Forside til pjece, som Horsens Kommune udsendte i 1982. Gasværkets kunder fik her afviklingsplanen for gasværket præsenteret. Sidste dag med bygas i Horsens var den 30. sep - tember 1985. Fra gasværk til naturgas Velkommen til Industrimuseets særudstilling om gas. Denne lille udstilling fortæller meget kort om belysningen, madlavningen og opvarmningens historie. Langt frem i tiden havde man kun åben ild til alle tre dele. Også når det drejede sig om opvarmning og madlavning inde i datidens huse. Først da man lærte at støbe i jern, kom udviklingen i gang med bilæggerovne, kakkelovne og komfurer. Det helt store fremskridt, både med lys og senere til kogning, var indførelsen af gas i Danmark fra 1853. Gassen fik hurtigt konkurrence af andre brændstoffer som petroleum og olie. Og gennem de sidste 100 år er elektriciteten gået sin sejrsgang over landet. For at vise gæsterne på udstillingen, hvordan et kulgasværk virkede og forurenede, har vi lavet en minimodel, der fungerer på samme måde. Oliekrisen 1973 Helt frem til 1973 var gas billig at producere, men det år organiserede de olieproducerende lande sig og satte priserne voldsomt op. Vesten var blevet afhængig af olie og samtidig med rig som følge af den billige energi. Det var en rigdom, som olielandene ville have del i. Det vigtigste for Danmark var nu, at det kunne betale sig at udnytte rigdommene af naturgas og olie i Nordsøen. I 1983 begyndte forsyningerne at komme ind fra Nordsøen, og i 1984 nåede det nyetablerede ledningsnet til Horsens. Det var på tide, for ledningstabet på Horsens Gasværk var det sidste driftsår nået op på 50,4%. Den gamle kulgas havde været fedtet, så selv samlinger i de ældste gasrør fra 1860 ikke var udtørrede. Det sidste år i 1969 med det gamle kulgasværk var svindet på gas på nettet 12,7%. Men den egenskab med at fedte rørene til, havde spaltegas ikke, så allerede det første driftsår 1970 med spaltegas var gastabet 16,5%. Og gastabet voksede år for år. Denne særudstilling er Industrimuseets første skridt hen mod en permanent udstilling om vand, gas og el gennem 150 år. God fornøjelse. Også til læsning af denne udstillingspjece, som i meget korte træk fortæller hovedlinierne om gas og Horsens Gasværk 1860 til 1985. Horsens 1997 John Juhler Hansen Projektleder Der ryddes op Det gamle retorthus på Horsens havn var allerede nedrevet i 1970. Senere fulgte demonteringen af de øvrige maskiner fra kulgasværket. Kort efter lukningen i 1985 af spaltegasværket, blev også det demonteret. Derefter fulgte gasbeholderne. Alene jernet i gasbeholderen fra 1932 vejede 180 tons. Det sidste, der manglede var oprydningen på gasgrunden. Opgaven blev overgivet til det rådgivende ingeniørfirma Krüger A/S i Horsens og fandt sted i årene fra 1988 til 1996. En oprydning, som i første omgang kostede Horsens kommune 9 millioner kr. På nuværende tidspunkt i oktober 1997 holder Horsens kommunes Vandforsyning fortsat til på den gamle gasværksgrund, hvorefter dele af grunden fremover vil huse Industrimuseet. Museet åbner her en permanent udstilling om byens gasværk gennem 125 år.
