Rejsebrev fra klinikophold i Shanghai, Kina - fra Frederikke, Seema & Katrine, Modul 6 Vi valgte at tage på udveksling til Shanghai, da vi alle tre interesserer os utrolig meget for alternativ behandling, og da vi ville få muligheden for at få undervisning i Herbal Medicin og Traditional Chinese Medicin. Ydermere er vi alle tre fascineret af Asien, og valgte at rejse to uger før af sted, hvor vi så rejste rundt i Vietnam inden vi skulle starte på Modul 6 i Shanghai. Dette kan klart anbefales, da Vietnam er et fantastisk skønt land med rare mennesker, utrolig smuk natur, lækker mad og fede storbyer. Vi valgte at tage på udveksling, da det er en fantastisk god mulighed for at opleve sundhedssystemet i et andet land end Danmark, og dermed få et internationalt indblik, så man ser tingene med andre øjne end kun danske. Praktisk info Man bor og har undervisning på Shanghai Institute of Health Sciences, som er et universitet for kinesiske sygeplejerskestuderende og tandlægestuderende. Man betaler 10 US Dollars (60 kr.) om dagen for at bo der. Man bor i bygning med de amerikanske undervisere og på gang med andre udvekslingsstuderende, og dem deler man også køkken med. Hvilket gør, at man lærer folk godt at kende. Man bor på værelse sammen to, men da vi rejste 3, boede en af os alene på et værelse. Værelset består af to store senge, skrivebord, badeværelse, toilet og aircondition og internet!
(minder meget om basis hotelværelse). Skolen har to små supermarkeder og en stor kantine, hvor et måltid mad koster ca. 5-10 kr. Meget billigt, og det er fin mad, hvis man kan lide kinesiske mad. Skolen ligger lige ved siden af et metro stop, så det er nemt at komme til centrum, man skal bare købe et metrokort som der kan fyldes penge på. Når man skal i klinik tager man som regel metroen, men da der var mange udvekslingsstuderende, da vi var der indsatte skolen en skolebus, som kørte os alle til hospitalet om morgenen og hentede os igen. Dette var dog kun de sidste 2 uger af vores tid der. Rejsen har kostet os hver omkring 30-40.000, men det er muligt at søge legat hos Nordea Fonden og Dansk Sygeplejeråd, hvilket vi gjorde. Sygeplejefagligt fokus i klinik Vores praktikforløb var således, at vi var i praktik på hospitalet fra mandag-onsdag og i skole torsdag samt fredag. Hospitalet lå 1,5 times tur i metroen fra campus, hvor vi boede. Vi mødte fra kl. 8-15 hver dag. Vi kom på en ny hospitalsafdeling hver uge, så vi fik set mange forskellige ting og det blev aldrig for kedeligt. Praktikken går for det meste ud på at observere samt måle de vitale værdier på patienterne. Selve observationen er enorm spændende, da Kina er et land, der gør tingene på helt andre måder, og dette blev der reflekteret meget over. På de 9 uger vi var i Shanghai, har vi været på kardiologisk samt hæmatologisk afdeling på et børnehospital. Dermed har vi været på kardiologisk afdeling, neurokirurgisk afdeling og på et privat plejehjem. Vores vejledere/følgesygeplejersker var rigtig søde på trods af, at deres engelske færdigheder kunne forbedres, men det var altid mindst én der kunne engelsk på afdelingerne. Med patienterne fandt man ud af, at kommunikere med kropssprog og igennem samtlige apps på telefonen. På nogle af afdelingerne gik vi med sygeplejerskestuderende, som var fra samme skole som os. Det var også lærerigt at observere deres kompetencer samt se forskellen på deres arbejdsområder ift. vores i DK. Kineserne er generelt lidt bagud når det kommer til hygiejnen, så der var en masse problematikker at reflekterer over under forløbet. Alt i alt lærte vi rigtig meget om den kinesiske kultur og sygeplejerskernes arbejdsområder af at være i praktik. Kineserne er nogle glade, hjælpsomme og varme mennesker, som man hurtigt kommer tæt ind på livet af. Alt efter om man bor i byerne eller i landdistrikterne, så er der stor forskel i den behandling den kinesiske befolkning kan forvente fra deres hospitaler. Det kinesiske sundhedsvæsen er bygget op
