Om voldgiftslovens 17 - og revision heraf

Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2010.323 Om voldgiftslovens 17 - og revision heraf I artiklen analyserer forfatteren voldgiftslovens 17, der omhandler voldgiftsrettens beslutning om foreløbige skridt (foreløbige retsmidler) i voldgiftssager med sæde i Danmark og diskuterer mulige ændringer i reglerne herom i lyset af den seneste revision af UNCITRAL's Modellov. Af advokat Niels Schiersing FN vedtog i 1985 en såkaldt Modellov vedrørende voldgift ( UC85 ),(1) hvilken siden har vundet betydelig indpas i voldgiftslovgivning verden over. Arbejdet med UC85 var udført af United Nations Commission on International Trade Law (UNCITRAL), ikke mindst en nedsat arbejdsgruppe ( arbejdsgruppen ) og UNCITRAL's sekretariat. Den danske voldgiftslov(2) ( VL ) fra 2005 er i meget vidt omfang baseret på UC85. UC85 art 17 vedrører voldgiftsrettens muligheder for at beslutte såkaldte foreløbige skridt (i UC85 kaldet interim measure of protection ). I den danske lovgivning findes bestemmelsen herom i VL 17. I begyndelsen af det nye millennium igangsattes en revision af UC85 på visse udvalgte områder, og i 2006 blev en revideret Modellov vedtaget ( UC06 ).(3) Arbejdet med forberedelsen var også her lagt i hænderne på arbejdsgruppen og sekretariatet. Den væsentligste revision af UC85 vedrørte netop foreløbige skridt (i UC06 betegnet interim measures ), betingelserne for sådanne skridt samt domstolenes bistand til voldgiftsretten i forbindelse hermed. I lyset af vedtagelsen af UC06 er det naturligt og hensigtsmæssigt at overveje tillige at ændre VL på dette område. Formålet med denne artikel er at give et indledende bud på en mulig revision af den danske lovgivning på 3 vigtige punkter, nemlig: 1 Hvilke foreløbige skridt (om nogen) skal voldgiftsretten kunne beslutte og under hvilke betingelser? 2 Skal voldgiftsretten kunne træffe beslutning om foreløbige skridt uden at høre rekvisitus (såkaldte ex parte beslutninger)? 3 Skal domstolene være forpligtede til at bistå voldgiftsretten med at fuldbyrde voldgiftsrettens beslutninger om foreløbige skridt (og hvordan skal det ske)? 1. Skal voldgiftsretten kunne beslutte foreløbige skridt - og under hvilke betingelser? 1.1 UC85 og VL 17 - den nuværende retstilstand I dansk ret er spørgsmålet om voldgiftsrettens beslutning af foreløbige skridt som nævnt reguleret i VL 17, der har følgende indhold: Voldgiftsretten kan efter anmodning fra en part pålægge en anden part at foretage sådanne foreløbige skridt, som voldgiftsretten efter tvistens art finder nødvendige. Voldgiftsretten kan i forbindelse hermed pålægge en part at stille passende sikkerhed. I motiverne til VL 17(4) anfører lovgiver blandt andet: Bestemmelsen er identisk med modellovens art 17, idet dog muligheden for ved aftale at fravige bestemmelsen fremgår af den foreslåede generelle regel i voldgiftslovens 2 om lovens fravigelighed. UC85 art 17 er sålydende: Unless otherwise agreed by the parties, the arbitral tribunal may, at the request of a party, order any party to take such interim measure of protection as the arbitral tribunal may consider necessary in respect of the subject matter of the dispute. The arbitral tribunal may require any party to provide appropriate security in connection with such measure Om UC85 art 17 bemærkes, at indledningen viser, at parterne kan fravælge en sådan kompetence for voldgiftsretten. Dette kaldes en opt-out metode i modsætning til en opt-in metode, hvor voldgiftsretten først bliver kompetent til at beslutte foreløbige skridt, såfremt parterne bemyndiger voldgiftsretten hertil.(5) Herudover er reguleringen temmelig minimalistisk, idet UC85 hverken indeholder en definition af begrebet interim measure of protection eller en udtømmende endsige blot en opregning af eksempler på de foreløbige skridt, som kan komme på tale. Under arbejdet med UC85 var de første udkast til bestemmelser om interim measures begrænset til sådanne, der indebar conserving, or maintaining the value of, the goods forming the subject matter of the dispute..,(6) men arbejdsgruppen fandt rækkevidden af denne bestemmelse too limited and too geared to only one type of transaction, i.e. the sale of goods,(7) og derfor blev en mere generel formulering af bestemmelsen vedtaget af arbejdsgruppen. I UNCITRAL's Analytical Commentary (8) til UC85 art (17) er givet en række praktiske eksempler på sådanne foreløbige skridt:(9) Practical examples of interim measures designed to prevent or mitigate loss include the preservation, custody or sale of goods which are the subject matter of the dispute. However article 18 is not limited to sales transactions and would for example cover measure designed provisionally to determine and stabilize the relationship of the parties in a long term relationship. Examples of such modus vivendi orders include the use or maintenance of machines or works or the continuation of a certain phase of a construction if necessary to prevent irreparable harm. Finally, an order may serve the purpose of securing evidence which would otherwise be unavailable at a later stage of the process Man kan notere sig, at de opregnede eksempler således ikke omtaler sådanne foreløbige skridt, der har til formål at sikre eller facilitere en senere fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, så som såkaldte freezing orders etc. Sammenholder man VL 17 med UC85 art 17 vil man se, at VL 17 ikke indeholder den komponent i UC85 art 17, at de foreløbige skridt skal vedrøre the subject matter of the dispute. Denne formulering i UC85 art 17 er af nogle anset som et selvstændigt kvalificerende led, således at det er en betingelse, at det foreløbige skridt skulle vedrøre selve sagens genstand.(10) Uanset rækkevidden af begrebet relate to selvsagt kan give anledning til grænsefladediskussioner, kan formuleringen antages at indebære, at f.eks. et forbud mod dispositioner over et aktiv skal vedrøre et aktiv, der er omfattet af tvisten og ikke blot rekvisiti generelle aktiver. Spørgsmålet er - på en ikke ganske klar måde - behandlet i den nævnte Analytical Commentary.(11) As is clear from the text of article 18, the interim measure must relate to the subject matter of the dispute and the order may be addressed only to a party (or both parties.). This restriction follows from the fact that the arbitral tribunal derives its jurisdiction from the arbitration agreement constitutes one of the main factors narrowing the scope of Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 1

