Hold døren åben, men landet trygt

Nr. 4 September 2011 15. årgang Hold døren åben, men landet trygt Pia maler for syge børn s. 7 Jens Rohde: Danskerne er navlebeskuende s. 14 DFU giver Thorning hjemmearbejde s. 24 Velkommen til DF s 16. årsmøde s. 28-32

Leder Nu gælder det Slaget om Danmark er i gang. Det er reelt komplet ligegyldigt, om S og SF har stjålet politiske oplæg fra regeringen eller ej. Det, der betyder noget, er, hvem der sidder i Statsministeriet efter næste valg. KLART VALG under den måske lidt bombastiske overskrift Slaget om Danmark forsøger Dansk Folkeparti at indramme præcis dét, som folketingsvalget handler om: Hvem skal lede landet de næste fire år?... og måske meget længere. Dansk Folkeparti peger entydigt på Lars Løkke Rasmussen som statsminister efter valget. Med de fejl og mangler han har (bl.a. har han jo et udviklingsområde i forhold til, hvem han vil sidde i regering med og ikke ). Lars Løkke Rasmussen er fejlene til trods uhyre kompetent han har lavet politik lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, været indenrigs-, sundheds- og finansminister (alle tre poster tunge, krævende og overordentligt væsentlige). Han kan sine ting, og så det er mindre vigtigt, om han er lavstammet, bor i en soveby og har et par pund for meget. Heroverfor står Helle Thorning-Schmidt, som har brugt det meste af sin politiske tid på at være optaget af Europa, være super-pro- EU europæisk politiker, og som er uhyggelig inkompetent i økonomiske forhold. Det er der jo mange andre, der er. Men hun vil være statsminister i stedet for statsministeren og er helt blank på de kompetencer, der skal besiddes. Og nok så lange ben, fejende flot tøj og hundedyre tasker i pang-farver opvejer altså ikke den manglende viden. Dette er ikke nok til at ligne en statsminister. Man skal også kunne tingene. Der er et klart valg mellem to statsministerkandidater. Der er også et klart valg mellem to politikker. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil fra dag ét efter folketingsvalget pantsætte nationen. Midt i den nye, globale krise gældskrisen vil det såkaldte regeringsalternativ låne penge for at sætte gang i Danmark. Det, der har gjort, at verden er i en ny, voldsom krise, er, at en række lande med USA og de sydeuropæiske Euro-lande i spidsen har for stor gæld. Og i dén situation mener de røde, at det er en blændende smart ting at låne flere penge. Man kan ikke advare nok om, at den økonomiske politik, S-SF vil føre, vil øge gælden og Damen med pisken, Margrethe Vestager, driver S og SF rundt i manegen føre til stigende renter. Det bliver væsentlig dyrere at være dansker, og der bliver, uanset hvad de påstår, færre penge til velfærd. Her oven i vil de røde partier jo helt separat hæve skatterne, øge afgifterne på bl.a. tobak og fedt, og som kronen på værket skal pendlere ind og ud af København betale det meste af en månedsløn i bompenge om året for blot at komme på arbejde! Balladen om S-SFs forslag til en betalingsring rundt om København er først lige kommet i gang. Og kommer der først en rød regering og betalingsring i København, er det kun et spørgsmål om tid, før borgerne i Århus, Odense og Aalborg kan se frem til kæmperegninger, fordi de tillader sig at køre i bil på arbejde. Alle, der kan huske 80 erne og 90 erne, har en klar erindring om, hvordan de Radikale drev først Poul Shclütter, siden Nyrup Rasmussen rundt i den udlændingepolitiske manege. Få radikale mandater dikterede bevares, med ikke helt uvillige partier fra V og K over S og SF som klakører dansk udlændingepolitik. Verdens mest liberale udlændingelov så dagens lys i 1983, og resultatet udeblev ikke: Det væltede ind i Danmark med udlændinge. Den trafik stoppede først i 2002, da Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse på dansk udlændingepolitik. Hvis nogen tror, at de Radikale anno 2011 vil sidde stille i en Thorning-Schmidt-regering, må de tro om igen. Og hvis nogen for alvor tror, at det ikke er de Radikales udlændingepolitik, der kommer til at dominere i en Thornings-Schmidt-regering, så har vi et Eiffeltårn, vi godt kan sælge til de pågældende. Den nye radikale selvbevidsthed, og partiets vanlige opfattelse af egne fortræffeligheder tilsiger simpelthen, at det bliver Margrethe Vestager, der koster rundt med Thorning-Schmidt og ikke omvendt i de sager. Man kan være evigt forvisset om, at på udlændinge- og retspolitikken vil de radikale ikke æde en eneste stramning, hvor nødvendig den end er. Selv Venstres og de konservatives Folketingsgrupper og den kedsommelige konservative partiformand benyttede jo for et par uger siden lejligheden til lige at slå fast, at de for resten heller ikke synes, at der kan strammes mere på udlændinge-området. Hvordan pokker kan nogen vide det? Nye uforudsete problemer opstår løbende problemer, der nogle gange skal løses ved netop at stramme reglerne. Kun Dansk Folkeparti er til at stole på, når det handler om forsvaret for det Danmark, danskerne kender. Derfor er det Slaget om Danmark, der er i gang! Sønd. Foto: Scanpix 2

Nyhedsbrev Det kommende valg drejer sig ikke om personer, men om politik Mediernes kommentatorer og politiske eksperter ynder at forvandle en valgkamp til et slags hundeslagsmål eller et udspekuleret strategisk skakspil, hvor selve det politiske indhold som regel bliver nedtonet til det rene ingenting. Alt er strategi. Alt er kynisk spekulation. Når eksempelvis Lars Løkke Rasmussen lover fritagelse for tinglysning til nye boligejere, forventes det nærmest, at Helle Thorning-Schmidt kommer halsende efter og lover præcis det samme fordi der ikke findes alternativer. Dermed negligeres den afgrundsdybe forskel mellem blå og rød blok fundamentalt. I skrivende stund er valgkampen gået ind i en fase, hvor alt er strategi og meningsmålinger. Sidstnævnte gennemgås dagligt med eksperternes tættekam. Hov, er Dansk Folkeparti pludselig gået tilbage? Er der tale om en tendens, eller er det et tilfældigt udsving, der kan forklares med statistisk usikkerhed? Eller blå blok haler ind på rød blok. Hver dag har sit nye budskab, der præger medierne. Og hver dag har sin politiker, der dummer sig, så danskerne kan få sig et billigt grin. Naturligvis læser vi politikere meningsmålingerne med interesse. Alt andet ville være tåbeligt. Men samtidig har vi også samlet så meget erfaring, at vi ikke lægger for meget i en enkelt meningsmåling om den nu er positiv eller negativ. Da Dansk Folkeparti for nyligt fik 10,7 procent af stemmerne i en meningsmåling fra Megafon, kastede medierne sig straks over den. Dansk Folkeparti på tilbagetog. Vi andre trak en smule på skuldrene og kastede et blik på tidligere meningsmålinger i perioden op til et valg. Og tænk en gang; forud for folketingsvalget den 13. november 2007, hvor Dansk Folkeparti opnåede et resultat på 13,9 procent af de afgivne stemmer, var der meningsmålinger, der gav os omkring 9,5 procent. Pointen er, at en enkelt meningsmåling aldrig giver andet end et tilfældigt øjebliksbillede. For at skabe et billede af virkeligheden kræver det mange meningsmålinger, målt over et vist tidsrum. Og her ligger Dansk Folkeparti særdeles lunt i svinget. Faktisk er vores vælgere nogle af de mest loyale og stabile. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal anstrenge os, for det skal vi, og det gør vi. Mere end nogensinde! Det kommende valg til Folketinget som måske er udskrevet, når dette blad er udkommet bliver det mest afgørende folketingsvalg i flere årtier. Modsat hvad kommentatorer og eksperter siger, når de peger på de mange fælles berøringsflader mellem blokkene, er der tale om et valg mellem to vidt forskellige modeller for, hvordan Danmark skal bringes igennem den globale finanskrise og to vidt forskelllige modeller for den værdipolitik, som skal præge Danmark i fremtiden. Derfor kan det ærgre mig godt og grundigt, at medierne ikke beskæftiger sig mere med det politiske indhold. Danskerne har nemlig krav på at få ren besked. Når valgkampen gøres til et overfladisk valg mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, nedtones den afgrundsdybe forskel mellem blå og rød blok med hensyn til den vej, Danmark skal bevæge sig i fremtiden. I Dansk Folkeparti vil vi i den kommende tid sætte alle materielle og menneskelige ressourcer ind på at forklare vælgerne denne fundamentale forskel. Vi ved godt, at danskerne måske er blevet trætte af at se på de samme ansigter, sådan som kommentatorerne ynder at fremstille virkeligheden. Men så er det netop vores opgave at forklare vælgerne, at de samme ansigter i dette tilfælde er at foretrække frem for en uklar politik og en økonomisk plan med milliardstore huller og det i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for en stram politisk styring af Danmarks finanser. Tiden er ikke inde til politiske og økonomiske eksperimenter eller økonomiske fantasiløsninger. Boligejere og ganske almindelige lønmodtagere har ikke brug for usikkerhed, men stabilitet og tryghed i hverdagen. Den stabilitet og tryghed kan efter vores helt klare opfattelse kun garanteres med Lars Løkke Rasmusen ved roret. Der findes ikke noget alternativ. De sidste ti års politik under en borgerlig regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag har på en lang række områder genoprettet Danmark, og i dag husker langt fra alle 1990 erne under Poul Nyrup Rasmussen og hans SR-regering. Det var et årti præget af masseindvandring og en fatal mangel på værdipolitik. Alle i Dansk Folkeparti er på det rene med, at den kommende valgkamp måske bliver den hårdeste, vi nogensinde har oplevet. Men vi vil gøre vores bedste for, at den kommer til at handle om det, en valgkamp skal handle om: Politik og holdninger. Og her befinder vi os i det helt rette element. Men det kræver en helt ekstraordinær indsats fra os alle. Det er vælgerne, der sammensætter Folketinget. Vi vil gøres vores for, at deres grundlag for at træffe et sundt valg bliver det bedst mulige. 3

