Mariager Fjord og omegn - i cykelhøjde

1 Mariager Fjord og omegn - i cykelhøjde Frede Lauritsen

2 Indholdsfortegnelse: Forside / titelblad side 1 Indholdsfortegnelse og forord side 2 Tidligere udgivelser side 3 Kort over området side 4 Cykelturen side 5-29 Supplerende historiske oplysninger side 31-51 Forord: Gennem snart mange år har vi på cykler oplevet en sommerferie såvel i det skønne danske landskab som i byerne. Skønt det koster lidt energi at cykle, så er det en afslappet ferieform uden stres, hvor der er god tid til at nyde naturens uudtømmelige detaljer. Grøfternes blomster, læhegnenes frugter, kornmarkernes duft, vandets renhed, insekternes summen, fuglenes flugt, dyrenes nysgerrighed og himlens blide livgivende dråber, hvis altså ikke de er for mange. I år er det sekstende gang en sommerferietur får teksten - i cykelhøjde. Så efterhånden synes vi, at vi kender vort fædreland ganske godt, men ind imellem dukker et område op, hvor vi overraskende må erkende, at vi ikke er særlig velbevandret udi geografien og de historier der altid følger med, og historie det har vores store interesse. Sådan et område var netop Mariager Fjord og omegn, skønt vi enkelte gange har besøgt såvel de større byer som de historiske steder i omegnen. Det var et fornuftigt valg. Et meget smukt område der byder på et væld af historiske fortællinger. Vi har nydt de mange oplevelser. Hvis også du kan få en beskeden fornøjelse af at læse om turen og måske endda få lyst til at besøge området, så ville det glæde os. Velkommen med på en kikker Hanne og Frede Lauritsen

3 Tidligere udgivelser: 1980 Andorra 1987 Arnold - novelle 1990 Thailand på godt og ondt 1991 Sydamerika Chile - Brasilien 1992 "Jambo" Kenya - du forunderlige land 1993 Barnløshed - adoption 1994 En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret" 1994 Tidsbilleder. Kronologisk leksika. Ajourføres løbende 1994 Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå. Ajourføres løbende 1995 De Slesvigske Krige 1995 Østeuropa i forandring 1995 Colombia - smuk og mangfoldig 1996 Hærvejens historie - i cykelhøjde 1996 Øretæver i tilværelsen 1996 Æseløre - litteraturanmeldelser. Ajourføres løbende 1997 En dag i 1997 1997 Budapest & Ungarn - i efterårsdragt 1997 Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde 1997 Ego - det bevidste jeg 1997 En lille stump af det mægtige Kina 1998 Storebælt - i cykelhøjde 1999 Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen 1999 Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde 1999 Et eventyr om julenissens morgensvømmetur 2000 Madeira - en blomstrende ø 2000 Rom - Den evige Stad 2001 En lille stump af Himalaya - verdens tag 2001 Samos - en ferieø for alle 2001 Samsø - i cykelhøjde 2002 Limfjorden Ø - i cykelhøjde 2002 Vest Stadil Fjord i cykelhøjde 2002 Wien - musikkens by 2002 Mozart - hvordan var han egentlig? 2002 Egypten Nilens gave 2003 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? (Redigeret 2010) 2003 Vietnam Østens smukke, venlige land i forandring 2003 Limfjorden V - i cykelhøjde 2004 Grænselandet i cykelhøjde 2005 H.C. Andersen - hvordan var han egentlig? 2005 Mexicos - Store Riger 2005 Sjælland N i cykelhøjde 2005 Paris byernes by 2006 IKA MARKED - gennem 27 år 2006 Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det? 2006 Hven i cykelhøjde 2006 Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde 2006 Bulgarien et smukt og alsidigt land 2006 Sydafrika en regnbuenation 2007 Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig? 2007 Kaj Munk - hvordan var han egentlig? 2007 Vendsyssel - i cykelhøjde 2007 N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig? 2007 Cornwall den sydvestlige del af England 2008 Læsø Kattegats Perle i cykelhøjde 2008 Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380 2009 Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682 2009 Chile det lange land i ly af Andesbjergene Peru inkaernes land 2009 Lissabon en smuk og alsidig by 2010 Bornholm i cykelhøjde 2010 Canada - på tværs. Fra Newfoundland til Vancouver Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.1. 6950 Ringkjøbing

4 Tf: 97 32 15 32 - fredelau@webspeed.dk Hjemmeside: www.h-f-lauritsen.dk K o r t o v e r M a r i a g e r F j o r d

5 Første feriedag lørdag 2. juli 2011 Denne dag startede årets traditionelle cykelferie, men ferien startede med biltur, idet vi havde lejet et sommerhus i Øster Hurup, som base til cykelture omkring Mariager Fjord, som de lokale uden blusel kalder Danmarks smukkeste fjord. Dertil kommer de afstikkere, der formentlig vil følge med i slipstrømmen. Efter at alt det nødvendige, til godt vejr såvel som til skidt vejr, var pakket i bilen, cyklerne ikke at forglemme, var der afgang fra Ringkjøbing kl. 10:00. Turen forløb i rolig tempo over Videbæk, Aulum, Grønhøj, Viborg, Møldrup, Hobro, Hadsund, Als - hov Als - lettere forvirret kikkede vi en ekstra gang i kortet og måtte konstatere, at Als ganske rigtig er en lille by på Kattegatkysten. Så trods navnet var vi ikke havnet i Sønderjylland, men var fortsat på rette vej. For øvrigt findes der i den danske geografi utrolig mange gengangere i danske stednavne. Efter 179 km med konstant regnvejr ankom vi til "Skovhuset," Oasen 6, Øster Hurup, et overraskende og særdeles flot hus. Men hov, pludselig opdagede Hanne, der ellers aldrig tager fejl af noget som helst, at hun beklageligvis var kommet for skade at kode husnummer 6 ind på GPS'en, det skulle have været 61. Miseren opdagede hun først efter at cyklerne, der var særdeles forsvarligt bundet fast på cykelgaflen, var taget af og stillet pænt op af det fine luksushus, som vi altså her måtte konstatere, desværre var lidt for meget luksus. Velankommet til det rigtige hus nr. 61 tog værtsparret Hassing Pedersen imod med kaffe på termokanden. Fruen havde gennem mange år været ansat i Den danske Bank. Herren havde gennem 35 år arbejdet i Lille Vildmose, som trods sit navn i dag er større end Store Vildmose, der ligger N for Limfjorden. I dag driver de en gård på 22 ha ved Nibe. Begge var flinke og speciel husbonden ganske snaksalig. Så vi nåede at blive fortrolig med både familieforholdet, deres naboer, som er hollandske indvandrere, og den problematik der ligger netop i dette forhold. Da vi blev alene, fik vi hentet cyklerne i nr. 6, pakket tingene ud og nød en meget tiltrængt frokost. "Skovhuset" er bygget i træ, olivenbeige og med rødt asbesttag, i en lille næsten lukket have ligger et lille brændeskur. Huset indeholdt, hvad vi havde behov for. I vindueskarmene stod blomstrende Kalanchoer i flere farver, væggene var prydet med plakater af bl.a. Marc Chagall, keramikplader, træskærerarbejde og ikke mindst flere akvareller malet af husets frue. De afslørede gode tegneevner, noget vi havde stiftet bekendtskab med, allerede da vi fik accept for lejen på et hånddekoreret kort. For at få en rimelig fornemmelse af sommerhusområdets størrelse valgte vi en vandretur ind til Øster Hurup centrum, for regnet var hørt op. Byen med to campingpladser, badeland og lystbådehavn. Det blev en tur på mindst et par km. Øster Hurup er et meget yndet sommerhusområde, der strækker sig et par km N for Øster Hurups centrum og mindst tre km S for byen.

