4/30 62 Et strejf af ungdom og stjernestøv Af Else Skjold Sidste skrig Mere end en Maaneds Levetid har le dernier cri sjældent, stod der i modereportagen i decembernummeret af magasinet Ekko i 1929. Det franske udtryk var ikke tilfældigt, for al kvindemode blev stadig dikteret fra Paris. Dog blev den i tiltagende grad også inspireret fra filmstjernernes epicenter, Hollywood, mens herremoden i høj grad kom fra England. Der var i perioden ikke nogen egentligt selvstændig mode, der udsprang fra Danmark. Vi var kopister, og det var ikke noget at være flov over på det tidspunkt. Tværtimod var kopieringen før 1. Verdenskrig blevet sat i system af den franske modedesigner Paul Poiret, der totalt dominerede modebilledet på det tidspunkt. Han blev så træt af at se dårlige kopier af sine kreationer, at han opfandt et koncept, hvor han kunne tjene på kopisterne, der fra da af kunne købe mønstre med tilhørende mærke i nakken, så alle kunne se at man havde en rigtig kopi! På samme vis kunne de fine københavnerinder bestille kopier af de mest tonedannende designere hos skrædderierne og konfektionsforhandlerne inde omkring Østergade og Kongens Nytorv som Jac. Olsen på Amagertorv, eller naturligvis hos kjolecheferne i de førende stormagasiner, Fonnesbech, Illum eller Magasin du Nord. Fonnesbech averterer f.eks. helt åbenlyst i efterårssæsonen 1930 med kjolemodeller som Kopi Patou, Kopi Maggy Rouff, Model Lanvin eller Model Molyneux, syet i eget skrædderi. Kun de rigeste havde den lykkelige mulighed for selv at tage til Paris og købe de rigtige modeller eller at anskaffe sig nogle af de få originale designerkjoler, som kunne fås hos eksempelvis Maison Margurite på Store Kongensgade 78. Fine herrer handlede naturligvis hos Brd. Andersen. Alt det kunne man læse om i tidens førende modemagasiner. Den del af overklassen, der sværmede for de kulturradikale og var med på de nyeste moder, læste Ekko, med faste indlæg af PH og diverse reklamer for luksusvarer som eksklusiv pels og automobiler. Den øvre og mellemste middelklasses damer læste Vore Damer, Tidens Kvinder eller Københavnerinden, mens de mindre bemidlede holdt sig til B.T. eller symagasiner. Det var nemlig ganske normalt i mellemkrigstiden, at man selv syede sit tøj, hvilket vareudvalget i de fine butikker og stormagasiner vidnede om. Metervarer, kniplinger og andet sytilbehør udgjorde en væsentlig del af omsætningen, ligesom forretninger, som tilbød kjolebroderi, plissé, udhugning, krusning, hulsøm eller slåning af knapper, blomstrede op. Det kunne være Büchner Ring på Købmagergade 8, Helga Bovien på Kronprinsessegade, A. E. Jerö på Rosengården 14 A eller Hulsøm-Atelieret på Vingårdsstræde 19. Gik man ikke i eksempelvis Standard Mønsterforretning på Vimmelskaftet 45, kunne sæsonens nye modeller studeres i magasinet Nordisk Mønster-Tidende, udgivet på forlaget Aller, hvorfra man kunne rekvirere sy- og broderimønstre pr. postordre. Udførlige beskrivelser af samtlige modeller stod anført under det nummer, man kunne skrive på bestillingssedlen og sende med en ekstra frankeret kuvert. Og så var der naturligvis en fast klumme med nyt om modens diktater samt malende beskrivelser af, hvordan hjemmet skulle tage sig ud.
