Kirkens præsidenters lærdomme Harold B. Lee Udgivet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Salt Lake City, Utah Kommentarer og forslag til denne bog er velkomne. Indsend venligst disse til Curriculum Planning, 50 East North Temple Street, Floor 24, Salt Lake City, UT 84150-3200, USA. E- mail: cur-development@ldschurch.org Opgiv venligst navn, adresse, ward og stav. Sørg for at opgive bogens titel. Skriv dernæst dine kommentarer og forslag til denne bogs gode sider og punkter, som kunne forbedres. 2001 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes Printed in Germany Engelsk original godkendt: 5/00 Godkendt til oversættelse: 5/00 Oversættelse af Teachings of Presidents of the Church: Harold B. Lee 35892 110 Danish
Indhold Titel Side Indledning v Historisk oversigt viii Harold B. Lees tjenestegerning xi 1 Vejen til evigt liv 1 2 Hvem er jeg? 9 3 Det slagtede lam fra verden blev grundlagt 18 4 Evangeliets første grundsætninger og forordninger 27 5 Gå i lyset af dit vidnesbyrd 37 6 At høre Herrens røst 47 7 Skrifterne: "Store reservoirer af åndeligt vand" 59 8 Joseph Smith, den levende Guds profet 69 9 Giv agt på Jesu Kristi sande sendebud 79 10 Kærlig og trofast tjeneste i præstedømmet 89 11 Det hellige tempels uvurderlige rigdomme 99 12 Ægteskabets guddommelige formål 109 13 Undervisning i evangeliet i hjemmet 119 14 Kærlighed i hjemmet 129 15 Mødres retskafne indflydelse 138 16 Foren jer om at frelse sjæle 146 17 Fortæl andre om evangeliet 153 18 Omsorg på Herrens måde 165 19 Tag jer tid til at være hellige 175
20 Efterlevelse af kyskhedsloven 185 21 Stræb efter fuldkommenhed 195 22 Fred være med din sjæl 206 23 Opstandelsen: Et fast holdepunkt for sjælen 216 24 Endelig hjemme i sikkerhed 224 Liste over malerier 233 Indeks 234
Indledning Harold B. Lee, som var Kirkens elvte præsident og apostel i mere end tre årtier, bar af hele sit hjerte ydmygt vidnesbyrd om, "at Gud lever, og at Jesus er verdens Forløser." 1 Med en overbevisning, der var affødt af mange års tjeneste, sagde han: "Min ydmyge bøn skal være, at alle mennesker overalt i verden bedre må forstå betydningen af hele menneskehedens Frelsers forsoning, som har givet os frelsesplanen, der vil føre os til evigt liv, hvor Gud og Kristus er." 2 Rejsen hjem til vor Fader i Himlen var et centralt punkt i præsident Lees lærdomme til Kirkens medlemmer. Han formanede hvert enkelt af vor himmelske Faders børn til selv at "få et urokkeligt vidnesbyrd, som vil sætte deres fødder solidt på den sti, der helt sikkert fører til udødelighedens og det evige livs herlige mål." 3 "Det vigtigste budskab, som jeg kan give jer og hele verden, er at holde Guds befalinger," sagde præsident Lee, "for derved kan I gøre jer fortjent til at modtage guddommelig vejledning, mens I lever her på jorden og være rede til at møde jeres Forløser i den næste verden og opnå ophøjelse i Faderens og Sønnens nærhed." 4 Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har tilvejebragt serien Kirkens præsidenters lærdomme for at hjælpe Kirkens medlemmer med at uddybe deres forståelse af de evangeliske lærdomme og komme Jesus Kristus nærmere gennem profeternes lærdomme i denne uddeling. Denne bog indeholder præsident Harold B. Lees lærdomme. Han sagde: "Guds love til menneskeheden findes i evangeliets plan, og Jesu Kristi Kirke er ansvarlig for at undervise verden i disse love." 5 "Lad de ting, som altid skal holde jeres blik rettet mod det evige mål, være brændt ind i jeres sjæl, så I ikke slår fejl i livets mission, og så I, hvor langt eller kort jeres liv måtte blive, vil være rede, når den dag kommer, hvor I kan gå ind i hans nærhed, han hvis navn I bærer som medlem af Jesu Kristi Kirke i disse sidste dage." 6 Hvert kapitel i denne bog indeholder fire afsnit: (1) Et spørgsmål som kort indleder kapitlets emne, (2) "Indledning", som belyser kapitlets budskaber med en beretning eller et råd fra præsident Lee, (3) "Harold B. Lees lærdomme", som fremsætter vigtige lærdomme fra hans mange budskaber og taler og (4) "Forslag til studium og samtale", som motiverer til personlig gennemgang og studium, uddybende samtaler samt spørgsmål vedrørende anvendelse deraf i vores dagligdag. Anvendelse af denne bog Til personligt studium eller familiestudium. Denne bog har til formål at øge hvert enkelt medlems forståelse af de evangeliske principper, som præsident Harold B. Lee så indgående har belært om. Ved hjælp af læsning og grundigt studium kombineret med bøn kan hvert enkelt medlem opnå et personligt vidnesbyrd om disse sandheder. Dette bind vil endvidere være en udvidelse af hvert medlems evangeliske bogsamling og vil udgøre en vigtig kilde til undervisning i familien og til studium i hjemmet. Til samtale ved søndagsmøderne. Denne bog udgør materialet til søndagsmøderne i Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen. Ældste Dallin H. Oaks har sagt, at
bøgerne i serien Kirkens præsidenters lærdomme "indeholder lærdomme og principper. De er værdifulde og relevante for vores behov i vor tid, og de er fortrinlige til undervisning og samtale." Lærerne bør koncentrere sig om tekstens indhold og om dertil knyttede skriftsteder. Som ældste Oaks har forklaret: "En lærer i evangeliet er ikke kaldet til at vælge lektionens emne, men til at undervise i og tale om det, der er angivet." 7 Lærerne bør benytte spørgsmålene i slutningen af kapitlet til at motivere til samtale i klassen. Det kan give yderligere indsigt, hvis man gennemgår spørgsmålene, inden man studerer præsident Lees ord. Til søndagsmøderne bør man koncentrere sig om evangeliske principper, personlige eksempler, der belærer om disse principper, samt vidnesbyrd om sandheden. Når lærerne ydmygt søger Ånden i deres forberedelse og fremlæggelse af lektionen, vil alle deltagerne blive styrket i deres viden om sandheden. Ledere og lærere bør opfordre eleverne til at læse kapitlerne, inden de drøftes til søndagens møder. De bør minde eleverne om at medbringe deres bøger til møderne og bør udtrykke påskønnelse af medlemmernes forberedelse ved at undervise ud fra præsident Harold B. Lees ord. Når eleverne har læst kapitlet i forvejen, vil de være forberedt til at belære og undervise hinanden. Det er ikke nødvendigt og anbefales ikke, at medlemmerne køber yderligere læsemateriale eller opslagsværker til underbyggelse af materialet i teksten. Medlemmerne opfordres til at gøre brug af de skriftsteder, der foreslås til yderligere studium af pågældende doktrin. Da dette materiale er beregnet til personligt studium og som evangelisk opslagsværk, er mange kapitler for lange til at kunne blive drøftet fuldt ud i klassen om søndagen. Derfor er hjemmestudium nødvendigt for at få fuldt udbytte af præsident Lees lærdomme. Denne Guds profet kendte vejen hjem til vor Fader i Himlen, og han rådede alle, som ville lytte: "Hvis I vil lytte og praktisere det, som I har hørt, vil I blive ledt til det herlige sted, der ikke kun kaldes glæden, men lykken. Lykke er, når I har levet således, at I er rede til at træde ind i Herrens nærhed." 8 Noter 1. Tale ved indvielsen af Westwood Ward kirkebygning i Los Angeles, Californien, 12. apr. 1953, Historical Department Archives, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 2. "Trøst og vederkvægelse", Den danske Stjerne, apr. 1974, s. 141. 3. Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 319. 4. I Conference Report, Mexico and Central America Area Conference 1972, s. 120. 5. The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 19. 6. The Teachings of Harold B. Lee, s. 627. 7. Liahona, jan. 2000, s. 96-97.
