17. oktober 2014 68. årgang Dansk Psykolog Forening 17 Ubetalt regning ADHD skal opdages i barndommen. Personligt og samfundsøkonomisk kan prisen være høj, hvis diagnosen først stilles i voksenalderen. Side 4 & 6 Kært barn Vrede unge. Udadreagerende. Uden for pædagogisk rækkevidde osv. Hvad stiller vi op? SIDE 8 Langt over grænsen Nogle hænger psykologen ud på internettet. Ytringsfriheden tillader meget harsk kritik. SIDE 13 Psykopatiens natur Er der en kobling mellem psykologiske kernekompetencer og egenskaber hos psykopater? SIDE 14
17. oktober 2014 68. årgang Dansk Psykolog Forening Vrede unge. Udadreagerende. Uden for pædagogisk rækkevidde osv. Hvad stiller vi op? SIDE 8 ADHD skal opdages i barndommen. Personligt og samfundsøkonomisk kan prisen være høj, hvis diagnosen først stilles i voksenalderen. SIDE 4 & 6 Nogle hænger psykologen ud på internettet. Ytringsfriheden tillader meget harsk kritik. SIDE 13 17 Er der en kobling mellem psykologiske kernekompetencer og egenskaber hos psykopater? SIDE 14 LEDER Af en eller anden grund bruger vi hellere milliarder barn på at helbrede eller lappe nødtørftigt sammen end opståkært millioner på at hindre skaderne i at Langt over grænsen Ubetalt regning Psykopatiens natur Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Et nationalt anliggende H vem ejer egentlig forebyggelsesansvaret i Danmark, når det handler om børn og unge? Et sådan spørgsmål får ikke mange til at markere. Anledning til at undre sig er der altid, men aktuelt har vi fået en kraftig påmindelse, i og med Vidensråd for Forebyggelse nu har publiceret sin rapport om Børn og unges mentale helbred. Rådets særlige interesse i at tage temaet op skyldes dels, at mentale problemer udgør en meget stor del af sygdomsbyrden hos børn og unge, dels den tydelige kobling mellem mentale helbredsproblemer tidligt i livet og forekomsten af psykiske symptomer eller lidelser senere i livet. Problemerne er i stigning, konstaterer rapporten, og der udskrives regninger, som senere skal betales af den enkelte, de nærmeste og samfundet. Listen over problematikker er ikke rar læsning: Medicinforbrug, stress, søvnmangel, ensomhed, selvskade, psykose, selvmordsadfærd Af indlysende grunde kan vi ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at snebolden ruller sig større og større. Én gruppe giver anledning til ekstra opmærksomhed, nemlig de børn og unge, som mistrives, men som er for lette til psykiatrien. I mange tilfælde har samfundet ingen tilbud til dem, eller tilbuddene er vilkårlige. Børn af psykisk syge eller på anden måde ressourcesvage forældre skal vi også hjælpe bedre end nu. Problemet rækker dog hele raden rundt og kalder på indsatser på alle offentlige platforme og en del private. I første række må vi pege på kommunerne, fordi daginstitutioner og skoler møder børnene tidligt og har mulighed for at opdage børnenes mistrivsel, så de kan få den hjælp de har brug for, så deres udvikling og trivsel ikke lider skade Af en eller anden grund bruger vi hellere milliarder på at helbrede eller lappe nødtørftigt sammen end millioner på at hindre skaderne i at opstå. Det er et nationalt anliggende, at vi begynder at prioritere klogere og hjælpe bedre lige dér hvor barnet eller den unge befinder sig. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. Fax: 35 25 97 37 E-mail: dp@dp.dk www.dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Redaktion: Claus Wennermark, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Layout og Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 9744 ex. Trykoplag: 10.200 ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: Modelfoto, Colourbox Annoncer 2014 Job- og tekstsideannoncer mv.: DG Media, tlf. 33 70 76 94, epost@dgmedia.dk Anfør Psykolog Nyt i emnefeltet Små rubrikannoncer (maks. 1/6 side): Psykolog Nyt, p-nyt@dp.dk, tlf. 35 25 97 06 www.dp.dk > Psykolog Nyt > Annoncer Abonnement/2014: 1.350 kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 19 3/11 21/11 20 17/11 5/12 1-2015 8/12 9/1-2015 Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening
TRUSSEL Op mod 25 psykologer risikerer at miste jobbet i Arbejdstilsynet, hvis der ikke afsættes penge til området på næste års finanslov. En fyringsrunde kan føre til flere anmeldelser af psykiske arbejdsskader. Psykologer risikerer fyreseddel Iløbet af dette efterår finder Arbejdstilsynets 25 psykologer ud af, om deres job bliver skåret væk på grund af besparelser. Det sker, når regeringen i løbet af efteråret har forhandlet en ny finanslov på plads. I det nuværende finanslovsudspil er der ikke sat penge af til den ekstrabevilling, som i dag finansierer lønnen for i alt 120 medarbejdere i Arbejdstilsynet. Det vækker bekymring hos Bjørn Giesenbauer, der er fælles tillidsrepræsentant for psykologerne i Arbejdstilsynet. - Hvis de politiske forhandlinger ender som regeringens nuværende finanslovsudspil, hvor der intet er sat af til at opretholde disse job, er det naturligvis meget bekymrende, lyder hans melding. Spænder ben for egne mål Bjørn Giesenbauer påpeger, at regeringen i en arbejdsmiljøstrategi frem mod 2020 selv har opstillet et mål om 20 procent færre psykiske overbelastninger på landets arbejdspladser i 2020 sammenlignet med 2012. - Det har jeg svært ved at se, hvordan vi som samfund skal komme i mål med, hvis ekstrabevillingen ikke afsættes. Der er tale om nogle vigtige aktiviteter, som har betydning for virksomhedernes forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer. Især fordi Arbejdstilsynet har en særlig, målrettet indsats på det psykiske arbejdstilsynsområde, som alle 25 psykologer arbejder med i et eller andet omfang. Væsentlige dele af psykologernes arbejdsopgaver finansieres i dag af ekstrabevillinger fra finansloven, der udløber i slutningen af 2015. Bevillingerne er ikke en del af den faste bevilling til Arbejdstilsynet. I øjeblikket arbejder man med flere målrettede tilsynsaktiviteter, som har fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Hovedparten af de 25 psykologer bidrager til disse opgaver, forklarer Bjørn Giesenbauer. Han tør dog endnu ikke spå om, hvor stor risikoen er for en fyringsrunde, der også rammer psykologpersonalet. - Ryger alle 80 millioner kroner, er det klart, at vores medlemmer nok ikke kan undgå at blive ramt. Under alle omstændigheder vil det have alvorlige konsekvenser for Arbejdstilsynets opgaver. Uhensigtsmæssig sparerunde Udsigten til en fyringsrunde fremkalder også panderynker hos Eva Secher Mathiesen, formand for Dansk Psykolog Forening. - Når vi nu ved, at antallet af anmeldelser af psykiske arbejdsskader er stærkt stigende i disse år, virker det uhensigtsmæssigt at fjerne en bevilling, der netop sikrer forebyggelsen af denne type arbejdsskader, siger hun. Der er endnu ikke sat en deadline for finansloven 2015. Men der kan godt gå flere måneder, før medarbejderne i Finanstilsynet får besked, vurderer Bjørn Giesenbauer. - I første omgang skal vi finde ud af, om der overhovedet bliver afsat nogle ekstra bevillinger, og så må vi forholde os til forhandlingsresultatet. Henning Due, pressekonsulent PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 3
