Dansk filmfotograf forbund 2013/7

Dansk filmfotograf forbund 2013/7

Dansk Filmfotograf Forbund Postboks 81 1003 København K dff@dff-dk.dk www.dff-dk.dk Tlf.: 61 33 54 04 The Club House Tv-byen Gyngemose Parkvej 86 2860 Søborg Forretningsfører: Eva Hammershøy Tlf.: 61 33 54 04 eva@dff-dk.dk Bestyrelsen Formand: Jan Weincke (JW) jweincke@gmail.com Næstformand: Caspar Høyberg (CH) ch@cphfilmcompany.dk Søren Berthelin (SB) preislerberthelin@gmail.com Steen Dalin (SD) steendalin@hotmail.com Jesper Find (JF) jesperfind@hotmail.com Edward Friis-Møller (EFM) steadicampro@mac.com Jan Pallesen (JP) mail@janpallesen.com Michael Rosenløv (MR) michael.rosenloev@mail.dk Malte Udsen malte@redrental.dk AXEL Ansvarshavende redaktør: Jan Weincke Redaktør: Eva Hammershøy Redaktion: Steen Dalin Jan Pallesen Michael Rosenløv Sophie Winqvist Layout: Helle Bendixen Layout, bagsiden: Povl Thomsen Stillfoto: Steen Dalin Sophie Winqvist Frank Paulsen Michael Rosenløv Povl Thomsen Jan Weincke Ron Fricke m.fl. Redaktionens adresse: AXEL c/o Dansk Filmfotograf Forbund Postboks 81 1003 København K Tryk og forsendelse: Scandinavian Book Udsendes af: (DFF) Dansk Filmfotograf Forbund Adresseændring til: Eva Hammershøy Tlf: 61 33 54 04 eva@dff-dk.dk Navigation 03 Formanden har ordet 05 50 års jubilæum 06 Horror i Bollywood 20 Samsara 26 NAB 2013 Forsiden: Framegrab fra Bollywoodfilmen Aatma fotograferet af Sophie Winqvist DFF I billedet den indiske skuespiller Geetika Tyagi Instruktør: Suparn Verma DFF ønsker TILLYKKE B-fotograf JESPER FIND 50 år i filmbranchen 30. september 2013

Formanden har ordet... Sommeren er gået på hæld, nu har vi atter fået smøget ærmerne op og fået gang i produktionerne. Det gælder også bestyrelsen. I løbet af efteråret vil vi arrangere flere spændende oplevelser for jer. Så følg med på jeres mail og på facebook. I foråret var DFF inviteret til AFC s Micro Salon Show 2013. De franske fotografer ville gerne både se og høre lidt om dansk film og ikke mindst de danske filmfotografer. DFF sendte Dirk Brüel, Eric Kress og Morten Søborg til Paris, og det blev ifølge franskmændene en stor succes. Efterfølgende blev DFF spurgt, om vi ville skrive en artikel om vores arbejdsforhold. Franskmændene forstod ikke, hvordan vi kunne lave så fremragende film og TV-serier på så efter deres opfattelse kort tid og med så gode arbejdsforhold! Under arbejdet med artiklen fik Dirk Brüel kontakt med professor Tage Søndergård Kristensen, og efter en længere samtale mente Tage Søndergård, at han havde fundet forklaringen, hvorefter han skrev en artikel: Better films and TVprograms through high social capital. Det er spændende læsning, som vi alle kan lære af så jeg overlader med glæde min plads til Tage Søndergård Kristensen. Indledning Hvis man skal finde forklaringen på, hvordan danske film og TV-serier af høj kvalitet kan produceres på kort tid og under gode arbejdsforhold, er det nødvendigt at stille nedenstående spørgsmål: Hvad har følgende arbejdspladser til fælles? Et hospital Et symfoniorkester En byggeplads Et luftfartselskab En læreanstalt Et fængsel En filmproduktion Svaret er, at de har det til fælles, at de ansatte skal være gode til at samarbejde under pres. Hvornår er dette pres særlig stort? Det er tilfældet når: - der er tale om professioner med stærk identitet - forskellige grupper har specialviden - der er statusforskelle med hensyn til løn, prestige osv. - grupperne/personerne er afhængige af hinanden for at gøre et godt stykke arbejde Og det er lige præcis situationen, når man skal lave en film sammen med en høj kvalitet, og når der er en fast ramme med hensyn til tid og penge. Social kapital For at dette skal lykkes, skal arbejdspladsen være i besiddelse af høj social kapital. Social kapital er en egenskab ved arbejdspladsen (i dette tilfælde filmholdet), som gør det muligt for filmholdet at løse kerneopgaven: at producere en fremragende film inden for den givne tidsmæssige og økonomiske ramme. Social kapital har tre hovedkomponenter, som alle skal være til stede: 1. Tillid. 2. Retfærdighed (Eller fairness). 3. Samarbejdsevne. Tillid Tillid indebærer en række forhold: At man stoler på hinanden. At ledelsen ikke skjuler relevante informationer. At ledelsen uddelegerer opgaver og beslutningskompetencer og stoler på, at de ansatte kan løse selv meget vanskelige opgaver i tillid til, at medarbejderne vokser med opgaven. At ledelsen lytter til forslag og ideer i tillid til, at de ansatte har noget at sige, som det er værd at lytte til. Retfærdighed Retfærdighed indebærer blandt andet: At goder og onder er retfærdigt fordelt, Formand Jan Weincke f.eks. løn, frynsegoder, arbejdstider, opgaver, forfremmelser, fyringer osv. (Fordelings retfærdighed). At man anerkendes og respekteres for et godt stykke arbejde. At tingene går ordentligt for sig. (Proces retfærdighed). Det vil sige, at ændringer og beslutningsprocesser hviler på relevante informationer og vurderinger, som alle sammen tåler dagens lys. At der ikke sker forskelsbehandling på grund af køn, race, relationer til ledelsen, alder osv. Samarbejdsevne Samarbejdsevnen kan ofte opdeles i tre dele: Bonding (samarbejde inden for den enkelte gruppe, fx en faggruppe). Bridging (samarbejde mellem forskellige faggrupper). Linking (samarbejde mellem ledelse og ansatte). 3