article [17] as compared with the considerably wider range of court measures envisaged under article 9. I forbindelse med revisionen af UC85 tilkendegav arbejdsgruppen uden videre, at det ikke var tilsigtet at lade vendingen subject matter of the dispute indeholde nogen begrænsning i de foreløbige skridt, som voldgiftsretten kan beslutte.(12) Dette virker på den ene side plausibelt, idet foreløbige skridt som nævnt oprindelig var begrænset til nogle specifikt opregnede skridt såsom inspektion m.v. af det aktiv, som tvisten vedrørte, men ændrer på den anden side imidlertid ikke på, at bestemmelsen indeholder vendingen subject matter of the dispute og at dette kan fortolkes - og er blevet fortolket - som et yderligere kvalificerende led i bestemmelsen. Man kan så overveje, om den mulige begrænsning i de foreløbige skridt, der følger af ordvalget i UC85 art 17, skal antages at gælde i den danske voldgiftslov, uanset den anderledes formulering af bestemmelsen. Den sproglige forskel på VL 17 og UC85 art 17 er ikke kommenteret i motiverne til VL, som altså blot udtaler, at der er tale om identiske bestemmelser. Rent bortset herfra rejser VL 17's formulering - generelt - det spørgsmål, om voldgiftsrettens adgang til at iværksætte foreløbige skridt er identisk med eller forskellig fra de foreløbige retsmidler, som domstolene kan træffe beslutning om. I dansk ret giver Retsplejelovens ( RPL ) kap. 57-57 a som bekendt mulighed for domstolene til at beslutte foreløbige retsmidler i form af arrest (RPL 627-640), forbud (RPL 641-652) og specialregler om bevissikring i sager om immaterialretskrænkelser (RPL 653-653d). I motiverne til voldgiftslovens 17(13) anføres herom: Det er overladt til voldgiftsrettens skøn at vurdere, om det er nødvendigt at pålægge en part at foretage foreløbige skridt, og i givet fald hvilke. Bestemmelsen indeholder ikke særlige begrænsninger i, hvilke foreløbige skridt en part kan pålægges at foretage. En part kan imidlertid kun pålægges at foretage skridt, der både formelt og reelt er foreløbige. Udover at VL 17 som sagt alene omtaler sådanne skridt, som den anden part skal foretage, vil man yderligere se, at VL 9, der indeholder en bestemmelse om domstolenes iværksættelse af foreløbige skridt, og VL 17 ikke indeholder samme ordvalg i henseende til til generisk beskrivelse af de retsskridt, der kan komme på tale, idet VL 9 anvender vendingen retsmidler (hvilket svarer til overskriften på Retsplejelovens femte afsnit), mens VL 17 anvender ordet skridt. En naturlig sproglig læsning af de to bestemmelser kan indikere, at der netop ikke er tale om samme retsmidler/retsskridt. Dette emne er sparsomt behandlet i dansk teori, og her skal alene henvises til Juul og Thommesen: Voldgiftsret (2. udgave, 2008), side 220, hvor det anføres: I hvert fald hvor voldgiftsrettens medlemmer er fra Danmark, må bestemmelsens anvendelsesområde formentlig antages at blive de foreløbige retsmidler, som i forvejen kendes fra retsplejeloven - dvs. arrest, forbud og bevissikring - og under tilsvarende betingelser. Som det vil være fremgået af ovenstående, ses denne opfattelse ikke at have megen støtte i hverken af ordlyden UC85 (som jo ligger til grund for VL 17), i formuleringen af VL 17 eller motiverne til disse bestemmelser. At voldgiftsdommerne er fra Danmark kan efter min opfattelse ikke være et validt argument for at antage identitet mellem de foreløbige (rets)skridt, der står til rådighed for en voldgiftsret respektive domstolene. I Advokatrådets Redegørelse for en reform af voldgiftsloven fra 2003 er til det medfølgende lovudkast 15 (der indholdsmæssigt svarer til UC85 art 17, bortset fra spørgsmålet om fuldbyrdelse) da også anført.(14) Lovudkastet indeholder ikke en definition eller angivelse af de foreløbige retsmidler, voldgiftsretten kan iværksætte. Hvorvidt der er behov herfor må bl.a. bero på resultaterne af UNCITRAL's reformovervejelser i forbindelse med modelloven. Voldgiftsretten er næppe begrænset til at kunne anvende de foreløbige retsmidler, der findes i lex arbitri eller de regler, tvisten materielt skal afgøres efter. En voldgiftsret med sæde i Danmark kan således udover arrest og forbud f.eks. også udstede kendelser om foreløbig betaling og bevissikring. Denne opfattelse af retstilstanden må tiltrædes. I tilknytning hertil kan det overvejes, om en voldgiftsret kan beslutte at belægge en parts aktiver med arrest med den fra RPL kendte retsvirkning, hvorved rekvirenten ikke opnår en beskyttelse overfor rekvisiti retsforfølgende kreditorer, men derimod opnår beskyttelse overfor omsætningserhververe i god tro.(15) Dette syntes ikke at være arbejdsgruppens (oprindelige) opfattelse, jf. følgende passus fra det indledende arbejde med UC85.(16) As regards measures which only a court take (e.g. attachment or seizure of assets or those measures affecting third parties). Der er ikke udtalt noget herom i motiverne til VL, og i lyset af den manglende mulighed for fuldbyrdelse af voldgiftsrettens beslutninger under VL 17 sammenholdt med VL 17's ordlyd bør det kunne lægges til grund, at en voldgiftsret ikke kan arrestere aktiver med en sådan retsvirkning som beskrevet ovenfor. De kvalificerende led i VL 17 er efter bestemmelsen alene tvistens art og nødvendige. Begrebet nødvendigt er ikke nærmere uddybet, og der kan således ikke siges at eksistere f.eks. et krav om, at et foreløbigt skridt skal begrundes i periculum in mora eller lignende. Der er således givet voldgiftsdommerne en vid margin til at skønne, om et givet foreløbigt skridt er nødvendigt henset til tvistens art. Sammenfattende kan der udsondres 3 grundlæggende begrænsninger i voldgiftsrettens beslutning om foreløbige retsmidler: 1 Voldgiftsretten skal være nedsat - indtil dette tidspunkt kan alene domstolene træffe sådanne beslutninger 2 Voldgiftsrettens beslutning kan alene angå sagens parter og ikke tredjemand - det kan alene foreløbige retsmidler besluttet af domstolene 3 Voldgiftsretten har ikke selv fuldbyrdelsesmyndighed - det har alene domstolene og alene vedrørende de foreløbige retsmidler, som domstolene selv har besluttet. Bortset herfra må der altså konstateres en ikke ubetydelig usikkerhed om indholdet og rækkevidden af UC85 art 17 - og dermed også VL 17 - og det var da også primært denne usikkerhed, kombineret med et ønske om at gøre voldgift mere effektiv, der førte til revisionen heraf, idet UNCITRAL som optakt til revisionsarbejdet bemærkede.