- 1 - Knuthenborg Administration & manifestation af et grevskab
- 2 - Formidlings- og landskabsprojektet Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens nærområde samt anbefalinger til markering og genopretning af udvalgte træk i landskabet. Landskabs- og formidlingsprojektet er en del af partnerskabsprojektet Mulighederne Land og danner grundlag for formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbner i 20. juni 2012. Mulighedernes Land Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til lokal udvikling Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger færre boliger. Mulighedernes Land gennemføres mellem 2007-2012. Læs mere om projektet på www.mulighedernesland.dk
- 3 - Historisk rids I 1714 oprettede Søster Lerche grevskabet Knuthenborg af herregårdene Aarsmarke, Vårskovgård, Havløkkegård, Maribo Ladegård og Bandholmgård med en samlet størrelse på lidt over 1.732 tdr. hartkorn. For at opfylde de påkrævede 2.500 tdr., som medførte grevskabets eftertragtede skattefrihed, amtmandsbeføjelser og selvstændig jurisdiktion i form af et birk, manglede dog stadig hen ved 800 tdr. hartkorn. Alligevel kunne grevskabet i 1714 ansætte sin første birkedommer og sætte grevekrone over slægtsnavnet, idet Søster Lerche ved inddragelse af svigerdatterens arvede sjællandske besiddelser fik kongelig dispensation til at erigere grevskabet for sønnen. Dog krævedes det, at grevskabet inden for en 20-årig periode efter Store Nordiske Krigs afslutning fik afløst de sjællandske besiddelser med jord på Lolland. I 1738 indløstes klausulen, da den nyoprettede herregård Knuthenlund og omkringliggende strøgods lagdes under grevskabet. Grevskabet bestod herefter udelukkende af lollandske godsbesiddelser. Med samlingen af grevskabets domæneområde i 1738 på Lolland lå Knuthenborgs udstrækning nogenlunde fast, og udviklingen i retning af en centrering på og omkring grevskabets hovedsæde indledtes i det små. Frem til 1790 erne havde grevskabets administration og driftsstruktur en relativ fast form med fokus på et virke i overensstemmelse med 1700-tallets traditionelle grevskaber. Med et net af jævnt fordelte herregårde drevet som forpagtergårde med vangdrift, og hvortil der blev ydet hoveri af grevskabets fæstebønder, manifesterede Knuthenborg sig gennem en administrativ og driftsorienteret struktur, der kun i begrænset udstrækning lod sig aflæse i landskabet. I slutningen af 1700-tallet var grevskabets administration placeret på Knuthenborg og Bandholmgård og på dette tidspunkt opdelt i en østlig og vestlig afdeling. Fæstebønderne omkring Knuthenborg avlsgård fik deres fæstekontrakter underskrevet hos forvalteren på hovedsædet, mens de mange fæstebønder under de vestlige forpagtergårde skrev under på Bandholmgård. Det var også til disse to centre, at den årlige landgilde skulle svares. Valget af Bandholmgård skal formentlig ses i forbindelse med udskibningsstedet ved Bandholm, der ejedes af grevskabet og fungerede som den store port udadtil. Bandholm var dog ikke det eneste udskibningssted, også i Blans var der mulighed for udskibning. Alligevel indtog Bandholm en særposition med både kro og toldsted, der afspejlede, at Bandholm også var ladeplads for Maribo. De underliggende forpagtede herregårde dannede rygraden i grevskabets drift og indtjening. De senere bevarede forpagtningskontrakter har næsten karakter af fæstebreve, og driften har derfor sandsynligvis også i 