forum for sikkerhedspolitik info s i k k e r h e d s p o l i t i s k o p l y s n i n g o m s i k k e r h e d s p o l i t i k info dec 11 Tyrkiet landet i midten... AKP: Politisk Islam er moderne se mere side 4 Cypern zorba eller tyrkisk folkedans se mere side 6 Regionen kigger mod Tyrkiet se mere side 7 Denne publikation udgives med støtte fra Europa-nævnet NATO PDD
forum for sikkerhedspolitik Den tyrkiske model leder 2012 bliver et spændende år på flere punkter. I 2011 spredte Det Arabiske Forår inspiration til hele verden. Bl.a. har Occupy Wall Street bevægelsen åbenlyst fundet opmuntring i de kæmpe forsamlinger det er lykkedes at mobilisere i de arabiske lande. Det seneste valg i Rusland viser også folkelige tilkendegivelser i hidtil uset omfang mod Medvedev- Putinregimet. I Tunesien, Egypten og Libyen så vi, at folket er i stand til at vælte regimer, hvis blot man står sammen på tværs af religiøse, politiske og sociale skel. De tre revolutioner blev udført på hver deres måde og i Libyens tilfælde med international støtte. Med diktatorernes fald er revolutionen dog kun lige begyndt. Systembevarende kræfter og strukturer er i mange arabiske lande fortsat dominerende. Udfordringen bliver nu at omsætte ønsket om medbestemmelse og respekten for visse fundamentale rettigheder, til faktiske demokratier og sunde økonomier til samfundet og folkets bedste, i modsætning til blot elitens. Dette er mindst lige så stor en udfordring som processen med at bringe despoterne til fald. Håbet består, men om udfaldet af disse revolutioner er der delte meninger. Det er bemærkelsesværdigt, at flere af de nye styrer midlertidige eller valgte ser et demokrati med inspiration i den tyrkiske model som en mulighed. Derfor kan Tyrkiets relationer til de tre lande i 2012, blive afgørende for udfaldet af Det Arabiske Forår. Det ved man også i EU, hvor løsningen af den økonomiske krise fylder dagsordenen. Til sammenligning står Tyrkiet med en sund økonomi, og har banket på EU-porten uden at komme ind i længere tid end noget andet land. Dog har EU og Tyrkiets parløb traditionelt været præget af gode intentioner og på handelsområdet især, er samarbejdet særdeles veludviklet. Hvad Danmark i den forbindelse kan opnå med sit EU formandskab i det første halvår af 2012, bliver særdeles interessant at følge. Også for NATO bliver Tyrkiet fremover en vigtig allieret. Som medlem af alliancen siden 1952 har Tyrkiet længe været en trofast støtte. Pga. geografiske forhold, som f.eks. naboskab til Iran og relativt tæt på Rusland, har Tyrkiet været strategisk vigtig for NATO under Den Kolde Krig og vil fortsat være det fremover. Atlantsammenslutningen vil med dette nummer af Sikkerhedspolitisk INFO med afsæt i en historisk og aktuel gennemgang - tegne et billede af Tyrkiets fremtidige muligheder og udfordringer i et internationalt perspektiv. Med sit NATO medlemskab, de tætte forbindelser til EU og sidst men ikke mindst, det gode forhold til MENA landene, bliver Tyrkiet i flere sammenhænge en særdeles vigtig aktør. Her præsenterer vi med stud.mag. Andreas Mølvig Larsen som forfatter muligheden for at blive sat ind i de mange forhold, der gør Tyrkiet til et land der vil få fortsat stor opmærksomhed, i de næste mange år. Med mottoet viden fremmer forståelse ønsker vi god læselyst Troels Frøling Generalsekretær Atlantsammenslutningen takker følgende for økonomisk støtte til udgivelsen af denne udgave af Sikkerhedspolitisk INFO: EUROPA-NÆVNET og NATO PDD forum for sikkerhedspolitik Atlantsammenslutningen har siden 1950 informeret den danske befolkning om NATO og dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Som en landsdækkende og internationalt orienteret NGO fungerer Atlantsammenslutningen som bindeled mellem politikere, forskere, studerende og den brede befolkning og som et forum for sikkerhedspolitisk debat. Atlantsammenslutningen Ryvangs Allé 1 DK-2100 København Ø Tlf.: (+45) 39 27 19 44 Fax: (+45) 39 27 56 26 E-mail: atlant@atlant.dk www.atlant.dk Sikkerhedspolitisk INFO udgives af Atlantsammenslutningen og kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt mod et mindre gebyr. Ansvarshavende redaktør: Troels Frøling Redaktør: Søren Kyster Hvelplund Forfatter: Andreas Mølvig Larsen Forside : Verdensledere samlet ved G20-topmøde i Toronto, juni 2010. Fra venstre ses: Første række: USA s præsident Obama, Saudi Arabiens konge Abdulaziz Al Saud, den franske præsident Nicolas Sarkozy. Anden række: Etiopiens premierminister Meles Zenawi, Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan, og den indiske premierminister Manmohan Singh. Tredje række: Brasiliens finansminister Mantega, EU Kommissionens formand Manuel Barroso, og præsident for Verdensbanken Robert Zoellick. Foto EU Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS 66139075 Oplag 1.000 stk. ISSN: 1602-0952(tryk version) ISSN: 1903-6396(Elektronisk version)
