskabet omkring navne var før noget man kom i, i og med at man kom i familie med hinanden, men sådan er det ikke længere. Nu søger man om et fællesskab. Nogle vil ikke af med deres efternavn, for også efternavne er vigtige. Man kan føle, at man smider tilhørsforholdet til sin familie og sin historie væk, hvis man dropper sit efternavn. Eller måske har man ikke lyst til alt for tætte forbindelser til svigerfamilien. Som et kompromis er der mange, der vælger at tage kvindens efternavn og mandens efternavn og dermed danne et nyt efternavn, for at markere det nye, der er kommet med deres forhold. Andre igen har det svært med deres navn. De kan slet ikke identificere sig med det, eller ønsker ikke at blive mindet om dem, der gav dem navnet, og udskifter både fornavn og efternavn. Den, der skifter sit navn ud i håbet om at kappe båndene til sin familie, giver afkald på navnefællesskabet, selv om de aldrig kan slippe af med det fællesskab, familien er, uanset hvad man synes om den familie. 3

4 I dag skal der prædikes over den korteste evangelietekst i året. Ét vers kunne det blive til. Der er ikke meget at arbejde med. Verset handler om et navn; det navn, som Gud valgte til sin søn. Barnets navn var nemlig på ingen måde tilfældigt valgt. Vi hørte juleaften, at den fattige unge kvinde, Maria, en dag fik besøg af en engel, der fortalte hende, at hun skulle blive med barn, at han skulle blive konge, og at hun skulle kalde barnet Jesus. Maria var først meget skeptisk, for der måtte da kunne findes en mere værdig mor til sådan et barn, og hvordan skulle det i øvrigt kunne lade sig gøre for en jomfru at blive gravid? Men englen påpegede, at alt er muligt for Gud, og det måtte Maria bøje sig for. Lad det ske, som du siger det, sagde hun til englen. Da der var gået 8 dage, fra Maria var nedkommet med det lille barn, blev han omskåret præcis som alle andre små drengebørn i den kultur og den religion, hans familie tilhørte. Og ved samme lejlighed fik han sit navn, Jesus. 4

5 Navnet i sig selv var ikke så usædvanligt. Jesus er en variant af navnet Josva, og det navn bar mange drenge og mænd på den tid og i det område. Det usædvanlige var, at en engel, før ultralydsscanninger og moderkagebiopsier var opfundet, kunne forudsige barnets køn, og at englen oven i købet havde givet barnet et navn. Navnet Jesus betyder Gud frelser. Navnet var som sagt ikke usædvanligt eller nyt. Men med denne lille nye Jesus kom noget helt nyt til, for med ham frelste Gud virkelig. Jesu navn fortæller, at Gud vil gribe og favne og føre enhver af os ind i fremtiden. Jesus er det navn, vi nu skal kende Gud i. Vores forældre har valgt navne til os, og har måske gjort sig mange overvejelser om, hvorfor vi skal have netop det navn, vi har fået. Da vi blev døbt, blev vores navn nævnt sammen med Jesu navn, og vi blev på den måde for evigt koblet sammen med ham. Vi blev døbt i Jesu navn, og fadervor blev bedt over os, så vi altid skal vide, at vi har en himmelsk far, der kender os og kalder os ved navn. 5

6 På den måde kom vi ind i et andet fællesskab end navnefællesskabet med vores familier. Vi blev døbt ind i et fællesskab med Jesus Kristus, og i et fællesskab med alle andre, der er døbt i Jesu navn. Det navn, Gud gav sin søn, var et meget betydningsfuldt navn. Det siger meget om, hvad Gud vil med ham. Navnet siger os, at Gud vil frelse os. Han vil redde os ind til sig. Hele kirkeåret igennem skal vi høre om Jesus, frelseren. Han er ikke et nemt og ufarligt bekendtskab. For han vil os noget. Han vil befri os fra det, der holder os fanget i passivitet og ligegyldighed over for andre, og det betyder, at vi kan blive rusket i og trukket ud af vores trygge trummerum. Men uanset hvad han gør og siger, så står hans navn som overskriften: Jesus; Gud frelser. Han talte om kærlighed og sandhed, men ikke som noget diffust og svævende, for han var et menneske, der havde et ansigt og et virkeligt navn. De mennesker, han var iblandt, lærte ham at kende, 6

7 sådan som man kender sin ven, sin bror eller sit barn. De som så, hvad han var, og troede det, de så; de forlod alt, og opgav alt, for at følge ham. Det var dem der blev kaldt disciple og siden apostle. Der fulgte ikke tryghed og succes med deres valg om at følge Jesus. Tværtimod, det gik dem ikke ret godt. Mange af dem døde for deres tro på ham. Men de gav ikke op og de fortvivlede ikke - ikke ret længe ad gangen i hvert fald. Og alt, hvad de gjorde og sagde, gjorde og sagde de i Jesu navn. Når man læser beretningerne om dem, så står der hele tiden, at de forkyndte i Herren Jesu navn, de helbredte i Herren Jesu navn, de bad i Herren Jesu navn og de blev dømt og forfulgt for at handle og tale i Herren Jesu navn. Og de bliver beskrevet som om de altid fandt mod og styrke i deres tro på Jesus. Som om de virkelig fandt frelsen i hans navn. Navne har stor betydning. Også selv om vi er nogen, der har lidt svært ved at huske dem. Gud husker os ved navn og kender os ved navn. Det gør os til en del 7

8 af en større sammenhæng, et stort fællesskab; vi er en del af Guds historie. For det navn, vi blev givet, er blevet kædet sammen med Jesu navn, og i det navn kan vi altid leve, tale, bede, håbe og dø. I Jesu navn. Amen. 8

Relaterede dokumenter

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

1 Grindsted Kirke Lørdag d. 25. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud DDS 260: Du satte dig