Årsberetning En udredning for Ankenævnet. og sterilisation

Årsberetning 2007 En udredning for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation

Årsberetning 2007 - for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation Sundhedsstyrelsen Islands Brygge 67 2300 København S URL: http://www.sst.dk Emneord: Årsberetning; Abort; Anke; Svangerskabsafbrydelse; Fosterreduktion; Sterilisation Sprog: Dansk Kategori: Udredning Version: 1,0 Versionsdato: 6. maj 2008 Format:Pdf Elektronisk ISBN:978-87-7676-679-5 Udgivet af Sundhedsstyrelsen, maj 2008 2 / 73

Indhold 1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning 5 1.1 Grundlag 5 1.2 Opgaver 5 1.3 Sammensætning 5 2 Sagsbehandlingen 7 2.1 Regelgrundlaget 7 2.2 Den praktiske arbejdsgang 7 2.2.1 Ankesager 7 2.2.2 Tilsynsfunktionen 8 3 Samrådenes virksomhed i 2007 9 3.1 Svangerskabsafbrydelse 9 3.1.1 Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge 9 3.1.2 Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren 14 3.2 Fosterreduktion 15 3.3 Sterilisation 15 4 Ankenævnets virksomhed i 2007 17 4.1 Ankesager 17 4.1.1 Svangerskabsafbrydelse 18 4.1.2 Fosterreduktion 21 4.1.3 Sterilisation 21 4.2 Sager indsendt til gennemsyn 23 4.2.1 Bemærkninger af generel interesse 23 4.3 Møder med samrådene 24 4.4 Andet 24 4.4.1 Undervisning 24 4.4.2 Møde i folketingets sundhedsudvalg 24 4.4.3 Høringssvar mv. 24 5 De konkrete sager 25 5.1 Sager om svangerskabsafbrydelse 25 5.2 Sager om fosterreduktion 49 5.3 Sager om sterilisation 49 3 / 73

6 Bilag 51 6.1 Orientering fra ankenævnet december 2007 51 6.2 Forskrifter gældende i 2007 53 6.2.1 Sundhedslovens afsnit VII og VIII 53 6.2.2 Bekendtgørelse nr. 1483 af 19/12 2005 57 6.2.3 Cirkulære nr. 23 af 03/04 2006 58 6.2.4 Vejledning nr. 25 af 04/04 2006 61 6.2.5 Bekendtgørelse om sterilisation og kastration 67 6.2.6 Cirkulære om behandling af sager om sterilisation 68 6.2.7 Vejleding om behandling af sager om sterilisation. 71 4 / 73

1 Ankenævnets grundlag, opgaver og sammensætning 1.1 Grundlag Med virkning fra 1. januar 2007 er bestemmelserne om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation overført til sundhedsloven (lbk. nr. 97 af 5. februar 2008), hvor reglerne om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion findes i afsnit VII ( 92 103) og reglerne om sterilisation i afsnit VIII ( 104 114). Bestemmelserne er uændrede i forhold til de før 1. januar 2007 gældende regler i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (senest lovbekendtgørelse nr. 541 af 16. juni 2004) og lov om sterilisation og kastration (senest lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994 med senere ændringer), dog med den ændring, at samrådene er overført fra de tidligere amtskommuner til regionerne. Ankenævnet er oprettet af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af sundhedslovens 97, stk. 2. 1.2 Opgaver Efter sundhedslovens 97, stk. 1 opretter indenrigs- og sundhedsministeren for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter lovens 94, 95, stk. 2 og 3, 98, stk. 2 og 99, stk. 2 og 3, dvs. ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse fra kvinder, der ikke opfylder betingelserne for fri adgang til svangerskabsafbrydelse, samt i visse tilfælde anmodninger om fosterreduktion. Efter sundhedslovens 108 behandler samrådene tillige ansøgninger om sterilisation efter 106, stk. 2 og 107, 110 og 111. Ankenævnet har ifølge sundhedslovens 97, stk. 2 og 108, stk. 2 til opgave at behandle klager over de afgørelser, som træffes af samrådene og at føre tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnets sagsbehandling er omtalt nærmere nedenfor i afsnit 2. 1.3 Sammensætning Ankenævnet er nedsat af justitsministeren, men nedsættes for fremtiden af indenrigs- og sundhedsministeren og består af en formand samt et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at være formand. Af de to andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. 5 / 73

I praksis består ankenævnet af 3 medlemmer, en dommer, en speciallæge i gynækologi og en speciallæge i psykiatri, med to suppleanter for hvert medlem. Ankenævnet bestod i 2007 af følgende medlemmer: dommer Torben Hvid (formand) overlæge Erik B. Obel (gynækologisk medlem) lektor Birgit Petersson (psykiatrisk medlem) Suppleanter for formanden: dommer Ingrid Drengsgaard dommer Lene Hjerrild Gynækologiske suppleanter: overlæge Katrine Sidenius afdelingslæge Lisa Maria Bang overlæge Lene Lundvall (pr. 6. september 2007) Psykiatriske suppleanter: overlæge Marianne Kastrup overlæge Karin Garde Sekretariat: Nævnets sekretariatsfunktion varetages af Sundhedsstyrelsen, Enhed for Tilsyn, Islands Brygge 67, 2300 København S. Tlf.: 72 22 74 00, www.sst.dk Nævnets sekretær: fuldmægtig Katrine Winkel. Stedfortrædere for nævnets sekretær: fuldmægtig Jens Kristian Villadsen fuldmægtig Louise Gjørup Ankenævnet har oprettet en hjemmeside. Hjemmesiden findes foreløbig som en pind på sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk under menuen kvalitet og tilsyn. Den direkte adresse er: http://www.sst.dk/tilsyn/abortankenaevnet.aspx?lang=da 6 / 73