8. Tale ved ungdomskonference i Billings, Montana, 10. jun. 1973, Historical Department Archives, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, s. 17.
Historisk oversigt Denne bog er ikke en historisk beretning, men en samling evangeliske principper, som præsident John Taylor har belært om. Men for at kunne placere lærdommene i en historisk tidsramme følger denne liste. Denne oversigt udelader mange vigtige begivenheder i hans liv, bl.a. hans ægteskaber og hans børns fødsels og død, som han var meget hengiven. 1808, 1. november: John Taylor bliver født i Milnthorpe, Westmoreland i England som den anden af James og Agnes Taylors ti børn. 1912, efterår: Begynder på Oneida Stake Academy i Preston, Idaho, sammen med skolekammeraten Ezra Taft Benson (13). 1916, sommer: Begynder på Albion State seminarium i Albion, Idaho (17). 1916-1917, vinter: Underviser på Silver Star School ved Weston i Idaho (17). 1918-1920: Skoleinspektør på skole i Oxford, Idaho (18-21). 1920-1922: Missionær i Western States Mission i Denver, Colorado (21-23). 1923, sommer: Går på University of Utah. Han færdiggør senere sin eksamen via brevkurser og folkeuniversitetsklasser (24). 1923, 14. november: Gifter sig med Fern Lucinda Tanner i templet i Salt Lake City (24). 1923-1928: Skoleinspektør på skolerne Whittier og Woodrow Wilson i Salt Lake City (24-29). 1930, 26. oktober: Indsættes som stavspræsident i Pioneer Stake, 1930-1937 (31). 1933, 7. november: Vælges ind i byrådet i Salt Lake City; medlem heraf fra 1933-1937 (34). 1935, 20. april: Det Første Præsidentskab giver Harold B. Lee til opgave at udarbejde et nødhjælpsprogram (36). 1936, 18. april: Kaldes som direktør for Kirkens sikkerhedsplan (senere ændret til Kirkens velfærdsprogram) (37). 1939, 16. april: Det første forrådshus på Welfare Square står færdigt i Salt Lake City (40). 1941, 6. april: Opretholdes som medlem af De Tolv Apostles Kvorum (42). Ordineret den 10. april, 1941. 1954: Afholder konference for militærfolk i Japan, Korea, Okinawa, Filippinerne og Guam (55). 1958, august: Rundrejse i Sydafrika og Israel (59).
1960, 27. marts: Organiserer den første stav i Europa i Manchester, England (60). 1961, 30. september: Bekendtgør på Det Første Præsidentskabs foranledning en plan for samkøring af alle Kirkens programmer (62). 1962, 24. september: Harold B. Lees hustru, Fern Lucinda Tanner, dør (63). 1963, 17. juni: Gifter sig med Freda Joan Jensen i templet i Salt Lake City (64). 1965, 27. august: Harold B. Lees datter, Maurine Lee Wilkins, dør (66). 1970, 23. januar: Opretholdes som præsident for De Tolv Apostles Kvorum og som førsterådgiver til præsident Joseph Fielding Smith (70). 1972, 2. juli: Præsident Joseph Fielding Smith dør (73). 1972, 7. juli: Ordineres og indsættes som Kirkens præsident (73). 1972, 25.-27. august: Præsiderer over områdegeneralkonference i Mexico City (73). 1972, 20. september: Organiserer Jerusalem Gren ved Kristi grav (73). 1972, 5. oktober: Verdensomspændende velfærdsprogram bekendtgøres (73). 1972, 6. oktober: Opretholdes som Kirkens præsident ved en højtidelig forsamling (73). 1972, 14. december: Kirkens Internationale Mission organiseres (73). 1973, 8. marts: Organiserer den første stav på det asiatiske fastland i Seoul, Korea (73). 1973, 24.-26. august: Præsiderer ved områdegeneralkonferencen i München, Tyskland (74). 1973, 26. december: Harold B. Lee dør i Salt Lake City (74). 1973, 31. december: Statistik ved årets udgang: 3.321.556 medlemmer; 630 stave; 4.580 ward; 108 missioner; 17.258 missionærer; 15 templer.