6 Skønt området fornemmes ret mennesketomt, var der i centrum her midt på eftermiddagen en livlig aktivitet og meget tæt trafik. Specielt synes det, som alle Danmarks turister netop denne eftermiddag skulle have en isvaffel fra vaffelboden, køen var i hvert fald megalang. På vores "opdagelsesrejse" gik vi langs Kattegats bredder. Byen er beskeden nok til i deres reklamer at kalde stranden for Danmarks mest børnevenlige. Den hvide sandbund skråner yderst forsigtig ud i havet, så børn og voksne kan ganske rigtig gå meget langt ud, ja, næsten til Sverige, vil jeg tro. Vi nåede ned til Øster Hurup Havn - porten til Himmerland som de kalder den. Øster Hurup er et gammelt fiskersamfund, hvor der oprindelig blev fisket direkte fra stranden. Efter 25 års kamp fik byen i 1936 sin havn. I dag er det ikke fiskerbåde, der fylder havnen, men de mange lystsejlere der fik sin havn i 1991, hvoraf adskillige i millionklassen. I "Havnens Fisk" serveres forskellige små fiskeretter. Prislisten overraskede os: Vand 25 kr., øl 15 kr. det har vi dog aldrig før set. Måske senere - for Hanne har bestemt aftenens menu, vi skal ikke frådse ved at spise ude hver dag, så menuen serveres hjemme i sommerhuset til en flaske Santa Rita. Det blev som sædvanlig en god oplevelse. Lidt møre af dagens mange indtryk slappede vi af med et spil Canasta, og så kaldte dynerne til en udhvilende søvn. Anden feriedag søndag 3. juli 2011 Efter en god nats søvn, trods regn, lyn og torden, vågnede vi op til en overraskende solfyldt, lun sommermorgen. Til morgenmaden serverede Hanne lækre friskbagte grovboller. En beskeden reservemadpakke blev smurt, suppleret med to øl/vand. Sult og tørst skulle ikke blive dagens hovedproblem. Cyklerne blev klargjorte, de stod kun og ventede på at komme i gang som en anden galophest. Vi udrustede os med fornuftigt cykeldres, hvor rigtige cykelbukser og ditto handsker hører til det vigtigste. Og så startede feriens anden dag, men første cykeldag. Fra Øster Hurup gik det mod S. Vi forsøgte at følge den reklamerede vandre- og cykelsti - Nordsøstien, en 6.000 km lang rute rundt om Nordsøen. Fint aftegnet var den på kortet, men for hver km der gik, blev den mere og mere umulig at forcere på cykel. Den er sikkert fortrinlig til en vandretur, men Nordsøstien på strækningen her er absolut umulig som cykelrute. Trods sin berømmelse er der store huller i stien, skrænter og højt græs der skal forceres. Skiltning, hvad angår cykelruten, er yderst mangelfuld. Men det er desværre en "kvalitet," vi gennem årene har oplevet adskillige steder i vort land. Det kan bestemt ikke være aktive cyklister, der står for opsætning af vejskilte for cyklister. Det må være magelige bilister, der sidder og klarer opgaverne fra deres skriveborde. De små detaljer der viser trafikanter en forkert vej, vejer ikke særlig tungt for en bilist, der ikke i samme grad bliver forpustet, hvis en bakke skal forceres en ekstra gang. Men skal cyklisten trække cyklen med sadeltasker og andet udstyr op ad bakke gennem meterhøjt græs, så siger kondien på et tidspunkt stop, og langt når du heller ikke på en dag under sådanne forhold. Nå, vi gider ikke ødelægge vores gode medbragte humør med slige beklagelser og aser videre, på et tidspunkt kommer vi vel til en farbar vej. Det gjorde vi, og så gik det igen strygende mod S. Igen stod der Als på byskiltet, men nu er vi blevet mere erfarne udi den Østhimmerlandske geografi. På et meget rustent og næsten ulæselig skilt nær byens gadekær står der - Bymuseum. Det var lige, hvad vi søgte. Vi sprang af cyklerne ved en smuk gammel hvidkalket, stråtækt

7 bindingsværkshus. Foran museet på en granitsokkel står en bronzebuste af en af husmændenes frontkæmpere Jens Jensen (se 1867). Over for museet gik en ældre dame og rykkede ukrudt op ved sin hæk: "Der er lukket," sagde hun, før vi nåede at tage i håndtaget til museet. "Og der bliver ikke åbnet igen. Den nye kommune har besluttet at lukke museet permanent. Jeg har ellers tilbudt at have en nøgle, så jeg kunne lukke interesserede ind, men det har kommunen ikke ønsket." Damen virkede lidt bitter over, at også denne aktivitet var taget fra deres by. Uden at kende de faktiske forhold kan vi udmærket forstå de mindre byers problemer, mere og mere tages fra dem, men fortsat skal de udadtil være aktive. Ikke en nem kombination. Adskillige frivillige over det ganske land yder mange timers ulønnet indsats. Det gør de af interesse for deres by og for den sag, der har netop deres interesse. Men tit er det med ryggen mod muren. På Internettet finder vi senere - Als Hjemstavnsmuseum, her står bl.a.: Museet åbnede 1950 som et frilandsmuseum med et hus rummer en enestående samling af almuemøbler og er indrettet som et typisk østhimmerlandsk interiør fra bondesamfundet i perioden 1750-1830. Der står ikke et ord om, at museet er lukket. Men det var det altså. Tæt ved museet på toppen af byen ligger Als Kirke som et sømærke fra 1300-tallet. Vi var næsten på vej derop, men så kom præsten i sin fine uniform skridtende op mod kirken. Nåe ja, det var jo søndag og lige i kirketid, så tidspunktet var ikke velvalgt for et kirkevisit, så vi valgte ikke at forstyrre. Videre mod S langs kornmarker med masser af kornblomster. Gennem blomstrende strandenge, med det ejendommelige navn Halvrebene, og et tæt, smukt og charmerende skovområde fortsatte vi mod Als Odde. På strækningen Øster Hurup - Als Odde er der ikke færre end 2.800 sommerhuse. Så mange steder ligger de ganske tæt. På Als Odde findes en minihavn og et lille kaffehus, det åbner først om eftermiddagen, men ellers er der ret så øde. I gammel tid var stedet her ved fjordmundingen af militære grunde forsynet med en skanse. I dag er der en lods, der hjælper skibe ind og ud af Mariager Fjord. Den 5. maj 1945 blev lods Ib Velling skudt af tyskerne her på Als Odde. Han var gået under jorden, fordi han nægtede at lodse tyske skibe til Hobro. Da frihedsbudskabet lød, vendte han tilbage, men tyskerne passede ham op og skød ham Overfor på sydsiden af Mariager Fjord er der også et ejendommeligt geografisk navn - Hesletørv. De små øer i Mariager Fjord er både yngle- og overvintringssted for mange fugle. Fx overvintrer en stor del af verdens samlede bestand på 6.000 lysbugede knortegæs. På en bænk slappede vi af til den medbragte minimadpakke og øl/vand, og nød det herlige cykelvejr og naturens pragt.