Indholdsfortegnelse Forord... side 1 Gas - en epokegørende teknisk nyskabelse... side 3 Gas i Danmark siden 1814... side 3 Gasbelysning og kogegas... side 4 Horsens Gasværk åbner 13. juni 1860... side 5 Gasværket udvider for alvor i 1895... side 6 God forretning for gasværket at sælge tjære... side 7 Kullets vej fra kulmine til gasapparat... side 8 En arbejdsdag på 12 timer... side 8 Horsens Elværk opføret 1906... side 8 Vanskelige tider for gasværket... side 8 Helt nyt retorthus i 1921... side 9 Produktion af gas - kort sagt... side 11 Tre dødsulykker på gasværket... side 11 De døde fisk i Horsens havn... side 11 Lave gaspriser for at lindre den værste nød... side 12 Rationering af gas under 2. verdenskrig... side 13 Lad dem betale, der har råd til det... side 13 Nye forbrugsmønstre siden 1950... side 14 Nyt butangasanlæg tages i brug i november 1969.. side 15 Oliekrisen 1973... side 16 Der ryddes op... side 16 Illustrationer på omslag: På forsiden ny gasbeholder 1895 til Horsens Gasværk. På bagsiden plantegning af Horsens Gasværk 1930. Nederst til venstre lå retortbygning, øvert ses beliggenheden af gasværket bygninger og gastanke på Gasvej. Belysningsvæsnets aflæsningsskema 1959. Bemærk reklamen for gasradiatorer. Nyt butanspalteanlæg tages i brug i november 1969 I slutningen af 1960 erne var det gamle kulgasværk nedslidt. Belysningsvæsenet besluttede at opføre et spaltegasværk, der som råstof anvendte butan. Det bestod af to spalteovne med tilhørende spildevarmekedler. I en pressemeddelelse skrev forsyningsudvalget, at man i 10 år havde været klar over, at det gamle gasværk var nedslidt og derfor krævede et stort mandskab. Udvalget kunne enten opføre et nyt kulgasværk. Eller købe gas i Århus og lede det til Horsens gennem en rørledning. En tredie mulighed var at blande flaskegas med luft og sende det ud i rørnettet. Alternativt kunne forbrugerne henvises til andre energiformer som el, fjernvarme og flaskegas. Det viste sig, at opførelsen af et nyt spalteanlæg var den bedste løsning på det tidspunkt. Det nye værk kostede 3 mill. kr. at opføre, mens en nedlæggelse af gasværket alene ved ændring fra gas til nye energiformer var beregnet til at koste gaskunderne i Horsens 20 mill. kr. Det nye anlæg fik butan fra et tankanlæg på havnen. Den flydende butan blev spaltet til propan og methan - og dermed ændret til almindelig bygas. Gassen skulle ikke renses, og man slap for den giftige kulilte. Og på personalesiden skulle der kun 10 personer til at køre gasværket mod 30 på det gamle gasværk. Spaltegasanlægget forblev i drift til 1985, hvor man gik over til naturgas.
Før 1950 varmede de fleste gaskunder i købstæderne vand på gasblussene. Men nu begyndte gennemstrømningsvandvarmere med 5- eller 10-liters beholdere at komme frem. I slutningen af 1950 erne blev gasradiatorer almindelige. De krævede hverken fast eller flydende brændsel eller asketømning. Og man slap for lugt og støv. Alene i København blev der installeret 60.000 gasradiatorer. Gassalget i Horsens steg, da rationeringen ophørte i 1948. I årene fra 1950 mærkede gasværket dog en svag stagnation i gassalget. Årsagen var først og fremmest de høje kulpriser, som bevirkede højere gaspriser. Efter 1957 faldt prisen på kul og især oliepriserne blev også lavere. Og de holdt sig lave til 1973. Horsens Gasværk vurderede rigtigt i 1958, at der ville komme flere gaskomfurer, gasvandvarmere og gasradiatorer. Gassalget steg igen i de kommende år. Antallet af målere kulminerede i samme periode med 14.425 målere. Antallet af gaskunder begyndte derefter at falde, men til gengæld brugte de tilbageværende mere gas. Som opvarmning blev gassen gennem 60 erne udkonkurreret af den billige og renlige olie. Grundlaget for kulgasværker begyndte at skride. Hvor der i 1955 havde været 109 kulgasværker, var 25 af dem ophørt i 1965, og samme år var der 40 kulgasværker tilbage. Danmarks sidste kulgasværk i Odder lukkede 1. januar 1995. Gasværkets maskinstue, foto fra 1950. Her blev rågassen renset. Gas- en epokegørende teknisk nyskabelse Nutidens mennesker kan ikke forestille sig at leve uden kunstig lys og kraft. Ingen i nutiden har prøvet at være begrænset til kun at virke i dagslys, for slet ikke at tale om, at undvære al den energi, der er til rådighed til at