2 Sagsbehandlingen 2.1 Regelgrundlaget Reglerne om ankenævnets sagsbehandling fremgår af sundhedslovens 97, stk. 3, og 108, stk. 4 med tilhørende cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (cirkulære nr. 23 af 3. april 2006) kapitel 5 og cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation (cirkulære nr. 24 af 3. april 2006) kapitel 5. Det fremgår af cirkulæret, at votering sker mundtligt på et møde, men at formanden kan bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager. 2.2 Den praktiske arbejdsgang Ankenævnet holder møder 3-4 gange årligt. På disse møder drøftes generelle spørgsmål og de nedenfor under 2.2.2 nævnte tilsynssager, samt eventuelle konkrete sager. De fleste konkrete sager er af hastende karakter og behandles i telefonmøder. 2.2.1 Ankesager Ankesager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er altid af hastende karakter, og det fremgår da også af cirkulæret, at arbejdet skal tilrettelægges således, at det sikres, at afgørelser træffes hurtigst muligt. Sagerne indbringes som regel ved, at den pågældende meddeler regionen (samrådets sekretariat), at samrådets afgørelse ønskes indbragt for ankenævnet. Samme dag eller senest dagen efter underrettes ankenævnets sekretær, og samtidig fremsendes sagen, ofte pr. telefax til ankenævnets sekretariat. Der aftales mødetidspunkt med de ankenævnsmedlemmer, der skal deltage. Mødet i ankenævnet holdes som telefonmøde, og finder normalt sted dagen efter, eller senest den næst følgende dag. I praksis træffes der således afgørelse i ankenævnet inden for 2 3 arbejdsdage efter, at klageren har meddelt samrådssekretariatet, at denne ønsker at anke samrådets afgørelse. Hvert medlem af ankenævnet kan dog kræve, at der tilvejebringes yderligere oplysninger. Det forekommer derfor, at sagsbehandlingen tager lidt længere tid. Sagerne afgøres på grundlag af det skriftlige materiale, der ligger i sagen. Det forekommer, at klageren ønsker foretræde for ankenævnet. Som følge af sagernes hastende karakter, ankenævnsmedlemmernes opgaver i deres faste job og medlemmernes spredte geografiske placering, er det imidlertid forbundet med store praktiske vanskeligheder, at imødekomme et sådant ønske. Hidtil har de pågældende erklæret sig tilfredse med at få lejlighed til at forelægge deres synspunkter telefonisk for ankenævnets formand. 7 / 73

Tilladelse kan kun gives, såfremt ankenævnets medlemmer er enige om, at tilladelse skal gives. Straks efter at ankenævnet har truffet afgørelse, underrettes regionen telefonisk om resultatet, og en eventuel tilladelse bekræftes foreløbigt pr. telefax eller e-mail, således at svangerskabsafbrydelsen kan iværksættes uden yderligere forsinkelse. Ankenævnets afgørelse indeholdende en redegørelse for sagen og ankenævnets begrundelse fremsendes i løbet af nogle dage. Ankesager om sterilisation er ikke af tilsvarende hastende karakter, men tilstræbes også behandlet hurtigt, enten på et telefonmøde, eller ved et af ankenævnets faste møder. 2.2.2 Tilsynsfunktionen Ankenævnets forpligtelse til at føre tilsyn med samrådene opfyldes ved, at samrådene indsender ca. 1/4 af de behandlede sager til gennemsyn i ankenævnet. Nævnets sekretær udfærdiger et kort referat af hver sag, og sagerne cirkulerer herefter mellem ankenævnets medlemmer. På de faste møder drøftes de sager, hvor et eller flere af medlemmerne har fundet anledning til bemærkninger, og det besluttes, om der skal gives bemærkninger til samrådet om sagen. Formålet med tilsynet er at sikre en ensartet behandling af sagerne over hele landet. Ankenævnet foretager derudover rejser rundt i landet til møder med samrådene. Sådanne rejser finder sted efter behov, som hovedregel hvert 2. eller 3. år. 8 / 73

3 Samrådenes virksomhed i 2007 Samrådene behandlede i 2007 i alt 977 ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion eller sterilisation. 3.1 Svangerskabsafbrydelse 3.1.1 Ansøgninger om svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Samrådene modtog i 2007 i alt 869 ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse i medfør af lovens 94 stk. 1 nr. 1 6, dvs. ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge. Der blev givet 818 tilladelser og 51 afslag (5,9 %). Til antallet af tilladelser skal lægges de 3 sager, hvor Ankenævnet ændrede et afslag til tilladelse, jf. nedenfor pkt. 4.1.1. Det reelle antal tilladelser er således 821. Den følgende figur viser tilladelser og afslag i 2007 fordelt efter graviditetens alder. Tilladelser og afslag fordelt på graviditetens alder 350 300 293 250 200 214 150 100 108 97 89 50 0 9 9 5 8 9 9 3 8 8 13.-14.uge 15.-16.uge 17.-18.uge 19.-20.uge 21.-22.uge 23.uge 24.uge o.s. Tilladelser Afslag Langt det største antal tilladelser bliver givet inden udløbet af 18. uge, i 2007 var det 75 % af tilladelserne. Af de 869 ansøgninger var de 455 begrundet i faren for, at barnet ville blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 94, stk. 1 nr. 3. Der blev givet 9 afslag og 446 tilladelser, svarende til 55 % af alle tilladelser i 2007. I modsætning til tidligere år er der indhentet oplysninger om, hvorledes disse tilladelser 9 / 73

fordeler sig på graviditetens længde. Ikke overraskende gives de fleste tilladelser i ugerne efter den almindelige nakkefoldsscanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i 18. 19. uge. Modsat er antallet af tilladelser på grundlag af de øvrige indikationer i 94, stk. 1 jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Den følgende figur viser fordelingen Tilladelser efter graviditetens alder, fordelt på 94 stk. 1 nr. 3 og øvrige 94, stk. 1 180 160 140 120 170 123 131 100 80 60 83 71 65 76 40 20 0 37 32 13 8 7 1 1 13. - 14. uge 15. - 16. uge 17. - 18. uge 19. - 20. uge 21. - 22. uge 23. uge 24. uge o.s. nr.3 øvrige Ikke overraskende gives de fleste tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 i ugerne efter den almindelige nakkefoldsscanning i 13. uge og efter misdannelsesscanningen i 18. 19. uge. I modsætning hertil er antallet af tilladelser på andre indikationer jævnt faldende efter udløbet af 16. uge. Antallet af ansøgninger fortsætter med at stige. Frem til 2000 lå antallet af ansøgninger stabilt på lidt over 600 ansøgninger årligt. I år 2001 var der en markant stigning fra 630 ansøgninger i 2000 til 711 ansøgninger i 2001. Niveauet holdt sig derefter omkring de 700 ansøgninger årligt indtil det i 2005 begyndte at stige, fra 704 i 2004 til 729 i 2005 og derefter til 812 i 2006. Dette års 869 ansøgninger er det hidtil højeste antal og en stigning på 8,5 % i forhold til 2006. Nedenstående diagrammer viser udviklingen i perioden 1995 2007. 10 / 73

