FREDERICIA U DER TREÅRSKRIGE

FREDERICIA U DER TREÅRSKRIGE

K I L D E R: 6. juli 1849-1899. Festskrift i anledning af Fredericiaslagets halvtredsårsdag. H. G. Bønnelycke: Fra belejringstiden i Fredericia 1849. Kaptajn Skade: Fredericiaslaget (foredrag). O. Vaupell: Fredericiaslaget. Georg Aarslev: på Fredericia Vold. 2

3

Byen Fredericia er af forholdsvis ny dato, idet den blev anlagt omkring midten af det 17. århundrede. Allerede under Kong Kristian den 4. var tanken om anlæggelsen af en fæstning ved det smalle Lillebælt opstået og for så vidt bragt til udførelse, idet der blev opkastet skanser både på Bjergodden (den odde, Fredericia er anlagt på - senere: Frederiksodde) og på den overfor liggende Strib Odde. Disse skanser var tænkt som en efter datidens forhold ret nødvendig militær sikring af overgangen Jylland-Fyn, men fik aldrig større betydning. Det er imidlertid ikke Kristian den 4., men hans søn og arvtager Frederik den 3., byen kan takke for sin eksistens. Han ønskede nemlig at få en hovedstad, som lå centralt i landet og ikke så udsat som København. Først tænkte Kong Frederik på at anlægge byen, hvor den lille landsby Skærbæk ligger mellem Snoghøj og Kolding; men da det var af betydning at få byen militært sikret, hvilket ikke så godt kunne lade sig gøre på den valgte plads, da terrænet var for kuperet til et effektivt fæstningsanlæg, blev det bestemt at anlægge byen på Bjergodden. Terrænet der omkring var tilstrækkelig fladt, og desuden frembød det den fordel, at man ved hjælp af en mindre befæstning på Stribodden ville være i stand til at beherske farvandet Lillebælt. De nærmeste små landsbyer blev revet ned og skovene afbrændt for ikke at yde dækning for nogen fjende, og beboerne fik ordre til at flytte til Fredericia. Der blev således et åbent bælte på ca. 3 kilometers bredde omkring byen. Først efter fæstningslovens ophævelse år 1909 begyndte bebyggelsen uden for voldene. Byen var tænkt som hovedstad, og den blev anlagt derefter, idet den fik omtrent samme størrelse som det daværende København. Opførelsen af volde begyndte 1652, og fæstningen var næppe færdig, før den fik lejlighed til at vise sin værdi. Marsken Anders Bille kastede sig med 5000 mand ind i byen på flugt fra svenskeren general Wrangel. En belejring fulgte; men da volden var for lang til en så lille besætning, lykkedes det 1657 svenskerne at tage byen, som de nu holdt besat i halvandet år, til de blev fordrevet af vore allierede, brandenburgerne og polakkerne. Fredericia, eller Frederiksodde, som byen hed, var da fuldkommen forarmet og ødelagt, og man kunne næsten begynde forfra. Men pengene manglede, og man opdagede snart, at byen var for stort anlagt. Der blev dog gjort en del for at skaffe indbyggere. Man gav store begunstigelser i form af skattefrihed i mange år og andre privilegier, ja, man gik endog så vidt, at man tillod katolikker, jøder og reformerte, som ellers var almindelig hadet og afskyet, at bo i den ny by. Fallenter og mordere fik også lov til at bo i byen dog mod at betale 4 rigsdaler årligt til magistraten. Endnu den dag i dag bærer byen i sine mange fremmedartede familienavne vidnesbyrd om den tid, da den var fristed for kættere fra alle lande. Man forstår, at byen måtte få et dårligt ry på sig, og så hjalp det endda alt sammen intet, fejlen var, at Fredericia ikke havde nogen havn, derfor heller ikke nogen søhandel, og landhandelen gik som tidligere til de omliggende byer Vejle og Kolding. I løbet af de følgende år fik Frederiksodde lidt efter lidt de projekterede fæstningsværker opført, dog blev der aldrig gjort noget ved Stribodden. I 1664 ændredes navnet til Fredericia, og i de senere år rettede opbygningsarbejdet sig efter de vekslende meninger om, hvorvidt det kunne betale sig at beholde Fredericia som fæstningsby. Under Frederik den 4. blev fæstningsanlæggene endelig færdige år 1710, efter at 5000 mand tillige med en del bønder fra amtet havde arbejdet på dem i 2 år; men stadig lurede den tanke, at de vidtløftige befæstningsanlæg ville kræve alt for stor besætning til deres forsvar - 15.000 mand regnede man -, og endelig blev Fredericia 1764 helt opgivet som fæstningsby. Armeringen blev ført bort, alt øvrigt krigsmateriel blev solgt, og voldene fik nu lov til at forfalde. Fæstningen kunne kun bruges som midlertidig støttepunkt under en tilbagegang. Garnisonen blev dog bibeholdt. Hverken handel eller håndværk kunne trives, og skatterne var høje. Indbyggerne levede væsentligst af avlsbrug. Byen var nu kun de fattige rester fra en storslået, men fejlslagen spekulation. Befæstningsanlæggene lå nu hen i omtrent 85 år; overalt herskede forfald og ruin. Bastionerne skred ud, og voldgravene begyndte at opfyldes. 4

