23. april 2009 Jnr: 08.403-053 RAMMEBETINGELSER Anvendelsen af biomasse og vedvarende energi i det danske energisystem, er reguleret af rammebetingelser i form af love og målsætninger. Disse rammebetingelser imidlertid under hastig udvikling og afspejler i stigende omfang såvel nationale som internationale politiske prioriteringer. DANMARK Regeringsgrundlag I regeringsgrundlaget fra november 2007 fastslås det, at Danmark skal være et grønt og bæredygtigt samfund med en visionær klima- og energipolitik. På langt sigt skal Danmark være 100 % uafhængig af fossile brændsler. For at undersøge mulighederne for en virkeliggørelse heraf, blev der i marts 2008 nedsat en uafhængig klimakommission bestående af ti forskere med specialviden indenfor bl.a. klima, transport, landbrug og økonomi. 1 Frem mod år 2025 er der samtidig blevet vedtaget en række delmål for dansk energipolitik: Andelen af vedvarende energi skal fordobles, energiudnyttelsen skal effektiviseres og den offentligt finansierede indsats af forskning i energiteknologier skal fordobles. Energiforlig Regeringen indgik den 21. februar 2008 en energipolitisk aftale med alle Folketingets partier på nær Enhedslisten. Partierne vedtog bl.a. at vedvarende energi i år 2011 skal dække 20 % af Danmarks energiforbrug samt at energiforbruget i 2020 skal være faldet 4 % i forhold til år 2006. Der skal desuden opføres 400 MW nye havvindmøller, som skal være i drift fra år 2012. Samtidig skal afregningspriserne på strøm fra landvindmøller, biomasse og biogas hæves. Brintbiler og elbiler fritages for afgifter frem til 2012 og der bliver afsat en pulje på 35 mio. kr. til forsøg med elbiler. Til forsøg med bølgekraft og solceller m.m. afsættes en pulje på i alt 100 mio. kr. fordelt over fire år. Derudover oprettes en værditabsordning for naboer til vindmøller, en købsretsordning, en grøn ordning og en garantifond. Som led i energiaftalen indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance (nu Liberal Alliance) samtidig en aftale om øget biomasseanvendelse og frit brændselsvalg på centrale kraftværker. Det betyder, at eventuelle ansøgninger om ophævelse af kulrestriktionen på visse kraftvarmeværker kan imødekommes mod aftale om, at biomasseanvendelsen øges. 1 Klimakommissionen: http://www.klimakommissionen.dk/
VE-lov Et stort flertal i Folketinget vedtog 18. december samme år Lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven). Loven gennemfører de initiativer indenfor vedvarende energi, som blev fastsat i energiforliget. Samtidig samler VE-loven de eksisterende regler, som særligt gælder for el baseret på vedvarende energi (VE). Det betyder, at lovgivningen bag den samlede indsats for fremme af vedvarende energi samles et sted. VE-loven ændrer desuden vilkårene for etablering og drift af nye vindmøller, biogasanlæg og anden vedvarende energi. Blandt andet er de økonomiske tilskud til produktion af vedvarende el forhøjet. Samtidig skal naboer til planlagte vindmølleprojekter fremover skal inviteres med i projekterne og i den forbindelse have vurderet deres eventuelle tab i ejendomsværdi. Biobrændstof-lov Den 31. marts 2009 fremsatte Klima- og Energiministeren Forslag til Lov om bæredygtige biobrændstoffer, der blev første behandlet i april måned samme år. Lovforslaget har til formål at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer og indeholder blandt andet et forslag om, at andelen af biobrændstof i landtransport skal udgøre 5,75 % i år 2010. Lovforslaget udmønter dermed den målsætning, der blev fastlagt i den energipolitiske aftale fra februar 2008. Samtidig vil den være et led i opfyldelsen af Danmarks internationale forpligtelser i henhold til Kyotoaftalen og EU s VE-direktiv. I lovforslaget indgår desuden forslag om implementering af VE-direktivets dobbelttællebestemmelse for 2. generations biobrændstoffer. Ifølge EU s VE-direktiv skal anvendelsen af 2. generation biobrændstof