Esters bog ODIN TE A TRET NOR DISK TE A TER LA BO RA TO RIUM særkærparken 144 POST BOKS 1283 DK-7500 HOL STE BRO DENMARK TEL. +45 9742 4777 FAX +45 9741 0482 odin@odinteatret.dk www.odinteatret.dk Holstebro April 2007 odin teatret
ESTERS BOG Tilegnet min mor Med: Iben Nagel Rasmussen Uta Motz Tekst og regi: Iben Nagel Rasmussen Musikalsk arrangement: Uta Motz og Anna Stigsgård Teknik: Jori Snell Film: Halfdan Rasmussen og Jan Rüsz Foto: Jan Rüsz, Morten Stricker og Torben Huss Filmmontage: Torgeir Wethal Scenisk arrangenment: Knud Erik Knudsen Grafik: Rina Skeel Scenisk rådgiver: Eugenio Barba Da min mor Ester i 2003 blev overført til et plejehjem 85 år gammel og allerede dement, besluttede jeg at fuldføre den forestilling, der i længere tid havde eksisteret som idé og skitse. En fortælling om hendes liv. I en bekvem men fremmed stue på et plejehjem sidder mor og datter og taler sammen. Med en stædighed der grænser til det tragikomiske, bliver de samme ord og vendinger gentaget i det uendelige. Dialogen genopvækker begivenheder fra fortiden, uindfriede drømme og planer for en fremtid, som kun eksisterer i fantasien. Den fysiske aktivitet er minimal. Men en dagbog fra slutningen af anden verdenskrig, et fotoalbum og private smalfilmstrimler fra midten af det forrige århundrede afslører forskellige lag af Esters liv. Musik og sange fra en fjern ungdom akkompagnerer billeder og tekst og gør de historiske omvæltninger, der rystede og prægede hendes generation, nærværende. Historien om min mor er også en reflektion over det at blive gammel i dagens Danmark, om ensomhed og adskillelse. Ingen er født gammel. Jeg har ønsket at give stemme til nogle af de fragmenter af min mors liv, som ellers ville blive begravet med hende. Jeg er Esters Bog. Odin Teatret: Patricia Alves, Eugenio Barba, Luciana Bazzo, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Jan Ferslev, Mia Theil Have, Adrian Jensen, Søren Kjems, Tage Larsen, Else Marie Laukvik, Sigrid Post, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Francesca Romana Rietti, Oscar Alonso Sanchez, Anne Savage, Pushparajah Sinnathamby, Rina Skeel, Ulrik Skeel, Nando Taviani, Trine Schjær Thomsen, Julia Varley, Torgeir Wethal, Frans Winther og Mogens Øgendahl. Tak til Klezmerduo og Claudio Coloberti. Coproduktion: Fondazione Pontedera Teatro/Fondazione Fabbrica Europa og Nordisk Teaterlaboratorium.
Iben Nagel Rasmussen De skjulter veje til Esters bog Vi har gjort det med vilje skrev min mor i det hun selv kaldte Frøbogen Det de havde gjort med vilje 9 måneder før krigens afslutning var mig. Frøbogen er et langt brev skrevet til det barn hun bar på, en form for dagbog hvor tankerne kredser om det kommende moderskab, forventningen og hvordan håb og glæde står i skarp kontrast til den krig, der bogstavelig talt finder sted udenfor hoveddøren. Med egne fotos og udklip fra aviser bliver krigstiden nærværende i al sin gru med daglige henrettelser af modstandsfolk. Der er billeder fra den store folkestrej - ke i København og beskrivelser fra d. 5. maj 1945, da Tyskerne endelig kapitu lerer i Danmark. Min mor - Ester - var forfatter og jeg spurgte hende som voksen, om ikke hun ville udgive Frøbogen. Det ville hun ikke. Var hun bange for, at den som litteratur ikke var interessant nok, eller at hun ville blive stemplet som typisk kvinde skri - bent, der kredser om de små ting? Men Frøbogen er et unikt dokument om en gravid kvinde, der sætter sig ned i en 2-værelses lejlighed på 5. sal og med jævn håndskrift fortæller frøet i sin mave om dagligdagen, drømmene for fremtiden og angsten for at dø en alt for tidlig død. Materialerne, temaet