Da krigen begyndte i marts 1848, blev Fredericia opgivet som garnisonsby. Den militære styrke blev flyttet, og det artillerimateriel, som efterhånden var havnet der, blev sammen med ammunitionen ført over til Fyn. Indbyggerne gav dog trods den noget brogede og udenlandske afstamning ikke det øvrige land noget efter i patriotisme og krigsbegejstring. Borgervæbningen besatte posterne på fæstningsværkerne, og alskens underfundig krigslist blev udtænkt til at slå fjenden på flugt med trods det lille antal forsvarere. Byens kommandant oberst Kragh var naturligvis klar over, at et forsøg på forsvar med borgervæbningen på voldene ville være vanvid, og han sørgede da for at få alle rifler i byen samlet sammen og sendt over til Fyn. End ikke dette kunne knægte borgerne, og en del gik stadig på vagt med knippel i hånden. Mange af beboerne bragte deres værdigenstande over til Middelfart eller Strib; medens andre foretrak at grave dem ned i haverne. General Bonin nærmede sig nu Fredericia og gik i kantonnement i omegnen. Oberst Kragh, som var kommandant, erklærede sig villig til at overgive fæstningen, og da Bonin erfarede, at byen var blottet for tropper, rykkede han straks ind i den. Den drabelige, krigsbegejstrede borgervæbning, som havde taget opstilling ved Prinsens Port med knippel i hånden, blev jaget hjem, da den første bataillon rykkede ind om aftenen klokken Il, og de bestyrtede indbyggere blev jaget ud af deres senge for at skaffe kvarter til de fremmede soldater. Mange slap imidlertid for de uindbundne gæster den aften, for der blev indkvarteret mindst 4 mand sammen, da man ikke rigtig stolede på fredericianernes gæstfrihed. Den næste dags formiddag ankom general Wrangel sammen med prinsen af Nør i spidsen for endnu en bataillon, som stilledes til Bonins rådighed. Byen var nu besat af 3 batailloner og en afdeling artilleri. Resten af liniebrigaden gik i kantonnement omkring Fredericia, og en fjendtlig fane vajede for anden gang over dens volde. Wrangel siger i dagsbefalingen af 3. maj 1848 " - Die Feste Fredericia ist unser. Dort weht jetzt die deutsche Fahne - - ". Fanen var en frankfurterfane, og den blev hilst med salut fra de tyske kanoner, men ammunitionen var dansk. Allerede den 5. maj drog Wrangel dog til Kolding, og man fortalte, at det var fordi, han frygtede fredericianernes hævn, fordi hans tipoldefader i sin tid havde afbrændt byen under svenskerkrigen. Bonin var nu øverstkommanderende, og der fulgte strenge dage. Der forlangtes nemlig en meget rigelig forplejning til de mange soldater. Hver mand fik pr. dag: l pd. oksekød, en portion grøntsager, 2 lod salt, 4 lod smør eller fedt eller et kvart pd. flæsk, en kvart fl. brændevin og 2 pd. brød. En officer fik desuden daglig en halv fl. rødvin og 5 cigarer, så man forstår, at byen var godt udpint efter en 3 ugers indkvartering. Fjenden opførte sig dog ifølge opbevarede breve godt. De menige soldater var ikke bange for at dele deres rationer med byens fattigfolk; men man forstår godt indbyggernes jubel, da de den 25. maj, så snart de sidste prøjsere var marcheret ud gennem Prinsens Port, kunne stikke det danske flag ud af husene, og oberst Kragh lod da også straks Dannebrog hejse fra Kastelsvolden. Imidlertid kom våbenstilstanden i aug. 1848, og krigsbegejstringen slog om i et håb om at kunne bevare freden og spare liv og ejendom, som nødvendigvis måtte gå til i en krig. Et håb, som ledelsen dog ikke troede for stærkt på, for i midten af feb. 1849 begyndte arbejdet på at sætte Fredericia fæstning i forsvarsstand. Dette arbejde blev overdraget oberstløjtnant Lunding i spidsen for nogle ingeniørtropper, og der blev straks sat ind med den energi og dygtighed, som senere har skaffet Lunding et så berømmeligt eftermæle. Alle bastionerne, 9 i antal, blev armeret. Bastionernes navne var dengang de samme som nu, nemlig fra nordøst til sydvest: Danmarks, Kongens, Dronningens, Prins Kristians, Prins Georgs, Prinsessens, Slesvigs, Holstens og Oldenborgs bastion. Mellem Prinsens og Prins Georgs bastion fandtes dengang som nu Prinsens Port, mellem Kongens og Danmarks bastion fandtes den senere nedrevne Kongens Port, hvor der nu er en gennemskæring af samme navn. Kastellet lå, hvor det ligger den dag i dag. Foruden armeringen af Fredericia vold blev der til yderligere sikkerhed og til dækning af Fredericia fra søsiden opkastet et batteri på Stribodden, og dette blev bestykket med 12 svære kanoner. på Fynsiden blev der endvidere anlagt batterier, hvor Lillebælt er smallest, omtrent der, hvor Lillebæltsbroen nu knytter Fyn til Jylland. 5

Som tidligere omtalt fandtes der ikke skov i en afstand af ca. halvanden fjerdingvej fra Fredericia og heller ikke stenhuse, som kunne afgive dækning for fjenden. De nærmeste skove var og er endnu Treldeskoven mod nord og Fuglsangskoven mod vest. De kunne naturligvis yde fjenden skjul, men de var for langt borte til at kunne få betydning som dækning, idet Fredericias kanoner ikke kunne række de 3-4 kilometer. En terrænvanskelighed af større betydning var en lavning, som lå omtrent koncentrisk med volden og i en afstand af omtrent en kilometer fra denne. Denne lavning var ikke i stand til at yde fjenden dækning mod krumbaneskytset, men den kunne yde et farligt skjul så tæt på volden. Oberstløjtnant Lunding fandt da på at sætte en stor del af denne lavning under vand ved at opstemme den bæk, som senere ved bygningen af Fredericias ny banegård 1933-35 voldte så stort besvær. På den måde blev der lagt et stort vandbælte vest og nordvest for byen. Mod syd var det begrænset af den dæmning, Fredericia-Snoghøj vejen (også kaldet Strandvejen) løb på. For at fjenden ikke skulle lukke vandet ud ved at gennembryde dæmningen ud til Møllebugten, blev der her bygget et blokhus, hvori der blev anbragt en feltvagt med vedetposter på de omliggende bakkepartier. En tilhugget granitsten viser endnu i dag stedet. Desuden var der anbragt feltvagter med passende mellemrum rundt om hele fæstningen, dog bagved oversvømmelsen. Fredericias armering udgjorde ca. 200 stk. kanoner af større eller mindre kaliber, og ammunitionsforsyningen