16. søndag efter trinitatis

16. søndag efter trinitatis Ef 3, 13-21 v13 Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. v14 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, v15 efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, v16 og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, v18 så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. v20 Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, v21 ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen. Paulus har hidtil i dette brev prist prædikeembedet, som forkynder evangeliet i den nye pagt. Han har med høje og fornemme ord fremstillet, hvad nytte, kraft og visdom, med ét ord, hvor meget godt dette embede bringer os. Derved overøser Gud os med al visdom, styrke og alle goder, som han har og formår i himlen og på jorden. For evangeliet forkynder os liv af døde, retfærdighed fra synden, forløsning fra Helvede og alt ondt og fører os fra mørkets rige til Guds rige. Alt dette er noget så stort, at Paulus ikke tiltror sig at kunne sige det med ord og taler så højt om det, at der ikke kan tales højere. I dette stykke viser han nu, hvor meget det ligger ham på hjerte, at de også må beholde denne evangeliets prædiken, som de har modtaget af ham, og ikke lade sig rive derfra. Han bruger to måder til dette: Først trøster og formaner han, dernæst beder og ønsker han. v13 Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. Hermed trøster han sine kære kristne i Efesos, efter at han i Rom var fængslet af kejseren. Han formaner dem til at holde fast ved den lære, som de havde modtaget af ham, og ikke lade sig afskrække eller forlede til frafald på grund af det, når folk siger til dem: Se bare, denne Paulus har prædiket for jer og ført store ord om, at han er sendt af Kristus selv og har udrettet mere end alle andre apostle. Og I selv har rost ham så meget og sat ham så højt, at han alene har måttet være og gælde noget. Hvor er han nu? Hvad kan han hjælpe jer? Der ligger han i lænker i Rom og er ikke alene fordømt af jøderne til døden, men er også i den grueligste

tyrans, kejser Neros, hænder. Har vi ikke længe nok sagt, at det ville tage sig en ende med ham? Nu er det nok forbi med den berømmelse, som han har ført mod enhver. For at forebygge sådan forargelse og fare skriver han selv fra sit fængsel. Han ønsker at sige til dem: I ser, kære venner, at jeg nu er fanget. Djævelen og verden har mig i deres hænder. Dette kan måske forskrække jer og give jer den onde mistanke: Var hans lære ret, og var han en så høj Kristi apostel, så lod Gud vel ikke disse ting ske med ham? (Sådanne tanker har også nogle falske apostle ført blandt dem). Derfor beder og formaner jeg jer, selv om jeg er fanget, at I ikke skal forarges eller forskrækkes og tabe modet. Lad blot mig møde modgang, lide trængsel, være i ære eller vanære, lad det gå mig, som det vil, bliver I kun ved det, som jeg har prædiket for jer. Det ved I, at det er Guds visse ord og evangelium. Således har han også tidligere mindet dem om, hvortil de af Gud er kaldet, og hvad de havde modtaget ved hans prædiken. Denne formaning er også nu, ja altid nødvendig i kristenheden. For det tager hårdt på de svage, når der kommer trængsel og man skal lide for evangeliets skyld. Især hvis man også skal miste dem, som stå i spidsen og har lært og ledt folket, og tilmed må høre de skændige og bitre spottere. Sådan forargelse må også vi vente blandt os, når lærerne bliver angrebet. Derfor skal vi også være godt rustede, hvis også nogle af vore falder fra og slutter sig til paven og bliver løgnere eller slyngler. Enhver skal have grebet evangeliet sådan, at man alligevel selv kan blive stående og sige: Vel, jeg tror ikke, fordi denne person har sagt og lært det. Han må falde og blive, som han vil. Læren er jo ret, det ved jeg. Lad det så gå mig og andre, som Gud vil. Således har jeg hidtil for min person selv måttet gøre og må det endnu. Ellers var jeg også blevet forskrækket og træt, når jeg så, at pave, biskopper, kejsere, konger og al verden var imod denne lære, som de burde forsvare. Da ville disse tanker har overvundet mig: Se, de er dog også mennesker, de kan jo ikke alle høre Djævelen til. Hvad andet kan jeg her trøste mig til og bestå, end at jeg må sige: Selv om endnu ti verdener og alt, hvad der er stort, højt og klogt, faldt fra mig, og desuden alle mine kære venner og brødre, så er læren dog ret. Den står og falder ikke, som mennesker falder og er ustadige. Ved Guds Ord vil jeg blive, lad så falde eller stå, hvad der vil stå eller falde. En kristen må dog have den forstand og det sind, at han kan sondre og adskille det ydre skin af personer og stor anseelse fra ordet. Den, der ikke gør det, kan ikke bestå i