Den stille sult. Mappen kan downloades på: www.noedhjaelp.dk

Den stille sult Den stille sult er en dokumentationsmappe udgivet i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling 2006. Mappens indhold er en serie artikler, der løbende opdateres. Mappen kan downloades på: www.noedhjaelp.dk REDAKTION: Stine Leth-Nissen ARTIKLER: Lisbeth Engbo, Linda Nordahl Jakobsen, Malene Haakansson, Mattias Söderberg, Rasmus Helveg Petersen, Stine Leth-Nissen FOTO: Mike Kollöffel, Mikkel Østergaard, Heine Pedersen, Lars Salomonsen, FKN, ScanpIX GRAFISK BEARBEJDNING: Kirsten Bronke DOKUMENTATIONSMAPPEN ER PRODUCERET MED STØTTE FRA DANIDA gennem Folkekirkens Nødhjælps bevilling til projektrelateret oplysning. TRYK OG UDGIVELSE: Folkekirkens Nødhjælp 2006

Indhold DEN STILLE SULT OG DEN STORE KLØFT Over 800 millioner mennesker verden over lever hver dag med for lidt mad og for dårlig mad. SULTENS LANDKORT FAO anslår, at 852 millioner mennesker var underernærede i 2000-2002. SULTENS MANGE ANSIGTER Kronisk sult er den konstante udmarvende kamp for at skaffe det næste måltid mad. Ikke blot katastrofer, men også ligegyldighed, grådighed og diskrimination er årsager til sult ULIGHED/ GRÅDIGHED: PRISEN FOR DE MINDSTE De små børn - og især pigerne - betaler prisen for sulten UDEN ARBEJDE - INGEN MAD Hundredetusinder af børn må arbejde for at skaffe mad til familien. Ofte knokler de under livsfarlige arbejdsforhold DISKRIMINATION/ RACISME: ET KVINDELIV FRA MORGEN TIL AFTEN Mor spiser sidst - hvis der er mad tilbage MED EGNE ØJNE Indsamlingsleder fra Hjallese har besøgt Indien og er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afskaffe sulten KATASTROFER: KATASTROFERNE STÅR I KØ Generelt rammer katastrofer især de fattigste lande og den del af befolkningen, som i forvejen må sulte jævnligt LØSNINGER: KONERNE MED ÆGGENE Et kuldsejlet hønseprojekt endte som en succes, bl.a. takket være Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling 2005 DET HANDLER OM VILJE 2015-målene om at halvere sult og fattigdom er ikke utopiske EN SAMMENLIGNING Indien, Guatemala, Danmark - centrale tal for velfærd

Den stille sult og den store kløft Retten til mad er en af de mest basale rettigheder, som mange af os tager for givet på linie med at trække vejret. Ikke desto mindre lever 850 millioner mennesker i daglig, udmarvende sult. Det er mere end hvert ottende menneske på jorden. Vi taler om børn, voksne og gamle, som i lange perioder intet får at spise eller måske kun et enkelt måltid mad om dagen. Sådan er hverdagen for flere, også i de lande hvor man ser en stigende vækst. Globalt, regionalt og helt ned i de enkelte familier findes sult side om side med hæmningsløs overflod. Et lands rigdom og vækst betyder ikke nødvendigvis, at der er mad nok til alle. Indien og Guatemala er eksempler på lande, der oplever økonomisk vækst, men hvor fremgangen kun kommer en mindre del af befolkningen til gode. Fire ud af fem indere lever stadig for under to dollars om dagen, piger og kvinder rammes særlig hårdt af sulten, og de allerfattigste af dem findes blandt Indiens kasteløse. En overklasse og en voksende middelklasse tjener pengene, men det store potentiale hos de mange indere på bunden af samfundet får aldrig lov til at udfolde sig til gavn for samfundet. Deres grundlæggende menneskerettigheder og deres rettigheder ifølge de indiske love krænkes dagligt. Som om det ikke var nok, giver undertrykkelsen og udnyttelsen end ikke økonomisk mening for samfundet. Uligheden står snarere i vejen for, at kreativitet og produktivitet for alvor kan rive Indien ud af den fortid, som stadig holder millioner af kvinder, børn og kasteløse i afgrundsdyb fattigdom. På samme måde i Guatemala, hvor den oprindelige maya-befolkning fortsat undertrykkes og lades i stikken, især når man ser på så grundlæggende menneskerettigheder som retten til at leve et liv uden daglig sult. Men sulten bør ikke kun være et ansvar for dem, der lever tæt på verdens fattigste. Den er en urimelighed, som vi alle må tage stilling til og arbejde på at ændre. Sulten har mange ansigter og mange årsager. Ud over katastrofer er også ligegyldighed, grådighed, uvidenhed og diskrimination årsager til sult. Somme tider kræver det forbavsende lidt at hjælpe mennesker ud af den stille sult. Et lille iværksætterlån, skolegang og undervisning i, hvad der er menneskers ret - og pligt. Mange lande har tilsluttet sig FN s 2015-mål, som blandt andet drejer sig om at halvere sult og bekæmpe fattigdom. Det kræver mod og politisk vilje, hvis vi vil leve op til de mål. Det vil Folkekirkens Nødhjælp. Endnu en gang forsøger vi derfor at sætte den stille sult på dagsordenen i forbindelse med vores årlige sogneindsamling. Og vi vil udfordre os selv som danskere, vores virksomheder og vores politikere og regering til at tage stilling og sætte en stopper for ligegyldighed, grådighed, uvidenhed og diskrimination. Vi kan gøre det. Og vi kan starte med os selv Generalsekretær Henrik Stubkjær Folkekirkens Nødhjælp

