Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression!

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Vores datter Emma blev født i okt. 2003. Vi havde været gravide før men jeg aborterede i 7. uge af graviditeten. Graviditeten med Emma var præget af angst for, at jeg heller ikke kunne holde på dette barn. Jeg var bange for fødslen men syntes også jeg som sygeplejerske måtte have en fordel i at have været i praktik på en barsels- og fødegang. Jeg fravalgte også bevidst fødselsforberedelser, det ville alligevel aldrig blive sådan som de sagde. Og så havde jeg heller ingen forventninger eller frygt for hvordan det skulle gå. Når barnet var kommet ind skulle det nok også komme ud. Åh ja jeg kunne mange fraser. Jeg blev, selvfølgelig, i mit arbejde til allersidste dag 8 uger før termin. Ingen problem. Jeg gik 18 dage over tid, og lad mig sige det var meget hårdt. Jeg havde vand i kroppen fra isse til tå og det var en MEGET varm sommer. Men jeg klagede ikke: det er ikke en sygdom at være gravid. Denne sætning tror jeg, jeg har sagt til mig selv 1000 gange i de 9 måneder. Jeg havde, fra jeg blev gravid ikke denne trang eller lyst til at amme. Og jeg mødte da også mærkelige ansigter når jeg sagde det åbent. Så jeg troede jo på at denne moderlige fornemmelse ville komme med tiden. Det gjorde den ikke, men jeg begyndte at amme alligevel, jeg vidste godt at det var meget vigtigt. Selve fødslen var et sandt mareridt. Jeg blev sat i gang med stikpille en morgen, men senere på dagen blev jeg sendt hjem pga. mangel på jordemødre. Veerne gik dog i gang om natten og vi ringede til fødegangen som sagde vi bare skulle komme. De næste 24 timer var fyldt med forskellige jordemødre, studerende her og der, ve-drop (som enten ikke gav veer eller gav mig veer uafbrudt), akkupunktur som ikke virkede, en læge som stak 6 gange i ryggen og endte med kun at bedøve den ene side, jordemødre som bare skubbede beslutningen om hvad der skulle ske til den næste. Jeg græd ikke, jeg beklagede mig ikke jeg var overbevist om at de gjorde hvad de mente var rigtig. Og jeg skulle i hvert fald ikke være en af dem (en bedrevidende sygeplejerske, og vordende mor som skaber sig og skælder manden ud og alle der er i nærheden). Det ender med at den jordemor som modtog os fra starten, igen møder på arbejde og straks tager affære. Der kommer en læge som ord. akut kejsersnit. Og da græder jeg. Jordemoderen og lægen kigger meget undrende på mig og spørger hvorfor jeg dog græder. Jeg bliver så paf at jeg ikke kan huske hvad jeg svarer. Men jeg holdte op med at græde. Efter kejsersnittet bliver jeg kørt i opvågningen og Kim bliver placeret i en ammestue, midt om natten, helt alene, far for første gang og en sygeplejerske som siger at hun er derude hvis han har brug for noget. Da han ytrer ønske om gerne at ville se mig, får han en lang forklaring om vejen til opvågningen. Det ender da også med at han må vende om da han ikke kan finde derhen. Da jeg så endelig kommer op på barselsgangen får Kim og jeg lige lov til at sige tillykke til hinanden og give hinanden et kys. For nu skal der være ro. Det var frygteligt. Det eneste som plejepersonalet gør, er at fortælle hvor vigtig det er at få Emma lagt til hos mig: og bare rolig du maser hende ikke når hun ligger her. Næste dag kan jeg ikke vente med at komme i bad og op. Men det kræver noget overtalelse fra min side, det er de ikke helt enige i. Men der står jeg altså fast, jeg skal ud