anfægtelse. Hvis én falder, så falder han straks efter. Vel, kirkens væsen på jorden er sådan, at menneskelig visdom og fornuft må støde sig derpå og mange slags forargelser fremstå mod troen. Men Gud er en sådan person, som har lyst til at regere, ikke med sværd eller synlig vælde og magt, men i skrøbelighed, Djævelen og verden til trods. Gud forholder sig, som ville han lade sin kirke gå ganske til grunde. Vi kan vel hæmme forargelsen og holde igen, så længe og så godt vi kan, men vi kommer ikke længere dermed, end at vi dog til sidst må blive ved denne trøst: Den, som har bygget kirken og hidtil opholdt den, han opholder den endnu. Hvis vi mennesker skulle regere kirken, så ville det blive et dårligt styre, men når Kristus lever og sidder på den stol, som Gud har tildelt

ham, vil vi gerne se, hvem, der kan støde ham af tronen og gøre hans kristenhed til intet. Når det kommer til stykket, kan vi jo bidrage ligeså lidt dertil som Paulus, når han ligger i lænker. Han kan ikke opretholde nogen, men må lægge det over til den Herre Kristus. Han ophører ganske vist ikke, som en tro apostel, at formane og advare af al sin magt, selv om han er fraværende. Han er godt klar over, at der straks er mange falske apostle, som fordrejer alt, hvad han siger og i stedet fylder ørerne med skvalder og giftige ord. Således klager han i 2 Tim 1, 15 over, at alle i provinsen Asien har vendt sig fra ham. Det var efesernes nærmeste naboer. For at han bedre kan trøste og styrke dem, begynder han at smykke sin lidelse og trængsel med en ny og smuk form for tale og vender det ganske om, stik imod verdens mening og spotternes dom. Min lidelse og trængsel, som for verden og efter jeres kød, synes så forfærdelig skadelig, bringer jer ingen skade eller ulempe, sådan som de giftige røster til jeres forargelse påstår. Det er meget mere til gavn for mig og jer. Selv om folk tror, at de kan skade jer med det, så følger der dog så megen fordel og gavn med, som de aldrig kunne tænke sig. Hvad jeg lider, det lider jeg ikke for min skyld, men for jer. Det er til jeres gavn, så det er bedre for jer end hvis jeg var hos jer og prædikede. Hvordan det? Jo, jeg lider alene for den prædikens og det evangeliums skyld, som jeg har overgivet jer. For det vover jeg alt, hvad jeg er og har, så I må beholde det. I kan se, det er mit alvor, og at jeg kæmper med fare for mit liv, for at holde fast ved det, som er givet og befalet mig af Kristus. Mine lænker og bånd ærer og stadfæster således evangeliet, så I derved må blive styrket og holde endnu mere fast ved det. Derfor vil vi vende denne lidelse og bedrøvelse, som verden tilføjer os for dermed at gøre os stor skade, til det stik modsatte, så Gud må fælde sådan dom og sige: Hører du verden, djævel, kejser, tyran! Du har fængslet min apostel Paulus for mine fromme kristnes skyld. Hvad har disse gjort dig, eller hvad har de forskyldt? Ja, uden nogen deres skyld; plager du dem, alene fordi jeg har givet dem mit ord, og handler altså mig til trods. Hvad skal jeg sige andet dertil end dette: Ikke Paulus har du sat i bånd og lænker, men mig. Men er det ikke for meget af en dødelig ormesæk, han hedder kejser eller fyrste, at understå sig til at tage fat på Gud i Himlen? Mener du, at jeg vil tie stille dertil og lade det gå hen og ikke sønderrive lænker, bolte og bånd og sige: Vig bort og pak dig, djævel og tyran, og lad mig regere og for én Paulus give ti andre, af én kirke i Efesos gøre tredive, ja hundrede kirker? Således også nu (fordi det går til på samme måde); hvis de får fat på en evangelisk prædikant, så må han enten hemmeligt druknes, myrdes, eller åbenlyst hænges eller brændes. Hvorfor sker det? For de kristnes og den læres skyld, som de har lært. Imidlertid ser Gud til en liden stund med leende mund og siger: Kære Herrer, vær ikke så vrede; véd I også, hvem I har fængslet og myrdet? Mig er det. Mig den guddommelige majestæt. For det er jo ikke deres eget, men mit ord og min befaling, som de har lært, og som mine kristne tror. Det kan I selv ikke nægte. Velan, så må jeg da også se til, hvordan jeg kan værge mig for jeres vrede. Hvordan kan jeg gøre det? Jo, jeg må gøre det på den måde, jer til behag og glæde: Hvor én

