Notat Jens Flensborg Advokat Åboulevarden 49, 4. sal DK-8000 Århus C Telefon:+45 86 18 00 60 Telefax:+45 88 32 63 26 J.nr. 07-10703 jfl@energiogmiljo.dk www.energiogmiljo.dk CVR: 31 13 54 27 05. januar 2011 Vedr. Vandreformens betydning for ekspropriation til spildevandsanlæg 1. Problemstilling Etablering af spildevandsanlæg nødvendiggør ofte, at der erhverves arealer eller rettigheder fra private lodsejere. Hvis ikke dette kan ske på frivilligt grundlag, har kommunalbestyrelsen mulighed for at ekspropriere med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens (MBL) 48, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. For sådanne ekspropriationer gælder endvidere de processuelle regler i vejlovens kap. 5, herunder krav om åstedsforretning, høringsfrister mv. Efter gennemførelsen af vandreformen er myndigheds- og driftsopgaver blevet adskilt på spildevandsområdet. Myndighedsopgaverne varetages fortsat af kommunerne, men driftsopgaverne er blevet udskilt i private vandselskaber. Ekspropriation er en myndighedsopgave, som derfor forestås af kommunen. Der er ikke med vandreformen sket ændringer af betydning i lovbestemmelserne om ekspropriation til spildevandsanlæg. Selv om ekspropriationsbestemmelserne formelt set er uændrede, giver vandreformen alligevel anledning til en række praktiske spørgsmål i relation til gennemførelse af ekspropriationer til brug for spildevandsanlæg. Det kan således give anledning til tvivl hvilke opgaver i ekspropriationsprocessen, som vandselskabet (fortsat) kan udføre, og hvilke opgaver, som udelukkende kan udføres af kommunen som myndighed. Der kan også opstå spørgsmål om, hvorvidt vandselskabet i visse henseender har partsstatus. DANVA har i denne forbindelse anmodet Advokatfirmaet Energi & Miljø om en beskrivelse og vurdering af vandreformens betydning for den praktiske gennemførelse af ekspropriationer på spildevandsområdet. 1 / 20
2. Generelt om ekspropriation og vandreformen 2.1 Lovbestemmelserne om ekspropriation til spildevandsanlæg Vandreformen medførte ikke ændringer i de centrale ekspropriationsbestemmelser i MBL s kap. 8. Selve hjemlen til at ekspropriere til spildevandsanlæg findes i 58, stk. 1 og 3, som har følgende ordlyd: 58. Kommunalbestyrelsen kan i nødvendigt omfang træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg og ( affaldshåndteringsanlæg mv. ), når der er meddelt tilladelse til anlægget. Stk. 2... Stk. 3. Ved ekspropriation kan der 1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil, 2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, og 3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme. Stk. 4. - 5..... Hvorledes denne bestemmelse fortolkes kan i sig selv give anledning til spørgsmål. De egentlige betingelser for ekspropriation, herunder krav til spildevandsplanen, fortolkning af nødvendighedskravet osv. vil imidlertid ikke blive behandlet nærmere i dette notat. I det følgende vil der derimod blive fokuseret på de processuelle regler dvs. fremgangsmåden ved ekspropriationen. Det følger her af MBL 60 og 61: 60. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i lov om offentlige veje 45 og 47-49 tilsvarende anvendelse. 61. Erstatningsfastsættelser efter denne lov foretages i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i 57 og 58 i lov om offentlige veje. Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i lov om offentlige veje 51-56 og 58a-66 tilsvarende anvendelse. I relation til ekspropriationsprocessen er det centrale forhold, at det ifølge MBL 58 er kommunalbestyrelsen, som har ekspropriationskompetencen. Det er således også kommunalbestyrelsen, som bestemmelserne i 60-61 er møntet på. Når det i 60 og 61 anføres, at vejlovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse betyder det, at kommunalbestyrelsen også skal bruge disse regler ved spildevandsekspropriationer. Vejlovens bestemmelser i 45 og 47-49 indeholder de formelle krav til gennemførelse af forundersøgelser, indkaldelse og afholdelse af åstedsforretning samt beslutning om ekspropriation. Bestemmelserne i vejlovens 51-56 og 58a-66 vedrører erstatningsudmåling og de processuelle regler for taksationssager, hvis enighed om erstatningen ikke kan opnås. 2 / 20
2.2 Vandselskabets rolle i ekspropriationsprocessen Efter lovgivningen har vandselskaberne ikke nogen formel rolle i ekspropriationsprocessen. Det er kommunalbestyrelsen, som er myndighed. Ekspropriationskompetencen ligger hos kommunalbestyrelsen, og kan ikke uddelegeres, hverken til vandselskabet eller til andre private. Og kommunen skal som myndighed sikre, at sagen er oplyst forsvarligt, og sikre, at de gældende regler for ekspropriationsprocessen overholdes. Dette stemmer helt overens med vandreformens formål, hvor der var et ønske om adskillelse af myndigheds- og driftsopgaver. I praksis vil der dog være et naturligt og nødvendigt samspil mellem kommunen som ekspropriationsmyndighed og vandselskabet, der som driftsenhed i sidste ende skal råde over og betale for de eksproprierede arealer eller rettigheder. Der er ikke tvivl om, at en kommune kan ekspropriere til fordel for tredjemand. Sådanne sager giver normalt ikke anledning til problemer i relation til rollefordelingen mellem kommune som ekspropriationsmyndighed og den private part, som der eksproprieres til fordel for. Noget tilsvarende burde derfor ligeledes gælde for kommuners ekspropriationer til fordel for deres egne vandselskaber. Som følge af kommunens ejerskab til vandselskabet og som følge af den nære forbindelse mellem kommunen og vandselskabet i øvrigt, er der imidlertid i disse sager nogle generelle spørgsmål i relation til rollefordelingen mellem kommune og vandselskab, som skal holdes for øje i ekspropriationsprocessen. Disse spørgsmål vil blive omtalt nedenfor i afsnit 2.2.1 2.2.3 skal haves for øje i omtalen af ekspropriationsprocessen og fremgangsmåden ved fastsættelse af erstatning nedenfor i afsnit 4. og 5. 2.2.1 Vandselskabet som rådgiver for kommunen i ekspropriationssager I forbindelse med vandreformens gennemførelse har det været et tema i hvilket omfang vandselskabet kan udføre såkaldt myndighedsforberedende arbejde for ejerkommunen mod betaling. Vandselskabet kan med hjemmel i 2, stk. 1, nr. 8., jf. 3, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1195 af 14. oktober 2010 om vandselskabers deltagelse i anden virksomhed yde teknisk bistand til ejerkommunens udarbejdelse af vandforsyningsplaner og spildevandsplaner på kommercielle vilkår. Det vurderes ikke, at denne bestemmelse kan fortolkes udvidende til også at omfatte teknisk bistand til ejerkommunen i ekspropriationssager til fordel for vandselskabet. Dette er således også antaget i det foreliggende udkast til vejledning om bekendtgørelsen, hvorefter bestemmelsen i 3, stk. 2, nr. 3., ikke giver mulighed for at udøve andre planlægnings- eller projekteringsopgaver for kommunen. Hertil kommer, at ekspropriation er et betydeligt indgreb i forhold til den lodsejer, som der eksproprieres fra, hvorfor retssikkerheden for den enkelte tillægges betydelig vægt i disse 3 / 20
