tekstuddrag fra Nicki B.E. Hansens roman: Fjolsernes hus. Forlaget tab&nar, 2006. Alle rettigheder, etc. HENRIK HESSES HOVMODIGE HYBRIS I Da Henrik Hesse var dreng modtog han let to øgenavne, som ingen dengang vidste eller kunne vide skulle være profetiske. Fra han var ganske lille blev han kaldt Jern-Henrik, for det er et bekvemt øgenavn til en hvilken som helst rask dreng ved navn Henrik. Det var noget, som de voksne kærligt sagde om ham. Han er sådan en rigtig, lille Jern-Henrik, kunne hans far, ikke uden stolthed, naturligvis ikke, finde på at sige, og hvis Henrik væltede et glas mælk eller havde drillet en pige fra vejen, så sagde hans mor gerne, nu skal du opføre sig ordentligt, din Jern-Henrik. Da forældrene syntes, at det var en kærlig gestus overfor sønnen at give ham et øgenavn, hvad det også var, det gjorde familien til et varmere sted at være, og da de var lidt glade for overhovedet at have fundet på et, blev Jern- Henrik fra at have været en lejlighedsvis betegnelse en fast tiltaleform. Henrik anede selvfølgelig ikke, hvad det betød, for på den tid læste ingen børn længere den tegneserie, som Henriks forældre refererede til, det er faktisk ikke engang sikkert, at de læste tegneserier, og hvis de gjorde, var det, i hvert fald ifølge de voksne, det eneste, de læste, men Henrik kunne nu være ligeglad med alt dette. Han forstod, at faren var stolt, og at moren ikke mente det så slemt.
Da han nåede puberteten, han nåede den meget sent, først i en alder af seksten år, gik hans stemme i overgang. Faktisk gik den ikke bare i overgang, den gjorde mere end det. Når han åbnede munden, kom der ikke ord, men derimod lyde fra middelalderlige torturkamre og uskyldigt brændende hekse ud af den. Hans lærere udspurgte ham stadigt sjældnere, dels frygtede de den skærende lyd, Guds negl trukket henover galaksens tavle, og dels vidste de, at klassen uvægerligt ville bryde ud i latter og dermed afbryde timens ro og tillige, måske, nej helt sikkert, forstyrre Henriks pubertære og derfor skrøbelige psyke. Hans mor var i den periode tæt på flere nervesammenbrud, mens hans far, mere pragmatisk indstillet, først ansatte en talepædagog, som dog flygtede efter få minutter, og dernæst lydisolerede Henriks værelse og bad ham om at tale mest muligt indenfor og mindst muligt udenfor. Hans stemme mindede ikke om noget af verden eller videnskaben kendt fænomen, men den havde i elevernes forarmede forestillingsevne en vis lighed med en hysterisk hests vrinsken, af hvilken grund de opvakte drenge i klassen forvanskede hans efternavn, og gennem hele tiende klasse var han bedst kendt som Hesten. Alt dette, den forsinkede pubertet, der distancerede ham fra de for længst mere udviklede klassekammerater, og den idiotiske stemme, der gjorde ham til et let offer for drillerier, kunne måske, ganske som lærerne frygtede, have skadet Henriks mentale sundhed alvorligt, havde det ikke været for én ting: I hans pubertet var det som om al den livskraft, vi omhyggeligt og os selv uafvidende opsparer igennem barndommen, og som eksploderer i os i de følsomme og åndssvage år, der i følsom- og åndssvaghed kun overgås af alle vores andre år, havde koncentreret sig ét sted hos Henrik. Han voksede ikke meget i højden, da han fyldte seksten var han stadig kun en meter og sølle treogtres centimeter høj, men til gengæld voksede hans pik. Den voksede hurtigt og gevaldigt, den voksede dagligt og den voksede mærkbart. Det gjorde