Antal ansøgninger om svangerskabsafbrydelse 1995-2007 1000 900 800 700 600 607 638 614 615 630 711 685 726 704 729 812 869 500 400 300 200 100 0 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Indtil 2000 var antallet af ansøgninger omkring 600 om året. Efter et spring op ad i 2001 lå antallet årligt omkring 700 ansøgninger. Siden 2004 er der hvert år sket en stigning og i 2007 er antallet af ansøgninger om svangerskabsafbrydelse det hidtil højeste. Fordelt på tilladelser og afslag ser udviklingen således ud: Tilladelser og afslag i henhold til 94, stk. 1, nr. 1-6 1995-2007 900 800 754 818 700 600 565 599 566 579 598 658 638 671 659 666 500 400 300 200 100 42 39 48 36 32 53 47 55 45 63 58 51 0 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Tilladelser Afslag Der er i de senere år givet omkring 650 tilladelser om året. I de seneste to år er antallet steget markant. 11 / 73

Stigningen i antallet af tilladelser er imidlertid ujævnt fordelt i forhold til graviditetens alder, og dækker over såvel stigninger som fald. Det er således værd at bemærke, at de seneste års ubrudte stigning i antallet af tilladelser i 13. 14. uge er afløst af et fald på 5,5 %, fra 310 tilladelser i 2006 til 293 i 2007. Til gengæld er der sket en markant stigning på 35 % i antallet af tilladelser i 15. 16. uge, nemlig fra 159 tilladelser i 2006 til 214 tilladelser i 2007. Antallet af tilladelser i 17. 18. uge er steget igen i år, fra 93 tilladelser i 2006 til 108 i 2007, en stigning på 16 %, som imidlertid modsvares af, at antallet af tilladelser i 19. 20. uge, der steg markant fra 2005 til 2006 er faldet til et niveau svarende til de tidligere år. Antallet af de meget sene aborter i 21.- 22. uge og 23. uge og senere er til gengæld steget markant. Således er antallet af tilladelser i 21.- 22. uge steget med 50 % fra 59 tilladelser i 2006 til 89 tilladelser i 2007. Sammenholdt med at der også fra 2005 til 2006 skete en betydelig stigning på 60 %, fra 37 i 2005 til 59 i 2006, er der over de senere år sket en ganske betydelig stigning. I årene 1997 2005 blev der i gennemsnit givet 38 tilladelser om året. I forhold hertil er stigningen over de seneste to år på 134 %. Antallet af tilladelser i 23. uge og senere er steget i forhold 2006, men ikke nævneværdigt i forhold til gennemsnittet i forudgående 9 år. Den følgende figur viser udviklingen: Antal tilladelser fordelt efter graviditetens alder 1997-2007 350 300 297 310 293 250 200 150 100 50 0 262 235 214 201 203 192 182 187 170 170 155 160 162 159 147 148 146 136 133 130 135 129 129 124 124 107 112 111 103 108 97 88 93 80 84 88 92 97 89 81 77 55 59 33 39 44 42 28 30 32 37 19 24 22 15 8 9 12 14 12 17 9 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 13.-14. uge 15. - 16. uge 17. - 18. uge 19. - 20. uge 21. - 22. uge 23. uge o.s. Den gennem de senere år ubrudte stigning i antallet af tilladelser i 13. - 14. uge er afløst af et fald. Antallet af tilladelser i 15. 16. og 17. - 18. uge og ikke mindst i 21.- 22. uge er steget markant, mens antallet af tilladelser i 19. 20. uge er faldet til tidligere års niveau. 12 / 73

Andelen af ansøgninger, hvor der bliver givet afslag, har gennem de senere år ligget nogenlunde stabilt omkring 7 8 %. I 2007 var afslagsprocenten på 5,9. 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 5,9 Afslag i procent af det samlede antal ansøgninger i henhold til 94 1999-2007 5,1 7,5 6,8 7,6 6,4 8,6 7,14 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 5,9 Afslag i procent Der er igen i år en markant stigning i antallet af tilladelser, der er begrundet i faren for, at barnet vil blive født med en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, jf. lovens 3, stk. 1 nr. 3. De 446 tilladelser er en stigning på 20 % i forhold til de 373 tilladelser, der blev givet i 2006 og 25 % højere end i 2004, der med 358 tilladelser var det forud for 2006 højeste antal. Den stigende tendens er således fortsat. Den følgende figur illustrerer udviklingen: Tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 3 og tilladelser efter 94, stk. 1 nr. 1-2 og nr. 4-6 1999-2007 500 450 400 350 300 250 200 150 100 50 0 446 387 377 365 377 381 373 358 372 346 328 320 281 294 301 273 251 211 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 3, stk. 1 nr. 3 3, stk. 1 i øvrigt Kurven, der viser antallet af tilladelser efter 3, stk. 1, nr. 1 2 og nr. 4 6, er fladet ud og viser et beskedent fald. Der er igen en stigning i antallet af tilladelser efter 3, stk. 1, nr. 3. 55% af alle tilladelser var i 2007 begrundet i faren for misdannelser. 13 / 73

3.1.2 Ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Samrådene gav i 2007 48 tilladelser og 12 afslag på ansøgninger om tilladelse efter lovens 99 stk. 2 til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra forældremyndighedens indehaver, og 1 tilladelse efter lovens 99, stk. 3 om tilladelse på trods af, at forældremyndighedens indehaver modsatte sig indgrebet. Tilladelser og afslag efter 99 70 60 50 40 45 45 59 52 40 60 59 62 48 30 20 10 0 15 12 12 11 12 7 5 6 3 0 1 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Afslag stk. 2 Tilladelser stk. 2 afslag stk. 3 tilladelser stk. 3 Der var i 2007 betydeligt færre ansøgninger end i de foregående år. Tilladelse er som i de tidligere år navnlig blevet givet til unge piger, der af religiøse eller etniske grunde ikke tør involvere forældrene, fordi der er en reel risiko for, at pigen udstødes af familien eller udsættes for fysisk eller psykisk overlast. Endvidere er der givet tilladelse til unge piger, der som følge af alvorlig uoverensstemmelse med forældrene ikke bor hjemme. Afslagene er givet til piger, der har et rimeligt forhold til forældrene, men som ikke ønsker at involvere forældrene, fordi de frygter, at forældrene vil blive skuffede eller vrede, når de erfarer om graviditeten. 14 / 73