ved, at kineserne køber sig til sundhedsforsikringer, som kineserne i byerne ofte får betalt af deres arbejdsgivere. Man får behandling betalt ud fra den sundhedsforsikring man har, hvilket er meget anderledes ift. vores velfærdssystem i Danmark. Sygeplejerskernes arbejdsområde er også lidt forskelligt ift. Danmark. Sygeplejerskerne står f.eks. ikke for den personlige pleje af patienterne, det er patientens familie der sørger for det. Familien bor med patienten på stuen, så der er altid ret mange mennesker inde på stuerne og generelt massere af larm modsat til i DK. Uddannelsesmæssigt fokus Vores formål med at søge udveksling var at lære en hel anden kultur samt sundhedsvæsen at kende. Vi ville gerne ud og opleve noget anderledes, end hvad vi er vant til hjemmefra, og det oplevede vi bestemt i Shanghai. Vi fik opfyldt alle vores læringsmål fra modul 6, selvom vores praktik var meget anderledes ift. i
DK. Via observation og refleksion fik vi arbejdet med læringsmålene. Derudover handler det om at tilrettelægge sin egen læring når man er på udveksling og være nysgerrig efter at lære nye ting og opleve at tingene slet ikke gøres på samme måde som i DK. Kulturforståelse var en stor del af vores læring og noget vi er blevet meget klogere på efterfølgende. Universitetet Shanghai Institute of Health Sciences Vi var med helt fra studiestart af efter sommerferien og de første par undervisningstimer var meget introduktion og regler. De studerende må for eksempel på ingen måde have deres mobiltelefon synlig i timerne. Hvis den bliver set eller hørt af en underviser, bliver den inddraget. De må ikke kigge ud af vinduet, ikke gabe og for guds skyld på ingen måde komme for sent. Det var anderledes og sjovt at opleve, når vi slet ikke er vant til sådanne regler hjemmefra. Senere fik vi undervisning hver torsdag og fredag. Det har været så interessant og spændende! Vi fik undervisning i kinesisk, traditionel kinesisk medicin (TCM), urte medicin, tai ji. Undervisning i det kinesisk og i kinesiskkultur, er ikke specielt fagrelevant, som sygeplejestuderende. Men det gav os en forståelse af den kinesiske kultur, og vi var til sidst i stand til at tælle og small-talke lidt på kinesisk super fedt! Vi brugte vores sprogkundskaber på hospitalet til at hilse på patienter og pårørende, og tallene brugte vi hver gang vi målte temperaturer og andet. Udover at kunne bruge sproget i praktikken, er det også vigtigt at kende til kinesiskkultur, for at kunne sætte sig ind i - og forstå traditionel kinesisk medicin, som vi også fik undervisning i. Traditionel kinesisk medicin (TCM) Undervisningen i TCM var utrolig spændende. Vi lærte om hele filosofien bag, og vi fik indblik i, hvordan en TCM-doktor arbejder. TCM et flere årtusind gammelt diagnose- og behandlingssystem fra Kina. De lægevidenskabelige kilder er mere end 4000 år gamle. Det, der er særligt ved TCM, er, at man igennem disse mange år har videreudviklet den oprindelige viden, og denne viden er den lægevidenskab, som vi kender i dag. Og det er den som på mange forskellige måder hjælper syge mennesker i dag, også i Vesten.
Urte medicin Her lærte vi om flere forskellige urters virkning og vi fik udleveret små poser med forskellige urter. Vores underviser Mr. Wu forærede os også en bog, den er vi meget glade for. Sammen med Mr. Wu var vi på besøg på et gammelt apotek, i en lille by tæt på Universitetet. Her solgte de alle salgs urter samtidig med at det var et almindelig apotek som vi kender det fra Danmark af. Tai ji Vi havde Tai ji undervisning 1 1/2 hver torsdag og vi har lært en lille serie. Tai ji er et vigtigt element i traditionel kinesisk medicin. Sammen med akupunktur, urterne, og qi gong. Det var så hyggeligt og meditativt at være til tai ji. Vi havde undervisning sammen med de andre internationale studerende og vejret var så fint at vi havde undervisning udenfor på græsset.