UNDERSØGELSE Af Nana Lykke Ubehandlet ADHD koster dyrt modelfoto: COLOURBOX Ubehandlet ADHD koster det danske samfund 2,8 mia. årligt. Samtidig har manglende behandling kolossale konsekvenser for den enkelte ADHD-ramte. Det viser nye tal fra Rockwoolfonden. V oksne med konstateret ADHD tjener mindre, har højere ledighed, er mere syge og mere kriminelle end den øvrige del af befolkningen. Desuden får de oftere andre psykiske diagnoser og er oftere udsat for trafikulykker og ofre for forbrydelser. Det viser en helt frisk analyse fra september 2014, foretaget for Rockwoolfondens Forskningsenhed af forskere fra Copenhagen Business School, Aarhus Universitets Hospital og University of Nottingham. Analysen er funderet på 19.000 personer, som først har fået diagnosen ADHD, efter at de er fyldt 18 år. Tallene viser, at hver person med ubehandlet ADHD koster det offentlige godt 100.000 kr. om året i udgifter til overførsler, sundhed, anbringelser, trafikulykker SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
og kriminalitet. Samtidig må den ADHD-ramte leve med en årsindtægt, der er 45.000 kr. lavere end deres søskende uden ADHD. Med i tallene er ikke de personlige omkostninger, som ADHD-ramte og deres pårørende lider under. - Det har store personlige følger at vokse op med ADHD. Livet bag tallene er anbringelser, uafsluttet skolegang, arbejdsløshed, sygdom, ulykker og fængselsdomme. Vi og især økonomerne var overraskede over, at resultaterne var så markante. Der er simpelt hen ikke en parameter, hvor de ikke placerer sig dårligere, siger psykolog Anne-Mette Lange, der har taget initiativ til undersøgelsen. Initiativ og ekspertgruppe Anne-Mette Lange hentede inspiration til undersøgelsen i London, hvor hun blev uddannet klinisk psykolog og var beskæftiget med ADHD i børnepsykiatrien. Her så hun, hvor meget det betød, at en økonom satte tal på, hvad psykisk sygdom koster den enkelte og samfundet. - Det gav politisk vilje til at gøre noget, og den britiske regering har længe investeret i øget adgang til evidensbaseret behandling og systematiske tiltag for mennesker med psykiske problemer. Anne-Mette Lange kontaktede derfor CBS i København, som kunne bidrage med at afdække de hjemlige omkostninger ved ADHD. Hendes egen rolle var den at være ekspert på ADHD og på det danske sundhedssystem i tilknytning hertil. Analysen viser ikke, hvordan undersøgelsens personer ville have klaret sig, hvis deres ADHD var blevet opdaget og behandlet tidligt, men Anne-Mette Lange er ikke i tvivl om, at en indsats på et bredt spektrum ville have gjort, at de var blevet mødt med forståelse frem for negative reaktioner: - Alene det ville have givet dem bedre forudsætninger i barndommen. Og med en god plan og strukturerede, systematiske indsatser ved vi, at man kan undgå negative følgevirkninger. Tidlig og struktureret indsats Anne-Mette Lange mener, at det ville revolutionere behandlingen at sætte tidligt ind: - Treårige børn er jo sjældent alvorligt adfærdsforstyrrede, og kunne man forhindre, at fx personlige nederlag og indlæringskomplikationer manifesterede sig, ville de måske senere i livet slippe for at blive placeret uden for hjemmet, få studiemæssige problemer eller komorbide lidelser som fx angst. Anne-Mette Lange leder i øjeblikket et forskningsprojekt, hvor hun træner forældre til 3-6-årige børn med ADHD. Projektet foregår på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, hvor 200 børn med forældre træner koncentration, impuls-kontrol og arbejdshukommelse. Formålet er at reducere symptomerne og forebygge de personlige, familiære og sociale omkostninger, ADHD ofte har. Projektet er importeret fra udlandet, hvor det har vist sig at have god effekt også på børnenes evne til at fordybe sig og på forældrenes opfattelse af deres egen forældreevne. - Medicin er ikke godkendt til små børn, blandt andet fordi der er uhensigtsmæssige bivirkninger. Forældrene er lykkelige for et specialiseret tilbud frem for den meget forskellige indsats, de ellers møder. Ifølge Anne-Mette Lange er ADHD-behandlingen i Danmark alt for tilfældig. Hun finder det stærkt problematisk, fordi skolebørn med ADHD har stort behov for hjælp. - Skolernes støtteforanstaltninger varierer markant fra kommune til kommune og helt ned til den person, man knyttes til. Desuden mangler lærerne efteruddannelse i, hvordan man inkluderer børn med ADHD. Det er min oplevelse, at lærerne rigtig gerne vil hjælpe, men de har jo selv fået deres sag for med den ny skolereform, hvor de skal inkludere alle børn i den normale undervisning. - I Danmark er vi ikke gode til at implementere evidensbaserede behandlinger i folkeskolen, skønt der findes indsatser, som kunne forbedre præstation i skolen. Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ADHD-behandling siger ellers, at medicin ikke kan stå alene et synspunkt, børnepsykiatere deler. - Hvad der skal til, er en tidlig indsats til små børn og deres forældre, evidensbaserede skoleindsatser, efteruddannelse af lærere, og politisk vilje til at investere i børn med psykiske problemer. Det skal være en multimodel, og spørgsmålet er, om politikerne vil investere i en systematisk og sammenhængende indsats. Men analysen viser, at vi ikke har råd til at lade være. Udgifterne til ubehandlet ADHD er unødvendigt store og overstiger behandlingsudgifterne mange gange. - Der bør investeres for at spare for hver krone, der investeres til rettidig og effektiv behandling af ADHD, vil det være muligt at opnå besparelser i andre offentlige budgetter, fastslår Anne- Mette Lange. Nana Lykke, webredaktør Læs om undersøgelsen Man kan læse mere om undersøgelsen fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Se nyhedsbrevet september 2014 på www.rff.dk. Anne-Mette Lange
