Virkemidler Billeder, billedanalyse 1
Selvom et billede opleves som en helhed, kan det være nødvendigt at foretage en systematisk analyse for at afdække mulige og evt. oversete betydningslag. En sådan analyse falder i tre dele: åbning, der beskæftiger sig med billedets umiddelbare fremtræden, en formel analyse af billedets virkemidler og en afsluttende tolkning og perspektivering. I Scoop 7 har vi forsøgt at lægge vægt på åbning, tolkning og perspektivering, idet vi ser flere danskfaglige udfordringer både sproglige og kulturelle i den del af billedlæsningen. Det viser sig imidlertid ofte, at der dukker oversete betydningslag op, når man begynder at beskæftige sig med de virkemidler, det enkelte billede anvender. Herunder følger en kort forklaring på de tre niveauer af analysen, hvorefter vi vil gå over til en gennemgang af den formelle analyse. Åbning Fremtrædelsesform Hvilken slags billede er der tale om? Kunstner Titel Hvor stammer det fra? Årstal Stilart Fortællingen i billedet Eksplicit er der en direkte handling? En objektiv beskrivelse af billedet. Identificering af sted, miljø, personer, relationer, gestik, mimik, handlingsmønster og de mest betydningsfulde detaljer. Læg vægt på det, der reelt er til stede på billedet, undgå at tolke, tro og føle. Ved abstrakte billeder springes dette punkt over. Implicit lægger billedet op til, at beskueren selv skal digte en fortælling? Når man har fået styr på disse spørgsmål kan man tage fat på, hvilke virkemidler, der bruges i billedet for at formidle fortællingen flappens stikord: Formel analyse Streg Form Farve Lys Perspektiv og rum Komposition Afsluttende kan man sammenfatte, hvad man har fundet ud af: Tolkning og Perspektivering Dvs. sætte billedet i sammenhæng med: Sin tid Sit motiv og tema Sin symbolik Sit budskab Sin holdning 2
Vor tid Andre billeder, tekster, film, medier eller dele deraf 3
Den formelle analyse Streg Streger kan være markerede med farve, fx tegnet med sort, eller opstå som linjer mellem to flader med forskellig karakter. Linjer og stregers bevægelse og karakter på billedets flade har betydning for billedets udtryk. Er billedet konstrueret med mange retlinede linjer, giver det udtryk for energi, enten stigende eller faldende alt efter, hvilken retning linjerne har (se The Forbidden Fruit XIV, Scoop 7 side 35). Billeder, der kun består af rette linjer, hører ofte til den konstruktivistiske tradition, der som udgangspunkt ville rense billedet for alt organisk. Så snart linjerne begynder at blive kurvede, bugte og bøje sig, får billedet et mere eller mindre dramatisk udtryk alt efter, hvor meget og hvor skarpt de kurver og bøjer. I Kyklop Kamé, Scoop 7 side 44 suger spirallinjerne os ind i billedet. Den meget frie, udtryksfulde og personlige streg, som vi ser den i Livshjulet, Scoop 7 side 23, kaldes ekspressiv. Vandrette linjer kan give udtryk for ro, men kan også virke trykkende. Er de vandrette sort-hvide linjer i The Forbidden Fruit XIV udtryk for ro som kontrast til kroppens eksplosion, eller er de en del af trykket? Lodrette linjer stræber mod det ophøjede, som vi kender det fra kirker og kan se på Encapsulated Jihad, Scoop 7 side 49 og i filmen Reflexion 2001, Scoop 7 side 26. På billederne fra filmen, der er gengivet i bogen, bliver linjerne perspektiviske. I det hele taget er streger og linjers bevægelse enten den er statisk, dynamisk, rytmisk, mønstret eller gentagende et af de vigtigste stemningsskabende udtryksmidler. Form Mange moderne billeder benytter sig af vidt forskellige og blandede materialer. Derfor er overfladen på former, flader og billedelementer et vigtigt