by har haft én prædikant og evangeliet, dér må nu i stedet ti, tyve byer have sine præster og prædikanter. Ja, jeg vil bryde ind i jeres egen kreds, du pave og I biskopper, så I selv må tåle og modtage evangeliet, hvad enten I synes om det eller ikke; eller om I fremturer i jeres raseri, så vil jeg sende jer et sådant bulder, at I skal gå under med jeres bispehuer og alt, hvad I har. Se, det mener Paulus, når han siger, at han lider for dem, det er, dem til gavn og forbedring, så de må vide, at det ikke har nogen nød med hans lidelse; for det er ikke om Paulus, men om dem at gøre. Og hans lidelse er ikke slet og ret Paulus' lidelse, på hvem der ikke ligger så megen magt, men en apostels eller prædikants i Kristi kirke. Når dette navn kommer til lidelsen, og det ikke hedder, at hans eller Peter er kastet i fængsel (hvilket Gud endnu kunne lade gå hen), men at det er en præst og prædikant i kirken, som man således har behandlet, det er at spøge for groft med majestæten, det er at friste ham for højt, ja at antaste ham selv. Derfor må han trøste sine kristne således: Kære børnlille, forskrækkes ikke og frygt ikke, at de skal fange og aflive mig. Lad dem kun forsøge, hvad de kan, men I skal også se, hvordan jeg vil bryde ud af fængsel og lænker og holde sådant hus iblandt dem, så de må styrte i støvet, og hvor én har modstået evangeliet, dér skal ti andre prædike det i stedet. For fordi de ikke ville lade sig sige eller ophøre at rase og engang erkende, mod hvem de raser, så må han også vise, hvem han er, nemlig ikke Paulus eller en apostel, men den, til hvem det er sagt: Sæt dig ved min højre hånd. Han er ikke god at røre ved, og han sidder nu på det sted, hvor han intet skal lide. Det skal de få at se, på samme måde som både jøderne, der overgav Paulus i kejserens hænder, og romerne selv fik erfare det. For straks efter at Paulus var henrettet, lå Jerusalem i aske, og ikke længe derefter blev også byen Rom ødelagt. For han vidste ingen anden udvej eller redning, den arme Kristus, da han blev fængslet og myrdet i sine apostle og martyrer, end at han omstyrtede hele byen. Det kan også Tyskland nu vente sig. Det er her ikke nødvendigt at svare de grove, ulærde tølpere, papisterne og gendøbernes parti, som forstår dette og lignende ord, når Paulus siger: Jeg lider for jer, derhen, at en kristen med sin lidelse skal kunne fortjene noget for andre eller hjælpe dem til saligheden. For han siger jo ikke: Jeg lider for at erhverve jer syndernes forladelse og saligheden. For han og hele den øvrige Skrift siger overalt tydeligt nok, at alene Kristi lidelse har fortjent og erhvervet alle mennesker dette. Men det kan Paulus og enhver prædikant vel sige: Hvad jeg prædiker og lider, det gør jeg for jer eller for jeres skyld. Ligesom moder eller fader kunne sige til sit barn: Det må jeg gøre og lide for dig. Det er vel alt sammen sådanne gerninger og lidelser, som komme en anden eller mange til gode, til forbedring, trøst osv., men hvorved de, som lider, hverken fortjener sig selv eller andre Guds nåde og evigt liv. Nej, hertil udkræves en anden mand, nemlig Kristus, som ved sin lidelse udsletter din synd, og ved sin død skænker dig livet. Dernæst taler også Paulus her med dem, som allerede er kristne, har syndernes forladelse og alt, hvad en kristen skal have. Men derfor lider han for dem, det er, dem til tjeneste, så evangeliet derved må tiltage hos

dem, jo mere dets fjender ville dæmpe det, og deres tro derved blive styrket. Derfor smykker og priser han sin trængsel og lidelse end ydermere, efeserne til trøst og bestyrkelse, og siger: Hvilket er jeres ære. Hvad er det for nye ord? Burde det ikke meget mere, som deres fornuft siger dem, og al verden stadfæster, hedde således: At du ligger der i fængsel, det er en skam for os alle? For hvad større vanære kan der overgå de arme kristne, end at deres prædikanter og sjælesørgere, af hvem de skulle have lære og trøst, så skændigt går til grunde? Velan, således ser det ud for verden, men jeg siger jer, for Gud og i sandhed er det jer en stor ære, som I kan rose jer af, og hvorpå I kan trodse. For just dette, hvormed man vil forhåne og forarge jer, kan I vende om og sige: Netop deraf véd jeg, at denne lære er ret og Guds Ord; for Guds Ord og den frelsebringende, salige lære skal det gå således, at den tilligemed dem, som holder sig dertil, på denne måde skal forhånes og forfølges af Djævelen og verden. Det er de kristnes ros og ære, således som Paulus siger i Rom 5, 3: Vi roser os af trængslerne, det er, vi holder dem for en herlig, velgørende, kostelig og salig ting. For de kristnes ros kan og skal ikke bestå deri, at verden ophøjer og ærer dem; for den kan og vil heller ikke ære Gud og hans ord. Derfor skal de kristne ikke forskrækkes derover, ej heller skamme sig derved, men meget mere være glade, rose sig deraf og trodse derpå, ligesom apostlene glædede sig, fordi de blev agtede værdige til at forhånes for Kristi navns skyld, ApG 4, 13; 5, 41. For således gik det Kristus selv, og det skulle gøre de kristne ondt, om det gik dem anderledes, og verden var dem venlig. De skulle meget mere le og være ved godt mod og, som Kristus siger i Matt 5, 11, prise sig salige, jo mere verden forfølger dem og skader, dem på alle