Røvergården Evald Tang Kristensen Der var engang en pige, der ville giftes, men hun ville lige godt kun have en mand med rødt hår og rødt skæg. Omsider kom der også sådan en frier, og hun sagde ja. Han sagde, at han boede ude i en stor skov, og der skulle hun komme og besøge ham. Der gik en grøn sti ud til skoven, og den skulle hun følge, indtil hun kom til en stor gård i skovkanten, der boede han. En dag faldt det hende ind, at nu ville hun derud, og hun tog en fin kjole på og gik. Hun fandt den grønne sti, og den gik hun ad, indtil hun kom til en firelænget gård. Der stod en ulv i en jernlænke ved porten, og den gav nogle brøl fra sig, men hun kom godt nok forbi den. Inde i gården stod en løve tøjret i en sølvlænke. Den kom hun også forbi, men længere inde mødte hun en bjørn, der stod bundet i en guldlænke ved forstuen. Hun kom også forbi den, men da hun kom ind, var der en stemme, der sagde:»bliv ude!«hun tog sig ikke af det, men gik videre og kom ind i en køn stue, hvor der stod en fin, opredt seng. Der stod også et højt skab derinde, men ingen mennesker kunne hun få øje på. Hun gik ind i en anden stue, og der var fuldt af sølv og guld. Hun kom ind i en tredje stue, og den var fuld af lange knive. Det gjorde hende lidt bange, men hun gik videre og kom ind i en fjerde stue. Den var fuld af døde kroppe, og en blodig økse stod ved en huggeblok midt på gulvet. Nu ville hun ikke gå videre, for det blev værre og værre, jo længere, hun kom. Hun gik tilbage til den første stue for at se, hvad der var i det skab. Hun åbnede det og så, at det var fuldt af fingre med guldringe på. Hun tog en af dem og puttede den i lommen. I det samme kom hun til at se ud af vinduet og fik øje på sin kæreste, som kom ridende ind i gården med en jomfru foran sig på hesten. Bagefter ham kom tretten karle ridende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre,
men fandt så på at krybe ind under sengen. Karlene kom først ind, og så kom hendes kæreste, som straks gik i seng og tog jomfruen med sig. Da han ikke gad have hende i sengen længere, skubbede han hende ned på gulvet til karlene, så kunne hun være hos dem så længe, de ville have hende. Jomfruen havde en guldring på fingeren, som kæresten ville have, og da den sad fast, huggede karlene fingeren af, og den røg ind under sengen til pigen, som lå der. Hun tog den og gemte den hos sig. Da det var mørk aften, måtte der lys til for at finde ringen, og da de ikke gad skaffe det, fandt de den heller ikke. Skidt med den ring, sagde kæresten. I skal ikke lede efter den, for vi kan finde den i morgen. Jomfruen, som de havde handlet så ilde med, blev hugget ihjel, og da de var blevet søvnige, lagde de sig til at sove. Da der var blevet ro, listede pigen sig ud fra sit gemmested under sengen og skrævede nu hen over alle dem, der lå på gulvet, uden at hun rørte ved nogen undtagen den sidste, ham kom hun til at røre, da hun listede sig hen over ham. Han vågnede op og gav hende et tegn til, at hun skulle skynde sig at væk. Hun havde noget kage med sig hjemmefra i et klæde, det gav hun til dyrene, der stod tøjrede udenfor. Hun kom let forbi de to første, men da hun kom til ulven, der stod ved porten, gav den en høj tuden fra sig. Der var et tjørnehegn lige ved, som hun måtte at springe ind i. Alle vågnede ved ulvens tuden og løb ud med forke og grebe og huggede løs i den tjørnebusk, hun gemte sig i. Hun blev ramt i den ene arm af en fork, men hun tav stille, for hun vidste nok, hvad der ventede hende, hvis hun skreg. De opdagede hende ikke og gik til sidst ind igen. Da der var blevet roligt, listede hun sig ud af busken og løb ud i skoven. Men der holdt der skovrøvere til, og de kom på sporet af hende. En af dem kom hende så nær, at han fik fat i hendes kjole, men i det samme løb hun om bag et træ. Derved rev han et stykke af kjolen, og det beholdt han. Men hun slap fri for dem og løb hjem.