var 2-300 skud pr. pjece. Proviantspørgsmålet frembød intet særligt besvær, idet forsvarsplanen var lagt an på en uafbrudt forbindelse med Fyn, sikret af batteriet på Strib og en del kanonbåde og andre armerede fartøjer i Lillebælt. Indtil MAR. 1849 havde fæstningen ingen besætning ud over arbejdsstyrken, som istandsatte voldene. Nu kom der 12 nyoprettede depotkompagnier til, og da oprørerne rykkede op gennem Jylland, og brigaderne Schleppegrell og Moltke efter kampene ved Viuf og Gudsø nord for Kolding trak sig ind i fæstningen, blev det vedtaget, at besætningen skulle være 6 batailloner fodfolk, en halv eskadron husarer og l batteri. Resten blev ført over til Fyn og gik i kantonnement der som reserve og afløsning. Som fæstning betragtet havde Fredericia en uvurderlig fordel, idet den ikke kunne indesluttes, medmindre fjenden tog Fyn eller i alt fald en del deraf. Denne fordel havde naturligvis sin rod i datidens dårlige våben. Resultatet var, at forbindelsen mellem fæstningen og dens forsyninger ikke så let kunne tabes. Dette forhold var kendt og forstået af såvel den militære som den civile befolkning, og det bidrog i væsentlig grad til, at der ikke på noget tidspunkt af belejringen opstod panik i byen, end ikke under bombardementet. Naturligvis var en del af befolkningen afskåret fra at drive deres erhverv, da Fredericia dengang for en stor del bestod af avlsbrugere, som havde jorden liggende uden for voldene. Til gengæld tjente en del af de handlende tykt, da deres varer ankom regelmæssigt. Allerede i apr. begyndte byens civile befolkning dog at udvandre pr. skib, idet de medtog de værdifuldeste og de nødvendigste ejendele; men udvandringen gjaldt foreløbig kun dem, der ikke havde nogen pekuniær fordel af at blive. Først da efterretningen om, at linieskibet "Chr. den 8." var sprunget i luften, og "Gefion" var taget af tyskerne i Eckernförde bugt Skærtorsdag, indløb Påskedag den 8. apr., blev byen bragt i en yderst nedtrykt stemning. Frygten for fremtiden lagde en knugende stilhed over hele landet. At man snart ventede fjenden inden for Fredericias volde, fremgår af den kendsgerning, at konfirmationen blev fremskyndet til onsdag den 11. APR. i stedet for den følgende søndag. Man ønskede ikke at få højtideligheden afbrudt af eksploderende bomber. Den 20. apr. blev byen alarmeret, da nogle ordonnanser kom med melding om, at fjenden var i Kolding. Alt militæret kom på voldene, og udvandringen fra byen blev stærkere. De, der blev tilbage, sendte deres ejendele bort. Hovedparten af besætningen marcherede under Moltke til Kolding for sammen med Ryes og Schleppegrells brigader at angribe tyskerne. Den 23. apr., årsdagen for slaget ved Slesvig, lykkedes det danskerne at erobre Kolding tilbage, men kun for en stakket stund, for allerede få timer senere tog tyskerne byen igen. En forfærdelig mængde sårede blev sendt til Fredericia, hvis lazaretter blev tæt belagt. Udvandringen fra byen antog nu så store dimensioner~ at der var ved at blive trængsel ved havnen. Nu fulgte træfningerne ved Gudsø og Viuf, og resultatet var for Fredericias vedkommende, at lazaret terne blev overfyldte for en kort tid. 6

Den næste betydningsfulde hændelse for byen var bombardementet, der begyndte den 16. maj om morgenen kl. 3. Projektilerne, der hovedsagelig var svære 168 punds bomber, anrettede stor ødelæggelse; men da der intet steds opstod ild, mente indbyggerne, at der måtte have været fejl ved påfyldningen af ammunitionen, hvad der muligvis også har været tilfældet. Bombardementet stilnede i løbet af dagen, og beboerne antog, at tyskerne var blevet klar over den ringe skade, de anrettede. Men om aftenen begyndte det igen, og det fortsatte nu kun afbrudt af korte pauser i 4 dage, og nu var der ikke mere fejl ved bomberne. Der udbrød ild så mange steder i byen, at det efterhånden blev umuligt at slukke. Man måtte nøjes med at rive mure ned og på andre måder hindre ildens fremtrængen. Redningsarbejdet gik rask fra hånden; men det var dog ikke altid, det reddede gods havnede i ejermandens hænder. En fredericianer skrev i sin dagbog den 17. maj 1849, at det uden tvivl er den slags tilfælde som have givet anledning til, at ordet "at redde", brugt om ikke reelle hensigter, overhovedet er kommet i brug". Næsten hele den civile befolkning flygtede nu fra byen, og en stor del af den blev indkvarteret hos bønderne i Strib og omegn, hvorfra de dog ikke undlod at tage små ture over til byen efter ejendele, da først bombardementet var hørt op den 20. maj. Resultatet af bombardementet var set fra fjendens side magert. I løbet af fire dage var der blevet kastet ca. 1000 projektiler ind i byen, men antallet af dræbte og sårede var kun ca. 40, og deraf var omtrent halvdelen civile. Vel havde omfattende ildebrande hærget byen, men resultatet må dog nærmest siges at være negativt, når man tager hensigten, at tvinge byen til overgivelse, i betragtning. Den store ammunitionsmængde var nærmest kastet bort til ingen nytte; thi tanken om kapitulation forelå overhovedet ikke i byen. En overgivelse efter bombardementet påtvinges jo i reglen kommandanten af den rædselsslagne og fortvivlede civile befolkning; men her kunne denne forlade byen, når den ønskede det, og besætningen var naturligvis alt for veldisciplineret til at give op for et 4 dages bombardement. Den største ulempe; danskerne havde af bombardementet, var den, at tyskerne