Internettet bør være et offentligt gode

En artikel fra KRITISK DEBAT Internettet bør være et offentligt gode Skrevet af: Ben Tarnoff Offentliggjort: 17. oktober 2016 Oversat fra Jacobin Magazine [Denne artikel er naturligvis præget af den konkrete virkelighed for Internettets organisering og drift, som den eksisterer i USA. Ikke desto mindre indeholder artiklen udover den historiske gennemgang af Internettets opståen også en række forslag til, hvorledes man kan rulle nettets privatisering tilbage enten i form af offentlige tjenester eller ved en skrappere regulering af de privat Internet-udbydere. Og selvom forholdene i EU og i Danmark er anderledes (her i landet forhindrer kommunalfuldmagten for eksempel kommunalt bredbånd), er der inspiration at hente for danske Internet-aktivister, NGOer og fagforeninger, red.] Internettet blev opbygget af offentlige institutioner, så hvorfor kontrolleres det af private virksomheder? Den 1. oktober undergår Internettet en forandring og det er der ingen, der vil lægge mærke til. Den usynlige forandring vil berøre den allervigtigste komponent, der gør Internettet brugbart, nemlig domænenavnesystemet (Domain Name System, DNS). Når man skriver navnet på en webside i sin browser, er det DNS, der omdanner dette navn til en række af tal, der specificerer websidens virkelige beliggenhed. DNS sammenkæder lige som en telefonbog navne, der er meningsfulde for os med tal, der ikke er det. Den amerikanske regering har i årevis kontrolleret DNS. Men i oktober vil en non-profi- -organisation, der hedder Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, ICANN) overtage ansvaret for systemet. ICANN har reelt styret DNS allerede siden de sene 1990er under en kontrakt med det amerikanske handelsministerium. Det nye er, at ICANN vil få uafhængig myndighed over DNS efter en ny mange-interessent -model, der skulle gøre styringen af Internettet mere international. Den reelle virkning vil sandsynligvis være ringe. For eksempel vil foranstaltningerne til beskyttelse af varemærker, der på vegne af firmaer regulerer DNS, forblive intakte. Og den kendsgerning at ICANN har hjemme i Los Angeles og er indregistreret under amerikansk lov, betyder, at den amerikanske regering fortsat vil øve indflydelse, selvom det bliver lidt mere indirekte. Men den symbolske betydning er kolossal. Overdragelsen i oktober markerer det sidste kapitel i privatiseringen af Internettet. Den afslutter en proces, der begyndte i 1990erne, da den amerikanske regering privatiserede et netværk opbygget med enorme, offentlige midler. Regeringen forlangte ingenting til gengæld: Ingen kompensation og ingen begrænsninger eller betingelser i hvorledes Internettet skulle udformes. Dette resultat var imidlertid ikke uundgåeligt det afspejlede et ideologisk valg, ikke en teknisk nødvendighed. I stedet for at tage sig af kritiske spørgsmål som offentligt kontrol og adgang, udelukkede privatiseringen muligheden for at føre Internettet ind på en mere demokratisk vej. Men kampen er ikke forbi endnu. Overdragelsen til ICANN giver mulighed for endnu en gang at fortælle den i det store og hele ukendte historie om, hvorledes privatiseringen skete og hvordan vi 1 / 8

kunne begynde at rulle den tilbage ved at stille krav om, at Internettet igen skal være et offentligt gode. Internettets offentlige oprindelse Silicon Valley ynder ofte at fremstille innovation som et resultat af iværksætteres fidleri i garager. Men størstedelen af den innovation, som Silicon Valley er afhængig af stammer fra statslig forskning af den enkle grund, at den offentlige sektor har råd til at tage risici, som den private sektor ikke kan. Det er præcis denne isolering fra markedskræfterne, der sætter staten i stand til at finansiere det langsigtede, videnskabelige arbejde, der som endeligt resultat frembringer mange af de mest profitable opfindelser. Dette gælder især Internettet. Internettet var en så radikal og utrolig ide, at kun årtier med offentlig finansiering og planlægning kunne virkeliggøre det. Ikke blot skulle den grundlæggende teknologi opfindes, men infrastrukturen skulle opbygges, specialister