sager. Da kommunen endvidere er aktionær i vandselskabet er der i ekspropriationssager en særlig anledning til at sikre, at der ikke kan rejses nogen tvivl om kommunens myndighedsarbejde ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt. Tilsvarende ville selskabets interessere i selve ekspropriationen rejse spørgsmål om habiliteten hos selskabets pågældende medarbejdere i forbindelse med disses arbejde for kommunen. Konklusionen herpå er derfor, at vandselskabet ikke kan udføre myndighedsforberedende arbejde for kommunen i ekspropriationssager hverken som en tilknyttet aktivitet eller for den sags skyld som led i hovedvirksomheden. 2.2.2 Vandselskabet som ansøger/part i ekspropriationssagen Det kan være mere nærliggende at betragte vandselskabet som en (hvilken som helst anden) privat part i en ansøgningssag. I ansøgningssager er det også kommunen, som skal sørge for, at sagen er oplyst forsvarligt, men kommunen kan gøre sagsbehandlingen betinget af, at ansøgeren bistår hermed, herunder tilvejebringer det materiale, som måtte være nødvendigt for kommunens vurdering og behandling af sagen. I ansøgningssager har kommunen således en almindelig adgang til at kræve, at ansøgeren fremskaffer de nødvendige oplysninger for, at sagen kan behandles. I den almindelige situation har ansøgeren ikke krav på at få dækket sine omkostninger herved. Modsat har kommunen adgang til, at stille sagen i bero og i sidste ende at afvise behandlingen af denne, hvis ikke ansøgeren fremkommer med de nødvendige oplysninger. Hvis vandselskabet rolle i ekspropriationssagen sidestilles med den rolle, som andre private parter har i almindelige ansøgningssager, kan vandselskabet således pålægges at bidrage til sagens oplysning, uden at vandselskabet kan kræve betaling herfor. Det betyder modsætningsvis, at vandselskabets bidrag til sagens oplysning ikke får karakter af myndighedsforberedende konsulentarbejde. I samme forbindelse opstår imidlertid også spørgsmålet, om vandselskabet som den, der eksproprieres til fordel for, skal anses for part i ekspropriationsprocessen med heraf følgende krav på partshøring og klageadgang mv. Umiddelbart er det nærliggende i sådanne sager at betragte vandselskabet som part i forvaltningslovens forstand. Spørgsmålet vil blive omtalt flere steder i det følgende, men ses ikke behandlet i praksis tidligere. 2.2.3 Vandselskabet som aftalepart i forhold til kommunen Når ekspropriationen er gennemført, er der ikke tvivl om, at det er vandselskabet, som i sidste ende skal have rettigheden/arealet tilført. Der er heller ikke tvivl om, at det er vandselskabet, som skal betale ekspropriationserstatningen. Selv om det forekommer selvfølgeligt, kan der også opstå spørgsmål i relation hertil. Disse forhold bør klarlægges i en aftale mellem kommunen og vandselskabet, inden ekspropriationen påbegyndes, herunder fx aftale om, at vandselskabet skal friholde 4 / 20
kommunen for alle udgifter vedrørende erstatningen, og modsat at kommunen skal indhente vandselskabets accept forinden, der indgås forlig om erstatningens størrelse. Kommunen kan i en sådan aftale betinge sig, at ekspropriation gennemføres på betingelse af, at vandselskabet friholder kommunen for omkostninger til erstatningen. Det vil være kommunen, som over for lodsejeren hæfter for ekspropriationserstatningens betaling. Kommunen har derfor ret til på denne måde at betinge gennemførelse af ekspropriationen af, at vandselskabet som ekspropriationen sker til fordel for endeligt skal udrede erstatningen. En sådan aftale mellem et vandselskab og en kommune adskiller sig i relation hertil ikke fra andre situationer, hvor kommunen eksproprierer til fordel for andre, fx hvis der eksproprieres et areal til brug for sygehus til fordel for en region. Vandselskabet må modsat være berettiget til at betinge sig, at kommunen skal indbringe spørgsmålet om erstatningens størrelse for taksationsmyndighederne. Dette kan være relevant, hvis vandselskabet ikke er enig i et erstatningsoplæg fra kommunens side. Det gælder særligt, da det er usikkert om vandselskabet har adgang til selv at indbringe spørgsmålet om erstatningens størrelse for taksationskommissionen, og om vandselskabet kan have direkte partsstatus under taksationssag og overtaksationssag, jf. nedenfor i afsnit 5.2 5.4. Da disse spørgsmål ikke er reguleret i direkte i loven må det anbefales, at vandselskabet via en aftale sikrer sig disse rettigheder i relation til erstatningens fastsættelse. Hvis en aftale alene angår spørgsmålet om, hvorledes der forholdes med det økonomiske opgør efter ekspropriationens gennemførelse, og ikke går binder kommunen udover en forpligtelse til at indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne efter de almindelige regler herom, vurderes det ikke, at dette vil være i strid med det grundlæggende princip om, at myndighed og drift skal adskilles. Det afgørende forhold er, at kommunen ikke med en aftale afgiver myndighedskompetence. En aftale om, at vandselskabet skal friholde kommunen for omkostninger relateret til myndighedsbehandlingen, herunder til annoncering, ekstern bistand og arbejdstid, kan derfor heller ikke indgås. Disse omkostninger må afholdes endeligt af kommunen som ekspropriationsmyndighed. Udover at en aftale om, at vandselskabet skal friholde kommunen for myndighedsudgifter ikke vurderes at være hjemlet, ville vandselskabets afholdelse af sådanne udgifter i relation til vandsektorloven få karakter af en udlodning til kommunen som aktionær i selskabet. Det ville i givet fald føre til krav om modregning i kommunens bloktilskud i henhold til lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger, jf. lovbekg. nr. 634 af 7. juni 2010. 5 / 20
3. Vandselskabets frivillige aftaler med lodsejeren Inden vandselskabets rolle i ekspropriationssager beskrives, er det relevant at se på de tilfælde, hvor ekspropriation ikke er nødvendig. Vandreformen har ikke medført indskrænkninger i mulighederne for at indgå aftaler med lodsejerne om overdragelse af arealer eller rettigheder på frivilligt grundlag. Vandselskaberne har derfor samme adgang til at indgå frivillige aftaler med lodsejerne, som tilfældet var for de tidligere kommunale kloakforsyninger. Tilsvarende gælder for eventuelle nødvendige forundersøgelser af arealet, jf. nedenfor i afsnit 4.1. Frivillige aftaler indgås direkte mellem vandselskabet og lodsejeren. Kommunen er ikke part i aftalen og skal ikke godkende den. Det er i konsekvens heraf også vandselskabet, som skal sørge for at afholde omkostningerne ved aftalernes oprettelse, tinglysning heraf, samt udbetaling af erstatning mv., medmindre anden aftale indgås med lodsejeren. I relation til frivillige aftaler er det ofte et centralt spørgsmål, om erstatningen er skattefri for lodsejeren, det vil sige, om aftalen kan indgås på såkaldt ekspropriationslignende vilkår. Dette begreb relaterer sig til ejendomsavancebeskatningslovens 11, hvorefter fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom som følge af ekspropriation ikke beskattes. Det samme gælder for fortjeneste, der er opnået ved salg til en køber, som opfylder betingelserne for at kunne ekspropriere. Den sidste del af 11 har givet anledning til fortolkningsspørgsmål. Ifølge SKATs praksis skal der for det første foreligge det fornødne ekspropriationsgrundlag. Hvis ikke kommunen har hjemmel til at ekspropriere eksempelvis som følge af manglende angivelse af spildevandsanlægget i spildevandsplanen er der principielt heller ikke grundlag for at indgå en aftale på ekspropriationslignende vilkår. For det andet skal der foreligge ekspropriationsrealitet. Det fortolker SKAT således, at der forinden en aftale indgås, skal foreligge en tilkendegivelse fra kommunalbestyrelsen om, at kommunen er indstillet på at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke indgås. Der kan fx henvises til Skatterådets udtalelse i SKM 2008.437 SR. Vandselskabet skal derfor sikre, at disse to betingelser er opfyldt, inden der indgås frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår. Herudover bør vandselskabet ikke garantere lodsejeren skattefrihed, idet dette i sidste ende er en konkret vurdering, som henhører under skattemyndighederne, og som vandselskabet derfor ikke selv råder over. Lodsejeren kan derimod opfordres til at indhente et bindende svar fra SKAT herom. Hvis der er tale om flere sammenlignelige sager, fx ved nedlæggelse af et længere ledningsanlæg, som berører mange ejendomme, kan vandselskabet evt. af praktiske grunde overveje at tilbyde lodsejerne at indhente et samlet bindende svar for alle de involverede. De skattemæssige betingelser for at kunne indgå aftaler på ekspropriationslignende vilkår, gjaldt helt tilsvarende for de tidligere kommunale forsyningsafdelinger. Vandreformen har således ikke haft nogen betydning for indgåelse af sådanne frivillige aftaler. Skattefriheden relaterer sig i øvrigt kun til skattepligt efter ejendomsavancebeskatningsloven. Den del af erstatningen, som vedrører driftstab mv., herunder fx også strukturskader af begrænset varighed, omfattes således ikke, jf. til eksempel den nævnte udtalelse fra Skatterådet i SKM 2008.437 SR. 6 / 20
4. Ekspropriationsprocessen step by step 4.1 Forundersøgelser vejlovens 45 Forud for endelig stillingtagen til en kloaklednings forløb eller den præcise placering af et andet teknisk anlæg kan der være behov for at foretage indledende undersøgelser vedrørende fx arkæologiske forhold eller jordbundsforhold. Vandselskabet har ikke ret til at foretage sådanne undersøgelser eller besigtigelser på privat ejendom uden aftale med ejeren. I forbindelse med en aftale herom med ejeren skal vandselskabet samtidig afklare, om der også er andre rettighedshavere, som skal give tilladelse eller kontaktes, inden undersøgelserne påbegyndes, fx en forpagter eller en servitutberettiget. Det vil normalt indgå som et element i en aftale, at vandselskabet skal erstatte skader, som undersøgelserne måtte forvolde, eksempelvis på afgrøder mv. Hvis ejeren ikke vil indgå en frivillig aftale, har kommunen efter vejlovens 45, stk. 1, hjemmel til at pålægge ejeren at tåle, at der foretages forberedende opmålinger, nivellementer og andre tekniske forarbejder og undersøgelser. Forundersøgelserne skal være nødvendige for at gennemføre et anlæg, hvortil der er hjemmel til at ekspropriere. Indgrebet skal varsles skriftligt over for ejere og brugere af ejendommen med et varsel på mindst 2 uger, jf. 45, stk. 2. Skader og ulemper ved indgrebet skal erstattes, jf. 45, stk. 3. 45 er en myndighedsbestemmelse. Vandselskabet har derfor ikke hjemmel til at pålægge ejeren at tåle, at de pågældende foranstaltninger udføres på ejendommen. Det er kommunen, som skal vurdere, om grundlaget for at anvende 45 er i orden, og det er kommunen, som skal sende meddelelse ud med 2 ugers varsel til grundejeren og evt. andre berettigede. Det betyder ikke, at det også er kommunen, som skal udføre undersøgelserne. De kan udføres af vandselskabet eller af vandselskabets rådgivere. Kommunen bør i givet fald i orienteringsbrevet oplyse om, hvem der står for undersøgelserne, og hvem der kan kontaktes vedrørende praktiske spørgsmål. Omkostningerne ved gennemførelse af forundersøgelserne mv. må betragtes som en del af omkostningerne ved anlæggets etablering. De skal derfor afholdes af vandselskabet, uanset om vandselskabet udfører arbejdet selv eller antager ekstern bistand hertil. Uanset hvem der står for undersøgelsernes udførelse, vil det imidlertid være kommunen, som er umiddelbart ansvarlig for eventuelle skader eller ulemper i forhold til grundejeren, jf. 45, stk. 3. Kommunen kan over for vandselskabet betinge sig, at en eventuel erstatning i sidste ende skal betales af vandselskabet. I givet fald bør kommunen også indhente vandselskabets accept af opgørelse og størrelse af eventuelle erstatningskrav. Som et led i kommunens og vandselskabets aftale bør det derfor indgå, at kommunen skal lade erstatningsspørgsmål indbringe for taksationskommissionen, hvis vandselskabet kræver dette, jf. også det anførte om sådanne aftaler ovenfor i afsnit 2.2.3. 7 / 20
4.2 Opstart af ekspropriationssagen Det første skridt i ekspropriationssagen vil være en henvendelse fra vandselskabet til kommunen med anmodning om, at kommunen igangsætter en ekspropriation. Vandselskabets anmodning kan være begrundet i, at det ikke er muligt at indgå en frivillig aftale om erhvervelse af en nødvendig servitutrettighed eller et areal. Baggrunden kan også være, at vandselskabet ønsker at gennemføre ekspropriationer som alternativ til frivillige aftaler for at sikre, at der sker en ensartet behandling af alle de berørte lodsejere. I denne forbindelse bør det afklares, hvilke opgaver vandselskabet skal udføre, ligesom der bør laves en aftale eller et tilsagn om, at vandselskabet er forpligtet til at modtage rettigheden/arealet, når ekspropriationsbeslutningen er truffet, samt forpligtet til at friholde kommunen for den kommende ekspropriationserstatning. Det anbefales ligeledes, at en sådan aftale regulerer vandselskabets rettigheder i forhold til erstatningens størrelse, herunder ret til forudgående godkendelse af et erstatningsforslag og vandselskabets rettigheder i forhold til efterfølgende taksationssag, da disse rettigheder ikke er reguleret i lovgivningen. Vedrørende en sådan aftale henvises der tillige til det generelle afsnit 2.2.3. 