Fik diagnosen for sent Interview: Thomas Dideriksen voksede op med ADHD, uden at han selv eller andre kendte diagnosen. D a Thomas Dideriksen var barn var ADHD ikke opfundet, så diagnosen fik han først i 2010, 38 år gammel. Han kunne med egne ord have været sparet for mange trælse oplevelser, hvis han selv og andre havde vidst bedre. I dag har Thomas det godt. Han er gift, har to børn og er uddannet kok. I øjeblikket går han hjemme med en søn på fem måneder, og indtil for nylig arbejdede han som kok og vejleder for kokkeelever på revalidering. Men i tiden før diagnosen var der meget, han godt ville have undværet. - Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Derfor har jeg brugt meget liv på at såre mig selv og folk omkring mig og på at hoppe fra det ene job til det andet, rejse væk og brænde broer både erhvervsmæssigt og følelsesmæssigt. - Det er svært at sige, hvilke problemer der skyldtes ADHD, hvilke der kom af livet på fire børnehjem, og hvilke der fx stammede fra mine forældre. Men jeg havde i hvert fald mere fart på og en vildere fantasi end de fleste. De fragmenter, jeg husker fra de tidlige år på børnehjemmene, er afsavn, magtkampe, fastholdelse og utryghed og de senere år tæv og slagsmål med de andre unge, og ydmygelser fra personalet. - I skolen var jeg enten på flugt fra eller på jagt efter de store, og jeg stolede kun på få voksne og få børn. Som ung var jeg en periode kriminel. Ikke ofte, men det skete, at jeg stjal en bil, kørte hurtigt og begik indbrud. Jeg tror, at meget kunne have været anderledes, hvis jeg havde fået den rigtige hjælp. - Hverken forældre, pædagoger eller lærere vidste, hvordan de skulle tackle mig. ADHD fandtes jo ikke, men hvis de nu havde vidst, at ADHD er et syndrom med mangler i frontallapperne, ville de have vidst, at jeg er meget let at styre. Det havde været vidunderligt, hvis de fx bare engang imellem havde kunnet spore min bevidsthed ind på det, der skulle ske om lidt som: Om lidt skal vi spise eller Om lidt er vi færdige. Thomas husker nu også få gode lærere, som han elskede. Det var dem, som viste forståelse for ham. - Men jeg var nu heller ikke så krævende. Jeg var jo ikke ond, men faktisk også et fantastisk rart barn. De lærere, der ikke kunne lide mig, var dem, der ikke forstod mig. Diagnose og vendepunkt Vendepunktet kom først, da en konsulent på jobcentret fik kig på ham og andre ledige, der blev ved at miste deres job. Han blev udredt og fik diagnosen ADHD hos en speciallæge. Herefter fik han kognitiv træning hos en psykolog og fik styr på, hvad ADHD er generelt og for ham selv. Han har lært at være opmærksom på sin impulsive adfærd og at finde strategier, når han fx bliver presset, fordi han ved, at pres giver ham nogle uhensigtsmæssige reaktioner. - Jeg har i dag tæt kontakt til min psykiater og tager medicin i perioder, hvor jeg fx skal præstere og koncentrere mig. Medicin giver mig overskud og gør, at jeg kan kompensere, for ADHD en er der jo stadig. Hvis du har fået fjernet et ben, vokser det jo heller ikke ud, fordi du får en protese. Lige nu har jeg ikke behov, hvor jeg er hjemme med min søn. I dag er Thomas både glad for sin ADHD og tilfreds med sit liv. Han er ikke skredet fra sin kæreste eller blevet dumpet. - ADHD er faktisk også dejligt. Det er godt at kunne komme op i et helt andet energiniveau. Jeg er kok og god til at have meget på menuen, nok fordi jeg har lignet en a la carte hele mit liv. Jeg har mange kolleger, som har haft en tryg opvækst, og som er brændt sammen og er gået rystende hjem. Det har jeg aldrig oplevet. Det kilder bare, når det hele vælter. Arbejdet med revalidenderne har han af andre grunde været nødt til at sige farvel til. Dette arbejde gav rigtig meget mening, så han vil formentlig finde noget, der ligner igen. - Der er nogle ting, som jeg bedre kan hjælpe med end andre. Fx kan jeg forberede elever med udfordringer til kokkeeksamen, fordi det for dem ikke kun handler om, hvilke retter man skal lave, og hvad der står i bøgerne. Jeg hjælper dem med at lave en minutplan for alle tre timer, hvor det helt detaljeret fremgår, hvad de skal gøre hvornår. Ellers begynder de at lave tingene i en anden rækkefølge, og så fucker de det op. Jeg kender simpelt hen udfordringen i, hvor detaljeret de skal hjælpes. Nana Lykke, webredaktør SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
NYE BØGER Robert E. Kaplan; Robert B. Kaiser: Frygt dine styrker. Illustrerer det paradoksale i, at overdreven brug af personlige styrker kan blive en svaghed. I et af bogens eksempler beskrives en leder, der fokuserer så meget på sit eget intellekt og sin egen energi, at hun ikke formår at udnytte og udvikle de samme styrker hos andre. En anden leder er så god til at give plads til andre i beslutningsprocessen, at omgivelserne bliver usikre på, hvor han selv står. Dansk Psykologisk Forlag, 2014, 93 sider, 199 kr. Ole Michael Spaten (red.): Unges identitet og selvopfattelse. Trods en selvfokuseret ungdomskultur findes der kun ganske få danske videnskabelige undersøgelser, der som udgangspunkt begriber unges selvopfattelse gennem empiriske studier. Bogen rummer en række kvantitative og kvalitative undersøgelser, der frembringer en mangesidig forståelse af unges udvikling af selvopfattelse, køn, forholdet til for ældre, kammerater, posi tionering i fritid og skole og den sociale konstruktion af identitet. Aalborg Universitetsforlag, 2014, 258 sider, 225 kr. Caroline Lilja Dam; Christina Wex: Forklædt som normal. En ærlig og barsk fortælling om en opvækst med ADHD. Caroline havde svært ved at koncentrere sig i skolen og levede mange år med etiketten velbegavet, men umoden. Virkeligheden var imidlertid diagnosen ADHD som hun fik i sommerferien, inden hun skulle starte i gymnasiet. Det blev starten på en voldsom tid, for hvordan kombinerer man gymnasiepræsta tionsræs, alkoholindtag og masser af fester med usikkerhed, Ritalin og et stort behov for struktur i hverdagen? Akademisk Forlag, 2014, 268 sider, 250 kr. Ida Skytte Jakobsen: Resiliensprocesser. En introduktion til begrebet resiliens. Bogen viser, hvordan resiliens kan forstås som en proces, som opstår i relationerne mellem personen og de miljøer, som han eller hun indgår i. Samtidig fortæller bogen, hvordan viden om resiliensprocesser kan bruges til at styrke disse relationer i praksis. Akademisk Forlag, 2014, 171 sider, 249 kr. Frank J. Barrett: Yes to the mess. Ledere skal være eksperter i improvisation. Ligesom jazzmusikere skal de kunne hæve blikket fra nodebladet, have gehør for gruppens dynamik og skabe plads til både samspil og solo-optræden. Det