TIL: Arne Ullum, ansvarshavende chefredaktør, B.T. TIL: Ture Magnussen, kommunikationskoordinator, RCT. TIL: Politidirektør Hanne Bech Hansen; REF.

TIL: Arne Ullum, ansvarshavende chefredaktør, B.T. TIL: Ture Magnussen, kommunikationskoordinator, RCT. TIL: Politidirektør Hanne Bech Hansen; REF.: Ny politianmeldelse. TIL: Rigsadvokaten; REF.: Ny klage. CC: Lars Bo Haber-Petersen, redaktør, B.T. CC: Jakob Priess-Sørensen, journalist, B.T. CC: Tøger Seidenfaden, chefredaktør, Politiken. CC: Uffe Riis Sørensen, chefredaktør, Ritzaus Bureau. CC: Henrik Grunnet, redaktør, DR TV's chefredaktion. CC: Lisbeth Knudsen, Nyhedsdirektør, DR Nyheder & Sport. CC: Erik Valeur, journalist. CC: Retsudvalget; ATT.: Anne Baastrup, formand og Jørgen Nielsen, udvalgssekretær. CC: Villy Søvndal, MF for Socialistisk Folkeparti. CC: Flemming Skov Jensen, direktør, Lønmodtagernes Dyrtidsfond. CC: Menneskerettighedsdomstolen; REF.: Sag nr. 21660/02, THEIL versus Danmark. CC: Saint George Human Rights Ass. Int. FRA: Jørgen Theil. DATO: 30. juni, 2004. VEDR.: Pressens (selv)censur samt medlemskab og afhængighed af Den Danske Juristmafia. BILAG: 1. Redegørelse af 3. marts 1998 stilet til formanden for Den Danske Dommerforening. 2. Redegørelse af 31. december 2002 stilet til Cavling-prismodtager Jakob Priess-Sørensen. 3. Politidirektør Hanne Bech Hansens afgørelse af 23. januar 2004. 4. Klage/anmeldelse af 20. februar 2004 til Statsadv. f. Kbh. og Politidirektøren. 5. DR dokumentarudsendelse 2. december 1991 Havet sletter alle spor. 6. Udenrigsministeriets skrivelse af 3. december 1991. 7. Redegørelse af 21. februar 2003 stilet til Politidirektør Hanne Bech Hansen. 8. Politianmeldelse af 24. februar 2004 til Politidirektør Hanne Bech Hansen. 9. Min pagt (manifest) af 3. juli 1976. 10. Vedtægter af 28. oktober 1992 for Saint George Human Rights Ass. Int. 11. Manifest af 16. august 2003 stilet til dir. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Flemming skov. 12. Politidirektør Hanne Bech Hansens skrivelse af 11. marts 2003. 13. Højesterets dom af 19. november 1992, Jørgen Theil versus Unibank A/S. 14. Den Filippinske Højesterets resolution af 27. juni 1990. 15. Skrivelse/klage af 21. november 1991 til Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. 16. Præsident Corazon Aquino s 1st Indorsement af 9. januar 1992. 17. Udenrigsministeriets skrivelse af 3. december 1992. 18. Chargé d Affaires Gunnar Blæhrs skrivelse af 16. januar 1992. 19. Den Danske Ambassades i Manilas telegram af 23. januar 1992 til Udenrigsministeriet. 20. Trusselsbrev modtaget 24. november 1989. 21. Skrivelse af 17. november 2002 til B.T. v/cavling-prismodtager Jakob Priess-Sørensen. 22. Statsadvokaten for Københavns afgørelse af 17. maj 2004. 23. Statsadvokat Karsten Hjorths afgørelse af 18. marts 2004. 24. Telefax af 15. april til Rigsadvokaten. 25. Rigsadvokatens skrivelse af 19. april 2004. 1

26. Rigsadvokatens afgørelse af 2. juni 2004. 27. Redegørelse af 16. marts 2002 til DR TV v/journalist Mette Korsgaard. 28. IRCT s afgørelse af 24. august 2001. KAPITEL: 1. DR1 s første dokumentarudsendelse Under anklage i serien Magtens billeder vist den 4. februar 2004 vedr. politi- og anklagemyndigheden samt Politiklagenævnet. 2. Omhandlende Politidirektørens foreløbigt sidste, kriminelle afgørelse af 23. januar 2004, min gentagne opfordring til mediation i FYLYPPA -sagen samt en summarisk synopsis over denne sags forløb. 3. Den faktuelle retsløshed i verdens officielt bedste og sikreste (rets)stat ikke bare opleves som, men er i realiteten psykisk tortur, når den er mest perfid. 4. Eksempler på nogle af de råd, jeg søgte, og de svar, jeg fik. 5. Mine sociale, kommercielle og politiske manifester af henholdsvis 3. juli 1976, 28. oktober 1992 og 16. august 2003; sidstnævnte stilet til dir. Flemming Skov Jensen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond. 6. Hvad er der blevet af min politianmeldelse mod fhv. Retspræsident Frank Poulsen? 7. Politianmeldelse mod Højesteretspræsident Jacques Hermann og Højesteretsdommer Kardel. 8. Saint George Human Rights Ass. Int. s formålsparagraf versus Retsudvalgets ansvarsforflygtigelsesformularer til afvisning af såvel konkrete som generelle sager. 9. Retsstatens troværdighed går fløjten og volden tiltager, når, som ellers lovet, lovligt fremsatte budskaber ikke bliver hurtigt, professionelt og retfærdigt behandlet. 10. Politidirektøren v/chefpolitiinspektør Kaj Vittrup og pressen foregøgler offentligheden, at hun og PET har helt styr på terrorberedskabet. 11. Retsstaten gemmer sig fejt bag frygtelige, men i realiteten ineffektive våben, der kun nærer retsløsheden og hadet. 12. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Præsident George W. Busch har i realiteten afgjort, at ofrene for såvel September og March 11th som alle fremtidige ofre for terrorhandlinger er selvforskyldte. 13. Den humane, og i virkeligheden eneste fremadrettede, løsning på den internationale terror samt formlen for at nå frem til denne løsning (gennem lender s liability ). 14. Bank- & Retsvæsenets groft kriminelle cover-up for at dække over dets såvel oprindelige, konkrete forbrydelser som generelt perfide forbrydermentalitet. 15. Nogle refleksioner over supermagten USA s bedrifter som selvudpeget beskytter af den frie verden (læs: af pengemagtens frie spil). 16. Om nogen er det Præsident George W. Busch, der har ikke bare legaliseret, men tvunget major i FE, Frank Søholm Grevil, til at sætte sig op imod Den Danske Juristmafia v/statsminister Anders Fogh Rasmussen. 17. Så galt står det, i.e. retsløsheden, til i (rets)staten Danmark! 18. Når uformåenhed, forsømmelse, umådeholden kreativitet og løgne bliver en mærkevare. 19. Mine tre politiske målsætninger: Bevidsthed, bevidsthed og atter bevidsthed! Contra den bevidst ond tro, som Juristmafiaen praktiserer og er specialist i. 20. FYLYPPA s Sydafrikanske rødder og min giri til dette land. 21. Klage over Statsadvokaten for Københavns afgørelse af 18. marts 2004 samt anmeldelse mod Statsadvokat Karsten Hjorth for dennes forsætligt uretfærdige handling (afgørelse). 22. Politianmeldelse mod Rigsadvokat Henning Fode og assistent Lykke Sørensen. 2