4.3 Udarbejdelse af ekspropriationsmateriale og udførelse af forundersøgelser Til brug for ekspropriationen skal der udarbejdes en ekspropriationsplan og arealfortegnelse, jf. vejlovens 47, stk. 2. Der er tale om en beskrivelse af, hvem der berøres af ekspropriationen og en angivelse af størrelsen af de berørte arealer, herunder indtegning af ledningsforløb mv. på et kortbilag. Forud for udarbejdelsen af materialet ligger der en undersøgelsesfase, hvor det via matrikelkort og tingbog skal afklares, hvem der er ejer af arealet, og om der eksempelvis er andre rettighedshavere, som der også skal eksproprieres fra, og som skal indkaldes til åstedsforretningen. Udarbejdelse af ekspropriationsmaterialet udgør en del af det myndighedsarbejde, som kommunen er ansvarlig for udførelse af, jf. vejlovens 47, stk. 2. Det forhindrer ikke kommunen i at lade en rådgiver udarbejde materialet på kommunens vegne. Det sker fx ofte i større vejekspropriationer, at kommunen (vejbestyrelsen) anmoder et landinspektør- eller ingeniørfirma om at udarbejde materialet på kommunens vegne. Omkostningerne herved afholdes i givet fald af kommunen. Det samme vil gælde, hvis kommunen vælger at antage et eksternt privat firma til at bistå med udarbejdelse af ekspropriationsmateriale til en spildevandsekspropriation til fordel for et vandselskab. Denne udgift kan ikke overvæltes på vandselskabet, da der er tale om myndighedsarbejde. Et andet spørgsmål er imidlertid, om vandselskabet kan udarbejde dette materiale på kommunens vegne, og i givet fald, om vandselskabet kan kræve betaling herfor. Det vurderes ikke, at vandselskabet har adgang til mod betaling at bistå med udarbejdelse af ekspropriationsmaterialet. Som anført ovenfor i afsnit 2.2.1 vurderes dette arbejde ikke at være en aktivitet, som lovligt kan udføres af vandselskabet ifølge bekendtgørelse nr. 8 / 20
1195/2010 om tilknyttede aktiviteter. Henset til, at en ekspropriation er et indgribende skridt over for ejeren ville det også i øvrigt være problematisk, hvis kommunen som teknisk rådgiver under en ekspropriationssag antog det vandselskab, som der skulle eksproprieres til fordel for. Det betyder imidlertid ikke, at det er udelukket, at inddrage vandselskabet under ekspropriationssagen. Det er vandselskabet, som anmoder kommunen om at igangsætte ekspropriation. Som anført ovenfor i afsnit 2.2.2 kan sådanne sager derfor i et vist omfang sammenlignes med almindelige ansøgningssager, fx byggesager eller ansøgninger om miljøgodkendelser, hvor kommunen som myndighed har en almindelig adgang til at kræve, at ansøgeren fremskaffer de nødvendige oplysninger for, at sagen kan behandles. I ekspropriationssager til fordel for et vandselskab vurderes det derfor, at kommunen har hjemmel til at stille krav om, at vandselskabet tilvejebringer det nødvendige materiale til brug for ekspropriationssagens behandling, herunder resultat af servitutundersøgelser og udkast til arealfortegnelse og ekspropriationsplan. Hvis der tages udgangspunkt heri vil vandselskabet skulle udarbejde det materiale, som efter kommunens vurdering er nødvendigt for at behandle sagen materiale, som vandselskabet i vidt omfang også har de bedste forudsætninger for at udarbejde. Vandselskabet vil derimod ikke være berettiget til at kræve betaling for udgifterne ved udførelse af dette arbejde. Disse udgifter må af vandselskabet betragtes som en del af udgifterne ved anlæggets etablering. Det ændrer ikke på, at kommunen som myndighed - har det fulde ansvar for, at materialet er retvisende og tilstrækkeligt. Hvis ikke kommunen selv råder over kompetencen til at vurdere dette, og derfor antager en eksterne rådgiver til at bistå med gennemgang og kontrol heraf, vil dette arbejde have karaktér af myndighedsarbejde, og udgiften herved kan ikke overvæltes på vandselskabet. 4.4 Indkaldelse til åstedsforretning Kommunen skal indkalde til åstedsforretning, dels via offentliggørelse af tid og sted i stedlige blade, og dels ved individuel indkaldelse til ejere, brugere og rettighedshavere, som kan blive berørt af ekspropriationen, jf. vejlovens 47, stk. 3 og 4. Denne forpligtelse er også en myndighedsopgave, og skal ske i kommunens navn og på kommunens brevpapir. De faktiske omkostninger ved annoncering, fremsendelsen af anbefalede breve med indkaldelser og kommunens tidsforbrug udgør også en del af kommunens egentlige myndighedsopgaver. Disse omkostninger kan kommunen derfor ikke kræve refunderet af vandselskabet. Tilsvarende gælder, hvis kommunen vælger at antage en ekstern privat rådgiver til at udarbejde annoncetekst og indkaldelser. Denne udgift træder blot i stedet for kommunens egne udgifter hertil. 9 / 20
4.5 Gennemførelse af åstedsforretningen Reglerne for gennemførelse af åstedsforretningen følger af vejlovens 48. Der skal deltage et medlem af kommunalbestyrelsen i forretningen. Denne opgave er en myndighedsopgave, og kan ikke delegeres til vandselskabet. Åstedsforretningen er ikke offentlig tilgængelig, men repræsentanter fra vandselskabet kan deltage efter aftale med kommunen, også henset til at det vil være vandselskabet, som kan bidrage med svar på de fleste praktiske spørgsmål. Det bør fremgå klart, hvem der repræsenterer kommunen, og hvem der repræsenterer vandselskabet under forretningen. En repræsentant fra kommunen skal forestå ledelsen af forretningen og føre protokollen. Kommunen kan antage ekstern hjælp hertil, men for at adskillelsen mellem myndighed og driftsselskab står klart for lodsejerne, bør disse opgaver ikke udføres af repræsentanter fra vandselskabet. Hvis udskrift af protokollen udsendes til lodsejeren i forlængelse af åstedsforretningen, bør det derfor også ske via kommunen og ikke via vandselskabet. Kommunens tidsforbrug og omkostninger ved gennemførelse af åstedsforretningen udspringer af egentlige myndighedsopgaver og kan derfor ikke overvæltes på vandselskabet. 4.6 Aftaler og erstatningstilbud under åstedsforretningen Under åstedsforretningen kan der fremsættes erstatningsforslag med forbehold for ekspropriationens vedtagelse og kommunalbestyrelsens godkendelse. Erstatningstilbud kan således fremsættes, men der er ikke pligt hertil. Ifølge 48, stk. 2 og 4, fremsættes et eventuelt erstatningstilbud på kommunens vegne og under forbehold af kommunalbestyrelsens godkendelse. Vandselskabet (den der eksproprieres til fordel for) er ikke nævnt i bestemmelsen. Efter loven er spørgsmålet om erstatningens størrelse således i princippet et forhold mellem kommunen/ekspropriationsmyndigheden og lodsejeren. Da det er vandselskabet, som i sidste ende skal betale erstatningen, er det imidlertid vandselskabet, som har den egentlige interesse i erstatningens størrelse. Vandselskabet må derfor sikre sine interesser via en aftale med kommunen, jf. ovenfor i afsnit 2.2.3. Det gælder særligt, da det er usikkert om vandselskabet har adgang til selv at indbringe spørgsmålet om erstatningens størrelse for taksationskommissionen og om vandselskabet har krav på at optræde som part i taksations- og overtaksationssagen, jf. nedenfor i afsnit 5.2 5.4. 10 / 20