nu havde fået øjnene op for, at det først og fremmest gjaldt om at få forbindelsen med Fyn afbrudt. De anlagde derfor flere batterier til beskydning af havnen, hvad der gav anledning til flere hårde træfninger på og om det terræn, hvor batterierne skulle anlægges. Indbyggerne, såvel de, der var blevet tilbage i byen, som de flygtede, der var indkvarteret på Fyn, var dog ved godt mod. De ventede nemlig i løbet af kort tid undsætning af en russisk hær. At dette håb ikke var baseret på lutter løse rygter fremgår af den kendsgerning, at byfogeden i Middelfart havde fået ordre til at tilsige folk at behandle russerne med forekommenhed overalt, hvor de kom i land. Der Var dog ikke bestilt kvarter til dem. Disse russere kom jo som bekendt aldrig; men alene håbet om deres snarlige hjælp var i lang tid en god moralsk støtte for danskerne. Søndag den 3. juni blev fæstningen igen bombarderet, og denne gang blev der i løbet af 5 timer kastet 600 projektiler ind i byen. Ilden, der på det kraftigste blev besvaret fra volden, anrettede en del skade på såvel mennesker som materiel, men havde ingen afgørende betydning. Man mente, den var iværksat for at aflede opmærksomheden fra andre foretagender. Langt alvorligere opfattede man nogle angrebsarbejder, som fjenden i disse dage anlagde umiddelbart foran oversvømmelsen, og som man mente var begyndelsen til de parallelle løbegrave, som altid indleder et fæstningsangreb. Kommandant oberst Lunding mente endog, at angrebet ville sætte ind i løbet af ca. 8 dage, hvorfor han anmodede overkommandoen om undsætning. Denne anmodning gav dog intet resultat, dels fordi en kamp endnu ikke kunne forårsage en endelig afgørelse, dels fordi frygten var ugrundet, da det nemlig viste sig, at tyskernes øverstkommanderende Bonin endnu ikke tænkte på en systematisk belejring, men kun havde til hensigt at afbryde forbindelsen til Fyn, hvilket endnu ikke var lykkedes ham. Bonins tanke var nu at hindre trafik på Fredericias havn ved beskydning fra et batteri ca. 2 kilometer nordøst for byen i retning mod Trelde Næs. Dette forehavende krævede imidlertid et ret stort skanseanlæg, da det nemlig var nødvendigt at sikre batteriet stærkt fra søsiden. Terrænet var af en sådan beskaffenhed, at det var umuligt at benytte sig af dets naturlige dækningsmidler, såfremt beskydningen skulle give noget resultat, og redouterne, som skulle anlægges til batteriets beskyttelse, 7

måtte være stærke og således indrettet, at de kunne føre en selvstændig kamp. Da forbindelsen med den øvrige del af hæren enten var meget vanskelig eller måtte foregå ad en stor omvej, var det også nødvendigt at anlægge hyttelejre. Det ville altså blive en helt isoleret afdeling, og Bonin nærede store betænkeligheder ved en sådan spredning af kræfterne. Trods alle disse fortrædeligheder blev arbejdet dog påbegyndt og skred rask fremad. Hyttelejrene blev færdige den 27. JUNI, og man tog fat på batterierne samt redouterne 5 og 6 med tilhørende løbegrav, som skulle dække batterierne. Først den 30. JUNI observerede danskerne disse farlige arbejder fra søen. Oberst Lunding, som igen havde anmodet overkommandoen om forstærkning, indså, at ventetiden kunne blive skæbnesvanger, og han besluttede at forsøge et udfald med det formål at ødelægge de nye batterier. Om eftermiddagen kl. 15 rykkede 6 kompagnier og et arbejdskommando på 150 mand under befaling af oberstløjtnant Irminger ud gennem Kongens Port. De nåede frem til kun 8-900 alen fra fjendens forposter, før de blev bemærket, og ved et hurtigt angreb lykkedes det at erobre arbejdsterrænet og holde det under fjendens modangreb, medens arbejdskommandoet i et forrygende tempo gik i gang med at sløjfe de påbegyndte værker. Pladsen blev nivelleret. Tømmer, faskiner, skansekurve og alt andet brandbart materiale blev slæbt sammen i en bunke og antændt. Først da værkerne var totalt ødelagt, tiltrådte udfaldsstyrken tilbagetoget og blev modtaget med fuld honnør i fæstningen. Fjenden prøvede på at redde det antændte materiale; men slukningsarbejdet var omtrent umuliggjort, idet de danske ingeniører havde spækket bålet så godt med håndgranater, at de stadige sprængninger nok skulle holde folk på afstand. Skansearbejderne blev dog straks påbegyndt igen og med en sådan energi, at de i løbet af 5 dage var færdige og delvis armeret; men alligevel var det for sent; thi begivenhederne, der nu udviklede sig med rivende hast, havde taget en sådan retning, at de belejrendes rolle nu skiftede om fra angribere til forsvarere. FREDERICIASLAGET 6. JULI 1849. Den danske hærs øverstbefalende, general Bülow, var klar over, at en endelig afgørelse eller i al fald et slag, som ville skabe forandring i de nu snart længe beståede forhold, var nødvendig; thi en fortsat udskydning ville kun virke demoraliserende på soldaterne og udpine Jylland; men det gjaldt om at finde det heldigste øjeblik og den heldigste situation. Stillingen var i slutningen af juni 1849 således, at den fjendtlige hærs styrke var delt i tre dele. 22.000 mand stod ved Dybbøl fastholdt af vor hærafdeling på Als under ledelse af de Meza. 16.000 mand (andre oplysninger siger 14.000) belejrede Fredericia under Bonin, og det var lykkedes general Rye at udføre det strategiske kunststykke at trække resten af den fjendtlige hær, 22.000 mand under general Prittwitz, med op gennem Jylland, stadig at holde ham i ånde ved detacheringer og skinangreb og stadig