skulle uddannes og underleverandører skulle bemandes, finansieres og i enkelte tilfælde direkte dannes af statslige myndigheder. Internettet sammenlignes nogle gange med et andet stort, offentligt projekt, nemlig det vejsystem, der forbinder delstaterne i USA. Men som aktivistadvokaten Nathan Newman påpeger, giver denne sammenligning kun mening, hvis staten inden havde forestillet sig muligheden af en bil, havde støttet opfindelsen af bilindustrien, finansieret beton- og tjæreteknologien og bygget hele det grundlæggende system. Den kolde krig skabte påskuddet for det ambitiøse foretagende som Internettet var. Intet kunne løsne amerikanske politikeres greb om pengepungen som frygten for at sakke agterud for Sovjetunionen. Denne frygt tog et brat opsving i 1957, da Sovjet opsendte den første satellit i rummet. Opsendelsen af Sputnik frembragte en ægte krisestemning i den amerikanske elite og førte til en mærkbar forøgelse af forbundsfinansieret forskning. En konsekvens af denne udvikling var dannelsen af Advanced Research Projects Agency (ARPA), der senere skiftede navn til Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA). ARPA blev forsvarsministeriets forsknings- og udviklingsenhed. I stedet for at centralisere forskningen i statslige laboratorier, indtog ARPA en mere decentral holdning og opelskede et netværk af underleverandører fra både den akademiske verden og den private sektor. I de tidlige 1960er begyndte ARPA at investere voldsomt i IT og byggede store mainframes på universiteter og andre forskningsanstalter. Men selv for en myndighed, der blev så generøst finansieret som ARPA, kunne denne ødslen ikke fortsætte. I de dage kostede en computer hundred tusinder af dollars, hvis ikke millioner. Så ARPA fandt på en mere effektiv måde at dele sine computerressourcer med underleverandørerne på: Det byggede et netværk. Dette netværk var ARPANET og det lagde grunden til Internettet. ARPANET forbandt computere via en eksperimentel teknologi man kaldte pakkekobling, der indebar, at beskeder blev brudt ned i små bidder, man kaldte pakker, der blev sendt gennem en labyrint af forbindelser og samlet igen i den anden ende. Det er i dag denne mekanisme, der flytter data over Internettet, men dengang opfattede telekommunikationsindustrien den som absurd upraktisk. År forinden havde det amerikanske luftvåben uden succes forsøgt at overtale AT&T[2] til at bygge et sådant netværk. ARPA tilbød oven i købet ARPANET til AT&T, efter det var kommet i drift, fordi man foretrak at købe sig tid på nettet i stedet for selv at administrere det. 2 / 8

Da AT&T fik chancen for at anskaffe sig det mest sofistikerede computernetværk i verden, afslog man. Ledelsen kunne ganske enkelt ikke se, at der var penge i det. Denne kortsynethed var et held for os andre. ARPANET blomstrede under offentlig administration. Statskontrollen gav netværket to vigtige fordele. Den første var penge: ARPA kunne putte penge i systemet uden at skulle bekymre sig om rentabilitet. Styrelsen bestilte frontforskning hos landets mest talentfulde computervidenskabsmænd i en målestok, der ville have været selvmorderisk for en privat virksomhed. Og mindst lige så afgørende gennemtvang ARPA en etik baseret på en open-source-filosofi, der opmuntrede samarbejde og eksperimenter. De underleverandører, der leverede til ARPANET måtte dele kildekoden til deres frembringelser ellers risikerede de at miste deres kontrakter. Denne holdning frembragte en videnskabelig kreativitet, fordi forskere fra en række forskellige institutioner kunne forfine og udbygge andres arbejde uden frygt for at krænke loven om intellektuelle rettigheder. Den vigtigste innovation, der kom ud af dette arbejde, var Internet-protokollerne, der først så dagens lys i midt-1970erne. Disse protokoller gjorde det muligt for ARPANET at udvikle sig til Internettet ved at stille et fælles sprog til rådighed, der lod meget forskellige netværk tale med hinanden. Internettets åbne natur og det, at det ikke var i privat eje, forøgede i højeste grad dets nytteværdi. Intrnettet stillede en eneste standard for digital