Rejsen. En roman af Jytte Muurmann (2014)

Rejsen En roman af Jytte Muurmann (2014) 1

Rejsen. Hun fiskede nervøst kontrollerende sit rødbedefarvede pas frem fra den slidte læderskuldertaskes hemmelige rum og åbnede det automatisk. Hendes ti år yngre ansigt smilede imødekommende til hende, men hun huskede tydeligt, at det havde udløst en gang forfængeligt, dårligt humør, da hun studerede sit kontrafej, der havde mindet hende om moderens, når hun så uheldigst ud, og hun havde svoret, at sin mor ville hun ikke ende med at ligne, men der var løbet meget vand i havet siden da. I dag ville hun ydmygt kysse enhver automat, der formåede at spytte det ansigt ud, og hun havde i mellemtiden accepteret, at hun lignede moderen, både udvendigt og indvortes. Hun lagde passet tilbage i rummet og sikrede sig endnu engang, at billet, penge og sygesikringsbevis lå, hvor de skulle, og lukkede tasken forsvarligt. Hun havde kvalme, og hendes mave rumlede værre end ellers, når hun skulle flyve, men i år var de jo også i krig, og der ville ikke være noget at sige til, hvis et par desperate eller hadefulde mennesker kaprere deres fly, og hvis det skete, havde hun på en måde fortjent det, selvom hun var imod den krig, hvilket kaprerne jo ikke kunne vide. Hun betragtede sin karakteristiske ring med den smukke rubin og håbede, at en eller anden efterladt ville kunne identificere hende i kraft af den, hvis Åh, det var håbløst, og hun blev aldrig klogere. Det havde overhovedet ikke hjulpet, at Dorte havde prøvet at overbevise hende om, at det ville være næsten usandsynligt, at et beskedent charterfly fra København til Malaga skulle blive udsat for kaprere, men selv matematiske tumper som hun vidste, at sandsynlighedsberegning beroede på jævnlige katastrofer, og hvem kunne garantere, at deres flyvemaskine undslap? Hun havde foreslået en rejse med tog eller bus, men Dorte havde viftet hende af. Det havde ikke hjulpet det mindste at argumentere for, at Bornholm havde det hele. Det eneste, hun havde fået ud af det, var Dortes overbærende latter og statistiske tro på, at det var farligere at køre i bil over Valby Bakke, end det var at flyve til Andalusien, selvom man døde i bunkevis på én gang, i luften, spærret inde uden mulighed for flugt, mens hvad ville hun tænke og føle de sidste sekunder, hun levede? 2

Hun bed tænderne sammen ved tanken om bomben, der splintrede kroppe og spyttede atomiseret blod og benstumper ud i rummet og ønskede, at hun havde sagt nej til at tage med, men nu var det for sent. Dorte ville måske nok tilgive hende, men hun ville også håne hende godmodigt resten af livet, og aldrig i livet, og når først de kom derned. det var livgivende at holde ferie sammen med Dorte sydpå. Hver gang. Klokken var snart fem. Hun rejste sig og så ud ad vinduet. Gaden var øde, ikke den mindste lille bil var at se, havde Dorte glemt, at hun skulle komme klokken fem? Bare der ikke var sket hende noget? Hun satte sig. Selvfølgelig var der ikke sket Dorte noget; hun tog blot livet med en knusende ro, selvom der kun var to timer til afgang og hun havde lovet at være præcis, da hun ringede for at sige god morgen, som de havde aftalt, for en sikkerheds skyld, hvis vækkeuret skulle strejke, og hun havde tilføjet, i sit lette rejsetonefald, at lufthavnstoget gik hver halve time. Hun tænkte åbenbart ikke på, at der kunne være forsinkelser, selv om det skete hele tiden. Hun rejste sig og rettede et par sofapuder. Vejret var i hvert tilfælde smukt. Ideelt flyvevejr, men måske var afgangen blevet aflyst, eller flyvemaskinen var styrtet ned eller defekt nej! Hun tændte en dulmende cigaret. I virkeligheden var rygeforbudet ombord grund nok til at blive hjemme. Selv dødsdømte mordere og voldtægtsforbrydere fik lov til den sidste cigaret. Cigaretten smagte metallisk. Hun skoddede og begyndte at vandre planløst rundt. Planterne var vandet, og Bitten ovenpå ville se efter dem. Køleskabsdøren stod på klem. Hun måtte huske hovedafbryderen; hvis lynet slog ned, havde hun i hvert tilfælde ikke fristet skæbnen, og hvis hun døde efterlod hun lejligheden ren og pæn, men lige under overfladen hun skulle have taget sig sammen til at rydde op og kassere for hvis hun ville lige tisse; det var ikke til at vide, hvornår hun fik chancen igen, især hvis Dorte ikke snart kom, så hun kunne nå det i Kastrup. Hvorfor i alverden kom hun ikke? Dorte så på uret. Sørens, nu kom hun for sent til den aftalte tid. Hvorfor kunne hun aldrig smøle sig færdig, når hun vidste, hvor utryg Kris blev af ventetid? Det var som om hendes drillegen aktiveredes hver eneste gang, hun skulle rejse med hende, selvom hun var en god rejsekammerat, når hun faldt til ro. Hun burde være ekstra sød overfor staklen. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage i sædet, i stedet for at skynde på chaufføren, der sikkert allerede kørte det tilladte og lidt til. Forventningen boblede i hende. Hun fornemmede allerede de hvide huse, der flimrede i varmen, i den lille 3