tælle dobbelt i opfyldelsen af nationale VEmål. EU Klima- og energipolitik er et centralt område i EU-samarbejdet og er et område, der i de senere år er blevet styrket. EU s klima- og energipolitik bliver fastlagt i et samarbejde mellem EU-medlemslandene, EUkommissionen og Europa-Parlamentet. Typisk bliver EU-lovgivning vedtaget i en fælles beslutningsprocedure mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet på baggrund af forslag fra EU-kommissionen. Fælles energipolitik for Europa 1. strategiske redegørelse og En energipolitik for Europa Med afsæt i Grønbogen En europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed fra 2006, præsenterede EUkommissionen i januar 2007 sin 1. strategiske energiredegørelse. Energiredegørelsen identificerede tre hovedudfordringer for den fælles europæiske energipolitik: 1. Imødegåelse af menneskeskabte klimaforandringer. 2. Bedret konkurrenceevne i EU. 3. Styrkelse af EU s energisikkerhed. 2
I umiddelbar forlængelse af energiredegørelsen vedtog Det Europæiske Råd på forårstopmødet i 2007 en Handlingsplan for en energipolitik for Europa (2007-2009). Handlingsplanen fastsætter de overordnede målsætninger for europæisk energipolitik. Den europæiske energipolitik forfølger tre overordnede mål: 1. Øget forsyningssikkerhed. 2. Sikring af de europæiske økonomiers konkurrenceevne. 3. Fremme af miljømæssig bæredygtighed og bekæmpelse af klimaændringer. SET-planen I forlængelse af En energipolitik for Europa, fremlage EU-kommissionen den 22. november 2007 en Strategisk Energiteknologi Plan (SET-plan). Planen har til formål at fremme internationalt samarbejde om energiteknologier, skabe en fælles strategiplanlægning og øget effektivisering samt sikre flere ressourcer. Eftersom energieffektivitet er væsentlig for at sikre EU s overordnede mål om bæredygtighed, reduktion i udledning af drivhusgasser, lavere energipriser og en sikker energiforsyning, har EU-kommissionen lanceret en Handlingsplan for energieffektivitet (2007-2012). Kommissionen har desuden igangsat en række initiativer for at styrke energieffektivt forbrug i dagligdagen. 3. liberaliseringspakke Tilsvarende i forlængelse af En energipolitik for Europa fremsatte EU- Kommissionen en 3. liberaliseringspakke. I En energipolitik for Europa blev det understreget, at de gældende fælles regler ikke i tilstrækkelig grad støttede udviklingen af et velfungerende indre energimarked. Med den 3. liberaliseringspakke fremsatte EU-kommissionen derfor en række forslag til liberalisering af el- og gasmarkederne. Pakken kommer i forlængelse af den 1. liberaliseringspakke (1996 og 1998) og den 2. liberaliseringspakke (2003) og omfatter fem forslag til EU-lovgivning: 1. Forslag til ændring af de fælles regler for det indre marked for elektricitet. 2. Forslag til ændring af de fælles regler for det indre marked for gas. 3. Forslag til oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder. 4. Forslag til netadgang i forbindelse med elektricitetsudvekskling på tværs af grænser. 5. Forslag om adgang til naturgastransmissionsnet. Intentionen med den 3. liberaliseringspakke er, at skærpe konkurrencen på EU s indre marked, skabe mere konkurrencedygtige priser og en højere servicestandard samt give mulighed for effektiviseringsgevinster, øget forsyningssikkerhed og bæredygtighed.: Den 3. liberaliseringspakke opnåede politisk enighed i Ministerrådet den 10. oktober 2008. 2. strategiske redegørelse I november 2008 fremlagde EU-kommissionen sin 2. strategiske redegørelse, der skal danne grundlag for EU s energipolitik efter år 2009, hvor fokus er en Handlingsplan for Energisikkerhed og Energisolidaritet. Samtidig tager Kommissionen fat på arbejdet med at identificere de 3