3.2 Fosterreduktion Samrådene har i 2007 behandlet 25 sager om fosterreduktion. Der blev givet tilladelse i alle 25 sager. 14 af tilladelserne blev givet i medfør af 95, stk. 2, med henblik på at formindske risikoen for det eller de tilbageblevne fostre, mens 11 tilladelser blev givet efter 95, stk. 3 som følge af risiko for at ét af fostrene ville få en legemlig eller sjælelig lidelse. Tilladelser til fosterreduktion, 2007, fordelt på graviditetsalder 12 10 10 8 6 6 4 3 2 1 1 2 1 1 0 0 0 0 0 12. uge og tidligere 13. - 14. uge 15. - 16. uge 17. - 18. uge 19. - 20. uge 21. - 22. uge 23. uge 24. uge o.s. 99, stk. 2 99, stk. 3 Fosterreduktioner efter 99, stk. 2 omfatter kun fosterreduktioner efter udløbet af 12. uge. Fosterreduktioner i 12. uge eller tidligere med det formål at formindske risikoen for det eller de øvrige fostre kræver ikke tilladelse, og er derfor ikke med i samrådenes statistik. Antallet af sager om fosterreduktion synes at ligge omkring 20 om året. I 2006 behandlede samrådene således 17 sager om fosterreduktion. Der blev givet 16 tilladelser og 1 afslag. I 2005 blev der givet 22 tilladelser og 1 afslag, og i 2004 blev der fra lovens ikrafttræden den 1. juli 2004 givet 9 tilladelser og 1 afslag. 3.3 Sterilisation Samrådene har i 2007 modtaget i alt 22 anmodninger om tilladelse til sterilisation. Der blev givet 13 tilladelser og 9 afslag. 12, eller lidt under halvdelen af anmodning-erne kom fra ansøgere, der som følge af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund var ude af stand til at forstå betydningen af sterilisation, lovens 110. 2 ansøgninger kom fra ansøgere under 18 år, lovens 111. Sagerne drejer sig som hidtil navnlig om mentalt handicappede unge piger, der ikke tåler P-piller, eller som har problemer med at administrere P- piller, typisk i forbindelse med, at de flytter fra hjemmet eller fra en institution til et bofællesskab. 15 / 73

Antallet af ansøgninger, og dermed også af tilladelser, er faldet markant over de sidste 10 år. De 13 tilladelser i 2007 udgør således mindre end 20 % af de omkring 70 tilladelser, der blev givet om året i årene op til 1997, og er en halvering i forhold til 2006, hvor der blev givet 26 tilladelser. Den nedenstående figur viser udviklingen. Sterilisation Tilladelser og afslag 1997-2007 90 80 79 70 60 50 40 30 20 10 14 52 9 56 29 47 11 45 21 32 17 47 11 34 35 17 10 26 15 13 9 0 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Tilladelser Afslag Antallet af tilladelser fortsætter med at falde og er i 2007 halveret i forhold til året før. 16 / 73

4 Ankenævnets virksomhed i 2007 4.1 Ankesager Ankenævnet har i 2007 modtaget 41 ankesager, fordelt med 38 sager om svangerskabsafbrydelse heraf 5 sager om forældresamtykke 1 sag om fosterreduktion 2 sager om sterilisation Antallet af ankesager i 2007 er faldet væsentligt i forhold til 2006, men er på niveau med antallet i årene før 2006. De 38 sager svarer til at lidt over halvdelen af afslagene er blevet indbragt for ankenævnet. De følgende figurer illustrerer udviklingen: 60 Indkommende sager 1999-2007 57 50 47 40 30 38 24 39 37 30 34 41 20 10 0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Figuren viser det samlede antal sager, der er indbragt for Ankenævnet, dvs. såvel sager om svangerskabsafbrydelse, som sager om fosterreduktion og sterilisation. Der er væsentlige udsving fra år til år. Gennemsnittet for de viste år er 39. 17 / 73

4.1.1 Svangerskabsafbrydelse De 38 sager om svangerskabsafbrydelse fordeler sig på 33 sager om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 94 stk. 1 nr. 1 6 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 12. uge), og 5 sager om tilladelse efter 99, stk. 2 (tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at indhente tilladelse fra forældremyndighedens indehaver). Ankenævnet har i 2007 ikke behandlet sager om tilladelse efter 99, stk. 3 (tilladelse på trods af, at forældremyndighedsindehaveren nægter at give tilladelse). I 35 af sagerne (92 %) stadfæstede ankenævnet samrådets afgørelse. I 3 sager (8 %) ændrede ankenævnet samrådets afgørelse og gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Det er markant, at færre og færre af de indbragte afslag bliver ændret til tilladelser. De enkelte sager er refereret nedenfor i afsnit 5. De følgende figurer viser udviklingen i årene 1999 2007. Sager om svangerskabsafbrydelse indbragt for ankenævnet 1999-2007 45 40 35 30 25 20 15 10 5 0 39 35 31 29 26 22 19 18 14 10 8 8 8 6 4 3 4 2 2 3 0 0 1 1 1 1 0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Afslag stadfæstet Afslag ændret til tilladelse Andet Andet dækker bl.a. over de situationer, hvor sagen ikke er blevet behandlet i ankenævnet, f.eks. fordi anken tilbagekaldes, eller fordi samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. 18 / 73

Ændringsprocent 1999-2007 35,0 30,0 25,0 20,0 27,6 22,2 29,6 25,8 20,0 15,0 10,0 5,0 9,4 12,5 15,8 7,9 0,0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 4.1.1.1 Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel og graviditetens længde: Sager hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde 7-608-02-2/1 94, stk. 1, nr. 1 + 6 22. uge 7-608-02-3/1 94, stk. 3 24. uge 7-608-02-4/1 94, stk. 1, nr. 1+3+6 22. uge 7-608-02-5/1 94, stk. 1, nr. 3+6 17. uge 7-608-02-7/1 94, stk. 1, nr. 6 16. uge 7-608-02-8/1 94, stk. 1, nr. 6 16. uge 7-608-02-9/1 94, stk. 1, nr. 6 21. uge 7-608-02-10/1 94, stk. 1, nr. 6 21. uge 7-608-02-11/1 94, stk. 1, nr. 6 15. uge 7-608-02-12/1 94, stk. 1, nr. 6 16. uge 7-608-02-13/1 94, stk. 1, nr. 3 + 6 21. uge 7-608-02-14/1 94, stk. 1, nr. 6 14. uge 19 / 73

