KVK Mark. 16, Hvad er opstandelse egentlig? Hvis vi sådan i vores dagligdag tager ordet i vores mund, så handler det oftest om uro og oprør.

Transkript

1 KVK Mark. 16, Hvad er opstandelse egentlig? Hvis vi sådan i vores dagligdag tager ordet i vores mund, så handler det oftest om uro og oprør. Opstandelse kan opleves som et menneskehav, der skyller ind over en by for at rive mure ned og danne nye floder. Om opstandelse er positivt eller negativt kommer an på de øjne, der står på sidelinjen og betragter. Men selve fænomenet opstandelse ligger og lure i ethvert menneske. Når der er noget der truer alt det vi står for som menneske, så mærker vi opstandelsens drivkraft rejse sig. Når frihed, lighed og retfærdighed trædes under fode, så sker der noget i os mennesker. Så laver vi opstandelse i det store eller i det små; eller i drømme gør vi det måske. For vanens stilstand og plejers manglende død har det med at slukke drivkraften i os til opstandelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af Storm P s berømte fluer, hvor en mand siger således til en anden: Nå, gik det så som De havde ventet Nej, svarer den anden mand, men det havde jeg heller ikke ventet.. ja, sådan nogle dage har vi vist alle sammen, hvor vi på forhånd har givet op på de dage er ordet opstandelse ikke at finde i vores livs ordbog. Det er lidt ligesom gyngehesten fra vores barndom; om dagen stod den og var afklædt sine eventyr, afskallet og rå under køkkenbordet og lod som ingenting. Men om natten i vores drømme fór vi af sted i vores hvide kappe over stok og sten på vores hest for at redde verden for gru og undergang.

2 Sådan har alle ting deres dobbelte eksistens; også fænomenet opstandelse. Opstandelse er både som gyngehesten, der om dagen stirrer igennem os med sit glasøje og et anklagende: hvor blev du af, da det gjaldt. Men opstandelse kan også pludselig være som sporer i vores side, så vi pludselig styrter af sted i retninger, vi ikke havde regnet med og med en fane hvorpå der står: For livets skyld. Jo, vi mennesker har opstandelsens drivkraft i os og det er ikke til at komme uden om. Vi husker alle med klarhed, da Berlinmuren faldt i Hvordan kunne det overhovedet ske? Fordi opstandelsens drivkraft blev en fælles drivkraft for et helt folk. Det var opstandelsens synergi, der væltede betonmuren. En vej lå pludselig åben, som før havde været lukket med armeret beton. En mur, der stod for afstand, adskillelse, undertrykkelse var brudt ned. Jo, denne opstandelse betød nyt liv for mange. Og det er vel egentlig grundtanken bag enhver opstandelse; at noget nyt skal opstå på den anden side af opstandelsen. At frygten bliver jaget på flugt af livets stærke kræfter. Så vi igen kan sige til hinanden: Frygt ikke! Nu er livet igen som det skal være. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den lille novelle af Aksel Heltoft: Kælderen, som foregår i under 2. verdenskrig. Vi befinder os i en såkaldt arbejdslejr i Tyskland. Fangerne i kælderen minder ikke mere om mennesker, men om dyr. Det er iskoldt og stanken er ubærlig. En s.s- soldat træder ind i dyrmængden og

3 svinger sin pisk over en ussel og sølle russer, som har stjålet nogle handsker. Ingen siger noget, men opstandelsens kræfter syder og bobler lige indtil en af fangerne med livet som indsats råber: Das ist genug. Nu er det nok. Og ind trådte Jesus i kælderen, skriver Aksel Heltoft. Om det var forfatterens fantasi, der spillede ham et puds eller om den opstandne Jesus virkelig var i kælderen, må stå hen i det uvisse. Men for Aksel Heltoft står det lysende klart, at der hvor opstandelsens mod pludselig træder frem i form af ord som: nu er det nok, lige dér er den opstandne Jesus. Og kælderen forvandledes blot et øjeblik til et rart sted at være. Jesus kyssede den nu døde russer og gik ud af kælderen igen. I et kort glimt var der opstandelse i dødens kælder, i et kort glimt var livet stærkest og frygten var borte. For mig er denne novelle et stærkt billede på opstandelsens kræfter midt i vores liv. De opstandelseskræfter som vi så at sige blev lænket sammen med i vores dåb, og som gør et liv til forskel, og vores død til liv. Jo, himlen gjorde i den grad opstandelse den første påskemorgen, da Gud besluttede fra sin himmelske sal at gøre oprør mod alt det, der ødelægger og indskrænker menneskelivet; smålighed, uretfærdighed, død. Og jeg stikker jer ikke en nødløgn, som en enkelt præst åbenbart mente var nødvendigt, når han skulle tale om opstandelse. Men jeg rækker min tro frem. Troen på kødets opstandelse. Alt, hvad der set fra et menneskeligt synspunkt ikke lader sig gøre, lod sig gøre påskemorgen. Den mur, vi

4 som mennesker gang på gang løber panden imod i forbindelse med døden, lå i ruiner påskemorgen. Den skillevæg, vi mener sætter skel mellem liv og død, er ikke længere i stand til at sætte skel mellem Gud og os. Midt i dødens ruiner opstår livet; dér, hvor vi måtte give slip på en elsket, er der en anden der griber og holder fast, for livet er stærkere end døden. Det er opstandelsens stærke ord, der strømmede ud af den tomme grav og ind i vores liv; for at vi skal mærke opstandelsens kræfter midt i vores liv og den dag, hvor vores liv er forbi. Det er den ultimative kærlighedsmagt, der strømmer mod os fra påskemorgen og som udvider vores menneskelige horisont, så vi tør tro, at livet ikke ender blindt. Så vi tør tro at der kommer nye dage og nye muligheder også dér, hvor vi troede mørket var kommet for at blive. Kan vi finde et livsmod at leve på i den kærlighed, så kan vi også finde styrken til at leve med, at der er caries i tidens tand, og at vi begynder at træne til skeletter; som B. Andersen skriver det i sin forårs sang. Livet er os givet og det er fyldt med opstandelseskræfter, for Kristus er opstanden. Derfor kan vi nynne med på dette forårsopstandelsesvers: Tag da kun min sidste spinkle mønt., Livets sol er min den sidste del af livet, for som solfanger er jeg nu begyndt, at forstå at alt og intet er os givet. Og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner lever jeg! Amen Glædelig påske!

5