BANECYKLING I ODENSE THORVALD ELLEGAARD ARENA

BANECYKLING I ODENSE FRA THORVALD ELLEGAARD TIL THORVALD ELLEGAARD ARENA

Banecyklingen i Odense har inden for de sidste 100 år haft mulighed for at fostre talenter og mestre på udendørs cykelbaner placeret forskellige steder i Odense. Med etableringen af den nye overdækkede cykel- og atletikarena i Odense Idrætspark får både banecyklingen og atletikken i Odense for første gang mulighed for at dyrke deres idrætsgrene hele året. Det vil give de to idrætsgrene optimale vilkår, og jeg ser frem til, at de to lokale klubber Cykling Odense og Odense Atletik/OGF i et tæt samarbejde og i et samspil med byens borgere får udnyttet faciliteterne fuldt ud. Særligt glæder det mig, at vi med den nye skolereform får endnu et idrætsanlæg, hvor byens skolebørn får mulighed for at udfolde sig til gavn for sundheden. Dejligt at cykelklubben er klar til at starte cykelskole og skoleturnering med det samme. Jeg håber, at både atletikken og cykelsporten vil blomstre og fortsat udvikle sig med nye talenter og selvfølgelig også nye mestre. Med dette imponerende bygningsværk mener jeg, at rammerne til deres sportsgrene nu er etableret. Jeg ønsker atletikudøverne og cykelfolket tillykke med de nye rammer og håber, at arenaen må blive samlingssted for masser af aktive sportsfolk. Venlig hilsen Jane Jegind By- og kulturrådmand 03

ECM OPTIMERING AF INTERNE PROCESSER OG ARBEJDSGANGE BLIV MERE EFFEKTIV MED DIGITALE ARBEJDSGANGE Banecykling i Odense er en historie værd. Den går langt tilbage i tiden, ja helt til det forrige århundrede, så det er en lang periode der kan skrives om. Cyklebanen har gennem årene ligget flere steder i Odense og har skabt mange stjernestunder, med bysbarnet, Thorvald Ellegaard som den første store banestjerne. Den nu forhenværende Odense Cyklebane, som var udendørs, startede i 1948 og her i Bolbro har der på denne dejlige bane været mange stjerner på besøg, og den har skabt mange odenseanske verdensstjerner. Ud over Thorvald Ellegaard kan nævnes Palle Lykke, Kaj E. Jensen, Peder Pedersen, Alex Rasmussen, Casper Jørgensen og Lasse Normann, alle navne der har nået det allerhøjste niveau. Forestil dig, at du kender en partner, der ved, hvordan du arbejder mest effektivt med elektroniske dokumenter og informationer. Hos Konica Minolta forestiller vi os ikke kun dette vi gør det faktisk! Som en service, kan Konica Minolta sørge for, at din virksomhed Øger sin effektivitet markant Øger produktiviteten med 30 % Forkorter svartider til kunder og kollegaer med 400 % Får udbytte af videndeling mellem kollegaer, partnere og kunder Bevarer vitale informationer og gør dem tilgængelige i fremtiden Nu skal der startes en ny æra i Odense. En ny fantastisk cyklebane er klar til brug, og klar til at skabe de næste odenseanske banestjerner. En cyklebane som vil skabe mange nye baneryttere, og selv om alle ikke bliver verdensmestre, er vi i Cykling Odense glade for al den aktivitet der kommer på banen. Vi kommer til at bruge mange timer i denne arena, med skoleturneringer og cykelskoler for såvel mindre som større børn. Der kommer unge som ældre licensryttere, unge som ældre, motionsryttere, og selvfølgelig eliteryttere. På arrangementssiden vil vi gøre meget for at være med på højt niveau og videreudvikle. At hallen skal rumme både cykling og atletik, bliver fantastisk spændende. To idrætsgrene i samme hal, som kan træne samtidig, vil give et fantastisk træningsmiljø, og i Cykling Odense ser vi frem til denne nye æra. Reserver et uforpligtende møde og få et bud på, hvordan din forretning bliver mere effektiv. For yderligere information, kontakt: Michael Fray, chefkonsulent, ITS & ECM Mobil: 4214 3077 E-mail: michael.fray@konicaminolta.dk OPTIMERING AF ARBEJDSGANGE Claus Rasmussen Formand Cykling Odense Konica Minolta Business Solutions Denmark a/s Stensmosevej 15 2620 Albertslund 72 21 21 21 www.konicaminolta.dk 05

PÅ FYN DER ER JEG FØDT... BANEN I FRUENS BØGE Thorvald Ellegaard, Danmarks første store cykelsportsstjerne, kom fra Fyn, og det er ganske vist, at Danmarks første cykelbane blev anlagt på Fyn i Hestehaven ved Svendborg i 1887, et år før Dansk Bicycle Clubs bane i Charlottenlund, den senere så berømte Ordrupbane. Og dermed er der vel en vis dækning for overskriften på denne tekst, inspireret af en elsket dansk sangtekst, forfattet af en anden af Fyns store sønner. Overalt i Danmark spirede cykelsporten frem i 1800-tallets sidste årtier. Danmarks ældste cykelklub, DBC, blev stiftet i 1881 og konkurrencesporten vandt frem, både på bane og landevej og ikke mindst på bane. DBC kørte cykelløb på Tivolis havegange, i Odense kørte man rundt om markedspladsen og tilsvarende aktiviteter fandt sted mange andre steder i det ganske land. Når vi kalder banen i Svendborg for den første rigtige cykelbane, så er det først og fremmest fordi, det formentlig var den første bane i Danmark, der direkte var anlagt 06 med det formål at fungere som cykelbane. Hvor rigtig den så var, kunne man diskutere. Der var tale om en ca. 190 meter lang grusbane med flade sving, og som man kan se på billedet, var den anlagt rundt om en sø (hvilket kunne give anledning til underholdende episoder, når der blev skubbet og kantet lidt rigeligt i svingene ). De første baneløb i Odense fandt sted 31. juli 1887, arrangeret af Odense Bicycle Club (stiftet i 1883) på den til lejligheden etablerede bane rundt om Markedspladsen. Banen var 575 alen (eller ca. 360 meter) lang og 9 alen (5,65 meter) bred. Her kørtes der de følgende år, men da man i 1893 fik afslag på fremover at anvende Markedspladsen, kom der for alvor gang i planerne om en egentlig cykelbane. I mellemtiden var Fyns Cykle Union (FCU) blevet stiftet, og det var denne forening, der satte gang i projektet om en bane i Fruens Bøge, i dag et villakvarter i Odenses sydlige forstad Dalum. Banen i Fruens Bøge startede som en jordbane men allerede efter et år blev den lagt i cement. Starteren på dette foto er Salomon Andersen, der et halvt århundrede senere var primus motor for skabelsen af den nye cykelbane i 1948. Den 3. september 1893 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i FCU med det ene punkt på dagsordenen: Oprettelse af en permanent bane i Fruens Bøge. Det blev vedtaget at købe en grund ved jernbanestationen Thorvald Ellegaard og i første omgang at opføre en 340 meter jordbane med en hævning i svingene på seks fod (ca. 1,8 meter), men således forberedt, at den senere kunne lægges i cement. I april 1894 kunne træningen påbegyndes og det første stævne kørtes 27. maj, dog for blot 1.600 tilskuere da vejret var dårligt Der blev kørt med totalisatorspil (se også s. 13) og allerede på den anden løbedag rundede man kr. 4.000 i omsætning. FCU fik et pænt lille overskud på den første sæson, så i april 1895 begyndte man at lægge banen i cement, samtidig med at svingene blev yderligere hævet. Så hurtigt blev der arbejdet, at de første løb på den nye bane kunne finde sted allerede 3. juni 2. pinsedag der i øvrigt skulle blive en traditionel løbedag på banen i Fruens Bøge. 07