7-608-02-15/1 94, stk. 1, nr. 3 25. uge 7-608-02-17/1 94, stk. 1, nr. 4+5+6 21. uge 7-608-02-18/1 94, stk. 1, nr. 6 17. uge 7-608-02-19/1 94, stk. 1, nr. 3+6 23. uge 7-608-02-20/1 94, stk. 1, nr. 1+6 21. uge 7-608-02-21/1 94, stk. 1, nr. 6 17. uge 7-608-02-24/1 94, stk. 1, nr. 6 13. uge 7-608-02-25/1 94, stk. 1, nr. 6 16. uge 7-608-02-26/1 94, stk. 1, nr. 6 18. uge 7-608-02-27/1 94, stk. 1, nr. 3 20. uge 7-608-02-29/1 94, stk. 1, nr. 3 16. uge 7-608-02-30/1 94, stk. 1, nr. 6 17. uge 7-608-02-31/1 94, stk. 1, 3+6 22. uge 7-608-02-32/1 94, stk. 1, nr. 1-6 20. uge 7-608-02-35/1 94, stk. 1, nr. 1 + 6 15. uge 7-608-02-37/1 94, stk. 1, nr. 1 + 3 + 5 + 6 23 fulde uger 7-608-02-38/1 94, stk. 1, nr. 1 + 6 19. uge 7-608-02-40/1 94, stk. 1, nr. 1 + 6 21. uge Sager hvor ankenævnet gav tilladelse til svangerskabsafbrydelse: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde 7-608-02-16/1 94, stk. 1, nr. 6 15. uge 7-608-02-28/1 94, stk. 1, nr. 1+6 15. uge 7-608-02-39/1 94, stk. 1, nr. 6 19. uge Sager, der ikke blev behandlet: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Graviditetens længde Ingen 20 / 73

4.1.1.2 Ansøgning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Ankenævnet behandlede i 2007 5 sager, der alle drejede sig om 99, stk. 2, tilladelse til svangerskabsafbrydelse uden at der indhentes samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. I alle 5 sager stadfæstede ankenævnet samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Pigens alder 7-608-02-22/1 99, stk. 2 17 år 7-608-02-23/1 99, stk. 2 16 år 7-608-02-33/1 99, stk. 2 17 år 7-608-02-34/1 99, stk. 2 17 år 7-608-02-36/1 99, stk. 2 15 år 4.1.2 Fosterreduktion I 2007 blev kun én sag om fosterreduktion indbragt for ankenævnet. Ankenævnet ophævede samrådets afgørelse og afviste at behandle sagen, da den faldt uden for samrådenes og ankenævnets kompetence (spørgsmål om tilladelse efter 95, stk. 1). 4.1.3 Sterilisation Ankenævnet modtog i 2007 2 sager om tilladelse til sterilisation. Begge ansøgere var kvinder. Begge afslag blev stadfæstet. Sagerne fordeler sig således med hensyn til den påberåbte hjemmel: Sager, hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag: Nævnets j.nr. Den påberåbte hjemmel Ansøgerens alder 7-608-03-1/1 107 24 år 7-608-03-2/1 107, stk. 3 15 år Sager hvor ankenævnet ændrede samrådets afslag og gav tilladelse til sterilisation: ingen 21 / 73

Sager, der blev hjemvist: Ingen Sagerne er refereret nedenfor i afsnit 5.2 Sager om sterilisation indbragt for ankenævnet 1999-2007 8 7 6 5 7 5 5 5 6 5 4 3 2 1 2 2 2 2 1 1 1 1 1 1 1 2 0 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Sager, hvor ankenævnet stadfæstede samrådets afslag Sager hvor ankenævnet gav tilladelse Andet Figuren viser udviklingen i det årlige antal sager om sterilisation indbragt for ankenævnet i 1999-2007, opdelt på stadfæstelser, afslag og andet. Andet dækker over de situationer, hvor sagen ikke bliver behandlet i ankenævnet, f.eks. fordi anken tilbagekaldes, eller fordi samrådet efterfølgende har meddelt tilladelse. 22 / 73

4.2 Sager indsendt til gennemsyn Ankenævnet har på sine ordinære møder i 2007 gennemgået i alt 239 sager, svarende til 25 % af de ved samrådene behandlede sager. Ankenævnet havde bemærkninger til 26 sager (11 % af de indsendte). I 6 sager (2,5 %) gav ankenævnet udtryk for, at samrådet efter ankenævnets vurdering ikke burde have givet tilladelse. Der var tale om 1 tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 94, 2 tilladelser til fosterreduktion efter 95, stk. 2, 2 tilladelser til svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver efter 99, stk. 2 og 1 tilladelser til sterilisation efter 107. De øvrige bemærkninger vedrørte dels samrådenes sagsbehandling, dels den anførte hjemmel. Andelen af sager, der har givet anledning til bemærkninger, er lavere end i 2006, men svarer til hvad der har været gældende i årene forud. Henset til, at der er tale om skønsmæssige afgørelser, er det også i år Ankenævnets opfattelse, at bemærkningerne er inden for det forventelige og absolut acceptable. Ankenævnet kan derfor konstatere, at sagsbehandlingen ved samrådene foregår i overensstemmelse med de givne retningslinier, og at der følges en ensartet praksis over hele landet. 4.2.1 Bemærkninger af generel interesse Ankenævnet har også i år i en række sager (6 sager) fremhævet, at det er vigtigt at anføre den korrekte hjemmel. Samtlige de forhold, der kan støtte tilladelsen, bør fremhæves i begrundelsen og der bør henvises til alle bestemmelser, der kan begrunde tilladelsen. Forholdet er typisk det, at en tilladelse gives alene under henvisning til kvindens sociale forhold og den belastning barnet vil være for familien ( 94, stk. 1 nr. 6), uanset at oplysningerne i sagen (tillige) peger på andre begrundelser, enten kvindens helbred ( 94, stk. 1 nr. 1) eller hendes evne til at tage vare på et barn ( 94, stk. 1 nr. 4 eller 94, stk. 1 nr. 5). Navnlig i de tilfælde, hvor der gives tilladelse sent i graviditeten, er det vigtigt, at indikationen underbygges så fuldstændigt som muligt. I 3 sager, herunder de 2 sager, hvor ankenævnet mente, at der ikke burde være givet tilladelse til fosterreduktion, var problemet, at der ikke var taget stilling til, hvilke særlige omstændigheder, der kunne begrunde fosterreduktion efter udløbet af 12. uge. Ankenævnet skal erindre om, at forudsætningen for at give tilladelse til fosterreduktion efter 95, stk. 2 er, at der foreligger særlige omstændigheder og at samrådet bør anføre, hvilke særlige omstændigheder, der begrunder tilladelsen. Generelt giver begrebet særlige omstændigheder i 95, stk. 2 anledning til tvivl. Det har bl.a. været fremført, at det først efter udløbet af 12. uge er muligt med nogenlunde sikkerhed at konstatere, hvorvidt et af fostrene har risiko for misdannelser eller på anden måde er svagere end det eller de øvrige fostre. Ved at foretage indgrebet før udløbet af 12. uge risikerer man derfor at fjerne et raskt foster og efterlade et sygt, hvilket taler for, at indgrebet først foretages i 13. uge. Men dette hensyn gælder helt generelt og er derfor efter ankenævnets opfattelse ikke en særlig omstændighed, der kan begrunde, at lovens hovedregel fraviges. Ankenævnet har derfor udtalt, at det ikke er en særlig omstændighed, at det ud fra et lægefagligt synspunkt generelt er hensigtsmæssigt at vente med 23 / 73