Sommergruppemøde Parat til valg Af Karsten Holt Fotos: Carsten Lundager og Karsten Holt Den kommende valgkamp var allerede på dagsordenen ved sidste års sommergruppemøde i Dansk Folkeparti, men nu er det sikkert og vist, at folketingsvalget kommer inden november. Det bar sommergruppemødet, der i år afholdtes på Hindsgavl Slot ved Middelfart, i høj grad præg af. Men også en anden begivenhed kom til at sætte sit præg på mødet; nemlig det grufulde massemord på Utøya i Norge, hvor 77 unge mennesker med koldt blod blev henrettet af en galning. Folketingsgruppen indledte således sommergruppemødet med at afsynge den norske nationalhymne Ja, vi elsker dette landet, og i slotsparken var der oprettet en mindekrans for ofrene i Norge. Pia Kjærsgaard understregede imidlertid over for pressen, at Dansk Folkeparti ikke ændrer hverken tone eller politik på baggrund af de tragiske begivenheder i Norge. Massemordet på Utøya var en psykopatisk enkeltpersons syge handling, og ansvaret er ene og alene hans. Hovedparten af sommegruppemødet blev brugt på at diskutere den kommende tids politiske tiltag, og mængden af forslag fra folketingsgruppen var stor. I forbindelse med det traditionelle pressemøde på sommergruppemødets anden dag understregede Pia Kjærsgaard, at Dansk Folkeparti også ved det kommende folketingsvalg vil pege på en VK-regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister simpelthen fordi der ikke er noget alternativ. Samtidig advarede hun vælgerne mod at lade sig lokke, udelukkende fordi de er blevet trætte af at se på de samme ansigter. Danskerne ved reelt ikke, hvad de vågner op til dagen efter valget, hvis Helle Thorning-Schmidt kan sætte sig til rette i statsministerstolen. Et sommergruppemøde er dog ikke udelukkende et arrangement til ære for pressen, men også en vigtig del af det politiske værksted, hvor en folketingsgruppe har lejlighed og tid til at udvikle partiets politik. For Dansk Folkepartis vedkommende betød mødet på Hindsgavl, at partiet i den kommende valgpe- riode vil arbejde for en lang række nye tiltag, hvoraf en lille del skal nævnes i det følgende: 1. At regionerne nedlægges og erstattes af professionelle hospitalsbestyrelser. Besparelsen skal komme de svageste grupper i samfundet til gavn. 2. At der i kølvandet på aftalen om grænsekontrol gennemføres en folkeafstemning om Danmarks udtræden af Schengen-aftalen. 3. At arbejde for at udlændinge, der idømmes fængselsstraf, afsoner straffen i hjemlandet. 4. At der etableres et sæt centralt definerede retningslinjer for, hvilke tilbud spiseforstyrrede skal modtage. 5. At spritbilister skal fængsles i op til 24 timer, så det sikres, at de ikke gentager deres spritkørsel. Politiet mener i øjeblikket ikke at have hjemmel til at tilbageholde dem eller beslaglægge deres køretøj. 6. At kommunerne skal have pligt til at oplyse det forventede tidsforbrug i hjemmeplejen til de ældre, så den ældre får større indsigt i, om vedkommende modtager den hjælp, pågældende har krav på. 7. At fortsætte arbejdet med regelforenkling for mindre selvstændige erhvervsdrivende. 8. At gøre det muligt for danskere, der fravælger EU-nummerpladen, at vælge en nummerplade med Dannebrog i stedet. I pauserne havde folketingsgruppen lejlighed til at besigtige det historiske Hindsgavl Slot og den smukke park, og efter pressemødet var der som altid gang i den på fodboldbanen, hvor blandt andet den inkarnerede Liverpoolfan Kristian Thulesen Dahl kunne bevise, at han ikke kun ser fodbold, men også er en aktiv udøver af sporten. Årets sommergruppemøde i Dansk Folkeparti bar præg Norge folketingsgruppen sang den norske nationalhymne, lyskrans til minde for ofrene. Så er kursen sat. Pia Kjærsgaard fik mulighed for at styre Fænøsund ved Middelfart. 4

af de tragiske begivenheder i og i parken var udlagt en stor Ikke alle kastede sig med lige stor begejstring ud i kampen. Ordfører for ø- kontakt og yderområder Henrik Brodersen og arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted valgte at holde sig på sidelinjen og heppe. Med Pia Kjærsgaard ved roret og Kristian Thulesen Dahl ved sejlene kan intet gå galt. Ja, hele besætningen måtte hjælpe med, da sejlene skulle sættes og efterfølgende rebes. galeasen Aventura fra 1914 sikkert gennem Det går heftigt for sig, når DF-gruppen kaster sig ud i en fodboldkamp. Sidste år endda så heftigt, at Søren Espersen forstuvede sin fod. Men så vidt meldes, var der i år ingen tilskadekomne heller ikke selv om Kristian Thulesen Dahl ligner en, der ikke er til at spøge med. Intet er bedre end en intelligent politisk diskussion. Her er det medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, og Søren Krarup. Organisationskonsulent Steen Thomsen og kulturordfører Karin Nødgaard i en glidende tackling på grønsværen. 5

Euro-kollaps Euroen er i frit fald. Nu advarer flere økonomer om statsbankerot. Euroen er en dødssejler Jyllands Posten kunne i januar i år citere en af verdens højst estimerede økonomer og investorer, amerikanske Peter Schiff, for, at investeringsguruen mener, at Danmark helt skal droppe tilknytningen til euroen. Samme møntfod er lige nu ved at ende med et brag. Derfor skal Mor Danmark glemme alt om en flirt med den store, stygge euro. Af René Teige Peter Schiff er ikke blind for, at Danmark hører blandt de absolut højst økonomisk klassificerede lande i verden. Mens USA s kreditværdighed for nylig blev nedjusteret, beholdt Danmark sin dukseplads blandt de økonomisk mest solide nationer. Derfor siger Peter Schiff da også i interviewet i Jyllandsposten, at det ikke giver nogen mening, at kronen er bundet til euroen. Han mener, at det ville være mere fornuftigt at binde euroen til kronen. Årsagen er naturligvis det græske kollaps og de voldsomme problemer, som Spanien og Italien er kommet ud i. Problemer, der har betydet, at EU-landene (ikke blot eurolandene) har stillet med økonomisk hjælp. Han siger til JP, at Det ville faktisk give mere mening, hvis euroen var bundet op på den danske krone. Hvis man er til eksamen og vil snyde sig igennem, så kigger man jo efter hos den klogeste i klassen - ikke den dummeste, siger Peter Schiff. Og et flertal af danskerne er helt enige med den amerikanske økonomi-guru. Først sagde danskerne nej til at sælge kronen til det store EU-projekt i 1992. Det afslag blev gentaget med stor vægt i 2000. Bliver der en alle gode gange tre, ender det med endnu et NEJ! Godt 55 procent af danskerne ville ifølge de seneste meningsmålinger afvise euroen, mens eurobegejstringen er under 40 pct. Flere eurolande vil gå bankerot Og Peter Schiff er bestemt ikke alene om at advare Danmark og danskerne mod at søge tættere på euroen. Administrerende direktør i Maj Invest Jeppe Christiansen analyserer i fondsmæglerselskabets Nyhedsbrev om økonomi og investering på den meget vanskelige økonomiske situation, som først og fremmest eurolandene er ramt af og Danmark er truet af. Han mener, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor et egentligt kollaps vil ramme flere af de gældshærgede eurozone-lande. Jeppe Christiansen skriver, at flere redningspakker kun vil udskyde smerten. På længere sigt vil flere af eurolandene gå statsbankerot. Dermed vil alle EU-landene blive svækket og væksten bremset op. Jeppe Christiansen tøver ikke med at kalde situationen for den værste siden 1940 erne. Kollapsen rammer ikke i morgen, men om fem år er der overhængende risiko for, at det går galt også selvom væksten vil nå op på mellem tre og fire procent de kommende år. Underskuddene er ganske enkelt så store, at en traditionelt pæn vækst ikke vil rokke ved, at enden er nær for en række lande. Jeppe Christiansen mener ligefrem, at en række af de sydeuropæiske lande vil gå fallit, fordi de har meldt sig blandt eurolandene. Der er ganske enkelt for stor forskel på lande som Tyskland og Frankrig og så Grækenland, Italien og Spanien. Sidstnævnte tre lande har ikke den økonomiske disciplin, der skal til. Senest er dette kommet til udtryk ved, at en meget lav rente har fået borgerne til at indlede et sandt forbrugsboom. 6