drive samfundets hjul. Prøv selv at tænke på en tid, hvor man kun kendte til tællelys og tranlamper. Når natten sænkede sig over land og by, var lyskilderne få. I købstæderne lyste nogle få tranlamper sparsomt gaderne op. Og inde i husene begrænsede lyset sig til nogle enkelte stearinlys. Det er med den baggrund, at man skal forstå den betydning, det nye kunstige lys - gassen - fik. Først og fremmest var det starten på en forbedring af leve- og produktionsforhold i Danmark. Eller som man i 1880 skrev i Opfindelsernes bog: Der er en Sammenhæng mellem den moralske Tilstand og Belysningen. Kendskabet til, at luftformede stoffer kunne brænde, gik langt tilbage i tiden. Allerede i oldtidens Grækenland og Rom brugte man olielamper. Men man manglede teknisk viden til at videreudvikle og bruge disse ressourcer. Trækkraften var alene, hvad mennesker og dyr kunne yde, suppleret med vandkraft, der trak simple møller. Senere lærte man at bruge vindens kraft til mølledrift. I 1792 begyndte forsøgene med at udvinde gas af kul. Det var svært for opfinderne først at overvinde de tekniske vanskeligheder, som skulle løses for at komme i gang med rationel gasfremstilling. Og derefter at få gasværker bygget og sat i gang. USA var først fra 1801 med gasværker til brug for belysning i større omfang. Og i England var det dampmaskinens opfinder, James Watt, der i 1802 var først med at lade sine værksteder oplyse med gasbelysning. De fleste brændstoffer kan bruges som råmateriale for gasfremstilling. Tørv, brunkul, træ, koks og som det vigtigste: Kul. Gasværker blev oprettet i Europas storbyer, først og fremmest til gasbelysning. Først i Europa var London i 1807, hvor byen fik offentlig gasbelysning i 1814. Derefter fulgte Paris 1815, Berlin 1826, Wien 1833, Leipzig 1838, Oslo 1848, Stockholm 1853 og endelig København 1857. Da havde Odense allerede siden 1853 haft landets første gasværk, og inden København kom med, var der åbnet 10 gasværker i Danmark. Gas i Danmark siden 1814 Allerede i 1814 blev det første primitive hobbygasværk bygget i København. Det var hos blikkenslageren Johs. Irgens i baglokalet til hans butik, Købmagergade 1. Han førte rør ud til to gaslygter, men politimesteren forbød ham at holde lygterne tændt med den begrundelse, at det skabte sammenstimlen på Købmagergade. I 1818 og frem til 1846 installerede Irgens 10 små gasanlæg, bl.a. på Polyteknisk Læreanstalt, andre institutioner og i byens selskabsetablissementer. Men først i 1843 trådte gassen i industriens tjeneste, da J. og L. Salmonsen fik gaslys på deres bomuldsvæveri i Vimmelskaftet. Siden 1853, da de første gasværker kom i gang, har de gennemgået en kolossal teknisk udvikling. Tekniske landvindinger, som fik betydning mange andre steder. Som udviklingen inden for ovnkonstruktioner, transportører for kul og koks samt udvinding og udnyttelse af biprodukterne. Værdien pr. ton kul blev mangedoblet fra de simple værker omkring år 1860 til de mere moderne værker siden.
Gammel annonce for kul. I gasværksindustriens barndom var kun koksene af værdi. Men senere lærte man at udvinde tjære, ammoniak, benzol osv. Det betød, at fabrikationsprisen for gas faldt. Dermed var selv små byer i stand til med kommunalt ejerskab at oprette egne gasværker. Borgerne fik dermed adgang til rumopvarmning, varmt vand, kogegas og lys - og kommunerne fik en god indtægt fra denne gren af de kommunale forsyningsvirksomheder. Gasbelysning og kogegas Det var et stort fremskridt, da datidens søvnige tran- og neolinlamper i købstæderne blev afløst af gaslamper. Men der gik ikke lang tid, før gasværkerne fik hård konkurrence fra petroleumsbelysning. Petroleumsprisen faldt fra 80 øre pr. kg i 1860 til 20 øre pr. kg. i 1875. Så det stivede af på selvtilliden hos datidens gasværker, at belysningen på banegårdene i Jylland og på Fyn gik fra petroleum til gasbelysning. Mange kommuner fik det engelskejede A/S Det danske Gaskompagni til at bygge og drive gasværker. Det var dette selskab, som i 1869 indførte det at bruge gas til madlavning, kogegas. Man begyndte at annoncere og sælge engelske gasapparater til dette formål. I løbet af få år medførte det en mærkbar stigning i gasforbruget, og kogegas blev inden århundredets ophør, gasværkernes største indtægtskilde. Koksene, afgassede