Vejledning til bekendtgørelse om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter Indledning Bekendtgørelse om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter er udstedt med hjemmel i 43, stk. 2 og 3, og 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, 7, stk. 2, og 26, stk. 4, i lov om finansielle rådgivere, og 14 b og 30, stk. 5, i markedsføringsloven. Denne vejledning erstatter vejledning nr. 9614 af 19. december 2012 til bekendtgørelse om oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter. Når der i vejledningen angives»lån«eller»boliglån«gælder det tilsvarende for boligkreditter. Formålet med bekendtgørelsen er at skærpe kundernes opmærksomhed over for nogle grundlæggende risikofaktorer ved et boliglån. Risikoklassificeringsordningen supplerer de eksisterende oplysningskrav og krav til markedsføring af kreditaftaler. Denne bekendtgørelse har til formål at sætte forbrugeren i stand til let og hurtigt at se, om der er forhold ved boliglånet, som denne bør være særligt opmærksom på. Risikoklassificeringen skal endvidere ses som et supplement til reglerne om god skik for finansielle virksomheder og som en parallel til risikomærkningen for investeringsprodukter. Anvendelsesområde 1 Bekendtgørelsen finder anvendelse på erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes boliglån med en hovedstol på over 100.000 kr. Ved boliglån og boligkreditter forstås lån og kreditter, der er ydet til forbrugere og andelsboligforeninger til boligformål med sikkerhed i fast ejendom eller pant i en andel i en andelsboligforening. Ligeledes finder bekendtgørelsen anvendelse på finansielle rådgivere i det omfang, de yder rådgivning om boliglån eller boligkreditter, der er omfattet af bekendtgørelsen. Definitionen af et boliglån og en boligkredit i nærværende bekendtgørelse afviger fra definitionen af en boligkredit i den kommende bekendtgørelse om god skik for boligkredit, fordi det i nærværende bekendtgørelse er afgørende, at boliglånet eller boligkreditten ydes til boligformål. Både penge- og realkreditinstitutter samt andre långivere er derfor omfattet af bekendtgørelsen, hvis de udbyder boliglån over 100.000 kr. med sikkerhed i fast ejendom eller pant i en andel i en andelsboligforening. Det er en betingelse for, at boliglån er omfattet af bekendtgørelsen, at tilbuddet er rettet mod forbrugere eller rettet mod andelsboligforeninger. Boliglån til erhvervsdrivende er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsen. Bekendtgørelsens regler om oplysningspligt finder kun anvendelse i forhold til låntager og ikke en eventuel tredjemandspantsætter. Bekendtgørelsen omfatter også erhvervsdrivendes udbud af andre erhvervsdrivendes boliglån. Det vil sige, at en erhvervsdrivende, der udbyder boliglån udbudt af andre långivere, er omfattet af bekendtgø-
relsen. Ved udbud forstås, at der skal være mulighed for hos den erhvervsdrivende at indgive ansøgning om et boliglån, eksempelvis hvis det er muligt at udfylde en ansøgningsformular, der herefter bliver sendt til långiveren. Derimod foreligger der ikke et udbud af andre erhvervsdrivendes tilbud på boliglån, hvis den erhvervsdrivende udelukkende udleverer reklamemateriale, uden at der er mulighed for at indgive ansøgning om det pågældende boliglån hos den erhvervsdrivende. Bekendtgørelsen omfatter alle boliglån med sikkerhed i fast ejendom eller pant i en andel i en andelsboligforening, når lånet ydes til boligformål. Det vil sige boliglån, der optages med henblik på erhvervelse af fast ejendom eller til renovering eller ombygning af fast ejendom. Bekendtgørelsen omfatter tilsvarende den rådgivning, som finansielle rådgivere er forpligtet til at yde efter 7 i bekendtgørelse om god skik for finansielle rådgivere. Oplysningskrav 2 Bekendtgørelsen stiller krav om, at den erhvervsdrivende, der udbyder tilbud om boliglån på egne eller andre erhvervsdrivendes vegne ved skiltning eller på anden tydelig vis skal give oplysning om risikoklassificeringen for boliglån. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for låntagerne på det sted, hvor lånet udbydes. Dette betyder, at oplysninger om risikoklassificeringen skal være tilgængelige i det forretningslokale, hvor en erhvervsdrivende udbyder et boliglån. Ved tydelig vis forstås, at låntageren på en nem og overskuelig måde kan finde de ønskede oplysninger. Oplysningerne i forretningslokalet kan for eksempel fremgå af et opslag, en prisbog eller vises på en frit tilgængelig computerskærm. Kravet om at oplysningerne skal gives på tydelig vis, gælder ligeledes præsentationen af oplysningerne om risikoklassificeringen. De erhvervsdrivende skal kun give oplysninger om risiko via internettet, hvis de har en hjemmeside, der stilles til rådighed for offentligheden. Penge- og realkreditinstitutter er endvidere forpligtede til at lade oplysningerne om risikoklassificeringen indgå i den rådgivning, som de er forpligtede til at yde efter 8 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Andre långivere end penge- og realkreditinstitutter er ikke forpligtet til at yde rådgivning og er derfor ikke omfattet af 2, stk. 3, i bekendtgørelsen. Rådgivning defineres efter 8, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, som oplysninger om risici forbundet med en disposition. Tilsvarende er finansielle rådgivere forpligtet til at give oplysning om risikoklassificeringen i den rådgivning, som de er forpligtet til at yde, jf. 7 i bekendtgørelse om god skik for finansielle rådgivere. Rådgivning defineres efter 7, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle rådgivere, som personlige anbefalinger til en forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle produkter. Penge- og realkreditinstitutter og finansielle rådgivere skal derfor i forbindelse med rådgivningen sikre, at kunden bliver oplyst om risikoklassificeringen af et boliglån. Der er derimod ikke krav om, at oplysninger om risikoklassificering skal udleveres til kunden på skrift. Oplysninger om risikoen ved et boliglån skal i stedet, jf. bilag 2 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, dokumenteres i form af oplysninger om kundens risikovillighed. Dette har til formål at sikre, at det lån, som kunden optager, ikke er mere risikabelt, end hvad der følger af kundens risikoprofil.
Risikoklassificeringen af boliglån til andelsboligforeninger skal ske i forbindelse med skiltning og, såfremt der er tale om et penge- eller realkreditinstitut, i forbindelse med rådgivning af en repræsentant for andelsboligforeningen. Der er ikke pligt til at oplyse om risikoklassificeringen i markedsføringsmateriale for boliglån med pant i fast ejendom. Men en eventuel oplysning om risikoklassificering skal være i overensstemmelse med kriterierne i 3 i bekendtgørelsen. Alle boliglån omfattet af bekendtgørelsen skal inddeles i tre risikokategorier: grøn, gul eller rød. 3 Inddelingen i risikokategorier er baseret på følgende faktorer: 1) Om boliglånet er fast eller variabelt forrentet og eventuelt med renteloft i hele løbetiden. 2) Om boliglånet afdrages løbende i hele løbetiden eller er helt eller delvist afdragsfrit. 3) Om boliglånet optages i en anden valuta end DKK og EUR. 4) Om boliglånet udbydes sammen med selvstændige finansielle instrumenter bortset fra fastkursaftaler og kurskontrakter. Inddelingen i risikokategorier beror på en afvejning af disse faktorer. Faktorerne afspejler både boliglånets kompleksitet og forudberegneligheden af de fremtidige betalinger i forbindelse med lånet. Forudberegneligheden angår derfor både ydelsernes størrelse og størrelsen af det beløb, som lånet vil kunne indfries til før tid. Endelig vil spørgsmålet om afdragsfrihed påvirke forudberegneligheden af betalinger i forbindelse med et lån, fordi der ved afdragsfrihed er en større risiko for, at den faste ejendom kan være faldet i værdi, så det ikke er muligt at indfri lånet ved salg af den faste ejendom. Kategorien grøn omfatter fastforrentede boliglån, herunder variabelt forrentede lån med renteloft i hele lånets løbetid på betingelse af, at de afdrages løbende i hele løbetiden. Variabelt forrentede boliglån, der kun har renteloft i dele af lånets løbetid, er derfor ikke omfattet af den grønne kategori og hører til i den gule kategori. Hvis et fastforrentet boliglån udbydes med mulighed for afdragsfrihed, skal det ved skiltningen oplyses, at lånet er grønt, hvis afdragsfriheden ikke udnyttes, og omvendt, hvis afdragsfriheden udnyttes, skal det oplyses, at boliglånet er gult. Ved rådgivningen skal den korrekte kategori oplyses i overensstemmelse med låntagerens valg. Såfremt et fastforrentet boliglån med afdrag ikke til enhver tid kan indfris til kurs 105 eller derunder i fastrenteperioden er lånet ikke et grønt lån, men derimod et rødt lån, jf. 3, stk. 4.