Blandt dagens debutanter var den 18-årige murerlærling fra Fangel, Thorvald Ellegaard. Han vandt Landboløbet og betegnedes i pressen som havende noget talent. Den nye banes kvalitet blev bevist, da den kendte københavnske rytter Chr. Ingemann-Petersen senere på sæsonen satte ny rekord for 1 dansk mil (7,532 km) med tiden 10 min. 19 2 / 5 sek. Chr. Ingemann-Petersen var samme år blevet nr. 2 ved VM i sprint for amatører i Köln og havde dermed indskrevet sig som VM-historiens første danske medaljevinder. Åbningsløbene i Fruens Bøge 2. pinsedag 1896 trak 3.000 tilskuere, og københavneren Edwin Schrader, der året efter i Glasgow blev Danmarks første verdensmester ved at vinde titlen i amatørsprint, vandt hovedløbet. Bedste lokale ryttere var Thorvald Elllegaard og hans bror Peter, der nu også var begyndt på banen. Senere på sæsonen blev der sat publikumsrekord med 4.500 tilskuere. Succes og vendepunkt Sæsonen 1897 forløb så godt, at man besluttede at udvide tilskuerpladserne, og ved sæsonpremieren 2. pinsedag 1898 var der trods truende skyer 5.000 tilskuere. Hovedattraktionen var Thorvald Ellegaards professionelle debut og det var i øvrigt banens 1. prof. stævne. I 1899 fik banen et nyt stort lokalt navn i Niels Marius Andersen, og samme år opnåede banen den anerkendelse at blive den første bane i provinsen, der fik overdraget at afholde et danmarksmesterskab. Mens Thorvald Ellegaards stjerne steg højere og højere, i 1901 vandt 08 N.M. Andersen blev Fyns næste store prof. stjerne. Han slog også sine folder i USA, hvor han i 1908 vandt 6-dagesløbet i Boston med amerikaneren Ivar Lawson. Dermed blev han historiens første danske 6-dages vinder. han den første af sine seks VM-titler i professionelt sprint, så begyndte det langsomt at gå den modsatte vej for banen i Fruens Bøge. Tilskuertallet faldt og der taltes om aftalt spil i totalisatorløbene. Ellegaards succes internationalt betød, at han kun sjældent kunne være hjemme, og FCU kom i strid med DBC om den efter fynboernes opfattelse hævdvundne termin 2. pinsedag, hvor såvel Ordrupbanen som Fruens Bøge i 1903 ønskede at køre løb med Ellegaard. Storebror DBC vandt lignede det noget, man skulle komme til at opleve igen senere Noget måtte man finde på, og så forsøgte man sig med motorpacede løb med den lokale Rasmus Rasmussen med tilnavnet Fremad Expres, men også det havde kun begrænset effekt. Motorpace i Fruens Bøge. Banen sælges Stridighederne med DBC, der dengang havde en magtposition i dansk cykelsport som den egentlige union, fortsatte og gav sig udslag i gensidig rytter-boykot og i at DBC også satte sig på danmarksmesterskabet over en engelsk mile, som Odense ellers følte man havde hævd på. I 1908 blev Salomon Andersen valgt som ny formand for Fyns Cykle Union, og det lykkedes ham at få bilagt stridighederne. Men baneløbene gav fortsat underskud og den 19. august 1909 måtte FCU meddele, at cykelbanen var solgt til et konsortium, der håbede at kunne videreføre cykelløbene. Det lykkedes dog kun konsortiet at arrangere ét løb, det definitivt sidste på banen, den 29. august 1910. Thorvald Ellegaard stillede til start og 3.000 tilskuere så ham vinde alt, hvad han startede i, men banens skæbne var beseglet. Udgiver: Cykling Odense. Forfatter/redaktør: Henrik Elmgreen. Layout: Alexander Nyrup. Tryk: Konica Minolta Fotos: Stadsarkivet, Niels Nyholm, Chr. Asbøl, Erling J., Lars Rønbøg, Peter Schoonen, Tommy Petersen, Mogens Thrane m.fl. Kilder: Ib Vagn Hansen: Fra Thorvald Ellegaard til Palle Lykke, 1958. Jørgen Beyerholm: Dansk Bicycle Club s Historie 1881 1941, 1941. Fredy Budzinski: Biographien berühmter Rennfahrer, 1907. Cykle Sport, dansk cykelsports officielle organ. Odensebanens programmer 1948 1981. DBC s Årsberetninger. TAK til Peder Pedersen, Claus Rasmussen, Ove Nørgaard, Kurt Rasmussen og Claes Larsen, der har bidraget med oplysninger og hjulpet med at sætte facts på plads. 09

THORVALD ELLEGAARD Han debuterede i 1895, blev professionel i 1998 og kørte frem til 1926, hvor han i den høje alder af 49 år kørte sit afskedsløb 26. september på cykelbanen i Ordrup, hvor 10.000 tilskuere gav ham stående applaus under en opvisningsmatch, hvor han uden modstander kørte en dansk mil i tandem-pace. I sin lange karriere startede han på 153 cykelbaner i 18 lande i tre verdensdele (Europa, USA og Australien). I sin storhedstid op til 1. verdenskrig var han internationalt anerkendt som sin tids største cykelrytter, og han var også den bedst betalte. Efter karrieren blev han sportsleder på Ordrupbanen. Som den eneste danske cykelrytter gennem tiderne blev han Ridder af Dannebrog. ham er intet offer for stort, når det rejer sig om at forblive på toppen. Hans træningsflid er enestående og i konkurrence gør han altid sit yderste. Dertil kommer at han er pålidelig, han er en mand, man altid kan regne med. Budzinski, der var en af sin tids største cykeleksperter, skrev disse ord i 1907, på et tidspunkt hvor Ellegaard kun havde vundet fire af sine i alt seks verdensmesterskaber. Født 7. marts 1877 Død 27. april 1954 Er Thorvald Ellegaard Danmarks største cykelrytter nogensinde? Sammenligninger kan være svære at drage, når man skal gå mere end 100 år tilbage i tiden, men en kendsgerning er det, at da Danmarks Idræts Forbund i 1996 (det år hvor Bjarne Riis vandt Tour de France) skulle kåre århundredets sportsmand, var Ellegaard eneste cykelrytter blandt de fem nominerede. I årene mellem 1901 og 1911 vandt han seks gange verdensmesterskabet i sprint på bane for professionals, og det var i en tid, hvor banesporten og sprintet klart overstrålede landevejen og stod som det største i cykelsporten, også internationalt. 10 De, der har kendt Thorvald Ellegaard, beskriver ham som et ydmygt og beskedent menneske, der blev oprigtigt glad og dybt rørt, når hæder og hyldest blev ham til del. Han lagde ikke skjul på, at hans resultater nok så meget skyldtes flid og pligtopfyldenhed som det gudsbenådede talent. Interessant kan det i den forbindelse være at læse, hvad en udlænding i samtiden mente om Ellegaard. Berlineren Fredy Budzinski (1879 1970) skrev i en biografi om vor berømte landsmand bl.a.: Den velvoksne dansker tåler sammenligning med sportens største matadorer og på adskillige punkter overgår han dem endog. Man ser det ikke umiddelbart, men han har et stærkt temperament. Han er cykelrytter med liv og sjæl, og for Thorvald Ellegaards sidste start på Ordrupbanen 26. september 1926. Guld VM Sprint professionals 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911. Sølv VM Sprint professionals 1904, 1905, 1910 og 1913. Grand Prix Paris 1901 og 1911. DBC s Grand Prix på Ordrupbanen 1899, 1901, 1902, 1903, 1904, 1905, 1906, 1907, 1910, 1911 og 1914. Dansk mester Sprint 1898. Dansk mester Dansk Mil 1898, 1899 og 1900. Opnåede i sin karriere 1.560 placeringer i internationalt betydende løb, heraf 971 sejre. I adskillige kilder kan man se Ellegaard nævnt som dansk mester alle årene fra 1898 til 1925. Dette er ikke korrekt. Han boede det meste af sin professionelle karriere i Paris og deltog slet ikke i DM i tiden efter 1900. 11