at undgå et hovedslag i sidste øjeblik. Fjenden var altså delt i tre afdelinger med ca. fire dagsmarcher imellem, og danskerne havde den fordel at være herre til søs, hvilket satte dem i stand til at udveksle tropper mellem hovedbrændpunkterne hurtigere, end fjenden kunne gøre det. Det heldigste punkt for en hovedaktion ville være Fredericia, dels fordi de to øvrige fjendtlige hærs styrker ved en dansk sejr her ville isoleres fra hinanden, dels fordi fjendernes antal var mindst her. Denne anskuelse mødte dog stærk modstand fra krigsminister Hansen, og først i slutningen af JUNI opnåede general Bülow at få frie hænder til at handle. Den 20. juni gav han da de Meza ordre til at lade 6. brigade, kommanderet af oberst Ræder, og et halvbatteri afgå til Fyn. General Rye fik tilhold om at lade fire batailloner og et batteri være klar til udskibning ved Helgenæs. Forstærkningen fra Als forsinkedes en del på grund af vejret og ankom først til Fåborg den 24. De Meza, som først havde haft betænkeligheder ved at forlade Als, fulgte efter den l. juli, da krigsministeren havde udtalt et særligt ønske om det. Rye fik ordre til at lade den ovennævnte styrke afgå fra Helgenæs den 29. eller 30., men også her forsinkede vejret afgangen således, at de sidste skibe ikke kom af sted før den l. juli om aftenen. Fodfolket blev landsat på Fyn. Artilleriet blev sejlet til Fredericia. Rye, som først havde ordre til at 8

blive på Helgenæs, greb med glæde en tilladelse fra general Bülow til, hvis han ønskede det, at følge med sine tropper. Bülow skrev bl.a. til ham: "Vi får en munter dag ved Fredericia. Har De lyst til at være med i legen, så overgiv Flindt kommandoen og følg med Deres tropper." Nu havde Bülow altså tropperne samlet, og tiden var inde til at lægge et lod i vægtskålen, idet det kun kunne vare få dage, før fjenden havde standset trafikken på Lillebælt. Alle de på Fyn stående tropper blev i de første dage af juli lagt i et stærkt sammentrængt kantonnement i den nordvestlige del af øen. Slagplanen. General Bülows stabschef, oberst Flensborg, havde udkastet en plan, efter hvilken avantgarden skulle landsættes i Snoghøj og derfra falde fjenden i ryggen, samtidig med at de tre brigader Schleppegrell, Moltke og Rye gik ud af Fredericia og angreb forfra. Imidlertid blev denne plan, som ellers var udarbejdet i de mindste detaljer, forkastet i et krigsråd, som afholdtes den 4. juli i general Bülows hovedkvarter i Vejlby. Dette råd bestod af generalerne Bülow, Schleppegrell, Moltke, Rye og de Meza; obersterne Juel, Ph. Ræder, Fibiger, Schlegel; kommandør Garde af søetaten og armekorpsets stabschef oberstløjtnant Flensborg; de Mezas stabschef major Wörishoffer, Schleppegrells, kaptajn Neergaard, og Ryes, kaptajn Beck. General de Meza, som skulle føre landgangskorpset, frygtede for at træffe uovervindelige vanskeligheder under landgangen, især da vort transportvæsen var i dårlig stand, og han kunne vente at støde på en betydelig modstand under landstigningen ved Snoghøj, som man vidste, fjenden holdt stærkt besat. Schleppegrell foreslog, at man skulle foretage et samlet udfald fra Fredericia og ikke lade resultatet afhænge af vejr og vind og andre tilfældigheder ved et landgangsforsøg. Forslaget blev straks støttet af de Meza. Rye ytrede imidlertid, at hvis landgangsekspeditionen blev overdraget til ham, skulle han vide at komme i land og oven i købet, hvis udfaldet glippede, at slå sig igennem til Fredericia. Det blev nu oplyst, at krigsministeren havde overdraget denne post til de Meza. Alt dette fik dog ingen betydning, da alle krigsrådets medlemmer med undtagelse af generalerne Bülow og Rye og oberstløjtnant Flensborg tiltrådte Schleppegrells forslag. Stabschefen oplæste nu et brev fra krigsministeren, hvori ministeren udtalte sig for landgangsforsøget. De Meza svarede, at han naturligvis ikke havde noget imod at føre landgangstropperne, men at han ved at afgive sin stemme kun tog hensyn til sandsynligheden af et gunstigt udfald. Han havde tidligere anset et landgangsforsøg for gennemførligt; men efter de sidst indhentede oplysninger om forholdene på stedet måtte han betvivle det. Efter at denne erklæring var afgivet, var kun stabschefen mod Schleppegrells plan, og denne blev da vedtaget. Planen gik i hovedtrækkene ud på, at hæren med hele sin styrke skulle bryde frem fra fæstningens nordre side, angribe fjendens venstre fløj, omgå værkerne i midten og tage dem i side og ryg, med andre ord "rulle fjendens linier op", som man siger med et moderne udtryk. Også tiden for angrebet drøftedes. Den første bestemmelse, at foretage det om natten mellem den 4. og 5., kunne nemlig ikke fastholdes, da to af brigaderne på grund af uheldige omstændigheder havde modtaget ordren om opbrud for sent, og overførelsen til Fyn af rytteri og artilleri havde taget længere tid end beregnet. Det blev da vedtaget, at udfaldet skulle finde sted natten mellem den 5. og 6. kl. l. 9

