62. årgang 4. hæfte. l KOMMISSION HOS P. HAASE & SØN, KØBENHAVN CLBMBNSTRYKKERIET

62. årgang 4. hæfte Tidsskriftet er medlemsblad for "Naturhistorisk Forening for Jylland", "Naturhistorisk Forening for Sjælland", "Naturhistorisk, Foreniog for Lolland-Falster", "Naturhistorisk Forening for Fyn", "Naturhistorisk Forening for Bornholm" og "Lepidopterologisk Forening" Redaktion: Edwin Nørgaard l KOMMISSION HOS P. HAASE & SØN, KØBENHAVN CLBMBNSTRYKKERIET AARHUS 1956

Største lager i Danmark af zoologiske præparater til brug ved undervisning er hos Konservator Chr. Aaboe Sørensen, Silkeborg Vestergade 117. Tlf. 297 Vi leverer bl. a. følgende (alt i udstoppet stand og en del deraf i vore lovbeskyttede celluloid kasser) : Fugle, pattedyr, fisk, krybdyr, padder, krebs m. fl. samt kranier, skeleller, kasser med biller og sommerfugle til undervisning, insektl>asser, formalinpræparater af rødspættens, ålens og frøens udvikling m. m. m. Skal De købe? - forlang da vore illustrerede salgslister, der bl. a. er vejledende m. h. t. skolesamlinger Alt modtages til udstopning Forretningen grund!. 1884 Insektkasser efter opgivet mål. Spændbrætkasser ned brætter efte1 ønske leveres i fineste, håndlavet udførelse.- Skriv efter prisliste Viceinspektør S. Johs. Sørensen Ros engaardsvej 29. Odense. Tlf. 6660 NATUR og MUSEUM Populær-videnskabelige småskrifter Udgivet af NATURHISTORISK MUSEUM, AARHUS Udkommer med fire numre årligt. Enkelte numre kr. l,50. Abonnement kr. 5,00 Abonnenter får foruden tidsskriftet tilsendt meddelelser om "Søndagens filmserie", ekskursioner, udstillinger, årsberetning m. m. Museet er åbent hverdage (undtagen mandag) 14-17, søndage 1330-17. Kontortid 10-17. Tlf. Aarhus 29777

81 En imponerende naturhistorisk indsats. O. Hagemp & V. Petersson: Botanisk Atlas. 550 sider. Pris indb. h. 96..!vlunksgaards forlag. 1956. For tolv år siden påbegyndte de to botanikere og tegnere, dr. phil. Olaf Hagerup og lektor Vagn Petersson, arbejdet med at fremstille et billedværk omfattende Danmarks dækfrøede planter. Resultatet foreligger nu i form af et stateligt bind: B o t a n i s k A t l a s udgivet med støtte af Videnskabsfondet, Carlsbergfondet og Tipsmidlerne. Værket er på 550 sider i stort format, og på det fornemt glittede papir præsenterer de minutiøst udførte tegninger sig overordentlig smukt. Nogle vil måske savne farverne; men andre vil som undertegnede synes, det er en fordel, at planternes fine bygning ikke tilsløres af mere eller mindre veltrufne kulører. Lektor Petersson har udført de 1200-1300 tegninger af hele planter, som værket omfatter, medens det har været dr. Hagerups opgave at udarbejde de mere end 2000 detailtegninger, der fremhæver karakteristiske bygningstræk eller biologiske ejendommeligheder. På hver side falder man i forundring over, at det er lykkedes de to tegnere at fæsble så meget af den levende plantes skønhed til papiret.?\tlen at give skønhedsindtryk er dog kun en sekundær opgave for dette atlas. Det er først og fremmest en håndbog, et nyttigt stykke værktøj, for både den begyndende og den viderekomne botaniker. Dets opgave er at supplere de eksisterende tekstfloraer. I dette Øjemed er der ved vanskelige familier udarbejdet indledende figur- og tekstoversigter. For græssernes vedkommende består indledningen således af en tavle, der illusb erer bladgrundens og skedehindens udseende hos forskellige arter, en tavle med bladtværsnit og to tavler med småaksets og blomstens bygning foruden ledsagende tekstsider. Ved gøgeurtfamilien gøres blomstens bygning og funktion til genstand for en grundig behandling. I afsnittet om skærmplanter belyses frugternes karakteristiske udseende. Og således videre. Eksemplernes antal kunne let forøges. Som navnet antyder, er teksten indskrænket til et minimum. Men rundt om i bogen b æffer man på beskrivelser af interessante træk af planternes naturhistorie. Det kan være bestøvningsforhold, frugtspredning eller anatomiske ejendommeligheder. Et par af disse ting skal fremhæves her. Krokus (s. 134) har som bekendt sin frugt siddende nede i jorden. I frugtknudens skillevægge findes nektarier, der udmunder på frugtens overside. :Men kronrøret er så snævert, at ingen insekter, hvor langsnablede de end er, kan nå honningen. Problemet er løst på den måde, at der

82 er tre fine længdefurer på griflens overflade. Gennem disse presses hmmingen op til blomstens tragtformede del, hvor den let kan nås af bier og andre insekter. Om Hvid åkande (s. 226) fortælles, hvorledes nogle af stænglerne frigøres i løhet af vinteren, fordi rødderne rådner. Stænglernes ældre dele dør også og fyldes med luft. Derved bliver de i stand til at flyde på vandets overflade. De levende skudspidser udvikler om foråret blade, der bøjer sig mod lyset, hvorved bladstilkene bliver til kroge, der kan hænge fast i vegetationen nær bredden. Skuddet hindres således i at blive kastet på land, og senere synker det til bunds og kan slå rødder på en passende vanddybde. Allerinteressantest er vel alle de mange biologiske tilpasninger, der knytter sig til blomstens bestøvning. Engblomme er f. eks. selvsteril og må derfor have fremmedbestøvning for at sætte frugt; men til trods herfor er dens store lukkede blomster ret utilgængelige for større insekter. Kun den lille flue Ch:iastochaeta trolui skaffer sig let adgang til blomstens indre. Her kravler den livligt rundt mellem støvblade og støvveje helt overpudret med støv. Også dens mave er tæt stoppet med blomsterstøv, der udgør dens hovednæringsmiddel Det er særlig hunnerne, man finder inde i blomsten, medens hannerne sidder udvendigt. Herude foregår også parringen, når hunnerne forlader en blomst for at flyve til den næste. Hunnen kitter æggene fast til frugtbladene nær deres basis. Larven kommer snart frem og borer sig ind gennem frugtknudens væg. Den æder nu nogle af frøene, og en halv snes dage senere er den udvokset og gnaver sig ud af hugten igen. Dens videre skæbne er ikke kendt. Engblomme må således ofre lidt af sit støv og nogle frø for at opnå frenm1edbestøvning. 1vlen at det er prisen værd, kan man se deraf, at planten ikke sætter frugt i Nordamerika, hvortil den er indført, men hvor man ikke har den bestøvende flue. tvlan kunne måske indvende mod bogen, at der ikke overalt er gjort rede for de omtalte arters biologi. Forklaringen herpå er vel til dels den ganske simple, at man ved for lidt om forholdene hos de enkelte arter. Men vejen fremad er vist, og så må man blot håbe, en eller flere vil følge den og påtage sig den opgave at Idadægge problemerne vedrørende nogle af vore blomsterplanters biologi. En rig og interessant arbejdsmark ligger og venter på den initiativrige forsker. Både botanikeren og entomologen kan bidrage til at udvide vort kendskab til blomsterbiologien. B o t a n i s k A t l a s vil for fremtiden være et selvfølgeligt og uundværligt hjælpemiddel for alle, der sysler med botanik i dette land, og det må desuden, som netop antydet, kunne blive en inspirationskilde for enhver aktiv naturinteresseret Edwin Nørgaard.