handler om at turde gribe chancen og den gode, improviserede idé, hvor end den opstår. I bogen viser den erfarne jazzpianist og professor i virksomhedsledelse, hvordan den improvisatoriske jazzmentalitet og de færdigheder, der følger med, har betydning for et effektivt lederskab. Dansk Psykologisk Forlag, 2014, 214 sider, 299 kr. Lea Korsgaard: Orgasmeland. Dansk Sexpol ønskede at skabe et nyt og bedre samfund, ikke med vold, men sex. De blev stiftet af Wilhelm Reich i 1930 ernes København. De ville sætte folket fri ved at give det adgang til fuldkomne orgasmer, og de kæmpede en indædt kamp mod nazister, præster og socialdemokrater. Dansk Sexpol banede vejen for den seksuelle revolution, vi plejer at tilskrive 1960 ernes og 1970 ernes ungdomsoprør. Bogen fortæller om et seksuelt ideal, der stadig styrer os i dag: Før Sexpol var det sygt at have lyst. I dag er det sygt, når lysten udebliver. Gyldendal, 2014, 432 sider, 300 kr. NYE BØGER præsenterer de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende. PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 7
Baggrund Man kan læse mere om Diamantforløbet og uddannelsen for professionelle på diamantforlobet.dk. Herigennem er der ligeledes kontakt til forfatterne. modelfotos: Colourbox De vrede unge Hvad gør de vrede ved os, og hvad gør vi med dem? Det har et udviklingsprojekt i Rødovre Kommune en holdning til. I Diamantforløbet lærer unge at håndtere vreden hensigtsmæssigt. SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
VREDESHÅNDTERING Af M. Dressler, C. Obel og K. Mikladal V i kender dem under mange navne, de vrede unge: Ballademagerne, de udadreagerende, dem, der er uden for pædagogisk rækkevidde mv. De findes alle vegne og er alligevel svære at forstå og håndtere både for andre unge og for os professionelle. Ofte bliver de mødt af irettesættelser, sanktioner og magtanvendelser, og ofte oplever vi, at det ikke har den ønskede effekt. Selv om de har fået at vide 100 gange, at de ikke må kaste med stole, gør de det alligevel igen. Imidlertid er det også svært at finde alternative professionelle redskaber. Disse unge er vanskelige at inkludere i det almene. De diagnosticeres ofte, og de ekskluderes ofte. I dagspressen er der jævnlig historier om dem, når de har raseret et kontor på Jobcentret, når de truer deres lærer, overfalder andre eller ikke profiterer af behandlingsprogrammer, målrettet mod netop dem. En af disse unge er Nicolai. Han er elev på den skole, hvor vi arbejder. I efteråret 2011 henvender han sig til os, fordi han er rigtig bekymret over sit temperament, som nogle gange bliver ukontrollerbart for ham. Han har ofte oplevet, at det, han gør, når temperamentet tager over, har uhensigtsmæssige og utilsigtede konsekvenser både for ham og for andre. Han er bange for at ende som sin far, fortæller han. Nicolais fars liv har været præget af ukontrollerbar aggression, han har været ind og ud af fængsler igennem hele Nicolais liv. Nicolai vil gerne have hjælp. Nicolais henvendelse bliver startskuddet til en metodeudviklingsproces, der i dag, tre år senere, har resulteret i et undervisningsforløb i vredeshåndtering for unge mellem 15 og 25 år. Vi kalder det Diamantforløbet. Det har også resulteret i et uddannelsesforløb for professionelle. Vi har hidtil uddannet 80 professionelle med forskellig faglig baggrund og fra forskellige arbejdspladser. Netop nu er vi i gang med næste skud på stammen, nemlig at udvikle et undervisningsforløb til indskolingen. Fokus i denne artikel er på vores arbejde med de unge. Det er normalt at være vred I sig selv er vrede ikke problematisk. Vrede er en af de menneskelige følelser, som kan betegnes som primær (Ekman 1994). Den er en naturlig og uundværlig del af det menneskelige følelsesmæssige repertoire. Derfor er det ikke intentionen i at arbejde med vrede, at følelsen ikke må være der, eller at den er forkert eller uhensigtsmæssig i sig selv. Vreden kan ofte mærkes på en meget konkret måde, ved øget puls ( blodet pumper gennem kroppen ) og åndedræt, svedsekretion, temperatursvingninger ( koge over ), spændinger i muskler ( at blive edderspændt ), øget adrenalinproduktion ( sommerfugle i maven ) og skælven ( ryste af raseri ). Helt centralt i vores tilgang står derfor, at der som udgangspunkt hverken er noget galt med dem eller deres vrede. Det kan forekomme banalt, men det er værd at understrege, da netop sådanne udtryksformer ofte beskrives og forklares med patologiserende og problematiserende begreber. Eftersom mange forståelser og forklaringer baserer sig på (problematisk) adfærd, bliver faren for uhensigtsmæssigt selvforstærkende processer stor. Ved i stedet at tale om handlinger frem for adfærd er det vores sigte sprogligt at adskille person fra problem, så at den unge kan opnå en forståelse, hvor nogle af mine handlinger nogle gange er et problem frem for en forståelse, hvor jeg er et problem (Winslade & Monk 2000). Det er vores erfaring, at disse sproglige forskelle sammen med en nysgerrighed på, hvordan handlinger kan forstås som invitationer, bidrager til mere hensigtsmæssige forståelser. Helt centralt i vores tilgang står, at der som udgangspunkt hverken er noget galt med de unge eller deres vrede. Vores udgangspunkt i det almene er også fundamentet for, at Diamantforløbet er et undervisningsforløb frem for et behandlingsforløb. Der er tale om en almen indføring i og udvidelse af kendskabet til og forståelsen af sig selv og vrede som fænomen. De unge er altså med på et undervisningsforløb, fordi der er noget, de gerne vil lære mere om og blive bedre til, ikke fordi de i udgangspunktet har noget eller er noget, som andre synes der skal gøres noget ved. Undervisnings- og behandlingsmæssige forløb har en række fællestræk: Man kan tale om dem som interventioner og forandringsprocesser. I Diamantforløbet forstår vi interventionen på den måde, at vi forstyrrer deltagernes forståelse af vreden, dens årsager, nødvendighed og konsekvenser, ved at introducere andre alternative forståelser og forklaringer af sammenhænge. Ved forandringsprocesser forstår vi det, at vi sigter mod at ruste deltagerne til at forandre individuelle forståelser og handlinger, måder at skabe mening på og måder at interagere med hinanden på. Diamantforløbet er et undervisningsforløb for en gruppe. Vi ønsker derfor at gøre vreden til et fælles anliggende. I stedet for at de unge går med deres vrede selv, bygger den op, handler på den, forsøger at undertrykke den, oplever de er de eneste, der har det sådan osv., lægger vi vreden ud til en fælles undersøgelse, drøftelse og forståelse. Derigennem lærer de unge, at det dels er en følelse, som andre kan genkende hos sig selv, dels er noget, man med fordel kan håndtere sammen med andre. PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 9