8 Fra Als Odde drejede vi mod V. I Odde mødte vi Bjerget, der skønt sit navn kun rager 24 m.o.h. På toppen af Bjerget stod en majstang, det hedenske frugtbarhedsritual. Fra Bjerget er der en storslået udsigt til Kattegat. Bjerget rummer også sin historie. Ved kapitulationen 5. maj 1945 nægtede den tyske kommandant at overgive sig. Han samlede sine 300 tyske tropper på Bjerget og var beredt til at kæmpe til sidste mand. Først 10. maj overgav garnisonen på Bjerget sig, som det sidste sted i Danmark. Her blev vi klogere, for vi troede, at det var Bornholm, vi havde glemt. En mindesten på Bjerget fortæller om Helberskovs befrielse 1945, stenen blev først rejst 1995. Efter en dejlig tur gennem skoven kom vi til Havnø Mølle, Nordjyllands ældste hollandske vindmølle bygget 1842 ved herregården Havnø. Møllen blev opført for at male gryn, der blev eksporteret til Norge, og var i drift til 1927. Møllen blev fredet 1964, overtaget af Hadsund Egns Museum 1994, totalrenoveret år 2000 og derfor meget velholdt, med stråtag på såvel hætte som siderne helt ned til ½ m over jorden. Møllen er en arbejdende museumsmølle styret af foreningen Havnø Mølles Venner. Fra møllebakken er der en fantastisk udsigt over Mariager Fjord ind mod Hadsund. Tæt ved ligger Havnø Gods, der kan føres tilbage til 1468. I 1700- tallet var godset i store problemer med forfald til følge, men 1816 købte Christen Juul Kjeldsen godset, og gradvis bedredes situationen. I dag råder godset over 577,5 ha jord og ejes af familien Ahlefeldt-Laurvig. Vi fortsatte ad Nordsøstien mod Hadsund. Her var der ingen problemer med at cykle, men skal der endelig lyde lidt brok, så ville det være rart med en cykelsti, det er aldrig rart for en cykeltrafikant at cykle på trafikerede veje. I skoven Vester Lovnkær var der en fantastisk duft af ramsløg, de var nu afblomstret og næsten visne, men duften var stadig liflig og markant. I den østlige del af skoven lå Herregården Lovnkærgård. Efter en herlig cykeltur, huller, græsmarker og skrænter til trods, var vi nået til Hadsund. Skønt de tidligere konsumerede minimadpakker og øl/vand, spejdede vi efter et lille passende sted for en afslappende minifrokost. Ved vandrehjemmet var der ingen servering, men den flinke mand, vi spurgte, anbefalede "Hyttefadet," et sted med god mad til rimelige priser, hævdede han. Vi takkede for informationen og jagtede "Hyttefadet," der hurtigt dukkede op. På afstand lignede det ikke meget en beværtning, snarere en bev-ver-ding. Da vi kom nærmere, konstaterer vi, at stedet var lukket. Set med erfarne turistøjne skulle vi næppe ærgre os over det. Vi var nu møre til en hurtig afgørelse og stoppede ved en pølsemand. Her investerede vi i en frankfurter og vand, det viste sig at være en pølse af god kvalitet, og derfor et udmærket valg.

9 Med fornyede kræfter blev cyklerne kodet ind på en østgående kurs. Den første del af vejen fulgte vi den gamle jernbanestrækning Søndergårde, Visborg, Høgholt, Skelund og Veddum, små byer der tidligere var stationsbyer med den status der medfulgte. I dag har flertallet af småbyer det svært, færre og færre butikker, skoler der lukker og andre servicefunktioner der søger mod større byer. Vore cykler fortsatte med os som passagerer over Vandkær, Birkelund, Sønder Hurup, og så nåede vi til Øster Hurup Kirke. Her før kirkelukketid nåede vi lige at få et Guds Ord med på vejen. Senere vil vi gøre kirken et besøg. I Øster Hurup kikkede vi os godt om for at finde et tiltalende spisested til aftenens menu, for vi havde besluttet at flotte os ved at spise ude. En stor roterende gadegrill fangede vores opmærksomhed, ikke mindst på grund af duften. Vi fik os en snak med "Restaurant Kretas" grillmesteren og hans hjælper, der begge varmt anbefalede aftenens bedste kulinariske tilbud i Øster Hurup - grillstegt vildsvin. Svinet havde lidt så grum en skæbne. Jo, det fristede da helt bestemt, og det endte naturligvis med, at vi bestilte bord til kl. 19:00. Efter 60 km i cykelsadlen var vi igen hjemme i "Skovhuset." Det svedige cykeltøj blev krænget af. Vi kunne lige nå at få en afslappende time i den varme sol, med det læsestof der trængte sig mest på, inden aftenens valgte menu. En stille læsestund blev det dog ikke, for flere naboer havde valgt at slå deres græsplæne. Med stor energi sørgede de for en konstant larm i kvarteret. Vi måtte erkende, det er ikke som i Bryrup, hvor nærmeste græsplæne er to km væk. Det efterfølgende bad var en stor lindring og en behagelighed uden lige. I let sommertøj gik vi til "Restaurant Kreta" i byens centrum. Vildsvinet duftede om muligt endnu bedre. Fra vinkortet valgte vi en vin fra Chile - Reserva endda. Hovedretten blev serveret som en portionsanretning, stor som til en murerarbejdsmand. Fire store skiver kød er for meget for pensionister trods en anstrengende cykeldag. Smagen var bestemt i orden, men den gigantiske portion, som bestemt var os vel undt, trak lidt ned på restaurationens og menuens karakter. Men flasken med Reserva var OK og blev tømt til sidste dråbe. Til dessert valgte vi is med frugt. En vellykket menu. Tilbage i "Skovhuset" slappede vi af med et spil Canasta. Og efter en god dags mange oplevelser kaldte Morfeus. Tredje feriedag mandag 4. juli 2011 Herlig morgenmad og flot cykelvejr. Dagen havde vi planlagt til en rimelig lang cykeltur fra Hadsund langs sydsiden af Mariager Fjord til Hobro og tilbage til Hadsund på nordsiden af fjorden. Derfor var bilen startet med det nødvendige udstyr, og mod Hadsund gik det. Over broen fandt vi på fjordens sydside: "Den gamle Færgekro." Vi spurgte pænt, om bilen måtte parkere her, mens vi foretog den planlagte heroiske cykeltur rundt om fjorden, hvad vi venligt fik lov til. Vi forventede at være tilbage hen under aftenstid. Cyklerne kom i brug, mod V gik det. Forbi en af Danmarks mange smukt beliggende golfbaner. Og så en lille afstikker til Norup. Skønt byen hedder Norup, stod der Vindblæs Friskole på en facade. Den fængede, fordi den var dekoreret med en mængde keramikmasker med undertekst - elevportrætter. Originalt og sjovt så det ud.

