28 Gunhild Brethvad At skifte lokale er at gå to skridt tilbage Om øvning i forskellige omgivelser. Man skal også lære den simple ting, at når man har øvet et sted, i et hjørne, ved et bestemt bord, eller i et særligt rum, så bliver alting anderledes, når man skifter plads. At skifte lokale er at gå to skridt tilbage, man skal starte igen og det tager lidt tid at få det til at fungere et nyt sted. Den viden er god at have med sig, så man ikke bliver forskrækket, når man skal på scenen og man så pludselig ikke synes, nogen kan noget som helst. Ting tager tid, og man skal lige vænne sig til nye vægge, nye lofter, nye gulve. Vigtigheden af gå-prøver Helt konkret skal det gåes igennem. Det fører mig lige hen til det, jeg kalder gå-prøver. Gå-prøver laver jeg dagen før det hele skal samles sammen. Så kommer alle de voksne (hvis det er et stykke, der både har børn og voksne med) og sammen går vi handlingen igennem. Gruppe 1 går hen til de steder, hvor de skal stå og hele tiden spørger jeg: Hvad sker der så - hvor er I så henne? - Langsomt og roligt får de voksne styr på, hvor de skal være, og er de voksne rolige, er børnene det også - og ved de voksne, hvad de skal, ved børnene det også. Er det spil med unge, gør jeg det på samme måde - de unge skal snakke sig igennem alle placeringer. De skal selv huske og de skal selv finde de rette pladser. Nogen gange løber vi det også igennem - så skal de hurtigt hen på deres pladser og lynhurtigt videre. Er det spil med voksne, laver vi også gå prøver, men også med en lille smule replikker undervejs - så de ved, at på dét og dét ord, skal de dét og dét.
Teater for de 0 til 6-årige 29 De voksne viser sig - tak til Palle En betydningsfuld rollemodel. I den børnehave min søn gik i, var der en leder, som var så skøn. Hver eneste dag lavede han noget sjov med og for børnene. Måske kunne døren gå op ind til rød stue og så stod Palle og Leif i sølvlamejakker og spillede et fedt rocknummer på guitarer og sang til. Når nummeret var slut, lukkede de døren. Eller Palle gik rundt med en overskåret finger i en tændstikæske - fingeren var hvid og med blodige trævler - når børnene gysende kikkede på den, rejste den sig lige pludseligt. Eller Palle spiste stearinlys med ild og det hele. I lang tid troede børnene i byen, at man vitterlig kunne spise stearinlys og det var et mareridt for mange forældre til børnefødselsdage, at ungerne sad og gumlede små fødselsdagslys. Palles trick var at sætte en lille rest stearinlys øverst på en skrællet banan og når så stearinen var næsten brugt, spiste han bananen. Han fandt på de sjoveste ting som for eks at indvie den nye cykelbro med besøg af dronningen, holde fest for rødbedesalaten, holde bogdag i det fri - i det hele taget var der ikke grænser for opfindsomheden. At Palle fortsatte sin løbebane som idérig pædagog, så jeg en dag i banegårdshallen i Aarhus - der kom Palle gående på sin karakteristiske langsomme måde med lange skridt gennem hallen. Fulgt af en lang række drenge, der gik nøjagtig som ham. Hans drengegruppe fra børnehaven. 70 prinsesser Man kan ikke få for meget af det gode. Vi havde engang den opgave at lave noget med 70 prinsesser. Der var 70 søde piger, der gerne ville i smukke kjoler. Jeg kom i tanker om, at min far engang havde brugt nogle piger i smukke kjoler (det var dengang piger havde lange konfirmationskjoler) som fortæppe til eventyrstykket Der var engang. De 70 prinsesser skulle på scenen flere gange, bestemte vi, og danse en fælles dans - og det var dem, der fortryllede den onde troldmand fra Puretto. De dansede om ham, så han blev helt svimmel og måtte opgive sit onde forehavende.
30 Gunhild Brethvad Få lektier for - børn vil gerne øve sig Giv det en drejning og øv detaljer. I Denizas børnehave på Langeland gik børnene hver dag på olietønder i halve og hele timer om morgenen. De øvede og øvede og øvede og var fantastisk dygtige til det. Det får mig til at fabulere over dette med øvning. Ofte synes jeg, det er de voksne, der ikke har tålmodighed og energi til at øve om og om igen. Måske skyldes det, at man øver i for store grupper ad gangen, måske kan det skyldes, at man ikke overlader ansvaret nok til børnene. Der kan være mange grunde. Måske er gruppen dårligt sammensat, måske kan ungerne ikke med hinanden, måske tager man fat på emnet på en uheldig måde. Det er imidlertid min erfaring, at børn gerne vil øve sig, rigtig meget endda. Børn øver sig jo i forvejen hele tiden på alt det, de møder i deres hverdag. Mit barnebarn Anton havde en periode på flere måneder hvor han øvede sig i at åbne og lukke en bildør. Åben dør - lukke dør gentog han om og om igen, indtil han mestrede kunsten at tumle den tunge bildør på rette måde. Måske øver børn sig på den måde, at de øver, holder lille pause, øver igen. Man kan hjælpe meget med øvningen ved at give den en lille drejning hver gang. Så skal hænderne øves, så skal ansigtsudtrykket. Så kan man øve ved at gå langt tilbage, eller helt frem. Der kan øves oppe på et bord, bag et tæppe. Udenfor eller alene. Just Thorning, den gamle teatermand, som var med til at starte DATS - Dansk Amatør Teater Samvirke - havde for vane at øve enkeltvis med sine skuespillere. Det gav sig meget forskellige udslag, nogen gange blev det genialt, andre gange underligt, fordi skuespillerne ikke havde øvet sammen. Men idéen er god til opstart.