23. Danske Banks finansiering af ulovlig eksport af truet regnskovstræ fra Filippinerne. Slutning. Kære Arne Ullum, Dette refererer til min e-mail af 9. februar 2004 sent kl. 17:19 under overskriften DR1 s dokumentarudsendelse under anklage den 4. februar i år i f. m. magtens billeder (1), som De endnu ikke har besvaret; og som De åbenbart heller ikke har til sinds at gøre. Med officiel kopi til især Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kan jeg derfor her afrunde mine indtil nu fremsatte, retlige provokationer samt korrespondance i øvrigt vedr. pressen i almindelighed og pressefrihed vis-a-vis offentlighed i retsvæsenet og den øvrige forvaltning i særdeleshed (ref. især nedenstående kap. 1, 21 og 22) med at konstatere, at 1 De og Deres ovennævnte kolleger, således stiltiende, har taget bekræftende til genmæle på mine afsløringer, anklager og særligt begrundede mistanke om, at den danske presse er medlem af den del af magtapparatets fordækte loge, der i FYLYPPA -sagen går under navnet Den Danske Juristmafia, og at den i nøje overensstemmelse med sine logebrødre udøver selvcensur. Nærværende redegørelse, som jeg nu har arbejdet på, redigeret i og udvidet i de sidste par måneder i takt med, at nye og (i f. m. såvel nærværende overskrifts emne som hele FYLYPPA -sagen) særdeles relevante hændelser indtraf midt under udarbejdelsen, skal her, hvor jeg er underkastet censur i realiteten; for ikke at sige er faktuelt bandlyst af den samlede presse - tjene adskillige formål, idet den herigennem automatisk fremlægges som bilag ved: A. B. C. D. E. F. G. H. Min ovennævnte klage til Menneskerettighedsdomstolen. Min henvendelse til RCT; jf. kap. 3, 22 samt slutningen. Mit manifest af 16. august 2003 til dir. Flemming Skov Jensen, LD; jf. kap. 5. Min klage over Statsadvokaten for Københavns afgørelse af 18. marts 2004; jf. kap. 21. Min politianmeldelse mod Statsadvokaten for København; jf. kap. 21. Min politianmeldelse mod Rigsadvokaten; jf. kap. 22. Min politianmeldelse mod højesteretsdommerne Hermann og Kardel; jf. kap. 7. Mine betragtninger omkring udviklingslandenes gældsbyrde, lenders liability, danske dommeres bijobs og biindkomster, lovligt fremsatte budskaber, terrorbekæmpelsen, m.m.; jf. kap. 6-19. I. Min redegørelse (under stadig udarbejdelse) stilet til daværende konstituerede, ansvarshavende chefredaktør Lars Bo Haber-Petersen. J. Mit arbejde for at fremme især børns levevilkår og menneskerettigheder gennem Saint George Human Rights Ass. Int. K. Min bog er dette Den Danske Juristmafia? (under udarbejdelse). Ad A. Som det fremgår af skriftvekslingen, er det efterhånden så mange forhold, den høje indklagede part 3

beviseligt har forbrudt sig imod i h. t. Konventionens artikler, at jeg overfor Domstolen nu med loven og juraen i hånd kan fremføre min mangeårige påstand om, at i (rets)staten Danmark er retsløsheden ikke undtagelsen, men reglen! Fokus i nærværende redegørelse er dog først og fremmest stillet ind på at illustrere og dokumentere pressens forsætlige medvirken til indklagede stats overgreb; ref. især art. 6, stk. 1 s garanti for offentlighed samt art. 10 s for ytringsfrihed. Det er min efterhånden mangeårige erfaring, at ovenstående påstand vedr. retsløsheden i én af verdens mest anerkendte (rets)stater ikke alene virker uforståeligt, men dybt utroværdigt for såvel hr. & lille fru Jensen repræsenterende indklagede (rets)stats borgere, skatteydere, offentlighed m.m. som for den internationale verdensopinion, FN, EU, menneskerettighedsorganisationerne m.fl. Nærværende redegørelse tilsigter derfor at illustrere pressens meddelagtighed i og ansvar for, at denne illusion får lov til at florere uanfægtet, mens den aktivt undertrykker den skinbarlige sandhed, at Danmark i realiteten hører til blandt verdens mest retsløse lande ud fra den tese, at 2 3 4 i Danmark sætter hr. & lille fru Jensen 100% lid til, at retsvæsenet/systemet vil beskytte dem! Uanset om de måtte komme op imod alt lige fra de mægtigste overmagter så som Staten og bankvæsenet til ægtefælden, naboen eller bare købmanden nede om hjørnet. Hvorved de i realiteten er fuldstændigt på Herrens mark den dag, det går galt, og de får brug for det, iflg. tidligere brugere og kendere, notorisk uformående, indspiste, korrumperede og magtarrogante retsvæsen. For de vil hurtigt opdage, at det kun er på papiret, de er sikret deres mange menneskerettigheder (læs: narresutte)! Men her (på papiret) har de dem (menneskerettighederne) til gengæld så også til overflod. Hvorimod lille Pedro i Langtbortistand har fået ind gennem modermælken aldrig at stole på retsvæsenet, der - som i Danmark om end også kun fordækt - i realiteten primært er til for at sikre magthaverne deres position og rigdomme. Så til forskel fra sine danske søstre og brødre tager, med rettidig omhu, Pedro ingen chancer, men derimod sine forholdsregler og ville, når f.eks. den sociale forskel mellem Danmark og Filippinerne samt forskellen i Jensens og Pedros autoritetstro tages i betragtning, forholdsmæssigt komme langt bedre ud af en prekær situation end Jensens. Så ja, alle de højtidelige løfter, love og traktater til trods, er lille Pedros faktuelle (rets)sikkerhed i bananrepublikken Langtbortistand i realiteten bedre end hr. & lille fru Jensens i verdens førende (rets)stat. Det er denne realitet omkring indklagede (rets)stat, jeg for noget nær 117. gang her tilsigter at fremme på bekostning af hr. & lille fru Jensens før beskrevne illusion. Idet jeg i nærværende redegørelse specielt tilstræber at fremhæve og illustrere pressens såvel uansvarlige som forsætligt fordækte og, efter min mening, højforræderiske medvirken til at holde denne illusion i live. Ad B. I 1 2 -radioavisen torsdag den 26. februar i år meddelte kommunikationskoordinator i RCT, Ture Magnussen, at RCT ikke er i tvivl om, at den danske ex fange har været udsat for psykisk tortur på Guantánomo basen. Ture Magnussen begrundede sin anklage om tortur med, at det må have været et stort og frygteligt psykisk pres for fangen, at han aldrig vidste, om han var købt eller solgt; i.e. hvornår han igen 4

ville kunne påkalde sig de gængse retsgarantier og regler, som hans vogter havde sat ud af kraft på ubestemt tid. Samme eftermiddag ringede jeg derfor og satte Ture Magnussen i udsigt, at han ville modtage en kopi af nærværende redegørelse, der også omhandler psykisk tortur. Nemlig den mod min familie og mig gennem at jeg ligeledes på ubestemt tid - i realiteten er rets- for ikke at sige fredløs selv indenfor grænserne af verdens formentligt bedste og sikreste og i hvert fald, hvad angår menneskerettighederne, højest råbende (rets)stat. Eftersom (psykisk) tortur også er eet af mine klagepunkter til Strasbourg, jf. Konventionens art. 3, har jeg for nærværende fokuseret på at illustrere, at dette gennem mere end en dekade gentagne brud på mine menneskerettigheder aldrig ville kunne have fortsat upåagtet i den (rets)stat, der netop gennem RCT og IRCT på verdensbasis er foregangsland i bekæmpelsen af tortur, havde det ikke været for pressens aktive inaktivitet og tavshed. Selvom der nedenstående er et selvstændigt kapitel, der henvender sig direkte til RCT, er hele nærværende redegørelse såvel som forudgående skriftveksling og korrespondance i øvrigt - én stor dokumentation på og illustration over denne psykiske tortur! Der, selv den dag i dag og selv efter mine utallige henvendelser til rette myndighed, nu har stået på gennem så mange år, så åbenlyst og så uanfægtet, at det virker næsten ligeså tragikomisk som grotesk og perfidt; jf. også kap. 22. Til sammenligning var amerikanerne da i det mindste ærlige og indrømmede, at de med fuldt forsæt havde anbragt alle disse fanger i et juridisk ingenmandsland udenfor al lov og ret. Fordelen for fangerne ved denne brutalitet er imidlertid, at den var så åbenlyst anstødelig, at selv pressen er nød til at lufte offentlighedens forargelse. Hvor, til forskel, den danske, psykiske tortur er så indavlet perfid, at selv bødlerne og deres officielle presse hårdnakket melder dør forbi, når de bliver bedt om at stå til regnskab for deres grusomheder. Ad C. Ligesom Politidirektør Hanne Bech Hansen er også dir. i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Flemming Skov Jensen, medlem af Kirsten Piils Laug; hvorfra jeg kender ham. Ved Sankt Hans-samlingen for 2 år siden (hvor jeg i øvrigt under hele frokosten havde siddet ved siden af og sunget duet sammen med Politidirektøren, som jeg kun kendte alt for godt fra hendes tid som Statsadvokat for København) spurgte jeg (som formand for Saint George Human Rights Ass. Int.) under den efterfølgende samtale dir. Flemming Skov, hvorfor der er så ufatteligt mange fattige, sultne og forhutlede mennesker i verden, når samtidigt den industrialiserede del af selvsamme verden søger med lys og lygte efter nye markeder? Idet det, for mig at se, i denne sammenhæng ville være en god, fremadrettet investering at hjælpe disse millioner af mennesker op til en højere og købedygtig levestandard! Det er politisk, var dir. Flemming Skovs lakoniske svar. Hvilket anede mig, da jeg jo gennem FYLYPPA -sagen havde ikke bare set og gennemskuet, men følt på min egen krop, hvor ufatteligt uformående, feje, småkorrumperede, magtsyge og (dum)arrogante racen af politikere generelt er; jf. bl.a. min redegørelse af 3. marts 1998 stilet til den daværende formand for Den Danske Dommerforening, dommer ved retten i Nyborg, Lars Ryhave (BILAG nr. 1), og som blev fremlagt for såvel den siddende regering, Folketinget, Folketingets Presseloge som for Menneskerettigheds-domstolen i Strasbourg. 5

