TEST din viden: Fup og fakta om bumser

TEST din viden: Fup og fakta om bumser Øm, irriteret, rød No!! Endnu en bums er på vej. Trøst dig med, at mere end otte ud af ti unge får bumser. Og at der er hjælp at få, hvis du er hårdt angrebet. Men ved du, hvad du skal gøre ved bumseplagen? Vi stiller om til bumse-testen. Af Karin Busch Foto: Colourbox 1. Du får flere bumser, hvis du spiser fed mad som chips, chokolade og pommes frites FUP! Fed mad har ingen betydning for, om du udvikler bumser. Men der er jo masser af andre gode grunde til at spise en sund og varieret kost. Hormonforandringer er den vigtigste grund til, at man udvikler bumser. 2. De fleste unge slipper for at få bumse angreb FUP! Næsten alle unge mere end 80 procent af alle mellem 12 og 24 får bumser på et eller andet tidspunkt. Bumser ses mest hos unge i alderen 14-19 år, hvorefter bumseangrebene begynder at stilne af. 3. Man får bumser, hvis man ikke vasker sig ordentligt FUP! Dårlig hygiejne giver ikke bumser. De opstår på grund af hormon-forandringer. Man kan faktisk risikere at få flere bumser, hvis man vasker sig for meget for meget skrubben med vand og sæbe irriterer huden og kan på den måde give flere bumser. Men vask med et ansigtsrensemiddel eller mild sæbe (ph ca. 6,5) en-to gange dagligt skader ikke. 4. Piger får flere bumser end drenge FUP! Både drenge og piger får bumser. Men nogle piger får flere bumser i perioden op til deres menstruation, fordi UNG/2006 nr. 3 side 1 UNG/2006 nr. 3 side 2

hormonbalancen ændrer sig. Bumserne kan komme i ansigtet, på ryggen og brystet. 5. Bumser skal trykkes ud hurtigst muligt FUP! Det er bedst at holde fingrene fra bumserne. Hvis du piller, kan du risikere at få ar. Hvis du er meget hårdt angrebet af bumser, skal du tale med din læge. Lægen kan vurdere om du vil have gavn af et lægemiddel og i givet fald give dig recept på nogle af de midler, som virker mod bumser eller henvise dig til en hudlæge. 6. Hudorme må godt trykkes ud FAKTA! De sorte hudorme som ikke er orme, men talg med pigment fra din hud må du godt trykke forsigtigt ud, hvis du kan gøre det uden at beskadige din hud. 7. Make-up gør bumseangreb værre FAKTA! Fede cremer kan gøre bumserne værre men det kan være okay at bruge make-up creme, hvis den ikke er så fed, at den tilstopper hudens porer. Undgå i det hele taget dårlige, fede og olieholdige cremer og make-up. 8. Frisk luft er godt mod bumser FAKTA! Frisk luft til huden er godt, og omvendt er ting, som gør det svært for huden at ånde, med til at gøre bumseangrebene værre. Fx kan hårvoks, kasket og pandebånd give risiko for flere bumser. 9. Bumse-angreb varer kun et par måneder FUP! Bumse-angreb er ikke noget, der forsvinder efter få måneder. I gennemsnit kan bumseplagen vare 8-12 år. Det er derfor vigtigt, hvis du HVOR KOMMER BUMSERNE FRA? Den korte version er, at bumser er betændte talgkirtler. I puberteten begynder både drenge og piger at producere flere kønshormoner. De påvirker talgkirtlerne, så huden bliver mere fedtet. Bumserne kommer der, hvor man har flest talgkirtler i ansigtet, på ryggen og brystet. Udviklingen af bumser starter med, at de normale talgkirtler stopper til og danner hudorme. Hudormene kan blive betændte, og så er bumserne eller akne på vej. er plaget af bumser, at du søger råd om korrekt behandling, som for nogen skal fortsætte regelmæssigt i flere år. 10. Du kan altid få hjælp, uanset hvor slemt det ser ud FAKTA! Hvis dine bumser generer dig, skal du søge GODE RÅD 1. Tryk ikke bumser ud 2. Tjek din fugtighedscreme eller make-up creme. Undgå de fede af slagsen 3. P-piller kan både forværre og forbedre bumseangreb afhængig af pille-typen 4. Bumser smitter ikke, men forværres af fx olieholdig creme, kosmetik, hårvoks, anabole 5. steroider, alkohol- og stofmisbrug, høj luftfugtighed, kasket og pandebånd 6. Tendens til bumser er arvelig 7. Gå til lægen, hvis dine bumser plager dig læge og få råd og vejledning. Der findes både cremer og tabletter, som effektivt kan mindske antallet af bumser. UNG/2006 nr. 3 side 3 UNG/2006 nr. 3 side 4

