Referat fra Bruger- og pårørenderådsmøde på Vintersbølle Strand d. 13/4 2015. Til stede: Brugere: Dora Petersen, Sølvig Jensen, Anne Lunding, Else Madsen, Gunvald Sørensen og Per Nielsen. Pårørende: Jørgen Rasmussen, Grethe Fagerberg, Mette Rasmussen, Lis Brochhorst, John Fagerberg, Flemming Hansen og Elin Thomsen. Personale: Anette Lynard, Gitte Nielsen, Jette Schultz og Astrid Conradi. Dagsorden: 1. Godkendelse af referat fra sidste møde. 2. Godkendelse af dagsorden. 3. Valg af ordstyrer. 4. Valg af referent. 5. Nyt ved Jette Schultz. 6. Nyt ved Vintersbølles Venner. 7. Næste møde. 8. Eventuelt. Ad. 1.
Referatet blev godkendt. Ad. 2. Dagsorden blev godkendt. Ad.3. Gitte Nielsen blev valgt. Ad. 4. Astrid Conradi blev valgt. Ad. 5. - Der er indtil nu nogenlunde balance på Distrikt Vintersbølles budget. Der skal i de kommende to måneder tages højde for udgifter til henholdsvis barselspulje på ca. 250.000 kr. og til udbetaling af feriegodtgørelse. - Der er pr. 1. maj 2015 ansat en ny social- og sundhedsassistent, der primært tilknyttes afdelingen stuen tv. - Der er p.t. 5 på orlov fra Distrikt Vintersbølle, der videreuddanner sig til social- og sundhedsassistent. Vi venter dem tilbage i løbet af året den første allerede i juni måned, de øvrige i løbet af efteråret.
- Distrikt Vintersbølle har modtaget 340.000 kr. fra ældremilliarden. Midlerne anvendes til træning, hovedrengøring og Tage imod besøg. - Vordingborg Kommune har købt adgang til redskabet Praktiske procedurer til sygepleje (PPS). PPS er et online redskab, der kontinuerligt opdateres med nyeste viden. Dette med henblik på at sikre størst mulig kvalitet i opgaveløsningen. - Fælles medicinkort (FMK), der gør det muligt for praktiserende læge, sygehus og kommune at dele oplysninger om borgeres medicin, implementeres lige nu. Anvendelse af FMK tænkes at kunne øge patientsikkerheden, når systemet er fuldt implementeret. - Der er planlagt indkøb af et sæt havemøbler til haven. Flemming Hansen undersøger, hvilke møbler, der vil egne sig og melder tilbage til Jette Schultz. - Der ønskes anlagt en terrasse i haven. Jette Schultz undersøger om vi kan få tilladelse til det. Det aftales at, hvis der gives tilladelse, så nedsættes der en arbejdsgruppe med henblik på at organisere arbejdet med at anlægge terrassen og arrangere en arbejdslørdag til
formålet. Vintersbølles Venner tilbyder at være tovholder herfor. - Distrikt Vintersbølle har henover vinteren været ramt af meget sygdom. Ad. 6. - Mette Rasmussen (MR) oplyser at Vintersbølles Venner er glade for deres nye postkasse. Den hænger i den nye fløj ved siden af Astrids kontor og vil blive tømt en gang om ugen. - MR orienterer om, at der samarbejdes med Vordingborg Kommunes afd. Park og Vej om haveprojektet. Der er ansøgt om tilladelse til at få fyldt jord på, så terrænet ikke skråner så meget. Der afventes svar. - MR informerer om, at beboer på Vintersbølle Fritz Fabricius har doneret en bænk til haven, hvilket glæder os. - MR orienterer om, at Vintersbølles Venner i næste uge begynder samarbejde med naturvejleder om højbede og øvrige anlæg i haven. Efter det 1. indledende møde med naturvejlederen inddrages efterfølgende bestyrelsen og siden alle foreningens medlemmer der planlægges med i alt 3 møder.
- MR orienterer om, at det har været et stort arbejde at få etableret foreningen og begynde arbejdet med at søge fonde. - For at understøtte udbredelse af kendskabet til Vintersbølles Venner og foreningens mulighed for formidling, aftales det, at der på Distrikt Vintersbølles hjemmeside oprettes et link til foreningen. Endvidere aftales det, at bestyrelsens kontaktoplysninger påføres 1. side i Strandposten, sammen med øvrige kontaktoplysninger. - Man har modtaget et brev fra en bruger i aktivitetscenteret, der henleder opmærksomheden på det problematiske i, at der kun er et toilet tilknyttet aktivitetscenteret. Det betyder, at der altid er kø til toilettet og når man som den aktuelle bruger, har behov for hjælp af personale i forbindelse med toiletbesøget, så er pladsen alt for trang. Det er angiveligt heller ikke muligt at se om toilettet er optaget eller ej. Jette Schultz svarer hertil, at der er søgt om at udvide toiletfaciliteterne, men det forventes ikke
at blive i 2015. Der findes en løsning, så det bliver muligt at se om toilettet er optaget eller ej. Ad. 7 Næste møde i Bruger- og pårørenderådet bliver onsdag d. 24/6 2015 kl. 14.00 15.30. OBS. Ændret dato Ad. 8. Mette Rasmussen efterlyser mere personale på de skærmede enheder. Det er hendes oplevelse, at der er behov for mere opsyn i fællesarealet af hensyn til beboernes sikkerhed. Jette Schultz og Astrid Conradi svarer hertil, at der løbende vurderes på behov for evt. fast vagt til enkelte beboere. Svarer endvidere, at personalet i de skærmede afdelinger er meget opmærksomme på, hvordan den aktuelle stemning er i afdelingen og derudfra vurderer, om det er i orden at forlade fællesområdet i forbindelse med andre opgaver. Mette Rasmussen oplyser, at hun stadig oplever, at der vises fx TV2 Nyheder på TV i de skærmede afdelinger. Det finder hun meget uhensigtsmæssigt, da evt. voldelige
indslag kan gøre beboerne urolige. Det er der principielt enighed om, men Jette Schultz anfører dog det problematiske i, at begrænse beboernes adgang til at se TV i fællesstuen, som de ønsker. Anne Lunding anfører, at beboere, der ønsker at se nyhederne, kan se det på eget TV i egen lejlighed. Det aftales, at der igen henstilles til personalet på de skærmede afdelinger, at det nøje overvejes, hvornår TV`et i fællesstuen skal være tændt der skal være et formål med det, fx at man vil se en film sammen. For referat Astrid Conradi