1700-tallet været holdt i stramme tøjler fra grevskabets side. Over forpagteren stod forvalteren på henholdsvis Knuthenborg og Bandholmgård, som havde juridiske og administrative opgaver. Derover fandtes godsinspektøren bl.a. bosiddende i Maribo og Sakskøbing som havde det overordnende ansvar og refererede til greven selv. Birket var en vigtig del af grevskabets administration, men lader sig ikke aflæse i landskabet i 1700-tallet, da retsmøder og domsafsigelser ikke fandt sted i en særskilt bygning. Bygningsmassen på grevskabet var frem til 1800-tallet ikke præget af særskilt byggestil eller udtryk. Hovedbygningen på Knuthenborg var i 1750 erne stadig et bindingsværkanlæg, og gårdens herskabelige præg gav sig primært udtryk i haven. De forpagtede gårde opretholdt et jævnt udtryk. Kun i avlsanlæggenes dominerende volumener og i udlægningen af hovveje lod forpagtergårdene sig aflæse som tilhørende grevskabet, alle opført med stråtage og i bindingsværk, kalket over stok og sten. Den gængse opfattelse af, at større godser i 1700-tallet manifesterede sig i landskabet med kunstfærdigt udformede bygningsanlæg
- 4 - og imponerende våbenskjolde, stemmer således ikke overens med forholdene på grevskabet Knuthenborg i perioden. Manifesterede grevskabet sig ikke fysisk i landskabet, så forholdt det sig anderledes i grevskabets patronatskirke i Hunseby. Her oprettedes desuden af grevskabets stifter Søster Lerche i 1698 en skole for det daværende Aarsmarkes bønders børn, ligesom en fattigstiftelse bærende hendes navn kom til. Omkring 1800 holdt landboreformerne deres indtog i Danmark og på Knuthenborg. På grevskabet begyndte de første udskiftninger omkring 1803. I 1818 kom Knuthenborg under administration, fordi den kun 7-årige Frederik Marcus greve Knuth overtog grevskabet efter sin farfader, hvilket i nogen grad bremsede udviklingen. Administrationen varede frem til 1837, hvorefter arbejdet med at forbedre og effektivisere grevskabets jorde for alvor igen kunne tage fat godt hjulpet af gunstige tider for landbruget generelt. I 1845 modtog greven på Knuthenborg som den første lensbesidder tilladelse til salg af fæstegodset, hvilket med stor intensitet blev udført i de efterfølgende år. Parallelt med at grevskabet i perioden solgte ud og dermed mistede det administrative og driftmæssige greb om sit tidligere fæstegods, opstod en hierarkisering af det tilbageværende personale med henblik på en markering og samling af godsfunktionerne omkring hovedsædet. Som en del af den nye hierarkisering opførtes nye embedsboliger til grevskabets ansatte fra 1840 erne og frem, der bidrog til den voksende markering af grevskabet i området. Tidligere blev administrative opgaver på grevskabet varetaget i kombination med fæste af en gård eller en funktion, som det bl.a. sås hos birkedommeren på Svanevig. Op igennem 1800-tallet afvikledes dette dobbeltvirke for gårdens ansatte, der nu alene varetog deres embede bosat i embedsboliger opført til formålet og udstyret med grevskabets symboler. Ligeledes kom der et stigende antal specialstillinger til, bl.a. inden for skovdriften, der også satte scenen for grevskabet. Den administrative opdeling i en østre og vestre del ophørte i de første årtier af 1800-tallet, formentlig efter udskiftningen og udflytningen af fæstegodset havde fundet sted. Tilbage var nu kun en forvalter, der endnu i en kort periode varetog de administrative opgaver og fungerede i