BANEN I KOCHSGADE Da banen i Fruens Bøge definitivt lukkede og slukkede i 1910 skulle der gå 15 år før Odense atter fik en cykelbane eller noget, der lignede det I foråret 1922 så en ny fynsk cykelklub dagens lys under navnet Fyns Stifts Cykelklub. Stifteren var tømrermester H.P. Petersen, en af tidens ildsjæle i fynsk cykelsport. Der havde længe været talt om planer om en ny cykelbane, og kommunen havde erklæret sig positiv, men det var blevet ved snakken, indtil tømrermester Petersen gjorde noget ved sagen. Han opgav at vente på kommunen men tog i stedet kontakt til atletikklubberne O.G. og Stjernen og fik en aftale i stand, så cykelrytterne kunne låne cindersbanen i Kochsgade. Når banen blev hævet en meter i svingene, kunne den bruges af såvel løbere som cykelryttere et interessant apropos til samarbejdet mellem atletik og cykelsport anno 2015! I april 1925 var banen klar og 2. pinsedag 1925 kørtes det første stævne og iflg. referater fra samtiden ligefrem sprængte publikum tælleapparaterne for at komme ind (!). Man havde fået totalisatorbevilling og på 1. dagen omsattes kr. 1.614. Hovedløbet over én dansk mil vandtes af Elmer Volder, der skulle blive den nye banes lokalmatador. Ellegaard og Spejderen i Kochsgade Åbningssæsonens største begivenhed fandt sted torsdag 11. juni 1925, hvor Thorvald Ellegaard deltog i 12 Elmer Volder var lokalmatador i Kochsgade og han vandt også i 1925 det første Grand Prix på banen. løbene i anledning af sit 30 års rytterjubilæum. 3.000 tilskuere mødte op og hyldede den nu 48-årige champion, der som det sig hør og bør vandt sit jubilæumsløb foran den dygtige københavner Niels Magnussen og tyskeren Bruno Wegener. Det var første gang i 15 år man igen så Ellegaard på en fynsk cykelbane og det blev den største dag i Kochgade-banens historie, også selv om Ellegaard kom igen ved et par senere lejligheder. Et andet af dansk cykelsports store navne nåede også at gæste banen. Det var den unge Willy Falck Hansen, der dengang blot var 21 år og befandt sig i den anden ende af sin karriere. I overværelse af 2.000 tilskuere vandt den senere så succesombruste Spejder suverænt Grand Prix 1926 foran Elmer Volder. Men ideel var banen i Kochsgade jo ikke og det gik nedad med interessen Ellegaard ved jubilæumsløbet i 1925. i sæsonen 1927. Man drømte stadig om at få en rigtig cykelbane ved kommunens mellemkomst, og Fyns Stifts Cykelklub brugte mange ressourcer på sagen men måtte til sidst give op. Man havde fået bevilling til en række totalisatordage i 1928, Elmer Volder, Willy Falck Hansen og helt t.h. den initiativrige formand H.P. Petersen. men fik dem aldrig udnyttet. Og dermed sluttede et entusiastisk men kort stykke af odenseansk banesports historie. Totalisatorspil Begrebet totalisatorspil i forbindelse med cykelløb er måske ikke så bekendt for nutidens deltagere og tilskuere, så en lille forklaring er måske på sin plads. Totalisatorspil, hvor man kan gøre indsats/spille på de deltagende ryttere, sådan som det kendes fra hestesporten og fra duevæddeløb, var almindeligt i banecykling i Danmark, faktisk lige fra den spæde start i 1880 erne og hundrede år frem. Overskuddet fra totalisatorspillet var i mange år af afgørende betydning for cykelbanernes økonomi, ofte nok så væsentlig som entréindtægten. Men totalisatorspillet var ikke ganske problemfrit. Det var mennesker, man havde med at gøre, og mennesker taler sammen Rygter om keep aftalt spil opstod med jævne mellemrum, og af og til måtte man konstatere, at der ikke blot var tale om rygter Totalisatorspillet krævede derfor en høj grad af disciplin og en streng håndhævelse af reglementets bestemmelser om, at man altid skulle køre sin egen chance. Når banerne i 1980 erne droppede totalisatorspillet, var det først og fremmest fordi, omsætningen var faldet til et niveau, så indtægten for banerne ikke længere stod i et rimeligt forhold til omkostningerne, på den ene og den anden måde. Udover Danmark er det stort set kun i Japan, at man kender til totalisatorspil i forbindelse med cykelløb. I Japan har de berømte keirinløb specielt efter 2. verdenskrig været en guldgrubbe for japansk cykelsport. 13

DRØMMEN OM EN NY CYKELBANE Drømmen om en ny cykelbane levede fortsat i Odense, men der skulle gå mere end 20 år før drøm blev til virkelighed. I mellemtiden forlystede man sig med diverse surrogater som slaggebaneløb, cindersbaneløb på stadions, rulleløb etc. Men søndag den 25. juli 1948 kørtes det første officielle stævne på den nye Odense Cyklebane, en 333 1 / 3 meter cementbane med hævede sving og en bredde på 7 meter. Banen var kommet i stand på privat initiativ med den 70-årige Salomon Andersen som 14 primus motor. Han havde været den sidste formand på den gamle bane i Fruens Bøge, og nu meldte han sig atter under fanerne, efter 35 års fravær Den 8-årige Bent Arne Andersen i Dannebrog Halsbrækkende cindersbaneløb var et lidet tilfredsstillende alternativ mens man ventede på den rigtige vare, en ny cykelbane i Odense. fra cykelsporten! Som sportsleder havde man engageret Martin Jensen, foreløbig for en fem måneders periode. Martin Jensen havde en fortid som en dygtig banerytter på Ordrupbanen, både som amatør og professionel, og han havde efterfølgende været en værdsat lederskikkelse i cykelsporten. 9.000 tilskuere på åbningsdagen Strålende solskin og 9.000 tilskuere var den festlige ramme om åbningsstævnet. Efter diverse taler kørte den 8-årige Bent Arne Andersen dannebrogsklædt den første omgang på den nye bane og derefter sejrede Haagen Christensen, der skulle blive en af den nye banes første lokalmatadorer, i Thorvald Ellegaards Erindringsløb. En match mellem Danmarks tre bedste sprintere vandtes af danmarksmesteren Axel Schandorff foran Heron Mariager og Ib Vagn Hansen. 7½ løbedag nåede man at få afviklet den første sæson og regnskabet udviste et overskud på kr. 46.846 kr. Optimismen herskede og sportsleder Martin Jensen fik en treårig kontrakt til en gage af kr. 10.000 pr. år. Fruens Bøge-banen nåede at eksistere i 16 år, den interimistiske bane i Kochsgade blot i godt tre. Den nye bane fik en forrygende start men kom også til at opleve sine op- og nedture, alligevel holdt den flaget vejende i mere end 60 år frem til 2010, hvor de sidste løb blev kørt på den gamle og efterhånden hårdt medtagne cement. Og man gav ikke op, før man med sikkerhed vidste, at en moderne indendørs 250 meter bane var på vej. 15