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Man udvikler bumser, når man spiser fed mad som chips, chokolade og pommes frites ikke vasker sig ordentligt har hormonforandringer motionerer for lidt Hvis man bruger megen makeup, betyder det ikke noget for bumserne lukker det for hudens porer gør det bumseangreb værre lukker det for hudens selvrenselsessystem Af unge mellem 12 og 24 år får mere end 60 % bumser på et eller andet tidspunkt mere end 70 % bumser på et eller andet tidspunkt mere end 80 % bumser på et eller andet tidspunkt mere end 90 % bumser på et eller andet tidspunkt Et bumseangreb varer i gennemsnit 8-12 dage 8-12 uger 8-12 måneder 8-12 år Hvis man får bumser, skal man trykke bumserne ud hurtigst muligt holde fingrene fra bumserne tale med sin læge påføre bumsecreme Sorte hudorme er talg med pigment fra din hud er en slags orm udvikler sig til bumser skal man lade være med at trykke ud

Birkely og Granhøjen af Carsten Wiedemann Læs essayet Birkely og Granhøjen, og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen. Se hvordan i eksemplet i første parentes. Der skal givetvis nok være en del, der deler min passion: at studere husnavne. Eller også er der i hvert fald nok mange, der genkender min følelse af undren og stille fryd, når man går sig en tur i villa- eller sommerhuskvarterer. Tit får man sig en oplevelse, der sætter smilet eller hjernevindingerne i gang, når man kigger på skiltene på facaderne eller havelågerne. Der er selvfølgelig de ganske banale, som går igen overalt, hvor man kommer hen, navne som Pax, Ly og Karens Minde, og dem er der naturligvis ikke noget særligt (hensigtsmæssigt, opsigtsvækkende, skræmmende, nederdrægtigt) ved. Det er som kære kendte venner i vrimlen af nye bekendtskaber, når man går omkring. Og sådan er det også med de (haver, gader, huse, biler), der har mytologiske navne, Pantheon kan et hus lidt prangende blive kaldt, Brejdablik fra den nordiske mytologi, eller Eden, som jeg også har set. Der burde de bare gøre lidt mere ud af (haven, huset, hækken, hegnet). Særligt indviklede er naturligvis heller ikke de navne, der er afledt af stedets geografi, Sølyst, Skovfryd, Birkely, men de kan dog undertiden volde lidt problemer, hvis Granhøjen f.eks. ligger i et område, hvor det ikke er til at få øje på et (birketræ, egetræ, elmetræ, grantræ) i miles omkreds. Men det har der måske været engang i tidernes morgen, må man slå sig til tåls med. Et af de mere originale eksempler på geografisk tilknytning er huset, der ligger på Æblevej i Københavns nordvestkvarter huset på Æblevej hedder selvfølgelig Kernehuset. Man kan også se et sommerhus benævnt Sommerhuset, og det er der jo ikke megen (orientalsk, orientering, originalitet, ornamentik) i, langt sjovere er det, når der kommer en kvalitetsbedømmelse ind i det. Huset kan således hedde f.eks. Tilpas eller Godt nok. Endnu morsommere er det, når man løber ind i det hvad skal vi kalde det det "kommenterende" husnavn, som nu den medicinske specialist, der kaldte sit hus "Hals-næse-øre", og så kan jeg fra min barndom i Gilleleje huske, at der var et hus, der hed Valodia, og det skulle efter sigende have fået sit navn, fordi folk grinede af husbyggeren, mens han (opførte, opdagede, opfostrede, ophævede) huset. De mente ikke, at han nogensinde kunne få bygget noget, der hang sammen. Men "Hvad lo de af" kunne han så sige, da huset var færdigt og kalde sit hjem

for Valodia. Kommenterende kan man også kalde det, når en husejer kalder sit hus for Trodsalt, naboen kalder så sit OgDog, og senere finder så en kvik husejer ved siden af på at kalde sit hus Men Alligevel. Men de husnavne, der virkelig sætter fantasien på en (rejse, test, prøve, arbejde) er de, som er dannet af familiens navne, enten ved at sætte stavelser sammen eller ved blot at bruge forbogstaverne. Det kan give de særeste navne og medføre mange vilde gætterier, der kan virke meget opkvikkende på en måske ellers kedsommelig spadseretur, og det kan endda vække vrangvillige børn til live på (tidspunkter, tidsrammer, tidsspilde, tidsaldre), hvor de ellers var opgivet. Der står man f.eks. foran Togun, og medmindre det er et navn, der er importeret fra Polynesien, så må det være noget med (sammenhobning, sammenkomst, sammentræf, sammensætning) af navne. Man kan så indgå forsigtige væddemål står det for Torben og Gunver, for Tove og Gunnar eller måske Tornerose og Gunløg Ormstunge? Jo, fantasien kommer så sandelig i sving. De husnavne, der kun er dannet af familiens