Ukraine som udenrigspolitisk aktør 1991-2003 - rationel? - national? - i splid med sig selv?

Ukraine som udenrigspolitisk aktør 1991-2003 - rationel? - national? - i splid med sig selv? Speciale af Peter Zacho Søgaard september 2009 Årskortnummer: 20001309 Vejleder: Mette Skak Antal ord: 36.000 i

English summary: Ukraine as a foreign-policy actor from 1991-2003. The thesis argues that Ukraine s foreign-political behaviour from 1991-2003 is difficult to fit into the classic theoretical frameworks of international relations, because Ukraine doesn t live up to the presumption of these theories that the state is a rational unitary actor. This makes it difficult to analyse the case on a systemic or regional level, but promotes an elite or intrastate perspective. Both immaterial and material factors interplay in Ukrainian foreign policy formulation. However, for the greater part of the nineties Ukraine s past relationship with Russia forced it to assert its sovereignty and independent identity, instead of maximising material security or economic gain. Over the longer term towards 2003, Ukraine s characteristics of a weak state infiltrated by the interests of oligarchic elites, has created a foreign policy separated from any clearly defined national interest and without a clear geopolitical direction. ii

Ukraine som udenrigspolitisk aktør 1991-2003 - rationel? - national? - i splid med sig selv? iii

iv

Indhold 1. Indledning 1.1. Specialets opbygning 2. Ukraines identitetskrise 3. Det selvstændige Ukraines udenrigspolitik - valget imellem Europa og Rusland 4. Problemstilling 5. Forklaringsniveauer 5.1. Systemniveauet og ukrainsk udenrigspolitik. 5.1.1. Kan neorealismen forklare udenrigspolitik? 5.2. Omgivelsesniveauet og ukrainsk udenrigspolitik. 5.3. Det intrastatslige niveau og ukrainsk udenrigspolitik. 5.4. Eliteniveauet og ukrainsk udenrigspolitik. 6. Analyseniveau og dialektikken imellem materielle og immaterielle variable 7. Metode 7.1. En note om sekundære kilder. 8. Ukraines sikkerhedsdilemma i 1991 8.1. Militært. 8.2. Politisk. 8.3. Økonomisk. 8.4. Samfundsmæssigt. 8.5. Den reelle militære trussel. 9. Ukraines statsidentitet 9.1. Den nationalukrainske historietolknings konflikt med den russiske historietolkning. 9.2. Ukrainsk nationaliseringspolitik og dens relevans for Ukraines nationale interesse. 10. Analysen - Ukraines udenrigspolitik imellem øst og vest 10.1. Ukraines økonomiske afhængighed af Rusland og Kravtjuks økonomiske politik. 10.2. Ukraines militærdoktrin formuleres. 10.2.1. Kravtjuks forslag om en centraleuropæisk sikkerhedsstruktur. 10.3. Ukraines udenrigspolitik på den nordøstlige akse: 1991-1994 Anerkendelse og adskillelse 10.3.1. Kravtjuks SNG-politik. v

10.3.2. Ruslands manglende anerkendelse af Ukraines territoriale integritet og grænser. 10.3.3. Sortehavsflåden og Sevastopol status. 10.3.4. Den russisk-ukrainske energikrise 1993-1994. 10.3.5. Atomnedrustningen. 10.3.6. Delkonklusion: Ukraines udenrigspolitiske adfærd 1991-1994 Suverænitet over militær sikkerhed og økonomisk velstand. 10.4. Ukraines udenrigspolitik 1994-1999 Tilnærmelse til vesten. Pragmatisk politik over for Rusland 10.4.1. Kutjmas hamskifte og vestvending. 10.4.2. Kutjmas forhold til Rusland og SNG-samarbejdet 1994-1999. 10.4.3. Et materielt perspektiv på Ukraines manglende integration i SNG. 10.4.4. Delkonklusion: Kutjmas multivektorale politiks succes - den bilaterale traktat med Rusland og NATO Charteret. 10.5. Ukraines udenrigspolitik 1999-2003 Kutjmas geopolitiske bluff over for vesten og accept af Putin som sin partner 10.5.1. Realiteten bag vestens Ukrainepolitik og Kutjmas multivektorale udenrigspolitik. 10.5.2. Ukraines selvstændigheds ikke-revolutionære karakter. 10.5.3. Magtpolitik i Kutjmas Ukraine og dets betydning for udenrigspolitikkens formulering. 10.5.4. Indenrigspolitikkens forrang i ukrainsk udenrigspolitik. 10.5.5. Putins stringente Ukrainepolitik. 11. Konklusion vi

1. Indledning Det er umuligt at flå fra vores hjerter, at ukrainere er vort eget folk. Dette er vores skæbne vores fælles skæbne. Præsident Boris Jeltsin, november 1997 1 Ukraine, in the form it currently exists, was created in the Soviet times, it received its territories from Poland, ( ) from Czechoslovakia, from Romania ( ).Then, it received huge territories from Russia in the east and south of the country. It is a complicated state formation. If we introduce into it NATO, problems, other problems may put the state on the verge of its existence ( ) seventeen million Russians currently live in Ukraine. Who may state that we do not have any interests there? South, the south of Ukraine, completely, there are only Russians. Premierminister Vladimir Putin 2008 2 Fra et dansk perspektiv anno 2009 virker det naturligt, at der eksisterer et selvstændigt land, der hedder Ukraine, hvis indbyggere er ukrainere og taler ukrainsk. Den betragtning er imidlertid kun naturlig, hvis man ikke kender landets historie. For mange både i og udenfor Rusland er det svært at se ukrainere som et distinkt folk med en distinkt kultur og nation. Før Ukraines selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 havde Ukraine været en del af det russiske imperium siden starten af 1700- tallet. Det er en af grundene til, at Ukraines transformation fra sovjetrepublik til selvstændig stat er en proces med mange dimensioner og store udenrigspolitiske udfordringer. Taras Kuzio 3 har argumenteret for, at de postkommunistiske transitioner adskiller sig fra den traditionelle model for transitioner fra autokrati til demokrati, der blev forsøgt etableret teoretisk efter transitionerne i Sydeuropa og Latinamerika i 1970erne og 1980erne. Transitionen i Østeuropa efter 1989 var dobbelt, fordi den indebar både opbyggelsen af demokratiske institutioner, men også overgang til markedsøkonomi. For Ukraines vedkommende var transitionen firedobbelt, fordi den ud over det første to også indebar skabelsen af en levedygtig stat og en fælles nationalidentitet 4 som basis for et nyt politisk fællesskab, der ikke eksisterede i 1991 (Kuzio 2000a). Hertil kunne man føje, at Ukraines 70 år som sovjetisk kernestat og før det 200 år som del af zarriget også betød, at en femte transition måtte iværksættes før selvstændighed fuldt kunne opnås: En postimperial transition, der skulle vikle Ukraine ud af unionsrelationer med Rusland og 1 Ifl. Bukkvoll 2001:1142. 2 Uddrag fra Putins tale ved NATO topmødet i Bukarest, 2.4.2008. www.unian.net 3 Ukraine ekspert. www.taraskuzio.net 4 National identitet refererer her til den samling af faktorer, der forener befolkningen i en stat til ét politisk fællesskab, og som differentierer dette fællesskab over for andre staters nationale fællesskaber. En nation kan defineres som en befolkningsgruppe der har opnået en sådan fælles samhørighed. (Hansen et al. 2000:273-4) Side 1/89

erstatte dem med bilaterale relationer, der aldrig før havde eksisteret. Ukraine skal kæmpe imod en udenrigspolitisk mentalitet og strategisk kultur i Rusland, der ser det som naturligt at intervenere i det russiske nærområde, hvori Ukraine jf. Putin og Jeltsin udgør en særstilling. (Deyermond 2008:35-6). Ukraines russiske problem udgør en permanent faktor i formuleringen af ukrainsk udenrigspolitisk og har domineret landets første 10 år som selvstændig stat. Ikke bare udadtil, i forholdet til Rusland og Europa, men også indadtil i forhold til at skabe et nyt politisk fællesskab, der kan inkludere Ukraines store russiske mindretal i øst. Hvordan kan Ukraine vende sig imod enten vest eller øst, når begge dele fremmedgør store dele af landets befolkning? Ukraines to første præsidenter Leonid Kravtjuk og Leonid Kutjma, hvis lederskab overså Ukraines femdobbelte transition, er dette speciales hovedaktører. Af dem er Kutjma den eneste, der har fået en politisk arv i vestlig politisk bevidsthed, og den er primært negativ. Kutjma huskes som en uvederhæftig politiker, der proklamerede at ville tilnærme Ukraine til vesten, men hvis reelle politik ikke levede op til vestens krav om økonomiske reformer, demokratiske procedure eller politisk gennemsigtighed. Kutjmagate i november 2000 fik vestens øjne op for regimets sande ansigt. Afsløringen i parlamentet af, at der eksisterede hemmelige optagelser af præsident Kutjma, udført af en sikkerhedsvagt, viste, at præsidentens sande ansigt var milevidt fra hans offentlige optræden. På optagelserne optræder Kutjma som en mandschauvinistisk antisemit, der ved tre lejligheder taler om at ordne en ukrainsk politisk journalist, Georgij Gongadze og taler generelt om systematisk at chikanere politiske modstandere. Det hovedløse lig af Gongadze var fundet i samme måned, efter at journalisten havde været forsvundet siden september. Kutjmagate blev starten på den folkebevægelse Ukraine uden Kutjma, der var medvirkende til regimets fald i 2004 (Yekelchyk 2007:209-10, Åslund et al. 2006:32-33). Kutjmas ry for autokrati, nepotisme og korruption er fuldt fortjent, men som udenrigspolitisk aktør er det ikke retfærdigt med romantiske vestlige briller at skose Kutjmas administration for ikke entydigt at vælge vesten. Kutjmas regering har haft vanskelige vilkår for en selvstændig ukrainsk politik. Han videreførte sin forgængers målsætning om at tilnærme Ukraine til vesten, men var akut opmærksom på Ukraines strukturelle afhængighed af Rusland og begrænsede handlerum over for denne trussel. EU og NATO medvirkede til, at Ukraines udenrigspolitik nødvendigvis måtte tilpasse sig Rusland ved at holde deres engagement i Ukraine på et uforpligtende niveau (Kuzio og Moroney 2001). Specialet vil forsøge at danne en syntese imellem materielle og immaterielle faktorer, der har påvirket Ukraines udenrigspolitiks første tiår (1991~2003) og forsøge at sætte dets Side 2/89

udenrigspolitiske adfærd i forhold til etablerede teorier om international politik som neorealismen og socialkonstruktivismen. Områdestudier af internationale relationer i den postkommunistiske region lider af en manglende relation til teorier om international politik (IP). Specialet vil argumentere for, at immaterielle variable som national identitet og historie må kombineres med materielle variable som økonomi og militær styrke i den teoretiske værktøjskasse for at få den bedste forklaringsmodel for udenrigspolitisk adfærd i den postsovjetiske region (Sørensen 2007). 1.1 Specialets opbygning Før problemstilling, analyseniveau og metode præsenteres, er det nødvendigt kort at gøre rede for, at Ukraine havde udsædvanligt svære vilkår som selvstændig udenrigspolitisk aktør i 1991. Dette atypiske empiriske afsæt er nødvendigt, fordi meget af Ukraines udenrigspolitiske adfærd i 1990erne var rettet mod at afhjælpe landets svaghed som stat, både indadtil og udadtil. I afsnit tre præsenteres kort Ukraines udenrigspolitiske kurs i sit første tiår, og herefter følger afsnit fire, problemstillingen. I afsnit fem diskuteres, hvilket forklaringsniveau der bedst tilbyder en forklaring på Ukraines adfærd, og afsnit seks konkluderer på denne diskussion. Dette følges af et metodeafsnit i afsnit syv. I afsnit otte præsenteres kort det flerfacetterede sikkerhedsdilemma, Ukraine stod over for i 1991. Herefter i afsnit ni diskuteres den største immaterielle variabel i ukrainsk udenrigspolitik, den ukrainske historietolkning og statsidentitets betydning for ukrainsk-russiske relationer. I afsnit ti begynder analysen, der er delt op i tre hovedafsnit: Ukraines udenrigspolitik under Kravtjuk 1991-1994, under Kutjma i hans første regeringsperiode 1994-1999 og i hans anden regeringsperiode 1999~2003. Det første afsnit om Kravtjuk administrationen tildeles relativt meget plads i forhold til de to andre afsnit i analysen, fordi Ukraines første fire år som selvstændigt land var en formativ periode for landets udenrigspolitiske kurs væk fra Ruslands magtsfære og grundlagde nogle hovedtræk i udenrigspolitikken, der ikke blev ændret på siden hen. Efter analysen følger konklusionen. 2. Ukraines postsovjetiske identitetskrise Det uafhængige Ukraine, der blev en realitet 1. januar 1992, arvede en kvasistat uden selvstændige politiske institutioner og et militær i overstørrelse uden selvstændige ledelsesorganer. Disse institutioner og strukturer kunne relativt let reformeres og genopbygges i forhold til forandringen af landets politiske elite, der var formet af kommunismens magtkultur og den splittede og svage nationalidentitet uden en fælles idé om selvstændighedens formål, der også var Ukraines sovjetiske arv. At Ukraine var en kvasistat betyder, at det kun i negativ forstand havde suverænitet over sit Side 3/89

territorium. Dets suverænitet var kun formel og beroede på fraværet af fremmed intervention. Ukraines statsbygning gik ud på at give staten positiv suverænitet, gøre staten i stand til at håndhæve sin suverænitet, indadtil i samfundet og udadtil over for dets naboer (Skak 1996:7-8). Indtil da måtte staten søge anerkendelse af og garantier for sin suverænitet i verdenssamfundet, reorganisere et nationalt forsvar og forsøge at undgå intern uro og separatisme. Årsagen til denne svaghed var bl.a., at Sovjetukraines grænser, som det selvstændige Ukraine arvede, var blevet trukket ud fra politiske og imperiale målsætninger mere end ud fra et ønske om en ukrainsk nationalstat. (Kuzio 1998b:19-20) Ukraines regioner havde i 1991 vidt forskellige etniske, kulturelle, historiske og religiøse baggrunde. De vestligste tre oblaster 5 Lviv, Ternopil and Ivano-Frankivsk, der tilsammen udgør regionen Galicien, kom først under sovjetisk kontrol med Molotov-Ribbentroppagten i 1939. Førhen havde de været under polsk (1387-1772) og Østrigsk (1772-1918) suverænitet. Som en konsekvens af Østrigs forsøg på at holde sammen på kejserigets mange etniske grupper fik ukrainere lov til at dyrke deres kultur og sprog og havde derfor i 1939, hvad man kan kalde en moderne ukrainsk nationalidentitet (Subtelny 1988: 237-42, Kuzio 1998a:2-4). Nutidens Sydøstukraine har derimod ikke nogen entydig ukrainsk oprindelse. Regionen kan defineres som de fire østligste oblaster: Zaporizhzhya, Dnepropetrovsk, Donetsk og Luhansk. Rusland etablerede gradvist kontrol over disse territorier fra slut 1600-tallet og igennem 1700-tallet. Regionens østligste del, Donbasregionen, der var en af de mest industrialiserede og urbaniserede regioner i det før-revolutionære Rusland, blev tilføjet Ukraine af bolsjevikkerne for at øge arbejderklassens styrke i det ellers førindustrielle og landbrugsdominerede land i 1921 (Kuzio 2000a:146-52). Hertil kommer Krimhalvøen, der havde været russisk siden 1700-tallet og først blev ukrainsk i 1954 på Nikita Krustjovs foranledning ved 300-års jubilæet for Pereyaslavtraktaten. 6 De østligste provinser har en industriel økonomi, tung kul-, stål- og våbenindustri, og er hovedsagligt befolket af russisk talende ukrainere. Vestukraine har en udpræget landbrugsdomineret økonomi, og er hovedsagligt befolket at etniske ukrainere, hvoraf mange er katolikker i modsætning til den russisk-ortodokse tro i øst (Shulman 1999: 914-5). Transitionsteoretikeren, Dankwart Rustow, pointerede allerede i 1970, at The hardest struggles in a democracy are those against the birth defects of the political community 7 5 Provinser i Ukraine. 6 I 1654 underskrev Bohdan Khmelnitsky, lederen af de dengang semi-uafhængige ukrainske kosakker, en aftale med den russiske zar, der accepterede dennes overhøjhed, men forsat garanterede de rettigheder og institutioner kosakkerne hidtil havde haft under polsk herredømme. Aftalen markerede begyndelsen til den senere russiske kontrol over det ukrainske land (Morrisson 1993, Plokhy 2001). 7 Rustow 1970:360 Side 4/89

En sådan birth defect var ifølge Rustow en manglende enighed om det politiske fællesskabs identitet. Modsat af hvad Karl Marx forudsagde, er demokratiet velegnet til at løse socioøkonomiske problemer, men dårligt til at løse religiøse og identitetsmæssige stridigheder. I økonomiske konflikter kan der indgås kompromisser, der omfordeler og forøger den fælles velstand. Identitet ikke kan deles på samme vis, og derfor er identitetskonflikter ofte et nulsums spil (Ibid:359-60). Det er en meget vigtig pointe, ikke kun for at forstå Ukraines interne politiske problemer, men også for at forstå det anspændte forhold til den gamle storebror Rusland. Ukraines sammensatte natur er et problem i dets udenrigspolitiske formulering, fordi staten her skal agere som en enhedsaktør, der definerer sig selv over for andre. Ukraine er et land, der er splittet med sig selv om, hvor det hører til. Europa eller Eurasien? Dette kan aflæses i befolkningens holdning til, hvorhen Ukraine burde orientere sig internationalt. Tabel 1. Ukraines udenrigspolitiske orientering i offentligheden fordelt på regioner (%). 1995. Kiev Vest Midt Øst Syd Krim Nationalt SNG 35,6 17,1 44,4 48,4 50,3 36,7 40,7 Rusland 8,9 11,5 19,6 19,0 11,9 35,6 17,5 Sortehavsregionen og Østersøen 1,1 1,6 1,1 1,9 3,1 1,1 1,7 Vesten 16,7 29,0 11,8 8,8 10,1 2,2 13,4 Selvstændig/selvhjulpen 17,8 24,3 12,2 9,2 11,9 6,7 13,2 Regionalt 5,6 5,6 1,8 4,9 3,8 4,4 4,2 Andet 6,7 1,9 1,9 2,5 0,6 1,1 2,4 Ved ikke 7,8 11,5 11,5 8,0 12,6 12,23 9,5 Politychnyi Portret Ukraiiny, No.11, 1995 ifl. Kuzio 1998b:41 Tabel 1. viser, at Vestukraine i 1995 var mere end dobbelt så tilbøjelig til at synes, at Ukraine skulle være selvhjulpen eller orientere sig imod vesten, mens det forholdt sig omvendt i Østukraine i forholdet til Rusland og SNG. Den nationale orientering imod SNG og Rusland (58,2 %) var større end den nationale orientering imod vesten eller Ukranie som selvhjulpen stat (26,6 %). Under den orange revolution 8 i 2004, så man, at dette ikke havde ændret sig på 10 år. De geografiske 8 Da regeringen erklærede Viktor Janukovitj vinder af 2. valgrunde af det stærkt manipulerede præsidentvalg 21. november 2004, gik modkandidaten Viktor Jusjtjenkos tilhængere på gaden i deres orange valgkampagnefarver. Efter ugers protest blev valget erklæret ugyldigt og en ny valgrunde 25. december gav Jusjtjenko sejren. Oprøret kunne både Side 5/89

stemmemønstre var meget stærke. Øst og syd stemte udpræget på den pro-slaviske Janukovitj, der var Kutjmas kandidat og anbefalet af Kreml, mens Vest og Midtukraine stemte udpræget på den pro-europæiske Jusjtjenko, der havde vestens støtte. I hovedbyen i Vestukraine, Lviv, fik Jusjtjenko 93,7 % af stemmerne. I Donetsk, hovedbyen i Donbas, fik han 4,2 % (Stepan 2005:295). 3. Det selvstændige Ukraines udenrigspolitik imellem Europa og Rusland Med denne identitetssplittelse i baghovedet kan det virke paradoksalt, at det europæiske narrativ har været så dominerende i både Leonid Kravtjuk, Leonid Kutjmas og nu også Viktor Jusjtjenkos præsidentperioder (K. Wolczuk 2000, Kobzar 2007). Ukraines vestvending går grundlæggende imod befolkningen i Ukraine, der med overvældende flertal igennem 15 år har afvist NATOmedlemskab, og som også er skeptisk over for EU. I 2005 viste en meningsmåling, at 46 % ville stemme ja til EU, 54 % nej. For NATO var tallene 22 % ja og 78 % nej (Munro 2005:44-5). Ukraine har både økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt forsøgt at integrere sig i de vesteuropæiske politiske institutioner og sikkerhedsstrukturer. Før 1994, hvor Ukraine bl.a. pga. sin langtrukne atomafrustning og sine minimale økonomiske reformforsøg var internationalt isoleret, var vesten ikke interesseret, men efterhånden som det euroatlantiske forhold til Rusland blev dårligere, lykkedes det at præsentere Ukraine som en central del af europæisk sikkerhed. Zbigniew Brzezinski 9 beskrev Ukraine som et led, der kunne svinge den ene eller anden vej til enten Rusland eller NATOs fordel, og at det derfor var vigtigt for vesten at inkludere Ukraine (Brzezinski 1997:40). I 1994 gik denne besked igennem til især den amerikanske administration. I oktober 1996 erklærede USA det ukrainsk-amerikanske forhold for et strategisk partnerskab, og Ukraine blev følgende den tredjestørste modtager af amerikansk bistand, kun overgået af Israel og Egypten (Kuzio 2003:23, Garnett 1998, Mroz og Pavliuk 1996). I 1998 var det lykkedes for Kiev at gøre Ukraine til en hjørnesten i Europas og USA s forståelse at regionens stabilitet og sikkerhed. Højdepunktet for denne politik var underskrivelsen i 1997 af Charteret for et Distinkt Partnerskab med NATO og underskrivelsen af den flere gange udsatte traktat om Venskab, Samarbejde og Partnerskab med Rusland, der løste flere udeståender imellem de to. I traktaten anerkendte begge stater betingelsesløst hinandens suverænitet og territoriale integritet, og udskød afgørelsen af ses som en protest fra Vestukraine imod Kutjmas manglende respekt for demokratiet, såvel som en opstand imod russisk indblanding i ukrainsk indenrigspolitik, der i perioden op til valget havde været åbenlys. (Yekelchyk 2007: 216-221). 9 Polskfødt embedsmand, der igennem sit virke i amerikansk udenrigspolitik kan ses som tilhænger af ukrainsk selvstændighed og integration i vestlige institutioner. Side 6/89

Ruslands sortehavsflådes placering på Krim til 2017 med en 20 årig lejeaftale (Klympush 1999:245-6). I 2002 erklærede Kutjma, at Ukraines langsigtede mål var at opnå fuldt medlemskab i både EU og NATO. Ukraines tilnærmelse på den eurasiske akse til Rusland og SNG-samarbejdet 10 har omvendt været meget behersket, hvis det implicerede afgivelse af suverænitet. Ukraine afviste fra 1992 at deltage i en overnational sikkerhedsstruktur med Rusland ved at nationalisere hæren og alt sovjetisk materiel på dets territorium og undlod desuden at underskrive Tasjkenttraktaten som en afløser for Warszawapagten. 11 Siden da har Ukraine haft observatørstatus i SNG og modsat sig alle forsøg på at oprette koordinerende institutioner med overnationale beføjelser også på det økonomiske område (Chudowsky 2002). Samtidig har Ukraine umiddelbart efter sin selvstændighed forsøgt at balancere Rusland sikkerhedspolitisk igennem forsøg på at etablere en regional sikkerhedsstruktur med de centraleuropæiske lande uden Rusland (Wolczuk 2003:98-100). Da dette ikke lykkedes, bl.a. pga. disse landes optagelsesmulighed i NATO, har Ukraine på anden vis med GUAM samarbejdet 12 forsøgt at skabe et internationalt samarbejde imellem de stater i sit nærområde, der har et kritisk øje til det russiske lederskab af SNG og er vestligt orienterede (Kuzio 2000b, 2001b:44-5, Chudovsky 2002:25-28). Samtidig har Ukraines nationaliseringsprojekt været entydigt pro-ukrainsk forstået sådan, at staten i sine symboler, sit historiesyn og sin uddannelses- og sprogpolitik ikke anerkender den lange russisk-ukrainske fælleshistorie som noget entydigt positivt, eller fordrer at den lange kulturelle og fysiske samhørighed, der er imellem folk i Rusland og Ukraine, bør sætte rammerne for nutidens relationer (Shulman 2005). På den anden side taler flere ting også for, at Ukraines vestvending siden 1991, og Europas støtte hertil siden 1994, ikke har haft en så substantiel karakter, som politikernes retorik giver udtryk for, og som et overfladisk resumé af landets internationale alliancepræferencer viser. Ukraines strategiske mål om et tilbagevenden til Europa blev efter 1998 nedtonet under Kutjmas anden regeringsperiode og blev uofficielt erstattet med et til Europa sammen med Rusland, der anerkendte, at Rusland var Ukraines strategiske partner og accepterede, at Rusland grundlæggende havde hånd- og halsret over Ukraines vestlige ambitioner (Kuzio 2003a, 2003b:33-35). Europa blev efterhånden klar over, at Ukraines udenrigspolitiske retorik lovede mere end realiteterne kunne 10 SNG, Sodruzjestvo Nezavisimykh Gosudarstv, Samfundet af Uafhængige Stater, et samarbejdsorgan, der samtidig med Sovjetunionens opløsning blev dannet ved en konference i Almaty, Kasakhstan. 12 af de 15 tidl. sovjetrepublikker er medlemmer; de tre baltiske lande er ikke (Hansen et al. 2000:360). 11 Tasjkenttraktaten eller Den kollektive sikkerhedstraktat blev underskrevet i maj 1992 af Rusland, Armenien, Tadsjikistan, Kasakhstan og Usbekistan som grundlag for en SNG-sikkerhedsalliance (Deyermond 2008:42-3). 12 GUAM samarbejdet består af Georgien, Ukraine, Aserbajan og Moldova. Organisationen blev etableret i 1997 som et alternativt samarbejdsforum til SNG og kan ses som en forsamling at stater, der er enige om en provestlig udenrigspolitisk kurs i opposition til russisk dominans af SNG. Uzbekistan var kortvarigt medlem fra 1999, men trådte ud igen (Kuzio 2000b, Smolansky 2004). Side 7/89

bære. Ukraines stagnerede demokratiseringsproces og Kutjmaregimets medvirken til menneskerettighedsovertrædelser betød, at Ukraines ledelse i stigende grad blev anset som et pariaregime, hvis multivektorale skiftende udenrigspolitik kun blev taget alvorligt af Rusland. Denne isolation fortsatte indtil efter den orange revolution, der ledte den pro-vestlige Viktor Jusjtjenko til magten. Ukraines udenrigspolitik virker forvirret og uden et langsigtet strategisk mål. Det er f.eks. symptomatisk for denne politik, at Kutjmas udmelding om, at Ukraine ønsker fremtidigt NATO-medlemskab, kom i 2002, da ukrainsk-euroatlantiske relationer var på nulpunktet som følge af flere skandaler. Kutjma udtalte i forbindelse hermed: I det år, der er gået, blev vores lands europæiske valg og dets strategiske mål konsolideret. Trinvist har Ukraine bevæget sig imod målet om integration i det europæiske fællesskab. Derfor er det værd at kigge på, hvilken udenrigspolitisk aktør Ukraine er, og i hvilket internationalt miljø det har udført sin politik. Hvad er ræsonen bag dets først vestvendte siden østvendte udenrigspolitik under Kravtjuk og Kutjma? 4. Problemstilling Specialet problemstilling er derfor: 1. Igennem en undersøgelse af Ukraines udenrigspolitik fra 1991-2003 at vurdere, hvorfor Ukraine udenrigspolitisk afviste Rusland, som det havde store økonomiske og sikkerhedsmæssige fordele af at arbejde sammen med/alliere sig med, for i stedet at engagere sig med vesten, der netop ikke til at begynde med ønskede at medvirket til dets sikkerhed? 2. Og sekundært, hvorfor landet siden hen under præsident Kutjma 1999-2003 ikke vedholdte en klart defineret vestvendt geopolitisk strategi. Specialets forklaringsobjekt eller afhængige variabel er med andre ord Ukraines balanceringsadfærd 1991-2003. 5. Forklaringsniveauer Ukraines balanceringsadfærd kan undersøges på fire forklaringsniveauer med et forskelligt antal antagelser om virkeligheden. Disse fire niveauer er: systemniveauet, omgivelsesniveauet, det intrastatslige niveau og eliteniveauet. På systemniveauet forklares enhedernes (staternes) adfærd ud Side 8/89

fra en generel systemisk logik, der gælder alle stater i systemet. En sådan forklaring analyserer, hvordan det internationale systems magtbalance påvirker enhederne (staterne) til at agere. Omgivelsesniveauet anskuer verden fra en stats perspektiv. Statens umiddelbare omgivelser er centrale for forklaringen af dens adfærd. Disse kan beskrives objektivt som på systemniveauet. Regional magtbalance bestemmer, hvordan stater allierer sig ud fra hver enkelt stats omgivelsespolaritet. Det intrastatslige niveau forsøger at forklare udenrigspolitik med faktorer inden for statens grænser. F.eks. konkurrencen imellem politiske partier, interesseorganisationer, den offentlige mening eller national identitet. Eliteniveauet forsøger at forklare udenrigspolitik med udenrigspolitiske aktørers personlige opfattelse af deres stats udenrigspolitiske miljø og handlemuligheder (Mouritzen 1999:8-9). Hver gang vi træder et niveau ned på abstraktionsstigen med systemniveauet som det mest abstrakte, ophæves en eller flere antagelser, der gør forklaringen af Ukraines udenrigspolitiske ageren mindre generel (alment gældende for alle stater) og mere specifikt gældende i netop Ukraines tilfælde (Mouritzen 1999:8-9). Samtidig flyttes forklaringen fra et strukturelt perspektiv på systemniveauet (systemets struktur betinger adfærd) til et voluntaristisk perspektiv på eliteniveauet (aktørernes verdensopfattelse betinger adfærd). En forklaring der anvender eliteniveauet er derfor meget udførlig og detaljeret, fordi den inddrager idiosynkratiske kendetegn for det enkelte tilfælde. Derfor kan den følgelig forklare mere, men til gengæld mister forklaringen et universelt sigte og kan ikke bruges til teoridannelse. Hvis problemstillingen kan besvares fyldestgørende uden at bevæge sig ned på det meget specifikke analyseniveau, er det derfor at foretrække. Det er ingen kunst at forklare meget ved meget (Mouritzen 1999:10). I det følgende vil jeg forsøge at sætte Ukraines udenrigspolitik ind i en teoretisk kontekst i forhold til de fire forklaringsniveauer. 5.1 Systemforklaringer og ukrainsk udenrigspolitik En forklaring på systemniveauet af Ukraines adfærd kalder på de klassiske teorier om international politik som neorealisme og neoliberal institutionalisme, der begge antager, at den vigtigste determinant af staters udenrigspolitik er det internationale statssystems mangel på lov og orden til at regulere staters adfærd. Dette niveau antager, at alle stater, der som ensartede enheder står over for samme omgivelser (systemet) handler efter samme logik, fordi stater er optaget af deres sikkerhed og handler på denne udfordring som en rationel enhedsaktør. For neorealismen som defineret af Waltz (1979), er systemets logik, at det er struktureret af en mangel på orden, dvs. anarki. At systemet består af enhedsaktører, stater, der Side 9/89

fungerer uafhængigt af hinanden, og at distributionen af materielle kapabiliteter afgør, om systemet er bi-, tri- eller multipolært, dvs. at kun materielle faktorer har betydning for staters sikkerhedsopfattelse (Waltz 1979 pp. 79-101). For at overleve vil staterne forsøge at afbalancere hinandens magt for at undgå krig, og denne magtbalance imellem staterne vil være bestemt af deres respektive styrkeforhold (tekniske og materielle duelighed) og deres egeninteresse i at opnå fordele på den andens bekostning. Stater vil således være optaget af at opnå relative indbyrdes fordele af materiel karakter, f.eks. økonomisk eller militært (Glenn et al. 2004:21-27). Neoliberal institutionalisme gør ikke grundlæggende op med neorealismens antagelse, at det internationale statssystem er anarkisk, eller at staterne er rationelle sikkerhedsmaksimerende enheder. Hvor realisterne følger Hobbes argument om, at et system uden hegemoni uvægerligt vil føre til konflikt, tager liberalisterne Lockes indsigt til sig, at i et sådant system vil naturtilstandens ubehageligheder få staterne til at afbøde anarkiet ved at danne en form for civilt statssamfund (D Anieri 2002:40). En høj grad af institutionalisering af det internationale samfund er i staternes egeninteresse, fordi det afbøjer det anarkiske systems negative effekter ved at begrænse de stærkeste staters mulighed for at udøve deres magt alene (Keohane 1989). Som en forklaring af Ukraines allianceadfærd står systemforklaringerne svagt. Waltz neorealisme kan ikke forklare, hvorfor Ukraine efter 1991 for alt i verden ville undgå en fælles sikkerhedsstruktur med Rusland og i stedet forsøgte at blive NATO og USA s allierede. I en realistisk optik burde Ukraine være påvirket af systempolariteten, der efter den kolde krigs afslutning har været unipolær. Ukraine burde derfor forsøge at afbalancere den stærkeste magt i systemet, USA, eller hvis det er for svagt (som Ukraine er i realistisk optik) ved at gå i alliance med andre magter, altså f.eks. gå med Rusland imod NATO og USA. (Se figur 1.) Alligevel har Ukraine forsøgt at undgå en alliance med russerne med alle midler, også selvom der var store strukturelle fordele ved en sådan alliance pga. den store fælles strategiske infrastruktur landene deler, fælles sprog og de ens våbenog kommandosystemer fra sovjettiden (Barany, & Volgyes 1995). Hertil kommer, at Ukraine i 90erne afsagde sig retten til at beholde den tredjestørste atomslagstyrke i verden ved at aflevere den til destruktion i Rusland. Dette ville ikke give mening, hvis Ukraine udelukkende målte sikkerhed i materielle kapabiliteter (D Anieri 2002:47). Neoliberal institutionalisme kan heller ikke forklare Ukraines forhold til internationale institutioner som SNG og NATO/EU. Hvis systempolariteten var styrende, ville Ukraine som svag magt være lige opsat på, at indgå i internationalt samarbejde med både NATO/EU/USA og Rusland, Side 10/89

der alle er stærkere end det selv, men Ukraine har ikke et entydigt forhold til internationale institutioner. Figur 1. Ukraines plads i den globale polaritet efter 1991: Global unipol: USA/NATO Ikke-pol: Ukraine Over for Rusland har Ukraine adopteret realismens svar på den neoliberale ide om at binde stormagter igennem internationale institutioner: Stærke stater bruger institutioner til at dominere svage stater, og svage stater bør derfor undgå at deltage. Selvom Ukraine var stærkt afhængig af Rusland økonomisk, og havde mellemværender med stormagten som f.eks. gældsbetaling, der direkte truede landets suverænitet, forsøgte Ukraine ikke at binde Rusland i et institutionelt samarbejde, men har insisteret på at interagere med det igennem bilaterale aftaler. 13 En tilhænger af teorien ville måske anføre, at ingen ville forvente, at realisternes realist Rusland ville kunne bindes af institutioner, hvorfor Ukraines adfærd er rationel, men dermed er argumentet for institutioner samtidig modsagt. Ukraine har derimod været villig til at acceptere suverænitetsafgivelse og deltagelse i en kollektiv sikkerhedsstruktur igennem sine tilnærmelser til EU og NATO, men har ikke fået tilbudt medlemskab. Fra systemperspektivet er dette et paradoks (D Anieri 1997a, 1997b, 2002, Kramer 1999:389). 13 Sammenhængen imellem gæld og suverænitet eksisterer fordi Rusland i flere omgange truede Ukraine med at lukke for gassen, hvis ikke Kiev betalte eller accepterede Ruslands krav om delingen af sovjetiske aktiver på ukrainsk jord (Abdelal 2004). Side 11/89