Teater for de 0 til 6-årige 31 To piger laver sang på 10 minutter i Otterup En tidsramme og et formmæssigt fokus kan være med til at skabe kreativitet. Da vi i sin tid lavede den stort opsatte opera i Otterup og havde som tema, at børnene selv skulle være med til at lave musikken, havde vi ind imellem de diskussioner med de voksne, der gik ud på, at det kunne børnene ikke. Ingen børn kan lave musik selv, var der nogle, der sagde. Vi sagde til gengæld, at børn synger hele tiden og selv laver en masse sange når de gynger, hopper, cykler og hvad de ellers gør. Vi tror sågar, at sang kom før tale (se: Sådan synger børn: Erik Lyhne) En gruppe havde bestemt, at børnene skulle synge en sang på melodien: Åh Abe. Vi har ikke noget mod sangen, men at bruge den i en opera var måske ikke lige det, vi syntes var det bedste. Vi spurgte derfor to piger, om de ikke lige kunne gå ud og lave en sang, som handlede om det, de optrådte med. 10 minutter efter kom de tilbage med en meget iørefaldende og morsom sang og det var så det! Vi brugte sangen i operaen og det var et fint optrin, de lavede. Forbloder og mavetrækning At arbejde med et tidspres kan holde skabertrangen i gang. Det var også denne 10 minutters model vi brugte, da vi skulle lave en lille forestilling i en institution i Juelsminde. Stykket skulle hedde Rødder og vinger og den første dag fandt vi ud af, hvad det skulle handle om. Børnene tegnede hver en tegning af det, de ville være, de blev delt i hold, der passede til deres tegninger: nogle ville være sørøvere, nogle havfruer, nogle boede på et slot, andre nede i en sø, der var ikke grænser for fantasien. De allermindste og tyndeste drenge ville være vagter på slottet - noget vi i øvrigt tit ser, at de mest forskrækkede drenge gemmer sig bag det mest barske udstyr. Vi havde de enkelte børnegrupper inde i ti minutter ad gangen for at lave sange, der passede til lige netop deres del af stykket. Hvordan synes du en sang skal lyde spurgte vi. Hvad skal den starte med? Når der så kom et godt bud, optog vi det på disc og snart havde vi næste linje og næste igen. Så fik børnene discen med ud og kunne øve sig videre og et nyt hold kom ind.
32 Gunhild Brethvad Da de små vagter kom, viste det sig, at de helst ville sige noget - de ville ikke synge og de kom så med følgende bloddryppende remse - som jeg aldrig har glemt og bruger som fantastisk eksempel på alt muligt godt indenfor børnekultur: Aldrig har nogen kommet ind på det store fine slot ellers får de et spyd i maven så det bløder over det hele og de får ingen plaster på så de forbloder og mavetrækning Forbloder er et fantastisk ord, ingen er i tvivl om, hvor slemt det må være og mavetrækning er heller ikke sådan at spøge med. Forældre, båd, hestevogn, politi Alt skal ende godt. Hele Juelsminde blev i øvrigt inddraget i projektet, fordi det skulle starte nede ved vandet - og vi skulle bevæge os gennem byen. Det var et såkaldt vandrestykke og vi fik endda politi eskorte. Stykket starter med at der kommer nogle fæle sørøvere sejlende ind ude fra havet. De bliver draget af de smukke havfruer, der sidder på stranden og reder deres hår. Da sørøverne kommer i land, tager de alle til fange - både havfruer, publikum og musikken (der sidder på en smukt pyntet hestevogn) - og de får hjælp af politiet - uha, der viser vej igennem byen. Et sted ligger der landevejsrøvere på lur og det kommer til en voldsom fægtekamp mellem de to slags røvere. Henne ved slottet (som er børnehaven) står de tapre vagter og siger deres remse, men det hjælper ikke noget - røverne trænger ind og tager prinsesser og prinser og konger og dronninger og guldkister med sig - og sådan går den vilde tur gennem den ellers fredelige Juelsminde by indtil de, der bor i søen, får overmandet dem og alt ender godt.