Jeg har efterfølgende arbejdet på at interessere dir. Flemming Skov for de projekttyper, jeg allerede lagde kølen til i slutningen af 80-erne, mens jeg var rådgiver for den nyvalgte Aquino-regering, og som jeg har skitseret i mit manifest af 16. august 2003 stilet til dir. Flemming Skov; jf. nedenstående kap. 5. Dir. Flemming Skov har i samme forbindelse udtrykt ønske om at se den (mod)dokumentation samt begrundelse i øvrigt, som De i B.T. har lagt til grund for såvel Deres vurdering af, at det ikke er i offentlighedens interesse at få kendskab til daværende Retspræsident Frank Poulsens samt de øvrige implicerede dommeres, myndigheders, bankers og advokaters forbrydelser i den fortfarende verserende FYLYPPA -sag, som at min redegørelse og dennes omfattende dokumentation af 31. december 2002 (BILAG nr. 2) iflg. Dem er et direkte udtryk for omfanget og alvoren af den paranoia, jeg iflg. B.T. v/cavling-prismodtager Jakob Priess-Sørensen og Dem lider af. Ad D, E og F. Hele nærværende skærmydsel mellem Dem og jeg - repræsenterende Den Danske Juristmafias kreative (læs: perfide) fortolkning af loven samt form for selvcensur henholdsvis afstandtagen til dette, i realiteten, højforræderi - startede i november 2002 med Deres forargelse over, at jeg, rent metaforisk naturligvis, i f. m. de af mig indklagede politiklagenævnssager havde kaldt en spade for en spade, og Statsadvokat Karsten Hjorth for en skovl. Ikke for at genere manden; for det er iflg. min dossier over hans (u)gerninger et kompliment! Men for at fremhæve, hvordan han som en elefant i en glasbutik, sag efter sag, år efter år, tramper rundt i og for længst har måttet opgive at holde styr på alle de forbrydelser, han har begået i FYLYPPA -sagen. Hans indtil nu sidste afgørelse er ingen undtagelse; og derfor naturligvis hermed politianmeldt. Dette være gjort både for at overholde Konventionens krav i h. t. art. 35, stk. 1 og for samtidigt at give Dem endnu en lejlighed til ved selvsyn at konstatere, hvor slemt det står til! Eller automatisk afsløre og inkriminere Dem selv som stående i ledtog med Juristmafiaen og dens svende; jf. kap. 1, 2, 21 og 22. Og mens redigeringen af nærværende redegørelse har stået på, indløb Rigsadvokatens (forsætligt uretfærdige) afgørelse af 2. juni 2004 (der får bilags nr. 26), og for hvilket han, som det fremgår, bliver politianmeldt ved nedenstående kap. 22. Ad G. Som fremhævet andre 117. gange startede den del af FYLYPPA -sagen, der har med pressen at gøre, ikke med, at jeg henvendte mig til pressen for hjælp; som De ynder at kalde mine henvendelser! Men derimod med, at jeg - da mistanken om, at dommernes biindtægter konstituerer kamufleret bestikkelse, i maj 1991 blev bragt op i Folketinget - tilbød DR TVA den særlige del af min dokumentation fra FYLYPPA -sagen, der bestyrker denne mistanke; jf. især bilag nr. 2. For at aflede offentlighedens opmærksomhed fra denne særligt bestyrkede mistanke om bestikkelse samt - for det er jo lige netop det, FYLYPPA -sagen er spækket med beviser på korruption og magtmisbrug, henledte DR gennem dokumentarudsendelsen havet sletter alle spor i stedet hr. & lille fru Jensens opmærksomhed på en drabelig sørøverhistorie begået i lille Pedros Langtbortistand alias Filippinerne. Hvormed (i.e. denne 6

sørøverhistorie fra Filippinerne) det så i de efterfølgende 13 år har behaget politi- & anklagemyndigheden at begrunde deres afvisninger af mine politianmeldelser mod danske bankfolk, advokater, dommere og andre embedsmænd for forbrydelser begået her i Danmark! Ja, De læste rigtigt. Jeg går også ud fra, at hr. & lille fru Jensen læste rigtigt, da de den 10. marts i år i Ekstra-bladet kunne læse sig til, at højesteretsdommerne i Danmark sidste år i gennemsnit scorede 638.390 kroner alene på bijobs og dermed tjener ca. 1,5 millioner kroner årligt! Og at det også er rigtigt, at Højesteretspræsident Jacques Hermann på spørgsmålet om deres habilitet og upartiskhed svarede, at dommernes upartiskhed er hævet over enhver tvivl ((ligesom der per definition aldrig begås overgreb mod danskernes menneskerettigheder! Begynder De at kunne se komikken?)). Der er ingen grund til at formode, at de ikke kan adskille tingene, og der har aldrig været antydning af problemer i den retning. Det kan ikke siges mere arrogant! I total foragt for loven og retsfølelsen. For De kan jo i hvert fald bevidne, at det er den sorteste løgn! For alene jeg har nu på 13. år næsten ikke bestilt andet end at råbe mine anklager om den danske dommerstands korruption og magtmisbrug ud i alle fire verdenshjørner for at overdøve pressens larmende tavshed omkring mine politianmeldelser derover. Jeg har sågar lokaliseret og navngivet den for Danmark særegne (læs: ekstraordinært perfide) form for omvendt bestikkelse ; jf. mit indlæg den 1. marts 2001 i Politiken under overskriften kyniske korruptionsbekæmpere, hvor Politiken imidlertid behændigt censurerede hele afsnittet om omvendt bestikkelse fra. Min nedenstående politianmeldelse af Højesteretspræsident Jacques Hermann og nu pensioneret Højesteretsdommer Kardel skal, ligeledes for andre 117. gang, give endnu et eksempel på og vise hele dommerstandens tætte kontakt til, samarbejde med og afhængighed af dens principaler, mæcener og disses Juristmafia, samt at der er en direkte forbindelse mellem dette tætte samarbejde og ovennævnte biindtægter (læs: omvendte bestikkelse ). Ad H. Det er åbenlyst for stort set alle andre end lige Juristmafiaen, dennes Principaler, mæcener og presse samt magthaverne i øvrigt, at der er en direkte sammenhæng mellem udviklingslandenes voksende gældsbyrde og den tiltagende terrorisme. Det kunne også siges med de gamle læresætninger, at det, du sender ud, er det, du får igen, og at vold avler vold, tryk fremvirker modtryk! Egentligt logik for selv Perlehøns; så hvis de af os, der mener sig klogere end Perlehøns, forudsætter, at disse to læresætninger holder vand, har vi, hvad angår terror, selv med September 11th og nu også March 11th end ikke skimtet toppen af isbjerget; jf. forsøget den 2. ds. på at afspore højhastighedstoget fra det Madrid, hvor blodet fra den sidste terrorhandling endnu ikke er sunket i jorden. De i pressen har jo notorisk for vane at begrunde Deres selvcensur med, at De må have konkrete agter, beviser og andre fakta på bordet, når De afviser en borger, som kommer med en generel sag, der stempler og inkriminerer Deres faktuelle Principaler, mæcener og venner i øvrigt; så som f.eks. vedr. den bundløse ulandsgæld. Kommer der på denne borgers vej ud af redaktionen på samme tid en anden borger ind ad svingdøren med en helt konkret sag vedlagt ubestridelige beviser og dokumentation, vil han derimod få at 7

