Veteraner skal meditere Politiken 27.05.2012 Side 1 440 ord Artikel-id: e3417172 Original artikel krigstraumer Et nyt forsøg med åndedrætsøvelser, meditation og yoga har vist sig at hjælpe traumatiserede krigsveteraner. Omkring 3.000 veteraner skønnes at have psykiske skader. af LARS HALSKOV De har svært ved at sove, og de er deprimerede. De bliver nemt hurtigt ophidsede over små bagateller i hverdagen og ender ofte med at isolere sig fra andre mennesker. Det er blot nogle af de symptomer, som traumatiserede krigsveteraner kæmper med. Både herhjemme og i udlandet er den traditionelle hjælp medicin og samtaleterapi hos psykologer og psykiatere. Men et nyt forsøg, som 26 danske krigsveteraner har gennemført, viser, at nogle soldater med psykiske skader kan få endnu større hjælp af åndedrætsøvelser, meditation og yoga. Alle veteraner havde omfattende symptomer på posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, som kan ramme personer, der har været udsat for voldsomme begivenheder. Efter projektet har størstedelen af krigsveteranerne fået mere overskud og energi, og de kan slappe af, fordi de ikke længere befinder sig i konstant alarmberedskab. Som en af deltagerne, Christian Hansfort, der har været udsendt flere gange til Afghanistan, udtrykker det:»det her var ikke bare følelsespis. Der kom nogle fysiske reaktioner på de øvelser, vi lavede. Det kunne jeg forholde mig til. Ligesom når jeg tager to kodimagnyler, og der går 20 minutter, og så har jeg ikke ondt i hovedet. Når jeg trækker vejret rigtigt, kan jeg tage fat om den roterende fornemmelse af stress, som står inde i mig og kører«. I USA har organisationen International Association for Human Values ( IAHV) iværksat lignende projekter som et supplement til den klassiske behandling. Konceptet hedder Soldier S. M. A. R. T. Et af projekterne skildres i en dansk dokumentarfilm, ' Free The Mind', som får premiere i danske biografer 6. juni. Herhjemme vurderer veteranorganisationen De Blå Baretter, at der i dag går omkring 3.000 tidligere og nuværende soldater rundt med psykiske skader, som kræver behandling. I det nye forsøg blev veteranerne tilbudt et forløb med tre timers daglig undervisning i 10 dage og et opfølgningsprogram en gang om ugen i otte uger. Psykolog Merete Aasborg, som er tilknyttet projektet, fik rekrutteret krigsveteraner til forsøget ved at kontakte kaserner, veteranorganisationer og soldaternes fagforeninger. En af dem, som støttede projektet, er kaptajn Lasse Galsgaard-Olsen fra Antvorskov Kaserne, der leder et såkaldt kamppausekompagni med fysisk og psykisk skadede soldater fra krigen i Afghanistan.»Jeg har længe efterlyst et tilbud som det her. En ting er, når soldaten er til behandling hos psykologen eller psykiateren.
