26. oktober 16. november 2013

Studiemateriale en pissebarnlig forestilling om at leve livet Spilledage og tider: tir-fre kl. 20, lør kl. 17 Spillested: Republique Lille Scene Sprog: Dansk Pris: 50 325 kr. 26. oktober 16. november 2013 produceret af: REPUBLIQUE idé & koncept: KAMILLA WARGO BREKLING instruktion: KAMILLA WARGO BREKLING scenografi: MARTIN TULINIUS koreografi & co-instruktion: KARINA DICHOV LUND tekst: KAMILLA WARGO BREKLING i samarb. m. holdet medvirkende: JENS JØRN SPOTTAG, CAMILLA BENDIX, ELSEBETH STENTOFT, JOEN HØJERSLEV, DANICA CURCIC & MADS WILLE kostumedesign: LISBETH BURIAN lysdesign: ANTONIO RODRIGUES-ANDERSEN

Om studiematerialet til: Spørg de voksne Hvem er vi? Hvem er jeg? Hvem er du? Og, hvorfor er det sådan? Nu skal der fortælles historier og skabes sceniske fortællinger om vores liv! Kamilla Wargo Brekling stiller med forestillingen Spørg de voksne essentielle spørgsmål til vores menneskelige gøren og laden. Studiematerialet handler om at fortælle historier; din historie, min historie og vores historie - og give historierne scenisk liv. I skal på gulvet, improvisere, skrive og skabe en moderne revy inspireret af stand-up comedy med fokus på: Hvad man kan spørge de voksne? Og, hvornår bliver man voksen? De fag, som er oplagte at bringe i spil er: Filosofi, Psykologi, Dansk, Drama, Mediefag, Historie og Samfundsfag samt ikke mindst i et AT-forløb. Velkommen til Republique og SPØRG DE VOKSNE, - en aktuel og tragikomisk satire om alle os moderne mennesker, og hvor vi er på vej hen Indholdsfortegnelse: 1. Forside og information om medvirkende og spilletidspunkt 2. Om studiematerialet til: Spørg de voksne 3. Introduktion til forestillingen og instruktøren Kamilla Wargo Brekling - Spørg de voksne; en pissebarnlig forestilling om at leve livet 3. Kamilla Wargo Breklings arbejdsmetode 3. Dokumentarfilm om Kamilla Wargo Breklings arbejdsmetode - Næste gang bliver vi fugle: Max Kestner, 2009 4. Mike Leighs arbejdsmetode 5. Inspiration til arbejdet med SPØRG DE VOKSNE i praksis - omdan klasserummet til et laboratorium, med afsæt i Kamilla Wargo Breklings og Mike Leighs arbejdsmetoder 6. Så skarpt kan det siges med få snilde ord; one-liners 8. Den dag jeg blev voksen, Lone Kühlmann 9. Sådan blev vi voksne Hvornår bliver drenge til mænd? Og hvad gør en mand voksen? Her kommer et bud fra en komiker og en musiker om det øjeblik i deres liv, hvor de fik hår på brystet. 9. Thomas Hartmann 11. Burhan G Spørg De Voksne studiemateriale 2

SPØRG DE VOKSNE EN PISSEBARNLIG FORESTILLING OM AT LEVE LIVET Reumertvinder Kamilla Wargo Brekling har en sjælden evne til skabe rammende, tragikomisk satire over os moderne mennesker. Denne gang handler det om de voksne, og hvordan vi lever vores liv. Hvad fanden har vi egentligt gang i? Hvorfor gør vi, som vi gør, og hvilke regler lever vi egentlig efter? Hvem har i øvrigt fundet på dem? Hvor er vi på vej hen? Mens verden er ved at ramle ned om ørene på os, fortsætter vi bare. Hvorfor stopper vi ikke op - ser på os selv og verden? Og spørger, hvordan det egentlig går? Kunne vi leve på en anden måde? Hvordan ville vores liv se ud, hvis vi var mere umiddelbare og ærlige som vores børn? Her er din billet til at stille spørgsmålene: Hvor er vi på vej hen? Hvad fanden har vi egentligt gang i? Hvorfor stopper vi ikke op ser på os selv og verden? Kamilla Wargo Brekling kender os bedre, end vi selv gør og har tidligere, ikke mindst i Reumert-vinderen Kvinde, kend din krop og i succes-forestillingen PIS, fanget det moderne menneske på kornet. Hun siger selv: Vi mennesker