havde ligget der længe. Ville jeg kunne skabe en forestilling om min egen mor? Trække hendes stemme og brudstykker af hendes historie frem fra det mørke, de syntes at være blevet begravet i? Spørgsmålet var ikke så meget om eller hvorfor, men nærmere hvordan jeg skulle gå til værks. Tony D Urso The Tacit Knowledge var temaet for et internationalt teaterseminar afholdt i Holstebro i anledning af Odin Teatrets jubilæum i 1999. Jeg var blevet bedt om at lave et indslag: hvad vil det sige at undervise at videregive sin erfaring som skuespiller, eller selv at bære på en - måske helt ubevist - påvirkning? Sammen med Sandra Passini, min elev gennem flere år, demonstrerede jeg hvordan træningen bliver overgivet fra lærer til elev uden ord gennem imitation eller ganske få retningslinier og principper. Vi viste udviklingen af træningen, hvor 2 3
Sandra selvstændigt finder frem til øvelserne. Hvordan hun når frem til forskellige typer energi. Og vi viste den krop til krop situation mellem lærer og elev, som jeg oplevede på Odin Teatret i de tidlige år, og som jeg stadigvæk benytter under den vokale træning. Jeg viste sekvenser fra min egen træning og kom ind på hvordan også erfaringer fra barndommen kan ligge som en tavs viden i vores krop. F. eks. huskede jeg fra min skoletid, at det på et tidspunkt var kommet på mode, at lege med hula-hop ring i skolegården. Jeg havde ikke rørt en ring siden dengang, men alligevel skulle der ikke mere end en halv times øvelse til, før kroppen huskede alle variationerne. Hvordan vi lod hula-hop ringen snurre rundt om livet, lod den rotere til halsen, videre til en arm og tilbage igen i hurtige cirkler til knæhaserne. Var der måske andre skjulte, tavse aftryk i min krops hukommelse, som havde påvirket min måde at træne og i det hele taget gebærde mig på som skuespiller? Der var en speciel rytme, som gang på gang dukkede op i min fysiske træning, men også i den arytmiske brug af trommen, som jeg havde praktiseret i Odin Teatrets parader og udendørs forestillinger. Stop, pause, suspense. Det forekom mig, at jeg kunne genkende lyden og rytmen af min mors skrivemaskine. Den lyd der akkompagnerede min brors og min indslumring, vores søvn og drømme i barndommen. Jeg oplevede at pauserne ikke var tomme huller, men at de tværtimod var ladede med aktivitet - tankens - og mindst lige så intense som lyden af tasternes slag mod papir og valse. Jeg havde bedt min mor om at deltage i demonstrationen på Odin Teatret. Hun boede på det tidspunkt i det vi kalder Pavillonen bag teatret. Som afslutning på mit indslag læste hun den første side af Frøbogen. Her kom det så frem, hvad der gemte sig bag lydene og de koncentrerede tankepauser, jeg havde oplevet som barn. En lille mikrofon var blevet fæstet til hendes skjorte, inden hun - fejlfrit - læste op af bogen. Da hun efter endt læsning ville lægge brillerne fra sig, kom de i karambolage med ledningen og faldt på gulvet. Jeg er ingen skuespiller, udbrød hun, jeg er bare en gammel klovn, og publikum knækkede sammen af latter. Da Teatro Potlach i 2001 forberedte deres store projekt De Usynlige Byer i Holstebro blev jeg bedt om at være med. De Usynlige Byer består i hundredevis af optrin eller levende tableauer, der finder sted på forskellige steder i en by. En isbjørn fisker fra en tømmerflåde, balletbørn træner i en garage, moderne dans bliver opført på en åben plads og veteranbiler kører adstadigt af sted gennem gaderne med festklædte par på vej til hvem ved hvor? Jeg havde fået til opgave at sidde på ladet af en militærlastbil. Hvorfor jeg sad der, og hvad jeg lavede, var op til mig selv. Jeg forestillede