Herold B. Lees tjenestegerning Følgende beretning om præsident Harold B. Lees liv, som er skrevet af ældste Gordon B. Hinckley, da han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, blev trykt i Den danske Stjerne i juni 1973 ("Præsident Harold B. Lee: En anerkendelse", s. 223-233). Artiklen gav Kirkens medlemmer større kendskab til præsident Lee, der for nylig var blevet Kirkens præsident. "Historien om Harold B. Lee, Kirkens præsident, kan fortælles med nogle få linier: Han er født den 28. marts 1899 i Clifton, Idaho, som søn af Samuel Marion og Louisa Emeline Bingham Lee, der i alt havde seks børn. Han fik sin uddannelse i den lokale skole; Oneida Academy i Preston, ikke langt derfra, og Albion State lærerseminarium i Albion, Idaho, senere kom han til University of Utah. Han begyndte sin karriere som lærer allerede som 17- årig, blev skoleinspektør som 18-årig og inspektør for to forskellige skoler i Salt Lake County, Utah. Han giftede sig med Fern Lucinda Tanner den 14. november 1923. Denne døde den 24. september 1962. Han giftede sig så med Freda Joan Jensen den 17. juni 1963. Harold B. Lee var leder for Foundation Press, Inc. i 1928-1933, arbejdede som kommunalbestyrelsesmedlem i Salt Lake City i 1933-1937, hvorefter han blev valgt til leder af Kirkens velfærdsprogram. Han blev udnævnt til medlem af De Tolvs Råd den 6. april 1941, blev præsident for De Tolvs Råd og førsterådgiver i Det Første Præsidentskab den 23. januar 1970, og ordineret og indsat til at være Kirkens præsident 7. juli 1972. Ja, sådan formede de enkelte afsnit af hans liv sig. Men der kan fortælles meget mere. Sammenlignet med de fleste andre byer og landsbyer er Clifton meget lille, og så ligger den langt fra alfarvej. Men som årene går, vil den blive kendt som Kirkens elvte præsidents fødested. Præsident Lees far, Samuel Marion, kom til Clifton fra en anden landsby, Panaca, som ligger i det sydlige Nevada. Samuels mor (præsident Lees bedstemor) døde, da Samuel kun var otte dage gammel, og drengen, der var født for tidligt, var så lille, at man kunne føre en fingerring over hans hånd op over armen. Han måtte mades med en øjenpipette. Hans mors søster boede i Clifton, og da Samuel var atten år, flyttede han nordpå til hendes familie. Det var der, han mødte den mørkhårede og mørkøjede Louisa Bingham. De blev gift i templet i Logan. Det hjem, de stiftede, og hvor de opdrog deres seks børn, lå omkring fem kilometer nord for købmandsforretningen, og man kunne kun komme dertil ad en markvej, som var støvet om sommeren, dækket af sne om vinteren, og godt tilsølet og mudret forår og efterår... Her voksede den barfodede Harold klædt i overall op sammen med landsbyens drenge. De svømmede i Dudleys dam, men ikke om søndagen. Faderen sad i biskoprådet, moderen i Unge Pigers organisation - og søndagen var hellig. Det var i en lignende lille dam, den, der tilhørte Bybees gård, at Harold B. Lee blev døbt. Det var meget småt med pengene på den tid. Gården producerede godt, men priserne for korn og kartofler var ikke ret høje. Faderen forøgede familiens indkomst ved at påtage sig alt muligt arbejde for andre, han savede brænde, gravede brønde og byggede kunstvandingskanaler. Men børnene i familien Lee vidste ikke, at de var fattige. Hjemmet og Kirken gav dem masser af muligheder for fornøjelser. Familiens stolthed var et klaver. En
skotsk dame, som var hurtig til at slå folk over fingrene, hvis de spillede en forkert tone, lærte Harold at spille klaver. Harold var meget dygtig til at spille på klaver. Og det er ganske interessant at se, hvordan denne kærlighed til musikken, som blev opelsket i hans tidlige barndom, senere fandt udtryk, da han var formand for Kirkens musikkomité. I en lille pony-trukket vogn, som normalt førtes af moderen, kørte børnene de tre kilometer til og fra skole. Den gav ikke megen læ, når januarblæsten kom strygende ned nordfra, og mudderet blev et problem, fordi vejen blev som bundløs i tøvejret. Men sådan var livet nu engang i Clifton. Som Præsident Lee engang sagde: 'Vi havde alt det, man ikke kan købe for penge.' Og blandt dette var der nogle enorme fordele. Luften var ren og klar, næsten med en sødlig duft. Vandet var som bølget glas, og det var let at se de skinnende sten på bunden af bækken. Om natten stod stjernerne tydeligt frem som mennesker og dyr på himlen - og drengene fantaserede over det, de så. Sommerregnen var manna, der faldt i ødemarken og gav liv til jorden. Foråret kom med vidtstrakte grønne tæpper, hvor ploven havde kørt hen over jorden, fulgt af såmaskinen. Buldrende, rygende dampmaskiner drev tærskemaskinernes lange bælter, som frembragte den ene sæk hvede, havre og byg efter den anden... Efterhånden som drengene havde overstået klasserne på den lokale skole, flyttede de hjemmefra for at gå på Oneida Academy, en af Kirkens realskoler, som lå omkring 20 km derfra. Harold var dengang 13 år, og det var her han for første gang mødte Ezra Taft Benson (som blev Kirkens 13. præsident). Derefter kom han til Albion State seminariet, som lå i den anden ende af Idaho. Herfra fik Harold B. Lee som syttenårig sit lærereksamensbevis. Det var en stor dag for ham og hans familie. Distriktets uddannelseskommission tilbød ham et job som lærer på den lille Silver Star skole, der kun havde ét klasseværelse. Skolen lå mellem Dayton og Weston, på vej fra Clifton. Hans løn var 60 dollars om måneden. Han tilbagelagde de 16 km på hesteryg hver weekend.... Året efter udnævnte kommissionen ham til skoleinspektør ved Oxford School, der havde fire klasseværelser. Dette var sandelig en udfordring for en attenårig ung mand. Han tilbagelagde de seks km hver vej på hesteryg, uanset om det regnede, eller solen skinnede, eller om det var smukt eller dårligt vejr. Han deltog ivrigt i alt, hvad der foregik i det lille samfund i sin fritid, og gjorde rigt brug af sit musikalske talent, og sin atletiske dygtighed anvendte han til at spille basketball. Det var på den tid, mens Harolds far var biskop, at han først stiftede bekendtskab med Kirkens velfærdsprogram, som det senere kom til at hedde. Biskop Lee havde sit eget forrådshus, og varerne deri stammede fra hans eget spisekammer. Familien så ham nogle gange tage af sted om natten med en sæk mel. Ingen vidste, hvor han tog hen med den, for at de mennesker, der havde betroet ham deres nød, ikke skulle føle, at de blev byens samtaleemne. Og dengang som nu var det også biskoppens ret og pligt at anbefale unge mænd til mission. Harold var nu 21 år og havde været lærer i fire år. Han blev kaldet af præsident Heber J. Grant til at tjene i de vestlige staters mission. I de aflåste arkiver i Kirkens Missionærafdeling er der en rapport til Det Første Præsidentskab om ældste Lee. Rapporten er dateret den 30. december 1922 og underskrevet af præsident John M. Knight. Den angiver den periode, han arbejdede, fra den 11. november 1920 til den 18. december 1922. Der står endvidere: Kvalifikationer - Som taler: 'Meget gode.' Som leder: 'God.' Har han et godt kendskab til evangeliet? 'Meget god.' Har han været energisk? 'Meget.'