5.1.1 Kan neorealismen forklare udenrigspolitik? Waltz teori er med vilje asketisk i sin opbygning. Den ser staters adfærd som bestemt af en enkel sammenhæng, der gælder universelt for alle stater frem for som resultatet af en kompleks sammenhæng. Waltz hævder derfor, at neorealismen ikke kan anvendes i studiet af enkelte landes udenrigspolitik. I stedet for specifikke staters adfærd kan den forklare big and important things som f.eks. det tilbagevendende mønster af krig og sikkerhedsmaksimerende adfærd hos stater. Det passer dog dårligt med, at Waltz selv skriver, at han ønsker at forklare både behaviour and outcome, dvs. både staters adfærd og resultatet af staters interaktion, krig/fred, stabilitet/ustabilitet. Man kan ikke have en god teori om IP, der ikke samtidig er en god teori om de vigtigste enheders adfærd i international politik (Waltz 1996, Mouritzen 1999:8,32, Glenn et al. 2004:28-29). 5.2 Omgivelsesniveauet og ukrainsk udenrigspolitik En forklaring på omgivelsesniveauet opgiver systemniveauets antagelse om, at systempolariteten påvirker alle stater lige meget. Staters evne til at projicere magt i systemet aftager med afstand. Derfor var USA s unipolære verdensordens opståen efter 1991 heller ikke den væsentligste determinant af Ukraines udenrigspolitik som selvstændig stat, ligesom den bipolære systemiske polaritet, der eksisterede under den kolde krig, heller ikke var determinerende for ukrainsk udenrigspolitik, da Ukraine var en del af Sovjetunionen. Det er pointen i omgivelsesperspektivet: Fordi staterne i det internationale system er ubevægelige enheder, skal de kun tilpasse sig et lokalt sikkerhedsdilemma frem for et systemisk sikkerhedsdilemma som hos Waltz. 14 (Mouritzen 1999:17). De nære omgivelsers magtbalance betyder derfor relativt mere for en stats sikkerhedsopfattelse. Hertil kommer, at en stats geopolitiske nære omgivelser er særegne og stabile over lang tid. Et lands geografi, historie og kulturel interaktion med omverdenen skaber kontinuitet i dets geopolitiske sikkerhedsdilemma. Ukraines relativt store afstand til stormagterne i Europa, men nærhed til stormagten Rusland, en placering der i historisk perspektiv har kostet Ukraine sin selvstændighed det meste af tiden, er en arv, der i dag præger ukrainsk udenrigspolitik (Kuzio 1995: 7-13). Pereyaslavtraktaten og det sikkerhedsdilemma Bohdan Khmelnitsky befandt sig imellem Polen, tatarerne på Krim og Rusland i 1650erne, repræsenterer en sikkerhedspolitisk konstant i ukrainsk udenrigspolitik. Valget imellem øst og vest. Ukraines geografi på steppen 14 Strategiske våben som atomvåben svækker ganske vist betydningen af geografi pga. deres fremføringsmidlers rækkevidde, men pga. deres særlige karakter og sjældne brug er betydningen af konventionelle styrker og geografi stadig central for regional polaritet. Side 12/89

imellem andre stater har gjort forsvar svært og forhindret statsdannelse. Ukrainsk sikkerhed har altid skulle søges i alliancer med omverden (Kuromiya 2006:47). Det selvstændige Ukraine, der kortvarigt opstod efter 1. Verdenskrig, 1917-1921 fra det russiske imperium havde så unipolær omgivelsespolaritet, at landet igen mistede sin selvstændighed og blev inkorporeret i Sovjetunionen. I den forstand var etableringen af sovjetrepublikken Ukraine, ikke et brud med den russiske dominans af det ukrainske territorium siden omkring 1700. Derimod betød den kolde krigs afslutning, at landet fra at have unipolære nære omgivelser, totalt domineret af Rusland, trådte ind som ikke-pol i et asymmetrisk bipolært system (se figur 2). Omgivelsespolariteten er bestemt af antallet af magter, der kan projicere markante positive/negative sanktioner i forhold til statens territorium. Ukraines forhold til andre regionale naboer er således kun vigtigt, for så vidt det kan hjælpe med at forklare Ukraines positionering imellem polmagterne Europa og Rusland. Europas NATO- og EU-medlemsstater har fra Ukraines synspunkt efter 1991 i praksis haft sammenfaldende sikkerhedsinteresser og tæller derfor som én pol i dette perspektiv. Figur 2. Ukraines nære omgivelsers polaritet efter 1991: Asymmetrisk bipolaritet EUROPA UKRAINE RUSLAND Regional pol Stærk magtprojektion Ikke-pol Svag magtprojektion Efter 1991 lå Ukraine stadig imellem de to regionale polmagter, Europa og Rusland, men landet kunne nu for første gang træde ud af en russisk domineret sikkerhedsstruktur og vælge en udenrigspolitik, der ikke var dikteret af Kreml. Men Ukraines omgivelsespolaritet var stærkt Side 13/89

asymmetrisk. Dets nærhed og geografi gav Rusland langt større magtprojiceringsevne over dets territorium end Europa, uanfægtet Ruslands overgang fra supermagt til stormagt efter 1991. Alene Ukraines lange landgrænse til Rusland og dens svært forsvarlige flade geografi gør Ruslands store konventionelle styrker til en større objektiv militær trussel end NATO. Samtidig betød dets fjerne afstand fra Europa, at landet ikke var en naturlig kandidat til hverken NATO- eller EU medlemskab. Stephen Walts allianceteori udviklet igennem et casestudie af Mellemøsten er et eksempel på en teori, der arbejder på omgivelsesniveauet og både anvender materielle og immaterielle variable. Walt kalder selv sin teori for neorealistisk, men ved at sige at stater balancerer imod den største trussel og ikke den største magt, bevæger Walt sig væk fra en forklaring på systemniveauet og over imod en analyse, der vægter omgivelsespolaritet højere end den systemiske polaritet. Samtidig betyder vægten på trussel frem for magt alene, at materielle kapabiliteter kun er truende, hvis enhederne i systemet tillægger dem mening som trussel. Hermed kunne man sige, at Walt reelt har brudt med Waltz grundlæggende antagelser om at materielle kapabiliteter og systemisk polaritet alene dikterer systemets struktur, og derfor ikke kan kalde sin teori neorealistisk (Walt 1987:17-28) 15. Ud fra omgivelsesniveauet giver det mening, at Ukraine har forsøgt at blive integreret i vestens sikkerhedsstrukturer, fordi Rusland er den største trussel imod dets sikkerhed. Det har forsøgt at danne alliancer imod Rusland, igennem det Centraleuropæiske sikkerhedsinitiativ i 1993, der imidlertid mislykkedes, og igennem etableringen af GUAM i overensstemmelse med det realistiske argument om, at tilstedeværelse af en trussel stimulerer til alliancedannelse imod den (Kuzio 2000b). Dette argument holder bare ikke, hvis vi har som antagelse, at staters førsteprioritet i deres udenrigspolitik er en løsning på sikkerhedsdilemmaet som følge af manglen på international orden. Ukraine har ikke haft muligheden for reelle sikkerhedsgarantier fra vesten og er ikke stærk nok i sig selv til at kunne forsvare sig imod et russisk angreb. Derfor ifølge Walt burde Ukraine som en svag stat, hvis sikkerhed er truet, foretrække en alliance med den mest truende magtfrem for at stå alene. Denne bandwagoning effekt kan ifølge Walt opstå, når stater: 1. Ønsker del i deres nye allieredes militære sejr. 2. Ønsker at fredeliggøre stormagten i håbet, at deres nye allierede vil angribe andre stater end dem selv. 3. Ønsker at alliere sig med stater med stor magt og offensive kapabiliteter. 4. Er inden for tæt geografisk afstand til stormagten. 5. Er svage. 6. Er ude af stand til at slutte sig til en anden alliance. (Walt 1987:172-78) 15 Fremover vil analysen, når den refererer til realismen, henvise til Walts teori om trusselsbalance. Side 14/89

De tre sidste forhold må siges at gælde for Ukraine. Grundstenen i Ukraine udenrigspolitik siden 1991 har været at undgå bandwagoning med Rusland og i stedet tilnærme sig EU og NATO, selvom ingen af de to har villet give håndfaste sikkerhedsgarantier eller stillet medlemskab i udsigt. Noget tyder på, at Ukraine enten ikke har følt sig for alvor militært truet på sin overlevelse, eller har opfattet sikkerhed som andet end militær sikkerhed alene (Wolczuk 2003:12-13, Kuzio 2003). Denne adfærd kan kun forklares med realismen ved at sige, at Ukraines omgivelsespolaritet i perioden lige efter 1991 har været diffus pga. den betydelige afspænding af sikkerhedssituationen, som hele regionen oplevede efter Sovjetunionens kollaps. Ukraine kunne derfor kunne tillade sig at tilnærme sig vesten, fordi Rusland var blevet så svag, at et militærangreb herfra var usandsynligt. Ukraines balancering af Rusland ville dog kun kunne fortsætte, hvis landet på sigt kunne få adgang til en vestlig alliance, som det f.eks. skete for de baltiske lande, Polen, Ungarn og Tjekkiet. Denne mulighed var/er ikke åben for Ukraine, og derfor burde man forvente, at Ukraine ikke på længere sigt ville kunne undgå at alliere sig med et stærkere Rusland for at fjerne truslen herfra. Dette skete ikke under Kutjma, der nok tilnærmede Ukraine til Rusland på andre fronter i sin sidste præsidentperiode, men aldrig accepterede Tasjkenttraktaten eller andre tiltag, der ville indordne Ukraines sikkerhedspolitik under Rusland, eller involverede Ukraine mere i SNG. Dette er endnu mere mærkeligt set i lyset af, at Ruslands udenrigspolitiske doktrin om at dominere sine nære omgivelser fra sovjettiden hurtigt efter 1994 viste sig at være intakt, selvom den ikke længere afspejlede landets materielle kapabilitet (Solchanyk 1998:30ø, Skak 2000). Efter 2000 under Putin er russisk udenrigspolitisk doktrin vendt endnu mere tilbage til de gode gamle dage med en neoimperial forståelse af sit nærområde på baggrund af en stærk vækst i sine materielle kapabiliteter med reformering af hæren og atomslagstyrken (Skak 2000:2-7). Alligevel har Ukraine balanceret Rusland. Under præsident Jusjtjenko, 2004-2009 er udenrigspolitikken blevet endnu mindre akkommoderende over for Rusland. Denne adfærd tyder på ud fra princippet om statstilladelse, at Ukraine ikke har følt en tvingende ydre trussel mod sin sikkerhed fra Rusland, og at landets udenrigspolitik derfor i perioden 1991-2001 har kunnet tillade sig at tilnærme sig vesten i overensstemmelse med dets nationsbygningsprojekt. Statstilladelsesprincippet henviser til, at de ydre omstændigheder for en stat (f.eks. høj risiko for en krig man ikke kan vinde) kan blive så tvingende, at alle stater handler ens (sikkerhedsmaksimerende) og dermed udelukker betydningen af indenrigspolitiske faktorer i sin udenrigspolitiske formulering. Når de ydre trusler er fraværende kan indenrigspolitiske faktorer derimod være afgørende den førte politik (Mouritzen 1999:60). Dette stemmer bare ikke overens med, at situationen imellem Rusland og Ukraine i perioden 1991-1998 var ganske anspændt. Side 15/89

Rusland opførte sig over for Ukraine som en revisionistisk 16 magt, der ikke betingelsesløst ville anerkende status quo efter den kolde krig, men forhalede anerkendelse af Ukraines territoriale grænser indtil 1998, og gjorde anerkendelse betinget af Ukraines medlemskab af SNG, atomafrustning, gældsbetaling og russisk militær tilstedeværelse på Krim. Dog kom de skarpeste udmeldinger om annektering af Krim og Donbas ikke fra den udøvende magt, men fra parlamentarikere i russisk politik, men i 1990ernes kaotiske russiske politiske miljø var det bestemt ikke usandsynligt at en af disse hardliner-politikere kunne have vundet præsidentposten. Moskvas borgmester Juri Lusjkov, tidligere general Aleksander Lebed, kommunistlederen Gennadij Sjuganov var alle af den overbevisning, at Sevastopol var russisk, og at Ukraine burde følge Hvideruslands eksempel og reintegrere sig med Rusland (Sherr 1997:45). Alligevel orienterede Ukraine sig stædigt imod vest. 5.3 Det intrastatslige niveau og ukrainsk udenrigspolitik Det intrastatslige niveau tilbyder mange faktorer, der kan have analytisk relevans. Det politiske og økonomiske samfunds styrke og karakter, militærets opbygning og styrke, national identitet etc. Alle er en del af et bredere koncept, grand strategy, der indeholder hele statens evne til at agere som udenrigspolitisk aktør (Rosencrance & Stein 1993:4). Her fokuserer jeg på tre markante træk ved Ukraine som stat: Ukraines sovjetiske arv som kvasistat, det historiske forhold til Rusland og den ukrainske afhængighed af russisk økonomi og energi efter 1991. Tilsammen peger disse faktorer på, at postkoloniale 17 stater som Ukraine, har en historisk bagage, der får dem til at agere som identitetsmaksimerende frem for sikkerhedsmaksimerende. Det er en socialkonstruktivistisk tilgang til udenrigspolitik, som kort må beskrives. Socialkonstruktivismen som defineret af Aleksander Wendt (1992, 1994) hævder, at interaktionen imellem stater grundlæggende er en social interaktion, der på samme måde som interaktion imellem mennesker kan ændre de deltagende parters identiteter og præferencer. Forholdet imellem to stater er udviklet over tid igennem historisk praksis, der bestemmer hvordan stater opfatter hinandens hensigtserklæringer og intentioner. F.eks. er historisk praksis afgørende for, om en stat opfatter andre som en trussel eller ej. På den måde ser konstruktivister staters præferencer og identitet som afledte størrelser, der kræver forklaring, frem for at formode 16 Mouritzen definerer en revisionistisk magt som en stat, der grundlæggende er utilfreds med tilstanden i sine omgivelser, og som derfor har planer om at ændre dem, evt. med magtmidler. I forhold til sådan en magt må en svag stat hurtigt søge en modalliance eller acceptere bandwagoning (Mouritzen 1999:65). 17 Postkolonialisme skal her forstås som den proces, hvori en ny stat bestrider den diskurs, magtstruktur og det sociale hierarki, staten tidligere var indlejret i som koloni. (Gilbert, Tompkins 1996:2) Side 16/89

aktørernes præferencer og identiteter på forhånd og drage forventninger til adfærd herfra (Katzenstein 1996 pp. 2-4, Wendt 1992, 1994). På den måde argumenteres der for, at aktører handler over for andre aktører med baggrund i den mening, de tillægger dem, i stedet for at handle ud fra en generel rationel eller materiel logik, som realismen eller neoliberal institutionalisme tilsiger. Med konstruktivismen giver Ukraines forskellige opførsel over for hhv. Europa og Rusland mening, fordi landets elite opfatter Rusland som en større trussel end Europa og NATO, og fordi førstnævnte udfordrer elitens opfattelse af Ukraine som et selvstændigt uafhængigt land, der selv kan bestemme sin udenrigspolitik (D Anieri 2002: 40-41). I forhold til de to variable betød den historiske praksis med Rusland, at så længe Ukraine ikke fik stolen sat for døren, f.eks. i tilfælde af krig imellem polmagterne i dets region eller med Rusland, ville det aldrig vælge at reintegrere sig med Rusland, da dette netop ville indebære at give køb på dets opnåede uafhængighed og selvstændige ukrainske identitet. Identitet stod over økonomiske interesser og sikkerhed. I forsøget på at afhjælpe dets svagheder som kvasistat måtte Ukraine iværksætte et stats- og nationsbygningsprojekt, der skulle skabe en stat med intern og ekstern suverænitet over sit territorium og give staten en national fortælling, der legitimerede uafhængigheden fra Rusland. Dette peger på svagheden i teorier, der anvender system- og omgivelsesniveauet. Fordi de tager udgangspunkt i internationale relationer imellem stærke (vesteuropæiske) stater anser de ikke suverænitet og statsidentitet som elementer af udenrigspolitisk formulering. I Vesteuropa er disse elementer af statsbygning for længst færdigdannede og ubestridte, og bevarelse af dem er ikke en del af udenrigspolitikkens målsætninger. I den postsovjetiske sfære er statsidentitet og suverænitet omstridte størrelser, der skal markeres og hæges om. Ukraine og Ruslands identitetsprojekter er i strid med hinanden og gør relationerne imellem dem til et nulsums spil (D Anieri 2002:42-44). Tilnærmelsen til Europa, USA og NATO gav Ukraine sikkerhed i denne proces og tjente et suverænitetsstyrkende formål. Tilsammen betød dette, at så længe Rusland ikke ønskede at se russisk-ukrainske relationer uden for en unionslignende kontekst, endsige acceptere det endegyldige i ukrainsk uafhængighed, var politisk og militært samarbejde med Rusland uønsket. Samtidig er der en udenrigspolitisk lektie i Ukraines historiske praksis med Rusland. Staters internationale relationer eksisterer ikke i et historisk vakuum, som teorier på systemniveauet antager, men har fortidens skygge hvilende på sig. Den historiske arv i russisk-ukrainske relationer er vigtig for at forstå Ukraines elites nutidige modvilje imod bandwagoning med Rusland. Side 17/89

Ukraines fire selvstændighedsforsøg, 1654, 1709, 1917-1921 (se nedenfor) gik alle under, fordi staten var for svag og ikke kunne forsvare sig selv. Den historiske lektie af Ukraines samkvem med Rusland er kort fortalt, at Ukraine ikke kan være selvstændigt, så længe det er sammen med Rusland, men for enhver pris må holde sig selvstændigt og stærkt uden for Ruslands overherredømme. Hvis Ukraine lod sig genintegrere med Rusland i SNG, ville det aldrig opnå fuld intern og ekstern suverænitet og forblive en kvasistat. Denne historiske skygge har siden 1991 etableret sig i russisk-ukrainske relationer i form af et storebror-lillebror kompleks, der får materiel rationalitet til at fordufte i de bilaterale relationer. Ivana Kympush beskriver således russiskukrainske relationer som meget stabile i deres permanente tilstand af gensidige beskyldninger, uenighed om specifikke emner og konstante stridsbilæggelser igennem højstemte (men tomme) erklæringer om strategisk partnerskab (Klympush 1999:237). Dette anstrengte forhold og mængden af uafsluttede konflikter imellem de to parter i 1990erne har ført til en endeløs række bilaterale aftaler, deklarationer og traktater, men med meget lidt reelt fremskridt i deres forståelse af hinandens synspunkter. Fra 1992 til 1998 underskrev de to lande ikke færre end 180 bilaterale aftaler og traktater (Moshes 1999:263). Rusland og Ukraine havde en masse udestående konflikter med hinanden i 1990erne, og i disse kan man hævde, at begge blot hævdede deres objektive materielle interesser. Argumentet er her, at Ukraines opfattelse af, at Ruslands elite og befolkning ikke ville acceptere et selvstændigt Ukraine, er en afgørende faktor i forklaringen af, hvorfor konflikterne trak ud så længe, og hvorfor Ukraine ikke ville indgå i andet end et overfladisk samarbejde med Rusland. Denne tilgang har dog svært ved at forklare, hvorfor Ukraine under Kutjmas anden præsidentperiode 1999-2004 tilnærmede sig Rusland og tilsyneladende mistede viljen til at fortsætte integrationen hen imod det NATO- og EU-medlemskab, som det officielt stadig ønskede. For at forklare dette må eliteniveauet anvendes. 5.4 Eliteniveauet og ukrainsk udenrigspolitik En forklaring på eliteniveauet ville pege på, at Ukraines udenrigspolitiske formulering pga. statens svage institutionalisering, stærke eliter, og et svagt rets- og civilsamfund er totalt afskåret fra makrovariable som historisk praksis, men udelukkende er bestemt at elitens egeninteresse. Offentligheden, meningsfulde demokratiske procedurer eller sågar organer som f.eks. det Nationale forsvars og sikkerhedsråd, der officielt skulle bidrage til at formulere politikken, er under kontrol af en snæver elite, der ikke er påvirket af historiske lektier, men kun tænker på sig selv (Syvak 2003:59-64). Det betyder samtidig, at de politiske dokumenter, der er vedtages i parlamentet eller Side 18/89

per præsidentielt dekret om udenrigspolitikkens retning, f.eks. Hovedlinjerne i ukrainsk Udenrigspolitik fra juli 1993, blot er tomme erklæringer, der kun giver de helt basale og banale informationer om Ukraine som udenrigspolitisk aktør. Kuglerne for politikken bliver i virkeligheden støbt i en snæver og uformel kreds omkring præsidenten, og det var denne elites egeninteresse frem for en nationalinteresse, der afgjorde politikkens kurs. Det gør, at forklaringen kun kan anvendes til at beskrive Ukraines adfærd og lignende stater med oligarkiske eliter, svage institutioner og civilsamfund. (Kuzio 1995:21-34, D Anieri et al.1999a:227). Ukraines magtelite i 1990erne havde et stærkt element af uudskiftet nomenklatura, 18 der siden hen udviklede sig til en økonomisk elite, efterhånden som statens aktiver blev uligeligt fordelt. Denne gruppes vægt i Ukraines politiske system går imod antagelsen om, at statens aktører er socialiseret til at varetage statens interesser i udenrigspolitikken. I en forstand fortsatte det politiske lederskab blot det regelsæt, der allerede var etableret i den politiske kultur, og brugte staten som deres ejendom (Garnett 1998:115). Den ukrainske stat blev på den måde i 1990erne ekstremt privatiseret, fordi politikere igennem deres stilling i staten kunne berige sig selv, og derved blive en økonomisk elite, der igen kunne finansiere andre politikere i en kamp om magten. Dette har at gøre med Ukraines dårligt fungerende demokratiske institutioner og en uklar magtdeling imellem præsident, premierminister og parlament, der presser al politisk formulering ud i en gråzone uden for offentlig kontrol (Bukkvoll 2002, 2004, D anieri 2007). Den politiske og økonomiske elite er i Ukraine én og samme. En aktør som Kutjma havde f.eks. et økonomisk bagland i Dnepropetrovsk som han importerede til Kiev til at udfylde hans kabinet. Hvis dette perspektiv anlægges, kan Ukraines vestvendning og senere svingende politik under Kutjma forklares ved, at Ukraines derzhavniky 19 i begyndelsen ikke ønskede økonomisk reform og derfor var tilfredse med en vestvending, så længe det beskyttede industrien imod liberaliseringer og siden hen fra en stærkere russisk økonomisk elite, der ville give dem konkurrence (Bukkvoll 2002). Deres ideologi var ikke kommunisme, men koncentration af al magt hos staten. Efterhånden som Kutjma accepterede og udviklede en stat, hvis eliter ernærede sig ved en økonomisk-politisk symbiose baseret på rentseeking og rentgiving 20, har eliten ikke interesse i at vælge side imellem øst eller vest (Puglisi 2003). Landet har skiftet position, som det har passet den økonomiske elite, der støtter præsidenten eller præsidentens egeninteresse i at bevare magten. Bevægelse i begge retninger (Europa, Eurasien) er blokeret, fordi begge veje ville medføre et 18 En term for sovjets herskende elite. 19 Magtelite, fra derzhava, magt. 20 Rentseeking er virksomheders eller andre civilsamfundsaktørers forsøg på igennem kontakter til den politiske arena at opnå beskyttelse imod konkurrence, hvilket kan give dem en monopolgevinst. F.eks. monopolstatus eller anden favoriserende lovgivning. http://stats.oecd.org/glossary/detail.asp?id=3297 Side 19/89

magttab for eliten. Det europæiske narrativ i ukrainsk politik i 1990erne var således frem for at være udtryk for en klar strategisk beslutning om vestvending eller et udtryk for en identitetsmæssig tilknytning til Europa mere et udtryk for, at eliten for at bevare sin uafhængighed måtte balancere Rusland. Det samarbejde, Rusland krævede, ville reducere Ukraine til en russisk lydstat og underminerede eliternes egen selvstændighed og magtposition i staten. En total og dedikeret vestvending var også uønsket, fordi det ville kræve strukturelle reformer, afskaffelse af subsidier, korruptionsbekæmpelse og gennemsigtighed i forvaltningen. Med andre ord en ende på den rentseeking og rentgiving, eliten i Ukraine har haft det godt med (Kuzio 2000:156). 6. Analyseniveau og dialektikken imellem materielle og immaterielle variable Som ovenstående viser, er det svært at vælge analyseniveau og teoretisk tilgang. Postsovjetisk udenrigspolitisk formulering harmonerer dårligt med de etablerede teorier på systemniveauet som neoliberal institutionalisme og neorealisme, fordi en ny og svag stat som Ukraine grundlæggende ikke lever op til disse teoriers generelle forudsætninger om staten som en rationel enhedsaktør. Omgivelsesniveauet giver en bedre forståelse for det trusselsmiljø, Ukraine var placeret i, end systemniveauet, men vægter materielle faktorer for højt og kan ikke forklare Ukraines balancering af Rusland, så længe det opretholder forudsætningen om rationelle aktører og sikkerhedsdilemmaets betydning. Omgivelsesniveauet kan beskrive, hvordan Ukraines geopolitiske placering sætter strukturelle barriere op for Ukraines alliancemuligheder. Ukraine er en svag sekundær status quo magt, der grundlæggende må tilpasse sin politik i forhold til, hvad de nære omgivelsers magtpoler Europa og Rusland tillader, men kan ikke forklare Ukraines adfærd ud fra disse præmisser. Derfor er det de to nederste forklaringsniveauer på abstraktionsstigen, der må anvendes i en forklaring af Ukraines udenrigspolitiske adfærd 1991-2003. Analysen antager, at det er en snæver elite, der formulerer politikken, og at den i vid udstrækning er isoleret fra den offentlige opinion. Det er en almindelig antagelse at udenrigspolitisk formulering er isoleret fra det omgivende samfund, og kun lejlighedsvis sætter dagsordnen i den offentlige debat. Almindelige mennesker interesserer sig generelt ikke for udenrigspolitiske emner og har dårlige muligheder for at påvirke politikken direkte (Munro 2007:43). I Ukraine taler meget for, at denne generelle mekanisme er forstærket, fordi den mekanisme, der i et liberalt demokrati overfører præferencer i befolkningen til den politiske arena, her er meget svag (Kuzio & Chudowsky 2001). Det er klart, at Ukraines offentlige opinion har en overordnet betydning, f.eks. at befolkningens generelle skepsis over for NATO og EU gør, at eliten formentlig ikke uden videre Side 20/89

kan melde Ukraine ind, men bortset fra så grundlæggende skift i politikken er den daglige politik fjernet fra offentligheden. Opgaven er derfor at analysere ud fra, hvilke parametre og hvilke interesser politikken formuleres. Som Mouritzen 1999 fremstiller det, er det et normalt udgangspunkt for udenrigspolitisk analyse at formode eksistensen af en national interesse. F.eks. at staten ønsker at bevarer sin autonomi, være suveræn på sit territorium og beskytte sin egen sikkerhed. For stormagter kan denne sikkerhedssfære række ud over sit eget territorium, som f.eks. formuleret i Breznev- Truman- og Monroedoktrinerne (Mouritzen 1999:37-8). I forhold hertil har forklaringerne på det intrastatslige niveau og eliteniveauet som jeg ovenfor har skitseret, forskellige antagelser om en national interesse: På det intrastatslige niveau kan Ukraines adfærd forklares af en national interesse, der promoverer suverænitet og selvstændighed, og som bliver forstærket af Ukraines sovjetiske arv som en postkolonial kvasistat med en negativ historisk arv i forholdet til Rusland. På eliteniveauet er det mere tvivlsomt, om en virkelig national interesse eksisterer, eller om statens og elitens personlige interesser falder sammen. Specialet vil tage udgangspunkt i det intrastatslige niveau ved at analysere det sikkerhedsdilemma, Ukraine stod over for i 1991, både materielt (økonomisk og militært) og immaterielt (identitets- og samfundsmæssigt), og hvordan landets ledere forsøgte at løse det. Her er Ukraines geopolitiske og kulturelle nærhed til Rusland særlig vigtig. Den betød at Ukraines udenrigspolitik på alle andre akser naturligt relaterede til forholdet til Rusland. Det kan være frugtbart at anvende konstruktivisme og realisme som komplementære teorier i stedet for enøjet kun at kigge på enten materielle eller immaterielle faktorer. Derfor vil analysen heller ikke vælge det ene eller andet perspektiv, men pointere hvor den ene eller anden synes at kunne forklare Ukraines adfærd bedst. Dette er en dialektisk tilgang, der er tiltrængt i anvendelsen af IP teori (Sørensen 2008). Analysen vil forsøge at undgå det analytiske mikroniveau, som en analyse på eliteniveauet ville kræve. En sådan analyse ville være meget detaljeret og kræve et indgående kendskab til den politiske arena og de personlige relationer i den ukrainske politiske elite, som kun mangeårige kendere af ukrainsk politik som f.eks. Tor Bukkvoll og Taras Kuzio har opnået. Det kan være svært at udføre en selvstændig analyse her. Endvidere fordrer det brede tidsperspektiv, jeg anlægger, og min problemstillings bredde ikke denne type analyse. Alligevel er det nødvendigt at bringe eliteniveauet i spil pga. dets indlysende vægt. Derfor anvender jeg primært det intrastatslige niveau og benytter kun eliteniveauet i analysen af Kutjmas anden præsidentperiode efter 1999. Side 21/89

7. Metode Specialet vil hovedsagligt basere sin analyse på sekundære kilder. Primære dokumenter om ukrainsk udenrigspolitik vedtaget af Ukraines parlament, Radaen, eller dekreteret af præsidenten har det ikke været muligt at skaffe på engelsk, så disse dokumenter må behandles igennem sekundære værker (Dick 1994, Wolczuk 1999). Der er dog også argumenter for, at disse primære dokumenter ikke er gode indikatorer for faktorerne bag ukrainsk udenrigspolitisk formulering og derfor ikke er valide kilder jf. eliteniveauet. Der er meget lang vej fra udenrigspolitiske proklamationer i doktriner og hvidbøger i en ny postsovjetisk stat som Ukraine og til reel udenrigspolitisk handling, da denne proces ofte har en ad hoc karakter. Det samme kan siges om primære udenrigspolitiske aktørers udtalelser, der kan være lige så uvederhæftige i forhold til en stats virkelige udenrigspolitiske overvejelser, men det vil blive diskuteret, hvad der kan forklares med objektive statsinteresser, og hvad der åbenlyst ikke kan. Præmissen for dette speciale er netop, at Ukraine ikke er en strategisk kohærent aktør, så analyse af handlinger sammenholdt med erklæringer er derfor vejen frem. Dette kan gøres tilfredsstillende ud fra sekundært materiale, klip fra nyhedsarkiver og udtalelser fra primære aktører. Derfor kan specialet som helhed også bedst ses som et forsøg på en syntese af sekundær litteratur, der forsøger at relatere stoffet til IP teori frem for at være en uafhængig beslutningstageranalyse. Med hensyn til citeringer i specialet er tekst fra traktater eller doktriner gengivet i det sprog kilden har været tilgængelig, på dvs. engelsk. Ligeledes er citater taget fra sekundær litteratur gengivet på originalsproget. Citater på engelsk fra primære aktører, hvis oprindelige udtalelse har været på russisk eller ukrainsk, er derimod oversat til dansk af mig. 7.1 En note om sekundære kilder Debatten om Ukraines nationaliseringsprojekts legitimitet og landets udenrigspolitiske orientering vest vs. øst findes ikke kun i Ukraines parlament, men afspejles også i de omfattende områdestudier, der findes om Ukraine og ukrainsk-russiske forhold. Der kan således skelnes to skoler af ukraineforskere, delt ind efter, hvorvidt de finder den ukrainske distancering til Rusland naturlig eller forceret. Heraf følger naturligt spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine hører til i NATO og EU, eller om Ukraine bør orientere sig imod Rusland. Stephen Shulman og Wilson har argumenteret for, at Ukraines slaviske identitet er stærkest og at ukrainsk udenrigspolitik derfor med tiden burde reorientere sig imod Rusland og SNG. Lieven argumenterer normativt, at hvis der fandtes enighed om, at den ukrainske stat repræsenterer en slavisk/eurasisk identitet, ville mange af Ukraines problemer både udenrigs- og indenrigspolitisk forsvinde. Andre som Taras Kuzio, Side 22/89