samråd med godsinspektøren, inden godsinspektøren i 1850 erne blev alene om dette arbejde støttet af skriverkarle. Grevskabets afvikling af fæstegodset lader sig således tydeligt afspejle i administrationen, hvis virke gik fra varetagelse af grevskabets fæstegårde til at holde opsyn med de tilbageværende forpagtergårde. Omkring 1840 begyndte den nye struktur at lade sig aflæse i landskabet. De forpagtede herregårde under grevskabet fik langsomt men konsekvent en ensartet fremtoning i perioden frem til 1880 erne, der synligt markerede Knuthenborgs ejerskab. Bandholmgård blev revet ned og afløst af en ny skovriderbolig i 1846, godsinspektøren blev trukket ind på grevskabet i egen bolig, og der oprettedes nye forpagtergårde som f.eks. Pårupgård og Hasagergård, der i udseende og udformning knyttedes til grevskabet. I 1870 erne kom Damsmosegård til, der sammen med de øvrige forpagtede gårde og herregårde dannede stammen i et strengt centralt styret forpagtersystem. Som et resultat af frasalget af fæstegodset blev forpagtergårdes funktion som driftscentrum for fæstegodset ændret til større gårde under grevskabet med arbejdskraften boende på gården eller i de nærmeste landsbyer. Når grevskabets administration igennem 1800-tallet kunne mindskes, så skyldtes det en stram styring og en ensretning af disse forpagtergårde, der med fastlagte driftsplaner og en ensartet udformning lettede opgaverne betydeligt. Den stramme ensretning af forpagtergårdene fremgår også af forpagtningskontrakterne, der blev ensartet udformet med samstemmende krav og forpligtelser i forhold til vedligehold, drift og styring omend afstemt efter de
- 5 - enkelte gårdes størrelse og hvori man bl.a. fra grevskabets side indskærpede, at de gamle popler fra midten af århundredet skulle erstattes med tjørn. I perioden fra 1880 og frem fandt det nye hierarki sin endelige form visuelt markeret i den fornyede bygningsmasse på grevskabet fra skovfogedboligerne i skovene til bebyggelsen bag den nyopførte mur. Skovrideren hørte sammen med godsinspektøren og gartneren til de bedst lønnede og højst placerede i toppen af grevskabets hierarki. Knuthenborgs personale var nu i høj grad koncentreret omkring grevskabets hovedsæde. Centraliseringen af grevskabets virke lader sig også aflæse i oprettelsen af Karen Knuths friboliger i 1879, der udelukkende var forbeholdt og beboet af tidligere ansatte i centrale funktioner som guvernanter, forvaltere og lignende. Efter overgangen til selveje for grevskabets fæstegårde blev Knuthenborg som resten af landets godser afhængig af det tilbageværende husmandshoveri. I 1850 erne afløst af lønnet tjenestefolk, ofte hentet blandt grevskabets gamle hoveriarbejdende husmænd og landarbejdere. Til denne nye gruppe opførte Knuthenborg i løbet af årtierne omkring 1900 en række arbejderhuse, der i deres fælles ydre og via strategisk placerede våbenskjolde og monogrammer tydeligt markerede grevskabets ejerskab. I 1914 frasolgtes Knuthenborgs vestlige parti og et årti senere, efter lensafløsningslovens vedtagelse i 1919, blev grevskabets areal yderligere reduceret samtidig med, at resterne af de tilbageværende bindinger på grevskabet blev ophævet. I 1926 fandt afløsningen af Knuthenborg sted og medførte, at en del af forpagtergårdenes jorde, bl.a. Vårskovgårds og Maribo Ladegårds jorde, blev udlagt til oprettelse af statshusmandsbrug, mod at området omkring hovedsædet bevaredes intakt. Selv om grevskabets æra nu definitivt var forbi, vedblev Knuthenborg op igennem 1930 erne og 1940 erne at markere sin tilstedeværelse i det byggeri, som blev opført i bl.a. Bandholm. Grevskabets hovedbygning opført 1864-66 Originalkortet over Knuthenborgs herregårdsmarker fra 1808, Kort & Matrikelstyrelsen Familien Knuths våbenskjold på Strandtoftegård