4.7 Fristen for bemærkninger og ekspropriationsbeslutningen Ejeren har en frist på minimum tre uger fra åstedsforretningens afholdelse til at fremkomme med bemærkninger. Herefter kan der træffes afgørelse om, hvorvidt der skal eksproprieres og i givet fald i hvilket omfang. Hvis der eksproprieres til fordel for en privat her et vandselskab kan der argumenteres for, at den pågældende skal betragtes som part i ekspropriationssagen, jf. ovenfor i afsnit 2.2.2. Hvis ejeren kommer med nye oplysninger i 3-ugers perioden, som kan være af væsentlig betydning for kommunens vurdering af ekspropriationsspørgsmålet til skade for vandselskabets ønske om ekspropriationens omfang mv., bør der derfor i medfør af forvaltningslovens 19, eller i hvert fald princippet heri, foretages partshøring af vandselskabet forinden der træffes afgørelse i ekspropriationssagen. 1 Selve beslutningen om ekspropriation skal træffes af kommunalbestyrelsen, jf. MBL 58, stk. 1. Beslutningskompetencen kan ikke delegeres. I kommunale vandselskaber sidder et eller flere af kommunalbestyrelsens medlemmer ofte i selskabsbestyrelsen, herunder som formand. Ifølge den seneste praksis på området vil et kommunalbestyrelsesmedlem, som er udpeget af kommunalbestyrelsen til at sidde i et vandselskabs bestyrelse, som hovedregel ikke være inhabil, når kommunalbestyrelsen behandler sager vedrørende vandselskabet. Hovedreglen gælder dog ikke undtagelsesvis. Der kan være tale om inhabilitet efter forvaltningslovens 3 ud fra en konkret vurdering, særligt i forhold til formanden for vandselskabets bestyrelse, og/eller hvis afgørelsen er af større betydning for vandselskabet. 2 En ekspropriation til fordel for vandselskabet er af direkte betydning for selskabet, og anses samtidig som et meget bebyrdende skridt i forhold til lodsejeren, hvorfor der lægges stor vægt på retssikkerheden. På baggrund heraf må det anbefales, at de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som samtidig sidder i vandselskabets bestyrelse, undlader at deltage i sagens behandling, når kommunen eksproprierer til fordel for vandselskabet. Tilsvarende gælder naturligvis ved sagens indledende behandling i fagudvalg og økonomiudvalg. 4.8 Meddelelse af ekspropriationsbeslutningen 1 Hvis vandselskabet i denne forbindelse ligeledes fremkommer med væsentlige nye oplysninger af betydning for sagen, kan kommunen herefter være forpligtet til at give ejeren adgang til at fremkomme med bemærkninger hertil dvs. pligt til at gennemføre en ny partshøring af ejeren efter forvaltningslovens 19. Det må bero på en konkret vurdering, som skal foretages af kommunen. 2 Jf. herved Statsforvaltningens afgørelse af 26. januar 2008, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem blev anset som inhabilt ved behandling af en vandforsyningsplan. Det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem var af kommunen udpeget til bestyrelsen af et vandforsyningsselskab, og her valgt til bestyrelsesformand, hvorfor det blev anset som tvivlsomt, om den pågældende alene ville varetage kommunens interesser (MAD 2009.240) 11 / 20
Når kommunalbestyrelsen har besluttet at ekspropriere, skal beslutningen meddeles over for de berørte, jf. vejlovens 49, stk. 2. Meddelelsestidspunktet har betydning for ekspropriationens retsvirkninger, og for klagefristens løbetid, jf. nedenfor i afsnit 4.10, samt for ekspropriationserstatningens forrentning, jf. nedenfor i afsnit 5.6. Da vandselskabet kan betragtes som part i ekspropriationssagen bør meddelelse om beslutningen samtidig sendes til vandselskabet. Det er kommunen, som skal fremsende meddelelsen til de berørte. Der er tale om en myndighedsopgave, som skal ske i kommunens navn og på kommunens brevpapir. Meddelelsen skal præcist angive, hvad ekspropriationen omfatter, og der skal således tages højde for eventuelle ændringer i forhold til gennemgangen på åstedsforretningen. Kommunen kan her anmode vandselskabet om at bidrage med teknisk input på samme måde og under samme betingelser som anført ovenfor i afsnit 4.3 og 4.4 om udarbejdelse af ekspropriationsmateriale og indkaldelse til åstedsforretning. 4.9 Fremsættelse af erstatningstilbud Samtidig med, at der orienteres om ekspropriationsbeslutningen, kan kommunalbestyrelsen fremsætte et erstatningstilbud over for ejeren/den berettigede, jf. vejlovens 49, stk. 3. Der skal fastsættes frist for accept på minimum fire uger, og det skal oplyses, at sagen vil blive overgivet til taksationsmyndighederne, hvis tilbuddet ikke accepteres. Det er således kommunalbestyrelsen, som fremsætter et eventuelt tilbud. Vandselskabet (den der eksproprieres til fordel for) er ikke nævnt i bestemmelsen. Kompetencen til at fremsætte tilbuddet er nært forbundet med meddelelsen af selve ekspropriationsbeslutningen og forpligtelsen for kommunen til at indbringe sagen for taksationsmyndighederne, hvis enighed om erstatningen ikke opnås. Opgaven med at fremsende et erstatningstilbud til ejeren i denne fase kan derfor næppe overlades til vandselskabet. Da vandselskabet i sidste ende skal betale erstatningen, må vandselskabet derfor i en aftale med kommunen sikre sin ret til forudgående godkendelse af et erstatningstilbud, inden det sendes ud til ejeren, jf. ovenfor i afsnit 2.2.3. 4.10 Klage over ekspropriationsbeslutningen Foranstaltninger, der gennemføres ved ekspropriation, må ikke igangsættes inden klagefristens udløb, jf. vejlovens 49, stk. 4, hvilket vandselskabet således skal være opmærksom på. Kommunens meddelelse af ekspropriationsbeslutningen, jf. ovenfor i afsnit 4.8, skal indeholde vejledning om klagefristen på 4 uger i MBL 93. Det skal samtidig oplyses, at klagen skal indgives til kommunen ( den myndighed, som har truffet afgørelsen ), som herefter fremsender klage til klageinstansen (Natur- og Miljøklagenævnet) vedlagt den påklagede beslutning og det materiale, som er indgået i sagens bedømmelse, jf. MBL 94. 12 / 20
En klage over ekspropriationsbeslutningen har opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet, jf. MBL 97. Kommunen skal derfor orientere vandselskabet om en eventuel klage. Håndtering af klagesagen er en myndighedsopgave, jf. herved også ordlyden af MBL 94, hvorfor behandling heraf ikke kan forestås af vandselskabet på kommunens vegne. Kommunen kan anmode om konkrete oplysninger og input fra vandselskabet til brug for indlæg i klagesagen mv. Kommunens udgifter og tidsforbrug ved håndtering af klagesagen har karakter af myndighedsarbejde og kan ikke kræves refunderet hos vandselskabet. Det kan diskuteres, om vandselskabet er klageberettiget. Der ses ikke at være trykt praksis om spørgsmålet. Tilgængelige klagesager ved Miljøklagenævnet over ekspropriationsbeslutninger udspringer så vidt ses altid af klager fra den private part, som ekspropriationsindgrebet retter sig imod. Dette er imidlertid ikke nødvendigvis udtryk for, at vandselskabet ikke kan anses som klageberettiget, men kan være en følge af, at det hidtil har været undtagelsen, at kommunerne har eksproprieret til fordel for en privat. På Naturklagenævnets område, herunder klager over ekspropriationsbeslutninger efter planloven, ses der heller ikke at være eksempler, hvor der er klaget over, at kommunen har besluttet ikke at ekspropriere. En nyere byretsdom vedrørende en kommunes ekspropriation af et landbrugsareal efter planloven til fordel for en erhvervsvirksomheds udvidelsesmulighed, kan dog muligvis fortolkes til indtægt for, at den private part, som anmoder om, at kommunen gennemfører ekspropriation også har klageadgang, hvis kommunens beslutning går ud på ikke at ekspropriere eller at gennemføre ekspropriationen i et mindre omfang. 