Udsatte børn - anbringelse

Udsatte børn - anbringelse Bente Adolphsen cand.jur. Bilag ved Steen Juul Hansen cand.oecon., ph.d. 2011

Bente Adolphsen Udsatte børn anbringelse Copyright: Bente Adolphsen og Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Dette nummer i skriftserien er redigeret af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard. Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 6, 3. udgave, ISBN 9788785200884. Udgivelse af Bente Adolphsen i samme skriftserie: Udsatte børn underretningspligt og undersøgelse. Udsatte børn foranstaltninger efter Serviceloven. Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Udgivet af: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus Jens Chr. Skous Vej 2 8000 Århus C Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk Kan også downloades fra Socialrådgiveruddannelsen i Århus hjemmeside. Pris 50 kr. + evt. forsendelse.

Indhold 1. Indledning 7 2. Anbringelse med samtykke 9 2.1. Betingelser 9 2.2. Det informerede samtykke 10 2.3. Planer 11 2.3.1. Plan for barnet 12 2.3.2. Plan for støtten til forældrene 12 2.4. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren 13 2.5. Valg af anbringelsessted m.m. 14 2.6. Klage 15 2.6.1. 12-åriges klageadgang 15 2.6.2. Særligt om valg af anbringelsessted 15 3. Anbringelse uden samtykke 16 3.1. Betingelser 17 3.2. Forelæggelse for børn og unge-udvalget 18 3.3. Formandsbeslutninger 20 3.4. Advokat og aktindsigt 21 3.4.1. Den 12-åriges ret til advokat 22 3.5. Planer 22 3.6. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren 22 3.7. Valg af anbringelsessted 22 3.8. Møde i børn og unge-udvalget 22 3.9. Genbehandling 24 3.9.1. Barnet har ikke været anbragt 24 3.9.2. Barnet har været anbragt inden afgørelsen 24

3.9.3. Kortere genbehandlingsfrist 24 3.9.4. Længere genbehandlingsfrist 24 3.9.5. Barnet er under 1 år 24 3.9.6. Afgørelse efter 68a 25 3.9.7. Indstilling om genbehandlingsfrist 25 3.10. Ændring til frivillig anbringelse 25 3.11. Klage 25 3.11.1. Almindelig klageregel 25 3.11.2. Særlig regel vedr. formandsafgørelser 26 3.11.3. Indbringelse for domstolene 26 4. Opgaver og afgørelser under anbringelsen 26 4.1. Tilsyn 27 4.2. Revision af planen 28 4.3. Samvær 28 4.4. Afgørelser under anbringelsen, der kræver samtykke 32 4.5. Klage 33 5. Ophør af anbringelsen 33 5.1. Ophør af en frivillig anbringelse 33 5.1.1. Det er forældremyndighedsindehaveren, der ønsker det frivilligt anbragte barn hjemgivet 33 5.1.2. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt 35 5.1.3. Barnet har været anbragt mere end 3 år og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet 36 5.1.4. Klage 37 5.2. Ophør af en tvangsanbringelse 37 5.2.1. Kommunens overvejelser vedr. ophør 37 5.2.2. Barnet ønskes hjemtaget af forældremyndighedsindehaveren 37 5.2.3. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt 38

5.2.4. Særligt vedr. afgørelser med lang frist og afgørelse efter 68a 38 5.2.5. Klage 38 6. Anbringelsessteder 38 7. Plejefamilier 39 7.1. Typer af godkendte plejefamilier 39 7.2. Godkendelse og handlekommune 40 7.2.1. Netværksfamilier 41 7.2.2. Kommunale plejefamilier 41 7.2.3. Professionelle plejefamilier 41 7.3. Kontrakt 42 7.4. Vederlag, tabt arbejdsfortjeneste og omkostningsdækning 44 7.5. Klage 45 8. Privat familiepleje 45 8.1. Tilladelse til at have barn i pleje 46 8.2. Forældremyndighedsindehaverens opgaver 46 8.3. Kommunens opgaver 47 8.3.1. Forpligtelser efter Serviceloven under opholdet 47 8.4. Uenighed om hjemtagelse/fortsat ophold 48 9. Unge mellem 18 og 22 år 50 9.1. Betingelser 50 9.1.1. Unge, der ikke har været anbragt 50 9.1.2. Unge, der har været anbragt inden det 18. år 50 9.2. Afgørelse og plan 51 9.3. Valg af anbringelsessted 51