Zibigniew Brzezinski, Orest Subtlny 21 og Roman Solchanyk er store tilhængere af en nationalukrainsk historietolkning og argumenterer modsat for, at ideen om Ukraine som europæisk land har for stor klangbund i den elite, der formulerer udenrigspolitikken, til at gøre ovenstående realistisk, og endvidere at det er ønskeligt at hæmme et neoimperialistisk Rusland (Wilson 1997, Shulman 1999, Lieven 1999, Kuzio 1998d, Brzezinski 1994, Subtelny 1988, Solchanyk 1992). Overordnet set er der intet, der tyder på at disse holdninger overskygger redeligheden i deres arbejde, men det er værd at notere sig, at en central kilde til dette speciale som Taras Kuzio, hvis bidrag til litteraturen om ukrainsk-russiske forhold er enormt, har en stor velvilje over for det ukrainske nationalprojekt. Han forsøger at vise, at nutidens ukrainske nationaliseringspolitik er funderet i et inkluderende borgerskabsbegreb, og at det i betragtning af den historiske undertrykkelse af ukrainsk kultur og historie er afbalanceret og naturligt (Kuzio 1998b, 1998c, 1998d, 2001a, 2001b, 2005a, 2005b, 2006). En tilsvarende vigtig kilde for specialet er ugeavisen Ukrainian Weekly udgivet af Ukrainian National Association Inc., New Jersey, USA, der repræsenterer den vestvendte holdning hos ukrainske efterkommere i USA og Canada. Det er svært at finde en balance i materialet, da kilder med østvendte holdninger oftest er på russisk, så specialet er på sin vis skrevet med afsæt i det ukrainske historiesyn. 8. Ukraines sikkerhedsdilemma i 1991 Statssikkerhed kan defineres som det sæt af faktorer, der udgør statens kapacitet til at forsvare sig selv imod interne og eksterne trusler og dens mulighed for at handle i overensstemmelse med dens interesser. Under den kolde krig var denne kapacitet primært militær, men i den afspændte periode efter 1991 er staters sikkerhedsopfattelse blevet bredere (Buzan 1997). Ved uafhængigheden i 1991 stod Ukraine over for et sikkerhedsdilemma, der ikke alene vedrørte dets militære sikkerhed imod eksterne trusler, men var langt mere komplekst. Her kan Barry Buzans konceptualisering af sikkerhed anvendes. Buzan karakteriserer sikkerhed som bestående af fem trusselssektorer, der tilsammen udgør konceptet national sikkerhed (Buzan 1991:19). I stedet for en snæver militær forståelse af sikkerhed, kendt fra den neorealistiske skole, ser Buzan på sikkerhed som en behovspyramide, hvor militær sikkerhed kun udgør grundniveauet. Herudover kan en stat været truet politisk, økonomisk, miljømæssigt og samfundsmæssigt. Dette perspektiv på sikkerhed beskriver godt, hvordan Rusland fungerer som 21 Subtelny har skrevet den autoritative ukrainske historie ud fra det ukrainske historiesyn. Den er solgt i millionoplag i Ukraine og bruges i dag på højere uddannelser og i hæren (Kuzio 2006:412). Side 23/89

både en immateriel og en materiel trussel i ukrainsk udenrigspolitik. Immateriel, fordi den historiske praksis med Rusland har modarbejdet et selvstændigt Ukraine og været en arv, det ukrainske nationalprojekt skulle bekæmpe for at understøtte selvstændighed. Materielt, fordi nærheden og afhængigheden af Rusland som militær og økonomisk magt har betydet, at et brud med Rusland kunne havde uoverskuelige økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser for Ukraine. 8.1 Militært: På det militære plan eksisterede en ekstern trussel imod Ukraines territoriale integritet, idet både Rusland og Rumænien 22 rejste tvivl om Ukraines territoriums legalitet. Rusland forhalede anerkendelse af Ukraines territorium og gjorde anerkendelse betinget af et fortsat unionslignende ukrainsk-russisk forhold og af gældsafbetaling. Rusland nægtede desuden at anerkende Ukraines nationalisering af sovjetiske aktiver som sortehavsflåden og kæmpede for at opnå ejerskab af flådens basehavn på Krim, Sevastopol, der havde russiske historiske rødder (Dick 1994, Wolczuk 1999). Udsigten til at få en permanent tilstedeværelse af en russisk styrke på ukrainsk territorium var en konkret trussel. 8.2 Politisk: På det politiske plan eksisterede en intern trussel i form af Ukraines meget skrøbelige stat, der manglede enhver form for organisatorisk rygrad. Statsbygning foregik i et hæsblæsende tempo uden tanke for, hvordan systemet skulle kunne arbejde sammen (D Anieri et al. 1999b: 25-57). Etableringen af et præsidentembede oven på den forsat gældende sovjetiske forfatning havde mere med etablering af et symbol for Ukraines suverænitet udadtil at gøre end med magtens tredeling og resulterede i et semipresidentielt system, hvis ineffektivitet og tågede magtdeling har lammet systemets lovgivningsevne lige siden (D Anieri 2007). Hertil kom, at Ukraines ideologiske og identitetsmæssige splittelse betød, at parlamentet indtil begyndelsen af 2000erne var præget af en konstant kamp imellem et mindretal af nationalliberale reformpolitikere, en ikke-ideologisk exnomenklatura midte og et flertal af socialistiske reformmodstandere på den yderste venstrefløj (D Anieri 2007). 8.3 Økonomisk: På det økonomiske plan medførte Sovietunionens kollaps, at Ukraines adgang til finansiering, strategiske ressourcer og afsætning af dets produkter forsvandt. Kiev og Moskvas uenighed om alting påvirkede det økonomiske samarbejde og medførte indførsel af handelsbarrierer, straf-told, tekniske handelshindringer og et sammenbrud af den industrielle arbejdsdeling imellem republikkerne, der havde kendetegnet Sovjets økonomi. Hertil kom, at 22 Rumænien ønskede regionerne Bukovina og Bessarabien leveret tilbage, som landet afstod til Ukraine som konsekvens af Molotov-Ribbentrop pagten i 1939 (Yekelchyk 2007:196-197). Side 24/89

Ukraine var afhængig af russiske rubelkreditter til at holde subsidieringen af ukrainsk industri flydende, og var afhængig af subsidieret russisk energi til 1 % af verdensmarkedsprisen (Åslund 1995). 8.4 Samfundsmæssigt: Som en multietnisk stat med to konkurrerende nationalidentiteter i hhv. Sydøstukraine og Vestukraine, hvoraf sidstnævntes identitet danner grundlag for statens uafhængighed, er det kritisk, at landet har Rusland som kulturel og identitetsmæssig konkurrent i forsøget på at etablere en fællesukrainsk identitet (Shulman 1998). Øst- og Vestukraine er af historiske årsager integreret kulturelt og økonomisk i hhv. Eurasien og Europa (Shulman 1999). 8.5 Den reelle militære trussel En russisk militærinvasion af Ukraine efter 1991 var yderst usandsynlig. Russisk militær var en ødelagt og demoraliseret institution, der i 1992 og år frem ikke udgjorde en troværdig trussel over for Ukraine. Rusland mistede 30 % af det sovjetiske militære isenkram vest for Ural ved bodelingen i 1992 alene til Ukraine, der som frontlinjestat havde noget af det mest moderne materiel (Kuzio 1995:65-66). Selvom vi regner Ukraine for at være en ikke-pol i sin sikkerhedspolitiske region og dermed en relativt svag magt, er det klart, at Ukraine er i en anden geopolitisk klasse end andre svage stater imellem Rusland og Europa som f.eks. Georgien eller Hviderusland. Disse to staters politik har været anderledes over for Rusland både pga. deres svage materielle kapabilitet (Georgien) og/eller manglende selvstændige nationalidentitet (Hviderusland) (Kuzio 2001b, Burant 1995). Ukraine arvede en stor militær styrke fra Sovjetunionen. Dets territorialforsvar indeholdt elementer af de sovjetiske landstyrker, det taktiske og strategiske luftvåben, sortehavsflåden, et luftforsvar og en strategisk atomslagstyrke. I 1991 rådede hæren over 750.000 mand, 6500 af de mest moderne tanks i det sovjetiske arsenal og 3300 stykker artilleri. Luftvåbnet var det tredje største i verden med 150 strategiske bombefly, 120 rekognosceringsfly og 510 kampfly (Kuzio 1995:90-95). Selvom disse styrker er imponerende, skal man holde for øje, at landet ikke arvede en operationel struktur til at lede dem i krig, og at Ukraines forsvarsstruktur var rettet imod et angreb fra vest. Ukraine samtidig skulle reorganisere officerskorpset og udluge de elementer der ikke ønskede at kæmpe for Ukraine. Et betydeligt antal (Dick 1994:518). Men selvom Ukraine ikke havde kommandostrukturer til at bruge disse styrker i 1991, eller på papiret ville Side 25/89

kunne vinde en konventionel krig med Rusland, er det klart, at der eksisterede en betydelig konventionel afskrækkelse. (Yekelchyk 2007:195). Kilderne til ukrainsk usikkerhed var derfor frem for direkte militære trusler imod statens overlevelse grundet i Ukraines elites opfattelse af, at Ruslands elite og offentlige opinion ikke kunne forestille sig et Ukraine uden for Rusland, og at dets suverænitet og fremtid som selvstændigt land derfor var truet (Burant 1995:1137). Den reelle sikkerhedstrussel imod Ukraine kom indefra som et truende økonomisk kollaps, men Kravtjuk ignorerede økonomiske reformer indenrigspolitisk for i stedet at etablere et ukrainsk nationalprojekt, der skulle få den ukrainske stat og nation til at blive i overensstemmelse med hinanden og forsvare uafhængigheden over for Rusland. (Kuzio 1998b, 1998c) 9. Ukraines statsidentitet Hvis Skt. Petersborg er hjernen og Moskva er hjertet, så er Kiev Ruslands moder. Russisk ordsprog. Mouritzen definerer statsidentitet som en del af det koncept af interesser/værdier, der udgør en stats nationalinteresse. Identitetsværdier kan variere fra den ene stat til den anden, det kan f.eks. være vestligt demokrati, islamiske værdier eller socialisme (Mouritzen 1999:37-38). Disse værdier tilhører strengt taget ikke staten, men regeringen, men for de fleste stater er der en stor stabilitet i disse værdier over tid. F.eks. kan Danmark siden 1901 siges at have haft en demokratisk statsidentitet. Ukraines statsidentitet er lig med autonomi fra Rusland, fordi denne magt historisk set har stået i vejen for et selvstændigt Ukraine, og i vestukraineres øjne stadig gør det. Russisk hegemoni har været et vedvarende element i det ukrainsk-russiske forhold. En historisk stiafhængighed, der begyndte med Pereyaslavtraktaten i 1654, og bortset fra korte perioder i 1700- tallet og under borgerkrigens kaos i 1920-21 ikke er blevet brudt før Ukraines uafhængighed i 1991. Fordi reel ukrainsk selvstændighed ikke har eksisteret før 1991, har en stor del af Ukraines genovervejelse af historien derfor gået ud på at finde og fejre, hvad man tolker som historiske spor af ukrainsk selvstændighed, og sørge over de overgreb, man tolker som begået mod den ukrainske nation. F.eks. Holodomor, Stalins kunstigt frembragte hungerkatastrofe, der skulle knække den ukrainske bondestand til at acceptere kollektivisering, og som i 1932 dræbte imellem 5 og 8 mio. hovedsagligt etniske ukrainere 23 (Kuzio 1998a) 23 Hvordan dette indvirker negativt på nutidens russisk-ukrainske forhold se Jesper Vind Jensen, Holodomor og Hykleri Udenrigs no. 4, 2008. Side 26/89

9.1 Det nationalukrainske historietolknings konflikt med den russiske historietolkning Fordi både Rusland og Ukraines samfund var gennemsyret af det sovjetiske systems statsideologi og nationalhistorie, måtte begge staters eliter genfinde eller etablere statsbærende nationale identiteter baseret på førrevolutionære nationale myter og erindringer. Det har været sværere for Rusland end for Ukraine, fordi der ikke var nogen ren russisk identitet at gribe tilbage til. Russisk identitet er aldrig blevet adskilt fra imperiet, og det er heller ikke rigtigt lykkedes i nutidens Rusland at adskille Rusland fra Rusland, en enhed større end landets grænser (Solchanyk 1992, Libak 2008). For Ukraines elite har uafhængighed ikke kunnet associeres med de sidste 70 år af landets historie. Her har begivenheder fra 1917-21, 1932 eller 1654 været vigtigere for dens nutidige selvforståelse end begivenheder efter 1945 (Morrison 1993:678-79). Staten har i sit nationalidentitetsprojekt efter 1991 entydigt adopteret det hrushevsky ske historiesyn som statens nationalfortælling. Fra sit professorat i Lviv i 1880erne (i det daværende Polen) etablerede Mykhailo Hrushevsky den historiske skole, der fastslog, at ukrainere, russere og hviderussere var separate etniske grupper med distinkte og separate oprindelser. Som konsekvens heraf kunne Rusland ikke være arvtager til middelalderstaten Kievskaja Rus 24 og ukrainere ikke være lillerussere 25 (Yekelchyk 2007:52). Der er langt fra enighed om denne tolkning imellem øst og vest i Ukraine, og den giver jævnligt problemer i forholdet til Rusland, der anser den for revisionistisk. Det er centralt i Ukraines forhold til det postsovjetiske Rusland, at de nationalmyter, Ukraine og Rusland har valgt at bygge deres nye stater på, modsiger hinanden, fordi de er to forskellige versioner af, hvad det naturlige forhold imellem ukrainere og russere bør være. Det betyder ikke at konflikterne over sortehavsflådens deling, Ukraines atomafrustning, uenighed om Krim og Sevastopols status, det russiske mindretals rettigheder og SNG-samarbejdets karakter alle kan forklares ved at henvise til de to landes identitetspolitik og markering af en national bevidsthed i udenrigspolitikken. Disse konflikter handler også om magtpolitik, geopolitisk positionering og materielle økonomiske interesser, men det er slående, hvordan miljøet, inden for hvilket disse konflikter skal løses, forpestes af de to landes modstridende nationaliseringsprojekter og de to landes respektive indenlandske politiske debat om disse emner. 24 Kievskaja Rus var en middelalderstat der eksisterede i perioden 900-1240. i Både zaristisk, sovjetisk og russisk historiografi er den oprindelsen til Rusland. I Ukraines historiografi er det en ukrainsk protostat (Kuzio 2005a, 2006). Efter mongolernes invasion østfra i 1240 gik staten i opløsning. 25 Hrushevsky blev kortvarigt premierminister i det uafhængige Ukraine 1917-21. Efter at Stalin strammede grebet om Ukraine efter 1928, blev Hrushevskys 10-binds ukrainehistorie forbudt i Sovjetunionen, og han selv deporteret (Yekelchyk 2007:52,64,113). Side 27/89

Der eksisterer på den måde to konflikter om identitet som påvirker Ukraines sikkerhedspolitik, en intern konflikt i staten imellem en hhv. europæisk og eurasisk identitet hos Ukraines eliter, og en ekstern konflikt i forholdet til Rusland, der afspejler Ruslands eget problem med at skabe en nationalidentitet løsrevet fra de gamle imperiegrænser. Rusland og Ukraines identitetsproblemer er spejlbilleder af hinanden efter Sovjets sammenbrud. Rusland har svært ved at acceptere ukrainere som fremmede. Vestukrainere og dele af den politiske elite har svært ved at acceptere ukrainsk/russisk enshed (Molchanov 2002:7-8, Lieven 1999:11-12, Kuzio 2001a:346). Ved Ukraines selvstændighed var tre versioner af ukrainsk historie tilgængelige. I den førrevolutionære zaristiske udgave af historien (der efter 1991 er blevet genopdaget af russiske nationalister) fandtes ukrainsk historie slet ikke. Der fandtes kun historien om, hvordan det russiske folk havde generobret Kievskaja Rus territorium fra Moskovien 26 og opfyldt sin historiske skæbne til at herske over det russiske land (Yekelchyk 2007:13). Ukrainere var lillerussere, der reelt ikke kan siges at være en selvstændig etnisk eller national gruppe, og som siden Pereyaslavtraktaten var tilbage i den storussiske fold (Wolczuk 2000:672-3, Lieven 1999:14). Den sovjetiske historie byggede videre på denne myte om slavisk enhed, blot med den marxistiske glasur, at Pereyaslav hjalp ukrainerne vinde i deres oprør imod den polske udbytning af de ukrainske bønder (Plokhy 2001:491-92). Denne historiske doktrin anerkendte, at en etnisk ukrainsk nation fandtes, adskilt fra den russiske, men at de hørte sammen pga. deres fælles ophav i Kievskaja Rus staten. I det ukrainsk nationalistiske historiesyn fra før 1920, der siden 1991 har fået en renæssance i Ukraine, er dette en historieforfalskning. Hos denne gruppe historikere er ukrainere en separat etnisk gruppe, der igennem historien er blevet udsat for russeres og polakkers kamp om udnyttelse af det ukrainske territorium. Ukrainerne har endelig har fået deres retmæssige selvstændighed. Hos denne gruppe er det en udbredt idé, at Ukraine var udsat for russisk imperialisme. Det er dog svært at se Ukraine som en udbyttet nation i en klassisk forstand. 27 Ukraine blev ikke udnyttet økonomisk af Sovjetrusland, nærmere omvendt, og der eksisterede ingen adskillelse eller forskelsbehandling imellem ukrainere og russere i Sovjetunionen. 28 Ukrainere var højt placeret i de sovjetiske kadre, og deltog i regimets forbrydelser imod ukrainere ligesom russerne. Der kan derimod ikke herske tvivl om, at Ukraine blev udsat for en kulturel kolonisering både af zarriget og Sovjetunionen. Ukrainsk identitet, kultur, sprog og historiografi fik fra 1800-26 Moskovien er den nu uddøde danske betegnelse for Moskvafyrstedømmet der fra 1400 -tallet voksede sig stort og blev til det russiske imperium. Jeg bruger den her som erstatning for det engelske Moscovy. 27 Imperialisme kan defineres som den ideologi og politik, der går ud på at sikre sig økonomisk, politisk, kulturelt eller militært herredømme over andre nationer. (Hansen et al. 2000:167) 28 Se Lieven 1999:25-7, Molchanov 2002:45-6,77-8 Side 28/89

tallets slutning en opblomstring, men blev undertrykt af zaren, 29 og denne politik blev fortsat under Sovjet (Saunders 1995b, Kuromiya 2006). Det sovjetiske styre promoverede et negativt selvbillede hos ukrainere af ukrainsk kultur som provinsielt og gammeldags, og en ophøjning af imperiemagtens hegemoniske russiske kultur som den moderne. Sovjetunionen var generelt et multietnisk imperium, der gav kulturelt frirum til republikkerne, så længe dette ikke blev vekslet til autonomi fra centreret, men dette var ikke tilfældet for Ukraine, der fra centeret ikke blev betragtet som en koloni, men en del af den imperiale kerne eller bare Rusland. I Ukraine og Hviderusland var russificeringspolitikker intensive fra 1950erne og ind i 1980erne for at skabe den østslaviske kernenation, der skulle udgøre den nationale rygrad i det ellers multietniske Sovjet (Kuzio 2003:432). Tabel 2. Tre konkurrerende historietolkninger i nutidens Ukraine og Rusland Ukraine: Etnisk Ukraine og Rusland: nationalistisk Østslavisk tolkning tolkning Kievskaja Rus ~ 900-1240 Pereyaslav traktaten 1654 Zartiden, Aleksander II dekreterne (1654) 1775-1918 Sovjetunionen 1921 1991 Selvstændigheden 1991 2009 Den første ukrainske stat Kosakkerne afskriver ukrainsk selvstændighed til russisk overhøjhed. Provinsialisering, livegenskab og undertrykkelse af ukrainsk sprog og kultur. Den ukrainske adels forræderi. Korenizatsia 30 positivt, men ellers fortsættelse af russisk undertrykkelse af Ukraine, Holodomor og masseudrensninger af den ukrainske intelligensia. Brud med Rusland. Åbning mod vesten Kievskaja Rus som oprindelse for de tre østslaviske folk. En traktat der genforener de slaviske folk under russisk lederskab Barsk men progressiv integrationsproces i zarriget. Optagelse af den ukrainske adel i den russiske elite. National opblomstring af broderskabet med Rusland og moderniseringsproces. Rusland: Russisk (zaristisk) nationalistisk tolkning Rusland grundlægges i Kiev Lillerusserne kommer tilbage til riget Russisk imperiebygning og storhed. Erobring af områderne til Sortehavet og Krim. Modernisering og verdensmagt under russisk lederskab. Ukraine: Mod vesten Ukraines selvstændighed er sammen med Rusland. illegitim, og ukrainerne burde Rusland: Ukraine hører til danne union med Rusland hos Rusland imod vesten. som Hviderusland. (Morrisson 1993, Molchanov 2002, Lieven 1999, Plokhy 2001, D Anieri 1997a, Kuzio 1998a, 1999, 2001b, 2006.) I tabel 2 ses, hvordan de samme begivenheder har forskellige betydninger i nutidens Ukraine og Rusland. Den etniske nationale tolkning er nutidens Ukraines nationalmyte. Holodomor holdes i hævd som en årlig tilbagevendende sørgedag og bidrager til strid med Rusland, der er utilfreds med 29 Zar Aleksander II s Ems dekreter i 1876 forbød al publikation og import af ukrainsksproget litteratur (Saunders 1995b). 30 Rodfæstelse, tilladelse af et ukrainsk nationalprojekt 1921-1928 under sovjets første usikre fase. Side 29/89

at blive indirekte anklaget for folkemord (se note 26). Den østslaviske tolkning har tilhængere både i Ukraines østvendte elite og i Kreml. Den zaristiske tolkning har tilhængere på Ruslands nationale højrefløj. Oversigten viser, at et Ukraine uden for Rusland punkterer den russiske forståelse af sig selv som storebror til Ukraine og som centeret i en kulturel enhed større end Ruslands nuværende grænser. Som Solchanyk skriver: The defining characteristic of the Ukrainian-Russian divorce syndrome is that when Ukraine declared its independence in August 1991 it initiated divorce proceedings not only against the USSR but against what many Russians perceived to be Russia 31 Denne identitetsmæssige strid har bidraget til en i forvejen neo-imperialistisk baggrundsstøj i det demokratiske Ruslands udenrigspolitik over for Ukraine (Kuzio 1998c:221-5, 2001b:111-2, 2003a, Skak 2000:21). Det tog f.eks. fem år for Rusland at formulere og underskrive traktaten om ukrainsk-russisk venskab, samarbejde og partnerskab (1992- maj 1997), der anerkendte ukrainsk suverænitet og grænser, og yderligere to år at få begge af Dumaens kamre til at ratificere den i december 1998, hvorefter man straks fortrød ratificeringen. 32 (Solchanyk 1998:23, Bukkvoll 2001) Perspektivet i et muligt ukrainsk NATO-medlemskab kan derfor heller ikke ses som blot et geopolitisk tab for Rusland, men et identitetsmæssigt og nationalt tab man for enhver pris vil undgå. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at analysere det ukrainsk russiske forhold inden for en traditionel realpolitisk ramme. Denne pointe kan synes banal for en udenrigspolitisk analyse, men det er ikke indlysende at medtage historien som variabel i et system- eller nære omgivelsers perspektiv, der fokuserer på materielle faktorer. 9.2 Ukrainsk nationaliseringspolitik og dens relevans for Ukraines nationale interesse Kravtjuk (1992-1994), Kutjma (1994-2004) og senest Jusjtjenko (2005-2009) har som præsidenter alle været repræsentanter for en borgerlig nationalisme 33, der siden uafhængigheden anerkendte alle med ukrainsk pas som borgere i Ukraine uanset etnisitet eller ukrainske sprogkundskaber, men som samtidig utvetydigt har bygget den ukrainske stat op omkring etnisk ukrainske elementer, ukrainsk sprog, historiesyn og kultur. På eliteniveauet har den etnisk ukrainske identitet derfor i indenrigs og udenrigspolitikken været stærkt repræsenteret. I Ukraines første frie forfatning fra juni 1996 blev det slået fast, at statsborgerskab blev givet til alle født af ukrainske statsborgere, uanset kulturel eller 31 Solchanyk 1998:21 32 Russian Duma vice-chairman calls bilateral treaty with Ukraine a mistake, The Ukrainian Weekly (UW) Vol. LXVI, No. 51, 20 dec. 1998 33 Borgerlig nationalisme forstås her som det engelske civic i betydningen baseret på borgerskab, imodsætning til etnisk nationalisme, der baserer borgerskab på etnisitet (Shulman 2004:35). Side 30/89

etnisk baggrund, og at civile og politiske rettigheder gjaldt alle borgere. Minoriteter havde samtidig ret til beskyttelse af deres kulturel egenart. Forfatningen taler også på vegne af det ukrainske folk ukrainske borgere af alle nationaliteter og altså ikke på vegne af ukrainere, der kunne tolkes som etniske ukrainere (Shulman 2005:36). Alligevel opretter forfatningen et hierarki blandt de nationer, der udgør det ukrainske folk, ved at pointere, at den etnisk ukrainske nation har førsteret til det ukrainske territorium. Binationalitet og bilingualitet blev afvist (Wolczuk 2000:679). 1996-forfatningen privilegerer også det ukrainske flertal på væsentlige punkter. Ukrainsk blev gjort til det eneste officielle sprog i landet, og staten skal aktivt støtte dets udbredelse og brug på trods af, hvor meget russisk dominerer i hverdagsbrug og i medierne. Tabel 3. Sprog talt af Ukraines befolkning 1991-2003 (%). 1991-1994 1995 1999 2000 2003 ukrainsk 43.8 48.8 47.7 russisk 56.2 51.2 52.3 I alt 100.0 100.0 100.0 Shulman 2005:42 Russisk og andre minoritetssprog garanteres til sammenligning blot fri udvikling. I forhold til at russisk tales af en større del af befolkningen end ukrainsk, er det er en meget væsentlig politik. Som det ses i tabel 3, har sprogpolitikken dog ikke væsentligt ændret på brugen af russisk som dagligdags nødvendighed i store dele af Ukraine (Molchanov 2002: 210-211). Kravtjuks fokus som præsident var påbegyndelsen af en top-down ukrainisering af undervisningssektoren, lokal- og statsadministrationen samt hæren. I 1991-92 skoleåret modtog 51 % af folkeskolens elever undervisning på ukrainsk, 50 % på russisk. I 2001 var den ukrainske andel steget til 70 %, mens den russiske var faldet til 29 % (Yekelchyk 2007:200, Shulman 2005:39). På universitetsniveau er andelen af studerende, der undervises på ukrainsk, ligeledes steget fra 55 % i 1995 til 80 % i 2000. En proces Kutjma videreførte. Et andet element af nationsbygningsprocessen var indførelsen af en ukrainsk historiografi i undervisning i overensstemmelse med Mykhailo Hrushevskys historiesyn. Staten har en stor indflydelse på ordlyden i undervisningsmaterialet (Wolczuk 2000:680-83). Samtidig blev staten udadtil eksponent for ukrainsk nationalhistorie. Den nye valuta i 1996 fik samme navn som møntfoden i Kievskaja Rus, hryvnaen, der også blev brugt til den uafhængige ukrainske republiks valuta i perioden 1917-21. Samtidig promoverede staten de centrale figurer i ukrainsk nationalhistorie, der promoverer kravet på Kievskaja Rus som en ukrainsk protostat. I Kiev blev der konstrueret monumenter af Kievskaja Rus herskeren Fyrst Jaroslav den Side 31/89

Vise i 1997 og af nationalhistorikeren Hrushevsky i 1998. Kosakfortiden bliver også hyldet som ukrainsk, især kosakkernes egenskab af oprørere imod russisk imperialisme bliver fremhævet f.eks. med en statue af Ivan Mazepa, der i slaget ved Poltava i alliance med svenskerkongen Karl den 12. i 1709 forsøgte at slå Peter den Store og opnå uafhængighed. Mazepa stod for det andet af Ukraines fire selvstændighedsforsøg. 34 (Shulman 2005:39, Kuzio 1998d:217-229). Ønsket om at rejse en statue af ham i Poltava i 2009 har helt aktuelt ført til en ny strid imellem Ukraine og Rusland om historien på højeste politiske niveau. Præsident Medvedev, der i maj 2009 stiftede en kommission imod historieforfalskning, 35 har langet ud efter Ukraine, og ministerpræsident Putin har forstærket hans udmelding ved at henvise til Anton Denikin, kommandant for de hvide styrker under revolutionen i 1917 og dennes syn på Ukraine. Putin sagde, da han lagde en krans på Denikins grav ved en mindehøjtidelighed: Denikin skrev om Storrusland og Lillerusland, Ukraine, og at ingen skal tillades at blande sig i vore relationer, som altid har været Ruslands interne anliggende 36 At Putin brugte ordet Lillerusland, og omtalte Ukraine som Rusland interne anliggende, blev set som en provokation i Ukraine. Mazepa blev i sovjettiden fordømt som nationalist og forræder, men på hans 370 års fødselsdag i marts sagde Ukraines præsident Jusjtjenko: Tiden er inde til at gøre op med myten om Mazepas forræderi. Han kæmpede for et uafhængigt Ukraine. 37 I ukrainsk nationalbevisthed er Pereyaslavtraktaten, poltavanederlaget og kosakstatens endeligt i slutningen af 1700-tallet en national katastrofe, der igennem 1700- og 1800-tallet førte til assimilering af den ukrainske overklasse ind i den russiske og en følgende provinsialisering af ukrainsk kultur til bondestanden, der blev udbyttet med reintroduktionen af livegenskabet under Katerina II i 1783 38 (Yekelchyk 2007:30). Zartidens undertrykkelse af ukrainsk intellektuelt åndsliv og reducering af ukrainsk kultur til provinsiel lokal bondekultur fik en vedvarende negativ effekt på dannelsen af ukrainsk nationalidentitet. 34 De tre første selvstændighedsforsøg, 1654, 1709, 1917-1921 mislykkedes alle. 35 Se Peter Lavelle History and the politics of blame RFE/RL 26 maj. 2009 www.rferl.org/articleprintview/17399724.html 36 Putin ifl. Sperling 2009:10 37 Jusjtjenko ifl. Sperling 2009:10 38 Det er dog værd at pointere at udbredelse af livegenskabet og de centraliseringspolitikker, der lå bag fjernelsen af de ukrainske kosakinstitutioner, frem for at være en særlig russisk tradition i 1700 -tallet, var del af en større europæisk trend under den oplyste enevælde (Lieven 1999:22). Side 32/89