ODENSEBANEN 1948-1962 Forventningerne var store forud for den første hele sæson på den nye bane, men man kom hurtigt ned på jorden. De første løbedage i 1949 skuffede såvel med hensyn til tilskuere som med omsætning i totalisatoren. Senere på sæsonen rettede det sig noget, og man fik en stor dag 22. juni da folkehelten Willy Falck Hansen under publikums udelte begejstring kunne vinde en match efter dernymotorer foran den berømte hollænderen Jan Derksen. Det var den nu 43-årige Spejders første besøg på odenseansk bane siden han i 1926 vandt Grand Prix i Kochsgade. Løbedagen efter kørtes det første Grand Prix på den nye bane. Det vandtes af københavneren Ib Vagn Hansen, der senere skulle komme til at spille en betydelig rolle for Odense Cyklebane. Bedste lokale ryttere var Haagen Christensen og Erik Korsholm, der satte præg på begivenhederne i Odense i de første år. Og så var der Bent E. Jørgensen, der i 1951 i 4 km indiv. forfølgelsesløb hjemførte banens første danmarksmesterskab. Året forinden havde Odensebanen for første gang været vært for et danmarksmesterskab, også i forfølgelsesløb, og her var Bent E. blevet nr. 3. Odensebanen befæstede sin position som en vital del af dansk banesport i de første år af 1950 erne, men alt var naturligvis ikke idyl. Til de mindre morsomme oplevelser hørte et besøg af en halv snes danske professionals på banen i august 1950. Den chauffør, der havde kørt de professionelle ryttere fra København til Odense, deltog med et så påfaldende held i totalisatorspillet at det gav anledning til mistanke om aftalt spil. Det blev der en stor sag ud af, men den endte med at falde på bevisets stilling. Men det varede et par år før der atter blev kørt løb for professionals på Odensebanen. Ib Vagn sportsleder og Palle Lykke begynder I marts 1953 døde Odensebanens afholdte sportsleder Martin Jensen og hans efterfølger blev, overraskende for de fleste, den 27-årige københavner Ib Vagn Hansen, der havde været aktiv så sent som året forinden, hvor han var blevet dansk mester i sprint og nr. 6 i 1.000 meter på tid ved OL i Helsingfors. At han skulle holde på posten i 10 sæsoner, var det måske ikke alle, der havde ventet. Blandt de første begyndere, den nye sportsleder modtog på banen, var den blot 16-årige Palle Lykke Jensen. Han var egentlig for ung, men fik alligevel snakket sig ind, og selv om han var lidt klein i det, så gik det endda. Da sæsonen var forbi havde han vundet såvel Begyndermesterskabet som B-mesterskabet. 24 timers parløb på Odensebanen - Var de rigtig kloge på Odensebanen? 24 timers parløb på åben bane og for amatører, det kan man da ikke? Det må være noget ham den nye sportsleder har fundet på! Sikkert nok har det været Ib Vagns idé, at der 14. 25. august 1954 skulle køres 24 timers parløb på Odensebanen. Om vinteren kørte 6-dagesfeberen på højtryk i Forum i København og fra januar 1954 også i Århushallen. Hvorfor ikke køre med på bølgen, selv om man ingen vinterbane havde Ib Vagn Hansen var ikke blot en dygtig sportsleder, han var også en god PR-mand, og han forstod at slå på tromme for sine arrangementer. Til det første 24 timers løb kom der på de to dage 14.000 tilskuere, og De første lokalmatadorer, t.v. Bent E. Jørgensen (dansk mester 1951) og i midten Haagen Christensen (Vitesse Cykler). T.h. Ib Vagn Hansen, først populær rytter i Odense, senere dygtig og idérig sportsleder. 16 Palle Lykke t.v. var bedste begynder på Odensebanen 1953. Hans mentor var den erfarne Erik Korsholm t.h., der siden midten af 1930 erne havde huseret på de fynske landeveje, og som fortsatte sin karriere helt frem til og med sæsonen 1955. 17

Stemning og fest på Odensebanen august 1954 det til trods for at vejret drillede og løbet momentvis måtte neutraliseres. Dertil kom at det ikke var så lige til at køre et så stort parløb på en åben cementbane med amatørryttere med begrænset erfaring i den specielle parløbsteknik. Styrt kunne ikke undgås, ikke mindst når trætheden satte ind, for der skulle som i 6-dagesløbene (dengang) konstant være mindst én rytter fra hvert par på banen. Det første 24 timersløb vandtes af de ikke ueffne tyskere Willi Hochgeshurtz Hardy Remagen foran 18 Odenseparret Bendy Pedersen Ove Rasmussen. Bendy Pedersen blev senere som professionel en glimrende vinterbanerytter. I juli 1955 kørtes det andet og sidste 24 timers parløb i Odense. Man startede med at hele feltet kørte i samlet optog fra Albani Torv til cykelbanen, mens et rullende orkester spillede 6-dagesvalsen. Denne gang var det ikke regnen men heden, der generede rytterne, og det så slemt at man malede styrthjælmene hvide for at udholde varmen Den odenseanske elite 1953 fra venstre Bent E. Jørgensen, Svend Aage Hansen, Ove Rasmussen, Kaj Andersen, Erik Korsholm og Rønn Nielsen. Fra det professionelle Grand Prix i 1955: Fra venstre tyskeren Werner Potzernheim, danskeren Ove Krogh Rants og hollænderen Arie van Vliet. Se tilskuerpladserne! Landevejsrytterne Hans E. Andresen Bent Ole Retvig, der senere blev kendte 6-dagesryttere, vandt løbet foran englænderne Don Burgess Dennis Peterson og de lokale helte Bendy Pedersen Palle Lykke, men der skumledes i krogene om, at vinderne havde fået ublu hjælp af det andet københavnske landevejspar Fritz Ravn Jørgen Frank Rasmussen. Når der ikke blev flere 24 timers parløb i Odense, så var det ikke på grund af manglende interesse fra publikum (der var 16.000 til løb nr. 2) og ryttere, men fordi Danmarks Cykle Union nedlagde forbud. Om det var under indtryk af uroen efter det sidste løb eller om det var fordi man ikke fandt, at et sådant løb var passende for amatørryttere, skal være usagt. Odensebanen kørte i stedet i årene 1956, 1958 og 1959 8 timers parløb, men det havde ikke helt den samme gennemslagskraft. Odense Bys Grand Prix Siden 1949 havde man kørt Odense Bys Grand Prix i sprint for amatører, og fra en spæd begyndelse på stort set national basis, havde løbet efterhånden fået internationalt snit med vindere som englænderen Cyril Peacock i 1953 og tyskeren Werner Potzernheim i 1954. I 1954 kørte man for første gang også et professionelt Grand Prix, som vandtes af et af tidens allerstørste navne, englænderen Reginald Harris, der imponerede ved at sætte banerekord for 200 meter med tiden 11,5 sekund. Amatørernes Grand Prix blev en fast tradition i Odense, og det kørtes op gennem tiden, helt frem til 1999, mens det professionelle Grand Prix kun kørtes, når man fandt det aktuelt og kunne finde penge til det. Bag i hæftet kan man finde vinderlisten fra Grand Prix erne gennem årene. 19

Bechmann (t.v.) og Proppen før et af deres mange opgør på Odensebanen Palle Lykke, van Steenbergen og Kay Werner på Odensebanen 1959. Bechmann og Proppen De bedste fynske sprintere blev efterhånden bedre og bedre til at matche københavnerne og specielt to navne gjorde sig gældende i perioden. Det var Preben Johansen, populært kaldet Proppen, hvilket man forstår, når man ser hans statur, og Willy Bechmann. Preben Johansen begyndte i 1952 og kørte frem til 1962. Willy Bechmann startede sin karriere på Ordrupbanen men flyttede til Odense og var fra 1955 og frem til 1962 en af banens mest markante ryttere. Willy Bechmann vandt sølv ved DM i sprint 1957 og 1958 og han blev nr. 3 i 1960. Han opnåede en flot 3. plads i Odenses Grand Prix 1957 og vandt Odensetrøjen i 1956 og 1958. Preben Johansen var Begyndermester i 1952. Ved DM i sprint vandt han sølv i 1959 og var en overgang indehaver af den danske rekord på 500 meter på tid. Og han vandt Odensetrøjen i 1959. Preben Johansen blev efter karrieren en aktiv leder i dansk cykelsport og ikke mindst en energisk kasserer for OCK. Yderligere kendt som indehaver af Lille-Pers Konfekture. Euchen Larsen (t.v.) her sammen med Proppen og Ib Vagn var i mange år en værdsat leder på Odensebanen. Bechmann gjorde senere karriere som forretningsmand, bl.a. med Carmen Curlers og Club La Santa på Lanzarote. I 50 års alderen gjorde han et spektakulært come back på cyklen, og mange mente, han selv inklusive, at havde han i sin ungdom haft den samme vilje og energi, som han senere lagde for dagen, var hans cykelkarriere blevet endnu flottere Palle Lykke som prof. trækplaster Palle Lykkes bedrifter er beskrevet andetsteds, men han var naturligvis også en af periodens markante skikkelser på Odensebanen, selv om han også lagde megen tid på landevejen. Fra 1958 var han et stort trækplaster ved de professionelle stævner, der i kraft af Palle fik en renaissance på Odensebanen. Atter en fynsk verdensmester Fynsk banesport havde markeret sig smukt i den danske cykelsportshistorie, ikke mindst efter at Odensebanen kom i gang i 1948, men ikke siden Thorvald Ellegaards dage havde man oplevet en fynsk verdensmester. Det kom man til i 1962, og det var ikke så lidt af en sensation, for det var også den første danske verdensmester i 13 år! Navnet var Kaj Erik Jensen og året var 1962, hvor han vandt den eftertragtede regnbuetrøje i 4 km indiv. Forfølgelsesløb på Vigorellibanen i Milano. Tre uger før VM havde Preben Isaksson på Ordrupbanen vundet det danske mesterskab, men finalekampen mellem ham og fynboen Kaj E. havde været knivskarp, 5.07,66 og 5.07,95 viste urene. Begge ryttere skulle herefter repræsentere Danmark ved VM og her lagde Kaj E. sensationelt ud ved i den indl. tidskørsel at præstere bedste tid af alle 4.54,2. Efter sikre sejre i halvfinale og kvartfinale kom han frem til finalen mod belgieren Herman van Loo, som han i tiden 4.55,4 slog med mere end tre sekunder. 1962 blev i øvrigt et 20 21