9.4. Klage 51 Bilag 53 Anbringelse 53 Opgaver og afgørelser under anbringelsen 59 Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge 63 Tilbud til unge fra 18 til 22 år 68 Bilag af Steen Juul Hansen 71 Beskrivelse af døgninstitutionsområdet for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer 72

1. Indledning I Danmark har det offentlige gennem flere hundrede år foretaget anbringelser af børn, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet opholde sig i hjemmet hos forældrene. Gennem årene har der været forskellige opfattelser af barnet og barndommen. Forståelsen af barnets udvikling og hvilke behov hos barnet, der skal tilgodeses, hvis en sund og harmonisk udvikling skal sikres, er under stadig ændring. Opfattelsen af, hvad det offentlige kan eller skal blande sig i, skifter. I takt med, at synet på det enkelte individs rettigheder har ændret sig, er klientens retssikkerhed kommet i fokus. Med ratificeringen af FN s Børnekonvention har barnet yderligere fået en mere tydelig rolle i familien, samfundet og lovgivningen. Disse strømninger og ændringer har også haft stor indflydelse på kommunernes valg af foranstaltninger. Der er store forskelle kommunerne imellem, ligesom der på landsplan over år er forskelle i anbringelsesmønstret. Undersøgelser tyder på, at disse forskelle ikke kan tilskrives en enkelt faktor, men til dels må henregnes til modefænomener og etablering af lokale projekter båret delvist af ideologier. Lovændringer alene vil derfor ikke kunne sikre en ensartet behandling af børnesagerne. Anbringelsesområdet adskiller sig fra andre foranstaltningstyper ved, at barnet kommer til at høre til hos andre voksne end forældremyndighedsindehaveren. Selv om forældremyndighedsindehaveren beholder forældremyndigheden, bliver mange af de daglige beslutninger om barnets liv reelt truffet af andre voksne. Der foregår til stadighed en diskussion om, hvor meget forældremyndighedsindehaveren fortsat skal bestemme i forhold til det anbragte barn, ligesom fagkundskaben ikke er helt enig, når det drejer sig om, hvor stor en rolle forældrene skal spille under barnets opvækst uden for hjemmet. 7

Hertil kommer, at der hverken i kommunerne eller hos lovgiver er en bare nogenlunde sikker opfattelse af, hvilken type anbringelsessted, der er bedst til at tilgodese og løse bestemte typer af problemer. Med det øgede fokus på barnets rettigheder, er lovgiver blevet opmærksom på, at tidligere anbragte børns erfaringer kan være en kilde til bedre forståelse af anbragte børns særlige behov og har under forarbejdet til Anbringelsesreformen taget afsæt i nogle af disse erfaringer. En anbringelse er det alvorligste indgreb i familien. Det er derfor helt naturligt, at der er knyttet mange og meget præcise processuelle regler til denne foranstaltningstype. Det er imidlertid umuligt at løse alle de problemer, der knytter sig til anbringelsesområdet, gennem lovregulering. Det barn, der anbringes i en familiepleje, skal helst knytte sig til familien, men må ikke miste sit tilhørsforhold til forældrene. Forældrene mister den nære daglige tilknytning til barnet, men forventes alligevel at følge med i barnets liv. Plejefamilien forventes at integrere barnet i familien og knytte følelsesmæssige bånd til barnet, men må være parat til at slippe det, hvis kommunen bestemmer, at barnets skal hjem til forældrene. Anbringes barnet på døgninstitution, mister barnet muligheden for at vokse op i et almindeligt hjem og vil på denne konkrete måde også adskille sig fra andre børn. Alle disse modsætninger og svære menneskelige problemstillinger kan ikke løses ved at rettigheder tillægges eller afgørelser tages. Derfor stilles der også store krav til indholdet i sagsbehandlingen i disse sager og det er utopi at forvente, at denne type sager kan løses efter en helt fast skabelon eller et helt fast tidsskema. 8