indgrebet til efter udløbet af 12. uge. Der skal i den enkelte sag være særlige medicinske forhold, der taler for at indgrebet i netop dette tilfælde, kan foretages senere, for at der foreligger særlige omstændigheder. Der henvises i øvrigt til Orientering fra Ankenævnet, december 2007, der er medtaget som bilag til årsberetningen på side 53. 4.3 Møder med samrådene Ankenævnet har ikke i 2007 afholdt møder med samrådene. 4.4 Andet 4.4.1 Undervisning Efter kommunalreformen er der fra januar 2007 kommet mange nye sagsbehandlere i samrådssekretariaterne og flere nye samrådsmedlemmer. Den 4. oktober 2007 afholdt Sundhedsstyrelsen en kursusdag, primært beregnet for de, der ikke tidligere havde beskæftiget sig med området. Ankenævnets faste medlemmer stod for undervisningen. 4.4.2 Møde i folketingets sundhedsudvalg Også i starten af 2007 var grænsen for fri abort til debat i offentligheden. Folketingets sundhedsudvalg havde i den anledning indkaldt et panel af personer med forskellige faglige indfaldsvinkler til problemstillingen. Fra ankenævnet deltog lektor Birgit Petersson og dommer Torben Hvid. Efter mødet besluttede udvalget, at der ikke var grundlag for at ændre den gældende 12-ugers grænse. 4.4.3 Høringssvar mv. Ankenævnet har ikke afgivet høringssvar i 2007. 24 / 73

5 De konkrete sager I det følgende gives et kort referat af de sager, som ankenævnet har behandlet i 2007. De sager, hvor ankenævnet har ændret samrådets afgørelse, er fremhævet med fed skrift i overskriften. 5.1 Sager om svangerskabsafbrydelse 7-608-02-2/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 og 6 26-årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede alene i en 1½ værelses lejelejlighed. Hun var ikke sikker på, om det var hendes ekskæreste eller en anden, der var far til barnet. Hun var netop startet med at læse på Københavns Universitet. Derudover arbejdede hun på en restaurant hver anden weekend. Kvinden følte, at hun havde en meget stram økonomi, idet hun havde mange faste udgifter. Hun havde beskrevet, at hendes netværk var meget begrænset og at hun ikke kunne forvente støtte fra hverken sin mor eller storesøster, som begge boede i Jylland. Som begrundelse for sit ønske om abort, anførte hun, at hun i starten håbede på, at hun ville få lyst til barnet, men at hun endnu ikke havde fået nogen positive følelser i forhold hertil hvorfor hun ikke følte, at hun magtede at få et barn. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at det vurderes som en reel belastning for hende, såfremt hun skulle have barnet, samt at hun i så fald ville få brug for en del støtte. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 22.uge. Samrådet bemærkede at under disse omstændigheder var den risiko for forringelse af kvindens helbred, der blev beskrevet i den psykiatriske speciallægeerklæring, ikke af en sådan alvor at den kunne begrunde en tilladelse. Nævnet bemærkede endvidere at der efter udløbet af 18.-20. uge ikke gives tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder til at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. 7-608-02-3/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 3 29-årig kvinde var gravid i 24. uge. Kvinden havde ikke kontakt med den formodede far og hun kendte ikke hans identitet. Kvinden boede alene i en 2-værelses lejelejlighed, hvoraf hun udlejede det ene værelse. Efter gymnasiet havde hun læst på universitet i et par år. Siden da havde hun arbejdet med forskellige småjobs. Hun var pt. på bistandshjælp. Kvinden havde fortalt, at hun i de sidste 3 4 år havde 25 / 73

været misbruger af navnlig alkohol og rygeheroin, men at hun tog, hvad hun kunne få fat i, såsom kokain og beroligende medicin. Kvindens økonomi var bl.a. som følge heraf meget anstrengt. Hun havde kun overfladisk kontakt til sine forældre og en ældre søster. Det var lykkedes hende at skjule misbruget for familien, som hun kun så på mærkedage. Familien var heller ikke bekendt med graviditeten. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at et foster, der kommer til verden ved en naturlig fødsel i 24. svangerskabsuge eller senere, antages at være levedygtigt. Kvinden var på tidspunktet for Ankenævnets behandling gravid i 24. uge og fosteret måtte derfor antages at være levedygtigt. Allerede derfor kunne der som følge af 94, stk. 3, ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse grundet hendes sociale forhold. Der var som følge af kvindens daglige misbrug af heroin og alkohol fare for, at fosteret havde taget skade og at barnet ville få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det var imidlertid Ankenævnets vurdering, at de mulige skader ikke var af sådan ekstraordinært alvorlig karakter, at omstændighederne med afgørende vægt talte for svangerskabsafbrydelse på et levedygtigt foster. Der kunne derfor efter lovens 94, stk. 3 ikke gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. 7-608-02-4/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 1 + 3 + 6 28-årig kvinde var gravid i 22. uge. Kvinden boede sammen med sin 32-årige kæreste, som også var far til barnet. Graviditeten var planlagt, men ved skanning blev det konstateret, at fosteret havde læbe-, gumme- og ganespalte (komplet). Parret havde efter grundige overvejelser besluttet, at de ikke ønskede at gennemføre graviditeten. De havde inden de tog beslutningen konsulteret Rigshospitalet, Plastikkirurgisk og Læbeganespalte Centeret i Hellerup. De havde desuden læst en del om lidelsen på Internettet. Parret havde som begrundelse for deres ønske om svangerskabsafbrydelse anført, at de ikke ønskede, at barnet skulle udsættes for de fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger. Af den psykiatriske speciallægeerklæring fremgik det, at kvinden befandt sig i en psykisk kriselignende tilstand og at hendes aktuelle situation udgjorde en betydelig psykisk belastning for hende. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at man ikke fandt grund til at antage, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet ville bevirke nogen risiko for forringelse af kvindens fysiske eller psykiske helbred. Ankenævnet havde lagt vægt på, at kvinden bortset fra den øjeblikkelige kriseprægede reaktion, var såvel fysisk som psykisk sund og rask. Nævnet var endvidere enigt med samrådet i, at det forhold, at fosteret havde læbe-, gumme- og ganespalte (komplet) ikke var så alvorligt, at det henset til graviditetens fremskredne alder kunne begrunde en tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens 94, stk. 1, nr. 3. Ankenævnet bemærkede endvidere, at parret havde gode økonomiske, sociale og boligmæssige forhold og at en tilladelse således ikke kunne gives efter 94, stk. 1, nr. 6. 26 / 73