virkemiddel. Man kalder det også for tekstur eller stoflighed, og både når vi betragter billeder og skulpturer, har det indflydelse på vores opfattelse både synsmæssigt og følelsesmæssigt. Og endnu mere fremtrædende bliver det i arkitekturens verden. I billedkunst kan overfladen desuden være ren illusion, idet kunstnere vha. visuelle effekter får os til at opleve en stoflighed, der rent faktisk ikke er til stede. Det gør sig fx gældende i Arcimboldos maleri, Kejser Rudolf den Anden, Scoop 7 side 42. En del af overfladens egenskab er dens konsistens, dens grad af fasthed (fast flydende), tæthed (tæt spredt) og stivhed (glat ru). Billederne Livshjulet, The Forbidden Fruit XIV, Encapsulated Jihad og Heltedyret, Scoop 7 side 61 arbejder bevidst med overflade og konsistens. Formens symbolværdi er formens psykologiske og kulturelle betydning. Bestemte former påvirker os psykisk, ofte ubevidst. De er gentaget så mange gange i fx reklamer, at man kan tale om et helt alfabet af tegn, der bygger på vores fascination af det seksuelle, det dyriske og det trygge. En undersøgelse af danske og udenlandske reklamer, som forskeren Asger Liebst lavede i 1980 erne mundede bl.a. ud i opstillingen af et helt 4
fascinationsalfabet, som blev beskrevet i bogen Øjet og pilen, og som i en lidt forenklet form findes på www.textanalyse.dk. Hvilke former, der påvirker os, og hvordan afhænger af vores kulturelle tilhørsforhold, og som det er forklaret i Scoop 7, har særlige former en bestemt betydning i en bestemt kultur. Læs om symbolik. Og mere specifikt taler man I reklameverden om målgrupper og segmenter. Spørgsmålet er, hvilke former taler til hvilke segmenter? Læs mere om segmenter. Farve Der findes mange forskellige skematisk opstillede farveteorier. En af de mest anvendte er den her gengivede af Johannes Itten. Inderst er primærfarverne rød, gul og blå. Deres blanding, sekundærfarverne, orange, grøn og violet i næste rum. Sekundærfarverne er samtidig komplementær/kontrast-farver til primærfarverne og er på farvecirklen placeret direkte over for hinanden. Yderst er tilføjet tertiærfarverne gulgrøn, blågrøn, blåviolet, rødviolet, orangerød og solgul, dvs. blandinger af primær- og sekundærfarverne. Spektralfarverne eller de kromatiske farver er de reneste, klareste og mest mættede farver, øjet kan opfatte. Anvendelse af farver i billeder sker på to grundlæggende forskellige måder: for at skabe en bestemt synseffekt fx realistisk flade, lys/skygge, dybde og perspektiv eller for at skabe en bestemt stemning fx aggression, glæde, ro og harmoni, det man kalder farvesymbolik. Farvernes synseffekt Fordi vores opfattelse af farver påvirkes af de omgivelser, de er placeret i (de andre farver), bliver vi nødt til at tage hensyn til farvernes indbyrdes forhold. Typisk tager man udgangspunkt i farvernes forskellige kontrastforhold, fordi en kunstner eller billedmager vil bruge disse forhold til at fremhæve eller neddæmpe bestemte billedelementer. 5
Den største kontrast findes mellem det lyse og det mørke og allerstørst mellem sort og hvidt. Sort, som er karakteriseret ved at være en blanding af alle primærfarver (i det rette forhold), og hvid, som er karakteriseret ved at være et fravær af alle farver. Sort og hvid er altså de akromatiske (ikke-kulørte) farver og bruges bl.a. til at brække (blande) spektralfarverne, dvs. lysne eller mørkne dem. Man taler om farvens tone eller valør, fordi der opstår kvalitetskontraster mellem den mættede farve og den umættede. Jo mere hvid, der blandes i en farve jo koldere, lettere eller friskere vil udtrykket blive. Brækkes en farve med sort, vil den typisk miste