4/30 63 Også i billigvaremekkaet Daells Varehus solgtes metervarer og konfektion til priser, der var til at komme i nærheden af for almindelige mennesker. Folk fra jævne kår granskede nøje de halvårlige kataloger for billige udgaver af tidens modeluner, lavet i mindre eksklusive materialer, der tydeligt afslørede bærerens sociale stand, men dog gav alle muligheden for at købe sig noget, der var nyt. Drengepigen Er de Jazztræt? Sådan stod der i en reklame for Andreas Christiansens flygel- og pianoudlejning, Vimmelskaftet 42, i Ekko fra oktober 1929. Og der har ganske givet været mange af den ældre generation, som ikke brød sig om hverken tidens toner eller mode. For sjældent har der været mere forskel på gammel og ung, end der var især i den tidlige mellemkrigstid. Det sås tydeligt i Nordisk Mønster-Tidende og Daells Varehus-katalogerne, der solgte modeller til alle aldre og former. I Nordisk Mønster-Tidende kunne man f.eks. få mønstre til både herretøj og børnetøj (voksentøj i mini-format) samt kjoler for purunge Piger, smaa, svære Damer, ældre Damer eller simpelthen korpulente Damer. Der var også anbefalinger som: Disse tre Modeller er specielt egnet for Damer med fyldig Figur. Særlig Hoftepartiet camoufleres i disse Façoner, som gør slank og giver elegant Skikkelse. Beskrivelsen dækker over tre modeller, der typisk for sæsonen, efteråret 1925, er løstsiddende, med taljen nede på hoften. Man forstår glimrende den kamuflerende effekt, som den nærmest sækkelignende silhuet kunne have. Netop silhuetten var en af de ting, der for alvor afslørede forskellen på ung og gammel, specielt for kvinderne. Selvom den dramatisk ændrede sig fra århundredeskiftet til lidt ind i 1920 erne, så var det jo ikke, fordi kvinderne så drastisk anderledes ud, men fordi undertøjet forandrede sig og dermed forandrede kroppen. Stjernen over dem alle, Die Asta (Nielsen), mente selv at det var hendes drengede ideal, der havde fået alverdens kvinder til at ændre udseende. Virkeligheden var nok nærmere, at der i løbet af de første tyve år af det 20. århundrede skete en voldsom forskydning af idealtypen, der simpelthen blev yngre. Den nye kvinde, som den amerikanske modeforsker Valerie Steele har kaldt 20 er-pigen, var et billede på en generation, der anvendte et androgynt kropsideal som en slags undgåelsesstrategi fra voksenlivet, samtidig med at de skruede op for seksualiteten med kohl og læbestift og kropsnært, ungdommeligt tøj. Ligesom hos den senere 68-generation gjorde de unge på alle tænkelige måder oprør mod en voksen-generation, der havde skabt en forfærdelig krig. Og moden var et aktivt instrument i dette oprør. I starten af mellemkrigsperioden kunne man stadig få traditionelle korsetter, der strammede taljen ind med snører og gav den berømte S-form, som den amerikanske illustrator Charles Dana Gibson omkring århundredeskiftet idealiserede i hans Gibson pige. Men den forsvandt for at give plads til talje-korsettet, der, som navnet antyder, kun gik til lidt over taljen, der på den måde blev snævret ind. På overkroppen bar man broderede Underliv, undertrøjer eller todelte underkjoler, der fik busten til at fremstå i en moderligt blød, fyldig kurve. Men de unge piger skiftede snart over til korselettet, en slags undertrøje skabt i nye elastiske materialer, som gik ned over hoften, heraf tilnavnet kropsstrømper. Midt i 1920 erne kom den nye roll-on, et korset til hofte og talje lavet af elastisk materiale, som blev båret med en fladgørende bh. Formålet med dem var selvfølgelig at give garçonne -pigerne den efterstræbte flade, drengede form, som blev gengivet i modeillustrationerne.