forbogstaver er virkelig svære og det kedelige ved det er, at man som regel aldrig får svar på sine gætterier men jeg kan huske huset EJBE, og hvis ikke jeg senere havde fået det at vide, havde jeg jo aldrig (fortalt, hørt, gættet, skrevet) at navnet var dannet af Erna, Judith, Bente og Egon. Og man må jo indstille sig på, at man sidder tilbage med mange ubesvarede spørgsmål men til gengæld får man altså også mange små stille glæder, når man studerer husnavne. Hvad med f.eks. det røde og det grønne hus (ved siden af, langt fra, neden under, milevidt fra) hinanden. Det første hedder Ero og det andet Tik. Det er da meget sjovt! fra Danmark Kort 2, DR 1997

Præstens pige Maren Evald Tang Kristensen Der var engang en fattig degn, der en dag gik op til præsten for at låne nogle penge af ham. Hanhavde ingenting til føden, og det var en elendighed med ham, og præsten gav ham et par skillinger. Præsten havde tre fede svin, og nu ville han rådføre sig med degnen, om de skulle have mere at æde, eller om de skulle slagtes, og så viste han degnen svinene. Nej, degnen syntes ikke, de skulle have mere. Men om natten gik han op og slog dem alle tre for panden, og så lå de i grisestien og var døde den næste morgen, da folkene kom op. Nu skulle de jo smides ud, da de sådan var selvdøde, men så kom præsten i tanke om, at hvis degnen ville have noget af dem, så skulle han da have det, og han sendte bud efter ham. Degnen kom straks for at hjælpe med at få de døde svin læsset på vognen. Men da så præstens pige, som hed Maren, at degnen gik og grinede i skægget, og hun fattede mistanke til ham. Hun sagde til præsten, at degnen nok ikke var så uskyldig i, at svinene var døde, som han så ud til. Men hvordan skulle de finde ud af det? Endelig fik de lagt en plan. Præsten havde en stor egekiste, og den skulle Maren lukkes nede i. Så skulle præsten lade som om, at han ville rejse væk en otte dages tid. Han bad degnen om lov til at stille kisten hjemme hos ham imens, for den var fuld af guld og sølv og gode sager. Det måtte han godt, og Maren fik brød og kød med i kisten, og så blev den båret hen til degnen. Nu gik der tre dage. Degnen og hans kone havde travlt med at gøre alt svinemaden i stand og få lavet pølser af den. Den sidste aften, lige som de var blevet færdige, sagde degnen til konen: Det var heldigt, det der skete den nat. Ja, det har du ret i, men hvordan gik det egentlig til? spurgte konen. Så fortalte han, at han havde taget sin

hammer og var gået op til præstegården og havde slået præstens svin for panden, og der var slet ingen, der lagde mærke til det. Alt det lå Maren i kisten og hørte, og så smækkede hun låget op og sagde: Nu skal I have så mange tak! Dermed sprang hun ud og ville af sted. Men degnen blev vred og fangede hende i forstuen, og nu fik hun samme omgang, som svinene havde fået. Da hun var slået ihjel, stoppede degnen en stump kød og brød i munden på hende og puttede hende ned i kisten igen. Der lå hun så med det. Dagen efter kom præstens karl efter kisten, for nu var præsten kommet hjem igen, sagde han. På hjemvejen ville han have at vide, hvordan det var gået, for han var nysgerrig. Han spurgte Maren i kisten, men hun svarede ikke. Hun er nok faldet i søvn, sagde han så ved sig selv, hun har ligget der og holdt sig vågen så længe. Han kom hjem, og præsten kom springende ud i gården for at spørge, om hun havde opdaget noget. Hun sover, sagde karlen. Præsten åbnede kisten og så straks, at hun lå der som lig, og det var jo rent galt. Men han mente, at det var hans egen skyld, for hun havde ingenting fået med at drikke. Kun lidt tør mad havde hun fået med, og så havde hun ligget og var blevet kvalt i det. Nu måtte han se at komme af med hende på en eller anden måde. Han gik hen til degnen og fortalte, at Maren var død, og at han ikke kunne forstå, hvordan hun var kommet af med livet, men han sagde ikke noget om, at hun havde været i kisten. Han bad degnen finde på råd, så hun kunne blive begravet på en pæn måde. Jo, det ville degnen meget gerne hjælpe præsten med, dersom han ville give ham en skæppe penge for det. Han fik pengene, og så skulle Maren hentes hjem til degnen igen. Men det skulle ikke ske, før det blev mørkt, så blev hun kørt derhen. De fik gravet et hul på kirkegården, som hun skulle i.