Det for børn Pia maler for syge børn Pia Kjærsgaard er blandt de deltagende kunstnere, når Odense Avisen Onsdag for 9. gang afholder stor kunstudstilling og -auktion til fordel for syge børn. Tekst og foto: René Teige Hospitalsklovnen kan spejle barnets følelser såsom angst, vrede og magtesløshed og derved agere lynafledere for de ulykker, som rammer alvorligt syge børn. Derfor har Pia Kjærsgaard valgt netop klovnen som motiv til sit værk, der deltager i den 9. store kunstauktion og -konkurrence til fordel for børneafdelingen på Odense Universitetshospital/H.C. Andersen Børnehospital. Farver, pensler, svampe, lærred og staffeli og så i gang Malerier gør en forskel Udstillingen og auktionen er arrangeret af Odense Avisen Onsdag i samarbejde med en lang række butiksindehavere i Odense. Og konkurrencen blandt alskens malere har med årene groet sig så stor, at der i nævnte ni år er indsamlet i alt 2.127.190 kroner til fordel for børneafdelingens patienter. Et beløb, der virkelig gør en forskel for de unge patienter og deres pårørende. De mange penge er kommet ind dels ved salg af de malerier, der bliver doneret af de deltagende kunstnere, og dels via salg af gavekort, som en række forretninger i Odense hvert år stiller til rådighed som støtte til konkurrencen og den efterfølgende auktion. Der er styr på teknikkerne -og så et Dannebrog i hatten Klovn til fordel for klovne Pengene bliver blandt andet anvendt til indretning af et fristed for de syge børn samt til opretholdelse af hospitalsklovneordningen og køb af elektronisk legetøj som fladskærme og spil. Der er godt og vel en snes hospitalsklovne i Danmark. De kalder smil og optimisme frem fra Esbjerg til Hjørring, Odense, Næstved, Nykøbing Falster og Rigshospitalet for blot at nævne enkelte af de steder, hvor klovnene kommer på besøg. Årets store udstilling bliver åbnet ved et VIP-arrangement den 13. oktober. Herefter har offentligheden adgang til malerierne, der bliver udstillet i rådhushallen på Odense Rådhus fra den 14.-23. oktober. Publikum kan i denne periode stemme på de deltagende malerier. Pia Kjærsgaard med det færdige værk, som bliver udstillet og senere bortauktioneret til fordel for børneafdelingen på Odense Universitets Hospital. 7

Afrika på vrangen Voldsomme protester skabte et nyt Egypten eller gjorde de..? Det Muslimske Broderskab og det nye Egypten Af Helle Merete Brix Egypten. Et land, som mange danskere pludselig lærte at kende for andet end feriesteder og udflugtsmål som Sharm el-sheikh, Hurghada og Kongernes Dal. Først kæmpedemonstrationer på Tahrir-pladsen i Cairo, så den diktatoriske præsident Hosni Mubaraks fald. Noget af det, der siden januar har været flittigt diskuteret i medierne, er, hvilken rolle Det Muslimske Broderskab fremover vil spille i Egyptens politiske liv. Organisationen, der har som programpunkt, at islam er løsningen, har været forbudt i Egypten siden 1954. Det har dog været tilladt for individuelle medlemmer af organisationen at kandidere som uafhængige til parlamentsvalg. I 2005 fik sådanne uafhængige kandidater - i praksis altså Det Muslimske Broderskab - 20 procent af pladserne i parlamentet. En række vestlige og danske kommentatorer synes at afvise, at Egypten kan blive et land regeret efter koran og sharia. For eksempel fremhæves det ofte i medierne, at massedemonstrationerne mod Mubaraks styre blev organiseret af unge egyptere gennem facebook og twitter. Det skal give en illusion om, at Egypten er et alt for moderne samfund til nogensinde at acceptere et islamisk styre. Men det er vigtigt at vide, at Egypten er et land med over 80 millioner indbyggere, hvoraf omkring halvdelen er analfabeter, og omkring 40 procent lever for ca. to dollar om dagen. I øvrigt benytter Det Muslimske Broderskab sig selv af både facebook og twitter. Hvad der synes at forvirre ikke mindst europæiske iagttagere er, at islamiske organisationer kan benytte sig af moderne kommunikationsformer og samtidig have noget fuldstændig fortidigt på programmet: Et land regeret efter koran og sharia. Samt noget tidløst og ubehageligt: Fjendtlighed over for Vesten og Israel. Broderskab med vokseværk Ser man på Det Muslimske Broderskabs historie, er der grund til at være mistænksom over for de demokratiske erklæringer, der i dag udgår fra organisationen. Det Muslimske Broderskab blev stiftet i 1928 i byen Ismailya. Som leder af organisationen blev valgt den 22-årige skolelærer Hassan al Banna, der trods sin unge alder var kendt på egnen for sin store viden om islam og allerede havde titel af sheikh, hellig mand. De britiske koloniherrer havde været ude af Egypten siden 1923, men Egypten blev ikke regeret efter Allahs love. Byen Ismailya, hvor det fransk-britiske Suez-kompagni beskæftigede mere end en trediedel af byens arbejdere, var et godt eksempel. Islam var koncentreret til enkelte moskeer, byen havde natklubber, barer og kvinder, der gik med udslået hår. Det Muslimske Broderskab og Hassan al-banna ville lede Egypten på rette vej. Med tiden voksede organisationen til at blive en massebevægelse. I 1938 talte Det Muslimske Broderskab mere end en halv million medlemmer og havde mere end to milllioner sympatisører. Dengang som nu er organisationens budskab formuleret i disse kontante linier: Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er hvor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb. Broderskabet fik også et emblem, der stadig findes på den arabiske udgave af organisationens hjemmeside: To krydsede sabler og neden under ordene: Og vær rede. Kigger man på Broderskabets internationale engelske hjemmeside, findes logoet dog ikke. Det passer fint med det faktum, at der ofte er forskel på, hvad der siges i en muslimsk og i en europæisk sammenhæng hvad der siges indadtil og udadtil. Mord på ministre Dengang som nu driver Det Muslimske Broderskab også lægeklinikker og udfører socialt arbejde. Det ser nobelt ud i mange europæeres øjne. Men det gør ikke organisationen til en demokrativenlig organisation. Et udmærket eksempel er afliggeren af Det Muslimske Broderskab, Hamas, der ligesom andre islamiske organisationer vinder fattige befolkningers sympati ved at levere sundhedsklinikker og lignende, hvor staten ikke slår til. Det ændrer ikke på, at de har som mål at islamisere den samme befolkning. Både grundlæggeren Hassan al-banna og Det Muslimske Broderskabs mest radikale tænker Sayyd Qutb, der begge blev myrdet af det egyptiske styre, betragtes som martyrer af tilhængerne. De var ikke demokrater. Da al- Banna følte sig stærk nok, vedkendte han sig sin inspiration i Vestens totalitære ideologier. Han beundrede Benito Mussolini og Adolf Hitler. Og det var al-bannas bror, Abd al-rahman al-banna, der allerede i 1935 tog kontakt med den pro-nazistiske og antisemitiske stormufti Haj Amin al-husseini i Jerusalem, der blev en nær allieret af det nazistiske Tyskland. Kort efter 2. verdenskrig gennemførte Det Muslimske Broderskab mord på egyptiske ministre, forretningsmænd og intellektuelle. Det Muslimske Broderskab nedbrændte hoteller, restauranter og biografer, der jo var samlingssteder for kættere og vantro. Der var også eksempler på kvinder, der blev stukket ned med knive, fordi de ikke dækkede sig til. Kvindeundertrykkelse Ikke mindst i et land, hvor kvinderne lider under stor undertrykkelse, er der grund til bekymring, hvis Det Muslimske Broderskab vinder mere magt. En af verdens mest indflydelsesrige lærde, den 84-årige egyptiskfødte retslærde Yussuf al-qaradawi, der betragtes som åndelig leder for Det Muslimske Broderskab, fløj ind fra Qatar og afholdt fredagsbøn på Tahrir-pladsen. Qaradawi støtter polygami, han har åbent udtalt, at han bifalder den mildere udgave af omskæring af kvinder, og at mænd har lov at slå deres hustruer. I dag har Det Muslimske Broderskab afdelinger i mere end 70 lande. I lande som Sudan og Iran samt med Hamas-styret i Gaza, er det kun alt for klart, hvilket regimente, Det Muslimske Broderskab og beslægtede organisationer indfører, når de vinder magt. Det Muslimske Broderskab i Egypten har forståeligt nok succés med at profilere sig på at tale pænt om demokrati og en blødere form for islamisme. Men også i Iran i 1979 blev der sagt pæne ord om demokrati, og også dér arbejdede radikale religiøse kræfter sammen med sekulære iranere. De sekulære iranere var de første til at blive henrettet, da Ayatollah Khomeini vandt magt. Det nye Egypten har ingen samlet opposition, men til gengæld mere end 100.000 moskeer. Det Muslimske Broderskab er den gruppe i oppositionen, der er bedst organiseret. Det er derfor helt nødvendigt for Vesten at forstå, hvad Det Muslimske Broderskab står for. Det er ikke demokrati. Kilde: Med hensyn til beretningen om Det Muslimske Broderskabs grundlæggelse, trækker artiklen i særlig grad på kapitel 4 i den iranskfødte journalist Amir Taheris bog Holy Terror fra 1987. 8