ondt, men Henrik så på den med både stolthed og trøst. Her er noget særligt, tænkte han i overgangsalderens sårede trods, og han havde ret. Det var i sandhed noget særligt. II Da Henrik havde overstået tiende klasse og netop var fyldt sytten begyndte han i gymnasiet. Han var nu fuldt udvokset, og det samme var hans kønsorgan. Han havde målt omhyggeligt efter. I slap tilstand elleve centimeter lang og fire i diameter. I stiv tilstand frygtindgydende fireogtredive centimeter eller over en femtedel af hans højde, som han tænkte, og otte i diameter. Det er nu ikke helt sandt, hans målebånd var en smule unøjagtigt, og han afrunding lidt for gavmild. De virkelige mål kommer her, men kun for den stive tilstand, der jo er den mest interessante: 33,7 og 7,6. Det er dog stadigvæk imponerende, og jeg så derfor ingen grund til at rette ham. I gymnasiet krævede det kun en enkelt tur under fællesbruserne efter idræt, før klassekammeraterne havde erkendt hans storhed. Selv idrætslæreren, der var stolt af sin egen udrustning og altid underviste i de dengang næsten moderne cykelshorts for ligesom at fremhæve dette aspekt af sin fysiognomi, blegnede et øjeblik eller to på vej mod sin aflukkede bruser, som han nu pludseligt var gladere for end ellers. Med en blanding af misundelse, afmagt og den vulgære humor, der kendetegner sunde drenge, blev Henrik hurtigt til Jern-Henrik, hvad der alligevel var for subtilt til de fleste, de kendte som sagt ikke den tegneserie, eller mere folkeligt simpelthen til Hestepikken. Henrik var ikke ked af disse øgenavne og endnu mindre ked af, at de med tiden blev stadigt mere udbredte og benyttede blandt gymnasiets elever. Selv underviserne antog efterhånden den vane at tiltale ham Jern-Henrik. Det
andet øge-, eller et kælenavn var det måske, var dem dog et nummer for skrapt. De var jo undervisere og cand.mag. ere, de havde gået, nej studeret, på universitetet, de havde dannelse og ønskede alle deres skuffede til DKP, VS, SAP, KAP og andre forjættende akronymer afgivne stemmer til trods at vise dette og i øvrigt at besidde autoritet og lærerværdighed, og derfor var det ikke alt, deriblandt Hestepikken, de kunne tage i deres mund. Som alle raske drenge kendte Henrik naturligvis til selvtilfredsstillelsens ensomme og monotone liderlighed. For ham var den en kilde til udløsning og stolthed, når han med to hænder rev i sin vældige pik. Hans løsslupne bevægelser i køkkenrullens nærhed forhindrede aldrig et tredie, selvbeundrende øje i at kigge med, og det var blot endnu en dimension af selvtilfredsstillelsen. O, Henrik, du Hestepik, på dit stadigt lydisolerede værelse, der nu gunstigt skjuler din svinske grynten, mens du med kærtegn mishandler dig selv bøjet over dine pornoblades tiltrækkende, grimme og effektive glitter af åbne og fyldte munde, af bare patter, spredte kusser og savlende pikke, umulige fotografier af umulige stillinger skabt til umulige mennesker som os, købt for en slik, alene i smug i kioskerne, hurtigt nu, her er ingen andre og ned i skoletasken, eller mere dristigt i grupper i supermarkeder i en solidarisk, hinanden påtvunget og halvt kunstig kådhed, mens én af jer ved kassen udbryder højt og uden at være blevet spurgt, Express er sgu det bedste af dem, sandt måske, men ikke kun Express, også Ugens Rapport med de legendariske Grå Sider, SuperExpress, Cats og alle de andre er fyldte, så herligt fyldte, med obskøne og urealistiske historier, med almindelige, menneskelige drømme om omkostningsfri og uendelige glæder, købt først i nysgerrighed, siden i desperation over den pige, der ikke er der, og altid i dagligdags, allestedsnærværende, liderlig længsel.