83 En elektrisk lysfælde. Af Ib Norgaard, Lyogbygnrdsvej 87, Lyngby. Da jeg på grund af mit arbejde for 2 år siden ikke havde lejlighed til at ch age ud på jagt på de kære dyr om aftenen så ofte, som jeg kunne Ønske, fik jeg lyst til at forsøge at samle dyrene ved hjælp af en elektrisk lysfælde, som jeg satte op på min terrasse ved min bopæl i»forhmbyen«i Kgs. Lyngby. Det viste sig ret hurtigt til min store overraskelse, at jeg ikke alene kunne vedligeholde samlingen, men jeg fandt også nu og da fine arter, ja, der kom endog nye arter for samlingen i fælden. Da der muligvis er samlere ud over landet, som kunne tænke sig at prøve at samle på samme måde, vil jeg her give en beskrivelse af den fælde, jeg selv byggede med. få midler. Af materialer skal bruges: en zinkplade, 0,8 mm, 100 cm X 150 cm, en zinkbalje, fabrk >>Glud & Mm strand«, diam. 35 cm, en kviksølvdamplampe»hp 500«, fabrk.»philips«, 125 vv., en drosselspole svarende til lampen, ca. 5 m svær gummikabel, et»hanstik«samt en lampefatning med messingstuts, 3 messingkroge, 3 små svampe samt l liter acetylentetraklorid. Zinkpladen opmærkes efter tegningen fig. l a. Stykket nu kt. I skal danne selve h agten, og den inderste lille cirkelbue afklippes. Tragten dannes, idet cirkeludsnittets lige flader sanm1enloddes. Det må tilrådes tillige at nitte fladerne sammen. Stykkerne II og III udklippes, og der skæres en rille i hver af dem fra den ene af de parallelle sider ind til midten. Husk, at rillen i den ene skal gå fra den korte side ind til midten, mens rillen i den anden skal gå fra den lange side ind til midten, således at de kan sættes sammen i korsform. De skæve sider på II og III klippes op vinkelret på kanten i passende stykker, så der darmes flige, der skiftevis bukkes i en vinkel på 90. På denne måde dam1es bedre muligheder for pålodning inden i h agten. Det dannede kors sættes ned i tragten og loddes til dennes inderside. Stykkerne IV, V, VI og VII klippes dernæst ud, og deres ene skæve side fligklippes på samme måde, hvorefter stykkerne sættes ned på plads som vist på tegningen fig. l d. De sidsmævnte stykker loddes derefter fast til tragtens inderside. Dem1e tragt passer nu ned i baljen, men man kan lodde en tættering af tiloversbleven zink fast på tragtens yderside som vist på fig. l b; men dette er dog ikke absolut påkrævet.

84 I baljen bores nu 3 huller et stykke under kanten. Hullerne skal have messingkrogenes diameter, og hullerne skal helst sidde lige langt fra hinanden (120 ), og de 3 messingkroge stikkes gennem hullerne og fastloddes. V- Fig. la Fig.ld Svamp vædet med ==' Acetylentetraklorid af Fig. le essingst;.::'l gennemsavet 8 l i koraform Fig,le 7 O 10!lO 30 '/O 50 'O?o &O 90 100,_ 7So." Fig. l. Arbejdstegninger til lysfælden. Beskrivelse i teksten.

85 Skal fælden stå på en sådan måde, at den evt. vil kunne opfange regnvand, må det tilrådes at bore små huller i baljens bund. Dette vil imidlertid sætte forbruget af acetylentetraklorid noget op. Messingstutsen skrues op i fah1ingens bund og fæstnes med pinolshuen. Forinden skal der skæres et kors op i stutsens (bøsningens) nederste ende, således at den kan sættes ned over midten af tragtens kors, se fig. l e. Fatningen forbindes med det svære gummikabel, der fra fat- Fig. 2. Den færdige fælde, opstillet på en haveterrasse. rungen går ned gennem bøsrungen og ud gennem et savet eller boret hul i den ene side af bøsningen oven over det skårne kors. I den anden ende af gummikablet monteres hanstikket. Hanstikket sættes i forbindelse med drosselspolen, der igen tilsluttes lysnettet (220 volt vekselstrøm). Når fælden skal bruges, sættes fatningens bøsning ned over tragtens kors, HP-pæren skrues i fatningen, og der sættes sh øm på anlægget. Forinden vædes de 3 svampe (helst natursvampe) med acetylentetraklorid, og svampene s k a l vrides hårdt op bagefter, idet der ellers vil dryppe vædske ned i baljens bund, hvorved dyrene ødelægges. Svampene sættes på de 3 messingkroge i baljen, og b agten sættes ned i baljen, hvorefter fælden er klar til brug.

86 Er der mulighed for at grave fælden ned, så tragtens Øverste rand er i flugt med jordens overflade, bør dette gøres, da»slagskyggen«derved bortelimineres. Efter fremkomsten af "blandingslyspærer«er en drosselspole - det dyreste ved anlægget - ikke mere nødvendig. Disse pærer er forsynet med»edisonfatning«, d. v. s. den normale fatning for husholdningspærer. En "blandingslyspære«vil umiddelbart kunne tilsluttes lysnettet (220 volt jævn- eller vekselstrøm), men dette gælder ikke for >>H P 500«. Der er drosselspolen obligatorisk ved 220 volt vekselstrøm. Der findes endnu rundt i landet steder, der kun er forsynet med 220 volt jævnsh øm. I dette tilfælde er det ikke tilrådeligt at anvende drosselspole. I stedet for skal der i s e r i e indskydes en moclstandspære: 130 volt - 125 Dlm. fabrk.»pope«. Når fælelen er i gang, bør man så vidt muligt lade den brænde fra soh1edgang, da også»skumringsdyrene«går i fælden, selv om det endnu ikke er helt mørkt.!vlan bør lade den brænde, til det er helt lyst, da der erfaringsvis er en meget stor flyvning - ofte af de sjældnere arter - ved claggq. Ofte kom der i min fælde indtil 200% flere dyr i baljen mellem midnat og daggry end mellem skumring og midnat. Husk, at de dyr, man ikke har brug for, kan man atter sætte ud, når baljen er»røgtet«, da dyrene kun er bevidstløse af acetylenteh akloridet. Ved aften er de atter på vingerne - hvis ikke fuglene har ædt dem. Det skal bemærkes, at dyrene ikke - som man muligvis kunne vente -bliver»snaskede«af at flakse rundt i baljen, idet de ret hurtigt mister bevidstheden. Har man først overvundet sin aversion mod den lidet sportsmæssige fældefangst, vil man opdage, at man ikke før brugen af fælden har haft noget rigtigt kendskab til "bestanden«på fangststedet Sjældne storsommerfugle på Læsø. Af Ib Norgaard, I.yngbygårdsvej 87, Lyngby. Jeg tilbragte sammen med min familie 1 ar sommerferien i tiden fra den 2/7 195 6 til den 21/7 195 6 hos noget familie i Byrum på Læsø. Det var første gang, jeg besøgte LæsØ, men til gengæld har jeg lovet mig selv, at det ikke er sidste gang, jeg konuner der, hvis det står til mig. Da jeg intet større kendskab havde i forvejen til evt. fangstmuligheder på Øen, henvendte jeg mig allerede den 3/7 til Øens sommerfuglejæger - førstelærer Høgh Jacobsen på skolen i