I følelsernes vold Vreden er altså en helt naturlig følelse. Men for de unge, vi beskæftiger os med, har den, i hvert fald i visse situationer, taget magten. Ofte er det den eneste følelse, disse unge refererer til de mærker ikke andre! Når vreden bliver dominerende, som hos Nicolai og de andre unge, der volder sig selv og os problemer, forstår vi den som afledt eller sekundær. Vi forstår den som en udtryksform, der involverer mange andre komplekse følelser (Simon 2005). De beskriver at låget ryger af, de går i sort eller det slår klik alt sammen almene metaforer for, at adgangen til fornuften midlertidigt er suspenderet At det netop er vreden, der blive dominerende, ser vi, i tråd med nyere udviklingspsykologi som et svar på nogle betingelser i de unges liv. Den kan fx forstås som den bedst mulige selvbeskyttelse i en familie og et miljø, der har været udfordrende for et barn. Måske har barnets andre følelser været vanskelige at forstå og håndtere for forældrene, måske har der været særlige omstændigheder i hjemmet, fx sygdom, misbrug eller, som hos Nicolai, en voldelig far. Der kan også være tilfælde, hvor vreden er blevet voldsomt fremtrædende på grund af mere enkeltstående episoder præget af tab af handleevne eller lignende, fx en skilsmisse, en trafikulykke, et overfald eller en indlæggelse på et hospital (Levine & Kline 2006). Vores forståelse af vreden, dens udtryksformer, dens kompleksitet og dens forandringspotentiale er også i god tråd med nyere neurovidenskabelig forskning i hjernens plasticitet og betydningen af spejlneuroner for den menneskelige udvikling (Hertz 2006). Forskningen viser, at hjernen udvikles og forandres ved måden, den bruges på i sociale interaktioner. Inspireret af Hertz (2009) tilvirkning af Bateson (1972) arbejder vi samlet med en forståelse af mennesket som en kompleks tilblivelse, der både indeholder biologiske, psykologiske og sociale aspekter, som forstås i og med hinanden. Vi bliver til som mennesker, både i psykologisk og neurologisk forstand via et kontinuerligt samspil med vores omgivelser og på baggrund af det medfødte potentiale, vi hver især har med os. Vi fødes alle med et stort, om end forskelligt potentiale. Der er ikke uendelige, men altid uanede udviklingsmuligheder. De uanede muligheder tilhører ikke individet. De findes i fællesskabet (Hertz 2010). SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
Vrede som traume Den forstørrede, sekundære vrede; den vrede, der bliver besværlig; den vrede, som kan forstås historisk, og som udspiller sig i konkrete situationer i relation til andre mennesker, forstår vi som traumatisk betinget. Et traume er kendetegnet ved altid at opstå i relationen mellem mennesker, deres omgivelser og konkrete begivenheder. Det kan aldrig forstås ud fra mennesket i-sig-selv, men må forstås historisk, relationelt og kontekstuelt. Også selv om det bliver en del af mennesket. Traumatiske hændelser kan være store eller små, mere eller mindre almene, enkeltstående eller gentagne. Fælles for dem er, at de er blevet til erfaringer og har fået en gennemgribende betydning for personens forståelse og håndtering af sig selv og verden. Og fælles for dem er, at de er lagret såvel kropsligt som mentalt (Levine & Kline 2006). Ofte forbindes traumer med voldsomme hændelser, men i vores forståelse er traumer en uundgåelig del af et helt almindeligt levet liv om end naturligvis ofte i en ganske anden målestok. Traumatisk funderede reaktioner kan kendes ved, at de ofte vil fremstå meget stærke i forhold til, hvad der udløser dem. Udløseren har trigget en følelsesmæssig eller sensorisk erfaring af traumatisk karakter fra den unges liv, som har aktiveret den unges alarmberedskab. Det er forståeligt og giver mening. Følelsesmæssige erindringer er kendetegnet ved ikke at være narrativt strukturerede. I modsætning til rationelt lagrede erfaringer bliver følelsesmæssige erfaringer ikke erindret som del af konkrete historier, forankret i tid og sted, men i løsrevet form og i form af sansemæssige, kropsligt funderede minder. De er lagret i det limbiske system, der alarmerer reptilhjernen overlevelsessystemet og når det alarmeres, er der ikke adgang til neocortex rationelle forklaringer og regler. Det handler ikke længere om den konkrete anledning, men om en overlevelseskamp. Overlevelseskampen giver måske ikke mening i den konkrete situa tion, hvor den udspiller sig, men giver altid mening i lyset af den unges livshistorie/erfaringer. Den feedback, vi får fra vores unge deltagere på Diamantforløbene viser, at de netop oplever deres reaktioner uden for deres egen bevidste kontrol. De beskriver at låget ryger af, de går i sort eller det slår klik alt sammen almene metaforer for, at adgangen til fornuften midlertidigt er suspenderet, fordi den unge får aktiveret sit alarmberedskab. Det er en stor belastning at have et forhøjet alarmberedskab. Og det får betydning for en lang række væsentlige forhold i tilværelsen, herunder muligheden for at lære. Med et traumeperspektiv kan voldsomme reaktioner gøres meningsfulde, både for den unge, som handler voldsomt, og for de professionelle. Vreden i Diamantforløbet Diamantforløbet er et fællesskab, der arbejder med kursisternes uanede muligheder i en social proces. Forløbet er det første skridt mod at give vrede unge flere handlemuligheder og støtte dem i at kunne forebygge utilsigtede konsekvenser. Det er herudover et ønsket udbytte, at de unge fremover vil arbejde videre med deres vanskeligheder. Forløbet giver dem erfaring med selv at kunne skabe forandringer, og handle på forhold hos dem selv, som de finder bekymrende. Netop vrede og aggressive handlinger er erfaringsmæssigt forbundet med oplevelser af kontroltab, nederlag mv. Det er modigt at begive sig ind i en proces, der handler om noget sårbart. Vreden forstås som meningsfuld og funktionel, men samtidig som mulig at dulme og erstatte (delvist) med mere hensigtsmæssige udtryksformer: så andre mennesker bedre forstår invitationen og meningen med den vrede handling og via deres respons muliggør alternative handlinger, erfaringer og selvforståelser hos den unge. Hvem den unge viser sin vrede til, og hvordan de responderer, er altså afgørende