Alt det kunne man dengang få for omkring fyrre kroner eller en times arbejde på lageret i Rødovre Centrums vinhandel. Henrik var dog som alle andre drenge mere ambitiøs, og han satte sig selv et mål, urealistisk højt, uopnåeligt: Han ville i seng med en rigtig, levende pige. Det pinte ham dagligt, hver time og hvert minut, at han ikke havde været det. Det pinte ham, fordi han vidste, at nogle af de andre allerede var blevet lukket indenfor, hvor det flyder med mælk, honning og ukendte safter, og det pinte ham overhovedet, fordi han ikke havde været det. Det var det eneste, han tænkte på. Han gik i skole, han løste opgaver, og han skrev stile, han spiste aftensmad med sine forældre og gik i biografen med sine venner, men det var slet ikke ham, det var hans dobbeltgænger. Den rigtige Henrik lå nedenunder denne sin sociale medhjælper og tænkte på sex og på, hvordan man kunne få det. Han var slet ikke sikker på, at man kunne, men selvfølgelig kunne man det. Det var faktisk slet ikke så svært, som han gik og troede. Til en gymnasiefest stod Henrik i kælderlokalet, han havde ikke lyst til at danse, sagde han til sig selv, så han stod og hang og snakkede med nogle andre. Blandt dem var der en pige, Rikke Mogenstrup, Ride-Rikke, som hun blev kaldt, hun kom vist fra landet og havde som et minde stadig en hest et sted i Glostrup, og hun elskede den hest, så de snakkede om dyr, og Henrik havde engang haft en hund, og han sagde til Rikke, at han havde elsket den hund, hvad han aldrig havde, men han troede på det, mens han løj, og måske havde Rikke heller ingen elsket hest, hvem ved, men hun troede i hvert fald også på det, og pludselig havde Henrik i en gymnasiekælders halvmørke, tilrøgede hjørne, nedenunder aulaens lakerede dansegulv en tunge i sin mund og et bryst i den højre hånd, som hidtil kun havde gjort sig andre erfaringer. Det var ikke et kønt syn, men de så ikke sig selv, de var unge, ligeglade og antændte af et urgammelt gymnasiebegær, og senere gispede hun, da hun tog den i hånden,
og mumlede, at så passer det, og fra det øjeblik vidste han, hvad han var, og vidste, at hun vidste det. Han var Jern-Henrik, drengen med hestepikken. III Derefter gik det, som det måtte gå. Henriks ry bredte sig. Som den pige hun var, kunne Rikke ikke tie stille, det var måske ikke vildt godt, men den er enorm, og hvad der før blandt pigerne havde været et løst rygte og et morsomt tilnavn til den lille fyr fra 1.z blev pludseligt noget andet og meget mere fantastisk. Hestepikken nød det ubehjælpeligt, usselt og til sit store, undskyldelige behag. Han vidste ikke noget bedre, end at gå ned gennem kantinen og se nogle af pigerne kigge kort efter ham, vende sig bort og så hviske sammen i en af de småkredse, deres stramme t-shirtrygge så nydeligt, så indbydende, med så flotte kurver og så lystent ofte dannede over gamle, grålaminerede borde, hvor sødlig frugtte dampede i plasticbægrene. Da voksede Henrik, og han følte, at han af alle ikke behøvede at blære sig ved hjælp af cykelshorts eller stramme bukser, at han af alle havde noget af værdi, var noget værd, han følte sig i de øjeblikke som Pan, som Omphallos, om jeg må, som selveste Verdenspikken. Han vidste selvfølgelig ikke, hvad noget af dette betød, men sådan følte han det, og han var klar til alt, til dem alle, ikke bare dem fra Rødovre, men fra hele verden, det følte han, mens han cyklede rundt i villakvartererne om aftenen og brølede til hække og haver omkring Nørregårdsvej: Jeg er Jern-Henrik, hører I, Jern-Henrik, Hestepikken, det er mig, og engang tog han endda den nogleogtyveårige kantinemedhjælper, det var et møgjob, men SU en alene kunne ikke gøre det, i at kaste et rødmende blik mod hans skridt, jo, Hestepikken var så sandelig klar til dem alle, og der gik den gode tider i møde.
