Værditeori og kapitalismeanalyse

En artikel fra KRITISK DEBAT Værditeori og kapitalismeanalyse Skrevet af: Esben Bøgh Sørensen Offentliggjort: 15. august 2015 Indledende I dette indlæg vil jeg argumentere for, at den marxske værditeori- og kritik er vigtig at fastholde for en kapitalismeanalyse- og kritik, der samtidig har til formål at overskride kapitalismen. Mange af de mest populære, kapitalismekritiske, økonomiske analyser tager desværre netop ikke udgangspunkt i Marx kritik af den politiske økonomi, men i en eller anden form for keynesiansk økonomisk teori (i Danmark, se f.eks. Jesper Jespersen, Anders Lundkvist; internationalt f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz, Thomas Piketty). Sådanne kritiske økonomiske eller politisk økonomiske teorier og analyser har selvfølgelig deres merit, men ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at det trods udbredt kritik er vigtigt at fastholde og udvikle det projekt Marx igangsatte under navnet kritikken af den politiske økonomi. Kritikken af Marx værditeori De traditionelle og mest udbredte former for kritik af Marx værditeori baserer sig på en særlig fortolkning af denne. Ifølge disse kritikere (se f.eks. Böhm-Bawerk 1949; Samuelson 1971) skulle Marx have videreført den klassiske politiske økonomis arbejdsværditeori, men dog have draget nogle andre konklusioner. Inden for den marxistiske tradition selv har denne idé om en slags videreføring med ændringer også været udbredt (Mandel 1971). Kort sagt formulerer særligt den engelske klassiske økonom David Ricardo en arbejdsværditeori, ifølge hvilken enhver vare besidder værdi, som er bestemt af den mængde arbejde, der er ophobet i denne vare (Ricardo 1823: 397). Allerede i den klassiske økonomi skelnes der mellem en vares brugsværdi, det at den er nyttig, og en vares bytteværdi, som er bestemt af mængden af arbejde ophobet i den. Marx skulle altså have videreført denne arbejdsværditeori, men indført nye begreber som arbejdskraft og merværdi, for dermed at vise, hvorledes en bestemt klasse, arbejderklassen, i den kapitalistiske produktionsmåde skaber mere værdi via sit arbejde end der går til dens egen reproduktion. Ifølge denne opfattelse er det derfor nødvendigt for Marx at bevise, hvorledes arbejdet faktisk bestemmer værdien for de enkelte varer, dvs. bevise arbejdsværditeorien. Dette har senere ført til kritik og der skulle være en række problemer med selve beviset for arbejdsværditeorien. Ifølge denne type kritik sandsynliggør Marx i første kapitel af Kapitalen, at værdien bestemmes af ophobet arbejde uden dog at bevise dette. I stedet mener f.eks. marginalismen og den senere neoklassik, at begrebet om den marginale nytteværdi er langt bedre til at forklare værdi og prisdannelse. Ifølge kritikken skulle arbejdsværditeorien heller ikke kunne forklare værdien af varer, som ikke er produkter af arbejde (f.eks. ubehandlet jord) og unikke produkter (f.eks. noget kunst). I nogle fortolkninger bliver den nye såkaldte vidensøkonomi også et problem for Marx arbejdsværditeori, idet man mener, at Marx begreb om varer er fysisk, altså at kun arbejde, der producerer fysiske ting er produktivt (i Danmark f.eks. Anders Lundkvist: http://modkraft.dk/artikel/er-den-offentlige-sektor-uproduktiv). Endelig er der det måske mest afgørende problem: Selvom Marx rent faktisk skulle kunne bevise arbejdsværditeorien, støder denne teori på det såkaldte transformationsproblem: hvordan omregnes værdi til pris? Værditeori og penge- eller pristeori bliver altså to adskilte ting, der mangler en sammenkobling. I sidste ende kan det betyde at arbejdsværditeorien bliver overflødig. Hvorfor skulle man overhovedet ville formulere en værditeori, hvis man uafhængigt kan formulere en penge- og 1 / 5