Fup eller fakta Superforsker er måske ikke så super endda. Hvor super er den meget omtalte indiske forsker Bipjeet Kaur egentlig? Noget tyder på, at hun ikke er helt så super, som pressen har fremstillet hende. Af Kenneth Kristensen Berth Den indiske såkaldte superforsker Bipjeet Kaur skal udvises af Danmark, har Udlændingeservice bestemt. Bipjeet Kaur opfylder ikke betingelserne for at være i landet og i lighed med tidligere sager, har et heppekor af venstrefløjspolitikere stillet sig i kø for at tage den indiske forsker i forsvar. Kaurs sag bliver ikke mindre sympatisk af, at hendes seks-årige søn tilsyneladende er syg og lider af en såkaldt autoimmun defekt og nyder godt af behandling i det danske sundhedsvæsen. Afdelingsleder på Ingeniørhøjskolen, hvor Bipjeet Kaur indtil nu har arbejdet, siger, at superforskeren er uundværlig: Hvis hun forlader os, må vi indstille forskningsprojektet, sagde Birger Andersen således i Politiken den 16. august. Bipjeet Kaur er efter sigende ekspert i såkaldt softwaredefineret radio. Bag denne noget sælsomme betegnelse gemmer sig tilsyneladende, at Kaur forsker i fremtidens mobiltelefoni såkaldt 5G og 6G-net. Net, der indtil videre kun er på tegnebrættet. I flere medier har Bipjeet Kaur gået under betegnelsen superforsker, men der kan tilsyneladende rejses berettiget tvivl om, hvor meget super, der er ved Bipjeet Kaur. I videnskabelige kredse er ens valør som forsker ofte knyttet tæt til antallet af publicerede videnskabelige artikler i relevante fagblade og her glimrer Kaur ved sit fravær. Ifølge Professionshøjskolernes hjemmeside har Bipjeet Kaur begået to 2 videnskabe- lige artikler dels med titlen Denial for Service Prevention for 5G og Denial of Service Prevention for SDR. Det er der ikke umiddelbart megen superforsker over. Udlændingeservice har ikke mulighed for at udtale sig i enkeltsager og må således ikke forklare sagen, men Bipjeet Kaur er tilsyneladende udvist, fordi hun ikke har scoret tilstrækkeligt mange point i det pointsystem, som afgør om udlændinge kan få lov til at indrejse eller opholde sig i Danmark. Den indiske superforsker har således opholdstilladelse efter pointsystemet og ikke efter forskerordningen, som ellers netop er skræddersyet til superforskere, så måske er Kaur ikke så super endda. 9

Farvel og på gensyn af René Teige Men nu er det slut med at møde fætrene, der også lyder navnene Søren Krarup og Jesper Langballe, i deres egenskab af MF ere for DF. En sen mandag eftermiddag sidder de dog som ved et lykketræf begge i deres snart fortidige politikerlukafer. Ingen af dem genopstiller ved valget. Men der er ingen beklagelse at spore hos fætrene, som stadig vil lufte deres meninger og motionere deres hvæssede penne i den samfundsmæssige debat. Dansk Folkeblad har været på fjerde sal til en snak om både for- og fremtid: Søren Krarup byder indenfor, retter på brillerne og smiler, så det gnistrer i de blågrå øjne. - Jeg lukker og slukker ikke. Jeg vil fortsat skrive og blande mig i debatten, som jeg har gjort i snart 50 år. Det har jeg tænkt mig at fortsætte med, siger Søren Krarup, der var blandt dem, der i 1986 startede udlændingedebatten i Danmark, i øvrigt sammen med fætteren Jesper Langballe. Det fik Dansk Folkepartis ledelse til at holde et møde med de to og opfordre dem til at stille op. - Jeg havde jo tænkt tanken. På et tidspunkt kan man ikke vedblive at være privat oprører, men må stille op for sine ytringer og indlede en national værnepligt, siger Søren Krarup, Det var under Nyrup regeringens udfald om, at DF ikke var stuerene, at man i virkeligheden ikke burde tage debatten om udlændinge. Fætrene De bliver ikke alene kaldt fætre. De er fætre. Man kan ligefrem supplere folkekirke. Og så sidder de dør om dør på to små kontorer allerøverst med Christiansborg og rummer politikere og ansatte på Borgen. Min største politiske sejr - Jeg havde måske nok gjort gavn som uafhængig skribent og debattør i Jyllands Posten, som jeg i øvrigt lagde mig ud med i 1988. Herefter kom jeg til Ekstra Bladet i 12 år. Det gav måske større indflydelse. Jeg håber, at jeg fik sat ting og sager i gang, siger Søren Krarup beskedent. Men medlemskabet af DF og det politiske arbejde blev ligegodt kronen på værket for Krarup. Han betegner stramningen af udlændingepolitikken i 2002 som sin største politiske sejr. Her fik DF indført 24 års reglen og tilknytningskravet med Krarup som indfødsretsordfører. Men det er også på udlændingeområdet, at han måtte lægge ryg til sit største nederlag: - Det var da 35 palæstinensere fik opholdstilladelse i kraft af en FN resolution. For mig er det jo ensbetydende med at sætte den danske grundlov ud af spillet. En MF er man kan stole på Søren Krarup udgiver sammen med Jesper Søren Krarup siger farvel med maner Langballe bladet Tidehverv. Det fortsætter de to med. I øvrigt siger Søren Krarup pænt farvel ved DF s årsmøde lørdag og søndag den 17.-18. september, hvor han taler over temaet I min levetid. Når DF s grand old man pakker pc en og sine mapper og forlader fjerdesalen, får han fine skudsmål med på vejen også af sine politiske modstandere, der karakteriserer Krarup som en politiker, man altid lytter til, en altid velforberedt MF er, som man kan stole på. - Afskedsreception..? Nej, Jeg fik en fornem reception, da jeg fyldte 70 år. Men jeg har da også tænkt mig at komme herind på Borgen igen, når der er anledning til det. 10

s farvel med åndsfæller. Begge er de præster i den danske under taget i Proviantgården, som er bygget sammen Den unge fætter (Langballe runder 71 år den 31. august, mens Krarup er fyldt 73) kunstpauserer... - Jamen både Søren og jeg havde jo fået mere og mere at gøre med DF, før vi blev medlemmer. Jeg mente ellers nok. at præster ikke skulle være medlem af et parti. Man var præst for alle også socialdemokrater. Vi stemmer gult Men noget måtte jo gøres ved masseindvandringen, som vi skrev om i aviser og andre medier. Jeg kendte Søren fra EU-modstanderne og fulgte Pia Kjærsgaard, som jeg så som en mulig dansk Margaret Thatcher. Jeg har ellers altid betegnet partipolitik som landsskadelig virksomhed. Men pludselig var der et Dansk Folkeparti, hvor jeg kunne være helt enig. Det var især denne masseindvandring, hvor Dansk Folkeparti jo kom til orde. - Jeg husker, at Pia sagde til Søren og mig, at hun syntes, forhandlingerne med Bertel Haarder om udlændingepolitikken stod i stampe. Jeg foreslog at lade Søren og mig skifte ind, og det sagde hun ja til. Det, VK havde lavet, var jo slet ikke tilstrækkeligt. Vi kom ind i forhandligerne med et krav om at blive taget alvorligt. Vi løb så på Bertel Haarder i Folketinget og sagde til ham, at han skulle være klar over, at DF altså stemte gult til VK s udlændingestramninger. Så så han helt forfærdet ud, og så skete der noget... Vi vidste ikke, hvad vi gjorde, at det var ministeren som bestemte et forhandlingsforløb og bestemte, hvornår et møde skulle slutte. Det var nok derfor, det gik så godt, siger Langballe grinende og bakker på sin pibe. - det gør Jesper Langballe også En skamløshed Jesper Langballe retter på piben og tænder for anden gang Så får han fart i sine karakteristiske, malende armbevægelser, som både i Folketingssalen og i nærværende interview på det lille kontor på Proviantgårdens fjerde sal er med til at understrege den højt respekterede politikers udsagn. Så smiler han listigt: - Hvordan jeg blev MF er for Dansk Folkeparti..? Tja, det skyldtes til dels Søren Espersens skamløshed ved et møde, hvor Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Poul Nødgaard og jeg var til stede. Mødet handlede om, at Søren og jeg skulle stille op for DF. Og her var det, at Søren Espersen sagde, at vi kun behøvede at møde i Folketinget en dag om ugen. Min største sejr Det er min største sejr som politiker. Jeg var efterfølgende integrationsordfører i en periode, hvorefter jeg blev forskningsordfører. Den post har jeg haft meget glæde af. Men jeg vil også nævne oprettelsen af koldkrigscentret sammen med Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, som en stor sejr. Mit største nederlag er til gengæld, at jeg forlader Borgen og DF inden sagen om netop koldkrigscentret med Bent Jensen er blevet lukket ned. Det piner mig, siger Jesper Langballe, der lover, at han fortsat vil blande sig i debatten. - De 10 år jeg har været med, ser jeg som en gylden epoke i Danmarkshistorien, hvor DF intelligent ledet har opnået utroligt meget. 11