7-608-02-5/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 3 + 6 36-årig kvinde var gravid i 18. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, som også var far til barnet. Parret boede i et lejet hus på 100 m2. Graviditeten var ikke planlagt og de havde været i tvivl om, hvorvidt de ønskede barnet. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet, havde kvinden anført, at tidspunktet for at få et barn ikke var godt lige nu. Desuden var hun bekymret for, om barnet var sygt, idet hendes kæreste og hans to børn fra tidligere ægteskab alle havde sukkersyge. Det ene af kærestens børn led endvidere af epilepsi og gluten allergi. Kvinden havde selv to børn på henholdsvis fra et tidligere ægteskab. Begge børn boede hos kvinden, og de klarer sig godt i skolen. Kvindens kæreste havde som nævnt tillige to børn fra tidligere ægteskab. Disse børn boede hos deres moder, men havde samvær med faderen. Kvinden var uddannet butiksassistent. Hendes kæreste var uddannet tømrer, men var pt. arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. Parret havde beskrevet et godt netværk i form af familie og arbejdskolleger. De havde begge gæld, som de afdrog på, hvilket prægede deres økonomi. Efter kvinden havde modtaget samrådets afslag, havde hendes kæreste kontaktet Regionen, hvor han havde fortalt, at han ville forlade kvinden, såfremt hun fik barnet. Han ønskede på ingen måde, at hun skulle få barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet Nævnet var enigt i samrådets begrundelse og derfor ikke fandt, at kvindens generelle sociale situation var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Nævnet var endvidere enigt med samrådet i, at der ikke kunne gives tilladelse til abort ud fra en bekymring om, at barnet ville arve barnefaderens sukkersyge. 7-608-02-7/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 34-årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede alene med sin 8-årige datter i en lejlighed på 86 m2. Faren til barnet var en 24-årig mand, som hun havde kontakt med, men som hun ikke ønskede at have et nærmere forhold til. Faren kendte til graviditeten og ønskede tillige en svangerskabsafbrydelse. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet, havde hun anført, at hendes forretning, som hun drev alene, ville lide skade, såfremt hun skulle være gravid og have barn nu. Det var kvindens opfattelse, at hun ikke ville kunne beholde forretningen, såfremt hun fik barnet. Kvinden havde i forvejen en datter og var kort forinden blevet skilt. Hun var således bekymret for, om graviditeten og endnu et barn ville gå ud over hendes datter. Kvindens datter trivedes og kvinden og hendes eksmand havde et godt forhold. Kvinden havde beskrevet et godt netværk i form af familie og venner, og hun mente også, at barnets far ville erkende sit ansvar, såfremt hun fik barnet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. 27 / 73

7-608-02-8/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 38-årig kvinde var gravid i 15 fulde uger. Kvinden havde i forvejen to børn på henholdsvis 12 og 14 år. Ca. 1 år tidligere havde kvinden ophævet samlivet med børnenes far, som hun havde boet sammen med i 15 år. Kvinden flyttede herefter sammen med sit ældste barn ind hos en bekendt, hvor hun kunne bo gratis. Deres forhold havde imidlertid udviklet sig og det var også ham, der var far til graviditeten. Kvindens yngste barn boede sammen med sin far. Begge børn var velfungerende. Kvinden var ufaglært og havde en del gæld. Hun havde beskrevet et godt netværk af venner og familie. Som begrundelse for sit ønske om at afbryde svangerskabet anførte hun, at hun i forvejen havde to børn og at det var for sent for hende at få et barn nu. Desuden anførte hun, at hun havde en dårlig økonomi bl.a. pga. sin store gæld. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde vægt på, at hun boede sammen med barnets far, at hun havde gode boligforhold og fast lønindkomst. Familien var i øvrigt velfungerende og Ankenævnet stadfæstede derfor samrådets afslag. 7-608-02-9/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 31-årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden boede sammen med sin mand og 3 børn i en 3-værelses lejlighed. Deres børn var 2, 8 og 9 år. Parret var flygtet fra Afghanistan til Danmark 6 år tidligere. Kvindens mand var i jobtræning og arbejdede fuldtid. Kvinden havde bl.a. gået på sprogskole og været pædagogmedhjælper. Hun havde et ønske om at blive uddannet til pædagog. Kvinden var pt. på kontanthjælp og var hver dag fra kl. 8-15 på kursus i integration, sprog og jobsøgning. Hun var først i tvivl om, hvorvidt hun ønskede at få barnet, men havde nu besluttet sig for, at hun ikke ønskede at gennemføre graviditeten. Som begrundelse for sit ønske om svangerskabsafbrydelse havde hun anført, at hun ikke kunne overskue den økonomiske konsekvens et fjerde barn ville have. Desuden ønskede parret at blive integreret og komme videre i det danske arbejdsmarkedssystem. De følte sig meget isoleret, idet de bl.a. ikke havde noget familie i Danmark. Desuden havde kvinden oplyst, at de ikke havde det kulturelle netværk, som man normalt forventede i den kulturkreds de kom fra. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden fremtrådte følelsesmæssigt meget afbleget, som kunne give mistanke om emotionslammelse, samt at omsorgen for de 3 børn ville forringes alvorligt, såfremt der kom endnu et barn. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Efter udløbet af 18.-20. uge gives der således ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskelig- 28 / 73