bjergby, og så for sig den blå, blå himmel over de grålige bjerge. For hende var Andalusien stedet, hvor almindeligt forvandledes til noget særligt, og hun foldede sig ud som en stor, frodig, dybttonet blomst efter regn, når hun havde sat kufferten på plads i det velkendte, hyggelige værelse, hvorfra hun havde udsyn til byens lille torv, med springvandet i midten og sladrebænkene udenom, og hun levede, når hun satte sig ud på den lille, pyntelig balkon, med en kølig drink, og strakte hals mod havet, der anedes gennem palmer og hibiscus. Når hun havde siddet lidt og pustet ud, ville hun åbne kufferten og se på det nyindkøbte og nyvaskede tøj og hænge det på bøjle og indrette sig og sætte sig ud på balkonen igen, med endnu en drink, og vente på Kris, der gerne måtte bruge flere timer til at komme i orden. Ventetid dernede, når to lange uger lå blanke foran hende, var fyldt med forventning og bar skæbnens eller tilfældighedens ukendte spænding i sig, og hun slap tøjlerne, bortset fra Hvor ville det være en lettelse at kunne leve sådan altid, helt oprigtig og afslappet. Måske skulle hun tage sig sammen og fortælle Kris alting, når de sad sammen over en drink, og Kris ikke havde mulighed for at stikke af. Turde hun? Ville Kris kunne tilgive hende, og hvis ikke, hvordan ville livet så blive? Hun mærkede et stik ved hjertet og gispede forskrækket, men sendte chaufføren, der fangede hendes blik, et stort, beroligende smil og fik et tilbage. Her! Tak. Chaufføren reagerede prompte og standsede lige udenfor Kris hoveddør, og hun steg lidt besværet ud og gik over og ringede på dørtelefonen. Den blev taget øjeblikkelig. Ja? Nå Kris, er du klar? Spørgsmålet var næsten fornærmende. Ja. Jeg kommer ned nu. Skal jeg ikke lade chaufføren hente din kuffert? Det er ikke nødvendigt. Det ville tiden vise. De var i rigelig god tid, men hun ville komme Kris nervøse beklagelser i forkøbet. Hun skævede gennem trappevinduet op mod første sal, hvor Kris baksede med sine låse og rykkede i dørhåndtaget og hankede op i den tunge kuffert, der nærmest trak hende ned af trappen. Det så komisk ud. En stor kuffert med en lille kvinde halsende bagefter. Hun holdt hånden for munden og lovede sig selv, at hun ville nære sig. Kris var bedst i medvind. 4

Hun skyndte sig hen for at åbne døren, og fik igen lyst til at le, da den forpustede, kokrøde Kris stod foran hende, men hun skyndte sig at give hende et knus og et kys på kinden. Chaufføren tog hendes kuffert og lagde den i bilens bagagerum, mens de satte sig ind, og Kris pustede ud. Har vi tid nok? Oceaner, Kris. Er du sikker? Vist er jeg sikker, men nu skal du høre. Vi tager vognen helt ud. Det er frås, Dorte. Det ved den søde, det er, men vi gør det sgu alligevel. Hun tog Kris iskolde hånd og nulrede den, mens hun smilede beroligende. Stakkels Kris; så bange for alt muligt hele tiden. Turen gennem den morgenstille by, havde gjort Kris godt, men da hun stod i transittens afslappede ro, tænkte hun på stilhed før storm, og da de kom udenfor, stirrede hun lammet på asfalten, da maskinen rullede ud mod startbanen. Hun lagde mat hovedet tilbage og kontrollerede sikkerhedsbæltet, med klamme hænder, og kneb øjnene fast i og tyggede på nikotintyggegummiet, som en sindsforvirret, mens hun ventede på øjeblikket, der berøvede hende hendes fri vilje. Hun prøvede at trække vejret langsomt og roligt, men det var umuligt. Om lidt brækkede vingerne af maskinen, dens tunge krop faldt sukkende til jorden, og de døde alle sammen, men hun var slet ikke parat. Åh altså Motorerne larmede kolossalt, og maskinens enorme styrke forplantede sig til hendes krop. Det klikkede i hendes ører, og hun var døv, men pludselig fornemmede hun en slags vægtløshed og åbnede øjnene. De var allerede højt oppe og hav og land lå udbredt under hende, som det smukkeste patchwork, klart oplyst af solen, og synet var så pinefuldt vidunderligt at se på, at hvis de styrtede ned nu, ville hun have rørt skaberens ubeskrivelige geni. Flyet drejede og duvede let. Hun greb Dortes beredvillige hånd og knugede den. Jeg kan ikke huske, om jeg låste døren? Det gjorde du. Du flåede nærmest dørhåndtaget af. Hun mundaflæste. Godt du Dorte Ja, søde? Jeg er så glad for, at du sidder her sammen med mig. Nu havde hun sagt det, hvis Tak i lige måde. 5

Dorte klukkede lunt. Nu skal vi have os nogle skrappe gibbernakker, så skal du se, du får det bedre. Ja. Hun rykkede sig på sædet. Der var hverken plads til arme eller ben. Heldigvis var hun ikke så tyk som manden, der sad ud til gangen. Hvordan i alverden ville han få plads til bakken, når de skulle spise, og kunne han overhovedet flyttes, hvis hun skulle på toilettet? Den tid den sorg. Hun ville give sig skæbnen i vold nu. Det var hun nødt til. Hun var udenfor indflydelse i cirka tre timer. Det føltes aldrig naturligt, men hun havde selv valgt det. Hun skævede til Dorte og havde lyst til at snakke, men Dorte sad med det lille salige spanienssmil om munden og lignede en, der gerne ville være lidt i fred. Hun tørrede sine anstrængte øjne og fandt sine briller og tog kryds- og tværs bladet, hun havde købt, mens de ventede, og så på det, men kunne ikke gætte et eneste ord. Hun lagde sukkende bladet fra sig på bordet og fik øje på salgskataloget. Hvad var det nu, hun havde bestilt? Hun kunne da prøve at glæde sig til at få den gennemsigtige bærepose i hånden. Nej, det gik slet ikke. Hun opgav at koncentrere sig og så ud ad vinduet. Hvis der skete noget nu, sad hun i hvert tilfælde sammen med et menneske, hun holdt umådeligt meget af. Kris! Ja! Hun så op på stewardessen, der stod ved den fristende vogn. Jeg vil gerne have tre cognac og en flaske vand. Hvad vil du have Dorte. Jeg giver. En snaps og en flaske vand og to whisky. Hun betalte og gav den smilende stewardesse lidt ekstra, og de åbnede hver en flaske og fyldte indholdet i plastikbægrene med is og hilste på hinanden. Ferien var begyndt. Dorte, har du hørt, at de bruger genbrugsluft? Dorte så lattermildt på hende. Du kan da ikke tro, at vi kan få ny luft til de penge? Skål og slap af, ven. Vi har overlevet før. Dorte lo tøset, og hun smilede ufrivilligt. Ja, du har ret, men hvad tror, du stewardessen ville sige, hvis vi bestilte to gange tuberkulose? 6