Tyrkiet landet i midten Siden Tyrkiets grundlæggelse i årene efter 1. Verdenskrig har landet været en vigtig brik i både regionens og Vestens sikkerhedspolitiske spil. forstærke EU s forbindelse til Tyrkiet. Tyrkiets stillinger og handlinger påvirker dermed det internationale samfund i et omfang sjældent set. Tyrkiet er en af EU s og NATOs vigtigste samarbejdspartnere i regionen. De bilaterale forbindelser til andre lande i Mellemøsten samt Tyrkiets økonomiske og politiske samarbejder med Vestlige aktører, gør landets netværk omfattende. Tyrkiets geopolitiske forhold gør landet til en vigtig strategisk spiller for USA og NATO. Det har historien vist flere eksempler på, men i lige så høj grad kommer det til udtryk den dag i dag, senest med opsætning af radarer på tyrkisk grund som en del af NATOs missilskjold. Det Arabiske Forår har vist at folket på tværs af religioner og landegrænser ønsker og endnu vigtigere endda - tør, kæmpe for deres rettigheder, mod en overmagt der i midler og anciennitet ellers synes uovervindelig. Dette har spredt håb og inspireret mennesker over det meste af verden, i særdeleshed i regionen. Men udover push-faktorerne; de ringe kår og de begivenheder der har fungeret som dråben, hvad har de revolutionære kræfter så haft af håb for tiden efter regimets fald? I f.eks. Tunesien der har været i forreste række af forårslandene har der ikke været lagt skjul på at det politiske system i Tyrkiet har været deres inspiration. For EU er Tyrkiet vigtig af flere grunde. Den fremskredne handel parterne imellem gør, at økonomiske interesser vejer særdeles tungt i dette forhold. Også med henblik på Tyrkiets fremtidige medlemskab af EU er de politiske forhold af stor interesse. Det seneste årti har Tyrkiet vars let og gennemført reformer i overensstemmelse med EU s anvisninger, men f.eks. angående menneskerettigheder er der stadig plads til forbedringer. Samtidig har det religiøse udtryk fået større synlighed i det offentlige rum, hvilket regeringen internationalt har fået både ris og ros for - afhængigt af afsenderen. For Danmark er Tyrkiet ligeledes noget særligt. Da gæstearbejderen blev hot fra 1960 erne, var en stor del af dem fra Tyrkiet. Dansk indvandrings historie i nyere tid er således forbundet med Tyrkiet. Også i forbindelse med det danske formandskab for EU i det første halvår af 2012, kan Tyrkiet vise sig at spille en stor rolle. Her har Danmark mulighed for at Alle disse forhold kombineret gør, at Tyrkiet er et land der går en meget spændende fremtid i møde. Mulighederne for at landet kan blive en endnu større spiller i både regionen og på den internationale scene synes i den grad at være til stede. Således er der behov for indblik i de faktorer og forhold der gør sig gældende både nu og fremover. Et sekulært system i en muslimsk nation Da den Tyrkiske Republik blev grundlagt i 1923 var inspirationen hovedsageligt hentet i de europæiske nationalstater og sekulære principper. Særligt har den franske variation laïcité udgjort grundlaget for den tyrkiske sekularisme. Det har i høj grad betydet beskyttelse af det offentlige rum fra religiøs udbredelse og påvirkning. Den tyrkiske sekularisme er dog ikke helt som den franske. Mest af alt er den tyrkiske version sin egen. Sekularisme indføres dog ikke over én nat. Det var en længere proces der startede med afskaffelsen af kalifatet, hvilket reelt først skete i 1924. Dette i sig selv markerede enden på den religiøst funderede institution. Slagordet blev loyalitet over for nationen i modsætning til loyalitet og underkastelse over for Gud. Af konstitutionen fra 1924 fremgår det dog at Islam officielt var statsreligionen i Tyrkiet. Ad to omgange i henholdsvis 1928 og 1937 - ændrede man konstitutionens artikel 2 fra at fremhæve Islam som statsreligion til eksplicit, at erklære Tyrkiet for en sekulær stat. Det medførte en helt ny identitetsforståelse og tilhørsforhold som borger. Laïcité Fransk form for sekularisme. En adskillelse der først og fremmest skal sikre statens uafhængighed af religionen ved at forhindre religiøs udbredelse og påvirkning i den politiske sfære og det offentlige rum. Staten sætter rammerne for religionen. Adskiller sig fra den amerikanske sekularisme der først og fremmest skal sikre religionsfriheden. Altså skal religionen ikke påvirkes eller begrænses af statslig indblanding.1 Fakta om Tyrkiet Nabolande: Grækenland, Bulgarien, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Iran, Irak, Syrien Hovedstad: Ankara Befolkningsstørrelse: 73.728.988 (estimeret 31. December 2010) 3