Sultens landkort I-lande 9 mio. Tidligere Østblok-lande 34 mio. Latinamerika og Caribien 53 mio. Mellemøsten og Nordafrika 39 mio. Afrika syd for Sahara 204 mio. Kina 142 mio. Indien 221 mio. Asien og Stillehavet 156 mio. 852 millioner mennesker var underernærede i 2000-2002, anslog FAO, FN s Fødevare- og Landbrugsorganisation. Af de sultende befinder 815 millioner sig i u-landene, hvilket er en klar stigning på 17 millioner mennesker i forhold til antallet fra året før. I de tidligere Østbloklande er antallet af sultende steget fra 23 til 28 millioner mennesker siden opbruddet i 1992-93. Samlet betyder tallene, at det kun er lykkedes at redde 9 millioner mennesker ud af sulten i tiåret siden 1990-92. Og i de seneste fem år er antallet af kronisk sultende i u-landene øget med næsten 4 millioner mennesker om året. Kina, der først nedsatte antallet af sultende med næsten 50 millioner mennesker, gør nu kun langsomme fremskridt, og i Indien ligefrem voksede antallet af sultende med 18 millioner mennesker over de seneste fem år.

Katastrofer er kendt som årsager til sult. Men den stille, daglige sult har også andre årsager som ligegyldighed, grådighed og diskrimination Sultens mange ansigter I Danmark er sult noget vi føler, mens vi venter på, at maden skal blive færdig. Kronisk sult er den konstante udmarvende kamp ler det af på de velbjærgede. De trækker på skuldrene og lader, som om det ikke har noget med dem at gøre. for at skaffe det næste måltid mad. Nogle dage lykkes det, andre ikke. Hele tiden hænger bekymringen for, hvordan man skal blive mæt i morgen Grådighed Grådigheden hos dem, der har, betyder, at de over hovedet. Og uden skrupler udnytter skrøbeligheden, fordi man ikke har det Dybest set er myndighederne ligeglade med stammefolkene dem, der in- genting har. Jo billigere overskud og de kræfter, og de kasteløse. De er til overs, og det ville være arbejdskraft som kommer af god og regelmæssig kost. nemmest, hvis de bare forsvandt, Taphan fra RCDC, Rural Community Development Centre og jo billigere varer, des bedre. Det gælder, selv om de, der Akut hungersnød er, når mennesker gennem en længere periode ikke får noget eller næsten ingenting får at spise. Ud over katastrofer kan årsager til sult være: Ligegyldighed Grådighed Diskrimination leverer varen, ikke har råd til at forsørge deres familier. Det gælder også forbrugerne i den rige verden, der får importerede fødevarer som kaffe, eksotiske frugter og rejer til billigere priser. Mens de rige lader landbrugsjord ligge brak, fordi det er en god investering, så sulter de fattige, fordi de mangler jord til at dyrke afgrøder, der kan dække deres mest basale behov. Ligegyldighed Den indiske middelklasse og de rige har aldrig været mere optaget af at forbruge og sørge for sig selv. Selv om sulten jævnligt omtales i medierne, prel- De fattige må låne penge af private pengehajer, som kræver skyhøje renter. Typisk betaler den fattige mand to til tre gange så meget tilbage, som han oprindelig lånte. Renten ligger på mindst 20% om måneden i mange landsbyer i Indien. Hvis fattige indere ikke spiser i 10 dage hvad så? Hvis 300 dør af sult, hva så? Hvis 30.000 dør af sult, hva så? Hvis du spørger middelklassen og de fleste i regeringen, vil de sige: Der har altid været folk, der døde i det her land. Colin Gonsalves, Human Rights Law Network

Diskrimination Den kroniske sult i Indien rammer først og fremmest de kasteløse og stammefolkene. I det mellemamerikanske land Guatemala er det også de fattigste, nemlig hele gruppen af maya-indianere, som lever med daglig sult. Og det er ikke tilfældigt. Også mayaerne betragtes i deres hjemland som laverestående og mindre værd end andre mennesker. De får det dårligste og mest underbetalte arbejde. De indiske kasteløse er afskåret fra en række jobs, fordi de betragtes som urene. De bliver fordrevet fra deres hjemegn, fordi de ikke har skøde på deres jord, og de bliver mobbet, hvis de prøver at bryde ud af den sociale spændetrøje. Værst er det for kvinderne, som får lavere løn end mændene. De er altid de sidste, der får mad, og er der for lidt mad, får de simpelthen ingenting, Det var hårdt at være gældsslave. Vi arbejdede fra 6-18 uden hvile, hvor vi gik foroverbøjet det meste af tiden. Kost og logi var den eneste løn, vi fik, og maden fik vi serveret i vores hule hænder. Herremanden købte billige brugte sarier og lungis til os, og vi fik først en ny, når den gamle var slidt op. Vi boede hos ham. Penge fik vi ingen af, så vi kunne intet købe. Herremanden selv var en rig forretningsmand med store kokos- og mangoplantager. Tidligere gældsslaver De rige ønsker, at vi skal forblive fattige, så vi kan arbejde billigt for dem. Indisk landarbejder