Befalingen til udfaldet blev udsendt til de højere befalingsmænd den 5. Den angav først udfaldsstyrkens inddeling: a. Avantgarden (generalmajor de Meza), bestående af 6. brigade (oberst Ph. Ræder) med 2 jægerkorps og 3 batailloner samt l batteri, et halvt espingolbatteri og en halv deling ingeniørtropper. b. 3. brigade (generalmajor Schleppegrell) med l jægerkorps, 4 batailloner (hvoraf dog 2 kompagnier blev afgivet til forstærkning af Fredericias besætning og til flåden, for at anvendes ved nogle skinangreb) og l batteri. c. 4. brigade (general Moltke) med 4 batailloner (hvoraf l blev afgivet til forstærkning af Fredericias besætning) og l batteri. d. 5. brigade (generalmajor Rye) med l jægerkorps, 4 batailloner og en halv deling ingeniørtropper. e. Rytteriet (oberst Juel) bestående af l. og 2. kavalleridivision. (Hver division havde 2 eskadroner). f. Reserveartilleriet, bestående af l batteri og 2 halvbatterier. Planen for slaget lød som følger: Avantgarden og 5. brigade skulle rykke først ud af fæstningen, førstnævnte gennem Kongens Port og udfaldsporten mellem Dronningens og Prins Kristians Bastion, sidstnævnte til højre for avantgarden, langs stranden. Efter avantgarden skulle rytteriet og et halvbatteri af reserveartilleriet følge. Avantgardens opgave var at omgå løbegravene nordvest for fæstningen og dernæst bemægtige sig fjendens værker på denne kant. 5. brigade skulle rykke så hurtigt som muligt mod Kirstinebjerg (i det sydvestlige hjørne af Treldeskov). Efter at have indtaget en stilling mellem denne gård og oversvømmelsen skulle de rykke frem henholdsvis mod Stallerup og Egum og mod Egeskov og Trelde. 3. og 4. brigade skulle rykke ud af fæstningen ad de samme veje som avantgarden og 5. brigade og indtage en foreløbig stilling bag lavningen nord og nordvest for fæstningen. Derefter skulle reserveartilleriet følge. Efter omstændighederne kunne man så angribe i nordlig retning med avantgarden og 5. brigade i første linie, 3. og 4. brigade i anden linie, eller i vestlig retning med avantgarden og 3. brigade i første, 5. og 4. brigade i anden linie. Af flådens skibe med transportfartøjer ville der blive foretaget bevægelser ind i Vejle fjord og hen imod Kolding fjord for at bibringe fjenden den tro, at man ville gøre landgang i egnen ved Trelde og på kysten over for Hindsgavl odde. Flåden skulle naturligvis foruden disse skinangreb støtte hæren med sin ild, hvor det lod sig gøre. Ligeledes skulle strandbatterierne på Fyn yde deres medvirkning. Foruden fæstningsartilleriet og et ingeniørdetachement skulle 31 bataillon, 4 depotkompagnier, et lille rytterkommando og et espingolbatteri blive i Fredericia. Fæstningens opgave under udfaldet var at forsvare vestfronten og ved sin ild understøtte vore troppers angreb. Overføringen af tropper til Fredericia var færdig den 5. om aftenen. Det fartøj, som sidst af gik fra Båringvig, havde de fleste af generalerne med stab om bord. Det har man senere påtalt som en 10

uforsigtighed; men man kan vel ikke vente, at en dristighed, som den datidens hærledelse sad inde med, skulle være parret med personlig forsigtighed. Fjendens stilling. Den tidligere omtalte oversvømmelse delte terrænet omkring Fredericia i to afsnit, et østre (nord for byen) og et vestre (vest for byen). I det østre afsnit var fjendens værker anlagt i to grupper, af hvilke den ene med hovedværket, redoute 5, støttede sig til Kattegat og forsvaredes af l. insurgentbrigade. Den anden med hovedværkerne, redouterne 3 og 4, dannede halvdelen af fjendens midte. Imellem de to grupper var et ubefæstet rum på ca. 1200 meters bredde. Det vestre afsnit var dækket af oversvømmelsen; det bestod ligeledes af to grupper, af hvilke den ene med hovedværkerne, redouterne l og 2, dannede den anden halvdel af fjendens midte, som altså var skilt i 2 dele. Midten forsvaredes af 2. insurgentbrigade. Den anden gruppe, som altså var fjendens højre fløj, var strandbatterierne ved Sandal og Erritsø. Den forsvaredes af avantgarden og støttede sig til Møllebugten. Hele fjendens linie spændte over ca. en mil i bredden. Troppernes overføring fra Als til Fyn var ikke undgået fjendens opmærksomhed, og han vidste altså, at der var noget i gære; men først da tropperne overførtes til Fredericia, blev den egentlige hensigt klar for ham. Den 5. juli fik den tyske overgeneral, som havde opholdt sig i Århus, ad to veje (bl.a. af en artillerist af tysk herkomst, som var flygtet fra Fredericia) meddelelse om, at der forestod et angreb på belejringshæren ved Fredericia. Den tyske overkommando bestemte da, at en division skulle rykke belejringshæren til undsætning. Afmarchen blev ansat til den 7. I oprørshæren var man ikke enig om, hvad der burde gøres. Major Stuckradt, chefen for l. brigade, der stod på venstre fløj, anmodede Bonin om at trække hæren mere sammen, da han ellers mente, de var fortabt; men Bonin mente, at troppefordelingen burde opretholdes. Navnlig var han bange for at trække højre fløj nærmere, da han frygtede en landgang ved Snoghøj. Han gav dog ordre til at holde avantgardebrigaden samlet, således at den efter omstændighederne kunne understøtte de to andre brigader. Slaget. Om aftenen den 5. JULI var den danske udfaldsstyrke samlet i Fredericia og opmarcheret på plads bag voldene. Det var en stille, skøn sommernat. Fuldmånen stod på himlen, og en let tåge lå på marker og enge. Alle vidnesbyrd fra samtiden viser, at stemningen var frejdig og tillidsfuld blandt soldaterne. Der fortælles således om en soldat, der kom til sin chef og sagde, at hans fødder var dårlige. "I dage må ingen blive hjemme", sagde chefen. Soldaten svarede da, at det ville han heller ikke. Han ville blot gerne have lov til at slås i tøfler. Det fik han tilladelse til, og man lagde mærke til, at han stadig var blandt de forreste, da det gik mod fjenden. Historien siges at være sand. I al fald giver den et tydeligt udtryk for soldaternes sindstilstand. Alle generalerne talte nu til deres mandskab og opfordrede dem til at vise mod og kraft. Det blev påbudt at rykke stille frem og ikke spilde tiden med skydning, men at gå på med bajonetten. Da klokken slog et, forsvandt månen bag en sky, og Bülow bud lød: "Soldater, vi skal ud". Avantgardens tete rykkede ud gennem porten, og da den straks blev beskudt, rykkede den frem i løb med højre fløj langs Treldevejen. De øvrige underafdelinger fulgte efter. på et øjeblik var fjendens vedetter og feltvagter kastet tilbage, og bataillonen gik frem til en linie ca. 400 meter foran redouterne 4 og 5. Her satte den sig fast og holdt sig under hele kampen. De Meza var selv med i første linie. 11