Er han diskret, og har han en god indflydelse på andre? 'Ja.' Bemærkninger: Han er omtalt som værende meget energisk og havende en god indflydelse på andre. Der står endvidere: 'Ældste Lee præsiderede over konferencen i Denver med udmærkelse fra den 8. august 1921 til den 18. december 1922. En fremragende missionær.' På samme tid i samme mission var der en ung pige fra Salt Lake City, Fern Lucinda Tanner. Hun blev af sine kammerater og kolleger anset for at være intelligent, smuk og usædvanlig skriftlærd. Da ældste Lee blev afløst, tilbragte han kun kort tid i Clifton. Han tog i stedet til Salt Lake City for at finde den pige, som han havde beundret på afstand under sin mission, og gøre kur til hende. De blev gift i templet i Salt Lake City cirka elleve måneder senere. I deres ægteskab fik de to kønne døtre, Helen (der senere blev Mrs. L. Brent Goates) og Maurine (der senere blev Mrs. Ernest J. Wilkins). Familien Lees hjem var samlingssted for de unge på egnen. Søster Lees blide væsen og evne til at håndtere svære situationer blev beundret af alle, der kendte hende. Ved en bestemt lejlighed fik hun to fremstående mænd, som kritiserede en af deres bekendte, til at tie beskæmmet. Hun sagde blot: 'I jeres bestræbelser på at være retfærdige, glem så ikke at I også bør være venlige'... De karakteregenskaber, der gjorde Harold B. Lee til inspektør for to skoler, allerede da han var 18, kom ham senere til nytte. Medens han læste til førstelærer på University of Utah, blev han udnævnt til inspektør, først ved Whittier skolen og siden ved Woodrow Wilson skolen i Salt Lake County... Efter at Harold B. Lee var blevet gift, boede han i Pioneer Stav, hvorefter han havde den ene stilling efter den anden inden for Kirken. I 1929 blev han kaldet til rådgiver i stavspræsidentskabet. Året efter blev han kaldet til stavspræsident. Han var da 31 år gammel, den yngste stavspræsident i Kirken. Depressionen skyllede ind over nationen og verden, aktierne faldt og faldt, og det var umuligt at låne penge nogen steder. Bankerne lukkede, og millioner af opsparede dollars gik tabt. Arbejdsløsheden steg katastrofalt. Mange mennesker begik selvmord, da de så deres livsværk udslettet. Der var offentlige køkkener, hvor man kunne stille sig i kø for gratis at få udleveret lidt suppe. Brødkøerne var uendelig lange. Overalt var der mismod, håbløshed og ulykke. I Pioneer Stav var halvdelen af medlemmerne nu arbejdsløse. Her blev den unge stavspræsident udsat for en fantastisk krævende udfordring. Han spekulerede, han græd og bad, da han så mænd, som engang havde været stolte og velstående, nå et punkt, hvor de på grund af arbejdsløshed ikke længere kunne forsørge deres familier. Så fik han inspiration til at oprette et forrådshus, hvor man kunne samle mad og andre varer, og hvorfra disse ting kunne fordeles til de nødlidende. Der blev påbegyndt beskæftigelsesprojekter, ikke blot for at gøre samfundet bedre, men i endnu højere grad for at give folk mulighed for at arbejde for det, som de modtog. En gammel forretningsbygning blev revet ned, og byggematerialerne blev brugt til at opføre en sportshal, som skulle kunne bruges som samlingssted for de omkringboende. I andre stave arbejdede man med lignende projekter, og i april 1936 blev alle projekter koordineret i, hvad præsident Heber J. Grant kaldte Kirkens sikkerhedsprogram; det er nu kendt som Kirkens velfærdsprogram.
Den unge leder for Pioneer Stav, Harold B. Lee, blev kaldet til at styre dette nyligt søsatte fartøj gennem denne desperate og drøje tids oprørte vande. Problemerne var enorme. Det var vanskeligt nok bare at få samlet gårde nok til at kunne producere fødevarer og få dem bearbejdet og lagret. Men det var endnu værre at klare den kritiske indstilling, som folk havde overfor det, som Kirken var i færd med at gøre. Folk følte, at velfærd måtte komme ind under regeringens domæne. Men gennem bøn og overbevisning, gennem sved og tårer, og med velsignelse fra ham, som Harold B. Lee vidste, var profet, lykkedes det ham under sine mange rejser rundt i Zions mange stave at få programmet til at tage form og udvikle sig. Vore dages velfærdsprogram råder over enorme hjælpekilder, snesevis af produktive gårde, konservesfabrikker, kornsiloer og møller samt mange andre ting, som ligger spredt ud over det meste af Amerika - disse ting er det imponerende ekko af disse tidlige bestræbelser. Medens regeringernes velfærdsprogram konstant angribes og kritiseres, så vinder Kirkens program forsat anerkendelse over hele verden. Skatteyderne er blevet sparet for millioner af dollars på grund af den byrde, som Kirken påtager sig. Der er blevet fundet fornuftig beskæftigelse til tusinder af mænd og kvinder, deriblandt mange handicappede, som på denne måde får lejlighed til at tjene til det, som de har brug for. De, som har modtaget hjælp gennem dette program, har undgået den forbandelse, det er at gå ledig og at få arbejdsløshedsunderstøttelse. De har stadig deres værdighed og selvrespekt i behold. Og de mange, mange mænd og kvinder, som ikke direkte har modtaget hjælp, men som har taget del i dyrkningen og forarbejdningen af fødevarerne og i meget andet arbejde, kan bære vidnesbyrd om den glæde, som de har fundet ved uselvisk at tjene andre. Ingen, der har været vidne til dette programs enorme udstrækning og dets vidtrækkende konsekvenser, kan med nogen rimelighed betvivle, at det er åbenbaringens ånd, der har startet det hele, og som stadig leder programmets vækst. Præsident Lee, som var den første leder af programmet, og som længe var formand for Kirkens velfærdskomité, må sandelig roses for at have været meget inspireret. I sin beskedenhed ville han sikkert benægte, at han fortjener nogen ros, og det er da også rigtigt, at al æren herfor må gives Herren. Herren har velsignet sin tjener, idet han har set hans pligtopfyldenhed og hans tro... Efter at han var blevet prøvet i de svære dage, hvor Kirkens velfærdsprogram var i sin vorden, blev han kaldet til apostel af præsident Heber J. Grant og opretholdt som medlem af De Tolvs Råd den 6. april 1941. Ved den lejlighed skrev ældste John A. Widtsoe i en artikel om sin nye kollega: 'Han er opfyldt af tro på Herren; har overordentlig stor kærlighed til sine medmennesker, er loyal over for Kirken og staten; og glemmer sig selv i sin iver for evangeliets sag; han er intelligent, energisk og initiativrig, han har store evner med hensyn til at belære andre om Guds ord og vilje. Herren, som han henvender sig til, når han har brug for hjælp, vil gøre ham til et stærkt redskab, hvorved frelsens evige plan til menneskenes frelse vil skride frem... Han vil modtage større styrke, end han nogensinde tidligere har kendt, for folkets bønner vil opstige til Herren for ham' (Improvement Era, maj 1941, s. 288). Dette er sandelig anerkendende ord, og de skulle jo også vise sig at være profetiske. Beretningen om hans liv... beretter om troskab over for det hellige apostelkald, nemlig kaldelsen til at være et særligt vidne 'om Kristus for hele verden' (L&P 107:23).