ULIGHED/GRÅDIGHED Prisen for de mindste De små børn og især pigerne betaler prisen for sulten I mange lande i Afrika og Sydasien bliver over halvdelen af alle børn fra de fattigste 40 procent af befolkningen end ikke indskrevet i skolen. The State of Food Insecurity in the World Hvert år dør næsten 11 millioner børn, inden de bliver fem år gamle. Mindst seks millioner af dem dør af sygdomme, der har en sammenhæng med sult. Og det store flertal af disse tidlige dødsfald sker i Afrika syd for Sahara og i Sydasien, hvor sult og underernæring er hverdag. Børn, som er undervægtige, er i næsten dobbelt så stor fare for at dø af smitsomme sygdomme som mere velnærede børn. Ernæringen spiller en meget stor rolle og det handler ikke blot om at få kalorier nok. Det er også vigtigt, at maden indeholder proteiner og de rigtige vitaminer og mineraler. Konsekvenserne Under- og fejlernæringen får meget langsigtede konsekvenser. Fattige piger på landet er blandt de børn, der oftest slet ikke kommer i skole eller kun går der i kort tid. Sult og fejlernæring er en af de væsentlige årsager til de problemer, som rammer mange fattige børn, når det gælder indlæring. Lav fødselsvægt, proteinmangel og blodmangel, der normalt skyldes jernmangel, er alle med til at ødelægge eller skade børnenes indlæringsevne. Selv når sulten kun har ført til en mild til moderat nedsættelse i væksten, kan det føre til betydeligt dårligere mentale evner og resultater i skolen. Jernmangel, som påvirker over halvdelen af alle børn i skolealderen, skader deres evne til at lære, fordi den nedbryder deres opmærksomhed og hukommelse. To af dem hænger tæt sammen med den ekstreme kønsdiskrimination i f.eks. lande som Indien. Kvinderne er afskåret fra uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i beslutningsprocesserne. Og det betyder, at mødrene hverken har den viden eller de ressourcer eller den frihed, der skal til for at kunne handle i barnets interesse. Derfor er der en langt højere forekomst af børn med meget lav fødselsvægt og med en utilstrækkelig vækst under amning og overgangen til almindelig mad. Når børn skal vænnes fra brystet, udsættes de for stor risiko for en utilstrækkelig ernæring og for at blive smittet med infektioner, fordi de ikke længere får immunstoffer fra moderen via brystmælken. Over halvdelen af alle gravide kvinder i u-landene har blodmangel, fordi de mangler jern. Men ser man på Indien alene, taler man mange gange om op til 80 procent af de gravide. Den dårlige arv Mange børn i Afrika og Sydasien fødes ind i en ond cirkel, der begynder med, at deres mødre også var underernærede og undervægtige. I Sydasien viser en rapport fra FN s Børneorganisation UNICEF, at der er tre væsentlige grunde til, at så mange børn er fejlernærede.

ULIGHED/GRÅDIGHED Mens de andre børn går i skole, må hundredetusinder af indiske børn arbejde under usle arbejdsforhold. Børnene er stolte af, at de kan hjælpe deres familier, men de fleste ville dog alligevel hellere i skole Uden arbejde - ingen mad 9-årig slæber mursten Klokken er kvart i ni om morgenen i landsbyen Mettur i den indiske delstat Tamil Nadu. Vejen er fuld af gående og cyklende børn i skoleuniformer: hvide skjorter og mørkeblå shorts eller nederdele. Sarawanen kender de fleste af dem, men i stedet for at hilse, vender han sig om og går væk fra vejen. Sarawanen er ni år og burde gå i tredje klasse. Man han må slæbe mursten fra morgen til aften. Han bærer dem på hovedet. Sammen med sin far og mor slæber Sarawanen 2000 sten om dagen, så de tilsammen tjener omkring 11 kroner på en arbejdsdag. Enkelte morgener får Sarawanen lov til at følge de andre børn i skole. Det er i de perioder, hvor familien ikke mangler penge til mad. 15 årig tændstikmager På få sekunder bliver hundreder af tændstikker sat på plads i en ramme. De ti slanke fingre flytter sig så hastigt, at det ligner en film, der bliver kørt i dobbelt tempo. De rappe fingre tilhører Jodi på 15 år. Hun droppede ud af skolen, da hun var 13 for at arbejde på en tændstikfabrik. Nu sidder hun i det dunkle lys indhyllet i en stank af svovl og fylder tændstikæsker fra syv morgen til syv aften, seks dage om ugen. Hendes ugeløn ligger på ca. 26 kr. Det er kun børn og unge mennesker, der kan gøre det her. For det er kun os, der har de små hurtige fingre, siger Jodi med et stolt smil. Hun tilføjer, at hun regner med at holde op, når hun bliver gift. Så det varer nok et par år endnu. 12-årig fyrværkeridreng Mutho er 12 år og går i 5. klasse. Men ti dage om måneden bliver han hjemme for at passe sit job som fyrværkeridreng. Han sidder på gulvet i en lille hvid hytte og hælder krudt i tynde rør, der senere bliver solgt som fyrværkeri. På døren sidder et skilt No smoking. Hytten er bygget på en mark uden for landsbyen Chinna Ayyankulam i sikker afstand fra de andre huse, for man ved aldrig. Han kan ikke gå i skole hver dag, for hvordan skulle vi så få råd til mad? Maden køber vi jo for hans løn, fortæller Muthos mor.

DISKRIMINATION/RACISME Mor spiser sidst hvis der er mad tilbage. Indiske landsbykvinder ved, hvad det vil sige at gå sulten i seng, for det er altid dem, der må undvære, hvis madkassen er tom Et kvindeliv fra morgen til aften Vi får hovedpine. Det gør ondt i maven. Vi bliver svage, og ind imellem besvimer vi. Når vi har det sådan, sover vi meget. Hvis man er rigtig sulten, er det godt at kunne sove. Og så hjælper det at drikke en masse vand, for det fylder i maven. Derfor blander vi en masse vand i risen. Vi spiser også blade, de fylder i maven, men man kan let komme til at kaste op, hvis man spiser for mange. Sådan lyder det næsten enslydende svar fra kvinder i de fattige indiske stater Andra Pradesh, Orissa og Rajasthan på spørgsmålet: Hvordan er det at sulte? De har alle sammen prøvet det de fattige landsbykvinder. Det har deres mænd og børn som regel også, men det er først og fremmest kvinderne, der mærker det på deres kroppe. For hvis der ikke er mad nok, er det altid kvinderne, der spiser til sidst. Børnene spiser først, så spiser mændene og til sidst kvinderne. Nogle dage har vi ingen eller næsten ingen mad. De dage får kvinderne ingenting, fortæller kvinderne i landsbyen Gahir Palli i det nordvestlige Orissa. Mænd arbejder hårdt, derfor skal de have mad først. Sådan er traditionen. Kvinder arbejder også hårdt, men hvis der er for lidt mad, så må vi undvære. Sådan er det bare, også for barselskvinder, selv om det ikke er godt for de små børn. bare op. Så fejer jeg i og omkring huset med komøg opløst i vand, så der bliver rent overalt. Når jeg har vasket op, går jeg ned til vandhullet og vasker mig, og når vi har fået en kop te, går jeg på arbejde, fortæller Brunda Maharanda. Den evige kamp 35-årige Brunda Maharanda fra landsbyen Ladangabata ved, hvad det vil sige at være kvinde og kæmpe en evig kamp for at skaffe mad til familien. Helt undtagelsesvis sidder hun en øjeblik stille på en måtte på jorden uden for sit hus for at fortælle om sit liv. Ellers er hun altid i gang, fra hun står op, til hun går i seng. Jeg vågner som regel klokken fem, inden solen står op. Jeg har ikke noget vækkeur, men jeg står