er så mærkelige både kloge og dumme på samme tid. Jeg kan ikke regne ud, hvorfor vi gør som vi gør. Ved vi det overhovedet selv?. Alligevel skaber hun gang på gang intime og vedkommende forestillinger, der får os til at tro, at hun kender os meget bedre, end vi selv gør. Kamilla Wargo Breklings arbejdsmetode Teaterinstruktøren Kamilla Wargo Brekling har sin særlige metode (inspireret af Mike Leigh), hvor teksten improviseres frem i samarbejde med skuespillerne. Skuespillerne møder instruktøren enkeltvis og bidrager med egne historier i den indledende workshop. Instruktøren lader sig inspirere og materialet udspringer direkte af de involveredes erfaringsverden. Meget kasseres, men ind imellem falder en bemærkning, som - via improvisation - vokser ind i det færdige stykke. Hun formår at forvandle det strengt personlige til det yderst vedkommende gennem kombinationer af standupcomedy, performance og dans. Metoden er overdrivelse og enkelhed, hvor det sarte, spinkle billede forstørres op til det groteske. Humoren og tragikomikken indgår sædvanligvis med betydelig vægt i hendes arbejde. Selv har hun sagt i et interview : Jeg arbejder altid med moderne civiliserede menneskers liv og problemstillinger, fordi jeg ikke selv kan forstå verden. Dokumentarfilm om Kamilla Wargo Breklings arbejdsmetode - Næste gang bliver vi fugle: Max Kestner, 2009. En film om tilblivelsen af Kamilla Wargo Breklings succesforestilling Undskyld! (Det Kongelige Teater, Turbinehallerne, 2005). Breklings og de fem skuespillerinders dybt personlige fortællinger fra deres egne liv skaber grundlaget for stykkets manuskript: den akavede og følelsesmæssigt komplicerede skilsmisse, følelsen af at være en utilstrækkelig mor og den store (selv)forelskelse i den perfekte partner - Karrieren - er alle emner, der behandles intenst foran (og bagved) scenetæppet. De fem skuespillerinder er Ditte Hansen, Bodil Jørgensen, Christiane G. Kock, Lisbeth Wulff og Marie Louise Wille. Filmen er en dokumentation af den benhårde proces bag Breklings metode, af nederlagene og sejrene bag kulisserne og sidst men ikke mindst af det moderne menneske, når det er offstage - når det ikke står maskeret på scenen og spiller rollen som succesfuld karrieremor. http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/63060.aspx?id=63060 http://www.iedb.net/movie/n-ste-gang-bliver-vi-fugle Spørg De Voksne studiemateriale 3

Mike Leigh Mike Leigh, f. 1943, engelsk dramatiker, tv-, film- og teaterinstruktør. Han er særligt kendt for sine film og sin arbejdsmetode, der lader skuespillerne udvikle karakterer og dramatiske situationer selv, ud fra en rå handlingsskitse. Først til sidst samler og strukturerer Leigh selv den færdige produktion. Metoden har han i lige høj grad brugt på teater, film og tv. We must start off with a collection of totally unrelated characters (each one the specific creation of its actor), and then go through a process in which I must cause them to meet each other, and build a network of real relationships; the play will be drawn by the results Mike Leigh Mike Leighs arbejdsmetode: Improvisationen tager afsæt i faktiske personer (instruktøren vælger én af dem, skuespilleren medbringer på den første dag, som forlæg). Spillerne kender ikke hinandens karakterer (det er strengt forbudt at tale om sin karakter, så man må lære de andres at kende i improvisationen). Først arbejdes der med at finde ind til karakteren; siden opbygges relationer til de andre karakterer. Der opstår dramaturgisk egnede scener i prøvearbejdet, og hvis nogle typer via handling vil befordre udviklingen, beder han spillerne finde måden, hvorpå deres karakter udfører dem. Mike Leigh udvælger scener og indarbejder dem i et manuskript. De udvalgte scener genoptages under optagelsen af filmen; med filmhold til stede. Kobbernagel, Lene: Skuespilleren på arbejde, p.106-135, Frydenlund (2009). Spørg De Voksne studiemateriale 4