energipolitiske udfordringer for 2020-2050. De fem centrale punkter i Handlingsplanen for Energisikkerhed og Energisolidaritet er: 1. Infrastruktur og en varieret energiforsyning. 2. Eksterne relationer. 3. Olie- og naturgaslagre samt mekanismer til krisehåndtering. 4. Energieffektivitet. 5. Bedre udnyttelse af EU s egne energiressourcer. Klima- og energipakken 2013-2020 Den 23. januar 2008 præsenterede Kommissionen en reformpakke, der skal udmønte de bindende mål, som blev opstillet af Det Europæiske Råd i energihandlingsplanen, En energipolitik for Europa, fra forårstopmødet 2007. I december 2008 blev der på topmødet i Det Europæiske Råd opnået politisk enighed om Klima- og energipakken, og pakken blev efterfølgende stemt igennem Europa-Parlamentet. 20-20-20 mål Klima- og energipakken opstiller en række mål for 2020 i form af de såkaldte 20-20-20 mål. Ifølge disse skal EU som helhed i 2020 have reduceret sin drivhusgasudledning med minimum 20 % i forhold til 1990 niveau, opnået en andel af vedvarende energikilder på minimum 20 % samt forbedret energieffektiviteten med 20 %. Samtidig er der blevet vedtaget et mål om 10 % vedvarende energiformer i transportsektoren inden 2020. Opnås der enighed om en global klimaaftale, der forpligter andre udviklede lande på en seriøs indsats mod klimaforandringer, vil EU gå med til at reducere drivhusgasudledningerne med 30 %. Klima- og energipakken indeholder fire forslag til fælles EU-lovgivning: 1. Forslag til direktiv om fremme af vedvarende energikilder (VEdirektivet). 2. Forslag til ændring af EU s kvotehandelssystem. 3. Forslag til beslutning om reduktion af drivhusgasudledning fra non-ets- sektorer (non-ets-direktivet). 4. Forslag til direktiv om CO2-opsamling og lagring i undergrunden (CCS) VE-direktivet og Biobrændstofdirektivet Klima- og energipakkens VE-direktiv blev endeligt vedtaget i april 2009. Direktivet har til formål gradvist at øge andelen af vedvarende energikilder i EU s samlede energiforbrug til 20 % i 2020 samt at øge andelen af vedvarende energi i transportsektoren til 10 %. VE-direktivet rummer dermed den del af Klima-og energipakkens 20-20-20 mål, der handler om vedvarende energi. De 27 medlemslande skal dog ikke hver især opnå en andel på 20 % vedvarende energi. Forpligtelserne fordeles mellem landende i forhold til EU s samlede mål om 20 % vedvarende energi. Danmark skal i 2020 have øget andelen af vedvarende energi til 30 %. VE-direktivet udstikker samtidig rammer for handel med vedvarende energi landene imellem. Lande med store VE-potentialer kan sælge overskydende VE til lande med færre og dyrere VE-potentialer. 4
Når det gælder andelen af vedvarende energi i transportsektoren følger VE-direktivet op på EU s Biobrændstofdirektiv, der blev vedtaget i 2003. Dette direktiv pålægger de enkelte medlemslande at indføre vejlende referencemål for en biobrændstofandel i transport på 5,75 % i 2010. VEdirektivet erstatter Biobrændstofdirektivets vejledende mål for iblanding af biobrændstoffer ved at pålægge hvert medlemsland et bindende mål på i alt 10 % vedvarende energi i transportsektoren i 2020. Ifølge EU s Brændstofdirektiv, som skal være implementeret i dansk lovgivning inden udgangen af 2010, forpligtes brændstofleverandøren (olieselskaberne) endvidere til at reducere CO2-udslippet (vugge til grav) fra de brændstoffer, de leverer med 6 % inden år 2020. Der er opsat et vejledende delmål på 2 % i 2014 og 4 % i 2017. For at brug af biobrændstoffer kan tælle med som vedvarende energi i opfyldelsen af VE-direktivet og Brændstofdirektivets mål, skal produktion og anvendelse dog foregå under bæredygtige vilkår. I den forbindelse fastlægges en række bæredygtighedskriterier. Til opfyldelse af målsætningen om 10 % iblanding af vedvarende energi kan det imidlertid være nødvendigt at inddrage andre teknologier end biobrændstoffer, herunder elbiler, der kører på strøm fra vedvarende energikilder samt brintbiler, hybridbiler mv. Dog indgår kun biobrændstoffer til erstatning af diesel og benzin samt vedvarende el i de konkrete bestemmelser. Vedvarende el til transportformål tæller i den