Towns in Ukraine embodied the culture not of Ukrainians but of Russians, Poles, Jews, Germans, Greeks and Armenians. Nearly nineteen out of every twenty Ukrainian inhabitants of the late nineteenth-century Russian Empire lived in the countryside. 39 Det er således ikke tilfældigt, når Julia Timosjenko, Ukraines premierminister i 2009, aldrig ses uden sin traditionelle ukrainske bondepigefrisure, to lange lyse fletninger sat kunstfærdigt op på begge sider af hovedet. Signalet er klart, ukrainsk kultur er ikke længere reduceret til folkedans og egnsretter som i sovjettiden, men forhandler direkte med Kreml. Pointen med denne gennemgang er at vise, at Ukraine, uanset hvilken leder der har været ved magten, har bibeholdt den statsidentitet, den blev givet ved Kravtjuks påbegyndelse af nationaliseringsprojektet. Ukraine har fået en nationalukrainsk statsidentitet, ikke en binational ukrainsk/russisk identitet, som Rusland foretrækker at se det, og som et flertal af Ukraines østlige borgere ser det. Dette har haft konsekvenser for Ukraines mulighed for at integrere sig imod øst: It has not been lost upon Ukrainian elites, which are the main driving force in its foreign policy, that to integrate within the SNG and return to Eurasia means accepting the status of quasi state, something neither Kravchuk nor Kuchma have ever been willing to accept. A Ukrainian civic we, can therefore only be constructed by maintaining Russia and SNG at a distance. 40 Det betyder ikke, at Ukraine udenrigspolitisk er determineret til at være provestlig. En af Kutjmas største succeser var et mere realistisk forhold til Rusland, end f.eks. den nationale fløj i ukrainsk politik har, men er en væsentlig forklaring på, hvorfor Ukraine ikke accepterer en forsættelse af unionslignende relationer med Rusland i form af SNG, hverken politisk, økonomisk eller militært. Da Ukraines statsidentitet under Sovjet var imperiecenterets russiske hovedkultur, måtte eliten for at legitimere sin selvstændighed fjerne sig fra denne ved at etablere ukrainsk kultur som den statsbærende igennem ny historietolkning, nye statssymboler og ny sprogpolitik (Kuzio 1998d:185-97, Kobzar 2007, Wolczuk 2000). Det betyder ikke, at Ukraines elite er nationalistisk, dette gælder kun for et lille mindretal på højrefløjen. Både Kutjma og Krachuk tilhørte magtens parti, det pragmatiske centrum, men resultatet er, at pragmatiske politikere må opføre sig som nationalister pga. Ruslands konstante fremhævning af broderskabet imellem russere og ukrainere, som det skete under Jeltsin (Kuzio 1997:64-65). En sidestilling af ukrainsk og russisk som nationalsprog, eller indførelsen af dobbelt statsborgerskab, som 36 % af Ukraines befolkningen støtter, er derfor ikke blevet vedtaget, fordi dette ville udhule selvstændigheden og give Rusland 39 Saunders 1995a:194 40 Kuzio 2002:210 Side 33/89

lejlighed til at blande sig i ukrainsk udenrigspolitik og beskytte sine borgere. Det ville reducere Ukraine til en lydstat og Kutjma til en russisk marionet som præsident Lukasjenko i Hviderusland. I modsætning til Lukasjenko påtog Kutjma som præsident sig netop en selvstændig identitet. Hans gebrokne ukrainsk blev rettet op, og han brugte siden hen udelukkende ukrainsk offentligt, selv om han hele sit liv havde talt russisk (Molchanov 2002:226, 210-18). Men både Kutjma og Kravtjuk var som udenrigspolitiske aktører mere optaget af statehood end nationhood. Nationsbygningen var et projekt, der skulle understøtte statens uafhængighed og selvstændighed. For både Kravtjuk og Kutjma var suverænitetshævdelse derfor i højsædet i ukrainsk udenrigspolitiks første årti. 10. Analysen: Ukraines udenrigspolitik imellem øst og vest. "Vi ønsker venlige relationer med Rusland ( ) men Rusland regner os for deres vasal, og som en sådan forventes vi at bøje os og indvillige. 41.. i Rusland forestiller de sig at Ukraine som suverænt, selvstændigt land ikke findes ( ) i Rusland er den stereotype anskuelse af Ukraine som en del af [Rusland], eller i det mindste [del] af dets almindelige indflydelsessfære, endnu ikke udryddet. 42 Ukraines udenrigspolitiske elite havde et overordnet problem i formuleringen af en sammenhængende udenrigspolitik i 1990erne i relation til etableringen af landets selvstændighed: At formulere en udenrigspolitik, der understøttede en selvstændig, suveræn ukrainsk stat og en selvstændig ukrainsk statsidentitet, men samtidigt tog hensyn den økonomiske og energimæssige afhængighed af det Rusland, der på samme tid var (og er) den største trussel imod selv samme suverænitet (Burant 1995, D Anieri 1995,1997b). Dette var Ukraines balancing act, På den ene side for sårbart og svagt til at balancere Rusland alene uden store sikkerhedsmæssige og økonomiske omkostninger, og på den anden side imod bandwagoning, da dette ville lede landet bort fra selvstændighed og suverænitet (Larrabee 1996). 10.1 Ukraines økonomiske afhængighed af Rusland og den økonomiske politik under Kravtjuk Hidtil har specialet klarlagt de immaterielle faktorer i det ukrainsk-russiske forhold, der hæmmer en ukrainsk østvending, men det kan ikke undgås at diskutere, hvad Ukraines store økonomiske 41 Kravtjuk maj 1992 ifl. Kincade & Melnyczuk 1994:95 42 Kutjma i 1997 ifl. Solchanyk 1998:20 Side 34/89

afhængighed af Rusland har betydet for udenrigspolitikkens kurs. Ukraines mulighed for at balancere Rusland var og er hæmmet af, at Rusland er Ukraines største udbyder af kredit, energi og afsætning for ukrainske produkter (Smolansky 2004:49). Kravtjuks politik fra august 1991 til februar 1992, da det uafhængige Ukraines fremtid blev diskuteret med RSFSR 43 og andre sovjetstater, var derfor ikke etableringen af en ukrainsk økonomi separat fra rubelzonen. Integrationen af Ukraines økonomi med unionsstaterne skulle fortsætte i overensstemmelse med SNG-traktaten. Artikel 7 i denne lød blandt andet: The High Contracting Parties recognize that the following belong to the sphere of their joint activity, ( ) coorperation in the formation and development of a common economic space, a pan-european and Eurasian market, in the area of customs policy 44 Disse intentioner skiftede i marts 1992, da det blev klart, at Rusland ønskede liberalisering af økonomien i et omfang, der kunne skade Ukraines sammenhængskraft. Da Rusland liberaliserede priserne i januar 1992, flød varer fra Ukraine til Rusland, hvor priserne var højere, og varermanglen i Ukraine tvang priserne op med valutamangel til følge 45 (D Aneri 1997a:14-15). I marts 1992 præsenterede Kravtjuk derfor Ukraines første økonomiske program, Principles of a National Economic Policy for Ukraine, der skulle rette op på de problemer, de russiske reformer skabte for økonomien. Kravtjuk fokuserede her ikke på reform, men på at Ukraines uafhængighed var ved at blive undermineret af afhængigheden af Ruslands politik: Senere løsningen:..vores samfundsøkonomi er fortsat bestyret udefra, men nu igennem finans-, penge- og prispolitik. ( ) Dette har skabt en kritisk situation for landets økonomi. Rent ud sagt må det siges, at selve landets eksistens er i fare. 46 Kun en fuldstændig udtræden fra rubelzonen og en øjeblikkelig indførsel af republikkens egen valuta samtidig med at priserne frigives i Rusland, kan sikre en sådan garanti [for uafhængighed]. ( ) en trinvis reduktion af import af produkter fra [rubel] zone lande ( ) en reorientering imod nye markeder. Programmet skulle gøre Ukraine uafhængig af rublezonen, nedsætte importen af russiske varer igennem toldbarrierer, og refokusere eksporten til vestlige markeder. Programmet var i økonomisk 43 Den Russiske Socialistiske Føderale Sovjetrepublik 44 Agreement on the reation of the Commonwealth of Independent States artikel 7 i appendiks B (Hadja 1998). 45 Ukraine havde ikke selv faciliteter til at trykke rubler og måtte ty til kuponer. 46 L. Kravchuk s Report had the Effect of an Exploding bomb Current Digest of the Post-Soviet Press vol. 44 no. 12 pp.15-16 (fremover CDPSP). Side 35/89

forstand irrationelt. Den gensidige afhængighed i den sovjetiske produktionskæde, der var særlig stærk imellem Ukraine og Rusland som kernestaterne i Sovjets produktionsapparat, blev brudt på trods af, at 67 % af al ukrainsk produktion indeholdt russiskproducerede dele, og at Ukraines eksport til andre sovjetstater udgjorde estimeret 33 % af BNP i slutningen af Sovjetperioden (D Anieri 1997b:7m). En udbytningstese hos både ukrainske og udenlandske økonomer havde bidraget til den forfejlede opfattelse, at Ukraine var nettobetaler til Sovjetøkonomien, fordi landet i den sidste tid under Sovjet havde haft en positiv handelsbalance forsaget af, at prisen på energi var kraftigt subsidieret. Herudfra var de logisk at kappe disse økonomiske bånd. Dette var en del af forklaringen på den høje stemmeandel for uafhængighed på 90 % i december 1991. Befolkningen troede på, at ukrainsk selvstændighed ville betyde velstand (Wolczuk 2003:39-40, Wilson og Rontoyanni 2004:32). Tabel 4. Ukraines økonomiske nøgletal 1991-2000 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Eksport af varer og tjenester (årlig % vækst)... -17-47 -11 10 1 17-5 1-2 22 Eksport af varer og tjenester (mia. US$ faste priser 2000.). 33,79 27,98 14,75 13,15 14,52 14,68 17,16 16,23 16,43 16,06 19,52 BNP vækst (årlig %). -6-8 -10-14 -23-12 -10-3 -2-0 6 BNP per capita, PPP (US$ faste priser, 2005). 8.063 7.369 6.635 5.688 4.405 3.899 3.540 3.465 3.430 3.456 3.696 Inflation (års total). (%)..... 2.730 10.155 401 182 40 10 20 19 26 Statsbudgetunderskud (% af BNP)..... -25,4-16,2-9,1-7,1-4,9-6,8-2,1-1,5 0,5 Kilde:World development Indicators, WDI-online. Produktion faldt både pga. problemer med at skaffe råmaterialer og pga. manglen på adgang til det russiske marked. Ukrainske karbovanets 47 og rubler kunne ikke veksles, så al udenrigshandel måtte foregå som bytte eller i hård valuta. Det er svært præcist at afgøre, i hvilket omfang Kravtjuks isolationspolitik fra rubelzonen betød for Ukraines økonomiske kollaps, men det er klart at 47 Ukraines midlertidige valuta fra november 1992 1996. Side 36/89

isolationen var selvvalgt, og at den ikke gjorde situationen bedre. Eksporten faldt med ca. 50 % fra 1990-1995 i faste priser. Som tabel 4 viser, var Ukraines økonomiske kollaps spektakulært i sin voldsomhed og længde. Langt værre end Ruslands, endsige noget andet land i SNG (Åslund 1995:127, 2005). Den negative vækst stoppede først i 2000, og eksporten havde da kun genvundet to tredjedele af sin værdi fra 1991. Årsagen hertil skal findes i Ukraines udsatte reformproces og senere under Kutjma infiltrationen af oligarkinteresser i statens økonomiske politik, som hæmmede reel reform. Kravtjuks politik havde mandat i en uhellig alliance imellem Rukh 48 og tidligere nomenklatura, der hurtigt brød sammen i 1993. Rukh brændte for udenrigspolitikkens afstandstagen til Rusland og spillede her en stor rolle. Nationalkommunisterne var interesserede i at beholde privilegier og subsidier til industrien, som de kontrollerede (Prizel 1998:375). At det var en urentabel sværindustri i det russisk dominerede Østukraine, der skulle bære de største byrder ved en omfattende økonomisk reform, havde også en betydning. Kravtjuk ønskede ikke massearbejdsløshed i en region, der i forvejen var utilfreds med den antirussiske udenrigspolitik. Derfor fortsatte subsidieringspolitikken, og reformprocessen blev reelt udsat til efter Kutjmas tiltræden i 1994. En anden forklaring på den fortsatte subsidieringspolitik var, at den fælles rubelzone gav stort incitament til at lade seddelpressen løbe. Inflationsbyrden af denne politik blev delt ud på alle medlemmer i rubelzonen, så virkningen var mindre direkte. Rusland forsatte med at subsidiere rubelkreditter og energi til Ukraine i så stort et omfang, at IMF 49 vurderede, at 22 % af Ukraines BNP i 1992 kom fra Rusland (Åslund 1995:127) Denne beggar thy neighbour politik var uholdbar og betød, at Ukraine reelt blev smidt ud af rubelzonen i november 1992 og måtte indføre sin egen midlertidige valuta, karbovanets (D Anieri 1995:610). Da Kravtjuk d. 12. november 1992 talte i radioen om indførslen af en ny valuta, tolkede han dette mere som et skridt imod en selvstændig stat end som en økonomisk nødløsning: In introducing a national currency, Ukraine is entering a new stage of nationbuilding. It is acquiring status of a state, which is in complete control of its own economic space. And it is because of this that I am sure that these steps will be perceived with understanding by the citizens of Ukraine, as steps that correspond to their national interests. 50 48 Rukh folkebevægelsen i Ukraine for Perestrojka - kan ses som Ukraines eneste væsentligste ikke-kommunistiske oppositionsbevægelse før 1991. Den havde base i den kulturelle intelligentsia i Vestukraine og var udenrigspolitisk eksponent for den romantiske tilbage til Europa vision. 49 Den internationale valutafond. 50 President Kravchuk Explains Monetary Reform, gengivet i Brzezinski, Sullivan 1997:263 Side 37/89

Et russisk forsøg på at få Ukraine med i et fællesøkonomisk SNG-samarbejde om finans- og valutapolitik ved Tasjkenttopmødet i maj 1992 mislykkedes. Endnu et møde i maj 1993 gik i vasken. Kravtjuk brød sig ikke om ordet økonomisk union, men situationen var i sommeren 1993 så alvorlig, økonomisk og samfundsmæssigt, at der blev talt om løsrivelse af både Donbas og Krim, hvorfor en aftale blev underskrevet under stor kritik fra Rukh i parlamentet. Ukraine havde et meget alvorligt likviditetsproblem og kunne ikke betale løn og pension til tiden. Minearbejdere i Donbas gik i strejke i sommeren 1993 pga. manglende løn, og for at betale dem og undgå uro måtte regeringen trykke så mange penge, at BNP nominelt steg med 82 %. Ukraine havde samme år en samlet inflationsrate på 10.115 % (Yekelchyk 2007:198-99). Hvis man kan nævne en positiv ting ved denne antichokterapi var det, at ukrainere fremover var villige til at acceptere en stram finanspolitik for at bekæmpe inflation. Kravtjuks nye politik skar import- og eksportkvoter væk over for SNG-lande og indførte eksportstøtte. I august 1993 blev forbrugsafgifter og moms på varer fra SNG-økonomier midlertidigt afskaffet for at booste forbruget (D Anieri 1997b:7n.). Samtidig skiftede Kravtjuk også holdning til en SNG-toldunion og fælles mønt, 51 idet den økonomiske nedsmeltning truede statens selvstændighed, men Kutjma tiltrådte dem ikke efter regeringsskiftet i sommeren 1994. En SNGtoldunion ville svække Ukraines interesser på længere sigt, fordi Rusland som den største industriproducent kunne beskytte sit marked fra ekstern konkurrence og sælge sine dårlige produkter til SNG-markedet (Chudowski 2002:26). Tabel 5. Ukraines handelsmæssige afhængighed af Rusland Hovedaftagere af Hovedleverandør af ukrainsk eksport (%). ukrainsk importvarer (%). 1995 Rusland 43,1 Rusland 52,3 1997 Rusland SNG 26,2 42,9 Rusland SNG 45,8 58,4 Kilde: Ukraine Country Report, Economist intelligence unit, ifl. Wolczuk 2003:38 Det andet element i Ukraines økonomiske afhængighed af Rusland var energiimporten. Ukraines sovjetiske industrialisering havde gjort økonomien domineret af tung våben- og metallurgisk industri, der var energikrævende og energi-ineffektiv og afhængig af russisk gas til opvarmning og strøm. Ukraine havde før 1921 sin egen energiindustri baseret på landets enorme kulreserver og olie- og gasforekomster i Sortehavet og Azovhavet, men pga. sovjetisk planlægning var disse kilder 51 Kravchuk Supports CIS Customs Union, Interview med Ostankino Television 16. april 1993. FBIS oversættelse. Side 38/89

blevet fravalgt frem for billigere sibirisk og centralasiatisk gas (Abdelal 2004:108-9, Balmaceda 1998). I 1992 leverede Rusland 89 % af Ukraines olie og 56 % af dets gas, og det blev hurtigt klart, at prisen på denne afhang af, hvorvidt modtagerne samtykkede i Kremls verdensopfattelse. De baltiske stater, der ikke meldte sig ind i SNG, betalte mest, eurasiske stater og Hviderusland, der føjede Rusland, betalte mindst. Nærmest uanset pris kunne Ukraine ikke betale pga. sin håbløse økonomi, men i modsætning til andre stater, hvor dette også var tilfældet, f.eks. Hviderusland, og hvor Rusland tog betaling i naturalier eller afskrev gælden, krævede Rusland kontant betaling af Ukraine eller overdragelse af strategiske aktiver som sortehavsflåden, Sevastopol eller gasinfrastruktur (Abdelal 2004: 102) Se nedenfor om Massandratopmødet. I februar 1993 meddelte Rusland, at Ukraines gaspris ville stige fra $39 til $85 pr. 1000 kubikmeter gas, efter forhandling dog sat ned til $60, men igennem 1990erne steg prisen langsomt til $80 i 1999. Ukraines gæld eksploderede som resultat heraf. Ved slutningen af 1994 skyldte Ukraine $4,2 mia. til Rusland for gas, et beløb der steg med $100 mio. hver tredje måned, men tallet er meget svært at anslå. Parterne er uenige om det rigtige beløb, som blev forhandlet på højeste diplomatiske niveau igennem Kutjmas regeringsperiode. I kontrast hertil var indenrigsprisen på gas i Rusland $18 og Hvideruslands $30. (Abelal 2004:118, Smolansky 2004:50). 10.2 Ukraines militærdoktrin formuleres Efter moskvakuppet 52 i august 1991 og den efterfølgende uafhængighedserklæring fra Ukraines parlament d. 24. august, påbegyndte Kiev straks at implementere den udenrigs- og sikkerhedspolitik, der allerede forelå belæg for i suverænitetserklæringen vedtaget af Radaen i juli 1990, altså mere end et år forinden. I denne erklæring blev landets sikkerhedspolitik baseret på fire søjler: ikke-blok status, frasigelse af atomvåben, neutralitet, og uafhængige bilaterale bånd til omverdenen. Artikel X og XI fra erklæringen lyder: Artikel X: The Ukrainian SSR as a subject of international law maintains direct relations with other states, concludes treaties with them, and exchanges diplomatic, consulate and trade representatives. Artikel XI: The Ukrainian SSR solemnly proclaims its intention to become in [the] future a permanently neutral state, taking no part in military blocs and holding to three non-nuclear principles: not to accept, produce or acquire nuclear weapons. 53 (Min fremhævning). 52 Det forfejlede kupforsøg fra kommunistiske reaktionære 19. august 1991 imod Gorbatjovs lederskab (Yekelchyk 2007:190). 53 Begge citater fra Wolczuk 1999:18 Side 39/89

I lyset af Ukraines totale integration i Ruslands militære og økonomiske strukturer i 1991 kan neutralitet og ikke-blok status, som der her henvises til, ikke tolkes som neutralitet i en traditionel forstand. Bogstaveligt talt henviser neutralitet til en stats ret til at nægte krigsparter at bruge dets territorium til kamphandlinger, men her har neutralitet fået klangen af at gælde i fredstid. Neutralitet, som formuleret her, kunne ikke tolkes som andet end et ønske om at bryde ud af østblokken generelt og bryde med Rusland i særdeleshed, og sådan blev det også tolket i Moskva (Wolczuk 1999:23). Med ønsket om neutralitet og ikke blok status lå fire målsætninger: 1. Legitimeringen af udskilningen af et ukrainsk militær fra sovjetstyrkerne. 2. Fremtvinge fjernelsen af alle russiske styrker på ukrainsk territorium. 3. Legitimering af afstandstagen fra russiske militæraktiviteter i nærområdet. 4. Vise Kievs modvilje imod at blive trukket ind i en ny alliance med Rusland. Implementeringen af disse paragrafer forblev teoretiske frem til efter augustkuppet, der med et ændrede Ukraines handlemuligheder. Indtil da tjente artiklerne som symbolske hensigtserklæringer om øget autonomi fra Moskva og et mere ligeværdigt forhold imellem de to parter, muligvis ved at gøre USSR til en konføderation. I artikel IX lå en forventning om at kunne få noget fra vesten som modydelse, både for afslutningen af landets hidtidige rolle som del af Sovjetunionens strategiske produktionsapparat og kernetropper, en rolle det nu ikke længere ønskede at spille, og samtidig for en ny rolle som bufferstat imellem Europa og Rusland. Fra 1991 og til den trilaterale aftale imellem USA, Ukraine og Rusland i 1994, der afsluttede striden om nedrustningen af Ukraines atomvåben, accepterede vesten ikke denne tolkning til Ukraines elites store forbitrelse (Wolczuk 1999:23-4). Vesten var mere optaget af at beskytte Rusland fra sammenbrud og Ukraines pludselige stillen sig på bagbenene var blot et irritationsmoment i denne proces, der stillede spørgsmålstegn ved landets tilregnelighed som partner. Det blev også snart klart at erklæringen om neutralitet og ikke-blok status hurtigt blev forældet, efterhånden som Ukraines geopolitiske omgivelser ændrede sig. Erklæringen var blevet til i 1990, da Sovjet skrantede, men stadig var en realitet. Efter 1991 stod Ukraine uden nogen af de sikkerhedsgarantier neutrale stater beror sig på, uden for de europæiske sikkerhedsstrukturer og uden et velstruktureret forsvar. Grænsen til Rusland var slet ikke optegnet eller bevogtet. Neutralitet ville i sagens natur samtidig forhindre Ukraine i deltagelse i internationale sikkerhedsstrukturer og kunne svække Ukraines mulighed for at gøre sig gældende som en vestlig medspiller. Side 40/89

Det første udkast til militærdoktrin blev nedstemt af Radaen i oktober 1992, for at være for pacifistisk og for ikke at definere, hvilke sandsynlige trusler Ukraine stod over for. Den erklærede, at Ukraine does not regard any people it s enemy (Dick 1994:511). Et år efter i oktober 1993 blev en ny doktrin vedtaget. Doktrinen erklærede sig imod stationeringen af fremmede tropper på Ukraines territorium og definerede en sandsynlig fjende som en stat..whose policy consistently constitutes a threat to Ukrainian military security, which interferes in Ukraine s internal affairs or aspires to control its territory or to infringe on it s national interest. 54 Sammenlagt passer definitionen på Ruslands flerfacetterede trussel imod ukrainsk selvstændighed, jf. Buzan ovenfor. Forbuddet imod fremmede tropper på ukrainsk jord var også direkte møntet på den russiske tilstedeværelse på Krim, og som var en hovedanstødssten i løsningen af krisen om sortehavsflådens fremtid. Ukraine ville samtidig heller ikke anerkende territoriale krav imod det fra nogen part, ligeså lidt som det ville fremsætte krav til andre stater. Det var væsentligt for Kiev at holde kassen med grænserevisioner lukket i lyset af Ukraines territoriums historiske skiften hænder. (Wolczuk 1999:20) Slovakiet, Rumænien, Polen, Ungarn og Rusland kunne alle hævde at have historiske krav på dele af Ukraine. En redefinering af ikke-blok status havde også fundet sted: Ukraine will maintain a non-bloc status, but favours the creation of and participation in inclusive European and global security systems. It favours a general European security structure on bilateral, regional and global levels.. 55 Samtidig i Hovedlinjerne i Ukraines udenrigspolitik, et dokument fra juli 1993, stod der, at Ukraines status som neutral og ikke-allieret stat..be adapted to the new situation an cannot be seen as an obstacle to its full-scale participation in Pan-European security structures 56. Det virker som om, Ukraines parlamentarikere forsøger at spille på to heste. På den ene side er neutralitet en måde at slippe bort fra Rusland, men samtidig en status der kunne udelukke landet en alliancemulighed i fremtiden. På den anden side var NATO-associering endnu ikke en mulighed. Erklæringen om neutralitet og ikke-blok status var en sikkerhedspolitisk venteposition, indtil landet åbent kunne erklærer sine ønsker om at opnå tættere forhold til EU og NATO. Før disse 54 Ifl. Dick 1994:512 55 Ifl. Wolczuk 1999:27 56 Ibid:27 Side 41/89

intentioner kunne offentliggøres skulle nogle af de værste udestående problemer med Rusland løses (Kuzio 1998b:42). Overordnet set var Kravtjuks udenrigspolitik var fra 1991 baseret på følgende antagelser: 1. Rusland alene udgør en umiddelbar trussel imod en selvstændig ukrainsk stat. 2. Russisk imperialisme vil inden længe igen true det internationale system. 3. Russisk accept af ukrainsk selvstændighed er midlertidig. 4. Ukraines naturlige allierede er ikke Vesteuropa og USA men de øst- og centaleuropæiske stater, der har tilsvarende erfaringer med russisk hegemoni. 5. I SNG-samarbejdet bør Ukraine blokere ethvert forsøg på at gøre organisationen til en overnational struktur, der kan domineres af dets største medlem Rusland. 6. Ukraine skal skærpe dets internationale profil ved at skabe specielt gode forhold til stater med store ukrainske mindretal, f.eks. Canada, USA, Israel og Brasilien (Prizel 1998:376-377). Set i sammenhæng med de ret utilslørede tilkendegivelser fra den russiske elite om de naturlige mekanismer, der gjorde ukrainsk selvstændighed usandsynlig på langt sigt, var dette rimelige antagelser. 57 (Sherr 2001:117) 10.2.1 Kravtjuks forslag om en centraleuropæisk sikkerhedsstruktur Kravtjuks udenrigspolitik søgte anerkendelse af statens arvede grænser og sikkerhedsgarantier for statens sikkerhed og territoriale integritet hos venlige magter igennem et hektisk diplomati. Formålet var at kompensere for Ukraines manglende positive suverænitet. Derfor var Kravtjuk nervøs for konsekvenserne af en NATO-udvidelse. Ikke fordi Kiev så NATO som en fjende, men fordi udvidelsen kunne gøre Ukraine til bufferstat imellem Rusland og NATO og i værste fald tvinge Ukraine ind i en SNG-sikkerhedspagt (Kuzio 1997:182). Sat over for dette dilemma forsøgte Kravtjuk at overtale de øst- og centraleuropæiske stater til at danne en centraleuropæisk sikkerhedsstruktur som alternativ til NATO medlemskab. Denne formelle eller semi-formelle alliance fra Baltikum til Donau foreslog Kravtjuk for første gang i februar 1993. Et NATO-B bestående af de baltiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Østrig, Hviderusland og Ukraine. Han gentog ideen på OSCE konferencen i Europa april 1993. Ideen var dødfødt, idet alle stater, undtagen Hviderusland før Lukasjenko, var imod den fra starten (Kramer 1999:408-409, Burant 1995:1130-31). Den slet skjulte anti-russiske hensigt med at etablere en ring af allierede stater omkring Rusland udenfor NATO, var ikke attraktiv. Med sine konventionelle styrker ville 57 Se f.eks. den ekstensive dokumentation den russiske stormagtsdiskussion i Brzezinski, Sullivan 1997:59-173. Side 42/89

Ukraine blive det tungeste medlem i denne alliance og havde på dette tidspunkt endnu ikke endegyldigt accepteret nedrustning af sine strategiske atomvåben. Ukraine som alliancens stormagt var helt uacceptabelt for de europæiske småstater, der så imod Europa, og dette afslørede et vist amatøragtigt præg over ukrainsk udenrigspolitik under Kravtjuk. Kiev havde ikke analyseret situationen rigtigt, og forslaget var, ligesom de russiske parlamentarikeres råb på russisk annektering af Sevastopol blot med modsat fortegn, med til at oppiske russiske forudanelser om Ukraines antirussiske indstilling. De øst- og centraleuropæiske lande så forslaget som et skridt, der forøgede risikoen for et worst case scenario, dvs. en militarisering af Rusland og en optrapning af fjendtlighed, der hidtil ikke eksisterede. De centraleuropæiske stater længere væk fra Rusland og tættere på Europa følte sig ikke i en så udsat situation som Ukraine, og deres indstilling blev yderligere styrket af, at NATO i januar 1994 etablerede Partnerskab for Fred (PfF) programmet, der åbnede NATO for ikke-nato-stater. Dette taler imod realismens antagelse om sikkerhedsdilemmaets akutte natur. Visegradstaterne var uvillige til kollektivt at balancere Rusland for at fremme fremtidige muligheder i NATO. Ukraine blev således efterladt uden for døren til NATO, men dette betød ikke, at Ukraine af den grund forsøgte at garantere sin sikkerhed i en østvendt alliance. Tværtimod fordoblede Kutjmaregeringen sine bestræbelser på at blive taget seriøst som partner for vesten. Han nævnte ikke Kravtjuks forslag med et ord, og undgik enhver idé om integration i eurasiske sikkerhedsstrukturer (Kramer 1999:408-9, Wolczuk 2003: 98-100). 10.3 Ukraines udenrigspolitik på den nordøstlige akse: 1991-1994 Anerkendelse og adskillelse. Mens Ukraine under Kravtjuk forsøgte at tilnærme sig Øst- og Centraleuropa, foregik der parallelt en redefinition af forholdet til Rusland. Før en selvstændig ukrainsk udenrigspolitik kunne realiseres, måtte Ukraines økonomiske, politiske, infrastrukturelle og militære integration med Rusland afvikles, og en ny platform for ukrainsk-russiske bilaterale relationer etableres. Kun ved at løsne den sovjetiske arv kunne Ukraine gøre sig håb om en dag at deltage i vestlige strukturer. I denne proces var fem kerneområder centrale: Anerkendelse af grænser, deling af militære aktiver, økonomisk afhængighed, energirelationer og SNG-integration (Wolczuk 1999:23). Problemet med løsningen af disse konflikter var, at de frem for kun at være af økonomisk og sikkerhedsmæssig art også havde en symbolsk karakter, der relaterede dem til redefinitionen af Side 43/89

suverænitet og identitet i det historiske ukrainsk-russiske forhold. 58 (Wolczuk 2003:27, Garnett 1997:41). Det gav problemer, fordi Rusland stadig handlede ud fra et suverænitetsbegreb, der havde domineret ukrainsk-russiske relationer i de foregående 70 år: Jo tættere Ukraine var integreret med en stor og venlig og broderlig magt som Rusland, des mere suveræn var staten. Ukraine handlede ud fra en vestlig suverænitetsforståelse, der drejede sig om selvstændighed fra fortidens unionsstrukturer og et dominerende Rusland (Deyermond 2008:20-29). Her er det væsentligt at skelne imellem suverænitet og autonomi. Suverænitet er den formelle autoritet for en stat til at træffe sine egne beslutninger. Autonomi er evnen til at handle uhindret af andre og styre sin egen skæbne. Disse to følges normalt ad, men i Ukraines tilfælde, betød hævdelsen af suverænitet over for Rusland, at dets handlerum, autonomi, blev indskrænket f.eks. i den økonomiske sfære. (D Anieri 1999: 46-47) 10.3.1 Kravtjuks SNG-politik Det er vigtigt for at forstå de dårlige ukrainsk-russiske relationer i 1990erne, at Ukraine var den hovedaktør, der forhindrede Rusland i at omkalfatre USSR og bevarer sin hegemoni i den postsovjetiske sfære. Det var Ukraine, der gjorde, at forhandlingsprocessen om Sovjets fremtid i efteråret 1991 brød sammen og medførte unionens opløsning, fordi Ukraine ikke ville acceptere en ny konføderativ struktur, men stod stejlt på sit ønske om selvstændighed. Ukraine sørgede også for, at andre unionsstrukturer som den røde hær ikke kunne fortsætte under fælles SNG-kommando, ved som den første sovjetrepublik at nationalisere de sovjetiske styrker på sit territorium og erklære sig uvillig til at lade sine styrker indgå i en fælles forsvarsstruktur. 59 Kravtjuks udtalelse i januar 1992 viste, at han fokuserede på Ukraines mulighed for at blive en fuldt funktionel stat. Hvis vi i Alma-Ata sagde, at Samfundet af Uafhængige Stater ikke er en stat og ikke engang en statslignende enhed, så baserer vi vores politik på basis af dette princip ( ) F.eks. er ideen om en enkelt [fælles] hær baseret på princippet om én stat, for der kan ikke være 11 stater og en enkelt hær. 60 I sidste ende tvang det Rusland til at oprette sine egne uafhængige styrker i maj 1992 (Deyermond 2008:2-4). Denne rolle som spielverderber fortsatte Ukraine med at spille som den stat, der forhindrede SNG i at udvikle sig til en meningsfuld overnational institution. Så længe Ukraine som den suverænt næsttungeste spiller efter Rusland i SNG ikke ønskede at være med på en meningsfuld 58 En af hans første beslutninger var at fjerne Ukraine fra Moskvas tidszone, og ind i Østeuropas til stor gene for de på det tidspunkt fælles tog og fly forbindelser imellem Ukraine og Rusland (Prizel 1999:378). 59 Rift between Russia, Ukraine widens at Kiev meeting of CIS UW Vol. LX no. 14 marts 1992 p. 1 60 Kravtjuk ifl. Deyermond 2008:49 Side 44/89

måde, var institutionen et hensygnende forum for eurasisk samarbejde bestående af Rusland og et vedhæng af centralasiatiske randstater. 61 Ukraines målsætning var, at den postsovjetiske region skulle udgøres af suveræne uafhængige stater, mens Ruslands var, at SNG skulle skabe en politisk og sikkerhedsmæssig overbygning for en ring af stater i Ruslands nærområde, tilpasset russiske interesser. Meget lig Sovjetunionen bare i nye klæder (Garnett 1997:61). Der var også et identitetsmæssigt sigte i Ruslands SNG-ambition. SNG kunne bibeholde ukrainsk-russisk enhed, økonomisk, militært, politisk og kulturelt efter 1991 i overensstemmelse med russeres forståelse af Ukraine som en del af Rusland. Det var en symbolsk institution, der skulle indikere, at det slaviske fællesskab imellem Rusland, Hviderusland og Ukraine var intakt, og at fælleshistorien fra Pereyaslav og frem ikke bare var blevet smidt ud med det sovjetiske badevand. Jeltsin indrømmede også selv, at en del af Kremls ønske om Ukraines inkludering i SNG havde relation en bagvedliggende målsætning om at bevare ideen om Rusland som Ukraine og Rusland, og derved køle gemytterne indenrigspolitisk hos de militære og nationale patrioter i Rusland, der truede med et nyt putsch pga. Ukraines exit. Jf. Kievskaja Rus betydning som både arnestedet for den første russiske stat og den russisk ortodokse kirke (Wolczuk 2003:55, Kuzio 1998c:228-30). Ukraines politik over for SNG blev defineret ud fra at prioritere suverænitet højere end ethvert hensyn til et fungerende institutionelt samarbejde. Kravtjuk så selve institutionen som en et overgangorgan, der kunne koordinere Sovjetunionens opløsning, et fælles redskab til at liquidate old structures og opnå en civilized divorce. Selvom denne holdning fortog sig, efterhånden som den økonomiske krise fik en økonomisk realisme til at melde sig i 1993, fokuserede Kiev på det skæve indbyrdes magtforhold, vis-á-vis Rusland i organisationen og konkluderede, at et uundgåeligt russisk domineret SNG ville få negative konsekvenser for ukrainsk suverænitet og selvstændighed (Solchanyk 1998:28). I overensstemmelse hermed var listen lang over SNG-institutioner, Kravtjuk ikke ville acceptere Ukraines fulde deltagelse i: SNG-toldunionen (marts 1992), SNGs interparlamentariske forsamling og Tasjkenttraktaten om en kollektiv SNGsikkerhedsstruktur (begge maj 1992), SNG-charteret (januar 1993) og fuldt medlemskab af den økonomiske union (september 1993) Alle tiltag, der medvirkede til at gøre SNG til en overnational struktur 62 (Sherr 1999:255). SNG-charteret var baseret på en russisk idé om at etablere SNG som sin egen geopolitiske blok i modvægt til EU og NATO. Ukraines vision om SNG-samarbejdet er langt mere skånsom over for suverænitet og mere åben over for Vestueuropa, idet man ønsker normale ligeværdige relationer med Rusland og alle andre lande. SNG skulle være en blød 61 Solchanyk, Roman NEWS ANALYSIS: Ukraine is Keystone of Commonwealth UW vol. LX no. 6 p.1, feb. 1992. 62 Kravchuk reaffirms position on CIS Charter UW vol. LXI no. 4 jan. 1993 Side 45/89

struktur, der ikke gik ind i skabelsen af overnationale strukturer før det tidspunkt, hvor dets medlemsstaters suverænitet var fuldt udviklede og styrket. En proces SNG skulle hjælpe dem i. Suverænitet skulle opnås, før den kunne gives væk i Kravtjuks optik. 63 Denne skeptiske holdning til Ruslands integrationsambitioner var Ukraine ikke alene om at have, som det sås, da GUUAM 64 samarbejdet blev oprettet. Men disse stater var ikke ledende i SNG-integrationsprocessen, der blev ledet af Rusland, Hviderusland og Kasakhstan. Ruth Deyermond pointerer, at den suverænitetsforståelse, der blev fremlagt i SNGdokumenter, var forvirret og ikke levede op til en vestlig suverænitetsdefinition. Første artikel i SNG-charteret, erklærede at: The Commonwealth is based on the principles of the sovereign equality of all its members. Member states are independent and equal subjects of international law og i artikel tre som en konsekvens af dette skal SNG-staterne bl.a. respektere non-interference in each other s domestic and foreign policies. Dette hænger ikke sammen med artikel fire, der uddyber samarbejdets kompetenceområder: The following belong to the spheres of joint activity of member states realized on an equitable basis through common coordinating institutions: ( ) the coordination of foreign policy activity; cooperation on the formation and development of a common economic space; ( ) Cooperation in the sphere of defence policy and the guarding of external borders. 65 Niveauet af gensidig afhængighed, som denne politik ville kræve af medlemsstaterne, underminerer troværdigheden i artikel 1 og 3 om respekt for statssuverænitet. Eller måske rettere, den respekterer deres tekniske suverænitet, men binder deres autonomi. Det er direkte selvmodsigende på den ene side at erklære respekt for staternes respektive udenrigspolitik som grundlaget for samarbejde, for i næste artikel at erklære området for et fælles SNG-anliggende. Det får erklæringen i artikel 1 til at fremstå som et standard vedhæng, der er sat på for at leve op til en etableret norm for internationale traktater af et vist format, på samme måde som samme type erklæringer indledte enhver sovjetisk traktat om forholdet imellem unionsrepublikkerne. 63 Solchanyk, Roman Ukraine and the CIS: a troubled relationship UW Vol. LXI no. 8, 21 feb. 1993. p.2. 64 Georgien, Ukraine, Usbekistan, Azerbaijan, og Moldova. 65 SNG-charteret ifl. Deyermond 2008:43-46 Side 46/89