(17) Reports from practitioners and arbitral institutions indicate that parties are seeking interim measures in an increasing number of cases. This trend and the lack of clear guidance to arbitral tribunals as to the scope of interim measures that may be issued and the conditions for their issuance may hinder the effective and efficient functioning of international commercial arbitration. To the extent arbitral tribunals are uncertain about issuing interim measures of protection and as a result refrain from issuing the necessary measures, this may lead to undesirable consequences, for example, unnecessary loss or damage may happen or a party may avoid enforcement of the award by deliberately making assets inaccessible to the claimant. Such a situation may also prompt parties to seek interim measures from courts instead of the arbitral tribunals in situations where the arbitral tribunal would be well placed to issue an interim measure; this causes unnecessary cost and delay (e.g. because of the need to translate documents into the language of the court and the need to present evidence and arguments to the judge). Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 2

1.2 UC06 - revisionen af UC85 Med vedtagelsen af UC06 er Modelloven væsentligt ændret på dette punkt, idet det dog Indledningsvis skal bemærkes, at der fortsat anvendes en opt-out model i relation til voldgiftsrettens kompetence til at beslutte foreløbige skridt, jf. UC06 art 17(1). Den minimalistiske beskrivelse i UC85 art 17 af de foreløbige skridt, som en voldgiftsret kan beslutte, er nu afløst af UC06 art 17 (2), der er sålydende: An interim measure is any temporary measure, whether in the form of an award or in another form, by which, at any time prior to the issuance of the award by which the dispute is finally decided, the arbitral tribunal orders a party to: (a) Maintain or restore the status quo pending determination of the dispute; (b) Take action that would prevent, or refrain from taking action that is likely to cause, current or imminent harm or prejudice to the arbitral process itself; (c) Provide a means of preserving assets out of which a subsequent award may be satisfied; or (d) Preserve evidence that may be relevant and material to the resolution of the dispute. Her er der dels tale om, at bestemmelsens chapeau nu indeholder en definition af begrebet interim measure, idet omdrejningspunktet her er skridtets foreløbige karakter, hvilket således udelukker delafgørelser (altså endelige afgørelser af dele af tvisten) fra anvendelsesområdet. I litra (a) - (d) er derefter givet en udtømmende opregning af de formål, som de foreløbige skridt kan forfølge. Det kan af arbejdsgruppens overvejelser ses, at alle tænkelige foreløbige skridt antages at kunne subsumeres under et af disse fire formål. Dette fandtes lovteknisk at være en bedre løsning end en ikke-udtømmende opregning af de konkrete skridt, der kunne komme på tale,(18) og der er således (heller) ikke i UC06 foretaget en opregning af de konkrete foreløbige skridt, som en voldgiftsret kan beslutte. Ser man på forarbejderne til UC06, findes for det første en nærmere overordnet rubricering af foreløbige skridt i to kategorier, nemlig for det første skridt, der skal forhindre prejudice, loss or damage og dernæst skridt, der skal facilitate later enforcement of the award.(19) De foreløbige skridt, der vedrører førstnævnte kategori, er i motiverne opregnet således:(20) (i) orders that the goods that are the subject matter of the dispute are to remain in a party's possession but be preserved, or be held by a custodian (in some legal systems referred to as sequestration); (ii) orders that the respondent hand over property to the claimant on condition that the claimant post security for the value of the property and that the respondent may execute upon the security if the claim proves to be unfounded; (iii) orders for inspection at an early stage where it is clear that a given situation may change before the arbitral tribunal addresses the issue relating to it. For example, if a dispute turned upon the berthing of vessels at a port, and it is known that the port is going to become a construction zone, the arbitral tribunal may make orders for inspection of the port at an early stage; (iv) orders that one party provide to the other party certain information, such as a computer access code, that would enable, for example, certain work to be continued or completed; (v) orders for the sale of perishable goods with the proceeds to be held by a third person; (vi) appointment of an administrator to manage income-producing assets in dispute, the cost of which is to be borne as directed by the arbitral tribunal; (vii) orders that performance of the contract in dispute be continued; (viii) orders to take appropriate action to avoid the loss of a right, such as by paying the fees needed to renew a trade mark or a payment to extend a licence of software; and (ix) orders directing certain information to be kept confidential and measures to be taken to ensure that confidentiality. Derpå gives en opregning af foreløbige skridt, der skal tjene til at hjælpe med en effektiv fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse:(21) (i) orders which are intended to freeze assets pending determination of the dispute, as well as orders not to move assets or the subject matter of the dispute out of a jurisdiction and orders not to dispose of assets in the jurisdiction where enforcement of the award will be sought; (ii) orders concerning property belonging to a party to the arbitration which is under the control of a third party (e.g. to prevent a party's funds from being released by a bank); (iii) security for the amount in dispute involving, for example, an order to pay a sum of money into a specified account, the provision of specified property, or the presentation of a guarantee by a third person such as a bank or surety; or (iv) security for costs of arbitration which might require, for example, depositing a sum of money with the arbitral tribunal or the provision of a bond or guarantee, usually to cover the respondent's costs if the claimant is unsuccessful. Disse lister kan ikke betragtes som udtømmende, men de giver et godt billede af den mangfoldighed af foreløbige skridt, der kan komme på tale efter UC06, og de er i lyset heraf medtaget in extenso i denne artikel.