Som bekendt er alle kvinder, unge som gamle, fascinerede af mandlige kønsorganer af en vis størrelse. Deres fascinations intensitet og dybde vokser i takt med organernes størrelse. Det er endvidere sådan, at størstedelen af disse kvinder ligger under for denne fascination og giver efter for den, og når man dertil lægger ordinær nysgerrighed efter at afprøve et rygtes sandhed samt selvfølgelig den liderlighed, der også kendetegner dette svage køns repræsentanter, havde Hestepikken lige pludselig gode kort på hånden. Imod ham var de kejtede festsituationer med halve indrømmelser, der et hvilket som helst øjeblik kunne trækkes tilbage, med diskret strejfende berøringer camoufleret som tilfældighedernes usandsynlige spil, samtalerne, hvor man skulle vise interesse for heste i Glostrup, faget Billedkunst, den umulige afgørelse til fordel for Leonardo di Caprios eller Brad Pitts skuespilkunst og kort sagt alt muligt. Det forstod Hestepikken sig ikke på, og han kunne ikke lide det. Han var altså ingen charmør eller trussetyv i gængs forstand. Hans taktik var en anden og mere enkel. Han lod sit rygte virke. Han ventede og lod dem komme til sig. Han ønskede netop ikke at gøre noget selv, det var hele pointen, han skulle ikke tiltrække piger på grund af charme og udstråling og andre af seksualitetens glitrende ornamenter. Hans pik skulle gøre det alene. Han stolede på sit dionysiske lem, større end ham selv, større end alle piger, end alle potentielle bakkantinder, og det udstrålede sin kraft, sin styrke, sin ubetvivlelige vitalitet. Og han ventede. Og de kom. I løbet af gymnasietiden nåede Henrik således at være sammen med næsten tolv piger. Café- og nattelivets rutinerede libertinere rynker på næsen, ser jeg, tolv på tre år, fire om året, en i kvartalet, er det nu noget, men jeg beder jer om at huske, hvor mange I var sammen med i jeres gymnasietid, hvor meget surt slid, I måtte lægge i det, hvor mange skuffelser det tog, før I fik den rutine,
som I hver torsdag, fredag, lørdag med mere promenerer på Rust, på Pussy Galore, på Ideal Bar, på steder med villige og alt for selvbevidst seksuelle piger, jeg har set jer, så husk på det, og husk samtidig på, at gymnasiaster dengang endnu havde et gran af en naturlig uskyld, snerpet og smuk, gennemkritiseret af alle gymnasielærere, der i mørkekamre og aflåste elevrådslokaler gjorde deres for at pille den ud af eleverne, men denne uskyld hæmmede dem altså, og dens sidste, blodige stumper medvirkede til, at Hestepikken ikke lagde flere ned. Da han havde været sammen med den tredie, fik han den tanke at fejre sin egen vitalitet på hestepikkemaner. Han lovede sig selv, at han dagen derpå ville onanere lige så mange gange, som det nummer i rækken, den sidste nedlæggelse havde haft. Efter nummer tre onanerede han således tre gange og dagen efter endnu tre gange for at ihukomme nummer et og to. Efter nummer fire fire gange og så fremdeles. Til en af de fester, der i en farverig guirlande snoet af nyslåede stud.art. er fejrer og afrunder enhver 3.g., nedlagde han en fredag nat under kinesiske lamper nummer elleve. Hun var ligeså behørigt imponeret, som alle de andre. Hun kom til ham, tiltrukket af rygtet og den synlige bule, som allerede voksede lidt under hendes blik, og han viste sig for hende i al sin næsten fireogtredive centimer lange pragt og lod hende måbe og gispe af ærefrygt og opstemmelse i sit overvældende nærvær. Han vågnede sent den næste dag og gik som sædvanligt i gang med at fejre et indviet medlem af Hestepikkesekten, som han med en oprigtig ømhed omtalte disse unge, dumme piger. Efter sjette gang begyndte det at blive svært. Det er på grund af tømmermændene, tænkte han, han havde erfaret noget lignende efter pige nummer ni. Han fortsatte dog ufortrødent, og syveren varede kun lidt længere end normalt. Otteren derimod var egentlig vanskelig,
