R I G S A DV O K A TE N 7. m aj 2 0 13 Generelle emner, der bør søges forelagt Højesteret Med henblik på at forbedre mulighederne for en mere koordineret styring af, hvilke sager der på det strafferetlige område søges indbragt for Højesteret, er der etableret et forum bestående af repræsentanter for Rigsadvokaten, de regionale statsadvokater og forsvarsadvokaterne. Formålet er at opnå en mere strategisk tilgang til, hvilke sager der søges indbragt for Højesteret. På det pågældende forums seneste møde den 5. april 2013 var der enighed om at udpege følgende emner som fokusområder, som det i den kommende tid vil være hensigtsmæssigt at søge at få Højesterets stillingtagen til: Sager om hjemmerøverier Ved lov nr. 760 af 29. juni 2011, der trådte i kraft den 1. juli 2011, er straffelovens 288 ændret, således at det nu fremgår af bestemmelsen, at et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens 288, stk. 2, der har en strafferamme på fængsel indtil 10 år. Ifølge forarbejderne til loven er det samtidig tilsigtet, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen for et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt vil være fem års fængsel. Et egentligt hjemmerøveri er i lovforslagets bemærkninger defineret som et røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboeren var hjemme. Højesteret har ved dom af 7. december 2012 (U 2013.821 H) haft lejlighed til at tage stilling til en sag om røveri begået i et privat hjem, hvor der var spørgsmål om, hvorvidt der var tale om et egentligt hjemmerøveri omfattet af strafskærpelsen. Det fremgår af dommens præmisser, at kerneområdet for egentlige hjemmerøverier må antages at være planlagte overfald på tilfældige sagesløse personer i deres eget hjem for at RA-2011-170-0007
fratage dem værdier. Det må i øvrigt i lyset af Højesterets dom antages, at der ikke vil være tale om et egentligt hjemmerøveri, hvis der er en personlig relation mellem én af gerningsmændene og ofret, uanset om den pågældende gerningsmand har deltaget i selve udførelsen af røveriet eller ej. Det følger endvidere af dommen, at straffen for et egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt skal forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der i det konkrete tilfælde ville være blevet udmålt efter den retspraksis, der gjaldt i årene umiddelbart før strafskærpelsen. Der er således ved Højesterets dom sket en betydelig afklaring af rækkevidden af strafskærpelsen vedrørende egentlige hjemmerøverier. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der fortsat vil kunne opstå spørgsmål, som vedrører afgrænsningen af egentlige hjemmerøverier i forhold til andre røverier i private hjem, og som det vil være relevant at få Højesterets stillingtagen til. Straffen i grove sager om menneskehandel Sager om menneskehandel efter straffelovens 262 a har gennem de senere år haft en stor bevågenhed. I forarbejderne til bestemmelsen, der blev indsat i straffeloven ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, er der ikke tilkendegivelser om det nærmere strafudmålingsniveau i sager om menneskehandel. Af Rigsadvokatens oversigt over domme om overtrædelse af straffelovens 262 a fremgår det, at sager om menneskehandel varierer i karakter, omfang mv., og at dette afspejles i strafudmålingen, der varierer fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 3 år og 9 måneder. Det fremgår af lovforarbejderne, at det ved straffens fastsættelse bl.a. vil kunne være en skærpende omstændighed, hvis offeret for menneskehandel på gerningstidspunktet var under 15 år, og formålet var at udnytte den pågældende ved prostitution mv., hvis der er tale om organiseret menneskesmugling, eller hvis offeret forsætligt eller groft uagtsomt er blevet bragt i livsfare. Det vil i lyset heraf være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til strafniveauet i kommende sager om menneskehandel, hvor der måtte foreligge skærpende omstændigheder af samme eller lignende meget grove karakter, som er fremhævet i forarbejderne. Sager om krænkelse af immaterielle rettigheder 2
I reglerne om krænkelse af immaterielle rettigheder (varemærkeloven, ophavsretsloven, patentloven, designloven mv.) sondres der mellem tre kategorier af krænkelser: 1) forsætlige eller groft uagtsomme krænkelser 2) grove krænkelser ( skærpende omstændigheder ) 3) særlig grove krænkelser, jf. straffelovens 299 b ( særlig skærpende omstændigheder ). Der foreligger inden for de senere år kun et meget begrænset antal domme, der berører grænsedragningen mellem varemærkelovens 42, stk. 1, om forsætlige og groft uagtsomme krænkelser og 42, stk. 2, om overtrædelser under skærpende omstændigheder, og denne praksis synes ikke at være entydig. I U 2010.3059 Ø skete der således domfældelse for overtrædelse af varemærkelovens 42, stk. 2, i en sag om 211 produkter, mens landsretten i U 2011.2475 Ø ikke fandt 155 produkter omfattet af bestemmelsen. Tilsvarende synes der ikke i den foreliggende retspraksis at være trukket en klar grænse mellem særlovgivningens regler og overbygningsbestemmelsen i straffelovens 299 b. Der foreligger endvidere kun en begrænset retspraksis om strafniveauet for krænkelse af immaterielle rettigheder efter lovændringen i 2009, der tilsigtede en generel skærpelse på området. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til de nævnte spørgsmål. Sager om frakendelse af næringsbrev Efter 11, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder kan retten til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed med detailsalg af fødevarer mv. frakendes en person eller et selskab, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder væsentligt har overtrådt nærmere opregnede dele af lovgivningen. Frakendelse kan ske i en periode fra 1 til 5 år. Ifølge forarbejderne til næringsloven kan domstolene ved vurderingen af, om der er grundlag for rettighedsfrakendelse, lade forseelsernes hyppighed, grovhed, varighed, sundhedsrisici samt de regelsæt, der er overtrådt, indgå. Det almindelige proportionalitetsprincip vil endvidere indgå bl.a. sammen med virksomhedens størrelse og karakter. Der er hidtil kun afsagt et begrænset antal domme om frakendelse af næringsbrev. Det vil på den baggrund være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til, i hvilket nærmere omfang der bl.a. i lyset af det almindelige proportionalitetsprincip 3
kan ske frakendelse af næringsbrev, når der er tale om grænsetilfælde (det vil sige, hvor der alene er tale om 3-4 overtrædelser, eller hvor de tidligere overtrædelser er af mindre grov karakter). Tvangsberammelse af hovedforhandling Efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en rettergang inden en rimelig frist. Som udgangspunkt har den tiltalte ret til frit at vælge sin forsvarer. Den tiltaltes valg af en bestemt forsvarer kan imidlertid i visse tilfælde medføre, at sagen forsinkes, fordi forsvareren f.eks. på grund af travlhed ikke har tid til at medvirke ved sagens behandling. Dette problem er oftest forekommende i større sager over flere dage eller med flere tiltalte, men problemet er heller ikke ukendt i mindre sager. På den baggrund er der i 2008 indsat en bestemmelse i retsplejelovens 843 a, stk. 1, hvorefter retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Retten skal således bl.a. i forbindelse med hovedforhandlingens berammelse sørge for, at enhver sag fremmes hurtigst muligt. Efter retsplejelovens 843 a, stk. 2, påhviler det endvidere anklagemyndigheden og forsvareren at tilrettelægge deres virke på en sådan måde, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid. Efter bestemmelsens forarbejder indebærer denne pligt bl.a., at en forsvarer, der af en sigtet eller tiltalt anmodes om at påtage sig forsvaret, må overveje, om de andre sager, som han eller hun er engageret i, medfører, at vedkommende ikke vil kunne medvirke til sagens gennemførelse inden rimelig tid, og at den pågældende i givet fald undlader at påtage sig sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at det også følger af de advokatetiske regler, at en advokat ikke bør påtage sig en opgave, medmindre advokaten under hensyntagen til andet arbejdspres kan behandle denne passende hurtigt. Hidtil er der kun afsagt et begrænset antal kendelser vedrørende tvangsmæssig berammelse af hensyn til sagens behørige fremme. Der kan i den forbindelse også henvises til kendelsen refereret i U 2011.1785 H, hvor Højesteret fastholdt en foreløbig berammelse af hovedforhandlingen i en større straffesag af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg. Det vil være hensigtsmæssigt med en nærmere afklaring af, i hvilket omfang retten som alternativ til eller inden der tages stilling til at afbeskikke eller nægte at beskikke en forsvarer, jf. retsplejelovens 733, stk. 2 kan beramme hovedforhandlingen til dage, hvor forsvareren angiver ikke at kunne deltage. 4
Det bemærkes, at kæremål om nægtelse af beskikkelse, jf. retsplejelovens 733, stk. 2, og om tilbagekaldelse af beskikkelse, jf. 736, stk. 2, behandles af Den Særlige Klageret. Beskikkelse af forsvarere fra samme advokatkontor i sager med flere sigtede Som udgangspunkt har den sigtede i en straffesag lov til selv at vælge sin forsvarer, jf. retsplejelovens 730, stk. 1, 1. pkt., samt EMRK artikel 6, stk. 3, litra c. Efter retsplejelovens 734, stk. 2, kan forsvaret i en straffesag med flere sigtede dog kun udføres af den samme person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Tilsvarende fremgår det af pkt. 12.2. i de advokatetiske regler, at en advokat ikke må bistå en klient i situationer, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan konflikt opstår. Baggrunden for disse bestemmelser, der i visse tilfælde kan indebære en fravigelse af princippet om det frie forsvarervalg, er først og fremmest et ønske om at sikre, at det konkrete forsvar tilrettelægges på en sådan måde, at det tilgodeser den enkelte tiltaltes interesser bedst muligt. Herudover kan der peges på, at reglerne generelt styrker tilliden til straffeprocessen, idet der ikke kan rejses spørgsmål om, hvorvidt forsvareren vil være i stand til at varetage de tiltaltes modstridende interesser på behørig vis. Retsplejelovens 734, stk. 2, regulerer ikke den situation, hvor flere advokater fra samme kontor bliver beskikket som forsvarere i den samme straffesag med flere sigtede. I retspraksis er der dog eksempler på, at man efter principperne i 734, stk. 2, har afvist at beskikke flere advokater fra samme kontor. Imidlertid synes retspraksis på området ikke fuldt ud at have taget stilling til grænsen for, i hvilke tilfælde beskikkelse kan afvises efter 734, stk. 2, eller principperne heri. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til egnede sager af denne karakter. 5