sin lysstyrke, virke sygelig eller tung, men derfor også ofte rolig og stabiliserende. Hver farve får altså en skala, der ligner den almindelige gråtoneskala. Hvis man derimod brækker primærfarverne med deres komplementærfarver opstår jordfarverne. Ved at blande komplementærfarverne svækkes farvernes intensitet. Men mange kunstnere arbejder med rene, ublandede farver, komplementærkontrast. Ved at placere to farver, der ligger diametralt modsat hinanden på farvecirklen, ved siden af hinanden, fremhæves begges klarhed og styrke. På den anden side vil fx en mindre orange flade placeret i et generelt grønt område gøre den orange flade mere rødlig, fordi rød er komplementærfarve til grøn. Komplementærfarverne er: Gul Gulorange Orange Rødorange Rød Rødviolet Violet Blåviolet Blå Blågrøn Grøn Gulgrøn Der er en og kun en komplementærfarve til en bestemt farve. Der kan være forskellige formål med at anvende komplementærfarver i et billede: at fremhæve et billedelement at skabe ro, fordi farverne i de rette mængder ophæver hinanden at skabe uro og bevægelse. 6
En anden måde at bruge farverne på er kontrasten mellem de varme og kolde farver. De varme farver er dem fra spektret omkring de gullige og rødlige farver, mens de kolde er de blå- og grønlige. De varme farver giver indtryk af nærhed og varme, mens de kolde giver indtryk af fjernhed og kølighed. Kulde/varme-kontrast kan altså både bruges til at skabe dybde i billedet (farveperspektiv) og påvirke beskuerens stemning. Farvesymbolik Som ved al anden symbolik (læs om symbolik) kan man dele farvesymbolik i forskellige kategorier: en traditionel symbolik, der er almindelig kendt og almindelig anvendt inden for en og samme kulturkreds (se fx billederne i kapitlet Forbuden frugt, Scoop 7 side 30-43) en kontekstbundet symbolik, der tager udgangspunkt i værkets egen forståelse (se fx Livshjulet af Asger Jorn, Scoop 7 side 23) en individuel symbolik, der er en del af filtret af personligt oplevede betydninger, og som det er hele analysens mål at blive bevidst om og se bag om. Den traditionelle symbolik er knyttet til historiske, kulturelle, religiøse og geografiske sammenhænge. Her er nogle eksempler: Rød er i vores kulturkreds symbol på lidenskab, aktivitet, kærlighed, seksualitet, aggressivitet, krig og passion osv., men er altså også tegnet for stop. Hos de antikke romere symboliserede farven krigsguden Mars, mens den traditionelle kinesiske brudedragt er rød. Hvid er hos os symbolet på uskyld og renhed, hvorfor både dåbs- og bryllupskjoler er hvide. I Asien er hvid forbundet med død, sorg eller begravelse. Grøn forbindes hos os med natur, håb og frugtbarhed, men i Malaysia betyder det sygdom. Arkitekt og psykoterapeut Lene Bjerregaard (www.lb-colourconsult.dk) har i sin bog Brug farverne bevidst, Hovedland 1996, sammenfattet farvernes påvirkning og symbolik på følgende måde: FARVER FARVEPÅVIRKNING SYMBOLIK FARVERNES VÆSEN Ifølge Lene Bjerregaard RØD ORANGE Aktiverende, varm, kærlighed, aggression, udadvendt Glæde, udadvendt, opmuntrende, aktiverende Kærlighed, revolution, raseri, aggression, advarsel Ild, varme, glæde, sol, livskraft Aktivitet, forandring, bevægelse, udvidelse, varme Livskraft, venlighed, spontanitet, glæde GUL Stimulerer logisk Fejhed, Optimisme, 7