- 6 - Bandholmgård en sensommerdag i 1820. Det jævne og enkle udtryk prægede endnu da grevskabets forpagtergårde, Det Kongelige Bibliotek F.V. Tvedes præsentation af de bygninger, som han slog stregerne til i begyndelsen af 1870 erne, Danmarks Kunstbibliotek
- 7 - Svanevig I lokalhistoriker C.C. Haugners værk om Maribo og Fejø Birker er afbilledet en birkedommergård i Bandholm. Birkedommergården var placeret, hvor tidligere Svanevig Mølle tronede på bakketoppen. Møllen tjente i en kortere periode fra 1801 som birkedommerbolig for Claus Kølle, der ved siden af sit birkedommerembede for både Knuthenborg, Guldborgland og Nielstrup birker fra da af også kunne kalde sig for møller. Claus Kølle var blevet udnævnt til birkedommer i 1779 og boede frem til 1801 som sine forgængere og efterfølgere i de lokale købstæder, hvor de ofte også fungerede som Svanevig Mølle på Originalkortet over Bandholm 1808, K&M byfogeder og herredsdommere. Møllergerningen, der ikke var personbundet men et kongeligt privilegeret erhverv knyttet til møllen, må Claus Kølle have fået overdraget, da han påbegyndte opførslen af møllen, hvor han efterfølgende bosatte sig med hustru og seks børn. Den nærliggende Havløkke Mølle var omkring 1786 blevet nedlagt, og meget tyder på, at Claus Kølles mølle på Svanevig tog over efter den. Claus Kølle varetog ikke møllens produktion selv, da han ifølge folkeoptællingen havde en møller ansat. Claus Kølles dobbelthverv som birkedommer og møller er kendetegnende for de ansatte på Knuthenborg i perioden frem til midten af 1800-tallet, hvor de ofte besatte flere embedsfunktioner eller var gårdfæstere ved siden af. Claus Kølle havde, som alle birkedommere i perioden, en mindre juridisk eksamen (exam.jur.). Sammen med de indbringende mølleindtægter medførte embedet som birkedommer, at han kunne leve godt. I folketællingen fremgår det således, at der på Svanevig både var kusk og stuepige samt en kokkepige. Med opførelsen af møllen og Claus Kølles indflytning blev Svanevig frem til hans død i 1816 grevskabets juridiske centrum. Efterfølgerne bosatte sig igen uden for grevskabet. Bevarede strafferegistre vidner om, hvilke sager birkedommeren bl.a. dømte i. En af Claus Kølles efterfølgere, Chr. A. Møller, dømte f.eks. i 1840 Niels Larsen i Maglemer til to dages vand og brød for ugidelighed og opsætsighed mod sin husbond. Hvor Niels Larsen afsonede sin dom vides ikke, da det ikke er lykkedes at lokalisere et tinghus eller fængsel på grevskabet. Man kan dog forestille sig, at retsmøderne enten blev afholdt i birkedommerboligen eller på Bandholmgård, der sammen med Knuthenborg endnu fungerede som administrativt centrum for grevskabet. I 1856 blev Knuthenborg birk lagt under Maribo birk, og grevskabets rolle som dømmende magt var dermed forbi, om end den lokale dommer endnu i 1860 erne skrev sig som birkedommer til Knuthenborg. Kun navnet har den nuværende bygning på Svanevig opført i 1880 erne til fælles med birkeembedet, der i en kort periode i begyndelsen af 1800-tallet markerede grevskabets selvstændige jurisdiktion i området.