gemmebrudsår for dansk cykelsport efter flere års mørke. Foruden Kaj E.s VM blev det på banen til sølv for 4.000 meter holdet med Kaj E. Jensen, Kurt vid Stein, Preben Isaksson og Bent Hansen, og på landevejen vandt Ole Ritter sølv i amatørernes landevejsløb og Danmark tog endvidere sølv i holdløbet. Begejstringen var stor hjemme i lille Danmark og naturligvis ikke mindst på Fyn. Desværre og typisk dansk, fristes man til at sige skulle der dog komme lidt krusninger på vandet, da man skulle diskutere, hvem æren for det fornemme resultat skulle tillægges: Den italienske træner Guido Costa, der var chef for rytterne ved VM, eller hollænderen Jan Buis, der havde set Kaj E.s talent og trænet ham op hjemme i Odense Desværre blev det ikke så mange år, dansk cykelsport fik glæde af Kaj E. Jensens enestående talent og evner. Kaj E. Jensen, født 19. februar 1942, Kaj E. med træner Jan Buis. 22 var dukket op på Odensebanen i 1959, hvor han var næstbedste begynder efter Leif Larsen. Samme år vandt han junior DM på landevej i 30 km enkeltstart. Efter jubelåret 1962 vandt han i 1963 DM i forfølgelsesløb på hjemmebane i Odense foran den nye komet Mogens Frey, og han deltog også i VM i Liége i Belgien, hvor han blev nr. 4 i den indl. tidskørsel for derefter at blive slået af russeren Moskvin. Et sidste DM vandt han på Odenses hold i holdforfølgelsesløb i 1965 på Århusbanen. Han kørte endnu et par sæsoner frem til 1967, men nåede aldrig igen niveauet fra 1962. 30. august 1962 forlod Ib Vagn Hansen sportslederjobbet efter 10 sæsoner på posten. 1. september og nogle år fremover overtog parret Bendt Banke, der i en periode havde været en af banens bedste ryttere, og Anders Andersen opgaven. Efter et par år blev Bendt Banke erstattet af Bent Storm. Kaj E. på vej mod VM-titlen i Milano. ODENSELØBET & ODENSETRØJEN På cykelbanen i Odense blev der op gennem årene skabt en række traditioner, hvoraf nogle havde stærk lokal karakter og spillede en væsentlig rolle i banens sportslige liv. Én af dem var Odenseløbet, der kørtes over en serie køb gennem sæsonen, for at blive afsluttet på en af sæsonens sidste løbedage. Vinderen vandt den eftertragtede Odensetrøje, som i hvert fald en overgang var hvid med rød inskription. Konkurrencen blev indstiftet i 1954 og det er lykkedes at fremtrylle vindernavnene frem til og med 1971 + 1974 og 1976. Konkurrencen har med sikkerhed været kørt endnu en række år, men hvor længe og vindernavnene har det desværre ikke været muligt at finde frem til. På hosstående foto ses de to bedste efter Odenseløbet 1961, vinderen Leif Larsen (holdt af Haagen Christensen) og den senere verdensmester Kaj E. Jensen. ODENSETRØJEN 1954: Ove Rasmussen, 1955: Leo Lind, 1956: Willy Bechmann, 1957: Svend Aage Johansen, 1958: Willy Bechmann, 1959: Preben Johansen, 1960: Jens Normann, 1961: Leif Larsen, 1962: Ole Bækgaard, 1963: Leif Larsen, 1964: Jørgen Lønsmann, 1965: Peder Pedersen, 1966: Jørgen Lindegaard, 1967: Jørgen Lønsmann, 1968: Poul G. Hansen, 1969: Poul G. Hansen, 1970: Poul G. Hansen, 1971: Jørgen Jensen, 1972:?, 1973:?. 1974: Jørgen Lønsmann, 1975:?,1976: Per Andersen. 23

PALLE LYKKE Født 4. november 1936 Død 19. april 2013 Hans fulde navn var Palle Lykke Jensen, men da Palle fra Fyn i 1958 blev hele Danmarks 6-dageshelt, forsvandt Jensen lige så stille. Da han i november 1957 debuterede på vinterbanen i Forum havde han allerede i en række år været betragtet som et af de største talenter i dansk cykelsport, og der tales stadig om, at han i 1956 på landevejene ved Ballerup kunne være blevet verdensmester i amatørernes løb. 200 meter fra mål sad Palle på hjul af den senere vinder, hollænderen Mahn, men så var det at en forbandet italiener rev ham i trøjen, så han mistede trådet og først blev nr. 4 Som amatør markerede han sig som en af vores bedste landevejsryttere og hans 4. plads ved VM bragte ham da også en plads på det danske 24 OL-hold i Melbourne 1956. Dengang kunne man finde på at sende en ung amatørrytter over på den anden side af jordkloden for som eneste dansker at deltage i landevejsløbet, uden leder, massør eller mekaniker til at støtte sig. Resultatet blev derefter, Palle udgik. Også på banen var Palle med helt fremme, og på Ordrupbanen skabte han opmærksomhed ved at slå de bedste københavnere. I 1957 blev han sammen Eluf Dalgaard, Kurt vid Stein og Svend Aage Hansen (som Palle fra Fyn) europamester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb. Som professionel blev vinterbanen og 6-dagesløbene hans primære levevej og han gik over på det helt rigtige tidspunkt, hvor Kay Werner stod og skulle bruge en ny makker i par nr. 7. Allerede i deres første løb sammen vandt de! Det var i Århus i januar 1958, og det var her at en grådkvalt Palle før æresrunden takkede sin gamle farmor for en sympatipræmie på 50 kr. for god kørsel. Det var noget Gunnar Nu kunne bruge, den gik direkte ind hos de danske TV-seere! Parret Kay Werner Palle Lykke blev på rekordtid et par i international topklasse og i 24 6-dagesstarter sammen vandt de otte sejre og var 19 gange på podiet. På det tidspunkt var der faktisk kun danskerne og så det belgiske par Van Steenbergen Severeyns, og derefter de andre Da Kay Werner stoppede i 1961 flyttede Palle til Belgien og kørte et par sæsonen med Rik van Steenbergen, Også i den kulørte ugepresse var Palle fra Fyn godt stof. der også en overgang var hans svigerfar. I den sidste del af karrieren havde han succes i makkerskabet med landsmanden Freddie Eugen. Der var ingen vinterbaner og 6-dagesløb i Danmark i den periode, men par nr. 7 i eksil vandt på de udenlandske baner 7 6-dagessejre, inden Palle sluttede definitivt i 1969. Landevejen havde i hans prof. tid kun sekundær betydning for ham, men han opnåede dog en bemærkelsesværdig 3. plads i den belgiske semi-klassiker Gent Wevelgem i 1966. Debuterede på landevejen i 1952 og på Odense Cykelbane i 1953. Professionel 1957 1969. Nr. 4 ved VM på landevej for amatører i Ballerup 1956. OL-deltager på landevej i Melbourne 1956. Europamester i holdløb på bane i Leipzig i 1957. Dansk mester i sprint som professionel 1958, 1959, 1960 og 1961. Europamester i omnium 1962. Europamester i parløb 1963 med Rik van Steenbergen. Nr. 3 i Gent Wevelgem 1966. Med 21 6-dagessejre mest vindende danske 6-dagesrytter gennem tiderne. 25