for, hvordan den unge kan udvikle sig. Formålet med Diamantforløbet er således at håndtere følelsen mere hensigtsmæssigt. Og at minimere de utilsigtede konsekvenser, når vreden ureflekteret omsættes i handlinger af aggressiv eller voldelig karakter. Endvidere kan et formål være at arbejde med at dæmpe vredens funktion og indflydelse på et menneskes liv ved fx at undersøge, hvilke andre følelser den erstatter, og hvilke gode grunde der kan være til det (Levine & Kline 2006; Hertz 2009 & 2010). Funderet i vores teoretiske fundament og de unges input i vores udviklingsproces lægger vi stor vægt på at arbejde med kropslige og sanseorienterede øvelser, der inviterer til følelsesmæssige beskrivelser, fx ud fra billeder. Gennem øvelser kobler vi følelsesmæssigt lagrede erfaringer til neocortex, får erfaringerne placeret i tid og sted og får dem koblet til rationelle forståelser. På den måde kan vredessituationer håndteres på nye måder. Endelig arbejder vi med strategier, der virker, når Låget er røget af og der faktisk ikke er adgang. Denne tilgang står i kontrast til mange andre interventionsformer, der tager afsæt i en kognitiv referenceramme. En kalkuleret sidegevinst er, at vi tager udgangspunkt der, hvor de vrede unge ofte selv oplever sig mest kompetente nemlig i det konkrete, i krop og i handling. Dette i modsætning til interventionsformer, der har refleksionen som omdrejningspunkt. litteratur Maria Dressler, cand.psych. og afdelingsleder, Camilla Obel, læreruddannet & Kasper Mikladal, cand.psych. Diamantforløbet, Rødovre Ungdomsskole Bateson, G. (1972): Steps to an Ecology of Mind. University of Chicago Press. Ekman (1994). Strong evidence for universals in facial expressions: A reply to Russell s mistaken critique. Psychological Bulletin, Vol. 115(2) Hart, S. (2006): Betydningen af samhørighed. Gyldendals akademiske forlag. Hertz, S. (2006): På udkig efter de unges invitationer. Hertz, S. (2009): Diagnoser og afmagt. Fænomenet diagnose kan ses som et udvalgt øjebliksbillede. Vera No. 47. Hertz, S. (2010): ADHD selve forkortelsen forstyrrer vores nysgerrighed! Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift 4/2010. Hertz, S. (2010): There is a crack in everything, that s how the light gets in. I Brinkman, S. (red.): Det diagnosticerede liv. Forlaget Klim. Levine, P. & Kline, M. (2006): Trauma Through a Child s Eyes: Awakening the Ordinary Miracle of Healing; Infancy Through Adolescence. North Atlantic Books. Winslade, J. & Monk, G. (2000): Narrative Mediation: A New Approach to Conflict Resolution. San Francisco: Jossey-Bass. PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 11
KLUMME Den elektroniske heroin? D e scroller, deler fede links, supplerer undervisningen og hjælper hinanden med opgaver. De skriver til dem, der sidder lidt længere nede i klassen. De nikker ja til, at det er en parallel verden, og at de er til stede på to planer. De giver udtryk for, at det er upraktisk ikke at have det. Vi taler Facebook anno 2014. Jeg har netop interviewet 75 unge fra gymnasier og erhvervsskoler, blandt andet om deres adfærd på de sociale medier. Et wake up call, til trods for at jeg har beskæftiget mig med ungdomskultur i mange år: Kun én af de unge var ikke på Facebook, og kun to-tre stykker var ikke på Facebook i timerne. Er der grund til bekymring? Indimellem forlyder det, at de unge forlader Facebook, fordi der er overrendt af reklamer og bedstemødre. Det ser nu ikke helt ud til at være tilfældet. Ifølge de unge er Facebook godt nok ikke så hipt som fx Instagram og Snapchat, men dog et nødvendigt og naturligt baggrundstæppe for et ungdomsliv på godt og ondt. Et stressmedie, du ikke kan undvære, siger en ung pige og fanger den dobbelthed, som flere unge giver udtryk for. Facebook er et fedt og praktisk kommunikationsmiddel. Det er her, du holder kalender, bliver opdateret på venner og events, finder information, får fat på folk og hjælper hinanden med lektier. Stedet for social kontakt uden at behøve holde kontakten i den fysiske verden. Et uformelt virtuelt kontaktknudepunkt, et afslappet forum. Men Facebook har også en anden side. En del af de unge fortæller, at de er afhængige af Facebook og af, at der skal ske noget hele tiden. Man hiver den bare op, hvis det ikke lige sker noget i et minut. Og så er de bange for at gå glip af noget, fordi det er så let at se, hvad de andre laver af sjove ting. Det er den elektroniske heroin, var der en ung fyr, der formulerede det. Det tager ens tid, og man glemmer alt det vigtige. Mellem to verdener Nogle forskere har ligefrem sat diagnose på dragning fra de sociale medier: FOMO Fear Of Missing Out, angsten for at gå glip af noget, hvis man ikke hele tiden er på. Hjerneforskere råber vagt i gevær; det går ud over indlæringen med alle de forstyrrelser. Andre mener dog, at de unge godt kan holde til det. De er digitalt indfødte, vant til navigere i info-infernoet fra helt små og har derfor udviklet en anden struktur i hjernen. Modsat voksengenerationen, de digitale immigranter, der aldrig helt vil kunne kapere mosten. Og de unge mener faktisk, at de sagtens kan navigere mellem de to verdener. At være på Facebook i timerne er ikke ensbetydende med, at man ikke kan følge med. Dengang der kom elektricitet på hoteller i USA, så man sig nogle steder nødsaget til at opsætte beroligende skilte: Brug ikke tændstikker, tryk på stikkontakten, men rolig, det elektriske lys er ikke farligt. På et ledermøde i mit job i en landboforening for 16-17 år siden blev jeg belært om, at internet var no go. Landmænd er sat på jorden for at passe grise ikke for at rode med teknologi. Skulle vi virkelige have det, blev det på en pc på planteavlernes kontor. De var vant til at have med farlige stoffer at gøre. Vi har altid været bekymrede for, hvad teknologiske nyskabelser vil gøre ved os. Først er nogle imod, mens andre bliver alt for begejstrede. Men så lærer vi at håndtere de nye teknologier på en klog måde. Måske også Facebook er kommet for at blive? Og måske det faktisk bliver en central kompetence at kunne mestre de sociale medier. Og i øvrigt håndtere en dobbelttilstedeværelse på fremtidens globale digitale arbejdsmarked. Så hvis du ikke vil risikere at ende op som en digital dinosaur, kan det være, at også du skal se at blive ven med Facebook? Anne-Marie Dahl, cand.scient.pol. Fremtidsforsker, FUTURIA KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
