GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 1 JANUAR 2013 Med fokus på de internationale domstole
REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Milton Grant ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: Marts 2013 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning. FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882. GLOBAL s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse. FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk Et vigtigt tandhjul Den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt er grundpillerne i den tredeling af magten, som kendetegner stater, bygget på demokrati og parlamentarisme. Ideen kan tilskrives den politiske tænker Montesquieu. Rollen for den dømmende magt var, udover at udmåle straf til misdædere, at sikre mod vilkårlighed og magtmisbrug. Internationalt blev ideen om domstole i første omgang bragt på banen som et alternativ til krig, som middel til at afgøre tvister mellem lande. Det er nu over 100 år siden og mange udeståender har i Den Internationale Domstol fundet en løsning siden da, men slet ikke alle. Et andet domstolsfænomen er straffedomstole til forfølgelse af personer, der begår krigsforbrydelser, folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Nürnbergprocessen mod de nazistiske ledere kan i sin idé genfindes både i Straffetribunalet vedr. Eksjugoslavien og i den Internationale Straffedomstol. En nylig studietur for FN-forbundet til Haag har betydet, at GLOBAL denne gang er præget af indtryk fra de internationale domstole. Når vi ser på det globale samfund, finder vi mere og mere international aktivitet, flere og flere traktater, konventioner og institutioner, der heldigvis handler om meget mere end krig og territoriale stridigheder. Strømmene af varer, penge, personer og informationer er større end nogensinde før, og behovet for en verdensledelse trænger sig på. Og det samme gør debatten om hvem? FN-forbundets svar er selvsagt: FN. Men der skal mere kød på et sådant svar, før det kan bruges. En idé om at tænke retslige mekanismer ind i FN og andre globale strukturer er kun logisk og en tanke, der bør udfoldes. Ordet domstol vil kalde på negative følelser i verdens stærkeste lande, som vil føle deres magt udfordret, og der vil utvivlsomt også være en række andre stater, der ikke ønsker at komme under lup af en international, retslig instans. I mange aftaler, f.eks. WTO (World Trade Organisation) er instanser, der skal løse tvister mellem landene, allerede indskrevet, men hvis f.eks. handelsaftaler kommer i konflikt med miljøaftaler eller menneskeretshensyn, mangler der instanser, der kan udtale sig om den mest retfærdige eller retslig, korrekte udlægning. Tiden synes i hvert fald inde til at tænke på internationale domstole til andet end krig og krigsforbrydere. Mængden af civile sager, der skal findes løsninger på, er allerede stor og med en stigende ressourceknaphed må der forventes flere. Det kræver mekanismer, som arbejder grundigt (men helst ikke urimeligt langsomt) og hvis afgørelser, der generelt vil være tillid til. Den altid nødvendige debat om FN-reformer bør i højere grad end hidtil også omfatte den retslige dimension i staternes sameksistens. Måske ikke i sin idé som den afbalancerende tredje magt, men (blot) som et vigtigt tandhjul i den samlede mekanisme. 2 Ole Olsen, Formand for FN-forbundets Menneskeretsudvalg
Indhold Nyt fra FN-forbundet...United Nothing? Besøg hos de internationale domstole i Haag Tab og vind med samme sind Ny chefanklager gør op med myter om ICC og Afrika Internationalt overblik Bøger SIDE 4 SIDE 5 SIDE 6 SIDE 7 SIDE 9 SIDE 11 SIDE 13 3
Nyt fra FN-forbundet FYRAFTENSMØDE: FN s arbejde for oprindelige folks rettigheder Ambassadør og medlem af FN-forbundets Venner, Tyge Lehmann lægger op til det debat. Hvordan er spørgsmålet en del af FN s dagsorden? Hvordan defineres et oprindeligt folk og er der enighed herom? Hvilke særlige rettigheder taler vi om? Er der (risiko for) modstrid i forhold til de generelle menneskerettigheder? Tid & Sted: onsdag den 6. februar 2013 kl. 17-19 på Sekretariatet i Store Kongensgade. Er du mellem 18-35 år? Og kunne du tænke dig at komme med til Filippinerne i foråret sammen med unge fra andre lande? Så vil kurset: Training on Local Youth Employment Development Planning måske være noget for dig. Det er fra den 10.-24 marts 2013, så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Tilmeldingsfristen er den 1. februar. Mere information vil følge på www.fnforbundet.dk Arrangør: Semper Avanti (Polen) (i samarbejde med bl.a. FN-forbundet) Kom med på vores studietur til New York Den 10. 17. marts 2013 inviterer vi jer med på studietur til FN's hovedkvarter i New York, USA. Fokus vil være på 2015 Målene, og undervejs vil deltagerne besøge den danske FN-mission og møde repræsentanter fra UNDP, UNICEF, UN Women, det amerikanske FN-forbund og mange flere, der vil hjælpe os med at få indblik i, hvor langt vi er nået med 2015 Målene; hvor halter vi efter; og hvad skal der gøres for at nå målene? Studieturen er et tilbud til alle medlemmer af FN-forbundet. Inkl. rejse og overnatning koster turen 8.395,- kr. Seneste tilmeldingsfrist er den 24. januar 2013. Find alle de praktiske oplysninger på: www.fnforbundet.dk 4
...United Nothing? Det besatte Vestsahara og manglen på anerkendelse har længe været et fokusområde for FN-forbundets Freds- og Konfliktløsningsudvalg. I november 2012 drog så udvalgets formand, Lave K. Broch og Ann Kristina Mikkelsen Bojsen af sted til Vestsahara for blandt andet at besøge flygtningelejren i Tindouf, Algeriet, der har huset flygtninge fra Vestsahara i 37 år. Både FN og den Internationale Domstol i Haag har fordømt Marokkos besættelse af Vestsahara, men Marokko nægter at trække sig ud after at have haft styrker i landet i over 30 år. I 1991 blev der indgået en FN-overvåget våbenhvile mellem Marokko og befrielsesbevægelsen Polisario. Våbenhvilen er blevet overholdt, men situationen er mildt sagt i en hårdknude. Det fremgik klart, at der er en utilfredshed blandt unge i lejren angående den nuværende fredsproces. FN blev et par gange omtalt som "United Nothing". Spørgsmålet er hvor længe Polisarios ledelse kan afvise de yngre flygtninges modvilje mod våbenhvilen og FN's fredsproces? Få mere baggrund på globalis.dk/konflikter/vestsahara Én ting er sikkert, og det er, at der for FN-forbundet og andre, der ligesom os, beskæftiger sig med området er masser at tage fat på i fremtiden! 5