kommunikation, der gjorde samarbejde mulig, i udsigt: Et universelt medium, snarere end et kludetæppe af kommercielle dialekter, der ikke var forenelige. Fordi det blev promoveret af ARPA og fordi forskerne tog det til sig, voksede Internettet hurtigt. Dets popularitet førte snart til, at forskere udenfor militærets og ARPAs udvalgte cirkler forlangte adgang. Som svar på dette indledte det nationale forskningsråd (National Science Foundation, NSF) en serie initiativer med henblik på at føre Internettet frem til næsten hver eneste universitet i landet. Disse initiativer toppede med NSFNET, et landsdækkende netværk, der blev Internettets nye rygrad (backbone). Backbonen udgjordes af en samling kabler og computere, der udgjorde Internettets hovedpulsåre. Det lignede en flod: Data flød fra den ene ende til den anden og nærede bifloder, der selv grenede ud i mindre og mindre strømme. Disse strømme betjente individuelle brugere, der aldrig kom i direkte berøring med backbonen. Hvis de sendte data til en anden del af Internettet, blev de sendt op i gennem kæden af bifloder til backbonenettet og derfra ned ad en anden kæde indtil de nåede frem til den strøm, der betjente modtageren. En lære der kan drages af denne model er, at Internettet har brug for mange netværk i sine udkanter. Floden er nytteløs uden sine bifloder, der forøger dens rækkevidde. Og det var grunden til, at NSF for at sikre bredest mulig konnektivitet også støttede en række regionale netværk, der forbandt universiteter og andre deltagende institutioner med NSFNETs backbone. Alt dette var ikke billigt, men det virkede. Akademikerne Jay P. Kesan og Rajiv C. Shah har anslået, at NSFNET-programmet kostede over 200 millioner dollars. Det er sandsynligt, at andre offentlige finansieringskilder, herunder delstatsregeringer, delstatsstøttede universiteter og 3 / 8

forbundsmyndigheder skød andre to milliarder dollars ind i NSFNET. Takket være denne lavine af offentlige midler, blev den spydspidsteknologi, der var blevet plejet i ARPAs kuvøser, bredt tilgængelig for amerikanske forskere i slutningen af 1980erne. Vejen til privatisering Men i de tidlige 90ere var Internettet ved at blive offer for sin egen succes. Overbelastning plagede netværket og jo mere NSF udbyggede det, jo flere folk hoppede på. I 1988 sendte brugerne mindre end en million pakker om måneden. I 1992 sendte de 150 milliarder. På samme måde som nye motorveje producerer mere trafik, fyrede NSFs forbedringer blot endnu mere op under efterspørgslen med overbelastning af systemet til følge. Det var åbenbart, at folk kunne lide Internettet. Og antallet af brugere ville have været endnu højere, hvis NSF havde indført færre restriktioner for sine brugere. NSFNETs politik for acceptabel brug (Acceptable Use Policy, AUP) forbød kommerciel trafik og forbeholdt netværket til forskningsog uddannelsesmæssige formål. NSF opfattede denne politik som en politisk nødvendighed eftersom den amerikanske kongres kunne finde på at fjerne finansieringen, hvis man opfattede, at skattekroner blev brug til industristøtte. I praksis kunne AUP i det store hele ikke håndhæves, fordi virksomhederne rutinemæssigt brugte NSFNET. Og i bredere forstand havde den private sektor tjent på Internettet i årtier, både som underleverandører og som den, der nød godt af software, hardware, infrastruktur og ingeniørtalenter, der var blevet udviklet med offentlige midler. AUP kunne opfattes som et juridisk luftkastel, men den havde en virkning. Ved formelt at udelukke kommerciel trafik fremelskede man et parallelt system af private netværk. I de tidlige 1990er var der over hele landet opstået en række kommercielle udbydere, der tilbød digitale tjenstydelser uden begrænsninger på den type trafik, man befordrede. De fleste af disse netværk kunne spore deres oprindelse til offentlige midler og de ansatte ARPAveteraner på grund af deres tekniske ekspertise. Men uanset deres fordele var det på grund af AUP ikke tilladt for de kommercielle netværk at forbinde sig til Internettet, hvilket uundgåeligt formindskede deres værdi. Internettet trivedes under offentligt ejerskab, men