forbindelse med en faktor 2,5 i opfyldelsen af 10 % målsætningen. Tilsvarende tæller 2. generations bioethanol den enkelte aktør dobbelt for i opfyldelsen af nationale mål. Kvotehandelssystem Det nuværende kvotehandelssystem for CO2 European Union Greenhouse Gas Emission Trading Scheme (EU ETS) blev oprettet i 2005. Det er det første internationale handelssystem for CO2- udledningstilladelser og omfatter samtlige 27 medlemslande og fra 2008 også EØS-medlemslandende (Island, Norge og Liechtenstein). Kvotesystemet indebærer et loft for kvotemængden, der fastsættes af hvert medlemsland. Inden for dette loft kan der handles med kvoterne. Systemet er opdelt i to handelsperioder frem til 2013. Den første (2005-2007) fungerede som en prøveperiode, mens den anden (2008-2012) er baseret på erfaringerne herfra. For hver periode skal medlemslandende have godkendt nationale allokeringsplaner af EU-kommissionen, hvor landets generelle klimaindsats og tildeling af kvoter beskrives. Fra år 2013 bliver kvotehandelssystemet harmoniseret. I stedet for 27 forskellige fastlægges ét fælles loft for EU-udledningstilladelser. Da mængden af kvoter reduceres år for år, vil de kvotebelagte sektorer derved bidrage til at få nedbragt EU s drivhusgasudledning, så målsætningen om 20 % reduktion i forhold til 1990 kan nås i 2020. Samtidig bliver flere sektorer og drivhusgasser inkluderet. Blandt andet indgik Europa- Parlamentet og Det Europæiske Råd i sommeren 2008 en aftale om at inkludere luftfarten i kvotesystemet fra år 2012. Kvoterne vil desuden i højere grad auktioneres frem for at blive tildelt gratis. Nationalstaterne vil stå for auktioneringen, og det enkelte medlemsland vil få provenuet fra kvotesalget. Ifølge aftalen bliver luftfarten i princippet tildelt sin egen kvote, inden for hvilken der handles, ligesom der er defineret reduktionsmål for denne sektor alene. Tilsvarende er der fastsat regler for, 5
hvordan den indledende fordeling vil finde sted samt for, hvordan mængden af tilladelser, der sælges via auktion gradvist skal stige. Non-ETS-direktiv og CO2-lagring Ifølge Klima- og energipakken er medlemslandene forpligtet på en reduktion af drivhusgasser fra non-ets-sektorer (ikke-kvotebelagte sektorer) som landbruget, transportsektoren og affald. Danmark har forpligtet sig på en reduktion fra disse sektorer på 20 % i forhold til 2005 niveau. Opnås der enighed om en ambitiøs global klimaaftale fra år 2013, hvor EU går med til at reducere samlet set 30 %, vil reduktionskravet til Danmark dog øges. Klima- og energipakken indeholder forslag til et direktiv om miljømæssig forsvarlig fremme af CCS-teknologi (Carbon Capture and Storage) i form af CO2-opsamling og lagring i undergrunden. Selvom vedvarende energikilder og energieffektivitet på langt sigt ifølge Kommissionen er mere bæredygtige løsninger i forhold til energisikkerhed og klimaforandringer, vurderes opfangning og lagring af CO2 fra kraftværker at have et vigtigt potentiale. Forslaget skal etablere en juridisk ramme for udvælgelse af egnede lokaliteter for geologisk CO2-lagring, godkendelsesprocedurer, ansvarsforhold, drift, myndighedsforhold mv. For at fremme CCS-teknologi er der i det nye, harmoniserede kvotehandelsdirektiv afsat 300 mio. kvoter, der inden 2015 kan anvendes til at støtte demonstration af CCS- og innovative VE-teknologier. FN FN s Klimakonvention FN s Klimakonvention er en rammekonvention. Den har til formål at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, så farlige menneskeskabte klimaforandringer undgås. Ifølge formålsparagraffen skal denne stabilisering ske på en måde, der giver økosystemerne mulighed for en naturlig tilpasning. Arbejdet med en klimakonvention blev påbegyndt i 1990. Baggrunden var en rapport fra FN s Klimapanel (IPCC), hvori der blev peget på, at den stigende udledning af drivhusgasser kunne vise sig at få voldsomme konsekvenser for Jordens miljø. Klimakonventionen (United Nations Framework Convention on Climate Change) blev efterfølgende præsenteret på den internationale miljøkonference i Rio, Brasilien i 1992. Danmark skrev under allerede i 1992 og konventionen er siden hen blevet ratificeret af i alt 192 lande, herunder også USA. Parterne under konventionen afholder hvert år en klimakonference en såkaldt COP (Conference of the Parties). Danmark er i 2009 vært for den 15. konference kaldet COP15. Konferencerne fungerer som øverste organ i klimaforhandlingerne og alle større beslutninger, der vedrører udmøntningen af klimakonventionen, træffes på disse konferencer. Konferencerne varer typisk omkring 14 dage med deltagelse fra flere tusinde delegerede fra medlemslandenes regeringer, observatørorganisationer, journalister samt erhvervs- og civilsamfundsrepræsentanter. Alle lande, der har underskrevet klimakonventionen, er repræsenteret på konferencen. 6
Kyoto-protokollen Da klimakonventionen fungerer som en rammekonvention, indeholder den ingen bindende krav til medlemslandende. I december 1997 blev parterne derfor enige om at udbygge konventionen med den såkaldte Kyoto-protokol. Kyoto-protokollen er den første juridisk bindende internationale aftale med specifikke forpligtelser omkring reduktion af drivhusgasudledning. Kyoto-aftalen er blevet ratificeret af mere end 160 lande og trådte i kraft fra februar 2005. Danmark har været med i Kyotoaftalen siden 2002. USA har endnu ikke ratificeret aftalen. Protokollen omfatter de seks drivhusgasser kuldioxid (CO2), methan (CH4), lattergas (N2O) samt industrigasserne HFC er, PFC er og SF6. Alle udledninger måles dog for nemheds skyld i CO2-ækvivalenter. Det er dog ikke alle sektorer, der er indbefattet af reduktionsforpligtelser. Protokollen inkluderer optag i skove og jorde og behovet for at adressere drivhusgasudledning fra fx afskovning. Derimod er det ikke lykkedes at opnå enighed om at inkludere udledninger fra fly- og skibstrafik. Ifølge Kyoto-protokollen, er de industrialiserede lande (Annex 1-lande) samlet forpligtet til at reducere deres drivhusgasser med minimum 5,2 % i forhold til 1990-niveau i løbet af perioden 2008-12. Annex 1-landene er desuden forpligtet til at hjælpe de mest sårbare og mindst udviklede lande med at tilpasse sig klimaforandringerne. Dette gøres gennem FN s såkaldte Green Investment Facility (GEF) og en 2 % s afgift på kreditter fra reduktionsprojekter i udviklingslande (CDM). Udviklingslandende er for deres del forpligtet til at gennemføre en række ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling. Det skyldes at medlemslandene ifølge Klimakonventionen skal yde en indsats i forhold til deres respektive kapacitet samt et fælles men differentieret ansvar. På denne måde afspejler Kyoto-protokollen et historisk ansvar for de hidtidige udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det betyder imidlertid, at et stort udviklingsland som Kina pga. sin status som udviklingsland ikke er forpligtet på konkrete reduktionsmål. Også selvom Kina nu har overhalet USA som den største udleder af drivhusgasser i verden. Et centralt punkt i Kyoto-protokollen er dens fleksible mekanismer i form af retten til international handel med udledningsrettigheder. Kyotoaftalen opererer med tre fleksible mekanismer: 1. International handel med udledninger (international emissions trading) 2. CDM (Clean Development Mechanisms) 3. JI (Joint Implementation) International handel med udledninger kan foregå mellem de industrialiserede lande (Annex 1-lande). Annex 1-landene kan indbyrdes handle med deres respektive CO2-kvoter, dvs. de udledningsrettigheder hvert land ifølge deres reduktionsforpligtelse har. Annex 1-landene kan desuden handle med udledningsrettigheder i forbindelse med gennemførelse af klimaprojekter i andre lande. CDM-projekter er 7