gasværkskul, tegnede sig for 20-30% af værkernes årlige indtægter. I årene fra 1876 vandt gasmotorer frem. Gasforbruget gik op år for år, men alligevel vakte allerede fra 1878 en ny konkurrent bekymring, nemlig elektriciteten. Indtil anlæggelsen i 1893 af det første kommunale elværk i Odense, havde elektricitet ingen udbredelse af betydning. Men så kom det også til at gå stærkt. Inden udbruddet af 1. verdenskrig i 1914, havde alle landets større byer fået egne elektricitetsværker. Gassen var da også i brug til indendørs belysning. Sit endelige gennembrud fik den med Auer von Welsbachs gasglødelys. De første Auer-lamper kom til Danmark i 1892, og med sine nye, hvidtlysende net, fik gassen yderligere udbredelse. Dog skal det også med, at indbyggertallet i de fleste købstæder på samme tid steg kraftigt. Det var i de år industrialismen fik sit gennembrud - også i Horsens! Rationering af gas under 2. verdenskrig Straks efter udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939, blev gasforbrugerne opfordret til at formindske deres gasforbrug ad frivillighedens vej. Det blev afløst af en egentlig gasrationering fra juni 1942, hvor hver husstand fik tildelt 10 m3 gas om måneden samt 4 m 3 pr. person og 3 m 3 pr. barn under 2 år. Overforbrug blev straffet med forhøjede gaspriser. Hvis man overskred rationeringen med 50%, blev der lukket i det antal dage, man havde overskredet sin tildeling. Først i 1948 blev rationeringen ophævet. Jo længere krigen skred frem, jo sværere blev det at få ordentlige kul. Først i august 1945 kom der nye forsyninger frem. Tiden efter 1945 var præget af moderniseringer på Horsens Gasværk. Værkets tre ovne blev moderniseret og i sommeren 1945 fik man en læssetraktor til kul- og kokstransport. En moderne kokssilo i jernbeton blev opført, og kultransportanlægget blev moderniseret. Gadebelysningen kom også i efteråret 1945 i gang igen, dog først efter en renovering, da de fleste lygter var blevet stærkt medtagne under krigen. Lad dem betale, der har råd til det Gasrationeringen fra 1942 til 1948 skabte travlhed på Belysningsvæsenets kontor. De fleste klager blev klaret mundtligt, mens andre skrev til kontoret om deres problemer med at få gassen til at slå til. Som de ganske få husstande i byen, der alene havde gas som kraftkilde. Som den skrædder i Smedegade, der havde sit pressejern kørende 6-7 timer hver dag og i sit hus kun havde gas som belysning og til madlavning. Eller fru Frederiksen, der havde fået en regning på 33 kr. for et overforbrug på 11 kubikmeter. Et kvantum gas, der normalt ville have kostet 3,85 kr. Fru Frederiksen skrev til Gasværkets kontor: Det er ogsaa forkastelig, at Arbejderne skal give 3 Kr. for 1 Kb. Gas. Lad dem betale, der har Raad til det. De maa nok hellere lukke for Gassen, da jeg ikke kan betale den Pris. En anden klage kom fra et ægtepar, der begge havde siddet mange år i dansk og tysk koncentrationslejr. Manden skrev: Min Hustru, der af Hensyn til mit Helbred, der er i Uorden efter et fireaarigt Ophold i danske og tyske Lejre, maa bruge temmelig meget Gas, meddeler mig, at der er blevet lukket for Gassen i 10 Dage. Der blev lukket op igen! Rationeringen gav også problemer for gasværkets allerstørste kunder som Hede Nielsen, Kr. Kirks Telefonfabrikker, Kommunehospitalet, Petersen & Sørensens Tobaksfabrik, Møller & Jochumsen og William Petersens Maskinfabrik. De fik alle kraftige henstillinger om også at overholde det forbrug, der blev tilkendt dem. Nye forbrugsmønstre siden 1950
Arbejderne på Horsens Gasværk 1932. Forrest i midten på bænken sidder belysningsdirektør Bekkevold. Lave gaspriser for at lindre den værste nød Verdenskrisen fra 1929 ramte også hårdt i Horsens. Byens største arbejdsplads, Crome & Goldschmidt lukkede. Den havde nogle år i forvejen beskæftiget 1.000 arbejdere. Også en trævarefabrik og en maskinfabrik, hver med flere hundrede ansatte lukkede på samme tidspunkt. Horsens kommune forsøgte de kommende år at afbøde de værste følger af arbejdsløsheden ved at holde priserne på gas og koks i ro. Det på trods af, at kulpriserne fra 1932 til 1940 steg fra 16,84 til 39,83 kr pr. ton. Næsten hele byens arbejderbefolkning brugte gas til madlavning og fyrede med koks i kakkelovnene. Krisen kunne mærkes på gasværket med