gjorde hendes muligheder for at tage vare på endnu et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven. 7-608-02-10/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 20-årig kvinde var gravid i 21. uge. Kvinden var blevet gravid med sin jævnaldrende ekskæreste. Kvinden boede pt. i en akutbolig, som hun havde fået anvist af kommunen. Hun boede her i et hus, hvor der var plads til 8 unge og hvor de deltes om bad og køkken. Kvinden regnede med, at hun kunne få lov til at bo der i op til 1 år. Hun havde ikke kontakt med de andre beboere. Kvinden havde indtil for 4 måneder siden boet hos sin far, men var pludselig uden varsel blevet bedt om at flytte. Hun vidste ikke hvorfor hendes far havde bedt hende om at flytte. Kvinden stoppede i gymnasiet efter 1. g og var derefter uden beskæftigelse i et par måneder. Herefter gik hun på produktionsskole i 1½ år. Da dette sluttede, gik hun hjemme i ½ år, uden at beskæftige sig med noget specielt. Hun startede på HF, men stoppede igen efter det første år. Herefter gik hun igen hjemme i en periode på 1 år og arbejdede i weekenderne på et diskotek. Ca. 4 uger før samrådsbehandlingen begyndte hun at arbejde fuldtid. Hendes kæreste gik i gymnasiet og regnede med at starte på et studie efter sommerferien. Han boede i egen ungdomsbolig. Han ønskede ikke barnet, men havde lovet at støtte kvinden. Det fremgik endvidere af sagen, at kvinden det sidste år havde taget p-piller helt regelmæssigt. Et par måneder forinden havde hun henvendt sig til egen læge på grund af mavesmerter. Hun afleverede en urinprøve og på baggrund af denne blev hun sat i antibiotisk behandling på mistanke om nyrebækkenbetændelse. På grund af et ildebefindende var hun på ny hos egen læge. Her afleverede hun igen en urinprøve og blev på mistanke om nyresten henvist til CT-scanning af nyrerne. Herefter blev hun kaldt op til egen læge, der fortalte hende, at det ved scanningen var konstateret, at hun var gravid. I forbindelse med scanningen havde fosteret i mindre omfang været udsat for bestråling. Kvinden havde som begrundelse for sit ønske om graviditet anført, at hun på ingen måde følte sig klar til at få et barn og at hun for tiden slet ikke kunne overskue noget. Det fremgik af den psykiatriske speciallægeerklæring, at kvinden fremstod ureflekterende og at hun modenhedsmæssigt ikke skønnes alderssvarende. Det konkluderedes endvidere, at hun ville have begrænsede muligheder for at tilbyde et barn rimelige opvækstvilkår. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at der stilles større krav til alvoren af de omstændigheder, der kan begrunde en tilladelse, jo længere fremskreden graviditeten er. Kvindens graviditet var langt fremskreden, idet hun var gravid i 21.uge. Ankenævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at der var fare for, at fosteret ville få en alvorlig lidelse, hverken som følge af den medicin, hun havde indtaget under graviditeten eller som følge af CTscanningen. Efter udløbet af 18.-20. uge gives der ikke tilladelse af sociale årsager, medmindre der foreligger omstændigheder af helt særlig og meget alvorlig karakter. Ankenævnet udtrykte stor forståelse for kvindens situation, men nævnet var enigt med samrådet i, at selv om der var flere forhold, der vanskeliggjorde hendes muligheder til at tage vare på et barn, var forholdene ikke af sådan en sværhedsgrad, at det gav indikation for svangerskabsafbrydelse på et så sent tidspunkt i graviditeten. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag 29 / 73

for tilladelse efter andre bestemmelser i loven. Ankenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at kvindens egen læge fejlfortolkede hendes symptomer og derved overså graviditeten, ikke efter loven kunne tillægges betydning. 7-608-02-11/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 41-årig kvinde var gravid i 15. uge. Kvinden boede sammen med sin kæreste, der også var far til barnet. Hendes kæreste var 45 år. Parret havde kendt hinanden i ca. 5 år og de boede sammen i hans hus. De havde begge fast arbejde, men beskrev deres økonomi som anstrengt. Da parret først mødte hinanden, havde de prøvet at få børn, men de var allerede dengang i tvivl, om det var det rigtige, idet de var bange for, at være for gamle til at blive forældre. De følte således begge, at de var for gamle nu og dette sammenholdt med deres økonomi, var kvindens primære begrundelse for sit ønske om abort. Kvindens første reaktion var glæde men også betænkelighed, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Efter nærmere at have tænkt over det, var hun imidlertid kommet frem til, at det ville være for stor en belastning pga. deres økonomi og alder. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation, ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet, måtte antages at medføre en belastning, der var så alvorlig, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet havde lagt vægt på, at kvinden boede sammen med barnets far, at hun havde gode boligforhold og fast lønindkomst. Ankenævnet var i øvrigt enigt i samrådets begrundelse og stadfæstede derfor samrådets afslag. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven. 7-608-02-12/1 afslag på anmodning om tilladelse til svangerskabsafbrydelse 94, stk. 1, nr. 6 31-årig kvinde var gravid i 16. uge. Kvinden boede i eget hus sammen med sin mand og deres to børn på henholdsvis 4 år og 15 måneder. Kvinden var uddannet kontorassistent, men havde forud for sidste barsel haft en længere arbejdsløshedsperiode. Efter den sidste barsel havde hun netop fået ansættelse. Parret havde en god økonomi og et stort netværk i form af venner og familie. Graviditeten var uplanlagt og parret følte ikke, at de på nuværende tidspunkt havde overskud til endnu et barn. Desuden frygtede kvinden at hun ville miste sit job, såfremt hun skulle gennemføre endnu en graviditet. Ankenævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvindens generelle sociale situation ikke var af en sådan karakter, at svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet måtte antages at medføre en sådan belastning, at der kunne gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Ankenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at kvinden boede sammen med barnefaderen og at hun havde gode boligforhold samt en stabil økonomi. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at der ud fra det oplyste var grundlag for en tilladelse efter andre bestemmelser i loven. 30 / 73