Fy da, Kris. Ja, fy. Dortes bedstemor, som hun tilbad, døde af tuberkulose, da Dorte var en lille pige. Hvornår lærte hun at vare sin store mund? Tilgiv mig, Dorte det er nervøsiteten. Ja, men lad os for guds skyld slappe af, ikke? Dorte var vist stadigvæk irriteret? Hun turde ikke spørge. Madvognen kom, og stewardessen rakte en portionsanretning over til hende. Hun betragtede den mismodigt; det bedste man kunne sige om den var, at den var pakket ind og forhåbentlig nogenlunde salmonellafri, og at mad plejede at få Dorte i godt humør. Hun skævede til hende og følte lettelse, da hun så hende fjerne plastikken og begynde at spise. Åh, det var dejligt. Dorte tørrede sig om munden og smilede tilfreds til hende, og hun følte et stik misundelse, der afløstes af hengivenhed. Dorte fik det bedste ud af alting. Hun var heldig at have sådan en veninde. Ja, det trængte vi til. Jeg tror, jeg lukker øjnene et øjeblik. Er det i orden? Sov du bare, Kris. Vi ses i Paradis. Må jeg låne dit kryds- og tværs blad? Hun nikkede, og Dorte tog sine læsebriller på og smilede fortroligt til hende, og hun kvitterede med et lille dask på Dortes arm og lænede sig godt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Alt var som det skulle være. Dorte havde endnu engang holdt hende ud, og nu var de heldigvis snart fremme. Hun vågnede ved et bump og åbnede øjnene. en god ferie. Det var kaptajnens stemme. Maskinen var ved at tage farten af. Det var ikke til at tro, at hun var faldet rigtigt i søvn og havde sovet fra det værste. Alle vidste, at landingen var farlig. Hun strakte sig lettet og vendte sig om imod Dorte, der åbenbart også sov. Dorte, vågn op. Hun ruskede hende blidt og blev kold. Dortes hoved hang underligt til den ene side, og hun sov tungt med munden lidt åben, men hun snorkede ikke, som hun plejede. Dorte! Hun ruskede hende kraftigere og trak sig tilbage og bøjede sig ned og prøvede at nå håndtasken, der var gledet ned på gulvet. Hun vidste det. Dorte! Hendes stemme lød fremmed; som om det tiggede, men hun vidste, at Dorte aldrig nogensinde mere ville høre hende. Hun så intenst på sin sovende veninde, der ikke 7

sov og vinkede ad en travl stewardesse og pegede. Kvinden kom over og så spørgende fra hende til Dorte og skyndte sig væk. Hun kneb øjnene hårdt i og åbnede dem og lukkede dem igen. Mareridt, måske var det hele et af hendes grusomme mareridt. Nej! 8

2 Hun kom ind i entreen og sparkede de sorte sko af og lænede sig udmattet opad væggen. Hendes fødder gjorde ondt og mindede hende om barndommens flæsede festkjoler og lakskoene, der aldrig havde passet helt, men stumpede og klemte, når hun endelig skulle være fin. Hun vippede med fødderne og besluttede, at hun få dem udskiftet ved lejlighed og ikke ende som Dorte med smertende knyster. Dorte Hun bed tænderne hårdt sammen og hængte frakken på bøjle og styrtede ind i stuen, der virkede grå og uinspireret, og sank ned i sin yndlingsstol. Måske var der noget i fjernsynet. Hun åbnede og trykkede lyden væk og rejste sig og satte sig og rejste sig og gik sløvt ud i køkkenet og skænkede et glas rødvin og satte sig tilbage i stolen og så på skærmen, uden at opfatte billederne, der skiftede hurtigt og blev til flimmer i hendes hoved, men var bedre end ingenting; fremover ville der blive så meget ingenting. Hun tændte frysende en cigaret og inhalerede og tog glasset og drak. Vinen gav hende metalsmag i munden måske en kop te hun orkede ikke at sætte vand over. Cigaretten havde brændt sig selv op. Hun så fra filteret ned på gulvtæppet, hvor hun havde tabt asken, og styrtede ud på badeværelset, men kunne ikke kaste op, og gik tilbage til stolen uden helt at vide, hvordan hun var kommet derind. Hun havde hovedpine måske skulle hun lægge sig. Hun lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene, men åbnede dem hurtigt igen. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun Dortes fortrolige ansigt for sig, som hun så ud, da hun spurgte, om hun måtte låne hendes kryds- og tværs. Hvorfor havde hun skjult, at hun havde et svagt hjerte? Det var egentlig underligt, at et stort, varmt hjerte også kunne være sygt. Hun gav en lille fremmed lyd fra sig. Hun kunne blive helt vred på Dorte, når hun tænkte på, hvordan hun havde narret dem alle sammen. Hun havde taget hjertemedicin i flere år; ikke engang Lene vidste det. De havde ikke haft en chance, og det hjalp ikke hende, at Lene forsvarede sin mors opførsel med, at hun sikkert havde villet skåne dem. Hun skammede sig over sine tanker, men hun kunne ikke styre sig, og det var kun hende selv, det gik ud over. Lene skulle helst ikke opdage, hvor led hun var. Stakkels Lene; hun skulle have al den støtte, hun havde brug for. Støtte! Hun krympede sig. Bisættelsen havde været uvirkelig, lidt tåget, og den uskyldshvide kiste, med de hvide tulipaner, havde været skræmmende. Et øjeblik havde hun syntes, den var gennemsigtig, og hun havde helt tydeligt set Dorte ligge derinde, stiv af skræk, og vente 9