det begyndte at gøre ondt, også selv om han smurte hænder og det, de skulle gribe om, ind i fugtighedscremen fra Matas med de lilla striber på tuben. Han holdt en lang pause, i løbet af hvilken han lå og gennembladrede sit rige lager af pornografiske magasiner, glædede sig over, at selv de største, affotograferede pikke blegnede ved siden af hans, og overvejede ikke for første gang, hvordan man kontakter fotografer og filmproducenter. Klokken var fem om eftermiddagen, da han tog hul på tieren. Det varede længe og var smertefuldt. Han holdt flere små pauser, hvor han bad til sin egen vitalitet, og den svigtede ham da heller ikke, præcis klokken seks sprøjtede, eller rettere stænkede han lidt ud i hånden, og klokken halv syv gik han med en svag frygt i gang med elleveren. Han vidste, det ville tage tid, og begyndte roligt. Han tirrede sig selv, kildede den, bladrede i bladene, forestillede sig selv knejsende foran de afbildede bryster, tog lidt hårdere, men stadig blødt fat, ligesom han endnu holdt sig til de mere afdæmpede billeder og tænkte på, hvordan det ville være at stikke den ind mellem blondinens svagt spredte læber. Han gned videre, og den rejste sig støt mere og stærkere, hans håb steg, han smurte den ind i creme og fortsatte, han fandt stærkere scener, fingre, der hiver trussekanter til side, spredte ben, han gned stadigt hårdere, men den ville ikke nå fuld størrelse, det kunne han se og mærke, men den skulle, han fortsatte, han gned utroligt hurtigt, han fandt sine yndlingsbilleder frem, røven i vejret og godt spredte ben, han levede sig ind i situationerne og mærkede sin udmattelse, selv fantasierne var anstrengende, og hende, hvor man kan se flere centimeter op, hvordan vil det ikke være at blokke hende ud, tænkte han desperat, og han gned, hev, gnubbede, brugte mere creme, sagde sjofle ord, vred, fantaserede, kiggede, flåede i pikhoved, stamme, rod og nosser, han flåede i afmagt og angst, og han strammede grebet, som han aldrig havde gjort det før, og rev så hurtigt, som hans skyldige hænder kunne, og endelig, endelig, den svigtede ham ikke, den
svigtede ham aldrig, det vidste han nu, mærkede han et lille ryk, og tvang en frygteligt ligegyldig, næsten usynlig, farveløs og fornærmende vandig klat frem, men den kom, han kom, han smagte endda efter, for Hestepikken var grundig. Så pustede han tungt ud. Elleve gange, tænkte han, elleve gange på en dag, nej, på seks timer, slå den, elleve gange, jo gu er jeg Hestepikken, det største jern i verden, og holdende ømt om sin slidte pik slumrede han ind i en seng af opslåede pornoblade. IV Han kom for sent til den aftens fest, men stadig i højt, om end lidt ømt humør over sin bedrift slingrede han ind med en pose øl under armen og satte sig ned til de andre. De snakkede om piger, og Hestepikken snakkede med. Han blandede sig dog ikke så meget i samtalen. For ham var det af sekundær betydning, hvem der var sød, hvem, der godt kunne lide hvem og så videre og så videre. Han sad og ventede og sagde noget engang imellem, måske noget med, hvordan hendes bryster havde været, hende i går i haven, lidt for spidse, men de kunne godt tage imod, og en spurgte måske, om hun havde været snæver, og Hestepikken sagde, at for ham var de alle snævre, og så lo de og skålede, for de var unge mænd, som unge mænd altid har været, struttende af en livsbekræftende og vulgær vitalitet, men ingen blandt dem struttede mere end Hestepikken. Klokken et om natten gik hun hen mod ham. Hendes bryster var som bugnende indkøbsposer og som vingummibamser de struttende brystvorter, synlige gennem den stramme bluses tynde stof, hendes læber fyldige og fugtigt glinsende, så han straks anede, hvordan hun måtte være længere nede, hendes