10.3.2 Ruslands manglende anerkendelse af Ukraines territoriale integritet og grænser Sideløbende med SNG-processen, som Ukraine havde associeret medlemskab af, og dermed ikke reelt var en del af, foregik en anden og mere alvorlig konflikt om Ukraines suverænitet. Denne gik på Ruslands anerkendelse af Ukraines territorium og udstationeringen af den sovjetiske sortehavsflåde på Krim. Selvom Ukraine teknisk set var en suveræn stat fra august 1991, var denne suverænitet hæmmet af, at russisk-ukrainske relationer baserede sig på traktaten om basale principper for forholdet imellem RSFSR og Ukraines SSR fra november 1990. 66 Territorial anerkendelse var betinget af, at USSR fortsat eksisterede. The high contracting parties recognize and respect the territorial integrity of the Ukrainian SSR and the RSFSR inside the borders presently existing within the USSR 67 (min fremhævning). I fraværet af en ny traktat, der specificerede et gensidigt anerkendt bilateralt forhold, var denne formulering utilstrækkelig for Kiev. Blot to dage efter Ukraines uafhængighedserklæring d. 24. august 1991 udsendte den daværende russiske præsident Boris Jeltsin en erklæring, der sagde, at Rusland forbeholdt sig retten til at rejse strid om grænsedragningen med de republikker, bortset fra de baltiske lande, der havde erklæret deres uafhængighed. Disse territoriale krav angik primært Donbas, Krim og nordlige Kasakhstan, alle regioner med store russisk mindretal. Hvis disse republikker indgår i union med Rusland, er der ikke noget problem. Men hvis de træder ud [af unionsrelationer], må vi tage hånd om befolkningen der bor der, og ikke glemme, at disse områder blev bosat af russere. Rusland vil næppe bare sådan indvillige i at give disse områder væk. 68 Rusland insisterede på, at parternes accept af hinandens grænser afhang af deres forsatte medlemskab af SNG. Dette viste en kontinuitet i russisk suverænitetsforståelse af den sovjetiske afart. I december-aftalen, der stiftede SNG-samarbejdet, står: The high contracting parties recognize and respect one anothers s territorial integrity, and the inviolability of existing borders within the commonwealth 69 (min fremhævning). 66 Treaty on the Principles of Relations Between the RSFSR and the Ukrainian SSR artikel 6. Appendiks A (Hadja 1998). 67 Ibid. 68 Præsident Jeltsin 27/8/1991 ifl. Solchanyk 1998:26 69 Agreement on the Creation of the Commonwealth of Independent States Artikel 5. Appendiks B (Hadja 1998). Side 47/89

Formuleringen var taget direkte fra den tidligere traktat imellem Sovjetukraine og RSFSR fra 1990. Boris Tarasiuk, der forhandlede for Ukraine i Minsk, var ikke tilfreds med denne sammenkædning af russisk anerkendelse af Ukraines grænser, men lod forstå at det var det bedste han kunne få (Garnett 1997:58). Den ukrainske Rada var utilfreds og tilføjede egenhændigt en protokol med 12 rettelser, herunder betingelsesløs anerkendelse af eksisterende grænser, før det ratificerede dokumentet. 70 Denne ukrainske enegang ændrede ikke Ruslands formelle indstilling til anerkendelse af Ukraine. (Garnett 1997:59). Den officielle grund til Ruslands manglende anerkendelse af Ukraines grænser var Krims status, herunder navnlig Sevastopols og sortehavsflådens fremtid i byen. Krim var fuldt lovligt ukrainsk, 54 % af befolkningen havde stemt for ukrainsk selvstændighed 1. december 1991 (dog den laveste andel i nogen ukrainsk region 71 ), alligevel lancerede det russiske parlament en kampagne, der krævede Krim tilbage. I maj 1992 vedtog den russiske øverste Sovjet en resolution, der erklærede Krims overdragelse til Sovjetukraine i 1954 for grundlovstridig, samme måned som Krims parlament erklærede sin selvstændighed fra Ukraine, som dog hurtigt blev trukket tilbage, da Kiev slog en handel af med det lokale lederskab. Krim skulle forblive ukrainsk, men være en autonom republik (Kincade og Melnyczuk 1994:94). Det latente rationale bag Moskvas ønske om at beholde sortehavsflåden, der strategisk set var uden betydning for Ruslands overordnede sikkerhed og desuden var ved at ruste op, var de baserettigheder der fulgte med. Ejerskab af flåden gav ejerskab af den infrastruktur der fulgte med. Ved at nægte at dele flåden med Kiev, der fokuserede på delingen af materiellet, ikke territoriet, kunne en udsættelse af anerkendelsen af Ukraines grænser fortsætte uendeligt, indtil Ukraine accepterede en permanent russisk tilstedeværelse på Krim. Ukraine var i en dårlig forhandlingsposition (Wolczuk 2003:28-9). Teoretisk kan konflikten anskues som forårsaget af både immatrielle og materielle faktorer. En socialkonstruktivistisk tolkning med vægt på immatrielle variable ville hævde, at konflikten trak ud, fordi Rusland og Ukraines forestillingsverdener som nationer stødte sammen i spørgsmålet om Krim, Sevastopol og sortehavsflådens fremtid, og at et kompromis derfor var det samme som nederlag for begges nationale idé og identitet. Flåden som materiel kapabilitet i sig selv ville ikke bidrage grundlæggende til russisk eller ukrainsk sikkerhed pga. dens fremskredne forfald og forældede teknologi, men dens fortsatte placering i Ukraine opnåede det immaterielle mål, at Rusland stadig strækker sig til Krim (Covert 1997, Kuzio 2007:67-93). Et realistisk modsvar 70 Reservations of the Supreme Soviet of Ukraine to the Agreement on the Creation of the Commonwealth of Independent States, Appendiks C (Hadja 1998). 71 70 % af Krims indbyggere var i 1991 etniske russere (Sherr 1997:34). Side 48/89

begrundet i materielle faktorer ville være, at alene retten til i al fremtid at have en fremskudt base ved Sortehavet ville være et materielt aktiv værd at gå efter for en landmagt som Rusland, der lige havde mistet størstedelen af sin kystlinje ved Østersøen og Sortehavet, uanset historiske bånd til Krim eller materiellets forfatning i øvrigt. Ukraine havde lige så gode militære som identitetsmæssige grunde til ikke at ønske en russisk base på dets sydlige flanke. (Wolczuk 2003: 28-32) Begge argumenter er valide for at forklare forhandlingsprocessens karakter, og de russiske og ukrainske politikere brugte både moralske, historiske og strategiske argumenter i deres kamp om Sevastopol. 10.3.3 Sortehavsflåden og Sevastopol status Forhandlingsprocessen om flådens fremtid afspejlede da også, at spørgsmålet om russisk ejerskab af Sevastopol frem for deling af det slidte materiel var stridens kerne. Både regeringen og Ukraines parlamentarikere var klar over de sikkerhedsmæssige konsekvenser af en permanent russisk base på Krim, et ukrainsk Guantanamo, en skamstøtte over Ukraines svaghed som stat, og ville undgå dette for enhver pris. Forhandlingsprocessen var derfor resultatløs i lang tid. Det første møde i juni 1992 i Dagomys imellem Kravtjuk and Yeltsin, aftalte ikke andet end, at begge landes flåder skulle udgøres af sortehavsflåden. Ved Jaltamødet i august 1992 blev en 50-50 deling af flådens materiel aftalt, mens spørgsmålet om ejerskab af faciliteter ikke blev berørt. Denne situation forblev uændret til juni 1993, hvor et møde i Moskva gentog 50-50 delingen af flåden og provisorisk accepterede en russisk leje af Sevastopol (Sherr 1997:34, Lepingwell 1993). Dette skred til Ruslands fordel afspejlede Ukraines forværrede forhandlingsposition pga. landets gasafhængighed af Rusland, og dets ekstreme likviditetskrise pga. økonomiens fremskredne kollaps (Wolczuk 2003:30). Udviklingen i både Rusland og Ukraine viste, at det var parlamenterne i det to lande, der pustede til ilden i konflikten, og var med til at forhindre dens løsning. I Ukraine afviste Radaen at ratificere regeringens forhandlingsresultater eller reviderede dem egenhændigt først. Dette gjaldt SNG-traktaten, START-ratifikation og forhandlingerne om Sevastopol. Ruslands parlament virkede på samme måde som nationalistisk indpisker for den udøvende magt. I juli 1993 vedtog Ruslands parlamentarikere en resolution, der erklærede Sevastopol for russisk. Senere samme år sejrede russiske nationalister ved parlamentsvalget og forværrede stemningen imellem de to lande. Kreml støttede aldrig de territorielle krav fra parlamentet og ønskede heller ikke at inddrage Rusland i separatisme på Krim, men Jeltsin var i stigende grad af indenrigspolitiske grunde nødt til at tage Side 49/89

bestik af kommunisternes hårde linje i forhandlingen med Ukraine, som det blev klart ved topmødet i Massandra i september 1993 (Nahaylo 1993, Sherr 1997:36-37). 10.3.4 Den russisk-ukrainske energikrise 1993-1994 Ukraines økonomiske kollaps i 1993 begyndte at påvirke Kievs evne til at føre en uafhængig politik. I marts 1993 var Ukraines mulighed for til at betale Rusland for energileverancer undermineret af hyperinflation og et kollaps i statens indtægter. Det statsejede russiske energiselskab Gazprom truede med at lukke for gassen, hvis gælden ikke blev betalt, og på denne måde blev selskabet den russiske stats forlængede arm i forhandlingerne om atomvåben og sortehavsflåden (D Anieri 1995:613,1997b:3-4). Forbindelsen imellem Jeltsin-administrationen og Gazprom blev styrket i 1992, da daværende direktør for Gazprom, Viktor Tjernomyrdin blev russisk premierminister. 72 Ukraines forværrede forhandlingsposition blev tydelig, da Rusland ved Massandra topmødet 3. september 1993 erklærede hele flåden for russisk. En uge før mødet reducerede Gazprom leveringerne af gas til Ukraine med 25 % med manglende betaling som begrundelse. En gestus det var svært for Kiev at misforstå. Det økonomiske og sikkerhedsmæssige aspekt af russisk-ukrainske relationer blev yderligere slået sammen, da Kreml foreslog at afskrive Ukraines gasgæld 73 og fortsætte med at levere brændsel til Ukraines atomkraftværker, hvis landet accepterede russisk kontrol over sortehavsflåden, en lejeaftale på 99 år af Sevastopol og sortehavsflådens baser samt overleverede landets strategiske atomvåben. Skete dette ikke, ville der blive lukket for gassen. Stillet over for udsigten til nedlukning af ukrainsk industri, igen gas til borgernes varmeapparater og ingen gas til elektricitetsproduktion umiddelbart før vinteren 1993/94, accepterede Kravtjuk det russiske forslag. 74 For Jeltsin var det en fjer i hatten, at han kunne præsentere sig selv som manden, der med et havde løst tre udestående problemer med Ukraine, gæld, flåde og atomvåben, på et tidspunkt, hvor han selv var presset indenrigspolitisk til at levere resultater (Nahaylo 1993:2). Kravtjuk måtte imidlertid trække i land igen, da han mødte en storm af protester fra Radaen, og indså, at ratifikation af aftalen ikke var mulig. Han sagde nu, at aftalen blot var blevet diskuteret i Massandra og ikke underskrevet, selvom dette ikke var tilfældet (D Anieri 1997b:4). Rukh lederen Vjatjeslav Tjornovil udtrykte Rukhs holdning ved at sige, at Kravtjuk havde begået landsforræderi og fortjente en rigsretssag (Nahaylo 1993:4). 72 RFE/RL Daily report 9/2/1992 73 På dette tidspunkt ifl. Kravtjuk $2 mia. (Nahaylo 1993:3) 74 Ukraine to surrender fleet, nukes to Russia UW Vol. LXI No.37, 12 sept. 1993 Side 50/89

Som konsekvens af energikrisen måtte Ukraine indføre energirationering i vinteren 1993/1994. Halvdelen af Kievs industri måtte lukke vinteren over, offentlige bygninger blev ikke opvarmet, gadebelysningen blev slukket og det statslige TV fulgte en reduceret sendeplan (D Anieri 1997b:4). Fra det russiske synspunkt var dette kun rimeligt. Rusland var igennem subsidieringen af olie og gas til Ukraine med til at pumpe milliarder af dollars ind i den ukrainske industri, som i modsætning til Ruslands blev beskyttet imod reformer af eliten. Som modsvar skulle subsidieringen købe politik indflydelse. Fra det ukrainske synspunkt var gashandlen med Rusland ud fra en ren økonomisk betragtning en god forretning, så længe subsidieringen fortsatte, men på den anden side heller ikke én, de kunne slippe ud af, hvis de ville, pga. den sovjetiske energiinfrastruktur (Adelal 2004:110). Ruslands manglende politiske resultater med Ukraine i 1992 var en væsentlig årsag til, at priserne blev sat drastisk i vejret i 1993. I det tidlige 1994 skiftede Kreml taktik ved i stedet for politiske indrømmelser at kræve ejerskab af det ukrainske gasledningsnet som betaling for gassen, et træk der ville minimere Ukraines mulighed for at ulovligt at tappe gas fra ledningsnettet, og dermed sikre Ruslands energieksport til Europa. Da Ukraines gæld til Gazprom rundede 1 billion rubler (1000 mia.) i foråret 1994 blev leveringen reduceret til en femtedel af det normale niveau. Som følge heraf blev en aftale udformet, der indeholdt genoptagelse af leveringen, hvis Ukraine gav Gazprom ejerskab af 51 % af ledningsnettet og betalte halvdelen af gælden fra 1993 plus den, der allerede var akkumuleret i 1994. Aftalen skulle underskrives d.10. april 1994, men den blev det aldrig pga. ukrainsk trækken i langdrag. På dette tidspunkt havde Ukraine etableret varmere relationer til USA og Europa. Årsagen hertil skal findes i en begyndende løsning af et andet ukrainsk udestående med Rusland der blev til ved amerikansk mellemkomst (D Anieri: 1999: 78-83). 10.3.5 Atomnedrustningen Hovedårsagen til Ukraines internationale isolation 1991-1994, var det langtrukne nedrustningsforløb, der ligesom forhandlingen om sortehavsflåden trak ud pga. emnets relation til suverænitet og Ukraines ønske om anerkendelse som stat. I modsætning til, hvad neorealister som John Mearsheimer og Kenneth Waltz ville forudsige, endte Ukraine med at frasige sig det ultimative afskrækkelsesvåben for en svag stat (Mearsheimer 1990). Ukraine, overskygget af sin store nabos magtpolaritet og for langt borte fra NATOs polaritet i vest, kunne godt bruge afskrækkelse for at undgå bandwagoning med Rusland, jf. Walt. Taget i betragtning, at den ukrainske udenrigspolitiske elite må formodes at have kendt til Ruslands geopolitiske syn på sine nære omgivelser, og samtidig forstået, at Rusland ville have svært ved at acceptere ukrainsk Side 51/89

selvstændighed, er det mærkeligt, hvad Ukraine gjorde. Mearsheimer advarede, at ikkespredningsaftalen for atomvåben, NPT (Non Proliferation Treaty), ville komme under pres, idet the international system s new architecture creates powerful incentives to [nuclear] proliferation 75 Militært set er dette rigtigt. Ukraine ville ikke kunne forsvare sig selv med konventionelle våben pga. sin geografi med den 1600 km lange grænse til Rusland og 900 km lange grænse til Hviderusland, der savner naturligt forsvar. Ukraines 20 pansrede divisioner ville i så fald kun kunne forsvare 600 km af denne grænse i åben konflikt (Long Guillot 2000:34). For at forstå beslutningen må man derfor overveje, hvilke identitetsmæssige omkostninger der lå i at beholde dem, og hvad Kiev forventede at få til gengæld fra sine omgivelser i lyset af den reorientering af Ukraines sikkerhedspolitik, der lå i suverænitetserklæringen og endvidere i Kievs manglende lyst til at underskrive Tashkenttraktaten eller SNG-charteret i 1992. Våbnene, det drejede sig om, var ikke ubetydelige i antal. Ukraine arvede det største antal sovjetiske atomvåben udenfor Rusland på to missilbaser, Khmelnitsky og Pervomaisk, med hhv. 130 russiskbyggede SS-19 missiler med hver 6 sprænghoveder og 46 ukrainskbyggede SS-24 missiler, med hver 10 sprænghoveder. I alt 176 strategiske ICBM er med 1240 sprænghoveder. Hertil kom 3905 mindre taktiske kort- og mellemdistancevåben med forskellige fremføringsmidler (Kuzio 1995:95). Forløbet omkring atomvåbenbeslutningen tyder på, at idéen om atomafrustning blev kædet sammen med bevægelsen for uafhængighed, der fik momentum fra 1990, og i høj grad var en politisk beslutning truffet uden videre overvejelser om de praktiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske konsekvenser, som en afrustning ville medføre (Deyermond 2008:70). Ukraine accepterede på forhånd atomnedrustning, før uafhængighed eller sovjets fremtid var klarlagt. I suverænitetserklæringen fra 1990 fortsatte denne politik, uden at Ukraine havde modtaget nogen form for sikkerhedsgarantier. En resolution om Ukraines atomfri status blev vedtaget af Radaen i oktober 1991, før Sovjetunionen blev formelt opløst ved årsskiftet 1991/1992, og SNG-staterne d. 21. december 1991 underskrev en aftale om en fælles politik for atomvåben, ifølge hvilken Ukraine accepterede at fjerne sine taktiske atomvåben pr. 1. juli 1992 og sine strategiske våben før slutningen af 1994 (Long, Grillot 2000:32-3). Det var en politik, der frem for at sikre Ukraine militært skulle adskille Ukraine som væsensforskelligt fra Sovjet/Rusland og fra den kolde krigs blokpolitik og på samme måde som 75 Mearsheimer 1993:61 Side 52/89

neutralitetserklæringen, jf. ovenfor, bringe Ukraine i en position, hvor en reorientering imod vesten kunne finde sted. Hvis dette skulle lykkes, måtte Ukraine vise sig som en international spiller og ikke en stat, der lod Rusland forhandle for sig. Kiev frygtede, at med mindre det forholdt sig stramt i overensstemmelse med international lov, ville omverdenen betragte russisk-ukrainske relationer som den interne russiske affære, som det hidtil havde været (Prizel 1998:378-79). Denne frygt var velbegrundet taget i betragtning, at størstedelen af verdenssamfundet ventede med at anerkende Ukraine til Sovjetunionen var borte 31/12 1991. Ukraines selvstændighedserklæring i august 1991 var et irritationsmoment for Bush administrationen, der var glade for samarbejdet med Gorbatjov og bange for konsekvenserne af et sovjetisk sammenbrud. Dette var grundtanken bag, at Ukraine havde erklæret sig som retmæssig arving til såvel aktiver som passiver efter Sovjet svarende til dets befolkningsandel (18 %) og endvidere satte spørgsmålstegn ved Ruslands overtagelse af Sovjetunionens udenlandske aktiver, f.eks. ambassader, sæder i FNs sikkerhedsråd og valutareserver (D Aneri 1997a:19). En tvivlsom gevinst fra et materielt synspunkt fordi den gæld Ukraine samtidig overtog, gjorde dets økonomiske afhængighed af Rusland værre. Samme logik lå bag Ukraines begrundelse for at være medunderskriver af START 1 76 aftalen. Hvis denne skulle gælde på ukrainsk territorium, skulle Ukraine være ligeværdig part. USA var ikke interesseret i Ukraines deltagelse, da det var nemmere med én forhandlingspartner end de fire atommagter, Sovjetunionens endeligt havde tilvejebragt, men det blev konsekvensen med Lissabonprotokollen i maj 1992. Samtidig viste det sig, at ejerskabet til våbnene var omstridt, noget man ikke skulle tro var væsentligt, eftersom Ukraine allerede havde accepteret nedrustning. Ruslands indstilling var udløsende, da Jeltsin februar 1992 erklærede sig rede til yderligere nedrustning, START II. Minsktraktaten 31. december 1991 imellem SNG-lederne definerede alle styrker, med undtagelse af landstyrker, som strategiske og overlod deres ledelse til en fælles SNG-kommando (Lepingwell 1993:48). Derfor protesterede Kravtjuk: De strategiske våben tilhører Sammenslutningen af Uafhængige Stater. Så hvordan kan den russiske præsident afruste våben, han ikke ejer? 77 At SNG-ejerskab af våbnene ikke havde praktisk betydning, understregede, at SNG hverken var en stat eller en overstatslig organisation med reel legitimitet til at kontrollere våben, men at Kreml handlede som om alle strategiske våben, inkl. sortehavsflåden, tilhørte Rusland. I andre sammenhænge hævdede Kravtjuk da også ukrainsk ejerskab, hvilket også var erklæret i dokumentet 76 Strategic Arms Reduction Talks. 77 Kravtjuk ifl. D Anieri 1997a:19. Side 53/89

om hovedlinjerne i ukrainsk udenrigspolitik fra juli 1993. Det juridiske limbo om ejerskab var en væsentlig årsag til, at de bilaterale forhandlinger om START 1 implementering i marts 1993 brød sammen (Deyermond 2008:78). I maj 1992 underskrev Kravtjuk Lissabonprotokollen, der forpligtede Ukraine til at returnere sine strategiske våben til Rusland, og at ratificere NPT. Traktaten gjorde Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan delagtige i START, og løste dermed umiddelbart Ukraines betænkeligheder. Ukraine fik tilføjet i protokollen, at landet havde voluntarily renounced the right to possess nuclear weapons, to which it was entitled as one of the equal legal successor states of the former USSR. 78 og fik herved understreget, at det formelt set var herre i eget hus. Herefter begyndte en række misforståelser i forholdet mellem Rusland, Ukraine og USA at sløre Ukraines vilje til at nedruste og medførte, at Ukraines parlament nølede med at ratificere START og NPT. Radaen opfattede det, som om verden kostede rundt med Ukraine og ikke respekterede dets suverænitet. Vigtigst var misforståelsen hos USA og Rusland, at Ukraine med Lissabonprotokollen havde forpligtet sig betingelsesløst til nedrustning. Derfor, da Ukraine senere i processen pga. sammenbruddet i forhandlingerne med Rusland om andre emner ønskede en generel forhandling, hvor betingelserne sikkerhedsmæssigt og økonomisk for nedrustning kunne forhandles, blev dette opfattet i USA og Rusland som om, at Ukraine løb fra sine forpligtelser (D Anieri 1997a:18). Tre holdninger i eliten eksisterede i Ukraine om atomvåbenene. En lille gruppe eksperter og embedsmænd var for betingelsesløs nedrustning ud fra den betragtning, at de formindskede Ukraines sikkerhed. Ruslands operationelle kontrol forhindrede våbnene i at være operationelle, de var en økologisk trussel uden vedligeholdelse, der økonomisk var uoverskueligt dyr. Endelig havde Rusland den eneste vedligeholdelsesekspertise på området, hvilket i længden var uholdbart. Den anden og største gruppe var også for nedrustning, men mente, at Ukraine burde kompenseres for det økonomiske og sikkerhedsmæssige tab. 79 Nogle var tilfredse med vage sikkerhedsgarantier, andre ønskede langt mere omfattende garantier, NATO-medlemskab eller sikkerhedspagt med USA som Japan eller Sydkorea. En tredje mindre gruppe officerer og specialister ønskede at beholde de strategiske våben af militære årsager. 80 (Kramer 1999:417-18). 78 Ifl. Nahaylo 1993:36 79 Borys Klymenko, Ukraine may seek financial compensation for nuclear components Vol. LX No. 45 UW, 8 november, 1992 80 Bohdan Nahaylo, The shaping of Ukrainian Attitudes Towards Nuclear Weapons, UW vol. LXI 18. april 1993 p. 2. Side 54/89

I begyndelsen var den første gruppe dominerende, men med de igangværende forhandlinger med Rusland om sortehavsflåden og Sevastopol blev emnet politisk ladet. Jo mere Rusland og vesten ignorerede Ukraine og kun fokuserede på nedrustning i relationerne med det, des større voksede pro-atomvåben lobbyen i parlamentet (D Anieri et al.:1999a:228). D.18. februar 1993 udskød parlamentet START- og NPT-ratificering på ubestemt tid. Det russiske pres på Ukraine til at ratificere START efteråret 1993 ved Massandratopmødet førte ikke til en løsning, men undergravede blot Ukraines ledelses stabilitet. 1993 var et kritisk år for Ukraines stabilitet. Landets økonomi kollapsede, minearbejdernes strejke i Donbas truede med at udvikle sig til alvorlige optøjer, Krim var på randen af et separatistisk oprør og Ruslands brug af gasvåbenet truede regeringens liv (Garnett 1998:108-9). Kravtjuk kunne ikke gennemtrumfe massandraaftalen i parlamentet, og forsvarsministeren Kostiantyn Morozov og premierminister Kutjma, der havde modsatte holdninger til Ruslands tilstedeværelse på Krim, trådte begge tilbage i efteråret. Svagheden og splittelsen i den ukrainske ledelse fik Ruslands udenrigspolitiske elite til at indse, at Ukraines økonomiske nedtur 1992-1993 gjorde det uattraktivt for Rusland at genindlemme Ukraine enten økonomisk eller de facto. Et sammenbrud af den ukrainske stat ville nok være en følelsesmæssig gevinst, men en uoverskuelig økonomisk byrde for Rusland (Sergej Karaganov ifl. Skak 1993:3). Kravtjuk forstod samtidig, at den økonomiske hjælp Ukraine desperat havde brug for, ikke ville komme uden løsning nedrustningsproblemet, og at der ikke kunne findes en løsning uden USA's medvirken. Ukraine blev internationalt isoleret af sin politik. Da Rusland begyndte at bruge gasvåbenet i relationerne med Ukraine i 1993, var konsekvenserne økonomisk uoverskuelige. Denne realisme hos begge parter fik en aftale til at falde på plads i 1994. I november 1993 ratificerede Radaen START 1 med 13 undtagelser vedhæftet. Kravtjuk udtalte i ærgrelse over disse: "if we cannot use or fully control these weapons and cannot replace or service them, I said and repeat...that we must get rid of them. 81 Betingelserne fra Radaen kom til at udgøre kernen i den trilaterale aftale imellem USA, Rusland og Ukraine. Aftalen, der ikke har karakter af en traktat, men er en fælles erklæring, handler mere om, hvad Ukraine skal have for nedrustning, end hvad det forpligter sig til. Her er der intet nyt i forhold til, hvad Ukraine allerede havde accepteret med Lissabonprotokollen. Erklæringen slog fast, at Rusland, Storbritannien og USA ville respektere 81 Kravtjuk ifl. Kincade & Melnyczuk 1994:89. Side 55/89

the independence and sovereignty and the existing borders of the CSCE member states, ( ). and reaffirm their obligation to refrain from threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state. Og reaffirm their commitment to Ukraine, ( ). to refrain from economic coercion designed to subordinate to their own interest, the exercise by another CSCE participating state of rights inherent in its sovereignty.. 82 Ud over disse garantier, der var betinget af Ukraines NPT-tilslutning, indeholdt aftalen også økonomisk kompensation både for selve demonteringen og det fissile materiale i raketterne. Det var den stærkeste formulering til dato af russisk anerkendelse af Ukraines eksisterende grænser, og en fjernelse af klausulen om, at Ruslands anerkendelse af Ukraines grænser afhang af fortsat ukrainsk SNG-medlemskab. Som sikkerhedsgaranti var det dog langtfra var nok. Erklæringen var politisk og ikke juridisk bindende og gik ikke længere i sine formuleringer, end de tre lande allerede havde forpligtet sig til ifølge NPT- og FN-charteret (Kramer 1999:423, Garnett 1998: 112-3). Erklæringen løste heller ikke striden om Sevastopol og sortehavsflåden, så spørgsmålet om, hvordan Ukraine skulle håndhæve sin suverænitet, når Rusland kontrollerede mere end 1000 militærinstallationer på Krim, og håndhævede begrænset civil adgang til Sevastopol og omegn, forblev et åbent spørgsmål. Samtidig var der problemet med markeringen og bevogtningen af Ukraines nordlige grænse. Rusland ønskede, at de interne SNG-grænser som i Sovjettiden skulle forblive åbne og umarkerede, mens de eksterne skulle være under fælles SNG-beskyttelse med deltagelse af russiske grænsetropper. Dette var naturligvis uacceptabelt for Ukraine. Ukraine var desuden klar over, at Rusland ikke var en enhedsaktør. Der foregik en kamp imellem institutioner og aktører, der udvandede enhver garanti fra Jeltsin. Det politiske flertal i Dumaen erklærede ved flere lejligheder Krim og Sevastopol for russisk, eller sågar Sovjetunionens opløsning for ulovlig 83 (Sherr 1997:34). 10.3.6 Delkonklusion: Ukraines udenrigspolitiske adfærd 1991-1994 Suverænitet over militær sikkerhed og økonomisk velstand. De ovenstående eksempler på Ukraines samkvem med Rusland peger på, at Ukraine og Ruslands politik over for hinanden var bestemt af faktorer på det intrastatslige niveau. Begge aktører, frem for at handle rationelt ud fra en generel logik om velstands- eller sikkerhedsmaksimering, handlede i stedet over for hinanden som sociale aktører bekymret om deres identitet og verdens opfattelse af dem selv. Som Wendt pointerer, er staters interaktionsmønstre betinget af en historisk praksis, og ovenstående viser, at den ukrainsk russiske konflikt handler om, hvordan Rusland forsøger at 82 Trilateral Statement by the Presidents of the United States, Russia, Ukraine Appendiks E (Hadja 1998). 83 Marta Kolomayets Russian Duma negates decision dissolving USSR UW Vol. LXIV No. 12, 24 Marts, 1996. Side 56/89