For at opfylde dette sit kald har han rejst rundt i store dele af verden, som Det Første Præsidentskab har budt ham, og han har løftet sin stemme med veltalenhed og båret vidnesbyrd om menneskehedens Forløsers guddommelighed. Han har ofte citeret Paulus' ord til korintherne: 'Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?' (1 Kor 14:8). Der har aldrig været noget uklart ved Harold B. Lees budskab, og med den sikkerhed, der kommer af en fast overbevisning, har han utvetydigt båret sit vidnesbyrd for høje og lave på denne jord... Han har aldrig været bange for at påtage sig sit ansvar som en Guds tjener, når han skulle bære vidnesbyrd om sandheden. Han har tilskyndet missionærer til at arbejde endnu mere ivrigt, han har fået Kirkens medlemmer til at træffe en fast beslutning om at efterleve evangeliet, han har fået det til at stikke i hjertet (ApG 2:37) på undersøgere med sine ord, når han har båret sit vidnesbyrd. Han har aldrig taget hensyn til sig selv, men har overholdt sit strenge tidsskema, selv om det har været på bekostning af sit helbred. De, der står ham nær, ved, at han i lange perioder på flere måneder kun har haft øjeblikke, hvor han ikke har haft smerter... Hans kendskab til sygdom har gjort, at han er forstående over for andre menneskers lidelser. Han har rejst vidt og bredt for at opmuntre og velsigne de hellige. Der findes dem, der i forskellige lande med taknemmelighed kan bære deres vidnesbyrd om præstedømmets mirakuløse magt, som denne Herrens tjener har udøvet. Han har også stor forståelse for den ensomhed, den frygt og de udfordringer, som man udsættes for under militærtjenesten. Han har ledet Kirkens programmer for folk i militæret under den anden verdenskrig, Koreakrigen og krigen i (Vietnam). Tit og ofte har han mindet sine brødre om nødvendigheden af at hjælpe dem, der er inden for militæret, sådan at de alligevel kan få del i alle Kirkens programmer og alle de velsignelser og muligheder, der følger hermed. Han har rejst langt over land og hav for at mødes med medlemmer, som har været i militærtjeneste. I 1955 besøgte han Korea, som på det tidspunkt endnu var én stor militærforlægning, hvor folk gik rundt i arbejdsuniformer... De, der mødte ham, vil aldrig glemme, hvor venlig han var, hvor meget han bekymrede sig om dem, eller det stærke vidnesbyrd, han bar om Guds store magt og indflydelse på menneskenes liv. Han trøstede dem på enhver måde, og der var mange, som han ved sin indflydelse reddede fra at komme ud i tragiske situationer. Han har ofte trøstet de efterladte, som har sørget over tabet af deres kære. Han ved selv, hvad det vil sige at miste en, man holder af. Han var engang rejst til Salt Lake City for at overvære en stavskonference, mens hans elskede livsledsager svævede mellem liv og død. Han rejste hele natten for at komme tilbage til hende, men da han ankom til hendes sygeleje, var det ved at være for sent. De, der var ham nær i sorgens dage, der fulgte, kunne ikke undgå at føle, hvor dybt han sørgede, og hvor meget han led. Alt dette skete i 1962. I 1965 døde ældste Lees elskede datter Maurine, medens han tog sig af en opgave for Kirken i Hawaii. Hun efterlod sig fire børn. Disse smertelige oplevelser, som var så tunge at gennemgå, gjorde, at han i endnu højere grad forstod de byrder, som andre må bære. De, der har lidt lignende tab, fandt i ham en forstående ven, og hans tro, som er blevet så hårdt prøvet, bliver en støtte og inspirerende styrke for dem. I 1963 giftede han sig med Freda Joan Jensen, som i høj grad har sin andel i, at hans liv blev rigere. Hun var en kultiveret og højt uddannet kvinde, som følte sig hjemme i et hvilket som helst samfundslag. Hun var ualmindelig dygtig. Hun har brugt sin læreruddannelse til at
undervise i nogle år, hvorefter hun har haft forskellige administrative job for til sidst at blive tilsynsførende for grundskoleuddannelsen i Salt Lake Countys Jordan skoledistrikt. Hun havde også arbejdet for Primarys hovedbestyrelse. Det hjem, som hun havde skabt, var en fredens oase for hendes mand, og andre roser hende for hendes store gæstefrihed, og et sted med en vidunderlig gæstfrihed over for alle, som har haft lejlighed til at besøge dem. Præsident David O. McKay, der var klar over ældste Lees grundige kendskab til Kirkens programmer og hans store administrative evner, gjorde ham derfor til formand for samordningskomiteen, hvor han skulle samordne hele Kirkens pensum i dens undervisning. Dette resulterede i en omfattende gennemgang af den undervisning, der var blevet brugt i mange år, samt en analyse af alle undervisningsorganisationerne og -faciliteterne. Det store arbejde, der blev udført under hans ledelse, har resulteret i et koordineret pensum, der skal give kundskab om hvert aspekt inden for Kirkens aktiviteter og lærdomme samt opbygge åndelighed hos medlemmerne. Man har gennem dette arbejdet klart kunnet se, hvor stærk han er som leder. Han leder med fast hånd og giver tydeligt udtryk for det, som han ønsker at nå. Hele Kirken har haft gavn af hans arbejde. Da præsident McKay døde, og præsident Joseph Fielding Smith efterfulgte ham, blev ældste Lee præsident for De Tolvs Råd og af præsident Smith udvalgt til førsterådgiver. Skønt dette nødvendiggjorde, at man afløste ham fra nogle af de andre formandsposter, han sad inde med, så var det dog de samme mål, man havde for øje i det videre arbejde. Man indførte programmer, der skulle øge Kirkens læreres effektivitet og dygtighed. Man iværksatte også et helt nyt uddannelsesprogram for biskopper. Det verdensomspændende missionærprogram blev styrket verden over... Da præsident Joseph Fielding Smith lige så stille sov ind om aftenen den 2. juli 1972, var der ingen tvivl hos nogen af medlemmerne af De Tolvs Råd om, hvem der skulle være Kirkens næste præsident. Fredag den 7. juli mødtes de om morgenen i templet i Salt Lake City. På dette stille og hellige sted bad de med ydmyge hjerter om at få Åndens vejledning. Og i alle hjerter kom et og samme svar. Harold Bingham Lee, udvalgt af Herren, fra barnsben skolet i det gengivne evangeliums principper, hvis væsen er blevet slebet og poleret gennem 31 års arbejde som apostel, blev udnævnt som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer og åbenbarer. Alle de tilstedeværende lagde deres hænder på hans hoved, og han blev ordineret som Herrens salvede til dette høje og uforlignelige kald. Han opretholdes over hele verden gennem de helliges tro og bønner, og han står som den præsiderende højpræst i Guds rige på jorden." Præsident Harold B. Lee tjente som Herrens profet i 17 måneder og 19 dage. I denne periode, der prægedes af forandring og vækst, førte præsident Lee tilsyn med oprettelsen af de første stave i Chile og på det asiatiske fastland i Korea. Han præsiderede over de første områdekonferencer, der blev afholdt i Mexico City i Mexico og i München i Tyskland. Han gjorde Kirkens velfærdsprogram verdensomspændende, og han døde den 26. december 1973, 74 år gammel. Præsident Harold B. Lee