mig en flygtning i en krig. En ældre kvinde der er blevet samlet op af militæret. Eller sidder hun i et efterladt køretøj? På ladet, der var overdækket, indrettede jeg en stue : lampe, stol, en æske med ting i og nogle fotografier. Det ene var et indrammet billede af min mor som ung. Flygtningen læste - i Frøbogen. Det slog mig, at det en flygtning mister udover hjem og familie er identiteten. Rødderne. Når folk gik forbi militærvognen eller gjorde holdt for at kikke på min stue, standsede jeg læsningen. Se her! Jeg er ikke det du ser. Flygtning er bare et ord. Jeg bærer på en fortid, jeg har haft et hjem, en familie. For at visualisere mine uudtalte ord gav jeg hver enkelt tilskuer et A4 ark. Forsiden viste et billedet af min mor som ung bagsiden den første side af Frøbogen. Var jeg på vej? Mine forældre var i 1949 på en - meget forsinket - bryllupsrejse til Paris. De havde sparet en smule op, Ester var begyndt at gå til fransk, og Paris var jo byernes by. De skulle på deres livs tur sammen. Nu blev det hverken Eifeltårnet, Louvre eller Seinen der erobrede min fars hjerte, men et smalfilmskamera i et butiksvindue. Allerede den første dag stod han med forelskede øjne og betragtede vidunderet, og da han den anden og tredie dag stadig klæbede til vinduet, sagde min mor: OK så køb det da. Og det gjorde han, med det resultat at hjemrejsen blev fremskyndet betydeligt, og at min mor aldrig fik praktiseret det franske sprog. Min far viste sig at være en glimrende fotograf med sans for komposition, rytme, lys og dramatiske vinkler. Han var begejstret for Eisenstein. Filmene eksisterer den dag i dag. Hvis jeg brugte fragmenter af dem til at levendegøre tidsbilledet,ville man kunne opleve Ester som ganske ung, gader næsten uden trafik og et landbrug hvor heste stadigvæk blev brugt som trækdyr for plov og - høstbinder -som det hed dengang. Men hvad skulle kæde filmklippene sammen? Hvordan skulle Frøbogen indgå i fortællingen om min mor? Og hvad skulle jeg selv foretage mig? Lina della Rocca fra Teatro Ridotto i Bologna havde hørt mig fortælle om den forestilling, der endnu kun eksisterede som vage skitser. Hun havde under et ophold på Odin Teatret, set hvordan jeg havde hidkaldt fotografen Jan Rüz for at filme min mor i Pavillonen bag Teatret, og hvordan Torgeir (Wethal) var gået igang med at montere sekvenser af min fars smalfilm. Hvorfor præsenterer du det ikke som: work-in-progress på Teatro Ridotto? foreslog hun. 4 5
Tiden var knap. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne præsentere filmklippene, de gamle sort hvide som min far havde optaget, og de nye i farver med min mor som gammel. Jeg kunne læse op af Frøbogen. Jeg kunne fortælle lidt om tiden, familien, små ting? Men jeg selv som skuespiller? Åh ja - gamle scener fra Odins Teatrets forestillinger, allerede eksisterende figurer: Trickster fra Talabot med sin røde snor - Trickster med Sandbarnet - fragmenter som allerede var blevet brugt i utallige sammenhænge. Jeg tilføjede scenen hvor Medea dræber sine børn fra Mythos. Sådan blev den første løse skitse præsenteret i Boglogna 2003. Fremgangsmåden mindede, forekom det mig senere, for meget om Itsi Bitsi. Også den forestilling bestod af en biografi baseret på personlige tekster, minder og fragmenter med allerede eksisterende figurer. Jeg var ved at være træt af mig selv som en skuespiller, der i det uendelige gentager de samme scener. Hvad ville være nyt? den skulle vises. Han foreslog nogle forandringer og fremkom med idéer, der - som så ofte før - med enkle midler tilførte scenerne en ny stringens. Sådan blev den vist - i al sin enkelhed. Er Esters Bog nu