2. lette bataillon gik ud samtidig med 1. men da den benyttede poternen, tog opmarchen udenfor en del længere tid. Den blev ligeledes tvunget til at angribe, inden opmarchen var fuldført. Bataillonen gik i vest-nordvestlig retning og kom derved til at gå lige på løbegravene. 2. Jægerkorps, som også benyttede poternen, gik frem mod redoute 4, et stort morterbatteri og løbegravene. Den heftige ild gjorde lyst mellem rækkerne; men korpset fortsatte frem i løb. Den venstre fløj, kompagniet Scharfenberg, gik lige på redoute 4 uden at vide det. på ganske kort hold blev den skive for tre fjendtlige salver, som fulgte hurtigt efter hinanden, og først nu så man, at man var stødt på en skanse. Avanceringen blev dog fortsat, og brystværnet blev overskredet. Tabet var nu så stort, at kun een officer, løjtnant N. P. Jensen, var tilbage ved kompagniet. Han opfordrede fjenden til overgivelse. Opfordringen blev straks fulgt; men da fjenden kort efter opdagede, hvor få folk løjtnanten havde med sig, greb han igen våbnene. Da var det imidlertid for sent. Andre tropper var kommet til, og fangerne blev ført til Fredericia. 2. Jægerkorps' 2. linie, kompagniet Scholten, stødte på det store morterbatteri, gik straks løs på det og erobrede det. Fjenden begyndte nu at trække sig tilbage, og fronten blev derved drejet i retningen nord-syd. Fjenden støttede sig til redoute 3, som blev den næste hårde nød at knække. Det lykkedes kaptajn Schiøning af 2. lette bataillon med en del af sine folk at sætte sig fast på voldens ydre skråning. En del af 2. jægerkorps kom nu til og bed sig ligeledes fast på skråningen; men fjendens modstand var for stor, og da han nu satte et modangreb ind af afløsningstropper, måtte danskerne trække sig tilbage. Der indtrådte nu en standsning i kampen med frontlinien omtrent midt imellem redouterne 3 og 4. Bonin var nu kommet til, og da han så, hvorledes det ene angreb efter det andet splintredes mod de danske linier, var han klar over, at slaget var tabt, og han begyndte en tilbagegang. Schleppegrels brigade og den stærkt medtagne avantgarde fulgte efter og fandt redoute 3 forladt. Kampen om Treldeskansen. Ryes tete, l. reservejægerkorps, rykkede frem på begge sider af vejen til eksercerpladsen under stadig beskydning. Et stort batteri og nogle løbegrave øst for vejen blev taget i første stormløb, og der var dannet hul i den fjendtlige linie. Fremrykningen fortsattes helt til den fjendtlige hytte1ejr på eksercerpladsen, medens en del kompagnier måtte stoppe op foran redoute 5 (Treldeskansen) med tilliggende løbegrave. Rye udviklede nu sine tropper foran og til siden for skansen, og det lykkedes ham at hindre fjenden i at få undsætning fra hyttelejren ved Kirstinebjerg. Kampen blev nu stående ca. 3 400 meter nord for Treldeskansen. De Meza, som var klar over 5. brigades vanskeligheder, forstærkede sin højre fløj. General Rye, som ikke havde vidst, at fjenden havde nået at få Treldeskansen gjort færdig, befalede første træfning at rykke forbi og anden træfning at erobre skansen. 6. og 7. bataillon gik løs på skansen, og Rye fulgte selv med. 6. gik lige på; men forsvaret var så stærkt og ilden så kraftig, at bataillonen, som led meget stort tab, blev nødt til at trække sig tilbage for at ordne. Nu rykkede 7. frem lidt længere til venstre; men her var modstanden lige så stærk. Det forreste kompagni blev totalt nedmejet; men det lykkedes dog at trænge helt ned i skansegraven. Stormen begyndte; der blev kæmpet med stor tapperhed på begge sider; men 7. bataillon måtte også trække sig tilbage. Rye sendte da resterne af sin 2. træfning frem for at hjælpe l. træfning med at hindre undsætningen i at nå frem til skansen. Han fulgte selv med. To heste var blevet skudt under ham, og nu gik han til fods. Da blev han på een gang ramt at to kugler, en i benet og en i underlivet, og han døde kort efter. Da var klokken 3. En undsætning var nu forhindret, og Treldeskansen blev igen stormet; men også denne gang blev stormen afvist. De Meza begyndte at blive urolig over, at kampen ingen ende ville tage bag hans højre fløj, og han sendte da en adjudant til Bülow med melding om, at Rye vist trængte til hjælp. 12