4/30 64 Det var tynde, tårnhøje piger med tætsiddende klokkehatte, som kulturkritikeren Broby- Johansen senere sammenlignede med de moderne skyskrabere i New York og Chicago; en lang, lige form med et lille tårn foroven, ligesom den berømte Chrysler-bygning fra 1930. På forsiden af et Nordisk Mønster-Tidende fra 1925 er pigerne tegnet så høje, at deres hoveder når op over trætoppene, mens kroppene er lange, tynde hylstre uden nogen form for kurver. Det var kammeratpiger, flappere eller backfish -piger kært barn har mange navne der i optimismens navn næsten voksede ind i himlen. Der var på den måde uhyre stor forskel på unge og gamle kvinder. Efterhånden blev modellerne dog tilnærmet hinanden, mens korseletterne og chemisemoden, de blandt mange benævnte skøgedragter, stadig var forbeholdt ungdommen. Virkelighedens kvinder var meget sjældent så slanke som på illustrationerne i dag ville vi kalde de fleste for buttede. Det siger noget om, at man stadig dengang havde aggregater til at tæmme kroppen med, mens det, man senere har kaldt det indre korset, nemlig kontrollen med fødeindtag og kropsudfoldelse for at holde vægten nede, var i sin vorden, men endnu ikke så udfoldet. På kun ca. tyve år skiftede kvindeidealet for evigt væk fra den modne dame i 30 erne, som kunne fylde kjolen ud. På den måde skabte de første årtier i det 20. århundrede et ideal, som vi stadig hylder: den unge kvinde, og ungdommelighed i det hele taget. Vi taler om en markant skillelinje mellem unge og voksne, der skulle komme til at dominere samtlige generationer frem til vor tid. Nok er skellet mellem ung og gammel blevet stadigt mindre, men det er hele tiden på ungdommens præmisser. Ikke mindst skønhedsindustrien, der også for alvor etablerede sig i mellemkrigstiden, har med stadig nye teknologiske landvindinger kunnet hjælpe os af med de uønskede tegn på alderdom. Der er ingen grimme kvinder, kun dovne, udtalte Helena Rubinstein, der sammen med Elizabeth Arden var pioner i den opblomstrende skønhedsindustri i mellemkrigstiden. Fælles for den tids kvindeideal var den helt ny selvstændighed, der kom af de mange kvindesagsforkæmperes slag for mere indflydelse. Som der står i Ekko, januar 1930: Kvinden kan nu tillade sig at være personlig. Men det personlige look krævede en indsats, og ligesom i forhold til indsnævringen af kroppen var der stort fokus på det ydre. Skønhedssaloner blev derfor det nye sted at konsultere for overklassens kvinder, mens andre måtte nøjes med at eksperimentere derhjemme med produkterne fra Daells Varehus. Tidens damebladsbrevkasser dokumenterer glimrende besværlighederne med pudder, der klatter, hår, som klasker, eller andre genvordigheder. Specielt i 1920 erne skulle sminken være kraftig, med store dramatiske øjne, kirsebærmund og shinglet frisure à la Asta Nielsen; kort, vandonduleret hår, der helst skulle falde dramatisk ned over det ene øje. Senere, i 1930 erne, hvor øjnene skulle være dybe og mystiske som Marlene Dietrichs, med markerede globelinjer og plukkede øjenbryn, blev håret lidt længere og krøllerne lidt blødere. Men krøllerne gav problemer, ikke mindst fordi de gik ud efter vask, hvis man lavede dem selv med for eksempel Larfine Ondulér- og Krøllepinde. Gik man derimod på hårsalon som hos fru Carla Ostenfeldt på Aaboulevarden 34,1, kunne man få lavet krøllerne efter de nyeste engelske og franske metoder, så de holdt i op til et år. Man kunne også hjælpe krøllerne lidt på vej med Dagny Bulls anerkjendte Chinivand Mod Tørt og Kraftløst Haar. Huden skulle også behandles, og idealet var en ensartet hud, hvilket skabte nye produkter som Aboral Fregnecream eller Citroneige (citronsne) blegecreme med ægte citronsaft, der gør huden hvid og blød. Endelig kunne man konsultere Læge E. Durardins Kosmetiske Klinik på Amagertorv 31, der havde speciale i Paraffinbehandlinger for alle Ansigtsfejl. Og de nye afslørende kjoler i tynd vaskesilke i sarte farver krævede intime aggregater som Kleinerts Sanitære Lingerie for