vide, at avisen ikke bare kan gå ind i en (konkret) sag, der iflg. redaktionen (læs: Juristmafiaen) ikke har generel interesse (læs: afslører mafiaens sande natur) for læserne; i.e. you are damned if you do, and you are damned if you don t. FYLYPPA -sagen var derfor uhyre interessant for Deputy Secretary General, Charles Avila, i det regerende parti, der støttede den nyvalgte Præsident Corazon Aquino, fordi denne sag alene havde alle disse aspekter i sig. (PS: Det var i øvrigt præsidentens egen, kødelige bror, der var partiets Secretary General og leder). Planen var, at Charles Avila og jeg ville bruge FYLYPPA -sagen som skoleeksempel på, hvordan den tredje verden, uden at det skulle koste den så meget som en krone, ville kunne afvikle den del af statsgælden (og vi taler formentligt om 80% eller mere), der var røget lige ned i kyniske despoters samt disses grådige cronies og embedsmænds bundløse lommer. Hvorefter de frigivne midler og/eller sparede udgifter skulle kanaliseres over i projekter, der ville kunne hive horderne af arbejdsløse, sultne og opgivende borgere op af dyndet og ud af kriminalitet, fortvivlelse og had til deres bødler; jf. nedenstående kap. 13, hvor jeg beskriver hele dette projekt samt, især, hvorfor det aldrig blev til noget. Idet De derigennem har formlen for genereringen af det had, der væltede tvillingetårnene i New York, og som vil besvare det spørgsmål, en amerikansk kvinde stillede gennem pressen på hele nationens vegne: Hvorfor hader de os så meget? Som illustreret i ovenstående litra A kan forskellen på lille Pedros og hr. & lille fru Jensens trængsler groft sagt aflæses i graden af den perfiditet, deres respektive magthavere byder dem, og som de mere eller mindre ubevidst lider under. Jeg vil for endnu andre 117. gang derfor illustrere, hvordan domstolenes foragt for samt politi- og anklagemyndighedens sjofle behandling af lovligt fremsatte budskaber ville have fået hele nationen på barrikaderne sammen med sultne, lille Pedro; havde det altså ikke lige været fordi, magthaverne her i verdens bedste (rets)stat bespiser borgerne så fedt og godt (sådan lidt á la alle de uartige drenge i historien om Pinocchio), at kun få har lyst til at kravle op ved siden af Pedro. Hvis de da overhovedet kan klatre og komme til for maven. Jeg, der er formand for Saint George Human Rights Ass. Int., og som under begge de to sidste valg til Folketinget stillede op som uafhængig kandidat med det enkle program af udskifte korruptionen og illusionen med faktuel retssikkerhed og sande livskvaliteter, tilsigter derfor gennem nærværende redegørelse at genopfriske den formentligt eneste, duelige formel for en livsforsikring mod terrorisme; jf. nedenstående kap. 8-19. De kunne også sige, at jeg udnytter nærværende redegørelse, hvor jeg iflg. kap. 2, 3, 6, 7, 21 og 22 har et retskrav på at blive hørt, til her at fremme den indsigt, jeg har på dette felt (i.e. terrorisme), men som politikerne, myndighederne og De i pressen for alt i verden ikke vil delagtiggøre mine medborgere i. Og, som næsten alt i såvel denne verden, som i denne redegørelse, baserer og centrerer jeg mine beretninger og konklusioner omkring min søn og hans samtids sikkerhed og fremtid; jf. litra J. Jeg tilsigter at vise gennem kendte eksempler på terror, der har fundet sted her uden for mit hjem på Nørrebro, samt gennem totalt ukendte overgreb, der er blevet begået mod min søn og jeg, at der er en sammenhæng til og med den internationale terror, der hver dag rykker nærmere! Og at de politikere og 8

myndigheder, der skulle beskytte os, kun i allerbedste fald er værdiløse og snarere medvirkende til at optrappe terroren. Eftersom min søn hver dag færdes og opholder sig på nogle af de steder, der er ligeså oplagte terrormål, som han var et oplagt offer for de lokale Nørrebrobisser (som ung teenager blev han faktuelt overfaldet hele tre gange), og eftersom jeg af dårlig erfaring ikke stoler på hverken politikerne eller myndighederne og deres evne til at beskytte ham, må jeg derfor gennem denne redegørelse prøve at råbe de af mine medborgere op, der også har et ønske om at beskytte deres børn og sig selv. Ad I. Denne redegørelse, som jeg allerede begyndte på efter modtagelsen af Jakob Priess-Sørensens e-mail modtaget kl. 11:02 den 15. september 2003, var mere end 80% færdig, da den blev overhalet indenom af nærværende redegørelse; der så pga. politiklagenævnssagen fra Løgstør, Ture Magnussens ovennævnte udtalelse samt terrorangrebet i Madrid pludseligt fik højaktuel interesse. Men det kan måske undre, at jeg stiler hele to redegørelse til B.T.? Hvilket dog har sin helt naturlige forklaring: Det er mange år siden, jeg realistisk måtte erkende, at såvel det danske retsvæsen som hele det politiske system og forvaltningen er så uformående, indspist, perfidt og/eller korrumperet, at det ((at kræve og forfølge sin ret)) er som at slå i en dyne! Som en retsordfører, MF Tom Bencke, der ellers havde håbet på lige at kunne score et par billige point gennem FYLYPPA -sagen, udtrykte det. Underforstået, at vi kan alle ligeså godt give op på forhånd og indstille os på at leve et liv som lykkeligt uvidende slagtekvæg, indtil herremanden alias Principalerne v/juristmafiaen sender os til slagtning, eller vi er så heldige at have overstået livet og, uden at have været i karambolage med Juristmafiaen, er nået frem til stille og roligt at kunne ånde ud; whatever comes first. Med den erkendelse in mente har jeg med rettidig omhu adresseret og stilet mine anmeldelser, klager, redegørelser m.m. til rette myndighed i h. t. såvel retsplejelovens som Menneskerettigheds-konventionens forskrifter og bestemmelser; generelt altid som om rette myndighed er en ærlig, vederhæftig og uafhængig embedsmand, der, som med alle andre lovligt fremsatte budskaber, vil behandle den pågældende sag hurtigt, professionelt og retfærdigt. Ligesom mine yderligere bemærkninger er skrevet som om den pågældende embedsmand er seriøst engageret i sit kald. En taktik, der, fordi jeg i virkeligheden har blikket stift fæstet på og til syvende og sidst skriver direkte til nedennævnte (hvid)bog, spænder vidt; jf. nedenstående beskedne udvalg af mine mange grunde: 1 2 3 Forskellen mellem lovens ellers strenge bud om retfærdighed og den pågældende, korrumperede myndigheds groteske uartigheder fremstår derved tydeligt i al dens afstumpede gru. Den faktuelle virkelighed står derigennem detaljeret og uangribeligt nedfældet med forbindende tekst og processuel skadevirkning for indklagede høje kontraherende part v/den pågældende modtager. Ingen, der insisterer på at kunne læse dansk indenad, ville efterfølgende kunne komme og forsøge at ansvarsforflygtige sine ugerninger ved at påstå, at han eller hun ikke vidste, hvad de gjorde. Hvor det politiske oplæg til magtudredningen foregav at skulle såvel kortlægge magtstrukturerne 9