3 Klageberettiget ifølge miljøbeskyttelsen er enhver, som har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, jf. MBL 98, stk. 1, nr. 2. Da det er vandselskabet, som skal overtage arealet/rettigheden, som er eksproprieret, kan der med udgangspunkt heri argumenteres for, at vandselskabet er klageberettiget. Dette vil i øvrigt også harmonere med det anførte ovenfor i afsnit 2.2.2, hvorefter vandselskabet i vidt omfang kan betragtes som part i ekspropriationssagen. 3 Jf. MAD 2008.2057 B. Kommunen havde besluttet at ekspropriere. Ejeren af landbrugsarealet klagede til Naturklagenævnet, hvor han fik medhold, således at ekspropriationen blev ophævet. Det fremgår imidlertid, at Naturklagenævnet behandlede ejeren af erhvervsvirksomheden som der blev eksproprieret til fordel for som part under klagesagen, således at han blev partshørt mv. Herudover fremgår det, at det var ejeren af erhvervsvirksomheden, som indbragte Naturklagenævnets afgørelser for retten. Naturklagenævnet blev ganske vist frifundet, men i relation til spørgsmålet om partsstatus fremgår det, at spørgsmålet om hans søgsmålskompetencen ikke blev draget i tvivl, hverken af Kammeradvokaten, som repræsenterede Naturklagenævnet, eller retten. Det kan derfor ikke udelukkes, at Naturklagenævnet ej heller ville have anfægtet en klage fra den pågældende, hvis kommunen havde besluttet ikke at ekspropriere. 13 / 20
Spørgsmålet om vandselskabets klageadgang over ekspropriationsbeslutningen må imidlertid anses som uafklaret indtil der foreligger en afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet herom. Hvis Natur- og Miljøklagenævnet måtte afvise at behandle en sådan sag med henvisning til, at vandselskabet ikke er klageberettiget, vil vandselskabet være henvist til at klage til det kommunale tilsyn (Statsforvaltningen). Tilsynet forholder sig dog alene til om kommunen har handlet ulovligt. Synspunktet fra vandselskabet under en klagesag eller en sag ved det kommunale tilsyn kunne være, at kommunen har en egentlig pligt til at ekspropriere, hvis der er meddelt tilladelse til et anlæg i overensstemmelse med spildevandsplanen, og de øvrige ekspropriationsbetingelser er opfyldt. Om denne argumentation er holdbar foreligger der så vidt ses heller ingen eksempler på i praksis. 4.11 Efterfølgende berigtigelse af ejendomsmæssige forhold Efter ekspropriationens gennemførelse henstår forskellige ejendomsmæssige ekspeditioner, herunder i relation til udstykning og tinglysning. Disse opgaver skal ikke gennemgås nærmere her, men det må overordnet antages, at disse i vidt omfang har karakter af ekspeditioner af faktuel karakter og således ikke myndighedsarbejde. Afgrænsning af det eksproprierede areal henholdsvis servitutareal, og formulering af indholdet i servitutforpligtelser, er fastsat i selve ekspropriationsbeslutningen. Der kan ikke ændres herpå i den efterfølgende berigtigelse, når bortses fra mindre (og sædvanlige) ændringer som følge af efterfølgende detailopmålinger. Karakteristisk for de her omtalte opgaver er endvidere, at de har til formål, at vandselskabet i sidste ende får tinglyst adkomst på det eksproprierede areal henholdsvis tinglyst den eksproprierede servitutrettighed. I relation til adskillelsen mellem myndighed og drift vurderes det ikke, at der er problemer i, at det aftales mellem kommunen og vandselskabet, at vandselskabet håndterer disse opgaver på kommunens (og vandselskabets) vegne. Omkostningerne ved den endelige berigtigelse må indgå i vandselskabets samlede udgifter ved erhvervelse af de pågældende arealer eller rettigheder. Hvis disse var erhvervet ved frivillig aftale, skulle vandselskabet også have afholdt omkostningerne til udstykning og tinglysning. Vandselskabet er derfor ikke berettiget til at kræve honorar fra kommunen for udførelse af disse opgaver, uanset om de udføres af selskabet selv eller af en ekstern rådgiver. 5. Ekspropriationserstatningen fastsættelse og udbetaling 5.1 Generelt om ekspropriation i forhold til erstatning 14 / 20
Som det fremgår ovenfor, er ekspropriationsbeslutningen (indgrebet) og det heraf følgende økonomiske opgør (erstatningsspørgsmålet) i vidt omfang uafhængige af hinanden. Processuelt er der tale om forskellige forløb. Kommunen er myndighed for ekspropriationen med Natur- og Miljøklagenævnet som klageinstans. Taksationskommissionen er myndighed for erstatningsfastsættelsen med Overtaksationskommissionen som klageinstans. De to forløb er principielt uafhængige af hinanden, og tidsmæssigt vil spørgsmålet om erstatningens størrelse ofte først finde sin afgørelse længe efter, at beslutningen om ekspropriationens lovlighed er endelig, og kommunen (vandselskabet) har overtaget arealet. Processen med erstatningsfastsættelsen sker således uafhængigt af ekspropriationsprocessen og via uvildige taksationsmyndigheder. Selv om det er vandselskabet, der i sidste ende skal betale erstatningen er det imidlertid kommunen, som efter lovgivningen er den direkte part i forhold til lodsejeren vedrørende erstatningsspørgsmålet. Det antages således, at det i mangel af udtrykkelig lovhjemmel for andet, er kommunen, som hæfter umiddelbart over for lodsejeren for erstatningens betaling. 4 Da det endvidere er usikkert om vandselskabet har adgang til at indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationsmyndighederne, må vandselskabet derfor som nævnt i afsnit 2.2.3 sikre sig rettigheder i relation til erstatningsspørgsmålet i en aftale med kommunen. Det vurderes ikke, at en aftale om sikring af vandselskabets rettigheder i denne henseende er i strid med adskillelsen mellem myndighed og drift som følge af den klare adskillelse mellem ekspropriationsindgrebet og erstatningsfastsættelsen, som følger af lovgivningens regler. Herudover kan der under hele forløbet indgås aftale om erstatningens størrelse med de involverede lodsejere. Som anført i afsnit 4.6 og 4.9 bør tilbud, som fremsættes som et led i ekspropriationsprocessen efter vejloven, dog fremsættes af kommunen og ikke vandselskabet. Hvis der i den konkrete sag er mulighed herfor, forhindrer det modsat ikke vandselskabet i at indgå en aftale om erstatningens størrelse direkte med ejeren en aftale, der i givet fald skal kommunikeres videre til kommunen, således at der tages højde herfor i ekspropriationsprocessen. Det vil imidlertid ofte være erstatningens størrelse og ikke selve ekspropriationsindgrebet - som er det egentlige tvistepunkt. I sager om ekspropriation til spildevandsanlæg er det således i praksis oftest uenighed om erstatningens størrelse, som nødvendiggør, at der overhovedet skal gennemføres en ekspropriation, da ekspropriationen er nøglen til at få erstatningsspørgsmålet fastsat af taksationsmyndighederne. 4 Jf. herved Orla Friis Jensen, Taksationsproces, 1975, side 137 ff. Som eksempel på udtrykkelig lovhjemmel kan henvises til MBL 64, hvorefter erstatning i anledning af påbud efter 24 under visse omstændigheder skal betales af de brugere af vandet, der har fordel af forholdet eller påbuddet. 15 / 20