4/30 65 periodiske Omstændigheder, et kuriøst navn, der dækkede over et par underbukser med gummiindlæg. Jo, der blev knoklet for skønheden, også af arbejderklassens kvinder, som efter lange arbejdsdage med hjem og børn oveni også måtte passe deres personlige toilette, så godt de nu kunne. Selvom kvindesagen havde skaffet dem stemmeret, begrænsede arbejdstimer og frivilligt moderskab, blev skønhedsplejen blot endnu en pligt for kvinderne, hvilket langt, langt senere blev et af hovedtemaerne for unge rødstrømper, der demonstrerede i de københavnske gader. Fuld fart på moden Automobiler, motorcykler, fly og sport i alle afskygninger var tidens nye løsen. Man var ganske simpelt besat af alt, der kunne bevæge sig, inklusivt én selv, og de mange atletikstævner, spejderklubber eller vandreorganisationer for det jævne folk eller tennis og golf for overklassen skabte nye krav til moden for begge køn. Funktionalismens farvel til det unødige og ubekvemme viste sig hos kvinderne, som på den måde kom op på siden af mændene, der allerede i starten af 1800-tallet havde fået en ny og moderne beklædning i form af habitten. Chemisemoden var ikke blot et modsvar til funktionalismen i dens enkle og firkantede silhuet, der ofte blev fremhævet af plisserede partier der gjorde formen endnu mere lige, men også i forhold til bevægelsesmønstret. Og korseletterne blev lanceret med sloganet: anbefalet af Lægerne, for man gik i stadigt højere grad op i sundhed og kropsudfoldelse. Svømmepigerne på Helgoland personificerede denne kropsbefrielse i deres tætsiddende badedragter, der viste både ben og ryg. Befriet for kæmpe håropsætninger, hatte, indsnævrende korsetter og lagvis af lange skørter kunne 1920 ernes kvinder nu spjætte frit med arme og ben. Eller i hvert fald frit i forhold til kvinderne før dem. For selv om man ofte siger, at kvinderne fik ben i 1920 erne, så var det kun fra knæet og ned. Men det var til gengæld rasende frigjort at bøje benene opad i de karakteristiske charleston-spjæt, mens man både røg med lange cigaretrør, og gik med mænd og sminke, ligesom Oberst Hachels vilde datter Vicki fra DR s folkeserie Matador. Det udsvævende liv var à la mode i tiden, og kvinderne holdt sig ikke tilbage. Helt bogstaveligt klippede og smed de fortidens tunge åg af sig og nød den fysiske befrielse, som de nye moder medførte. Set i bakspejlet står de som ikoner på utopiernes storhedstid, hvor man mente at kunne ændre verden til en bedre ved at være rene mennesker. Den tyske bølge af Neue Sachlichkeit og Körperkultur var ledeord i en udfordrende tid fyldt med håb for fremtiden. Det gjaldt naturligvis også mellemkrigstidens unge mænd, som ikke længere ville finde sig i altid at være spærret inde i det begrænsende jakkesæt. Allerede før århundreskiftet havde den tyske uldfantast, zoologi-professor Gustav Jaeger fra Tyskland, startet mændenes egen revolution for at få lov til at klæde sig i materialer, der tillod kroppen at ånde og bevæge sig frit. Han lancerede, i åben opposition mod jakkesættet, strikkede beklædningsstykker som helsedragten, digitale sokker med tæer eller rationelt, løstsiddende undertøj. I London huserede Men s Dress Reform Party fra starten af 1930 erne, mænd, som nægtede at gå med slips, tætsiddende kraver og lange bukser, der mentes at standse blodomløbet. Modens svar på bevægelsen de unge soft-dressers blev ledt an af et af 1920 ernes største mandlige stilikoner, the Duke of Windsor. Alle materialer skulle være bløde. Tweed, strik og flonel var tidens materialer i herremoden, og tern var stort. Hertugen af Windsor fik mangen en stiff upperlip til at