henholdsvis navngive magtens faktuelle bagmænd samt sætte gang i debatten om demokratiet, har de selvbestaltede aktører end ikke kunnet svinge sig op til bare at debattere udredningens mangler; som der jo ellers er rigeligt af! FYLYPPA -sagens mange redegørelser og rapporter tilsigter i al beskedenhed at kompensere for nogle af disse mangler. Derfor denne (og alle de andre) omhyggelige redegørelse(r)! Nu kan De så ligesom strudsen vælge at stikke hovedet i et ligeså tomt hul og prøve at fantasere Dem til, at Deres læsere og den øvrige offentlighed aldrig finder ud af, hvor fej og korrupt De vitterligt er, og at De har holdt dem for nar. Deres læsere har, efter min mening, tværtimod krav på at få at vide, at De i pressen har nøjagtigt den samme målsætning som logebrødrene og søstrene i både retsvæsenet og paraplyudlejningsfirmaet; der, rent metaforisk, notorisk straks inddrager samtlige paraplyer ved det mindste tegn på regn. Jeg synes også, at De skylder deres læsere, seere og lyttere at gøre dem klart opmærksom på, at selvom De direkte inviterer dem til at kontakte Deres respektive medie, er denne stående invitation kun tænkt som vinduesstaffage i pressefrihedens hellige navn, og må derfor aldrig misbruges til kritisk, dybdeborende og opfølgende journalistik, der ville kunne støde Juristmafiaens image. En sådan advarsel kunne eksempelvis stå der, hvor den fhv. Justitsminister Hans Engell skilter med, at Ekstra-bladet tør, hvor andre tier! Og stod det til mig, skulle der ligesom på cigaretpakkerne stå en utvetydig advarsel. Én ting kan De dog altid regne med: Uanset om De stikker hele kroppen ind i og gemmer Dem i førnævnte hul, kommer selv Deres larmende tavshed for dagens lys! Det har De mit ord for. Og nu, hvor hele Danmarks Kulturbrian har fordoblet støtten til den internationale kamp for ytringsfriheden og stærkt kritiseret PEN for at optræde hyklerisk, har jeg i realiteten på det nærmeste fået hans forhåndstilsagn om støtte til min nedennævnte bog: (PS: Det er ikke uden skadefro, at jeg overfor Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i min klage af 31. august 2003 kunne referere til professor Tim Knudsens rapport over forvaltningen! Idet jeg kan konstatere, at hans rapport i realiteten underbygger stort set alle mine påstande inkl., men så sandelig langt fra begrænset til, at i (rets)staten Danmark er retsløsheden ikke undtagelsen, men reglen! ) Ad J. De første mange år med FYLYPPA -sagen var ren overlevelse, hvor jeg 24 timer i døgnet, hver dag, året rundt, måtte forsvare mig mod bankerne og Juristmafiaens brutale overgreb, der indbefattede ikke bare konstante trusler på mit liv, men sågar det, der i gangsterkredse går under navnet a contract. Samtidigt væltede det ind med (groft uretvise) stævninger, ligesom Kongens Foged var en hyppig gæst. Livet i mit palæ på Dyrehavevej 38 i Klampenborg, hvor både mit rederi og jeg havde residens, var som i en krigszone; og varede alene på denne adresse da også ligeså lang tid som begge verdenskrige tilsammen. Hvorefter skuepladsen blev forlagt til Børsted ved Karise, hvorfra jeg kæmpede i 4 år, før både den (i.e. skuepladsen) og jeg for godt 7 år siden flyttede her til Tømrergade 7 på Nørrebro. Ovenstående skitsering af en veritabel krigsskueplads er samtidigt beskrivelsen af min søns barndomshjem. Han har således beviseligt betalt en høj pris, fordi hans far, undertegnede, nægtede at udføre de forbrydelser, som Danske Bank & Co. forsøgte at lokke og presse mig til at begå på mit eget initiativ 10

(jf. pkt. 1 i kap. 2). Han lærte også, at Janteloven er langt mere infam, end selv dens værste kritikere gør gældende, for alle tror de jo, at den altid støtter David i hans kamp mod Goliat. Hvorimod Jantelovens feje disciple i virkelighedens verden lefler underdanigt for Danske Bank og håner ham, der tør gå op imod banken og dens juristmafia. Således havde den besætning fra DR, der lavede bilag nr. 5, frygteligt ondt i nakken af, at jeg også stod oprejst og på 7. år vedblivende kæmpede alle de seks måneder, det tog dem at lave udsendelsen. For, som journalist Henrik Madsen betroede mig, havde hans folk svært ved at fatte sympati for min situation og troværdighed omkring min person, så længe jeg ikke var på bistand og havde lært at bøje nakken. Vi kan - baseret på mange års ubestridelig dokumentation, således inkl. nærværende redegørelse - i dag konstatere, at ovenstående udtalelse siger ikke bare mere om dem end om mig, men alt om den presse, denne besætning repræsenterer: For hvor jeg i dag jo netop lever under fattigdomsgrænsen af nådsensbrød, behandler pressen mig stadigt, som var jeg glødende jern inficeret med pest. Hvilket De, hr. chefredaktør, og deres medlæsende kolleger fra pressen da i hvert fald alle ville kunne skrive under på? Det skal dog siges til Deres undskyldning, at det må være ubærligt provokerende, at jeg efter alle de ydmygelser, De har budt mig, stadig ikke har lært at bøje nakken i beundrende respekt og underdanighed for verdens bedste og frieste presse. Tværtimod skubbede journalist Henrik Madsens belæring mig ind i erkendelsen og praktiseringen af det kristne budskab, at det, du gør mod andre, gør du mod mig ; jf. ligeledes Thor Nørretranders forrige bog Det generøse menneske, hvor han går Vor Herre i bedene ved at love store belønninger til den, der handler uselvisk. Så fra primært at fokusere på mine retskrav, vendte jeg FYLYPPA -sagen på hovedet, og er siden gået målrettet efter retfærdigheden i h. t. den retsfølelse, som, Juristmafiaen v/især skiftende justitsministre foregiver, ligger dem allerøverst på sinde. Alt sammen med det formål at gøre mit til at overdrage min søn en bedre verden end den, Den Danske Bank & Regering samt Juristmafia gør alt for at spise ham og hans samtid af med. Eller, sagt med andre og langt simplere ord, gør jeg bare alt det, som opblæste levebrødspolitikere og -menneskerettighedsfrontkæmpere fantaserer om og foregiver, at de vil gøre. Så ca. 10 år før Thor Nørretranders bog kom på gaden, dannede jeg med mig som formand Saint George Human Rights Ass. Int. med det formål at formalisere denne erkendelse og deraf følgende beslutning. Som Deres Cavling-prismodtager så desværre anser for at være rendyrket paranoia; medmindre, altså, det i virkeligheden viser sig, at han er ligeså bange og fej som sine ovennævnte kollegaer. Og det er jo så det, i.e. fejhed contra mod, nærværende redegørelse overvejende handler om. Ad K. Selvom handlingen i min bog gennem et kort tilbageblik starter i det zen tempel i Japan, hvor jeg ved at praktisere za-zen lagde én af grundstenene til mit rederi, skifter scenen hurtigt til Filippinerne og mit ovennævnte samarbejde med Charles Avila; jf. kap. 12. Humlen i bogen er dog at vise hr. og lille fru Jensen, hvordan de kan beskytte sig selv, deres børn og børnebørn gennem at hjælpe lille Pedro på Filippinerne. 11

Så al det snavs, De i pressen, retsvæsenet og den øvrige Juristmafia troede Dem sikker imod at få afsløret, vil i min bog blive udstillet og udpenslet i alle dets ynkeligt feje, groteske og forbryderiske former for alle, således også Deres egne efterkommere, når disse ellers havde glædet sig til at læse om Deres eftermæle, at væmmes over. Bl.a. forestiller jeg mig, at udvalgte redegørelser, som f.eks. nærværende, der også vil fremstå med forbindende tekst, vil være at finde bagerst i bogen. Derved vil læseren hurtigt kunne forvisse sig om, at det ikke er hans egne øjne, der er noget galt med, men at De oven i købet både faktisk og juridisk stiltiende har taget såvel bekræftende til genmæle på alle mine ærekrænkelser som tilstået Deres meddelagtighed i Juristmafiaens forbrydelser. Jeg har planlagt et par andre spændende finesser ved bogen, der samtidigt vil kaste lys på min klage til Menneskerettighedsdomstolen. Men lad os ikke tøve længere med dette forord og i stedet gå over til de respektive emner hvor, som sagt, jeg gør en særlig dyd ud af at fremhæve pressens meritter: 1. KAPITEL DR1 s første dokumentarudsendelse Under anklage i serien magtens billeder vist den 4. februar 2004 vedr. politi- og anklagemyndigheden samt Politiklagenævnet. Og hvad ville kunne være mere sigende og afslørende end at offentliggøre pressens meritter i den emailkorrespondance, jeg har haft med pressen i forlængelse af DR1 ovennævnte dokumentarudsendelse! Korrespondancen, der taler for sig selv, er derfor indsat uredigeret nedenstående i omvendt datorækkefølge: Fra: Sendt: Til: Emne: Jørgen Theil [mailto:jorgen@theil.nu] 25. februar 2004 16:41 riis@ritzau.dk vedr. pressemeddelelser m.m. Kære Uffe Riis Sørensen, Ved sidste folketingsvalg sled jeg trapperne tynde ved at stemme dørklokker her i Blågårdskredsen med det primære formål at kunne udtale og underskrive mig med en folketingskandidats vægt og troværdighed. For hele 80 % af mine stillere havde udtrykkeligt givet mig deres underskrift og CPR-nummer for at bakke op om min kæphest: Afsløringen af den faktuelle retsløshed samt (middelmådighedens) korruption og magtmisbrug i Danmark; som nu f.eks. den, der kom til udtryk den 4. ds. i DR's dokumentarudsendelse "Under anklage", og som vedhæftede to klageskrifter bl.a. refererer til. Formanden for Transparency International, læge Torben Ishøy, der foregiver at ville hjælpe mig, ringede midt under valgkampen og tilbød uopfordret at introducere mig til Jeres nu pensionerede medarbejder, journalist Henrik Döcker, der ligeledes er specialist i menneskerettighederne. Under samtalen kom det imidlertid tydeligere og tydeligere frem, at hvor Henrik Döcker er umådeligt vidende og stærk på det intellektuelle plan, var han utilbøjelig til at omsætte denne viden i handling. Så på mit afsluttende spørgsmål efter vores timelange samtale om, hvordan vi skal komme korruptionen og magtmisbruget til livs, når selv 12

