Hvis Abbey Road Studio findes i enhver Mac hvor gør de så af George Martin? Anonym 134
135
Producere og produktionsselskaber Producere Producere har til alle tider været en meget væsentlig del af den professionelle og kommercielle indspilningsproces. Producernavnene, som fremgår af plade og CD-covers, nyder stor respekt. Phil Spector, George Martin, Tony Visconti, Phil Ramone og mange flere har haft afgørende ord at skulle have sagt i produktionen af mange de mest populære og banebrydende udgivelser. Man kan meget groft sagt opdele producere i 5 hovedkategorier: den tekniske producer den kommercielle producer den kreative producer den skabende og udøvende producer den specialiserede producer: Vokaler, strygere, blæsere osv. Fælles for de gode producere er, at de har stor psykologisk sans, godt menneskekendskab og stor selvsikkerhed. De ser sig selv som formidlere af kunstnerens udtryk og udfolder store anstrengelser for at opnå netop det. Den tekniske producer er ofte en overordentlig dygtig studietekniker, der er vokset med opgaven. Denne producers interesse samler sig om at lave den teknisk bedst mulige indspilning. Vellyd er i højsædet. Den mere musikalsk/ arrangementsmæssige side af produktionen overlades i hovedsagen til kunstnerne selv. Den kommercielle producer har som udgangspunkt en markedsmæssig tilgang til produktion. Hovedinteressen samler sig om at skabe et salgbart produkt, som er tilpasset det aktuelle musikmarkeds genremæssige og stilistiske trends. Kalder tiden på disco, bliver det disco, kalder tiden på country, så bliver det country, osv. Den kommercielle producer er typisk pladeselskabet mand og er ikke sjældent identisk med pladeselskabets egen A/R-chef. 136
Den kreative producer har gerne selv en kunstnerisk baggrund. Der er ikke sjældent tale om meget begavede kunstnere, som har fundet deres kald i at hjælpe andre kunstnere med at få det bedste ud af deres materiale. De har typisk stor indsigt i såvel komposition som arrangement og kan bidrage væsentligt til udviklingen af kunstnernes egne idéer. Den skabende og udøvende producer har særligt vundet frem inden for de seneste 10-15 år. Der er tale om enkeltproducere eller producerteams som står for både tekst, komposition, arrangement, indspilning og produktion. Kunstnerne skal bare lægge vokal på. Ikke mindst indenfor soul, r&b, techno og dance-musikken findes der mange kendte og succesfulde producere og producerteams af denne type. Der findes også en række specialiserede producere, som arbejder indenfor særlige felter f.eks. produktion af vokaler, af strygere, af blæsere osv. eller produktion af specialprojekter som f.eks. støtte CD er med mange medvirkende o.l. Det er ofte producerroller, som de pågældende ikke selv bevidst har valgt, men som de af andre, f.eks. pladeselskaberne, opfattes som værende særligt gode til. Retfærdigvis skal det siges, at denne grove opdeling selvfølgelig er; en meget grov opdeling. Mange producere fungerer på tværs af disse opdelinger, bl.a. alt efter hvilke kunstnere de skal arbejde med. Produktionsselskaber I takt med at den økonomiske og kunstneriske magt i pladeindustrien er blevet koncentreret på stadig færre hænder er det blevet mere og mere almindeligt, at producerne har påtaget sig rollen som egentlige produktionsselskaber. Produktionsselskaberne varetager en række af pladeselskabernes traditionelle funktioner, såsom at finde nye kunstnere, finde nyt repertoire, finansiere indspilningerne osv. De leverer en færdig pakke til selskaberne der så kan koncentrere sig om distribution, markedsføring og hele det øvrige kommercielle maskineri. Nogle produktionsselskaber er helt eller delvist finansieret af major selskaberne, men fungerer uafhængigt af disse. Godt nok har moderselskabet førsteretten til at udgive produktionerne, men passer det ikke ind 137
i selskabets planer, kan produktionsselskabet gå videre til andre majors eller indies. Uanset udfaldet er det en god forretning for moderselskabet, som tjener penge i alle tilfælde. Blandt disse major-finansierede produktionsselskaber, finder man typisk også kendte kunstneres egne selskaber. Andre produktionsselskaber fungerer i realiteten som en slags indieselskaber. De indgår aftaler med pladeselskaber, både i hjemlandet og i udlandet om udgivelse, distribution og markedsføring af deres produktioner. Der kan f.eks. være tale om producere, der vælger selv at finansiere en produktion med en kunstner, som de tror på eller om studier, der med samme begrundelse vælger at tage kunstnere i studiet, ofte på off-tid dvs. når der ikke er betalende kunder i studiet. 138
