Prædiken til 19. s. e. trin. Kl i Engesvang

Transkript

1 1 Prædiken til 19. s. e. trin. Kl i Engesvang 402 Den signede dag 448 fyldt af glæde 28 De dybeste lag i mit hjerte 414 Den mægtige finder vi ikke 412 v.4-5 Af som vintræs grene 266 Mægtigste Kriste Hvem skal man støtte sig til, når man er helt alene i ødemarken og ikke rigtig ved, hvor man skal hen? Når den nøgne sletter strækker sig uendelig foran én, kun iklædt spredte græstotter, og der hverken er træer eller ly? Hvad man skal man gøre, hvis der kommer sjakaler eller slanger? Og hvad skal man stille op med hjemlængslen og ensomheden og den store forladthed? Alt det spørger én af det Gamle Testamentes fortællinger om, den om den unge Jakob på flugt fra sin brors vrede. Og eftersom fortællingen står i Biblen synes svaret nærliggende: Man skal vende sig mod Gud og søge hjælp hos ham. Det er bare ikke sådan, Jakob har det. Han skænker det ikke en tanke, at Gud skulle være én, der er hos ham dér i det øde og usikre, i ensomheden og forladtheden. Gud findes det ved han men at han skulle have noget særligt med hans med Jakobs liv at gøre har han aldrig så meget som overvejet. Heller ikke, da mørket falder på, og han hører

2 2 sjakalernes hylen i det fjerne og måske en løve, og i hvert fald raslen og piben fra alle mulige mindre dyr. Gud er i sin himmel, langt borte. Jakob har aldrig været vant til at tænke på ham på anden måde. Gid der have været et træ at søge ly under eller en læskærm, lavet af andre rejsende. Men han finder ikke andet end græstotter og klippestykker og sten. Til sidst sætter han sig ned ved en stor sten. Så må han vel prøve at sove her. Han trækker kappen over sig og lægger sig op af stenen, som om den var hovedgærdet på hans seng. Det giver en fornemmelse af at være en smule beskyttet. Han sover uroligt og vågner ofte, men ud på morgen falder han i en dyb søvn. Og da kommer drømmen. En af de sjældne drømme, som er levende i én, længe efter at man er vågnet, og som næsten kan erfares mere virkelige end det, man oplever når man er vågen. Der er sat en stige op mellem himlen og jorden. Og ud fra himlen, hvor den ender, vælder et varmt og meget stærk lys. Så tæt på er den, stigen, at han bare kunne rejse sig og klatre op af den, det virker så nemt, han ville let som ingenting kunne løbe op og ned på den, som de engle, han ser i sin drøm. Men han gør det ikke, han bliver liggende, og måske

3 3 er det derfor, Gud må tale så højt. Hans stemme runger over sletten: Jeg er din Gud, og jeg er med dig. I det samme vågner Jakob. Fortumlet ser han sig om. Der er ingen, men følelsen af fortabthed er væk. Han føler sig tryg. Og mumler for sig selv: Gud er her, han er lige her, og jeg vidste det ikke. - - Guds nærhed og fjernhed - om Gud er skjult i himlen eller helt tæt på - er ét af de tusind temaer, der snor sig gennem Det gamle Testamente. Trods historien om Jakob og stigen ved man det ikke helt, om Gud fjern eller tæt på, når man læser de oldgamle skrifter fra før Jesu fødsel; det er ikke entydigt. Man ved det ikke helt, ikke før det Nye Testamente med Jesus-historien blænder op for en helt ny fortælling om Guds sted og om at fjernheden endegyldigt er afløst af nærhed. Endegyldigt. Gud er helt tæt på. Det er det på én gang forunderlige og foruroligende budskab som bid for bid afdækkes i Det nye Testamente. Guds sted er jorden. Han har forbundet sig med den med os - og er helt

4 4 tæt på hele tiden og i alt, hvad der sker os. Det er som i Jakobs drøm: Gud er der og vi er ikke alene. - Det ligger også som et mønster under dagens evangeliefortælling, der på den for fortælleren Johannes så typisk meget langsomme måde beretter om, hvordan Jesus får sine følgesvende, sine disciple. Men også fortæller en hel masse andet for ham Johannes prædiker som regel i et andet lag af sin tekst samtidig med at han fortæller en fremadskridende beretning. Og der er ét ord, der går igen hele tiden i dagens evangelium, nemlig s-e. Og én sætning, der gentages: Kom og se! Synssansen det at s-e Jesus er hele omdrejningspunktet i teksten. At se ham og genkende ham som Guds søn. Kom og se! - Vi moderne læsere af NT har lært at sætte ting i en historisk ramme, vi ved, at den tid, da Jesus gik på jorden var mellem ca. år 30 og år 33. Og fordi evangelierne fortælles fra en verden, der er så ulig vores egen, tænker vi nemt sådan helt umiddelbart at Jesus-historien hører fortiden til, og at

5 5 alt det dér med Vorherre er mindre stærkt i verden i dag end dengang. Det var ikke evangelistens Johannes mening, da han skrev. Hans evangelium er ikke tænkt som et historisk dokument eller som en art biografi om én, der hed Jesus. Kom og se! skrev Johannes. Til alle, der kunne læse det og gad høre det. Kom og se! Det er nutid. Gud var ikke på jorden, han er på jorden, lige her, lige nu. Også selv om vi ikke anede det. - - Så langt så godt for det kan jo enhver komme og sige. Men hvordan mærker vi det så? Hvordan kan vi vide, det er rigtigt? Hvordan ser vi Gud? Og særlig tydelig er han vel ikke, al den stund det er muligt ikke at tro på ham? Eller at tænke som Jakob, at han ikke har med vores liv at gøre? Jeg tror, det er dét, Johannes vil fortælle os, at det begynder med at vi leder med vore blikke, at vi ser efter. Gud lader sig se for den, der ser efter. Og hvis nogen vil se Gud lige nu, lige her, kan man jo dreje hovedet og kikke på den, der sidder ved siden af ikke fordi sidemanden er Gud selv, men fordi vi skal se efter Guds

6 6 ansigt i de andres ansigter hvor besværligt det end kan være. Nogen gange har Gud jo så et ansigt, som vi ikke bryder os om. Men ud over det er Guds nærvær tydeligt i hvert eneste øjeblik, når vi ser, når vi ser efter. I alt, hvad der er kærlighed og liv og glæde, i alt, der er fylde og selvforglemmelse og oprigtighed, i alt der er forsoning og fred og retfærdig, i al hvad der er mod og håb og tro, dér er Gud. Og der ser vi ham. Hvis vi ser. - Gud er her, han er lige her, og jeg vidste det ikke, siger Jakob til sig selv efter sin drøm. Og jeg tror, Jakob ligner én, vi kender godt det dér med, at Gud er der, men vi ved det ikke, fordi vi ikke ser efter. - Kom og se!