ODENSEBANEN 1963-1987 Det sportslige ansigt på Odensebanen havde ændret sig i 1963. Bechmann og Proppen var væk. Åbningsløbet (sprint) blev vundet af Ole Bækgaard foran verdensmesteren Kaj E. Jensen, Jørgen Lindegaard og begynderen fra året før, Peder Pedersen, der nu kørte med nr. 44 på ryggen. Nr. 44 var nu ikke så dårlig, senere på dagen vandt han et ¼ mile scratchløb og et 6 omg. spurtløb og tog 2. pladsen i et udskilningsløb. Foruden de allerede nævnte bestod A-klassen af navne som Leif Larsen, Leif Jul Andersen, Jørgen Lønsmann, Erik G. Hansen, Poul Jørgensen og Kurt Rasmussen. Mest lovende af begynderne var Jørgen Jensen, der senere skulle blive en af banens bedste sprintere. Bedste Odenserytter i 1963 var Leif Larsen. Han toppede præmielisten med 29 sejre, vandt Odenseløbet og var på det danske hold, der ved VM i Liège vandt bronze i 4.000 meter holdforfølgelsesløb. Hans holdkammerater var københavnerne Kurt vid Stein, Preben Isaksson og Bent Hansen. Store Peders gennembrud Efter mange års københavnsk dominans i sprint havde provinsen for alvor taget over i begyndelsen af 1960 erne. I 1962 havde århusianeren Per Sarto vundet DM og året efter gjorde hans kun 16-årige bysbarn Niels Fredborg ham kunsten efter. Og så i 1964 vandt Peder Pedersen på Ordrupbanen den første DM-titel i sprint til Odense siden Ellegaards dage. Peder Pedersens karriere er nærmere beskrevet andetsteds i hæftet, men han var længe et flagskib for odenseansk cykelsport, også selv om han i en periode havde base i København. Hans dyster med den jævnaldrende århusianer Niels Fredborg var legendariske, og begge disse to store navne i dansk banesport var senere enige om, at den indbyrdes konkurrence i høj grad var befordrende for deres sportslige udvikling. Provinsen udfordrer København Ikke kun i sprint men også i tempodisciplinerne rykkede provinsens bedste ryttere frem, og efter at 4.000 meter holdforfølgelsesløb var blevet indført som DM-disciplin i 1962 blev ikke mindst kampen om dette mesterskab en intens og prestigemættet fight mellem de tre baner i København, Århus og Odense. Stor var glæden og stoltheden på Fyn, da kvartetten Kaj E. Jensen, Erik G. Hansen, Jørgen Lønsmann og Ove Petersen i 1965 for første gang fravristede københavnerne titlen. Bølgerne kunne gå højt og lokalpatriotismen kunne måske af og til på begge sider af Storebælt tage overhånd, men alligevel var datidens engagement langt at foretrække for den apati, der i dag præger dette mesterskab, når det overhovedet bliver kørt. I det hele taget må man sige, at DBC og Ordrupbanens dominerende stilling i dansk banesport blev udfordret i disse år, både sportsligt og på ledersiden, og det var nok meget sundt Odenses første DM i holdforfølgelsesløb, vundet på Århusbanen i 1965. Fra venstre Ove Petersen, Erik G. Hansen, Kaj E. Jensen og Jørgen Lønsman. København Provinsen i kamp på Odensebanen, fra venstre Kurt vid Stein (Kbh.), Peder Pedersen, Poul Jørgensen, Alf Johansen (Kbh.), Ib Sejersen (Århus), Søren Poulsen (Kbh.) og Preben Isaksson (Kbh.). 26 27

Peder Pedersen (t.v.) og Jørgen Jensen var Odenses to bedste sprintere i midten af 1960 erne. For dansk banesport totalt var perioden en storhedstid, der kronologisk blev omkranset af de to fynske verdensmestre Kaj E. Jensen i 1962 og Peder Pedersen i 1974. Palle Lykke lægger op, Peder P. bliver professionel Lejlighedsvis, om end ikke i samme omfang som tidligere, præsenterede man bysbarnet Palle Lykke, der nu boede i Belgien. Sidste gang man så Palle Lykke på Odensebanen var 28. august 1969. Hele 20 internationale professionals besøgte Odensebanen, og Palle Lykke vandt VIKASUPER Omnium og par nr. 7 Palle Lykke Freddie Eugen blev nr. 3 i et 75 omg. parløb, der vandtes af det kendte tyske par Klaus Bugdahl Sigi Renz. Palle Lykke indstillede karrieren få måneder efter. 28 Palle Lykke for sidste gang i Odensebanens dommertårn. Verdensmester Pedersen og hans franske træner og rådgiver Emile Carrara. Herefter skulle der gå nogle år, før der atter var interesse for professionelle cykelløb i Odense, men da Peder Pedersen i 1974 gik over, måtte man naturligvis se ham også i den metier. 15. juli 1974 kom det professionelle Grand Prix på programmet igen efter flere års pause, og Peder Pedersen vandt foran den daværende verdensmester, belgieren Robert van Lancker. Da PP 10. september igen besøgte Odensebanen, var det som nybagt verdensmester (se side 35), men i en revanchematch på hjemmebanen måtte han se sig slået af sin australske ærkerival John Nicholson. Peder Pedersen kørte som professionel frem til 1977. I 1975 vandt han sølv ved VM og blev europamester i sprint på vinterbanen i Forum. De første 25 år Onsdag 25. juli 1973 kunne Odense Cykle Bane fejre sit 25 års jubilæum. Klubbens formand C.W. Sørensen hyldede på dagen den mand, der mere end nogen anden havde været primus motor for banens tilblivelse, afdøde Salomon Andersen, manden som C.W. Sørensen selv i 1960 havde efterfulgt som klubbens formand. 2.000 tilskuere var mødt op, og det var mange på Odensebanen i de år, hvor man som de andre baner havde måttet notere en betydelig nedgang i tilskuerinteressen i forhold til de store år i 1950 erne. En bykamp Odense Århus København vandtes af det københavnske hold, ført an af Peder Pedersen, der jo på det tidspunkt var københavner. Odenses hold, der bestod af Jørgen Lønsmann, Leon Jensen, Evan Rasmussen og Claes Larsen, blev nr. 2 og Århus med bl.a. Gert Frank blev nr. 3. En veteranmatch vandt Haagen Christensen, der også havde været med i 1948, med 200 meter tiden 14,9 sekund. Også tidligere Odensestjerner som Bent E. Jørgensen, Bendy Pedersen, Bent Storm, Kaj E. Jensen og Jørgen Jensen havde fundet cyklen frem i dagens anledning. Så begejstret var man for succesen at man fejrede igen året efter med Albani Cup, et fire timers parløb, der skulle vække minder om tidligere tiders store parløb på Odensebanen. Løbet var velbesat, australierne Murray Hall David Allan vandt på points foran de unge københavnere Kim G. Svendsen Kim Refshammer og Ivar Jakobsen Bjarne Sørensen. Som nr. 4 kom århusianeren Gunnar Asmussen med den senere kendte australske 6-dagesrytter Gary Wiggins (far til 29