Problemerne ligger som regel inden for bridging og linking. Bridging handler om samarbejdet mellem faggrupper på tværs. Faggrupperne på en filmproduktion (instruktør, skuespillere, fotograf, belysning, osv) har hver deres faglige kunnen og erfaring. For at dette samarbejde skal fungere, er det nødvendigt, at to ting virker perfekt: Koordinering og kommunikation. Hvad koordinering angår, er der tre nøglefaktorer: 1. Fælles sprog 2. Fælles mål 3. Gensidig respekt Fælles sprog handler om, at man ved, hvad der menes med de specielle udtryk, som de forskellige faggrupper anvender. Fælles mål handler om, at alle ved, hvilken slags film, man er ved at producere. Hvad er de særlige kvaliteter f.eks. teknisk og kunstnerisk? Hvordan er handlingen? Hvilken genre er der tale om? Hvordan er tempo, lys, stemning osv.? Det fælles mål er ikke til diskussion! Eller rettere: Bør ikke være det. Professor Tage Søndergård Kristensen, sociolog og dr.med. har i mange år forsket i arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Det er ødelæggende, hvis der opstår diskussion eller tvivl om det fælles mål i løbet af en produktionsproces. Gensidig respekt handler om, at man accepterer og respekterer, at alle faggrupper er nødvendige for at opnå det færdige resultat. Ingen er vigtigere end andre. Det er vigtigt med klare roller og kompetencer. Men det er mindst lige vigtigt, at alle er klar til at give en hånd med, når det kniber. Eksempel: I South West Airlines (som har den højeste sociale kapital blandt amerikanske luftfartselskaber) er det almindeligt, at piloterne hjælper, når det kniber med at nå tidsplanen. Det kan fx være passagerer i kørestol, som giver særlige problemer. Her hjælper piloterne med at tømme maskinen. Dette handler om, at alle er ansvarlige for at nå det fælles mål: At overholde tidsplanen. En flyvemaskine, der står på jorden, tjener ingen penge. Dette er alle faggrupper enige om, og derfor overskrider man sin faggrænse, når der er behov for det. Eksempel: På hospitaler med høj social kapital vil en overlæge ikke vente på en portør, hvis der er et problem med at rulle en seng med en patient ind på en operationsstue. Han vil selv rulle patienten ind, så operationen kan gå i gang. Igen er det fælles mål i centrum. I de fleste tilfælde er der størst problemer med de faggrupper, som har den højeste prestige. Det er som regel disse grupper, som har den laveste respekt for andre. Det er vigtigt at være klar over, at samarbejdet mellem faggrupper ikke blot hviler på en arbejdsdeling mellem ligestillede, men ofte også involverer statusforskelle. Derfor er det vigtigt, at disse statusforskelle ikke ødelægger samarbejdet. Linking handler om Ledelse. Arbejdspladsens sociale kapital handler først og fremmest om ledelse. Det er ledelsen, der sætter og formulerer de fælles mål, og det er ledelsen, der undervejs sørger for, at man når målet. Man kan udøve ledelsen på to fundamentalt forskellige måder. Management: Management handler om at gøre tingene rigtigt. En management leder vil ofte bruge tid på at sørge for, at man overholder planerne (tid og penge). Hvis man er bagefter tidsplanen (eller ikke overholder budgettet) vil denne leder sige til de ansatte, at de er bagefter. De skal med andre ord tage sig sammen eller arbejde længere. Dette er dårlig ledelse. Hvis man er bagefter tidsplanen eller budgettet, er det lederens ansvar. Enten har budget eller tidsplan lige fra begyndelsen været urealistisk, eller også har lederen undervejs ikke været sit ansvar voksen. Dette er ikke de ansattes ansvar. Leadership: Leadership handler om at gøre de rigtige ting. Med andre ord om at nå det fælles mål. Her bruger lederen tid på at coache de ansatte. Hvis de ansatte ikke når målene, vil denne leder fortælle de ansatte, hvordan de med den samme anstrengelse kan nå bedre resultater. Dette kræver, at lederen ved en masse om, hvad er faktisk foregår i den daglige proces. Det vil altid være sådan, at der er en klar sammenhæng mellem kvalitet og produktivitet. Hvis man skal gøre den samme optagelse om igen og igen (lav kvalitet), så vil det på lidt længere sigt give lav produktivitet, og budgettet kan ikke overholdes. Hvis man skal gøre den samme optagelse om, så skal det være fordi man har lært af de problemer og fejl, der var ved den foregående optagelse. Jo bedre forberedelse og ledelse, jo færre gange har man brug for at gøre noget om. Samlet konklusion Når et filmhold er i besiddelse af en høj social kapital vil det have to vigtige konsekvenser: 1. Bedre trivsel og samarbejde mellem de ansatte. Dette hænger sammen med, at høj tillid, retfærdighed og samarbejde i sig selv giver stolthed og arbejdsglæde. Det fører til 2. Bedre kvalitet og produktivitet i løbet af en produktion. Altså film af høj kvalitet, der bliver færdige til tiden. Det er en myte, at det tager længere tid at lave en god film, end det tager at lave en dårlig film. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er en god strategi at benytte den amerikanske måde at arbejde på: Arbejde længe og hårdt. På den lange bane er dette en dyr strategi, som indebærer en masse spild både menneskeligt og økonomisk. I Danmark har vi et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved høj social kapital, lav magtdistance, høj uddannelse og stor indflydelse til de ansatte. Måske er det derfor, at man under civiliserede forhold kan lave gode film og TV-serier uden at bruge længere tid?

50 års jubilæum som B-foto/Focus puller af Jan Weincke Det er ikke mange forundt at have arbejdet på mere end 90 danske og udenlandske spillefilm, et utal af reklamefilm, Tv-serier, kort- og dokumentarfilm, men det har Jesper Find DFF. Den 30. september 2013 kan B-fotograf Jesper Find fejre 50 års jubilæum i filmbranchen, Jesper har sat sit aftryk på alt fra Annelise Reenbergs Min søsters børn til Lars von Triers Europa. Ingen i den danske filmbranche har kunnet undgå at møde hans smil og underfundige lune på en eller anden film, stor som lille intet var for småt for Jesper altid var han klar til at holde focus. Jespers første spillefilm var Sven Methlings sort/hvide historie 5 mand og Rosa på Saga Studio. Han startede på sin 16 års fødselsdag og fik straks at vide, at når man var så ung, kunne man ikke blive krediteret så det blev han heller ikke. Senere har han dog fået slået sit navn fast på filmenes rulletekster og det flere gange end de fleste. Jesper er den eneste B-fotograf, jeg kender, der har beholdt sit job i så mange år og samtidig været blandt de allerbedste hele vejen han evne til hele tiden at få lagt skarpheden det rigtige sted er helt unik og det er de færreste der kan gøre ham kunsten efter. Jesper er en sand kunstner på sit felt. I de sidste mange år har Jesper siddet i DFFs bestyrelse og varetaget sine kollegers interesser og det kan vi kun være tilfredse med. Han er eksempelet på, hvor vigtigt det er at vi har dygtige B-fotografer og hele tiden får uddannet nye til at tage over dygtige B-fotografer hænger ikke på træerne. DFF ønsker Jesper stort tillykke med jubilæet og alt det bedste fremover. En stor tak og en kæmpe krammer fra os alle! 2009 modtog Jesper DFFs Klukpris for sit unikke arbejde som focus puller. Th. prisens sponsor Mogens Gewecke, Bico Jesper er den eneste B-fotograf, jeg kender, der har beholdt sit job i så mange år og samtidig været blandt de allerbedste hele vejen hans evne til hele tiden at få lagt skarpheden det rigtige sted er helt unik, og det er de færreste, der kan gøre ham kunsten efter. Jesper er en sand kunstner på sit felt. Jesper Find DFF 5