forum for sikkerhedspolitik Stjerner på skuldrene eller politisk flertal? I 1946 afholdt Tyrkiet det første egentlige flerparti-valg. Indtil da havde der kun været ét politisk anerkendt parti, nemlig Atatürks og hans efterfølger Ínönü s Republikanske Folkeparti (CHP). Det var dog valget i 1950 der med regeringsskifte - for alvor markerede det parlamentariske demokratis faktiske indførelse og virke i Tyrkiet. Magtskiftet medførte dog ikke en radikal ændring i den politiske linje. Flere medlemmer af toppen i det nye regeringsparti havde da også deres politiske baggrund i det tidligere regerings-parti. På enkelte punkter var der dog en forskel: Med regeringsskiftet fulgte en ny type politiker i Ankara. Folk fra landet og lavere sociale klasser gjorde deres indtog. Også politikere med mere religiøse profiler fik pladser, hvilket resulterede i en knap så aggressiv tone mod Islam, end tidligere. Man gjorde også op med forbuddet mod at kalde til bøn Ezan på arabisk, hvilket tidligere kun været tilladt på tyrkisk. I det hele taget kan regeringsskiftet ses som en konsekvens af den stigende utilfredshed med Kema listernes centralisering af magten. Hæren havde desuden fået en mindre rolle i både politik og samfundet. For eksempel udpegede premierminister Menderes den første forsvarsminister i landets historie, der ikke havde en fortid i militæret. I modsætning til både Atatürk og Inönü var Menderes heller ikke selv militærmand. Da militæret kuppede magten i 1960, skal det ses i lyset af en fejlslagen økonomisk politik i løbet af 1950 erne, en tyr kisk økonomi i ringe stand og høj inflation, samt hærens og oppositionens reaktion mod at blive kørt ud på et sidespor. Knap halvandet år sad militæret på magten før der blev dannet en civil politisk regering igen. Igen i 1971 blev den valgte regering afsat af militæret. Denne gang var det Süleyman Demirel og hans regeringsparti Retfærdighedspartiet, der blev presset til at træde tilbage efter at have vundet valgene siden 1965. Ved valget i 1965 havde Retfærdighedspartiets slogan lydt Vi er til højre for midten og på Guds vej. 2 Det var netop sådanne slagord der kunne bruges af Kemalisterne i det Republikanske Folkeparti imod den siddende regering. Men det var i lige så høj grad studenterdemonstrationer - med inspiration fra Paris - der udartede til uroligheder regeringen ikke formåede at kontrollere, som var medvirkende til militærets indgriben. De politiske slogans med religiøse tendenser samt uro- I slutningen af 1990 erne og særligt efter kuppet i 97, skete en drejning i tyrkisk politik i forhold til EU. Blandt kema-listerne bredte der sig en skepsis over for EU mens der blandt en del af de pro- islamiske politikere spredtes en opfattelse af, at EU kunne være deres egen sikkerhed for overlevelse i politik. Kuppet blev nemlig kritiseret af EU og vurlighederne, gav militæret incitament til at udføre kuppet; Man henviste til trusler mod nationens sikkerhed og sekulære republik. 3 Demirel blev dog ikke henrettet sådan som det skete med Menderes i 1961, men blev senere genvalgt ikke mindre end 4 gange. 1970 erne var præget af politisk uro. Der var valg årligt i denne periode og regeringsmagten skiftede mellem Retfærdighedspartiet og det Republikanske Folkeparti. I slutningen af årtiet polariseredes det politiske miljø. Det yderste højre og det yderste venstre var i direkte konflikt og politisk motiverede drab var blevet dagligdag. Udover den politiske uro kæmpede Tyrkiet fortsat med svære økonomiske problemer. I 1980 tog det Nationale Sikkerhedsråd dvs. militæret konsekvensen og forbød alle politiske partier og organisationer. Man forbød strejker og satte den lovgivende forsamling ud af kraft. Dermed var udført endnu et militærkup og endnu en gang hed den afsatte premierminister Süleyman Demirel. De næste tre år sad mi-litæret på magten og udpegede ministre. Det er tydeligt at militæret spiller en stor rolle i Tyrkiets politiske historie. Dog er det værd at nuancere opfattelsen af, at disse kup alle var i sekularismens navn og modreaktioner på en islamisering af staten, udført af den siddende regering. For skønt det har været blandt argumenterne ved de to første kup og har vejet tungt uanset hvor meget disse påstande i virkeligheden har haft på sig blev kuppet i 1980 ikke udført under påskud af et forsvar for den sekulære republik. Tværtimod søgte general Kenan Evren der stod i spidsen for kuppet ligefrem en form for samarbejde med islamisk orienterede grupper, i fælles front mod tidens største trussel af dem alle: Venstrefløjen. Der var sågar tale om en tyrkisk-islamisk syntese hvor de to størrelser nationalismen og Islam - altså ikke blev set som inkompatible, men derimod med fælles mål og værdier. 4 Hvad der til gengæld adskiller sig er, at militæret med konstruktionen af den tyrkisk-islamiske syntese fra 1980 erne, muligvis selv var med til at bane vejen for den senere islamisering af samfundet. Blødt kup og politisk Islam ved roret Tyrkiets mest populære parti har i det seneste årti været Adalet ve Kalkinma Partisi (På dansk Partiet for Retfærdighed og Udvikling eller AKP). AKP blev stiftet i 2001 og har siden parlamentsvalget i 2002 siddet på regeringsmagten. AKP er et liberalt konservativt parti men betegnes også af nogle som et islamisk parti. Politisk ligger det i forlængelse af en række partier der, siden Necmettin Erbakan stiftede den Nationale Ordens Parti i 1970, ikke har afsværget deres muslimske identitet og som konsekvens, har måttet se sig selv dømt ude af deres politiske modstandere. Ved valget i 1995 var det Refah Partiet Velfærdspartiet - der blev det største parti. Året før havde partiet også vundet