4/30 66 vibrere hos de gamle engelske gentlemen, da han bragte eksempler på den nye sportsmode med hjem fra sine to Amerika-rejser i 1924 og 1927. Også hos mændene var der helt tydelige skel mellem aldersklasserne, hvilket en brevkasseredaktør levende beviser med doceringen: Jaketten og Dansens Væsen er diamentrale modsætninger ; efter krigen var det kun ældre, der gik med jaket og stift kravetøj. De unge derimod gik i snøresko, engelske golfsko, flade tennissko med gummisåler, eller praktiske fedtlæderstøvler om vinteren. Man bar armbåndsur i stedet for lommeur, og til de fleste sportgrene, og i stadigt højere grad også til dagligt brug, bar man kortere jakker som norfolkjakken eller pjækkerten, og knæbukser som plus fours eller skinkebenklæder. Til dette bar man naturligvis over skjorten en Isle of Wright-sweater med v-hals, en slip-over, som var det nye efter krigen, eller en sømandstrøje. Tennistøjet inspirerede også i høj grad, hvilket sås specielt i de højtaljede fiskerbukser, eller Oxford Bags, som var smalle over hofterne og kunne have en buksebensvidde på op mod 90 cm i de mest ekstreme tilfælde. Ligesom i kvindemoden blev alt mindre stift og mere blødt, både i forhold til etiketten og til tøjet selv. Der skulle være plads til at bevæge sig. Selv på hovedet skulle man have bløde hatte, som den store Sixpence kasket eller baskerhuen. Når kvinderne dyrkede sport som f.eks. skisport bar de nogenlunde det samme som mændene, bortset fra at knæbukserne til tider var skiftet ud med en nederdel. I damebladene kaldes dette et mandligt anstrøg i sportsmoden. Men til andre lejligheder blev de bløde materialer anvendt i de mange spadseredragter, med tilhørende matchende hat, taske og handsker. Ligesom der var tøj til sport, som udviklede sig til modetøj, opstod der også nye moder i forbindelse med motorcykel- og automobilkørsel. At køre bil var langt fra forbeholdt mænd, og de mange reklamer i damebladene henvendte sig da også først og fremmest til kvinderne med slogans som Damernes Automobil Demonstreres fra Robert Bülow, Bernstorffsgade 4, eller Hupmobile, Damernes Yndlingsvogn. Den gummi-imprægnerede Mackintosh-frakke, Burberrys trenchcoat og læderkørejakker med pelsbesætning, eller endda kørepelse, hørte sig til, når man skulle ud at køre, og det gjaldt for både mænd og kvinder. Til kørejakken i læder, som mindede mere om en stor kåbe end om en jakke, hørte naturligvis en motor- eller flyverhjelm i samme materiale. Og til alle dem, som hverken havde råd til automobil, motorcykel eller blot læder, var der et bredt udbud af gummiimprægnerede jakker, der skulle imitere læderjakker eller de kostbare Mackintosh-frakker. Mange kunne vendes, så man havde en regnfrakke og en hverdagsfrakke i ét stykke tøj, og det kaldte man naturligvis en vendefrakke. Især Daells Varehus var opfindsomme og lancerede både deres Daellcoat, en imprægneret garbadinefrakke, der mindede om Burberrys trenchcoat, og til kvinder en Leatherette frakke eller en Slickers regnfrakke i gummibelagt satin! Men gummi kunne også bruges til andre ting, f.eks. solgtes gummiflipper- og manchetter til hverdagsbrug praktisk og billigt i drift, fordi de ikke skulle vaskes, men meget afslørende for, hvilket trin på den sociale rangstige man befandt sig på. De virkeligt velhavende kunne til gengæld signalere deres rigdom gennem pelsværk, som aldrig har været så populært hverken før eller siden som netop i mellemkrigstiden. Og her kunne det virkelig ses og måles, hvor rig man egentlig var. Hos Levinsky på Østergade 38, i Illum eller Magasin eller hos kongelig hofbuntmager A. C. Bang på Østergade 25 kunne man anskaffe de kostbare pelse som mink, ræv eller chinchilla. Man langt de fleste måtte nøjes med alternativer som muldvarp, kanin, Electric Seal eller forskellige former for imiteret pels. Den store forkærlighed for pels hang sammen med den orientalistiske bølge, der var blevet introduceret i specielt musik- og forlystelseslivet i årene op til 1. Verdenskrig. I forhold til mode havde specielt kostumerne til den berømte Ballet Russes i Paris en stor gennemslagskraft, som