Skrevet af Sigrun Gudbrandsdottir Sidste år var Sophie Winqvist, DFF filmfotograf, på en Bollywood film. Det første spørgsmål, hun som regel får, er: Hvordan endte du derovre? Så kommer en historie om eventyr og tilfældighed, der strækker sig over mange år. Om hvordan hendes mor arbejdede derude, og viste hende en fantastisk opognedvendt verden. Om et indisk filmhold i Stockholm, der for ti år siden tog hende ind som lysassistent, og om et netværk, der voksede frem. Sophie er uddannet på Den Danske Filmskole i 2009, men inden hun søgte ind, boede hun i Bombay, hvor hun lavede en kortfilm og arbejdede sporadisk som assistent hos den etablerede Bollywoodfilmfotograf *Binod Pradhan ISC. Hun lod sig opsluge af byen, hang ud med fotografen på lange ture med chauffør, mens de diskuterede filmfotografi, drak whisky, og så det støvede Bombay passere forbi. Hun var fascineret af det skøre, vilde land uden smagspoliti. Under studierne i Danmark savnede hun Indiens liv og kontraster, og sidste sommer tikkede der en fb-besked ind, om hun havde lyst til at skyde en horror-film i Bombay. Det føltes som en invitation til at vende hjem til den uforudsigelige verden, hvor ting har en magisk energi.

Kontrakt, manus og andre ting der ikke virkede Men hvordan fik du så jobbet? En ven fra dengang havde vist en af mine musikvideoer til en instruktør og producer fortæller Sophie og så bad de ham om at kontakte mig. Da manuskriptet kom, viste det viste sig at være en ret stor film og med en ret stor stjerne. Det var en fordel, at jeg kendte Indien på forhånd. Men jeg kendte ikke kulturen i Bollywood-industrien. Den kom bag på mig. Hvordan var det med kontrakt? En dansk producer-ven hjalp mig, og vi havde en lang forhandling, inden jeg sagde ja til projektet. Jeg prøvede virkelig at dække mig ind, men det viste sig ikke at have nogen betydning. Papiret var ligegyldigt for dem, og dog var det hvad vi tog udgangspunkt i. Lønnen var omtrent tilsvarende en første low budget spillefilm i Danmark, plus hotel, rejse og diæter. Hvordan var manuskriptet, kendte du det inden du rejste? Det var manus som lokkede. En horror-film med nogle fantastiske, overnaturlige scener, meget visuelle og stemningsprægede. Ingen dans desværre. Men historien var god. En blanding af familiedrama og det overnaturlige. Filmen handler om en jaloux far, der efter en social deroute kører galt i vrede og dør. Efterfølgende vender han tilbage som ånd, for at hævne sig på sin kone, og tage deres datter med sig i døden. What do you mean preproduction? Hvordan var oplining og forberedelser af filmen? Instruktøren Suparn Verma var begejstret for min stil, så han stolede på mig. Han så mig som en maler på celluloid, såvel som eksponent for en vestlig kamerastil og han gjorde mig til visuel kaptajn. Måske genkendte han Indien i mit farveregister. Mødet med scenografen og rekvisitøren var fantastisk. Jeg blev mundlam når de foreslog turkise vægge og en hot pink sofa i siden. Der var ikke fem nuancer af grå. De har en dyb viden om farve i Indien. Du kan se de fattigste mennesker dekorere deres hjem med farver, som ville få den hippeste art director i New York til at falde ned af stolen. Det hænger nok sammen med landets hårde lys, men også med den spirituelle brug af farver. Jeg valgte selv gaffer og havde interviews med steadicam operator, focus puller og chefen for grip huset. Anthony Dod Mantle DFF, BSC, ASC hjalp mig med nogle gode kontakter fra Slumdog (Slumdog Millionaire 2008). Min line producer Anil Thakur havde ingen email, og insisterede altid på personlige møder in the office. Han havde lavet over 30 Bollywood film på den måde og var en karakter. Det var trættende med alle de personlige møder, men også godt at alt blev talt igennem. Det ville have været svært at få producerne til at gå med til at optage på film. De foreslog RED Epic med Master primes, men jeg valgte Alexa Plus med Cooke, for at få en blød organisk stil med stor farvemætning. Line producer Anil Thakur Jeg havde troet at alle de gamle, seje optikker gemte sig i Bollywood men sådan var det slet ikke. Når jeg spurgte efter det, sagde de, at det kunne jeg få fra Europa. Alt deres gamle udstyr var blevet smidt væk eller solgt til Vesten, det var en skuffelse. Jeg endte med at skyde det meste på det nye Cooke Panchro. De har masser af godt udstyr i Bombay, man skal bare være inde over, hvad man egentlig får udleveret. Many men Jeg kunne ikke få fat i blue handles i Indien så der blev jeg reddet af fantastiske Kameraudlejningen. Efterfølgende har de selvfølgelig kopieret dem dernede. Alt udstyr, de selv kan producere, laver de. Hi-hats er meget flotte i træ. Green screens farver de selv. Hvert enkelt lille stykke har en forskellig nuance og bliver syet sammen til en stort ujævn klud. De har til gengæld rigtig billig og dygtig arbejdskraft i post. Jeg besluttede mig for at prioritere fleksibilitet, så jeg skød scope på SxS kort. Der ville være mange skift mellem håndholdt, steadi og kran. Jeg gik efter teknisk nemhed og fleksibilitet for at få overskud til alt kaos. Det var surt at vælge Alexa Studio og anamorfe optikker fra men bagefter da jeg vidste, hvor lidt planlægning, der var var jeg glad for min beslutning. 7