Kapitel 1 Vejen til evigt liv Hvordan kan vi nå vores største mål - at vende tilbage til den Gud, som har givet os livet? Indledning Præsident Harold B. Lee lagde under hele sin tjeneste vægt på, at Jesu Kristi evangeliums overordnede formål er at sætte os i stand til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Han belærte ofte om, hvor vigtigt det er at leve i tro, indtil vi når vores himmelske mål. Præsident Lees tjenestegerning som profet fandt sted samtidig med den spæde rumalders modige rumrejser i 1960'erne og først i 1970'erne. Da et uheld i 1970 tvang astronauterne på rumfartøjet Apollo 13 til at vende tilbage fra månen til jorden førend planlagt, blev præsident Lee imponeret over den nøje opmærksomhed på instruktionerne og den nøjagtige udførelse, der krævedes for at bringe mændene sikkert hjem. I denne bedrift så han en lighed med den tro og lydighed, der er nødvendig for at fuldføre vores rejse gennem livet på jorden til vores himmelske hjem. I en tale til generalkonferencen i oktober 1970 brugte han eksemplet om rumfartøjet Apollo 13, Aquarius, til at vise, hvor vigtigt det er at holde sig på den sti, som Herren har planlagt, at vi skal følge. Præsident Lees budskaber lagde konstant vægt på, at dette jordelivs største mål er at vende tilbage til vor Fader i Himlen. Disse budskaber kan hjælpe os til at prøve at sørge for, at "enhver handling i vores liv, enhver beslutning, som vi tager, har til formål at udvikle en levevis, som skal gøre det muligt for os at træde ind i Herren, vor Himmelske Faders, nærhed." 1 I dette kapitel skitserer præsident Lee den sti, ad hvilken vi i fred og sikkerhed kan vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Harold B. Lees lærdomme Hvordan kan vi ledes i sikkerhed i disse svære tider? For nogle måneder siden ventede millioner af seere og lyttere verden over åndeløst og spændt på Apollo 13's farlige opsendelse. Det var, som om hele verden bad om ét betydningsfuldt resultat: tre modige mænds sikre tilbagevenden til jorden. Da en af dem med behersket nervøsitet kom med den chokerende oplysning: "Vi har haft en eksplosion!", mobiliserede kontrolcentret i Houston straks alle de teknisk uddannede videnskabsfolk, der i årenes løb havde planlagt enhver mulig detalje vedrørende opsendelsen. De tre mænds sikkerhed afhang nu af to afgørende betingelser: Pålideligheden af den kunnen og viden, som teknikerne i kontrolcentret i Houston besad, og Aquarius' besætnings ubetingede lydighed mod enhver instruktion fra teknikerne, som på grund af deres forståelse af astronauternes problemer havde bedre forudsætninger for at finde de nødvendige løsninger. Teknikernes beslutninger måtte være perfekte, ellers kunne Aquarius have fløjet tusindvis af kilometer forbi jorden.
Denne dramatiske hændelse kan til en vis grad sammenlignes med disse [svære] tider, som vi lever i... Mange bliver bange, når de ser og hører om utrolige hændelser i hele verden: politiske intriger, krige og stridigheder overalt, frustrationer hos forældre, som forsøger at takle sociale problemer, der truer med at nedbryde hjemmets hellighed, og de frustrationer, der opstår hos børn og unge, når de møder ting, der udfordrer deres tro og moral. Kun hvis I er villige til at lytte og adlyde, som astronauterne på Aquarius gjorde, kan I og hele jeres husstand ledes til den yderste sikkerhed og tryghed på Herrens egen måde... Fra hændelsen med Apollo 13... vil jeg nu kort gå over til at forsøge at beskrive den underfulde plan om lydighed, hvoraf alle sjæles frelse afhænger på deres rejse gennem livet på jorden til deres endelige bestemmelsessted, tilbage til den Gud, som har givet dem livet... Hvilke formål har vor himmelske Faders plan? Denne plan har et navn, og det overordnede formål er klart beskrevet i en bekendtgørelse til Kirken i begyndelsen af denne evangeliske uddeling. For over et århundrede siden erklærede Herren: "Således har jeg sendt min evige pagt til verden, som et lys for verden og et banner for mit folk, for at ikke-jøderne kan søge til den, og for at den kan være et sendebud til at gå foran og berede vejen" (L&P 45:9). Denne plan skulle altså være som en pagt, som indeholdt en kontrakt, hvori mere end én person skulle have del. Den skulle være et banner, som Herrens udvalgte og hele verden skulle nyde gavn af. Dens formål var at opfylde alle menneskers behov og forberede verden til Herrens andet komme. Deltagerne i udarbejdelsen af denne plan i forudtilværelsen var alle vor himmelske Faders åndelige børn. Vore ældste skrifter, skrifter af fordums profeter Abraham og Jeremias, bekræfter også, at Gud, eller Elohim, var der, samt at hans førstefødte Søn Jahve, Abraham, Jeremias og mange andre af stor betydning var der. Alle de organiserede intelligenser, som var til, før verden blev skabt, og som var blevet ånder, var der, bl.a. mange ædle og store, hvis indsats og handlemåde i den førjordiske sfære kvalificerede dem til at blive herskere og ledere i udførelsen af denne evige plan... Jorden og alt, hvad dertil hører, blev organiseret og dannet under Faderens instruktioner og Jahves ledelse. De befalede, de "vågede over" og "beredte" jorden. De "rådførte sig med hinanden" med hensyn til at bringe alle former for liv til jorden og alt, deriblandt mennesket, og beredte den til udførelse af den plan, som vi meget vel kan sammenligne med en arbejdstegning, hvorefter Guds børn kunne blive belært og undervist i alt, som var nødvendigt for det guddommelige formål, nemlig at tilvejebringe "Guds ære", enhver sjæls mulighed for at opnå "udødelighed og evigt liv." Evigt liv vil sige at leve evigt i den celestiale sfære, hvor Gud og Kristus bor, ved at gøre alt som vi bliver befalet (se Abr 3:25). Hvad er frelsesplanens grundprincipper? Planen omfattede tre særegne principper:
For det første er det enhver sjæls privilegium selv at vælge "frihed og evigt liv" gennem lydighed mod Guds love eller "fangenskab og død", hvad angår åndelige ting på grund af ulydighed (se 2 Nephi 2:27). Næst efter selve livet er Guds største gave til menneskeheden handlefriheden, som giver den største mulighed for, at Guds børn kan gå frem i denne anden prøvestand i livet på jorden. Som beskrevet i skrifter fra fordums tid forklarede en profet og leder på dette kontinent sin søn, at der for at kunne opfylde Herrens evige formål må være modsætninger, en tillokkelse af det gode på den ene side og af det onde på den anden, eller for at sige det, som det står i skriften: "... den forbudne frugt i modsætning til frugten af livets træ: den ene sød, den anden bitter." Denne far forklarede endvidere: "Derfor gav Gud Herren mennesket frihed til at handle for sig selv. Men mennesket kan ikke selv handle, uden at det bliver tilskyndet af det ene eller det andet" (2 Nephi 2:15-16). Det andet særegne princip i denne guddommelige plan var nødvendigheden af at tilvejebringe en