konkrete projekter i udviklingslande, der ifølge Kyoto-aftalen ikke er forpligtet på reduktionsmål. JI-projekter er konkrete projekter i lande, der har påtaget sig en reduktionsforpligtelse i henhold til Kyoto-protokollen. Der er flere typer sanktioner for lande, der ikke opfylder deres forpligtelser. Dels skal det pågældende land fremlægge en plan for hvordan, de vil sikre, at de i fremtiden overholder deres forpligtelser. Dels mister landet retten til at deltage i kvotehandlessystemet og de fleksible mekanismer. Efter år 2012 vil lande desuden kunne dømmes for ikke at have opfyldt deres reduktionsforpligtelser. Kyoto-aftalens Overholdelses komité (Compliance Committee) har til opgave at holde øje med om landene overholder deres reduktionsforpligtelser. 8
Historisk rids af dansk energipolitik Den aktuelle danske produktion og anvendelse af biomasse til energiformål, er et resultat af ikke bare gældende lovgivning og rammebetingelser, men også den danske energipolitik gennem de seneste tre årtier. Energiplaner og aftaler Den første danske energiplan fra 1976 og den anden energiplan fra 1982 udstak retningslinierne for energisektorens udvikling i 1980 erne og havde udgangspunkt i brændselsforsyning, samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn. I denne periode blev olie- og gasfelterne i Nordsøen kraftigt udbygget og et landsdækkende naturgasnet blev anlagt. Samtidig blev de første støtteordninger for udnyttelse af halm og flis sat i værk og voksende afgifter på fossile brændsler var med til at gøre biomasse konkurrencedygtigt som brændsel. I denne periode blev også de første flisfyrede kraftvarmeværker bygget, og antallet af flisfyrede fjernvarmeværker voksede kraftigt. Den tredje energihandlingsplan Energi 2000 blev fremsat i 1990. I den blev målet om en bæredygtig udvikling af energisektoren introduceret. Dette skulle ske gennem energibesparelser, afgift på CO2-udledning, omstilling til brug af miljøvenlige brændsler i kraftvarmeproduktion, anlægs- og driftsstøtte til kollektiv varmeforsyning, støtte til etablering af biobrændselskedler i landdistrikter mv. Varmeforsyningsloven, der giver Energiministerens en række beføjelser, kunne i den forbindelse anvendes til at regulere brændselsvalget i blokvarmecentraler, fjernvarmeværker og decentrale kraftvarmeværker. Et centralt punkt for Energi 2000 var fokus på øget anvendelse af miljøvenlige brændsler. Disse blev defineret som naturgas, sol, vind og biomasse (halm, træ, gylle og husholdningsaffald). Brugen af biomasse blev i handlingsplanen begrundet ud fra at den er CO2-neutral, udnytter affaldsprodukter fra landbrug, skovbrug, husholdning og industri samt bidrager til forsyningssikkerhed, sparer udenlandsk valuta og skaber danske arbejdspladser. I 1993 indgik regeringen, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialistisk Folkeparti den såkaldte Biomasseaftale. Aftalen havde fokus på øget brug af biomasse i energiforsyningen, herunder især i de centrale kraftværker. Kraftværkerne blev med aftalen forpligtet til fra år 2000 at anvende 1,2 millioner tons halm og 0,2 millioner tons træflis. Aftalen udstak desuden en række regler og retningslinjer for de mindre anlæg omkring omstilling til naturgas eller biobrændsel samt prioritering af biomassebaseret kraftvarme. Biomasseaftalen blev i 1997 og 2000 suppleret med hhv. en tillægsaftale og en reformopfølgningsaftale. I tillægsaftalen fra 1997 blev det besluttet, at biomassemålsætningen skulle gælde i energienheder (19,5 PJ) samt at træflis kunne erstatte i alt 0,2 millioner tons ud af de 1,2 millioner tons halm. Desuden blev en række regler og retningslinjer for mindre anlæg justeret. I Reformopfølgningsaftalen fra 2000 enedes de politiske partier bag Biomasseaftalen om at forlænge fristen for øget anvendelse af biomasse i 9