Æresdrab Min veninde blev æresdræbt Af René Teige I denne måned er det 12 år siden, DF s næstformand i Vejle, Betina Kunckel mistede sin veninde, dansk/tyrkiske Esme Özer. Esme blev kun 20 år. Hendes højeste ønske var at blive dansk og at leve sit liv som fri, moderne kvinde i det danske samfund. Men hun fik ikke en chance. Tre uger efter at have bestået studentereksamen blev hun offer for et bestialsk æresdrab, begået af hendes fætter, som hun var blevet tvangsgift med. - Min veninde blev kvalt den 9. august 1999. Det skete i Finlandsparken i Vejle, og gerningsmanden var den jævnaldrende fætter, som hun var blevet tvangsgift med. Selvom årene er gået, og det er lang tid siden, den ulykkelige hændelse fandt sted, husker jeg årsdagene og min veninde, siger næstformand i DF-lokalforeningen i Vejle, Betina Kunckel. Hun er stadig både vred over og ked af, at drabet ikke blev forhindret. - Havde vi dog bare fået indført 24-årsreglen dengang, var det aldrig sket, siger Betina Kunckel. Nu fortæller hun historien, efter i en årrække at have tiet. Betina Kunckel blev truet og opsøgt af Esme Özers familie, mens hendes forældre modtog truende telefonopkald. Alt sammen fordi Betina Kunckel prøvede at hjælpe sin veninde. - Den tragiske sag tog sin begyndelse, da Esme var 17 år. Vi gik sammen til studievejlederen, fordi Esme havde det skidt. Hun ville ikke ud med, hvad der var galt, men et par dage efter besøget hos vejlederen kom hun frem med, at hun skulle tvangsgiftes I en opfølgende snak med studievejlederen fik denne sendt hende videre til kommunen. Jeg var med hende. Kommunen havde to muligheder: Den kunne tvangsfjerne Esme eller tage en dialog med familien og søge at rede trådene ud. Familien lovede guld og grønne skove. Min veninde skulle naturligvis ikke tvinges ind i et ægteskab. Og Esme fortalte i enrum kommunens folk, at hun troede på familiens forsikringer. Nogen tid efter rejste familien til Tyrkiet. Jeg fik senere at vide, at Esme var blevet tvangsgift med sin fætter, Mehmet Sinan Öztoprak. Betina Kunckel (tv) sammen med Stine Kvist ved Folkemødet på Bornholm tidligere i år. Min veninde ville ikke tale om rejsen. Hun sagde, at hun ikke var blevet gift. Men da hun kort tid efter fyldte 18 år, brød hun sammen, fortalte om tvangsbrylluppet og bad om at flytte på krisehjem. Esme flyttede på krisehjem i Haderslev, og det gik faktisk ganske godt. - Hendes to brødre, som drev et pizzaria, vidste, at jeg havde kendskab til, hvor Esme var. De begyndte at true mig og holdt mit hjem under opsigt. Det var meget skræmmende, mindes Betina Kunckel. Men det var værre for veninden. Hun drog på studietur med nogle klassekammerater. Her gik de unge piger i lårkorte nederdele og gav hinanden kram. Det blev der taget fotos af og dem så Esmes mand, Mehmet. - Familien havde i mellemtiden hyret en detektiv til at finde deres datter. Kommunen og jeg var i dialog og havde også kontakt til politiet, der skærpede deres opmærksomhed om min venindes bosted. Men kommunens sagsbehandlere blev truet af den tyrkiske familie. Til sidst fandt de frem til krisecentret, hvor Esme boede. De lokkede hende med hjem, lovede hende, at hun ikke var tvunget til at være sammen med sin mand, at hun kunne få sin egen bolig Esme troede på familien og flyttede hjem. Kort tid efter tog hun studentereksamen. Tre uger senere kom hendes mand til Danmark. Han så billederne fra rejsen til Istanbul, gik amok i sygelig jalousi og myrdede Esme. Han blev idømt otte års fængsel og udvisning for bestandig. - Jeg ved, at Esmes sag ikke er den eneste herhjemme. Og vi bliver simpelthen nødt til at få sagerne frem og ikke mindst give offentlige myndigheder alle de redskaber, der skal til, for at gribe ind, før det er for sent. Eneste vej til at forhindre æresdrab er oplysning, oplysning og atter oplysning. De unge piger skal have fortalt, at de har rettigheder, og er der oplysninger om tvang, skal der professionelle rådgivere til. Og så skal veninder som jeg træde frem og fortælle om piger, hvis rettigheder bliver krænket. 12

Eu Plan om euroregering et flop Af Karsten Holt Mens aktiekurserne på verdens børser styrtdykker, og gælden i eurozonen vokser med raketfart, har Tyskland og Frankrig lanceret en ny redningsplan for den vingeskudte fælles valuta, euroen. Planen går ud på at etablere en fælles euroregering, som skal tæmme den aktuelle gældskrise i eurozonen. Den skal ledes af en præsident for 2,5 år ad gangen, og den tyske forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident har udpeget den i forvejen hårdt bebyrdede EU-præsident Herman Van Rompuy som præsident. At der er hårdt brug for initiativer, hvis euroen skal overleve, kan ingen være i tvivl om. Flere lande i eurozonen er så forgældede, at det kun er et spørgsmål om tid, før det næste Grækenland dukker op. Derfor må eurolandene forpligte sig til at afbalancere deres budgetter senest i midten af 2012. Med andre ord betyder euroregeringen et farvel til medlemslandenes selvbestemmelse. Morten Messerschmidt betegner euroregeringen som et logisk skridt, der for såvidt burde have været etableret, da euroen blev introduceret, men frygten for vælgerne fik politikerne til at ignorere det forpligtende aspekt af en fælles valuta. Euroen er et typisk eksempel på, hvordan en masse ting i EU er blevet bygget op fra oven. Man indfører en fælles valuta, men man glemmer behændigt at gøre borgerne opmærksomme på, at en fælles valuta også indebærer et væsentligt tab af suverænitet og en nødvendig ensretning af en lang række forskellige forhold i medlemslandene eksempelvis den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken. Tilhængerne prøvede at bilde os ind, at euroen ville lette hverdagen, når vi kørte til Tyskland for at købe ind, og at Danmark slet ikke kunne overleve uden for eurozonen, siger Morten Messerschmidt. Han nærer ikke de store forventninger til den kommende euroregering, men understreger samtidig, at EU vil gøre alt for at redde euroen. EU s prestige står og falder med euroen, og EU vil ikke sky nogen midler for at redde euroen i dens nuværende form. Om det så indebærer, at medlemslandene i realiteten mister al selvbestemmelse, er EU komplet ligegyldigt. I virkeligheden har krisen givet EU en unik mulighed for at udhule medlemslandenes suverænitet yderligere og indføre alle de kontrolforanstaltninger, som fra begyndelsen var nødvendige. Taberne er befolkningerne i de kriseramte lande. Morten Messerschmidt betegner det som vælgerbedrag, at borgerne i Europa ikke fra første færd fik klar besked om, hvad en fælles valuta indebærer af suverænitetsafgivelse. I stedet bildte man folk ind, at euroen blot var en praktisk foranstaltning til lettelse af hverdagen. Nu går det langsomt op for befolkningerne, hvad konsekvenserne af den fælles valuta er. For Sydeuropas vedkommende betyder det en vanvittig høj gæld og et renteniveau, der reelt har nedsænket økonomierne i en istid. De sidder tilbage med en fælles valuta, som kvæler alle muligheder for at skabe vækst. Resultatet er øget social uro, som i første omgang retter sig mod de nationale regeringer, siger Morten Messerschmidt. 13