Distributionsselskaber offline og online Distribution handler i bund og grund om at sende varer fra et sted til et [eller flere andre steder]. Uanset om det handler om distribution af grøntsager, bildæk eller CD er og for alle typer varer gælder det, at distributionen er underlagt en altafgørende forudsætning: Der er nogen der skal bestille varerne, der skal være en efterspørgsel! Det er her hunden ligger begravet, for er der ikke efterspørgsel fra pladebutikkerne så kan man have nok så meget distribution uden at det nytter noget som helst. Markedsføring og reklame [i musikbranchesprog: Promotion] er den altafgørende nøgle. Uden markedsføring er chancerne for at opnå efterspørgsel og salg meget små. Enkelte distributionsselskaber tilbyder, foruden distribution, at forestå markedsføring [mod betaling forstås!]. Det er ikke ualmindeligt at en distributionsaftale koster en provision til distributøren på imellem 25-30% af bruttoomsætningen alt afhængigt af hvilke services distributøren tilbyder. Det kan blive til ganske betydelige beløb, og man gør klogt i at overveje situationen meget nøje, inden man skriver kontrakt med et distributionsselskab. Blandt de distributører der årligt distribuerer flest indieudgivelser kan nævnes: A:Larm, Gateway, Go Folk, PH-Distribution, Playground, Target, VME. 139
Distribution og salg online aggregators Teoretisk set burde det være den letteste sag i verden selv at distribuere og sælge sin musik online... men som med så mange teorier, så er det lettere at snakke om end det er at udføre i praksis. En række selskaber tilbyder at gøre opgaven lettere imod at modtage en andel af indtægterne ved online-salget. Blandt de mest etablerede internationale distributører/ aggregators kan nævnes: The Orchard www.theorchard.com TUNECORE www.tunecore.com Af danske kan nævnes: DanMarkMusicGroup www.danmarkdigital.com House of Scandinavia www.hosmusic.com DiGiDi www.digidi.dk Fælles for dem at man meget nøje skal sætte sig ind i hvilke services disse selskaber tilbyder og til hvilke priser samt om aftalerne indebærer nogen form for overdragelse af rettigheder, og i givet fald hvilke. Det må stærkt anbefales at indhente rådgivning i f.eks. DMF før man indgår en evt. aftale. 140
Verdens største musikbutik Populært sagt, så har internet betydet at al musik i princippet er tilgængelig for alle der gider købe/downloade det... verdens største musikbutik... men nøgleordet her er i princippet... for der er fortsat meget musik som ikke kan købes, hverken i fysisk form eller digitalt. Internet og gamle forretningsmodeller Grundlæggende er itunes.com, tdcmusik.dk og amazon.com kun overgået i gammeldagshed af f.eks. tpmusik.dk m.fl. Begge slags butikker sælger musik fra hylderne, dvs. produkter som diverse producenter tilbyder/udgiver Hvad der står forrest på hylden afhænger i høj grad af hvilken aftale producenten har indgået med butikken [f.eks.: Hvor meget producenten har betalt i markedsføringstilskud]. Sådan er det i den fysiske verden, og sådan er det også langt hen ad vejen i den digitale verden. Når f.eks. Amazon er mere gammeldags end itunes handler det om at itunes udelukkende sælger downloads, hvorimod Amazon s største forretningsområde er, at sælge fysiske produkter, som bestilles online [med andre ord bare en ny form for gammeldags postordresalg] ligesom TP s web-butik. Alle disse velkendte onlinebutikker er også gammeldags af en anden grund: De fungerer i et Web 1.0 miljø et online miljø hvor web-siderne forekommer at være digitaliserede reklamebrochurer eller kataloger. Brugeren kan læse om et produkt, måske høre en 30 sek. smagsprøve, klikke og betale det er stort set det. Musikforbrugerne tager næppe stilling til om de kan lide musik eller ej, baseret på at lytte til en 30 sek. musikstump. Den musik der for alvor sælger er den som er i rotation på f.eks. radiostationer [gammeldags radio så vel som web- eller dab-radio], dvs. musik som forbrugeren hører igen og igen. Det er denne gentagne præsentation af musikken der i sidste ende er afgørende for hvad musikforbrugerne vælger at 141