Også i 1975 kørtes der 4 timers parløb i Odense, men ikke med helt den samme succes. På billedet ses bl.a. Gert Frank (6), Maurice Burton fra Jamaica (4), parret Medhurst Sanders (2), Bjarne Sørensen (9) og Kurt Jørgensen (12). Gert Frank Thorkild Berg vandt foran Wiggins Burton. Tour-vinderen Bradley) og som nr. 5 bedste Odense-par Jørgen Lønsmann Evan Rasmussen. Først som nr. 6 og en omgang tilbage kom Niels Fredborg Gert Frank. En ny generation Efter den store tid med Peder Pedersen & Co. kom der en periode med en vis stagnation i odenseansk banesport, men fra 1979 var der atter fremgang at spore. Efter 14 år vandt et odenseansk hold igen mesterskabet i holdforfølgelsesløb, og det skete på hjemmebanen i Odense, hvor en ny generation med Henning Larsen, Peter Ellegaard, Claus Rasmussen og Lars Johansen triumferede. Derudover blev Claus Rasmussen dansk mester i pointsløb og Henning Larsen mester i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Det nye gennembrud for fynsk banesport understregedes ved at fynske ryttere tog tre af titlerne ved junior DM med dobbeltsejr til Stig Larsen i sprint og 1.000 meter og sejr til Lars Johansen i 3 km indiv. Ikke til OL - Har Odenses talenter betalt for De uheldige heltes OL-billetter? Sådan spurgte bladet Cykle Sports redaktør i juli 1980, da det blev klart, at Danmark ikke fik et 4.000 meter hold med til OL i Moskva. De uheldige helte var et navn samme redaktør (der havde det med at finde på navne og mene ting) fire år forinden havde opfundet til det hold (fire københavnere), der ved OL i Montreal havde haft eklatant fiasko. Olympisk Komité havde mistet tilliden til danskernes formåen i denne gamle paradedisciplin, og så hjalp det ikke at et hold bestående af tre fynboer (Claus Rasmussen, Peter Ellegaard og Henning Larsen) sammen med Danmarks på det tidspunkt største Claus Rasmussen (t.v.) vandt mellem 1979 og 1983 ni danske mesterskaber på bane. Her ses han efter sejren på 1.000 meter i Ordrup 1980. I midten den detroniserede mester Bjarne Sørensen fra København og t.h. endnu en fynbo, Stig Larsen, der vandt bronze. Peter Ellegaard, Claus Rasmussen, Henning Larsen og Hans-Henrik Ørsted kørte stærkt på Odensebanen 1. juli 1980, men ikke stærkt nok efter DOK s mening. 30 31

cykelnavn, Hans-Henrik Ørsted, på Odensebanen i en match mod New Zealand ikke blot vandt men også kørte på tiden 4.36,39, bedste danske tid på dansk bane på det tidspunkt. Det var en stor skuffelse for dansk cykelsport i almindelighed og fynboerne i særdeleshed. Den fynske dominans i dansk banesport klingede så småt af i 1983, da Claus Rasmussen vandt sin 4. DM-titel på 1.000 meter og sin 9. DM-titel totalt. Claus Rasmussen sluttede karrieren i 1987 men blev efterfølgende en engageret træner og leder, såvel lokalt som på landsplan, og frem til dato har han været en rød tråd i odenseansk banesport. Man kan kun beklage at stortalentet Peter Ellegaard alt for tidligt droppede cykelsporten. Ikke kun hans efternavn (han havde dog ingen familiebånd til den store Thorvald) men først og fremmest hans indlysende talent gav en overgang håb om noget rigtigt stort. Et lyspunkt på falderebet var den unge Mark Kubach, der ved junior VM på New Zealand i 1983 var med til at vinde guld til Danmark i holdforfølgelsesløb, men også hans karriere blev også (for) kort. SPORTSLEDERE PÅ ODENSEBANEN I Odensebanens første år havde man som på banerne i København og Århus en fuldtidsanset sportsleder, men da Ib Vagn trådte tilbage i august 1962 fortsatte man en periode på amatørbasis. I 1968 fik man i en periode atter en professionel sportsleder i Kurt Rasmussen (født 1937). Ud over professionalismen var der også tale om en god del entusiasme og idealisme, et kendetegn for de fleste ledere i dansk banesport gennem tiderne, lønnede som ulønnede. Martin Jensen og Kurt Rasmussen En stolt sportsleder Ib Vagn Hansen sammen med Odenses nybagte verdensmester Kaj E. Jensen i 1962. Fra venstre Mark Kubach, Klaus Kynde (Århus), Lars Otto Olsen og Kenneth Røpke (begge Kbh.) samt juniorlandstræner Allan Poulsen efter den store sejr på New Zealand i 1983. 1948 1952: Martin Jensen 1953 1962: Ib Vagn Hansen (til 30. august) 1962 1965: Anders Andersen og Bendt Banke (fra 1. september 1962) 1966 1967: Anders Andersen og Bent Storm 1968 1972: Kurt Rasmussen 1973 1979: Poul Jørgensen 1980 1981: Kurt Rasmussen 1982: Claes Larsen 1983 1984: Bent Arne Andersen 1985: Claes Larsen 1986: Ib Vagn Hansen 1987 1990: Claes Larsen 1991: Arne Jedorf 1992 1998: Claus Rasmussen (formand bane) 1999: Claes Larsen 2000 2005: Uffe Sørensen 32 33

PEDER PEDERSEN Født 3. november 1945 Peder Pedersen startede sin cykelkarriere i Odense i 1962 og selv om han i 1968 flyttede til København af karrieremæssige grunde (både sportsligt og i sit civile erhverv indenfor politiet) og kørte som københavner resten af sin karriere, er der næppe tvivl om at han i hjertet forblev odenseaner og også blev betragtet som sådan. Da cykel-karrieren var slut, flyttede han og familien tilbage til Odense. Også efter den aktive karriere gjorde han en stor indsats for OCK og cykelbanen i Odense, både som formand for klubben fra 1981 til 1991 og som en af ildsjælene i projektet Junior VM 1988, hvorom man kan læse andetsteds. Peder Pedersen var i perioden 1964 til 1977 Danmarks bedste sprinter og både som amatør og siden som professionel tilhørte han verdenseliten. Højdepunktet i hans karriere var VM-sejren i 1974 i Montreal over ærkerivalen John Nicholson. På hjemlig grund huskes hans mange dyster med Niels Fredborg, der på én gang var en hård konkurrent og en god ven. I 1991 blev han formand for Danmarks Cykle Union og sad på posten til 2005, hvor han fik sæde i den internationale cykleunions bestyrelse. Peder Pedersen er æresmedlem af Danmarks Cykle Union. Både som cykelrytter og som menneske har han altid været besjælet af en stærk ambition, kombineret med en jernvilje og en høj grad af pligtopfyldenhed. Guld VM Sprint professionals 1974. Sølv VM Sprint professionals 1975. Sølv VM Sprint amatører 1970. Sølv VM 1.000 meter på tid amatører 1971. Bronze VM Sprint amatører 1969. Europamester Sprint professionals 1975. Dansk mester Sprint amatører 1964, 1965, 1969, 1970, 1971, 1972 og 1973. Dansk mester 1.000 meter på tid 1971 og 1973. Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1968. Dansk mester Sprint professionals 1977. 34 VM i Montreal 1974. Øverst vinder Peder Pedersen 3. og afgørende finaleafdeling over australieren John Nicholson. Nederst sejrspodiet med Nicholson (2), Peder Pedersen og belgieren Robert van Lancker (3). Det var det første verdensmesterskab i sprint til Danmark i 43 år! 35