Eu Hegnspælene der blev væk Foto: Scanpix Af Karsten Holt Da Venstres spidskandidat til EU-Parlamentet, Jens Rohde førte valgkamp i 2009, var der næsten ingen grænser for hans EU-skepsis. Han proklamerede blandt andet, at der skulle sættes hegnspæle op for EU, og at han skam ikke skulle repræsentere EU-Parlamentet i Danmark, men danskerne i EU-Parlamentet. Men på to år kan der ske meget, og historien om Jens Rohde er de utallige kovendingers historie. Hegnspælene blev der ikke noget af tværtimod har Venstres EU-Parlamentariker ved flere lejligheder åbenlyst kritiseret sin egen regering i Danmark, ligesom han tidligere på året pludselig så tingene i et andet perspektiv. Gang på gang har han stemt for øget magt til EU. Efter otte års tavshed og flere år som politisk ordfører for Venstre under statsminister Anders fogh Rasmussen, tog Jens Rohde bladet fra munden og kritiserede åbent den førte politik. Blandt andet udtalte han, at vi er blevet for nationalkonservative, og at Venstre har ført en politik på Dansk Folkepartis præmisser. Som forsvar angav han, at han var kommet til at se tingene i et større perspektiv. Ja, noget sker der, når man indsnuser ånden i EU-Parlamentet for Jens Rohdes vedkommende betyder det, at han nu skammer sig over Danmark. Rohde: Euroregering er et godt, logisk og naturligt skridt Og eksemplerne hober sig op: Da EU som følge af eurokrisen i de sydeuropæiske lande krævede EU-opsyn med medlemslandenes finanser, var Jens Rohde således fremme i forreste række for at udtrykke sin begejstring. Selv om en sådan kontrol reelt betyder, at EU enten kan sige ja eller nej til den danske finanslov, jubler liberalisten Jens Rohde over udsigten til mere kontrol. Men liberalisten stopper ikke her; også det seneste initiativ fra Tyskland og Frankrig om en euro-regering falder på frugtbar jord hos Venstremanden, der kalder Når jeg kommer fra Folketinget, hvor jeg har kæmpet for en strammere indvandrerpolitik, så kunne jeg da ikke drømme om at gå ned i parlamentet og give køb på det synspunkt. Jeg synes ikke, det er troværdigt at mene noget i Danmark og noget andet i parlamentet. Jeg er jo valgt af danske vælgere, så jeg skifter ikke bare holdning. Det kan man ikke være bekendt. Ja, sådan udtalte EU-konvertitten Jens Rohde sig til Politiken den 2. juni 2009. Og ingen er som bekendt mere fanatiske end konvertitter. Danmark er et lille ubetydeligt land, der ikke kan finde ud af noget som helst, og derfor er det langt bedre, at EU får så meget indflydelse som muligt. Derfor siger Jens Rohde nu ja til at lade EU overvåge den danske finanslov og nej til afskaffelse af landbrugsstøtten. det et godt, logisk og naturligt skridt. At tiltaget ikke har kunnet forhindre aktiekurserne i at styrtdykke, bekymrer mindre. Jens Rohde har også været på slingrekurs i forhold til EU s ønske om at opkræve skatter for nu at sige det mildt. Den 11. august 2010 udtalte han til Børsen, at med så stor afstand til borgerne ville det blive alt for let at hæve skatten, når politikerne i budgetforhandlingerne fattes penge til at redde verden. Det vil blive en skatteskrue, som kun får én retning. Derfor får forslaget ingen opbakning fra Venstre i Europaparlamentet. Hvorefter Jens Rohde i EU-Parlamentet sammen med sin liberale ALDE-gruppe stemte for Kommissionens forslag om at indføre nye egne indtægter. Det er eu-sprog for eu-skatter. Under dække af et opgør med nationalkonservatismen kastede Jens Rohde sig i april ud i et angreb mod de kræfter, der helt urealistisk ønsker at bruge det kommende danske EUformandskab som løftestang til et opgør med EU s milliarddyre landbrugsstøtte. Der kan kritiseres meget ved den nuværende måde at tildele støtte på, og reformer er tiltrængt, men det ville gavne Danmark og klæde de danske politikere at tage et opgør med den navlebeskuende nationalkonservatisme og en gang for alle begrave den håbløse og ubegavede kamp af EU s landbrugsstøtte skrev Jens Rohde i Jyllands-Posten den 10. april 2011. Det medførte, at statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte præcisere over for Jens Rohde, at det er udenrigsminister Lene Espersen, der tegner Danmarks politik i denne sag, og at det fortsat er den officielle danske politik at arbejde for en afskaffelse af landbrungsstøtten. Jens Rohde havde i øvrigt glemt alt om, at han i 2009 gik til valg på en afvikling af støtten. Messerschmidt: Danskerne må tage stilling i 2014 Endnu et løsgående missil blev sendt af sted, da Jens Rohde affærdigede sin egen regerings genindførelse af grænsekontrollen som populisme. Her gik han endda så vidt, at han afkrævede EU-Kommissionen et svar på, hvorvidt grænsekontrollen er i strid med Schengen-aftalen med andre ord: Jens Rohde og EU-Kommissionen versus den danske VK-regering og Dansk Folkeparti. Morten Messerschmidt betegner det som sørgeligt og grænsende til vælgerbedrag, at Jens Rohde i dén grad er vendt på en tallerken i forhold til sine løfter over for vælgerne. Samtidig undrer han sig over, at Venstre i udpræget grad lader Jens Rohde køre sit helt personlige sololøb i EU-Parlamentet. Danskerne må glæde sig over, at de selv har sat de hegnspæle, som Jens Rohde helst ville afmontere her og nu; nemlig de fire danske forbehold. Jens Rohdes kursskifte undrer mig meget. Jeg vidste godt, at vi var uenige på en lang række områder, men set i lyset Rohdes udmeldinger under valgkampen i 2009, havde jeg troet og håbet, at vi ville have flere fælles berøringsflader og måske endda ting, som vi kunne samarbejde om. Men Jens Rohde siger stort set uden undtagelse hver gang ja til mere EU og nej til Danmarks suverænitet. Om vælgerne bryder sig om denne politik, må de tage stilling til, når vi skal sammensætte et nyt parlament i 2014, men de fortjener at få klar besked. Venstre ved man nemlig ikke, hvor man har, når det kommer til spørgsmålet om EU, siger Morten Messerschmidt. 14

EFD-Study Days i København Tekst og foto Karsten Holt Med til jobbet som EU-Parlamentariker hører, at man også får besøgt de forskellige medlemslande. I EFD-Gruppen (Europæisk Frihed og Demokrati), som Dansk Folkeparti tilhører, har man indtil videre besøgt Cypern, Grækenland og Finland og i juni var turen kommet til Danmark, hvor Morten Messerschmidt havde lagt et ambitiøst program med en lang række talere og virksomhedsbesøg. Jeg er stolt over at kunne fremvise alle de ting, vi er gode til i Danmark. Ikke mindst inden for udvikling og innovation. Derfor var et besøg hos medicinalfirmaet Novozymes og Microsoft Danmark noget helt naturligt. Men ligeså vigtig var det at få en debat om noget andet, vi danskere er gode til; nemlig ytringsfrihed og demokrati samt den sunde, folkelige EU-skepsis. Den debat fik vi taget i Fællessalen på Christiansborg, siger Morten Messerschmidt. Blandt talerne var integrationsminister Søren Pind (V), Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, chefjurist Jacob Mchangama (CEPOS) og professor dr.jur Mads Bryde fra Københavns Universitet. På ankomstdagen bød Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard de udenlandske gæster velkommen og understregede i sin tale de fælles interesser, som binder de EU-skeptiske partier i EU sammen. Herefter gav professor Ditlev Tamm fra Københavns Universitet en introduktion til den danske historie. Eneste minus ved studieturen var, at det danske vejr netop i slutningen af juni viste sig fra sin allerbedste side, og det mærkede deltagerne på grund af de mange indendørs møder ikke meget til dog blev det til en aftentur i Tivoli og en udflugt til Bakken. Det er min klare fornemmelse, at mine venner i EFD-Gruppen har fået mange positive indtryk og synspunkter med hjem i bagagen. Det er ting, som vi også vil kunne udnytte i vores daglige arbejde i EFD-Gruppen, og det er det, hele samarbejdet går ud på. At vi lærer af hinanden og lader os inspirere af vore lande, siger Morten Messerschmidt. Pia Kjærsgaard bød EFD-Gruppen velkommen til København og gav et oprids af Dansk Folkepartis historie. Her ses Pia Kjærsgaard i samtale med EFD-Gruppens generalsekretær Emmanuel Bordez. Professor Ditlev Tamm fortalte om Danmarks forhold til udlandet gennem historien samt den specifikke danske folkesjæl. EFD-Gruppen på besøg hos Novozymes. Dansk Folkepartis udenrigsordfører og medlem af Folketingets Præsidium, Søren Espersen, viste EFD-Gruppen rundt på Christiansborg. 15

Eu Belgien: Et laboratorium for nationa Af Karsten Holt EU s fædreland Belgien har altid haft ry for at være en smule kedeligt, og kender man endelig Belgien for noget, så må det være den lækre chokolade og landets mere end 400 forskellige øltyper. Andre attraktioner er belgiernes nationalret, muslinger og pommesfrites samt de smukke byer Brugge, Gent og Antwerpen. Men sandheden er den stik modsatte: Belgien er et spændende og overset land. Ja, noget rigtigt land er Belgien nu ikke, men en kunstig konstruktion, skabt efter Napoleonskrigene og forsynet med eget kongehus. Det lille land på størrelse med Jylland har omkring 11 millioner indbyggere, hvoraf ca. seks millioner er hollandstalende flamlændere og fem millioner fransktalende vallonere. I de to regioner Vallonien og Flandern er henholdsvis fransk og hollandsk hver især eneste officielle sprog, mens fransk og hollandsk begge er officielle sprog i Belgiens hovedstad Brussel/Bruxelles, der samtidig også er hovedstad i Flandern. Herudover findes i den østligste del et tysksproget mindretal, der tæller 70.000 mennesker - der vel at mærke ligeledes har deres eget parlament. Sammenlagt med de to sprogfælleskabers parlamenter, når Belgien i alt op på at have seks forskellige parlamenter (syv med EU-Parlamentet) og dermed den største politikertæthed målt pr. indbygger i hele Europa. Når Belgien stadig ikke har fået en føderal regering, skyldes det dels den ældgamle sprogstrid mellem fransk og hollandsk samt dels Som tidligere premierminister i Belgien ved EU-præsident Herman Van Rompuy måske, hvad han taler om, når han erklærer nationalstaten for død. Men Belgien har aldrig været nogen egentlig nationalstat, og trods mange forsøg mislykkedes det at skabe en fælles belgisk identitet den identitet, som skulle have været et forbillede for EU. Hovedstaden i den fransktalende region Hainault, Charleroi. Tidligere skabte områdets kulminer og stålvalseværkerne velstand og indvandring af flamsk arbejdskraft. I dag henstår de fleste fabriksbygninger som døde kulisser, mens arbejdsløshedsprocenten er tårnhøj. Byen er i dag fuldstændig afhængig af de økonomiske overførsler fra det velstående Flandern, hvis sprog dog ingen fransktalende belgiere er indstillet på at lære. det faktum, at flamlænderne ved valget i 2010 stemte separatistisk og liberalt, mens det vallonske og økonomisk tilbagestående mindretal stemte pro-belgisk og socialistisk. En fælles føderal regering skal sammensættes af de to største partier fra Flandern og Vallonien, og det er her, filmen knækker. For det første bevirker Belgiens føderale struktur, at de fem millioner vallonere har ligeså meget at skulle have sagt som de seks millioner flamlændere. Det lyder måske rimeligt, men kaster man et blik på udviklingen i de to regioner, opdager man hurtigt, at der er tale om to helt forskellige lande, der udvikler sig i hver deres vidt forskellige retning. Fransk herremandsmentalitet Traditionelt var fransk det dominerende sprog i Belgien, også selv om kun et mindretal havde sproget som modersmål. Det fransktalende Vallonien udgjorde med sine kulminer og stålproduktion den økonomisk stærke del af landet, mens Flandern var præget af landbrug. En omfattende strøm af flamlændere havde i det 19.århundrede intet andet valg end at søge efter arbejde i Vallonien og naturligvis lære fransk. I dag findes i Vallonien og Bruxelles i tusindvis af frankofone flamlændere, men kun deres navne minder om fortiden. De fransktalende opførte sig i vidt omfang som herrefolk, og det eneste officielle sprog i Belgien var fransk. Det betød, at flamlændere ved domstole blev dømt på et sprog, de ikke forstod, og at flamlændere i tusindvis blev ofret som kanonføde under Første Verdenskrig mange forstod end ikke ikke ordrerne fra de fransktalende befalingsmænd. Efter Anden Verdenskrig vendte den økonomiske lykke imidlertid til fordel for Flandern, og kravet om selvbestemmelse blev mere udtalt. I Flandern var en national flamsk bevægelse blevet etableret, og i takt med den økonomiske fremgang steg også den flamske selvbevidsthed. Samtidig lukkede stålvalseværker og miner i Vallonien på stribe, og i dag minder Vallonien mange steder om det tidligere Østeuropa med en arbejdsløshed på næsten 20 procent. De massive økonomiske overførs- 16