måder. Dette er det første stykke af denne epistel. Nu følger det andet. v14-15 Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn Dette er en alvorlig bøn og et inderligt ønske, efter at han nu har trøstet dem over sin lidelse. En bøn om, at Gud også ville skænke dem kraft og styrke til i en fast tro at forblive ved evangeliet, og ikke derfor tabe modet eller blive trætte, selv om de må lide anfægtelse og trængsel, men med bestandighed overvinde alt dette. For her er det ikke nok alene at begynde og at høre eller også prædike evangeliet, men kraften må også følge med, så troen bliver bestandig og beviser sig i strid med anfægtelse, fordi Guds rige ikke består i ord, men i kraft, som Paulus siger i 1 Kor 4, 20. Det skal være sådant væsen, at man i det indre tror med hjertet og tillige i det ydre beviser denne tro, så det består i gerning, ikke i ord, i liv og ikke i snak. Ordet skal ikke alene være på tungen og i øret, men det skal komme til kraft, så der følger gerning eller handling deraf. I den gamle pagt taler Moses vel meget, men ingen gjorde derefter. Her derimod skal der handles meget og tales lidt. Sådant ønsker Paulus her til den ende, at evangeliet ikke må være prædiket forgæves, men udrette det, hvortil det forkyndes. Og se, hvordan han hjælper kristenheden og giver os, især prædikanterne et eksempel på, hvordan man skal forbedre folket. Vi slår det bestandigt hen i vejret. Når vi hører evangeliet

og kan tale derom, så mener vi, at det dermed er nok, lader det altså blive ved kundskaben og bringer det ikke til kraft eller kamp. Fejlen ligger deri, at vi ikke beder med alvor. Vi skulle uden ophør fylde Guds øren med vore bønner og dag og nat sukke og bede om, at han vil give sit ord kraft til at virke i hjertet, sådan som David siger i Sl 68, 34: Gud løfter sin røst, en vældig røst. Det bør ikke alene prædikanterne gøre. Alle kristne skulle holde ud i bøn om, at Gud, som har givet kundskaben, også må give kraften, så at ordet ikke blot må blive i munden, men blive virksomt. For nu er det alle vegne den største klage, at der prædikes meget og ingen gør derefter, men folk bliver så rå, kolde og lade, at det er en spot og skam. De gør langt mindre end tidligere, skønt vi har et så stort og klart lys, at vi ser, hvad der i hele verden er ret og uret. Derfor har vi visselig årsag nok til at bede, som Paulus her. Han vil sige: I har nu fuldt op af alle ting og er overøst med ordet, som er forkyndt og rigelig prædiket for jer. Men derfor bøjer jeg mine knæ, at Gud måtte give sin velsignelse dertil og se hen til sin pris og ære, samt styrke og bekræfte jer, at det må spire op og bære frugt hos jer. Han taler såre alvorligt om sin bøn. Som ville han sige: Jeg må ligge fanget her og kan ikke være hos jer eller på anden måde hjælpe jer, undtagen, at jeg endnu kan bøje mine knæ (det er med al ydmyghed og inderlighed begære og bede til Gud), at han ville give jer og virke i jer, hvad hverken jeg eller noget menneske formår, selv om jeg var fri og bestandig var hos jer. Og se, hvordan han beskriver sin bøn! Han opsender den også under ydre gebærder, idet han bøjer sine knæ. Vel er denne ydre form, hvor den er alene, idel hykleri, men hvor bønnen er retskaffen og har sin ild, hvormed den optændes, idet man nemlig forud betragter sin nød og tillige de goder, som er os givet, og forkyndes os ved ordet, og hvor troen oprejser sig ved Guds Ord og forjættelser, dér bliver man så brændende, at man falder på knæ og beder om Åndens styrke og kraft. Hvor derfor bønnen er optændt og brænder i hjertet, vil legemet af sig selv skikke sig derunder, som det skal, med opløftede øjne og hænder og bøjede knæ, uden at det først behøver at lære det, således som Moses, David og Kristus selv har gjort. Således lærer de ydre gebærder sig selv, når man beder med et brændende hjerte; for Ånden fremkalder dem. Derfor er de ikke at forkaste, undtagen hvor de sker uden Ånd, af hykleri, som når man dermed mener at gøre Gud en tjeneste og god gerning, mens hjertet er langt borte, således som profeten siger i Es 29, 13: Dette folk dyrker mig med munden, men deres hjerte er langt borte fra mig. Men når Paulus siger: Jeg bøjer mine knæ for vor Herres Jesu Kristi fader, så stadfæster han dermed den lære, at ingen skal driste sig til at tale med Gud eller bede ham om noget, med mindre han griber ham ved det navn, som Paulus her bruger, nemlig som vor Herres Jesu Kristi fader. For Kristus er vor eneste midler, og ingen må komme frem for faderen og bede, ligesom ingen bliver bønhørt, undtagen han kommer i denne midlers navn, således, at han bekender ham som sin Herre, som dertil er sat os af Gud, at han skal bede for os og desuden også regere os til legeme og sjæl.