stor opbakning ved kommunalvalget og fået ikke mindre end 29 borgmesterposter, heriblandt både i Ankara og Istanbul. Refah blev dannet som efterfølger til det Nationale Frelserparti, der var efterfølger til den Nationale Ordens Parti. Begge partier var blevet lukket med henvisning til brud på sekularisme-paragrafferne og førstemanden Necmettin Erbakan selv, sad i en kort overgang i 1980 erne fængslet. Erbakan betragtes som manden der for alvor introducerede politisk Islam i Tyrkiet, med det særlige forhold samtidig at have en nationalistisk dagsorden, hvilket navnene på hans to tidligere partier også indikerer. I 1996 blev Erbakan premierminister i en koalitionsregering med den tidligere første kvindelige - premierminister Tansu Çiller. Tørklædeforbuddet for offentligt ansatte kvinder blev ophævet og arbejdstiderne under Ramadanen blev ændret, så de tog hensyn til de religiøse pligter. Derudover inviterede Erbakan højtstående folk fra Sufi-ordener (tarikats) til middag under Ramadanen. 5 Den 28. februar 1997 stod militæret støttet af visse oppositionspartier - i spidsen for den proces der førte til Erbakans og hans regerings fratrædelse i juni måned samme år. Således blev flere af de love den nu afsatte regering havde vedtaget, rullet tilbage. Dette bløde kup eller postmoderne kup som det også er blevet kaldt, var til forskel fra de tidligere kup i meget høj grad et spørgsmål om at beskytte den sekulære republik. På universitetsområder blev det forbudt at bruge nogen form for religiøs beklædning som hovedtørklædet. I januar 1998 blev Refah Partiet opløst ved lov, men traditionen tro blev der blot dannet et nyt parti (Dydspartiet) på resterne af det gamle, dog uden overhovedet at opnå samme succes. AKP: Politisk Islam er moderne
deret som et skridt i den forkerte retning med hensyn til demokratiseringsprocessen. Fra EU s side mente man også at militæret burde spille en langt mindre rolle i tyrkisk politik. Således så man nu fra de pro-islamiske politikere side et potentiale for, at udnytte EU-forholdet til at sikre egne rettigheder. Hvor Dydspartiet ikke formåede at samle opbakning i samme omfang som Refah, var det lige præcis hvad AKP gjorde. AKP s stifter Recep Tayyip Erdoğan blev dog idømt fængselsstraf i 1998 efter at han som borgmester i Istanbul havde fremsagt et digt, der blev anset for at forbryde sig mod den siden 1982-forfatningssikrede sekularisme i landet. Derfor kunne Erdoğan heller ikke blive premierminister, da han fortsat var udelukket fra at blive valgt ind i parlamentet. I stedet blev det partiets 2. mand, Abdullah Gül, der blev premierminister. Med stor tilslutning til AKP (34,3 % af stemmerne) og en spærregrænse fastsat til 10%, fik partiet 363 af de 550 altså to tredjedele - af pladserne i parlamentet. Det var vigtigt for det nye AKP at få to tredjedele af pladserne, da det netop er hvad der kræves for at gennemføre en forfatningsændring. Grundet den høje spærregrænse klarede kun ét andet parti sig over spærregrænsen med 19 %: CHP. Således blev det for første gang i en årrække en et-parti-regering. At et enkelt parti sidder med regeringsmagten, kan være en stabiliserende faktor. Til gengæld var det umiddelbart en uheldig situation, at partiets førstemand nemlig Erdoğan måtte stå på sidelinjen. AKP var naturligvis interesseret i at få Erdoğan som premierminister. Derfor ændrede man i slutningen af 2002 ordlyden i den lov á 1982, som Erdoğan havde forbrudt sig imod.6 Da Erdoğan ikke var skyldig ifølge den nye formulering, kunne han i foråret 2003 indtage posten som premierminister. EUmedlemskab var et erklæret mål for AKP. Derfor var den lovede reformpolitik for vigtig for AKP s troværdighed til blot at blive ved snakken. Indenrigs- og udenrigspolitikken eller i hvert fald EU-politikken var i store træk to sider af samme sag. Med de afgørende to tredjedele af parlamentet i ryggen lykkedes det da også Erdoğan og hans regering, at gennemføre flere reformer. I 2007 genvandt AKP regeringsmagten og var det første parti i 50 år der blev genvalgt med øget tilslutning.7 I 2008 ophævede regeringen tørklædeforbuddet på universitetsområder. Oppositionen indbragte sagen til forfatningsdomstolen der annullerede beslutningen. Det gav blod på tanden hos oppositionen der forsøgte at få Forfatningsrådet til at lukke AKP med hen- visning til, at partiet var til skade for den sekulære republik. Oppositionen fik dog ikke medhold heri.8 Tyrkiet og EU en slowfox Ankara-aftalen EU og Tyrkiet indgik i 1963, havde til formål at lette fremtidige optagelsesforhandlinger ved en gradvis oprettelse af en toldunion. Dette skulle ske ved at fremme økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem de involverede parter, under hensyntagen til forbedringer af det tyrkiske folks levestandarder.9 Man inddelte processen i 3 faser; en indledningsfase, en overgangsperiode og en endelig fase. I den indledende fase skulle Tyrkiets økonomi styrkes, så landet kunne opfylde de forpligtelser som de senere faser krævede.10 1959: Tyrkiet ansøger om associeret medlemskab i EU. 1963: Associeringsaftalen Ankara-aftalen underskrives. 