Salmer: Vejby 3,264,277, 69, 438, 477,10. Rødding 785, 264, 277, 68, 787.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Salmer: Vejby 3,264,277, 69, 438, 477,10. Rødding 785, 264, 277, 68, 787."

Albert Jessen
8 år siden
Visninger:

1 Tekster: Es 40,18-25, 1 Kor 1,4-8, Matt 22,34-46 Salmer: Vejby 3,264,277, 69, 438, 477,10. Rødding 785, 264, 277, 68, 787. Tiden er ikke en glidende forandring. Det virker mest som om tiden er som en gammel stumfilm, hvor alt forandres i ryk. Moderne skifter i ryk. Levevanerne ændres i ryk. For 15 år siden røg vi alle sammen som skorstene, i dag er der ingen der ryger. For 50 år siden sørgede man skyndsomst for at blive gift, når man opdagede man var gravid, 30 år senere var det normalt at gifte sig når man havde fået det andet barn. Vi er så vant til at det der var rigtigt i går er forkert i dag. Og det gør egentlig heller ikke så meget, bare vi hele tiden sørger for at gøre og mene som alle de andre omkring os. Måske er det slet ikke bare vores tid, der er sær og anderledes, måske er det sådan mennesker altid har oplevet verden omkring sig, som en stadig forandring i ryk, et bestandigt skift af paradigmer og livsmønstre, der har holdt en tid for så at blive slidt op og kastet bort, hvorefter alt pludselig blev anderledes. Sådan har Jesus samtidige også oplevet det, da Jesus begyndte at gå rundt og prædike. Markus fortæller i begyndelsen af sit evangelium om Jesus at han uddriver en ond ånd af en mand, og så fortsætter han, at alle der så det blev forfærdede og sagde: Hvad er dette? En ny lære med myndighed! 1

For 15 år siden røg vi alle sammen som skorstene, i dag er der ingen der ryger.

2 En ny lære! Sådan opfatter Jesu modstandere farisæerne også det Jesus siger og gør. En ny lære! Og det er bestemt ikke noget positivt i deres mund. En ny lære! Hvad er nu det for noget pjat! Jeg var teenager i netop de år, hvor drenge holdt op med at lade sig klippe og lod håret gro langt. Og jeg kan også godt huske de gamles (det var dem over 20) forargelse og væmmelse over de langhårede abekatte, der skulle slæbes til en kreaturklipper, hvis ikke vi da skulle udsættes for det, der var værre. Eller kan I huske Cæsars sang om Storkespringvandet: Dreng' og pi'r med cowboybukse-lår bare tæer og Beatles-hår, samles flokkevis på Ama'rtorv ved det store stygge storkespringvand ---- Folk forarges pladsen burde ryd's det' for groft det sku' forbyd's Der' en del der si'r de burde skyd's ved det store stygge storkespringvand. Og farisæerne nøjedes jo ikke bare med at gå rundt og sige, at Jesus burde skydes, fordi han sådan kom og lavede om på al ting. De gjorde alvor af det. Sammen med præsterne tog de ham til fange og slæbte ham til ærkefjenden, den romerske besættelsesmagt for at få ham henrettet. 2

Og jeg kan også godt huske de gamles (det var dem over 20) forargelse og væmmelse over de langhårede abekatte, der skulle slæbes til en kreaturklipper, hvis ikke vi da skulle udsættes for det, der

3 Men var Jesus bare sådan en døgnflue, der kom med et nyt budskab og ville lave om på alt det man var vant til og tryg ved? Sådan tog han sig måske nok ud, fordi de mennesker han levede iblandt havde opbygget deres helt egen forståelse af de åbenbaringer, deres forfædre i en fjern fortid havde fået. Det er lidt som det er i matematikken: hvis man har to linjer der bliver ved at følges ad, er de paralle. Men hvis den ene linje i sit forløb afviger bare en lille bitte smule fra den anden, vil de jo længere linjerne bliver komme længere og længere fra hinanden. Det er det, der er sagen i evangeliet, vi har hørt i dag. Jesus bliver spurgt, hvad der er hovedpointen i Moseloven og han svarer, at hovedkravet i Guds lov er at vi skal elske Gud uden forbehold og vi skal elske vores næste som vi elsker os selv. Og så spørger Jesus til gengæld farisæerne, hvis søn, Kristus er? Baggrunden for Jesu spørgsmål er, at en søn er underordnet sin far. Sådan var det i oldtiden, - og langt op i historien for øvrigt. En far giver sin søn sin velsignelse, han overfører sin kraft, sin personlige pondus til sønnen. Men som regel sker det i en fortyndet udgave. Kun de enkelte, særlige personligheder, de udvalgte, får en velsignelse, der overstiger faderens og fædrenes velsignelse. Abraham fx, Jakob og Moses. Men når jøderne ventede at Messias skulle være en Davids søn, så lå der i det, at David var mønsteret, paradigmet, som messias skulle virkeliggøre på ny. Og det var sådan set med god grund, de tænkte sådan. For det David havde udrettet var fantastisk. Under David og Salomo havde Israels folk oplevet en forvandling fra et splittet, næsten udslettet folk til en status som regional stormagt på ganske få år, en forvandling ligner den forvandling i Mellemøsten der nu 3000 år senere har 3

Det er lidt som det er i matematikken: hvis man har to linjer der bliver ved at følges ad, er de paralle.