På eventyr i Kina Kina er det 3. Største land i verden, og der er enormt meget at se. Det hele handler om, hvor meget tid man har. Vi valgte at tage en forlænget weekendtur til Beijing, hvor vi bl.a. var på Den Kinesiske Mur, så Den Forbudte By og alt det andet der var at se i byen. Det var sjovt at opleve forskellen fra Shanghai til Beijing, da Shanghai er en langt mere moderne storby, mens Beijing er en mere traditionel og hyggelig storby. Det kan helt klart anbefales at opleve Beijing. Vi boede på Saga Youth Hostel, som lå tæt på centrum, og det var herfra vi bookede vores tur til Den Kinesiske Mur. (Vær opmærksom på, at der er mange falske penge i omløb i Beijing) Under opholdet havde vi en uges ferie, hvilket er Kinas nationale ferie kaldet The Golden Week. Her valgte vi, at tjekke ud af skolens værelser og booke et hostel i centrum af Shanghai, så vi ikke skulle bruge transporten fra skolen hver dag, når vi vil opleve byen. Vi boede i centrum på People s Square på et hostel kaldet Mingtown Etour Youth Hostel, hvilket lå tæt lå i gåafstand til Fake Market og Shanghai s strøget. Den første del af ugen blev så brugt i centrum, hvor vi kunne opleve storbyen med alt hvad det indebar. Efterfølgende rejste til byen Huangshan, hvilke er en 5,5 timers bustur sydpå. Her boede vi på Huangshan Cozy International Youth Hostel, og vi fik her booket en tur til Yellow Mountains, hvilket er det folk primært kommer til byen for at opleve. Dagen efter ankomst blev vi
så hentet i bus, og kørt op til bjerget, hvor man kan vælge om man vil trekke op eller tage kabel vogne op. Vi tog kabel vogn op og trekkede så hele bjerget rundt, og tog så kabelvogn ned. (man skal dog være opmærksom på at hvis man tager dertil i ferien, kan der være meget lange køer!) Det er en heldagstur, som helt sikkert er oplevelsen værd. Det var så utroligt smukt. (Tag studiekort med på turen, så er der studierabat, ved køb billet). Personligt fokus Vi har på vores udveksling lært enormt meget om os selv og om mennesker generelt. Når man lever sammen med mennesker man ikke er vant til i flere måneder, lærer du meget og bliver bedre til at acceptere, at alle mennesker er forskellige, og har forskellige måder at reagere på i forskellige situationer. Ydermere har vi fået et stort kulturelt udbytte, da Kina er et land hvis kultur ligger langt fra den danske. Man lærer, hvor meget det betyder for mennesker, hvor man er opvokset og har rødder. Dette er utrolig relevant viden, da man som sygeplejerske kan støde på patienter fra hele verden, dermed er kulturforståelse utrolig vigtigt, og det har vi i høj grad opnået. Iden vi rejste til Kina havde vi alle tre den fordom at kineserne ikke var en særlig venlig befolkning. Det viste sig heldigvis, at vi kunne smide den fordom i skraldespanden, for kineserne er de sødeste, mest hjælpefulde og godhjertede mennesker vi nogensinde har mødt! Vi har alt i alt haft en fantastisk tur, og vi ville hellere end gerne opleve det igen! Derfor kan vi klart anbefale udveksling til Shanghai. I er mere end velkomne til at skrive til os, hvis i vil vide mere J Frederikke er blevet blogger for Fagbladet Sygeplejersken og har blogget og blogger stadig om vores ophold i Kina, læs og se med her: http://www.dsr.dk/sygeplejersken/blogs/fms/default.aspx Se også en film fra Nordea-Fonden her: https://www.nordeafonden.dk/frederikke-i-shanghai Med venlig hilsen Seema (seemaqureshi1987@hotmail.com) Mobil: 25756537, Frederikke (frederikkekikka@gmail.com) Mobil: 60143538 og Katrine (katrine.boas@hotmail.com) Mobil: 22566692