2. Anbringelse med samtykke Afgørelse om anbringelse træffes efter Servicelovens 52 stk. 3, nr. 7. Afgørelsen kan som hovedregel kun træffes på baggrund af en afsluttet 50 undersøgelse. Denne bestemmelse har karakter af en garantiforskrift, hvorfor en anbringelse uden en 50 undersøgelse som udgangspunkt vil være ugyldig. Dog kan kommunen, hvis særlige forhold gør sig gældende, anbringe barnet, inden en undersøgelse er tilendebragt. Der er tale om en noget upræcis undtagelse, men kommunen må holde sig for øje, at begrundelsen for, at der skal foreligge en 50 undersøgelse er, at det skal sikres, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag til, at der kan træffes den bedst mulige afgørelse for barnet. De særlige forhold, der skal gøre sig gældende, hvis en foranstaltning iværksættes uden en 50 undersøgelse, må altså ses i forhold til den risiko, barnet udsættes for, hvis det anbringes uden et tilstrækkeligt sikkert grundlag. 2.1. Betingelser Betingelsen for, at barnet kan anbringes med samtykke, er, at det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte og at støtten til barnet vurderes bedst at kunne gives under ophold uden for hjemmet. Herudover er det en betingelse, at problemerne ikke kan afhjælpes i hjemmet. Kravet om, at problemerne skal løses i hjemmet, hvis det kan lade sig gøre, er dels et udtryk for det grundlæggende princip om proportionalitet, der gælder i dansk forvaltningsret, men følger også af en grundlæggende formodning om, at et barn hører til hos sine forældre. Denne formodning er direkte udtrykt i 52, men hertil kommer Menneskerettighedskonventionen artikel 8 om forbud mod vilkårlig indblanding i 9

familielivet og Børnekonventionens artikel 3 om, at barnets tarv altid skal komme i første række. Hvis kommunen vurderer, at barnets problemer ikke kan afhjælpes i hjemmet, skal disse antagelser og vurderinger forelægges for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige, så kommunen på denne baggrund kan undersøge, om forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige er så enige i kommunens vurderinger, at de vil samtykke i en anbringelse af barnet eller den unge uden for eget hjem. 2.2. Det informerede samtykke Der stilles særlige krav til samtykket i en anbringelsessag. Det fremgår af 53, at der kun foreligger et gyldigt samtykke til en anbringelse, hvis forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige samtykker i formålet med anbringelsen. Kommunen må altså klargøre over for parterne, hvilket formål kommunen har med anbringelsen. Kun hvis parterne er enige i og indforståede med dette formål kan der blive tale om en frivillig anbringelse. Udover denne indledende klarlægning af, hvad det er, der ønskes opnået med anbringelsen, tjener formålsbeskrivelsen også som grundlag for en senere opfølgning under anbringelsen. Det er ikke et lovkrav, at samtykket skal foreligge skriftligt, men det kan være en god måde at sikre sig, at parterne reelt har forstået og er enige i kommunens opfattelse af barnets og familiens problemer og i den relevante løsning af dem. Samtidig kan et skriftligt samtykke tjene som dokumentation for, at kommunen reelt har partshørt inden afgørelse om anbringelse træffes. Hvis en part ikke vil skrive under på noget, må kommunen sikre sig, at dette ikke er et udtryk for manglende samtykke. I journa- 10

len gøres notat om, at samtykke foreligger, herunder f.eks. også at parten ikke vil skrive under på det. Det er altså en forudsætning, at der er afgivet et informeret samtykke. Kommunen kan ikke gå ud fra, at der foreligger et samtykke, hvis parten blot undlader at svare på kommunens spørgsmål om accept af en anbringelse og man kan altså ikke arbejde med et stiltiende samtykke. Er den unge fyldt 15 år kræves der selvstændigt informeret samtykke fra den unge, ligesom den 15-årige bliver part i alle afgørelser i forbindelse med og under anbringelsen. Et barn under 15 år er ikke selvstændig part i sagen og skal derfor ikke give samtykke, men kommunen skal, inden der træffes afgørelse om anbringelse, afholde en samtale med barnet efter 48. Det er udfaldet af drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige om samtykke, der afgør, om der bliver tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse. 2.3. Planer Inden barnet anbringes skal der efter 140 udarbejdes en handleplan for barnets anbringelse og en særskilt plan for støtten til forældrene under barnets anbringelse. Hvis barnet eller den unge er kriminalitetstruet skal der udarbejdes plan efter 57c. Loven opstiller ikke et krav om selvstændigt samtykke til alle planens elementer, men det siger sig selv, at forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige kan være så uenige i kommunens opfattelse af de enkelte elementer, at det får betydning 11