frelser, ved hvis forsoning Guds foretrukne Søn blev vor Frelser, som et slagtet lam fra verden blev grundlagt (se Åb 13:8), sådan som Johannes fik det åbenbaret på øen Patmos. [Profeten Lehi] forklarede, at Guds Søns mission var at "gå i forbøn for alle mennesker; og de, der tror på ham, skal blive frelst" (2 Nephi 2:9). Vi hører meget fra nogle mennesker med begrænset forståelse om muligheden for at kunne blive frelst alene ved nåde. Men det kræver en anden profets forklaring at forstå den sande lære om nåde, som han forklarede med disse meningsfyldte ord: "Thi", sagde denne profet, "vi arbejder flittigt med at skrive for at få vore børn og vore brødre til at tro på Kristus og blive forsonet med Gud; thi vi ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst" (2 Nephi 25:23). Vi forløses i sandhed ved verdens Frelsers blod, men kun når vi hver især har gjort alt, hvad vi kan for at arbejde på vores egen frelse. Det tredje store og særegne princip i frelsesplanen var det forhold, at "hele menneskeheden, gennem Kristi forsoning, kan blive frelst ved at adlyde evangeliets love og forordninger" (3. trosartikel). Disse fundamentale love og ordinancer, som fører til frelse, fremsættes tydeligt: For det første, tro på Herren Jesus Kristus. For det andet, omvendelse fra synd, hvilket vil sige at vende sig bort fra synden at være ulydig mod Guds love og aldrig mere vende tilbage dertil. Herren har talt ligeud om dette. Han har sagt: "... Gå bort og synd ikke mere. Men til den sjæl, som synder, skal de tidligere synder vende tilbage, siger Herren, jeres Gud" (L&P 82:7). For det tredje, dåb med vand og Ånden, uden hvilke ordinancer, som Mesteren belærte Nikodemus, man ikke kan se eller træde ind i Guds rige (se Joh 3:4-5). Den opstandne Frelser indprentede kraftigt de hellige på dette kontinent denne lære i sit tilsyneladende sidste budskab til sine disciple. Mesteren belærte sine trofaste hellige: "Intet urent kan komme ind i hans rige; derfor indgår ingen til hans hvile, uden de, der har vasket deres klæder i mit blod som følge af deres tro og omvendelse fra alle deres synder samt deres trofasthed indtil enden.
Og dette er befalingen: Omvend jer, alle jordens ender, og kom til mig og bliv døbt i mit navn, så I må blive herliggjort ved at modtage den Helligånd, så at I må stå uplettede for mig på den yderste dag. Sandelig, sandelig siger jeg jer, dette er mit evangelium..." (3 Nephi 27:19-21). Hvilke velsignelser bliver de trofaste lovet? Hvis Herrens børn, som omfatter alle, der lever på denne jord, uanset deres nationalitet, farve eller religion, vil give agt på kaldet fra Jesu Kristi evangeliums sande budbringer på samme måde, som de tre astronauter på Aquarius gav agt på kontrolcentrets uddannede teknikeres råd, da de befandt sig i fare, vil hver enkelt engang se Herren og vide, at han er til, hvilket Herren har lovet... Løftet om den herlighed, som venter dem, der er trofaste indtil enden, blev tydeligt skildret i Mesterens lignelse om den fortabte søn. Faderen, som i Mesterens lignelse symboliserede vor Fader og vor Gud, lovede den søn, som var trofast og ikke forødte sin førstefødselsret: "Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit" (Luk 15:31). Gennem en nutidig profet har Herren givet de trofaste og lydige i dag følgende løfte: "... alt det, som min Fader har, gives ham" (L&P 84:38). Eller vil vi være ligesom de dumdristige på floden over Niagara-vandfaldet, der nærmede sig de farlige strømfald? Trods flodvagternes advarsler om at søge i sikkerhed, inden det var for sent, ignorerede de fuldstændig advarslerne; de lo, de dansede, de drak, de gjorde nar, og de omkom. De tre astronauter på Aquarius havde lidt samme skæbne, hvis de havde afvist at give agt på de yderst udførlige instrukser fra kontrolcentret i Houston. Deres liv afhang af lydighed mod de grundlæggende love, som styrer og regulerer universets kræfter. Jesus græd, da han så verden omkring sig på sin tid, som tilsyneladende var gået af lave og konstant hånede hans indtrængende opfordring til, at de skulle komme til ham og gå ad den lige og [snævre] sti, som er tegnet tydeligt op i den evige frelsesplan. Gid vi atter kunne høre hans indtrængende opfordringer i dag, som dengang han råbte: "Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke" (Matt 23:37). Oh, gid verden i en anden lignelse til Johannes Åbenbareren ville se den hellige Mester råbe til os i dag, som han gjorde til dem i Jerusalem: Mesteren sagde: "Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone" (Åb 3:20-21).
Her er altså den frelsesplan, som den sande kirke belærer om, der er grundlagt på apostle og profeter med Herren Kristus som hovedhjørnestenen (Ef 2:20), den eneste, gennem hvem der kan komme fred, ikke som verden giver, men som kun Herren kan give dem, der overvinder verden, ligesom Mesteren gjorde. "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved" (ApG 4:12). Hvordan kan vore handlinger i hverdagen føre os til evigt liv? Ved et møde for nylig hørte jeg en ung piges hjertelige vidnesbyrd. Hendes far var plaget af en sygdom, som lægerne havde beskrevet som uhelbredelig. Efter en nat med smerter og lidelse havde denne far med stor bevægelse sagt til sin hustru: "Jeg er så taknemmelig i dag." "For hvad?" spurgte hun. Han svarede: "For at Gud har givet mig det privilegium at have endnu en dag sammen med dig." I dag ønsker jeg af hele mit hjerte, at alle, der hører denne udsendelse, ligeledes vil takke Gud for endnu en dag! For hvad? For muligheden for at ordne nogle uafsluttede anliggender, for at omvende sig, for at rette op på ting, man har gjort forkert, for at påvirke et vildfarent barn til det gode, for at række ud til nogen der råber efter hjælp - kort sagt for at takke Gud for endnu en dag til at forberede sig til at møde Gud. Prøv ikke leve for mange dage ud i fremtiden. Søg styrke til at kunne tage jer af denne dags problemer. Mesteren formanede i sin bjergprædiken: "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage" (Matt 6:34). Gør alt, hvad I kan, og overlad resten til Gud, som er Fader til os alle. Det er ikke nok at sige: "Jeg vil gøre, hvad jeg kan", men: "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, jeg vil gøre alt, som er nødvendigt." 2 Forslag til studium og samtale På hvilke måder viser vor Faders frelsesplan hans store kærlighed til os? Hvordan giver forståelse af frelsesplanen fred i jeres liv? Hvorfor er handlefriheden nødvendig, hvis vi skal vende tilbage til vor himmelske Fader? Hvorfor er forsoningen nødvendig? Hvorfor skal vi være lydige mod evangeliets principper og ordinancer? Hvilke konsekvenser kan det blandt andet få, hvis vi afviger fra den sti, som vor himmelske Fader har bestemt, vi bør følge? Hvilke ting får nogle gange mennesker til at tabe målet om at vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed af syne? Hvilke råd kan vi give familiemedlemmer og andre, som er faret vild?