- 8 - Hunseby Grevskabet Knuthenborg var på mange måder at betegne som et mikrosamfund i sig selv. Grevens position som dette samfunds øverste hoved kom særligt til udtryk i patronatskirken i Hunseby. I kirken kunne greven vise sin magt og position frem og tydeliggøre den i 1700- tallet gudgivne orden med grevefamilien placeret øverst i lokalsamfundets virke, kun overgået af kongefamilien der ugentligt blev bedt for og Gud selv. Hunseby Kirke Om Hunseby kirkes ejerforhold i middelalderen vides intet, men siden 1565 tilhørte den Aarsmarke, som i 1714 blev hovedsæde for grevskabet Knuthenborg og omdøbt. Kirken forblev i familiens Knuths eje frem til 1960 erne, hvor den overgik til menigheden. Allerede mens kirken var i Aarsmarkes eje, markeredes ejerskabet i kirken. Efter grevskabets etablering med fornyet styrke gennem placering af våbenskjolde, gravkapel, nu forsvundne pulpiturer og herskabsstol. I nyere tid er en stor udendørs gravplads anlagt til familien Knuth, der endnu vidner om, at forbindelsen mellem kirken og Knuthenborg til stadighed eksisterer. Hunseby Kirke og præstegård og på den anden side af vejen Søster Lerches stiftelse på Originalkortet fra 1808, K&M Den herskabelige markering i området omkring kirken er også tydelig. I 1715 oprettede Søster Lerche en stiftelse i eget navn med plads til otte beboere. De otte blev forsørget af herskabet og fik derudover tøj, sengeklæder og ved død en ligkiste og ordentlig begravelse. Udover den fysiske og åndelige omsorg stilledes i stiftelsens fundats krav om, at beboerne behandlede hinanden ordentligt, og at det omliggende samfund skulle gøre det samme. Kun folk, der hørte under grevskabet Knuthenborg, kunne komme i betragtning til en plads i hospitalet. I takt med det kommunale selvstyre voksede i løbet af 1800-tallet og tog over, hvor grevskabet slap, bl.a. i sognets fattigpleje, oprettede Knuthenborg i 1879 Karen Knuths Friboliger. Friboligerne var alene tiltænkt personer, som havde stået i tjenesteforhold til grevskabet dvs. arbejdere, håndværkere etc., der på grund af alder eller svaghed var blevet usikrede i deres arbejde. Hermed adskilte friboligerne sig markant fra både Søster Lerches stiftelse og fattiggård, oprettet i 1800- tallet og drevet af sognet, som var tiltænkt alle sognets beboere. At bo i friboligerne var en tak for tro tjeneste fra familien Knuth til udvalgte tjenestefolk. Enkelte ægtepar fik bolig i friboligerne, men langt de fleste var enker. En plads i friboligerne krævede en særlig personlig forbindelse til grevskabet. De optagne var i reglen tidligere lærerinder, husholdersker eller lignende. Den snævre kreds af beboere vidner om grevskabets ændrede rolle. I 1800-tallet mistede herregårdene deres magtpolitiske position i lokalområderne gennem frasalg af fæstegods og et voksende kommunalt styre, og de lukkede sig i stigende grad om sig selv og egne folk. Friboligerne markerede således tydeligt grevskabets
- 9 - centrering om hovedsædet og de tilknyttede tjenestefolk, hvilket også bekræftedes i bygningernes udformning, der i stil markerede en tydelig samhørighed med grevskabet. Karen Knuths friboliger, opført omkring 1880 17 år før oprettelsen af hospitalet havde Søster Lerche i 1698 stiftet en skole i Hunseby. Bygningen bestod af seks fag med have, som skulle vedligeholdes af sognets folk. Bønderne blev påbudt at sende deres børn til skolen og svigtede fremmødet, blev det indberettet og fik økonomiske konsekvenser. Skolebygningen er i dag nedrevet og skolen flyttet. Grevskabets mange sociale initiativer i Hunseby og iscenesættelsen i kirken vidner om, at det i særlig grad var i Hunseby, at Knuthenborg satte sig i scene igennem historien, tilpasset de forskellige tiders normer og forestillinger. Indkørslen til alléen fra Maglemer med de to fine arbejderhuse fra begyndelsen af 1900-tallet