på, at ilden åd sig ind på og ind i hende og krøllede hendes krop sammen og spyttede hende ud. Hun havde virkelig skulle tage sig sammen for ikke at skrige til præsten, at han skulle åbne kisten. Hun så på uret. Dorte var sikkert aske nu. En lille hob aske, der rutinemæssigt blev skovlet op i en krukke, mens hendes hjemløse, forundrede sjæl så til og længtes efter kroppens trygge hylster og Spanien varme sol og hyggelig alderdom. Ja. Nu skulle de have siddet i Spanien på balkonen og planlægge endnu en rar dag. Hvornår mon mareridtet holdt op? Det havde varet siden Malaga, da hun blev ført rundt uden helt at vide, hvad der skete. Hun havde været så underligt fraværende. Der var mennesker alle vegne. De udspurgte hende, og hun kunne ikke svare fornuftigt på noget som helst, og de baksede med Dorte, der lod sig flytte rundt med. Dorte, der altid førte an og bestemte. Det hele virkede forkert. Hjemrejsen stod tåget for hende, men hun havde ikke været det mindste bange for at falde ned. For hendes skyld havde den maskine kunnet styrte ned, for smerten havde trykket uudholdeligt et sted ved hjertet, som en stor bristefærdig byld, der nægtede at forsvinde, og da hun havde været hjemme et par dage og havde hjulpet Lene og pakkede kufferten ud og hængt det rene, nye tøj på bøjler, havde betændelsen spredt sig ildelugtende til hver fiber i hendes krop og hjerne og ud i lejligheden, der lå i et gulligt, farligt lys. Hun havde fået fat på vagtlægen, der kom og gav hende en sprøjte, og hun sov i mange timer, men var stadig udmattet, da hun vågnede, og Dorte var stadig død. Lene have fulgt sine to små tvillingepiger op til kisten, hvor de med stive, højtidelige ansigter lagde hver en mørkerød rose på deres mormors kiste. Lene havde grædt lydløst; tårerne løb ned ad hendes kinder, og det rykkede i dem begge, da koret begyndte at synge en salme, de aldrig havde bedt om. Præsten eller bedemanden havde sjusket med Dorte, og det kunne ikke gøres om. Hun var blevet voldsomt vred og svimmel, og hendes mund var løbet fuld af en sur smag, men raseriet havde holdt øjnene tørre, og det havde været heldigt, for hvis hun var begyndte at græde, havde hun sikkert ikke kunne holde op igen, og det ville have gjort højtideligheden endnu sværere for Lene, som hun skulle have støttet. Hun rejste sig og gik hen til telefonen og drejede Lenes nummer. Ja? Lene, undskyld min opførsel. Kan du klare dig? Det går. Michael tager sig af ungerne. Jeg går i seng. Hvad med dig? Lene, jeg trækker stikket ud. Du skal ikke blive bekymret. Jeg ringer i aften, min pige. Du ved hvor jeg bor, ikke? 10

Ja tak, men er det nu klogt, tante Kris? Skal jeg komme ind til dig? Nej tak, Lene. Jeg trænger til at være lidt alene, hvis du kan klare dig? Det går nok, Kris, og jeg vil helst blive hjemme. Pas på dig selv. Hun lagde røret og rev stikket ud med unødvendig voldsomhed og fortrød og håbede, hun ikke havde ødelagt det, men hun måtte være helt sikker på, at Dorte ikke ringede, og til helvede med et telefonstik. Hjernespind. Hvis hun bare kunne græde Hun pressede hænderne hårdt ind mod tindingerne, for at slippe af med den elendige buldren, der ikke ville ud, og rokkede frem og tilbage og ventede på den forløsende gråd, men hendes øjne forblev tørre, og de sved. Hun sukkede dybt og rejste sig rastløst og gik hen og trak gardinerne for dagslyset og tændte et hvidt stearinlys. Over 50 år! Dorte stod i klasseværelsets dør og smilede stort. Det var sjældent, at en ny elev gjorde det. Hun så Dorte an og skulle skynde sig, for Anna sad også alene. Hun pegede på stolen ved siden af sig, og Dorte satte sig og sad helt stille og tavs og ventede. Den kunst havde hun mestret lige til det sidste, hvis det passede hende. Når hun selv begyndte at kure rundt på stole og tænde cigaretter eller jappe febrilsk, sad Dorte roligt og tav. Hun havde præsenteret sig og spurgt om Dortes navn, og pigens store, grågrønne øjne så indgående på hende, og hendes alvorlige mund hviskede sjuskedorte med dommedagsrøst, hvorefter hun lo så smittende, at hun var solgt på stedet. Dorte havde smilehul i hjertesiden. Dorte var hurtigt faldet til, for hun var udadvendt, og inden hun vidste af det, trak Dorte hende ind i en fremmed, spændende verden. Det var Dorte, der meldte dem til skolekomedien, hvor hun aldrig før havde haft det sjovere, og da Dorte ville synge i kor, fulgte hun med som tredjestemme og nød det, og de endte ved siden af hinanden, da Dorte fik mandlerne fjernet, og hendes smukke, lyse stemme forandrede sig. De skrålede danske sange og slagere, hvor de kunne komme til det, og når de ikke sang, beundrede de filmstjernerne, de havde billeder af, og de ville begge to være en af verdens skønneste kvinder, eller allerhelst den smukkeste, hvilket de måtte skiftes til, hvis venskab skulle holdes. Hun rejste sig og gik ud i badeværelset og vaskede hænder og pøsede koldt vand i ansigtet og drak en slurk og stirrede på spejlbilledet, med bange øjne og nedkrængede læber. Dorte ville have afskyet den maske. Dorte havde ville være den eksotiske Elizabeth Taylor, og hun ville være Kim Novak, den blonde, klassiske skønhed uden dikkedarer, og de havde, med en stor portion god vilje og selvforherligelse, mindet om deres forbilleder. 11