10 Næste stop var Falslev Kirke med sit hvidkalkede tårn med firefløjet rødt tegltag. Ejendommeligt - meget endda - i våbenhuset lå brochurer fra ikke Falslev -, men Vindblæs Kirke, som da ligger fem km længere mod Ø. I kirken bemærkede vi, at der på bænkene står navne, her nogle eksempler: Malere, Murere, Tømrere, Huus: Qvinder og Huus: Mænd. Kirkeskibet er Fregatten Jylland. Over døbefonten ligger et smukt egetræslåg. Det var så Vindb Ki - - - nåe nej - Falslev Kirke. Assens hedder byen foran os, skønt vi bestemt ikke var på Fyn. Ja, man gjorde sig de ihærdigste anstrengelser for, at vi skulle blive frustrerede. Her drejede vi mod højre ud mod Kongsdal Lystbådehavn, hvor mange lystsejlere holder til. Havnen blev anlagt 1988 på jorden fra en nedlagt gård - "Spilgården." Den eneste rest fra gården er det lille havnekontor fra 1900 kaldet "Fadeburet." Et navn der vækkede helt andre minder fra en svunden købmandstilværelse. Kongsdal Bådelaugs synlige vartegn er et iøjnefaldende rød-hvidstribet fyrtårn. Det er købt hos en skrothandler i Hadsund, blev herefter restaureret, flyttet hertil og rejst i forbindelse med havnens indvielse 19. juni 1988. Fyrtårnets historie er ikke uinteressant, det var nemlig tidligere Thyborøns gamle fyrtårn, de har flere gange forsøgt at købe fyrtårnet tilbage, men ganske uden held. Lidt længere ude ligger fjordfiskerhavnen Skarodde, her har flere af forfatteren Hans Kirks (se 1898) romaner set dagens lys, bl.a. Fiskerne. Helt ude på Skarodde ligger landsbyen Dania. Her opstod i slutningen af 1800- tallet et industri- og arbejdermiljø omkring de tre tidligere cementfabrikker Cimbria (1873-1920), Dania (1887-1975) og Kongsdal (1907-33). Stedet var velvalgt, for her var der rigelige mængder af råvarer som kridt og ler, og transport ad vandvejen var også praktisk. Den store aktivitet betød også mange arbejdspladser, i 1910 havde de tre fabrikker job til 1200 ansatte. De boede bl.a. i de gule huse med røde tegltage, som stadig ses. Området minder en anelse om Nyboder, og kaldes da også for Assens Nyboder. I dag er cement på stedet her en saga blot, men Cementfabrikken FLS Industries har et forsøgsanlæg på området. Kridtgrave med stejle skrænter fra den tid kan stadig ses. Området har været brugt som baggrund til filmoptagelser. Den geologiske sammensætning i kridtgravene har givet grobund for specielle og sjældne plantevækster fx fredede orkideer.

11 Den gamle Smedje er ikke kun et museum, men et arbejdende smedeværksted, hvor smeden viser sit håndværk. Ild i den gamle esse gør det muligt at forme det glødende jern til knive og mange andre spændende og uundværlige dippedutter. "Orkidee Dania" så ud som en rigtig hyggelig restaurant og motel, men det var desværre ikke lige tiden, hvor vi trængte til en pause. Det er her ved Dania, Hjuldamperen Svanen lægger til. Her ligger også Akzo Nobel, det tidligere Dansk Salt, Skandinaviens største saltfabrik. Den henter sine råvarer i en salthorst 200 m under jordens overflade ved Hvornum V for Hobro. Saltet føres som saltvand gennem rørledninger til fabriksanlægget i Dania, en strækning på ca. 25 km. Her omdannes saltvandet, til såvel salt der bruges til fødevarefremstilling som til vejsalt. Kongenshøj på vestsiden af Skarodde er et tidligere udskibningssted for byggematerialer som træ og kridt helt tilbage til Christian Firtals tid. Han byggede bestemt også meget, ja næsten det ganske Danmark i armod. Efter rundturen i det lille charmerende område var vi igen ude på alfarvej ved Fladbjerg og Hou Skov. Herfra er der en utrolig smuk tur langs fjorden ind mod Mariager By. Men, men - i den stærke trafik savnes rigtig, rigtig meget en cykelsti. På vej ud af fjorden så vi flere gamle pragtfulde sejlskibe. Der havde i dagene 2.- 4. juli 2011 været Nordisk Sejlads Varberg-Hobro-Frederiksstad. Et "søslag" mellem danske, norske og svenske skonnerter og deres besætninger med bølgegang, sømandssang, skipperskrå og dæksmønstringer. Op mod 50 gamle nordiske træskibe har deltaget. En folkefest for søulke og landkrabber. Flere steder langs fjorden så vi pensionister siddende med thermokaffe og nyde synet af de stolte skuder. Og så var vi i - Mariager - Rosernes By 1410 Det lille fiskerleje hed oprindeligt "Marias ager" derfor navnet Mariager 1446 Mariager opstod som bysamfund, da Birgittinerklostret blev grundlagt 1400-tallet Klostret fik forskellige købstadsprivilegier, så bysamfundet blev en konkurrent til Hobro. Kalkforekomsterne i undergrunden samt den gode naturlige havn gav byen et godt økonomisk grundlag. 1500-tallet Mariager Kloster var et af landets rigeste 1536 Ved reformationen mistede klostret sin betydning. Men det fortsatte som forsørgelsesanstalt for adelens ugifte døtre. 1588 Mariager Kloster blev nedlagt 1592 Mariager fik købstadsstatus grundet en opblomstrende handel og byens havn, hvorfra man kunne krydse fjorden til Stinesminde. Indbyggertallet var 4-500. 1600-tallet Kalkbrænding, som byen havde nydt godt af, mistede sin betydning 1700-tallet Mariager havde korneksport til Norge. Borgerne drev flere brændevinsbrænderier 1804 Mariager anlagde en ny havn 1863 Mariager genoptog kalkbrændingen industrielt 1875 Mariager oprettede et industrielt brændevinsbrænderi, enkelte fabrikker kom til, men udviklingen var begrænset. Byen stod i skygge af Hadsund, som var blevet fjordens foretrukne overfartsby. 1890-erne Mariager havde 800-900 indbyggere, og var landets mindste købstad. Den ringe industrielle udvikling blev opvejet af, at flere teglværker og to cementfabrikker skød op i omegnen, hvor kridt og ler forekom i store mængder i undergrunden. 1904 Hadsundbroen blev opført, hermed ophørte Mariager helt som overfartssted. Byens udvikling gik næsten i stå.