domstolene notorisk er forfaldet til denne praksis, resignerede Henrik Döcker ved at citere (sågar på latin) det stadigt uløste spørgsmål fra det gamle Rom: "Hvem skal dømme dommerne?" Det mente jeg så, at han og den øvrige presse skulle være med til! Ikke ved at gøre sig til dommere over de af mig mistænkte og indklagede dommere, men blot ved at udstille deres åbenlyst uretfærdige handlinger. Hvilket nemmest og uden nogen form for risiko for injurier eller lignende ubehageligheder ville kunne gøres ved blot at opfordre dem til at fremlægge den dokumentation, hvorpå de har baseret deres afgørelser; og som de jo egentligt har pligt til. Ganske som jeg i vedhæftede klage afkræver Politidirektøren den dokumentation, hun antyder, men, som jeg ved, hun ikke har; alene af den grund, at den ikke findes. Men her stod Henrik Döcker af. Han benægtede ikke længere (læs: kunne ikke længere benægte) realiteterne, men turde simpelthen ikke forfølge og afsløre det danske retsvæsens overgreb på menneskerettighederne. Så enkelt er det! Jeg har efterfølgende ikke forsømt nogen lejlighed til at håne ham og Torben Ishøy for deres fejhed. Hvilket jeg fortryder, idet jeg naturligvis samtidigt bekræfter at ville stå til ansvar for al det, jeg har sagt og skrevet. Min fortrydelse går derimod på, at denne hostilitet ikke gavner den sag og de menneskerettigheder, som, vi alle påstår, vi arbejder på at fremme. Jeg har først nu erfaret, at Henrik Döcker er gået på pension. Hvilket er en kærkommen lejlighed til at begrave gammelt uvenskab. Og jeg håber derfor, at du vil sætte en uforudindtaget ny journalist på sagen. Der er dog lige en ting til, som det længe har ligget mig på sinde at spørge Ritzaus Bureau om: Hvad siger loven omkring pressemeddelelser vedr. politianmeldelser af højtstående embedsmænd? Har jeg et retskrav på at kunne få en meddelelse vedr. et offentligt retsanliggende offentliggjort? Hvordan forklarer du, at pressen både skriver om og viser i TV, at de i ovennævnte sag 4 navnløse, ganske almindelige betjente bliver politianmeldt, og at Statsadvokaten for Ålborg trues med politianmeldelse, når den ikke vil skrive om, at selveste Politidirektør Hanne Bech Hansen er blevet politianmeldt for i bevidst ond tro at have afvist en anmeldelse af sin overordnede alias efterfølger i statsadvokaturen for København, Statsadvokat Karsten Hjorth, i en sag ligeledes involverende det notorisk håndtamme og blåstemplende Politiklagenævn? Med venlig hilsen, Jørgen Theil -----Oprindelig meddelelse----fra: Sendt: Til: Cc: Emne: 13 Jørgen Theil [mailto:jorgen@theil.nu] 24. februar 2004 16:26 sfanba@folketinget.dk; jorgen.nielsen@ft.dk jm@jm.dk; hegu@dr.dk; mikl@dr.dk VS: pressen som offentlighedens repræsentant i retssager

TIL: Folketingets Retsudvalg; ATT.: Jørgen Nielsen, udvalgssekretær. CC: Justitsminister Lene Espersen. CC: DRTV's chefredaktions redaktør, Henrik Grunnet. FRA: Jørgen Theil. VEDR.: Deres J.nr. REU Tak for Deres skrivelser af 10. og 16. ds. Naturligvis kan Retsudvalget ikke som sådant tage stilling til konkrete enkeltsager. Det er jeg principielt helt enig i. Men jeg ser jo også fjernsyn og læser aviser, hvor Udvalgets medlemmer med jævne mellemrum notorisk stiller op i helt konkrete enkeltsager. Jeg beder derfor Dem, hr. udvalgssekretær, om at understrege overfor Udvalgets formand og øvrige medlemmer, at dette ikke bare er en uskyldig sag, men dokumentationen på, hvordan den udøvende og dømmende magt underløber den lovgivende. Så selvom nærværende sag er både enkel og konkret, er den i endnu højere grad også såvel generel som af meget alvorlig karakter. Som det fremgår af vedhæftede klage af 20. ds. til Politidirektøren og Statsadvokaten for København, er justitsministerens sagsbehandler, kontorchef Peter Hindsberger, politianmeldt i sagen. Hvorfor det må frygtes, at anmeldte ikke videregiver ministeren det rigtige billede samt faktuelle beviser og andre informationer. Jeg beder derfor Dem, hr. udvalgssekretær, om også at understrege dette uheldige forhold overfor Udvalgets formand og bede hende sikre sig, at ministeren får et retvisende billede. Venligst bekræft. Jeg benytter samtidigt lejligheden til at opfordre Udvalgets formand og medlemmer til at samarbejde med DRTV s chefredaktions redaktør Henrik Grunnet (henvist af Lisbeth Knudsen); jf. nedenstående mail: -----Oprindelig meddelelse----fra: Lisbeth Knudsen ND-LEDELSE [mailto:lks@dr.dk] Sendt: 23. februar 2004 17:44 Til: Jørgen Theil Cc: Michael Klint DR DOKUMENTAR; Henrik Grunnet TV-CR-DR1 Emne: SV: pressen som offentlighedens repræsentant i retssager Kære Jørgen Theil, Jeg er desværre ikke den rette at spørge til programmerne om Magtens Billeder. Derfor sender jeg din mail videre til redaktør Henrik Grunnet i DRTVs chefredaktion, som forhåbentlig kan hjælpe dig. 14

m.v.h. Lisbeth Knudsen DR Nyheder & Sport NYHEDSDIREKTØREN TV-byen KH-12 2860 Søborg Tlf. nr. dir. 35 20 33 60 Fax nr. dir. 35 20 33 69 email: lks@dr.dk -----Oprindelig meddelelse----fra: Sendt: Til: Cc: Emne: Jørgen Theil [mailto:jorgen@theil.nu] 23. februar 2004 12:47 lks@dr.dk mikl@dr.dk pressen som offentlighedens repræsentant i retssager Kære Lisbeth Knudsen, Når jeg ser én af Jeres dokumentarudsendelser - som nu Under anklage den 4. ds. værende det først portræt af Magtens billeder - opfatter jeg den ikke blot som en information, men også som en invitation til at reagere, såfremt jeg måtte have en viden og dokumentation, der ville kunne underbygge det budskab, der ligger i udsendelsen. Venligst be- eller afkræft, om dette er en korrekt opfattelse? Og i afkræftende fald venligst give mig en kort forklaring. Jeg har i hvert fald opfattet det som ikke bare en invitation, men en samfundspligt. Idet jo flere sager, der kommer frem om myndighedernes overgreb, jo større chance er der for at nedbryde offentlighedens illusion omkring retsstaten og den retssikkerhed, der, når det kommer til stykket, beviseligt ikke virker. Jeg vil endog gå så langt som til at sige, at hvis udsendelsen den 4. ds. får lov til at stå alene, vil den, selvom - eller formentligt snare hvis - politiet blev dømt, efterlade det indtryk hos offentligheden, at det var undtagelsen, der bekræfter reglen (om at Danmark er én af verdens førende og sikreste retsstater). På den ene side må jeg naturligvis medgive, at DR ikke kan offentliggøre al det, I modtager; såvel pga. mængden som pga. lødigheden. Netop derfor havde jeg gjort mig stor umage med indholdet af min e-mail afsendt den 6. ds. kl. 00:01 til journalist Michael Klint. På den anden side forudsætter hele vores retssystem, at der er fuld offentlighed; underforstået ved pressen. For vi ved jo begge, at det intet nytter, om vi så tromlede hele familien, naboerne og de nærmeste venner sammen til at overvære et retsmøde, hvis heller ikke én af de tilstedeværende har adgang til pressen. 15