- 10 - Forpagtergårdene Driften og administrationen på Knuthenborg var kendetegnet af forpagtergårde, som var underlagt en streng styring fra grevskabet. Gårdene lå spredt ud over grevskabet. Bevarede forpagtningskontrakter giver et indblik i den strenge administration, som forpagterne blev underlagt. Alle forpagtningskontrakter fik vedhæfte t en udførlig driftsplan, som nøje angav hvad, hvor og hvornår de enkelte afgrøder skulle dyrkes. De bevarede driftsplaner er enslydende, men tog forbehold for lokale forhold, hvilket vidner om, at grevskabets administration kendte de enkelte forpagtergårdes forhold godt. Hasagergårds nuværende bygninger er opført i begyndelsen af 1900-tallet Før 1840 erne var alle forpagtergårdene opført i bindingsværk daterende tilbage til 1700-tallet og intet tyder på, at der i behandlingen af disse blev gjort en særlig indsats for at markere et tilhørsforhold til grevskabet. Det ændrede sig fra 1840 erne, da grevskabet påbegyndte en udvidelse af de eksisterende forpagtergårdes tilliggender samtidig med, at nye gårde kom til. De første gårde, der undergik en bygningsændring med henblik på en ensretning, der adskilte sig fra områdets gårde, var Vårskovgård og den nyoprettede Pårupgård, der i 1840 erne fik nybyggede stuehuse. Begge stuehuse var grundmurede enetages bygninger med halvvalmet tage over høje kældre, hvori der på Pårupgård, jævnfør synsforretningen af 1892, var indrettet mælkekælder, bryghus og køkken. Lignende forhold må man formode også fandtes i Vårskovgårds kældre. Ensartetheden i de to gårdsanlæg strakte sig imidlertid kun til Maribo Ladegård 1932, Større Danske Landbrug beboelseshuset. Processen med ensretning af forpagtergårdene videreførtes i 1870 erne med et nyt byggeprogram efter Frederik Vilhelm Tvedes anvisninger på grevskabet tre største forpagtergårde Maribo Ladegård, Havløkkegård og Knuthenlund. Omkring 1869 brændte avlsgården på Maribo Ladegård. Umiddelbart efter branden må opgaven med genopbygningen være overdraget til F.V. Tvede. I Kunstakademiets arkiv findes en grundplan fra hans hånd for den nye avlsgård indtegnet med den gamle hovedbygning, som først efter 1871 også må være blevet fornyet. Udformningen af et nyt stuehus på gården fulgte i grove træk indretningen af både Knuthenlund og Havløkkegård. Grevskabets ensretning af forpagtergårdene kom ikke kun til at omfatte bygningsmassen, men også det omkringliggende landskab. I alle grevskabets forpagtningskontrakter fra midten af 1800-tallet og frem præciseredes det, at forpagtergårdenes antikvariske mindesmærker ikke længere måtte borttages, og
- 11 - eventuelt fundne oldsager straks skulle overbringes til greven. De ellers forstyrrende høje og stendysser på grevskabets jorde skulle fra nu af forblive urørte. Formentlig som udtryk for en higen om historien og et nyt landskabeligt blik på landbrugslandet fra grevskabets side, der vægtede herlighedsværdien højt. Herlighedsværdien inkluderede også jagtrettigheden, som grevskabets værnede om, og hvortil fasaneriet var indrettet. Det mest øjenfaldende træk fra 1800-tallets ensretning af forpagtergårdene er hegningen med tjørn, som blev på påbudt over alt. Tjørnen havde den fordel, at den krævede et minimum af vedligeholdelse og samtidig var effektiv og holdt vildtet ude. F.V. Tvedes udkast til et nyt stuehus på Havløkkegård, Danmarks Kunstbibliotek Stuehuset på Knuthenlund, tegnet af F.V. Tvede og parat til indflytning 1886 Kort over Knuthenlunds bortforpagtede jorder i 1829, Knuthenlund Egehuset ved Maglemerporten fungerede både som en mindre forpagtergård og gæstgiveri i slutningen af 1800-tallet