87 Vesterø. Han modtog mig overordentlig venligt og gav mig beredvilligt alle de oplysninger, jeg kmme Ønske. Vi besluttede at forsøge allerede samme aften at tænde min medbragte kviksølvdamplampe på skolens fodboldbane. Ved skolen var det muligt at få elekh isk strøm (jævnstrøm), og vi lagde ledninger ca. 100 m ud på banen, hvor i Øvrigt Toxocampa craccae blev taget første gang af hr. Høgh Jacobsen for få år siden. I samme Øjeblik vi havde tilendebragt udlægningen af ledningerne, gav regnen sig til at sb Ømme ned, samtidig med at tordenen rnllede. Vi måtte derfor fortrække til familien Høgh Jacobsens hyggelige hjem, hvor vi havde det så rart, at det næsten var med beklagelse, at jeg kl. ca. 23 opdagede, at det var holdt op at regne. Vi tændte derefter kviksølvdamplampen, og selv om der nu og da kom nogle slenune byger, holdt vi dog stand til kl. 2. Jeg konstaterede fra kl. 23-2 ialt 61 arter»storsommerfugle«på lagenet. Der var stort set, hvad man kunne vente på en sådan lokalitet, og der var ingen større sjældenheder imellem. J eg havde sat næsen op efter Lycaena alcon, som det var mit håb at sikre mig under mit ophold på øen, og lu. Høgh Jacobsen havde fortalt mig, at jeg skulle søge til en lokalitet- Revm-kær - der er beliggende i»sigene«, ca. l km nord for skolen. Der havde han taget adskillige stykker, og han mente, at det nok var den rette tid for fangsten af denne art. Den første uge af mit ophold var vejret imidlertid ret regnfuldt og stærkt blæsende, hvorfor der intet var at gøre, rent sommerfuglemæssigt, og først den 8/7 var vejret tilfredsstillende, idet solen skinnede. Det var stadig ret blæsende, men jeg fangede dog alene ialt 32 stk. alcon ved Reverkær mellem kl. 10 og 12. Senere samme dag fangede jeg yderligere l stk. alcon i en hedemose i»nordmarken«i nærheden af Hmneks Odde. Den næste dag - den 9/7 - tog min 6-årige søn Jan og jeg atter til Reverkær, og i sh ålende sol med svag vind fangede han og jeg tilsammen fra kl. 10,15 til kl. 12 ialt yderligere 60 stk. alcon, og herunder konstaterede vi, at der var flest af arten på sydvestsiden af Reverkær, hvor også artens næringsplante - Ensian - voksede i stort antal. Det skal, bemærkes, at Reverkær ':.._som i Øvrigt de andre kær i»sigene«- er ganske fladvandede med hård bund. Det er muligt at vade over kærene iført alm. gummistøvler. Dyrene fløj imidlertid mest inde over lyngbevoksningerne 20-30 m fra bredden af kæret. Den 12/7 tog hele familien på tur ud på»rønnerne«, der er et stort, fladt areal syd for Byrum. Arealet er ge1memskåret af et stort antal kanaler samt af»floden«, der er ca. 50 m bred. >>Floden«er dog så lavvandet, at man kan vade over med bare ben,

88 og så bliver man endda kun våd til anklerne. Store sten ligger spredt i vandet, og der er et rigt fugleliv på stedet. I nærheden af»storepigestenen«fangede jeg 14 alcon, men jeg så intet til næringsplanten. J eg havde sat JTiig for, at jeg ville prøve at sikre mig arten Orgy'ia, er'icæ, hvis den fandtes, men jeg havde ikke set noget til hverken larver eller pupper i lyngen på de steder, hvor jeg indtil da havde været på øen. Nu satte min søn og jeg os ned et tilfældigt sted i lyngen ude på»rønnerne<<, og i løbet af godt lo mi- Fig. l. Parti fra Rønnerne. mitter havde vi fundet 15 larver og l puppe af ericæ. Larverne var i alle størrelser, lige fra ganske små til forpupningsfærdige. De sad for det meste i toppen af lyngen, men de var ret svære at få Øje på alligevel. Den 15/7 tog Jan og jeg sammen med yderligere 2 familiemedlemmer fra Øen atter op til Reverkær, hvor vi i fint vejr på ca. 2 timer fangede ialt 148 alcon, der nu sværmede tæt på stedet. Samtidig gennemså vi nu lyngen på vej fra skolen i VesterØ til Reverkær, og nu, da vi havde lært ericæ-larven at kende, lykkedes det os at finde adskillige stykker på de steder, hvor vi ikke tidligere havde kunnet finde den. Også her satte vi os ned et tilfældigt sted i lyngen, og så så vi larverne. Den 17/7 var J an og jeg atter i Reverkær, da en mængde sommerfuglevenner havde bedt mig sende dem en række alcon, og da der tilsyneladende var uendelig mange af dem, havde jeg ikke

89 nogen betænkeligheder ved at efterkomme bønnerne. På vejen op fandt vi 22 larver og pupper af e l"icæ i lyngen, og mens vi var ved Reverkær, kom lu. Høgh Jacobsen til stede. Han havde hørt, at vi var deroppe, og han ville gerne hjælpe med til fangsten. Tilsammen fangede vi 121 alcon. Også denne gang fløj arten i meget stort antal - også efter at vi var holdt op at fange. Hr. Høgh Jacobsen mente, at der aldrig tidligere havde været så mange alcon på stedet. Overalt stod Ensian med hvide æg af alcon, så såfremt intet usædvanligt hænder, er artens videre beståen sikret også næste år. Samme aften besøgte jeg atter skolen i VesterØ, og hr. Høgh Jacobsen og jeg havde atter kviksølvdamplampen ude på fodboldbanen. Denne gang var vejret bedre, og fra kl. 21,30 til kl. 2,30 konstaterede jeg ialt 62 arter af»storsommerfugle«på lagenet. Der var flere gode arter, men ingen sjældenheder. Den 16/7 havde vor vært ført os til Øens eneste rigtige skov, der hedder»skoven«. Den er beliggende ca. 3 km fra Byrum og er et yndet udflugtssted. i\ilan kommer derud ad vejen fra Byrum til Øens flyveplads, men»skoven«er beliggende længere ude. >>Skoven«består for det meste af ældre egeh æer, og der er en meget,,fin«underskov af birk, el, unge ege o. m. a. Jeg havde selvfølgelig besluttet at prøve en sulelærlokning på stedet til trods for den næsten bedøvende duft af caprifolier, der voksede overalt, og jeg havde besluttet mig til at forsøge den 19/7, hvor vejret tegnede fint. Jeg smurte en pæn»runde«og tog nogle dyr i skumringen. Den første >>nmde«gav intet ophidsende. Der sad en forrygende masse atripucis på næsten alle h æerne. Anclen >>runde«begyndte på samme måde, men et st:yld<e nede ad ruten sad der pludselig en Henninia clerivalis på smøringen på et ungt egeh æ. Jeg var naturligvis ovenud lykkelig. Jeg tog den i giftglasset, og da den lå stille, skulle jeg naturligvis have proppen af for at være ganske sikker. Mens jeg stod sådan, så jeg pludselig et lille dyr flyve om i nærheden, og det viste sig - i ketsjeren - at det også var en clerivalis. Jeg besluttede selvfølgelig, at jeg ikke ville forlade stedet nogensinde mere, men der skete overhovedet intet det næste kvarter, hvorfor jeg gik videre på runden. 3-4 h æer henne sad der atter en clerivalis på sukkeret og på det næste igen atter en o. s. v., til jeg havde sihet mig 5 stykker. På dette tidspunkt begyndte jeg nu at få mine tvivl om, hvorvidt det i det hele taget k u n n e være derivat-is. J eg vidste, at der indtil sæsonen 1956 kun var taget ialt 12 stk. derivalis, alle på Bornholm (11 stk. på Dueodde og l stk. ved Stampen). Disse 12 var taget over en periode på 19 år. Mens jeg tvivlrådig stod og funderede på et hjørne, så jeg et