en forestilling? Eller er det en fortælling? Er fortællingens nøgenhed og afkald på skuespil i så fald dens styrke, eller er det resultatet af en gammel skuespillers uendelige træthed i forhold til sig selv og sit fag? Spiller det nogen rolle, så længe historien vil og kan fortælles, og nogen har lyst til at lytte? Ryde juni - 2005 Julia (Varley) bad mig om at vise materialerne fra Bologna til en session af Transit. En Festival med udelukkende kvindelige deltagere, som fandt sted på Odin Teatret i 2004. Igen sagde jeg ja, uden at vide hvad jeg skulle præsentere. Der manglede en dialog, mere tekst. Min mor var i mellemtiden kommet på plejehjem og var ekstremt dement. Der var noget både rørende og tragikomisk over vores samtaler på den tid, hvor hun insisterede på at flytte væk fra plejehjemmet og hjem til mig, selv om det så bare skulle være i en skurvogn i haven. Jeg skrev dialogen på den baggrund, fastlagde hvilke tekster jeg ville bruge fra Frøbogen og skrev nogle af barndomsminderne ned. Den første tekstmontage var i hus. Tanken om at lave en soloforestilling strejfede mig ikke. Jeg, og materialerne jeg havde samlet, havde behov for en samspiller, der kunne tilføje historien noget nyt. Jeg bad derfor Anna Stigsgaard, som var assistent på Odin Teatrets forestillling Andersens Drøm, om at spille violin til filmklippene. Et akkompagnement der skulle følge filmens rytme som under datidens stumfilm. Samarbejdet med Anna blev afgørende for det foreløbige resultat, der blev præsenteret for deltagerne i Transit. Hendes musikalske baggrund, alder (hun kunne have være min datter) og livserfaring i det hele taget, var så forskellig fra min. Hun bibragte forestillingen en tiltrængt friskhed. Væk var tanken om at bruge gamle scener og figurer. Væk tanken om voldsomme fysiske udtryk. Vi havde inviteret Eugenio til at se og måske hjælpe med montagen, inden Morten Stricker 6 7
Ester river et blad af kalenderen. Esters bog Iben kommer ind ind - sætter sig ved et skrivebord. Skriver. Standser op og ser på publikum. IBEN: IBEN Hvor kommmer min mor fra.? Hvor kommer din mor fra? (med Esters stemme): Det her er min skrivemaskine. En Erika. Min far forærede den til mig.han købte den på afbetaling. Seks afdrag. Halvtreds kroner hver gang. Det var mange penge dengang. I 1937. Tager et blad fra kalenderen og ruller det sammen, som en cigaret. Første dag. Røg er fascinerende. Syntes du ikke? Uta kommer ind (som Iben) Hvad er det her for et sted? (som Iben) : Et hvilehjem mor. Et alderdomshjem mener du vel. Det er så her man skal sidde til man dør. Jamen mor, det er jo en hel lille lejlighed, den ser rigtig hyggelig ud. Dødsgangen Se mor - du har fået nye gardiner i gyldne farver og en helt ny lænestol. Vi har stillet dit bord foran vinduet, så du kan kikke på træerne. Er de ikke smukke her i efterårslyset? Der er fuldt af mudder. Ja men til foråret bliver der plantet græs og blomster. Hmm... Græs. Blomster. Anden dag. Er der mon ikke et lille værelse i dit hus med plads til mig? Eller jeg kunne bo i en skurvogn i jeres have. Jeg skal ikke være til besvær! Men mor, nu bor du jo her. Vi rejser så meget med teatret, er næsten aldrig hjemme. Der vil ikke være nogen mennesker i nærheden Det er der heller ikke her. Det er der da. Ja, men ikke nogen som kender mig. Mor, de fleste af dem du kendte er døde. ESTER Jeg kunne ha en hund. Mor, hvordan vil du bære dig ad med at passe en hund,? En vagthund. Den kan sidde foran skurvognen. Der er meget koldt i en skurvogn om vinteren! Man kunne sætte en varmeovn op. Det er alligevel koldt, og hvem skal komme med dine indslumringspiller? Du kan jo ikke