Hun arbejder som daglejer for de lokale storbønder, når der da er noget arbejde at få. Det er altid min store bekymring: Får jeg arbejde i morgen? Hvis de ikke har et job til mig, går jeg ud i skoven og samler blade, som jeg laver til tallerkner og sælger på markedet. Jeg får 50 øre for 100 tallerkner. Børnene alene hjemme Brunda har fire børn. Den yngste er et år og den ældste 16. De store ser efter de små. Det sværeste tidspunkt var, da jeg fik mit første barn og ikke havde nogen til at se efter hende. Jeg var jo nødt til at gå ud og arbejde, og så måtte jeg jo tage hende med, men så var det svært at arbejde. Det blev lettere, da jeg fik de næste børn, for så kunne de ældste hele tiden se efter de yngste. Men det er ikke rart bare at efterlade børnene derhjemme. De er jo næsten som forældreløse. Det har jeg det skidt med. Når hun kommer hjem fra arbejde, begynder hun at forberede aftensmaden. Hvis hun altså har noget mad at forberede. Hvis jeg ved, at vi ikke har noget mad til i morgen, så putter jeg en masse vand i risen, og så gemmer jeg en portion, som vi kan dele dagen efter. Men vi har oplevet et par gange, at vi slet ikke havde noget mad to dage i træk. Det var hårdt. Men for det meste har vi, så i hvert fald børnene kan få, og min mand skal også have, for han arbejder hårdt. Og så må jeg undvære. Jeg kan godt klare det, for jeg arbejder jo ikke så hårdt. Kød er kun for de rige Kun en sjælden gang ved enkelte højtider sker det, at familien får lidt gedekød. Ellers spiser de aldrig kød. Det er forbeholdt de rige. De tre-fire høns, der tripper rundt mellem husene, er ikke beregnet til familiens egen middagsgryde, men vil blive solgt en efter en, når Brunda mangler penge til f.eks. tøj eller andet livsvigtigt. Inden aftensmaden vasker hun igen hele huset med komøg, som virker desinficerende. Imens snakker hun lidt med nabokonerne. Der er ingen elektricitet i landsbyen, så om aftenen er der bælgmørkt, og der er hverken radio eller tv. Så når klokken er ni, er de fleste gået i seng. Ifølge Brunda var den bedste dag i hendes liv den dag, hun fødte sit ældste barn. Den værste dag? Hun tænker sig lidt om. Der er så mange dage, for vi lever med så mange dårlige ting. Jeg føler mig elendigt tilpas, når vi sulter, og især når børnene ikke får mad. Den slags dage er forbandede, fastslår Brunda Maharanda.

KOMMENTAR Indsamlingsleder fra Hjallese har besøgt Indien og er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afskaffe sulten hvis man bygger på folks egen styrke og hjælper dem til at få deres rettigheder Med egne øjne Jeg har egentlig altid tænkt på, at det bare gjaldt om at samle nogle penge sammen og så ellers få hjælpen ud til de nødlidende, siger Knud Frederik Knudsen. Han er 74 år og har brugt sit arbejdsliv på store projektopgaver inden for postvæsnet. Men i de seneste fem år har han stået for Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling i Hjallese ved Odense, hvor han bor. Og set fra det hyggelige parcelhus i Hjallese og den virkelighed, som Knud Frederik Knudsen normalt bevæger sig i, var det svært at se, at afskaffelse af sult kunne handle om meget andet end mad til de sultende. Men i november 2005 fik Knud Frederik Knudsen muligheden for at se med egne øjne, hvad Folkekirkens Nødhjælp mener, når man taler om stille sult i et land som Indien. Vel at mærke et land, som er ved at slå igennem muren til den rige verden, og hvor middel- og overklassen vokser for hver dag, der går. Indsamlingsledere på rejse En anden sult Det var jo en helt anden sult, end man ser på tv i f.eks. Darfur eller Niger, siger Knud Frederik Knudsen. Folk døde virkelig af udmarvning, fordi de i lange perioder får for lidt at spise. Men det var også lidt af en øjenåbner at se, hvordan man kan gribe tingene an. Den store forvandling er for mig at se de samarbejdspartnere, som Folkekirkens Nødhjælp har. Knud Frederik Knudsen taler som en mand, der netop har stor erfaring fra sit arbejdsliv med organisering og betydningen af at skabe systemer, der fungerer godt. Otte indsamlingsledere deltog i november 2005 i en rejse, som viste eksempler på, hvordan Folkekirkens Nødhjælp arbejder i et land som Indien. Turen var en forberedelse til Sogneindsamling 2006, hvor Folkekirkens Nødhjælp sætter fokus på Den Stille Sult. Indsamlingslederne betalte selv 6.000 kr. hver for rejsen Jeg mødte nogle folk, som havde lært at organisere sig. Og ganske vist var de fortvivlende fattige, men de var ikke håbløse. Det var ikke den der endeløse umulighed, jeg får indtryk af andre steder. Hvis de ellers får ressourcerne, skal de nok få bygget noget op, der kan fungere. Men de skal selv gå hen og gøre det det her er virkelig hjælp til selvhjælp. I de landsbyer, hvor Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere har arbejdet i længere tid, kan man Folk dør faktisk af sult. Vi var inde at besøge en lille familie med far og mor og fem børn. To af deres børn var døde af underernæring, og der var en pige på 6-7 år med dette rødlige skær i håret, der afslører underernæring, så man kunne være bange for, at endnu et barn var i fare