Det er da en ypperlig bøn, når den er således stilet. Men der hører også en stærk tro til at gribe det søde ord og i vore hjerter forestille os Gud som vor Herres Jesu Kristi fader. For det er et såre trøstefuldt ord, at Kristus er vor Herre; men vi har gjort det til et skrækkeligt ord og holdt ham for en streng og vred dommer, skønt han dog alene er en Herre til den ende, at han må beskytte os mod fremmede Herrer og tyranner, mod Djævelen, verden, synd og død og al ulykke. For vi er jo hans arv, derfor vil han antage sig os, forbedre og forløse os fra al tvang og vold. På den måde er dette navn os et såre lifligt og trøstefuldt navn, som gør vore samvittigheder rolige, hvis vi tror. Men endnu trøstefuldere er det, at min Gud, min Herre også er vor Herres Jesu Kristi fader. Af dette navn frembryder hele guddommen og hengiver sig til os, så han i overflod må give mig alt, hvad jeg i dette navn beder om. Her er intet uden idel hjælp og nåde, ja, han vil sætte mig som sit barn i Kristus over alle ting, både de timelige og de evige. Desuden, siger Paulus, er han ikke blot en fader, men den rette fader over alt det, som kaldes fader i Himlen og på jorden. De fædre, som vi har på jorden, er fædre, som har avlet os efter kød og blod, eller også sådanne, som man på grund af deres alder og af ærbødighed kalder således. For enhver kalder med rette sin gamle herre fader, ligesom det i 2 kong 5, 13 hedder, at Na aman tjener kaldte sin herre med dette navn. Altså vil han nu sige: Alt, hvad der på jorden hedder fader, er kun et skin eller en skygge og et malet billede imod denne fader. Men således kan fornuften aldrig betragte ham, ej heller nogen i hjertet føle ham, medmindre Helligånden selv virker det. Så meget kan vel fornuften gøre, at den kalder ham en forfærdelig og vred dommer, som gør verden, ja Helvede for trangt, så den ikke ved, hvor den skal gøre af sig. Men det er naturen umuligt, af hjertet at kalde ham sin fader og endnu mindre at holde ham for en fader over alt det, som hedder fader i Himlen og på jorden, og af hvem allé andre fædre kun er et spejl. Betragt nu, hvordan en fader forholder sig mod sit barn, og barnet igen mod sin fader. Selv om det ikke er barnets rette og naturlige fader, så bringer dog dette navn en så hjertelig og frimodig fortrøstning med sig, at det venter sig alt godt af ham. Er det nu kun for en leg og børnespil at regne, når de jordiske fædre mener det så alvorligt og trofast med sine børn, hvad vil da ikke denne himmelske fader gøre, som er over alle fædre? Derfor vil Paulus lære os at slutte fra det mindre til det større og af den naturlige fortrøstning udregne, hvad Gud er for fader, og hvad vi bør vente os af ham. Den, som nu således kunne gribe Gud med sit hjerte, at han turde nære en sådan tanke og frimodighed til Gud, at han af hjertet kunne sige til ham: Du er min kære fader, hvad skulle han ikke turde bede om? Og hvad skulle Gud kunne nægte ham? Hans eget hjerte vil sige ham, at han vil blive bønhørt i alt, hvad han beder om. Så mægtig er denne tillid og fortrøstning i hjertet, og så vis, at den aldrig går glip af, hvad den beder om. Se, således lærer Gud selv os, hvordan vi skal bryde Himlen op og blotte hans hjerte, så vi ser, hvem han er. Hvad er det nu for en bøn, som Paulus her gør? Netop den samme, som vi også beder i

Fadervor, navnlig i den første, anden og tredje bøn. Dem sammenfatter han her i en kort sum. Han bruger vistnok andre ord, men mener dog netop det samme nemlig, at Guds navn og ord må helliges hos os, og Djævelens rige gå under med al ondskab og alt, hvad der er imod Guds Ord og vilje. Han siger: v16 at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd Det er ypperlige ord, som frembryder af hans brændende ånd og tilkendegiver, at han gerne ville tale endnu højere og finde sådanne ord, hvormed han helt og fuldt kunne lægge sit hjerte for dagen. Men de er ham alt for svage og få og der bliver endnu stedse langt mere inderlighed tilbage i hjertet. I sin herligheds rigdom, siger han. Som ville han sige: Så stor er hans herlighed, at det rimeligt må kaldes en rigdom. For det er Guds ære og pris, at han giver meget og rigeligt, hvoraf man kan mærke, hvad han er for en Gud, nemlig en sådan, af hvem man bør vente sig alt godt og, om man er i nød, al hjælp. For en sådan kalder hele verden for Gud. Derfor har den også gjort så mange guder og påkaldt så mange helgener, fordi man har ventet sig alt godt og al hjælp af dem. Derfor kalder Skriften også menneskene guder, fordi de gør hinanden godt og hjælpe hinanden, således som også Gud selv siger til Moses i 2 Mos 4, 16: Du skal være gud for ham. Men når en Gud giver meget eller er stor i at give, så har han også desto større ære og herlighed. Nu er dette den rette Gud, hvem alene al herlighed tilhører, og ikke blot herlighed, men herligheds rigdom, så han overstrømmende rigelig udøser alt, hvad der er i Himlen og på jorden. For han giver endog den allerringeste skabning så overflødig meget, som af vand, luft, jord og vækster, hvoraf vi blot kan bruge og benytte den mindste del. Men dog er vi så blinde og gale, at vi ikke ser det, men foragter det og slår det hen i vejr og vind. Hvor meget mere gør han nu ikke dette i henseende til de åndelige goder? Her har han ganske og aldeles udøst og givet os sig selv med de allerhøjeste gaver og goder og tændt et så stort lys for os, at vi véd og ser, hvad verden, djævel og engel er, ja hvad Gud selv har i sinde. Fremdeles hvad der er sket og endnu skal ske, så vi har al visdom og desuden al magt over synd, djævel og død og er herrer over al skabningen. Kort sagt: Han har givet os en så stor rigdom, at ingen kan udsige det. Se, så stærke ord har Paulus brugt i denne bøn og frembåret den med en sådan hjertelig fortrøstning til Gud, at den må være kraftig, trænge igennem skyerne og oplukke Himlen. Han siger ikke, at Gud ser hen til vor fortjeneste og værdighed, og at han for dens skyld vil give, hvad han beder om, men at han ser hen til sin herligheds rigdom. For selv om vi ikke er det værd, så er dog Gud værd, at man erkender hans herlighed og giver ham den ære, at han så rigelig og uforskyldt udøser sine goder, så hans navn alene må blive helliget.