sove uden dine indslumringspiller? Sig mig - tror du ikke, der er et lille værelse i jeres hus, hvor jeg kunne bo... eller jeg kunne flytte ind i en skurvogn - jeg skal ikke være til besvær. Jo - mor. Vi finder nok en løsning - til sommer - til sommer når det blir lidt varmere. Første smalfilm. Billeder fra et forfattermøde i Unge Kunstneres Klub. Jeg mødte Halfdan i Unge Kunstneres Klub. Vi giftede os d. 9. april 1943. Årsdagen for den tyske invasion 3 år tidligere. Billeder af bunkers på Rådhuspladsen. Det var tossede tider at lave børn i, absolut, men også tider der appellerede til det livsbekræftende i mennesket. Des mere vi så af død, elendighed og vanvid, des mere ønskede vi at bekræfte livet, sundheden, det normale. Vi elskede livet og higede imod det med en sulten uro.vi vidste ikke om et projektil en dag ville ramme os i struben, om det måske alllerede var støbt og på vej gennnem mange menneskers hænder for sluttelig at ende vores liv. Vi var blevet livsbekræftende soltilbedere, netop fordi himlen næsten altid var lav og tung af skyer. 8 9
Billede af Ester som gravid. Iben og Uta synger: Vi havde lavet det med vilje, fordi vi havde lyst til det og følte trang til det, og da det så lykkedes, efter et par ganges kiks, syntes vi alligevel det var utroligt! Der var noget fuldendt komisk og overraskende ved bevidstheden om, at jeg gik rundt med begyndelsen til et menneske i maven, en unge der engang skulle vokse til, blive selvstændig og sige mine de gamle om Halfdan og mig. Mørke allevegne. Angsten for at dø blev en nat et kærtegn. Blev et lille frø. Verden lå derude. Nat. Og nogen skreg. Sæd og æg forenet, lille frø på vej. Mor læs noget for mig. Hvad syntes du, jeg skal læse. Frøbogen. Læs noget fra Frøbogen. Frøbogen? Dagbogen jeg skrev til dig, før du blev født. Ja-ja da. Lad mig nu se... 20. februar 1945. Verden er iøvrigt godt forstyrret for tiden. Når vi kommer til byen, er der nok hverken lys eller gas mere. Der er snart ikke flere kul tilbage i kongeriget Danmark. Togene kører efter katastrofeplan, lys og gas er mere end kraftigt rationeret, ingen kartofler og i det hele taget ikke ret meget af nogenting udover usikkerhed og skyderi. Lille frø. Et væsen. Blindt tog du imod mange timers drømme. Blod af vores blod. Stille som en hvisken vokser du dig stor. Først et lille frø i maven på din mor. Siden skal du slippe mors navlestreng. Lille frø - en pige? Lille frø - en dreng? Bliver dine øjne brune eller blå? Det er samme himmel de skal kikke på. Ånder hele verden bag et trangt korset. Du skal bære frihed i dit åndedræt. Byder man dig trældom, må du helre dø. Ingen magt kan lænke livet - lille frø!. 10 11
1. marts 1945. Her er en lille vintergæk, for at man skal se, det er ved at blive forår. Den blir jo nok lidt vissen i det, inden du får forstand på at kikke på vintergækker, lille frø, men jeg syntes altså den skulle med i bogen som et lille symbol på optimisme... Så får vi iøvrigt at se, om en sådan optimisme for een gangs skyld skulle blive belønnet. Uta og Iben synger: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, Og ingen er fangne, når tanken er fri. 5. maj 1945. Ja, så er det endelig sket med herrefolket! Jublen er endeløs, og gennem gaderne suser de danske frihedskæmpere i alle mulige mærkelige biler, bevæbnede med stålhjælme og armbind på jagt efter stikkere og hipofolk, som skal arresteres for senere at blive stillet for en domstol. Der er vedtaget dødsstraf for disse infame krapyler, som for penge og egen vindings skyld har angivet andre mennesker til nazityskerne og deres koncentrationslejre med tortur, sult og umennneskelig