FOKUS Besøg hos de internationale domstole i Haag Af Ole Olsen, Formand for Menneskeretsudvalget Retsorden og retshåndhævelse er en del af samfundsordenen også internationalt. Der kan være behov for domstole og mæglingsinstanser for at fortolke og håndhæve de aftalte regler. Der er også behov for decideret retsforfølgelse af enkeltpersoner, når nationale systemer ikke løser opgaven. Haag i Holland kan godt betegnes som et centrum for internationale domstole. Byen har historisk virket som en del af FN-systemet via fredskonferencerne i starten af det 20. århundrede, der blev afholdt ud fra en idé om at skabe fred gennem retsorden, og via den senere forløber for Den Internationale Domstol. Eksjugoslavien og den Internationale Straffedomstol. Der er meget stor forskel på karakteren af dem, idet Den Internationale Domstol skal dømme om, hvad der er ret eller retfærdigt i forholdet mellem stater. De to andre skal retsforfølge enkeltpersoner. Der var grundige sikkerhedstjek. Dels skulle vi 14 dage i forvejen sende navne og pasnumre, og dels var der tjek som i lufthavne. Ved både Jugoslaviensdomstolen og Staffedomstolen skulle tasker inkl. mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr deponeres ved indgangen. Og Straffedomstolen lignede næsten et fort. Krigsforbrydere, deres venner eller fjender kan alle være farlige, men der havde øjensynligt ikke været særlige episoder. For at komme under huden på arbejdet i (nogle af) de internationale domstole drog en gruppe på 11 fra FN-forbundet den yngste 21, den ældste 74 - på studietur til Haag, faktisk på opfordring fra en dansk dommer ved en af dem. Besøget fandt sted 14. - 16. november 2012 og kom bl.a. i stand via bevilling fra Hermod Lannungs Fond. Vi besøgte Den Internationale Domstol, Straffetribunalet vedrørende Deltagerne på studieturen til Haag hhv. udenfor og på trappen i Fredspaladset, der huser Den Internationale Domstol Ny indsigt Der er stor forskel på at læse på hjemmesider og så stå på stedet og møde mennesker, som kan forklare og perspektivere. Jeg havde i hvert fald ikke helt gennemskuet, hvor kompliceret det i straffedomstole er at forberede en anklage og en sag med undersøgelser i fjerne lande, med sprogproblemer og med vid- 6
FOKUS ner, som måske også har været en del af en konflikt. Jeg havde heller ikke lige set, at der dukker nye sager op i Den Internationale Domstol. Sager, som ikke direkte handler om grænsestridigheder, men alligevel indirekte ved strid om fordeling af f.eks. vandressourcer eller ved grænseoverskridende forurening. Eksempelvis er der en sag på Domstolens bord, hvor ét lands anvendelse af sprøjtegifte mod dyrkning af coca til kokain gav masser af problemer i nabolandet. Et andet, nyt arbejdsområde er at fortolke regler i internationale konventioner og andre aftaler, hvor der dels kan være strid om en konkret bestemmelse, dels kan være konflikt mellem forskellige konventioner. Her kan man sagtens forestille sig meget mere arbejde og en vigtig rolle for Domstolen, også selv om der er mæglingsmekanismer knyttet til mange konventioner og aftaler. Der er dog fortsat mere almindelige grænsestridigheder, som bliver indbragt, især stridigheder t il havs. Kort efter vores besøg blev en strid mellem Nicaragua og Colombia afgjort med støtte til sidstnævntes opfattelse af, hvor grænsen går. Besøget hos Straffedomstolen kunne have været mere udbytterigt, hvis vi ikke var blevet blandet med en anden gruppe af tolke, som havde deres særlige vinkel på domstolens arbejde. Omvendt fik vi en sidegevinst, i kraft af at vi med hjælp fra en dansk medarbejder - fik adgangskort til Domstolens årlige landekonference. Her var der både plenarforsamling og NGO-workshops og masser af materialer, vi i FN-forbundet kan have glæde af fremadrettet. Det løftede bestemt også kvaliteten af programmet, at vi under besøget hos Straffetribunalet vedr. Eksjugoslavien havde et langt møde med den danske dommer, Frederik Harhoff, ved tribunalet. Det giver mere dybde i en diskussion når man er på eget sprog og har fælles forudsætninger. En tilsvarende tur kan sagtens arrangeres på et senere tidspunkt. Nu vi kender de formelle krav og logistisk, er det jo ingen sag at komme til Haag. Tab og vind med samme sind Flere frifindelser ved Det Internationale Straffetribunal for Eks-Jugoslavien har vakt harme, men det er just udtryk for grundig retspleje Af Henrik Døcker De sidste par måneder af 2012 var i sjælden grad fyldt med afgørelser fra de internationale straffetribunaler for Eksjugoslavien og for Rwanda, foruden Den Internationale Straffedomstol samt Den Internationale Domstol. At der heriblandt var hele fire frifindelser vakte ligefrem bestyrtelse i visse kredse. Men det er sket før, og det må forstås som et manende eksempel på, at ingen er dømt på forhånd, og at frifindelser i det hele taget er mulige. Der er bunker af stater i denne verden, hvor det praktisk taget er umuligt nogensinde at blive frifundet, når man først er blevet anholdt og tiltalt. Alle dømte kan appellere deres domme Det store antal retsafgørelser skyldes den korte tid, der er tilbage, inden de to straffetribunaler, begge nedsat af FN s Sikkerhedsråd, afslutter deres arbejde, idet deres mandater løber ud inden for de næste par år. Presset på dem er stort, også på grund af de betydelige udgifter, der har været forbundet med at opretholde dem. Tribunalet vedr. Eksjugoslavien har dømt i alt 65 personer, mens det vedr. Rwanda har dømt 35. Straffene der alle har kunnet henregnes under en eller flere af følgende hovedkategorier: folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden har strakt sig fra få års fængsel til livstid. Dødsstraf er ikke mulig ved disse tribunaler. 