Inspiration til arbejdet med SPØRG DE VOKSNE i praksis omdan klasserummet til et laboratorium, med afsæt i Kamilla Wargo Breklings og Mike Leighs arbejdsmetoder. 1. Lav en fælles brainstorm i klassen over emnet: Hvad man kan spørge de voksne om? Link til program: http://www.text2mindmap.com/ Hjælpevideo: http://www.schooltube.com/video/1e9e3ad837eb4baa8d79/how%20to%20use%20text2mindmap 2. Inddel klassen/holdet i grupper af 4-5. 3. Hver deltager I gruppen skal fortælle en historie om en oplevelse med og om en voksen, imens de andre lytter. 3. Eleverne I gruppen improviserer over hinandens historier på gulvet (man skal ikke deltage i ens egen historie. Der lytter man og ser på de andres udfoldelser!). 4. Så skal der skrives og skabes revynumre til 4 spillere. Revynumrene skal indeholde ét lille standup indslag med one-liners; en kort rammende sætning, der enten blot er komisk eller også rummer lidt flere lag til eftertanke. I nogle tilfælde tilmed lidt livsvisdom serveret med få fyndige ord f.eks. Min ven har svært ved at sove, men jeg kan gøre det med lukkede øjne, som den amerikanske stand-up-komiker Shmuel Breban har udtrykt det. Hver især skal skrive et kort revynummer om én af de andres historier (alle historier skal bruges). Link til revymuseet. Lær mere om revy: http://revymuseet.dk/ Link til revyen som teatergenre: http://www.denstoredanske.dk/kunst_og_kultur/teater/kabaret_-_kabarettister/danmark_(revy) Link til stand-up: http://www.denstoredanske.dk/gyldendals_teaterleksikon/musical_og_revy/revy?highlight=revy 5. Revynumrene instrueres af den, der har forfattet revynummeret. De andre i gruppen er spillere. 6. Grupperne spiller deres revynumre for hele holdet/klassen. 7. Brug gerne forløbet, som optakt og inspiration, inden I skal se forestillingen: Bare Spørg de voksne. 8. God fornøjelse Spørg De Voksne studiemateriale 5

One-liners, så skarpt kan det siges med få snilde ord - Af Uffe Chistensen One-liners kaldes de. En enkelt sætning, der kan sætte meget på plads! Jeg er på en whisky-kur. Jeg har allerede mistet tre dage, bekendt af den britiske tryllekunstner og komiker Tommy Cooper. Politik er ikke andet end showbusiness for grimme mennesker, Jay Leno, talkshow-vært. Ikke uden grund er netop one-liners rygraden i mange af tidens standup-shows. Og lad den lige få følgeskab af en bemærkning fra den amerikanske skuespiller og komiker Rodney Dangerfield: Hvis ikke det var for lommetyve, så havde jeg overhovedet ikke et sexliv. W.C. Fields en sand mester I den komiske ende - ofte båret af sarkasme og sort humor - befinder sig den legendariske amerikanske skuespiller W.C. Fields, der var en sand mester i one-liners. Han sagde blandt så meget andet: Jeg begynder altid dagen med et smil og kommer hurtigt over det. Det var også W.C. Fields, der sagde: Husk, at en død fisk kan flyde med strømmen, men at der skal en levende til at svømme mod strømmen. Jeg tilbragte engang et år i Philadelphia - jeg tror, det var en søndag. Om rig- og fattigdom Om rigdom sagde den W.C. Fields, der i øvrigt mente, at masser af søvn, er den bedste kur mod søvnløshed: En rig mand er ikke andet end en fattig, der har penge. Og en af Fields-klassikerne: Jeg elsker børn stegte. Oplev