et næsten uændret gassalg i denne 10-års periode. Det på trods af, at ledningsnettet i den samme periode blev udvidet fra 53 til 60 km og målertallet steg fra 9.389 til 11.484. Og antallet af gasmålere til mønter steg fra 1.667 til 3.982. Gasværket fik også ny bestyrer. Efter opførelsen af den nye retortbygning i 1921 mente gasværksbestyrer Johs. Quist, at han skulle have et honorar på 20.000 kr. for sit arbejde. Kommunen tilbød ham 5.000 kr., hvad Quist afslog. Han anlagde i 1928 retssag mod sin arbejdsgiver, Horsens kommune, men tabte sagen i Vestre Landsret. Horsens Social-Demokrat skrev ironisk den 13.11.1928: Quist blev ikke overbebyrdet med Arbejde, hvilket ses deraf, at han ved Siden af udførte Arbejder for flere andre Gasværker og i Vejle mente at have Krav paa 18.000 kr. for sin Assistance der. Sagen blev ført videre til Højesteret, hvor Quist i oktober 1929 vandt sagen og fik tilkendt 12.000 kr. Forholdet mellem kommunens belysningsudvalg og Johs. Quist må ikke have været godt efter denne lange sag. Ved årets udgang gik Quist på rekreationsorlov og fra den 1. januar 1932 blev han pensioneret. Tekstilingeniør Hans Bekkevold var i oktober 1929 blevet ansat som driftsassistent på gasværket. Han havde fra 1908 til 1929 været ingeniør hos Crome & Goldschmidt. I 1930 blev han konstituteret gasværksbestyrer, og da Quist blev pensioneret i 1932, blev Bekkevold belysningsdirektør i Horsens. En stilling han havde frem til 1956. Horsens Gasværk åbner 13. juni 1860 Den 23. maj 1859 vedtog kommunalbestyrelsen i Horsens at bygge et gasværk i Horsens. Gasværket blev gasværk nr. 18 i Danmark. Foregangsmand for at få værket bygget var byens da nyudnævnte borgmester, Johan Christian von Jessen. Han kom fra en stilling som kongelig udnævnt borgmester i Svendborg, der havde haft gasværk siden 1856. Gasværket blev 30 år senere for Horsens en væsentlig forudsætning for byens kraftige industrialisering. To af landets førende gasingeniører, firmaet Th.A. English og C. J. Hanssen fik overdraget den tekniske projektering. Leverancerne af støbegods gik til byens to store jernstøberier, Møller & Jochumsen og J. Stallknecht. Til at lede gasværksbyggeriet i Horsens, sendte English & Hanssen den da 24-årige ingeniør C. J. Clausen, som blev boende i byen efter færdiggørelsen. Samme Clausen fik en hovedrolle i Horsens for opførelsen af mange af byens industrier frem til sin død i 1885. Det første gasværk bestod af 7 retortovne, hver med 3 støbejernsretorter med simple ristefyr. En retort er det sted hvor kullene afgasses. Rensningen foregik i 3 kalkrensekasser, og den første gasbeholder kunne rumme 550 m 3. Opførelsen kostede 80.000 rigsbankdaler, som blev finansieret gennem et kommunalt obligationslån. Åbningen af gasværket var ikke genstand for nogen stor omtale i de lokale aviser. I Horsens Avis indrykkede Comiteen for Gasanlægget i Horsens en annonce, dateret den 6. juni 1860. Heri hed det, at nedlægningen af gasrør var sluttet, og som det hed: Huus- og Gaardeiere her i Staden, i de følgende 14 dage gratis kunne få indlagt stikrør. Horsens første gasværksbestyrer fra 1860 til 1880 var Chr. Fussing. Selve åbningen omtales meget kort den 15. juni 1860, hvor Horsens Avis skrev: Vor Byes Gader har i de to sidste Aftener havt et livligt og forandret Udseende ved, at de nye Gaslygter, der for første Gang tændtes i Onsdags, nu have afløst de triste og vidt Spredte Tranlygter. I den samme Omkreds, hvor tidligere brændte et halvthundrede søvnige Tranlygter, flamme nu c. 175 klare Gasblus. Det omtales videre, at gaslamper i butikker og hos private allerede tildels havde afløst olielamperne. Allerede i 1865 blev de gamle støbejernsretorter afløst af lerretorter, og dermed blev vedligeholdelsesomkostningerne reduceret.til rensning af gassen afløste myremalm det dyrere kalk. Den årlige produktion af gas steg fra år til år. Det første driftsår var tallet 235.000 m 3, som 10 år senere var steget til 276.000 m 3. Den første udvidelse af gasværket fandt sted i 1877. Retorten, rense- og kulhuset blev alle forlænget. Ovnanlægget - retorthuset - blev ombygget til 8 ovne med i alt 32 retorter. Samtidig med blev kubikmeterprisen nedsat. I 1860 var den på 25 øre, i 1868 20 øre og 18 øre i 1879. Samme år kostede kogegas 12,5 øre.