behandling... Fred, lille frø, forstår du hvad dette ene lille ord indebærer: Ikke mere at behøve at frygte overraskende razziaer, ikke behøve at holde mund med det man føler og tænker og ikke mere behøve at være bange for venners og kammeraters skæbne, når de er blevet taget af Gestapo og ført sydpå. Åh ja, mit frø, fred er et godt lille ord, og den som prøver på at bilde dig ind, at krigen er en værdi, noget stort og heltemodigt elle romantisk og spændende, han lyver for dig som ingen anden. Sekvens af billeder med barrikader og bål i gaderne på Vesterbro. Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når bare vi kæmper, for det vi kan li. 23. marts 1945. Halfdan tog til byen i morges tidlig for at deltage i forfatterforeningens generalforsamling. Jeg har netop fået at vide, at der har været rigtig væmmeligt i byen i dag, med en masse skyderi og ingen vidste hvem der skød på hvem. I går var der allieret luftangreb, og både Shell-huset, Ingeniørhuset, Teknologisk institut og Akademisk kursus og flere andre bygninger blev ramt og ødelagt... Når Halfdan har været i byen, og det nærmer sig aften, og jeg véd, toget er kommet ind, er jeg aldrig hélt rolig, før jeg hører hans signal ude på grunden: Kuk-kuk! Kuk-kuk. Og alt bliver igen hyggeligt og hverdagsagtigt. Billede af skilt med påskriften: Berlin ist gefallen. IBEN: Min mor tilhørte en generation af kvinder, der var blevet låst fast i deres kvinderolle. Under besættelsen havde mænd og kvinder kæmpet side om side i modstandsbevægelsen. Men efter krigen, fortalte min mor, hvad gjorde vi da. Endnu engang begyndte vi at servere te for mændene, der diskuterede verdens situationen. Vi stoppede deres strømper, lavede maden og tog os af børnene. Vi havde først fri efter klokken 8 om aftenen. Om aftenen kunne min mor endelig sætte sig ned for at skrive. Og efter at vi, hendes børn, var blevet voksne og flyttede hjemmefra, så jeg min mor blive hård og bitter. Efter alle årene med tålmodighed og omsorg kom den undertrykte vrede endelig frem. I al for lang tid havde hun været afskåret fra at gøre det, hun selv ville. Da jeg oplevede min mor på den måde, kunne jeg ikke genkende hende. Og jeg blev bange. Når jeg finder den samme tilbøjelighed i mig selv, siger jeg nej. Selv om det gør ondt. Selv om det måske gør andre ondt, vil jeg hellere gennemleve smerten nu. Jeg ønsker ikke, at den skal samle sig i et hjørne og vente på mig i slutningen af livet. Tredje dag. Sig mig, bor du her i nærheden? Ja mor - lige i nærheden. Hvor var det godt, du fandt dit sted. 12 13
Ja - det var en lykke. Jeg har tænkt på, om jeg mon kunne flytte ind hos jer - eller bare sætte en skurvogn op i haven. Men mor - hvem skal så passe på dig, vi er jo væk halvdelen af året? Jeg kunne ha en hund. Hvad så med dine piller. Hvem skal komme med dine piller? Det skal såmænd nok ordne sig. Tror du ikke, der er et lille værelse i jeres hus. Jeg skal ikke være til besvær. Jo - mor - jo. Til sommer når det bliver lidt varmere i vejret. Fjerde dag. Jeg har jo denne her gamle drøm ved du. En fodrejse fra Skagen og ned til den tyske grænse og så - ligesom tværs over. Jeg skal ha min skrivemaskine med. Jamen mor, tror du at du kan gå så langt? Det er jo en vældig lang tur. Ja måske, det skal heller ikke være lige nu, lad os bare se tiden lidt an. Jeg tænkte forresten på, om der mon var plads i jeres hus... Anden smalfilm begynder IBEN: Vesterbro i København, Virum, Ølstykke. Steder vi havde boet, men som hun ikke huskede mere. Violinen akkompagnerer filmen. IBEN: Mørket var levende. I de sene aftentimer kunne min bror og jeg høre dem snakke stillle sammen, eller de skrev. Lyden