Men hvad gør han i mellemtiden - ud over at passe sin eventuelle medicinering? Her er de her teknikker gode«, siger Lasse Galsgaard-Olsen. Inden for de næste 14 dage kommer en rapport om projektet, og derefter skal forsvaret vurdere, om det skal være en del af militærets tilbud til hjemvendte veteraner. Krigen skal ud af kroppen Politiken 27.05.2012 Sektion: PS Side 1 3355 ord Artikel-id: e3417239 Original artikel KRIGSTRAUMER Depression, angst og selvmordstanker. Traumatiserede krigsveteraner sidder med lukkede øjne og trækker vejret dybt og puster ud. Igen og igen. De særlige åndedrætsøvelser skal give ro i de ellers kampberedte og stressede kroppe. af LARS HALSKOV Det er en spøgelsesby. Afghanerne er flygtet. Kun husdyr går rundt i de støvede gader. Høns, geder, køer og hunde. Midt i landsbyen ligger ruinerne af et hus, som et par dage forinden er blevet blæst væk af en bombe fra et fly. Det er i september 2007 under den dansk-britiske offensiv mod Taleban i dalen nord for Gereshk, og oversergent Christian Hansfort og hans militærpolitifolk holder med skudklare våben øje med den åbne plads, der er opstået i resterne af den ødelagte bygning. Pludselig råber en af soldaterne til den 38-årige oversergent:»der løber sgu en pige rundt ovre i ruinerne«. Christian Hansfort kigger over mod stedet og opdager til sin forbløffelse, at det er rigtigt. Men inden soldaterne når at komme hen til ruinerne, er hun væk. Oversergenten giver dog ikke op. Sammen med sin næstkommanderende går han rundt og leder. Til sidst finder de en purung kvinde med et spædbarn på armen. Den skræmte kvinde fortæller via tolken, at det er hendes eget barn - og faktisk hendes andet barn. Hun fortæller, at hendes ældste barn ligger dræbt i ruinerne sammen med hendes mand og svigerfamilie. Christian Hansfort kan se, at hun har lagt tæpper ud på jorden. Da de danske soldater begynder at løfte tæpperne, kommer der to ben til syne. De tilhører to børn i fem-og syvårsalderen. En pige og en dreng. Sammen med britiske militærpolitifolk begynder Christian Hansfort og de danske soldater at grave ligene fri fra ruinerne. Stanken er så gennemtrængende, at soldaterne binder tørklæder for ansigtet, mens de graver. Minder sidder på nethinden Denne scene spilles igen og igen som en film inde i Christian Hansforts hoved. Selv om han som professionel soldat har oplevet mange sårede og dræbte, har billederne af den unge kvinde og den dræbte familie fæstnet sig på nethinden. Eller som han konstaterer, da han
fortæller historien i dag:»ligene var helt ødelagte. De havde jo ligget længe i varmen på det tidspunkt«. Da han kom hjem fra Afghanistan få måneder efter, var han stolt over at have været med til den militære offensiv, der trængte Taleban tilbage i dalen og førte til oprettelsen af den fremskudte base Armadillo et stykke oppe i dalen. Men noget var gået i stykker i ham.»jeg havde fornemmelsen af at have haft fingrene i flere døde, end hvad godt er. Hver gang jeg havde oplevelser med døde og sårede dernede, var det, som om der var et snebær inde i mig, der brast«, fortæller han. Det var ikke første gang, at han havde oplevet krigens skyggeside. På Balkan i 1990' erne havde han følt sig magtesløs, fordi han ligesom de andre FN-soldater ikke havde mandat til at forhindre serbernes overgreb på civile. Og da han første gang var i Kabul i Afghanistan i 2003, havde han følt sig meget udsat og fik det dårligt, da han kom hjem. Dengang satte han sig ned ved Limfjorden i Aalborg med sin tjenestepistol.»jeg tænkte, at nu kunne det være lige meget. Det er et godt sted. Jeg sviner ikke for meget, og folk bemærker, når der går et skud af, så jeg bliver fundet hurtigt. Der er ikke noget med, at der går 14 dage, hvor jeg er foderbræt for mågerne. Men jeg stopper foretagendet med det skydevåben af en lidt underlig årsag. Jeg kan se, hvad jeg tror er en sort bøje foran mig. Men pludselig vender den sig om og kigger på mig med to store, våde, sorte øjne. Det viser sig at være en sæl. Det var noget af det mest livsbekræftende«, fortæller han. Christian Hansfort kom i samtaleterapi, og det valgte han også efter den anden tur til Afghanistan i 2007, hvor han oplevede episoden med den purunge kvinde med spædbarnet. Alligevel