HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 27. september 2016 Sag 115/2016 (2. afdeling) Anklagemyndigheden mod T (advokat Hanne Reumert, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 23. oktober 2015 og af Østre Landsrets 15. afdeling den 18. januar 2016. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen og Anne Louise Bormann. Påstande T har nedlagt følgende påstande: 1) Afvisning af anklagemyndighedens påstand om, at Retten i Glostrups dom af 1. september 2014 ændres, jf. anklagemyndighedens påstand i Retten i Glostrups kendelse af 1. november 2013. 2) Ophævelse af Retten i Glostrups kendelse af 23. oktober 2015 og derved også landsrettens kendelse af 18. januar 2016, således at Retten i Glostrups dom af 1. september 2014 stadig står ved magt. 3) Hjemvisning af sagen til fornyet behandling og afvisning.
- 2 - T har endvidere anmodet om, at kæremålet behandles mundtligt. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse med den ændring, at længstetiden for foranstaltningen regnes fra den 1. september 2014. Anklagemyndigheden har protesteret mod Ts anmodning om, at kæremålet behandles mundtligt. Anbringender T har anført, at der i straffelovens 73 alene er hjemmel til ved dom at bestemme, at foranstaltninger efter lovens 68 eller 69 enten skal anvendes i stedet for en tidsbestemt straf, eller indtil en sådan straf kan afsones på normal måde. Byrettens dom er ikke en foranstaltningsdom, og der er derfor ikke hjemmel til, at samme ret kan ændre dommen til skade for T. Hvis han, efter at have afsonet sin straf fuldt ud, stadig var syg, ville dette ikke være et strafferetligt problem, men et lægeligt. Når sanktionen blev fastsat, som den gjorde, var det for at sikre, dels at T kom til at afsone minimum 20 måneder svarende til 2/3 af straffen, således at lægerne ikke udskrev ham før den 4. marts 2015, dels at han ikke kom til at afsone mere end 2 år og 6 måneders fængsel. Når byretten bestemte, at T skulle indlægges på en psykiatrisk afdeling, indtil han kunne overgå til almindelig afsoning, var det ikke nødvendigt, at der blev fastsat en længstetid, idet varigheden af indlæggelsen og afsoningen aldrig kan overstige den idømte straf. Byretten fastsatte alligevel en længstetid, men længstetiden kan aldrig overstige længden af den idømte straf. Hvis byretten havde bestemt, at der i stedet for straf skulle anvendes foranstaltninger efter 68, der gav mulighed for indlæggelse inden for den fastsatte længstetid, ville det være lægerne, der traf bestemmelse om udskrivning. Såfremt dette havde været tilfældet i denne sag, skulle T have været udskrevet senest i april 2015.
- 3 - Når der er idømt en tidsbestemt straf, skal Kriminalforsorgen træffe afgørelse om prøveløsladelse, og Kriminalforsorgen burde have truffet en sådan afgørelse, inden T havde afsonet 2/3 af den idømte straf, dvs. inden den 4. marts 2015. Det skal ikke komme T til skade, at Kriminalforsorgen nægtede at modtage ham, når han af lægerne var skønnet rask nok til at blive overflyttet til almindelig afsoning. T er blevet straffet to gange for samme forbrydelse, idet han først har afsonet ca. 2 år og 4 måneder af en straf på fængsel i 2 år og 6 måneder, og dernæst reelt er blevet idømt en behandlingsdom med en længstetid på 5 år for de samme strafbare forhold. Ts sag kan ikke sammenlignes med sager, hvor der idømmes en tidsbestemt straf, der overstiger den længstetid for en indlæggelse, der fastsættes ved samme dom, eller med sager, hvor lægerne ikke har skønnet, at den pågældende var rask nok til at blive overflyttet til almindelig afsoning, inden den tidsbestemte straf var fuldt afsonet. Anklagemyndigheden har anført, at der efter ordlyden af straffelovens 73, stk. 2, er hjemmel til at ændre Retten i Glostrups dom af 1. september 2014. Det fremgår af 73, stk. 2, at 71 og 72 finder tilsvarende anvendelse. Det følger af lovens 72, stk. 1, jf. 73, at anklagemyndigheden skal påse, at såvel foranstaltninger efter 68, der anvendes i stedet for straf, som foranstaltninger efter 68, der anvendes, indtil en straf vil kunne fuldbyrdes, ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødvendigt. Det følger endvidere af 73, stk. 2, jf. 72, stk. 2, at en foranstaltning efter 68 kan ændres eller ophæves ved kendelse. Det synes forudsat i Højesterets kendelse af 15. oktober 2001 (UfR 2002.58), at reglerne om foranstaltningsdømte finder anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor der i medfør af straffelovens 73, stk. 1, er truffet afgørelse om anvendelse af foranstaltning, indtil fuldbyrdelse af frihedsstraf er mulig. Det er også ved denne afgørelse slået fast, at der skal fastsættes en længstetid efter straffelovens 68 a i tilfælde, hvor retten i medfør af 73, stk. 1, har truffet bestemmelse om, at den domfældte skal undergives foranstaltninger i medfør af 68, indtil straffen kan fuldbyrdes.