fastholde den gamle praksis med Rusland som storebror, mens Ukraine kæmper for en redefinition af denne praksis til et ligeværdigt forhold og anvender Europa og USA til dette formål. De to politikker har gensidigt forstærket hinanden. Dette sætter spørgsmålstegn ved, om det er nyttigt at analysere statsrelationer med udgangspunkt i en antagelse om rationelle aktører, der maksimerer materielle frem for immaterielle fordele i en region med en imperial arv som den post-sovjetiske. Rusland har ved at udnytte Ukraines gæld og afhængighed af russisk samhandel forsøgt at presse Ukraine til at indgå i tættere samarbejde eller gå på kompromis med dets territoriums integritet. F.eks. ved at nægte at anerkende landets grænser i en bilateral traktat uden for SNG eller ved at bruge landets gæld til at fremtvinge en russisk tilstedeværelse på Krim eller kontrol over landets strategiske infrastruktur. Denne politik har plejet Ruslands egen selvforståelse af Rusland som en stormagt med ret til indflydelse ud over sine egne grænser, men har ikke været effektiv til at få Ukraine ind i et tæt samarbejde. Tværtimod. Ukraine har heller ikke handlet i overensstemmelse med en rationel logik. Frem for at acceptere Ruslands hegemoni og springe på vognen og derved sikre sig selv i en situation, hvor ingen anden alliance garanterede dets sikkerhed, har det nægtet at anerkende Rusland som storebror og modstået dette pres. Denne adfærd har været økonomisk og sikkerhedsmæssigt omkostningsfuld, men har også været identitetsog suverænitetsbeskyttende. Rusland fik ikke det ud af gasvåbenet, som man skulle have forventet ved at bruge teori med vægt på materielle variable, fordi Radaen og Kravtjuks administration gjorde forhandlingsprocessen om atomvåben og sortehavsflåde til stiløvelse i nationsbygning og afstandtagen fra Rusland. Denne politik har til gengæld plejet den ukrainske elites forståelse af Ukraine som en uafhængig selvstændig stat med ret til at føre en selvstændig udenrigspolitik. Det er klart, at prisen kunne blive for høj, og at materielle faktorer derfor i sidste ende lagde klare rammer for, hvad Ukraines kunne tillade sig. Det viser Kravtjuks opblødning af den økonomiske isolation også fra efteråret 1993, men det overordnede billede er, at Ukraine ikke vægtede sikkerhed og økonomisk vækst over suverænitetshævdelse og selvstændig statsidentitet som realismen eller neoliberal institutionalisme ville forudsige. I forhold til de enkelte situationer kan det ikke entydigt siges, at immaterielle gevinster blev foretrukket frem for materielle. At beholde A-våbnene ville ikke være en klokkeklar materiel gevinst. Det var tvivlsomt, om Ukraine havde råd til at beholde dem, og om det rådede over ekspertisen til at vedligeholde dem uafhængigt af russisk ekspertise. Samtidig kan man som realist sige, at der er en forskel på at afgive A-våben, man har anskaffet sig igennem et langt og omkostningsfyldt program, og våben, man arver. Havde Ukraine haft operationel kontrol og betalt store summer for at bygge dem, ville det have været sværere at afsige sig dem. Derfor kan der godt Side 57/89

argumenteres ud fra realismen, at det gav mening at opgive dem, når man nu ikke havde kontrollen med dem (Kramer 1999:431, Kincade & Melnyczuk 1994:86) Alligevel taler Ukraines atomvåbennedrustning imod to af realismens grundpræmisser: At sikkerhedsdilemmaet determinerer staters adfærd til enten at balancere eller bandwagon, og at materiel kapabilitet er afgørende for staters sikkerhedsopfattelse. Ukraines sikkerhed blev større ved at afgive våbnene end at beholde dem. Ukraines største sikkerhedsproblem var et økonomisk kollaps. Den trussel, Rusland udgjorde for dets selvstændighed, var ligeledes primært økonomisk jf. dets energiafhængighed. At afgive våbnene fjernede den forhindring, der åbnede op for udenlandske stabilitetslån, og gav derved Ukraine mulighed for at betale af på gasgælden og undgå at sælge energiinfrastruktur til Rusland, som det ellers var lige ved i april 1993. Så eliten handlede faktisk sikkerhedsmaksimerende, men ikke ud fra en snæver militær definition, jf. Buzan. Samtidig kan en vægt på materielle kapabiliteter ikke forklare, hvorfor Ukraine trak beslutningen om våbnene ud efter de i flere omgange havde bekræftet, at de ønskede at nedruste. Kun i en konstruktivistisk optik giver det mening, at Ukraine stillede sig på bagbenene, da det så ud til, at USA og Rusland egenhændigt ville forhandle nedrustning uden at anerkende Ukraine som partner. Denne tilgang forklarer også, hvorfor Ukraine som retmæssig medstifter af Sovjetunionen stillede krav på sin andel af hele sovjetunionens aktiver og passiver, selv om det økonomisk set ikke var en god forretning. Det kan være svært at adskille årsag og virkning fra hinanden og dermed klart vurdere, hvorvidt realistiske materielle forklaringer eller konstruktivistiske identitetsmæssige forklaringer har mest vægt. Nogle gange kan begge forklare samme resultat. For sortehavsflådens vedkommende kan det siges, at Ukraine havde håndfaste materielle sikkerhedsinteresser i at undgå en russisk militær tilstedeværelse på Krim, der i forvejen har russisk flertal og en i 1994-95 separatistisk folkestemning. I dette tilfælde kan både indenlandsk identitetspolitik og eksterne geopolitiske faktorer forklare Ukraines adfærd. I forhold til den økonomiske politik under Kravtjuk viser forløbet, at selvom Ukraine og Ruslands økonomier var fuldt integrerede, valgte Kiev at maksimere autonomi. Den manglende økonomiske reform blev et politisk redskab, hvormed Kravtjuk forsøgte at undgå at splitte staten, hvilket han frygtede ville ske, havde man valgt økonomisk chokterapi som i Rusland. Dette er i modstrid med teorier om gensidig afhængigheds positive effekt på internationale relationer som neoliberal institutionalisme, der fremhæver det objektivt rationelle i økonomisk samarbejde, hvor fælles interesser er på spil. Den historiske bagage i det russisk-ukrainske forhold påvirker deres Side 58/89

relationer negativt og gør, at hvor der ud fra et rationelt synspunkt burde eksistere et plussumsspil f.eks. i den økonomiske samhandel, bliver samarbejdet alligevel præget af en nulsums logik. 10.4 Ukraines udenrigspolitik 1994-1999 Tilnærmelse til vesten og pragmatisk politik over for Rusland 10.4.1 Kutjmas hamskifte og vestvending Leonid Kutjma vandt præsidentvalget i sommeren 1994 på en kampagne, der fordømte omkostningerne ved Kravtjuks økonomisk isolationspolitik og talte til det russisktalende østukrainske vælgerkorps. Kutjma havde baggrund i den antikommunistiske russofone elite fra Østukraine, hvor han under Sovjet havde været direktør for verdens største missilfabrik, Pivdenmash 84. I sin valgkamp præsenterede han vesten som fjenden. Vesten har gjort det sit mål at udnytte vores reformer og anstrengelser for at restrukturere [vores økonomi] og at ødelægge alt for os og forvandle den mægtige Sovjetunion, inklusiv det uafhængige Ukraine, til et økonomisk vedhæng, der kan levere råstoffer og billig arbejdskraft. ( ) Vi må finde vores egen vej ud af krisen og ikke forvente hjælp fra nogen. Dette budskab fik vestlige og ukrainske iagttagere til at forudsige en markant østvending i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitik. I sin indsættelsestale lagde Kutjma vægt på, at statens eksistens i sig selv ikke måtte stå i vejen for økonomisk fremgang: Den ukrainske stat kan ikke være et mål i sig selv ( ) En stat, der ikke kan beskytte sine borgere fra åndelig og materiel fattigdom, er intet værd. Den ukrainske stat er ikke en afgud, man bør tilbede. Herudover sagde han om udenrigspolitik: Historisk set er Ukraine en del af den eurasiske kulturelle sfære. Ukraines nationale interesser ligger nu koncentreret på det territorium der engang var Sovjetunionen. ( ) Ukraines isolation og dets frivillige afståen fra at kæmpe for dets egeninteresse i den eurasiske region var en stor politisk fejltagelse, der har anrettet stor skade, frem for alt for nationaløkonomien. ( ) Derfor er normalisering af forholdet til Rusland, vores strategiske partner, af afgørende betydning. 85 84 Ukraine Elects Leonid Kuchma President UW, 1995 vol. LXII no. 29 85 Oversat transskribering af Kutjmas indsættelsestale 19. juli 1994. (Brzezinski, Sullivan 1997:271-73) Side 59/89

På trods af disse markeringer og kritikken af Kravtjuks udenrigspolitik, gennemførte Kutjma ingen reorientering imod SNG eller Rusland efter sin valgsejr. Kampagneretorikken afspejlede nærmere, at vesten stadig var et populært fjendebillede i Østukraine, på samme måde som Rusland var det i Vestukraine. Udenrigspolitiske emner bruges derfor i ukrainske valgkampe, fordi forholdet til omverdenen er et identitetsladet emne, der mobiliserer vælgerne (Makhorkina 2005). Denne sammenhæng peger på, at selvom udenrigspolitikken er elitedrevet, er der en overordnet mekanisme, der på langt sigt gør det umuligt for Ukraine at vælge imellem Rusland og Europa. Kutjma ønskede reelt at skabe et stabilt forhold til vesten, men uden at omkostningerne ved at afvise Rusland blev alt for store, så på det punkt var han mere pragmatisk end Kravtjuk 86. Denne afgrund imellem valgkampsretorik og reel politik afslører et træk ved ukrainsk udenrigspolitisk formulering, der taler for gennemtrængningen af et vist element af en national interesse accepteret af dets ledere. I hvert fald så længe staten var i en så udsat position. Bukkvoll 2002 taler om at en logic of appropriateness trænger i gennem i præsidentembedet. En behørighedslogik, der som et sæt af normer for, hvordan en statsleder opfører sig, og hvordan andre statsleder bør reagere på ham, sætter grænser for politikken. Dette peger i retning af en konstruktivistisk forståelse af ukrainsk udenrigspolitik. 87 Hvis Kutjma havde ført en politik som han fremlagde i sin valgkamp og havde anerkendt russisk som det andet officielle sprog i Ukraine og tiltrådt den økonomiske union, ville det være som at acceptere Rusland som en storebrornation, og det i sig selv ville forringe Kutjmas identitet og status som selvstændig statsleder. (Kuzio 2002) At den russiske elite havde svært ved at acceptere ukrainsk uafhængighed og ved enhver lejlighed gjorde opmærksom på det unaturlige i ukrainsk-russisk adskillelse, gjorde det umuligt for Kutjma ikke at videreføre forgængerens ukrainske statsidentitetsprojekt (Bukkvoll 2002:142, Kobzar 2007:9-10). Så længe udeståendet med Rusland om gældrestrukturering, sortehavsflåde og traktaten om venskab og samarbejde ikke blev underskrevet, var integration på den nordøstlige akse udelukket fra det ukrainske synspunkt. Alligevel gentog Kutjma igen og igen, at Rusland og SNG var Ukraines hovedprioritet: Nu hvor Rusland har haft et demokratisk præsidentvalg står vi over for en vigtig opgave at normalisere relationerne en gang for alle og komme ind på et stabilt spor af gode naborelationer med strategisk betydning, som er givet af vores historie, geografi, kultur og andre faktorer. 88 86 Se Kuzio 2002:212 for en skematisk oversigt over de få forskelle imellem Kutjmas og Kravtjuks udenrigspolitik. 87 Se Hall & Taylor 1996: 946-50 88 Leonid Kuchma on Foreign Policy CDPSP vol. 49 no. 29 august 14, 1996. p.25. Side 60/89

Reelt var der ikke meget lidt fremgang i samarbejdet. Ruslands eget problem med at acceptere Ukraine var i høj grad årsag til, at dets Ukrainepolitik var så mislykket, for Kutjma led ikke i samme grad som Rukh af et postimperialt kompleks, idet han ikke så Rusland som fjenden. Der var ikke nogen identitetsmæssig grund på den ukrainske side, der gjorde samarbejde med Rusland umuligt. Han kunne bare ikke acceptere en devaluering af den ukrainske stats suverænitet. Derudover var der også gode indenrigspolitiske grunde til, hvorfor Kutjma ikke kunne gennemføre en østvending. Han havde brug for den nationale højrefløjs støtte til at bevare og styrke præsidentembedet, som det flertal af socialister og kommunister, der dominerede Radaen, ønskede at afskaffe (Wolczuk 2000:679). Kutjmas placering som en pragmatisk centrist med baggrund i Ukraines økonomiske nomenklatura imellem de prorussiske reformmodstandere på venstrefløjen og proeuropæiske reformtilhængere på højrefløjen gav ham samtidigt et godt udgangspunkt til at differentiere udenrigspolitikken på hhv. øst- og vestaksen. Kutjmas udenrigspolitik svingede retorisk imellem en etnisk ukrainsk og østslavisk historietolkning, jf. tabel 2. Han spillede klogt på at bruge den eurasisk orienterede del af parlamentet på at forbedre forholdet til Rusland, mens han lod den europæiske fløj bearbejde EU og NATO i stedet for som Kravtjuk at alliere sig med nationaldemokraterne. Pga. dette blev ruslandspolitikken gradvist fjernet fra udenrigsministeriets ressort. Oleksander Razumkov fra socialistpartiet blev pga. sine kontakter i Kreml tildelt ansvaret for gældsforhandlinger med Gazprom og var i stand til at komme længere med russerne end hans forgænger, selv når ukrainerne kom tomhændede til Moskva for at forhandle (Bukkvoll 2002:134-35). Denne fordeling etableredes særligt efter, at den vestvendte Boris Tarasiuk blev udenrigsminister i 1998. Kutjmas udenrigspolitiske prioriteter var: Normalisering af forholdet til og økonomisk samarbejde med Rusland. Samarbejde med SNG, hvor Ukraines suverænitet ikke afgives. Politisk og militær integration er udelukket. Integration og samarbejde med vesten både økonomisk igennem GATT, EU, CEFTA og CEI 89 og militært igennem PfP med NATO. 89 Central European Free Trade Association og Central European Initiative. Hhv. frihandelsområde og koordinationsorgan for inden for bl.a. energi, transport og videnskab (Burant 1995:1129). Side 61/89

Disse målsætninger for perioden 1995-2000 blev fremlagt i et fortroligt arbejdspapir internt i regeringen, med følgende politikforslag: Ukraine skal ikke indgå i et samarbejde imod dets nationale interesse. Ukraine vil samarbejde med stater i SNG med samme strategiske interesser. Forholdet til Rusland prioriteres som et godt naboskab og ligeværdigt partnerskab, der bør respektere hinandens interesser. Underskrivelsen af en omfattende bilateral traktat med Rusland, der afslutter striden om sortehavsflåden, anerkendelse af grænser og Sevastopols status. 90 Ukraines fortsatte problem efter 1994 på den østlige akse var, at Ukraines udenrigspolitiske dagsorden på længere sigt kun kunne lykkes, hvis en markant økonomisk genopretning fandt sted. Hermed var Kutjma mere realistisk end Kravtjuk. Han havde som premierminister under Kravtjuk talt for et mindre omkostningsfyldt forhold til Rusland. For at det kunne lykkes, måtte forholdet til Rusland normaliseres, men pga. konfliktens følsomme karakter tog dette utroligt lang tid. Fra 1992, hvor arbejdet på en interstatslig traktat begyndte, til dec. 1994, hvor der første gang forelå en traktat til underskrivelse, og igen til maj 1997, hvor den endelig blev underskrevet, foregik der et diplomatisk spil uden store fremskridt (Brzezinski, Sullivan 1997:254). Imens dette stod på søgte Kutjma støtte i vesten. Denne vestvending blev muliggjort både af intrastatslige og eksterne faktorer. To interne faktorer var atomafrustningen og påbegyndelsen af økonomisk reform. Kutjma lancerede et radikalt økonomisk reformprogram, der var i overensstemmelse med IMFs krav om budgetbalance og inflationsbegrænsning. Med et statsbudgetunderskud på 35 % af BNP og en betalingsbalanceunderskud på $3 milliarder i 1993 var dette en nødvendig kur (Åslund 1995:134). Samtidig blev der lukket op for den internationale långivning til Ukraines økonomiske restrukturering. G7 landene forpligtede sig ved et møde i Napoli i juli 1994 til et $4,2 milliarder stor stabilitetspakke 91 der blev fulgt af kreditprogrammer fra IMF og verdensbanken på hhv. 750 mio. og $500 mio. Denne kasse havde været lukket, så længe Ukraine modsatte sig økonomisk reform. Clinton-administrationen havde presset på for disse lånetilsagn og havde selv støttet med et tilsagn om amerikansk kredit på $900 mio. 92 (Åslund 1995:139). Den primære eksterne faktor i Ukraines succesfulde vestvending var, at vestens forhold til Rusland var blevet køligere. Jeltsins forfatningsstridige beskydning/rydning af 90 Arbejdspapiret er ikke udgivet men refereres i Kuzio 1997: 183-84 91 Group of Seven offers Ukraine Fund aid package of $4.2 billion UW, vol. LXII no.29 1994 92 Bill Clinton and Leonid Kuchma are pleased with one another CDPSP Vol. 46 no. 47: 24. Side 62/89

parlamentet i sept. 1993, den stigende nationalisme i statsdumaen, konflikten i Tjetjenien, der blev til krig i december 1994 samt uenigheden med NATO om kursen over for Serbien i borgerkrigen på Balkan bekræftede vesten i, at den udenrigspolitiske mentalitet ikke havde ændret sig grundlæggende i Kreml siden den kolde krig. (D Anieri et al.1999: 220-222) Dette førte til, at USA pludselig så Ukraine som en nøglespiller i inddæmningen af et aggressivt Rusland. I november 1994 blev et charter for ukrainsk-amerikansk venskab, partnerskab og samarbejde underskrevet. Samtidig vandt det republikanske parti en jordskredssejr i kongressen i november 1994. Deres negative syn på Rusland hjalp Ukraine. 93 Kutjma fulgte op på dette ved at mødes med præsident Bill Clinton i det Hvide Hus i december 1994. Clinton udtalte ved den lejlighed støtte til en ukrainsk statsidentitet med europæiske rødder: The independent Ukraine of today is at the very heart of Europe, it occupies a central place in our world. Our freedom and your freedom are bound together. 94 For en svag stat som Ukraine var dette sød musik i ørerne. Bill Clinton gengældte Kutjmas besøg i maj 1995, og her udtalte han: For America, support for an independent Ukraine secure in its recognized borders, is not only a matter of sympathy, it is a matter of our national interest as well. 95 Kutjma kunne ikke ønske sig meget mere. Han kunne med udenlandsk kapital gennemføre en økonomisk reformproces og realisere en selvstændig politik over for Rusland ved at indlede et strategisk partnerskab med USA, der kunne hjælpe med at få Rusland til at anerkende landets grænser og at løsne det anstrengte forhold til Vesteuropa. 96 De europæiske stater havde ikke samme strategiske behov for at inddæmme Rusland, som de så som et stort muligt vækstmarked, og som de modtog store energileverancer fra. Samtidig var opfattelsen af, at Ukraine kulturelt, sikkerhedsmæssigt og økonomisk befandt sig naturligt i Ruslands indflydelsessfære stadig udbredt her. Radaens ratifikation af START og NPT 1993-1994 løste en del af konflikten, men Tjernobyls fortsatte drift var et andet problem, der ødelagde forholdet. Ukraine ønskede, at EU skulle erstatte tabet af energileverancer, der ville gøre landet endnu mere afhængigt af russisk energi. Efter forhandlinger blev en G7-Ukraine traktat underskrevet i december 2005, der gav $1 milliard til 93 Cheney: U.S. policy toward Ukraine must be independent of Moscow UW, vol. LXII No. 4 Jan.23 1994 94 U.S.-Ukrainian summit solidifies relations UW, vol. LXII no. 49. 1995. 95 President Clinton addresses students at Shevchenko State University UW, 1995 vol. LXIII no. 21 p.9 96 Kuzio, Taras NEWS ANALYSIS: Ukraine is America's new best friend UW, vol. LXIII no. 20 p.2-3, 1995 Side 63/89

lukning af værket inden år 2000, men implementeringen af aftalen trak ud. 97 (Larrabee 1998:258, Wolczuk 2003:107). 10.4.2 Kutjmas forhold til Rusland og SNG samarbejdet 1994-1999 SNG-politikken under Kutjma lagde sig i forlængelse af Kravtjuks. Han opfyldte ikke sine valgløfter om at tiltræde den økonomiske SNG-union fra 1994, men fortsatte Ukraines status som associeret medlem med observatør status. Kutjma udtalte igen og igen, at Rusland var Ukraines topprioritet og strategiske partner, men hans politik var mere fokuseret på at isolere og opdyrke et fungerende bilateralt økonomisk samarbejde med SNG-staterne end på at indgå i et politisk og militært samarbejde endsige afgive suverænitet til overnationale SNG-institutioner. Der var dog en forskel heri, at hvor Kravtjuk havde afvist at underskrive aftaler, han ikke brød sig om, brugte Kutjma-administrationen flere ressourcer på at få SNG-dokumenter til at afspejle dets holdning (Kuzio 1997:186). Kutjma tilsluttede sig flere mindre profilerede samarbejdsinstitutioner i SNG, der gav fælles goder, men de fleste af dem var af bilateral art, og med undtagelse af én var de ikke at sikkerhedsmæssig karakter. 1. Aftale om at grænseoverskridende pensionsudbetalinger følger tidligere sovjetborgere på tværs af SNG-grænser. 2. Samarbejde om Tjernobyl oprydning med Hviderusland. 3. Videnskabeligt samarbejdsorgan til brug af rumindustrien i hhv. Rusland, Ukraine og Kasakhstan. 4. Koordinering af jernbanegods på tværs af SNG-grænser. 5. Luftforsvar fælles for Ukraine og Rusland (Chudowski 2002:25-6). Luftforsvarssamarbejdet var et levn fra sovjettiden, som man fra ukrainsk side valgte ikke at afskaffe, indtil man kunne få råd til sit eget. Igen en pragmatisk løsning. I en radiotale i december 1996 udlagde Kutjmas sit syn på SNG: Jeg mener, at på nuværende tidspunkt er SNGs eksistens potentielt brugbart til at udvikle økonomiske relationer, primært på bilateralt niveau. ( ) Jeg vil gerne understrege, at vi ikke anser SNG som et forum, der har udtømt sig selv for muligheder. Men det vil kun have realistiske fremtidsudsigter, hvis der ikke er nogen, der er ældre og yngre [brødre], og hvis hver medlemsstat nyder tilsvarende 97 Ukraine and G-7 close to deal on Chornobyl shutdown package UW, vol. LXIII no. 45 p.1 1995 Side 64/89

og lige rettigheder. Ikke alle i Rusland har lært at opfatte Ukraine som en suveræn stat. 98 Kutjmas fremhævning af lillebror/storebror analogien bekræfter, at kernen i Kievs konsistente suverænitetshævdelse over for Rusland var opfattelsen af et mentalitetsproblem i Kreml, der gav manglende respekt for ukrainsk suverænitet og selvstændighed. Man ønskede samarbejde, men ikke genskabelse af det ulige ukrainsk-russiske forhold fra før 1991. 10.4.3 Et realistisk perspektiv på Ukraines manglende integration i SNG Er det ikke muligt at forklare Ukraines manglende SNG-integration ud fra en mere generelt gældende logik end det specifikke forhold til Rusland? En realist ville sige: Magt fordrejer institutioner til at fungere på de stærkes præmisser. Skal et sådant samarbejde fungere, kræver det en vis lighed imellem aktørerne. EU fungerer kun, fordi det er baseret på en konsensus imellem de to tungeste spillere, Tyskland og Frankrig, der sætter dagsordnen. I SNG var dette ikke tilfældet. Rusland ville, neoimperial mentalitet eller ej, dominere en SNG-toldunion, et SNG-parlament og en SNG-sikkerhedspagt med sin størrelse alene. Derfor er Ukraines orientering væk herfra helt naturlig og kan forklares med materielle faktorer. Det havde ikke samme økonomiske fordel af en union som Rusland, der med sin større produktion ville kunne få større fordel af eksterne toldmure til at beskytte sin industri. Dette perspektiv forklarer også, hvorfor SNG som organisation har produceret så få reelle resultater med eller uden Ukraine. Det faktum, at Ruslands økonomi udgør 70 % af SNGs samlede økonomiske potentiale, gør i sig selv, at Rusland og randstaterne ikke har samme økonomiske interesser. I 1998 var kun 130 ud af i alt 887 slutdokumenter underskrevet af alle medlemmer (Belov et al. 2000 kap.3:7). Dette er helt sikkert en pointe, der er værd at tage med. Den viser, at det er ufrugtbart at analysere udenrigspolitik alene med fokus på enten materielle eller immaterielle variable. 10.4.4 Delkonklusion: Kutjmas multivektorale politiks succes den bilaterale traktat med Rusland og NATO-charteret. Kronen på Kutjmas udenrigspolitiske værk 1994-1999 var den foreløbige løsning af suverænitetskonflikten med Rusland ved underskrivelsen af den bilaterale traktat for venskab, partnerskab og samarbejde d. 31. maj 1997. Traktaten anerkendte betingelsesløst Ukraines 98 Kutjma, Leonid FOR THE RECORD: Kuchma speaks on the CIS and Black sea fleet issue UW, vol. LXIV no. 52 2. dec. 1996 p.2. Side 65/89

territorium og grænser og slog én gang for alle fast, at Sevastopol og Krim var ukrainske. Prisen for disse indrømmelser var dog betydelige. Årsagen til, at traktaten var blevet udskudt så længe, var, at Rusland ønskede denne sammenkædet med løsningen på sortehavsflådens fremtid. Det var i aftalen om sortehavsflåden, der blev underskrevet nogle dage forinden, d. 28. maj, at Ukraine betalte prisen for russisk anerkendelse. Her blev det slået fast, at Ukraine var suveræn på Krim, men at Rusland i 20 år kunne vedblive at have sin sortehavsflåde stationeret i Sevastopol ved at leje basefaciliteter (men ikke selve territoriet) for $100 mio. årligt (Sherr 1997:40-1). Rusland havde fuld operationel kontrol over basen, dog med nogle gældende restriktioner for flådestyrkes størrelse og sammensætning og et forbud imod ustationering af taktiske atomvåben på Krim. Ukraine fik samtidig lov at have sin egen del af flåden stationeret samme sted, men måtte overgive langt størstedelen af materiellet til Rusland. Officielt beholdt Ukraine 50 % af den samlede flåde, men en del af aftalen var, at hovedparten af denne andel skulle sælges tilbage til Rusland, således at Ukraine kun kunne beholde 12 %. I alt 124 skibe og en ubåd. Pengene for flåden ($526 mio.) og baselejen fra Rusland blev modregnet i Ukraines gasgæld (Deyermond 2008:108-9). Det ukrainske ønske havde været en lejeaftale på 5-7 år, indtil Rusland kunne konstruere faciliteter uden for ukrainsk territorium, men det havde ikke været muligt at få igennem. Spørgsmålet er så, med Ukraines fortsatte afhængighed af russisk energi og økonomi, om det bliver realistisk at få Rusland til at acceptere en anden flådehavn efter 2017, hvor aftalen udløber. Kritikere i Ukraine påpegede, at Rusland med sin sortehavsflåde på Krim reelt havde fået et effektivt instrument til at holde Ukraine uden for NATO, og at aftalen ikke løste, men blot udskød det reelle problem, nemlig den russiske militære tilstedeværelse i Ukraine (Sherr 1997:40-41). Den bilaterale traktat, der blev underskrevet d. 31. maj i Kiev, indeholder også russiske mærkesager. Den forpligtede de to parter til ikke at indgå aftaler med tredjepart rettet imod den anden eller tillade brug af sit territorium til skade for den anden. 99 Dette, kunne man mene, ville udelukke Ukraine fra NATO-medlemskab, selvom NATO ved flere lejligheder havde forsikret Rusland, at alliancen ikke var rettet imod det. Under alle omstændigheder var bestemmelsen hypotetisk, eftersom traktaten kun gjaldt i 10 år, og at det var meget usandsynligt, at et tilbud om NATO-medlemskab ville blive fremsat indenfor det tidsrum, hvis overhovedet. Arkady Moshes, en velestimeret russisk kommentator af russisk udenrigspolitik pointerer, at den store traktat i maj 1997 er et ret tomt dokument. Mere en politisk hensigtserklæring end det omfattende lovgrundlag for bilaterale relationer, som den burde have været. En 99 Artikel 6 i Treaty on Friendship, Coorperation, and Partnership between Ukraine and the Russian Federation, Appendiks G, (Hadja 1998). Side 66/89

sikkerhedsgaranti imod russisk aggression var den næppe, da Rusland allerede både i den trilaterale erklæring og i Budapestdeklarationen 100 fra december 1994 havde garanteret Ukraines grænser og suverænitet. Ønskede Rusland virkelig at få Krim tilbage, ville endnu en brudt traktat ikke betyde det store for Ruslands internationale omdømme (Moshes 1999:264-65). Dette er helt klart en pointe, men hovedformålet med traktaterne var ud over sikkerhed at få normaliseret ukrainsk-russiske relationer og genskabt den tillid, der var blevet tabt siden 1991. Handlen imellem Rusland og Ukraine havde ikke genvundet sit tidligere niveau, men havde været påvirket af det dårlige diplomatiske forhold. F.eks. indførte Rusland en 20 % moms på alle ukrainske varer i oktober 1996. Den kunne nu genforhandles. 101 Samme år d. 8. juli blev NATO-Ukraine-charteret underskrevet. 102 Charterets primære funktion var af symbolsk karakter. Det dokumenterede sort på hvidt, hvor langt Ukraine var nået i sit forsøg på at involvere NATO i sin egen sikkerhed ved at erklære, at NATO ville støtte Ukraine i beskyttelsen af dets suverænitet, politiske uafhængighed og territoriale integritet. For Ukraines sikkerhed var traktaten med Rusland dog af langt større betydning. 103 Set samlet dannede traktatkomplekset med Rusland og NATO-charteret en afslutning på den postimperiale transition bort fra Rusland. Ved underskrivelsen af den bilaterale traktat formedes den basis, som resten af Ukraines udenrigspolitik skulle bygges på. Den løste spørgsmålet om Krim og demonterede Ruslands indblanding her. I forhold til hvordan Rusland ellers har anvendt separatistiske konflikter i nærområdet (f.eks. Sydossetien og Abkasien i Georgien) til at vinde indflydelse i stater i nærområdet, var dette en meget væsentlig sejr for ukrainsk sikkerhed. 10.5 Ukraines udenrigspolitik 1999-2003 Kutjmas geopolitiske bluff over for vesten og accept af Putin som sin partner 10.5.1 Realiteten bag vestens Ukrainepolitik og Kutjmas multivektorale udenrigspolitik. Det kan være svært at vurdere substansen i de ukrainske politikeres udtalelser i 1990erne om, at Ukraine hører til i vesten. Landet blev i perioden 1991-2003 aldrig tilbudt mere end udvidet, distinkt eller strategisk partnerskab af EU eller NATO, så det kunne flot erklære sig parat til vestlig integration uden nogensinde at skulle levere varen, men kunne bruge markeringen som en 100 Vedtaget som konklusion på konferencen for sikkerhed og samarbejde i Budapest 1994. 101 Roman Woronowycz Kuchma says new Russian tax could result in economic war UW Vol. LXIV No. 37 Sept. 15, 1996 102 Chateret er gengivet i Ukrainian Weekly Vol. LXV, No. 28, 13 juli, 1997, p.3. 103 Ibid. Side 67/89

brik i spillet med Rusland. Det samme kan siges om de europæiske og amerikanske tilkendegivelser af støtte, der forblev på et uforpligtende niveau. Af denne grund blev Ukraines og Europas politik over for hinanden i stigende grad hen imod slutningen af 1990erne præget af en virtuel politik. Man sagde rare og venlige ord, men ingen af parterne var villige til at tage et fælles skridt fremad, fordi man var nået så langt, som de reelle interesser rakte. USA, EU og NATO havde interesse i at fjerne Ukraine fra Ruslands greb og støtte dets økonomiske og statslige stabilitet, men derudover havde disse aktører ikke interesse i at garantere Ukraines sikkerhed eller at blive ved med at pumpe penge i en økonomi, der ikke tog den direkte vej til at blive en åben markedsøkonomi. Omvendt havde Kiev en interesse i at modtage vestlig støtte og til at fjerne sig fra Ruslands magtsfære, men ikke i at udstikke en klar udenrigspolitisk strategi. Ukraine spillede således rollen som europæer, så længe Rusland udfordrede dets suverænitet, men uden at kunne/ville træffe et endeligt valg om at vælge Europa (Kuzio 2003b:29). Ukraines mellemposition har mange årsager: Selvom Ukraines befolkning er splittet identitetsmæssigt imellem øst og vest, er den eurasiske identitet den dominerende udenfor Galicien. Den ukrainske befolkning er generelt kritisk over for den russiske stat, men omvendt meget positiv over for det russiske folk. 60 % af befolkningen er meget positive eller positive over for Rusland (Kuzio 2002:213). Så på langt sigt er der altid stemmer i at tiltale den store gruppe i vælgerkorpset, der er tilhængere af Ukraine som en eurasisk stat. Ukraines strukturelle afhængighed af Rusland og dets geografiske position tæt på Rusland gør samtidig, at Ukraine altid vil være sårbar over for Rusland. Disse to modsatrettede dynamikker gør Rusland både til en trussel og en part i et ukrainskrussisk kulturelt fællesskab og udelukker en enstrenget udenrigspolitisk kurs. Multivektorisme bliver en nødvendig udenrigspolitisk strategi. Et andet centralt element i forklaringen af den multivektorale politik er dominansen af pragmatiske centrister i ukrainsk politik i 1990erne. Begge fløje i Radaen var optaget af ideologiske kræfter, hhv. en fløj med socialister og kommunister, der ønskede integration med Rusland, og en højrefløj, der var domineret af nationalister og ønskede integration med Europa. Disse to parters manglende evne til at snakke sammen gjorde Radaen ude af stand til at producere stabile flertal og vedtage lovgivning 104. I stedet blev scenen overladt til uideologiske løsgængere på midten, der stod udenfor faste partier, og hvis loyalitet kunne købes. 105 104 Om Ukraine og dets institutioners funktionsmåde se D Anieri 2007. 105 Igennem upræcise love og selektiv lovhåndhævelse kunne forretningsfolk i parlamentet effektivt trues på deres ejendom. (D Anieri 2007:196-97) Pga. selvmodsigende lovgivning og korruption var det praktisk talt umuligt at drive en 100 % lovlig forretning. Side 68/89