W.C. Fields på slap line: http://www.youtube.com/watch?v=y189-69cqps&feature=player_embedded#at=16 Forfatteren og skuespilleren Noel Coward er citeret for denne: Stol aldrig på en mand med korte ben. Hans hjerne er for tæt på hans bagdel. Mester Marx Blandt eksperterne i one-liners var også skuespilleren Groucho Marx, der var berømt/berygtet for sin sorte ofte sarkastiske humor: Normalt glemmer jeg aldrig et ansigt, men i dit tilfælde er jeg villig til at gøre en undtagelse. Det var også Marx, der om kvinden sagde: Alle der siger, at de kan gennemskue en kvinde, går glip af en masse. Sport Om fodbold sagde den britiske skuespiller og komiker Eric Morecambe på et tidspunkt: Jeg tror at fodbold vil blive et endnu bedre spil, hvis en eller anden opfandt en fodbold, der sparkede igen. Skuespilleren, tv-stjernen og komikeren Joan Rivers: Når jeg ser den første jogger smile, så vil jeg overveje det. Spørg De Voksne studiemateriale 6

Uoversættelige one-liners Mange one-liners kan ikke oversættes fra originalsproget, så det giver mening, idet mange af dem spiller på et sprogs finurligheder og dobbelttydighed. Et eksempel på dette er denne, der blev serveret af forfatteren Mark Twain, der i øvrigt også var en mester i one-liners: Age is an issue of mind over matter. If you don t mind it doesn t matter. Fra samlingen af Mark Twain-citater også denne: Nogle mennesker giver deres problemer svømmeundervisning i stedet for at drukne dem. Opdragelse er de voksnes forsvar mod ungdommen. Forfatteren Mark Twain Fysikeren Albert Einstein Også fysikeren Albert Einstein havde det med at fyre korte ofte meget rammende replikker af, og blandt disse denne: Det eneste jeg ønsker, det er at kende Guds tanker. Resten er kun detaljer. Jeg har haft mange problemer i mit liv. De fleste blev ikke til noget. Det var også Einstein, der sagde: En person, der aldrig begår en fejltagelse prøver aldrig noget nyt. Og lige denne uoversættelige om tyngdekraften: Graviation is not responsible for people falling in love. One-liners Den amerikanske talkshow-vært Jay Leno: Politik er ikke andet end showbusiness for grimme mennesker. Forfatteren Ambrose Bierce citeres for denne bemærkning: Krig er Guds måde at lære amerikaneren geografi på. Lad den gode Homer Simpson afrunde dette lille udvalg af one-liners: At forsøge er det første skridt mod fiasko. Nettet vrimler med citater Nettet vrimler med samlinger af one-liners. Både fra kendte og ukendte. Fra sidstnævnte kategori er hentet følgende, der på onlinerz.com er kåret som den morsomste fundet på nettet: Diskutér ikke med en idiot. Han vil trække dig ned på sit niveau og så slå dig med sin erfaring. Også den britiske avis The Telegraph har for nylig lavet en samling af one-liners. http://jyllands-posten.dk/kultur/ece4912387/sa-skarpt-kan-det-siges-med-fa-snilde-ord/ Jyllands-posten KULTUR 18.11.12 Spørg De Voksne studiemateriale 7

Den dag jeg blev voksen - af Lone Kühlmann fortalt til Daniel Øhrstrøm En scene fra mit liv. Det blev en skelsættende oplevelse for forfatter og journalist Lone Kühlmann at tage til USA for at blive au pair-pige To dage efter jeg blev 18 år, satte jeg mig ind i et fly mod New York for at blive au pair hos en familie på Long Island. Det var i 1963. New York var meget langt væk fra Rødovre, hvor jeg kom fra. Men jeg ville ud for at opleve verden. Flyet havde medvind og ankom en time for tidligt, så da jeg trådte ud i Idlewild Airport, der senere skiftede navn til Kennedy, var der ingen for at hente mig. Det var en tidlig sommermorgen i juni, og til sidst var den store