Hun hængte et håndklæde op foran spejlet og gik ind i soveværelset og åbnede det barnlige laksmykkeskrin med englene og så på smykkerne fra dengang og rodede rundt og tog den lille sølvring med hjerte og satte den på venstre lillefinger. Da de blev for gamle til veninderinge og drømte om glatte guldringe, bar hun ringen i en sølvkæde om halsen sammen med dagmarkorset, hun havde fået i dåbsgave. Dorte havde haft sin i sit armbånd. Veninderinge. Da de stod i butikken med misfarvede fingre og valgte ringene, var livet uendeligt langt. De havde tjent pengene til ringene ved at plukke tomater og jordbær i sommerferien, og det havde været deres måde at blande blod på. Hun lagde ringen tilbage i skrinet og jamrede. Små, ufrivillige lyde forlod hendes mund og flagrede rundt i lejligheden, og hjælpeløsheden sled i hende. Hun havde utøj i hovedet. Kravlet kriblede og krablede rundt derinde og åd hende op. Det slubrede glæde i sig og spyttede ekskrementer ud, der lå foran hende så langt øjet rakte. Dorte havde altid været fuld af overraskelser, også når de ikke var på deres plads. Hun havde set ud som hun plejede, nej, hun så ekstra glad ud, og pludselig var hun væk. Dramatisk sortie. Typisk Dorte, og hendes latter hang stadig i hendes ører, men Dorte var død. Havde hun lidt? Lægerne sagde nej. Hun var sovet stille ind. Sovet stille ind, mens hun havde siddet ved siden af og døset. Hun gik tilbage til den halvmørke stue og satte sig tungt i lænestolen og skjulte ansigtet i hænderne og rokkede frem og tilbage. Hun frøs. Lene havde sagt, at hun skulle komme over og vælge nogle erindringer og hjælpe til med at rydde huset. Det vidste hun ikke, om hun kunne, i hvert tilfælde ikke endnu, men det var rigtigt, når Lene sagde, at hun var det menneske, der kendte Dorte bedst. En menneskealder. Dorte havde været et af de betydningsfuldeste menneske i hendes liv. Hun var der, når alt andet brasede sammen, det var ikke til at åh Hun mærkede tårerne løbe ned ad kinderne, og hun havde ondt helt ind til marven; en smerte, der mindede om smerten, dengang Niclas døde, hvor Dorte havde været hos hende, når hun var ved at bryde sammen. Nu var her ingen Dorte, og hun havde mistet to mennesker, hun havde elsket helt ud til sin kærligheds grænse. De havde fyldt hende ud. Uden dem var hun ingenting. Hun var helt alene, mens Dorte og Niclas var et sted udenfor hendes sansers rækkevidde. Var der et liv efter døden? Hun trængte til at være sammen med én eller anden fra dengang. Hvor mon Bengt var? Hun var brudepige, da Dorte blev gift med Bengt. Dorte havde været yndig i sin lette, flødefarvede brudekjole, selv om hendes mave strittede lidt vel meget. Hun ventede 12

Lene og var strålende glad, og Bengt havde endelig fået sin Dorte. Hun huskede tydeligt den dag, Dorte ringede helt over til England og fortalte hende den gode nyhed. Hun havde næsten ikke kunnet vente på at komme hjem, men et år var et år, og den engelske familie var flink, og hun kunne lide deres to drenge, selvom de var et par små rødder. Dortes stemme havde været lys af optimisme, og hun havde været lykkelig på hendes og Bengts vegne og håbede i sit stille sind, at det snart blev hendes tur. Niclas havde friet per brev, på det tidspunkt, men de havde ikke bestemt bryllupsdagen, for det var svært at få et sted at bo. Dorte og Bengt skulle bo på første sal i hans forældres villa, hvor de havde indrettet den hyggeligste lille lejlighed. Ikke så længe efter, hun kom hjem, skaffede Niclas dem lejligheden på Christianshavn, og de skulle være gift inden seks uger. Myndighederne havde forlangt papir på kærlighed, og mange mennesker giftede sig ikke af kærlighed, nej for at få tag over hovedet. Hun huskede tydeligt, da Niclas viste hende den. Kun en brændende kærlighed holdt den oppe. Da de begyndte at rive de mange lag tapet ned, havde Niclas sagt, at nu var det spændende at se, om huset blev stående, og hun lo og tændte op i kakkelovnen og sprang ned på lokummet i gården, der frøs til om vinteren, og ingen verdens ting havde kunnet spolere deres forelskelse og glæde over at have deres eget. Det havde været beskedne tider, men naboerne levede under samme vilkår eller strengere. I stuen havde boet en arbejdsløs familien med ni børn, i en lejlighed på otteogtyve kvadratmeter, og hun havde set hvordan de overlevede, for konen havde haft overskud nok til at invitere hende til nabokaffe, som hun takkede ja til og drak med øjne på stilke, mens hendes sammenkogte retter småkogte og Niclas og Bengt reparerede deres slot, og Dorte kom med de smalstribede gardiner, hun havde syet på den gamle håndsymaskine fra hendes mormor. Hvor havde hun været glad for de gardiner, der lyste op i de smårudede vinduer og stod så godt til de hvide vægge og høje paneler. Dorte havde været dygtig til at sy, og Bengt havde håndelag og var guld værd for dem, for Niclas var ikke særlig fiks på fingrene. Han var i virkeligheden kun i sit es, når han sad med næsen i en bog. Det havde sommetider irriteret hende, men da han var væk, kunne hun ikke se en bog uden at tænke på ham og ønske ham tilbage i lænestolen, hvor han sad med brillerne på næsen og læste og lærte hende ting, hun aldrig ville have fået indblik i, hvis det ikke havde været for ham. Han havde lært hende bøgernes rigdom at kende, og nu trak hun mere eller mindre vejret gennem romanernes intriger og kunne ikke falde i søvn, uden en bog på natbordet. Vægurets tik tak og bøgernes sagte tørre lyd, når han vendte bladene, havde 13