det var ved at nå et punkt, hvor det kunne bryde sammen. Forskernes himmelstræbende efterspørgsel belastede netværket, mens AUP forhindrede det i at nå et endnu bredere publikum. Der var ingen let løsning på disse problemer. At åbne Internettet for alle og opbygge en kapacitet der kunne imødekomme behovene udgjorde væsentlige politiske og tekniske udfordringer. NSFNETs direktør Stephen Wolff så privatisering som svaret. Han troede, at hvis man overgav Internettet til den private sektor, ville man opnå to store fordele: Det ville lette overbelastningen, fordi nye investeringer ville strømme til og det ville fjerne AUP og gøre kommercielle udbydere i stand til at integrere deres netværk med NSFNET. Når Internettet blev befriet fra statens kontrol, kunne det langt om længe blive et massemedium. Det første skridt blev taget i 1991. Et par år tidligere havde NSF givet et konsortium af universiteter i Michigan, Merit, kontrakt på at drive NSFs netværk i partnerskab med IBM og MCI[3]. Denne gruppe havde set en forretningsmulighed og havde afgivet underbud, der lå væsentligt under andre tilbudsgiveres bud. I 1991 besluttede de at få pengene ind igen og dannede et kommercielt 4 / 8

datterselskab, der med Wolffs velsignelse begyndte at sælge kommerciel adgang til NSFNET. Dette træk ophidsede resten af netværksindustrien. Selskaberne anklagede ganske korrekt NSF for at lave en lukket handel ved at lade sine underleverandører få et kommercielt monopol og skabte nok røre til, at der blev indledt kongreshøringer i 1992. Disse høringer stillede ikke spørgsmålstegn ved ønskværdigheden af privatisering, kun ved betingelserne for denne. Nu da Wolff havde sat gang i privatiseringen, ønskede de andre kommercielle udbydere bare deres del af kagen. En af udbydernes direktører, William Schrader, forklarede under kongreshøringerne, at NSFs handlinger svarede til at forære K-mart en forbundsejet park. Løsningen var imidlertid ikke at bevare parken, men at dele den op i mange K-marts. Høringerne tvang NSF til at sige ja til en større rolle for industrien, når netværkets fremtid skulle udformes. Som forudset frembragte dette en endnu hurtigere og mere omfattende privatisering. I forvejen havde NSF overvejet at restrukturere NSFNET på en måde, der ville lade flere underleverandører drive det. Da man var nået frem til 1993, havde NSF som svar på input fra industrien besluttet sig til det langt mere radikale skridt simpelthen at nedlægge NSFNET. I stedet for et enkelt, landsdækkende backbonenet skulle der være flere, alle ejet og drevet af kommercielle udbydere. Industriens ledere hævdede, at omformningen sikrede lige vilkår for alle. Men det var mere akkurat at sige, at vilkårene forblev ulige, men at der åbnedes op for et par spillere til. Hvis Internettets gamle arkitektur havde favoriseret et monopol, ville den ny være som skræddersyet til et oligopol. Ikke så mange selskaber havde en infrastruktur, der var tilstrækkelig konsolideret til at drive et backbonenet - fem for at være nøjagtig. NSF åbnede ikke Internettet så meget for konkurrence som for at overdrage det til en lille håndfuld firmaer, der ventede i kulissen. Det var slående, at denne overdragelse skete uden betingelser. Der skulle ikke være nogen kontrol fra forbundsmyndighedernes side med Internettets nye backbonenetværk og ingen regler, der styrede hvorledes de kommercielle udbydere drev deres infrastruktur. De regionale nonprofit-netværk, der havde ført Internettet ud til universitetsområder og lokalområder i NSFNETs dage, skulle heller ikke længere støttes. De blev snart overtaget eller tvunget til konkurs af profitforetagender. I 1995 nedlagdes NSFNET. I løbet af et par korte år var privatiseringen fuldbragt. Den hurtige privatisering af Internettet fremkaldte ingen modstand og kun lidt debat. Selv om Wolff viste vej, handlede han på baggrund af bred, ideologisk konsensus. 1990ernes triumferende frimarkedsideologi og det politiske klimas intense krav om afregulering, der blev støttet af Bill Clintons demokrater og Newt Gingrichs republikanere, fremstillede fuldstændigt privateje af Internettet som både gavnligt og uundgåeligt. Sovjetunionens sammenbrud forstærkede denne opfattelse, da den kolde krigs rationale for en mere robust offentlig planlægning forsvandt. Og som det sidste garanterede omfanget af industriens indflydelse på processen, at privatiseringen ville antage en særlig ekstrem from. Den måske mest afgørende faktor i denne given gaver var fraværet af en organiseret kampgane, der krævede et alternativ. En sådan bevægelse kunne have foreslået en række foranstaltninger, der 5 / 8