Det kan ikke betale sig at putte hende ned endnu, sagde degnen til sin kone, vi skal have flere løjer ud af det. Han lagde Maren ind i laden og dækkede hende til med halm. Hen på aftenen slæbte han hende op i præstens port og stillede hende an der. Tidligt næste morgen kom præsten hen til degnen for at høre, hvordan det var gået. Ja, det er gået godt, sagde degnen. Men nu havde folkene fundet Maren i porten, og de kom rendende og fortalte præsten det: Hun er stået op af graven, sagde de, hun går igen. Præsten måtte igen til at lave en aftale med degnen om at få hende væk, for han kunne ikke have hende der i porten. Og han lovede degnen, at han skulle få noget for det. Degnen ville ikke gøre sig kostbar, men hvis præsten ville give ham en skæppe penge igen, så skulle han sørge for det. Det gik præsten ind på, og Maren blev atter kørt hen til degnen. Han slæbte hende igen ind i laden og dækkede hende til med halm. Vi må have endnu mere sjov ud af det, sagde han til konen, det går jo så godt. Næste nat drog han igen op til præstegården med Maren. Han satte hende op ad et træ ude i haven. Om morgenen fandt folkene hende og løb ind til præsten og fortalte, at Maren var kommet igen. Præsten måtte atter hen til degnen og bede ham hjælpe sig. Ja, det var en vanskelig sag, men dersom præsten ville give ham to skæpper penge, så ville han prøve. Det var næsten slut med præstens penge, men han gik ind på det. Den sidste gang, Maren kom igen, gik det så vidt, at præsten blev helt pengeløs, og så måtte degnen til at begrave hende, for nu var der ikke mere at hente, og siden blev hun væk.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Præstens tre fede svin fik svinepest og døde blev slået ned af degnen skulle fedes mere op blev slagtet dagen efter degnens besøg Da degnens kone finder ud af, hvad der er sket, underretter hun præsten får hun samme tur som Maren bliver hun bange for sin mand synes hun, det er helt fint, og støtter sin mand Præstens pige fatter mistanke til degnen, da han går og griner opfordrer degnen til at fjerne de selvdøde svin hjælper degnen med at snyde præsten beslutter sig for at afsløre degnens bedrageri Maren kom ned i en stor egekiste for at lokke degnen til at stjæle præstens guld og sølv for at passe på præstens guld og sølv fordi hun var død for at høre degnen afsløre sig selv Da degnen finder Maren i egekisten, beder han hende lade være med at fortælle præsten sandheden tilbyder han hende at dele præstens guld og sølv slår han hende ihjel og stopper kød og brød i munden på hende bliver han bange og stikker af Da præsten åbner kisten og finder Maren død, tror han, at hun har begået selvmor det er ham selv, der er skyld i hendes død det er degnen, der har myrdet hende hun er død af sygdom Da Maren er død, søger præsten hjælp hos degnen, der råder ham til at aflevere liget hos ham, der så vil begrave hende gå til sognefogeden og fortælle, hvordan Maren døde lade, som om Maren gik igen for at lokke morderen frem lade maren begrave fra kirken næste dag Fortælling slutter med, at degnen bliver afsløret og får sin straf degnen får lokket alle præstens penge fra ham Maren bliver ved at gå igen i præstegården præsten og degnen bliver gode venner