Lavede I storyboard hvis ja, var du med til det? Efter min oplevelse, har jeg svært ved at forestille mig, at der overhovedet eksisterer film i Bollywood lavet efter storyboards. Så nej, det var der ikke noget af. Til gengæld pressede jeg instruktøren til at lave en skudliste på den første halvdel af filmen. Det er ikke normalt at planlægge i Indien, de tager dagen som den kommer og løser skuddene på settet. Dybest set handler det om to vidt forskellige tilgange til proces. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ikke ville planlægge, specielt når vi skulle have effektskud med stunt, wires og cgi. Måske er det fordi, at alt altid går galt i Indien, så de synes ikke at det nytter noget. Film er heller ikke Camera crew kunst, det er underholdning. Samtidig er de dybt afhængige af at lave boxoffice hits for at få videre finansiering. Nogle gange virker et film set i Indien som en legeplads for nepotismens glade overklassebørn, med et hold sultne filmarbejdere, der står rundt omkring og kigger på, parate at løbe efter noget, så snart der bliver råbt ad dem. Skuespil brydes ned i små klip-bidder, ligesom i amerikansk film. Der er ikke meget plads til at fokusere på skuespil eller kameraarrangementer, der visuelt fortæller historien. Men ældre indisk film har en fantastisk kvalitet, og det ser ud til, at der kommer en independent bølge, der vil generobre den. The shoot Der er mange mennesker i Indien Mig og mine lysdrenge Hvor stort var hele holdet? Mellem 100 og 300 mennesker vil jeg tro. Lidt afhængigt af om vi lavede stunts og effekter, eller havde statister. Der er altid rigtig mange, der bare står og hænger ud eller sidder og sover, hvor jeg ikke helt ved hvilken funktion de egentlig har. Kamera Det var uvant for dem med håndholdt kamera. Ikke mange focus pullers kunne følge med, her er de danske virkelig specialister. Jeg endte med at bruge en sej, ældre mand, der kun stolede på sine øjne. Hvert enkelt kamera i Indien har mindst én camera attendant. På filmkameraer, og de gode digitalkameraer, er der normalt tre personer, der følger med. De spiser og sover sammen med det. Ingen tør udleje teknik i Indien, uden at have sin egen mand med. Hvis du lejer en lyn-maskine eller en speciel optik, følger der også altid mindst en med. De kender kameraet udenad, og tager ansvar for det, men når filmstjernen ændrer sine datoer, så mister du ofte din booking, og står med et helt nyt kamera crew hver gang. Det var især besværligt, da jeg lavede meget håndholdt, og de mangler rutine i det. Jeg opererede selv kameraet og havde en steadicam operatør de fleste dage. Han havde tre assistenter, der balancerede riggen for ham, og holdt hans paraply. Han lavede også b-kamera og stunt operating. I Indien arbejder grips meget med jimmie jib. Nogle operatører er fantastisk dygtige. Og nogle er rædselsfulde. Det bedste er at få et jimmie jib hold der kender og kan lide hinanden, så bliver der flow. Lys Jeg er stadig i tvivl om hvor mange lys-assistenter, jeg egentlig havde. Dette var under konstant diskussion med produceren. De sagde, at jeg havde 30. Flere lå og sov under studiegulvet, da de blev pisket rundt i døgndrift. Men jeg havde et jernhold på cirka 10-15 mand, der var med for det meste. Når vi havde store setups, så var der flere og også prelight teams. Folk siger, at der kommer en lysmand ud, hver gang en kvinde prutter i Bombay. De tjener nærmest ingenting og er slaver i lysudlejningens firma. De kan ikke sammenlignes med danske belysere, som er dyre, gode og hurtige. Indien har ingen gaffer tradition, normalt detail-kontrollerer fotografen alt. I mit tilfælde ejede produceren sit eget lysudstyr og mænd, så det var rigtig

skidt. I starten prøvede jeg at tage diskussioner med line-produceren om deres vilkår. Men det skulle jeg ikke bekymre mig om, det er de vant til, fik jeg at vide. Så jeg ændrede taktik og lod for eksempel som om at jeg skulle være i studiet og havde brug for at have aircondition tændt. Dét tog de alvorligt. Men denne ligegladhed med mennesker og deres liv er nok det sværeste for mig at forholde sig til som fotograf i Indien. Handy dimmer Light plan Light boys in the studio Hvad var din lys-stil, hvilke lamper havde du til rådighed, og hvad brugte du? Vi gik efter en blød, malerisk stemning hvor kroppene blev lysende uden skygger som i **Gregory Crewdsons kunstfotografi. Vi byggede et ret fantastisk lysloft med almindelige lysstofrør der bouncede op i en sølvflade og dryssede det ned gennem en halv silk med lidt cyan strimler, der fik kælenavnet leopard skin. Vi havde nærmest en hel by ovenpå settet med folk, der manuelt styrede hvor mange kolde og varme rør, vi havde tændt. Det var ikke blevet godkendt af danske sikkerhedsregler. Effekten blev meget smuk. Et tungt, blødt lys, der faldt ned i rummet og gjorde, at de cyan-farvede mure nærmest vibrerede af afmeldt desperation. Så havde vi typisk en blød hmi som vi spottede på stjernen, så billedet fik en kold kerne og hun sprang ud i rummet. Plus negative fill for at lukke det. De var efter mig fra produktionen, hvis jeg havde en 10 eller 5kw jeg ikke fik brugt. Hvilket var lidt svært, da vi sprang imellem dag og nat, og sol og overskyet i studiet, helt uden plan. Vi lavede halvdelen af filmen på studie, og da vi gik på location fulgte vi samme lysidé. I film city er der mange leoparder, så det gælder om, at holde sig tæt på kameraet. Gaffers Den første optage-uge blev et stort chok for mig og min belysningsmester. Jeg var blevet bedt om at lave en rough, håndholdt stil med drastisk lys. Mørkere og hurtigere, mere dansk end hvad Bollywood plejer at kunne lide. Den fest stoppede, da vi nåede til stjernens første nærbillede. Can you make moody and bright? Det viste sig, at de to kvinder, der fulgte hende, var hendes monitor-vagter. De holdt hele tiden øje med den rynke, hun havde til venstre for sin næse. Der måtte ingen skygger være. Efter at have panikket og kun skudt hendes højre profil i en tid, så lavede min belysningsmester en lille flamingoboksmed en dimmer hvor han kunne blæse alle skygger ud, som Meg Ryan kan lide det. Det aflivede mange af de mere vilde lysstemninger, vi ellers kunne have lavet. Heldigvis fik jeg rigeligt med tid i post til at udjævne de skift, der så opstod, når vi havde gjort krumspring for at forskønne hendes næse. Filter hejses op Filter hejses op Light loft 9