energiforsyningen til udgangen af 2005. Efter en folketingsbeslutning i 2001 blev der indgået aftale med de daværende to store, danske kraftværksselskaber, Energi E2 og Elsam, om udmøntning af Biomasseaftalen ved anvendelse af biomasse i centrale værker. Samtidig blev der indgået aftale om sikring af værkernes økonomi. I 1996 kom den fjerde energiplan, Energi 21. Planen fastholdt målsætningerne fra Energi 2000 og opstillede samtidig en række nye, langsigtede målsætninger frem til 2030. Blandt andet fremsattes en målsætning om at halvere CO2-udledningen i år 2030 i forhold til 1990- niveau. Biomasse skulle ifølge planen bidrage med 85 PJ i 2005 og 145 PJ i 2030. Øget brug af halm og flis i de centrale elværker, øget udbygning af decentral kraftvarme på halm og flis og adgang til etablering af biobrændselsanlæg i områder, der tidligere var reserveret for naturgas skulle bidrage til at nå dette mål. Ifølge EU s Biobrændstof-direktiv fra 2003 har Danmark som medlemsland været forpligtet på en målsætning om 2 % biobrændstof i transportsektoren i 2005 og 5,75 % i 2010. I 2004 meddelte regeringen imidlertid EU Kommissionen, at Danmark ikke i væsentligt omfang havde planer om på kort sigt at introducere biobrændstoffer i transportsektoren. Den danske regering modtog efterfølgende en såkaldt åbningsskrivelse fra EU, for at være på kant med Biobrændstof-direktivets mål for anvendelse af biobrændstoffer til transport. Alligevel blev det danske mål om 0 % biobrændstof i transportsektoren fastholdt i 2005. I 2006 blev det officielle mål dog hævet til 0,1 %. I den forbindelse blev der i finansloven afsat 60 mio. kr. for perioden 2006-2008 til at gennemføre forsøg med biobrændstoffer i form af biodiesel. Tilbageholdenheden indtil da, har været begrundet med de relativt høje omkostninger, der er forbundet med at anvende biomasse i transportsektoren i forhold til at anvende samme biomasse til andre energiformål (fx kraftvarme, opvarmning mv.). Med VE-direktivet under EU s Klima- og Energipakke fra 2008 er målsætningerne omkring iblanding af biobrændstof imidlertid blevet bindende. Klima-og energiministeren har i 2009 som reaktion herpå fremsat Forslag til Lov om bæredygtige biobrændstoffer, hvori en iblanding af 5,75 % biobrændstof i år 2010 gøres til et nationalt mål. I 2004 indgik regeringen en aftale om fremtidssikring af energiinfrastrukturen og i 2005 den politiske aftale om den fremtidige energispareindsats. På baggrund heraf fremlagde den daværende Transport- og energiminister i 2005 Energistrategi 2025, der indeholdt regeringens politik for håndteringen af de langsigtede udfordringer med urolige energimarkeder, stigende internationale klimakrav og behov for øget konkurrence. Energistrategiens oplæg til en handlingsplan for den fremtidige el-infrastruktur var baseret på vurderinger af perspektiver frem mod 2025. Fokus var på liberaliserede energimarkeder og markedsbaserede instrumenter til at opnå målsætninger for effektivitet, forsyningssikkerhed og miljø samt energiforbrug i transportsektoren. Samtidig fokuseres på de betydelige erhvervsmæssige potentialer indenfor udvikling af ny og mere effektiv energiteknologi, hvor Danmark indtager flere globalestyrkepositioner. 10
I forlængelse heraf fremlagde den danske regering i 2007 energiudspillet En visionær dansk energipolitik, der beskriver regeringens energipolitiske mål frem mod år 2025 og de initiativer, som skal iværksættes for at nå målene. Heri fastsættes mål for: 1. Reduktion i anvendelsen fossile brændsler. 2. Andelen af vedvarende energi. 3. Den årlige energispareindsats. 4. En styrket indsats for forskning, udvikling og demonstration af nye energiteknologier. 5. Anvendelsen af biobrændstoffer til transport. Målene skal ses som første skridt hen imod regeringens langsigtede vision om at gøre Danmark helt uafhængig af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas. Energiudspillet dannede baggrund for den energipolitiske aftale, som blev indgået med et bredt flertal af Folketingets partier i februar 2008. Aftalen fastlægger energipolitiske mål og virkemidler for perioden 2008-2011. 11