skulle være beregnet til at gøre Internettet til en mere folkelig foreteelse uden at privatisere det helt. I stedet for at lade de regionale nonprofit-netværk i stikken kunne staten have udvidet dem. Disse netværk kunne med finansiering, der blev dækket ved afgifter pålagt de kommercielle backbone-udbydere, sætte staten i stand til at garantere højhastigheds- og lavpris-internet-adgang til alle amerikanere som en samfundsmæssig rettighed. I mellemtiden kunne FCC (Federal Communications Commission, forbundsregeringens organ til kontrol med telekommunikation) regulere backbonenetværkene, fastsætte de priser de betaler hinanden for at befordre Internettrafik og underkaste dem den kontrol, man fører med offentlige værker. Men at udføre blot en brøkdel af disse politiske tiltag ville have krævet en folkelig mobilisering og Internettet var i de tidlige halvfemsere stadig relativt ukendt og i det store og hele forbeholdt akademikere og specialister. Det var svært at opbygge en koalition for at demokratisere en teknologi, de fleste ikke engang vidste eksisterede. I dette landskab scorede privatiseringen en sejr, der var så overvældende, at den næsten blev usynlig og revolutionerede i stilhed den teknologi, der snart skulle revolutionere verden. Generobringen af folkets platform Tyve år senere er Internettet vokset kolossalt, men strukturen i ejerskabet til dens centrale infrastruktur er i det store hele det samme. I 1995 ejede fem selskaber Internettets backbone. I dag er der et sted mellem syv og tolv større backboneudbydere i USA afhængig af, hvordan man tæller dem og flere i udlandet. Selv om en lang række sammenslutninger og opkøb har ført til navneskift og reorganiseringer, har mange af de største amerikanske firmaer forbindelser til det oprindelige oligopol, f.eks. AT&T, Cogent, Sprint og Verizon. Privatiseringens betingelser har gjort det let for de bestående firmaer at beskytte deres position. For at danne et samlet Internet må backbonenettene forbindes med hinanden og med mindre udbydere. Det er på denne måde, trafik når fra en del af Internettet til en anden. Alligevel kan backboneselskaberne, fordi staten ikke fastlagde en samtrafikpolitik, da den privatiserede Internettet, indgå lige præcis de aftaler, de selv vil. Mellem hinanden har disse selskaber typisk gratis sammenkoblinger af nettene, fordi dette er til gensidig gavn, men pålægger mindre udbydere en afgift for at befordre deres trafik. Disse kontrakter er ikke blot ikke reguleret af myndighederne, men er ofte hemmelige. Fordi de forhandles bag lukkede døre under brug af fortrolighedsaftaler, sikrer de, at Internettets indre mekanismer ikke blot kontrolleres af de store firmaer, men er skjult for offentligheden. I de senere år er ny magtkoncentrationer opstået. Backbonen er ikke den eneste del af Internettet, der sidder på forholdsvis få hænder. Mere end halvdelen af den mængde data, der i dag tilflyder amerikanske brugere i nettets myldretider stammer fra bare tredive firmaer, hvoraf Netflix står for en særlig stor bid. På samme måde dominerer tele- og kabelgiganter som Comcast, Verizon og Time Warner Cable bredbåndsmarkedet. Disse to industrigrene har forvandlet Internettets arkitektur ved at bygge genveje til hinandens net og på den måde gået uden om backbonen. Indholdsudbydere som Netflix sender nu deres videodata direkte til bredbåndsudbydere som Comcast og undgår derved omvejen gennem Internettets indre organer. Disse aftaler har udløst en veritabel orkan af ballade og hjulpet med til at frembringe et første, 6 / 8