været fuldendt tryghed. Bogen havde været hendes eneste rivalinde; og hun var til at leve med. Hun kunne næsten mærke Niclas varme og hans læber mod sin hals. Han havde haft for vane at lægge bogen varsomt og eftertænksomt fra sig. Han brugte bogmærket med den kloge ugle, hun havde broderet til ham, og så kom han over og stillede sig bag hende og bøjede sig ned og kyssede hende i nakken, og hun sad på spring som en utålmodig hund, og smed hvad hun havde i hænderne, og de gik ud i aftenen, over Knippels bro ind mod byen og endte i jazzhus Montmartre i Store Regnegade, hvor de mødtes med Dorte og Bengt og lyttede og røg og drak og var en del af et stort, indforstået fællesskab, hyldet ind i blå tåger. Nætterne, når de spadserede hjem, var fortrolige, og de elskede de stille gader og pladser og ejede det hele, og når de kom hjem, lavede hun kaffe og varmede boller, og duften bredte sig i køkkenet og blandedes med brisen fra Kanalen, og himlen var ved at lysne i svagt rosa og lilla, og Niclas læste Politikens tidlige søndagsudgave fra Rådhuspladsen, og den lugtede af sværte og smittede af. Hun rejste sig og gik over til det store portrætfotografi, der stod på telefonbordet sammen med lysestagerne fra hans mors hus. Han betragtede hende med opmærksom alvor, men hun huskede, som det var i går, at han også havde været forrygende morsom, når han rullede sig ud og fik hende til at tisse i bukserne af grin mere end én gang. Han havde været uforlignelig og var uerstattelig, og Dortes blide, trøstende stemme og omfavnelser var det eneste, der momentvis kunne stilne smerten, de forfærdelige måneder, han var alvorligt syg og efter hans død. Hun tog fotografiet og kyssede hans mund og besluttede, at Dorte skulle op ved siden af ham, selv om fotografier fremkaldte blandede følelser. Fotografier mindede hende for meget om tidens gang, men billederne var det eneste, hun havde, selvom det var lidt uhyggeligt, at deres ansigter ikke forandrede sig længere, mens hendes blev rynket til ukendelighed. Kjolen kløede, og under den rynkede og rynkede hende hud, indtil den faldt af i store flager sammen med kødet. Hun flåede den dystre kjole af og gik ud og stillede sig under bruseren, og lod det varme vand løbe nedover sin kolde krop og fik langsomt varmen og tørrede sig og smurte sig ind og rodede rundt i tøjbunken i soveværelset og fandt den slidte bluse, hun havde fået af Dorte. Den ville hun tage på, for at ære hendes minde, sammen med bukserne, hun altid brugte til den. Køleskabet var tomt på nær nogle kartofler og gulerødder og brød. Hvornår havde hun sidst et ordentligt måltid? Hvornår havde hun spist? Hun var nødt til at gå i 14

byen og købe det nødvendigste ind, men bagefter kunne verden passe sig selv. Hun fandt sine solbriller frem. De var heldigvis store og mørke. Hun tog en bærepose og åbnede hoveddøren og stirrede på trappen og fortrød. Hun kunne ikke klare eftermiddagsmylderet med de hårde, travle kroppe. Hun vendte om og flåede døren op og smækkede den unødigt hårdt i og stod i entreen og prøvede at få sit åndedræt under kontrol. Hun ville klare sig med det, der var i huset og noget spiritus. Hun kom i tanke om varerne, hun havde købt i flyvemaskinen, og begyndte at lede febrilsk. Havde hun glemt posen et eller andet sted? Den lå i vasketøjskurven? Hun så desorienteret på den og trak opgivende på skuldrene og tog cognacen. Hun trængte hårdt til en stor drink, der måske kunne lægge et barmhjertigt slør over virkeligheden. 15

3 Hun ravede rundt i stuen og ledte efter cigaretpakken og så sløvt på filtrene, der flød udover askebægeret, ned på bordet, hvor aske og cognacsjatter dannede abstrakte figurer. Hvor var de forbandede cigaretter? Hun var sikker på, at der var nogle tilbage. Hun vidste det. Hun ville aldrig lægge sig til at sove uden at være sikker på at have cigaretter. Uanset hvor fuld hun var. Hendes forbandede hoved skulle fortælle hende, hvor de var. Hun satte sig og tog en slurk af det fedtede glas. Hun havde også plettet tæppet. Hvordan fjernede man cognacpletter? Flasken var snart tom, men der var mere, hvor det kom fra. Den flaske skulle Dorte og hun havde nydt stille og roligt efter en god middag. Nu havde hun drukket den. Åh den dumme kælling. Tårerne kom. Hun jamrede og gav lyde fra sig, hun vidste måtte være hendes. Dorte var død, død, og hun havde sovet som sædvanligt, når der skete noget vigtigt. Havde Dorte været bange de sidste sekunder? Hendes hånd havde tilsyneladende været på vej over mod hende, og hun troede ikke rigtigt på lægerne. Hun tørrede øjnene og pudsede næsen, der var stoppet. Hvor var cigaretterne? Inden hun lagde sig til at sove, vidste hun bestemt, at hun havde cigaretter, men hvor? I posen! Hun rejste sig og greb fat i sofabordet. Svimmelheden slog hende på siden af hovedet, og kvalmen overmandede hende. Hun gylpede og slingrede ud mod badeværelset og faldt og krabbede sig hen over gulvet og nåede ud og kastede op på gulvet. Bare hun døde. Hun lænede panden mod gulvets kolde flade og lagde sig ned og krummede sig sammen. Hun lukkede øjnene. Bare et øjeblik. Når hun åbnede dem igen, ville Dorte se smilende på hende og alting ville falde på plads. Dorte klarede alt Hun vågnede frysende og opdagede, at hun lå med næsen tæt ved en gullig plamage. Fy for pokker. Hvordan var det gået til? Hun rejste sig besværet og tog håndbruseren og spulede gulvet og gik lidt usikkert ind i stuen og smækkede vinduerne op, greb askebægeret, tømte det, vred en karklud og gned hidsigt sofabordet rent. Cognacflasken var tom. Hun bar den ud i skraldeposen og åbnede køkkenvinduet og slingrede ind i soveværelset og åbnede der og stod et øjeblik og lod luften køle sine hede kinder. Det ville snart blive helt lyst. Hun hørte skraldevognen larme et par husblokke væk. 16