for det informerede samtykke. Det er vigtigt, at kommunen ikke lægger op til, at der skal samtykkes i alle elementer, da det kan få den følge, at en anbringelse, som parterne ellers er enige i, enten ikke kan etableres eller etableres med et usagligt indhold. Hvis der er tale om uenighed om et forhold, men ikke om selve anbringelsen, må kommunen enten afstå fra at gennemføre denne del af planen, eller, hvis betingelserne er til stede, træffe afgørelse efter 69 med klagevejledning (se afsnit 2.6 om klage). 2.3.1. Plan for barnet Planen skal angive det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på 50 undersøgelsen og opstille det overordnede formål og herudover konkrete mål i forhold til de forhold, der er afklaret under undersøgelsen. De mål, der opstilles, skal være så konkrete, at der kan arbejdes direkte efter dem på anbringelsesstedet, i skole, daginstitution m.v. Det er naturligvis vigtigt, at barnet ikke reduceres til en standardstørrelse. Planen skal lægges ud fra en helt konkret vurdering af barnets evner og behov og det er vigtigt, at planen lægges på en måde, så de sektorer og forvaltninger m.v., der skal stå for det praktiske arbejde med barnet, kan tilrettelægge deres arbejde, så det harmonerer med planen. Planens formål er bl.a. at sikre sammenhæng i barnets liv. 2.3.2. Plan for støtten til forældrene Det er kommunens opgave af egen drift at træffe afgørelse om den nødvendige støtte til forældrene under barnets anbringelse. En afgørelse forudsætter naturligvis, at forældrene er indforståe- 12

de med støtten, men det er kommunes pligt at give støtte både efter 52, stk. 3 og øvrig lovgivning. Støtten har til formål at afhjælpe de vanskeligheder, der har ført til anbringelsen af barnet. Støtten til forældrene afhænger således af, hvilket formål, der er med anbringelsen af barnet og hvilke konkrete mål, der er opstillet for at nå det overordnede mål. Er målet, at barnet skal hjem igen på et tidspunkt, når problemerne er afhjulpet, skal støtten til forældrene hjælpe til i forhold til det mål, mens støtten for børn, der ikke forventes hjemgivet, skal bidrage til, at samvær og kontakt bliver gavnligt for barnet, så barnet også på længere sigt har mulighed for at kende sin familie og bevare en rimelig kontakt med den. Kommunen skal herefter af egen drift udarbejde en handleplan for støtten. 2.4. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Under barnets anbringelse skal kommunen i henhold til 54 tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson. Der skal være tale om en person, som forælderen kan have tillid til og som generelt kan støtte denne i forbindelse med barnets anbringelse. Der er ikke tale om en samarbejdspartner for kommunen, men det vil være forventningen, at støttepersonen også i forbindelse med samarbejdet med f.eks. kommunen og anbringelsesstedet kan være en støtte. Det er kommunen, der skal ansætte og aflønne støttepersonen, hvorfor rammerne for opgaven skal aftales med kommunen. Hvis forældremyndighedsindehaveren selv peger på en person og denne efter kommunens opfattelse ikke lever op til de saglige krav, det er relevant at stille i det konkrete tilfælde, må kommunen anvise en anden. Den ønskede støtteperson kan ikke klage over afgørelsen, mens foræl- 13

dremyndighedsindehaveren kan klage, hvis kommunen ikke tilbyder en støtteperson, men ikke over valget af den konkrete person. 2.5. Valg af anbringelsessted m.m. Det er kommunen, der vælger anbringelsesstedet. Hvis kommunen har fundet et sted, som forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige ikke vil acceptere kan det få den følge, at anbringelsen ikke kan iværksættes uagtet, at der foreligger samtykke til, at barnet anbringes. I denne situation må kommunen overveje, om der kan findes et andet egnet sted, eller om modstanden reelt er udtryk for en dybere modstand mod anbringelsen som sådan. Hvis dette er tilfældet, kan barnet kun anbringes, hvis betingelserne for tvangsanbringelse er opfyldt (se afsnit 3 om tvangsanbringelse). Det er kommunens pligt at påse, at anbringelsesstedet er godkendt. Hvis barnet anbringes i et generelt godkendt anbringelsessted i en anden kommune end barnets, underrettes anbringelsesstedets kommune inden anbringelsen iværksættes. Hvis anbringende kommune selv godkender en plejefamilie bosiddende i en anden kommune som konkret egnet, skal kommunen også orientere stedlig kommune, inden barnet anbringes. Orienteringen til stedlig kommune sikrer, at denne kommune bliver klar over, at barnet nu opholder sig i kommunen og dermed er omfattet af kommunens generelle tilsyn efter 146. Er der tale om et skolebarn, skal anbringende kommune i god tid inden anbringelsen indlede et samarbejde med stedlig kommunes skoleforvaltning, da det er den lokale skoleforvaltning, der skal finde et egnet skoletilbud, så dette skoletilbud kan være klar, inden barnet anbringes på anbringelsesstedet. 14