Fra Ud & Se Reisekammeraten Den gamle Johannes skal på julevisit hos sønnens familie. Men har han husket det hele? af Erling Jepsen JOHANNES STOD I ENTREEN og kiggede sig i spejlet. Der var vist ikke noget at pege fingre ad; bukserne var lynet op og skoene bundet. Det nye høreapparat var også på plads. Der sad en klatrenisse i hjørnet på spejlet, det så ud som om den vinkede til ham. Marie, sagde han, så kører vi. Sæt dig ud i bilen, sagde hun inde fra stuen, så kommer jeg. Hun var altså ikke færdig endnu! Klokken var ellers ved at være mange, bare de nu kom frem i ordentlig tid. Hvis ikke, var det i hvert fald ikke hans skyld. Han gik ud på hovedtrappen, steg forsigtigt ned ad de fire trin, holdt i gelænderet. Det var vel ikke glat? Tilsyneladende ikke. Men koldt og klamt var det, som man kunne forvente af et dansk julevejr. Så satte han sig ind i bilen, tændte for motoren og satte varmeblæseren i gang. Nu var han i hvert fald klar. Ventetiden kunne jo bruges til at repetere det med gaverne. Hvad var det nu, han havde fået og af hvem? Mon ikke sutskoene var fra hans søn Peter? Og handskerne fra Lizzi, den nye svigerdatter? Eller var det omvendt? Af lille Sofie havde han fået en flot tuschtegning; det var noget med et slot, der var en prins og en prinsesse, og på bagsiden af papiret en trold. Trolden havde hun gjort mest ud af, kunne man se, den var virkelig fæl. Så, nu kom Marie ud ad hoveddøren, det var på tide. Han satte bilen i gear, faldt lidt i staver over det med trolden; så hørte han bildøren smække og begyndte at køre. De var som sædvanlig inviteret til frokost hos deres søn 2. juledag, og Johannes kunne køre de 11 kilometer i blinde. Hvis han endelig skulle komme til at bytte rundt på det med gaverne, så ville de selvfølgelig tilgive ham det. Herregud, han fyldte snart 80, det var mere for hans egen skyld. De var begyndt at drille ham med, at han ikke kunne huske noget mere, og det kunne han faktisk godt. Hvis han anstrengte sig lidt. Så det måtte han hellere. For en sikkerheds skyld måtte han lige spørge Marie. Jeg spekulerer på, hvad jeg har fået i julegave i år, sagde han. Af Peter og Lizzi. Jeg kan godt huske det. Du må ikke sige noget. Det gjorde Marie heller ikke. Et par sutsko af Peter. Ingen protester, så var det rigtigt. Og handsker af Lizzi. Marie sagde stadig ikke noget, så var det også rigtigt. Helt galt fat med ham var det ligegodt ikke. Hun roste ham ikke, det var der heller ingen grund til. Den tavse anerkendelse, det var nok. Johannes og Marie havde været gift i snart tres år, så de behøvede ikke sige så meget. Det havde de ikke behøvet længe, nu han tænkte over det. De mødte hinanden kort efter Johannes far døde. Hans mor havde allerede været død længe, så han følte sig alene i verden. Men så stod Marie der pludselig. Det var sommer, han var ude at gå en tur, det blev en lang tur. Han gik ind i en skov som han ikke var gået i før; da han kom ud af den, kom hun gående bag ham. De faldt i snak, det var som om de allerede kendte hinanden. Og så havde de fulgtes ad siden. Han havde fundet sig en livsledsagerske. En rejsekammerat. Han blev helt rørt ved tanken; bare han ikke blev sentimental på sine gamle dage. Så var de fremme ved villaen, hvor deres søn boede. Johannes parkerede bilen ved kantstenen og dyttede kort, som han plejede. Han repeterede lige det med gaverne for sig selv, mens han steg ud af bilen og gik ind ad havelågen. Hoveddøren var åben, og lille Sophie stod og ventede. Han løftede hende op, gav hende et knus og sagde tak for den fine tegning. Bag hende kom Peter frem. Han gav hånd til sin far og ønskede glædelig jul. I lige måde, sagde Johannes. Og tak for sutskoene. Nu kom også svigerdatteren ud. Hun gav også hånd, og Johannes sagde: Tak for handskerne. Farfar huskede rigtigt! sagde Louise og klappede i de små hænder. Peter rødmede let og tyssede på hende, hvad var det dog hun snakkede om? Men hun havde jo ret. For en gangs skyld huskede farfar rigtigt. Og han syntes den nye svigerdatter sendte ham et anerkendende blik. Hvor var han lettet, det var som om han havde bestået en prøve. Godt han havde haft tid til at tale det igennem med Marie forinden. Men far, sagde Peter, hvor er mor?