12 1927 Mariager blev forbundet med jernbanenettet via en privatbane til Viborg 2011 Mariager har campingplads, lystbådehavn, Danmarks Saltcenter, Veteranbanen, Klosterkirken, Mariager lokalhistorisk Museum, 2.555 indbyggere og så er Mariager en af Danmarks smukkest beliggende byer. Grundet stærkt begrænsede vækst gennem de seneste 2-300 år er Mariager bykerne meget velbevaret, bindingsværkshuse med stråtag, gamle huse med røde tegltage og brostensbelagte gader. Dette sammen med skøn natur omkring byen har gjort Mariager til en yndet turistby. Af den grund har byen gennem de seneste år oplevet en stærk vækstperiode. de begivenheder der her har fundet sted. Vort første mål i Mariager var det 110 m høje punkt Hohøj. Desværre havde vi ikke i tide kikket ordentlig efter på kortet, for Hohøj ligger få km SØ for Mariager. Dvs. vi sikkert har kunnet spare et par km af den vejtype, der går op ad bakke. Men Hohøj skal vi bestemt se, for her ligger Nordeuropas største bronzealderhøj. Den 12 m høje kongegravhøj med en diameter på 72 m. Ad stejle villaveje gik det stille, noget af vejen i gåtempo, opad mod målet. I et gammelt, rødt, stråtækt bindingsværkshus på Hohøj er der etableret et oplevelsescenter, hvor plancher fortæller om udgravninger, stedets historie og Det var her på Hohøj digterpræsten Steen Steensen Blicher (se 1782 og - www.h-f-lauritsen.dk - Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?) foreslog at holde folkemøder. De skulle være et forsøg på at genoplive Himmelbjergmøderne, men den gode Blicher måtte aflyse grundet manglende tilslutning. Steen Steensen Blichers image var gennem årene forud krakeleret grundet hans drikkeri. Han havde ellers allerede 18. sept. 1846 på jysk skrevet: "Jyden han æ stærk og sej," til den påtænkte folkefest på Hohøj. Sangen er også blevet kaldt Hohøjsangen. Hohøj blev fredet i 1898. Herfra kunne man, før træerne var vokset op som nu, tælle 28 kirker. Ideen med folkemøder på Hohøj blev først en realitet fra 1912, hvor "Hohøj Komiteen" arrangerede møder besøgt af tusinder helt frem til 1938. Der holdes stadig grundlovsmøder på Hohøj. I omegnen af Hohøj og Alstrup Krat ligger 16 mindre gravhøje og flere hulveje. De mange knudrede træer giver skoven en karakter af oldtid. På vej mod Mariager Kirke passerede vi Jamer Antik, Fuglsangsgade, her fik Hanne øje på noget ganske uundværligt, fajancetallerkener med et mønster hun genkendte og spiste af i sit hjem som barn. Vi kikkede ind i butikken. Hanne gjorde en ganske fornuftig handel ni tallerkener for 250 kr. og så lige fire Kirsten Piil glas designet af Per Lütken for Holmegårds Glasværk. Iflg. Hanne var det til en yderst fornuftig pris, og det er sikkert korrekt. Lige under antikforretningen ligger den største af Mariagers fem hvælvede kældre fra klostertiden. Mariager Kirke har sin egen snart 600 år gamle historie begyndende med Mariager Birgittinerkloster (se 1446). Vi skal helt tilbage til Kong Erik af Pommerns regeringstid. I slutningen af middelalderen var Mariager Kloster det største og helt dominerende kloster i Østjylland. Birgittinerordenen tiltrak medlemmer af adelige slægter, og klostret blev brugt som

13 forsørgelsesanstalt for deres ugifte døtre. Det gav gode penge i kassen. Ved indtræden i klosteret skulle der nemlig ydes en "medgift," svarende til "brød og drik" på livstid. Derfor ejede Mariager Kloster ved Reformationen 1536 over 600 gårde i Nordøstjylland. I Birgittinerordenens Kloster levede både munke og nonner, men skarpt adskilte på hver sin side af den enorme kirke, hvad der dog vist ikke altid var nok. Kun kirken og nordfløjen af munkegården er bevaret, de øvrige bygninger blev nedrevet i 17-1800-tallet. Klosterkirken blev bygget i årene 1460-1480. Da var den en af landet største kirker, 75 m lang og 32 m bred. Som Mariager Kirke fremstår i dag, er den kun en beskeden bygning sammenlignet med den oprindelige kirke, der var fire gange så stor. Vedligeholdelsen af den mægtige kirke var for stor en opgave for den lille købstad. Nu var det blevet en sognekirke, og kirken gik langsomt i forfald. I 1789 blev der gennemført en radikal istandsættelse og reduktion af bygningen. Af berømtheder ligger børglumbispen Stygge Krumpen (se 1485) og broren Otte Krumpen (se 1480) fra Trudsholm begravet i Mariager Klosterkirke, der har mange ligheder med Maribo Domkirke. På Torvet i Mariager ligger det kendte hotel og restaurant - Postgården, hvis bygninger er fra 1700- tallet. Her har så berømte navne som en forkølet H.C. Andersen (se 1805) kommet et smut forbi i 1865 og Nis Petersens (se 1897), hvis ry som en tørstig sjæl fortsat lever, har logeret her. Nis Petersen skrev her i 1926 digtsamlingen: "Nattens pibere," som blev hans debut. Det fine bindingsværkshus er charmerende, og stedet kan bestemt friste, men vi havde endnu en lang dag for os, så vi valgte den hurtigere og sikkert betydeligt billigere løsning - sandwich/vand fra nabobageren. Danmarks Saltcenter Mariager byder på mange oplevelser. Film fra saltminer, "Det døde Hav" et 37 0 varmt saltbad, hvor det ikke er muligt at synke og vandlegeplads for børn. I udstillinger kan læses om saltets historie, fra dannelsen for 260 mio. år siden til i dag. Der findes også sort salt skabt af indsamlet tang, som er blevet brændt, hvorefter saltet bliver udvundet af asken. Og så kan Danmarks Saltcenter prale med verdens største samling af saltkar. I cafeen "Saltbøssen" kan sult og tørst klares med servering af forskellige retter med salt. Mariager Museum er et lokalhistoriske museum i en stor, gammel købmandsgård. På en meget interessant og lang runde fortælles Mariager Klosters historie såvel som Mariager Bys. Der er en levende købmandsbutik, værksteder, dommerkontor, mange sager fra oldtiden, Galleri Vognporten og klosterhaven med lægeplanter og skulpturen: "Den svage kvinde med de alvældige byrder" skabt af Niels Helledie. Men videre skulle vi, Hobro kaldte, og langt har vi derfra og hjem til "Skovhuset." Men at komme ud af Mariager, skulle vise sig ikke at være uproblematisk. På Klosterstien mødtes vi af skiltet, du ser på billedet her. Det kan oplyses, at vi tog vejen mod højre, men det var uklogt, for den viste ned til havnen, og fra havnen kunne man ikke køre langs vandet mod V. Så vi måtte igen op ad bakken for at finde vejen mod Hobro. Jeg kalder det tvungen indlagt motion.