På tegningen ses bestyrerboligen nederst til højre og til venstre maskinhuset. Bygningen bagerst med skorsten var retortbygning fra 1894 til 1921 og herefter tjærefabrik, til den blev revet ned i 1964. Gasværket udvides for alvor i 1895 Perioden fra 1880 og frem var præget af mange forbedringer på Horsens Gasværk. I 1882 blev endnu en gasbeholder opført. Samme år blev der produceret 493.000 m 3 gas og en ny stationsmåler indkøbt. I 1886 anskaffedes en exhaustor (kompressor) drevet af en dampmaskine og dermed blev der opnået 10% større gasudbytte. Man begyndte med generatorfyring i retorterne og ledningsnettet blev udvidet. I 1889 blev der bygget 3 nye retortovne med generatorfyring, og i 1890 blev gasværkets bestyrerbolig, hvor Industrimuseets gasudstilling nu holder til, opført. Horsens indbyggertal var i stadig stigning, så i 1894/95 blev gasværket igen udvidet med et nyt retorthus med en daglig kapacitet på 9.000 m 3, samt en ny gasbeholder. På 40 år fra 1860 til 1900 var gasforbruget i Horsens næsten 6-doblet fra 235.000 m 3 til 1.450.000 m 3. Jens Theilgaard var bestyrer af gasværket fra 1880 til 1909. Da han døde i 1919, skrev hans efterfølger på Horsens Gasværk J. Quist, i Gasteknikeren, at Theilgaard var grundigt uddannet i gasfaget.han havde selv erhvervet sig det teoretiske grundlag, bl.a. ved at deltage i møderne hos den tyske brancheforening for gasfagmænd. Det var måske medvirkende til, at Horsens Gasværk var det første værk i Danmark, som udnyttede det ellers værdiløse gasvand til kunstgødning. Horsens blev også det første gasværk i provinsen, som anskaffede generatorovne og indførte moderne regnskabsmetoder. Derfor blev Theilgaard meget anvendt som rådgiver ved opførelsen af nye gasværker, hvor Horsensfirmaet Møller & Jochumsen fik mange leverancer. Tallene fra Horsens Gasværk fortæller også om byens kraftige industrielle udvikling. I 1860 var der 175 gaslygter på byens gader, i 1896 var tallet 298, som toppede med 561 i 1938. Da gasbelysning i gaderne ophørte i 1958, var der 47 gaslygter tilbage. I 1870 var antallet af gasmålere 500, som i 1890 var vokset til 1.100 og bare 10 år senere i 1900 mere end fordoblet til 2.620. På 40 år var antallet ti-doblet i 1910 til 5.000. Produktion af gas - kort sagt Gasfremstilling foregår kort beskrevet sådan: Kul fyldes i lange ovne, retorter, og opvarmes til ca. 1.000 grader i den lufttætte ovn. Gassen og spildprodukterne fra kullene frigives og opsamles i en beholder. Gassen føres frem til en kondenser, hvor luftarterne afkøles. Dermed fortættes de til tjære og ammoniakvand. Gassen renses herefter for tjære, kulsyre, svovlbrinte og ammoniak. Den udvundne tjære blev opbevaret i tre lagertanke. Gassen blev pumpet ud i de to gasbeholdere og herfra videre gennem ledningsnettet ud til forbrugerne i byen. Frem til kulgasværkets lukning i 1969, var der to gasbeholdere, en lille fra 1895 med 5.500 m 3 gas og værkets største beholder fra 1932 til 15.000 m 3 gas. Tre dødsulykker på gasværket Et gasværk har altid været en arbejdsplads, hvor man skulle passe på. Den 21. april 1910 sprang gassugerummet på Horsens Gasværk, og maskinmester Holger Christensen omkom. Rummet var blevet fyldt med gas fra et utæt rør, som derefter blev antændt af en gasmotor. Personalet på kontoret bestod i 1922 af gasværksbestyrer Johannes Quist, en driftsassistent og 6 kontorfolk. Da el- og gasværket fik fælles administration igen i 1932, flyttede 4 personer med fra elværket og administrationen med 12 ansatte kom til at hedde Belysningsvæsenets Kontor. I 1949 administrerede kontoret 12.747 gasmålere og 18.600 elmålere. Gasværket blev ramt af endnu to dødsulykker. Den 21. maj 1931 var to mand ved at fylde kul i retorten, da elevatoren øverst ikke blev hængende. Gasværksarbejder Jens Jensen skubbede derfor en tipvogn ind i det tomme rum og styrtede ned i tårnet, hvor han blev dræbt. Året efter i marts 1932 skete der atter en dødsulykke på gasværket. Et vandstandsglas var sprunget, og da kedelpasser A.H. Andersen ville skynde sig at hente et nyt på lageret, styrtede han i en åben ventilbrønd på værkets grund og druknede. De døde fisk i Horsens havn For det omkring liggende miljø var Horsens Gasværk synligt. Da Den danske biologiske Station i 1930 undersøgte forureningstilstandene i Danmark, var de også i Horsens. Formanden for Fiskeriforeningen, Chr. Petersen, sagde bl.a., at gasværkets spildevand med tjære ved østlig vind ødelagde fiskene i Fiskerihavnens hyttefade. De blev enten uspiselige og sommetider blev fiskene dræbt. Som i 1928, hvor 5.000 pund torsk døde. Og selve gasværksgrunden er forurenet med tjære, opløsningsmidler og myremalm med svovl-og cyanforbindelser.