Efter tsunamien Vi besøgte en landsby i det sydlige Indien, hvor tsunamien ikke havde ramt direkte. Men de levede af at forarbejde fisk, så nu var deres livsgrundlag væk. Som i andre fattige landsbyer var de især kasteløse og stammefolk. De forsøgte at klare sig med at flette måtter og dyrke lidt jord, men var kronisk sultne. Nu lærer de at støtte hinanden, og det er især kvinderne rigtig gode til. De arbejder for børnene, for deres skolegang og for at skaffe mad til familien. Mange af mændene er jo rejst væk for at få arbejde. Og noget af det, som man forsøger, er at undgå, at kvinder og børn også tager med. For så kommer børnene f.eks. ikke i skole i otte måneder om året, men er kun hjemme i 3-4 måneder omkring høsten. bestemt se en forskel. Og udviklingen kommer naturligt: Når folk er kommet i gang med at producere noget, er næste skridt, at de skal lære at markedsføre varerne og få en god pris for dem, så de ikke bliver snydt. Derfor er det f.eks. vigtigt, at kvinderne, der ofte er analfabeter, lærer at regne, læse og skrive. Betydningen af gode organisationer var nok det væsentligste, der gik op for mig i Indien, mener Knud Frederik Knudsen. Det fungerer jo ikke som f.eks. i Hvidovre. Og for Indiens fattige er det vigtigt at have nogle, der taler på deres vegne. Nogle skal fortælle myndighederne nede fra og opefter, hvad folk har krav på ifølge loven. Jeg har mødt en tre-fire af disse fortalere. Og jeg synes, det er fantastisk. Jeg har set nogle resultater, som ikke er kommet af ingenting. Nogen har sat det i gang. Men her er der et fundament for arbejdet, og man kaster ikke bare pengene i et hul. Også fattige har rettigheder Fundamentet er at få fat i, at selv om folk er fattige, så har de alligevel nogle rettigheder, understreger Knud Frederik Knudsen igen og igen. På mange måder har Indien en udmærket lovgivning, hvor det f.eks. er forbudt at diskriminere mod kasteløse, og hvor folk, der sulter, har krav på støtte. Men noget andet er virkeligheden ude i de 27 delstater. Derfor er det så vigtigt, at vi i Folkekirkens Nødhjælp støtter de fortaler-organisationer, som fortæller folk om deres rettigheder og viser dem, hvordan de kan søge om den hjælp, de har krav på. positivt at få vendt op og ned på nogle af de forestillinger, som han gjorde sig på forhånd: Jeg troede bare, at det hele ville være elendighed. Men vi har jo mødt folk og set, at selv om de sulter, er de også flotte, ranke og stolte. De går ikke og hænger med næbbet. Det her er der håb i, og man kan virkelig se, at folk får noget ud af det. Det er en god investering. Det er glædeligt, at hvis man støtter folk, så har de en stor vilje til at arbejde og f.eks. spare op, så de kan hjælpe hinanden. De sidder ikke bare på rumpetten og lader det hele sejle. Der er fremdrift, og det her er der mening i at støtte. Men det sker altså ikke af sig selv. Til gengæld føler jeg mig overbevist om, at hvis den støtte virkelig kommer, så vil vi også kunne afskaffe sulten. Ikke lige de første ti år, men inden for en overskuelig periode. Jeg synes, vi herhjemme bør tage os af så meget, som vi kan, og man kan jo f.eks. støtte Folkekirkens Nødhjælp. Stolte folk Indsamlingslederen har oplevet det som noget

KATASTROFER Katastroferne rammer især de fattigste lande og den del af befolkningen, som i forvejen må sulte jævnligt Katastroferne står i kø Omkostningerne ved naturkatastrofer stiger centrum i Kashmir-området på grænsen mellem voldsomt i disse år. Og katastroferne kommer tilsyneladende med stadig kortere mellemrum. Blot inden for det sidste års tid har vi set ekstreme naturkatastrofer, som på samme tid kan være udtryk for, at vejrlig og klima ændrer sig. Pakistan og Indien næsten 90.000 mennesker livet. Flere hundredetusinder af boliger er ødelagt, og man frygter, at kulden i bjergene vil kræve endnu flere menneskeliv, når vinteren for alvor lukker adgangen til bjergegnene. Nogle af de største har naturligvis været tsunamien Årsagerne kan være komplicerede, men tendensen er klar naturkatastrofer er blevet mere hyppige, Og endelig måtte både det sydlige Afrika og i Det Indiske Ocean, som mere dødelige og dyrere. Sahel-området endnu kostede 250.000 mennesker livet samtidig med FAO: The State of Food Security in the World, 2005 en gang opleve fejlslagen høst. I Sahel drejede at den ødelagde livsbetingelserne for mennesker i Indonesien, Indien og Sri Lanka. Orkanen Katrina førte til omfattende oversvømmelser det sig om græshoppe-angreb, der tog høsten, særligt i Niger. Og i det sydlige Afrika ramte tørken især Malawi, Zimbabwe og dele af Zambia. i USA og økonomiske tab for omkring 200 milliarder dollar. I Sydasien kostede jordskælvet i oktober med Lodret kurve De menneskelige lidelser, antallet af mennesker