pristeori? Der har i gennem hele den marxistisk tradition været ført en fortløbende diskussion om netop dette emne. Senest har marxistiske økonomer som f.eks. Andrew Kliman forsøgt at bevise, hvorledes det er muligt at løse transformationsproblemet (Kliman 2007). Kliman forsøger her at bevise, hvorledes det faktisk er muligt at forbinde Marx værditeori med en pristeori. Der findes dog også en helt anden fortolkning af Marx værditeori. Den nye Marx-læsning og Michael Heinrich Ifølge en af de førende tyske Marx-forskere og medarbejder ved Marx-Engels Gesamtausgabe Michael Heinrich viderefører Marx ikke den klassiske politiske økonomis (særligt Ricardos) arbejdsværditeori, men bryder fundamentalt med denne. I det hele taget er der ikke tale om en videreføring af den klassiske økonomis forskningsprogram, men derimod om et brud med denne og etableringen af et helt nyt forskningsprogram, nemlig kritikken af den politiske økonomi. Heinrich er en del af den såkaldte Neue Marx-Lektüre (den nye Marx-læsning), der blandt andet også tæller Helmuth Reichelt og Hans-Georg Backhaus, og som kun i 1970 erne var et kort smut omkring Danmark under det populariserede navn Kapitallogik. Ifølge Backhaus er kritikken af den politiske økonomi netop ikke endnu en politisk økonomi eller en alternativ økonomisk teori til den mainstream økonomiske videnskab, men netop en kritik af økonomien som både videnskab og reelt eksisterende fænomen (Backhaus 2011). Dette står i modsætning til traditioner inden for såvel som uden for marxismen. Marx udvikler hverken en politisk økonomi eller en kritisk politisk økonomi, men derimod en kritik af den politiske økonomi som sådan. Netop dette er gået de fleste mainstream økonomiske kritikeres næser forbi. Ifølge Heinrich forsøger Marx slet ikke at bevise en arbejdsværditeori (Heinrich 2014: 202-204). Udgangspunktet for kritikken af den politiske økonomi er snarere at forklare hvilken karakter det samfundsmæssige arbejde må have i et samfund, hvor arbejdsprodukterne generelt antager form af varer. Kritikken af den politiske økonomi handler altså ikke om at bevise, hvorledes den mængde arbejde, der er nedlagt i arbejdsprodukterne bestemmer deres værdi. Kritikken tager derimod udgangspunkt i det spørgsmål, hvorfor arbejdsprodukterne i kapitalismen nødvendigvis antager form af varer og hvad dette yderligere indebærer. I en kapitalistisk vareøkonomi er de private producenter adskilt fra hinanden, hvilket betyder at produkterne af deres arbejde må byttes med hinanden på markedet. Arbejdsprodukterne antager altså form af varer på et marked. Men for at kunne byttes må varerne have noget til fælles, som derfor ikke kan ligge i deres kvalitativt forskellige brugsværdi. Varerne må altså have noget kvalitativt til fælles, der gør at de kan byttes med hinanden. Dette kvalitative er værdi. Ifølge Heinrich besidder varerne værdi, idet de står i relation til hinanden på markedet. Værdi er altså ikke noget, der tilkommer de enkelte varer, men kun noget, som varerne har til fælles. Det er en fælles, samfundsmæssig egenskab for alle varer, at de har værdi, ikke i sig selv, men kun idet de byttes med hinanden. Kun under specifikke samfundsmæssige forhold antager arbejdsprodukterne form af varer. Arbejdsprodukterne antager form af varer, fordi de byttes på et marked, og først på markedet får varerne værdi, idet de står i relation til og byttes med hinanden. Ifølge Heinrich er vare og værdi derfor ikke noget, der tilkommer arbejdsprodukterne, før de optræder på markedet. I et samfund hvor de private producenter kun kan relatere sig selv og deres produkter til hinanden via bytte på markedet, får arbejdet også en helt bestemt samfundsmæssig karakter. I kapitalismen har arbejdet karakter af adskilte privatarbejder. Produkterne af disse adskilte privatarbejder kan kun byttes med hinanden, hvis de forskellige privatarbejder også sættes lig med hinanden i bytterelationen: De enkelte privatarbejder må gælde som lig med hinanden, hvilket giver en for vareproduktionen specifikt samfundsmæssig karakter af arbejdet (Heinrich 2014: 209). I kapitalismen reduceres de forskellige aktiviteter, der producerer denne eller hin nyttige ting, til abstrakt arbejde på markedet. Dette må nødvendigvis være sådan, fordi disse aktiviteter er adskilte 2 / 5