90 dyr flyve forbi- clerivalis. Mens jeg var ved at putte dyret i glasset, fløj der 2 dyr forbi - begge derival-is. :tviens jeg var ved at putte disse dyr i glasset, fløj der 3 dyr forbi - alle deriva.lis o. s. v. Det viste sig, at der på en strækning af ca. 50 m fløj clerivalis så tæt, at jeg med eet slag fik 5 derivolis i nettet på een gang. Det var frygteligt. En overgang var det så slemt, at»kapaciteten«kun var afhængig af, hvor hurtigt jeg kunne få dyrene dræbt. Desværre havde jeg ved starten af tmen allerede besluttet, at det skulle være en kort tur, hvorfor jeg kun havde fyldt lidt petroleum på petromaxen, og da klokken var 1,00, gik lygten simpelthen ud. Mæt tog jeg hjem; men næste aften (20/7) trillede jeg atter ud til»skoven«på min motorcykel. Jeg havde naturligvis >>strøget«sukkerlokningen, og på det samme sted som aftenen i forvejen fandt jeg clerivalis i mængder. Jeg fangede løs på en lidet sportsmæssig vis, men til undskyldning havde jeg i tankerne, at jeg kunne glæde en mængde af mine sommerfuglevenner med derivahs. Vejret var knap så godt som den foregående aften, og flyvningen var ikke så tæt, men ved at ryste de unge træers grene jog jeg en masse ud. Nu var jeg så blasert, at jeg ikke gad anstrenge mig særligt for at tage en vanskelig clerival is, og det ærgrede mig overhovedet ikke, at en del fløj fra mig. Kl. 0,30 var jeg træt og holdt op, og ved hjemkomsten viste det sig, at jeg den aften alligevel havde taget yderligere 75 stk. Herm:inia derival'is. Dyrene var uden undtagelse alle pæne. Turen til LæsØ bragte mig 2 nye arter for samlingen: ericæ og derivaus. Af ericæ hjembragte jeg ialt 92 larver og pupper, og af dem er indtil i dag - den 21. august 195 6 - fremkonunet 4 hunner og 16 harmer. Jeg har draget omsorg for, at i hvert fald de 3 af hunnerne er pmtet, så jeg håber at kunne få en mængde larver af den ret sjældne art til næste år. Og så har jeg da den tilfredsstillelse, at der ingen snyltestukne er imellem. Det har vist sig i klækkeburet, at der af pupperne er fremkommet 2 arter af snyltehvepse samt en mængde fluer, som nahuligvis blev aflivet så hurtigt som muligt. Det kan anbefales sommerfuglesamlere at tage hu en til Læsø, idet der tilsyneladende er et rigt sommerfugleliv på Øen, endda af arter, der ikke er så rigeligt repræsenteret andre steder i landet. Øen, der er ca. 12 kvadratmil, ligger ikke ret langt fra den svenske kyst, og der er rige muligheder for flere af de arter, vi endnu har tilgode her i landet. Jeg hm ikke nået alt det, jeg gerne ville i år, men jeg håber at få tid og lejlighed til at incll1ente det forsømte i den retning i de kommende år. Jeg har langt fra været»overalt på Øen«, men så er der jo noget at glæde sig til.

91 Philantus triangulum på Mols. Af B. Overgaa.rd Nielsen, Giiseholmvej 201, Herlev. Den 20.-7.-1956 indløb der til Molslaboratoriet klager over nogle kraftige, gultegnede hvepse, som havde anlagt en stor koloni på Lyngsbækgårds brolagte gårdsplads. Da det samtidigt blev oplyst, at hvepsene bmgte honningbier som foder, hvilket var den direkte årsag til klagen, var det ikke vanskeligt at konstatere, hvilket dyr det drejede sig om - det var biulven, Ph:ilantus triangulum.. Den næste dag tog jeg hen for at se på kolonien, og da det var første gang, jeg havde lejlighed til at stifte bekendtskab med denne interessante gravehveps, var det med stor forventning, jeg tog afsted. Kolonien var anlagt på den del af gårdspladsen, der ligger nærmest hovedbygningen. Her findes en solid brolægning, men kolonien røbede sig ved de store tuer af løst, gult sand, som lå mellem stenene; ingen af disse ekstremt tennofile insekter havde gravet reder i den del af gårdspladsen, som kunne beskygges af bygningerne. Da jeg besøgte kolonien ved middagstid, var alle gravehvepsene naturligvis yderst aktive i den stegende hede, og uophørligt landede der biulve, hver tungt lastet med en lammet honningbi, som de transporterede på den i litteraturen beskrevne måde, men man kunne alene på lyden afgøre, om en bi ulv vendte hjem med bytte eller ej - de, der transporterede bytte, frembragte den dybeste summen. Ved hjemkomsten fjernede hinlvene den sandprop, hvormed indgangen var tillukket, og når reden igen blev forladt, blev den atter tildækket, dette træk og hvepsenes opførsel ved reden i al almindelighed stemte udmærket med beskrivelserne i litteraturen, så hvad biologien angår henvises til litteraturlisten. Rederne var i dette tilfælde ikke egnet til udgravning eller afstøbning, men der er næppe gmnd til at antage, at de var forskellige fra den kendte type - en hovedgang vinkelret på overfladen, i 30 cm dybde vandret, og forsynet med et vekslende antal sidegange. Det lammede bytte - lammelsen synes at være særdeles omfattende - placeres i ægformede huler, der udgår fra sidegangene. Den iagttagne koloni dækkede et areal på 360 m2 uden tydelig kerne, og ved en løselig optælling blev ca. 600 reder fastslået. Ph:ilantus er udbredt i 'lellemeuropa, hvor den mange steder er til stor gene for biavlen, og mange penge må årligt investeres for at bekæmpe den. Her i Danmark befinder biulven sig ved nordgrænsen for sin udbredelse, hvor den har besvær med at