1987: Tyrkiet ansøger om EU-medlemskab og får afslag. 1995: Toldunionen oprettes. 1997: Tyrkiet erklæres egnet som EU medlem af Det Europæiske Råd. 1999: Tyrkiet får status som kandidatland. 2005: Tyrkiet og EU indleder forhandlinger om EU medlem skab og toldunionen udvides. I 1970 blev en tillægsprotokol til Ankara-aftalen - vedrørende overgangsfasen - indgået. Det vurderedes at den indledende fase havde udviklet sig som håbet og at betingelserne for at gå videre til overgangsfasen var til stede.11 Grundet den politiske uro i 1970 erne og Cypern-problematikken, trak denne fase dog ud. Den politiske scene i Tyrkiet var blevet noget roligere efter kuppet i 1980 og økonomien forbedret. Med toldunionen der oprettedes i 1995 fulgte forbud mod told og kvantitative restriktioner. Et forbud der skulle forbedre handelsbetingelserne for og med Tyrkiet. Blot et halvt år efter at Erbakan måtte opgive premierministerposten ved det bløde kup i 1997, blev Tyrkiet vurderet egnet til at være EU-medlem, men fik endnu ikke status som kandidatland. Erbakan var udtalt modstander af et tyrkisk EUmedlemskab. Hans holdning var, at et sådant medlemskab var et kemalistisk forsøg på at europæisere Tyrkiet på bekostning af politisk Islam.12 Som nævnt var dette en holdning der blandt pro-islamiske politikere ændredes i slutningen af årtiet. Da Tyrkiet i 1999 fik status som kandidatland var forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet en smule mildnet bl.a. pga. et voldsomt jordskælv der havde medført gensidig solidaritet. Med status som kandidatland kan man normalt påbe gynde den egentlige forhandlingsproces. Dog måtte Tyrkiet som det eneste af de i alt 13 kandidatlande, fortsætte med at imødekomme de såkaldte københavnerkriterier betingelserne for EU-medlemskab fastlagt i København i 1993 før de officielle forhandlinger kunne starte. I december 2002 samledes Det Europæiske Råd i København. Det blev besluttet at Tyrkiet som det eneste af kandidatlandene måtte vente på en revurdering i 2004. Rådet ankerkendte de reformer der allerede var indført, samt regeringens fortsatte bestræbelser. Det var de politiske kriterier der blev henvist direkte til fra Rådets side som endnu skulle forbedres både hvad angår lovgivning og implementering. Hvis disse kriterier vurderedes at være imødekommet i 2004, ville forhandlingerne startes uden forsinkelser.13 Vurderingen i 2004 faldt positivt ud og medlemskabsforhandlingerne kunne ind ledes i oktober 2005. Kommissio nens rapport betegner de fremskridt der er sket i forhold til de politiske kriterier de foregående årtier, som sporadiske. Derimod fremhæver den tiden efter det tyrkiske valg i 2002, som en tid hvor der i forhold til lovgivning og på institutionelt niveau er sket afgørende fremskridt. Fremskridt der medfører at Tyrkiet på disse felter nu i høj grad nærmer sig europæiske standarder. Tyrkiet vedtog i tiden mellem 2002 og 2004 otte lovpakker der får stor kredit af Kommissionen. Der er bl.a. sket fremskridt mht. retssikkerheden, forholdet mellem det civile og militæret, samt anerkendelsen af folkeretten og den europæiske ret. Alt i alt vurderede Kommissionen i 2005 at Tyrkiet opfyldte de politiske kriterier i en tilstrækkelig grad og anbefalede dermed at forhandlingerne kunne påbegyndes. Samme år blev toldunionen med Tyrkiet udvidet til også at gælde for de ti nye EU-stater der iblandt Cypern, hvis græsk-cypriotiske regering Tyrkiet ikke anerkender. Dermed udgør Cypern et af de største problemer for Tyrkiets EU-medlemskab, da Cypern blev medlem af EU i 2004. En rapport fra Europakommissionen fra oktober 2009 konstaterede, at Tyrkiet, på trods af opbakning til forhandlinger mellem den græske og tyrkiske del af Cypern under FN, ikke havde gjort fremskridt på bilateralt niveau med Cypern.14 I 2010 rapporterede Europakommissio- 5
forum for sikkerhedspolitik nen at Tyrkiet alene fra oktober 2009 og et år frem, havde forbrudt sig mod den Europæiske Menneskerettighedskommission ikke mindre end 553 gange. 15 For de flestes tilfælde er det sager vedrørende ejendomsretten eller retten til en fair rettergang, hvilket f.eks. 53 kurdiske borgmestre med en retssag der trækker i langdrag lider under. Det økonomiske samarbejde går imidlertid upåklageligt. I november 2011 udtalte EU s handelskommissær Karel de Gucht, at handlen mellem de to parter er mere omfattende end nogensinde og at Tyrkiet er EU s 7. største handelspartner. 