2.6. Klage Det er de almindelige regler om klage, der gælder ved frivillige foranstaltninger. Parterne kan således inden 4 uger fra afgørelsen klage til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse om ikke at iværksætte en anbringelse. Er der tale om, at kommunen ønsker at anbringe barnet, men ikke kan opnå samtykke til dette, kan sagen som allerede nævnt, kun behandles efter reglerne om tvangsanbringelse med de klageregler, der knytter sig til disse bestemmelser (se afsnit 3 om tvangsanbringelse). 2.6.1. 12-åriges klageadgang Børn under 15 år er ikke parter i deres egen sag og er derfor som udgangspunkt ikke klageberettigede. Lovgiver har imidlertid tillagt børn en særlig ret til at klage, fra de er fyldt 12 år. Den over 12-årige kan således klage over de fleste afgørelser, der træffes efter kap. 11 og altså også over en anbringelse. (Den over 12-åriges klageadgang behandles tillige under efterfølgende punkter om valg af anbringelsessted, samvær m.fl., ligesom reglen om opsættende virkning behandles under de forskellige punkter). 2.6.2. Særligt om valg af anbringelsessted Er det udelukkende selve valget af anbringelsessted, der er uenighed om, kan forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige som parter klage over valget. Denne klageret tilkommer altså også den 12-årige, selv om den 12-årige ikke er tillagt partsrettigheder i øvrigt. 15

Opsættende virkning En klage over valg af det konkrete anbringelsessted har opsættende virkning. Barnet vil således som udgangspunkt ikke kunne flyttes til anbringelsesstedet, før en evt. anke er behandlet i Det Sociale Nævn. Hvis kommunen vurderer, at barnets flytning af hensyn til barnets behov ikke kan afvente en klagebehandling, kan kommunen træffe en afgørelse om, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Denne afgørelse kan selvfølgelig også påklages, men har for at sikre formålet ikke opsættende virkning. Ved en frivillig anbringelse vil en sådan afgørelse ofte ikke være relevant, da forældremyndighedsindehaveren og/eller den 15-årige som reaktion på en sådan afgørelse formentlig vil trække samtykket til anbringelsen tilbage. Er det derimod den 12-årige, der ikke er enig, kan situationen opstå. Ved tvangsafgørelse vil det være helt afgørende, at afgørelsen føres ud i livet uden unødigt ophold, hvorfor akutafgørelse vedr. det konkrete valg af anbringelsessted ofte må træffes. (Se afsnit 3 om tvangsanbringelse). 3. Anbringelse uden samtykke Viser kommunens undersøgelse, at barnets og familiens problemer ikke kan afhjælpes under barnets ophold i hjemmet og forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samtykke i, at barnet skal anbringes uden for hjemmet og herunder samtykke i formålet med anbringelsen, skal kommunen vurdere, om betingelserne for en anbringelse uden samtykke er til stede. 16

3.1. Betingelser Kriteriet for anbringelse uden samtykke er flerleddet. Der skal for det første være tale om en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, hvis kommunen ikke iværksætter en anbringelse. Risikoen for skade skal være begrundet i et af de 4 punkter, der er opregnet i 58 stk. 1 eller en kombination af punkterne. Det vil altså sige, at risikoen for skade på barnet skal kunne henføres til en eller flere af følgende 4 punkter: - en manglende omsorg for barnet fra forældremyndighedsindehaverens side, - at barnet fra forældres side udsættes for vold eller overgreb, - at barnet selv har problemer med misbrug, kriminalitet eller andre alvorlige sociale vanskeligheder - eller at barnet har andre svære adfærds- eller tilpasningsproblemer. Endelig er det en betingelse, at der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets ophold i hjemmet. Skønner kommunen, at disse betingelser er opfyldt, må den forelægge sine vurderinger for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige og orientere om, at kompetencen til at tage stilling til, om barnet skal anbringes uden samtykke, ligger hos børn og unge-udvalget. Ønsker den 15-årige selv at blive anbragt, mens forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke, er kriteriet i 52 tilstrækkeligt til, at den unge over 15 år kan anbringes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Kommunen skal derfor 17