92 oparbejde en bestand, der ligger over en vis, kritisk minimumsgrænse. Den stiller store krav til sommerens længde, tørhed og temperatur, og dette bevirker, at dens Horeren kun sjældent begunstiges af det danske klima. I Danmark er biulven fundet på Bornholm, ved Maribo, i Nordsjælland og i Jylland på Molslaboratoriets terræn, men her var der dog kun tale om en lille koloni i 1952. Da biulven er fundet i Sverige og er udbredt i Tyskland, er der grund til at henlede opmærksomheden på denne karakteristiske gravehveps - alene dens fodervalg gør, at man ikke kan tage fejl, når man står overfor den, og den store, gultegnede hveps selv lader sig vanskeligt forveksle med nogen anden dansk art. De store kolonier vil biavlerne registrere, da en koloni på nogle hundrede individer vil koste en bifamilie livet i en sommer, der begunstiger lang flyvetid, men der er stor chance for, at en lille koloni overses; disse mindre forekomster er det entomologernes opgave at fastslå, og det er vigtigt, at alle iagttagelser publiceres, idet en nærmere undersøgelse af artens udbredelse og spredning i Danmark ville være Ønskelig. Alle oplysninger om forekomsten af biulven, Philantus t1 iangu1:um., i Danmark vil med taknemmelighed blive modtaget af forf. (stud. mag. B. Overgaard Nielsen, Gåseholmvej 201, Herlev). lvian bedes notere lokalitet, jordbund, størrelse af kolonien (omtrentlige areal og antal reder) samt dato. Litteratur. F. Vv. Bræstrup & E. Tetens Nielsen: Philantus triangulum i Danmark - Vid. Med. fra dansk naturhist for. Vol. 104, 1941. A. M. Hemmingsen & E. Tetens Nielsen: Ent. Jvled. 16, 1925, 14-22. Jørgensen: Flora og Fauna 1915, 31. C. \Vesenberg-Lund: Ent. Med. 3, 1891 (19-44), J. C. Nielsen: Gravehvepse og Gedehamse, Danm. Fauna 1907. Palle Johnsen: Honningbiens fjender, 1956.

93 På musefangst i Thy. Af Carsten Pederseu. Meddelelsel' f a Naturhistorisk Museum, Århus. (With an Euglish Summnry) Som et led i»dansk zootopografisk undersøgelse af Thy«er der foretaget en indsamling af mus og spidsmus forskellige steder i denne landsdel. I første omgang foretoges indsamlingen af forskellige lokale personer. Hver enkelt mus præmieredes med 25 eller 50 Øre. Selve indsamlingen foretoges for det meste af skolebørn, og der er ikke til fangsterne knyttet nogen som helst notater om biotoper eller fangslokalitet eller -dato.!\1iusene blev blot konserverede i formalin og gemt, til de blev afhentede. Det siger sig selv, at en indsamling foretaget på denne måde ikke kan give et helt udtømmende billede af en egns småpattedyr-fauna. Man vil få en meget stor overvægt af de arter, der findes i nærheden af vore boliger eller i disse, mens f. eks. udprægede skovdyr måske slet ikke vil blive repræsenteret i materialet, selvom de visse steder er de hyppigst forekommende. Det kunne gælde en art som rødmusen; dens mangel i materialet behøver ikke at betyde, at den ikke findes i Thy. TVED PL. NORS SØ Fig. l. Undersøgelsesområdets beliggenhed.

94 Efter den måde, materialet var indsamlet på, var det venteligt, at der ville være en meget stor overvægt af husmus. Resultatet af indsamlingen var følgende: Husums, Mus 1nusculus.................... 241 Skovmus, Apodem.us sylvaticus............. 13 Dværgmus, Mic1'0mys minutus.............. 8 Alm. markmus, M ic1'0tus agrestis............ 34 Vandrotte, Arvicolcl terrestris............... 3 Birkemus, S icista betulina.................. 3 Alm. spidsmus, Sorex araneus............... 22 Dværgspidsmus, Sorex minu.tus............. 2 Vandspidsmus, Neo mys fodiens............. 2 Nogen overraskelse indeholdt materialet ikke, alle ovennævnte arter er tidligere kendt fra Thy. Men på den anden side er alle de småpattedyr, der hidtil er kendt fra Thy, fundet ved denne indsamling. Det fortæller lidt om, hvor gode indsamlere det var lykkedes at kontakte. Den store overvægt af husmus er ganske rigtigt til stede: 4 femtedele af alle musene var husmus. Det er af en vis interesse at kunne afgøre, om musene i farven adskiller sig fra andre egnes mus. Derfor ville man gerne have indsamlet en del mus, der opbevaredes skindlagte i stedet for konserverede i formalin. I september 1954 foretog jeg derefter for»dansk zootopografisk undersøgelse«en rejse til Thy for at samle yderligere materiale af mus. Denne indsamlingsrejse bød for så vidt heller ikke på nogen overraskelser. Der blev ikke fanget nogen arter, som ikke hidtil er kendt fra Thy; men den gav dog anlech1ing til visse interessante betraghlinger. Det var kun i Tved plantage og allernærmeste omegn, fangsten fandt sted. Jordbunden består her af sand, og hovedparten af plantagen er bjergfyrbevoksninger. Der er dog også plantet mere udbyttegivende nåletræer, især langs kanterne af plantagen. Enkelte steder er der endog løvh ækulturer. Musene fangedes i Longworth-fælder, der er fremstillet i England og specielt beregnet på musefangst i videnskabeligt Øjemed. De, der Ønsker en nøjere beskrivelse af denne fældetype, kan henvises til D. Chitty and D. A. Kempson, 1949: >>Prebaiting small mammals and a new design of livetrap«. Fælderne er fremstillet af aluminium og fanger musene levende. Dette betyder en stor fordel, idet alle skind og kranier herved er velegnede til præparering og opbevaring for senere nærmere studium. Disse fæleler har vist sig særdeles effektive til fangst af alle småpatteclyr, der er almindeligt forekommende herhjemme, måske dog med undtagelse af clværgspiclsmusen. Fælderne udsattes på forskellige biotoper, i første række på biotoper, der især syntes at være velegnede for mus; musefat-

95 tige biotoper var dog også repræsenteret. Til fangsten anvendtes der ialt 926 fældenætter, d. v. s. antal fælder multipliceret med antal døgn, hvori fælderne havde mulighed for fangst. De 926 fældenætter fordelte sig over de forskellige biotoper på følgende måde: inde i skoven og i udkanten af skoven 441, dyrkede marker 317, i og ved huse 66, fugtige arealer med høj tæt vegetation 57, hede 45. Resultatet blev mængdemæssigt særdeles godt, i løbet af de ti dage, fangsten varede, fangedes der ialt 252 mus og spidsmus. Det giver for alle fælderne en gennemsnitlig fangstprocent på 27; for den "bedste«halvdel af lokaliteterne var fangstprocenten endog 42 (187 mus fanget på 450 fældenætter). Det eneste sted, hvor fangsten intet resultat gav, var hedelokaliteten. Det samlede resultat af fangsten var følgende: 89 skovmus, 34 husmus, l dværgmus, 54 markmus, l vandrotte, 70 almindelige spidsmus og 3 vai1dspidsmus. Skovmus (Apodem.us sylvaticus L.) fangedes både inde i skoven (45 individer) og ude på åben dyrket mark (27 individer); i kanten af skoven fangedes 17 skovmus. Endog i en bjergfyrbevoksning uden anden bundvegetation end mos fangedes der skovmus, der toges 5 mus på 48 fældenætter. Fangsten foregik dog tæt ved en mere afvekslende biotop, indtil 70 m derfra; så muligheden for, at det har drejet sig om tilfældige strejfere, kan ikke helt udelukkes. På markerne ved Ørgård fangedes ingen skovmus. Disse marker er adskilt fra nærmeste skovmuselokalitet ved et flere hundrede meter bredt bælte af hede, som skovmusen åbenbart ikke har formået at forcere. Inde i skoven blev der fanget skovmus så langt fra marken, ca. en halv km, at der ikke kunne være tale om tilfældige strejfere, men at det tværtimod måtte dreje sig om en fast bestand. Ligeså måtte de skovmus, der var fanget på marken, hidrøre fra en fast bestand der. Både i skoven og på marken var skovmusen den hyppigst fangede mus. Der blev ikke fanget nogen halsbåndsmus (Apodemtts flavicollis rvielch.), og den er heller ikke tidligere fanget i Thy (Ursin 1952). Over størstedelen af det Øvrige land forekommer begge arter, og man kan også fange dem begge på samme lokalitet og samme biotop; men ellers findes skovmusen især knyttet til det åbne land, og i skoven synes den kun at færdes, hvor der er åbne marker i nærheden. Halsbåndsmusen findes der som den typiske skovfm m, og findes den på åben mark, er det altid i nærheden af en skov, en park eller lignende. Ved hjælp af en række eksempler har Elton (1946) vist, at indenfor et vist område på den samme biotop forekommer der for det meste kun een art af samme slægt. Han giver den sandsynlige forklaring herpå, at forskellige arter af samme slægt ligger hinanden så nær m. h. t. økologi, at den af arterne, der har et