Således må bønnen være stilet, hvis den skal gælde for Gud og blive bønhørt. Ellers, om han skulle se hen til vor fortjeneste, så ville vi vel få ganske ringe smuler. Skal han give rigelig, så må han give således, at du må bekende, at det er givet af lutter nåde, og prise hans store herlighed. Men hvad er det, Paulus beder ham om at give? Ikke alene, at ordet må blive hos dem, skønt det også er et stort gode og en herlig gave, når det prædikes rigelig, men at det også må smages i hjertet og vise sig kraftigt i livet. Således sætter han ord og kraft imod hinanden. Mange har ordet, men få har kraften, så der bliver nogen virkning, nogen efterfølgelse af det, som tales. Vore modstandere kan ikke skælde og forhåne os værre, end når de siger, at vi prædiker og hører meget godt, men at det bliver dermed, så ingen gør derefter eller bliver bedre derved, ja, at vi blive værre, end vi tidligere var. Derfor, siger de, var det bedre, at det blev, som det før var. Hvad skal vi nu sige hertil? Vi siger således: For det første, fordi vi ser, at det går så dårligt fra hånden, og at kraften bliver så langt fra ordet, så har vi desto mere årsag til at bede således, som Paulus her gør og lærer. For det andet, selv om de ser liden forbedring og frugt, så er de dog ikke de folk, som bør dømme derom. De mener, vi skulle gøre idel undere og opvække døde, og at der skal vokse idel roser, hvor de kristne sætter sin fod, så der skal være idel hellighed. Men hvis det var tilfældet, hvad havde vi da nødig at bede? For hvad jeg allerede har, det behøver og kan jeg ikke bede om, men jeg skal takke Gud derfor. Men når nu Paulus og Skriften befaler os at bede, så fremgår deraf, at det må mangle os på styrke; hvordan behøvedes ellers så megen unyttig snak om bønnen? Dog, om ikke alle gøre efter ordet, så er der dog nogle, som forbedrer sig, og det bringer dog den frugt, at det skaber mange gode samvittigheder og forhindrer meget ondt, som tidligere er sket. Og ville man betragte dette ret nøje, så ville man vel endnu her finde en stor skat, som vi ikke giver agt på; og om vi end er svage i noget, skal det derfor være forkasteligt alt sammen? Hos vore modstandere findes jo dog ikke andet end dynd og skarn. Det vil de gerne smykke med vor svaghed. Derfor må deres væsen være skønt og vor stinkende. Så lad den kun dømme friskt væk. Vi bekender, at vi ikke alle er stærke; men det er tillige en sandhed, at hvis der ikke var nogen skrøbelighed iblandt os, så behøvede vi ikke at bede, påkalde, arbejde og prædike. Men ville de fordømme evangeliet for vor skrøbeligheds skyld, den vi selv bekende, så er de selv dømte for Gud, just idet de dømmer os. Jeg kan vel stå i nådens rige og dog i det ydre være så svag, at du kan anse mig for en skalk. For du ser ikke troen, men Gud ser den, og jeg mærker den. Imidlertid dømmer du mig efter det ydre væsen og gerninger, og tager derved fejl og fælder dommen over og mod dig selv. Vi véd og beklage det også, at vi er svage og skrøbelige. Derfor råber, beder og sukker vi, at Gud må styrke og bekræfte os. For det tredje er vi forvissede om at hvor Guds Ord prædikes, der følger og må også følge frugt deraf. Efterdi vi nu har Guds Ord, så må også Guds Ånd være hos os. Og hvor Ånden er, der må også troen være, lad den end være så svag, den vil. Ser man den ikke, så kan det dog

aldrig fejle, at der må være kristne iblandt os, som daglig beder, om man end ikke bliver dem var. Derfor sker der vore modstandere deres ret, når de forløber sig så groft, mens de ser sig om efter kristne og ikke får øje på nogen.. Guds Ord er alt for højt. Det vil ikke dømmes af os, men skal dømme os. Men verden vil være udømt og umestret af os og vil dog dømme og mestre Guds Ord. Men Gud leer af dem, og det var skade, om de skulle få se en from kristen. Derfor forblinder Gud dem, så de tager fejl af hans rige, således som Es 26, 10 siger: De ugudelige se ikke Herrens herlighed. Derfor får sådanne kloge hoveder heller ikke øje på, mange retskafne kristne, men træffe i almindelighed på dårer eller sværmere, som de i deres hadskhed støder sig på og forarges. For de er ikke værd, at de skulle se Guds ære, det vil sige, en from kristen, over hvem Gud udøser sig med alle sine goder. Og selv om en møder dem og kommer dem lige for øjnene, så ser de ham dog ikke. Når de hører, at en fører en god og ustraffelig livsførelse, så siger de: Kætterne har gjort det samme og skjult deres gift under et godt skin; men fører nogen et frækt og ryggesløst væsen, så må han være en skalk. Hvorledes man end tager dem, så gør man dem dog aldrig tilpas; fløjter man for dem, så danser de ikke, synger man klagelig for dem, så græder de ikke. De vil hverken høre det, som er sødt, eller det, som er bittert. Således må visdommen lade sig tage i skole og mestre af de kloge hoveder, som Kristus siger i Matt 11, 19. Således gør Gud verdens børn til dårer og beskæmmer dem. Han lader sig kun dømme friskt væk og lader imidlertid sit evangelium fremdeles få indgang, skulle de end briste af harme derover. Dette siger jeg, så vi må se os for og ikke med disse gå hen og