ankomsthal nærmest tom, efter at alle passagererne fra Europa var blevet hentet eller selv havde taget en taxa. De er nærmest ufatteligt i dag, men den gang kom fly i bølger, og man kunne sagtens opleve en tom ankomsthal. Jeg var den eneste tilbage, og ventede i over en time på mine kufferter, inden en fortravlet mand endelig hentede mig. Det var den familiefar, jeg skulle arbejde for, og han brugte hele køreturen tilbage til sit - og mit fremtidige - hjem på at fortælle, hvor travlt han havde det. Hans kone var allerede på arbejde, og børnene var i skole. Selv skulle han videre til et møde, så han havde ikke tid til at vise mig ind i huset. Det er dernede, sagde han og pegede ned på en trappegang til kælderen, inden han undskyldende vinkede farvel i en fart. Jeg hankede op i kufferterne og gik ned. Det var ikke noget opmuntrende syn. Der var udsigt til en lyskasse, isoleringen var pillet af rørene i loftet, så der ville være varme om vinteren, væggene var limfarvede med fugtskjolder, og der var et blomstret forhæng som skjulte vaskemaskine og tørretumbler. Tingene var sat på plads, og det samme var jeg. Jeg smed skoene af, satte mig på den bløde seng, ramte gulvet og indså, at det her var billetmærket alvor. Det var aldrig før faldet mig ind, at mine handlinger og holdninger kunne have konsekvenser. Men nu sad jeg her på gulvet i en kælder i USA langt hjemmefra og måtte erkende, at jeg selv havde rodet mig ud i det her, og at ingen andre end jeg kunne rode mig ud af det igen. Grundlæggende tror jeg ikke, at man bliver voksen, før man behøver at blive det. Så længe man bor hjemme hos sine forældre, kan man fralægge sig ansvaret. Det må jo være deres. Man gør bare, hvad man får besked på (eller kan slippe af sted med). Men den dag i kælderen blev jeg voksen. Der var ingen mor og ingen far. Der var kun mig og mine valg i den situation, og jeg besluttede mig til at få det bedste ud af det. Jeg havde smidt mig selv ud på dybt vand, det var svøm eller synk! Jeg valgte at svømme. Det var en afgørende begivenhed i mit liv. Lige dér forstod jeg, at man selv har et ansvar for de valg, man træffer i livet. Og jeg betragter også mit liv i dag som et resultat af held, lykkelige omstændigheder og de valg, jeg har truffet. På den måde er jeg uenig med John Lennon, der sagde, at livet er det, der sker, mens man er optaget af andre ting. For livet er det, der sker, mens man lever. Mit første møde med USA den 9. juni 1963 fik mig til at indse, at hvis jeg ville have et liv, måtte jeg selv tage ansvar for både mine holdninger og mine handlinger. Selvfølgelig kan man ikke styre alting selv. Men når man står i med fletningerne i postkassen, har man tit selv haft noget med det at gøre. Så må man tage bestik af situationen: Hvad er mit råderum, og hvad er mine muligheder? Jeg var 18 år. Mine forældre syntes, at det var verdens dårligste idé, at jeg rejste til USA, men det gjorde jeg alligevel. Spørg De Voksne studiemateriale 8

Jeg havde bestemt ikke planlagt at sidde med udsigt til en lyskasse. Men sådan var det. Det var ikke sjovt i situationen, men jeg har aldrig fortrudt, og i dag synes jeg, at det var mit livs bedste beslutning at blive au pair. Jeg havde fået jobbet igennem et au pair-agentur, og min familie havde betalt rejsen, så jeg kunne ikke forlade dem, før jeg havde tjent rejsen hjem. Det lærte mig noget meget vigtigt, som jeg siden har holdt mig efterretteligt: I det lange løb er det bedst at betale sine regninger selv. Kristeligt Dagblad 01.08.2013 Sådan blev vi voksne Af: Simone Anet Bodholdt, 09. juni 2013 Hvornår