Sikke en måde hun mindedes Dorte på. Hun ville vrænge, hvis hun så det. Sorgen jog igennem hende. Hun krummede sig uvilkårligt sammen, men rettede sig hurtigt op, gik målbevidst ud i køkkenet, fyldte kaffemaskinen, gik ud og stillede sig under bruseren og åbnede for den kolde hane. Hun gispede, hendes hjerte begyndte at hamre, men hun fik varmen. Hun ville smøre sig ind i den dyre, velduftende creme, hun havde købt ombord i flyet. Kaffeduften havde bredt sig, og for første gang i mange dage var hun sulten. Det var vist længe siden, hun havde spist sidst. Knækbrød med hindbærsyltetøj og sort kaffe. Hun havde ingen fløde, men hun kunne for en gangs skyld drikke sort kaffe med sukker. Cigaretterne lå i posen. Hun tog kartonet. Dorte havde aldrig forspildt en chance til at fortælle hende, at hun forkortede sin levetid, når hun røg. Djævlen lo. Dorte havde aldrig røget. Hun skænkede kaffen og spiste og tændte en cigaret. Når hun var kommet lidt til hægterne, ville hun ringe til Lene og tilbyde sin hjælp. Goddag Lene, det er mig. Hvordan går det nu? Hej Kris, det går, men jeg er nærmest bevidstløs. Jeg sover hele tiden. Pigerne er hos Michaels forældre. Hvad med dig? Jeg ved det ikke, men jeg har lyst til at foretage mig noget. Lene er det i orden, hvis jeg tager ud til Dorte nu? Hellere end gerne, og du kan tage det roligt. Vi sætter ikke huset til salg, før det er ryddet vi har vistnok en køber. Dorte var ikke kold endnu hun beherskede sig. Må jeg eventuelt bo der nogle dage? Du må gøre, hvad du har lyst til Kris, jeg kan ikke holde det ud. Jeg er hele tiden ved at ringe til hende for at klage over, hvor skidt jeg har det. Det er absurd. Sådan har jeg det også. Hvad med din far? Nej! Det skal nok gå. Nu ved du i hvert tilfælde, hvor jeg er, hvis du har brug for hjælp. Ja. Tak, Kris. Vi ses. Smerten i Lenes stemme gjorde ondt. Stakkels barn. Hun havde været stærkt knyttet til Dorte, især efter, at Bengt forlod dem. Det var nu sært, at Lene ikke brugte sin far. Han havde heller ikke været med til begravelsen. Det havde hun ikke tænkt over før nu. 17

Hun hankede op i weekendkufferten, låste døren forsvarligt, ruskede i dørhåndtaget og gik hurtigt ned ad trappen. Nu måtte hun ikke miste modet igen. Blæsten stod iskold omkring hushjørnet, og hun var ved at miste pusten og balancen og stødte ind i en barnevogn og fik et undskyldende smil fra en travl, ung mor, der svingede vognen og ikke så hende. Den stride vind gjorde hende godt og var i overensstemmelse med hendes humør. Hun gik hen til busstoppestedet og ventede på bussen, der sås i det fjerne. Kuffert. Transport. Rejse. Åh Gud; om to timer var det nøjagtigt ti dage siden Bussen kom, og hun fik kufferten op, mens chaufføren betragtede hende og gjorde hende fummelfingret. Han kunne rejse sig og hjælpe! Midt på dagen var der heldigvis god plads. Hun placerede kufferten på bagagepladsen og fandt en vinduesplads og stirrede ud ad de snavsede ruder, på de hvirvlende blade og affaldet, der lod sig føre viljeløst omkring. Ligesom Dorte. Hun fandt et papirlommetørklæde frem og pudsede næse. Hvor havde de haft mange små ture, hvor de mødtes og kørte ud i det blå og slentrede rundt eller spadserede rask til, alt efter humøret og gloede på alt og intet og snakkede hyggeligt og fandt et listigt sted med godt smørrebrød og en dram. Hvor ville hun savne det. Ville hun nogensinde kunne tage de ture alene? Hun troede det ikke. De var nøje forbundet med Dorte, og de havde glædet sig begge to til deres rolige otium, med mange impulsive gøremål. Hun stod af bussen og hankede op i kufferten og gik de hundrede meter ned til Dortes hus, der lå tæt ved Utterslev Mose. Hun undrede sig som altid over, at den naturskønne plet kun lå et stenkast fra Rådhuspladsen. Hun nåede haven og så, at æblegrenene, med de grønne frugter, hang tunge ud over hækken. Det var meningen, at de skulle have plukket dem, når de kom hjem. Æblerne skulle være grønne til deres delikate æblegele, der var en velkommen værtindegave rundt omkring. De var havde været i god tid. Huset lå hyggeligt halvgemt bag havens tætte tjørnehæk, hvis sarte blomster hun altid frydede sig over i forårsmånederne. Dorte havde en aftale med en ung nabofamilie. Manden klippede hækken, og Dorte passede deres børn i nødstilfælde. Hækken og hylden var uundværlige. De var Dortes logo. De havde siddet hundredvis af gange under hyldens blomster og snakket om, hvor mange blomster de skulle plukke. Hver klase til hyldedrik gik fra hyldebærsaften, der smagte vidunderligt med æblestykker og tvebakker en kold vinterdag. Ville nye ejere flå den store træagtige busk op? Sandsynligvis for træet skyggede lovlig meget. 18