UNDER ANKLAGE Det må man bare finde sig i Ytringsfriheden hviler på et smukt princip et forsvar for retten til at sige sin mening. Derimod er kravet om sandhedsværdi i ytringerne meget mere lempeligt. E r der grænser for, hvad man må sige om andre personer? Spørgsmålet trænger sig på i en række debatfora, hvor debatten ikke alene er kontant, men direkte hadsk. Og i vores sammenhæng ikke mindst, når det gælder den kritik, de børnesagkyndige psykologer udsættes for. De vilkår, der skaber den ofte hårde tone, blev der gjort rede for i Slagsmålet om børnene (Psykolog Nyt 16/2014), men hvad må man egentlig påstå om en psykolog, man ønsker at kritisere? Her er et eksempel, hvis hovedformål er at beskrive ytringsfrihedens grænser på juridisk grund samt hvor lidt man kan gøre, når nogen bliver angrebet uretmæssigt ud på internettet. En demokratisk rettighed To medlemmer af Dansk Psykolog Forening er gennem længere tid blevet hængt ud på internettet. Kritikeren, som har givet sig til kende, beskylder med gentagne angreb psykologerne for at have udarbejdet ugyldige børnesagkyndige undersøgelser. Påstanden fra denne person er, at undersøgelserne ikke har været grundige nok, i og med at undersøgelserne efter personens opfattelse ikke følger vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser. Herudover beskyldes psykologerne for inhabilitet samt for ikke at have overholdt de etiske principper for nordiske psykologer. Sagen har været påklaget til Psykolognævnet, som ikke fandt nogen anledning til at kritisere psykologen. Der var så at sige intet at komme efter i sagen. Ytringsfriheden er en grundlæggende demokratisk rettighed. Den omfatter enhver form for ytring gennem et hvilket som helst medie: tale, bøger, artikler, aviser, tv, radio, spillefilm, internettet, kunst, sociale medier mv. Ytringsfriheden er forankret i Grundlovens 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. Den danske grundlovs bestemmelse om ytringsfrihed er efterfølgende blevet cementeret af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale konventioner. Det faktiske og det subjektive Som det fremgår, er udgangspunktet altså, at man kan sige alt dog med den begrænsning, at man skal stå til ansvar over for domstolene. Og hvad betyder så det? Det er især straffelovens grænser for ytringsfrihed, det er relevant at se på. Ifølge straffeloven kan det være strafbart at videregive oplysninger om en andens private forhold, at fremsætte racistiske ytringer, at fremsætte ærekrænkende beskyldninger (injurier) samt at fremsætte ytringer mod bedre vidende (bagvaskelse). Herudover kan man af retspraksis udlede, at man inddeler ytringer i to kategorier: ytringer om faktiske forhold og ytringer af subjektiv karakter. Hvis man ytrer sig om faktiske forhold, vil man kunne blive pålagt af domstolene at føre sandhedsbevis. Man skal altså kunne føre bevis for, at ens faktiske ytringer er sande. Fx hvis man siger, at nogen er en bedrager, så vil man skulle kunne føre bevis for denne ytring. Hvis personen ikke kan det, vil det være tale om en overtrædelse af straffeloven, ligesom det vil være muligt at anlægge en erstatningssag for ærekrænkende udtalelser ved de civile domstole. Og modsat: Hvis man blot fremkommer med sin subjektive holdning eller mening, så vil disse ytringer som altovervejende hovedregel falde inden for ytringsfrihedens grænser. Fx hvis man siger, at psykologen er en skændsel for arbejdspladsen. Disse ytringer vil man ikke kunne pålægges at føre sandhedsbevis for. I den konkrete sag har foreningen sammen med sine medlemmer vurderet, at oplysningerne på internettet ikke kan retsforfølges ved domstolene. Så retstilstanden for vores medlemmer er, at det må de bare finde sig i, hvilket må siges at være en meget utilfredsstillende situation, når man tænker på, hvilken udbredelse internettet har. Ytringsfriheden hviler på et smukt princip et forsvar for retten til at sige sin mening. Hvorimod kravet om sandhedsværdi i ytringerne er meget mere lempeligt. Om reglerne for at stå til ansvar for sine ytringer bør ændres for at komme denne slags beskyldninger til livs, er derfor et lovgivningsspørgsmål. Jørgen Andersen, cand.jur., konsulent PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 13
KOMPETENCE Af Anders Myszak Hvad kan vi lære af psykopaterne Kan der tænkes en kobling mellem psykologiske kernekompetencer og egenskaber hos psykopater? Ifølge psykolog Anders Myszak kan svaret være ja. S iden David McClelland i 1973 skrev sin afhandling, Testing for Competence rather Than for Intelligence, har kompetencebegrebet været vidt debatteret. Siden er det i voksende udstrækning blevet brugt af arbejds- og organisationspsykologer og af andre, der arbejder med at højne organisationers effektivitet. Selv om der bag kompetencebegrebet i lighed med så mange andre begreber, der har afsæt i den videnskabelige psykologi, er stor uenighed og mange forskellige definitioner, er der dog et fælles syn på, at kompetence handler om samspillet mellem kendetegn ved individet og en given kontekst. Når vi taler om vores faglighed, vil det være nyttigt med en debat om psykologkompetencer. Dette er ikke så enkelt, for psykologers faglighed dækker over et bredt spektrum af aktiviteter og stillinger. At psykologien som videnskab og praksisfelt spænder fra rene ontologiske overvejelser til isolerede psykofysiske målinger og derfor ikke har et særlig veldefineret videnskabsteoretisk ståsted, bidrager også til udfordringen. I lighed med mange andre faggrupper af akademikere konkurrerer de fleste psykologer, med enkelte undtagelser, med andre lignende faggrupper såvel som med autodidakte. Dette indebærer, at vi som fag og gerne i fælleskab er nødt til i højere grad at vise, hvordan vi skaber værdi for arbejdsgivere, kunder, samfundet, andre interessenter og ikke mindst os selv. En måde at gøre dette på vil kunne være at definere kernekompetencer, som vi som psykologer besidder eller burde besidde, og som adskiller os fra vore konkurrenter. Ud over at bidrage til at højne vores værdi på arbejdsmarkedet vil definitionen af kernekompetencer kunne være med til at give fornøden ilt til en række forskellige faglige diskussioner, herunder diskussioner om etik. Psykologkampagnen, nu i fase II, lægger op til en diskus sion, uden dog nærmere at gå ind i, hvad psykologkompetencer kunne være. Ligeledes beskriver De Etiske Principper for Nordiske Psykologer den adfærd, der forventes af os i vores virke, men selv om kompetencer er et hovedprincip, tilføjer dette hovedprincip ikke meget mere end at beskrive, at det er centralt for os psykologer at kende til SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014