bliver drenge til mænd? Og hvad gør en mand voksen? Her kommer et bud fra en komiker og en musiker om det øjeblik i deres liv, hvor de fik hår på brystet. Thomas Hartmann Jeg er en mand, fordi jeg tør indrømme de gange, hvor jeg ikke er det. Da Thomas Hartmann var 13 år, var hans søster ved at splitte familien, og den endnu uklækkede og splejsede komiker følte, at han var kittet, der skulle holde sammen på mor og far. Lige dér blev han voksen. Jeg var en bleg, splejset dreng. Nørdet og misforstået. I 9. klasse var jeg kun 156 cm. Jeg var sådan en dreng, der lavede tre ringeklokker derhjemme, så mine forældre havde én, og min søster og jeg havde hver vores. De havde tre forskellige lyde. Jeg elskede elektronik. Det var ikke synderligt hipt at blive set i mit selskab. Jeg fik ret mange kommentarer fra de andre børn, og enkelte af dem var på nakken af mig i store dele af min skoletid. Jeg forstod ikke, hvorfor folk ikke behandlede hinanden ordentligt, eller hvorfor pigerne altid faldt for de drenge, som ikke var søde ved dem. Jeg blev mand, da min søster i et år som 14-15-årig havde en periode som enfant terrible. Hun var en rigtig teenager. Det virkede meget voldsomt på mig, men det affødte også store konflikter mellem hende og mine forældre og mellem mine forældre indbyrdes. Jeg var 13 år og følte, at jeg både skulle være mægler, anker og den neutrale part, som var mindre følelsesmæssigt involveret, end de var. Jeg var bange for, at mine forældre ville blive skilt, og troede, at jeg kunne holde freden og tage brodden af skænderierne med humor. Det føltes som et meget stort ansvar, selvom det nok ikke var sådan, andre så det udefra. Det var der, at jeg blev meget mindre barn. Jeg kunne egentlig ikke rumme det, og jeg blev ikke mindre weird efter den periode. Men jeg havde en humoristisk sans, som jeg brugte som overtryksventil og forsvarsmiddel. Den situation er på flere måder direkte årsag til, at jeg ikke har børn i dag. Det er et bevidst valg, og så er det alligevel ikke. Jeg har aldrig besluttet mig for, at jeg ikke ville have børn. Men jeg er ikke stødt på nogen, jeg ville have dem med på det tidspunkt, hvor det var relevant. Jeg har været meget bevidst om mit ansvar og det gigantiske fejltagelsespotentiale, der ligger i at få et barn. Jeg vil aldrig nogensinde sætte nogen i den situation, som jeg selv var i, da mine forældre havde krise. Spørg De Voksne studiemateriale 9

Jeg har nok været bange for at skulle have ansvaret for andre menneskers lykke, og derfor vil jeg aldrig kende til den følelsesmæssige dybde i det at få børn. Det må jeg leve med. Til gengæld giver det personlig frihed, så jeg kan sidde kl. 2 om natten og se film med fuld blæs på surround anlægget. Lige efter folkeskolen begyndte jeg at vokse. Jeg groede 19 cm på et halvt år. Pludselig fik jeg styr på motorikken og kunne være fysisk, så jeg begyndte at dyrke kick-boksning. En helt klassisk overkompensationsfase, hvor jeg pludselig skulle være veltrænet. Men jeg kan stadig kigge på mine overarme og se nogle helt tynde pinde. Det forsvinder nok aldrig. På den måde forstår jeg det, som de fleste kvinder er frygteligt ramt af. Kvinder er usandsynligt hårde ved sig selv og sammenligner deres eget pulterkammer med andre kvinders udstillingsvinduer. I står op om morgenen og er kritiske overfor det, I ser i spejlet. Så tager I en masse makeup på, går ud af døren og sammenligner jer med alle de kvinder, som har gjort nøjagtigt det samme. Det er ikke retfærdigt overfor jer selv. En rigtig mand tør stå ved, at han har en vis portion dreng i