JUNIOR VM I ODENSE 1988 Junior VM 1988 på landevejene ved Vissenbjerg og på Odense Cyklebane var et kæmpe prestigeprojekt for fynsk cyklesport. T.h. ses arrangementskomitéen Leif F. Jensen (landevej), Ib Vagn Hansen og Peder Pedersen. Alle sejl blev sat til da Fyn skulle være skueplads for junior verdensmesterskaberne 1988. Odensebanen var i 1987 i den anledning blev grundigt renoveret. Primus motor for arrangementet var Ib Vagn Hansen som generalsekretær og Peder Pedersen var ansvarlig for banearrangementet. Danmarks Cykle Union har grund til at være stolt over, at man har modige 36 og idealistiske ledere, som har turdet påtage sig denne kæmpe opgave, ikke mindst på baggrund af den kendsgerning, at man fra unionens side så godt som ingen støtte har været i stand til at give. Sådan skrev Cykle Sports redaktør i sin leder forud for VM, og det fortæller vel lidt om, hvad arrangørerne var oppe imod. Men arrangementet kørte, og det var flot og velorganiseret. Fra åbningsceremonien (t.v.) og træner Allan Poulsen med Christina Havn (t.h.). På DCU s kongres i januar var københavneren Otto Olsen blevet valgt som sportschef for de danske juniores efter et snævert kampvalg med odenseaneren Allan Poulsen, der havde kørt det ambitiøse Projekt 88, som dermed også blev underkendt. Det skabte desværre en del negativ medieomtale, da striden op til VM brød ud igen. Økonomien Og hvordan var så økonomien omkring dette VM? Løb det rundt? Om det kan OCKs daværende formand Peder Pedersen, der selv var direkte involveret i arbejdet med at skaffe det økonomiske grundlag, fortælle: - Nej, det gjorde det ikke. Vi havde ikke nogen egentlig hovedsponsor for arrangementet, men det lykkedes os ekstraordinært at sælge reklamepladserne på banen til forhøjede priser og på treårige kontrakter. En del fik vi ind i form af naturalier: Tøj til hjælpere, fri biler med benzin, blomster, drikkevarer fra Albani, kontormaskiner, opsætning af tribune, sejrspodie og afspærringsmateriel fra et entreprenørfirma m.m. Alligevel gav VM et stort underskud, ikke mindst p.g.a. de store afgifter til den internationale cykelunion UCI og også til DCU, som ikke var specielt hjælpsomme. Men vi blev reddet af et pænt overskud fra en efterfølgende Kim Larsen-koncert på cykelbanen og af de følgende års reklameindtægter. Stjerner i svøb Baneløbene blev ikke den store succes for de danske farver, men der blev vist god sport i Odense og blandt de unge verdensmestre var der flere stjerne i svøb: DDRs Jens Fiedler, senere to gange olympisk mester og verdensmester i sprint, Dimitri Nelubine fra Sovjet, der vandt VM og olympisk guld i holdforfølgelsesløb og hans landsmand Eugeni Berzin, der blev et stort navn på landevejen med sejre i Giro en og i Liège-Bastogne-Liège, Andreas Beikirch, der blev en kendt 6-dagesrytter, og de to franske piger Cathrine Marsall og Felicia Ballanger, der også i eliteklassen skulle vinde stribevis af titler. Også på landevejen Landevejsløbene ved Vissenbjerg ved junior VM i Odense ligger uden for dette hæftes emne, men lad os da alligevel nævne, at Danmark i juniorpigernes landevejs VM opnåede en enestående triumf med Gitte Hjortflod som verdensmester og Lotte Schmidt som nr. 3. Gitte Hjortflod 37

ODENSEBANEN 1989-2010 Junior VM i 1988 var helt klart et højdepunkt i Odensebanens nyere historie, men banen eksisterede fortsat og der kørtes regelmæssigt løb frem til midten af 00 erne. Men løbedagenes antal dalede, fra 25 30 løbedage pr. sæson i storhedstiden til under en halv snes de sidste år. Sportsligt kneb det også lidt, man havde ikke haft en dansk seniormester på bane siden Claus Rasmussens sidste titel på 1.000 meter i 1983, men pludselig gik det med ét slag meget bedre: I 1990 vandt Odense efter otte år atter det danske mesterskab i holdforfølgelsesløb og også mesterskabet i pointsløb gik til klubben i Odense. Hvad var forklaringen? Den simple at brødrene Dan og Ken Frost og Peter Clausen var blevet odenseanere i løbet af vinteren. Man erindrer, at Peder Pedersen i en periode havde været københavner, dengang havde det noget med bopæl at gøre. I 1990 var det ganske enkelt et spørgsmål om, hvilken klub der kunne byde 38 toprytterne de bedste betingelser. Forargeligt, ikke det mindste, cykelsporten fulgte blot den udvikling, man allerede i en menneskealder havde set i andre sportsgrene som fodbold, håndbold etc. Fjerdemanden på det sejrende Odense-hold var den indfødte Jesper Verdi, der to år forinden havde været på det danske hold ved junior VM. De bedste Odense-ryttere var i øvrigt sprinteren Henrik Nielsen, veteranen Svend Aage Schmidt, Bo Illum og den blot 16-årige Jakob Piil, som man skulle komme til at høre meget mere til senere. Odensebanen som hovedcenter for dansk cykelsport Tirsdag 30. maj 1989 blev en mærkedag for Odense Cyklebane. På den dag indviedes banen som intet mindre end hovedcenter for dansk cykelsport i Team Danmark-regi! Dagen markeredes på den sportslige front med et stort internationalt 50 km pointsløb med deltagelse af bl.a. den Henrik Nielsen (t.h.) vinder i 1989 på Odensebanen junior DM i sprint foran Claus Franck. I 2003 blev han dansk sprintermester som senior, igen på Odensebanen. olympiske mester Dan Frost og den belgiske stjernerytter Etienne Dewilde. Frost vandt løbet foran Dewilde og Jesper Verdi. Blandt de prominente gæster og talere var amtsborgmester og Team Danmark-repræsentant Per Kaalund, rådmand Søren Møller fra Odense Kommune og Team Danmarkkonsulent Niels Chr. Holmstrøm. Det var også ved den lejlighed at Odensebanen fik sine nye faciliteter med indkvarteringsmuligheder etc. Hvor stor betydningen som hovedcenter blev i praksis, kan diskuteres, men der er næppe tvivl om at beslutningen og initiativet var med til at forlænge den gamle cyklebanes liv. I 2001 indviedes arenaen i Ballerup, og derefter blev den Team Danmarkcenter, men der skulle hurtigt efter komme en periode, hvor man var mere end lykkelige for, at Odensebanen endnu fungerede Stadig ambitioner i Odense Selvom det var svære tider for banesporten, søgte man i Odense fortsat at holde fanen højt. Det internationale sprinter Grand Prix kørtes stadig og i begyndelsen Cup Danmark var navnet på det internationale 50 km pointsløb, der markerede indvielsen af det nye hovedcenter for dansk cykelsport i Odense i maj 1989. På billedet ses i front Dan Frost, herefter Jesper Verdi og belgieren Etienne Dewilde. af 1990 erne så man verdensnavne som Jens Fiedler, Michael Hübner og Gary Neiwand på den odenseanske cement. 1993 var præget af to store prestigestævner: 4. august havde man besøg af den fantastiske skotte Graeme Obree, der på sin specielt konstruerede cykel (med dele fra en vaskemaskine påstod man) pulveriserede flere banerekorder, og knapt 14 dage senere gæstede Danmarks nye Tour de France-helt Bjarne Riis banen. 50 års jubilæum i 1998 I 1998 fyldte Odensebanen 50 år, og det skulle naturligvis fejres, og det blev det med et stort stævne 17. august. Under betegnelsen Grand Prix Odense kørte man en omnium i fire afdelinger med deltagelse af en god del af den danske baneelite. Sammenlagt vinder blev den tidligere Svendborg-rytter Jakob Piil foran sin parløbsmakker og holdkammerat på det danske prof. hold Acceptcard Tayeb Brakia med Ronny Lerche på 3. pladsen. Stævnet var sat festligt op med Odense Pigegarde i spidsen og gensyn med flere af de gamle fra 39