vurdere, om det er af væsentlig betydning for den unges særlige behov for støtte at blive anbragt uden for hjemmet. Vurderer kommunen, at det er tilfældet, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget, der tager stilling til, om den unge skal anbringes på trods af forældremyndighedsindehaverens manglende samtykke. 3.2. Forelæggelse for børn og unge-udvalget Fastholder parterne, at der ikke gives samtykke, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Det er en kommunes interne kompetenceregler, der afgør hvem i socialforvaltningen, der kan indstille til børn og unge-udvalget. Kommunens indstilling til udvalget skal indeholde en redegørelse efter 59. Det følger af 59, at redegørelsen skal indeholde 50 undersøgelsen og herunder kommunens vurdering af, at betingelserne i 58 er opfyldt. Redegørelsen skal tillige indeholde de faglige overvejelser, der har ført til en vurdering af, at barnets problemer ikke kan afhjælpes under ophold i hjemmet heller ikke selv om der iværksættes foranstaltninger i hjemmet. Der skal være oplysning om forhold hos familien eller barnet, der skønnes at kunne bidrage til at klare vanskelighederne under barnets anbringelse. Kan kommunen ikke umiddelbart pege på forhold af denne art, skal dette fremgå af indstillingen. Indstillingen skal herudover indeholde planen vedr. barnet efter 140 (se afsnit 3.5.1. om denne plan). Det sidste punkt i indstillingen omhandler barnets holdning til den påtænkte foranstaltning. Med indstillingen skal derfor fore- 18

ligge et referat af den samtale, der efter 48 har fundet sted med barnet. Hvis denne helt undtagelsesvist ikke er afholdt, skal barnets holdning fremgå på anden måde. Den saglige begrundelse for, at samtalen ikke har fundet sted, skal ligeledes foreligge skriftligt. Da det er børn og unge-udvalget, der har kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelsen, ligger den endelige kompetence til at afgøre, om samtalen med barnet skal undlades, også hos udvalget. Ved indstillingen til børn og unge-udvalget sker der videregivelse af oplysninger. Man skal således overholde kravene i persondatalovens 8, der siger, at børn og unge-udvalget kun må få de oplysninger, der er nødvendige for den afgørelse, som udvalget skal træffe. Beslutningen om at forelægge sagen for udvalget, tilbud om advokat (se afsnit 3.4) og indkaldelse til mødet i udvalget sendes både som rekommanderet og almindeligt brev til parterne og den 12-årige, der i kraft af sin ret til at klage også har ret til advokatbistand. Forældremyndighedsindehaveren, den 15-årige og deres evt. advokater skal som parter udover mødeindkaldelsen have tilsendt indstillingen med bilag. Den 12-årige har ret til at udtale sig for udvalget og skal derfor indkaldes til mødet. Den 12-årige er ikke part og skal derfor ikke have indstillingen tilsendt. 19

3.3. Formandsbeslutninger En del af de afgørelser, som børn og unge-udvalget kan træffe efter indstilling fra forvaltningen, kan også træffes foreløbigt af formanden for udvalget efter 75. Som hovedregel skal en sag være undersøgt omhyggeligt og tilstrækkeligt til, at det kan fastslås med rimelig sikkerhed, at barnet vil tage alvorlig skade, hvis der ikke gribes ind over for de vilkår, som forældremyndighedsindehaveren udsætter barnet for. Der kan dog være situationer, hvor barnets situation umiddelbart tegner sig så alvorlig, at hensynet til barnets øjeblikkelige behov for hjælp overskygger hensynet til forældrenes retssikkerhed. Der er tale om en nødretslignende situation, hvor forvaltningen på et ufyldestgørende grundlag kan indstille til formanden for børn og unge-udvalget, at barnet fjernes fra forældremyndighedsindehaveren. Betingelsen for, at formanden kan træffe afgørelse om øjeblikkelig anbringelse af barnet, er, at kriteriet i 58 (åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed og udvikling - se afsnit 3.1) er opfyldt. Hertil kommer, at barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at der indkaldes til et møde i børn og ungeudvalget. Forvaltningen skal altid prøve at få samtykke til en frivillig anbringelse, inden der træffes en formandsbeslutning. I konkrete situationer kan det dog vise sig praktisk umuligt at komme i dialog med forældremyndighedsindehaveren. Det er derfor i loven bestemt, at forældremyndighedsindehaveren inden 24 timer efter afgørelsen skal have oplysning om afgørelsen. 20