købe og ja, ok det modsatte kan også være tilfældet: Altså at forbrugeren har hørt det RIGELIGT og helt sikkert IKKE har noget ønske om at købe det shit happens! Tilgængelighed Når nu musikken er digitaliseret, og dermed ikke fylder hverken plastikcovers, papkasser, udstillingshylder eller lagerhaller, så er der jo ingen verdens grund til, at ikke alt absolut alt skulle være tilgængeligt for forbrugerne eller er der? Faktum er i hvert fald at langt fra al musik er tilgængelig og at rigtig meget musik fortsat er temmelig svært om ikke umuligt at få fat i. Det er der mange gode og en del mindre gode grunde til. De mindre gode er, at online-butikkerne i realiteten ikke ønsker at sælge al musik. Prøv bare at tjekke verdens mest hippe musikbutik, den som man skal være på hvis man er noget : itunes eller endnu bedre prøv selv at få lagt noget op på itunes. Dét er en interessant udfordring. itunes er nemlig ikke interesseret i at alle og enhver musiker henvender sig med sin musik. Rutinemæssigt henviser itunes til et antal aggregators mellemmænd, der har en aftale om at levere til itunes. Man er med andre ord tvunget til at indgå en aftale [læs: betale til] et af disse selskaber, for at få sin musik på itunes. Med et trylleslag er itunes mere gammeldags end gammeldags man skal godkendes af nogle udenfor butikken, førend man kan komme ind med sin musik! Fuldstændig som i gamle dage hvor først distributøren og siden hen butikken skulle tage stilling til, om man ville bruge hyldeplads på denne eller den anden LP eller CD! Det er muligt at man som forbruger hvis man er meget stædig og trawler den ene web-side med musiksalg efter den anden igennem kan finde frem til lige netop den musik man søger. Men det kræver stor stædighed og umådelig tålmodighed: Ikke just egenskaber som er i højsædet i den digitale tidsalder med bredbåndsforbindelser, 3 og 4G-telefoni og allestedsnærværende løfter om straks-levering osv. De gode forklaringer på at ikke al musik er tilgængelig er der også nogle stykker af og den enkeltstående bedste er selvfølgelig at musikken endnu ikke er blevet digitaliseret. 142
Enten fordi original masteren er bortkommet eller fordi ingen i realiteten ved hvem der ejer masteren eller fordi masterejeren [typisk et pladeselskab] ikke har ret til at sælge digitalt og ikke har lavet [kunnet lave] en aftale om det med kunstnerne. Den typiske pre-internet pladekontrakt omtaler oftest udelukkende udgivelse på diverse fysiske medier og giver dermed ikke pladeselskabet ret til digitalt salg. Blandt de mellemgode forklaringer er, at man fra masterejerens side vurderer at det ikke kan betale sig, at der ikke vil være nogen interesserede købere. En sådan forklaring har typisk en sammenhæng med forhandlinger med kunstnerne om, hvad deres andel skal være af indtægterne hvis selskabet skal have ret til digitalt salg. Fremtiden kommer med præcis 60 sek. i minuttet! Ny teknologi har givet anledning til mange dødsdomme : Indspillet musik vil dræbe den levende musik Musikradio vil dræbe den levende musik OG pladebranchen Musikvideo vil dræbe radioen TV vil slå biograferne ihjel Kabel-TV bliver døden for de nationale TV-stationer Piratkopiering vil tage livet af musikbranchen hele 2 gange i nyere tid: først med opfindelsen af kassettebåndet og siden med opfindelsen af MP3 og fildeling over internet... Og aldrig har musikken haft det bedre. De nationale TV-stationer og biograferne lever i bedste velgående, musikvideo blomstrer bl.a. på YouTube, radioen spiller i hver en bil, hvert et hjem og på hver en arbejdsplads, den levende musik har kronede dage på festivaler og spillesteder. For enden af regnbuen Og pladebranchen? ja den må tilpasse sig til de nye tider, sådan som den altid har måttet. Et interessant eksempel på en sådan tilpasning er gruppen Radioheads udgivelse af deres album: In Rainbows. Albummet blev i første omgang [oktober 2007] udelukkende sat til salg fra bandets egen hjemmeside. Det vil sige: Til salg er måske så meget sagt. 143