(22) I UC06 art 17A er derpå nærmere opregnet 2 betingelser, som skal være opfyldt for at voldgiftsretten kan beslutte foreløbige skridt efter art 17(a), (b) og (c), således at rekvirenten skal shall satisfy the arbitral tribunal that : (a) Harm not adequately reparable by an award of damages is likely to result if the measure is not ordered, and such harm substantially outweighs the harm that is likely to result to the party against whom the measure is directed if the measure is granted; and (b) There is a reasonable possibility that the requesting party will succeed on the merits of the claim. The determination on this possibility shall not affect the discretion of the arbitral tribunal in making any subsequent determination. Om begrebet satisfy bemærkes, at vendinger som demonstrate, show, prove og establish af arbejdsgruppen blev drøftet, men blev forkastet som indeholdende for strenge krav til bevisbedømmelsen, og den neutrale vending shall satisfy the tribunal blev valgt i stedet. Det anføres i forarbejderne, at der hermed på den ene side var tilstræbt neutralitet vedrørende selve bevisbedømmelsen, men at det på den anden side var fastslået, at bevisbyrden påhvilede rekvirenten.(23) Ser man på de to led af bestemmelsen, skal voldgiftsretten i henhold til litra (a) foretage en vurdering af om en skade adequately kan dækkes af en udmålt erstatning og i den forbindelse tage stilling til, om den skade, som rekvirenten kan antages at lide, i væsentlig grad overstiger den skade, som rekvisitus sandsynligvis vil blive påført ved det foreløbige skridt. Det var under revisionsarbejdet oprindeligt på tale at lade det første kvalificerende led i art 17A(1)(a) være irreparable harm, men dette fandtes også at være for streng en målestok, ligesom fortolkningen heraf kunne divergere,(24) blandt andet fordi begrebet ikke var velkendt i alle jurisdiktioner. Vendingen substantial blev også fravalgt, da der var tale om et kvantitativt kriterium, der jo efter sit indhold kunne afhjælpes med substantial damages. Derfor blev vendingen adequate i stedet valgt som den relevante målestok, og det blev betonet, at bestemmelsen har et fleksibelt indhold, som sikrer voldgiftsretten den fornødne mulighed for at udøve et samlet skøn over den foreliggende situation.(25) Derudover skal voldgiftsretten foretage en foreløbig og ikke bindende vurdering af, om rekvirenten har en rimelig udsigt til at få medhold i Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 3

sagens realitet og være satisfied med at dette er tilfældet, uden at dette berører voldgiftsrettens endelige stillingtagen i realiteten. Under revisionsarbejdet drøftedes kriterier som likelihood og senere substantial possibility for at få medhold i sagens realitet, men disse kriterier besluttede arbejdsgruppen at softened by using a more neutral language.(26) Dette skyldes ikke mindst frygten for, at en for høj tærskel ville tilskynde voldgiftsretten til at foretage en prejudgment i sagen, hvilket kunne kompromittere voldgiftsrettens upartiskhed eller i hvert fald parternes opfattelse af heraf.(27) Nu er den rent foreløbige vurdering af mulighederne præciseret. Om det vil medføre, at voldgiftsretten foretager en egentlig prima facie vurdering af sagen eller om voldgiftsretten nøjes med at vurdere, at rekvirentens retsposition i henseende til sagens realitet ikke er helt umulig, eller noget derimellem, må den enkelte voldgiftsret afgøre. Man vil også se, at temporalt kvalificerende begreber som urgency, imminent og lignende vendinger ikke optræder i bestemmelsen, og det er således ikke en betingelse for et foreløbigt skridt, at betingelser herom er opfyldte. Begrebet urgent need var oprindelig under revisionsarbejdet opført som en betingelse, men blev fravalgt, idet arbejdsgruppen ikke fandt, at det var et relevant kriterium for et foreløbigt skridt. Dette er omvendt tilfældet med de såkaldte Preliminary Orders, jf. herom nedenfor under punkt 2. Ved foreløbige skridt i form af egentlig bevissikring, jf. art 17(2)(d) tager voldgiftsretten reelt selv stilling til betingelserne herfor, jf. art 17A(2). Voldgiftsretten kan forlange, at rekvirenten stiller sikkerhed for det foreløbig skridt og betaler sagsomkostninger, dersom det måtte vise sig, at det foreløbige skridt ikke burde være blevet besluttet, jf. UC06 art 17 E(1) respektive 17G. Samlet er der ikke tvivl om, at UC06 er betydeligt mere præcis og brugervenlig, idet den altså dels indeholder en definition, dels en beskrivelse af formålet med de mulige skridt, dels en - om end ganske bred og fleksibel - beskrivelse af betingelserne herfor. En part, der overvejer at begære et foreløbigt skridt iværksat, har således en væsentlig bedre mulighed for at foruddiskontere sin retsposition, og voldgiftsretten har fået betydelig og betydningsfuld vejledning for sine overvejelser i så henseende. 