Det var fra denne pragmatiske gruppe, Kutjma selv kom. I hans anden præsidentperiode 1999-2003 blev parlamentets ideologiske fløjes muligheder for at sætte rammer op om udenrigspolitikken stærkt begrænset. Radaen blev mere og mere et redskab, der kunne manipuleres og negligeres i den daglige politik. Ifølge forfatningen var præsidenten den primære udenrigspolitiske aktør med ansvaret for statens sikkerhed, men Radaen skulle vedtage det lovmæssige grundlag for denne politik og godkende større beslutninger og traktater (Holovko- Havrysheva 2008:10n, D Anieri et al.1999b:96-7). Kutjma brugte derfor meget af sin energi på at tiltage sig større magt. Dette medførte, at få personer i toppen kunne skabe politikken uden om parlamentet. Kutjma og kredsen omkring ham var ikke var styret af nogen national idé, men snarere af et ønske om egen velstand og autonomi, hvilket gjorde, at politikken ikke havde en geostrategisk retning (Wilson og Rontoyanni 2004:30). Ukrainsk udenrigspolitik foregik som på en bowlingbane, der med en europæisk og en eurasisk barriere i siderne forhindrede politikken i at gå for langt mod vest eller mod øst og men i stedet fremelskede en slingrekurs (Garnett 1999: 120). Efter den bilaterale aftale med Rusland og NATO-charterets underskrivelse, hvor respekten for Ukraines grænser blev garanteret af Rusland, afspejlede Kutjmas politik, at banen for politikkens slingren var blev bredere. Staten var ikke længere under pres i samme grad til at tilnærme sig Rusland. Hermed var Kutjma nået tilbage til sit udgangspunkt. Han var gået fra, under valgkampen i 1994, at have været prorussisk, til efter valget at være blevet provestlig grundet statens usikre forhold til Rusland. Efter 1997, hvor traktaten blev underskrevet, fik politikken en mere uafhængig karakter som hverken provestlig eller prorussisk, men nærmere proukrainsk. En konsekvens af, at Ukraine var blevet en mere selvsikker og ubestridt international aktør. Senere igen efter Kutjmagate i 2000, da Kutjmas position i staten var under pres indenrigspolitisk og fra vesten, blev politikken rettet mod at holde ham selv og sit bagland ved magten ved at tilnærme sig Putins Rusland. Politikken blev igen prorussisk, eller måske nærmere prokutjma (Kuzio 2005c). 10.5.2 Ukraines selvstændigheds ikke-revolutionære karakter En mere detaljeret forklaring på Ukraines udenrigspolitiske slingrekurs er svær at opnå på det intrastatslige forklaringsniveau, men kan forbedres ved at anvende eliteniveauet. Kutjmas ageren som udenrigspolitisk aktør var præget af, at den politiske magtkultur fra Sovjets politiske system havde overlevet i Ukraine. Det gjorde Kutjma i stand til ustraffet at bruge statens ressourcer til egen vinding. Side 69/89

For at forklare det, er det nødvendigt at vise, hvor lidt Ukraines politiske kultur havde ændret sig siden sovjettiden. Ukraines uafhængighed var frem for at være en selvstændighedskamp vundet igennem et civilt oprør mest af alt kendetegnet ved imperial dekolonisering (Subtelny 1995:187-89, D Anieri 2007:76-77). Sovjet kollapsede uden stor folkelig indblanding, og der fandt ikke en gennemgribende udskiftning af den politiske elite sted som andre steder i Østeuropa. Selvstændigheden i Ukraine var et kompromis imellem den nationalistiske opposition og den tidligere nomenklatura, hvor selvstændighed blev givet, imod at nomenklaturaen forblev siddende. Nomenklaturaen havde ikke en national agenda, men havde alligevel incitamenter til at frigøre sig fra Moskvas greb og blive autonome, noget ukrainske kommunister på sin vis havde kæmpet for igennem hele unionens historie med større eller mindre held (se f.eks. Kuromyia 2006, D Anieri et al. 1999b:87). Kravtjuk var et kerneeksempel på etableret nomenklatura. Før uafhængigheden var han formand for det ukrainske parlament og leder af den nationale fløj af det ukrainske kommunistparti. På intet tidspunkt foreslog han ukrainsk uafhængighed før moskvakuppet, men støttede derimod at gøre Sovjetunionen til en konføderation. Først efter august 1991 argumenterede han for ukrainsk uafhængighed (Kuzio 1995:24). Kutjma var også et kerneeksempel på nomenklatura. Han var før sin premierministerpost og kandidatur til præsidentposten direktør for The Ukrainian Union of Industrialists and Entrepreneurs (UUIE). En samling af økonomisk ex-nomenklatura røde direktører og nye kapitalister fra Dnepropetrovsk, der finansierede Kutjmas præsidentkampagne i 1994. UUIE blev en så integreret del af magtapparatet efter 1994, at det ikke så sig selv som en lobbygruppe, men snarere en del af regeringen (Bukkvoll 2002:136-137). 10.5.3 Magtpolitik i Kutjmas Ukraine og dens betydning for udenrigspolitikkens formulering Sikkerhedsvagten Mykola Melnytjenkos optagelser af Kutjma og hans inderkreds, der udløste Kutjmagate, er en primær kilde til forståelsen af den politiske kultur og magtmentalitet, som lå bag indenrigs- såvel som udenrigspolitikken i Kutjmas regeringsperiode. Kutjma og hans nærmeste var aktører i et politisk teater, hvor udtalelser og hensigtserklæringer var totalt fjernet fra de politiske realiteter, hvilket tydeligt kom frem igennem optagelserne (Wilson 2001). Denne kulturs eksistens gør det tvivlsomt, om citater fra centrale aktører er noget værd overhovedet som vidnesbyrd om udenrigspolitiske mål i et land som Ukraine, i hvert fald ikke i perioden 1996-2004. Den udvikling, Kutjmagate og senere den orange revolution var kulminationen på, var allerede synlig ved 1999-valget. Kutjma valgstrategi, der var inspireret af Jeltsins kampagne i 1996, Side 70/89

gik ud på at chikanere alle moderate modkandidater ved at udnytte sin kontrol over medierne og domstolene og ved hemmeligt at støtte håbløst reaktionære og ekstremistiske nationalister og kommunister. Derved var han sikker på, at en anden valgrunde ville stå imellem ham og en ekstrem kandidat, som flertallet ville afvise. Kombineret med moderat ballot stuffing virkede det perfekt (Yekelchyk 2007:206). Kutjmas regeringsførelse gik ud på at holde ham selv ansvarsfri i den daglige politik, og etablere sig som en figur, der stod over ideologi og partier. I modsætning til Kravtjuk, der selv havde taget skylden for den forfejlede finans- og udenrigspolitik 1991-1994 og havde betalt prisen ved stemmeboksen, var Kutjma dygtig til at skyde skylden på sine premierministre, som han af samme grund nåede at have 10 af på 10 år (Syvak 2003:32). Kutjma optog sine rivaler i regeringen for at kontrollere dem, for så senere at fyre dem efter et år eller halvandet, hvis noget var gået galt, eller de havde gjort deres job lidt for godt og var blevet for populære og magtfulde. Dette skete for premierministrene Evhen Marchuk (feb. 1995 - maj 1996), Pavlo Lazarenko 106 (maj 1996-juni 1997) og Viktor Jusjtjenko (dec. 1999- april 2001). Jusjtjenkos arbejde for økonomisk genopretning som nationalbankdirektør i 1990erne havde cementeret hans ry som hårdtarbejdende og respekteret reformator. Han fik kun premierministerposten, fordi Kutjmas bagland frygtede en statsbankerot uden nye vestlige lån, og det krævede en genopretning af Ukraines kreditværdighed (Sherr 2001:120-21). Jusjtjenkos reformprogram af økonomien som premierminister slog ned på nogle af de mest åbenlyse former for oligarkdomineret økonomisk kriminalitet, hvilket gav $4 milliarder til statskassen. Han genoprettede statens kreditværdighed over for internationale kreditinstitutioner og indhentede efterslæbet i betalingen af statens løn og pensioner. Alligevel blev han fyret, fordi han var blevet en politisk rival, og fordi Kutjma nu efter Kutjmagate havde brug for Putins støtte (Yekelchyk 2007:207-208, Åslund et al. 2006:13). Dette leder frem til to sandheder om ukrainsk politik, der også gælder i formulering af udenrigspolitikken: Den største sikkerhedstrussel imod Ukraine er Ukraine selv og bag ethvert problem står en politisk magt, der ikke er interesseret i dets løsning (Sherr 2001:121). I forhold til udenrigspolitikken i 1991-2003 gælder dette de manglende fremskridt på tre områder: 1. Ukraines manglende vilje til gennemgribende økonomisk reform. 106 Lazarenko udnyttede sin position som premierminister til at monopolisere gasimporten under sit eget firma United Energy Systems og sendte 100vis af mio. $ til udenlandske konti. Senere flygtede han til USA, hvor han i dag sidder fængslet for bedrageri (Åslund et al. 2006:12). Side 71/89

2. Ukraines manglende vilje til at diversificere sin energiimport og frigøre sig fra russiske energileverancer. 3. Ukraines manglende vilje til at implementere reformer, der kunne give NATO- eller EU-medlemskab på sigt. Alle tre har med Ukraines nationale interesse at gøre og er akutte problemer. Alligevel bliver de ikke løst. Dette er, fordi Ukraine som stat fra starten var infiltreret og domineret af en exnomenklatura uden nogen form for national ide eller sikkerhedspolitiske motiver, der kan relateres til løsningen af et sikkerhedsdilemma, men derimod med en stærk egeninteresse. As one representative of this group put it, they are neither pro-russian nor pro western, but pro-sebia, [for themselves] 107 Kutjmas måde at importere sit klannetværk fra Dnepropetrovsk til at udfylde sit kabinet efter 1994 viste, at denne tendens i den offentlige forvaltning var med fra begyndelsen. Kutjmas administration var centreret omkring at få så stor magt som muligt og at varetage sit økonomiske baglands interesser som tak for at have finansieret hans kampagne og for at blive ved med at støtte ham (Garnett 1999:113, Kuzio 1997:62-3, Puglisi 2003:111). Kutjma startede i 1994 som en økonomisk reformator, men han blev hurtigt en del af nomenklatura-etablissementet, der dominerede ukrainsk politik. For denne klasse af erhvervsmænd var udnyttelse af statens subsidiering af priser og produktion en god forretning. Køb af metaller, kemikalier til statsregulerede priser eller tyveri og videresalg af importeret gas fra det forældede ledningsnet gav enorme profitter, når det blev solgt videre i udlandet til verdensmarkedspriser. Andre muligheder var tyveri af statssubsidier eller med de rigtige kontakter køb af offentlige virksomheder til en tiendedel af markedsprisen samt almen skatteunddragelse (Puglisi 2003:104-105, Åslund et al. 2006:10-11). Oligarkklassen 108, der opstod af disse indtægter, begyndte at dominere ukrainsk politik fra slutningen af 1990erne. I 2000 offentliggjorde Ukraines skattekontor, at 386 af Radaens 450 medlemmer tilsammen ejede 3954 virksomheder, der tilsammen stod for 25 % af Ukraines samlede import og 10 % af dets eksport. Radaen blev et parlament af dollarmillionærer, og Ukraine var i 2000 blevet arketypen på en samfundsøkonomi baseret på rentseeking. Forbindelser til statsapparatet var altafgørende for succes i al større økonomisk virksomhed (Way 2005:136). 107 Wilson og Rontoyanni 2004:30. 108 Termen oligark anvendes her som en person med betydelig økonomisk magt, og samtidig er direkte involveret i det politiske liv. Side 72/89

Kutjma sad i midten af dette system og solgte statsapparatets indflydelse til forskellige konkurrerende klaner for at få stemmer, økonomisk og politisk støtte til gengæld. 109 Der blev stadig afholdt valg, for hverken Kutjma eller de økonomiske klaner havde styrke nok til at holde hinanden nede og indføre et autoritært styre, men valgenes kvalitet og det, der foregik ind i mellem dem, havde for længst forladt enhver form for institutionel kontrol. Demokratiets institutioner eksisterede kun som en fernis til at legitimere beslutninger allerede truffet i elitens studehandler. Det er årsagen til, at flere døbte Ukraine under Kutjma som competitive autoritarianism. En besynderlig hybrid af et udemokratisk styre med en stærk, men udemokratisk konkurrence om magten (Carothers 2002, Way 2005). Eksistensen af dette system af nepotisme og kleptokratisk adfærd i eliten viste sig på flere måder i udenrigspolitikken og gjorde, at en styrende national interesse ikke kunne gøre sig gældende. Sektorer med betydning for statens sikkerhed var ofte uden for statens kontrol. Et eksempel var under den første gaskrise med Rusland i november 1993, hvor det var umuligt for Kravtjukregeringen at lukke de mest energislugende fabrikker, som i forvejen kun kørte pga. statssubsidier. Direktørerne, der stjal subsidierne, havde fuld kontrol med Radamedlemmernes stemmer. Skoler derimod måtte lukke pga. kulde (D Anieri et al, 1999b:100). Et andet mere nutidigt eksempel er, at gashandlen imellem Rusland og Ukraine også efter Kutjmas forsvinden stadig ikke er normaliseret og transparent, men foregår igennem uklare kontrakter via en videresalgsindustri, der importerer russisk gas og videresælger den til Ukraine mod et gebyr på 20 % af salgsprisen. Den enorme profit fordeles imellem Gazprom og ukrainske oligarker, formentlig med et anseligt beløb til toppen af ukrainsk politik. Videresalgsindustrien er en væsentlig årsag til, at Ukraine ikke kan betale sin enorme gasgæld. Jusjtjenko har fortsat Kutjmas politik på dette område ved at lade mellemhandlerne fortsætte deres virksomhed. Han har sågar bekæmpet Julia Timosjenkos korstog imod den lyssky gasindustri 110. Det peger på, at private økonomiske interesser stadig påvirker Ukraines udenrigspolitik. (Libak 2008, Kuzio 2008, Oxfordbusinessgroup.com 8.2.2008). Noget, der ydermere taler for, at indenrigspolitikkens magtspil stadig overtrumfer fremvæksten af en tværgående national interesse hos Ukraines elite, er, at selv efter den vestvendte Jusjtjenko blev præsident, har Ukraine ikke taget det endegyldige skridt imod vest, men vist sig uvillig eller ude af stand til at træffe de valg, der ville muliggøre NATO- og EU-medlemskab. 109 Stemmekøb både i parlamentet og hos almindelige borgere op til valg var udbredt praksis i Ukraine fra 1999-2004. Statsarbejdspladser og større oligark-ejede virksomheder udøvede effektivt pres imod deres ansatte (D Anieri 2007:200-203). 110 Timosjenko kender branchen indefra. Hun var selv involveret i kriminelle aktiviteter som en del af Lazarenkos United Energy Systems og kom i fængsel en kort overgang under Kutjma. Side 73/89

Jusjtjenko har ligesom Kutjma ikke villet skade sit eget netværks interesser og privilegerede stilling i staten, ej heller dele magten, selv hvis dette muliggjorde NATO-medlemskab. Et eksempel var regeringskrisen efter 2006-valget til Radaen, hvor Jusjtjenkos parti led nederlag. I stedet for at genetablere den orange koalition fra 2004 og give premierministerposten til Julia Timosjenko, accepterede Jusjtjenko Viktor Janukovitj som regeringsleder for at bevare sine egne folk på centrale poster, bl.a. parlamentets formandskab (Freire 2009:238-9). Samarbejdet med Janukovitj, der i vesten øjne var belastet af hans rolle i 2004-valget, ødelagde enhver mulighed for, at NATO ville give Ukraine den MAP-status 111, der før valget havde været diskuteret (Kuzio 2008, Perepeytisia 2007). Dette peger imod både en realistisk og konstruktivistisk forklaring, fordi det virker som om, Ukraines eliter slet ikke er interesserede i at løse Ukraines sikkerhedsdilemma. 10.5.4 Indenrigspolitikkens forrang i ukrainsk udenrigspolitik I lyset af disse mekanismer kan Kutjmas udenrigspolitiske først vest- og senere østvending efter 1999 forklares med hans økonomiske baglands interesser. For Ukraines dominerende industriklaner inden for kemisk- og metallurgisk industri samt våbenindustri var økonomisk reintegration med Rusland ikke ønskeligt i 1990erne. UUIE, der stod bag Kutjma de første år efter 1994, repræsenterede f.eks. våbenfabrikanter fra Dnepropetrovsk, hvis største konkurrenter om markedet var russiske våbenproducenter 112 (Kuzio 1997:62-63). Kun landbrugssektoren, energisektoren ønskede tættere samarbejde med Rusland. Førstnævnte fordi EUmarkedet var lukket for Ukraines landbrugsprodukter, mens Rusland var den største aftager. Sidstnævnte fordi energibranchen på sin vis levede af at bibeholde en ukrainsk energiafhængighed af Rusland og derfor modarbejdede forsøg på at diversificere Ukraines energiimport (Bukkvoll 2002:136-138, 147). Men for de fleste oligarkgrupper var Ruslands egne oligarker en trussel, der kunne give dem konkurrence eller udfordre deres symbiose med staten. F.eks. i den privatiseringsproces af økonomien, der først rigtig skulle til at begynde i 1997 og hvor ukrainske forretningsfolk derfor ikke ønskede russisk konkurrence. I perioden 1994-1998 hvor Kutjma havde tætte forbindelser til Dnepropetrovskklanen 113 blev der udviklet et nationalt koncept, der kombinerede ønsket om privatiseringer og investeringer i økonomien med et mere nationalt sigte om at bevare et Ukraine uafhængigt af Rusland. Indenlandsk investeringskapital skulle prioriteres, fordi den var mindre 111 Membership Action Plan optagelsesprocessen for NATO medlemskab. 112 Rusland forsøgte f.eks. i 1996 at forhindre ukrainsk eksport af 520 tanks til Pakistan ved at nægte eksporttilladelse til de russiske virksomheder, der producerede dele til ordren (Kuzio 1998b:27). 113 Viktor Pintjuk, lederen af Dnepropetrovskklanen, blev Kutjmas svigersøn i 2002. (Yekelchyk 2007:205) Side 74/89

tilbøjelig til at sælge ud i hårde tider og i bedre tider ville geninvestere sit overskud i Ukraine. Denne strategi tjente også det formål at oprette en gensidig afhængighed imellem økonomiske aktører og præsidenten, der tjente begges interesser (Puglisi 2005:835-37). Efter 1998 ændrede magtforholdet sig imellem Ukraines industriklaner, og Kutjma skiftede allierede. Olie- og gasbranchen, der som den første var blevet privatiseret, var blevet så magtfuld og rig, at den ikke kunne ignoreres til fordel for industriklanerne. Derfor spredte Kutjma sin støtte ud til også at inkludere Kievklanen, der sammen med Dnepropetrovsk-klanen kunne kæmpe om præsidentens opmærksomhed og beskyttelse (Bukkvoll 2004:14). Dette ændrede ikke i første omgang Kutjmas udenrigspolitiske kurs, men fik afgørende betydning efter Kutjmagate, der for første gang skabte en oppositionsalliance i ukrainsk politik, der kunne udfordre centristernes dominans og true Kutjmas position i staten. Nationaldemokraterne, der hidtil havde støttet Kutjmas vestpolitik på højrefløjen, allierede sig med kommunisterne, som de ellers afskyede, for at få Kutjma afsat, og en folkelig bevægelse Ukraine uden Kutjma begyndte at organisere civilsamfundet. Det betød, at Kutjma mere end før var politisk isoleret og afhængigt at et bagland af oligarker. I 2001 allierede Kutjma sig med den tredje store industriklan i Ukraine, Donetskklanen, med stålbaronen Rinat Akhmetov i spidsen. Denne alliance skubbede udenrigspolitikken i en prorussisk retning, i det Viktor Janukovitj, Akhmetovs højre hånd og tidligere Donbasguvernør, blev kørt i stilling til præsidentposten som Kutjmas premierminister i november 2002. Denne alliance syntes at cementere en udenrigspolitisk vending hen mod Rusland (Yekelchyk 2007:204-5, Åslund et al. 2006:11-20) De eksterne årsager til, at Kutjma søgte mod Rusland, var at Kutjmaregimet var blevet lagt på is i vesten. EU var oprørt, ikke kun over Kutjmagate, men over den generelle forråelse af regimet. Ukraines sikkerhedstjeneste (SBU) blev sat i forbindelse med otte mistænksomme biluheld, der slog oppositionskandidater eller embedsmænd i unåde ihjel, bl.a. Rukhlederen Vjatjeslav Tjornovil i 1999 (Kuzio 2003b:23). Flere andre konkrete sager ikke direkte forbundet med demokratiets eller retsstatens dårlige tilstand gjorde Ukraine til en utroværdig international partner for USA og NATO. På Kutjmagate båndoptagelserne fra november 2000 var det fremkommet, at Ukraine havde solgt våben til Irak for $100 mio. i strid med våbenembargoen, herunder et Kolchuga radarsystem i stand til at passivt at spore stealthjagere. En lignende sag, der ødelagde forholdet til NATO på trods af gentagende advarsler, var det fortsatte ukrainske salg af helikoptere, nærstøttekampfly og kampvogne til Makedonien i 2001, samtidig med at NATO forsøgte at afmilitarisere konflikten imellem Makedonien og Albanien (Mathiesen 2002:329-30). Begge er Side 75/89

eksempler på, at Kutjma var involveret i at varetage Dnepropetrovsk militærindustrielle kompleks interesser i højere grad end at varetage en national geostrategisk interesse. Kutjma blev følgende ikke inviteret til NATO-topmøde i Prag i 2002, men dukkede op alligevel 114. Alene af denne grund blev NATO-medlemmernes siddeplader arrangeret efter deres lands navn på fransk i stedet for på engelsk, så Kutjma, præsident Bush og Tony Blair ikke skulle sidde ved siden af hinanden (Freire 2009:237). Topmødet blev et symptom på, at Ukraines tilnærmelse til NATO var stagneret og blevet til tom retorik. Der blev vedtaget en fælles NATO- Ukraine Action Plan, men den var en gentagelse af de forpligtigelser, Ukraine allerede én gang havde tilsluttet sig, men ikke handlet på. Kutjma ændrede ikke sin retorik og annoncerede Ukraines ønske om NATO-medlemskab i 2002, jf. citatet side 12, men reelt var vestpolitikken gået i stå, og politikken havde ændret slogan fra tilbage til Europa til det mere forvirrede til Europa med Rusland. En reorientering, der overlod Rusland retten til at bestemme tempoet og karakteren af Ukraines vestlige ambitioner (Kuzio 2003b:33-35). Geopolitiske faktorer medvirkede også til, at Kutjma var presset til at tilnærme sig Rusland. 11. september betød, at USA/NATO havde brug for Rusland som allieret i kampen i Afghanistan. Dette skabte dårligere eksterne vilkår for Ukraine spille Rusland og USA ud mod hinanden (Mathiesen 2002:230-31). 10.5.5 Putins stringente Ukrainepolitik Kreml udnyttede Kutjmagate til at forstærke sin indflydelse i Ukraine, som siden 1999 havde været stigende. En sårbar Kutjma tog imod Putins udstrakte hånd da den russiske præsident valgte at besøge Kiev på højden af Kutjmagate i februar 2001 (Sherr 2001:127). Et tegn på Putins direkte indflydelse var, at Kutjma begyndte at luge ud i de provestlige elementer af sin administration. D. 29. september 2000 blev den provestlige Boris Tarasiuk fyret som udenrigsminister. Dagen efter d. 30. september, hvor fjerde runde af de årligt tilbagevendende ukrainsk-russiske gasforandlinger begyndte, havde Rusland pludselig blødt op på sine krav til gældsbetaling. Denne hurtige reaktion tydede på, at Kutjma og Putin på forhånd havde aftalt udskiftningen af Tarasiuk på det foregående SNG-topmøde 18. august (Sherr 2001:126). Denne udvikling fortsatte med, at Kutjma lavede handler med Putin om gas og ryddede sit kabinet for vestvendte politikere. Julia Timosjenko blev fyret i januar 2001, og senere i april 2001 blev den ligeledes provestlige premierminister Viktor Jusjtjenko afskediget af et flertal i parlamentet af 114 Kuzio, Taras ANALYSIS: In wake of Kuchma s snub, whither relations with NATO? UW, Vol. LXX No. 45, 10. november 2002 p.2 Side 76/89

oligarkpartier og kommunister. Jusjtjenkos afgang blev set som et farvel til det sidste element af troværdighed i Kutjmas europæiske ambitioner. 115 Herefter steg den russiske indblanding i ukrainsk politik drastisk. Russiske politiske rådgivere hjalp Kutjma med at spinne Kutjmagate som en amerikansk konspiration. I prorussiske medier styret af præsidentens allierede blev Kutjmagate omtalt som The Brzezinski plan, opkaldt efter den polsk-amerikanske og russisk-kritiske sikkerhedsrådgiver. Ifølge denne stod USA bag at inkriminere Kutjma med falske båndoptagelser for at bringe den proamerikanske Jusjtjenko til magten. Jusjtjenkos involvering blev sandsynliggjort af hans ægteskab med en amerikansk statsborger, og af at sikkerhedsvagten, der optog båndene, efterfølgende fik asyl i USA (Kuzio 2005b:492). Op til præsidentvalget i 2004 blev der trykt propagandaplakater, hvor Jusjtjenko blev præsenteret som en amerikansk marionet (se eksempler i Kuzio 2005b). Denne antiamerikanisme stemte dårligt med, at Ukraine samtidigt i 2003 sendte det fjerdestørste kontingent soldater (1600 mand) til i den amerikansk-ledede koalitionsstyrke i Irak for at forbedre relationerne med Washington (Freire 2009:237). Der var ingen tvivl om Ukraines prioritet i Putins udenrigspolitik. Putin og Kuchma mødtes 18 gange i perioden 2000-2002 (Puglisi 2005:840). Den politiske sværvægter Viktor Tjernomyrdin, tidligere russisk premierminister og direktør for Gazprom, blev udnævnt til ambassadør til Ukraine og særlig præsidentiel udsending for udviklingen af russisk-ukrainsk økonomisk samkvem i maj 2001. 116 Rusland blev i stigende grad involveret i at sikre Kutjma indenrigspolitisk opbakning (Smolansky 2004:131). I marts op til parlamentsvalget i 2002 støttede Tjernomyrdin åbent ukrainske propræsidentielle partier og tordnede imod nationalistiske provestlige partier, men det er vigtigt at forstå, at Kreml ikke opfatter dette som indblanding (Kuzio 2003:445). Russia s attempts at influencing Ukrainian elections were never understood as interference in Moscow. To have done so would have meant regarding Ukraine as a foreign country. Hence, Putin did not believe he was being contradictory when he condemned U.S. interference in Ukraine s elections as Russia understood this to be different from the policies that Russia undertook. 117 Kutjma var efter år 2000 langt mere tilbøjelig til at give efter russisk pres. Han frygtede stadig russisk herredømme, men accepterede russisk indblanding og Putin var dygtig til at bearbejde Kutjmas frygt for suverænitetstab ved at pointere at Rusland skam respekterede ukrainsk 115 Ukraine after Yuschenko UW, Vol. LXIX No. 20, Maj, 2001. p. 2 116 Jan Maksymiuk The Tjernomyrdin nomination RFE/RL Poland, Belarus and Ukraine Report, UW, Vol. LXIX No. 21, 27 maj, 2001 117 Kuzio 2005b:515 Side 77/89

selvstændighed. Den russiske udenrigsminister Igor Ivanov, fortalte til Tarasiuks erstatning, Anatoly Zlenko, at Rusland ønskede at udvikle equal, mutually advantageous and friendly relations with Ukraine taking into account the interests of both countries. Og at relationerne imellem dem ville fungere på the principles of respect for Ukraine s sovereignty and independence. 118 For Kutjma stillede Rusland under Putin ikke samme krav til samarbejdets dybde som Jeltsin eller de samme krav til demokrati og transparens i forvaltningen som EU og NATO. Derfor var russisk indblanding acceptabelt, så længe Putin ikke stillede krav imod Ukraines elites interesser eller udfordrede Ukraines suverænitet. Kutjma blødte også op på Ukraines statsidentitet efter 2001. Han fejrede årsdagen for Pereyaslavtraktaten med Rusland, og i 2002 blev en kontroversiel ukrainsk-russisk historiekommission nedsat for at afklare tolkningen af ukrainsk-russisk historie i de ukrainske skolebøger 119. Således blev Kutjma efter 2000 repræsentant for den østslaviske historietolkning, der accepterede broderskab med Rusland og erkendte, at enegang mod Europa uden Rusland var urealistisk. 11. Konklusion Analysen viser, at Ukraine som udenrigspolitisk aktør 1991 2003 kun i en vis grad kan siges at være drevet af en tværgående national interesse. Den nationale interesse, der kan spores i politikken, har været meget snæver og basal i sin karakter, og har ikke indbefattet mere end suverænitetsbeskyttelse og bevarelse af selvstændighed. Ukraine var villig til at acceptere et tradeoff imellem statens autonomi og suverænitet i den første usikre periode efter 1991, og valgte suverænitet i forholdet til Rusland på trods af de omkostninger, Rusland var i stand til at påføre det økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Men hvor staten nidkært hægede om sin suverænitet udadtil, fik Ukraine ikke i perioden 1991-2003 overlegen autoritet over de intrastatslige aktører, der handlede imod dets interesser. Alvorlige sikkerhedsproblemer, som andre veletablerede stater ville anse som i deres nationale interesse at gøre noget ved, blev ikke løst i Ukraine, fordi elitens økonomiske interesser overtrumfede statens interesse. At Kutjma senere efter 2000 tilnærmede sig Rusland og 118 Ivanov ifl. Kuzio 2001c:45 119 Roman Woronowycz, Kyiv and Moscow bureaucrats agree to joint review of textbooks Vol. LXX No. 25 UW, Jun.23, 2002 p.1 Side 78/89

tiltrak russisk know how til at lukke det ukrainske civilsamfund og oppositionen ned, viser, at Kutjmas opfattelse af en national interesse primært var knyttet til ham selv. Han var villig til at lade Rusland få vidtrækkende indflydelse i Ukraines indre anliggender, og bestemme hvor langt imod vest Ukraine kunne gå, så længe det kunne hjælpe ham med at beholde magten. Andre faktorer har også medvirket til, at udenrigspolitikken var uden en klar geopolitisk retning. Ukraines grundlæggende identitetssplittelse imellem øst og vest og dets uideologiske eliters manglende egeninteresse i at vælge endegyldigt til fordel for Rusland eller vesten. Det peger på, at Ukraines geopolitiske mellemposition er funderet i geografi og nationalidentitet og i en strukturel funderet afhængighed af Rusland, og derfor nødvendigvis må fortsætte, uanset hvem der er ved magten. Den politiske magt under Jusjtjenko er langt mindre oligarkinficeret, men det geografiske og demografiske grundlag for udenrigspolitikken eksisterer stadig. Det peger på, at de nære omgivelser er et godt sted at starte, hvis man ønsker en overordnet pejling af en stats udenrigspolitiske valgmuligheder. Identitetskonflikten med Rusland forklarer derfor kun politikken et stykke hen af vejen. Den forklarer, hvorfor Kravtjuk og Kutjma ikke kunne tilnærme sig Rusland, før bilaterale relationer var etableret, og før Rusland anerkendte Ukraines grænser. Ukraine havde et postimperialt usikkerhedskompleks, der først skulle overvindes. Identitetskonflikten og vægten på immaterielle faktorer kan dog ikke siges at være en udførlig eller komplet forklaring. På flere fronter kan det siges, at Rusland og Ukraine både havde modsatrettede materielle og immaterielle interesser. Både i forhold til Ruslands ambitioner med SNG, militært og politisk, men også ift. økonomisk integration, f.eks. med en SNG-toldunion til fordel for russisk industri, men til mere tvivlsom økonomisk glæde for Ukraine. EU var og er et mere attraktivt og rigere marked end SNG, så forsøg på at tilnærme sig Europa var fornuftigt fra et økonomisk synspunkt. Modsatrettede interesser gjaldt ligeledes den russiske sortehavsflådebase, som Ukraine fra et rent militært perspektiv ønskede at undgå, og endvidere afgivelsen af atomvåben, som landet alligevel ikke kunne kontrollere og derfor opgav at beholde. Det er svært at adskille forklaringerne: Både realismens vægt på materielle geopolitiske realiteter og konstruktivismens identitetspolitik synes at kunne forklare, hvorfor Ukraine er bedst tjent ved at fjerne sig fra Rusland og søge integration hos vesten. Men den identitetsmæssige konflikt også er vigtigt for at forstå, hvorfor Ukraine ikke kunne søge sikkerhed hos Rusland umiddelbart efter 1991. Eliten ønskede selvstændighed, og var villig til at undergrave statens autonomi og sikkerhed for at få den. De to forklaringstyper komplementerer hinanden. Side 79/89