af denne seng. Og jeg vil hjem så hurtig som muligt. Men ak når man har fået kejsersnit skal man være indlagt min. 48 timer. De 48 timer er frygtelige. De tror ikke på at jeg har ondt, og synes at jeg næsten lige har fået smertestillende, det gør så at jeg først mange timer senere tør spørge om smertestillende. For jeg er ikke en sygeplejerske med hang til medicinskabet. Men at jeg er ved at besvime på vej op i dagligstuen af smerter gør ikke noget åbenbart. Jeg græder når jeg er alene på badeværelset, for jeg er ikke en af de mødre som har tudeture foran alle andre. Jeg spiser stort set ingenting i de 2 døgn. Vi vil gerne være lidt alene men får at vide at det kun er os der må forlade afdelingen og Emma skal blive hos dem. Det er første gang angsten melder sig for at miste Emma, og at jeg skal bevise at jeg kan tage mig af hende. Hun får også gulsot og det får kampen om at komme hjem endnu værre. Jeg får at vide at jeg til hver en tid kan gå, men at de bestemmer hvornår Emma må udskrives. Jeg er fuldstændig rystet. Det er den eneste gang jeg markerer mig som sygeplejerske, og må fortælle personalet at jeg er fuldstændig bevidst om hvad der skal tages hensyn til ved gulsot og at jeg altså har været på en barselsgang. Jeg er i panik og adrenalinet kører for fuld tryk jeg skal bare ud, med Emma. Anden dagen da de 48 timer er gået er min taske pakket i over 8 timer inden vi får lov at forlade sygehuset. Jeg græder hele vejen oppe fra afdelingen og indtil vi er hjemme. Derhjemme kommer de første gæster, og jeg er selvfølgelig smilende og glad. Jeg er jo lige blevet mor, så er man glad. Dagligdagen går fint og det går godt, i hvert fald når nogen spørger. Kim aner intet. Huset har aldrig været renere, og jeg gør alt for at ligne en sej mor. Emma s tøj er lagt frem aftenen inden, med hensyn tagen til hvem der kommer på besøg. Så jeg husker at give hende evt. gaver fra disse gæster på. Har Kim nået lidt huslig arbejde om morgenen, kan jeg bare nå andre ting. Vaske vintertøjet o.lign. Når Emma sover sidder jeg bogstaveligt talt på sofabordet og venter på at hun vågner. Legetæppet er klart med vigtige legesager som stimulerer udvikling på hendes stadie. Jeg er i perioder godt klar over at der er et eller andet galt. Når jeg er til rutine undersøgelser med Emma er jeg ofte tæt på at spørge min læge til råds. Men jeg er så bange for, at når først ordet fødselsdepression er nævnt vil det følge mig resten af livet. Når sundhedsplejersken er på besøg, og mine spørgsmål er skrevet ned på papir vælger jeg flere fra, for ikke at virke usikker. Samtalerne kører uden problemer med sundhedsplejersken der er ingen problemer her. Alt ser fredfyldt ud, og kaffen er altid klar når hun kommer. Jeg husker altid at hun bruger mælk i kaffen. Da hun et par gange foreslår mødregruppe melder jeg klart fra. Til hende siger jeg at sådan noget kvindeævl ikke er noget for mig. Men inderst inde er jeg godt klar over, at jeg ikke kan klare at se flere mødre som gør tingene bedre end mig. Men jeg siger ikke noget til nogen. Der går et halvt år før det går grueligt galt og det er alt for sent. Jeg ligger i sengen en morgen kan ikke røre mig ud af stedet. Kim kontakter lægen. Jeg bliver nødt til at tage imod medicinsk behandling, for at nå op på et niveau hvor jeg kan modtage samtale. Men jeg bliver tilknyttet en psykiater som ikke går ind for at tale om alle de følelser jeg har i kroppen. Jeg skal bare tilbage til gamle Pia og så skal dette her tales igennem om 3-5 år.

Da han afslutter mig, stadig på medicin, har jeg det ikke godt, men jeg siger ikke noget. Efter en periode kan Kim og jeg godt se at det her kan vi ikke klare selv. Vi går til min egen læge som helt tilfældig har en pjece fra Fødselsdepressions centeret i Vejle. Det bliver vores redning. Jeg gik til ene samtaler og vi gik i parterapi. For hele denne periode havde også tærret på Kim. Kim var og er min støtte igennem alt det her og jeg takker ham af hele mit hjerte for at have stået det igennem sammen med og for mig. Jeg gik en periode også i gruppeterapi, det var også rigtig godt. At tale med nogen som havde prøvet noget af det samme. Og bare kunne forstå min tanker og følelser. Så fik jeg også en veninde for livet, hvor heldig kan man være! Det første jeg fandt ud af hos Grethe var at jeg er okay, og at jeg ikke skal laves om. Det var en stor lettelse. Jeg har hos Grethe lært forskellige redskaber og lært hvordan jeg skal bruge dem. Det har været den bedste investering i mit liv, jeg nogensinde har gjort. Det har haft stor betydning for mit liv, og jeg har lært mig selv at kende for første gang. Jeg har i dag et rigtig godt liv, hvor jeg ikke er bange for at være mig. Jeg takker Grethe for i dag at være i live, og kunne nyde vores datter og det spirende liv i min mave. Graviditeten med nr. 2 var meget anderledes ift. den første. Jeg gav mig selv lov til at have det som jeg havde det. Og jeg lagde ikke låg på de mange følelser der følger med i sådan en graviditet. Kim og jeg talt hele vejen igennem åben om vores frygt for hvordan det skal gå og om angsten for om jeg bliver syg igen. Vi ønskede denne gang et planlagt kejsersnit, og det gjorde mig meget rolig og tryg. Bare det at jeg har givet udtryk for dette ønske, og ikke bekymret mig om hvad andre ville tænke. Jeg havde det godt med denne beslutning og det kunne jeg mærke. Jeg blev sygemeldt pga. plukveer og det var lidt af et nederlag for mig. Det var jo ikke planen, man bliver jo på arbejdet indtil sidste dag. Jeg kunne mærke at der væltede op med gamle vaner og løftet pegefinger, inden i mig selv. I stedet for at lade disse tanker tage over, tog jeg en samtale med Grethe. Jeg mærkede efter hvad jeg havde behov for og handlede på det. En utrolig dejlig fornemmelse. Vi tog også kontakt til sundhedsplejersken som vi havde første gang, og hun besøgte os før fødslen. Det var rigtig rart. Både at få snakket det gamle igennem, men også at tale om forventningerne til denne gang. Jeg ville prøve at få amningen til at lykkes og hun skulle presse mig i mødregruppe denne gang. Graviditeten gik godt, og Kim kunne allerede mærke stor forskel fra første gang og til nu. Og det var rart at høre, for mange af de ting jeg har lært ved Grethe sidder på rygraden og tit opdager jeg det ikke selv når jeg gør brug af disse redskaber. Jeg nød at gå hjemme, en fuldstændig modsætning til første gang. Skæbnen ville så at lægen havde glemt at skrive ønsket om kejsersnittet i min journal. Det finder jeg ud af, da jeg ringer ud for at høre hvornår vi kan regne med kejsersnittet. Jeg føler jeg har to veje at takle dette på: den gamle ved at gå i panik og tro at nu ramler det hele og det ender med at jeg bliver syg igen. Eller den nye vej, hvor jeg ved at bruge