Hun er på vej, sagde han. Marie var lidt langsommere end han. Hun huskede bedre, men hans ben var raskere, sådan supplerede de hinanden. Peter gik ud til bilen for at se efter hende, mens Sophie trak farfar med ind i børneværelset. De skulle lege prins og prinsesse, og Johannes fik en krone på hovedet. Det havde han ikke noget imod. Hvem er så trolden? spurgte han. Det er du! sagde hun. Men det ville han ikke høre tale om, for han var lige blevet kronet, og det måtte være enten eller! Ja sådan tænkte Johannes. I det samme stod Peter i døren og kiggede på sin far med rynket pande. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg kan ikke finde mor, sagde han. Hun er her i hvert fald, sagde Johannes, det ved jeg. Han gik selv tilbage og kiggede i bilen, men det var rigtigt nok, hun var der ikke. Det var da underligt. Hvor var hun? Han kiggede sig forvildet omkring, hvordan kunne hun pludselig forsvinde? Måske var hun faldet ud af bilen, mens han kørte? Han kunne da ikke klare sig uden hende! Han kiggede på bagsædet af bilen, måske havde hun gemt sig bag sæderne, for at lave sjov? Men nej, der var intet. De andre stod så tavse rundt om ham, han kunne ikke lide alvoren i deres blikke. Det var som om hans hjerte stod på hovedet. Du tror ikke du har glemt hende? spurgte Peter forsigtigt. Nej, sagde han. Hun var med i bilen, jeg hørte bildøren smække. Du hørte bildøren smække, gentog Peter, og nu kunne Johannes da godt selv høre, det lød lidt mærkeligt. Far for helvede! sagde Peter, ja faktisk råbte han det, har du ikke set, om hun har siddet ved siden af dig?! Når Peter talte sådan til ham, kunne Johannes slet ikke tænke klart. Lizzi puffede bebrejdende til sin mand; hun udviste lidt medfølelse, det var tiltrængt. Peter tog mobiltelefonen frem af inderlommen. Har farfar glemt farmor? hviskede Sophie. Hendes stedmor tyssede på hende. Så stod de og ventede, mens Peter ringede. Men der var åbenbart ingen, der tog den. Han vendte sig mod sin far og meddelte: Jeg kører hjem og kigger. Nej, det gør jeg, sagde Johannes og var allerede på vej ind i bilen. Peter var vist ikke meget for at overlade det til sin far, men det blev han nødt til. Også selv om Johannes pludselig ikke kunne finde bilnøglerne. Til sidst fandt han dem. Hvis nogen skulle gøre forseelsen god igen, så måtte det være ham selv, andet ville være uværdigt. På vej ind i bilen stødte kongekronen mod taget; havde han den på endnu? Han rev den af hovedet og kastede den hen til Sophie. Så kørte han. Og han kørte hurtigt, så hurtigt havde han ikke kørt før. Et baghjul tog kantstenen i et sving, et par børn og en hundehvalp sprang for livet. Der skete vist ikke noget. Hvad skulle han sige til Marie? Han kunne skyde skylden på det nye høreapparat, men det virkede jo bedre end det gamle. Det var da også mærkeligt, han slet ikke havde vendt blikket mod hende på hele turen. Måske havde han lidt hold i nakken? Men det var ligegodt 11 kilometer. Hvorfor havde han ikke undret sig over, at hun ikke sagde noget? Fordi det var så tit, hun ikke sagde noget. Hun kunne næsten lige så godt have siddet der. Ja på en vis måde havde hun sgu gjort det. Så var han tilbage. Og der stod hun jo, oppe ved hoveddøren, med frakken oppe om ørerne og den lille håndtaske ind mod kroppen. Gudskelov; hans lille Marie. Hun røg pibe. Det var som regel et godt tegn, at hun havde fundet piben frem. Men alligevel, hun så noget forfrossen ud. Da hun så ham, begyndte hun forsigtigt at gå ned ad trappen, men han steg ud af bilen og kom hende i møde. Undskyld, sagde han, undskyld. Jeg syntes, jeg hørte bildøren smække. Det må have været hoveddøren. Det må det jo nok, sagde hun, køligt; bare han dog kunne finde på noget at sige i en fart, noget der ville få alt til at være som det plejede. Hvorfor stod du der? spurgte han. Hvorfor gik du ikke ind? Jeg tænkte jo nok, du kom igen. Det var da altid noget. S å var det godt han ikke havde ladet Peter køre. Han samlede mod til sig og lagde en arm om hende, og hun lod ham gøre det. Han holdt endog bildøren for hende. Og så kørte de. I stilhed. Han kiggede hvert andet øjeblik på hende, ville ligesom være sikker på at hun nu også var der. Det var