forsigtigt skridt henimod en regulering af Internettet i USA. FCC afsagde i 2015 sin til dato klareste kendelse til dato med henblik på håndhævelsen af netneutralitet princippet om at udbydere af Internet-tjenester skal behandle alle data på samme måde, uanset om data kommer fra Netflix eller en eller andens blog. I praksis er netneutralitet umulig, når man ser på Internettets nuværende struktur. Men som et samlende kampråb har det fokuseret omfattende offentlig opmærksomhed på private firmaers kontrol med Internettet og ført til reelle sejre. FCCs kendelse omklassificerede bredbåndsudbydere til at være udbydere af offentlige teletjenester ( common carriers ), hvad der for første gang underlægger dem de regler, der regulerer telekommunikationsvirksomhed. Og styrelsen har lovet at bruge sin nye magt til at forbyde bredbåndsselskaber at blokere trafik til udvalgte adresser, at nedsætte brugernes hastighed og at modtage betalt prioritering fra indholdsudbydere. FCCs beslutning er en god start, men den går slet ikke langt nok. Beslutningen afviser udtrykkeligt at foreskrive takstregulering, der omfatter hele industrien og fritager bredbåndsudbydere for mange af bestemmelserne i kommunikationsloven af 1934, der blev indført i New Deal-æraen.[4] Beslutningen fokuserer også på bredbåndstjenesterne, men overser Internettets backbone. Men beslutningen skaber en sprække, der kan udvides, især fordi FCC har ladet mange af de konkrete foranstaltninger omkring beslutningens udførelse stå åbne. En anden lovende front er kommunalt bredbånd. Elektricitetsforsyningen i Chattanooga, Tennessee, der ejes af byen, begyndte i 2010 at sælge højhastigheds-internet-forbindelser, der var til at betale, til indbyggerne. Elektricitetsforsyningen tilbyder en af de hurtigste Internet-forbindelser i verden til beboelsesområder og benytter et fiberoptisk net, der til dels er bygget for forbundsmidler. Bredbåndsindustrien har svaret voldsomt igen og lægger pres på delstaternes lovgivende forsamlinger for at forbyde eller begrænse lignende eksperimenter. Men Chattanooga-modellen har givet inspiration til bevægelser for indførelse af kommunalt bredbånd i adskillige andre byer, herunder Seattle, hvor den socialistiske byrådskvinde Kshama Sawant længe har kæmpet for ideen. Alt dette kan synes små skridt, men de peger henimod muligheden for at opbygge en folkelig bevægelse for at rulle privatiseringen tilbage. Dette betyder ikke blot at kæmpe for et udvidet tilsyn fra FCC og offentligt ejede bredbåndsinfrastruktur, men også at ændre den retorik, der omgiver en reform af Internettet. En af de mere ødelæggende tvangstanker hos de, der ønsker at reformere Internettet, er opfattelsen af, at mere konkurrence vil demokratisere Internettet. Internettet kræver masser af infrastruktur for at virke. At dele de store firmaer, der ejer denne infrastruktur, op i mindre og mindre firmaer i håb om, at markedet til sidst vil skabe et bedre resultat, er misforstået. I stedet for at prøve at slippe bort fra selve Internettets størrelse, burde vi tage den til os og bringe den under demokratisk kontrol. Dette betyder at erstatte private udbydere med offentlige alternativer, hvor det er muligt og regulerer dem, hvor det ikke er muligt. Der er intet i Internettets rør og protokoller, der tvinger det til at frembringe uhyre koncentrationer af private firmaers magt. Det er et politisk valg og vi kan vælge anderledes. [1] Ben Tarnoff er teknologiskribent og bor i San Francisco. 7 / 8

[2] American Telephone & Telegraph Company ( Mother Bell ) på daværende tidspunkt USAs største telefonselskab med nærmest monopol på televirksomhed. [3] MCI Microwave Communications Inc., amerikansk teleselskab. Senere del af Verizon. [4] New Deal- æraen En periode i 1930erne op til USA's indtræden i 2.verdenskrig, der var præget af hidtil usete reformer af det amerikanske samfund i retning af en velfærdsstat med omfattende offentlig regulering og anerkendelse af fagforeningernes rolle og arbejdstagernes rettigheder. Perioden blev indledt på foranledning af præsident Roosevelt som svar på tredivernes depression og massearbejdsløshed, der truede med at rive USA fra hinanden. 8 / 8