12 medlemmer af FN-forbundet befandt sig i Haag der huser alle de nævnte domstolsorganer på nær den vedr. Rwanda (som er sat i Arusha, Tanzania) netop da frifindelsesdommen i sagen mod to kroatiske generaler, Ante Gotovina og Mladen Markac blev afsagt. Vanskeligheden ved at finde en retfærdig afgørelse i sager som disse blev markant demonstreret her: Dommerstemmerne stod 3 mod 2. I første omgang blev de nemlig af straffetribunalet idømt lange straffe: hhv. 24 og 18 års fængsel for som led i en samlet retsstridig sammensværgelse ved vold at ville drive serbere, bosat i det kroatiske område Kraijna, ud (såkaldt etnisk rensning af området), hvorved bevisligt 324 serbere omkom og mindst 90.000 blev drevet på flugt. Nu er det imidlertid således, at de internationale straffetribunaler (samt den nye Internationale Straffedomstol) alle har indbygget en appelinstans i selve tribunalet. De to generaler havde altså appelleret 2011-afgørelserne, som byggede på en antagelse om at de havde overordnet ansvaret for det felttog mod Krajna-serberne, som notorisk fandt sted, idet de handlede efter ordre fra den daværende kroatiske præsident Franjo Tudjman (der døde i 1999). De to generaler fastholdt under sagerne mod dem, at de ikke havde beordret nedskydning af civile. Appelinstansen godtog dette og ophævede deres straffe. Andre kroater er imidlertid ved kroatiske domstole blev dømt for drab og fordrivelse af serbere fra Krajna. 7
FOKUS En enkelt dom kan fylde 1500 sider Sagerne mod de to topfigurer i, hvad man kunne kalde det blodige Balkan-drama i 1990 erne : Den bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic og den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic verserer imidlertid stadig. Blot et par timers overværelse af Karadzic-sagen illustrerede for de tilrejsende danskere, hvor langstrakt en sådan retsprocedure er: Karadzic har ligesom andre tiltalte for dette tribunal afvist at lade sig repræsentere ved advokat (formelt har de kunnet henvise til FN s menneskeretskonvention af 1966, som giver dem ret til blot at have en juridisk rådgiver), det betyder, at han selv afhører egne vidner til stor irritation for retten og dens involverede advokater. Sådan noget trækker sagen i langdrag denne sag ventes eksempelvis først afsluttet om halvandet år; dommen ventes at fylde 1500 sider. En indviklet sag fra Kosovo endte også med frifindelser for tortur og drab, her på kosovarer af forskellige etnisk herkomst: tre kommanderende officerer fra den Kosovo-albanske befrielseshær, forkortet KLA, Ramush Haradinaj, Idriz Balaj og, Lahi Brahimaj. Der var tale om en sag, der to gange tidligere har været behandlet i Haag, for Eksjugoslavien-tribunalet og dets appelkammer, men som blev undergivet en tredje retshandling, fordi appelkammeret på grund af trusler mod to af de i alt 56 indkaldte vidner hjemviste den til ny proces. Trusler mod vidner har i det hele taget spillet en ikke ringe rolle under en række sager for dette tribunal. Nogle vidner har derfor fået lov til at fremstå maskeret i retten, idet deres stemmer blev gengivet fordrejet. Særlige vidnebeskyttelsesprogrammer har måttet indføres for at værne truede vidner mod overlast. nedskydning af civile og tortur af indsatte i en af serbernes koncentrationslejre i Bosnien. Endelig blev den bosnisk-serbiske general, tidligere næstkommanderende i den serbiskbosniske hærs generalstab, Zdravko Tolimir idømt livsvarigt fængsel for såvel folkedrab som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Han var nemlig blandt de ansvarlige for deportation af og efterfølgende drab på 8000 bosniske mænd og drenge fra de bosniske byer Srbrenica og Zepa i 1995. To byer, der er blevet inkarnationen af den uhyggelige ondskab, serberne ganske overvejende stod for under nutidens Balkan-krige. Processen mod Tolimir er én af 12, der drejer sig om disse uhyrligheder seks af retssagerne er afsluttet. Eksjugoslavien-tribunalet har et årsbudget på omkr. 285 mio. dollars og en stab på 873 personer fra 77 lande. Det begyndte sin virksomhed i 1993, altså inden Balkan-krigene var afsluttet og afsagde sin første dom i 1996 (Erdemovicsagen). Den har været konfronteret med talrige problemer under sine forsøg på at kæde krigenes mængder af umenneskelige overgreb sammen fra massedrab til deportation., udsultning, tortur og meget andet. Den har oplevet de ekstreme nationale følelser, udmøntet i had og trusler i én uendelighed. Men den har også banet vej for avanceret efterforskning, som har kunnet bevise forbrydelser begået for mange år siden, bl.a. gennem fotos af landskaber, hvori der viste sig at være massegrave. Man har endog med de nyeste fotoapparater kunnet konstatere ved hvilken temperatur en nedgravning af lig har fundet sted. På mange måder har dette internationale retsopgør derfor været banebrydende og er det stadig Avanceret efterforskning ved hjælp af ny teknik To serbiske brødre fra Bosnien-Hercegovina, Milan og Sredoje Lukic, hhv. kommanderende officer i det paramilitære korps, De hvide Ørne, og politiofficer, fik ved Eksjugoslavien-tribunalets appelkammer hhv. stadfæstet en livstidsdom og reduceret en fængselsstraf fra 30 til 27 år for Det gamle ord: Tab og vind med samme sind har naturligvis ikke umiddelbart nogen reference til den alvorlige og møjsommelige udmåling af retfærdighed ved sådan noget som Eksjugoslavientribunalet. Men det kan tages som en slags parafrase over retfærdighedens mange ansigter. 8 Billeder foran regeringsbygningen i Pristina i 2005 af de næsten 2.500 personer, der stadig savnes siden krigen UN Photo/ Afrim Hajrullahu