- 12 - Alléen Grevskabets voksende manifestering i landskabet i 1800-tallet spores måske tydeligst i den herskabeligt udlagte allé, som i 1860 erne rejstes mellem den imposante Maglemerport og landsbyen. Den snorlige allé, der blev nyanlagt til erstatning for grevskabets ældre indkørsel fra Hunseby, blev fra starten anlagt med henblik på en præsentabel adkomstvej med brede græsrabatter og en dobbeltrækket korkelmeallé, hvorunder tjørnehække lukkede for udsigten og sikrede, at vildt og løsgående dyr holdtes uden for ankomstvejen. Som en grøn korridor gennem landsbygårdenes marker der i indhegnede jordlodder strakte sig ud på den vestlige side førte alléen frem til point de vuet i porten, for på den anden side at afløses af bløde kurver og vide udsigter i parklandskabet. Udsigt i alléen mod Maglemerporten Det er således tydeligt at se, at den storslåede iscenesættelse fra Maglemer og frem til porten var tænkt sammen med Knuthenborg som en helhed. Ved ankomsten til hovedsædet førtes den besøgende igennem alléen og kunne i kigget ud mellem de lave hække og allétræernes høje kroner se bøndergårdenes velstrukturerede og hegnede jordlodder mod vest, mens blikket mod øst mødtes af forpagtergården Hasagergårds jorde med herskabelige jagtremisser og store vidder. På den anden side af det idylliske Egehus gennem den høje port ændrede området mærkbart karakter, uden samhørigheden med det passerede landskab mistedes. Under de naturligt anlagt skovpartier blev blikket nu mødt af bløde former, smukke kig og lysninger, der tydeligt markerede, at landskabet herinde havde et lystbetonet og parklignende udtryk. Alléen på det Høje Målebordsblad fra 1880 erne, K&M Udsigten fra Maglemerporten ud i alléen. Ved porten er endnu bevaret rester af de oprindelige tjørnehække, der løb igennem hele alléen
- 13 - At grevskabets iscenesættelse i alléen var af stor betydning spores ikke blot i beplantningen. I forpagtningskontrakten fra 1889 for Egehuset umiddelbart udenfor Maglemerporten, som også fungerede som gæstgivergård på dette tidspunkt, fremgår det, at...grevskabet overtager den udvendige Vedligeholdelse på Vinduesruderne nær. Vedligeholdelsen var her ganske ekstraordinært ikke overdraget til forpagteren, som det ellers var normen, hvilket kun kan forklares med, at huset indgik i det præsentable indtryk, som den besøgende skulle få ved ankomst til hovedsædet. Sammen med alléens talrige trærækker, tjørnehækken og de brede græsrabatter fuldendte Egehuset og Maglemerporten det komplette herskabelige udtryk. Maglemerporten I begyndelsen af 1900-tallet forsynedes alléen med to smukt arrangeret arbejderhuse ved indkørslen fra Maglemer, placeret som sigtpunkter i vejforløbene fra syd og øst, der yderligere bidrog til ankomstvejens iscenesættelse. Alléen er i 1998 blevet fornyet med egetræer samtidig med, at de gamle tjørnehække er forsvundet. Det samme gør sig gældende for de mange hegn, der tidligere dominerede markområdet mod vest. I dag fremstår området uden beplantning, hvilket sammen med alléens åbne karakter har fjernet en del af den herskabelige iscenesættelse og samspillet med parken, der tidligere prægede ankomsten.