Retortbygningen på Horsens havn var i brug fra 1921 til 1996. Til venstre ses kulelevatoren, til højre den tipsvognselevator, som i 1931 kostede en arbejder livet. Det lille tårn forrest var køletårn til koks, som derefter af højbanen til højre blev kørt i kokshuset. God forretning for gasværket at sælge tjære Det vigtigste affaldsstof ved gasfremstilling er en stor mængde kultjære. Det solgte gasværket, og det blev brugt til træbeskyttelse, vejtjære, tagpap og asfalt. En af de store aftagere blev Stjernholms Fabriker. Da Stjernholm startede i 1889, solgte firmaet koks og cinders, men på et kort i Trap 1901 ses virksomhedens fabrik beliggende ved siden af gasværket, og i vejviseren kaldes den for en tagpapfabrik. Virksomhedens grundlægger, cand. pharm. Ch. Krøger, havde længe arbejdet med at bruge tjære industrielt. Allerede ved en udstilling i København 1888 fik han en prisbelønning for sine træpræparater fremstillet af kultjære, og fra virksomhedens start i 1889 tilvirkede Stjernholm tjære til brug for træimprægnering. Som senere så overgik til en egentlig fabriksmæssig produktion og med 25 ansatte blev det for 100 år siden betragtet som en større fabrik. Efter 1. verdenskrig begyndte amterne at bruge tjære til behandling af landeveje. Derfor indrettede Horsens Gasværk i 1921 det gamle retorthus som tjæredestillationsanlæg til fremstilling af vejtjære. Den årlige produktion var i starten på 450 tons, men med den voksende bilisme og kravet om bedre veje fra midten af 20 rne steg salget i 1926 til 1.400 tons og i1929 helt op til 2.400 tons. Der måtte købes både tjære, beg og asfalt andre steder til gasværkets anlæg for at kunne følge med den voksende efterspørgsel. Andre virksomheder rundt om i Danmark så mulighederne og tog fat i samme produktion. For Horsens Gasværk betød den en faldende efterspørgsel. slidt helt ned. I april 1919 vedtog man sammen med Vejle Gasværk at udarbejde en plan for en udvidelse, da begge gasværker havde de samme problemer. I Horsens blev det i oktober 1919 vedtaget at bygge en helt ny retortbygning på Horsens havn. Den blev bygget med 3 vertikalkammerovne hver med 6 lodrette retorter på 4,5 meters højde. Hver retort kunne rumme 1.600 kg kul eller 10 gange så meget som i det gamle anlæg og med en døgnproduktion på 6.000 m 3 gas. Det nye anlæg blev taget i brug i marts 1921. De lokale aviser beskrev det nye, moderne anlæg i rosende vendinger. Der var anskaffet en lastbil med en påmonteret gravemaskine til at komme kul op i elevatoren. Kullene blev knust og ført videre op til ovnene. Retorterne var altid lufttætte, så når kullene blev opvarmet, brændte de ikke. Det skete heller ikke med den udskilte gas, som blev suget ud af ovnen. Det tog 16 timer i hver ovn at udvinde alt gas af et lag kul på 40-50 cm tykkelse. Beholderen blev herefter tømt for sine koks ned på et transportør og gennem et slukkekammer. Derefter blev de våde koks i tipvogne kørt til koksskuret. På fotoet ses forrest tagpapfabrikken og bagerst gasværkets bygninger ca. 1900.