FOKUS Ny chefanklager gør op med myter om ICC og Afrika Den internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har hidtil kun rejst sager mod afrikanere, men sager fra andre verdensdele har ikke haft tilstrækkeligt stærkt bevismateriale. Af Jesper Heldgaard, freelance-journalist Nej, ICC er ikke vendt imod Afrika. Og nej, Afrika er hverken imod ICC eller straffrihed til afrikanske krigsforbrydere. Sådan lyder budskaberne, som Fatou Bensouda har gentaget mange gange, siden hun i juni 2012 blev chefanklager for Den Internationale Straffedomstol, ICC. Det er et par ganske sejlivede myter, Fatou Bensouda kæmper for at gøre op med, og hun var som skræddersyet til posten, da der skulle findes en afløser for ICC s første chefanklager, den farverige og kontroversielle argentiner Luis Moreno -Ocampo, da hans embedsperiode udløb. Hun kender ICC indefra som vicechefanklager i samtlige Moreno-Ocampos ni år som chefanklager, men nok så vigtigt er den 51-årige jurist fra det lille vestafrikanske land Gambia og derfor den ideelle brobygger mellem ICC og Afrika. Hun blev da også valgt enstemmigt af de 121 lande, der har tilsluttet sig ICC. Ofrene for de overgreb, ICC forfølger, interesserer sig ikke for, om ICC er antiafrikansk, men for retfærdighed Hårde toner Der var adskillige nuværende og tidligere afrikanske stats- og regeringschefer, der drog et lettelsens suk, da Luis Moreno-Ocampo gik af som chefanklager. Med sin offensive og højprofilerede stil blev han for mange selve symbolet på, at ICC især og næsten udelukkende går efter afrikanske ledere. Den Afrikanske Unions (AU) tidligere formand, Jean Ping fra Gabon, udtalte ligefrem, at ICC og Moreno-Ocampo var direkte fjendtligt indstillet over for det afrikanske kontinent. Og de afrikanske skeptikere har en del at have deres kritik i: Moreno-Ocampo var chef for anklagerens kontor, der er en del af ICC, og som egenhændigt beslutter hvilke sager, der skal efterforskes. Og nok er der efterforsket sager i andre dele af verden og bliver det stadig: Afghanistan, Colombia, Georgien, Honduras og Sydkorea, men ICC har kun indledt sager i syv lande, alle afrikanske. Alle, der indtil nu er rejst tiltale 9 mod, er afrikanere, og de eneste to, der i ICC s godt ti-årige historie ind til videre er faldet dom over, er i sagens natur afrikanere og begge fra DR Congo: Oprørslederen Thomas Lubanga blev i juli 2012 idømt 14 års fængsel for at have sendt børnesoldater under 15 år i krig under den væbnede konflikt, der hærgede i Congo mellem 2002 og 2003. Det er den første dom, en international domstol har afsagt i en sag om børnesoldater, og den har derfor stor betydning for kommende sager. Lubanga har i øvrigt appelleret dommen. Kort før jul faldt den blot anden dom i ICC, og her blev den congolesiske oprørsleder Mathieu Ngudjolo Chui noget overraskende frikendt for anklagerne om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden pga. svagt bevismateriale. Lidt af en begmand for anklagemyndigheden, der rejser meget få sager. Men samtidig ses det også som et sundt tegn på, at domstolen forholder sig kritisk over for sin egen anklagemyndigheds bevismateriale. Især ICC s første arrestordre mod en siddende statschef, Sudans præsident Omar al-bashir, vakte vrede i store dele af det officielle Afrika. ICC tog situationen i Darfur-regionen i Sudan op på baggrund af resolution 1593 i FN s Sikkerhedsråd tilbage i 2005. Resolutionen gav ICC jurisdiktion over internationale forbrydelser begået i Darfur, og den tilpligtede Sudan at samarbejde med ICC til trods for, at Sudan ikke har tiltrådt Rom-statutten. Efterforskningen førte til, at ICC udstedte hele to arrestordrer mod Bashir. Det skete i hhv. 2009 og 2010. Det vakte opstandelse blandt mange afrikanske toppolitikere, og AU opfordrede ligefrem sine medlemslande til ikke at samarbejde med ICC om at udlevere Bashir. AU opfordrede også FN s Sikkerhedsråd til at forsinke eller udskyde sagen mod præsident Bashir med den begrundelse, at sagen ville skade fredsbestræbelserne i Sudan. Bashir-sagen satte også yderligere gang i bestræbelser på at etablere en afrikansk straffedomstol, der skulle gøre ICC overflødig. I 2008 vedtog AU en protokol, der skal sammenlægge den eksisterende Afrikanske Domstol for Menneskers og Folks rettigheder med AU s egen Afrikanske Domstol. Forslaget er dog endnu ikke blevet til noget, for protokollen træder først i kraft, når den er ratificeret af mindst 15 lande, og det er ikke sket til dato. Ocampos modstykke At Fatou Bensouda er en helt anden type end sin forgænger, fik jeg et førstehåndsindtryk af på FN-forbundets studietur til Haag i november sid-
ste år. Studieturen faldt sammen med det såkaldte Assembly of State Parties (ASP), det årlige møde mellem de 121 lande, der har tilsluttet sig ICC ved at tiltræde Rom-statutten, som kan betegnes som ICC s grundlov. I den forbindelse havde Institute for Global Justice i Haag arrangeret et særligt møde under overskriften, Afrikanske bestræbelser på at sætte en stopper for straffrihed, med Fatou Bensouda som en af hovedtalerne, og hun argumenterede stille og roligt, men overbevisende for sin sag: Det er en myte, at Afrika og afrikanere generelt er imod Den Internationale Straffedomstol. Ikke færre end 33 afrikanske lande har ratificeret Rom-statutten og dermed aktivt tilsluttet sig ICC. ICC s arrestordre mod Bashir har ikke fået nogen afrikanske lande til at trække sig. Tværtimod har flere af de 33 lande først tilsluttet sig ICC efter arrestordren. Fatou Bensouda tilføjede, at flere af de sager, ICC fører, er indbragt af de afrikanske lande selv. Det gælder f.eks. sagerne fra Uganda og DR Congo. Men overordnet vil Fatou Bensouda gerne flytte fokus i debatten om ICC væk fra de højprofilerede enkeltsager og have den til at handle om opbygning af robuste og uafhængige, nationale domstole: ICC skal ikke erstatte nationale domstole, men kun tage de sager op, som de enkelte lande ikke vil eller ikke har kapacitet til selv at føre. Det er ikke et mål for os selv at føre så mange sager som muligt, men at sikre, at de sager, der skal føres, bliver det, sagde hun og nævnte Guinea som eksempel. Her gik uniformerede sikkerhedsstyrker i 2009 nærmest amok på en demonstration: De skød og dræbte mere end 150 demonstranter, gennembankede andre og voldtog et stort, men ukendt antal kvinder. Da regeringen i første omgang ikke syntes at reagere, sendte ICC i flere omgange et hold af sted under ledelse af Fatou Bensouda for at undersøge, om der var baggrund for at rejse en sag. Det var der, og beviserne fik Guineas egne domstole til selv at retsforfølge de skyldige. En god udgang ifølge Fatou Bensouda, der holder behørigt øje med, om retssagen afvikles forsvarligt. Myterne kan gavne tyrannerne En af dem, der tættest har fulgt forholdet mellem ICC og Afrika, er den sydafrikanske professor Max du Plessis, der også var blandt talerne på mødet. Han var enig med Fatou Bensouda i, at Afrika og afrikanerne overvejende bakker op om ICC: Ofrene for de overgreb, ICC forfølger, interesserer sig ikke for, om ICC er antiafrikansk, men for retfærdighed, sagde han, men pegede også på, at ICC gør sig sårbar over for kritik, så længe den kun fører sager i Afrika, og ikke vil røre f.eks. Syrien eller Israel: Det er en gave til de afrikanske tyranner, der ved at hænge ICC ud som antiafrikansk kan få drejet opmærksomheden væk fra deres egne overgreb. Det er både ICC s og FN s Sikkerhedsråds ansvar at sikre, at ICC fremstår som neutral og afbalanceret, understregede han. 10
INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker Tidl. minister idømt 35 års fængsel for folkedrab ved Rwanda-tribunalet Den tidligere planlægningsminister Augustin Ngirabatware er ved det Internationale Straffetribunal vedr. Rwanda blevet idømt 35 års fængsel for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden for at have opildnet til, bidraget og sanktioneret drab på tutsier og have fordelt våben til massedrabene til hutu-sammenslutningen Interahamwe i Rwanda i 1994. Hertil kom vidtstrakt voldtægt af tutsi-kvinder. Formelt har anklagemyndigheden ved dette tribunal nu afsluttet sit arbejde, men fortsat løber nogle processer ved en slags vågeblustribunal, som forventes at have afsluttet sit arbejde i 2014. To bortførte medlemmer af FN-styrken i Darfur frigivet efter 136 dages fangenskab To jordanske politifolk i FN s fredsbevarende styrke i Darfur, (UNAMID), Hasan Al-Mazawdeh og Qasim Al-Sargan, der i august sidste år blev bortført fra byen Kabkabiya, ca. 140 km. vest for El Fasher, hovedby i den borgerkrigsramte sudanske Darfur-provins, blev frigivet lige efter nytår. I et budskab fra generalsekretær Ban Ki-moon rostes den jordanske og sudanske regering for deres indsats i forbindelse med frigivelsen. Samtidig rettedes der en kraftig opfordring til de sudanske myndigheder om at få draget de ansvarlige for bortførelsen til ansvar. UNAMID, der blev oprettet for syv år siden, skal dels beskytte civilbefolkningen i Darfur, dels bistå ved udbringning af nødforsyninger til ofre for kampene i provinsen. Siden denne styrke på nu 20.000 mand blev formeret i 2008 er 33 FN-soldater blevet dræbt her. (UN Photo/ Stuart Price) Forlængelse af FN-mandaterne for Bosnien, Liberia, Golan-højderne, Abyei,(Sudan) og Congo FN s Sikkerhedsråd har forlænget de sanktioner, der indførtes mod Liberia i forbindelse med landets borgerkrig 1999-2003 med endnu et år. Et ekspertpanel har udtrykt alvorlig bekymring over den manglende opfyldelse af de finansielle forholdsregler, dvs. blokering (fastfrysning) af den tidligere præsident Charles Taylors og hans families aktiver for at hindre dem i at modarbejde fredsprocessen i landet. Sikkerhedsrådet forlængede som følge heraf også de gældende sanktioner vedr. rejsevirksomhed og import af våben for Taylorfamilien. I lyset af forlydender om, at Taylor uanset at han ved det særlige tribunal for Sierra Leone i 2012 blev idømt 50 års fængsel for finansiering af oprørsenheder under Sierra Leones borgerkrig stadig skulle have rådighed over betydelige dele af sin formue, opfordredes den liberianske regering til fuldt og helt at samarbejde med kontrolpanelet, der er bemyndiget til at foretage rejser til Liberia og dets nabolande for at sikre sig at sanktionerne overholdes. Sikkerhedsrådet har forlænget mandatet for FN s observatørkorps i Golan-højderne (UNDOF) mellem Israel og Syrien til 30. juni 2013. Dette korps, som blev dannet i 1974, skal sikre overholdelsen af våbenhvilen mellem de to stater. Borgerkrigen i Syrien, ikke mindst den syriske hærs væbnede aktioner har i betydelig grad vanskeliggjort UNDOF s arbejde. Fremdeles er FN-mandatet for den fredsbevarende styrke i Abyei, den demilitariserede, olierige zone mellem Sudan og Sydsudan, blevet forlænget til 31. maj 2013 med henblik på at der formeres en politistyrke til at sikre ro og orden. Ifølge en aftale undertegnet i Etiopiens hovedstad Addis Abeba i 2012 skal de to stater militærstyrker trækkes ud af det omtvistede område. FN-styrken (UN Interim Security Force in Abyei, UNISFA) blev dannet i juni 2011, da sudanske tropper bemægtigede sig området umiddelbart før Sydsudans selvstændighed og med den følge, at titusinder af mennesker tog flugten. En afklaring af områdets tilhørsforhold lader stadig vente på sig. Med et år er mandatet for den europæiske fredsstyrke i Bosnien-Hercegovina (EUFOR-ALTHEA) forlænget, eftersom de bosnisk, serbiske og kroatiske politiske ledere stadig vægter fremme af egne nationale interesser frem for integration af staten. Som det internationale samfunds repræsentant, den østrigske diplomat Valentin Inzko, har udtrykt det i en indberetning til Sikkerhedsrådet, fører politikerne en splittelsespolitik, idet den serbiske repræsentant bestandig ivrer for løsrivelse af Bosniens overvejende serbisk-beboede del, kaldet Republika Srpska. 17 år efter undertegnelse af freden i Dayton, Ohio, som afsluttede moderne tiders Balkan-krige, påtager fremmede magter sig politiske, militære og økonomiske byrder for at holde sammen på staten, samtidig med at nationale grupper i denne modarbejder opbygningen af en samlet stat. Våbenembargoen (indførselsforbuddet) for de væbnede oprørsgrupper i Den Demokratiske Republik Congo er forlænget til 1. februar 2014 under indtryk af fortsatte væbnede udfald fra den stærke oprørsenhed, kaldet M 23, som i efteråret 2012 erobrede den østcongolesiske by Goma, som dog siden blev evakueret. Mod lederen af M23 - en udbrydergruppe fra den congolesiske hær - er indført rejserestriktioner. Over 100.000 mennesker i denne del af Congo er blevet drevet på flugt, op mod 20.000 er flygtet ind i Sydsudan. Mindst fem mio. mennesker antages at være blevet dræbt under kampe mellem oprørere og congolesiske regeringsstyrker i de sidste fem år. Det har bidraget til M 23 s styrke at den har fået betydelig støtte fra Rwanda. 11