og atomiserede, hvorfor produkterne af dem kun kan relatere sig til hinanden via en bytteproces. Abstrakt arbejde er altså ikke noget de konkrete aktiviteter er i sig selv, men noget de bliver reduceret til i bytterelationen, ligesom værdi ikke er noget, de enkelte produkter besidder i sig selv, men noget de har til fælles på markedet. Ikke alle arbejdsprodukter realiseres rent faktisk på markedet. Værdi udtrykker kvalitativt den relation, varerne står i til hinanden på markedet, det at de reduceres til produkter af abstrakt arbejde. Kvantitativt udtrykker værdi det forhold, at kun noget arbejde realiseres på markedet, nemlig det, som lever op til den gennemsnitlige, samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. I kapitalismen fungerer denne abstrakte arbejdstid altså som reguleringsmekanisme for forholdet mellem privatarbejde og det samlede samfundsmæssige arbejde: Abstrakt arbejdstid er den andel af den af individuelle producenter privat forbrugte konkrete arbejdstid, der i bytteprocessen bliver anerkendt som en bestanddel af det samlede samfundsmæssige arbejde (Heinrich 2014: 219). Den monetære værditeori Værdi, abstrakt arbejde og den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid er ikke empirisk målbare kategorier, men derimod abstraktioner, der finder sted på markedet. Arbejdsprodukterne besidder ingen af delene, før de optræder på markedet. Først i bytterelationen antager produkterne form af varerne med værdi og de konkrete aktiviteter, der har produceret disse sættes lig med hinanden. Det er først på markedet at den abstrakte arbejdstid regulerer forholdet mellem det private og samfundsmæssige arbejde. For at produkterne kan relatere sig til hinanden i bytterelationen må de dog også have ikke bare en abstrakt men også en konkret målestok, der samtidig skal være så almen, at den kan gælde for alle varer. Denne konkrete målestok eller almene ækvivalent er penge. Ifølge Heinrich er Marx værditeori altså en monetær værditeori. Værdi og abstrakt arbejde er ikke empiriske kategorier, men derimod kategorier der henviser til den abstraktion, der finder sted når arbejdsprodukterne relaterer sig til hinanden på markedet. Dette står i modsætning til præ-montære værditeorier, f.eks. Ricardos og nogle fortolkninger af Marx, ifølge hvilke værdi er lig med den mængde arbejde, der er nedlagt i den enkelte vare. Værdi, abstrakt arbejde og den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid er ifølge den monetære værditeori ikke noget i varerne iboende, men karakteriserer derimod relationen mellem varer og må derfor nødvendigvis fremtræde og måles konkret i form af penge. På baggrund af den nye læsning og den monetære fortolkning af Marx værditeori kan vi altså afvise en række traditionelle typer af kritik af selv samme. For det første er overgangen til en vidensøkonomi (hvis vi antager, at denne påstand er korrekt) ikke noget problem for den marxske værditeori. Vare og værdi henviser til sociale former, som arbejdsprodukterne antager under specifikke samfundsmæssige forhold, nemlig kapitalismen og ikke til det stoflige indhold. Marx har heller ikke noget problem med at bevise arbejdsværditeorien, fordi han slet ikke forsøger at bevise en sådan. Hans teori har, som forklaret, et helt andet udgangspunkt, nemlig at forklare hvorfor arbejdsprodukterne antager form af varer og hvilke konsekvenser dette har. Fokus er altså samfund, hvor arbejdsprodukterne generelt antager form af varer, hvorfor der ikke er noget problem med at ting, der ikke er produkter af arbejde også har værdi. Det er blot et andet spørgsmål, men ift. hovedproblematikken et sidespørgsmål. Den mest radikale teoretiske konsekvens af den monetære fortolkning hos Heinrich er, at der slet ikke opstår noget transformationsproblem hos Marx. Marx værditeori etablerer netop ikke først en arbejdsværditeori og dernæst en pristeori, hvorefter der skulle opstå et problem med at forbinde disse to. Marx teori er netop fra start en monetær værditeori, der forklarer hvorfor varerne kun kan relatere sig til hinanden via en almen ækvivalent, nemlig penge. Penge er altså den nødvendige fremtrædelsesform for den ikke-empiriske kategori, værdi. 3 / 5