96 lille forb in, i det lange løb vil konkurrere den anden eller de andre ud. H vor man finder mere end een art af samme slægt, er denne konkurrence endnu ikke afsluttet. Dette forhold synes også at gøre sig gældende for skovmuseslægten (Apodem.us). Som helhed gælder det, at i Thy, hvor kun skovmusen forekommer, findes den både i skoven og på marken; men hvor der findes både halsbåndsmus og skovmus, holder den første til i skoven, hvor den har udkonkurreret skovmusen, der så har sit hovedtilholdsted på markerne. SpØrgsmålet bliver nu, hvorfor er halsbåndsmusen ikke fanget Fig. 2. Udsigt over Nors sø. i Thy, eller rettere i den undersøgte del af Thy. De anvendte fælder har andetsteds vist sig forh inlige til fangst af halsbåndsmus, og der var anbragt et stort antal fælder på steder, hvor man netop ville vente at finde denne art. Nian kan altså roligt gå ud fra, at halsbåndsmusen virkelig mangler her. Det kunne tænkes, at den ikke yndede den form for skov, der findes i Thy, eller måske er den ikke i stand til at tage konkurrencen op med skovmusen under disse betingelser. I Østjylland er den imidlertid ofte fanget i nåletræsbevoksninger, og den synes endog at have en svag forkærlighed herfor. I foråret 195 6 har jeg i Kompedal plantage i Midtjylland fanget halsbåndsmus på steder,_ der i lighed stod Tved plantage meget nær. I Kompedal plantage blev der også fanget skovmus, men ikke på de samme steder som halsbåndsmusen. Da den kendes fra Vendsyssel (Ursin 1952), er

97 det næppe heller klimaet, der holder den ude fra Thy. Halsbåndsmusens eksistensbetingelser skulle altså være opfyldt. Sparck (1942) anser halsbåndsmusen for en tidligere indvandrer her i landet end skovmusen; så den skulle ligesåvel som derme kunne have nået Thy. Plantagerne er jo imidlertid ikke af gammel dato; det er ikke før i sidste århundrede, at man med disse har skabt eksistensmuligheder for halsbåndsmusen i Thy. Men den var ikke i nærheden og formåede derfor ikke at udnytte mulighederne. Skovmusen klarer sig også på det åbne land, og den var til stede, da plantagerne oprettedes, og udnyttede sine eksistensmuligheder i disse. Det ville nu være interessant at se, om halsbåndsmusen, i lighed med muldvarpen, er under fremtrængen i Thy, hvor grænsen for dens udbredelse ligger i Øjeblikket, og om den vil være i stand til at fortrænge skovmusen fra plantagerne. Halsbåndsmusens lejlighedsvise opb æden i menneskets boliger byder den en fordel under dens eventuelle fremtrængen i Thy. Herved har den chancer for at blive indslæbt og således hurtigere nå frem til nye områder. Alle husmusene (Mtts muscultts L.) tilhørte som ventelig (Ursin 1952) racen M. m. musculus. 18 husmus blev taget på dyrkede marker, 3 blev taget i kanten af skoven, ikke langt fra markerne, og 13 blev taget i og ved huse. Den ene dværgmus (Micro mys minutus Pall.), der fangedes, blev taget i skoven i en blandet bevoksning ca. 20 m fra marken. Ligesom i andre dele af landet (Degerbøl 1949) har dværgmusen først i dette århundrede indfundet sig i Thy. Den blev første gang taget her så sent som i 1945 af lærer Foged, Boddum (Foged 1946); han gav også en sandsynlig forklaring på dens pludselige opdukken. Foged fangede sine dværgmus i Sydthy. Dette eksemplar er derimod taget i den nordvestlige del af Thy. Dværgmusen kan derfor nu anses for at have udbredt sig over størstedelen af Thy. De 54 markmus var alle almindelig markmus (Microtus agrestis L.). Sydmarkmusen (Mlcrotus aroaus Pall.) er hidtil kun kendt syd for Limfjorden, så heller ikke det bød på nogen overraskelse. 39 af markmusene fangedes inde i skoven eller i udkanten af den, alle på steder hvor der var rigelig plantevækst eller kvasdække, 13 fangedes andetsteds i høj tæt vegetation, og 2 fangedes i og ved en roemark Rødmusen er endnu ikke kendt fra Thy. Erna Mohr (1936) mener dog, den findes her; men denne antagelse er kun baseret på en beskrivelse og må vist betragtes med en god portion skepsis. I Tved plantage tør jeg næsten garantere for, at den ikke findes. Ligesom for halsbåndsmusens vedkommende blev der gjort alt muligt for at fange netop denne art, hvis den fandtes på

98 egnen. Rødmusens mangel skyldes utvivlsomt også, at den endnu ikke har nået at indvandre til plantagerne. Den er en endnu mere udpræget skovform end halsbåndsmusen, og da den aldrig søger ind til mern1eskeboliger, er den henvist til selv at finde sig en vej ind i Thy. I Midtjylland er rødmusen fanget i en plantage af lignende karakter som Tved plantage, betingelserne for dens eksistens her skulle altså være opfyldt. Den er utvivlsomt nu under langsom fremtrængen fra Vendsyssel ind i Thy eller mod Thy. Fra Vestjylland i det hele taget er den heller ikke tidligere kendt; Fig. 3. Sø i Tved plantage. En stor del af musene blev fanget i plantagen ved denne sø. men her er den sikkert også ved at indfinde sig. For denne art ville det ligeledes være af stor betydning at få fastslået, om den er under fremh ængen i Thy, hvor langt den eventuelt er nået, og hvor hurtigt den 1ykker frem. Skønt de anvendte fælder kun var beregnet til musefangst, var det dog lykkedes en voksen vandrotte at klemme sig ind i en af dem. Den blev taget i en elle-bevoksning ved Nors sø. Almindelig spidsmus (Sorex ara.neus L.) fangedes overalt, hvor der var tæt og høj vegetation, både i skoven og udenfor denne. Langs kanten af skoven var den endog det hyppigst fangede pattedyr. På dyrkede marker fangedes der ikke nogen spidsmus. 2 vandspidsmus (Neomys focliens Schreb.) fangedes ved bredden af en lille sø i udkanten af Tved plantage. Den h edie vandspidsmus blev taget på et fugtigt areal med tæt vegetation. Vandspidsmusen er også tidligere kendt fra Thy omend kun i et enkelt eksemplar.