Langvarig territoriestrid mellem Guatemala og Belize vil nu søges løst gennem folkeafstemning Generalsekretær Ban Ki-Moon har udtrykt sin tilfredshed med, at de mellemamerikanske republikker Belize og Guatemala under forhandlinger, ledet af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), er blevet enige om i oktober 2013 at holde en folkeafstemning om den del af Belize (tidl. Britisk Honduras), som Guatemala gør krav på. Det drejer sig om Belizes sydlige halvdel med tilliggende øer. De to stater har ført forhandlinger om striden lige siden 2000; i sidste ende kan den ende for Den Internatonale Domstol i Haag. Rekordstort antal journalister fængslet og dræbt i 2012 232 journalister sad bag tremmer 1. december 2012 et rekordstort antal sammenlignet med tidligere, ja det højeste siden Committee to Protect Journalists, en pressefrihedsorganisation i New York, begyndte at lave statistikken i 1990 erne. Det var 53 flere end i 2011. Flest blev fængslet i Tyrkiet, Iran og Kina. En lovgivning, præget af gummiparagraffer om statens sikkerhed og beslægtede hensyn, var hyppigt grundlag for fængslingerne. Også i Syrien og Eritrea har pressefriheden ringe vilkår. 63 journalister tilbageholdes uden nogen officiel begrundelse. Den Internationale Journalistføderation, der har hovedkvarter i Bruxelles, supplerer, at 121 journalister sidste år blev dræbt under udførelse af deres arbejde, en stigning fra 107 i 2011. Særlig mange i Syrien og Somalia. (UN Photo/ Mark Garten) UNHCR kritiserer Naurus håndtering af asylsøgere fra Australien FN s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har påtalt alvorlige mangler ved stillehavsrepublikken Naurus indkvartering af asylsøgere, som kommer tilrejsende fra Australien. Der er tale om bådflygtninge, hvoraf en del er afghanere, som indkvarteres i telte. Men, som det fremgår af en indberetning fra UNHCR, deres forhold såvel materielt som juridisk, er utilfredsstillende. Nogle asylsøgere er traumatiserede efter at have været tortureret, men der er ikke faciliteter til på nogen måde at behandle dem. Australien har modtaget et stigende antal bådflygtninge i løbet af 2012 det samlede antal skønnes at være nået op på 20.000. Den midlertidige indkvartering på Nauru genindførtes i efteråret efter at have været forladt i nogle år. Denne behandling af bådflygtninge er fremdeles et omdiskuteret emne i Australien. Nauru er med sine 21 kvadratkilometer verdens mindste stat (efter Vatikanstaten). (UN Photo/ Mark Garten) Anerkendelsesværdig fremgang i relationerne mellem Irak og Kuwait FN s generalsekretær Ban Ki-moon har udtryk anerkendelse af den fremgang, der på det seneste har været i relationerne mellem Irak og Kuwait set på baggrund af den irakiske aggression mod Kuwait i 1990. Det er først og fremmest kommet til udtryk gennem de krigsskadeserstatninger Irak løbende har betalt gennem den særlige FNkompensationskommission (UNCC), og som nu er nået op på 37,7 milliarder $, fordelt på over 1,5 mio. fuldbyrdede betalinger til private fordringshavere, selskaber, regeringer og internationale organisationer. Pengene skaffes ganske enkelt ved løbende faste betalinger fra salget af irakisk benzin og olie. UNDP lancerer ny transparent web-portal FN s Udviklingsprogram, UNDP har gjort tusinder af sine projekter og deres resultater tilgængelige for offentligheden gennem sin nye portal www.open.undp.org. Det drejer sig om over 6000 projekter i i alt 177 lande og territorier. Fra og med i år vil UNDP hvert kvartal offentliggøre opdaterede informationer om sine projekter. Også FN s Børnefond UNICEF vil fra nu af åbne sig mere over for offentligheden ved at offentliggøre sine revisionsrapporter på internettet. open.undp.org Fint med ASEAN-landenes menneskeretsdeklaration, men den når ikke FN-standarder FN s menneskerettighedskommissær, sydafrikaneren Navi Pillay, hilser det velkomment, at medlemslandene af ASEAN (De Sydøstasiatiske Landes Sammenslutning) på et møde i Phnom Penh i november vedtog en menneskerettighedserklæring, men den lever ikke fuld ud op til FN s standarder. Der sigtes her bl.a. til, at en række af de ti ASEAN-lande opretholder dødsstraf, og at deres love ikke yder borgerne tilstrækkelig retsbeskyttelse til at sikre den menneskeret, der hedder: retten til livet. FN efterlyser i et hele taget bedre retsbeskyttelse af borgerne, f.eks. dem, der demonstrerer på fredelig vis, og til asylsøgere, der bør sikres retten til ikke at blive sendt tilbage til en stat, der torturerer ( non-refoulement ). Som helhed afspejler erklæringen efter FN s opfattelse ikke tilstrækkelig balance mellem myndighedernes pligter (til ikke at gribe ind over for borgerne) og disses rettigheder. ASEAN-regeringerne bør tage større hensyn til civilsamfundet og lytte mere til hvad ngo erne (de private organisationer) mener, hedder det. (UN Photo/ Shareef Sarhan) 12
BØGER anmeldt af Henrik Døcker Bandbulle mod Ban Ki-moon Niklas Ekdal & Inga-Britt Ahlenius: Mr. Chance FN s förfall under Ban Ki-moon, 260 + 53 sider, Blombergs (Sverige) uenighed om udnævnelser, om formen på møder osv. forekommer mig ikke af et sådant omfang, at man kan kalde Ban for en umulius. Men måske ikke den rette til at håndtere en hel verdensorganisation. Inga-Britt Ahlenius var 2005-2010 chef for FN s interne tilsynsmyndighed (sådan lidt à la rigsrevision) kaldet OIOS (omtalt i juni-nummeret af GLOBAL) og det er hendes erfaringer med generalsekretær Ban Ki-moon fra denne periode, der er genstand for bogen Mr. Chance, som hun har skrevet sammen med den svenske journalist Niklas Ekdal. Alene titlen på bogen antyder hendes ærinde den er en reference til en film om en ubetydelig mand, som i de rette klæder og med passende personlig markedsføring - alligevel når højt på strå. Ahlenius mener kort sagt, at Ban Kimoon er alt andet end kompetent til sin høje post i FN. Det går da som en rød tråd i bogen, at Ban ikke er lydhør og ej heller synderligt kommunikerende i forhold til andre ledende figurer i FN-systemet. Som den tredjehøjest placerede embedsmand i FN-hierarkiet følte Ahlenius sig rigtigt dårligt tilpas og, forstår man, gennem den manglende opbakning eller det manglende partnerskab ikke i stand til at udføre sit job helt, som hun ønskede det. Kritikken går overvejende på generalsekretærens person, hans måde at være på, og er ikke eksemplificeret i forhold til enkeltsager. Det fremgår således