- 14 - Arbejderhusene De karakteristiske arbejderhuse, som bl.a. ligger ved alléens begyndelse i Maglemer, på Hasagervej og i Bandholm, er senere tilkomne fra begyndelsen af 1900-tallet og vidner om, at der løbende frem til midten af det 20. århundrede iværksattes nye byggeprogrammer på Knuthenborg. De tidligste arbejderhuse er placeret langs Skibevejen og daterer sig formentlig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Disse bygninger der var bygget til flere familier skiller sig ikke mærkbart ud fra periodens gængse arbejderhuse, som de bl.a. ses i Halsted. Arbejderhus til flere familier ved Skibevejen, formentlig opført omkring 1800 Det arkitektoniske greb om grevskabets arbejderhuse blev rigtig tydelig i midten af 1800- tallet, især efter at arkitekt F. V. Tvede begyndte at slå stregerne til Knuthenborgs bygningsmasse fra 1870 og frem. Det gjaldt i første omgang primært de nyopførte embedsboliger, som eksempelvis enkelte skovfogedhuse og fiskerhuse, der via et ensartet præg gjorde grevskabets ejerskab til disse huse synligt. I det 20. århundrede videreførte arkitekterne Hjalmar Kjær, Einar Ørnsholt og senere arkitekt Gerhard Rønne dette arbejde, der nu også Tegning til arbejderhus ved indkørslen til alléen, tegnet af arkitekt Gerhard Rønne fokuserede på almindelige arbejderhuse, og viste derigennem deres forskelligartede fortolkninger af Knuthenborgs omgivelser, ofte ensrettet via dekorationer som våbenskjolde og monogrammer eller via farveholdningen. Placeringen af de senere tilkomne huse især efter 1900 vidner desuden om den udvikling, som grevskabet indledte i 1800-tallet med et voksende fokus på hovedsædets umiddelbare nærområder i Hunseby og Bandholm. Opførslen af disse huse lægger sig således i forlængelse af den udvikling, som også Karen Knuths Friboliger repræsenterer. Efter frasalget af grevskabets fæstegods i 1845 blev arbejdskraften på grevskabets forpagtergårde i stigende grad pålagt landarbejdere, der for en stor dels vedkommende boede på gårdene eller i egne husmandssteder umiddelbart op ad disse. Således havde grevskabets forpagtergårde endnu omkring 1900 ingen eller ganske få arbejderhuse tilknyttet. Knuthenborg har fastholdt en stor del af arbejderhusene, der endnu via en ensartet farveholdning og vedligeholdelse tydeliggør Knuthenborgs tilstedeværelse i områderne umiddelbart uden for murene. Gavlen på Strandtoftegård i Bandholm med grevefamiliens våbenskjold
- 15 - Anbefalinger til genopretningsprojekter i Knuthenborgs landskab Museum Lolland-Falster anbefaler, at der fremadrettet arbejdes med at styrke og genoprette følgende elementer i Knuthenborgs landskab, der understøtter den tidligere iscenesættelse af den herskabelige ankomstvej fra Maglemer til Maglemerporten. 1. Det anbefales, at alléens beplantning suppleres med tjørnehække, der bidrager til fornemmelsen af den tidligere allés herskabelige iscenesættelse med det korridorlignende sigte mod porthuset og den bagvedliggende park (grøn markering bilag 1) 2. Det anbefales, at de tidligere skel efter bøndergårdenes jordlodder i markområdet vest for alléen nyfortolkes, så fornemmelsen af mindre enheder igen fremgår. Desuden bør markvejsforløb og Hunseby ås løb i marken synliggøres via en beplantning (lilla markering bilag 1) 3. Det anbefales, at beplantningen i jagtremisserne i Hasagergårds marker mod øst forstærkes, ligesom også i de senere tilkomne remisser mod vest (vissengrøn markering bilag 1) 4. Det anbefales, at de tidligere gårdtofter i marken vest for alléen markeres gennem en særskilt høj beplantning, der kan understøtte indtrykket af et tidligere bebygget område (gul markering bilag 3) Punkter og områder er markeret på kortmaterialet i vedlagte bilag og samlet i bilag 4.
- 16 - Bilag 1 De tre første anbefalinger indtegnet på det Høje Målebordsblad, K&M
- 17 - Bilag 2 De tre første anbefalinger indtegnet på det Lave Målebordsblad, K&M
- 18 - Bilag 3 Den fjerde anbefaling indtegnet på 4-cm kort 1950 erne, K&M
- 19 - Bilag 4 De fire anbefalinger samlet på 4-cm kort 1950 erne, K&M