5.2 Indbringelse af erstatningsspørgsmålet for taksationskommissionen Hvis der ikke kan opnås enighed om erstatningens størrelse, skal kommunen indbringe erstatningsspørgsmålet for taksationskommissionen, jf. vejlovens 52. Fristen herfor er senest 8 uger fra ekspropriationsbeslutningen, eller hvis ekspropriationen er påklaget 4 uger fra Miljøklagenævnets afgørelse. Kommunens forpligtelse til at indbringe sagen for taksationskommissionen er en myndighedsopgave, som ikke kan delegeres til vandselskabet. 5 I mangel af udtrykkelig lovhjemmel vurderes det som usikkert, om vandselskabet efter de gældende regler over for kommunen kan stille krav om, at sagen indbringes for taksationsmyndighederne i en situation, hvor vandselskabet ikke kan acceptere kommunens erstatningsforslag. Som følge af denne usikkerhed anbefales det, at der tages hånd om denne situation i aftalen mellem kommunen og vandselskabet, jf. afsnit 2.2.3. 5.3 Behandlingen af sagen ved taksationskommissionen Parter i taksationssagen er kommunen i egenskab af ekspropriationsmyndighed, og ejeren, som er berørt af ekspropriationen. Vandselskabet (som der er eksproprieret til fordel for) har ikke ifølge reglerne en selvstændig rolle. Det må således også her anses som tvivlsomt om vandselskabet under en taksationssag vil blive tillagt partsstatus af taksationsmyndighederne, også henset til, at det er kommunen, som er forpligtet og hæfter for, at erstatningen udbetales til den private lodsejer. Da det er vandselskabet, som har den direkte interesse i, at Taksationskommissionen kommer frem til det rigtige resultat, har vandselskabet også her anledning til at sikre sig indflydelse under taksationssagen, herunder i relation til udarbejdelse af udkast til indlæg til Taksationskommissionen, hvor der nedlægges påstande og argumenteres for erstatningens opgørelse, samt i relation til ret til fremmøde under sagen. Dette må sikres i en aftale med kommunen, jf. afsnit 2.2.3. Der kan dog også argumenteres for, at vandselskabet har selvstændig ret til at fremføre sine synspunkter under taksationssagen. Dette må afklares i praksis, hvorfor det under alle omstændigheder er vigtigt, at vandselskabet i aftalen med kommunen sikrer sin indflydelse under sagen. 6 5 I en overtaksationskommissionsafgørelse fra 2000 (KFE 2001.230) anføres det således, at det ifølge 52 alene er vejbestyrelsen (dvs. kommunen), der kan indbringe en sag for kommissionen. En anmodning fra lodsejerens advokat om opstart af taksationssag burde derfor have været afvist. 6 Det er muligt, at vandselskabet under taksationssagen har status som såkaldt biintervenient, jf. herved princippet i retsplejelovens 252. Dette antages så vidt ses af Orla Friis Jensen i Taksationsprodces, 1975, side 139. Biintervention medfører imidlertid ikke selvstændig partsstatus, men alene er alene en ret for tredjemand med en retlig interesse i sagen til at indtræde til støtte for en af sagens parter (her kommunen). Selv om vandselskabet måtte blive tillagt status som biintervenient er der derfor fortsat behov for en aftale om erstatningsspørgsmålet med kommunen. 16 / 20
Hvis vandselskabet har antaget en ekstern rådgiver under taksationssagen, er der næppe problemer i, at denne repræsentant efter kommunens godkendelse udarbejder og fremsender indlæg til Taksationskommissionen, og forestår den mundtlige forhandling på taksationsforretningen, selv om det formelt sker på kommunens vegne, men reelt sker på vegne af vandselskabet. 5.4 Klage til Overtaksationskommissionen Taksationskommissionens kendelse om erstatningsspørgsmålet kan inden for 4 uger indbringes for Overtaksationskommissionen, jf. vejlovens 54. Vandselskabet kan ikke antages at have klageret, da vandselskabet formelt set ikke er part i taksationssagen. Der henvises herved til det anførte ovenfor i afsnit 5.2 og 5.3 om vandselskabets status i taksationssagen. Klage til Overtaksationskommissionen skal derfor antagelig ske via kommunen. Da vandselskabet har en direkte interesse i erstatningens størrelse, har vandselskabet også her anledning til at sikre sig retten til at beslutte, om klage skal ske i en aftale med kommunen, jf. herved også ovenfor i afsnit 2.2.3 Med hensyn til sagens behandling ved Overtaksationskommissionen gælder det samme som for behandlingen ved Taksationskommissionen, jf. ovenfor i afsnit 5.3 5.5 Omkostninger ved med taksationssagernes behandling Der påløber forskellige omkostninger ved behandling af taksations- og overtaksationssager. Disse kan opdeles i 1) vandselskabets og kommunens egne omkostninger, 2) omkostninger, som tilkendes lodsejeren og 3) udgifter ved taksationsmyndighedernes behandling af sagerne. Gennemførelse af taksationssager er forbundet med omkostninger for såvel kommunen som vandselskabet, jf. ovenfor i afsnit 5.3. Vandselskabets udgifter under sagen er kommunen uvedkommende. Tilsvarende må gælde for vandselskabets eventuelle udgifter til en ekstern rådgiver, uanset om den pågældende formelt fremtræder som kommunens repræsentant under sagen. Kommunen kan modsat ikke kræve sig betalt for at udføre de myndighedsprægede opgaver, som indgår i forløbet, herunder eksempelvis for fremsendelse af sagen til Taksationskommissionen, gennemgang af vandselskabets udkast til procesindlæg og fremsendelse heraf til kommissionen og for fremmøde under taksationssagen. Hvis en lodsejer til varetagelse af sine interesser under sagens behandling har afholdt nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, herunder advokat, revisor mv., kan taksationsmyndighederne pålægge kommunen at udrede en passende godtgørelse herfor, jf. vejlovens 61. Lodsejerens udgifter dækkes ikke efter regning, men der tilkendes et skønsmæssigt (ofte mindre) beløb afhængigt af sagens omfang og kompleksitet, men oftest uafhængigt af om lodsejeren har fået medhold eller ikke. Denne udgift betragtes som en del 17 / 20
af lodsejeren samlede erstatning. Kommunen kan derfor ved sagens opstart betinge sig, at vandselskabet også friholder kommunen herfor på helt samme måde, som det gælder for selve areal- eller servituterstatningen. Omkostningerne ved Taksations- og Overtaksationskommissionernes virksomhed bortset fra honorar til formand og sekretær afholdes ifølge vejlovens 62, stk. 2, af kommunen. Der er oftest tale om forholdsvis begrænsede omkostninger i form af vederlag til kommissionens øvrige medlemmer, honorar til den medvirkende landinspektør, kørselsgodtgørelser og kopiering. Udgangspunktet efter lovens ordlyd må være, at der er tale om en myndighedsudgift, som det påhviler kommunen at udrede. Det kan imidlertid anføres, at udgiften til kommissionens virksomhed er nært forbundet med omkostningsspørgsmålet i øvrigt. Der kan derfor modsat argumenteres for, at kommunen er berettiget til at stille krav om, at vandselskabet skal friholde kommunen for disse udgifter i lighed med det anførte vedrørende omkostningsgodtgørelsen til lodsejeren. Spørgsmålet må indtil videre anses som uafklaret. 