Framegrab fra AATMA Framegrab fra AATMA

Framegrab fra AATMA Framegrab fra AATMA

Framegrab fra AATMA Framegrab fra AATMA

Framegrab fra AATMA Framegrab fra AATMA 13

PUJA - det religiøse ritual, som skal sikre produktionen mod uheld Train night shoot Arbejdsforhold og metode How to Stress Slowly Vi arbejdede 12 timer om dagen, 6 dage om ugen. Normalt med 1-2 timers transport hver vej. Det blev til 37 optagedage i alt. På grund af stjernens skema blev det spredt ud over fire måneder. Jeg talte engelsk med alle a-funktioner, og mit gebrokne kamerahindi med assistenterne, til deres store begejstring. Ved første take i Indien sætter man kryds på en kokosnød. Man giver alle på holdet lidt kokos at spise og sætter resterne af nødden på et lille alter (det kan være en hvid plastikstol) hvor man tænder røgelse, sætter et gudebillede og laver en lille puja (religiøs ritual). Man separerer ikke åndelighed fra arbejde i Indien. Det er nok, så de kan få det til at give mening. Monsun Da jeg havde vænnet mig til den manglende struktur, mødte jeg bare op til optagelsen og spurgte hvad vi skulle lave. Det kunne være nat i skov. Så lavede jeg lys til scenen, instruktøren ankom altid i panik, men vi var helt på the same page, rent visuelt. Når stjernen kom blev alting normalt lavet om, måske skiftede vi endda til en helt anden scene. Jeg fik træning i at stresse ned, være fleksibel og tage det, som det kom. Manuskriptet blev ved med at blive ændret radikalt, så jeg gav helt slip og gjorde hvad jeg kunne i det rum, jeg fik. Der var altid rigtig mange ting, der gik galt. De fleste props og scenografiting virkede ikke, som de skulle. Et spejl kunne være konvekst og ligne noget fra Tivoli, og så gik der tre timer inden vi fik et nyt. En nat, hvor min gaffer var syg, brasede en stor industriel kran til en lys-rig sammen, heldigvis kom ingen til skade. Den var enorm og det tog to timer at få den ud af billedet. Så var der den dag en scenografibil slet ikke nåede frem, fordi den var stoppet i en eller anden obskur vejkontrol. Eller så gik elektriciteten i hele byen. Eller så kom der en monsunbyge. Eller så var stjernen utilfreds med noget og brugte en time på at kritisere instruktøren. Normalt gik ting stille og roligt indtil de sidste to timer, hvor alle panikkede, fordi vi ikke kunne nå dagen. Stjernen forlod altid settet det minut, optagelsen skulle slutte, lige meget hvor forsinket, hun tidligere selv havde været. Hun skulle til fitness. På en eller anden magisk måde, så nåede vi næsten altid det hele alligevel. Hvilket selvfølgelig gik meget ud over, og var takket være, lysholdet. Det var svært at lade være med, at tage indspilningsleder-rollen på sig. Men hvis jeg havde gjort det, var jeg blevet helt drænet. Ham, som var indspilningsleder, tog alt som det kom. Så der var ingen, der drev optagelsen fremad, sådan som vi er vant til Alt dette er meget normalt i Indien. Tingene skrider frem i en bred ustyrlig, larmende, organisk masse. Så I prøver hver dag efter dagens optagelser? Jeg gjorde de første to dage, derefter var det ren overlevelse. Det var en svær balance at holde motivationen og ambitionen højt, når ingenting fungerede og jeg slet ikke blev bakket op af produktionen. Jeg skulle trykke på speederen og bremsen samtidig. Samarbejde med A-funktioner = Manipulation og Politik Var der noget der var fuldstændigt anderledes end i Skandinavien? Var der nogen sammenstød? Stjerner Ud over at Indien er et grundlæggende anderledes land og med en helt anden kultur, så var det stjernesystemet og producerens mentalitet, der chokerede mig mest. Hvis en af de store stjerner er med i en film, så ved man, at millioner mennesker vil se den, lige meget hvor dårlig, den er. Stjernerne er guder, alle bliver nødt til at handle med. De skriver manuskriptet om, kommer og går når det passer dem, og tåler ingen kritik. Det første, vores stjerne sagde til mig, var: Finally a woman dop! I like it but it s also weird. Vi fik en god kontakt, selvom jeg

The car case setup prøvede at holde mig ude af al drama og politik. Hun var meget tilfreds med, hvordan hun blev skudt, og sagde, at hun aldrig havde døet så smukt, and I have died many times. Producere Bollywood- producere kan fremstå som the Godfather. De har så mange kontakter, at ingen kan gøre dem noget. En morgen, da vi havde optaget en hel nat på en rigtig dyr location, det gamle koloniale General Post Office i Bombay, så kom min DIT og undskyldte, at han ikke havde kunnet tage en back-up. Det viste sig, at kameraudlejeren ikke havde fået sine penge, og havde taget materialet som afpresning. Hele holdet bagtalte produceren, og ingen fik udbetalt løn. Så blev jeg lidt paranoid. Da jeg, på dansk manér, talte lige ud af posen og ville have min løn udbetalt, blev jeg fyret. Min indiske fotografmentor grinede, da jeg fortalte det. Han sagde, at alle producers er skurke her, det skal du ikke tage dig af, det vigtigste er, at du får lavet din første film. Du skal lære, hvordan du kommunikerer med dem. Jeg talte med produceren, og blev genansat. Det eneste jeg egentlig havde at handle med var mit talent. Som skandinav løber man ind i store kulturelle forskelle omkring begrebet respekt. Casting directoren hilste altid på den ældre line producer ved at røre ved hans fødder. I kommunikationen er det vigtigt med nærvær, høflighed, charme og humor. Hvis man interesserer sig for den indiske måde at gøre tingene på, så kan der skabes en fælles respekt, men naivitet udnyttes. Mange der arbejder i Bollywood er filmie people, de kører et overfladisk, charmesmart og manipulerende succésjagts-spil. Der er få trygge relationer at hvile i, alt er politik. Det var heldigt at jeg havde venner udenfor branchen. En anden ting der var afgørende, var mine høretelefoner, hvor jeg med musik kunne lukke larmen ude. Mange jeg taler med, der kender Bollywood, er imponerede over at jeg overlevede. Nu, hvor jeg har gennemført en film, har jeg et greencard i branchen, og folk kan mærke og stole på, at jeg kender gamet. Instruktører Der er få instruktører, der har magt i den indiske filmbranche. De er i klemme mellem stjernen og produceren, og kæmper for at få lov til at lave noget, der bare ligner en film. De går på kompromis med de fleste af deres visioner, og er parate til stort set hvad som helst, i desperation for at få lov til at lave en film. Samarbejdet med instruktøren gik godt til at starte med. Han er en filmkritiker, der er blevet instruktør, så han gikok mere op i at lave homage til Kubrick end at bruge tid på sine spillere og historien. Det viste sig, at han havde en seriøs form for adhd og jeg er den omhyggeligt planlæggende type. Vi havde fuldstændig modsatte arbejdsmetoder. Jeg blev tit chokeret over at han løb rundt og speedtalkede på en location reccie og bagefter lynede af sted. Jeg ville gerne gå rundt, mærke stedet og vende idéerne sammen med ham. Dette skabte med tiden friktion og slutteligt en fælles udmattelse, men da filmen var i mål, var han tydeligt stolt over hvad jeg havde lavet. Killing Rehearsal Sophia og stjernen Bipasha Sophia shooting with rabbit ears Utilfreds stjerne og instruktøren Suparn Verma Soveværelse og indspilning