Hvorfor er det vigtigt at tjene hver dag? At udtrykke sin taknemmelighed hver dag? At omvende sig og bestræbe sig på at overvinde sine svagheder? Hvordan kan hver af disse ting hjælpe os til at forberede os til at møde Gud? Noter 1. I Conference Report, okt. 1946, s. 145. 2. Den danske Stjerne, maj 1971, s. 223-233. Jesus Kristus kalder Peter og Andreas. Frelserens forsoning var nødvendig for Faderens frelsesplan. Ved at følge Frelseren kan vi hver især fuldføre vores rejse gennem livet på jorden til vores endelige bestemmelsessted: tilbagevenden til den Gud, som har givet os liv.
Kapitel 2 Hvem er jeg? Hvordan hjælper det os at opnå evigt liv at vide, hvem vi er? Indledning "En dag [kom] en ung søndagsskolelærer for at stille et interessant spørgsmål, som hun var blevet stillet i sin klasse søndagen før," sagde præsident Harold B. Lee til en forsamling hellige. "Hun forklarede, at de talte om livet inden dette samt dette liv og det næste liv, og en ung søndagsskoleelev havde spurgt: 'Livet inden dette endte, da vi blev født på jorden; dette liv ender, når vi lider den jordiske død; hvordan vil det næste liv ende? Bliver det glemsel?' Den unge søndagsskolelærer sagde: 'Det kan jeg ikke svare på.' Mens jeg tænkte over det, bemærkede jeg, at vi faktisk bruger ordene ret løst, når vi taler om 'livet inden dette, dette liv og det næste liv', som om vi var en kat med ni liv, når vi i virkeligheden kun har ét liv. Dette liv, som vi taler om, begyndte ikke med vores fødsel på jorden. Dette liv ender ikke, når vi dør her på jorden. Det er noget, som ikke er skabt eller dannet. I skrifterne kaldes det 'intelligens', som på et vist punkt i forudtilværelsen blev organiseret til en 'ånd'. Da denne ånd havde udviklet sig til en vis statur, fik den af en alvidende Fader mulighed for at gå frem til et andet niveau for at udvikle sig. Den blev givet mere, og efter at have levet sit liv på jorden og have nået sit formål på jorden skete der endnu en forandring. Vi går faktisk ikke videre til et andet liv, men til et andet niveau i det samme liv. Der er noget, som ikke er blevet skabt eller dannet, og noget som ikke dør, og det skal leve videre for evigt." 1 Dette kapitel handler om vores evige identitet, og om hvordan vores viden om denne identitet påvirker vores liv. Harold B. Lees lærdomme Hvordan velsigner det os at vide, at vi er vor himmelske Faders åndelige sønner og døtre? Hvem er vi...? Apostlen Paulus skrev: "Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet?" (Hebr 12:9). Herved antydede han, at alle, som lever på jorden, og som har jordiske forældre, også har en, der er far til deres ånd... Herren havde sagt til Moses og Aron: "Træk jer væk fra flokken her, for jeg vil straks gøre det af med den!" Hans vrede var rettet mod disse uretskafne mennesker, men Moses og Aron kastede sig ned og sagde: "Gud, du Gud, der giver alle skabninger livsånde, lader du din vrede ramme hele menigheden, fordi én mand synder?" (4 Mos 16:21-22). Lagde I mærke til, hvordan de titulerede ham? Du der giver alle livsånde... Et af de ældste skrifter, som vi har, har vi fået på mirakuløs vis; vi kalder det Den Kostelige Perle. En af de storslåede bøger i dette dyrebare skrift er kendt som Abrahams Bog. I denne bog... finder vi dette:
"Nu havde Herren vist mig, Abraham, de intelligenser, som var organiserede, før verden blev til; og blandt alle disse var der mange af de ædle og store. Og Gud så disse sjæle, at de var gode, og han stod midt iblandt dem og sagde: Disse vil jeg gøre til mine fyrster; thi han stod midt iblandt dem, som var ånder, og han så, at de var gode. Og han sagde til mig, Abraham: Du er en af dem; du blev udvalgt, før du blev født. Og der stod en imellem dem, der var Gud lig, og han sagde til dem, som var med ham: Vi vil gå ned, thi der er rum der, og vi vil tage af disse materialer og danne en jord, hvorpå disse kan bo. Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem. Og de, der består deres første prøvestand, skal gives mere, og de, der ikke består deres første prøvestand, skal ikke få herlighed i samme rige som de, der består deres første prøvestand; og de, der består deres anden prøvestand, skal tildeles herlighed over deres hoveder i al evighed" (Abraham 3:22-26). Der findes adskillige dyrebare sandheder i dette skrift. For det første får vi blot en lille antydning om, ja blot et lille indblik i, hvad en ånd er. Som I hørte Abraham sige, er en ånd en organiseret intelligens. Det er den første begyndelse til vores forståelse af, hvad en ånd er. Det er en organiseret intelligens, der har levet som en ånd, inden denne verden blev til. Hvordan ser en ånd så ud? Hvilken opfattelse har I af en ånd? Herren har gennem profeten Joseph Smith givet et inspireret svar. En del af dette lyder: "Det åndelige er afbildet i det timelige, og det timelige er afbildet i det åndelige." Og hør nu godt efter: "Menneskets ånd er i dets persons lignelse, hvad der også er tilfældet med hvert dyrs ånd og alt det, som Gud har skabt" (L&P 77:2). I ser mig nu her som et voksent, fysisk menneske. Der er en del af mig, som I ikke kan se med jeres fysiske øjne, nemlig den åndelige del af mig, som ser ud gennem mine øjne og giver mig kraft til at bevæge mig og giver mig et vist mål intellekt og intelligens... Det er den første sandhed, som vi lærer: At der har eksisteret en organiseret intelligens, som blev kaldet... en ånd. Her kom Herren (Jahve), som var den store, strålende ånd, der lignede Gud (Faderen), blandt de organiserede intelligenser, der blev kaldt ånder, og han sagde til dem: Vi vil skabe en jord, hvor I kan bo som ånder, og I, som lever værdigt her i åndeverdenen, kan komme ned til jorden, og der skal gives jer mere. Og således fik de ånder, som så at sige bevarede troen, eller var værdige, lov til at komme ned på jorden og få et fysisk legeme i tillæg til deres åndelige legeme her på denne jord... Det at I og jeg er her på denne jord og har et fysisk legeme, er bevis på, at vi var blandt dem, som bestod vores første prøvestand. Vi bestod prøven og fik lov til at komme hertil. Hvis vi ikke havde bestået prøven, ville vi ikke være her. Vi ville være sammen med Satan og prøve at friste dem, som har et legeme... Hvorfor skal vi være trofaste for at kunne fuldføre vores forudbestemte mission på jorden? Når vi nu har fastslået vores identitet i forudtilværelsen med hensyn til, hvem vi er - nemlig at vi inden denne verdens skabelse var sønner og døtre af Gud, som er Fader til alle menneskers