99 Dværgspidsmusen (So rex m-inutus L.) fangede jeg ikke selv; men den var blevet taget under den forudgående indsamling, og den er tidligere fanget i Thy; Molu fandt den således i 1935. Det er forlængst fastslået, at birkemusen findes ret almindeligt i Thy (Lauridsen 1938, Foged 1943). Den blev første gang taget her i 1908 og er siden taget i mange eksemplarer, især dog fra Sydthy. Det lykkedes ikke for mig at fange nogen eksemplarer; men da dens tilstedeværelse jo er velkendt, blev der ikke. ofret denne gnaver nogen speciel opmærksomhed. Til slut skal det endnu en gang fremhæves, at en nærmere undersøgelse af rødmusens og halsbåndsmusens eventuelle forekomst i Thy sikkert vil afsløre højst interessante forhold. Litteratur. Chitty, D. and D. A. Kempson, 1949: Prebaiting small mammals and a new design of live trap. Ecology, 30, pp. 536-542. Degerbøl, M., 1947: Dyrelivet i»landet mod nordvest«, pp. 19-38. Degerbøl, M., 1949: Dværgmus i»vort lands dyreliv l«, pp. 77-80. Elton, Ch., 1946: Competition and the structure of ecological communities. J. Anim. EcoL, 15, pp. 54-68. Foged, E., 1943: Birkemusen findes temmelig udbredt i Sydthy. Flora og Fauna, 49. årg., p. 124. Foged, E., 1946: Dværgmus fundet i Thy. Flora og Fauna, 52. årg., p. 24. Lauridsen, J., 1938: Birkemusen i Jylland. Flora og Fauna, 44. årg., pp. 19-21. Mohr, Erna, 1936: På musejagt i Thy. Flora og Fauna, 42. åi g., pp. 73-81. Sparck, R., 1942: Den danske Dyreverden. Ursin, E., 1952: Musenes udbredelse i Danmark. Flora og Fauna, 58. årg., pp. 49-60. Summary. As a part of»danish zootopographical investigation of Thy«small mammals have been collected during the last few years, and the result appears from the table on page 94. Thy is the northwestem part of Jutland, and ane of the most interesting features concerning the small mammal fauna of this province is the absence of the bank vole (Clethrionomys glareoz.us) and the yellow-necked mouse (Apodemus flavicollis). Both species are found in Jutland to the east of Thy (Ursin 1952). Until the second half of the 19th century there was no suit ble habitat in Thy for these two species. Then the big plantalions were established, but none of the species have reacl1ed Thy so far. In Thy A. sylvat-icus lives both in the woods and in the Helds. In East Julland it lives only in the Helds, while A. fiavieo/lis occupies the woods. In this conneelion Elton's paper (1946) must be mentioned. The supposed expansion into Thy of C. glareolus and A. fiavicalus will be followed in the future, and it will bs of special interest to see if the latter will be able to outcompete A. sylvaticlis in the woods.

100 Ny dansk dagsommerfugl, Carterocephalus palaernon Pall. Af T. W. La.11ger (Det kgl. Bibliotek, København). Af denne slægtsfælle til C. silvicola 1\tleig. (siloius Knoch) er der fanget 2 stykker i Danmark, i Ekkodalen på Bornholm den 27. juli 1954; finderen var Ole Jørgensen. Som det fremgår af billedet, blev begge stykker stærkt beskadiget ved et uheld, men de er dog umiskendelige, både ved mønsteret, den mørkebrune grundfarve og de orangegule pletter. Det sene tidspunkt på året kan forekomme besynderligt, da arten både nord for os (Sverige-Norge-Finland) og syd for os (Tyskland-Holland-England) kun flyver i een generation i maj-juni, men Lempke opgiver, at arten i fugtige og kolde år har optrådt så sent som den 16. august, og året 1954 var så vist både koldt og vådt. En 2. generation er ikke nogensinde konstateret i Europa. Om de to dyr er blevet indslæbt, kommet tilflyvende' fra Nordtyskland eller tilhører en lille, hidtil overset koloni, ved vi endnu ikke. Larven, der er hvidgrøn med mørk ryglinie og hvid sidestribe, lever på græsser, især Brachypoclium sylvaticum, i et sammenspundet blad. Arten er internationalt betydeligt almindeligere end C. silvicola og en af dem, vi kum1e forvente at finde her i landet. Summary C. palaem.on Pall. new for Denmark 2 specimens were caught on the island of Bornholm on July 24th, 1954 by Ole Jørgensen. The late appearance is without doubt due to the very cold and wet weather of that summer. vve do not know yet if the specimens are immigrants, have cmne by boat or belong to a small hitherto unrecognized colony. The species is found on the German coast just south of Bornholm.

101 Mindre meddelelser. Kaskelothvaler ved Esbjerg. I slutningen af december måned 1949 strandede i alt 5 store kaskelothvaler (Physeter catodon) mellem Fanø, Manø og Darum sluse, og da jeg bortset fra en ganske lille notits i tidsskriftet»natur og Museum«(efterårsnumret 1951) ikke har set det publiceret noget sted, kan det muligvis interessere >>Flora og Fauna«s læsere at høre lidt om det, der blev mit livs største zoologiske oplevelse. Den første hval strandede ca. 2 km udenfor Darum sluse, og den dag, Fig. L Fig. 2.

102 jeg var derude, kunne man vade ud til den i cirka 30 cm vand. Det var et meget ejendommeligt syn at se, hvorledes vand, slim og blod ustandselig rislede ud af hvalens mund, der stod ganske åben. Det var den mindste af de strandede hvaler. Den var ca. 16 m lang og vejede ca. 25.000 kg, og dens halefinne var ca. 3 m bred. Den næste hval strandede lidt syd for Sønderho på Fanøs sydspids, og de tre sidste blev fundet drivende ved højvande i nærheden af Manø. Den største af disse havde en længde på ca. 20 m og en vægt på ca. 35.000 kg. Halefinnen var ca. 5 m bred. Som det fremgår af billedet (fig. 2), virker munden lille i det store hovede. Der er ca. 40 tænder, og de største af disse måler 6 cm i diameter og er 15 cm lange. Vægten af en sådan tand er godt 300 g. Alle fem hvaler var hanner. De blev alle købt af Esbjerg Andels Svineslagteri, og den samlede vægt af kød og spæk blev godt og vel 116.000 kg. S. R. Rasmussen. To afvigende sommerfugle. I»Flora og Fauna«1949, side 104, er afbildet en mørk Arctica caia. fra Sandvig den 5. 7. 1922. Fig. l viser en endnu mørkere ca;a. taget i Steenstrup den 7. 8. 1954. På forvingerne er kun smalle hvide partier Fig. l. tilbage. Bagvingerne er orangerøde og lidt lysere end normalt. - Fig. 2 viser en Spilosama m.enthastri, der er taget i Steenstrup den 24. 6. 1953. Den er vel nok noget nær det mest afvigende fra Helge Christensens S. menthastl'i fra Svendborg, omtalt i»flora og Fauna«1939, side 100. Denne var kru:akteristisk ved sine lange, udflydende pletter. Som det ses af figuren, har mit eksemplar sine enkelte mørke pletter samlet på få steder. Endvidere har bagvingerne en tendens til gulfarvning. E. Jensen. Fig. 2.