sig. Jeg er en mand, fordi jeg tør indrømme de gange, hvor jeg ikke er det. Ligesom en meget stor del af det at være modig er at indrømme, at man er bange. Som barn er man utilfreds med, at andre bestemmer, hvornår man skal lege, hvordan man skal gøre det, og hvornår man skal i seng. Alligevel holder de fleste mennesker op med at lege i det øjeblik, hvor de selv kan bestemme. Men jeg holder aldrig op. Det er vigtigt for mig at gøre ting, bare fordi de er skægge. Det er også det, der gør, at jeg er klar til at arbejde og tage tingene seriøst, når jeg skal. Jeg bruger al min tid og alle mine penge på biler og på at køre racerløb. Ting, som folk, der har travlt med at kalde sig selv voksne, synes, er virkelig dumt. Men der er også mennesker, som bliver gift med deres gymnasiekærester, får børn i en alder af 22 og investerer i fast ejendom og en fornuftig bil, der kører langt på literen. Og konen klipper sit hår kort og farver det auberginefarvet. Sjovt nok er det de mindst tolerante mennesker overhovedet. De mener, at de har patent på sandheden. Det er ikke en fordom, men baseret på statistik. Jeg siger aldrig til den type mennesker, at der er noget galt med deres måde at leve på af den simple årsag, at det er der ikke. Det er deres valg. Men jeg har oplevet ekstremt mange mennesker i den kategori, som har sagt, at jeg skal tage mig sammen og blive voksen. I virkeligheden bliver forskellen mellem drenge og mænd mest udtalt, når der er bølgegang og modvind. Enhver, der har været i et forhold med en yngre person, ved, at så længe alt kører og klapper, betyder 10 eller 20 års aldersforskel ingenting. Men ligeså snart der opstår konflikter, som skal håndteres, kan man godt mærke, hvem der er voksen, og hvem der ikke er det. Jeg har selv været i et forhold, hvor de samme gamle, misforståelser blev taget frem ved hver eneste diskussion. Måden at tackle det på gør forskellen på mænd og drenge. Og vel egentlig også forskellen på kvinder og piger. Jeg var 13 år og følte, at jeg både skulle være mægler, anker og den neutrale part. Jeg var bange for, at mine forældre ville blive skilt, og troede, at jeg kunne holde freden og tage brodden af skænderierne med humor Thomas Hartmann, 43 år, komiker og manuskriptforfatter. Begyndte sin karriere i 1996 efter at være blevet inspireret af Lasse Rimmer. Siden er det blevet til flere one man shows, og lige nu er han aktuel med det anmelderroste show X II. Thomas har en kæreste og en bonussøn. http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/3-kendte-mand-sadan-blev-jeg-voksen-/ Spørg De Voksne studiemateriale10

Burhan G. Tidligere har jeg kunnet gemme mig bag mine solbriller og en umiddelbar popmelodi. Der var kun én vej for den indesluttede romantiker Burhan G, da han gik ud af skolen. Han ville frem i verden. Men det er ensomt at have store drømme og har kostet en del af hans ungdom. Det ramte mig, at alle andre skulle et sted hen. Alle vidste, hvad de skulle og kendte vejen derhen. Men hvor skulle jeg gå hen? Der var ikke et sted for mig. Så da jeg stod dér og var gået ud af 10. klasse på Sankt Annæ Gymnasium for sidste gang, mærkede jeg angst og forvirring. Det kan jo faktisk lade sig gøre at tage den her tur, selvom studievejlederen ikke kan finde den side i bogen, der hedder sanger eller kunstner. Men der var ingen til at tage mig i hånden og vise mig vejen. Hver dag hoppede jeg på toget fra Brøndby og kørte ind til byen. Mine forældre troede, jeg var i skole. Men jeg opsøgte studier og øvelokaler, alle tænkelige steder, hvor jeg kunne få lov at komme og skrive