1.3 Overvejelser om revision af VL Sammenholder man UC85/VL med UC06 og anden udenlandsk lovgivning kan man efter min opfattelse identificere 6 basale tilgange til spørgsmålet om voldgiftsrettens kompetence til at beslutte foreløbige skridt: 1. Ubegrænset adgang for tribunalet til at beslutte foreløbige skridt, medmindre parterne har truffet aftale om det modsatte (ubegrænset opt-out) 2. Ubegrænset adgang for tribunalet til at beslutte foreløbige skridt, såfremt parterne har truffet aftale herom (ubegrænset opt-in) 3. Adgang for tribunalet til at beslutte visse opregnede foreløbige skridt, medmindre parterne har truffet aftale om det modsatte (begrænset opt-out) 4. Adgang for tribunalet til at beslutte visse opregnede foreløbige skridt, såfremt parterne har truffet aftale herom (begrænset optin) 5. Adgang for tribunalet til at beslutte visse foreløbige skridt, medmindre parterne har fravalgt denne løsning kombineret med adgang for tribunalet til at beslutte visse andre foreløbige skridt, såfremt parterne har truffet aftale herom (begrænset opt-out kombineret med begrænset opt-in) 6. Forbud mod, at tribunalet beslutter foreløbige skridt UC85 og VL 17 falder indenfor kategori 1, mens UC06 vel nærmest kan siges at ligge i grænselandet mellem kategori 1 og 3. Udenlandsk lovgivning frembyder et meget varieret billede spændende fra fri adgang for voldgiftsretten til at fastsætte foreløbige skridt over begrænsede muligheder for voldgiftsretten hertil (formuleret som opt-in eller optout for parterne) til egentlige forbud mod, at en voldgiftsret overhovedet beslutter sådanne skridt. Effektiviteten i voldgiftssager tilsiger ret oplagt, at voldgiftsretten bør kunne beslutte foreløbige skridt. At henvise parterne til domstolene med det - i hvert fald i Danmark - begrænsede arsenal af foreløbige retsmidler, som er til rådighed her, vil ikke være i voldgiftsparternes gennemsnitlige interesse. Endvidere er fogedretten næppe det rette forum for stillingtagen til et spørgsmål om foreløbige retsmidler i et komplekst (internationalt) mellemværende, og rent procesøkonomisk er det næppe hensigtsmæssigt at skulle belaste fogedretten med sager af denne karakter, når der findes en voldgiftsret, der allerede skal sætte sig ind i sagens faktiske og juridiske omstændigheder, ligesom udgifter til oversættelse af bilag m.v. kan undgås. Derfor bør model 6 ikke vælges (og den ses da vist også stadigt sjældnere i national lovgivning). Når man herefter skal overveje, hvilken model, som er den passende, bør man ikke overse, at praktisk erfaring viser, at voldgiftsklausuler ofte er såkaldte Midnight Clauses, det vil sige bestemmelser, som drøftes meget sent i forhandlingsforløbet og efter, at de kommercielle vilkår i øvrigt er blevet juridisk forankret i kontrakten. Voldgiftsklausuler betragtes vel ikke sjældent (om end fejlagtigt) af forretningsfolk som lidt overflødigt juristeri, der ikke forhandles i detaljer, bortset fra at sådanne forretningsfolk ofte - gensidigt - har en intuitiv fornemmelse af, at de under ingen omstændigheder vil underkaste mulige tvister domstolsbehandling i kontraktspartens hjemland. Hvis man derfor generelt opererer med en opt-in model, hvor voldgiftsretten alene har kompetence, såfremt dette er specifikt aftalt mellem parterne, kan man frygte, at konsekvensen vil blive, at voldgiftsretten kun undtagelsesvis vil blive tillagt mulighed for at beslutte foreløbige skridt. Når man videre betænker vigtigheden af at kunne beslutte foreløbige skridt for at sikre jævnbyrdighed i en voldgiftssag og dennes effektive og fair løsning af en tvist, er det efter min klare opfattelse ikke hensigtsmæssigt at operere med en generel opt-in model, idet en sådan i al fairness ikke er i parternes interesse. Dette bør udelukke en revision af lovgivningen baseret på model 2 eller 4. Valget bør efter min opfattelse stå mellem model 1, 3 og 5. Model 1, der altså anvendes i VL 17, skal efter min opfattelse fravælges i den nuværende minimalistiske formulering baseret på de eksisterende erfaringer hermed, da der som nævnt synes at kunne konstateres betydelig usikkerhed om, hvor langt voldgiftsrettens kompetence rækker, hvilket igen kan gøre voldgiftsdommere usikre på, om de overtræder deres beføjelser ved at træffe en given afgørelse. Endvidere kan en formulering ad modum UC85/VL 17 indebære, at voldgiftssagens parter selv er usikre på, hvilke muligheder de eller modparten har for at begære foretaget foreløbige skridt.(28) UC06 kapitel IV A er selvsagt et oplagt valg - også i lyset af ønsket om en harmoniseret lovgivning på området. Imidlertid bør man efter min opfattelse også overveje model 5, der har den finesse, at man herved kunne lade mere determinerede og interesserede parter - formentlig oftest i mere komplekse længerevarende/vedvarende aftaleforhold - træffe afgørelse om tilvalg af mere sofistikerede og usædvanlige foreløbige skridt, mens typemæssigt mere sædvanlige skridt være omfattet af en opt-out klausul. I den forbindelse kan de mere omdiskuterede processuelle skridt, så som muligheden for at træffe beslutning om foreløbige skridt ex parte, eventuelt omfattes af en opt-in del af en sådan bestemmelse, jf. nærmere herom straks nedenfor. Man kan således inkorporere dele af UC06, men lade visse mere omfattende skridt være betinget af, at parterne aktivt har valgt at lade voldgiftsretten have en sådan kompetence. Om de nærmere betingelser for at beslutte foreløbig skridt, taler meget for at inkorporere UC06 art 17A. Bestemmelsen giver en fint Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 4

afbalanceret beskrivelse af de tilfælde, hvor det synes relevant at beslutte sådanne skridt. 2. Skal voldgiftsretten kunne træffe beslutning om foreløbige skridt ex parte? 2.1. UC85 og VL - den nuværende retstilstand Hverken UC85 eller VL 17 omtaler muligheden for at træffe beslutninger om foreløbige skridt uden høring af den anden part, såkaldte ex parte beslutninger. Det er almindeligt antaget, at voldgiftsretten ikke uden en udtrykkelig bemyndigelse hertil har kompetence til at træffe ex parte beslutninger. Der kan alene besluttes foreløbige retsmidler efter en kontradiktorisk proces inter partes. Det antages først og fremmest, at sådanne skridt skulle stride mod kontraktlige grundlag, som hele voldgiftsprocessen fundamentalt hviler på. Motiverne til VL 17 behandler ikke problemstillingen, men der hersker vist ikke tvivl om, at en voldgiftsret med sæde i Danmark ikke (medmindre parterne specifikt har vedtaget dette) kan træffe ex parte beslutninger. 2.2 UC06 - revisionen af UC85 Dette spørgsmål tildrog sig meget betydelig opmærksomhed under revisionsarbejdet, og der var stor uenighed om det betimelige i at indføje bestemmelser herom i UC06. Det anførtes herved, at et kontroversielt emne som ex parte beslutninger kan antages at forhindre eller begrænse UC06's udbredelse. At der er tale om et omdiskuteret emne udtryktes flere gange under revisionsarbejdet.