14 Katbjerg Odde er et kuperet, varieret og kalkholdigt landskab med et stort udbud af forskellige planter. Området er fredet, så alt sammen er fint og dejligt. Men - på et område er de ikke venlige - skiltning for cyklister, det har de ikke styr på. Langt kørte vi ind gennem skoven, pludselig kom vi til Julemærkehjemmet Hobro (se 1904). Lidt senere passerede vi det store flotte Hotel Amerika, og så kunne vi ikke komme videre, vejen stoppede. Hanne gik ind i receptionen og beklagede vores nød, men de kendte mærkværdigvis ikke noget til cykelvejen til Hobro. Det er åbenbart ikke cyklister, der indlogerer sig på det fine Hotel Amerika. De lod dog som om, de godt vidste, der var noget der hed en cykel og hvor Hobro lå. Vi måtte retur, her opdagede vi, at der hvor skoven begyndte, står et skilt 50 m inde på en skovvej, den viser cykelvejen til Hobro. Særlig kløgtig er den bestemt ikke placeret, men som præmie fik vi set et flot hotel og Julemærkehjemmet, og en cykeltur i skoven er jo altid dejlig. Langs fjordens bredder øjnede vi Hobro, forbi Vindø Teglværk fra 1850 og så var vi på Hobro Havn. Herfra gik vi i det strålende sommervejr en tur gennem byens aktive gågade til Kirketorvet. Vi nød Solen og den glade sommerstemning. Pludselig stod vi ved en skulptur, hvis stil virkede os bekendt, ganske rigtigt - Musikstenen skabt 1982 af Ejgil Westergaard (se 1928), Lemvig. En kunstnerfamilie jeg kendte lidt til fra min barndom. Vi nåede til toppen af Hobro, her hæver den smukke Hobro Kirke (se 1852) sig markant i bybilledet. I 1846 faldt den daværende fattige og hærgede kvaderstenskirke sammen. Skaberen af Thorvaldsens Museum Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll (se 1800) og far til Thorvald Bindesbøll (se 1846) blev valgt som arkitekt for den nye kirke. Hans streg blev til den utraditionelle og særprægede Hobro Kirke, bygget af vekselvis røde og gule mursten, sort tegl og med tårnet i østenden, fordi kirken her bedre kunne ses fra byen. Indvendig er kirkens loft som en blå himmel med hvide stjerner, også bænkene er holdt i blå nuancer. Fra den tidligere kirke ses døbefonten i granit, den udskårne egetræsprædikestol, lysekrone og flere epitafier. Nuværende altertavle er fra 1952 og udført i mosaik af Johan Thomas Skovgaard, søn af Joakim Skovgaard (se 1856). Den gamle altertavle blev flyttet til Sønderup Kirke NØ for Hobro. Med ihærdig trampen i pedalerne fulgte vi cykelskiltene op ad en bakke, og igen op ad en bakke - pludselig var vi havnet i en gadelomme. Medmindre vi gik gennem private, friserede villahaver, kunne vi ikke komme videre. Tilbage, ned ad bakken gik det strygende. Godt gemt i en hæk fandt vi et cykelskilt, der forhåbentlig viste den rigtige vej. Igen gik det op ad, men nu en anden bakke. Meget af tiden foregik på gåben, for den smalle græssti var bestemt ikke Men nu var det tid at komme videre, for der var et godt stykke vej tilbage til bilen i Hadsund, og vi vil bestemt senere gøre et besøg i Hobro, hvor der er meget mere at opleve. Og da vi ville følge Nordsøruten N om Mariager Fjord, vendte vi også cyklernes næser mod N.

15 cykelvenlig. Til gengæld var der mere tid til at nyde den smukke Hegedal. Vi forcerede en græsmark med græssende køer og trådte i deres køkkenhave, helst hvor de ikke havde lagt deres visitkort. Så gik det kraftig nedad mod fjorden, heldigvis havde cyklerne bremsere, for de mange huller i stien kunne være yderst farlige med 50 km i timen. Igen kom opturen, Bramslev Bakker er navnet på det smukke kuperede terræn, her var det ganske umuligt at cykle. Jo flere kræfter vi forbrugte, jo mere irriterede blev vi over, at denne rute har tilladelse til at bruge benævnelsen cykelsti. Igen var vi kommet op på bakketoppen, her ligger Bramslevgård der også fungerer som Hotel, Kursussted og reklamerer med Herregårdsophold. Nu er cykelvejene også blevet mere normale, så vi kunne benytte vore køretøjer hele tiden. Røkkendal stod der på skiltet. Lidt senere ragede Langsodde et godt stykke ud i Mariager Fjord, og på venstre hånd så vi Kielstrup Sø, og så var vi ved det lille fiskerleje Stinesminde, der oser af idyl og charme. Det er den mindste havn i Mariager Fjord, den opstod omkring Stinesminde Teglværk. Det var her overfartsstedet til Mariager var i fortiden. Lidt længere mod Ø kom vi til en lille by med det korte navn Oue, også her ligger en herregård med navnet Ouegaard. Det var her, Ole Lund Kirkegaard (se 1940) var skolelærer i otte år, og Jodle Birge (se 1945) boede sine sidste år, han ligger begravet på Oue Kirkegård. Gennem endnu en lille by Vive og forude kunne vi skimte Hadsund og fik dermed fornyet energi. I fuld fart gik det over broen til "Den gamle Færgekro," hvor bilen har hvilet sig hele dagen, noget vi ikke kunne prale med, for vi var temmelig brugte efter 72 km i cykelsadlen. Efter en afslappet biltur var vi igen på vores pind i "Skovhuset." Her fik vi os et særdeles tiltrængt bad, hvorefter Hanne straks gik i køkkenet, hvor hun kreerede en utrolig lækker menu - krondyrmørbrad, der blev serveret med "husets vin" Santa Rita 120, desserten stod på friske jordbær med fløde "et så ring enda." Efter denne kulinariske nydelse blev der også tid til et spil Canasta. Og så var det på hovedet i seng godt møre efter en lang og meget oplevelsesrig dag. Fjerde feriedag tirsdag 5. juli 2011 Efter gårdsdagens særdeles udfordrende cykeltur, havde vi den følgende dag anlagt en hel anden strategi. Skønt vi kalder ferien for en cykelferie, havde vi til dagens tur tilladt cyklerne, at få en hviledag. Vi havde nemlig planlagt en sejltur på Mariager Fjord. Det er Danmarks længste fjord, fra Hobro til Als Odde i Ø er der 43 km, eller 23,3 sømil for at blive i sejlersproget. Fjorden dækker et areal på 47 km 2. På fjorden sejler "Hjuldamperen Svanen" med turister. Den er bygget 1994 på Hvide Sande Skibs- og Bådebyggeri. Det er 133 år senere end en af Danmarks mest berømte skibe "Hjuldamperen Hjejlen" (se