16 G20-topmøde i Cannes november 2011. Fra venstre: Obama, Erdogan og EU Kommissionens formand Manuel Barroso. Bag Erdogan, på højre side, ses i øvrigt Det Europæiske Råds formand Herman Van Rompuy. Foto EU. Cypern zorba eller tyrkisk folkedans Det tyrkisk-græske forhold har båret præg af Grækenlands historie som underlagt det Osmanniske Rige indtil 1829 og har flere gange været i væbnet konflikt med hinanden. Især har der været ét punkt hvor de to lande stadig ikke har kunnet nå til enighed: Cypern har været det helt store emne i landenes udenrigsog sikkerhedspolitik i 2. halvdel af det 20. århundrede. I 1960 blev der indgået en aftale der gav Cypern uafhængighed. I 1963 måtte FN dog gribe ind for at lægge en dæmper på den særdeles optrappede konflikt mellem den græske og tyrkiske del. Året efter forsøgte USA sig som mægler, dog uden nogen endelig løs ning. I 1974 fandt Grækenland olie i græsk territorialfarvand. Tyrkiet var imidlertid uenig om delingen af havet og således var der tilføjet endnu et punkt til listen over stridsspørgsmål. Da den Cy priotiske Nationalgarde ført an af græske officerer og støttet af Grækenland gennemførte kup på Cypern, svarede Tyrkiet igen ved at tage absolut kontrol med det nordlige Cypern. I 1975 udråbtes den Tyrkiske Føderalstat i det nordlige Cypern. Uenigheden om Cypern er til stadighed et problem for de involverede parter. Efter at Cypern i 2004 blev medlem af EU, er Tyrkiet nu ikke længere blot uenige med EU i denne sag, men i konflikt. Som EU-medlem har Cypern også stor indflydelse på beslutningsprocesser inden for EU, angående Tyrkiet. Et forhold der flere gange har været brugt imod tyrkiske interesser og direkte spærrer dele af forhandlingerne. Den store minoritet En af de største indenrigspolitiske udfordringer i Tyrkiet drejer sig om Kurderne og PKK. Ledet af Abdullah Öcalan begyndte PKK Kurdistans arbejderparti en væbnet kamp for et selvstændigt Kurdistan i 1984. Siden da har mindst 30.000 mistet livet i konflikten, heraf langt de fleste kurdere. Der er usikkerhed om tabenes egentlige størrelse og alene dét, har Kurderne set som tegn på manglende politisk engagement fra Tyrkisk side. 17 Öcalan blev dog fanget i 1999 og dømt til døden en dom der dog blev ændret til fængsel. Kurderne har været underlagt restriktioner og love der har begrænset deres muligheder i Tyrkiet. Skønt forbedringer er situationen stadig problematisk, hvilket ny opblusning af konflikten i sommeren 2011 vidner om. Efter parlamentsvalget førte sammenstød til mere end 200 omkomne, endnu engang de fleste på kurdisk side. Den seneste udvikling er at PKK nu efter sigende skulle være indstillet på at arbejde for en fremtid for kurderne i Tyrkiet, i stedet for løsrivelse. 18 Det kan vise sig at være særdeles konstruktivt for det fremtidige samarbejde, der stadig har lang vej igen. NATOs Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mødtes med Erdogan i april 2011 i Ankara. Mødet angik NATOs militærbase i Izmir, der med beliggenhed ud til det Ægæiske Hav havde stor betydning for NATOs mission i Libyen. Foto NATO. En all time NATO favorite Lige siden Tyrkiet blev medlem af NATO i 1952 har landet været af stor strategisk betydning for organisationen. F.eks. var Tyrkiet afgørende i forbindelse med ind dæmningspolitikken over for Sovjetunionen. USA havde allerede i 1946 kort efter Churchill s jerntæppe-tale - sendt et krigsskib til Istanbul. Set i konteksten var det af stor symbolsk betydning. Da Tyrkiet kæmpede på Sydkoreas og dermed Vestens side i Korea-krigen og var et af de lande der mistede flest menneskeliv i kampen, var nu ikke blot stillingtagen men også engagementet klart og resulterede som nævnt i NATO-medlemskab i 1952. Da Tyrkiet søgte om medlemskab i 1950 var det med argumentet, at man ikke ville kunne sikre stabilitet i Middelhavsregionen uden optagelse af både Tyrkiet og Grækenland Grækenland blev ligeledes optaget i 52. I 1980 året efter Sovjet invaderede Afghanistan - indgik USA og Tyrkiet en aftale der gav økonomisk støtte til Tyrkiets militær, til gengæld kunne USA anvende ikke mindre end 25 militæranlæg i Tyrkiet. Igen i 1990 indgik man en aftale der gav logistisk støtte til amerikanske tropper i den forestående Golfkrig. I 1991 fik NATO lov til at benytte tyrkiske baser i Sydøsttyrkiet til at bombe mål i Nordøstirak. Alt dette tegner et billede af hvad NATO og Tyrkiet hver især har fået ud af samarbejdet; Tyrkiet der råder over et af de største militærapparater i verden er åbenlyst fordelagtig for NATO at have med ved bordet, ikke mindst på grund af landets geografiske placering. Tyrkiets betydning for USA tydeliggøres også af det faktum, at USA var med til at foreslå Tyrkiets medlemskab af NATO. 19 For Tyrkiet som de andre NATO-lande - har medlemskabet medvirket til international sikkerhed og stabilitet. Desuden øgede USA den økonomiske og militære støtte til Tyrkiet i 1991 og 92, hvilket skal ses i forlængelse af aftalerne vedrørende Golfkrigen. Derudover har NATO samarbejdet bidraget til Tyrkiets internationale goodwill og slagkraft. Da USA gik i krig i Irak i 2003 fik de amerikanske fly lov at benytte det tyrkiske luftrum. Til gengæld fik de ikke lov til at skabe en nordlig front i Irak via Tyrkiet. Dette afslag havde økonomiske konsekvenser da Tyrkiet dermed ikke fik de fordelagtige lån de ellers ville have fået. 20 Tyrkiets vigtige betydning for USA og NATO er senest blevet bekræftet ved opsættelsen af radarer på Tyrkisk grund, der skal være en del af det NATO missilskjold der skal kunne reagere på et evt. angreb fra f.eks. Iran.