af skrivemaskinen. Tasternes slag mod papir og valse blev vores vuggevise. Sammen med de tankemættede pauser mellem ord og sætninger blev de til en beroligende rytme: nattens fortrolige stemme. Kun sjældent gik de ud sammen. Men en aften skulle de til karneval i Unge Kunstneres Klub. Mormor var babysitter. Vi lå i vores senge, da de kom for at vise sig frem i deres hjemmelavede kostumer: Hun som natteravn med knitrende taftskørt og store, sorte vinger. Far som lygtemand med lys i den høje spidse hat. De var formidable. Senere på aftenen kunne vi høre dem komme tilbage ad havegangen i samtale med mormor. Den store bonderose, sagde de, var sprunget ud og stod og lyste i mørket med dugdråber på de røde kronblade. Det er sådan et præcist billede af min mor på den tid. En stærk, strålende blomst mod en mørk baggrund. Nej - hun huskede ikke. Også det lille stråtækte hus i Ølstykke havde hun glemt.. Vi lever af jordens fedme! proklamerede hun, mens hun arbejdede i det kolde køkken iført skikasket med øreklapper. Hun havde en tendens til mellemørebetændelse. Kasper Røghat, siameserkatten hun havde foræret far i fødselsdagsgave, elskede at sidde på hendes skulder eller på hatten, mens hun stod bøjet over det store komfur, rørte i potter og pander og flyttede rundt på komfurets jernringe. Hun bagte, henkogte lavede pickles og syltetøj, som hun hældte op i store glas og krukker og stillede op på endeløse rækker. Ølstykke, landet, for os børn var det Afrika. Kæmpemæssige insekter fløj omkring i natten, øgleagtige fugle baskede larmende op, når vi gik efter mælk på den nærmeste gård. Der var slanger, blommer, nødder - og gulerødder! De voksede ikke, som vi troede, på træer, men far trak dem direkte op af jorden. Og så var der svampe, enorme støvbolde, som onkel Jørgen en dag samlede på marken. Se unger! råbte han, jeg har fundet en masse KO- ÆG. Og vi løb hujende ned ad markvejen: Mor - Mor onkel Jørgen har fundet KO -ÆG - Han har fundet en masse KO-ÆG! Men Saunte blev stedet - vores allesammens. Det eneste hun huskede og kaldte hjem, selv om hun havde forladt det ved skilsmissen mere end 30 år tidligere. Slut på anden smalfilm. Femte dag. Min bankbog er væk. Jeg tror der er nogen, som har taget den. Nej, det kan jeg ikke tro. Måske har en af damerne lagt den i en bankboks. Der ligger den helt sikkert. Jeg skal nok undersøge det. Jeg vil jo gerne vide, hvor mange penge jeg har. Så kunne vi slå os sammen og købe et sted, hvor vi allesammen kunne bo. Jeg tror ikke jeg vil flytte lige nu mor. Vi har jo et hus. Men bøgerne - er der ikke nogen af dem du vil ha? Troels Lund, det er en dejlig samling. Og kommoden. Se den er helt tom. Tror du ikke du kan bruge den? Jo tak, men ikke nu. Du får da selv brug for bøgerne og kommoden. Jeg kan ikke ha så meget med, når jeg skal rejse tilbage. Tilbage? Ja, til Sjælland, hvad er det nu det hedder? Saunte? Ja - Saunte. 14 15
Uta synger: Sjette dag. Du behøver ikke at gøre så meget ud af det. Billederne, fotografierne. Lad bare være med at slå flere søm i væggen. Jeg rejser jo snart tilbage til Sjælland. Jamen mor. Du kender da ikke nogen på Sjælland. Jeg kender heller ikke nogen her. Du kender mig. Ja, det gør jeg. Min bankbog er væk, den er ikke i min taske. Jeg tror de har taget den. Nej, det tror jeg ikke. Jeg skal undersøge det. Er du faldet godt til her? Ja mor, det er jeg. Hvor var det godt, du fandt dit sted. Livet er et kort sekund et med både godt og ondt. Tror man, eller håber man, så skuffes man. Livets viser drejer sig, man mødes og skilles. Først en sød og yndig leg. Ak, så går man hver sin vej. Jeg er gået fra dig nu, skønt