fik han det værre og værre. Det kulminerede med en skilsmisse og salg af huset - og efter en tredje udsendelse til Afghanistan isolerede han sig på sin båd i Aalborg.»Jeg havde det rigtig skidt. Hvis jeg var sulten, var der kun det, der var i skabene, og når der ikke var mere, kunne jeg lige mande mig op til at gå ned til den døgnåbne Fakta, og så kunne jeg fungere dårligt i endnu en periode. Jeg havde ingen energi og kunne ikke overskue noget som helst«. Han havde symptomer på posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, som typisk rammer personer, der har været udsat for voldsomme begivenheder og får traumer. Det kan vise sig i form af depression, angst, mareridt, koncentrationsbesvær og store følelsessvingninger. Christian Hansfort var deprimeret og udmattet, og kroppen var ofte i alarmberedskab. Han fik antidepressiv medicin, men for få måneder siden fik han et nyt alternativt tilbud: åndedræts-og meditationsøvelser på et kursus for krigsveteraner med psykiske problemer. Den erfarne soldat var skeptisk.»jeg kommer fra Jylland og er fra en familie af læger og sygeplejersker, så holdningen er, at det kun er medicin, som virker«, fortæller Christian Hansfort og tilføjer med et skævt smil:»så jeg var skeptisk over for sådan noget urtetosseri. Men jeg havde det også sådan, at nu havde jeg
haft det skidt så længe, og jeg blev dårligere og dårligere, så jeg kunne ikke rigtig tillade mig at afskrive noget. Jeg var nødt til at gribe de strå, jeg fik tilbudt«. Mere hjælp til veteraner De amerikanske myndigheder har stor erfaring med traumatiserede krigsveteraner. For et par år siden viste en stor undersøgelse af amerikanske soldater med direkte kamperfaring fra Irak og Afghanistan, at otte procent havde udviklet PTSD. Dertil kommer de soldater, som har andre psykiske problemer efter udsendelsen. I USA har antallet af selvmord blandt krigsveteraner de senere år ligget på omkring 18 om dagen, og der er en heftig debat om behandlingen af veteraner. I Danmark har der kun været få undersøgelser, men veteranorganisationer vurderer, at omkring fem til syv procent af de danske soldater kommer hjem med behandlingskrævende symptomer, hvilket svarer til omkring 100 personer om året. I alt vurderer veteranorganisationen De Blå Baretter, at der i dag går omkring 3.000 tidligere og nuværende soldater rundt med psykiske skader, som kræver behandling. Forsvaret har ofte været kritiseret for ikke at tage soldaternes psykiske problemer alvorligt. Men i de senere år er der taget flere initiativer - blandt andet er der åbnet veterancentre i flere dele af landet, hvor soldater og pårørende kan få psykologhjælp. Og som en mere symbolsk handling uddelte forsvaret for knap en måned siden for første gang medaljer til psykisk sårede soldater ved en parade på Kastellet i København. I alt 181 var blevet erklæret berettigede til at modtage medaljen, og omkring 80 mødte personligt op for at modtage den. Men antallet af danske krigsveteraner med psykiske problemer er langt større, og da symptomerne ofte viser sig lang tid efter udsendelsen, ventes en kraftig stigning i løbet af de næste år fra krigen i Helmandprovinsen i Afghanistan, selv om danske kampsoldater er ude af landet ved udgangen af 2014. Stresshormoner dæmpes ned Den traditionelle hjælp til krigsveteraner herhjemme og i udlandet er medicin og samtaleterapi. Men i de senere år har organisationen International Association for Human Values ( IAHV) iværksat projekter i især USA som et supplement til den klassiske behandling. Konceptet hedder Soldier S. M. A. R. T. og har vist sig at være effektivt i behandlingen af psykisk belastede krigsveteraner i USA. Ideen er, at åndedrætsteknikker, meditation og yoga hjælper veteranerne til at håndtere følelser og tanker og reducere niveauet af stresshormoner i kroppen. Herhjemme deltog 29 krigsveteraner fra store dele af landet fordelt på to kurser i november sidste år og januar i år i København. Tre deltagere faldt fra, men de resterende 26 gennemførte. Veteranerne blev tilbudt et forløb med tre timers daglig undervisning i 10 dage og et opfølgningsprogram en gang om ugen i otte uger. Endelig fik de også et hjemmeprogram, så de kunne fortsætte med at bruge de øvelser, de havde lært.