Efter at have givet Israels præsident klar besked, forlader Erdogan paneldebatten i Davos. Fra venstre: Ordstyrer David Ignatius, Erdogan, Simon Peres, FN Generalsekretær Ban Ki-Moon og yderst til højre Generalsekretær for den Arabiske Liga Amr Moussa. Moussa er i øvrigt i færd med at rejse sig op for at give Erdogan et håndtryk at gå på. Foto World Economic Forum. Regionens stormagt Regionen kigger mod Tyrkiet Erdoğan er ikke landsfaderen, men Erdoğan har reddet på en bølge af popularitet både nationalt og internationalt. Han blev i 2004 listet som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer ifølge Time Magazine, der fremhævede hans evne til at bygge bro.21 Fra European Voice blev han samme år kåret til årets europæer!22 Begrundelsen var hans reformpolitik i Tyrkiet. Der var dog mange der så med stor skepsis på den isla miske profil og mange har hæftet sig ved at Erdoğans kone selv bærer tørklæde. Skeptikerne frygter at regeringen har en skjult islamistisk agenda og vil tilbagerulle den sekulariseringsproces der har taget snart et århundrede. I takt med at reformer har forbedret menneske rettigheder, ytringsfriheden og demokratiske principper, har det religiøse udtryk fået større synlighed, hvilket paradoksalt nok virker afskrækkende på dele af EU. Erdoğan udtalte selv i 2008, at mens muslimer i USA og Europa godt må bære tørklæde på universiteter var det en skam at muslimer i Tyrkiet, hvor mu slimer udgør 99 %, ikke må bære tørklæde på universitetet.23 Erdoğan har flere gange vakt opsigt på den internationale scene. I Tyskland der er en af de helt store aftagere af tyrkisk arbejdskraft fandt Erdoğan ligeledes one-linerne frem tidligere i år. Under en tale henvendt til tyrkere bosat I Tyskland, sagde han (Her gengivet på engelsk): You are my fellow citizens, you are my people, you are my friends, you are my I forbindelse med Erdogans besøg i de Arabiske Forårs-lande i september 2011, blev der i Egypten sat kæmpe-plakater op med billede af Erdogan og det egyptiske og tyrkiske flag side om side. Teksten, her gengivet på dansk, lyder: "Hånd i hånd med Recep Tayyiep Erdogan for en fælles fremtid." Foto Turkey Analyst. brothers and sisters! og fortsatte: You are part of Germany, but you are also part of great Turkey. 24 USA s allierede i intern konflikt I 2009 deltog Erdoğan i en paneldebat ved Verdens Økonomiske Forum i Davos, Schweiz, i et forsøg på indirekte at mildne forholdet mellem Tyrkiet og Israel. Det gik dog ikke som planlagt da Erdoğan kom med alvorlige udbrud mod Israels præsident Simon Peres (Her gengivet på engelsk): When it comes to killing, you know well how to kill. 25 Inden Erdogan forlod paneldebatten, forsikrede han at han aldrig ville vende tilbage. Tyrkiets forhold til Israel er ikke bedre den dag i dag. Efter israelske soldater gik ombord på et tyrkisk skib og dræbte 9 aktivister i 2010, har der været mere end kold luft mellem de to lande. Israel har nægtet at undskylde for tabet af menneskeliv, da skibet var på vej til at bryde en blokade af Gaza. Samtidig anerkender Tyrkiet ikke den deling af havene syd for Cypern, hvor Israel og Cypern søger efter oliereserver, hvilket har medført Kold Krigs lignende tilstande mellem Tyrkiet og Israel. Det er i øvrigt noget der optager Washington i meget høj grad, da disse lande er USA s tætteste allierede i regionen. Skønt Tyrkiet så sent som i år har bekræftet sit engagement i NATO og i en årrække gennemført EU-venlige refor mer, har forholdet til de arabiske lande ikke lidt overlast. Irans og Tyrkiets forhold er i dag bundet op på omfattende økonomiske aftaler. Iran er med 3,6 % af Tyrkiets samlede handel Tyrkiets 5. største handelspartner hvor det samlede EU er nr. 1.26 Er der noget der har vist sig at binde lande sammen er det netop handelsaftaler. Det kan vise sig at være yderst belejligt hvis Iran fortsat øger sin dominans over Irak og efterhånden bliver en større regional spiller. Dog kan dette forhold, på trods af økonomiske interesser, vise sig at være yderst skrøbeligt og i særdeleshed under påvirkning af udviklingen mellem Israel men i højere grad Vesten og Iran. Desuden var Tyrkiets forhold til Iran, Tyrkiets politiske vej ind til Assad i Syrien. Det var formentligt manges håb at lige præcis Tyrkiet ville kunne påvirke udviklingen i Syrien. Erdoğan og Assad havde inden Det Arabiske Forår et tæt forhold, hvilket kan være forklaringen på at Tyrkiet stædigt forsøgte ad diplomatisk vej længere end andre lande. Men Erdoğan har siden måttet erkende at han ikke har kunnet gøre en forskel for det syriske folk. Siden hen har han været en af de skarpeste kritikere af sin tidligere ven og Tyrkiet har været foregangsland mht. sanktioner der skal ramme styret. Generelt har Erdoğan og hans regering været særdeles aktive i forhold til Det Arabiske Forår. Syriens Nationale Råd, der er den etablerede opposition til styret i Syrien, har base i Istanbul og Erdoğan var blandt de allerførste til at opfordre Mubarak til at træde tilbage.27 7
Den tidligere nul-problemer doktrin der var gældende for tyrkisk udenrigspolitik er i den grad blevet udskiftet. Tyrkiet har været mere eller mindre indblandet i alle sager der har været på den internationale dagsorden i Mellemøsten i det forgangne år. Den politiske orientering mod regionen har været undervejs i nogle år, men for Tyrkiet, falder Det Arabiske Forår så meget desto heldigere. Og Erdoğan har ikke ladet chancen for at profilere sig i de post-revolutionære lande gå forbi. Tiljublet har han rejst i Tunesien, Libyen og Egypten. Han er den stærke mand der siger fra over for Israel. Han har talt til folket i de respektive lande om broderskab og præsenteret for dem et system som det tyrkiske, der ikke afsiger Islam, men kombinerer Islam med det moderne. I den opsigtsvækkende fangeudveksling mellem Israel og Hamas var det Erdoğan der efter ønske fra den israelske soldats far overtalte Hamas til at acceptere betingelserne. 