(29) I sidste ende valgte man at indføre (noget amputerede) regler herom, jf. UC06 art 17 B - C, hvori nu er indført regler, der til en vis grad tillader ex parte beslutninger, nemlig voldgiftsrettens mulighed for at udstede en såkaldt Preliminary Order ( PO ). UC06 art 17 B er sålydende: (1) Unless otherwise agreed by the parties, a party may, without notice to any other party, make a request for an interim measure together with an application for a preliminary order directing a party not to frustrate the purpose of the interim measure requested. (2) The arbitral tribunal may grant a preliminary order provided it considers that prior disclosure of the request for the interim measure to the party against whom it is directed risks frustrating the purpose of the measure. (3) The conditions defined under article 17A apply to any preliminary order, provided that the harm to be assessed under article 17A(1) (a), is the harm likely to result from the order being granted or not. Som det vil ses, er en PO er ikke et foreløbigt skridt i sig selv, men derimod et påbud til den part, som den pågældende PO retter sig imod, om ikke at forhindre eller obstruere ( frustate ) det foreløbige skridt, som rekvirenten har begæret voldgiftsrettens beslutning om. Det er en betingelse for en PO, at voldgiftsretten vurderer, at der er risiko for sådanne handlinger (fra rekvisiti side), ligesom der skal være en rimelig mulighed for, at rekvirenten får medhold i sagen, jf. stk. 3. En PO udløber 20 dage efter sin udstedelse, men kan så i givet fald afløses af voldgiftsrettens beslutning om et foreløbigt skridt, jf. art 17C (4). Det følger af art 17C (1), at der umiddelbart efter udstedelsen eller afvisningen af at udstede en PO skal ske orientering af alle voldgiftssagens parter herom. Endvidere skal den part, som det foreløbige skridt retter sig imod, have mulighed for at present its case ved første givne lejlighed, jf. art 17C (2). En PO er bindende for parterne, men en PO ikke kan tvangsfuldbyrdes, jf. art 17C(5). Baggrunden herfor skal ses i lyset af den uenighed, der som nævnt kunne konstateres vedrørende selv det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt voldgiftsretten skulle kunne træffe beslutninger ex parte. Under revisionsarbejdet drøftedes blandt andet, om ex parte beslutninger skulle være omfattet af den generelle opt-out model, eller om sådanne beslutninger alene kunne besluttes med parternes specifikke bemyndigelse - altså en opt-in model.(30) Mod anvendelsen af en optin model anførtes under revisionen blandt andet, at en sådan model lovteknisk var usædvanlig,(31) og at det var unrealistic to imagine that parties would agree to such a procedural rule either before or after the dispute had arisen,(32) hvilket vel må udlægges således, at man fandt, at en opt-in model reelt ville indebære, at ex parte beslutninger ikke ville få nogen praktisk udbredelse. Den endelige beslutning blev et kompromis,(33) hvorefter opt-out modellen blev foretrukket, men med en række sikkerhedsforanstaltninger for rekvisitus, herunder at en PO kun er gældende i kort tid, at rekvisitus skal have mulighed for at præsentere sin sag på det tidligst mulige tidspunkt, at der som altovervejende hovedregel skal stilles sikkerhed for et sådant foreløbigt skridt og endelig - som ovenfor nævnt - bestemmelsen om, at en PO ikke kan tvangsfuldbyrdes. 2.3 Overvejelser om revision af VL Der er ingen tvivl om, at formålet med et foreløbigt skridt kan forspildes, dersom den part, som skridtet angår, skal høres og dermed gives mulighed for at disponere i strid med det påtænkte skridt førend dette besluttes. Omvendt er der også en række generelle betænkeligheder knyttet til ex parte beslutninger, som fremhævet af f.eks. van Houtte.(34) Sådanne beslutninger indfører således en markant fravigelse af princippet om, at en part ikke på egen hånd kommunikerer og forhandler med voldgiftsretten, og de kan synes som værende en undtagelse fra princippet om, at begge parter skal have lige muligheder for at præsentere deres sag. Desuden indebærer ex parte beslutninger bl.a. en fare for, at voldgiftsdommernes indstilling til sagens realitet præjudiceres eller farves - i hvert fald kan sådanne skridt indebære, at parterne, eller en af dem, mister tillid til voldgiftsrettens upartiskhed. I en række lande er end ikke de nationale domstole kompetente til at træffe beslutning om foreløbige retsmidler ex parte. Det ved UC06 indførte regelsæt skal ses som et kompromis mellem de to opfattelser af spørgsmålet om betimeligheden af ex parte beslutninger af en voldgiftsret. Der er således givet mulighed for ved en PO ex parte at forberede en beslutning om et foreløbigt skridt, men dette kan som nævnt ikke tvangsfuldbyrdes. I lyset af, at det er en betingelse for en PO, at voldgiftsretten skal vurdere, at der består en risiko for at rekvisitus vil forhindre eller obstruere det foreløbige skridt, må den manglende fuldbyrdelsesmulighed ses som en svaghed ved UC06 i så henseende. De generelle betænkeligheder ved ex parte beslutninger kan i ikke ringe omfang elimineres, såfremt lovgiver vælger at lade kompetencen hertil være omfattet af en opt-in model, idet parterne jo derved explicit har vist voldgiftsretten den nævnte tillid og kalkuleret de risici, der er forbundet hermed. Til arbejdsgruppens citerede antagelse om, at parterne ikke ville kunne enes om en bestemmelse om ex parte beslutninger - det være sig før eller efter en tvists opståen - bemærkes, at der næppe er tvivl om, at det er korrekt, når tvisten er opstået. Derimod er der for mig at se ikke noget grundlag for at antage, at parterne under bona fide kontraktsforhandlinger ikke skulle kunne enes om en sådan kompetence for voldgiftsretten. Hvis antagelsen om, at parterne ikke kan enes om en ex parte kompetence for voldgiftsretten er korrekt, vil det alt andet lige blot medføre, at parterne undlader at vælge denne løsning, hvilket i så fald er i overensstemmelse med deres ønske. At parterne nok glemmer at fravælge denne løsning og derigennem vedtager en kompetence for voldgiftsretten, som parterne ikke ønsker, er ikke et bæredygtigt argument for en opt-out model. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 5