Jacob Lund var kursusleder. Gennem 12 år har han undervist indsatte i fængsler og stofmisbrugere i disse teknikker.»det er de samme mekanismer i kroppen, uanset om man har været med i en rockerkrig, rendt rundt efter stoffer eller har været soldat i Afghanistan. Man har et meget højt der er brug for«, siger Jacob Lund.»For særlig denne gruppe kan det være svært at sætte sig ned og meditere. Der kommer ofte meget mere aktivitet i hovedet, når man sidder og ikke gør noget. Men man kan bruge sit åndedræt ved at trække vejret i specielle rytmer som en bro til at komme ind til et sted indeni, hvor der er fred og ro. Det har de brug for, for der er ingen steder, hvor der er fred og ro, lige meget hvad de gør«, siger han. Psykolog Merete Aasborg er tilknyttet projektet og skal evaluere resultaterne. Hun siger, at åndedrætsøvelserne skal genoprette balancen i den stressramte krop:»når man er belastet på den måde, fungerer dele af hjernen lidt ligesom en brandalarm, der er alt for overfølsom. Alarmen går i gang, selv hvis der er en, som ryger en cigaret langt derfra. Den er i konstant alarmberedskab og reagerer, som om der er fare, selv når der ikke er det - og så bliver hele systemet aktiveret. Derfor skal nervesystemet afbalanceres, så alarmen kun går i gang, når der er reel fare«. Tæt på at blive dræbt Den 25-årige Martin Petersen deltog også i kurset efter to udsendelser til Afghanistan. Han kom ind i militæret, fordi han var fascineret af forestillingen om at være soldat.»at man er en badboy, og at man er hardcore og farer rundt med sine guns. Ligesom i spil og film. Jeg ville gerne ind og tjekke det ud, og så fandt jeg ud af, at det var jeg god til, og jeg tænkte: Lad mig se, hvor langt det fører mig«, fortæller han. Efter værnepligten og uddannelsen blev han derfor hurtigt sendt til Afghanistan. Han var i den fremskudte base Armadillo i første halvdel af 2009. Basen lå ved frontlinjen, og Taleban angreb ofte soldaterne, når de var på patrulje eller ved hjælp af nedgravede vejsidebomber.»men vi var rigtig gode til at bakke hinanden op. Jeg tror, at vi alle sammen forstod, at vi havde kun hinanden, så vi måtte sørge for, at vi havde det godt sammen«, siger Martin Petersen. Alligevel var han ved at blive ' høstet', som han selv kalder det. Det skete første gang, han kom i kamp. Hans deling skulle afløse et hold soldater i en klassisk afghansk compound, som er et hus med en høj mur omkring. Soldaterne kom ind og begyndte at gøre klar til at holde stillingen, og den første nervøsitet forsvandt.»der kom et lille øjeblik, hvor folk slappede af: Okay, der kommer ikke til at ske noget i dag. Så brød helvede løs. Taleban skød på os fra tre vinkler. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men heldigvis var der en, der ruskede i mig:»vågn op, du er i krig nu, du bliver lige nødt til at tage dig sammen!«. Det gjorde jeg så«, fortæller han.
Martin Petersen løb rundt om hjørnet, og i det øjeblik, han fik ryggen op ad væggen, affyrede en talebaner en granat. Han hørte suset, og så kom braget:»der var støvet over det hele. Jeg kunne ikke se noget som helst, og jeg tænkte bare:»åh nej, åh nej, hvem er ramt? Hvem er ramt?«. Der var ikke nogen, der sagde noget, så jeg tænkte:»åh nej, der er en, der er død, eller også er der mange, der er døde«. Så lagde støvet sig lidt, og alle fattede sig«. Så råbte en af de andre soldater:»jeg er blevet ramt, jeg er blevet ramt«. Alle styrtede over mod ham for at se, hvor han var blevet ramt.»min finger. Det er bare min finger«, råbte soldaten. Så begyndte han at grine, og alle begyndte at flække af grin, selv om der stadig blev skudt på dem. Kampen døde hurtigt ud, og talebanerne forsvandt igen. Planlagde alt i hovedet Så heldigt var holdet dog ikke en anden gang. Kun godt to uger før holdets hjemsendelse i august 2009 gik en soldat fra Martin Petersens kompagni på en mine. Martin overværede den tragiske hændelse fra et højdedrag.»vi så op til ham og