Plakaten Lighting at GPO Samarbejde med holdet At gå på slap line med magt og kærlighed Hold Den modsatte energi til a-funktionerne fandtes hos arbejderne på holdet. Jeg tror, at de indiske filmarbejdere er blandt de sødeste i verden. Der var altid smil, varme og et ønske om at hjælpe og skabe en god stemning. Der kunne jeg hente energi, når det blev for hårdt med de andre. Jeg prøvede at styre mine relationer, så jeg var en tydelig og konsekvent chef, der viste stor varme og respekt for dem, der arbejdede for mig. Jeg fik en fin relation til producentens chauffør, hvilket kom til at gavne mig ved flere tilfælde. Hvis man er respektfuld i dette land, så får man meget igen. Det fantastiske med Indien er, at alt er muligt. Vi fik lamper op de mærkeligste steder, scenografen byggede et panda-tv af flamingo, de håndtrykte et tapet og kunne bagefter spraymale det ned til præcis det mørkeniveau, der var ønsket. Alt er fleksibelt. Det findes et indisk ord for det, Jugaad. Det er et begreb, der anvendes til alle former for kreative eller nyskabende idéer, der leverer en hurtig, alternativ måde at løse et problem på. Jugaad betyder bogstaveligt et improviseret arrangement eller work-around, der

anvendes på grund af manglende ressourcer. Det er meget beskrivende for, hvordan man laver film i Indien. At være filmfotograf og kvinde i Indien. Var det et problem at være pige og samtidig skulle styre et filmhold? Fik du samme respekt som en mand? Som udenlandsk, hvid, kvindelig filmfotograf var jeg eksotisk. Jeg har kun hørt om én, udover mig, der har skudt en Bollywood film. Jeg gik fri af stereotypen om den hvide, mandlige muskelfotograf, der begår sig med arrogance. Jeg var ikke en trussel, men en smilende pige, vild med Indien, der talte lidt hindi og gik lige ind i deres hjerter. Jeg blev nok tit behandlet pænere og med mere respekt end en mand. Lys, grip og kameraholdet var meget stolte over deres Madam, der var nærmest ingen grænser for hvad de ville gøre for mig. Det var mærkeligt, rørende og også skræmmende. Der var to spot boys på omtrent 50 år der nærmest hånd-madede mig, hvis de ikke syntes, at jeg spiste nok. Jeg har nok fået et livs forbrug af små søde espresso-agtige chai. Dem kan man komme langt på, på natoptagelser. Producerne tvivlede derimod mere på min kompetence, end de nok havde gjort, hvis jeg havde været mand. Jeg kan lide at samarbejde med mit hold, og spørger tit om folks mening. Det oplevede de som uselvstændigt. Først troede de, at jeg ikke kunne noget uden min gaffer. Men da han stoppede, så blev det tydeligt, at det var min vision, der stod frem uanset hvem, de satte på lys. De var vildt begejstrede over mit arbejde. Jeg tror på, at arbejde ud fra positiv energi, selv om det kan tage længere tid at få respekt fra alle. Det er overskud som fotograf og synergi med holdet, jeg gerne vil stræbe efter. En kompliceret ting i Bombay er, at mange mænd synes at det er meget spændende og frækt med hvide kvinder, og endnu mere med en filmfotograf. Det gør at jeg ofte skal bruge energi på at navigere uden om den interesse. Reklamefilmsproducenter arrangerede gerne møder med mig på romantiske restauranter. Det bliver lidt svært at være professionel i den ramme, uden at de føler sig afvist som mænd. Jeg blev nødt til at være meget tydelig, høflig og lade som om, at jeg var gift. Post logaritmisk helvede og oceaner af tid til flueknepperi Girl on ledge in action Hvordan gik colorgradingen? Få dage inden post skiftede produceren vores post house, da han ikke kunne få en enorm mængde effekter på få dage til en billig pris. Jeg mistede så den post koordinator, jeg havde forberedt alt arbejde med vfx og plates sammen med. Det nye post hus havde en rædselsfuld logaritmisk lut tilpasset deres workflow til print på Kodak. Vi turde ikke at gå lineært da de aldrig havde arbejdet med det før. Luten havde en død hinde, hård kontrast, skrigende saturation og smalt dynamisk omfang, det modsatte af hvad jeg havde skudt. Som den taktiker, jeg var blevet, gjorde jeg det meget klart for dem, at det ville tage mig lang tid, så jeg fik 1,5-2 måneder til at grade. Jeg og min colourist Santosh havde en fest jeg brugte mere tid i grading end på optagelse. Jeg tror ikke, der er et eneste billede uden nogle trackede masker med farve justering og forskellig kontrast. Jeg fik virkelig udforsket, hvad det er, jeg vil med et billede, og hvor langt jeg kan trække det. Det var et skønt samarbejde med Santosh, som er meget dygtig. Vi arbejdede på Baselight. Men jeg vil aldrig arbejde logaritmisk igen. De havde en fast deal med Kodak, ellers ville jeg have valgt Fuji print, der stod flottere til dette projekt. Vi lavede flest dcp men også mange prints til landsbyerne. De blev nødt til at være lyse, da de har så dårlige projektorer. Stjernen 17