Hun åbnede havelågen og trådte ind i det næsten akvariegrønne vildnis, med de svagt rødlige efterårskanter, og mærkede tomheden slå imod sig. Intet muntert hej fra husets åbne køkkenvindue, hvor Dorte tilberedte et af sine kulinariske måltider, som de nød på terrassen bag roserne, hvis smukke, gule blomster, med det svagt orange skær, spredte deres duft helt ind i stuen. Eller de pastelfarvede latyrus, der kravlede opad espalieret. Hun elskede dem og de orange morgenfruer, der så robuste ud, men faldt hurtigt inden døre, ligesom anemoner og syrener. Hun plukkede altid en stor buket latyrus med hjem. Latyrus var sommer sammen med morgenfruerne, ligesom syrenerne var forår. Aldrig mere en smuk årstid i Dortes have. Et lille hulk undslap hende, og bagagen føltes uoverkommelig tung. Hun gik op til hoveddøren og låste op og åbnede døren og satte kufferten i entreen og gik gennem huset, der lugtede indelukket, ud på terrassen og satte sig tungt på sin plads, og Dortes stol var skrigende tom. Hun stirrede ned på hyldebusken, og følte Dorte komme imod sig med en kurv fyldt med sortlilla bær. Davs, Kristiane, jeg syntes nok, det var dig, der smuttede forbi. Det gibbede i hende, og hun missede med øjnene op mod skyggen og rejste sig halvt op. Eric! Bliv endelig siddende. Han stod med gravhunden i stram snor. Den logrede vildt med halen og trak galpende i snoren. Eric så spørgende på hende, og hun nikkede, og han slap Conrad, kaldet Svans. Den lille hund overfaldt hende nærmest og hoppede op og støttede forpoterne på hendes knæ, mens dens hale piskede vildt mod fliserne. Hun bøjede sig fremover og tog dens aristokratiske hoved, med de brune, blanke øjne, mellem sine hænder og nulrede dens ører. Den smilede til hende med tungen hængende ud af gabet, og hun kunne ikke lade være med at le. Dens hengivenhed var umiddelbar. Hun rejste sig. Skal du have vand? Kom så da! Hunden hoppede halvt sidelæns foran hende ind i køkkenet og så forventningsfuldt op på hende, mens hun tog dens skål og fyldte den med vand og satte den foran den. Hunden snusede ligegyldigt og stirrede intenst og vedholdende på hende, og hun fandt de tørrede fisk i køkkenskabet. De lugtede fælt, men hunden elskede dem og greb dem grådigt ud af hendes hånd og gnaskede lystent og så forsultent på hende et par sekunder senere og bjæffede. Hun var ved at give efter for dens tiggeri, men så Dorte 19

for sig. Den kunne blive ved, og uanset hvor mange fisk, hun gav den, ville den se lige sultent og tragisk på hende. Du er et lille grådigt væsen, Svans. Hunden logrede optimistisk. Hun klappede den og ignorerede den. Hundens hale piskede mod hendes ben. Hun fyldte kaffemaskinen, med en god følelse af dagligdag, tændte for den, satte kopper på Dortes hjemmedekorerede bakke og fandt fløden frem fra indkøbsposen. Hun stod helt stille et øjeblik, men tog sig sammen og gik tilbage til terrassen med den dansende hund i hælene. Erik havde slået sig ned i Dortes stol. Hun skulle til at protestere, men tog sig i det og tav. En stol var en stol, og Eric havde også mistet en god ven. Hun smilede venligt. Du vil vel gerne have en kop med? Ja tak Kristiane, men jeg vil ikke være til ulejlighed. Han så trist på hende og fumlede i sin jakkelomme, fandt sin pibe frem og tændte den. Hans hænder dirrede. Eric, vi må gerne vise, hvor kede af det vi er. Jeg er glad for, du kom. Hun så hans øjne blive blanke, og han hev et ternet lommetørklæde op af sin bukselomme og tørrede sig i ansigtet. Nu er hun borte Hunden Han slog kluntet ud med hånden og samlede sig om piben, han havde svært ved at få ild på, og så på hende, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og rejste sig med et nik og gik tilbage til Dortes køkken og hentede hendes kaffe. Småkager. Dorte havde altid småkager. Hjemmebagte. Hun satte sig ved køkkenbordet og stirrede rundt i det hyggelige rum. Jeg kan som end koge suppe på en pølsepind. Hun ville ikke græde nu; så endte det med, at Eric også begyndte, men hun trængte til at snakke med ham. Hun rejste sig træt og hældte kaffen over på termokanden. Svans lå i stuen i Dortes yndlingsstol, og hun lod den ligge. Hunden havde stærke instinkter. Hun strøg den over hovedet og gik ud og skænkede op til dem. Dorte skænkede altid direkte fra kolben. Hun havde glemt småkagerne og gik ind igen og det var rigtigt at bevæge sig. Når hun sad stille, blev kroppen for snæver. Hunden tiggede stadig, og hun smed en småkage ned til den. Gudskelov for det lille sorgløse dyr, nej, det var ikke rigtigt. Hun havde hørt om hunde, der døde af sorg, når deres herre var væk. Hun satte sig overfor Erik, og øjeblikket var svært, men på én eller anden måde var det trygt at være sammen med ham. Han rømmede sig. Du forsvandt så hurtigt efter bisættelsen. 20