Astrid og S.P. Jensen Vore erindringer Redigeret af John Lykkegaard
Astrid og S.P. Jensen Vore erindringer udgivet 2006 udgivet som e-bog 2011 S. P. Jensen og Forlaget Mine Erindringer Redigeret af John Lykkegaard forlaget mine erindringer Stavnsvej 102, 8381 Tilst tlf. 7023 4719 www.mine-erindringer.dk jl@mine-erindringer.dk ISBN 978-87-91748-19-6 2
Forord Jeg blev født 5. februar 1930 på et lille husmandssted på Sneumvej i Tjæreborg. Jeg har to ældre søskende Betty, som er årgang 1927, og Edith, som er fra 1928, og vi er alle født samme sted. Landbrugsejendommen var ikke stor. Den lå på Sneumvejen og var på ca. 17 tdr. land. Vi havde fire køer, samt et par kvier og kalve og dertil nogle svin og høns, men det var ikke nok til at brødføde familien, så far måtte ud som daglejer. Lønnen for en dags arbejde var på to kroner. Begyndelsen af 1930 erne var meget vanskelige tider, og der var ingen økonomisk hjælp at få. Min mor havde tre brødre, der var 18 til 23 år, og de arbejdede ved landbruget som tjenestekarle, hvilket var meget almindeligt på den tid. Tiderne var så dårlige, at de var nødt til at tage plads uden løn, blot for at få kost og logi. Sidst i 1930 gik vores fødegård på tvangsaktion, og familien flyttede ind til Tjæreborg, hvor vi fik en lille taglejlighed over butikken med byens mælkeudsalg. Far arbejdede i grusgravene, som der dengang var 30 til 40 af i Tjæreborg. Vor fødehjem I efteråret 1932 flyttede vi til Gjerndrup, hvor mine forældre fik plads på en gård. Mor blev ansat som medhjælper og skulle blandt andet malke 22 køer morgen og aften. Dertil kom de nykælvede, som dengang også blev malket til middag. Far fik arbejde som løs daglejer, når der manglede ekstra hjælp. Omkring 50 meter vest for gården på den modsatte side af vejen, lå et lille røgterhus. Det hørte til lejemålet, og den 1. november flyttede vi ind. Ejeren af gården hed Mads Nejbjerg. Han og konen havde tre, fire børn. Der var ansat tre 3
4 karle samt en arbejdsdreng på gården. Hvor meget far arbejdede på gården, kan jeg ikke huske, men indimellem måtte han tage arbejde for kommunen. Jeg kan intet huske fra den tid, men mors mor Bedste, passede mig. Hun havde en lille landbrugsejendom som lå på Hedegade tre km fra Tjæreborg Station. Bedste blev enke i 1917, da bedstefar, Knud Christensen, døde af en lungelidelse under den spanske syge, som dengang hærgede hele Europa. Hun blev alene med seks børn, hvor mor var den ældste på 11 år, og Thorvald på to var den yngste. En stor del af tiden var jeg indlagt på sygehuset i Esbjerg, men Betty og Edith var med i Gjerndrup, hvor far og mor havde lejemål fra november til november. Dengang lejede man eller blev ansat for ét år ad gangen. Mads Nejbjerg var kendt som en religiøs mand. Han var ret nærig, men det var nok nødvendigt i de vanskelige år. Der var mange munde at mætte, da der jo ud over dem selv også var karle og piger, daglejere samt en røgter, som var titlen på fodermesteren. Så der var 12 samlet til middagsbordet. Mads bad bordbøn, hvor han bad Vorherre være midt i blandt os, velsigne og deltage i vort ringe måltid, og bagefter sagde konen værsgod. Arbejdsdrengen, hvis sultne øjne var naglet til stegepanden med de 12 frikadeller, udbrød nervøst: Hvem skal ingen frikadelle have? I januar, hvor der ikke var arbejde på gården, fik far arbejde ved Brørup Kommune, hvor han skulle hugge sten. Det var et stillesiddende arbejde og det foregik udendørs. I slutningen af januar blev han syg af det kolde udendørs arbejde, og samtidig fik han gulsot. Han måtte holde en streng diæt, for på den tid var der ingen medicin for gulsot, så den eneste behandling var streng diæt. Han blev mere og mere syg, men han var stædig, og han ville ikke holde op med det kolde arbejde. Den 3. februar 1933 blev han indlagt i Sct. Josefs Hospital i Esbjerg, da det var ret alvorligt med en ubehandlet gulsot. Det foranstående er, hvad jeg har fået fortalt, men som tre-årig er jeg blevet så stor, at jeg kan huske tingene, og nu er jeg klar til at fortælle mine erindringer om et liv, der begyndte i stor fattigdom og bød på mange udfordringer, men sammen med Astrid har vi klaret dem en efter en, og vi har begge fået et minderigt og godt liv.
Hos Bedste og nonnerne 5. februar. Det er i dag min tre års fødselsdag. Jeg er indlagt på Sct. Josef Hospital i Esbjerg. Jeg lider af sygdommen engelsk syge, som var en udbredt lidelse i dette årti. Sygdommen har blandt andet følgende symptomer: hjulbenethed eller at benene ikke kan bære. Jeg har været her flere gange, men denne gang har jeg været her længe. Jeg begyndte først at gå som to-årig, og jeg var stadig plaget af lidelsen. For tre dage siden blev min far indlagt på hospitalet. Dengang var sygeplejerskerne udelukkende nonner eller novicer, og de var klædt i sort med hvide kapper om hovedet. Man følte ikke, at de gik. Nej, de svævede hen over gulvet, og den lange dragt nåede helt ned til gulvet. Det første jeg kan huske, var, da en nonne fulgte mig ind på en sygestue og forbi en række senge. Jeg pegede og sagde, at der ligger en mand, der ligger en mand, der ligger en mand, og der ligger far. Jeg så ham hver dag. Den sidste gang ville han ikke tale med mig, da var han død. Det står endnu lysende klart og tydeligt for mig, og det er det første i mit livs erindring. Far døde klokken 21 den 5. februar 1933 på min tre års fødselsdag. Røgterhuset, Surhave 32, Gjerndrup. Mors søster kaldet moster Marie, besøgte far om eftermiddagen, og hun var klar over, at det stod dårligt til med ham. Han var meget syg og lod hende forstå, at han ikke regnede med at overleve. Moster ringede til Mads Nejbjerg og fik snakket med mor. Hun skulle først være færdig med at malke, og da der ikke kørte flere tog fra Brørup mod Esbjerg, kørte Mads hende til Esbjerg. Han havde bil, og det var vist sjældent dengang. Da de nåede frem til hospitalet, kom de ti minutter for sent. Far var død. Han blev kun 32 år og nåede ikke at opleve, 5
at der kom bedre tider, og han nåede heller ikke at se sine børn vokse op. Mor var 27 år. Det var en ung alder at blive enke i, og nu var hun alene med tre små børn. På Tjæreborg Kirkegård står en hvid marmorplade på en lille grav med følgende skrift: Marinus Jensen, født 27. maj 1901, død den 5. februar 1933. hvil i fred. Rejst af slægt og venner. Livet skulle jo gå videre trods sorg og savn. Mor havde tre børn at tage vare på, der skulle mad på bordet hver dag, og arbejdet skulle passes. Bedstemor fra Hadsten fars mor, blev nogen tid efter begravelsen. Hun var selv enke efter tre giftemål, og hun var en meget bestemt dame. Hendes første mand hed Søren Peter Jensen, og med ham havde hun seks børn. Min far, Marinus Jensen 6
Bedstemor og bedstefar i Hadsten 7