4/30 67 modedesigneren Paul Poiret omfortolkede i sine kollektioner og gjorde verdensberømte. Poiret mente selv, han havde afskaffet korsettet, selvom det egentlig ikke var hans personlige fortjeneste, men i hvert fald var han meget inspireret af de farvestrålende, orientalske kostumer, der tillod balletdanserne at bevæge sig frit. Efter 1. Verdenskrig var hans tid dog forbi, men de orientalistiske strømninger fortsatte for fuld kraft op gennem 1920 erne. Alt, der kunne minde om noget japansk eller russisk, var moderne, og på kjoler som kimonokjolen eller kasackkjolen var der ofte pelsbesætninger på skørt, ærmer og krave, ligesom man kunne have løse pelskraver til sine jakker. Om morgenen havde kvinderne naturligvis kimono på, som kunne fås i mange kvaliteter og mønstre, for mønster og broderier skulle der være. Og det passede rigtig fint til de mange løstsiddende og ret enkle kjoler med taljen nede om hoften, i tynde stoffer som voile, crepe de chine eller kunstsilke, som var fremstillet af cellulose og var vaskeægte, hvilket gjorde det meget populært. Jumper-, spencer-, kittel- eller tunikakjolerne havde broderede kanter, border, udskæringer og skørter i japansk- eller folklorestil. De mest vovede af de unge velhavende kvinder havde chemisekjoler, der var tunge af skinnende perlebroderier. Nordisk Mønster-Tidende skriver i 1926 således: Perlebroderier har allerede længe gaaet deres Sejrsgang gennem de straalende Saloner. De glimter og straaler paa de silkevævede Stoffer og forhøjer Dragtens og Skikkelsens Skønhed. Også de nyligt frigjorte ben skinnede i strømper af silke eller vaskesilke, der skulle have kilehæl, og ofte havde smukke, påsyede broderier. Moden pakker ind og lukker til Da det drengelignende kvindeideal i slutningen af 1920 erne blev skiftet ud med statuelignende, bredskuldrede kvinder med elegant svungne kurver, holdt roll-on en ved, mens den flade bh blev skiftet ud med en to-delt, der løftede barmen op, så kvinderne kunne ligne de nærmest overkvindelige Hollywood-divaer, nogle kølige og elegante som Den svenske sfinx Greta Garbo, andre karikerede, hårdtpumpede sexbomber som Mae West. 1920 ernes ynglingeideal med de ranglede og atletiske mænd og spinkle kammeratpiger startede en dyrkelse af ungdommen, verden aldrig før havde set magen til. Men depressionen i 1930 erne og endnu en verdenskrig satte en bremseklods i for alle de frigørelsesprocesser, som blandt andet havde vist sig i moden. Det var ikke blot et tilfældigt modelune, der forsvandt, da modeskribenten i Nordisk Mønster-Tidende i 1928 annoncerer, at: De korte Kjolers Svanesang lyder i det fjerne! Før eller senere faar de deres Dom, og da forsvinder de smaa, silkebetrukne Pusselanker. Allerede i slutningen af 1920 erne sås tydelige skift i moden, som indikerede, at mere alvorlige tider var på vej. Nogle, som danske Broby-Johansen og Erik Nørgaard, mener ligefrem, at kjolelængderne faldt i direkte forlængelse af børskrakket i Amerika i 1929, men det er nu ikke helt rigtigt. For som sædvanligt havde modens fintfølende tentakler været på forkant med begivenhederne. Taljen røg tilbage på plads, og det drengede pigeideal blev udskiftet med en damet silhuet, lanceret i form af de såkaldte prinsessekjoler eller Den slanke Mode. Ved hjælp af skråsnittet, der blev introduceret af den franske modedesigner Madeleine Vionnet, kunne de nye kjoler sidde helt tæt til kroppen i en lang og flydende form, der mindede om græske skulpturer. Kodeordet i de danske dameblade var, at kjolerne skulle smyge sig om kroppen, og i mange aftenkjoler var der langt slæb, som var kvinderne blevet overjordiske gudinder, der skred ned ad