troede, at han var usårlig. Hvis der var nogen, som ville sørge for, at man kom hjem, var det ham. Han havde styr på det hele. Han gik også forrest, men det gjorde så også, at han gik på minen og mistede begge ben«, fortæller Martin Petersen. Da han kom hjem, troede Martin Petersen, at han havde det fint.»alligevel havde jeg en følelse af, at der var et eller andet galt. Jeg var ikke den samme, som før jeg tog af sted«. Tidligere havde han altid været en afslappet type, men nu var der stress på. Han ville have styr på alting og planlagde alting i sit hoved. Problemet var, at det kun foregik i hovedet.»der var en masse tanker i mit hoved, men jeg sad bare på min flade og lavede ingenting. Alligevel havde jeg slet ikke følelsen af, at jeg slappede af, fordi jeg skulle jo planlægge alting«. Han ville ikke gå til en psykolog. For han var jo ikke skør, tænkte han.»men til sidst sagde jeg: Jeg fejler et eller andet. Jeg ved bare ikke, hvad det er. Hvis jeg skal have hjælp, må jeg gå til en psykolog. Her fik jeg at vide, at mine reaktioner var helt normale. Jeg havde i lang tid været på et højt stressniveau, så jeg levede ikke i nuet på noget tidspunkt. Det hele handlede om, hvad der skulle ske«, fortæller Martin Petersen. Samtalerne hjalp ham, men efter endnu en udsendelse til Afghanistan i første halvdel af 2011 gik det galt. Her havde han været med i den stående styrke og var professionel soldat. De blev udstationeret i Camp Price ved Gereshk og skulle holde øje med den afghanske hær, som oprettede checkpoints ved vejene.»men der var en meget negativ stemning i vores deling. Folk kunne ikke lide hinanden og respekterede ikke hinanden. Jeg kom til et punkt, hvor jeg sagde:»i kan gøre, hvad I har lyst til. I kan sige, hvad I har lyst til. Jeg er pisseligeglad. I kan rende mig. Jeg passer mig selv«. Det endte med, at jeg i fire måneder gik rundt i min egen boble«, fortæller han.
En dag tændte han af og gav en anden soldat en lussing, fordi han ifølge Martin Petersen hele tiden var efter ham. Da han kom hjem, blev han fyret fra hæren. Derfor var han vred og ked af det, da han blev tilbudt at komme på kurset.»jeg var sur over, at jeg var blevet behandlet på den måde. Jeg havde været fire år i forsvaret, to gange i Afghanistan og havde gjort alt muligt for fædrelandet, og fordi jeg så stikker en person en lussing, er alt, hvad jeg har gjort før, glemt«. Vejrtrækning på en anden måde Denne gang hjalp en snak med en psykolog ikke. Martin Petersen gik ind på Google og søgte på ordene: hjælp til soldaterveteraner. Han fandt en soldaterkoordinator fra Slagelse Kommune, som efter et stykke tid tilbød ham det alternative kursus Soldier S. M. A. R. T. Han var ikke vild med ideen, men han ville gerne prøve det.»der stod i papirerne, at første gang vil du slet ikke have lyst til det. Du vil synes, at det er røvsygt og bare have lyst til at skride derfra og slet ikke komme. Med det i tankerne sagde jeg til mig selv: Det er bare grunden til, at jeg skal blive her. Jeg skal vise dem«, fortæller han. Men han var stadig vred.»hvorfor skal jeg sidde og trække vejret på den her latterlige måde? Der er en eller anden gut, der sidder og siger, hvordan jeg skal trække vejret på en sjov måde, og så gør han det i det uendelige. Jeg får ikke noget ud af det«, tænkte han. Alligevel blev han ved med at komme.»jeg sagde til mig selv, at nu er jeg her. Jeg kan vælge at gå og ikke få noget ud af det, eller jeg kan blive og se, hvad jeg kan få ud af det. Jeg besluttede at blive ved. Alternativet var, at jeg havde det skidt, og det gad jeg ikke«. Efter et stykke tid begyndte der at ske noget.»kurset fik sat en proces i gang. Jeg var hele tiden bekymret og kunne ikke være til stede i nuet. Nu slog det pludselig klik, og det var, som om jeg begyndte at lære verden at kende forfra igen. Engang jeg var ude, tog jeg mig selv i at kigge på en baby. Jeg var fuldstændig fascineret, fordi en baby udforsker verden. Så begyndte jeg selv