mine redskaber kan vende det til noget positivt. Jeg vælger, og dette bevidst, den nye vej. Jeg tænker; hvor var det godt at jeg ringede der ud nu er de da klar over at jeg vil have et kejsersnit, og sætter det i værk. Bare det at jeg bevidst gjorde dette valg gjorde mig så lykkelig og stolt. Og det vigtigste var at jeg kunne mærke det helt derinde hvor det føles rigtigt og godt. Dagen kommer hvor vi skal indlægges og vi bliver vist rundt på afdelingen. Jeg kan mærke at jeg er meget nervøs og bange. I stedet for at gemme disse følelser væk og tage mig sammen lader jeg dem få frit løb og jeg begynder at græde. Vi får lov til at sidde lidt alene og Kim lader mig græde ud og jeg har det bare så godt bagefter. Og jeg er ligeglad med hvad personalet eller menneskerne omkring mig tænker. Vi bliver skubbet 3 timer pga. et akut kejsersnit. Vi takler det godt og forstår godt at det sker. Da det bliver vores tur og jeg sidder på operationsbordet klar til rygmarvsbedøvelsen, overvælder følelserne mig. Jeg græder igen, og Kim græder men det gør ikke noget. Vores følelser er simpelthen så store. Angsten, minderne fra sidste gang men også glæden for det lille nye menneske der er på vej. Vi får en sund og rask dreng. Vi kører på opvågningen hvor vi får lov at være sammen, alle tre. Det er så dejligt og min dreng kan komme op til mig. Skæbnen vil så igen at det ikke helt skal gå som vi håbede. Der opstår komplikationer og vi er 8 timer på opvågningen, og det er barske timer både for Kim og mig. Men bare det at vi er sammen, betyder utrolig meget. Hver gang jeg kigger er de der. Dagen efter kommer vi på patienthotellet og det er en god beslutning, for da kan vi alle 4 være. 2 dage efter fødslen tager vi hjem, jeg kan mærke at det er det bedste. Der er dog flere der mener at jeg skal blive der længere. Men jeg er ikke i tvivl og Kim støtter mig fuldt ud. Det går også godt, jeg er meget afkræftet men sammen klarer vi det. Jeg kan tydelig mærke forskellen, sikkert også fordi det er nr. to, men også følelserne inden i mig. Jeg er mere rolig og sikker. Jeg kan jo kigge på min datter og se hvor gode forældre vi er. Også når jeg ammer nyder jeg det. Så det rammer hårdt at amningen heller ikke lykkes denne gang. Men bare det at jeg havde givet det en chance og kæmpet, gjorde at jeg accepterede at jeg bare ikke er født til at amme. Under graviditeten var jeg allerede begyndt at tænke på den dag Kim igen skulle på arbejde efter hans barsel. Men da dagen kom var jeg bare klar, og det gik rigtig godt. Jeg takler hverdagen meget anderledes end sidst. Jeg nyder det. Jeg nyder tiden alene med Viktor og jeg har denne ro fordi jeg i dag ved at jeg er en rigtig god mor. Som min datter sagde til mig en dag: Jeg tror han elsker dig mor og ja det tror jeg også. Jeg gør nemlig det bedste jeg kan, for mig og min familie. Det jeg har lært ved Grethe har gjort mit liv utrolig dejligt. Det har været hårdt arbejde at nå der til, og jeg vil altid skulle passe på at de gamle vaner ikke dukker op igen. Men jeg har heller aldrig haft et så dejligt liv og levet i nuet som jeg gør nu. Emma har givet mig muligheden for at være den jeg er. Pia S. Christensen

Mig og mine to dejlige børn Emma og Viktor.