Filmanmeldelser Nordic Magic Framegrab fra AATMA (Bootleg) ****Bootleg Bootlegs er uofficielle udgivelser af bl.a. film og musik, som fx piratoptagelser af koncerter og filmforevisninger. Bootlegs kan normalt ikke købes i butikker. De bliver i stedet distribueret gennem fx internettet eller plademesser. Man mener at de første bootlegs kom frem i 60 erne. Bootslegs kan også dække over piratkopier af udgivelser som ikke længere er til at opdrive fra ny, og som har meget høj kurs som brugte (og med meget få eller ingen sælgere), men stadigt er efterspurgte. I dag ses dette typisk ved udgivelser som er efterspurgt på Lp men kun er genoptrykt på cd, eller materiale som aldrig er udgivet, eksempelvis tv-udsendeler og film. Her adopteres optagelser fra tv (eller biograf) til en uofficiel udgivelse. Her er der oftest gået sport i at lave menuer, undertekster mv. ligesom på officielle DVD udgivelser. Mange fans som ellers er mod piratkopiering, ser oftest disse bootlegs som en undtagelse, da der tit er tale om udgivelser som folk ellers ville betale for, men ikke har mulighed for at købe, og som folk har i sinde at købe hvis en officiel udgivelse udkommer. I visse tilfælde eksistere der måske ikke længere masterbånd eller lign, eller rettighedshaverne har været umulige at opspore. Det er da også set at officielle genoptryk er blevet lavet på baggrund af at mange bootlegs er kommet i omløb, selvom det blev vurderet at der kun var få eller ingen købere. Ordet bootleg stammer fra forbudstiden i USA, hvor ordet betegnede at man smuglede flasker i støvleskafterne. For at lave bootleg plader kræves optageudstyr medbragt til koncerter og filmforevisninger, hvilket oftest skulle smugles forbi sikkerhedsvagter, hvorefter denne type DVD er var navngivet. I dag er det dog blevet nemmere da de fleste nyere mobiltelefoner har både kamera og videokamera. Sophies film kom til at se sådan ud på internettet 3 dage efter premieren i Indien. Men så kunne millioner af mennesker se den der hjemme på computeren. Blev du tilfreds med resultatet? Hvad fik du for anmeldelser? Og ville du gøre det igen? Jeg blev tilfreds med mit eget arbejde, og stolt over, at jeg gennemførte processen. Men historien gik tabt, hvilket var ærgerligt, da manus og skuespillere havde potentiale. Jeg fik meget ros i pressen, hvor instruktionen fik meget kritik. Det var fantastisk at få lov at lave billeder til så stort et publikum. Jeg kan godt lide tanken om alle de indere i små landsbyer, der sidder i biografen og kigger på mine billeder. Det er en fin rejse. Filmen kommer ikke til Danmark, men man kan downloade en ****bootleg fra en 35mm kopi. Den er fantastisk med en masse organiske fejl på printet og kameraet, som har affilmet den, gør den endnu blødere. Det er lidt som en stor kunstoplevelse for mig. Jeg vil gerne blive ved med at vende tilbage til Indien, det er en god kontrast til Skandinavien, og skønt om vinteren. Når jeg er der, lærer jeg rigtig meget om at være menneske. Det er godt at mærke vores komfortisolerede boble, og finde ud af hvad man vil bruge sine privilegier til. Bombay er en fabelagtig by, hvor jeg stadig har en skøn, lille lejlighed. Men Bollywood systemet trækker tænder ud, jeg vil foretrække at lave flere reklamefilm, som er en hurtigere og renere branche. Hvis jeg skal lave mere spillefilm må det gerne være med en af de skønne independent instruktører og et godt produktionsselskab i ryggen. Filmen var en fantastisk erfaring jeg aldrig ville have undværet.

*Binod Pradhan (native of Kalimpong, Darjeeling district, West Bengal) is an acclaimed Indian cinematographer whose creative visuals and cutting-edge imagery have left their mark on Indian cinema. Some of his award-winning works include: 1942 A Love Story, Devdas, Rang De Basanti, Mission Kashmir, Munna Bhai M.B.B.S. and Puli (2010). **Gregory Crewdson (født 26. september 1962) er en amerikansk kunstfotograf, som er særlig kendt for sine billedserier Beneath the Roses og Twillight, som begge fremstiller nøje tilrettelagte scener fra amerikanske hjem i udkantssamfund i udefinerbare lokaliteter. Crewdson anvender meget omhyggelige lyssætninger, som skaber en blanding af dokumentarisk fotograferede by- og landskabsscener, og filmisk belyste individer. Billederne får samtidig ofte en karakter af øjebliksbilleder i en kontekst, som tilskueren selv opfinder. Farverne er tit kontrastfyldte, således at en glødende himmel kan stå i skærende kontrast til de ofte kolde, våde, fugtige, grå vejrmæssige omgivelser. Individerne oplyses dog af et glødende lys, som sætter dem i fokus. Udvalgte værker fra Crewdsons billedserier Beneath the Roses, Sanctuary og In a Lonely Place blev vist på Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek i København i 2012. ***Jugaad (Hindi) is a Hindi-Urdu term widely used in India and Pakistan and by people of South Asian origin around the world. Jugaad (also sometimes jugarh or jugard) is a term applied to a creative or innovative idea providing a quick, alternative way of solving or fixing a problem. Jugaad literally means an improvised arrangement or work-around, which has to be used because of lack of resources. Det skrev de indiske aviser: Saibal Chatterjee, NDTV Movies. Thursday, March 21, 2013 Thanks to Nordic director of photography Sophie Winqvist s energetic camerawork and mood-inducing lighting, Aatma wears a unique look and feel. The ghostly air is accentuated by the quick changes in the camera s focus that at once draw the viewers into the action as well as put them at a clear remove, often within the span of a single sequence. Winqvist s camera is a fidgety presence sometimes it rests at ground level, sometimes at the level of the eye. It frequently perches itself at a dizzying height to provide top-angle shots, at others it adopts a skewed perspective of the scene. Aniruddha Guha, Time Out Mumbai on March 15 2013 Sophie Winqvist s camerawork, especially, is noteworthy, the use of space and light creating an eerie atmosphere, setting you up for what s to follow. Sonia Chopra, Sify movies The film s strength also lies in its technical prowess. Cinematography by Sophie Winqvist has us soak in the beautiful visual aura of the film. Sound design, background score and production value are a treat. Shivom Oza, MovieTalkies, 22 March 2013 The cinematography (Sophie Winqvist) deserves special mention for incorporating the bluish-gray colour tone and imbibing it so wonderfully with the screenplay. Box Office India (March 22, 2013) Technically, the film impresses from the word go. Editing by Hemal Kothari is firm and slick. He smartly wraps the film in 95 minutes flat, with smooth segue. The cinematography too notches up some points and the technical and creative virtuoso are a plus too. Locations are brilliantly captured and the sets are good. Cinematography by Sophie Winqvist is another asset. The entire film has a rainy backdrop and the lighting and shottaking do justice to the genre. 19

Samsara Af Steen Dalin Nogle gange må man ty til engelske udtryk: Ever so often (ind imellem, ofte?) sker det, måske hvert tiende år, at en film som *Samsara får premiere og altid under stort postyr, for har man nogensinde set noget lignende? Altså, lige bortset fra for ti år siden? Da jeg havde den store fornøjelse at starte som militærnægter og som en temmelig naiv dreng på Filmværkstedet for rigtig mange år siden, sneg jeg mig ind til Steenbeck klippebordet, når buddet fra Ankerstjerne afleverede Jenö Farka s 30 meter rushes. For jeg havde aldrig nogen sinde set noget lignende og det havde store dele af den danske filmverden heller ikke. Denne mystiske ungarer var i færd med at lave en live-action dokumentar Breakfast med sit 16mm Bolex kamera, næsten udelukkende bestående af enkeltbilled optagelser, hvad der speedede ganske almindelige forløb op til en helt vanvittig hastighed og fik hele sceneriet, som f.eks. pigegarden i pausen i en fodboldkamp, til at fræse rundt på grønsværen i et helt absurd tempo. Legen på film med high-speed og slow motion optagelser har været et effektivt værktøj lige siden en eller anden i stumfilmstiden fandt på at dreje hurtigere eller langsommere på håndtaget til filmfremføringen.