Inden 7 dage efter afgørelsen skal børn og unge-udvalget i et møde godkende formandens afgørelse. Dette skal ske, uanset om barnet fortsat er anbragt eller det måske senere har vist sig, at der ikke var baggrund for at fjerne barnet fra forældremyndighedsindehaveren, så det igen har ophold i hjemmet. Hvis udvalget godkender formandens beslutning og barnet fortsat er anbragt, har forvaltningen 1 måned til at undersøge forholdene yderligere og indstille til en endelig afgørelse om anbringelse uden samtykke. Forelægges sagen ikke for børn og unge-udvalget inden 1 måned, bortfalder formandsafgørelsen og barnet må hjemgives. Hvis sagen forelægges behandles den som enhver anden indstilling efter 58 om anbringelse uden samtykke. Formanden kan efter indstilling træffe afgørelse i en del andre situationer, f.eks. om undersøgelse og behandling af barnet, forbud mod umiddelbar hjemtagelse og samvær m.m. Disse afgørelser behandles under de respektive afgørelser i dette og de øvrige hæfter i denne skriftserie. 3.4. Advokat og aktindsigt Når det under drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige står klart at samtykke ikke umiddelbart gives, skal kommunen være opmærksom på, at kommunen har pligt til at fremsætte tilbud om gratis advokatbistand efter 72 og tilbud om at se sagens akter efter 73, hvis kommunen agter at anbringe barnet uden samtykke. Loven opstiller ikke et præcist tidspunkt for fremsættelse af tilbuddet. Tilbuddet om advokat skal fremsættes, når kommunen tager skridt til at behandle sagen efter reglerne om anbringelse uden samtykke. Med dette 21

upræcise kriterium er der stor risiko for magtfordrejning og det stiller betydelige krav til kommunen om, at den åbent redegør for sine overvejelser over for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. Ændrer forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige efter drøftelse med advokaten indstilling til anbringelsen, så der nu samtykkes til anbringelsen, kan sagen behandles videre efter reglen i 52 stk. 3, nr. 7 og 53. 3.4.1. Den 12-åriges ret advokat Da den over 12-årige ikke er part giver det i praksis lidt vanskeligheder, hvornår den 12-årige skal informeres om retten til advokat. Da retten til advokat er afledt af retten til at klage, bør kommunen sikre, at den 12-årige får tilbud om gratis advokat tidsnok til, at der kan blive tale om reel repræsentation 3.5. Planer Se afsnit 2.3, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.6. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Se afsnit 2.4, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.7. Valg af anbringelsessted Se afsnit 2.5, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.8. Møde i børn og unge-udvalget Det er forvaltningen, der indkalder til møde i børn og ungeudvalget. Udvalget, der består af 2 kommunalpolitikere, 1 by- 22

retsdommer og 2 børnesagkyndig (udpeget af statsforvaltningen) er en selvstændig myndighed. Det er vigtigt at være særligt opmærksom på tavshedspligtsregler og nøje overveje, hvilke oplysninger, der skal videregives til børn og unge-udvalget. Det er børn og unge-udvalget, der afgør, hvilke personer, der kan deltage i møderne, men det er oftest forvaltningen, der i praksis ved, hvem der anmoder om deltagelse. Det er derfor en god ide, at disse forhold søges afklaret i dialog med børn og ungeudvalgets sekretær inden møderne. Dette gælder også møde ved repræsentanter fra forvaltningen. Det er kommunen, der skal stille en sekretær til rådighed for udvalget. Formanden for udvalget (en af de 2 politikere) byder velkommen og præsenterer udvalget og giver herefter ordet til dommeren, der leder mødet. Forældremyndighedsindehaverne og den 15-årige og deres advokater skal som parter have mulighed for at blive hørt og udvalget kan stille spørgsmål til dem. Barnet har, fra det er fyldt 12 år, ret til at blive hørt, men der er retligt set ikke noget til hinder for, at udvalget kan tale med børn under 12 år. Der er tale om en ret for barnet til at få lov til at udtale sig over for udvalget, men barnet har ingen pligt til at benytte sig af denne ret. Efter at alle er hørt, voterer udvalget uden tilstedeværelse af andre end udvalget og sekretæren. Når udvalget har truffet en afgørelse kaldes parterne ind og afgørelsen kundgøres. 23