Bo Lidegaard: Kolonier mig her og kolonier mig der. Et 'Kolonihistorisk Center' kræver en afgrænsning af begrebets betydning. 5 I 2014 stiftedes en forening der vil arbejde mod etableringen af et kolonihistorisk center på Christiansholm (papirøen)i København. Foreningen ønsker med centeret at sætte fokus på dansk kolonihistorie omfattende de mange forskellige riger og lande som har været underlagt det danske kongerige. 29. marts 2015 reagerede Bo Lidegaard, chefredaktør på Politiken, på centerets opfordring til at sætte fokus på kolonihistorien. Lidegaard kritiserede bl.a. centerets 10 beskrivelse af Grønland som en koloni på linje med andre, samtidig rejste han spørgsmålet om det meningsfyldte i at nutidens befolkning undskylder fortidens fejltagelser. I morgen mødes en gruppe entusiaster i Christianshavns Beboerhus for at fremme planerne om at oprette et»kolonihistorisk Center«, meget passende placeret på Christiansholm, der i 15 århundreder var centrum for handlen på Danmarks oversøiske handelsstationer. Handel, handelsstationer og kolonier er en del af vores historie, og den bør ikke gå i glemmebogen. Den er vigtig at forstå, både fordi den havde afgørende betydning for Danmarks og Norges udvikling, og fordi kolonierne selvsagt også havde betydning der, hvor de 20 lå. Det gælder ikke mindst på de tre vestindiske øer, som er de eneste»rigtige«kolonier i betydningen lokale samfund, som var under dansk koloniadministration. 25 Historisk oplysning kan ingen være imod. Men projektet er i akut fare for at drukne i gode viljers misforståede sammenblanding og sidestilling af alt muligt vidt forskelligt, der gennem fire hundrede år i daglig tale er blevet kaldt en koloni.
Sker det, bliver centeret meningsløst som andet end en aktuel manifestation af vores 30 ubændige trang til at tro os selv værre og dermed større end vi var og er. Ordet koloni havde og har mange forskellige betydninger. Vi sender som bekendt vores børn på koloni, uden de eller vi bliver kolonialister. 35 Men ordet dækker også den systematiske europæiske kolonisering af store dele af verden i den forstand, som siden blev FN s. Slaveri og slavehandel indgik som bekendt i denne ligning, ikke mindst i Afrika og Amerika. Som stor handelsnation var Danmark-Norge en integreret del af dette system, og det er både 40 relevant og vigtigt at se riget som en tidligere kolonimagt og som deltager i slaveriets grusomme praksis. Om det også betyder, at det er op til os i dag at dømme vore forfædre eller undskylde over for slavernes fjerne efterkommere, er en anden sag. Det rige, der den gang var Danmark (og 45 Norge), eksisterer ikke mere. Det gør kolonierne heller ikke, og man skal lede længe for at finde mennesker, der nedstammer fra tidligere slaver, og som ikke også har blod fra datidens kolonialister og slaveejere i årerne. 50 Hvem er det i givet fald, der skal undskylde på hvis vegne og over for hvem? Undertrykkelse og udbytning er som bekendt ikke undtagelser i nogen del af historien. 55 Skal København, der var hovedstad i riget, undskylde over for nordmænd i Tromsø eller vestjyder i Ringkøbing, der befandt sig langt fra magtens centrum?
Skal mænd undskylde over for kvinder, der indtil for hundrede år siden ikke havde stemmeret? Skal efterkommere efter den privilegerede adel undskylde over for fæstebønder og livegne, 60 der levede under vilkår, der ikke var meget bedre end slavernes? Skal skarpretterens tipoldebørn undskylde overfor efterkommere af misdædere, der blev radbrækket i levende live og sat på hjul og stejle? 65 Svaret er nej. Forestillingen om, at vi i dag står på en højere retfærdighed, og derfor er kaldet til at fælde dom over en verden, der ikke er vores, er udtryk for netop den historieløshed og overfladiske moralisering, som et viden- og oplysningscenter skulle sætte sig for at imødegå. Fortæl historien! Lad os forsøge at forstå, hvad der foregik, og hvad der var på spil. Men spar 70 os for pladderhumanisme med 200 års forsinkelse. Helt meningsløst bliver det, når initiativtagerne på Christiansholm skovler de nordatlantiske lande, bilande og rigsdele sammen i en stor pele-mele af kolonier. 75 Der er intet oplysende i at gøre Island, Færøerne og Grønland til kolonier i FN s moderne forstand. De to første dele af først det dansk-norske rige, og fra 1814 af det danske, har aldrig været kolonier og er aldrig blevet opfattet som det, hverken i København, Reykjavik eller Thorshavn. 80 Det er rigtigt, at Grønland i daglig tale er blevet kaldt en koloni, fordi det var betegnelsen for de fremvoksende bysamfund i Vestgrønland ligesom i øvrigt de samtidige hedeopdyrkningsprojekter i Jylland blev kaldt kolonier. Men Grønland har aldrig været en koloni, der på noget punkt kan sammenlignes med
85 Danmarks vestindiske besiddelser eller med europæiske kolonier i øvrigt. Og fra 1953 har Grønland som bekendt været en ligestillet del af riget med et stadigt mere udbygget selvstyre. Når det er så fatalt at blande Grønland ind i kolonihistorien, er det, fordi myten om den danske 90 kolonipolitik i Grønland er ødelæggende for landets aktuelle bestræbelse for at tage ansvar for egne forhold og skabe et levedygtigt samfund på egne præmisser. Fortællingen om, at Grønlands problemer er resultatet af beslutninger truffet alle andre steder end i landet selv, er ikke bare forkert. Den gør det også sværere at forstå problemernes rod og 95 dermed at gøre noget ved dem. Den repræsenterer en moderne form for kolonialisme i skikkelse af en velment skyldsimperialisme, der gør hele befolkningsgrupper til ofre: Vi begik fejlene I har ikke selv noget ansvar. 100 Men det var ikke Grønlands Styrelse i København, der ønskede Grønlands modernisering efter krigen. Det var selvbevidste grønlandske politikere, der krævede den. Det var ikke Danmark, der påtvang grønlænderne dansk. Det var den nationalt vakte 105 grønlandske elite, der krævede at lære dansk for at få adgang til uddannelse i København og for at kunne bryde danske embedsmænds videnmonopol. Det var og er ikke et dansk krav at koncentrere befolkningen i større byer, der skaber en fundamental udfordring for de mere traditionelle livsformer. 110 Det er grønlændere selv, der ønsker at få lod og del i de muligheder, der findes i byen, men som er lagt væk på udstederne.
Intet af det er let eller smertefrit. Grønlands videre udvikling medfører svære valg, som kun de 115 mennesker, der bor i Grønland, kan træffe. De beslutninger bliver ikke lettere af at blive rodet sammen med en dansk kolonihistorie, der handler om andre steder, andre mennesker og en helt anden tid. 120 Når initiativtagerne til et kolonihistorisk center mødes på Christianshavn, må man håbe, de begynder med at afgrænse hvad der er en koloni og hvad ikke. Ellers bliver det ikke et center for viden, men for vildfarelser.