16 1861), der i år har 150 års jubilæum og stadig sejler på Silkeborgsøerne. Et jubilæum der er blevet markeret på flere fronter, fx et frimærke og en 20-kroners mønt med motiv af den gamle hjuldamper. I Mariager gik vi ombord på "Svanen" kl. 10:00 og løste to enkeltbilletter af 80 kr. til Hobro. Vi faldt i snak med et par meget talende turister fra Kolding og nød undervejs en kop kaffe og et stykke chokolade. Her fra søsiden kunne vi flere gange genkende, hvad vi i går så fra landsiden. Efter 1½ times sejlads, hvor vi konstant havde beundret den herlige skønne natur, nåede vi Hobro. "Haa Do Wot i Hobrow?" Dette slogan er kendt af næsten alle, og vi kunne jo trygt svare ja på spørgsmålet, for vi var her jo også i går, så vi var allerede lidt lokal kendt. Racerkøreren Tom Kristensen er for øvrigt født i Hobro. Han har som den eneste otte gange vundet 24-timers Le Mans Løbet. Det har givet ham en flise på Store Torv i Hobro. Ingen ved, hvornår Hobro er grundlagt, men gammel er byen med sikkerhed. Den har tidligere heddet Hoffbroe, Hovbro og Houbroe. Nogen mener, at navnet stammer fra en mand ved navn Ho, der byggede den første bro over fjordens smalleste sted. Alvorlige brande har hærget Hobro. 1690 Halvdelen af byen brændte, derfor fritog Kong Christian V byens borgere for skat i 10 år 1812 Allerværst gik det 19. aug. 1812, ikke blot 70 bygninger nedbrændte i løbet af seks timer, men også alle byens kirkebøger og andre arkivalier gik tabt. Dermed mistede byen en del af sin historie og dåbsattesten. 1834 Hobros havneanlæg blev etableret i form af bolværk og skibsbro på sydsiden af fjorden 1840 Hobro Toldbod blev opført på havnepladsen, den overtog tolddistriktet sammen med Mariager. 1849 Hobro Træskibsværft blev grundlagt. Det er Danmarks ældste træskibsværft, der stadig fungerer. Der dufter af træ, tjære, og tovværk på den aktive arbejdsplads 1869 Jernbanen kom til Hobro 1920 Ambulancedagen blev arrangeret for at skaffe penge til en sygeautomobil. Et arrangement der er blevet holdt siden På turistkontoret havde vi erhvervet os en lille brochure med bykort - Kunst i Hobro. Med den i hånden pejlede vi os rundt i bybilledet for at finde flest mulige af byens 18 skulpturer, der er placeret under åben himmel. Om end det blev en lang vandretur, blev det også en berigende og god oplevelse, og vejret var herligt. Vi så skulpturer af: Erik Heide: "Håbets Bur" Bjørn Nordahl: "Liggende Kvinde" og "Gående Pige" Sigrid Lütken: "Bladet," "Frugter" og "Relief-mosaik" Bent Sørensen: "De blå Broer," "Sune," "Snørkel" og "Fyrkat" Kai Lindemann: "Murmaleri" Adam Fischer: "Torvekonen" Hans Jørgen Nicolaisen: "Bronze" og "Skulptur" Ejgil Westergaard: "Sildehagen" Kai Führer: "Betonrelief" Niels Guttormsen: "Abstrakt Ko" Poul Agger: "Kunstnerisk Udsmykning" Edgar Funch: "Hobrostenen" Kurt Tegtmeyer: "Edderkoppen" vandkunst Margrethe Sørensen: "Kredsløb" vandkunst Og så var der endda enkelte, vi ikke nåede. På følgende side kan du se et mindre udvalg af kunstværkerne:

17 Efter de mange skridt stilede vi målbevidst efter Bies Bryghus, hvor en frokost var i udsigt. Bies Bryghus blev grundlagt allerede 1841 af brødrene Anton og Frederik Bie. I 1846 overdrog de bryggeriet til en tredje bror, Hans Jacob Bie. Efter hans død 1904 drev hans sønner Jacob Anker Bie og Ove Bie bryggeriet videre. Jacob Anker Bie døde 1936 og efterfulgtes af svigersønnen A. Svendsen. Han lancerede mange nye ølprodukter, det resulterede i en betydelig eksport fra Hobro Bryggeri, der gennem mange år var byens stolthed. Der blev produceret øl på adressen frem til 1980, hvor Bies Bryggeri indstillede produktionen. Gennem de første mange år udvidede bryghuset med større bygninger, hestestald, lagerkælder, aftapningshal, ishus, kontorer, købmandsbutik, maskine til sodavandsfremstilling, have og privatbolig. Som de fleste andre bryggerier fremstillede Bie i begyndelsen kun hvidtøl med under 2,25% alkohol. Fra 1860 begyndte de at producere stærkere ølsorter, og fra 1876 bryggede de bajersk øl, med velvillig hjælp fra brygger I.C. Jacobsen, Carlsberg. I begyndelsen blev det meste øl solgt på ankre. Omkring 1880 overtog flaskeøl mere og mere af markedet. Bie købte i 1913 Hobro Mineralvandsfabrik. Da bryggeriet lukkede 1980, blev det overtaget af Hobro Kommune og fredet for at bevare det gamle industrimiljø, som Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll (se 1800) har sat sit præg på. Nogle år lå de gamle huse ubenyttet hen. Men 1986 blev der taget initiativ til anvendelse af de fem etagers høje smukke bygninger til udstillingsformål for Hobro Kunstforening og nu Mariagerfjord Kunstforening, der brillerer med 8-12 udstillinger om året. Sommeren 2004 blev hele bryghuset totalt renoveret og ombygget til en kunstbygning med bibliotek. I dag er der 1015 m 2 på fire etager. En skøn bygning med atmosfære, der emmer af nostalgi. Gennem Hobro Bibliotek kommer man ind til - Kunstetagerne. Her er der et enormt udbud af skiftende kunstnere og forskellige kunstarter på fire etager, ikke blot en kunstnerisk - men også en arkitektonisk oplevelse.

18 De tilknyttede kunstnere: Poul Agger, Jørgen Boberg, Torben Ebbesen, Kai Führer, Vibeke Glarbo, Niels Guttormsen, Arne L. Hansen, Erik Heide, Bent Holstein, Poul Janus Ipsen, Frithioff Johansen, Steffen Jørgensen, Tom Krøjer, Kai Lindemann, Sigrid Lütken, Jørgen Michaelsen, Hans Jørgen Nicolaisen, Lisbeth Nielsen, Bjørn Nordahl, Pia Schutzmann, Bent Sørensen, Margrethe Sørensen, Poul Skov Sørensen, Kurt Tegtmeyer og Eigil Westergaard. I 2006 fødtes ideen om at reetablere et minibryggeri i lokalerne. Med stor opbakning tegnede en støtteforening folkeaktier med det resultat, at 19. juni 2010 blev Bies Bryghus igen åbnet i de gamle lokaler med unik øl af høj kvalitet. I tilknytning til bryggeriet åbnede den hyggelig "Restaurant Bies Bryghus." Her var det, vi havde valgt at spise dagens frokost. Vort valg faldt på tapas tallerken, bestående af fire forskellige typer spegepølse, kartofler, ost, ramsløg, pesto, honning, brød, smør og fedt. Det hele særdeles velsmagende og flot serveret på en aflang porcelænstallerken. Til herlighederne bestilte vi to af bryghusets bedste øl - også en herlig oplevelse. Vores konto måtte bøde 200 kr. for menuen, særdeles rimelig var vi enige om. Senere blev vi også enige om, at denne beskedne ret var turens bedste kulinariske oplevelse. Dog naturligvis et pænt stykke efter Hannes gourmet menuer. Nedenfor kirkebakken fandt vi Hobro Museum. Det har til huse i Hobros ældste hus fra 1814. Et kulturhistoriske lokalmuseum hvor ikke kun væggene fortalte historien, også med kustoden fik vi en god snak. Med hjælp af antikke sager, fotos, kort og tekster fortælles Hobros udvikling fra jægerstenalder til vikingetid, herunder vises også mange fund fra udgravningerne af Fyrkat fx dyvler af egetræ og en rekonstruktion af Fyrkatborgen. Der fortælles om Hobros udvikling fra ca. år 1300, hvor byen blev købstad. Fra dengang byen havde mange mindre erhverv til nutidens industrisamfund med flere større virksomheder. Vi så en tillukket båre, en sygetransport hvor patienten lukkes inde i en teltlignende båre. Der fortælles om pant (se 1942), der blev indført 1942, på øl-, vandflasker 15 øre og kasser 3 kr. Udturen til Hobro var med skib fra Mariager. Til hjemturen valgte vi bussen til Mariager, en ganske behagelig og hurtig transportform, der ikke gav meget sved på panden. Mange passagerer var der ikke med bussen, så det blev kun med chaufføren, vi fik en lille sludder. Han er indvandrer