Kullets vej fra kulmine til gasapparat Horsens Gasværk fik sine kul fra enten England eller Tyskland. Med skib blev de sejlet til Horsens havn. Med losseapparater blev de taget i land og anbragt i kulhuset. Gasværket havde plads til 3-4 måneders forbrug og var dermed sikret mod svigtende leverancer under isvintre, arbejdsstrejker osv. En vigtig ting i kulhuset var at undgå selvantændelse som følge af temperaturstigninger i stakkene. Gasværket havde et laboratorium, som målte både gasudbytte og gaskvalitet i alle de partier af kul, som blev afgasset i retorterne. Inden afgasning blev kullene knust til ens størrelse og ført ind i retorthuset. Her blev de tømt i lademaskiner, som med lange skeformede skovle førte kullene ind i retorterne. En arbejdsdag på 12 timer Arbejdsforholdene var fysisk anstrengende på de gamle kulgasværker. I rensehuset udsendte myremalmen svovlholdige luftarter. Tømning af retorterne i Horsens foregik hver 6. time i op til 800 graders varme, når koksene blev taget ud til afkøling, og der slap altid lidt svovlgas ud i rummet. Derfor var det altid nødvendigt med en kraftig ventilation i retorthuset. Blæsten stod ind i retorten gennem porte og luger til de svedige mænd. Der er ikke mange oplysninger om arbejdere at finde i kilderne om det lokale gasværk. I 1897 var deres dagløn 2,80 kr. Der blev arbejdet i 2-holdsskift på hver 12 timer med en fridag hver anden søndag. Til gengæld arbejdede man så alle døgnets 24 timer den søndag, man ikke havde fri. Horsens Elværk opført 1906 I 1906 fik Horsens kommune endnu en forsyningsvirksomhed, da der blev opført et elværk ved siden af gasværket. Fordelene var åbenlyse, som fælles administation og elværkets maskiner kunne drives med sugegas eller lysgas, for gasværket havde rigeligt med koks. Gasværksbestyrer Theilgaard, blev leder af begge værker og fik titel af belysningsdirektør. Det nye elværk betød fra 1910 stagnation i gasforbruget. For at kapre nye kunder, begyndte gasværket i 1912 at reklamere for gas, og et udstillingslokale med forskellige former for gasapparater blev åbnet på værket. Som noget helt nyt kunne de købes på afbetaling! I 1931 fik el- og gasværket fælles demonstrationslokaler på Torvet. Gasapparater kunne fortsat købes på afbetaling, og i særdeleshed stegeovne blev en populær artikel. Samtidig med blev automat-gasmålere indført. De var efterspurgte i mindrebemidlede hjem, hvor det kneb med at få lagt penge til side til gasregningen. I 1932 havde gasværket 9.480 målere, hvoraf de 1.846 var automatmålere. Vanskelige tider for gasværket I årene fra 1909 til 1931 var Johannes Quist bestyrer på Horsens Gasværk. Han blev lige så kendt i fagkredse som sin forgænger. Han holdt foredrag på Polyteknisk Læreanstalt og var med til at modernisere og standardisere gasudstyr og installationsforskrifter for hele landet. I 1914 brød 1. verdenskrig ud, men de første krigsår gik det nogenlunde for Horsens Gasværk med at få kul. Men i november 1916 udeblev de 4.600 tons kul, der var bestilt til vinterforbruget. Måneden efter kom blot 566 tons kul, og da Tyskland den Byens autoriserede gasog vandmestre stod for gasinstallationerne inde i husene Chr. Beck. boede Havneallé 25. 1. februar 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig, havde gasværket 200 tons kul tilbage, nok til 5 dages forbrug. Gadebelysningen indstilledes, og de private forbrugere fik besked om at nedsætte forbruget med 30%. Det blev nødvendigt at gå over til andre former for brændsel som træ og tørv. Fire af værkets otte retortovne kørte på skift med træ og tørv. Afgasningstiden for dette brændsel var kun 2 timer, så ovnene måtte lades tre gange så hyppigt. Ligeledes blev der opført et primitivt vandgasanlæg, som fremstillede 200-250 m 3 gas i timen. Dermed kunne Horsens Gasværk levere det samme i kubikmeter som før 1917, men en væsentligt ringere gas med lavere brændværdi. Det træ, der blev brugt, var først og fremmest bjergfyr, hvor trækullene bagefter blev brugt til at lave sugegas til Horsens Elværk. De vanskelige forhold betød, at gasværket i årene 1917 til 21 kørte med underskud, som på 5 år nåede op på 1,7 mill. kr. I august 1918 havde gasværket sit eneste driftsstop på grund af en arbejderstrejke. I 10 timer strejkede arbejderne, fordi gasværksbestyrer Quist havde fyret gasværksarbejder Valdemar Nielsen. Horsens Avis skrev, at manden var fyret, fordi Quist havde taget ham i at save brænde til sig selv i arbejdstiden, mens Horsens Social- Demokrat skrev, at der var for meget prøjser i gasværksbestyreren. Strejken endte med, at der blev ansat en arbejdsformand til at forestå den daglige ledelse. Nielsen blev genansat, og det blev indført, at afskedigelser fremover skulle ske efter anciennitet. Helt nyt retorthus i 1921 Da den nye retortbygning blev opført i 1894, havde man ikke forudset den enorme stigning i gasforbruget. Frem til 1904 blev gasforbruget fordoblet og på 7 år frem til 1911 3-doblet. Under og efter 1. verdenskrig stod det klart, at den gamle retortbygning var