hun. Hun sad og røg. Hun havde ellers ikke lov til at ryge i bilen, men i dag lod han det passere. Prøv at se på det på den måde, forsøgte han: Jeg kan ikke sætte mig ind i en bil uden at føle, at du sidder ved siden af mig. Det syntes han egentlig selv var meget godt sagt, men hun gav ham hurtigt tilbage: Så behøvede jeg måske slet ikke være her? Den måtte han lige tænke lidt over. Ikke for det, men der var jo ingen grund til at bilde Marie noget ind. Jeg er glad for du er her, sagde han til sidst. Det var mange år siden han havde erklæret hende sin kærlighed så ligefremt, men nu var tiden til det. Og det var så det. Det var det, hun kunne få, det måtte hun tage til takke med. Det gjorde hun vist også. Hun sagde i hvert fald ikke noget.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Johannes er omkring 20 år gammel er omkring 40 år gammel er omkring 60 år gammel er omkring 80 år gammel Da Johannes havde mødt Marie havde han også glemt at få hende med ved et par lejligheder var det første, de oplevede sammen, at hans far døde faldt de straks i snak, som om de allerede kendte hinanden virkede de generte overfor hinanden, hvilket de mindedes med et smil Af sin svigerdatter havde Johannes fået et par sutsko et par handsker en varmeblæser en ny pibe Johannes og Marie bor hos deres ældste søn og svigerdatter snakker sammen om alt har lige mødt hinanden behøver ikke sige så meget til hinanden Johannes og Marie skal til julefrokost på ferie hjem fra julefrokost på arbejde Da Johannes kommer hjem igen står Marie og ryger pibe er Marie forsvundet skælder Marie ham ud vil Marie ikke med tilbage til sønnen

Da Johannes komme hen til sin søn, har han glemt hvem han fik hvilke gaver af at de skal til julefrokost sin rejsekammerat, Marie gaven til børnebørnene Da Johannes har glemt Marie griner hans søn af ham skælder sønnen Peter ham ud tager Peter tilbage for at hente sin mor opgiver de at holde fest Johannes kørte uden Marie, fordi han var træt af altid at vente på hende an faldt lidt i staver over tegningen fra Sophie han havde sagt, at nu kørte de altså hun hellere ville blive hjemme Jeg er glad, for du er her, sagde Johannes til sidst til Marie. Hun kvitterede ved ikke at sige noget at grine af ham at sige, at hun også elsker ham at sige, at det bedste er at have en rejsekammerat

Politiken 1-10-06 Fuld fart f rem for firma frugt Af Birgitte Aaboe Københavnerne vil have det med eksotisk twist, men landet over er der øget efterspørgsel på frugt i arbejdstiden. En tredjedel af danskerne har nu adgang til frugt på jobbet, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Bananfluerne har fået bedre tider på arbejdspladserne. Der skulle være en frugtkurv til fri afbenyttelse at sværme om på omkring hver tredje arbejdsplads og det er en markant stigning; for bare to år siden var tallet ni procent. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som har spurgt 350 danske lønmodtagere.»for lidt over to år siden sagde vi til hinanden: 'Det her kan ikke fortsætte! Vi må finde andre veje for at afsætte frugten. Mod vores forventning er det alligevel blevet ved at stige støt«, fortæller Malene Lindberg, web-administrator og marketingansvarlig hos Sartou-frugt ApS, der er blandt de store distributører af firmafrugt landet over.»danskerne vil have næsten det samme over hele landet. Bortset fra i København. Her vil man gerne have noget lidt mere specielt, noget eksotisk og mere nuancerede kurve med ananas, bær og melon. Grænsen går helt skarpt ved bygrænsen. Alle andre steder er det de mere håndgribelige frugter, som er nemme at have med at gøre: æble, pære og banan, men også klementiner og nektariner«. Banansnak Malene Lindberg mener, at det er en blanding af flere motiver, der får arbejdsgiverne til at donere frugten:»det ses som medarbejderpleje. Der er også noget socialt i det: 'Skal du have en banan med?' eller 'Har du smagt blommerne i dag?' Og når de ansatte får den lille sult, bliver de på stedet og får den stillet med frugt, i stedet for måske at gå et andet sted hen og bruge tid på pause.