lisme Den belgiske surrealist René Magrittes berømte maleri Ceci n est pas une pipe (dette er ikke en pipe) kunne nøjagtig ligeså have været et landkort over Belgien med titlen Ceci n est pas un pays (dette er ikke et land) ler fra Flandern til Vallonien koster i dag hver flamlænder ca. 15.000 kroner om året. Læg hertil de fransktalendes hån og latterliggørelse af de udannede flamlændere og den konsekvente mistænkeliggørelse af ønsket om selvstændighed. Det er ikke svært at gætte, hvem der holder fast i den belgiske model, og hvem der ønsker uafhængighed. Ved valget den 13. juni 2010 blev Bart De Wevers separatistiske N-VA (Nieuwe Vlaamse Allians) den store sejrherre, mens Elio Di Rupos pro-belgiske og socialistiske PS (Partie Socialiste) vandt valget i Vallonien. Premierministeren kendte ikke nationalhymnen Siden valget har Belgien været lammet på føderalt niveau, og landets siddende forretningsministerium, der er identisk med den gamle regering fra 2007 under ledelse af den kristdemokratiske flamlænder Yves Leterme, kan ikke vedtage nye love. Yves Leterme blev i øvrigt berømt, da han forud for valget i 2007 ikke kendte Belgiens nationalhymne Brabanconne. I stedet forsøgt han sig med den franske Marseillaise. Utallige forhandlinger er det blevet til hos den belgiske Kong Albert på slottet i Laeken, og adskillige mæglere er blevet slidt op undervejs. Uden at det har ført til noget resultat. En af de store streger i regningen er, at hverken vallonere eller flamlændere kan blive enige om Bruxelles status i et eventuelt fremtidigt delt Belgien. Efterhånden er byen tømt for flamlændere. Mens disse omkring det forrige århundredeskifte stadig udgjorde et flertal af hovedstadens befolkning, er deres antal i dag skrumpet til omkring 15 procent. Den fransktalende belgiske revolutionshelt Charles Rogiers (han har stadig en metrostation opkaldt efter sig) ønske om at udrydde de germansktalende elementer i Belgien, er for Bruxelles vedkommende næsten gået i opfyldelse, og i dag er flamlænderne blevet udskiftet med muslimske indvandrere, som bebor de oprindeligt flamske bydele. Korruption og splittelse Kræfter i Vallonien arbejder for en Wallo- Brux -region altså en løsrivelse af Bruxelles fra Flandern, men det afvises af såvel flamlænderne som de realistiske vallonere, der ved, at Bruxelles aldrig ville kunne overleve uden det økonomisk stærke Flandern og de pengestrømme, som udgår herfra. Tilbage står et dybt splittet land. Alle forsøg på at skabe en særskilt belgisk identitet er slået fejl, fordi tiltagene altid udelukkende kom fra de fransktalende. Så når formanden for Det Europæiske Råd, EU-præsident, for nyligt udtalte, at nationalstaternes æra er ovre, havde han ret for Belgiens vedkommende. Men kun fordi Belgien aldrig har været en nationalstat med ét folk og ét sprog. Det har også efterladt sig dybe spor i demokratiet og folkestyret i Belgien. Den belgiske Kong Leopold II Her er noget, belgierne kan blive enige om nationalretten MoulesFrites. Sammen med chokolade, Tintin, øl og surrealistisk kunst er muslinger en integreret del af Belgien. foranstaltede i sin tid som enehersker i Congo historiens første holocaust i slutningen af det 19. århundrede. Det skønnes, at op mod 10 millioner congolesere mistede livet som følge af belgiernes barbariske fremfærd og udbytning af landet. Kunne dette have ladet sig gøre i et land med demokratisk kontrol? En anden følge af manglen på en folkelig fællesskabsfølelse er, at Belgien er et af de mest korrupte og kaotiske lande i Vesteuropa, og at landet har været plaget af adskillige skandaler inden for retssystemet. Utilfredsheden kom blandt andet til udtryk, da store mængder bevismateriale i sagen mod den firdobbelte barnemorder Marc Dutroux forsvandt, fordi det angiveligt involverede personer fra førende kredse i Belgien Dutroux havde tidligere leveret unge prostituerede til lukkede luksusbordeller i Bruxelles. Skandalen førte til udbredte folkelige protester og demonstrationer, og for en kort stund var vallonere og flamlændere samlet i harmen over Dutroux-affæren. Men sårene er aldrig helet. Fallit for EU En opsplitning af Belgien vil være en kæmpe falliterklæring for EU-ideologien. En deling vil netop være bevis på, at demokrati og folkestyre ikke kan etableres på tværs af sproggrænser. I Flandern bliver modstanden mod EU mere og mere udpræget. I flamsk optik har EU ikke medført andet end med raketfart stigende boligpriser i Bruxelles og byens flamsktalende randkommuner samt en genopblomstring af det franske sporgs dominans på bekostning af hollandsk, fordi langt de fleste EU-embedsmænd orienterer sig på enten fransk eller engelsk. Fremtiden for Belgien er uvis. Forhandlerne har arbejdet ud fra forskellige modeller med øget selvstyre til regionerne, men hver gang er bestræbelserne druknet i de helt grundlæggende uenigheder mellem Flandern og Vallonien. Men på grund af den økonomiske krise, er tiden ved at rinde ud. Renten på belgiske statsobligationer er steget, fordi investorerne er nervøse over den manglende økonomiske styring af Belgien. Kun tiden vil derfor vise, om Belgiens undergang er udskudt på ubestemt tid, eller om tiden er inde. 17