19 fra Bosnien, og her i ferietiden udstationeret fra Aalborg. I Mariager stod vores bil trofast og ventende, og igen gik det mod "Skovhuset." Her blev vore kroppe blødgjort af et behageligt bad, efterfulgt af Hannes menu. Da vi havde fået en eksklusiv frokost, blev aftenmenuen reduceret en anelse til spejlæg med brasede kartofler. Men det blev ikke opfattet som en straf, smagte faktisk fortrinligt. Som dessert serverede Hanne igen jordbær med fløde, inden grund til klage af den grund. Femte feriedag onsdag 6. juli 2011 Cykeltaskerne blev pakket med madkasse, læskedrik og andre nødvendigheder. Dagens cykeltur startede med et besøg i Øster Hurup Kirke. Kirken blev indviet 10. juni 1900 af biskop I. Svane, Viborg. Den er bygget af røde mursten, med et ottekantet tårn. Byggesummen var 15.254 kr. inkl. et kapel. Kirken blev restaureret 1975 med smagfuldt nyt inventar. Alterbordet er rykket frem i kirken, så præsten står bag bordet med front mod kirkegængerne. Over alterbordet hænger en "lyshimmel" med 80 lamper. I stedet for den gamle altertavle er der ophængt et stort kors af fyrretræ. Alt træværk står i naturfyr. Døbefonten er på hjul, hvad vi aldrig før har set, men sikkert praktisk. Den er skabt af en fyrreblok, hvori der er drejet en fordybning til dåbsfadet. Ved stoleraderne er der olielamper. Kirkeskibets navn er A. 65 Hurup. Det separat byggede klokketårn blev opført 1999. Efter denne lille "morgenandagt" gik det mod V forbi Ravnborg Gods med egetræer ud mod vejen, der næster ledte tankerne tilbage til vikingetiden. I Solbjerg mødte vi den nedlagte jernbane, der som mange andre nedlagte jernbaner i dag fungerer som cykelsti. En glimrende ide - fri for generende biltrafik og uden bakker - herligt. Langs de nedlagte jernbaner er der ofte æble- og kirsebærtræer, fordi tidligere togpassagerer har smidt æbleskrog og kirsebærsten ud af vinduet. Desværre var æblerne langt fra modne og kirsebærrene knap modne her 6. juli, men vi nød det botaniske syn, det gælder også vilde gulerødder og smukke røde tidselblomster, der her findes i store mængder. På faunasiden så vi adskillige røde snegle, de må lide den tort at være upopulære. Af og til så vi også vinbjergsnegle, vi overvejede, om vi skulle samle sammen til aftenens menu, men det blev ved truslerne, humane som vi er også overfor dyreverdenen. Mod N er det gået, herlig sol har vi fået, og nu Bælum har vi nået - - - Nåe nej, det behøver jo ikke absolut at rime. At følge en gammel jernbanesti burde ikke være et problem, men i Bælum, som så mange andre steder, har de gjort deres bedste for at vildlede frem for at vejlede. De er bestemt ikke flinke, hvad skiltning for cyklister angår. Cyklister er åbenbart ikke et folk, man værdsætter særlig højt i Bælum. Et cykelskilt viser op ad en villavej, på toppen af vejen måtte vi konstatere, det var den forkerte vej. Ned igen, længere henne i byen fandt vi den rette vej. Man kunne jo også vælge at se positivt på miseren, nemlig at den forkerte skiltning er en hjælp til cyklister for at få lidt ekstra motion, hvad der siges skulle være ganske sundt. Trods brug af ekstra energi nåede vi til Kongerslev, her drejede vi mod Ø.

20 Efter fem km nåede vi den 19 ha store Lille Sø, et herligt naturområde med trædebroer ud til en fugleudkikspost med fastmonteret kikkert godt skjult af siv og rør. Stedet er sponsoreret af Aage V. Jensens Fonde læste vi. Her nød vi Hannes medbragte frikadellemad suppleret med øl/vand. Alt imens vi studerede masser af forskellige fugle, nød det fantastisk fuglekor, naturens egne lyde og den herlige sol. Efter få km nåede vi Lille Vildmose Centret, et natur- og kulturhistorisk oplevelsescenter, der blev åbnet 2006 ved Vildmosegård fra 1768. Vildmosegård var gennem 200 år den eneste bebyggelse i Lille Vildmose. Indgangsbilletten kostede 50 kr., men der er bestemt også meget at studere. Selve indgangen til centret gik hen over gammel fiktiv mosebund, så man fornemmede straks, den usikkerhed der kan være ved at færdes over mosens lumske bund. Der er udstillinger og filmforevisninger, der fortæller om områdets landbrug, fiskeri, kalkbrud og allermest mosens lange historie med gravning af et fem meter tykt lag tørv og spagnum. Der er fortællinger om et ualmindelig rigt dyreliv. En stor bestand af krondyr, faktisk var der krondyr her, før der var mennesker. I Tofte Skov findes Danmarks eneste bestand af vildsvin, den tæller 150 stk. Et 27 km langt vildthegn blev opsat 1906 og omkredser vildtreservatet. Fugle færdes i stort tal i Lille Vildmose, med kongeørnen som den absolut sjældneste. I en simulator kan man opleve Lille Vildmose set fra ørnens perspektiv. En meget naturtro og svimmel oplevelse, hvor ens balancenerver kom på en særdeles hård prøve. Over 200 år var Tofte Sø tørlagt, inden den i 1973 blev sat under vand. I fuglenes træktider kan der her ses store flokke af ænder, gæs, og svaner. Tofte Sø er også hjemsted for en af landets største skarvkolonier med 3-4.000 reder. Fuglene kan studeres fra et fugletårn. Og er man meget heldig, kan man også se oddere. Af planter og dyr er der registreret over 7.700 arter i Lille Vildmose. Så heller ikke botanikken lader noget tilbage at ønske. En sand perle af plantearter der passer til den specielle jordbund. Lille Vildmose er Danmarks største fredede areal med 76 km 2, i størrelse svarende nogenlunde til Amager. At billetten kostede 50 kr., bør der ikke ankes imod, men at "en sølle kop kaffe og en møj bete støk kåge" kostede 55 kr., det var bestemt uforskammet. Besøget i Lille Vildmose Centret var dagens yderste punkt. Den nærmeste vej tilbage til Øster Hurup er landevejen langs Kattegat, men på den vej er der ingen cykelsti, og trafikken på denne strækning er ret stor, så vi valgte en alternativ rute. Ad mosestier, skovstier kan det vel ikke hedde, nåede vi ned til tidligere omtalte Tofte Sø. Stierne bærer bestemt ikke præg af meget trafik, på et tidspunkt kom vi meget i tvivl, var vi mon på rette vej? Stien var næsten at betragte som en græsmark. Og var det ikke ligesom undergrunden gyngede en anelse. Var det mon mosekongen, der var i færd med at lokke os ud på det farlige mosedynd - og så haps. Nervøsiteten gjorde, at vi næsten glemte at beundre den særprægede natur. Fugletårn og oddere så vi da slet ikke, og skilte er en by i Rusland. Foran os så det ud som et tæt hegn