4/30 68 trapperne eller hen ad gulvene. Hvis kvinderne havde fået ben i 1920 erne, så var de nu næsten forsvundet igen. Hollywood havde sin gyldne periode i 1930 erne, og her sås nu frodige filmdivaer som Jean Harlow eller Mae West, der udfordrede den voksende seksualmoral. Specielt de stort opsatte dansefilm var et sandt overflødighedshorn af overvældende og nærmest blændende kostumer. Jo sortere det hele så ud i samfundet, jo mere glimtede kjolerne af simili og guldlamé, og jo mere hysterisk kække og smilende var de dansende idoler som makkerparret Ginger Rogers og Fred Astaire, der havde en dansk pendant i det noget mere jordnære og sødmefuldt charmerende par Margurite Viby og Hans W. Petersen. Andre filmstjerner som Greta Garbo eller Marlene Dietrich satte også standarder for en kvindetype, der var utilnærmelig og yderst selvstændig, grænsende til det maskuline. Især Dietrich var det helt store idol, også i Danmark, og formiddags- og damebladene bragte mange reportager omkring hendes færden. Det var hendes evne til på den ene side at være divaen over dem alle og på den anden side at kunne optræde som hårdkogt førkrigskvinde i habit og herrehat med en cigaret i mundvigen, der gjorde hende så populær. Mere end nogen anden ramte hun den dobbelthed, der lå i mellemkrigstidens kvindeideal. Og danske kvinder fulgte trop, med bredskuldrede kjoler med store feminine volanter i florlet musselin eller i tilknappede trenchcoats. Selv hattene var et udtryk for denne dobbelthed, idet de oftest lignede herrehatte, der var transformeret om til fantasifulde kreationer, med fjer og slør og skygger, der på forskellig vis kunne skabe rammen omkring de blødt faldende krøller. Også mændene knappede sig til, i store frakker med raglanærmer som Cambricfrakken eller Cottoncoaten, der gav dem den karakteristiske trekantede silhuet, der virkede ekstra maskulin, specielt i forhold til det slanke og drengede ideal i 1920 erne. 1930 ernes herremode krævede meget stof til de brede bukseben med opsmøg og de dobbeltradede jakker, en mode, der naturligt sluttede med krigens stofrationering, men indtil da var mændene pakket godt ind, som gik de rundt i en beskyttende kokon af stof. De lyse farver forsvandt i stor stil til fordel for mørkt, ofte sildebensmønstret uld, og Sixpence-kasketten blev byttet ud med herrehatte med flad puld som den såkaldte Hårhat eller Panama-hatten. Til aftenbrug kom smokingen, kjolesættet og den høje hat tilbage, så de kunne matche de glitrende kvinder og ligne Fred Astaire eller Clark Gable. Klædt på til fest og flitterstads valsede hr. og fru mode-danmark ud af mellemkrigstiden med en lille drøm i hjertet om frihed og, om ikke andet, så et strejf af stjernestøv på kjolen til at lune sig på i de lange og mørke krigsår. Og fantasien, den fik man brug for. For man måtte klare sig selv med en nylonstrømpe og en god symaskine, da Paris blev besat, alle modehusene lukkede, og moden dermed bogstaveligt talt tog sit pæne tøj og gik. Sort tirsdag 1929 På Sorte Tirsdag, 29. oktober 1929, starter en ny tid. I USA begynder det hele på børsen i Wall Street, og snart breder den økonomiske krise sig til Europa. Den skaber ikke blot nød i millioner af hjem, men får også demokratier til at vakle og baner vej for 2. Verdenskrig. Krisen rammer først det danske landbrug og smitter derefter stort set alle andre erhverv. Der er 200.000 danske arbejdsløse i 1933. Krisen i udlandet medfører pres på den danske valutareserve, bl.a. fordi udlandet trækker sine tilgodehavender hjem. Regeringen forsøger at gardere sig mod krisens følger på forskellig vis, hvoraf de to vigtigste initiativer er oprettelsen af Valutacentralen 1932 og Kanslergadeforliget 1933. Valutacentralen som helt konkret er et kontor i Handelsministeriet fra 1932 til 1940 bevilger udenlandsk valuta til import af varer. Til hver eneste importforretning kræves nu en tilladelse fra Valutacentralen, som dermed lægger snærende bånd på det