Brigaden Moltke, som var rykket ud langs stranden, fik ordre til at gribe ind, og kl. 4 var skansen taget. Ca. 200 mand og den modige og dygtige kommandant kaptajn Arnswald blev taget til fange. Nu begyndte forfølgelseskampen. Fjenden prøvede flere gange at gå offensivt til værks for at skaffe bevægelsesfrihed, og flere hårde kampe fandt sted omkring Ryttergrøften; men fjenden måtte stadig trække sig tilbage. Først ville major Stuckradt, som ledede tilbagegangen, lægge vejen over vadestedet over Rands fjord, men da han fik meddelelse om, at dette kunne bestryges af danske kanonbåde, foretrak han vejen direkte mod vest over Egum, Stallerup og Bredstrup. Da vor venstre fløj allerede på dette tidspunkt havde renset terrænet umiddelbart nord for oversvømmelsen, kom flygtningene til at løbe spidsrod forbi Schleppegrells og de Mezas tropper, og kun ca. en femtedel af den flygtende brigade nåede over Elbodalen. Da klokken var 6, var modstanden fuldstændig forbi på danskernes højre fløj. Redouterne l og 2 blev holdt temmelig længe; men da Lunding nu uden risiko kunne sende forstærkning af forsvarsstyrken, blev skanserne erobret, og forfølgelsen fortsatte mod syd. Fjenden fik ikke tid til under sin hurtige flugt at tage alt materiel med sig, og danskerne erobrede en del kanoner. Ved Hejse Kro havde fjenden haft artilleripark, og da 3. brigade under forfølgelsen nåede hertil, opdagede den, at en stor del kanoner, vogne og ammunition endnu befandt sig der. En storm blev dog ikke engang nødvendig, for fjenden trak sig straks tilbage og lod alt materiellet i stikken. Fjenden gik nu tilbage over Elbodalen ved Havreballepasset. En tysk beretning om Fredericiaslaget siger om kampen ved Havreballepasset, at de danske havde store tab, men at deres mod var blevet hævet i den grad ved slagets udfald, at de stormede frem trods den stærkeste kugleregn. Kl. 8 om morgenen opgav fjenden passet, og Bonin begyndte at samle sine slagne tropper ved Pjedsted. General Bülow havde besluttet at standse sine forfølgelser ved Elbodalen, og da kampen i løbet af formiddagen ophørte helt, gik vore tropper i stilling bag dalen. Kl. ca. 10 havde Bonin sin hær samlet, og kl. 11 begyndte han at rykke nord på. Om eftermiddagen kl.16 nåede han Vejle, hvor han gik i kvarter og bivuak med forposter syd for byen. Kampen var nu endt, og resultatet var følgende: Tabene på dansk side var 512 døde, 1344 sårede og 35 fanger. På oprørernes side var der 202 døde, 835 sårede og 1954 fanger. Byttet var 31 stk. skyts, 29 affutager, 86 vogne, 2000 geværer, store forråd af ammunition og 100 heste. Dette bytte og fæstningens befrielse var slagets taktiske resultat. Det politiske resultat var underhandlingen, som førte til våbenstilstand og fred med Tyskland. Det moralske resultat var måske det største, selvom det ikke lader sig måle på samme måde som de andre. Felttoget var begyndt med en række ulykker, tab og tilbagegang, og nu stod der den 7. JULI 1849 pludselig i en københavnsk avis: "Officiel meddelelse fra krigsministeriet. Ifølge telegrafefterretning har generalmajor v. Bülow igår morges foretaget et stort udfald fra Fredericia og slået insurgenterne. Belejringen er hævet, alt belejringsskyts, tilligemed en del feltskyts, er erobret og omtrent 1800 mand, hvoriblandt 30 officerer, ere tagne til fange." Virkningen må have været overvældende. I Fredericia havde den sidste tilbageblevne rest af den civile befolkning været på benene omtrent hele natten og i største spænding fulgt slagets gang. Den overstrømmende glæde, som de indløbne beretninger efterhånden fremkaldte, blev dog noget afdæmpet, da vognene med de sårede begyndte at ankomme, og da efterretningen om Ryes død indtraf, fremkaldte den hos alle en dyb vemodig stemning. En civilist fra Fredericia skrev: "Dersom nogen ved sin død er blevet begrædt, er det ham; kun Kong Frederik den 7des bortgang har måske berørt almenheden smerteligere". 13

Hele dagen indløb vogne med døde og sårede. Der var ikke tilstrækkelig lazaretplads i Fredericia, så de, der kunne tåle det, blev ført over til Fyn. De døde blev anbragt forskellige steder i de forladte huse. Der var en uhyggelig færdsel af de med døde mennesker fuldt læssede vogne gennem byens gader. General Ryes lig blev anbragt i Latinskolen og derfra næste dag ført til Michaeli kirke. Overalt havde ambulancer og læger travlt med at forbinde sårede og føre dem til havnen. De faldne soldater blev begravet den 8. juli kl. 12 middag. En del ingeniører og et arbejdskompagni på 100 mand gravede den store fællesgrav på Trinitatis kirkegård, og de døde blev anbragt fuldt påklædt i lange rækker bataillons- og kompagnivis. I Michaeli kirke foregik gudstjenesten, og herfra blev general Rye tillige med de øvrige faldne officerer båret til Trinitatis kirkegård. Det talrige følge bestod mest af militære, da størsteparten af Fredericias befolkning endnu ikke var kommet tilbage fra Fyn. De faldne officerer blev anbragt i fællesgraven, og efter jordpåkastelsen og bønnen sluttede højtideligheden med kanon- og geværsalver over graven. General Rye blev dog ikke jordet i Fredericia. Hans kiste førtes til København, hvor begravelsen fandt sted den 15. sep. fra Garnisonskirken. Fredericianerne vendte nu tilbage til deres by og tog fat på arbejdet med at udbedre den skade, deres personlige ejendomme havde lidt. Det var et stort arbejde; men bevidstheden om, at intet var mistet forgæves, tog brodden af ødelæggelsen, og inden længe var byen igen i sin gamle gænge, selv om man endnu i mange år derefter kunne spore belejringens voldsomhed på byens bygninger. En halv snes dage efter slaget blev våbenhvilen sluttet med Preussen, og i juli 1850 kom freden. Slesvigholstenerne førte nu krigen alene; men denne gang lykkedes det ikke fjenden at trænge op i Jylland, og Fredericia kom således ikke mere til at spille en aktiv rolle i Treårskrigen. Jelling i FEBRUAR 1938. 14