røv, men det nåede han slet ikke at opfatte, han følte kun, at hun røg, emmede og dampede af alle ungpigers liderlige geysere, og hun sagde til ham, at hun ville bolle, og at hun havde hørt, at han er stor, og han nikkede, hvad han aldrig skulle have gjort, men hvordan kunne han gøre anderledes, han var jo Hestepikken, så hvordan kunne han sige nej? Kort sagt, så gik det ikke. Han prøvede alt. Han gned den mellem hendes bryster og mellem hendes balder, mellem hendes læber stirrede den dumt og slapt ned på hendes drøbel, og selv hendes behørige målløshed over hans størrelse havde ingen effekt. Det var umuligt, men det var sandt. Hestepikken havde nået sin grænse. Jeg ville så gerne kunne skrive, at Henrik var blevet forelsket, eller at han var blevet overtrumfet af sit kvindelige sidestykke, for det var hun faktisk, Kusse-Karen, som drengene uopfindsomt og med en blanding af hån og interesse kaldte hende, havde allerede opslugt mange pikke, hun så det som sit kald, og skulle opsluge flere endnu, indtil hun femogtredive år gammel, udslidt og grim, ikke længere kunne tiltrække nogen, og resignerede, og derefter blev slået ihjel i forbindelse med en af de gruppevoldtægter, der også dengang var populære, så nogen kunne hun altså tiltrække alligevel, viste det sig, men sandheden er, at han ikke kunne mere. Han var udmattet, færdig, fuldstændigt slap. Han havde nået den grænse, han ikke troede fandtes, og der var intet, absolut intet at stille op. Den nat lærte Hestepikken fortvivlelsen at kende. Kort efter, så kort efter at have fejret sin største triumf, blev han slynget fra tibetanske tinder mod afgrunde dybere end Marianergraven. Han cyklede ikke hjem. Han faldt. Han styrtede, uden bund og uden håb, slapt og modstandsløst mod intetheder, som ingen kan forestille sig, åh Jern-Henrik, offer for hovmod og hybris eller blot en dagligdags, en forståelig hestepik, der pludselig mistede grunden under fødderne og styrtede nedad og ud af sit liv, og det hører aldrig op, du styrtede
hjem fra Kusse-Karen, du styrtede den dag, du flyttede ind i Huset, og du styrter nu, liggende i din seng, på dit værelse, hvor jeg ser på dig, og du styrtede, da dit vækkeur ringede, og du slukkede det, stod op og gik ud i køkkenet og sagde godmorgen til Signe, der senere skulle blive kendt som Signe Selvmorder. Hun stod med sit lange, lyse hår og bryggede te, og som sædvanlig svarede hun ikke. Det bemærkede Henrik nu ikke. Han slugte sine sidste corn flakes og forlod Huset. Han cyklede forbi Sankt Augustin kirke ned mod Vibenhus Runddel, hvor han fortsatte ad Nørre Allé på vej mod hovedstadens humanistiske fakultet. Han var nu på sit tredie år som danskstuderende, og studierne interesserede ham ikke så meget, men dog mere end i begyndelsen. I løbet af de par år, der var gået siden den beklagelige hændelse i Karens hjem på Damhus Boulevard, var Henrik begyndt at genvinde en smule menneskelig uafhængighed af Hestepikken. Han var begyndt at få lidt fastere grund under fødderne, men vel at mærke ikke under Jern-Henriks, men under Henrik Hesses fødder, og det var da også dem, der trampede i pedalerne og drev cyklen på vej mod undervisning i Medier, hvor han, før han gik ned i kantinen for at spise frokost, fandt en plads på en af radiatorerne, og gav sig til at lytte til den foredragende lektor, mens han samtidigt kiggede sig omkring, og så at Naja Horne, tilvalgsstuderende fra Religionsvidenskab, ikke så høj, store bryster, pillede næse og spiste bussemanden, og at Kamilla Karstens fra hans årgang tog notater i sit sædvanlige, rasende tempo.