at tænke i de samme baner«, fortæller han. Når tankerne presser sig på, har han fundet sin egen metode til at udnytte, hvad han har lært på kurset:»jeg tager høretelefoner på, sætter musik på og skruer op, så jeg ikke kan høre andet. Lukker øjnene og fokuserer på min vejrtrækning. Så får jeg alting på afstand, og så er jeg bare til stede lige nu. Når jeg så åbner øjnene, er det, som om at nu ved jeg, hvad jeg skal gøre. Som om der kommer en usynlig kilde af inspiration inde i mig«. Ud på lange gåture Christian Hansfort var især optaget af det håndgribelige i vejrtrækningsøvelserne.»det her var ikke bare følelsespis. Der kom nogle fysiske reaktioner på de øvelser, vi lavede. Det kunne jeg forholde mig til. Ligesom når jeg tager to kodimagnyler, og der går 20 minutter, og
så har jeg ikke ondt i hovedet«, siger han og uddyber:»når jeg trækker vejret rigtigt, kan jeg tage fat om den roterende fornemmelse af stress, som står inde i mig og kører. Jeg kan tage fat om den og køre den ned i tempo. Den går ikke i stå, men jeg kan bringe den ned, så jeg kan fungere. Jeg trækker vejret på en anden måde, og jeg får så meget energi af det«. Allerede under de to ugers kursus droppede Christian Hansfort sin normale middagssøvn.»når jeg gik fra lokalerne dernede på kurset, gik jeg sindssygt lange ture. Jeg havde pludselig energi til at foretage mig noget fysisk igen. Jeg havde lyst til at møde mennesker igen. Det lyder lidt helligt, men jeg havde nærmest en åbenbaring, fordi jeg kunne mærke, at her fik jeg nogle værktøjer, der gav mig energi og evne til at bringe min stress ned. Da måtte jeg bare æde min jyske skepsis«, fortæller han. Til gengæld mener han, at et kursus på to uger er for kort til en større ændring af hans liv, og han har heller ikke skåret ned på forbruget af medicin.»hvis det havde været et kursus på otte uger og en periode til opfølgning, havde jeg fået en livsstilsændring. Det fik jeg ikke. Det var for kort tid til at ændre mine handlingsmønstre. Derfor kan jeg ikke sætte mig ned og gennemføre det hjemmeprogram, vi har fået. Jeg magter det ikke. Jeg kan ikke holde koncentrationen så lang tid, men jeg bruger åndedrættet til at bringe min stress ned, og det gør jeg flere gange om dagen«. Fakta: POSTTRAUMATISK STRESSSYNDROM ( PTSD) PTSD er en psykisk sygdom, som kan opstå efter svære traumatiske begivenheder. Symptomerne på PTSD ses som en forsinket eller forlænget reaktion med genoplevelse af traumet i form af påtrængende, svært kontrollerbare følelser, tanker og minder, tilbagevendende genoplevelse af traumet i ' flashbacks', mareridt og andre søvnforstyrrelser, hukommelsesforstyrrelser og koncentrationsbesvær, øget træthed og irritabilitet, angst, undvigeadfærd, smerter, hovedpine, ingen appetit, og anspændthed. For ubehandlede tilfælde af PTSD bliver prognosen for helbredelse generelt anset for dårlig, hvis personen til stadighed opfylder PTSD-kriterierne efter et eller to år. En mindre del af patienterne udvikler over år en blivende personlighedsforandring, der blandt andet medfører sociale problemer og isolation. Kilde: Sundhedsstyrelsen. Psykolog: De reagerer ikke længere bare på rygma : Arven. De når at stoppe op et øjeblik
Politiken 27.05.2012 Sektion: PS Side 6 720 ord Artikel-id: e3417265 Original artikel Inden for 14 dage afleverer psykolog Merete Aasborg en evalueringsrapport om 26 traumatiserede krigsveteraner, som har gennemgået et projekt med åndedrætsøvelser, yoga og meditation. Allerede nu fortæller hun, at projektet har ført til, at veteranerne bedre kan styre deres tanker og følelser. Også forsvarets oprindelige afventende holdning er nu vendt til en positiv indstilling over for det alternative projekt. af LARS HALSKOV Det var hårdt benarbejde. Forsvarets militærpsykologiske ledelse stod ikke med åbne arme, da psykolog Merete Aasborg for halvandet år siden henvendte sig for at få opbakning til et forskningsprojekt med åndedrætsøvelser og meditation til krigsveteraner