med frækhed dømme Guds værk og ord. For om vi end er skrøbelige, så er vi dog visse på, at Guds rige findes iblandt os, fordi vi har hans ord og desuden daglig beder, at ordet må vise sig kraftigt og vor tro forøges, således som nu følger: v16b at han med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd Apostelen bruger mange ord, så han ikke skal indrømme den frie vilje megen ære og berømmelse. Han ønsker dem den kraft, som kommer fra Himlen ved Helligånden. For verden har også en styrke og desuden også en Ånd, som er Djævelen, verdens fyrste, der forblinder og forhærder menneskenes hjerter, bryster sig og gør dem modige og mener, at han nok skal dæmpe de kristne og undertrykke dem i en fart. Ligesom nu verden er modig og stolt, således er også de kristne det, kun at de er langt større og stærkere ved Helligånden, så de ikke forskrækkes for verden, djævel, død og al ulykke. Det kaldes nu en åndelig styrke. For det hebraiske ord, som vi oversætte med Ånd, burde man rimeligt oversætte med et dristigt og uforfærdet mod. For åndelig styrke er ikke ben og kød, men hjertet og modet selv, ligesom svaghed er det samme som frygt, fejhed og mangel på mod. Paulus vil altså sige: Det beder og ønsker jeg jer af Gud, at han vil give jer et sådant

dristigt og uforfærdet mod og en sådan stærk og frejdig ånd, som ikke forskrækkes for armod, skændsel, synd, djævel og død, så I må være forvissede om, at intet kan skade eller mangle jer. Verdens mod, som hedder spiritus mundi, står og holder sig ikke længere, end den har noget forråd, hvorpå den kan forlade sig. Derfor siger man: Penge i pungen giver mod i barmen. Det vil sige, dens mod kommer af mammon og verdslig vælde. Det er stift og stolt og bryster sig af timelige ting. Men denne Ånd forlader sig alene på Gud, har intet forråd, intet i beredskab, uden Gud alene. På ham trodser den mod alt ondt og får et ganske andet hjerte og mod, end verden har. Det er den styrke, hvorom Paulus beder. Den ligger ikke i kød og blod, som forlader sig og bygger på sin egen kraft og evner eller på menneskelig hjælp og bistand. Den ligger i det indre menneske og består i et uforfærdet og frimodigt hjerte, som i fortrøstning til Guds nåde og hjælp alene ikke frygter for noget, men i troen har al fylde, rigdom og nok, om det end ikke ser og føler andet end idel mangel, afmagt og forskrækkelse. For det har Gud selv med alle hans goder. v17 at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter Helligånden bringer Kristus i hjertet og lærer det at kende ham, opflammer det og gør det modigt ved troen på ham. For derpå driver Paulus overalt, at ingen må understå sig at komme frem for Gud uden Kristus, som er den eneste midler. Når nu Kristus bor i mit hjerte og regerer mit hele liv, så gør det dog intet, hvis troen er svag. For Kristus er ikke idel ben, men også kød, ja han har også på sine lemmer sår og bylder og synd, men derover skammer han sig ikke. Selv om de store helgener tilstopper deres næse derfor. Hvor han nu bor, der er al fylde, man være nu svag eller stærk. Men at Kristus bor i hjertet, det er intet andet, end at man erkender Kristus, hvad han er, og hvad man skal vente sig af ham, nemlig, at han er vor frelser, ved hvem vi er kommet dertil, at vi kan kalde Gud vor fader, og ved hvem vi modtager Ånden, som giver os mod i al ulykke. På denne måde bor han i vore hjerter. For på anden måde kan han ikke fattes, fordi han ikke er en død ting, men en levende Gud. Hvordan fatter man ham da i hjertet? Ikke med tanker, men alene ved en levende tro. Han lader sig ikke fatte med gerninger eller finde med øjnene, men lader sig alene holde med hjertet. Er nu troen ret og god i grunden, så har og føler du Kristus i dit hjerte og ved alt, hvad han tænker og gør i Himlen og på jorden, hvordan han regerer ved sit ord og sin Ånd, og hvordan de er sindede, både de, som har ham, og de, som ikke har ham. Det vil Paulus her, at Kristus skal være så kraftig i vore hjerter, at han udretter, hvad ordet foreholder os, så vi bliver forløst fra synd og død og forvisset om hans nåde og det evige liv. Når nu hjertet føler dette, så er det ikke muligt andet, end at det skulle blive stolt og modigt mod Djævelens og verdens forskrækkelse. Men den, som endnu ikke føler dette, har her et

råd, hvordan han skal bære sig ad, nemlig, at han skal bede Gud og lade bede for sig om en sådan tro og styrke. Det er det ene stykke om troen. Nu følger det andet om kærligheden. v17 være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed Dette er en anden måde at tale på end vi er vante til. Må vi ikke blive rodfæstede, indpodede og grundfæstede ved troen? Hvorfor tilskriver da Paulus kærligheden det? Svar: Det er sandt; men kærligheden beviser om troen er retskaffen og hjertet glad og frimodigt i Gud. For hvis du har en så stærk fortrøstning, at du ikke tvivler om, at Gud er din fader, så er det umuligt andet, end at troen, hvor svag den end er, må bryde frem med mund, gerning og hånd og antage sig næsten med undervisning og håndsrækning. Det kalder Paulus her at rodfæstes og grundfæstes ved kærligheden, det