Og det ved alle disse myndigheder af sød erfaring; jf. eksempelvis Politidirektør Hanne Bech Hansens umiddelbart retfærdige - men i realiteten forsætligt perfide - begrundelse citeret i vedhæftede klage over hendes afgørelse af 23. januar 2004 for at afvise min anmeldelse af Statsadvokat Karsten Hjorth, Rigsadvokat Henning Fode samt kontorchef i Justitsministeriets politikontor Peter Hindsberger, at jeg deler Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnbys opfattelse af, at man ikke kan få prøvet andre myndigheders afgørelse, som man ikke er enig i, blot ved at indgive politianmeldelse mod de personer, der har truffet afgørelsen. Det offentliges påtale af strafbart forhold kræver således, at anklagemyndigheden er af den opfattelse, at et strafbart forhold er begået, samt at der i så fald også er tilstrækkelige beviser i sagen til, at der vil kunne opnås domfældelse hos domstolene. For naturligvis har begge disse myndighedspersoner principielt fuldstændigt ret i ovenstående. Jeg kan dårligt være mere enig. Problemet er bare, at denne opfattelse forudsætter, at de begge er vederhæftige og har det format, der kræves for på fuldstændigt uvildig og ærlig vis at behandle veldokumenterede politianmeldelser mod sig selv. Det er på nøglepunkter som her, retssikkerheden kortslutter! Politidirektørens ovenstående begrundelse lyder ikke bare tilforladelig, men både begavet, professionel og ærlig. Og det er lige netop det, der gør den så perfid og farlig! For menigmand har jo ikke en jordisk chance for at gennemskue bedraget. Og de få, der mod alle odds alligevel kan, får ikke et ben til jorden. Dette er kun eet blandt de snesevis af lignende overgreb, jeg har fuld dokumentation på. Og som under Tamil-sagen blev kendt som Justitsministeriets falske melodier ; som alle indenfor især retsvæsenet samt den øvrige forvaltning i misforstået loyalitet synger, spiller eller nynner for hinanden, alt efter hvad den pågældende sag eller situation måtte fordre. Én gang er ingen gang! Så hvis DR giver indtryk af, at ovenstående spil kun fandt sted i f. m. Jens Arne Ørskov Mathiasens - og så lige Benjamins - død og lemlæstelse, kan offentligheden meget let få det indtryk, at politi- og anklagemyndighedens indspisthed og magtmisbrug er nærmest utænkeligt. Og at den absolut eneste grund til, at det undtagelsesvis så alligevel skete, kun var fordi, det omhandlede voldelige, unge, beruse mænd, der selv havde været ude om det. Det er derfor, at mine sager involverende politi- og anklagemyndigheden samt Politiklagenævnet er så vigtige at få frem for offentligheden, for her er der i alle sager og forhold - én færdselssag på nær - fremlagt ubestridelige beviser på, at det er de anmeldte myndigheder, der både startede og optrappede volden! (PS: Vejdirektoratet og den pågældende politimesters egen tekniske forvaltning har begge efterfølgende givet mig medhold i, at jeg var uskyldig i den pågældende forseelse, der derimod skyldtes mangelfuld og vildledende skiltning ). Jeg har i alle forhold (som sagt denne ene færdselssag på nær) oprindeligt søgt råd og hjælp hos politiet; der, som havde det været i en bananrepublik, metaforisk talt, så har trukket mig indenfor og gennembanket mig. Og da jeg så klagede over denne behandling til deres overordnede, fortsatte disse bare med at optrappe volden til systematisk tortur. Som det fremgår, er ikke bare Justitsministeren, men også Folketinget v/retsudvalget taget i ed af 16

retsvæsenet. Der er således kun pressen tilbage. Og, som det også klart fremgår, har jeg naturligvis aldrig påstået, at jeg alene har ret eller nødet pressen til at tage mit parti. Jeg har, groft sagt, blot opfordret pressen til at provokere de involverede myndigheder, ministre og øvrige politikere til at fremlægge den dokumentation, som, de påstår, underkender mine beviser. Dette er vitterligt alt, hvad jeg beder pressen om! Og jeg udbeder mig nu DR s hjælp til, at der bliver sat lys og fokus på ovennævnte og vedhæfte klage/anmeldelse af 20. ds., så at den retsløshed og faktuelle (hovedsageligt psykiske) politivold, der finder sted i retsstaten Danmark, kan blive afsløret og bragt til ende. Jeg håber på DR s respons så hurtigt som muligt. Og at du, såfremt nærværende ikke hører under dit ressort, giver det videre til rette vedkommende. Med venlig hilsen, Jørgen Theil -----Oprindelig meddelelse----fra: Jørgen Theil [mailto:jorgen@theil.nu] Sendt: 12. februar 2004 14:39 Til: poul.christian.poulsen@pol.dk; rigsadvokaten@mail.dk; lbp@bt.dk; aum@bt.dk; michaelabel@post.tdcadsl.dk; php@amagertorv.dk; seidenfaden@pol.dk; ritzau@ritzau.dk; jps@bt.dk; mikl@dr.dk; jm@jm.dk; jorgen.nielsen@ft.dk; sfanba@folketinget.dk Emne: DR1's dokumentarudsendelse den 4. ds. "under anklage". I forsættelse af min mail af 9. ds. følger vedhæftet min klage/skrivelse af d.d. til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Indholdet taler for sig selv. TIL: The Registrar, European Court of Human Rights; ATT.: Helle Pøhl. CC: Folketingets Retsudvalg; REF.: J.nr. REU. ATT.: MF Anne Baastrup, formand. CC: Justitsminister Lene Espersen v/politikontoret; REF.: J.nr. 1999-955-0081. CC: Rigsadvokaten; REF.: J.nr. RA2003-321-0115 og RA2003-44-0089. CC: Statsadvokaten for Sjælland; REF.: J.nr. SA2-2003-321-0093. CC: Adv. Michael Abel, formand for Politiklagenævnet på Sjælland. CC: Statsadvokaten for København; REF.: J.nr. SA1-01-321-1126. CC: Adv. Poul Helmuth Petersen, formand for Politiklagenævnet i København. CC: Politidirektøren; REF.: J.nr.: 0100-00174-00046-03. CC: DR v/journalist Michael Klint. CC: Ritzaus Bureau. CC: Politiken v/tøger Seidenfaden, chefredaktør og P.C. Poulsen, journalist. CC: B.T. v/arne Ullum, ansvarshavende chefredaktør og Jakob Priess-Sørensen, journalist. 17

CC: Saint George Human Rights Ass. Int. FRA: Jørgen Theil. DATO: 12. februar, 2004. VEDR.: Sag nr. 21660/02, THEIL versus Danmark. I forlængelse af min skrivelse af 14. september 2003 fremsendes følgende bilag: 1. 2. 3. 4. 5. 6. E-mail sendt 9. februar 2004 17:09 til Politiken et al. E-mail sendt 6. februar 2004 14:56 til B.T. v/lars Bo Haber-Petersen et al. E-mail sendt 6. februar 2004 00:01 til DR v/michael Klint et al. E-mail sendt 20. november 2003 12:49 til Justitsminister Lene Espersen et al. Klageskrivelse af 19. november 2003 til Rigsadvokaten et al. Sidst, men ikke mindst, refererer jeg til DR s dokumentarudsendelse Under anklage den 4. ds. værende den første i udsendelsesrækken Magtens billeder. Som det fremgår af bilag nr. 3 afslørede, for ikke at sige dokumenterede, DR politi- o g anklagemyndighedens indspisthed, korruption og magtmisbrug. Omendskønt det drejede sig om Statsadvokaten i Aalborg, Elsemette Casøe, samt Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Aalborg v/formand og advokat Troels Bidstrup Hansen, forekom korruptionen og magtmisbruget umiddelbart identisk med de af mig indklagede politiklagenævnssager. Vedlagte bilag tjener derfor som én stor retlig provokation der, medmindre ovenstående, navngivne parter tager til genmæle, vis-a-vis Menneskerettighedsdomstolen og nærværende klage vil stå med forbindende tekst og processuel skadevirkning for indklagede høje kontraherende part. Jeg benytter her samtidigt lejligheden til at udvide min klage til også at omfatte Konventionens art. 34, sidste punktum. Idet der nu er meget stærke og overbevisende indicier på, at hele retsplejelovens kapitel 93 d i virkeligheden er en nøje planlagt og forberedt (groft forsætlig) legaliseringsmekanisme af politi- og anklagemyndighedens notoriske forbrydelser. Der, stik imod indklagede, høje kontraherende parts forpligtigelse i h. t. art. 34, samtidigt tjener som en, åbenbart forsætlig, hindring for, at borgerne kan klage i h. t. art. 35. Desuden udvider jeg min klage til også at omfatte Konventionens art. 1, 10, 13, 17 og, muligvis, 18. Nærmere begrundelse turde være overflødig (jf. dog mine kommentarer sidst i denne skrivelse). Jeg afsluttede mit følgebrev af 14. september 2003 med at stille Dem i udsigt, at jeg forventede at ville kunne fremsende Domstolen min officielle klage kort tid efter; som sagt i første omgang fokuserende på mine summariske redegørelser over de kriminelle handlinger, der involverede Politiklagenævnet for henholdsvis København og Sjælland. Men på davæ-rende tidspunkt havde jeg angiveligt ikke taget B.T. i ed omkring min i følgebrevet nævnte e-mail af 11. september 2003 23:56 stilet til journalist Jakob PriessSørensen; jf. dennes svar af 15. september 2003 11:02, som jeg refererer til i første linie i vedlagte bilag nr. 2. B.T. s svar har, som angivet i andet afsnit i bilag nr. 2, affødt, at jeg nu på 6. måned arbejder på en 18