28 Tyrkiets udenrigspolitiske linje har medført at der blandt iagttagere tales om neo-osmannisk politik. EU - Egemen Bağış direkte hvad iagttagere og også andre officielle repræsentanter for Tyrkiet før ham har sagt, dog aldrig så klart: Turkey s plan A in the EU process was full membership. We are presently implementing the plan B. 29 Det lader til at Tyrkiet er ved at udfylde det vakuum der er opstået i den arabiske verden de seneste år og i særdeleshed efter Det Arabiske Forår. Hvor Tyrkiet tidligere har oplevet at den politiske ledelse har måttet træde tilbage under pres fra militæret, var det i sommeren 2011 den militære ledelse der trak sig fra sine poster. Det skete i protest over en igangværende retssag mod mere end 200 højtstående officerer, heriblandt flere generaler. De er anklaget for at planlægge at vælte regeringen tilbage i 2003, i flere af sagerne med mangelfuld bevisførelse. Efter bl.a. den øverstkommanderende for Tyrkiets væbnede styrker og de tre værn hæren, flyvevåbnet og søværnet trak sig, blev de hurtigt erstattet af mere regeringsvenlige officerer. Dermed har havde stor betydning da man i 1961 satte Jupiter missilerne bevæbnede med atomsprænghoveder - på tyrkisk grund. 50 år senere udgør Tyrkiet en afgørende del af NA- TOs missilskjold. Specielt set i lyset af den seneste udvikling mellem flere NATO lande og Iran, kan det vise sig afgørende med Tyrkiet som allieret. Tyrkiet og EU har et veludviklet økonomisk samarbejde der forsat vil være interessant for begge parter fremover. Det tyrkiske medlemskab i EU virker ikke nært forestående, men spørgsmålet er i hvor høj grad det stadig er Tyrkiets førsteprioritet. Tyrkiet står stærkt i regionen i forhold til de arabiske lande, både mht. økonomi og militær, men vigtigst her, som model på et system der kombinerer islam, demokrati og et moderne udtryk. Således går Tyrkiet fra en interessant historie som ny republik, over den spændende genkomst af politisk islam med først Erbakan og siden AKP, til en fremtid som regional hegemon med vide rammer. Folket stod klar til at modtage Erdogan i Tunis d. 14. september 2011. Foto Turkey Analyst. Erdogan og formanden for det Nationale Overgangsråd i Libyen, Abdul Jaleel, hilser på folket på Martyrernes Plads i Tripoli 16. september 2011. Foto Mohamed Madi. Nye vinde? I 2005 viste meningsmålinger blandt EUlande, at 52 % af EU s borgere var imod Tyrkiets medlemskab. Det er bemærkelsesværdigt når EU samme år vurderede, at landet var klar til at påbegynde forhandlingerne. Det går naturligvis ikke ubemærket hen i Tyrkiet hvor utålmodigheden med EU er steget og for slag fra EU-lande som privilegeret partnerskab i stedet for egentligt medlemskab, er ikke just opmuntrende for de tyrkiske politikere, til at fortsætte ad EU sporet. I sommer vandt AKP så valget for 3. gang. Nogle måneder inden valget udtalte Tyrkiets chefforhandler med den politiske ledelse taget et sjældent men vigtigt stik i forhold til militæret. Et nyt militærkup virker ikke sandsynligt i Tyrkiet i dag. I forhold til USA og NATO har Tyrkiet været en uhyre vigtig medspiller i et mere end et halv århundrede og der er intet der tyder på, at Tyrkiet skulle miste den betydning i de kommende år. At USA ikke forsøger at banke Tyrkiet på plads i konflikten med Israel, er et udtryk for en bevidsthed om dels manglende evne til at gøre dette, men i lige så høj grad om den dobbelte afhængighed der er gældende mellem Tyrkiet og USA. Tyrkiet var vigtig for NATO under Den Kolde Krig og det Tyrkiet landet i midten... Forfatter: Stud. Mag. i Islamiske studier Andreas Mølvig Larsen noter 1 Associeringsaftalen art. 2. 2 Associeringsaftalen, protokol nr. 1, art. 1. 3 Associeringsaftalen art. 4. 4 Kuzmanovic, Daniella 2008. Civilization and EU-Turkey Relations, Jung, Dietrich og Catharina Raudvere, Religion, Politics, and Turkey s EU Accession. New York: Palgrave Macmillan, s. 47-48. 5 www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ec/73842.pdf 6 ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2009/tr_rapport_2009_en.pdf 7 ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2010/package/tr_rapport_2010_en.pdf 8 trade.ec.europa.eu/doclib/press/index.cfm?id=754 9 International Crisis Group, Turkey/Europe Report N 213 20 september 2011, p.1. 10 Ibid s. 2. 11 Hale, William 2000. Turkish Foreign Policy 1774-2000. London: Frank Cass. S. 119. 12 Mortensen, Claus og Mehmet Ümit Necef 2005. Tyrkiet. Lars Erslev Andersen, Søren Hove og Maj Vingum Jensen (ed.) Mellemøsthåndbogen: Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika. Odense. Syddansk Universitetsforlag, s. 446. 13 www.time.com/time/subscriber/2004/time100/leaders/100erdogan.html 14 www.europeanvoice.com/page/the-evawards-europeans-of-the-year-winners-in-2004/1662.aspx 15 Koçak, Mustafa 2010. Islam and National law in Turkey, Jan Micheel Otto (ed.) Sharia Incorporated: A Comparative Overview of the Legal Systems of Twelve Muslim Countries in Past and Present. Leiden. Leiden University Press, s. 256. 16 www.spiegel.de/international/europe/0,1518,748070,00.html 17 www.nytimes.com/2009/01/30/world/europe/30clash.html 18 Tal fra European Trade Commission, trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113456.pdf 19 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-calls-on-mubarak-to-heed-calls-for-change-2011-02-01 20 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-working-for-shalits-release-2011-07-03 21 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html 22 www.europeanvoice.com/page/the-evawards-europeans-of-the-year-winners-in-2004/1662.aspx 23 Koçak, Mustafa 2010. Islam and National law in Turkey, Jan Micheel Otto (ed.) Sharia Incorporated: A Comparative Overview of the Legal Systems of Twelve Muslim Countries in Past and Present. Leiden. Leiden University Press, s. 256. 24 www.spiegel.de/international/europe/0,1518,748070,00.html 21 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html 25 www.nytimes.com/2009/01/30/world/europe/30clash.html 26 Tal fra European Trade Commission, trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113456.pdf 27 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-calls-on-mubarak-to-heed-calls-for-change-2011-02-01 28 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-working-for-shalits-release-2011-07-03 29 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html