Hun fortalte, hvordan alt var gået for hende, og hun blev syg efter den tur. Der blev sendt bud efter præsten, for at familien kunne rådføre sig med ham. Han kom, og da de havde fortalt ham det hele, rådede han dem til at stille an til bryllup. De skulle indbyde så mange gæster, at alle stuer og gårdspladsen udenfor var fyldt med folk. Bruden skulle så finde en anledning til at fortælle gæsterne, hvad hun havde oplevet. En dag kom hendes kæreste for at se til hende, og han spurgte, om hun var syg. Ja, hun var, men det var snart ovre. Det var da godt, sagde han. Vi må hellere se at få holdt bryllup jo før jo hellere, sagde hun. Ja, min kære, det var dog dejligt, svarede han. Bryllupsdagen blev fastsat, og der blev indbudt mange, for det skulle være et stort bryllup. Præsten skulle også komme, og pigen bad brudgommen tage alle sine folk med. Da bryllupsdagen kom, mødte han op med sine tretten karle. Da de havde sat sig til bords, sagde præsten, at det var skik der på egnen, at enten bruden eller brudgommen skulle fortælle en historie. Ja, jeg kan min Gud ingen, sagde brudgommen. Ja, så skal bruden, sagde præsten. Hun sagde, at hun kunne fortælle en drøm, men de måtte ikke tage den fortrydeligt op. Nej, min kære, sagde brudgommen, hvad skulle man sige om drømme, dem kan ingen tage fortrydeligt op. Så begyndte hun: Jeg drømte, at jeg skulle ud og besøge min kæreste. Jeg kom til en grøn sti, og den fulgte jeg ud til en stor gård. Det var jo min gård, min kære, sagde brudgommen. Ja, det er kun en drøm, min herre, sagde hun. Så kom jeg til en ulv, der stod bundet ved porten, og da jeg var kommet forbi den, kom jeg til en løve, og endelig kom jeg til en bjørn. Jeg kom forbi dem og gik ind. Der var rigtignok en stemme, der sagde: Bliv ude! Men jeg
Så kom jeg ind i den fjerde stue, og der stod en blodig økse ved en huggeblok midt på gulvet, og stuen var fuld af døde kroppe. Nej, det var ikke som hjemme hos mig, min Det var også kun en drøm, min herre. Så blev jeg jo angst og ville tilbage til den første stue og se, hvad der var i det store skab. Da var det fuldt af fingre med guldringe på. Det var ikke som hjemme hos mig, min Men det var kun en drøm, min herre. I det samme kom min kæreste ridende med en jomfru, og han havde tretten karle efter sig. Den jomfru havde en guldring på fingeren, og den huggede de af. Jeg havde skjult mig under sengen, og så fløj den ind til mig. Så tog jeg den, og her er den. Hun trak fingeren med guldringen frem. Hun havde haft den hos sig hele tiden med den hensigt. Nu for de op alle sammen både brudgommen og hans tretten karle. De ville stikke af, men der var for mangik videre. kære, sagde brudgommen. Ja, husk nu på, at det kun er en drøm, min herre. Nå, jeg tog mig altså ikke af den stemme og gik ind. Så kom jeg ind i en køn stue med en opredt seng, og der stod et stort skab. Brudgommen blev stadig ved med at sige: Og hun blev ved at svare: Det er jo kun en drøm, min herre. Så kom jeg ind i en anden stue, der var fuld af guld og sølv. Og hun svarede: Det er jo kun en drøm, min herre. Jeg går så ind i den tredje stue, og der var fuldt af lange knive. Da sagde han: Ja, det var ikke som hjemme hos mig, min Men det er også kun en drøm, min herre.
ge om dem. Det var gået op for gæsterne, som havde hørt på det hele, at det var en virkelig historie og ikke en drøm. De blev alle sammen fanget og dømt. De skulle henrettes på nær den ene, der havde givet hende tegn til at flygte den nat. Ham ville hun frelse, for ham ville hun have til mand i stedet for den anden. De to holdt bryllup, og præsten viede dem. Men de andre røvere blev henrettet, og så var det røverkram udryddet.