foto: Colourbox vores kompetencer, og hvordan vi bruger dem. En sådan erkendelse og afgrænsning er vigtig, men langt fra tilstrækkelig. Hvem kaster den første sten? Sammen med Simon Nørby introducerede jeg positiv psykologi i Psykolog Nyt (2006). Her pegede vi på nødvendigheden af, at vores fag ikke glemmer også at servicere dem, der ikke lider af invaliderende problemer og sygdomme. Hvilket åbner for en lidt bredere kompetence palet for psykologer. I denne artikel ønsker jeg, at vi retter vores interesse mod psykopater og stiller os spørgsmålene: Hvad, om noget, kan vi som psykologer lære os af denne gruppe af mennesker? Er det noget specifikt, som disse individer kan, og som vil kunne guide os i vores søgen efter vigtige psykologkompetencer? I kliniske kredse har man spekuleret på, om der findes succesfulde psykopater. Selve begrebet er modsigelsesfuldt, da definitionen af personlighedsforstyrrelser, herunder psykopati, forudsætter, at personen lider af patologiske symptomer, der skaber værdiforringelse på flere områder i den pågældendes liv (Kiehl & Lushing, 2014). Og som det undertiden sker, er der inden for dette område blevet opbygget en erkendelse baseret på anekdoter i stedet for på videnskabelig teoretisering underbygget af systematiske undersøgelser af høj kvalitet. Til gengæld stillede Robert Hogan, amerikansk psykolog og ekspert inden for personlighedspsykologi, sammen med sine kolleger spørgsmålet om, hvorvidt der findes positive aspekter af den mørke side af lederskab (1990). Dette arbejde er efterfølgende blevet uddybet af andre, som har undersøgt, om der findes lysere sider i nogle af den så kaldte mørke triade af personlighedstræk (Judge et al., 2009). Her har man fundet at samtlige tre, dvs. ikke kun psykopati, men også narcissisme og machiavellianisme, forudsiger såvel negative som positive sociale resultater. Det billedet af psykopatiens karakteristika, der nu danner sig, er langt mere nuanceret og skiller sig ud fra det, lægfolk og desværre en del mindre velorienterede fagfolk går rundt med. Psykopater sidstilles ofte med seriemordere og andre grove forbrydere, og selv om der er et overlap, findes der specifikke karakteristika hos psykopaterne. Psykopatiens natur Allerede i 1941 beskrev psykiateren Hervey Cleckley psykopati som overfladisk charme, upålidelighed, mangelfuld omtanke, PSYKOLOG NYT NR. 17 2014 SIDE 15
manglende empati, fravær af anger, narcissisme og uærlighed. Samtidig påpegede han, at man tit også ser nogle adaptive karakteristika, fx fravær af irrationel tænkning, balanceret social fatning, eventyrlighed samt mangel på angst. Nærmere psykometriske analyser af begrebet (PCL-R: Hare, 1991 & PPI-R, Lilienfeld & Widows, 2005) nuancerer psykopati begrebet yderliggere og placerer det langt fra lægpersoners billede af seriemordere og voldslige forbrydere. Det billede, der tegner sig efter foretagne faktoranalyser, er, at begrebet ikke spejler en ensartet og endimensionelt tilstand. Snarere lader det til at dreje sig om to brede dimensioner. I en analyse baseret på brugen af PPI-R fandt Benning et al. (2003), at disse to brede dimensioner tilsyneladende udgøres af frygtløs dominans (fearless dominance) og selvcentreret impulsivitet (self-centered impulsivity). Frygtløs dominans indeholder mange af de affektive og interpersonelle karakteristika, som kobles til psykopati. Vi taler her om frygtløshed, overfladisk charme, ufølsomhed over for angst og social dristighed. Selvcentreret impulsivitet indeholder mange af de adfærdsmæssige aspekter, der forbindes med psykopati. Fx hensynsløshed, impulsivitet og forkærlighed for antisocial adfærd. I forhold til mere eller mindre adaptive konsekvenser tegner der sig nu et tydeligere billede: hvor frygtløs dominans kan linkes sammen med adaptiv adfærd, og selvcentreret impulsivitet med ikke særlig adaptiv adfærd. I kliniske kredse har man spekuleret på, om der findes succesfulde psykopater Kevin Dutton, psykolog og forsker ved Oxford University, nuancerer billedet af psykopater: Han adskiller succesfulde og funktionelle psykopater (Dutton, 2012, 2014). Ifølge Dutton adskiller funktionelle psykopater sig fra succesfulde på basis af, om de psykopatiske karakteristika blot bruges for at opnå succes (succesfuld psykopati) eller for at styrke allerede eksisterende naturlige evner (funktionel psykopati). Her vil den succesfulde psykopat være mere drevet af egen gevinst og mindre af samfundets overordnede gode, som vil ligge nærmere den funktionelle psykopats motivation. Dutton giver dog delvis støtte til den ovennævnte to-faktorstruktur, idet han mener, at den succesfulde psykopat også vil være mindre effektiv til at kunne regulere sin adfærd, når denne regulering ikke er knyttet til personlig gevinst, dvs. i stil med selvcentreret impulsivitet. Dette vil den mere funktionelle psykopat kunne bedre. Denne forskel belyses af en anden skelnen, og som retter sig mod to andre aspekter, som ifølge Dutton indvirker på, om psykopaten er succesfuld eller funktionel: niveauet af kognitive færdigheder og prædispositionen for at bruge vold. Lavt niveau af kognitive færdigheder udelukker ifølge Dutton funktionel såvel som succesfuld psykopati. Voldelige psykopater vil dog kunne skabe succes og være funktionelle under bestemte forhold (fx elitesoldater) og ikke-voldelige psykopater under andre forhold (fx direktører), hvis de besidder et relativt højt niveau af kognitive færdigheder. Den holdning, at psykopater ikke kan være succesfulde eller funktionelle, stammer sandsynligvis fra, at vores viden om psykopati er skæv, da de fleste studier af psykopati frem til slutningen af 1970 erne blev udført på ikke-succesfulde psykopater, ofte mænd i fængsel. Dette fortsatte, indtil Cathy Widom gennem avisannoncer rekrutterede potentielle psykopater, som ikke (p.t.) sad i fængsel (1977). Hendes studier omfattede også biografisk information, psykiatrisk og retslig strafhistorik og viste, at flere havde høje stillinger i forskellige brancher. Alligevel havde et flertal været anholdt eller involveret i kriminelle eller antisociale aktiviteter. Dette sandsynliggør, at vores viden af psykopati stadig begrænses af en sampling-skævhed. Det er dog svært at sige, om det primært er psykopater med lavere kognitive færdigheder, som vi har haft mulighed for at studere, eller om det primært er dem med SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR. 17 2014