«janni Kristensen sidder sammen med en lille snes andre medarbejdere i TDC's koncernklageservice i København og er en af dem, der spiser flittigt af den gratis frugt på arbejde.»der er beregnet et stykke til hver pr. dag, men det er der ingen, der går op i. Der er altid rigeligt, også til at byde gæster. Vi henter frugtkurve til kontoret et par gange i løbet af ugen, så frugten er altid lækker. Men jeg spiser flest i begyndelsen, når det lige er kommet, og der er størst udvalg, måske figner eller noget andet, man ikke selv så ofte køber. Det er en dejlig ukompliceret ordning, det er ikke noget, der fylder i hverdagen, men det er dejligt at have. En smaddergod ide«, siger Janni Kristensen. Hun er sikker på, at frugten påvirker hendes frugtindtag i positiv retning, for det betyder ikke, at hun køber mindre frugt til husholdningen alene af den grund, at hun har børn. På et tidspunkt betalte hun og de andre medarbejdere selv for frugten, men de seneste år har den været gratis, og sådan er det de fleste steder efterhånden, oplyser Malene Lindberg, Sartou-frugt. Kaffefrugt Frugten vinder også indpas på mødebordet, sammen med vand og kaffe, i stedet for kage. I undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse svarede næsten halvdelen af de adspurgte lønmodtagere bekræftende på, at de mindst en gang har fået serveret frugt til møder i stedet for kage. Med en firmafrugtordning får medarbejderne lettere ved at spise mere frugt og grønt og dermed komme tættere på de 600 anbefalede gram frugt og grønt om dagen, påpeger Kræftens Bekæmpelse. På hjemmesiden firmafrugtforeningen.dk kan man læse mere om både firmafrugt og modefrugt, ligesom man kan finde en oversigt over danske leverandører af firmafrugt. Danskere spiser i gennemsnit 1,8 stykker grønt om dagen og 2,4 stykker frugt. Danskere over 55 år spiser mest : 2,8 stykker om dagen. De fleste spiser frugt i løbet af dagen som snack, viste en undersøgelse fra Unilever bestfoods AB for nylig, så der er et stykke vej endnu, før de anbefalede seks stykker kan få flueben hver dag.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Hvor mange danskere har nu adgang til frugt på jobbet? En tredjedel En femtedel En fjerdedel Halvdelen Hvad får arbejdsgiverne ud af frugtordningen? De ansatte bliver på jobbet hele dagen De ansatte bliver mindre syge De ansatte holder igen med lønkrav De sparer penge på kaffeordninger Hvilket insekt lever godt af frugtordningerne? Hvepsene Stueflue Myg Bananfluerne Københavnerne foretrækker ananas, bær og appelsin ananas, bær og melon bær, pære og banan æble, bær og appelsin I forhold til for to år siden, er ordninger med frugt på arbejdspladsen uændret på 24% steget fra 9% til 33% faldet med 20% faldet fra 25 til 9% Hos TDC s koncernklageservice i København er der beregnet tre stykker frugt/grønt til hver pr. dag et stykke frugt/grønt til hver pr. dag seks stykker frugt/grønt til hver pr. dag tolv stykker frugt/grønt til hver pr. uge

Hvem betaler for frugt på de fleste arbejdspladser? Medarbejderne Arbejdsgiverne Arbejdsgivere og lønmodtagerne deler udgifterne Støttes 50% af sundhedsministerier. Lønmodtagerne betaler resten Det anbefales, at man spiser 4 stykker frugt om dagen 5 stykker frugt om dagen 6 stykker frugt om dagen 7 stykker frugt om dagen Hvem har undersøgt, om der serveres kage eller frugt til møder? Hjerteforeningen Kræftens Bekæmpelse Unilever bestfoods AB Danske frugtaflere Danskere spiser i gennemsnit 2,8 stykker grønt og 5,4 stykker frugt om dagen 2,4 stykker grønt og 1,8 stykker frugt 18 stykker grønt og 2,4 stykker frugt 1,8 stykker grønt og 2,4 stykker frugt