ikke af denne bog, at Ban på nogen måde har villet camouflere eventuelle afsløringer af (magt)misbrug i eller over for FN. Antagelig har Ahlenius været afskåret herfra pga. sin tavshedspligt, men visse former for bestikkelse af folk i FN s indkøbsenhed har da været rapporteret i international presse (og GLOBAL berettede i oktober-nummeret om Affæren Wasserstrom om den amerikanske FN-embedsmand, der fik ørene ordentlig i maskinen, fordi han talte ud om, hvordan de offentlige værker i Kosovo havde et alt for tæt forhold til FN-administrationen i den daværende jugoslaviske provins, forkortet UNMIK, i 2007). Men bogen når lige at notere, at Kosovos transportminister i foråret 2000 blev pågrebet i lufthavnen med valuta svarende til omkring kr. 300 mio. kr. i sin håndbagage (uden at vi får at vide hvad der så skete). Bogen beskriver skuffende lidt om OIOS arbejde som sådan. Ahlenius har selv en hæderværdig fortid i den svenske rigsrevision, og hun opbyggede såmænd også en rigsrevision just i Kosovo (men altså ikke så effektiv, at den umuliggjorde hvad Wasserstrom siden oplevede). Bogen, som i det væsentlige synes skrevet af journalisten Niklas Ekdal, bringer mange interessante informationer om FN i almindelighed og om de udfordringer, verdensorganisationen bestandig konfronteres med. Det meste af det har dog for længst været bragt frem for offentligheden: Så som skandalen i Olie -for-mad-programmet, hvor det lykkedes den irakiske diktator Saddam Hussein at tappe FN-programmet i omegnen af 15 mia. $ ved hjælp af 2200 godtroende firmaer verden over (inkl. for resten danske, red.). Eller at fem mio. afghanske flygtninge i nabolandene er vendt tilbage. Men da kan det være nyttigt også at memorere, at FN s store Congo-styrke koster omkring 10 mia. kr. om året. Ahlenius og Ekdal medgiver dog, at generalsekretæren har et mere kompliceret job end ét i OIOS som sådan. Sidstnævnte skal søge frem til sandheden (fx om skumle transaktioner) uafhængig af religiøse, kulturelle, kønsbetingede eller politiske hensyn, men sådan én som Ban Ki-moon skal balancere over for en stor del af FN s medlemsstater, der ikke er retsstater, men styres af en selvudnævnt elite, der slår oppositionen ned med vold. Bogen kan læses med udbytte, men ikke for at få viden om OIOS. De interne bataljer, 13 Ind og ud hos Taleban Simi Jan: Til te hos Taleban, 301 sider, People s Press De fleste af os kender hende: Journalisten Simi Jan, som færdes hjemmevandt og uforfærdet i asiatiske lande, præget af krig og terrorisme. Nu har den danske kvinde med de pakistansk-afghanske rødder nedfældet indtryk fra de tæt ved fem år, hun boede i disse lande og sendte tvindslag og artikler hjem til danske medier. En betagende beretning, præget af hendes enestående muligheder for at komme tæt på befolkningen. Hun voksede op med sine pakistanske forældre i Danmark, fik journalistuddannelse i Skotland, hvortil kommer, at hun nu læser mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Siden 2005 har hun dog tilsyneladende viet det meste af sit liv til journalistikken. 2007-2012 boede hun på skift i Pakistan og Afghanistan, hvorfra hun i bogen giver mange nærbilleder. Med stort gå-på-mod får hun således sporet sine egne rødder til det afghanske Kandahar en by med ry for terrorhandlinger og krig. Via sine sprogkundskaber, ikke mindst dari, kan hun give afghanere af vidt forskellig slags mæle. Hun kan berette fra dagligdagen, som mangen vestlig korrespondent må misunde hende: Som fx, at børn helt ned til syv års alderen får kamptræning og at der finder rekruttering sted af unge krigere til at tage til (indisk) Kashmir og Afghanistan. Omkring 95 pct. af Afghanistans økonomi skal være afhængig af udenlandske donorer og det samtidig med, at hadet til USA er meget udbredt. Som repræsentant for to kulturer (den vestlige og den asiatiske) må hun også stå model til ægteskabslystne mullah er og folk, der holder på, at hun bør tage tilbage til sine forældres oprindelsesland. I almindelighed lægger hun dog vægt på, at hun er dansker. Stærkt virker det, når hun kan citere fra samtaler med talebanere, herunder om deres motiver til at deltage i selvmordsattentater mod NATO-soldater. Hadet er særlig stærkt hos unge krigere, der har været taget til fange af amerikanerne og været udsat for ydmygelser eller direkte tortur. Rystende er også beretningen om en fem år gammel pige, der af sin far blev solgt til en gammel mand for resten mod, at faderen fik mandens søster som kone. Pigen blev dog først overleveret ægtemanden, da hun var fyldt 12 år. Ca. 60 pct. af de afghanske piger er under 16 år, når de bliver gift. En sådan bog, fyldt med samtaler og selvoplevede situationer, ganske tæt på befolkningen er guld værd. Den giver ikke nogen totalforklaring på, hvordan Afghanistan kom ud i så stor en misère, eller på, hvordan den kommer ud af den. Men en vestlig læser får udvidet sin forståelsesramme. Flugt fra og til Nordkorea Blaine Harden: Flugten fra Camp 14, 269 sider, Kristeligt Dagblads Forlag Det er næppe overdrevent at kalde Nordkorea ét af de mindst kendte lande i udlandet. Megen interesse har derfor samlet sig om den beretning, den amerikanske journalist
Blaine Harden har sammenstykket om den nu 29-årige Shin Dong-hyuks utrolige flugt fra én af de stærkt bevogtede nordkoreanske arbejdslejre. I den danske bogtitel tales der om en camp, men egentlig ville ordet koncentrationslejr næppe være overdrevent. (Hitler havde også koncentrationslejre før 2. Verdenskrig). Ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste eksisterer der seks sådanne lejre, hvoraf de to byder fangerne mulighed for at komme fri, hvis de gennem undervisning har nået et acceptabelt mål af loyalitet. Shin skønnes at være den hidtil eneste, der som født i en lejr, har haft held til at undslippe. De indsatte er typisk beskæftiget i landbruget, i miner, på fabrikker eller systuer. Arbejdsdagene menes at være 12-15 timer; mange af fangerne dør inden 50 års alderen. Men man kan ikke tjekke nogen som helst oplysninger om disse lejre: Ingen udenforstående har nogensinde besøgt dem. Vi må altså forlade os på de samtaler, den amerikanske journalist har haft med den unge, 25 år yngre, nordkoreaner, som han mødte efter, at denne via Kina var havnet i Sydkorea. Men hans udsagn er blevet sammenholdt med en række andre fra flygtede nordkoreanere og synes derigennem at være blevet bekræftet. Det er svært at forestille sig de usle forhold, han og hans mor voksede op i i lejren: Uden borde og stole, uden rindende vand, altid sulten, 30 familier til at dele en brønd med drikkevand, hyppig vold, ikke mindst, hvis man prøvede at stjæle mad! Ondskaben og brutaliteten lyser ud af side efter side. Ifølge bogen lider en tredjedel af befolkningen af kronisk underernæring, hvad der bl.a. er konstateret ved, at de nordkoreanske teenage-drenge, der er flygtet til Sydkorea, i gennemsnit er 12 cm kortere og vejer to kg mindre end drenge, opvokset i Sydkorea, hvor indkomsten er 15 gange så høj som i Nordkorea (dvs. 1900 $ i 2009). Afstraffelserne var barske: Én af dem bestod i, at Shin blev hængt op i benene med hovedet nedad angiveligt hang dér en hel dag Nordkorea angives at være ét af de mest militariserede lande i denne verden: Mændene forretter da også militærtjeneste i ti år, kvinderne i syv! Mere end fem pct. af landets befolkning er i uniform (½ pct. i USA). Da Shin havde held til at flygte, havde han oplevet sin mor blive hængt (vist nok dog efter hans egen angivelse af hende den indviklede og lidt modstridende historie må læsere selv søge i bogen!), hans bror blive skudt og hans far lemlæstet. Shin er psykisk skadet af sin hæslige opvækst og sine mange traumatiske oplevelser, hans forklaringer er undertiden blevet ændret under mange interviews til Blaine Harden. Om han overhovedet vil falde til i Vesten (USA) er nok et åbent spørgsmål. I en pinsekirke i Seattle-området beskrev han sig selv som et rovdyr, der under sit lejrophold var blevet opdraget til at angive andre, familie såvel som venner; fangerne havde ingen almindelige menneskelige følelser efter at de havde set andre mennesker blive tævet ihjel. Konklusion: Fysisk var han undsluppet, men psykisk var han ikke. En forgiftning af hjertet som han også betegnede det. Bortført i København Japanske skæbner i Nordkorea Asger Røjle Christensen, 261 sider, Gyldendal Er der nogen, der flygter til Nordkorea, kan man spørge. Vel, måske ikke i den traditionelle opfattelse af flugt, men det, journalist Asger Røjles bog handler om, begyndte på en måde i marts 1970, da ni medlemmer af hvad, der blev kaldt Japans Røde hær, bortførte et fly med 122 passagerer, der fra Tokyo havde sat kurs mod en by i det sydlige Japan. Passagererne blev dog sat af i Sydkorea, inden bortførerne selv fløj til Nordkoreas hovedstad Pyongyang. Denne flugt blev indledning til det drama, som meget grundigt er afdækket i denne bog. De japanske revolutionære 14 var absolut ikke ventet i Nordkorea, men den daværende præsident Kim Il-sung indså hurtigt, at der var landet, hvad man kunne kalde en propagandistisk appelsin i hans turban. Flybortførerne kom nu til at leve en ret så isoleret tilværelse afskærmet fra den nordkoreanske befolkning og deres egne familier i Japan. Den japansk-gifte forfatter har med stor flid undersøgt utallige aspekter af de ni japaneres særprægede tilværelse i den revolutionære landsby i Pyongyang såvel som en række af Nordkoreas bortførte japanere, hvis skæbne, det har krævet megen tålmodighed og vedholdenhed at kaste lys over. Og ganske spændende er det at følge den skæbne, der blev den unge japanske pige Keiko Arimoto til del hun blev nemlig under et besøg i København lokket til Nordkorea under falske forudsætninger. En række andre unge japanske kvinder blev i 1970 erne og 1980 erne inviteret på studieophold i Nordkorea og hindret i at forlade landet: De var udset til at være partnere for flybortførerne, ofte kaldet Yodogo-gruppen. I mange år var disse unge japanere anset for at være forsvundet. Nogle japanere blev regulært bortført fra Japan af nordkoreanske agenter og udløste en diplomatisk krise mellem Japan og Nordkorea. Mange års uvished hos flere japanske familier om, hvad der var blevet af deres slægtninge, blev til dels hævet, da Kim Jong-il under et møde med Japans ministerpræsident i 2002 erkendte, at i alt 13 japanere mere eller mindre ufrivilligt befandt sig i Nordkorea. Nogle af disse japanere vendte siden hen tilbage til Japan, enkelte kunne der ikke gøres rede for, andre var døde. Men i virkeligheden har Korea og Japan et langvarigt betændt forhold helt tilbage til Japans kolonisering af halvøen på det eurasiske fastland i begyndelsen af 1900-tallet, hvor titusinder af koreanere blev tvunget til at søge til Japan, efter at japanske kolonisatorer havde beslaglagt deres koreanske jord. Der lever i dag ca. en mio. etniske koreanere i Japan. Asger Røjle, der er tilknyttet Danmarks Radio og i en periode var bladkorrespondent i Tokyo, har gravet et ufattelig stort antal enkeltheder frem til belysning af Nordkoreas massive kynisme ved udnyttelsen af ubefarne japanske sjæle. Hvordan Cambodjas chefbøddel, kammerat Duch blev opsporet Nic Dunlop: Chefbøddel for Pol Pot Historien om kammerat Duch og De Røde Khmerer, 348 sider, Logos Media & Fokal Der er tidligere berettet om den hidtil eneste dom livsvarigt fængsel til chefbødlen ved Phnom Penhs berygtede torturfængsel - fra den internationalt-cambodiansk sammensatte straffedomstol for ansvarlige for De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja 1975-1979. Men den irsk-fødte journalist og fotograf Nic Pots bog giver en fuld beretning om befolkningens mange lidelser, også forud for Pol Pot-tiden og hvordan han selv fik opstøvet den dømte, den frygtede leder af torturfængslet, oftest blot kaldet Duch, som var hovedansvarlig for tortur af og drab på 20.000 mennesker. Med andre ord giver Dunlop en dybere indsigt i den tragedie, som i alt skulle komme til at koste omkring 1,5 mio. mennesker livet. Det er vigtigt at vide, hvad der gik forud: Cambodja blev mål for amerikanske bombefly efter en amerikansk regeringsbeslutning helt tilbage til februar 1969 det gjaldt at ramme nordvietnamesiske enheder på vej gennem Cambodja ned til Sydvietnam. Amerikanerne nedkastede hundredetusinder af klyngebomber, men omkring 30 pct. af