5.6 Udbetaling af ekspropriationserstatningen Ekspropriationserstatningen forrentes fra den dag, hvor beslutningen om ekspropriation blev truffet, og med en rentesats som svarer til diskontoen pr. denne dato, jf. vejlovens 63. Erstatningsbeløb skal udbetales uden unødigt ophold, jf. vejlovens 64. Hvis der er opnået enighed mellem parterne om erstatningens størrelse ved aftale, skal udbetaling ske i umiddelbar forlængelse heraf. Hvis fastsættelse af erstatningen indbringes for taksation, er ekspropriationsmyndigheden ikke forpligtet til at udbetale erstatningen, før den er endelig. Udbetaling skal her først ske i umiddelbar forlængelse af, at Taksationskommissionen eller Overtaksationskommissionen hvis sagen påklages - har truffet afgørelse. I konsekvens heraf kan der ofte forløbe op mod to år fra ekspropriationens meddelelse til det tidspunkt, hvor kommunen er forpligtet til at udbetale erstatning. I praksis udbetaler mange kommuner dog a conto erstatninger til lodsejeren inden, der foreligger en endelig afgørelse, eksempelvis i form af en procentdel af kommunens erstatningstilbud til lodsejeren. Herved får lodsejeren rådighed over pengene, men der udbetales modsat ikke mere, end kommunen forventer at blive pålagt at skulle betale. Uanset hvornår erstatningsudbetalingen sker, skal kommune sikre, at erstatningen udbetales til de tinglyste panthavere, som måtte have krav herpå, jf. vejlovens 64, stk. 1. Kommunen har således en selvstændig undersøgelsesforpligtelse i forbindelse med udbetalingen. Hvis kommunen - ved en fejl - til ejeren udbetaler den del af erstatningen, som rettelig tilkom panthaverne, er der risiko for, at beløbet skal udbetales to gange. Hvis kommunen skønner, at ekspropriationen i forhold til ejendommens størrelse og værdi er ubetydelig og ikke indebærer nogen fare for pantesikkerheden, kan hele erstatningsbeløbet dog udbetales til ejeren uden panthavernes samtykke, jf. 64, stk.2. Erstatning, renter og tilkendt godtgørelse til dækning af omkostninger til sagkyndig bistand, skal i sidste ende betales af vandselskabet, således at kommunen friholdes for omkostninger i denne forbindelse. Dette bør præciseres i en aftale mellem kommune og vandselskab, jf. herved også ovenfor i afsnit 2.2.3. 18 / 20
I relation til udbetalingsspørgsmålet vil det endvidere ofte være hensigtsmæssigt, at udbetaling til ejere, rettighedshavere og panthavere sker direkte fra vandselskabet, således at en i øvrigt overflødig mellemregning med kommunen undgås. I relation til adskillelsen mellem myndighed og drift vurderes det ikke, at der er problemer i, at der indgås aftale mellem kommunen og vandselskabet, om at vandselskabet håndterer udbetalingen af erstatningen på kommunens vegne. En sådan aftale ændrer ikke på, at det er kommunen, som i forhold til ejeren hæfter for udbetalingen, ligesom en aftale ikke ændrer på, at det er kommunen, som i forhold til de tinglyste panthavere er ansvarlig for, at reglerne i vejlovens 64 overholdes. Kommunen må derfor i en eventuel aftale med vandselskabet tage højde herfor, således at kommunen kan videresende krav fra panthavere eller andre for eventuelle fejl i forbindelse med udbetalingen. Den eksakte regulering heraf må imidlertid bero på, hvad der aftales konkret. Med hensyn til udbetaling af a conto erstatning har ejeren som anført ikke noget retskrav herpå. Hvis kommunen finder det afgørende, at der udbetales a conto erstatning, inden taksationssagen er endelig afgjort, fx fordi dette er kommunens sædvanlige praksis i ekspropriationssager, kan der for kommunen være anledning til at præcisere retningslinjerne herfor i den aftale, som indgås med vandselskabet. 5.7 Indbringelse af ekspropriationserstatningen for domstolene Når Overtaksationen har truffet afgørelse om erstatningsspørgsmålet, kan denne afgørelse indbringes for domstolene. Fristen herfor er 6 måneder. Hvis lodsejeren ønsker at indbringe sagen for retten for at få erstatningen forhøjet, vil stævning skulle udtages mod kommunen. Hvis der kan opnås enighed herom, kan der indgås en procesaftale om, at sagen i stedet rejses mod vandselskabet. Hvis vandselskabet ønsker at indbringe sagen for retten for at få erstatningen nedsat, vil stævning på tilsvarende vis skulle udtages i kommunens navn, medmindre andet i forbindelse med retssagen aftales med ejeren. Uanset om der er tale om retssager anlagt af lodsejeren eller retssager, som ønskes anlagt af vandselskabet, har vandselskabet på samme måde som ved taksationssager en interesse i på forhånd at have sikret sig indflydelse og rådighed over en sådan retssag. Det bør derfor også indgå i en aftale mellem kommunen og vandselskabet, jf. afsnit 2.2.3, at det er vandselskabet, som kan beslutte, om en retssag skal føres, og i givet fald hvordan det skal ske. Modsat er kommunen berettiget til at kræve sig friholdt for enhver omkostning i forbindelse hermed. 19 / 20
6. Afslutning Vandreformen har ikke ændret på betingelserne for at kunne ekspropriere til spildevandsanlæg, ligesom de processuelle regler om fremgangsmåden ved ekspropriation ikke er ændret. Som følge af udskillelsen af vand- og spildvandsforsyningen i selvstændige vandselskaber er der imidlertid også i ekspropriationssager anledning til i langt højere grad end tidligere at fokusere mere på sondringen mellem myndighed og drift. Kommunen og vandselskabet skal som følge heraf være opmærksomme på rollefordelingen i ekspropriationssager. Nogle opgaver er udelukkende myndighedsopgaver, hvor delegation til vandselskabet er udelukket. I denne forbindelse har kommunen dog ofte adgang til at kræve, at vandselskabet som anmoder om, at ekspropriationen gennemføres bistår med nødvendige oplysninger til gennemførelse heraf. Andre opgaver er af mere driftsmæssig karakter, hvor det i højere grad er muligt at involvere vandselskabet i opgavens udførelse. Ved ekspropriationen bliver kommunen som udgangspunkt ejer af det eksproprierede, og kommunen hæfter i forhold til ejeren for erstatningens udbetaling. Det er imidlertid vandselskabet, som i sidste ende skal overtage arealet og endeligt udrede erstatningen. Som følge heraf er der ved ekspropriation til fordel for vandselskaber behov for, at der forlods indgås en overordnet aftale mellem kommunen og vandselskabet om, hvorledes særligt det økonomiske opgør i forbindelse med ekspropriationen håndteres. Endelige opstår der særlige spørgsmål om, hvorvidt vandselskabet har status som part i henholdsvis ekspropriationssagen og taksationssagen. Særligt i relation til ekspropriationssagen må det antages, at vandselskabets rolle må sidestilles med en part med deraf følgende ret til at blive hørt og antagelig - klageadgang. Der kan argumenteres for det samme resultat i relation til taksationssagen, hvor konklusionen imidlertid er mere usikkert i mangel af klare regler i lovgivningen. Endelig afklaring af disse spørgsmål må derfor også i et vist omfang afvente fremtidig praksis ved Natur- og Miljøklagenævnet samt taksationsmyndighederne. Århus den 5. januar 2011 Jens Flensborg 20 / 20