Der er derfor efter min opfattelse god grund til selvstændigt at overveje en opt-in model i forbindelse med en revision af VL. I den forbindelse bør en sådan opt-in model ligeledes give mulighed for fuldbyrdelse ved domstolene for at gøre et sådant skridt effektivt.(35) 3. Skal domstolene være forpligtede til at bistå voldgiftsretten med at fuldbyrde voldgiftsrettens beslutninger om foreløbige skridt (og hvordan skal det ske)? 3.1 UC85 og VL - den nuværende retstilstand Som nævnt kan domstolene i dag bistå parterne i en voldgiftssag ved efter anmodning at træffe afgørelser om visse opregnede foreløbige retsmidler. En begæring til en domstol om foretagelse af foreløbige retsmidler, uanset der mellem parterne er aftalt voldgift som tvisteløsningsmetode, strider ikke mod voldgiftsaftalen, jf. UC85 art 9 og VL 9. Derimod giver hverken UC 85 eller VL mulighed for, at domstolene kan fuldbyrde voldgiftsrettens beslutninger om foreløbige skridt. Både i UC85 og VL var dette overvejet, men blev opgivet. Dette skyldtes i UC85's tilfælde, at man ikke fandt, at den foreslåede bestemmelse havde en formulering, der var ufyldestgørende ( incomplete ) i forhold til at regulere dette forhold, hvorfor bestemmelsen ikke ville blive accepteret i mange stater.(36) I den af UNCITRAL udgivne Analytical Commentary til UC85(37) argumenteres for, at parterne, uanset den manglende eksigibilitet, må antages at ville efterleve voldgiftsrettens beslutning om foreløbige skridt, idet det herom anføres:(38) It seems probable that a party will comply with the order and take the measure considered necessary by the arbitrators who, after all, will be the ones to decide the case. Dette er en ikke uproblematisk udtalelse, da den synes at lade truslen om voldgiftsdommernes efterfølgende mulige partiskhed være et bærende argument. Udtalelsen er ikke gentaget i motiverne til VL (og er i øvrigt blødt meget op i senere dokumenter fra UNCITRAL).(39) I motiverne til VL 17 anføres det blandt andet: Voldgiftsrettens afgørelser om foreløbige retsskridt kan ikke tvangsfuldbyrdes. Hvilke retsvirkninger der i øvrigt er forbundet med en eventuel manglende efterlevelse af voldgiftsrettens afgørelser om foreløbige retsskridt, beror på parternes aftale. Der kan eventuelt blive tale om erstatningsansvar. Det oprindelige udkast til lovforslag fra en arbejdsgruppe under Advokatrådet indeholdt en bestemmelse om fuldbyrdelse af voldgiftsrettens beslutninger om foreløbige skridt ved domstolene. Imidlertid vendte Retsplejerådet sig imod en sådan bestemmelse, bl.a. med henvisning til problemerne med at beskrive den præcise måde, som fuldbyrdelse skulle ske på.(40) Retsplejerådets overvejelser kombineret med netop revisionen af UC85 på dette område sammenholdt med et akut behov for en ændring af den antikverede voldgiftslov fra 1972 synes at have været udslagsgivende for beslutningen om ikke at medtage en bestemmelse om fuldbyrdelse i VL.(41) 3.2 UC06 - revisionen af UC85 I UC06 er der som art 17H - 17I indsat bestemmelser, der giver mulighed for at få et af voldgiftsretten besluttet foreløbigt skridt fuldbyrdet af domstolene, hvad enten der er tale om voldgiftsretter med sæde i landet, hvor fuldbyrdelsen skal ske eller ej. Dette er forankret i art 17H(1), der har følgende indhold: An interim measure issued by an arbitral tribunal shall be recognized as binding and, unless otherwise provided by the arbitral tribunal, enforced upon application to the competent court, irrespective of the country in which it was issued, subject to the provisions of article 17 I. I art 17 I opregnet de tilfælde, hvor domstolene kan afvise at fuldbyrde et af voldgiftsinstituttet besluttet foreløbigt skridt. (1) Recognition or enforcement of an interim measure may be refused only: (a) At the request of the party against whom it is invoked if the court is satisfied that: (i) Such refusal is warranted on the grounds set forth in article 36(1)(a)(i), (ii), (iii) or (iv); or (ii) The arbitral tribunal's decision with respect to the provision of security in connection with the interim measure issued by the arbitral tribunal has not been complied with; or (iii) The interim measure has been terminated or suspended by the arbitral tribunal or, where so empowered, by the court of the State in which the arbitration takes place or under the law of which that interim measure was granted; or (b) If the court finds that: (i) The interim measure is incompatible with the powers conferred upon the court unless the court decides to reformulate the interim measure to the extent necessary to adapt it to its own powers and procedures for the purposes of enforcing that interim measure and without modifying its substance; or (ii) Any of the grounds set forth in article 36(1)(b)(i) or (ii), apply to the recognition and enforcement of the interim measure. (2) Any determination made by the court on any ground in paragraph (1) of this article shall be effective only for the purposes of the application to recognize and enforce the interim measure. The court where recognition or enforcement is sought shall not, in making that determination, undertake a review of the substance of the interim measure. Indledningsvis bemærkes, at bestemmelsen udtømmende gør op med de tilfælde, hvor fuldbyrdelse kan nægtes, jf. vendingen may be refused only. Ser man på tilblivelsen af art 17 H - 17 I kan det konstateres, at arbejdsgruppen i starten af revisionsarbejdet blev forelagt og drøftede to varianter: en variant, der indebar, at domstolene som udgangspunkt var forpligtede til at fuldbyrde foreløbige skridt besluttet af voldgiftsretten og en anden variant, der lod det være op til domstolenes eget skøn, om fuldbyrdelse skulle ske.(42) Der var enighed om, at den sidste variant ville medføre manglende ensartethed i retsanvendelsen og modvirke en harmonisering af regelsættet.(43) Det var i den forbindelse oprindelig foreslået, at domstolene alene skulle fuldbyrde sådanne foreløbige skridt, som det pågældende lands domstole selv kunne træffe afgørelse om, men dette forslag blev ikke vedtaget, da omdrejningspunktet ikke fandtes at være, hvilke foreløbige retsmidler, det pågældende lands retsorden stillede til rådighed for domstolene, men hvorvidt det af voldgiftsretten foreslåede foreløbige skridt var fuld byrdelsesegnet.(44) Art 17 I (1)(a)(i) - (iii) er selvforklarende. Af særlig interesse for en revision af den danske lovgivning er håndteringen af de usikkerhedsmomenter, som også Retsplejerådet pegede på i forbindelse med behandlingen af forslaget til VL. Disse er i UC06 reguleret ganske bredt gennem art 17 I (1)(b)(i), hvorefter en domstol kan afvise at fuldbyrde et foreløbigt skridt, hvis dette ikke er foreneligt med de powers, som retten har i henhold til lovgivningen. Domstolene kan dog i stedet omformulere det foreløbige skridt, Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 6