er, at mærke og føle, at vi har en retskaffen tro. For kærligheden er prøvestenen, hvorpå man prøver, om troen er ret, således som også Peter siger i 2 Pet 1, 10: Arbejde på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse. Det vil sige, vedbliv at gøre gode gerninger, så man må se og I selv kunne mærke, at I har troen og er retskafne. Ellers bliver det stedse uvist, forbliver kun i ørene og ligger ovenpå hjertet og er ikke grundfæstet eller rodfæstet. Det mener Paulus med disse to stykker: Først, at vi skal have en ret tro til Gud i hjertet, og dernæst, at denne tro skal bryde frem og bevise sig i kærlighed til næsten. v18 at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er Det er et stykke af hans ønske, at de må komme derhen, at de over for Gud er frejdige og trøstige ved troen, og over for næsten grundfæstede og rodfæstede ved kærligheden. Når I således bliver styrkede, bekræftede og gennemtrængte, vil han sige, så vil I med alle hellige begribe de fire stykker og tiltage deri og forstå stedse mere og mere deraf. Det virker nu alene troen, for kærligheden hører ikke hid. Dog hjælper den til, at troen beviser sig deri. Af disse ord har lærerne afmalet og afmålt os det hellige kors, hvorom dog Paulus ikke taler et ord. Men han vil kort sige så meget: At I må begribe alle ting, hvor bredt, langt, højt og dybt Kristi rige er. Det sker da, når hjertet er således beskaffent, at Kristus ikke kan gøre mig det for langt, bredt eller vidt, så jeg ikke kan følge efter ham. Ej heller kan fare så dybt eller så højt, at jeg lader mig rive fra ham eller hans ord. Så jeg, hvor jeg end kommer hen, véd og er vis på, at Kristus er der og regerer alle vegne, så jeg finder ham overalt i det lange, brede, høje og dybe, uden hensyn til rum, her i timeligheden og hisset i evigheden. Således som David siger i Sl 139, 7-8: Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Han regerer evindelig. Hans længde, bredde, dybde og højde har intet mål. Farer jeg end ned i Helvede, så siger dog mit hjerte og min tro: Kristus er også dér. Kort sagt: Lad mig blive fornedret eller ophøjet, mål mig, hvordan du vil, riv mig hid eller

did, jeg finder dog Kristus dér. For han har alle ting i sin hånd, i Himlen og på jorden, og alt er ham underlagt, engel, djævel, verden, synd, død og Helvede. Bor han derfor i mit hjerte, så er mit mod urokkeligt. Hvor jeg end kommer hen, så kan jeg ikke fortabes. For hvor Kristus, min Herre, bliver, dér bliver også jeg. Men dette er umuligt for fornuften at fatte. Om den skulle fare en alen over eller under jorden og blive berøvet og forlade dette nærværende og synlige, så måtte den fortvivle. Men vi får et andet mod ved Kristus og véd, at han er på alle steder, være sig i ære eller skændsel, hunger, kummer, sygdom, fængsel, død eller liv, godt eller ondt. Dette ønsker Paulus, at Gud ville give dem nåde og kraft til at fatte med hjertet. Og nu slutter han sin bøn således: v19 og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Det vil sige: Hvis I nu står i troen og begriber disse fire stykker, så ønsker jeg jer også, at I må kende den Kristi kærlighed, som vi skal have, nemlig den han har til os, og vi til næsten. Den overgår al kundskab, endog evangeliets. For du må vide, hvad du vil, så hjælper kundskaben dog intet, hvis ikke kærligheden er der. Altså er summen af dette ønske kort denne: At vi skal tiltage i troen, så at den kan blive stærk og kraftig og kærligheden fyrig og brændende, og at vi alle således må fyldes med al Guds fylde. Det vil efter den hebraiske talebrug sige det samme som, at vi må fyldes på alle måder med det, hvormed Gud opfylder, og blive fulde af Gud og overøst med al hans nåde og hans Ånds gaver, så vi bliver modige, så hans lys oplyser os, hans liv lever i os, hans salighed gør os salige, hans kærlighed vækker kærligheden i os. Med ét ord, så alt, hvad han er og formår, i sin fylde må være og kraftigt virke i os, så vi bliver ganske guddommeliggjorte og ikke har en lille del eller kun nogle stykker af Gud, men har ham hel og fuld. Der er skrevet meget om, hvordan mennesket skal blive guddommeliggjort, og man har gjort stiger, på hvilke man skulle kunne klatre op til Himlen, og sådant mere. Men det er alt sammen stykkeværk. Her vises os den rette og nærmeste vej til at komme derop, nemlig, at du skal blive fuld, fuld af Gud, så der intet mangler dig i noget stykke, men du har alt, så alt, hvad du taler, tænker, handler, med ét ord, hele dit liv er ganske guddommeligt. Men ingen skal tænke, at dette overgår noget menneske fuldkomment i dette liv. Vi kan vel ønske og begære det, således som Paulus her har gjort; men man finder ingen, som har denne fylde helt og fuldt. Vi kan endnu kun hige og sukke derefter. For så længe vi lever i kødet, er vi endnu tillige fyldt med al Adams fylde. Derfor er det nødvendigt, at vi uden ophør beder, at Gud må borttage svagheden, give os mod og Ånd i hjertet og fylde os med nåde og styrke, så han alene må fuldt regere og virke i os. Det skal vi også alle ønske hinanden indbyrdes. Dertil vil Gud også give os sin nåde! Amen.