GRØN TYRKIS BLÅ VIOLET ROSA HVID GRÅ SORT BRUN tankegang og glæde Beroligende, harmoniserende, styrker selvkontrol Kølende, forfriskende, beroligende Fremmer koncentrationen, fordybelse, ro, afslapper musklerne Uro, nervøsitet, angst, depression, intuition, åndelige tanker Dæmper angst, stress og aggression Neddæmpende, tomhed Depression, balance, elegance Pessimisme, depression Stagnation, stabiliserende, tryghed falskhed, sygdom, livskraft Håb, fornyelse, friskhed, ungdom, umoden, misundelig Kulde, friskhed, uendelighed Tristhed, melankoli, kvalitet, stabilitet, spirituel Uvejr, højtidelig, spirituel, mystik Urealistisk, fantasi, dagdrømme Renhed, fred, uskyld, sart Tristhed, kedelig Sorg, ondskab, pessimisme, forbud Jord, tryghed, trivsel oplysende, nyskabelse Harmoni, balance, vækst Kølighed, friskhed, klarhed Dybde, ro, stilstand, vigende, kølende, stabil Højtidelig, urolig, forvirrende, ustabil Blidhed, kærlig, sarthed Renhed, tomhed, sårbar Neutral, neddæmpet Opsugende, skjulende Afdæmpet, udholdende, træghed I den kontekstbundne symbolik udvikles farvens symbolik af værkets fortælling. I Livshjulet, Scoop 7 side 23, bliver spektralcirklens farver forbundet med bestemte stadier af livet, og således bliver farven rød sat i forbindelse med døden. I Coca Cola reklamer har farven rød altid haft en fremherskende plads, og i BG-Banks tv-reklamer er der tit gule huse med røde tage samt andre rød-og-gule objekter. Lys Lyset kan enten komme fra et sted udenfor billedet eller også er det en del af billedet. Lyskilden kan enten være naturlig, dvs. solen, månen, stjerneskær, et bål, stearinlys eller en anden naturlig kilde, eller også er der tale om belysningslys som fx en lampe, billygter eller en computerskærm. Forholdet mellem lys og skygge i billeder er enten formelt rumligt for at skabe illusion, stemningsskabende eller symbolsk. Det formskabende lys er som regel almindeligt dagslys. Det er lineært, så man rent faktisk kan aflæse lysets retning og dermed måske tid på dagen og året. Skyggerne er ensidige og følger ofte konturlinjer. 8
Det stemningsskabende eller symbolske lys har flere underkategorier: Vi taler om reflekslys, når lyset fra en kendt eller ukendt kilde reflekteres i et objekt, så det næsten ser ud som om lyset kommer fra selve objektet. En særlig religiøs form får dette lys, når det er guddommen, Jesus-barnet eller det hellige, der alene udsender lys. Så taler vi om sendelys. Et skarpt ureflekteret nærmest projektøragtigt lys, der rammer en person eller genstand i et ellers mørkt og udefinerbart rum, kaldes clair obscur. I det skarpe lys vil resten af objektets udstrækning nærmest falde i et med det omgivende dunkle. Den modsatte virkning har man ved sfumato (af italiensk: sfumare = udviske og latinsk: fumare = ryge). Her er alle konturer forsvundet i glidende overgange fra stærkt oplyste områder til helt dunkle. På den måde bliver detaljer udviskede og lidt mystiske. Endelig taler vi helt symbolsk om det livgivende lys, det guddommelige lys og i det hele taget om lys i mange positive sammenhænge, mens mørke er forbundet med nat, død, ondskab og fortabelse. Perspektiv og rum Forgrund, mellemgrund og baggrund er den enkleste måde at beskrive dybden i et billede på. Forgrunden er det, der synes forrest i billedet, baggrunden det, som øjensynligt ligger bagest i billedet, og mellemgrunden, det lige midt imellem. Ting der er placeret i forgrunden er forholdsmæssigt større end ting i mellemgrunden og baggrunden, ligesom ting i mellemgrunden er forholdsmæssigt større end ting i baggrunden. Farverne kan også bruges til at skabe afstand på. Enten ved at bruge udpræget varme farver i forgrunden og kolde farver i baggrunden. Hvis den samme farve anvendes både i forgrunden og de bagvedliggende elementer, vil de bageste være tonede køligere med hvidt. Det punkt, hvorfra billedets elementer synes iagttaget, kaldes billedets synsvinkel, og vi taler om fugle-, frø- eller normalperspektiv, hvor normalperspektivet er et sted midt mellem det at iagttage tingene som fugl eller som frø. Horisontens placering oppe eller nede i billedet vil være afgørende for vores indtryk af synsvinklen, idet horisonten altid er placeret i øjenhøjde. Men i fugleperspektiv kan man både se lige frem fra et højt punkt og ned fra et højt punkt. 9