så det bliver eksigibelt. Om domstolene så vil gøre det ene eller andet, må tiden vise. I art 17 I (2) er det fastslået, at domstolene ikke skal befatte sig med en prøvelse af selve det foreløbige skridt, men alene om fuldbyrdelsen heraf kan nægtes af de anførte grunde. Også på dette punkt udgør UC06 et klart fremskridt i forhold til UC85, der altså slet ikke tillod fuldbyrdelse af de af voldgiftsretten besluttede foreløbige skridt ved domstolenes mellemkomst. 3.3 Overvejelser om revision af VL Til støtte for synspunktet om, at fuldbyrdelse er et ofte nødvendigt led kan anføres, at en manglende mulighed for fuldbyrdelse reelt kan betyde, at den vindende part i en voldgiftssag ikke opnår det forudsatte resultat. Dette kan f.eks. ske ved, at den tabende part inden voldgiftskendelsen bliver eksigibel, har flyttet sine aktiver til en anden jurisdiktion (måske udenfor New York Konventionens anvendelsesområde), at det omstridte aktiv er afhændet til anden side, at patentet er bortfaldet som følge af manglende betaling af relevante afgifter, at den vindende bygherre er gået konkurs, fordi entreprenøren uberettiget påberåbte sig sin standsningsret og dermed satte byggeriet i stå, at kundeunderlaget for den vindende part er væk, fordi den tabende part ikke under voldgiftssagen ville levere i overensstemmelse med forhandleraftalen m.v. Ikke mindst i international voldgift er der et betydeligt behov for at kunne bevare status quo ved påbud eller forbud og for at sikre aktiver til brug for senere fyldestgørelse. UC06 er en naturlig konsekvens af en sådan erkendelse og endvidere et godt og effektivt redskab i så henseende. Det må klart anbefales at implementere reglerne herom fra UC06 i VL. Retsplejerådets betænkeligheder(45) må selvsagt adresseres i forbindelse med en sådan revision, og umiddelbart synes UC06 art 17 I (1)(b)(i) at være et generisk godt bud på en regulering, men det bør overvejes at foretage en mere specifik regulering af retsfølgerne af en overtrædelse af den danske lovgivning. Afslutning Som det vil være fremgået af ovenstående, bør en revision af VL 17 med henblik på at gøre bestemmelsen tidssvarende og brugervenlig iværksættes. Den stedmoderlige behandling af de foreløbige skridt står i kontrast til vigtigheden af, at effektive foreløbige skridt er til rådighed for parterne i - ikke mindst internationale - voldgiftssager. Hvis Danmark ønsker at gøre sig yderligere gældende som valgt forum i voldgiftssager, er det efter min vurdering et vigtigt parameter, at den danske lovgivning kan tilbyde en effektiv løsning af spørgsmålet om foreløbige skridt og disses fuldbyrdelse. Tiden er et vigtigt parameter i henseende til en revision af den danske lovgivning, og man må håbe, at lovgiver fremskynder arbejdet hermed. Voldgift som et effektivt tvisteløsningsmiddel - og Danmark som sæde for voldgiftssager - fortjener det. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 7

(1) Resolution 40/72 af 11. december 1985. (2) Lov nr. 553 af 24. juni 2005 med senere ændringer. (3) Resolution 61/33 af 4. december 2006. (4) Se 2004/2 LSF 127. (5) I forbindelse med arbejdet med UC85 var der diskussion om, hvorvidt voldgiftsrettens kompetence til at beslutte foreløbige skridt var eller skulle være implied eller ej, jf. A/CN.9/232, para 120. (6) Se således A/CN.9/WG.II/WP.37, art 23. (7) Se A/CN.9/245, para 70-71. (8) Jf. A/CN.9/264. (9) Ibid., side 43. (10) Se i denne retning f.eks. Lew, Mistelis & Kröll: Comparative International Commercial Arbitration (2003) side 592. (11) Supra note 8, side 43. (12) Se A/CN.9/508, para 54. (13) Supra note [4]. (14) Se Redegørelsen, side 181. (15) Jf. Gomard m.fl.: Fogedret (4. udgave, 1997), side 237 og Munch m.fl.: Fogedsager (3. udgave, 2005), side 669 og 702. (16) Se A/CN.9/216, para 69. (17) Jf. A/CN.9/WG.II/WP.108, para 104. (18) Se diskussionen herom i A/CN.9/545, para 21. (19) Jf. A/CN.9/WG.II/WP.119, para 16. (20) Ibid., para 17. (21) Ibid., para 18. (22) En anden ikke-udtømmende liste kan findes i Poudret & Besson: Comparative Law of International Arbitration (2. udgave, 2007), side 538-539. (23) Se A/CN.9/545, para 28. (24) Jf. A/CN.9/545, para 29. (25) Jf. A/CN.9/547, para 84-89. (26) Se A/CN.9/523, para 31. (27) Ibid., para 64. (28) Se udtalelsen i punkt 1.1. in fine, jf. supra note [17]. (29) Se eksempelvis A/CN.9/589, para 50-53. (30) Se om diskussionerne eksempelvis A/CN.9/523, para 22, A/CN.9/545, para 78, A/CN.9/545, para 52, A/CN.9/569, para 18-22, A/ CN.9/573, para 18 ff. og også kommissionens overvejelser i A/60/17, para 175. (31) Se eksempelvis A/CN.9/573, para 19. (32) Se A/CN.9/508, para 78 og gentaget A/CN.9/523, para 22. (33) Og omtales også som sådan i A/CN.9/589, para 49-55. (34) Ten Reasons Against a Proposal for Ex Parte Interim Measures of Protection in Arbitration, Arbitration International 2004, Vol 20, Issue 1, side 85-95. (35) Se her den tvivl om effektiviteten af UC06 art 17(7), som udtrykkes af i A/60/17, para 175. (36) Se A/CN.9/245 para 72. (37) Supra note 8. (38) Ibid., side 43. (39) Se f.eks. A/CN.9/WG.II/WP.108, para 75. (40) Se Retsplejerådet udtalelse af 12/8 2004, punkt 3.19.1. (41) Se LSF 127, punkt 5.13.1 ff. og Retsplejerådets udtalelse, supra note 40. (42) Se rapport fra arbejdsgruppens session i november 2000, jf. A/CN.9/485, para 79-103. (43) Ibid., para 81. (44) Ibid., para 99-100. (45) Supra note [40]. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 8