redegørelse. Der, idet den er stilet til den daværende konstituerede chefredaktør, Lars Bo Haber-Petersen, afslører, illustrerer og dokumenterer, hvordan pressen under foregivelse af at repræsentere danskerne i vores grundlovssikrede krav på frihed, demokrati og menneskerettigheder, i realiteten kollaborerer med og ensidigt beskytter indklagede høje kontraherende part og dennes korrumperede, middelmådige samt i alle henseender uegnede og i nærværende sag anmeldte myndighedspersoner. Jeg udelukker i min redegørelse (under udarbejdelse) såvel som her naturligvis ikke, at den pågældende (unge, naive?) journalists oprindelige intentioner var reelle; som nu f.eks. Michael Klints dokumentarudsendelse i DR1 den 4. ds. og P.C. Poulsens artikel den 6. ds. i Politiken. Jeg konstaterer derimod, at de alle mangler det mod, der skal til, for at følge sagen helt til dørs! Hvorefter angsten tager over og korrumperer dem. Lad mig give et par eksempler, som enhver burde kunne forholde sig til og forstå: Som sergent i Livgarden blev jeg fra første dag på sergentskolen indprentet enhver officer og befalingsmands regel nr. 1: Aldrig at give en ordre, som jeg ikke selv ville havde mod eller være i stand til at følge op på og kontrollere, at den blev fulgt til punkt og prikke! For allerede første gang, en befalingsmand forsømmer at følge denne tommelfingerregel, mister han, efter min mening med rette, de menige soldaters respekt. Og som skibsreder ville det have kostet mig dyrt, hvis jeg under en forhandling gav modparten et ultimatum, som jeg alligevel ikke selv turde gennemføre. Hvilket jo alt sammen i virkeligheden er børnelærdom for alle mennesker i lignende situationer; lige fra på arbejdspladsen til i skolen og i børnehaven. Det må derfor undre, at højtuddannede journalister, der oven i købet forventes at være begavet med det gen, der borer hårdere og dybere, jo mere modstand det møder, tværtimod faktuelt går i koma, hver gang som nu også igen her vedr. ovennævnte dokumentarudsendelse - de bliver gjort opmærksom på, at de ikke følger op på det, de selv har sat i gang. Disse ansvarsforflygtigelser har gennem årene gentaget sig med en sådan notorisk hyppighed og konsekvens, at det ikke længere affordrer en paranoia at kunne få mistanke om, at der i virkeligheden er tale om aftalt spil! Sådan at forstå, at når en myndighed i sin magtarrogance har kvajet sig så meget, at overgrebet ikke står til at afvise, men at der tværtimod er fare for, at det ville kunne starte en lavine af sneboldeffekter, sætter, metaforisk talt, systemet selv lavinen i gang gennem nøje afstemte og kontrollerede sprængninger ; ganske som alpefolket på skisportsstederne per konduite altid gør tidligt om morgenen efter en nats snefald. Farum-sagen, for hvilken ovennævnte journalist Jakob Priess-Sørensen fik Cavling-prisen, er et skoleeksempel på denne påstand. Og her slår systemet samtidigt mindst to fluer med eet og samme smæk, idet det efter Tamil-sagsmodellen samtidigt skaffer sig af med en tidligere ellers højt skattet politiker, Peter Brixtofte, der nu tværtimod er blevet en belastning. (PS: Min redegørelse under udarbejdelse uddyber og dokumenterer i detaljer denne påstand; bl.a. baseret på mine afsløringer af den dommer, landsdommer John Mosegaard, der står i spidsen for den igangværende dommerundersøgelse. Jeg henviser her til min summariske redegørelse af 4. februar 1996 under Deres J.nr. PI 5309; i.e. én af de indklagede civilretssager, som Deres forgænger makulerede. Dette problem (i.e. makuleringen) kommer jeg, som tidligere nævnt, imidlertid over ved at politianmelde dommeren i nævnte redegørelse). 19

Min tidligere arbejdsgiver alias én af rigets største sønner sagde ligeså viseligt som bestemt og kompromisløst, at evne forpligter! Hvilket Konventionen iflg. art. 10 vedr. ytringsfrihed ikke stiller sig fremmed overfor; jf. stk. 2, 1. sætning, der siger, at udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar. Konventionen siger i art. 6, stk. 1 også, at Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang ( ) Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne. Ved offentligheden forstår jeg hr. & lille fru Jensen repræsenterende alle danske borgere! Men hvor ofte ser vi andre end de familiemedlemmer og nære venner, som en tiltalt henholdsvis part i sagen har nødet til at gå med i retten. Min erfaring siger mig i hvert fald, at det kun er de stort opsatte retssager med celebert udvalgte aktører, der trækker husarerne til. Men uanset hvor mange hr. & lille fru Jensen er, der måtte stille til et retsmøde, rykker det endsige sker der absolut intet, hvis det ikke formidles gennem pressen og derved tvinger politikerne til at reagere! Så meget om dén offentlighed. Det vil med andre ord sige, at hele vores retssystem, således inkl. selveste Konventionen, i realiteten forudsætter, at det faktuelt er pressen, der repræsenterer for ikke at sige konstituerer offentligheden! Og det vil også sige, at dette medfører et, efter min bedste overbevisning og fortolkning af Konventionen, lovpligtigt ansvar. Det er, igen efter min mening samt almindelig sund logik, derfor ikke bare dårlig journalistik, men forsætligt lovbrud, hvis/når pressen ikke deler sol og vind lige i dens beskrivelse af det foregående. Og med lige mener jeg ikke, at det er tilstrækkeligt blot at citere den pågældende myndigheds notoriske ansvarsforflygtigelsesformularer. Ej heller de artigheder, som modpartens (sigtedes) advokat tør eller kan svinge sig op til. For udgangspunktet kan i retfærdighedens navn ikke længere være at foregøgle sig selv eller nogen anden, at myndighederne er vederhæftige! Tværtimod har vi i (rets)staten Danmark i dag hårdt brug for (endnu) en højere myndighed og domstol, der kan luge ud i de eksisterende; jf. mit gentagne (rets?)krav på at få FYLYPPA -sagen behandlet i h. t. Nice Traktatens og/eller Aftalen mellem Danmark og Tyrkiets bestemmelser vedr. menneskerettig-hederne. (PS: Siden ombudsmandens afslørende rapport over 18. majurolighederne involverende især daværende Justitsminister Erling Olsen, Rigsadvokat Asbjørn Jensen samt Statsadvokat Hanne Bech Hansen har systemet lagt ham på is; jf. senest formand for Advokatnævnet og Højesteretsdommer Asbjørn Jensens optræden i DR s kontant den 10. ds., hvor han, der i en sand retsstat for længst ville have siddet bag lås og slå, demonstrerede, at han er om muligt endnu mere perfid og magtfuldkommen, end da han førte sig frem som rigsadvokat. Der er i min redegørelse under udarbejdelse da også allerede et helt kapitel omkring de af daværende Rigsadvokat Asbjørn Jensens forbrydelser, hvor han i kollaboration med daværende Justitsminister Erling Olsen vildleder og lyver overfor Folketinget). Sagt med andre ord vil førnævnte redegørelse under udarbejdelse centrere sin afslørende dokumentation omkring nærværende klages udvidede (AN)KLAGE og PÅSTAND, at 1 20 indklagede høje kontraherende part overtræder i ulovlig (og formentligt kriminel) kollaboration med