Det samme gør sig gældende i frøperspektivet. Man kan se lige frem, og man kan lægge hovedet tilbage og se opad. I mange billeder lokkes øjet af farver og linjer til at følge en bestemt vej. På den måde bliver betragteren en del af den historie, et landskabsmaleri fx vil fortælle. I Monets åkandebilleder blive vi imidlertid i tvivl om, hvor og hvad vi skal se, for her er både åkander, antydninger af ting under vandet og spejlbilleder af skyer, himmel og træer. Det lineære perspektiv skabes ved, at forskellige elementer af samme reelle størrelse forbindes med hinanden med linjer, der fører ind til et forsvindingspunkt på horisonten. Ved centralperspektiv ligger billedets forsvindingspunkt på billedets midterakse. Et centralperspektivisk billede giver indtryk af ro, balance og harmoni. Man kan imidlertid skabe dynamik og bevægelse i billedet ved at flytte forsvindingspunktet væk fra midteraksen, såkaldt raumflucht eller spatial flight. Enten ved fx at sætte forsvindingspunktet helt ud til en af siderne eller sætte det helt uden for billedet. 10
Komposition Kompositionen er forholdet mellem de enkelte billedelementer. Som udgangspunkt handler det om: hvor og hvordan de vigtigste billedelementer er placeret og hvilken kompositorisk struktur, der er lagt i billedet hvordan påvirker det betragteren oplevelses-, følelsesmæssigt og æstetisk? De mest enkle former for kompositioner foregår omkring midterakserne og diagonalerne. Kompositioner omkring de lodrette og vandrette midterakser giver ofte indtryk af noget monumentalt og roligt. Der kan desuden være symmetri omkring midterakserne, hvis billedelementer, der er ens eller næsten ens er placeret sådan, at de spejler eller folder sig omkring akserne. Kompositioner omkring diagonalerne giver billedet dybde og dynamik. I princippet er diagonalerne væltede midterakser. Diagonalen fra øverste venstre hjørne til nederste højre hjørne kaldes også læselinjen, da den netop beskriver læseretningen. En lidt mere kompleks harmonisk komposition er det gyldne snit, som er matematisk beregnet opdeling af flader og linjer, der stammer helt tilbage fra antikken. Den kan beregnes og den kan genfindes i naturen, derfor kaldes den også den guddommelige proportion. Snittet tager udgangspunkt i det matematiske begreb mellemproportional deling af fx et linjestykke, og som betyder, at den korte del af et linjestykke forholder sig til den lange, som den lange del forholder sig til hele linjestykket: Man kan konstruere det med lineal og passer: 11
Og man kan regne sig frem til to brøker, som man kan gange længden af linjestykket med. De er: 5 1 2 eller 5 + 1 2 som ca. giver henholdsvis 8 5 eller 5 8. Den gyldne opdeling af et billede ser således ud: De gyldne snit er linjerne der deler billedet, og de gyldne punkter er deres skæringspunkter. Det gyldne rektangel er et rektangel, hvor sidernes længdeforhold netop er det gyldne. Det har mange magasinblade valgt som deres format. Der tilføres endnu mere dynamik og bevægelse til et billede, hvis harmoniske kompositioner væltes. Vi taler så om bevidst disharmoniske billedkompositioner. Det drejer sig fx om vridning af cirkler, trekanter og spiraler. Endelig kan man opløse kompositionen og gøre billedet fragmentarisk, så øjet vandre hvileløst rundt for at finde ro og holdepunkt. 12