jeg holder af dig du, derfor siger jeg til dig: Glemmer du, så husker jeg det ord for ord. Alting brast, men det gør heller ikke spor. Minderne har jeg da lov at ha', Dem kan du aldrig, nej aldrig ta'. Husker du de glæder, som vi sammen fandt? Husker du de tanker, som os sammen bandt? Hver en dag og hver en time har jeg talt. Glemmer du, så husker jeg - alt. Ester tager papiret ud af skrivemaskinen - ser på det Hvem har skrevet det? Det har du mor. Ester ryster på hovedet og folder papiret sammen. Syvende dag. Mit hoved. Jeg tror, jeg er ved at blive skør. Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg hører til. Det er fordi du ikke hører til mor - du er en gammel sigøjner. Du har boet så mange steder - til og med i en skurvogn hos Tom. Tom - min søn? Når jeg nu rejser tilbage, fordufter, så skal du bare ta kommoden, den er helt tom. Og bøgerne. Glem ikke bøgerne. Tredje smalfilm. Ester som gammmel. Iben synger: Nu kalder jeg dig min elskede. Og se - mine hænder gaar som skygger over dit hvide bryst og gennem dit mørke haar. Jeg ligger ved livets lyse knæ. Jeg søger din mund. Og under mig vælder lyset frem fra øjnenes blomsterbund. Jeg knæler i nattens dybe græs og lever i denne stund. Nu kalder jeg dig min elskede og lænker dig til et frø. I nat raver kulden blindt omkring. I morgen skal alting tø. Og frøet skal vokse til og gro - og træet dø. 16 17
Eugenio Barba Esters gave Kære Iben, Da din mor i 1988 bosatte sig på Odin Teatret i vores pavillon, mødtes vi af og til i korridoren. Jeg kunne - af den måde hun hilste på - afspejle graden af mit eget humør. Hun opfangede ved første øjekast min sindstilstand. I de sidste år genkendte hun mig ikke længere, specielt ikke hvis der var gået lang tid siden, vi sidst havde set hinanden. Nogen gange genkender min egen mor mig ikke. Alderdommen fjerner os fra hinanden. Men i smerten over den uundgåelige adskillelse dukker der en gnist af lys op: vi ser vores mødre, som de var uden os, inden de blev mødre. De piger de var, og som vi ikke har kendt. Efter i årevis at have været optaget af vores liv, er de nu alene. Og selv om vi allerede er oppe i årene, føler vi os forladte. Af denne naturens urimelighed har du lavet en lavmælt forestilling fuld af glæde. Uden sentimentalitet og uden kynisme. Det er jeg dig taknemmelig for, og det er grunden til, at jeg for første gang har accepteret ikke at være din instruktør. Forestilling sagde jeg. Du og jeg ved, at det drejer sig om noget andet. Men det er på sin plads ikke at nævne det. Der findes erfaringer, som ikke kan udveksles. Det var helt rigtigt, at Ester bosatte sig i Pavillonen bag Odin Teatret. Du er hendes gave. Gennem det lidt hun og du har fortalt mig, har jeg forstået, at det var hende som holdt dig til ilden, da du ønskede at kontakte Odin Teatret, dengang for mange år siden, da du var på grænsen til kvalme over livet. Din mor nærede ingen lidenskab for teatret, hun elskede litteraturen. Men hun opfangede et glimt af interesse i dig, da du havde set vores første forestilling Ornitofilene, og hun ønskede brændende, at du skulle tage udfordringen op. Du har til tider været en vanskelig skuespiller. Jeg kan kun forestille mig, jeg som ikke selv har døtre, hvilken foruroligende datter, du må have været. I sine sidste år, var Ester blevet meget mager. Som havde livet skrællet kødet af hende. I dag spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at vi to aldrig tænkte på - sammen - at takke hende. Jeg ser situationen for mig: tre glas, vi skåler, og så - snerten af hendes umiskendelige ironi. Tony D Urso Holstebro, 1. marts 2006 18 19
20 Torben Huss
22 23
24 25
26