der bliver ramt af katastroferne og omkostningerne ved at rette op på problemerne stiger fortsat i en stort set lodret kurve. Fra 1950 erne til 1990 erne steg de globale omkostninger ved naturkatastrofer til det 15- dobbelte, siger forsikringsselskaberne. Og for et fattigt land, der er berørt af katastrofen, kan omkostningerne ved genopbygningen være uoverstigelige. I 1998 efter orkanen Mitch stod regeringen i Honduras et land hvor det gennemsnitlige bruttonationalprodukt, BNP, lå på 850 dollar pr. indbygger med genopbygningsomkostninger på 1250 dollar pr. indbygger. (ODI Briefing Paper november 2005) Går man til lande med en bedre økonomisk udvikling, er tabene ved naturkatastrofer, målt i penge, naturligvis langt mere omfattende. Men katastroferne påvirker ikke økonomien i særlig høj grad, når man ser på de langsigtede konsekvenser, hvis vi ser på f.eks. jordskælvet i Kobe i Japan i 1995. Det kostede 178 milliarder dollar i økonomiske tab et tal der svarede til 0,7 procent af det globale BNP. Men i dag ti år efter holder man konferencer om katastrofeforebyggelse i netop Kobe, og Japan er fortsat en økonomisk stormagt! Katastrofer kan føre til fremskridt Men eksemplet med Honduras viser også, at eftervirkningerne af katastrofen i høj grad afhænger af, hvor meget hjælp der er til rådighed. Nogle økonomer argumenterer ligefrem for, at naturkatastrofer kan have en positiv økonomisk virkning, forudsat at genopbygningen fører til byggeboom, bedre veje og bedre infrastruktur. Og kunne man tilføje bedre beskyttelse for de fattigste, der konsekvent rammes hårdest af katastroferne, uanset om de forekommer i det sydlige Afrika eller det sydlige USA. Værst for de fattige De fattige landes befolkninger rammes hårdt, fordi de ofte ikke har råd til at flytte fra katastrofeområderne og dermed skaffe deres familier en mere sikker tilværelse. De fattige landes økonomier hviler, især i Afrika, på en overlevelses-økonomi i landbruget, hvor en del af katastrofen faktisk består i, at man opdyrker stadig mere marginal jord, og hvor man ofte fælder skovene for at skaffe brændsel og dermed en indtægt i sulteperioderne.

LØSNINGER Konerne med æggene Penge fra Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling i 2005 har bl.a. hjulpet med at forvandle et hønseprojekt, der var endt i katastrofe, til en succes Hver eneste dag lægger hønsene i hønsehuset i Chikukulu 180 æg. De rødbrune høns er velnærede og nysgerrige. Deres hønsehus er bygget af dag sælger en af kvinderne æggene for 10-11 kwacha stykket (50 øre). 235 høns i landsbyen Chikukulu lægger 180 æg om dagen. Hver tredje kvadratiske mursten og har stråtag. Alle gæster Når sulten i Malawi for alvor begynder i november, tager kvinderne skal vaske deres fødder, før de går ind til hønsene, penge ud af hønseholdet til mad for at holde smitte ude fra hønsegården. Kvinderne i Chikukulu passer godt på de rødbrune høns, som de har fået gennem Folkekirkens Nødhjælp, efter at Danida valgte at trække sin støtte til Vi er taknemmelige og lykkelige, men der er også Men de nye muligheder giver også nye bekymringer. et større hønseprojekt, som efterlod 545 kvinder udfordringer. I sidste uge blev hønsene syge. Vi i gæld. købte medicin til dem, men fire af dem døde, og Hønsene er nu kvindernes bedste chance for at resten holdt op med at lægge æg i en uge. De er klare sig gennem det næste halve års stadig lidt svage, fortæller sult, som plager Malawi. Hønsene er Ellen Mwale. også deres eneste chance for at forbedre deres generelle levevilkår en kekirkens Nødhjælp til at L.C.Tumbwe er ansat af Fol- smule. Kvinderne i Chikukuls hønsegruppe har ingen uddannelse, intet nye hønsehold. Han fortæl- hjælpe kvinderne med det arbejde, ingen jord, forsørger mange ler, at kvinderne i landsbyen Ishmael allerede har børn efter aids-døde slægtninge. Og mange af kvinderne er enker. sparet 5.000 kroner sammen. Kvinderne vil købe en Taknemelige og lykkelige majsmølle, så de slipper for at gå 11 kilometer for Hver af Chikukulus 35 kvinder har fået otte høns, at få majsen malet. De regner også med, at møllen som de nu holder i fællesskab. Indtil videre bliver kan give dem flere penge. hver en skilling fra æggesalget sparet op. Det er kun muligt for disse kvinder at tænke og Vi vil gerne have endnu flere høns, så vi sparer sammen til et nyt hønsehus, fortæller Dyna hønsene, fortæller hr. handle sådan, fordi de har fået en chance gennem Tumbwe. Mwale. Hønsene i Malawi Ellen Mwale fra Tiyanjane var den kvinde, der startede debatten om hønsene i Malawi, da hun i 2004 kom i TV-avisen med sin historie. Hun var ligesom 544 andre kvinder kommet i gæld, efter at Danida trak sig ud af deres hønseprojekt, fordi den danske regering skar i bistanden. Alt har været godt, siden projektet blev genstartet, fortæller hun. Vi har fået æg. Og nu, hvor vi er begyndt at sælge æggene, kan vi selv købe foder og stadigvæk få et overskud. Kvinderne i min gruppe kommer fra ni landsbyer, og vi har besluttet at bygge et hønsehus om året, indtil vi har ni hønsehuse, fortæller hun. 545 kvinder fra Malawi endte i gæld, fordi de havde sagt ja til at deltage i et Danida-hønseprojekt, som blev afbrudt i 2002, da den danske regering skar i hjælpen til de fattige lande. Kvinderne havde hver lånt 232 kroner og til gengæld fået fem høns, adgang til foder, medicin, og hjælp til at få æggene på markedet. Men da Danida trak sig, kollapsede projektet. Folkekirkens Nødhjælp fortalte om sagen i Danmark, og mere end 200.000 kroner blev indsamlet af ildsjæle over hele landet til kvinderne i Malawi. Desuden har projektet fået støtte fra Sogneindsamlingen i 2005. I begyndelsen af 2005 erkendte den danske regering, at de havde begået en fejl og udbetalte 400.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for kvinderne.