Konstruktivismen anvendt på det intrastatslige niveau giver dog en noget dybere forklaring en realismen. Den kan f.eks. bidrage til at forklare, hvorfor der fortsat i dag eksisterer en splittelse i Ukraines elite om det naturlige forhold til Rusland, som forhindrer enighed om den nationale interesse. Dette sås tydeligt under Georgienkrigen i 2008 120, hvor tre tolkninger af krigen forelå. Jusjtjenko sluttede sig til den vestlige tolkning af konflikten ved at fordømme Rusland som aggressoren. Julia Timosjenko gav udtryk for en neutral holdning, der tog lige meget afstand fra volden på begge sider uden at tage Georgiens parti og Viktor Janukovitj støttede helhjertet op om den russiske tolkning af konflikten og lagde skylden for krigen helt og aldeles på Georgien (Arel 2008). Selvom der uden tvivl er politisk positionering bag disse udtalelser, er det slående, at en så kritisk begivenhed for ukrainsk sikkerhed som russisk aggression over for en mindre nabo i nærområdet, kan føre til tre forskellige tolkninger af Ukraines nationale interesse. I forhold til realismen og neoliberal institutionalisme kan det siges, at Ukraine og Ruslands relationer har været ekstremt magt- og trusselsfokuserede og har i den forstand fungeret i overensstemmelse med en realistisk optik. Ruslands opførsel i SNG og i relationerne med Ukraine gjorde det uattraktivt at forsøge at nå til et fælles regelsæt i et institutionelt regi som neoliberal institutionalisme ville argumentere for. Problemet er bare, at Ukraine som svag stat heller ikke har reageret på sikkerhedsdilemmaet som realister, jf. Walt eller Waltz, ville forudsige. Nye stater, for hvem basal suverænitet, national identitet og international anerkendelse endnu ikke er veletableret, bestemmer deres udenrigspolitik efter andre parametre end veletablerede stater. Det gør omgivelsesniveauet og systemniveauet ubrugelige til at beskrive deres adfærd, fordi disse niveauer har for stærke antagelser om staten som en økonomisk og sikkerhedsmaksimerende enhed. Hvis man kunne forstille sig, at Ukraines suverænitet engang i fremtiden var ubetvivlet, og at den identitetsmæssige strid imellem øst og vest var bilagt, eller at staten blev delt, samtidig med at Rusland tilsvarende accepterede en nationalidentitet adskilt fra imperiet, ville Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitik sikkert kunne baseres på en rationel afvejning af militære og økonomiske fordele og ulemper. Men indtil det sker, er splittet nationalidentitet og historie væsentlige intrastatslige variable i forståelsen af Ukraines forvirrede udenrigspolitik. For Walts realisme taler, at Ruslands hegemoniske opførsel bidrog til balanceringstendenser hos Ukraine og ansporede til alliancedannelse imod det, jf. Kravtjuks forslag om et østeuropæisk forsvarsinitiativ og etableringen af GUAM. Pengene passer imidlertid kun med Walts bandwagoningtese, hvis det antages, at Ukraine var stærk nok til at balancere Rusland alene, for Ukraine fik jo ikke noget substantielt sikkerhedsmæssigt ud af disse initiativer. Ukraines PfP- 120 Rusland intervenerede i august 2008 i landets to udbryderrepublikker, Sydossetien og Abkasien, for at stoppe eskalerende kampe imellem separatister og Georgiens hær. Side 80/89

deltagelse, sikkerhedsgarantier i den trilaterale erklæring, europarådsmedlemskab etc. imponerer ikke en realist, der ikke ser Ukraine som en stormagt. Så pengene passer ikke. Sikkerhedsdilemmaet eksisterer ikke i den grad realismen forventer. En forklaring på Ukraines overlevelse kunne være, at Rusland ikke havde samme interesse i et ustabilt Ukraine som det f.eks. havde ved at støtte separatister i et ustabilt Georgien, og derfor ikke havde mulighed for at presse Ukraine mere, end det gjorde. Ukraines økonomis størrelse og landets centrale placering i Ruslands energieksport betød, at et ukrainsk sammenbrud ville være uønsket økonomisk for Rusland. Hertil kan siges at Rusland selv var en svag og forvirret udenrigspolitisk aktør i 1990erne, overbebyrdet med sine egne problemer (Bukkvoll 2001:1145, Kuzio 2003a). Alle disse intrastatslige variable burde bare ikke betyde noget fra et systemperspektiv eller nære-omgivelsers perspektiv. I og for sig er Ukraines adfærd slet ikke så underlig, idet Ukraine og Rusland havde stik modsatrettede sikkerhedspolitiske agendaer. Det, der er mærkeligt ud fra realismen, er, at Ukraine som svag magt kunne gennemtvinge at føre en selvstændig vestvendt politik så tæt på Ruslands magtsfære og i en så svag økonomisk position som i 1991-1999. Sammenlagt taler det for, at Ukraine er et vigtigt tilfælde, der modbeviser Walts tese om bandwagoning. En realist kunne sige, at hvis NATO og Rusland var på randen af krig, eller Rusland havde fået Lusjkov eller Sjuganov som præsident i 1996, havde Ukraines muligheder været anderledes. Så ville Ukraine have været tvunget til at vælge side. Dette er helt sikkert en pointe, men viser også den manglende bund i antagelsen om sikkerhedsdilemmaets karakter. Ukraine kunne succesfuldt vælge en strategi, der udnyttede landets mellemposition på bedste måde, men uden rigtig at vælge side, og sådan ser det ud til at fortsætte under Jusjtjenko. I sin undersøgelse af Walts allianceteoris forudsigelser på historiske fortilfælde kritiserer Randall Schweller Waltz og Walt for at misforstå årsagen til bandwagoning. Frem for at være et forsøg på at opnå større sikkerhed, enten fra en stor trussel eller en stor magt, fandt Schweller, at bandwagoning oftest var et forsøg på at opnå andet end militær sikkerhed hos alliancepartneren. Kun ekstremt isolerede og svage stater brugte bandwagoning for at opnå sikkerhed. Bandwagoning for rewards blev foretrukket af langt de fleste stater, fordi der var store omkostninger forbundet med bandwagoning for safety og balancering (Schweller 1994 ifl. Glenn et al. 2004:34-35). Ukraine havde ekstreme omkostninger ved at prøve at balancere Rusland, men eliten valgte alligevel at prøve, fordi alt andet ville underminere statens suverænitet. I 1991-1994 perioden lykkedes det ikke at balancere Rusland, fordi de eksterne vilkår ikke eksisterede for en vestpolitik, men under Kutjma lykkedes denne bandwagoning for rewards taktik til fulde. Tilnærmelsen til Europa begrænsede omkostningerne ved at balancere Rusland med økonomisk Side 81/89

hjælp, der gjorde Ukraine mindre afhængigt af Rusland og i stand til at betale af på gasgælden. Det samme skete med omvendt fortegn efter 2000, hvor Kutjma bandwagoned for rewards over for Putin for at understøtte sit regime, efter at suverænitetskonflikten imellem Rusland og Ukraine var løst, og forholdet til NATO og USA var på et lavpunkt. Side 82/89

Litteraturliste: Abdelal, Rawi (2004) Interpreting Interdependence: National Security and the Energy Trade of Russia, Ukraine, and Belarus, i Legvold, Robert og Wallander, Celeste A(Eds.). Swords and Sustenance The Economics of Security in Belarus and Ukraine, The MIT Press, Cambridge Massachusetts. Arel, Dominique (2008) Ukraine after the Georgian War Survival, Vol. 50 no. 6 pp. 15 25. Åslund, Anders (1995) Eurasia Letter: Ukraine s Turnaround Foreign Policy No. 100 25 th anniversary issue. pp. 125-143. Åslund, Anders, Mcfaul, Michael (2006) (Eds.) Revolution in orange the Origins of Ukraine s Democratic Breakthrough, Carnegie Endowment for International Peace, Washington, D.C. Balmaceda, Mercedes (1998) Gas, oil and the linkages between domestic and foreign policies: The case of Ukraine Europe-Asia Studies, Vol. 50 no. 2. Barany Z. og Volgyes, I. (1995) The Legacies of Communism in Eastern Europe, Johns Hopkins University Press. Belov, O. (editor in chief) (1999) Ukraine 2000 and Beyond: Geopolitical Priorities and Scenarios of Development, The Monograph of the National Institute for Strategic Studies and National Institute for Ukrainian Russian Relations. Kyiv, NISS. Se den fulde forfatterliste og bogen på http://www.niss.gov.ua/book/engl/001.htm Brzezinski, Zbigniew (1994) The premature Partnership, Foreign Affairs, Vol.73, no.2. Brzezinski, Zbigniew (1997) The Grand Chessboard, New York, Haper Collins. Brzezinski, Zbigniew, Sulliavan, Paige (Eds.) (1997). Russia and the Commonwealth of Independent States Documents, Data, Analysis. The Center for Strategic and International Studies, M.E. Sharpe, New York. Bukkvoll, Tor (1997a) Ukraine and European Security, The Royal Institute of Foreign Affairs. Bukkvoll, Tor (2001) Off the Cuff Politics Explaining Russia s Lack of a Ukraine Strategy Europe-Asia Studies, Vol. 53, No. 8. pp. 1141 1157. Bukkvoll, Tor (2002) Defining a Ukrainian Foreign Policy Identity: Business Interests and Geopolitics in the Formulation of Ukrainian Foreign Policy 1994-1999 i Jennifer Moroney, Taras Kuzio, Mikhail Molchanov, (Eds.). Ukrainian Foreign and Security Policy: Theoretical and Comparative Perspectives. Westport: Praeger. pp. 131-153. Bukkvoll, Tor (2004) Private Interests, Public Policy Ukraine and the Common Economic Space Agreement Problems of Post-Communism, Vol. 51 no. 5. pp.11-22. Burant, Stephen (1995) Foreign Policy and National Identity: A Comparison of Ukraine and Belarus Europe-Asia Studies, Vol. 47, No. 7. Buzan, Barry (1991) People, States and Fear An agenda for international security studies in the post-cold war era, Harvester Wheatleaf. Buzan, Barry (1997) Rethinking Security after the Cold War, Coorperation and Conflict, Vol. 32. no. 1. Carothers, Thomas, (2002) The end of the Tradition Paradigm Journal of Democracy vol. 13 no.1 pp. 5-21. Covert, Kevin (1997) Overlapping Imagined Communities: The Black Sea Fleet Negotiations Between Russia and Ukraine, 1992-1996, Canadian Review of Studies in Nationalism, Vol. 24. No. 1-2. pp. 21-31. D Anieri, Paul (1995) Interdependence and sovereignty in the Ukrainian-Russian relationship European Security Vol.4, No.4 pp. 603-621 D Anieri, Paul (1997a) Nationalism and International politics: Identity and sovereignty in the Russian Ukrainian conflict Nationalism and Ethnic Politics, vol. 3. no.2. D Anieri, Paul (1997b) Dilemmas of interdependence - Autonomy, Prosperity, and Sovereignty in Ukraine's Russia Policy Problems of Post-Communism, Jan/Feb97, Vol. 44 no. 1 (Kunne ikke anskaffes originalt i pdf, så teksten er konverteret fra html. Det betyder, at mine sidetalshenvisninger ikke svarer til artiklens oprindelige.) Side 83/89

D Anieri, Paul (1999) Economic Interdependence in Ukrainian-Russian Relations, State University of New York Press. D Anieri, Paul (2002). Constructivist Theory and Ukrainian Foreign Policy. i Jennifer Moroney, Taras Kuzio, Mikhail Molchanov, (Eds.). Ukrainian Foreign and Security Policy: Theoretical and Comparative Perspectives. Westport: Praeger. D Anieri, Paul (2007). Understanding Ukrainian Politics Power, Politics, and Institutional Choice, M.E. Sharp, London. D Anieri, Paul, Kuzio, Taras, Kravchuk Robert (1999a) (Eds.) Politics and society in Ukraine, Westview. D Anieri, Paul, Kuzio, Taras, Kravchuk, Robert (1999b) (Eds.) State and institutionbuilding in Ukraine, Macmillan. Dick, Charles (1994). The Military Doctrine of Ukraine The Journal of Slavic Military Studies, Vol. 7 No. 3 pp. 507-521. Freire, María Raquel (2009) Ukraine s Multi-Vectorial Foreign Policy: Looking West While Not Overlooking its Eastern Neighbor UNISCI Discussion Papers, Nº 20 (May 2009). Garnett, Sherman (1997) Keystone in the Arch Ukraine in the emerging security environment of Central and Eastern Europe, Carnagie Endowment for International Peace. Garnett, Sherman (1998) U.S.-Ukrainian Relations: Past, Present and Future i Hadja, Lubomyr (ed.) Ukraine in the World Studies in the International Relations and Security Structure of a Newly Independent State, Harvard papers in Ukrainian Studies, Huri Harvard. Garnett, Sherman (1999) Like Oil and Water: Ukraine s External Westernization and Internal Stagnation i Kuzio, Taras, Kravchuk, Robert & D Anieri, Paul (Eds.). State and Institution Building in Ukraine, Macmillan. Gilbert, Helen, Tomkins, Joanne (1996) Post-Colonial Drama: theory, practice, politics, London: Routledge, 1996. p.2. Glenn, John. Howlett, Darryl og Poore, Stuart (2004) (Eds.) Neorealism versus Strategic Culture, Ashgate. Hall, P. & Taylor, R. (1996) Political Science and the Three New Institutionalisms, Political Studies, Vol. 44. No. 5. Hansen, Carsten, Hansen, Peter og Qvist, Palle (2000) Samfundslex, 2. udg. Gyldendal. Holovko-Havrysheva, Oksana (2008) Legal Fundamentals of Ukrainian Foreign Policy European Law Department of Ivan Franko National University of L viv, Ukraine. http://ec.ut.ee/tsn/images/stories/legal_aspects_of_ukrainian_foreign_policy.pdf Katzenstein, Peter (1996) Introduktion i: The Culture of National Security Norms and identity in world politics, Columbia University Press. Keohane, Robert (1989) Neoliberal Institutionalism: A perspective on World Politics, i Keohane Robert, International Institutions and State Power, Westview Press, London. Kincade, William H. og Melnyczuk, Natalie (Forår 1994) Eurasia Letter: Unneighborly Neighbors Foreign Policy, No. 94, pp. 84-104. Klympush, Ivana (1999) Ukraine and Russia: Strategic Partnership vs. Mutual Dependence i Spillmann, Wenger & Müller eds. Between Russia and the West: Foreign and Security Policy of Independent Ukraine Peter Lang, Bern. pp.237-256. Kobzar, Svitlana (2007) The Return to Europe : Ukraine s Foreign Policy 1994-1998 Udkast til artikel til den sjette Pan-europæiske international politik konference, Torino, sept. 2007. Googlet. Kramer, Mark (1999) Neorealism, Nuclear Proliferation, and East Central European Strategies i Kapstein, Ethan og Mastanduno, Michael (Eds.) Unipolar Politics Realism and State Strategies Afte the Cold War, Columbia University Press, New York. pp.385-464. Kubicek, Paul (2000) Regional Polarisation in Ukraine: Public Opinion, Voting and Legislative Behaviour Europe-Asia Studies, Vol. 52, No. 2 pp. 273-294. Kuromiya, Hiroaki, (2005) Political Leadership and Ukrainian Nationalism, 1938 1989 - The Burden of History Problems of Post-Communism, vol. 52, no. 1. Kuzio, Taras (1995) Ukranian Security Policy, The Washington Papers/167. Praeger Puplishers. Side 84/89

Kuzio, Taras (1997) Ukraine under Kuchma Political Reform, Economic Transformation and Security Policy in Independent Ukraine, St. Martins Press. Kuzio, Taras (1998a) Ukraine Coming to terms with the Soviet Legacy Journal of Communist Studies and Transition Politics, Vol. 14 No. 4. pp. 1-27. Kuzio, Taras (1998b) The domestic sources of Ukrainian foreign policy The journal of Strategic Studies, Vol. 21 no. 4. pp. 18-49. Kuzio, Taras (1998c) National Identity and Foreign Policy The East Slavic Conundrum i Contemporary Ukraine, ed. Taras Kuzio, 221-244. London: M.E. Sharpe. Kuzio, Taras (1998d) Ukraine State and nation building, London: Routledge. Kuzio, Taras (2000a) The national factor in Ukraine s quadruple transition, Contemporary Politics, Vol. 6. No. 2. Kuzio, Taras (2000b) Promoting Geopolitical Pluralism in the CIS GUUAM and Western Foreign Policy Problems of Post-Communism Vol. 47. No. 3. pp. 25-35. Kuzio, Taras (2001a) Identity and Nation-Building in Ukraine Defining the Other Ethnicities, Vol. 1. No.3. Kuzio, Taras (2001b) Historiography and National Identity among the Eastern Slavs: Towards a New Framework National Identities, Vol. 3, No. 2. Kuzio, Taras (2001c) Ukraine s security policy turns east, Janes Intelligence Review, Vol. 13. No. 12. pp. 44-45. Kuzio, Taras (2002) European, Eastern Slavic, and Eurasian: National Identity, Transformation, and Ukrainian Foreign Policy i Jennifer Moroney, Taras Kuzio, Mikhail Molchanov, eds. Ukrainian Foreign and Security Policy: Theoretical and Comparative Perspectives. Westport: Praeger. Kuzio, Taras (2003a) National Identities and Virtual Foreign Policies among the Eastern Slavs Nationalities Papers, Vol. 31. No. 4. Kuzio, Taras (2003b) Ukraine s relations with the West: disinterest, partnership, disillusionment, European Security, Vol. 12. No. 2. Kuzio, Taras (2005a) Nation Building, History Writing and Competition over the Legacy of Kyiv Rus in Ukraine Nationalities Papers, Vol. 33. No. 1. Kuzio, Taras (2005b) Russian Policy toward Ukraine during Elections Demokratizatsiya, Vol. 13. No.4. Kuzio, Taras (2005c) Neither East Nor West Ukraine s Security Policy Under Kuchma Problems of Post-Communism, Vol. 52 No. 5 pp. 59-68. Kuzio, Taras (2006) National Identity and History Writing in Ukraine Nationalities Papers, Vol. 34, No. 4. Kuzio, Taras (2007) Ukraine Crimea Russia, Triangle of Conflict, Ibidem, Stuttgart. Kuzio, Taras (2008) How the West was Lost Unwelcome elections will complete Yushchenko s descent from Orange hero to EU outsider Business Ukraine 26 Oktober 1 November. Fundet via. www.taraskuzio.net Kuzio, Taras (2009) Self Defence Lessons Ukrainian Insecurity Post Georgia Janes Intelligence Review, Februar 2009. Kuzio, Taras, Moroney Jennifer, (2001) Ukraine and the West: Moving From Stability to Strategic engagement European Security, Vol. 10 no. 2. pp.111-126. Larrabee, Stephen (1996) Ukraine s Balancing Act, Survival, Vol. 38. No. 2 pp. 143-165. Larrabee, Stephen (1998) Ukraine s Place in European and Regional Security i Hadja, Lubomyr (ed.). Ukraine in the World Studies in the International Relations and Security Structure of a Newly Independent State, Harvard papers in Ukrainian Studies, Huri Harvard. Lepingwell, John W. R. (1993) The Black Sea Agreement: Progress or Empty Promises? Radio Free Europe/Radio Liberty Research Report, Vol. 2. No. 28 pp. 48-55. Lieven, Anatol (1999) Ukraine and Russia a Fraternal Rivalry United States Institute of Peace Press. Washington, D.C. Makhorkina, Anna (2005). Ukrainian political parties and foreign policy in election campaigns: Parliamentary elections of 1998 and 2002 Communist and Post-Communist Studies vol. 38 Side 85/89

Mathiesen, Claus (2002) Ukraine uden for alting? Militært Tidsskrift, Vol. 131 No. 3. juli 2002, pp. 323-333. Mearsheimer, John (1993) The Case for a Ukrainian Nuclear Deterrent, Foreign Affairs, 72, pp. 50-66. Molchanov, Mikhail (2002).Political Culture and National Identity in Russian-Ukrainian Relations, Texas A&M University Press. Moroz, John Edwin and Pavliuk, Oleksandr (1996) Ukraine: Europe's Linchpin Foreign Affairs, Vol. 75, No. 3 pp. 52-62 Morrisson, John (1993) Pereyaslav and after: The Russian-Ukrainian Relationship International Affairs, Vol. 69, No. 4 pp. 677-703. Moshes, Arkady (1999) Ukraine and Russia: A Cronic Crisis i Spillmann, Wenger & Müller eds. Between Russia and the West: Foreign and Security Policy of Independent Ukraine Peter Lang, Bern. pp.257-278. Mouritzen, Hans (1999) At forklare international politik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Munro, Neil (2007) Which Way does Ukraine Face? Popular Orientations towards Russia and Western Europe Problems of Post-Communism, vol. 54, no. 6, pp. 43 58. Nahaylo, Bohdan (1993). The Massandra Summit and Ukraine RFE/RL Research Report Vol. 2 no. 37 pp.1-6. Perepelytsia, Grigoriy (2007) Nato og Ukraine: Ved en skillevej NATO nyt, sommer 2007. Plokhy, Serhii (2001) The Ghosts of Pereyaslav: Russo-Ukrainian Historical Debates in the Post- Soviet Era Europe-Asia Studies, Vol. 53, No. 3, 489 505. Prizel, Ilya (1995) Ukraine s Foreign Policy as an Instrument of Nation Building i Blaney John W(ed.). The Successor States to the USSR, Congressional Quarterly inc. Washington D.C. pp. 196-207. Prizel, Ilya (1998) National Identity and Foreign Policy, Cambridge University Press. Puglisi, Rosaria (2003) The rise of the Ukrainian Oligarchs Democratization, Vol. 10 no. 3. pp. 99-123. Puglisi, Rosaria (2005) Clashing Agendas? Economic Interests, Elite Coalitions and Prospects for Co-Operation between Russia and Ukraine Europe-Asia Studies, Vol. 55, No. 6 pp. 827-845. Rosencrance, Richard, Stein, Arthur (1993) Beyond Realism: The Study of Grand Strategy, i Rosencrance, Richard, Stein, Arthur (Eds.) The Domestic Bases of Grand Strategy, Cornell University Press. Rustow, Dankwart A., (1970) Transitions to Democracy: Toward a dynamic model Comparative Politics, vol. 2, Issue 3, The city University of New York. Saunders, David (1995a) Russia's Ukrainian Policy (1847-1905).: A Demographic Approach European History Quarterly; vol. 25:181. Saunders, David (1995b) Russian and Ukraine under Alexander II: The Valuev Edict of 1863 International History Review, Vol. 17 no. 1. Sherr, James (1997) Russia-Ukraine Rapprochement?: The Black Sea Fleet Accords, Survival vol. 39 no. 3. Sherr, James (1999) Ukrainian Security Policy: The Relationship Between Domestic and External Factors, i Kuzio Taras (ed.) Contemporary Ukraine, pp. 221-244. London: M.E. Sharpe. Sherr, James (2001) Russia and Ukraine: A New Policy? i Crutcher Michael H(Ed.). Russian National Security: Perceptions, Policies, and Prospects U.S. Army War College, Carlisle Barracks, PA. Shulman, Stephen (1998) Cultures in competition: Ukrainian foreign policy and the cultural threat from abroad Europe-Asia Studies, Vol. 50 no.2 p.287. Shulman, Stephen (1999) Asymmetrical international integration and Ukrainian national disunity Political Geography vol.18:913 939. Shulman, Stephen (2005) Ukrainian Nation-Building under Kuchma Problems of Post- Communism, vol. 52, no. 5. Skak, Mette (1993) Interview 22/12/1993 med Sergej Karaganov, medlem af det russiske præsidentråd (ikke udgivet). Side 86/89

Skak, Mette (1996) From Empire to Anarchy Post-communist Foreign Policy and International Relations St. Martin s Press, New York. Skak, Mette (2000) Back in the USSR Russia as an Actor in World Politics DUPI Working Paper. Smolansky, Oles (2004) Fuel, Credit and Trade Ukraine s Economic Dependence, Problems of Post-Communism, Vol. 46, no. 2 pp. 49-58. Solchanyk, Roman (1992) Ukraine, The (Former). Center, Russia, and Russia Studies in Comparative Communism vol. 25 no. 1 pp. 31-45. Solchanyk, Roman (1998) Ukraine, Russia and the CIS i Hadja, Lubomyr (ed.). Ukraine in the World studies in the International Relations and security Structure of a Newly Independent State, Harvard papers in Ukrainian Studies, Huri Harvard. Sørensen, Georg (2007) The case for Combining Material Forces and Ideas in the Study of IR European Journal of International Relations, Vol. 14 No. 1, pp. 5-32. Stepan, Alfred (2005) Ukraine: Improbable Democratic Nation State But Possible Democratic State-Nation? Post-Soviet Affairs vol. 21. no. 4. pp. 270-308. Subtelny, Orest (1995) Imperial disintegration and Nation-State formation: The Case of Ukraine i Blaney John W(ed.) The Successor States to the USSR, Congressional Quarterly inc. Washington D.C. pp.184-195. Subtelny, Orest, (1988) Ukraine A History, University of Toronto Press. Syvak, Oleksiy (2003) The Role Of The National Security And Defense Council of Ukraine in Political Decision-Making Process, Master thesis. Monterey bay Naval Postgraduate School, Californien. Walt, Stephen (1987) The Origin of Alliances. Ithaca, Cornell University Press. Waltz, Kenneth (1979) Theory of international politics, New York: Mcgraw Hill. Waltz, Kenneth (1996) International Politics Is Not Foreign Policy, Security Studies, Vol. 6 No. 1:54-57. Way, Lucan (2005) Kuchmas failed Autoritarianism Journal of Democracy vol. 16. no. 2 pp.131-145. Wendt, Alexander (1992) Anarchy is what states make of it: the social construction of power politics, International Organization, vol. 46 no. 2 pp. 391-407. Wendt, Alexander (1994) Collective identity formation and the international state, American political science review Vol. 88 no.2 pp. 384-396. Wilson, Andrew (1997) Ukrainian Nationalism in the 1990s: A Minority Faith. Cambridge. Wilson, Andrew (2001) Ukraine's New Virtual Politics East European Constitutional Review, Vol.10 No. 2/3 Spring/Summer 2001. Wilson, Andrew, Rontoyanni, Celeste (2004) Security or Prosperity? Belarusian and Ukrainian Choices i Legvold, Robert og Wallander, Celeste A. (Eds.) Swords and Sustenance The Economics of Security in Belarus and Ukraine, The MIT Press, Cambridge, Massachusetts. Wolczuk Kataryna (2000) History, Europe and the National Idea: The Official Narrative of National Identity in Ukraine Nationalities Papers, Vol. 28, No. 4. Wolczuk, Roman (1999) The evolution of Ukrainian Foreign and Security Policy, 1990-1994 The Journal of Slavic Military Studies, Vol. 12 No.3 pp. 18-37. Wolczuk, Roman (2003) Ukraine s Foreign and Security Policy 1991-2000. RoutledgeCurzon. Yekelchyk, Serhy (2007) Ukraine Birth of a Modern Nation, Oxford University Press Danske avisartikler: Libak, Anna Gas: Kold Krig Weekendavisen 16.01.2009 1. Sektion Side 1. Libak, Anna Russisk historieskrivning: En god historie Weekendavisen 13.06.2008 1. sektion side 7. Sperling, Vibeke Helt eller forræder? Kosakleder skaber splid Politiken 3.06.2009 1. sektion side 10. Side 87/89

Primære tekster og traktater: Treaty on the Principles of Relations Between the RSFSR and the Ukrainian SSR Appendiks A i Hadja 1998. Agreement on the Creation of the Commonwealth of Independent States Appendiks B i Hadja 1998 Trilateral Statement by the Presidents of the United States, Russia, Ukraine. Appendiks E i Hadja 1998. Reservations of the Supreme Soviet of Ukraine to the Agreement on the Creation of the Commonwealth of Independent States, Appendiks C i Hadja 1998. Treaty on Friendship, Coorperation, and Partnership between Ukraine and the Russian Federation, Appendiks G i Hadja 1998. Kuchma gives inauguration speech 19. juli 1994. Kiev Radio Ukraine World Service, FBIS transkriberet oversættelse i Bzezinski/Sullivan 1997b:271-73 Kutjma, Leonid FOR THE RECORD: Kuchma speeks on the CIS and Black Sea fleet issue Ukrainian Weekly vol. LXIV no. 52 2. dec. 1996 p.2 FOR THE RECORD: NATO-Ukraine Charter on a distinctive Partnership, Ukrainian Weekly Vol. LXV, No. 28, 13 juli, 1997, p.3. Nyhedsarkiver: Current Digest of the Post Soviet Press, Foreign Broadcast Information Service, Keesings Record of World Events. Bill Clinton and Leonid Kuchma are pleased with one another Current Digest of the Post Soviet Press Vol. 46 no. 47: 24. Foreign debt agreement Keesing's Record of World Events Volume 38, March, 1992 International, Page 38824 Leonid Kuchma on Foreign Policy Current Digest of the Post Soviet Press vol. 49 no.29 august 14, 1996. p.25. Kravchuk Supports CIS Customs Union Interview med Ostankino Television 16. april 1993. FBIS oversættelse. i Brzezinski/Sulliavan 1997b:267 L.Kravchuk s Report had the Effect of an Exploding bomb, Komsomolskaia Pravda 26 marts 1992 i Current digest of the Post-Soviet Press vol. 44 no. 12 pp.15-16 President Kravchuk Explains Monetary Reform, Foreign Broadcast Information Service (FBIS) oversættelse. i Brzezinski/Sulliavan 1997b:263 Radio Free Europe / Radio Liberty: RFE/RL Daily report: 9/2/1992 Oxfordbusinessgroup.com 8.2.2008 Emerging Market Economic Briefings: Gas Wars http://www.oxfordbusinessgroup.com/weekly01.asp?id=3638 Ukrainian Weekly: Online arkiv tilgængeligt: www.ukrweekly.com Klymenko, Borys, Ukraine may seek financial compensation for nuclear components Ukrainian Weekly, Vol. LX No. 45, 8 november, 1992 Kolomayets, Marta Russian Duma negates decision dissolving USSR Ukrainan Weekly Vol. LXIV No. 12, 24 Marts, 1996. Kuzio, Taras ANALYSIS: In wake of Kuchma s snub, whither relations with NATO? Ukrainian Weekly, Vol. LXX No. 45, 10. november 2002 p.2 Side 88/89

Kuzio, Taras NEWS ANALYSIS: Ukraine is America's new best friend Ukrainian Weekly, vol. LXIII no. 20 p.2-3, 1995 Maksymiuk, Jan The Tjernomyrdin nomination RFE/RL Poland, Belarus and Ukraine Report Ukrainian Weekly, Vol. LXIX No. 21, 27 maj, 2001 Nahaylo, Bohdan, The shaping of Ukrainian Attitudes Towards Nuclear Weapons, Ukrainian Weekly, vol. LXI 18. april 1993 p. 2. Solchanyk, Roman NEWS ANALYSIS: Ukraine is Keystone of Commonwealth Ukrainian Weekly, vol. LX no. 6 p.1, feb. 1992. Solchanyk, Roman Ukraine and the CIS: a troubled relationship Ukrainian Weekly, Vol. LXI no. 8, 21 feb. 1993. p.2. Woronowycz, Roman, Kyiv and Moscow bureaucrats agree to joint review of textbooks Vol. LXX No. 25 The Ukrainian Weekly, Jun.23, 2002 p.1 Roman Woronowycz Kuchma says new Russian tax could result in economic war UW Vol. LXIV No. 37 Sept. 15, 1996 Cheney: U.S. policy toward Ukraine must be independent of Moscow Ukrainian Weekly, vol. LXII No. 4 Jan.23 1994 President Clinton addresses students at Shevchenko State University Ukrainian Weekly, 1995 vol. LXIII no. 21 p.9 Rift between Russia, Ukraine widens at Kiev meeting of CIS Ukrainian Weekly, Vol. LX no. 14 marts 1992 p. 1 U.S.-Ukrainian summit solidifies relations Ukrainian Weekly, vol. LXII no. 49. 1995. Ukraine after Yuschenko Ukrainian Weekly, Vol. LXIX No. 20, Maj, 2001. p. 2. Russian Duma vice-chairman calls bilateral treaty with Ukraine a mistake, The Ukrainian Weekly, Vol. LXVI, No. 51, 20 dec. 1998 Group of Seven offers Ukraine Fund aid package of $4.2 billion Ukrainian Weekly, vol. LXII no.29 1994 Kravtjuk reaffirms position on CIS Charter Ukrainian Weekly, vol. LXI no. 4 jan. 1993 Ukraine and G-7 close to deal on Chornobyl shutdown package Ukrainian Weekly, vol. LXIII no. 45 p.1 1995 Ukraine to surrender fleet, nukes to Russia Ukrainian Weekly, Vol. LXI No.37, 12 sept. 1993 Side 89/89