- 4 - Retten i Glostrups dom af 1. september 2014 må sidestilles med en foranstaltningsdom til anbringelse efter straffelovens 68, idet T i hele perioden har været indlagt på psykiatrisk hospital, og idet det samtidig er tvivlsomt, om hans tilstand er sådan, at han vil kunne overflyttes til afsoning i almindeligt fængsel. Sagen skal derfor bedømmes efter reglerne om foranstaltningsdomme. Det følger af disse regler, at der ved bedømmelsen af, om der bør ske ophævelse eller ændringer i en foranstaltning, indgår såvel sikkerheds- og behandlingshensyn som proportionalitetshensyn. Retten i Glostrup og Østre Landsret har inddraget både de lægelige oplysninger om T og den tid, der er forløbet, siden han blev straffet med en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder. Byretten og landsretten har på den baggrund fundet, at foranstaltningen kunne lempes, således at T skal undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for genindlæggelse. Byrettens og landsrettens vurdering er i overensstemmelse med praksis, og proportionalitetshensyn kan ikke føre til ophævelse af foranstaltningen på nuværende tidspunkt. Der er imidlertid ikke hjemmel til at fastsætte en længstetid for foranstaltningen på 5 år regnet fra landsrettens kendelse. Ts foranstaltning blev ændret fra en anbringelsesdom til en behandlingsdom. Det følger af straffelovens 68 a, stk. 1, 2. pkt., at der ikke fastsættes en ny længstetid, idet den oprindeligt fastsatte længstetid også omfatter foranstaltninger, som fastsættes efter 72, jf. 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Straffelovens 68 a, stk. 1, sammenholdt med 72 giver ikke mulighed for at fastsætte en kortere længstetid end 5 år eller at fastsætte en begrænsning af institutionsanbringelsen. Det vil stride mod formålet med straffelovens 68, 68 a og 72 at fastsætte andre længstetider end de i 68 a forudsatte. Byretten og landsretten kan derfor ikke anses for at være bundet af den tidsmæssige begrænsning, der følger af byrettens dom af 1. september 2014, således at der ikke skulle kunne fastsættes en anden og mere lempelig foranstaltning inden for længstetiden for foranstaltningen på 5 år. Længstetiden for foranstaltningen skal derfor regnes fra den 1. september 2014.
- 5 - Højesterets begrundelse og resultat Højesteret har ikke fundet grundlag for at imødekomme anmodningen om mundtlig forhandling af kæremålet, jf. retsplejelovens 972, stk. 2. Ved Retten i Glostrups dom af 1. september 2014 blev T idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens 192 a, jf. 21, og 191. Retten lagde til grund, at T i hvert fald efter gerningstidspunktet havde udviklet en ikke blot forbigående sindssygelig tilstand af den i straffelovens 16 nævnte art. Efter karakteren af de begåede forhold og det oplyste om Ts sindstilstand fandt retten ikke grundlag for at lade straffen bortfalde efter straffelovens 73, stk. 1, 1. pkt., og bestemte i medfør af 73, stk. 1, 2. pkt., at han skulle anbringes på psykiatrisk afdeling, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. Højesteret bemærker, at afgørelsen burde have været truffet under medvirken af nævninger, jf. retsplejelovens 686, stk. 4, nr. 2. Efter straffelovens 73, stk. 3, medregnes varigheden af en anbringelse i institution i straffetiden. Derimod er bestemmelsen ikke til hinder for, at varigheden af anbringelsen overstiger længden af den idømte straf, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, side 147. Ved Retten i Glostrups dom blev T idømt såvel en fængselsstraf som en foranstaltning efter straffelovens 68. Efter karakteren af den kriminalitet, som T er dømt for, skulle der efter 68 a, stk. 1, fastsættes en længstetid på 5 år. Retten i Glostrups dom, der bestemmer, at længstetiden for foranstaltningen er 5 år, idet længstetiden dog ikke kan overstige længden af den idømte straf, må forstås således, at længstetiden i strid med 68 a, stk. 1 blev fastsat til 2 år og 6 måneder. Efter straffelovens 73, stk. 2, finder bestemmelsen i 72 tilsvarende anvendelse på foranstaltninger idømt efter 73. Dette indebærer, at det påhviler anklagemyndigheden at påse, at foranstaltningen ikke opretholdes længere og i videre omfang end nødvendigt, og at retten kan ændre eller ophæve foranstaltningen.
- 6 - På grundlag af oplysningerne om Ts helbredstilstand og fortsatte behov for psykiatrisk behandling og under hensyn til karakteren af den kriminalitet, han er dømt for, tiltræder Højesteret, at foranstaltningen som bestemt af byretten er ændret til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Som anført må Retten i Glostrups upåankede dom af 1. september 2014 forstås således, at længstetiden blev fastsat til 2 år og 6 måneder. Efter straffelovens 68 a, stk. 1, 2. pkt., omfatter længstetiden også foranstaltninger, som senere fastsættes efter 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Der er ikke hjemmel til at fastsætte en ny længstetid på 5 år. Efter straffelovens 68 a, stk. 1, 3. pkt., kan retten under særlige omstændigheder efter anmodning fra anklagemyndigheden fastsætte en ny længstetid på 2 år. Anklagemyndigheden har ikke anført, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fastsætte en ny længstetid på 2 år i medfør af 68 a, stk. 1, 3. pkt., og hverken byret eller landsret har taget stilling til, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at en ny længstetid kan fastsættes. Højesteret finder på denne baggrund, at bestemmelsen om længstetid i byrettens og landsrettens kendelse skal ophæves, således at den længstetid, der er fastsat i byrettens dom af 1. september 2014, stadig gælder. I øvrigt stadfæster Højesteret landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om længstetid i byrettens og landsrettens kendelse ophæves, således at den længstetid for foranstaltningen, der er fastsat ved byrettens dom af 1. september 2014, stadig gælder. Statskassen skal betale kæremålsomkostningerne for Højesteret.