LØSNINGER Sulten og nøden i verden er ikke givne størrelser, som man blot må acceptere. Målene om at halvere sult og fattigdom er ikke utopiske, fastslår blandt andre FN s generalsekretær, Kofi Annan. Hvis verdens lande ønsker det, kan opgaven i allerhøjeste grad løses. Det handler om vilje. Det handler om vilje 2015-Målene 1. Udrydde fattigdom og sult 2. Sikre grundlæggende uddannelse til alle 3. Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder 4. Reducere spædbarnsdødeligheden og børnedødeligheden med 2/3 5. Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder ¾ 6. Standse udbredelsen af hiv/aids, malaria og andre sygdomme 7. Sikre miljøvenlig og bæredygtig udvikling 8. Bygge et globalt partnerskab for udvikling Omkostningerne ved at nå 2015-målene er heldigvis til at betale og ganske inden for løfterne på 0,7 procent (i udviklingsbistand målt i forhold til bruttonationalindkomst), som blev givet ved Monterrey og Johannesburg, skrev FN s ekspertgruppe, Millennium Project, i sin rapport fra januar 2005: Investing in Development: A Practical Plan to Achieve the Millennium Development Goals. Den krævede fordobling af årlig officiel udviklingsbistand til 135 milliarder dollar i 2006, stigende til 195 milliarder dollar i 2015, blegner målt i forhold til velstanden i højindkomstlandene og verdens militærbudget på 900 milliarder dollar om året. Kort fortalt sagde eksperterne, at det er muligt at opfylde alle de gode løfter fra årtusindskiftet, og vi har ressourcerne til det. Nu mangler vi blot at se den lovede handling fra de rige lande. Sunde mennesker skaber vækst For over en milliard mennesker, der stadig lever i ekstrem fattigdom, er 2015-målene et spørgsmål om liv eller død, fastslår FN s ekspertgruppe. Ekstrem fattigdom definerer de som fattigdom, der dræber. Men det handler ikke blot om at overleve. Sunde mennesker er produktive mennesker og dermed også en værdi efter en strengt økonomisk målestok. Derfor kan opfyldelsen af målene i lige så høj grad ses som slet og ret en investering i økonomisk vækst. Fremskridt Der er sket fremskridt på flere områder, blandt andet børnedødelighed, forventet levetid og adgang til rent vand. Men rapporten udpegede Afrika syd for Sahara som krisens epicenter, men også Sydasien med Indien, Pakistan, Nepal, Bhutan, Sri Lanka, Maldiverne og Bangladesh er alvorligt kørt af sporet. Mest grotesk, når man ser på et land som Indien, der ellers er præget af stor økonomisk vækst, men hvor store dele af befolkningen holdes udenfor. Indien har større andel af undervægtige småbørn (47 procent) end selv Afrika syd for Sahara (31 procent). Kvinders lave status er en vigtig forklaring, skriver arbejdsgruppen om sult i sin rapport Halving Hunger: it can be done. Årsager Der er især fire årsager til, at landene ikke når målet om at halvere sult og fattigdom, nemlig: Dårlig regeringsførelse, beskyttelse af menneskerettighederne og involvering af de fattigste i de beslutninger, der påvirker deres liv. Herunder også beskyttelse af kvinder og piger mod vold og diskrimination Fattigdomsfælden, hvor mange lande er for fattige til at hjælpe sig selv. De kan ikke tiltrække investeringer fra private, og de kan ikke fastholde veluddannet arbejdskraft

Geografiske forhindringer har stor betydning, f.eks. bjergområder uden adgang til kysten, meget lav befolkningstæthed, kun lidt regn og ringe muligheder for kunstvanding. Afrika har således den højeste risiko for landbruget, store problemer med transport og er samtidig meget sårbar over for tørkeperioder. Fattigdomslommer i lande, hvor man ellers ser en positiv udvikling, herunder Ganges-staterne i Indien, der er belastet med et landbrug med ringe produktivitet, lang vej til handelen langs kysten og en stor, jordløs befolkning. Politisk forsømmelighed, f.eks. i forhold til miljøpolitik eller beskyttelse af kvinders og børns rettigheder. Alle kan nå det hvis vi vil Alle lande kan nå målene om at halvere fattigdom og sult. Og selv om listen over, hvad der skal gøres, kan virke lang, er der også ti år til at gøre det i, siger Millennium Project. Og der lød ved indgangen af 2005 en klart formuleret advarsel til den rige del af verden om, at man ikke blot kunne lade det blive ved løfterne: Hele troværdigheden og den måde, det internationale system fungerer på, er på spil, skrev Millennium Project under ledelse af professor Jeffrey Sachs. Bistand virker U-landsbistanden har generelt brug for at blive set efter i sømmene. FN s eksperter kritiserer, at Millennium-målene foreløbig ikke har været inddraget på nogen systematisk måde, når f.eks. Den Internationale Valutafond, IMF, vurderer et lands nationale budget eller andre større økonomiske tiltag. Flere lande var klar til en indsats for at nå målene, men blev stoppet med et råd om slet ikke at overveje sådanne planer. Mange lande koordinerer heller ikke deres støtte, og det samme gjaldt indtil for nylig de mange organisationer i FN-systemet. De sidste har nu dannet teams på landeniveau, som dog snarere er et forum for dialog end egentlig koordinering, skriver Millennium Project. Ikke desto mindre fastslår FN-eksperterne, at bistanden virker og fremmer økonomisk vækst og fremskridt (...)når den rettes mod reelle investeringer helt nede på jorden i lande med fornuftig regeringsførelse. Problemet er ikke bistand det er, hvordan og hvornår den gives, til hvilke lande og i hvilke mængder. Det hvide bånd Kampagnen Make Poverty History markerede sig over hele verden med det hvide bånd for at lægge pres på de rige lande. Der var tre vigtige begivenheder i 2005, som både bød på sejre og på beviser for, at der er langt igen, når det gælder om at få den rige verden til at holde sine løfter om f.eks. u-landsbistand, gældseftergivelse og især handelsliberaliseringer G8-topmødet Der var meget fokus på u-landsbistand og gældseftergivelse op til det topmøde i juli 2005, som blev afholdt i den såkaldte G8-gruppe af verdens rigeste og mest magtfulde lande. Resultatet af mødet blev, at G8-landene indstillede, at 18 u-lande skal have eftergivet deres gæld - svarende til et beløb på i alt 40 milliarder dollar. Reelt sparer det landene for gældsbetalinger årligt på 1,5 milliard dollar. Yderligere ni lande står til gældslettelse inden for halvandet år, og dermed bliver den samlede eftergivelse på 55 milliarder dollar. Udspillet vakte behersket glæde, også selv om f.eks. Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu omtalte planen som en strålende begyndelse. Men, tilføjede han, jeg håber, at de herefter vil gå videre og eftergive al gæld for de fleste af de meget forgældede u-lande. Storbritanniens premierminister Tony Blair har integreret initiativet for gældseftergivelse i en samlet politik, hvor der også indgår ekstra u-landsbistand til især Afrika, mens USA har afvist ekstra hjælp. 2015-topmødet I september fulgte det længe ventede 2015-topmøde i FN-regi, hvor i hvert fald en del af de resul-