og synge. Havde jeg hørt en guitarist og syntes, han var fed, tog jeg hjem til ham og bankede på. Jeg mødte en masse mennesker, som allerede var kendte på musikscenen. På en eller anden besynderlig måde endte jeg i etablerede musikeres studier. Jeg var en lille dreng på 15 år, men de havde hørt, at jeg sang fedt, og så fik jeg lov til at hænge ud med dem. Jeg var egentlig en stille, indesluttet drømmer. En romantiker. Jeg var meget alene, men det, tror jeg, er normalt for mennesker, som kan et eller andet. Jeg skulle jo øve mig, og mine forældre lod mig også bare være og lod mig selv udvikle mig. Jeg delte ikke mine drømme med de andre i skolen. Jeg var en outsider og havde ikke så mange rigtig gode venner. Men dem, jeg havde, var også nørder, som jeg så koncerter og hørte musik sammen med. Jeg begyndte på forskellige uddannelser, men deltog aldrig. Jeg arrangerede koncerter, var korsanger for forskellige grupper og vidste, at hvis jeg skulle nå min drøm, kunne jeg ikke gøre det halvhjertet. I mit voksne liv har jeg tænkt, at det var store ting, jeg bar rundt på allerede dengang. Selvfølgelig har jeg ofret en del af min ungdom. Hvis jeg ser en gymnasieklasse komme vadende med en kasse øl på vej på introtur, tænker jeg, at der er fede ting, jeg ikke har oplevet. Jeg har heller aldrig haft et almindeligt arbejde. Mine forældre opdagede, hvad jeg lavede, fordi skolerne sendte breve hjem om, at jeg ikke var der. De var splittede. De ville ikke have, at jeg brugte tiden på ingenting. De har selv arbejdet hårdt. Men da jeg kom hjem og sagde, at nogen ville udgive musik med mig, var de overbevist. Jeg blev mand tidligere, end jeg blev voksen. Mand er noget ur-agtigt. Dér hvor man tager ansvar for sig selv. Det har ikke noget at gøre med at være macho. Voksen er next level. Som Spørg De Voksne studiemateriale11

voksen ændrer ens værdier sig, og man kan mærke, at man tænker på en anden måde end tidligere. Som voksen har jeg lært at prioritere, sige nej og spørge: Hvad gør mig glad?. Jeg får det godt, når jeg slår i bordet og siger, hvordan jeg vil have tingene. Det kommer også til udtryk på min nye plade. Det er meget nyt og skrøbeligt for mig at udlevere mig selv så hudløst ærligt, som jeg gør på de nye sange. Tidligere har jeg kunnet gemme mig bag mine solbriller og en umiddelbar popmelodi. Sådan er det ikke længere. Hver sang er en historie, som har fyldt så meget, at jeg ikke har kunnet skrive om andet. Jeg har brugt det som en slags terapi, og alle kan høre, hvordan jeg har det. Om jeg har mødt kvinden i mit liv? Jeg kan sige, at jeg aldrig har været lykkeligere. Ingen af os her på kloden har en facitliste for, hvad der sker i livet. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det hele slutter igen. Jeg har masser af drømme og forestillinger om, hvordan mit liv skal være, og hvordan det skal udspille sig. Men faktum er, at jeg ligesom alle andre ikke aner, hvad der sker på denne rejse. Jeg ved dog, at jeg har tænkt mig at nyde hvert et øjeblik! Som voksen har jeg lært at prioritere, sige nej og spørge: Hvad gør mig glad?. Jeg får det godt, når jeg slår i bordet og siger, hvordan jeg vil have tingene. Burhan Genç Koç, 30 år, sanger og sangskriver. Begyndte sangkarrieren i Københavns Drengekor i 3. klasse og udgav sit første album i 2004. Lige nu aktuel med singlen Din for evigt. Hans fjerde album kommer til efteråret. Burhan har en kæreste og bor i København. http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/3-kendte-mand-sadan-blev-jeg-voksen-/ republique.dk Spørg De Voksne studiemateriale12