Konklusion Fokus har i dette indlæg været på en kort skitsering af nyere tolkninger af Marx værditeori. Hvorledes denne værditeori allerede i de første kapitaler i første bind af Kapitalen indebærer udviklingen af kategorierne kapital og arbejdskraft og dermed hvordan kapitalismen forudsætter en bestemt klasserelation, ligger desværre uden for indlæggets omfang. Ligeledes kan jeg heller ikke komme ind på spørgsmålet om profit og profitrate, som berøres i tredje bind af Kapitalen. Alligevel kan vi allerede drage nogle konklusioner på baggrund af introduktionen til den nye Marxlæsning og den monetære værditeori. Først og fremmest kan vi konkludere, at ved en omfortolkning af værdibegrebet i første kapitel af Kapitalen fra en præ-monetær til en monetær værditeori, kan vi afvise en række klassiske og traditionelle typer af kritik af Marx kritik af den politiske økonomi. Alene af den grund er det vigtigt at fastholde den marxske værditeori. Marx kritik af den politiske økonomi er samtidig enestående i og med den stiller spørgsmålet om kapitalismen som et samfund med historisk specifikke sociale former, der kun gælder for denne, nemlig vare, værdi og abstrakt arbejde, samt hvilke konsekvenser dette har. Den grundlæggende konklusion vi allerede kan drage fra denne korte skitse er, at de sociale relationer mellem mennesker ikke ligesom i andre samfundsformer er direkte relationer, men derimod indirekte og abstrakte relationer. Det samfundsmæssige forhold mellem private producenter kontrolleres ikke i direkte relationer mellem disse selv, men derimod af abstrakte, objektive principper, som værdi, abstrakt arbejde og samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. I kapitalismen antager de sociale relationer form af relationer mellem ting, varer, medieret gennem ting, penge, eller som Marx skriver: dvs. ikke som direkte sociale relationer mellem personer i selve deres arbejder, men tværtimod som tinglige relationer mellem personer og sociale relationer mellem ting (MEW 23: 87). I kapitalismen hersker altså en abstrakt form for magt, hvor det ikke er individerne, der kontrollerer de sociale relationer, men derimod de sociale relationer (i form af relationer mellem ting), der kontrollerer individerne. Kun den marxske værditeori er i stand til at bringe dette perspektiv på banen, hvorfor enhver kapitalismeanalyse- og kritik, der har til sigte samtidig at overskride denne samfundsform, må basere sig også på denne teori. En teori som ikke er fuldendt og som er under stadig udvikling. Litteratur Andrew Kliman (2007): Reclaiming Marx s Capital A Refutation of the Myth of Inconsistency, Lexington Books, New York David Ricardo (1823): Absolute Value and Exchangeable Value, i red. P. Sraffa (1951): The Works and Correspondence of David Ricardo vol. IV, Cambridge University Press: Cambridge Eugen von Böhm-Bähwerk (1949) [1896]: Karl Marx and the Close of His System, Augustus M. Kelley: New York Ernest Mandel (1971) [1967]: The Formation of the Economic Thought of Karl Marx 1843 to Capital, Monthley Review Press: New York Hans-Georg Backhaus (2011): Dialektik der Wertform Untersuchungen zur Marxschen Ökonomiekritik, Ça ira-verlag, Freiburg Karl Marx (1971) [1890; 1867]: Das Kapital Kritik der politischen Ökonomie Erster Band, Marx- Engels Werke (MEW) Bd. 23, Dietz Verlag Berlin, Berlin Michael Heinrich (2014) [1999]: Die Wissenschaft vom Wert Die Marxsche Kritik der Politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition, Westfälisches Dampfboot, Münster Paul Samuelson (1971): Understanding the Marxian Notion of Exploitation: A Summary of the Socalled Transformation Problem Between Marxian Values and Competitive Prices i Journal of 4 / 5

Economic Literature bd. 9 nr. 2, s. 399-431 5 / 5