Man kunne downloade albummet til den pris man selv ønskede at betale! Og man kunne også forudbestille et særligt box-sæt med en CD, et dobbeltvinyl-album og yderligere en CD med specielle tracks, som ville blive leveret med posten i starten af december 2007. Radiohead fik massiv pressedækning ikke gående på albummets evt. kvaliteter, men gående på historien uovertruffen og ubetalelig promotion. Downloadmuligheden ophørte med udgangen af 2007 og d. 1 januar 2008 udkom så albummet på CD og det solgte så mange eksemplarer til normalpris at det gik direkte ind på hitlisterne i mange lande, herunder i USA. Mærkeligt? Ja måske! Men samtidig et godt eksempel på at flere forretningsmodeller sagtens kan leve side om side og at den gennemsnitlige musikforbruger fortsat gerne vil betale for et rigtigt, dvs. fysisk produkt i form af en CD med en booklet. Web 2.0 Essensen i Web 2.0 er brugerinteraktivitet, altså [for]brugernes mulighed for aktivt at anvende det indhold de finder på diverse web-sider og aktivt at indgå i dialog, ikke bare med folkene bag en given web-side [f.eks. et band] men også med alle de andre brugere der besøger netop denne web-side. Der er næppe nogen tvivl om at det er det, som brugerne ønsker sig. Det er meget sjovere at være med i stedet for bare at se på, som i så mange andre af livets forhold. I et Web 2.0 miljø skal man på et kunstners web-side kunne lytte til mange af [ja måske alle] kunstnerens numre. Man skal kunne se videoer. Man skal kunne chatte med såvel kunstneren som med andre fans og man skal, hvis man er lidt musik-nørd, kunne downloade dele af numre og remixe dem og uploade dem, så andre også kan opleve disse nye, brugerskabte versioner af kunstnerens numre. Streamingtjenester som Wimp, Bibzoom, TDCPlay, Spotify mf.l. er antagelig blot en forsmag på de nye typer musiktjenester, som fremtiden vil byde på. 144
Games Guitar Hero, Rock Band, Rock Revolution... populærmusikkens fremtid? Der har altid været musik i computerspil oprindeligt meget enkel monofonisk lyd, som i takt med udviklingen af stadig mere avancerede spil og spillemaskiner er blevet udviklet til polyfonisk lyd og siden er gået over til brug af egentlige musikfiler og originale musiknumre. Blandt de største spil med musik på lydsiden kan nævnes de populære FIFA og UEFA-fodboldspil og ikke mindst NEED FOR SPEED fra producentenen Electronic Arts samt spillet GRAND THEFT AUTO fra producenten Rock Star Games. Særlige rockmusikcomputerspil udviklet til spillemaskinerne Playstation, Nintendo-Wii og xbox er blevet fantastisk populære på rekordtid. Guitar Hero fra Activision er i sin grundform en spil hvor man kan lege rockguitarist på baggrund af soundtracks fra en lang række af rock ens største bands. Spillerne spiller guitarrollerne i numerene på specielle controllere der har form som miniature guitarer. Rock Band fra Harmonix/MTV er udviklet over samme skabelon som Guitarhero, men henvender sig til hele bands og controllerne er derfor både guitar, bass, trommer og mikrofon. En udvikling som folkene bag Guitar Hero selvfølgelig følger op på til deres spil. Rock Revolution det nyeste spil på markedet [august 2008], kommer fra spilproducenten Konami der stod bag spil som Dancing Stage, Karaoke Stage, Beatmania og Guitar Freaks. Spillet vil efter sigende give både Guitar Hero og Rock Band kamp til stregen. 145
Computerspillene sælges i millionoplag verden over og deres succes står i skærende kontrast til pladebranchens salgskrise. I foråret 2008 kunne spilproducenterne knap nok følge med efterspørgslen på de nye spil selvom disse koster næsten tre gange så meget som en ny CD. På plussiden kunne musikindustrien konstatere at forbrugerne i et ganske betydeligt omfang også gerne downloader programudvidelser [nye baner ] med nye musiktracks til Guitarhero og Rockband. Det samme gælder i øvrigt i stort omfang sports- og kørespillene hvor man også kan downloade nye baner med nye musiktracks. Et væsentligt konkurrenceparameter spillene imellem er, hvilke kendte stjerner [levende såvel som afdøde] der vil lægge ikke alene musik, men også navn og billede til spillene. De som allerede er med er f.eks. Beatles, Jimi Hendrix, Bob Dylan, AC/DC og ikke mindst Metallica hvis album Death Magnetic [2008] i sin helhed blev gjort tilgængeligt som download til spillet Guitar Hero: World Tour samtidig med den almindelige album udgivelse. 146