med psykiske problemer.»der var på det tidspunkt ikke rigtig basis for et direkte samarbejde om at få fat i krigsveteraner via forsvaret. De ville ikke bakke os op på den måde«, fortæller Merete Aasborg. Hun havde forestillet sig, at projektet kunne kobles sammen med forsvarets program, som alle soldater skal igennem efter udsendelse til militære missioner.»vi tænkte, at når programmet varer i tre måneder, ville det være oplagt, at vi koblede os på. Det er selvfølgelig ikke alle, der har symptomer på det tidspunkt, fordi de typisk først kommer efter flere måneder eller år. Men så ville de have lært de her teknikker, som også er forebyggende. Men forsvaret var optaget af at få det nye landsdækkende veterancenter til at fungere, så der var ikke plads til et nyt projekt«, fortæller hun. I stedet gik hun i gang med at kontakte kaserner, veteranorganisationer og soldaternes fagforeninger, og statens satspuljemidler finansierede projektet.»jeg talte med mange oberster og kaptajner, og alle var meget positive over for teknikkerne. Så de var villige til at informere om projektet«, fortæller hun. På Antvorskov Kaserne i Slagelse og på Høvelte Kaserne blev der holdt introduktionsmøder. Det endte med, at 29 krigsveteraner deltog, fordelt på to kurser i november sidste år og januar i år. De fik tre timers daglig undervisning i 10 dage, og derpå var der et opfølgningsprogram en gang om ugen i otte uger. De fik også et hjemmeprogram, så de kunne fortsætte med at bruge øvelserne efter kurset. Kun tre deltagere faldt fra under forløbet. De resterende 26 gennemførte. En af dem, som hjalp Merete Aasborg med at få projektet i gang, var kaptajn Lasse Galsgaard- Olsen fra Antvorskov Kaserne. Han er leder af et såkaldt kamppausekompagni med fysisk og psykisk skadede soldater fra krigen i Afghanistan.»I kompagniet tog vi meget positivt mod det tilbud, vi fik. Vi stillede arbejdstid og køretøjer til rådighed, så det kunne blive en succes. Jeg har længe efterlyst et tilbud som det her. En ting er, når soldaten er til behandling hos psykologen eller psykiateren. Men hvad gør han i mellemtiden
- ud over at passe sin eventuelle medicinering? Her er de her teknikker gode«, siger Lasse Galsgaard-Olsen. I dag er der også en positiv stemning fra psykologer på veterancentret i Ringsted, hvor klinikleder og psykolog Jimmi Andreasen har det landsdækkende ansvar for behandlingsforløb af traumatiserede krigsveteraner og pårørende. For nylig mødtes han med Merete Aasborg for at diskutere perspektiverne i projektet.»nu skal vi ind og vurdere det. Vi synes, at det virker meget interessant. Der er ingen tvivl om, at principperne i projektet kan have en vis effekt, men det er ikke nødvendigvis en metode, der kan bruges af alle. Psykologerne i forsvaret har gennem flere år brugt lignende teknikker i både den forebyggende indsats og i behandlingssammenhæng. Hvorvidt dette projekt kan blive en af mulighederne for veteranerne, er det, vi skal se på nu«, siger Jimmi Andreasen og tilføjer:»når de kommer med evalueringsrapporten, skal vi mødes igen, hvor vi skal se nærmere på, om og i givet fald hvordan et sådant projekt kan indgå i behandlingen af veteraner«. Merete Aasborg er færdig med rapporten inden for de næste 14 dage, men allerede nu viser hendes interview med deltagerne efter forløbet, at der har været store forbedringer for de fleste. Mange kan nu sove om natten, har fået mere energi og kan nemmere falde til ro.»mange har vanskeligheder med aggressionsforvaltning. Her er det helt markant, at flere fortæller, at kurset har gjort en forskel. Nu når de at mærke, hvad der sker, et splitsekund inden de reagerer. De reagerer ikke længere bare på rygmarven. De når at stoppe op et øjeblik, hvilket gør, at vreden ikke eskalerer så hurtigt. Den bliver ikke så voldsom. De kan også nogle gange vende sig og gå i situationen. Og de fortæller også, at de kan komme tilbage og sige undskyld, hvilket er nyt for dem«, fortæller hun.