103 Foreningsmeddelelser. Naturhistorisk Forening for Lolland-Falster. De botaniske ture i 1955. Der indledtes med en meget velbesøgt tur til Fejø den 15. maj. På grund af den kolde forsommer var vegetationen på de åbne marker og strandenge ikke særlig udviklet endnu, og der blev ikke gjort andre fund end dem, man havde ventet. Den 12. juni var der tur til Vesterborg-egnen på Vestlolland. Allerede i Maglemer blev deltagerne præsenteret for en sjældenhed, nemlig Havrerod eller Porrebladet gedeskæg, Tragopogon porri.folius, der vokser i en vejgrøft her. I et væld i Vedby mose fandtes Småfrugtet vandstjerne, Cal Ut riche palvstris, der var ny for distriktet. Videre fandtes Tæppegræs, Catabrosa aquat-ica, der ikke før var fundet på denne lokalitet, og i grøft ved Rosningen Vandkarse, Cardmnine amara. Den 18. juni var der en stærkt besøgt ekskursion til øerne i Mruibo Søndersø. På Hestø lagde man særlig mærke til de store populationer af Dansk ingefær, Anl'm maculatum., og Æg-fliglæbe, Ustera. ovata, i krattet mellem højskoven og søbredden. Indenfor tagrørsbræmmen fandtes en meget tæt bevoksning af Bittersød natskygge, Solanvm. Dulcamara, med Duskblomstret fredløs, Lysi.machia thyrsiflora. På Præstø (en af Maribo-øerne), der ikke før havde været besøgt af foreningen, noteredes bl. a. : Vellugtende agermåne, Agrimonia odorata, Lægestenfrø, Uthospe1'1n ll'll1 off'icinale, Løgmt eller Løg-kortlæbe, Teucri.um scordi.. u.m., Liden lærkespore, Garydal-is fabacea og Gifttyde, Gieuta vi1'0sa. Den 20. august var der en tur til Bøtø skoven, hvor det navnlig var bregnerne, der blev undersøgt, og man konstaterede, at Kambregnen, Blechnwn spicant, stadig fandtes i et par eksemplarer ved Fårevasken, ligesom man beundrede de meget kraftige eksemplarer af Kongebregne, Osnwnda mgalis, som findes her. De nævnte ture blev alle ledet af viceskoleinspektør L. Kring, Nykøbing F. Den 28. august havde man en interessant ekskursion til Holmegårds mose under ledelse af konsulent P. Grøntved, Næstved. Den karakteristiske højmoseflora blev nærmere gennemgået, og de skiftende plantesamfund, der karakteriserer genvæksten i tørvegravene, blev påvist og forklaret af konsulenten. Rs. Dreyer. 25/9 1955 foretog Naturhistorisk Forening for Lolland-Falster sin årlige svampetur til Store Hestehave på Jungshoved og Hollænderskoven ved Præstø. De 60 deltagere blev befordret i bus og småbiler til Bønsvig, hvorfra man kl. 9 spadserede fra Skovly i nordøstlig retning gennem Store Hestehave ud til stranden, der fulgtes ca. 2 km mod vest, hvorefter man svingede gennem gran- og løvskov direkte mod syd ned til vejen Roneklint-Bønsvig. Langs kysten findes en smal bræmme med ældre træer, bl. a. gamle ege

104 og enkelte store skovfyr på morbund, og her noteredes de to sjældne rørhatte: Tenstokket rørhat (Boletus appencuculatus) og Bleg rørhat (B. i:lnpolitus). Udbyttet blev ellers kun 78 storsvampe. Af disse bør endvidere nævnes: Clitocybe fritillifonnis sensu Lange, Mycena subalpina (syn. Collybia pseudoradicata), N(IIICOria centunculus (på Fagus-stød), Pluteus nwrinus Bres. (Musegrå skærmhat) og Russula luteotacta (Gulplettet skørhat). Pluteus nwrinus er en middelstor, jordboende art med gråbrunt filtet hathud, der langs randen er tilbøjelig til at sprække i radiær retning. Stokken er hvid med lille basisknold, som også er mørkfiltet Sporerne er ret små (5-7X5-5,5 p), og cystiderne på lamelflade og -æg er uden horn i toppen, bredt tenformede, hyaline, 26-64 Xl0-25 P Basiclierne 26-28 X 7-8 P Hathudhyferne løber ud i svagt tenformede, lange endeled (100-200X l4-18 p ) med brunt indhold og hyalin væg. Sammen med Plu.teus ephebeus, som vistnok findes på Lolland-Falster, tilhører den altså gruppen Trichodermei. Depauperati hos Lange, men ingen af disse to arter, som har en vis lighed med Pluteus umbrasus sensu Ricken, er optaget hos denne. Kl. 12 indtoges frokosten på Frederiksminde Hotel i Præstø, hvor svampedemonstrationen skete i det fri. Derefter fortsattes ekskursionen i Hollænderskoven, som var ret rig på svampeindivider. På en times tid noteredes 43 arter storsvampe, mest andre arter end om formiddagen. Her sås dog igen Tenstokket rørhat og desuden i mange eksemplarer Kogleskællet rørhat, på levende bøg en flot bevoksning af Børstehåret poresvamp (Polyponts cuticularis) og på jorden den sjældne skærmhat Pluteus godeyi. samt Ferskengul skørhat (Russula uioleipes) og Drue-køllesvampen. Turen fik en smuk og interessant finale, idet lektor Ferdinand, tidl. Herlufsholm, nu boende i Broskov, havde indbudt os til at se hans orkidesamling og haveanlæg. Ægteparret Ferdinand bød os velkommen ude på vejen foran villaen og førte os ind i forhaven, hvor lektoren på borde havde opstillet typer af forskellige epifytiske og jordboende orkideer og derpå i et livfuldt foredrag skildrede disse planters interessante morfologi og biologi, idet han særligt drog sammenligninger mellem blad- og stængelformer (knolde), forklarede blomsterbygning, bestøvningsforhold o. s. v. samt gav til slut en kort fremstilling af orkideernes pasning med demonstration af bregnerødder og sphagnum, som mange orkideer plantes i. I modsætning til de fleste af vore vildtvoksende orkideer, der elsker kalk, kan mange af drivhusarterne slet ikke tåle kalk, hvorfor vanding må ske med blødt vand, og torvemosset må før brugen udvaskes. Lektor Ferdinand førte os dernæst holdvis ind i sine stuer og sit drivhus, hvor der overalt bugnede af herlige blomster, men særligt blev beundret de vidunderlige farver og former hos orkicleeme, disse de højest udviklede af tretalsplanterne. På en stejl, sydeksponeret skråning ned mod den tilgroede Even Sø har ægteparret fremtryllet det skønneste stenhøjsanlæg, hvor netop tætte grupper af blå Aster amellus stod i flor. De B time, vi tilbragte her, blev en sjælden oplevelse for mange af deltagerne, og vi forlod dette blomsterparadis med sinelet fyldt af skønhedsindtryk og taknemmelighed over for