4 gentaget sig. Men Jesu pointe er: at Messias, når han kommer, ikke bare er en David II der skal gentage Davids politiske genistreg. Han skal sætte noget i værk, der er større anderledes og mere gennemgribende, end det David havde gjort. Og David selv, det er Jesu pointe, var bevidst om, at den himmelske frelser der skulle komme ville være af en helt anden kaliber end han selv. Derfor Havde David talt om ham der skulle komme, som hans, Davids, herre. Ved første øjekast er det som evangelieteksten, vi har hørt falder i to helt forskellige dele: en om kærlighedsbuddet og en om Messias. Men de to dele hænger tæt sammen, for det der adskiller Messias fra David og det der hæver ham over David er, at han kommer for at virkeliggøre det, der gennem hele Israels historie har været meningen med dets udvælgelse, ja, han kommer for at gøre det til virkelighed, som lige fra skabelsens første øjeblik har været meningen med jorden og menneskelivet på den: Messias kommer for at gøre den kærlighed virkelig og levende på jorden, som fra evighed af har været og altid i evighed vil være Guds væsen. Det er nok noget nyt i forhold til menneskers drømme og forventninger, Jesus kommer med. Men det er ikke noget nyt i forhold til Guds drømme og visioner med verden: det er en virkeliggørelse af det der lige fra verden blev til har været meningen med verden. Derfor er det heller ikke en ny lære Jesus kommer med. Han har sådan set ikke noget at tilføje til Moses og profeterne udover lige den detalje, at det de talte om som noget hypotetisk, eller i alt fald noget fremtidigt, det virkeliggør Jesus med sin egen krop og med 4

Og David selv, det er Jesu pointe, var bevidst om, at den himmelske frelser der skulle komme ville være af en helt anden kaliber end han selv.

5 sine egne ord. Han lever kærligheden ud blandt sine medmennesker. Han er der for dem, han hører på dem, han tager sig af dem, han giver sig tid til dem, han glæder sig med dem og sørger med dem. Han elsker dem. Og netop ved at gøre det elsker han Herren sin Gud af hele sin sjæl og af hele sit hjerte, for i og med han lever kærligheden ud blandt sine medmennesker overgiver han sig selv, sit liv, sine dyrbare dage, timer og uger på jorden til det, der fra skabelsens begyndelse har været Guds tanke med os mennesker: at vi skal være der for hinanden i tykt og tyndt. Kærligheden til Gud og kærligheden til medmennesket kan ikke skilles ad. For kærligheden til Gud, fuldbyrdes i kærligheden til medmennesket. Det er det, der er kernen i Jesu liv og Jesu forkyndelse. Det er det der gør ham til Messias, Kristus. Og det er ikke en gang noget han selv finder på. Det er noget også profeterne vidste i deres lyse øjeblikke: Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre! Hed det i den tidligere bibeloversættelse. Jesus er ham der skal komme, ham der er ventet. Og når hans egne ikke vil vide af ham, skyldes det, at forventningerne til ham, der skal komme, er bøjet af fra det der er løfternes egentlige indhold i Guds bevidsthed: at Messias skulle virkeliggøre den kærlighed, der er Guds mening med menneskelivet. I stedet er Messias blevet forstået som én, der opfylder menneskers drømme om egen storhed, magt og ære. Når Jesus som Messias overgår David i en sådan grad, at selv David må bøje sig for ham og kalde ham herre, er det fordi Davids politiske rige kun er en skygge og afglans af det rige Jesus bringer: kærlighedens rige på jorden og i himlen. 5

Og netop ved at gøre det elsker han Herren sin Gud af hele sin sjæl og af hele sit hjerte, for i og med han lever kærligheden ud blandt sine medmennesker overgiver han sig selv, sit liv, sine dyrbare

6 Det betyder for os, at vi møjsommeligt må lære at tilegne os det, den vision og den drøm, der ikke er vor egen, men Guds. Vi må lære at dræømme med på Guds drømme om en verden hvor kærlighed råder i himmel og på jord og i os selv. For det er den virkelighed, vi er skat til. det er det, der er meningen med os. Først når Guds håb for os og Guds drømom os bliver vore egne håb og drømme, først da kommer vi for alvor til os selv. Amen. 6

Vi må lære at dræømme med på Guds drømme om en verden hvor kærlighed råder i himmel og på jord og i os selv.

Relaterede dokumenter

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Det største bud Salmer: 731, 16, 374; 54, 668 Evangelium: Matt. 22,34-46 I den sidste tid inden Jesu lidelse og død, hører vi i evangelierne hvordan de jødiske ledere hele