Boliglån, der er variabelt forrentede og/eller afdragsfrie i hele eller dele af lånets løbetid, kategoriseres i kategorien gul. Det medfører, at et fastforrentet boliglån, der er afdragsfri i en del af lånets løbetid, eksempelvis 2 år, er omfattet af den gule kategori uafhængigt af den afdragsfri periodes længde. Såfremt et variabelt forrentet boliglån har fast rente i mere end 9 år og ikke til enhver tid kan indfris til kurs 105, er lånet ikke gult men derimod omfattet af rød kategori (lån baseret på inkonvertible obligationer). Er der derimod tale om et lån, der har fast rente i en periode på 7 år og i denne periode kun kan indfris til en højere kurs end kurs 105, er der tale om et lån i den gule kategori. Boliglån er i kategorien rød, når de udbydes som en pakke bestående af et lån og et selvstændigt finansielt instrument bortset fra fastkursaftaler og kurskontrakter, når lånet optages i en anden valuta end DKK og EUR, eller når lånet har en fast rente i mere end 9 år og ikke til enhver tid i fastrenteperioden kan indfris til kurs 105 eller derunder. Såfremt der ikke er sikkerhed for, at et boliglån med en fast rente i 9 år eller mere kan indfris til kurs 105 eller derunder i fastrenteperioden, er boliglånet omfattet af den røde kategori. Et variabelt forrentet boliglån, der udbydes som en pakke sammen med eksempelvis en renteswap, vil være et rødt lån. Et fastforrentet lån, der udbydes sammen med en fastkursaftale eller kurskontrakt, vil derimod ikke være omfattet af den røde kategori. Udbyderen af en pakke bestående af et boliglån og et selvstændigt finansielt instrument er ansvarlig for at oplyse om risikoklassifikationen. Oplysningsforpligtelsen påhviler derfor ikke långiveren, hvis denne er forskellig fra udbyderen af pakken. Hvor et pengeinstitut udbyder en pakke bestående af en renteswap og et realkreditlån, er det derfor pengeinstituttet, der har oplysningsforpligtelsen. Der foreligger en pakke bestående af et lån og et selvstændigt finansielt instrument, når en sådan pakke eksisterer som et fast produkt hos en långiver. Såfremt en långiver derimod i forbindelse med rådgivningen vurderer, at en låntager bør have et variabelt forrentet lån sammen med en renteswap og derfor i forlængelse af rådgivningen foreslår, at låntager køber disse to produkter, vil der ikke foreligge en pakke. Lånet vil i den forbindelse være gult, mens swappen er rød, jf. bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter. Lånepakker, der består af fastforrentede lån eller variabelt forrentede lån med renteloft i hele løbetiden, hvor mindst et af lånene til stadighed afdrages, og hvor afdragsprofilen for lånepakken svarer til et fastforrentet lån med afdrag med samme løbetid som lånepakken, er i kategorien grøn. Øvrige lånepakker kategoriseres, jf. 3, stk. 2-4, efter det mest risikable lån. Ved lånepakker forstås en flerhed af låneeller kredittilbud, der udbydes samlet, og hvor ydelsen af lånene er betingede af hinanden. Der er for lånepakker ikke pligt til at oplyse om risikoklassificeringen for de enkelte lån i lånepakken. Bekendtgørelsen er imidlertid ikke til hinder for, at der kan oplyses om de enkelte låns risikoklassificering. Tilsynsbestemmelser
4 Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at bekendtgørelsen overholdes. Bestemmelsen fastlægger kompetencefordelingen mellem de to myndigheder i overensstemmelse med den gældende praksis. Finanstilsynet fører derfor tilsyn med, at penge- og realkreditinstitutter og finansielle rådgivere overholder bekendtgørelsen. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at øvrige erhvervsdrivende omfattet af bekendtgørelsen, overholder denne. Finanstilsynet kan i forbindelse med sit tilsyn give påbud om overholdelse af bekendtgørelsen. Forbrugerombudsmandens tilsyn føres efter markedsføringslovens regler.