tater, som u-landene og udviklingsorganisation-er havde håbet på, kunne siges at være nået på forhånd. Mest markant med EU s beslutning om, at alle EU-lande skal nå en bistandsprocent på 0,7 procent i 2015 og 0,56 procent i 2010. Endelig bekræftede topmødet i FN den gældseftergivelse og løfterne om øget bistand til Afrika, som var givet på G8-mødet. WTO Verdenshandelsorganisationen WTO gennemførte i december 2005 et møde i Hongkong som afslutning på den såkaldte DOHA-runde, der var en forhandlingsrunde, som særligt skulle fokusere på frihandel som nøglen til udvikling, også for verdens fattigste lande. EU mødte således op, rustet til tænderne med en delegation på 832 mennesker. USA har 356 delegerede og Japan 229. I den anden ende af skalaen har verdens 46 fattigste lande under ti delegerede hver- eller tilsammen omkring 5 procent af de delegerede. Verdensbanken vurderer, at fuld liberalisering af handel og varer alene kunne skabe ekstra produktion til en værdi af 300 milliarder dollar. Og u-landene ville vinde 86 milliarder dollar heraf et tal som langt overgår de rige landes samlede udviklingsbistand. Men resultatet af mødet blev uhyre magert for u-landene. De fik et løfte om, at de rige lande vil afskaffe eksportstøtten som er den støtte, landene giver til f.eks. dumping af overskudsoksekød på markederne i de fattige lande. Her saboterer eksportstøtten markederne for landenes egen produktion. De rige lande vil vente helt til 2013, før eksportstøtten ophører. På andre vigtige områder som f.eks. adgang til at sælge sukker på de rige landes markeder var der ingen resultater. Især fordi EU s landbrugspolitik blokerer for forhandlingerne. Kakao eller chokolade? Selv om 90 procent af verdens kakaobønner dyrkes i u-landene, producerer u-landene kun fire procent af verdens chokolade. De rige lande lægger told på forarbejdede varer, og denne told stiger, hver gang et produkt forarbejdes. F.eks. er der I EU en toldtakst på kun 0,5 procent på rå kakao. Taksten stiger straks til 10 procent, hvis der er tale om halvfabrikata, og hele 30 procent, hvis det er færdigproduceret chokolade. På denne måde sikrer EU sine egne arbejdspladser og blokerer for, at de fattige lande kan udvikle en egentlig industriproduktion på grundlag af deres egne råstoffer.

En sammenligning... Mål Indien Guatemala Danmark Forventet levealder ved fødslen (tal for 2000-05) 63,3 år 67,3 år 77,2 år voksne der kan læse fra 15 år og derover 61% 69,1% 99% Bruttonationalprodukt (BNP) pr. borger USD 2.892 4.148 31.462 Befolkning uden adgang til sikkert vand 14% 5% 0% Fattigdomsgrænsen på under 1 dollar om dagen (1990-2003) Fattigdom i Danmark - Mennesker der lever for under halvdelen af gennemsnitsindkomsten Sandsynlighed for ikke at overleve 40 år (2000-05) Sandsynlighed for ikke at overleve 60 år (2000-05) 34,7% 16% 0% ikke opgivet ikke opgivet 9,3% 16,6% 15,9% ikke opgivet ikke opgivet ikke opgivet 10,4% Årlig befolkningstilvækst 1,7% 2,3% 0,2% Antal fødsler pr. kvinde i gennemsnit 3,1 4,6 1,8 Befolkning 1975/ 2003/ 2016 i millioner 620,7/ 1070,8/ 1260,4 6/ 12/ 15,9 5,1/ 5,4/ 5,6 Bybefolkning 28,3% 46,3% 85,4 Andel af børn og unge under 15 år 32,9 39,7% 18,8% Andel af ældre på 65 og derover 4,1 3,5% 12,8% Private sundhedsudgifter af BNP 4,8% 2,5% 1,5% Samlede sundhedsudgifter pr. borger USD 96 199 2.583 Fødselsdødelighed pr. 1000 fordelt på de 20% rigeste/ 20% fattigste 38,1/ 96,5 39,2/ 58 3 Undervægtige børn under 15 år 47% 23% ikke opgivet Underernærede mennesker 21% 24% ikke opgivet Adgang til sanitære forhold 30% 61% ikke opgivet Gennemsnitsindkomst pr. år USD fordelt på kvinder/ mænd 1.569/ 4.130 2.073/ 6.197 26.587/ 36.430 UNDP Human Development Report 2005