Ude i Danmark DF-Hovedbestyrelse Berth, Kenneth Kristensen dfkekr@ft.dk - 33375174 Dahl, Kristian Thulesen dfkrtd@ft.dk - 33375102 Ebbesen, CC org. nfmd, dfcceb@ft.dk - 33375172 Eilersen, Susanne, susanne@lunddalvej.dk - 23302490 Elmenhoff, Preben hoff@post.opasia.dk - 35399221 Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33375124 Henriksen, Martin dfmahr@ft.dk - 33375129 Kjærsgaard, Pia, fmd. dfpksekr@ft.dk 33375107 Kronborg, Bente bente.kronborg@rksk.dk - 24478680 Skaarup, Peter, pol. nfmd dfpesk@ft.dk - 33375113 Thomsen, Steen dfstth@ft.dk - 33375185 Partisekretær: Nielsen, Poul Lindholm, 33375161 DF-folketingsmedlemmer Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121 Blixt, Liselott, dflibl@ft.dk - 33375120 Brix, Colette, dfcolb@ft.dk - 33375103 Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108 Bøgsted, Bent, dfbenb@ft.dk - 33375101 Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111 Christensen, René dfech@ft.dk - 33375122 Christiansen, Kim, dfkich@ft.dk - 33375148 Dahl, Kristian Th., dfanbf@ft.dk - 33375102 Dalgaard, Per, dfpeda@ft.dk - 33375127 Dencker, Mikkel, dfmikd@ft.dk - 33375106 Dohrmann, Jørn, dfjdoh@ft.dk - 33375109 Espersen, Søren, dfsesp@ft.dk - 33375124 Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130 Henriksen, Martin, dfmahr@ft.dk - 33375129 Kjærsgaard, Pia, dfpksekrt.dk - 33375107 Knakkergaard, Anita, dfankn@ft.dk - 33375116 Krarup, Søren, dfskra@ft.dk - 33375117 Langballe, Jesper, dfjela@ft.dk - 33375119 Nødgaard, Karin, dfkarn@ft.dk - 33375125 Petersen, Tina, dftipe@ft.dk - 33375149 Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33375115 Skibby, Hans Kristian, dfhaks@ft.dk - 33375128 Skaarup, Peter, dfalll@ft.dk - 33375146 Dansk Folkeparti Christiansborg 33375199 1240 København K. Fax: 33375191 df@ft.dk www.danskfolkeparti.dk DF-europaparlamentsmedlemmer Morten Messerschmidt, MEP Tlf.: 0032 228 45738 morten.messerschmidt@europarl.europa.eu Karsten Holt, pressechef Bruxelles Tlf.: 0032 228 37738, karsten.holt@europarl.europa.eu. Dansk Folkepartis Ungdom Postbox 2297 1025 København K Tlf.: 2193 0093 DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 15. årgang, nr. 4/2011. ISSN: 1397-3975 Ansv. redaktør: Søren Søndergaard Redaktionschef: René Teige I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Helene MacCormac, Lars Ohlsen, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen og Karsten Holt. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. Tlf: 33375199. Fax: 33375191. www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk Næste nr. udkommer 30. september 2011 Deadline for kalender o.l. er 12. september 2011. Layout & tryk: KLS Grafisk Hus Forsideillustration: Apple Farm Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. Klummen Giv os så de svar Stilhed før stormen.. og hvem skal nu betale. Vi ved det ikke. De berømmelige 12 minutter er sammen med den påståede gevinst på 15 milliarder kroner lige så stille gledet ud af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis valgoplæg. De 10 milliarder kroner, som S og SF vil finansiere en fremrykning af offentlige anlægsarbejder med, fortoner sig i uvishedens tåger. Hvor skal pengene komme fra, skal de lånes til skade for statsfinanserne eller Og så er der lige milliarder til sundhedsvæsnet. Vi vil så gerne have svar på, hvor de mange, mange milliarder kroner, som socialisternes vil øse ud af, skal komme fra. Er det fra de mere end 30 milliarder kroner, som vi skal betale mere i skat, og som vi ikke kan få at vide, hvem der skal stå på mål for... eller er det de mange milliarder kroner, som S og SF vil hente via et afgifts-raid af hidtil uset størrelse..? Vi ved det ikke! Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet fremturer fortsat med, at det er bankerne og millionærerne, der skal betale gildet. Problemet er bare, at der ikke er så mange millionærer og bankdirektører i Danmark. Dem, der er, kan højst bidrage med mellem en og to milliarder kroner. Så er der selvfølgelig boligejerne. Men boligejerne skal ikke betale mere i skat, lover Søvndal og Thorning-Schmidt. Nu er det store spørgsmål så: Tror vælgerne på det? Nej, vel! Og tror vi vælgere på, at København er eneste by, som skal have lagt en betalingsring..? Et godt gammelt mundheld lyder: Når man er ung, stemmer man med hjertet når man bliver voksen, stemmer man med hjernen. Problemet for sidstnævnte vælgerkategori er, at S og SF ikke leverer spørgsmål, vi kan tage stilling til, og tal, vi kan regne på. Hver gang, socialisterne bliver gået på klingen med spørgsmål om, hvad det er, de vil, svarer de med at sige, at de er udsat for skræmmekampagner. Én ting er sikker: Det er lykkedes S og SF at skræmme os vælgere, noget så grundigt! tei 18

Nyvalgte kandidater Jan Schrøder Thorsten Larsen-Seul Palle Vejen Dansk Folkepartis Fredericia-kreds har valgt lokalformand Jan Schrøder som kredsens folketingskandidat. Jan Schrøder er et mangeårigt medlem af DF. Han er ansat i en kombineret stilling i Fredericia Kommune, hvor han både hjælper til på byens brandstation og samtidig er parkeringsvagt. Jan er meget engageret i beredskabsarbejdet og vil kæmpe for endnu bedre forhold for det danske beredskab, hvis han bliver valgt ind i Folketinget. Dansk Folkepart Køge- og Lejre lokalforeninger har valgt cand.polit. Thorsten Larsen-Seul til folketingskandidat i Køgekredsen. Den nyvalgte kandidat har været formand i DF Lyngby-Taarbæk og er nu medlem af bestyrelsen i DF-Egedal. Han har været medlem af Patientklagenævnet i 4 år og er formand for Nordsjællands Symfoniorkester, hvor han også spiller klarinet. Hans politiske mærkesager er oprydning af den offentlige sektor, erhvervspolitik, EU-politik, uddannelsespolitik og en stram udlændingepolitik. Dansk Folkeparti Brønderslev/Dronninglund og Jammerbugt lokalforeninger har ved et fælles opstillingsmøde valgt Palle Vejen til Brønderslev kredsens nye folketingskandidat. Når han opstiller nu, hænger det sammen med, at han i sit job som eksportchauffør er kommet meget tæt på den sociale dumping og truende udflagning, som skyldes unfair konkurrence fra udenlandske chauffører. Blandt sine politiske mærkesager nævner Palle arbejdsmarkedspolitik, kampen mod social dumping og sundhedspolitik. Knud Nygård Mathiesen Lokalforeningen DF Aabenraa har valgt Knud Nygård Mathiesen til folketingskandidat i Aabenraa-kredsen. Den nyvalgte kandidat er medlem af afdelingsbestyrelsen i Århus og 1. suppleant til Århus Byråd. Desuden er han bestyrelsesmedlem i Business Danmarks Århus-afdeling, A-kassen i Århus samt Borum Menighedsråd, hvor han har været formand i seks år. Knud Nygård Mathiesen er 58 år og bor med sin kone i Brabrand. Politiske mærkesager er ældreområdet og udlændingepolitikken. KALENDER EU-debatmøde DF i Vejle, Fredericia, Kolding, Haderslev og Aabenraa, inviterer til EU-debatmøde med blandt andre Morten Messerschmidt, DF, Christel Schandelmose, S og Morten Løkkegaard V. Ordstyrer er borgmester Jørn Pedersen, Kolding. Tid: Den 8. september 2011 kl. 20.00 22.00. Sted: Munkensdam Gymnasiums Kantine, Tøndervej 100, Kolding. 16. årsmøde Dansk Folkeparti afholder sit 16. årsmøde lørdag og søndag den 17. og 18. september i Herning Kongrescenter. Blandt programpunkterne er en hilsen fra partiet De Sande Finner i Finland v/ partiets leder Timo Soini. Indskrivningen til Dansk Folkepartis årsmøde bliver indledt kl. 10.00. Selve årsmødet bliver indledt præcis kl. 11.30. 19

Nyt fra Borgen Af René Teige Ramadansk ramaskrig Man kan kun vende blikket mod himlen ved historien om ramadanmiddagen. Gør man det i Vandrehallen på Christiansborg, rammer blikket ovenfor viste, kloge ord. I mandags dannede Christiansborg for 3. gang ramme om en ramadanmiddag, selvom nye regler for brug af Christiansborgs lokaler rent faktisk forbyder samme arrangement. Er du forvirret..? Det bliver ikke bedre, når du læser videre! I sit oprindelige svar til de muslimske arrangører fra Folketingets administration hedder det bl.a.: at det er et privat firma, der inviterer og er vært ved arrangementet, er i modstrid med de vedtagne regler. Her kunne sagen være lukket og slukket. Men samme administration skynder sig så at tilføje, at: ønsker du fortsat at gøre brug af Fællessalen, bedes du fremsende en ansøgning med de nødvendige oplysninger til administrationen. Man siger altså i praksis nej til en ramadanmiddag, men anviser hvordan man kan ændre afvisningen med en godkendelse. Til pressen siger nemlig Hüseyin Arac, at arrangementet er fuldstændigt det samme som før. Blot er menuen udskiftet med kanapeer og middagen kaldt en reception. Dansk Folkepartis udenrigsordfører og præsidiemedlem Søren Espersen lagde da heller ikke fingrene imellem, da han kommenterede Folketingets administrations kovending: Hüseyin Arac indrømmer, at han faktisk kører med præcis det samme arrangement som før. Og så kalder han det noget andet for at snyde Folketingets administration. Det er ikke et folketingsmedlem værdigt. Sådan noget uærlig fupsnak bryder jeg mig simpelthen ikke om. Tei- Frit slag for Islam på Borgen Formand for socialudvalget, medlem af udvalget vedrørende udlændinge og integration, Martin Henriksen, DF, er vred over, at en kvindelig embedsmand insisterer på at have muslimsk tørklæde på i Folketingssalen. Martin Henriksen har derfor skriftligt kontaktet udviklings- og integrationsminister Søren Pind for at få ham til at tage initiativ til et forbud mod at man kan bære muslimsk tørklæde i Folketingssalen. Søren Pind har netop svaret på henvendelsen dog uden konkret at forholde sig til problematikken. Ministeren svarer nemlig, at dansk kultur har skabt et samfund med religionsfrihed og lige muligheder, hvor embedsmænd ansættes efter kvalifikationer. Søren Pind forholder sig således ikke til Martin Henriksens opfordring til at ulovliggøre muslimske tørklæder i Folketinget. Dermed lægger ministeren sig i slipstrømmen på den netop afholdte ramadanreception. Denne ville Folketingets administration i første omgang ikke tillade, men Martin Henriksen ændrede mening efter at have fået en ny ansøgning. Ikke nok med, at Christiansborg skal lægge lokaler til muslimske fester, nu skal det også være tilladt embedsmænd at være reklamesøjler for islam, siger Martin Henriksen. 20