Næsten samtidig med Breakfast ramte en amerikansk film Koyaanisqatsi En verden ude af balance de danske filmlærreder med musik af debutanten Philip Glass. Dér i 1984 havde ingen nogensinde før set noget lignende. Scenen med et vinduesoplyst højhus hvor fuldmånen langsomt, men alligevel hurtigt dukker frem fik ikonisk status og blev genbrugt i diverse mere eller mindre lødige Tv-shows. Filmens indianske titel på Hopi, samt Philip Glass s minimalistiske musik tiltalte dén tids New Age generation. Men sjovt nok brugte den scene for scene, billede for billede de samme motiver som Jenö Farkas s low-budget workshopfilm. Ikke fordi instruktøren Godfrey Reggio og hans fotograf Ron Fricke nogensinde havde hørt tale om en ungarsk filmmand i Danmark, der kørte taxa om natten for, at finansiere sin film, men fordi disse timelapse og high-speed optagelser med deres helikopter-view er uhyre velegnet til at vise den moderne verdens absurditet. Men derfor bliver de også så frygtelige ensartede. Koyaanisqatsi blev efterfulgt af Powaqqatsi (1988) og Naqoyqatsi (2002) og mistede efterhånden langsomt, men sikkert nyhedens interesse. Det er altså gammel vin på nye flasker og mellem Koyaanisqatsi og den nye Samsara er der gået 30 år og teknikken har udviklet sig en hel del siden. Ikke fordi Ron Fricke (ja, nu er han instruktør) er faldet for fristelsen til at benytte digital optageteknik næh nej, vi taler om 65 mm celluloidfilm (negativ) her, hvad der også reklameres behørigt for på selve plakaten, og det kan nok få aldrende danske filmfotografer til at fælde mangen en modig tåre, eftersom lyset blev slukket og der blev sagt godnat for bestandig sidste år, med Kodaks konkurs og lukning af det sidste danske filmlaboratorium. Samsara (Livshjulet) er det buddhistiske og hinduistiske udtryk for sjælens vandring gennem forskellige tilværelsesformer, altså reinkarnation og genfødsel, og Ron Fricke og produceren Mark Magidson har gennem fem år været igennem 25 lande for at skabe dette værk, der introduceres som og her må vi igen ty til engelsk: Awesome, gorgeous... spellbinding. Definitely, not to be missed! (citat fra Boston Herald). Filmholdet har også været i Danmark, så der er optagelser fra Moesgaard- og Silkeborg museum og måske mindre flatterende fra en dansk synsvinkel fra en dansk svineog kyllinge fabrik. I forbindelse med dette års DOXBIO blev alle sejl sat til og filmen åbnede festivalen i august med visning i 50 biografer samtidig landet over. For at det ikke skal være løgn inviterede kokken Henrik Boserup og Fanøs borgmester på en visning af Samsara under åben himmel i Fanø lystbådehavn, med fanølam på grillen og velkomst af borgmesteren himself. Men lad os citere filmens handling, direkte fra DOXBIO s program: Filmet over en periode på fem år, i femogtyve lande, på fem kontinenter og skudt med 70mm film (65mm negativ, red.), fører Samsara os til verdener bestående af hellig jord, industrielle komplekser og naturens vidundere. Dette er udgangspunktet for de to filmskabere, mens de søger efter den uhåndterlige strøm af sammenhæng, der løber igennem vores liv. Samsara viser dog også bagsiden af skønheden, hvor det groteske, vanvittige og paradoksale dukker op til overfladen, uden dog at forfalde til nogen form for moralisering. Oplevelsen i biografen overlades derimod til egne fortolkninger, som inspireres af betagende billeder og musik, der kombinerer det gamle med det moderne og det mondæne med det mirakuløse. Ved at dispensere fra al dialog og deskriptiv tekst undergraver Samsara vores forventninger om en traditionel dokumentar og bliver hermed helt sin egen. Samsara er en meget speciel oplevelse, som man med garanti ikke vil kunne opleve igen i biografen i længere tid måske dog om 20 år, når de to herrer måske igen er klar med en ny produktion af denne kaliber! Ja, eller måske allerede om ti år, når støvet har lagt sig igen. Når det er sagt, må jeg sige, at det absolut er én af de flotteste af dén slags film jeg nogensinde har set. Ro Fricke og Mark Magidson har virkelig presset citronen til det yderste og formået at udnytte filmfotografering og teknik til at opnå det ypperste. Tekniske specifikationer: Længde: 102 min. Lyd Mix: Dolby Digital (8 kanaler) Aspect Ratio: 2.35 : 1 Kamera: Fricke 65 Time-Lapse, Panavision System 65 og Schneider Variogon optikker Panavision 65 HR kamera, Panavision System 65 og Schneider Variogon optikker Laboratorie: FotoKem Laboratory, Burbank (CA), USA (65mm film services) Negative Format: Fotografisk proces: Filmkopi: 65 mm (Kodak Vision2 50D 5201, Vision2 250D 5205, Vision3 250D 5207, Vision2 500T 5218, Vision3 500T 5219) Digital Intermediate (4K) Panavision Super 70 35 mm (anamorphic) (Kodak Vision 2383) D-Cinema *samsara, (af sanskrit samsara gennemgang, kredsløb ), centralt begreb i indisk religion og filosofi. Samsara betegner individets fødsel, død og genfødsel i én uendelighed. Årsagen til dette kredsløb er menneskets handlinger. Målet for både hinduer, buddhister og jainaer er frigørelse fra denne evige vandring fra eksistens til eksistens. De anviser forskellige veje til frelse, fx erkendelse eller gudhengivenhed. Gyldendals Den Store Danske 21

Framegrab fra Samsara Framegrab fra Samsara

Framegrab fra Samsara Framegrab fra Samsara 23

Framegrab fra Samsara Framegrab fra Samsara

Framegrab fra Samsara Still fra Samsara 25

NAB 2013 8.-11. april: National Association of af Michael Rosenløv

Broadcasters Det store, årlige NAB show: The Digital Media Industry Event for Video, Audio, Film & Communications Professionals, blev afholdt i Las Vegas i april i år. Over 80.000 besøgende mødte op for at blive opdaterede, få overblik over alt det nye og for at få checket holdbarheden i strømmen af rygter, der florerede på nettet. Det så ud til, at langt de fleste nyheder var lækket, allerede før messen var åbnet. Black Magic formåede dog at overraske de fleste med præsentationen af deres Black Magic Pocket Cinema Camera, og tilstrømningen til BM s store stand var imponerende. Tilstrømningen til BM s store stand var imponerende 27