Referat fra konferencen d. 23.02.2017, Hold 45 Soldat tur/retur Dato: 23.02.2017 Tid: Kl. 9.00-ca. 15.00 Sted: Handelsfagskolen Skåde Referenter: Helene Frøslev, Michelle Jensen & Camilla Thisgaard Antal deltagere: 64 1. oplæg ved Ruth Brik Christensen - Krudt Ruth Velkomst ved Krudt Ruth, som kommer på vegne af KFUM s Soldatermission. Hun er glad for at komme i dag og fortælle om sin tid som soldatermor. Ruth stammer fra Sønderjylland, hvor hun er født og opvokset. Efter hendes skoletid blev hun uddannet smørrebrødsjomfru. Da hun blev 19, kom hun ind på Diakonskolen og færdiggjorde her uddannelsen som diakon socialpædagog. Ruth har arbejdet 6 år på et bofællesskab, dette job blev hun fyret fra. Hendes fyring blev forlænget, og i denne tid så Ruth et stillingsopslag som soldaterhjemsleder. Dagen efter hendes fyring bliver hun tilbudt stillingen som soldaterhjemsleder i Kosovo. Efter et sundhedstjek blev Ruth godkendt til at tage af sted og være udsendt. Da holdet ankom til Kosovo, fik de stillet de mest nødvendige ting til rådighed. Hun fortæller, at der var grupper nede i Afghanistan, som var imod hjælpen. Disse mennesker skød mod lejren op til 6 gange om dagen. De ramte både sygehuset, soldaterhjemmet og arbejdscontainere. Indimellem var der tid til, at Ruth kunne ringe hjem til sine døtre. En aften ringede hun hjem til sin datter, men lige inden hun fik fat i hende gik alarmen i gang og de skulle gå i beskyttelsesrummet. Ruth var i Irak i 9 måneder, og da hun kom hjem, var hun meget opmærksom på alle lyde, og hun var tit i øget beredskab, når hun var ude. Senere var hun i Afghanistan i 12 måneder. Dette var hårdt og glæden ved at komme hjem var stor. Ruth fortæller, at det er svært for hende at komme tilbage til Danmark, især fordi nogle, af de soldater hun kendte, var døde. Ruth åbnede et soldaterhjem. Dette hjem bestod af et telt på 35 kvadratmeter. Hun fik sponsoreret kage fra Dancake, da hun ikke havde mulighed for selv at lave mad dernede. I 2009 åbnede soldaterhjemmet i Price. Deres motto var/er, at alle er velkomne i soldaterhjemmet
uanset religion, alder og køn. Der er i dag 14 soldaterhjem i Danmark. Ruth fortæller, at den store hovedlejr ligger i Camp Bastion. Hun læser højt af Sharialoven, som bl.a. siger, at kvinder ikke må arbejde og utroskab vil føre til stening. Loven bliver fulgt, og der er politi, som tjekker op på dette. Ruth fortæller, at der bliver solgt opium, som bl.a. skal tjene penge ind til at betale Talibans våben. Mændene, som arbejder med opium, bliver afhængige af det, og når høsten så er slut, er der ingen mulighed for afvænning. Dette fører til, at mændene banker deres koner. Et telt på 35 kvadratmeter udgør Ruths soldaterhjem, som også bliver kaldt for Kuffen. Her kommer soldaterne hen for at hygge sig med hinanden. Dette er et sted for alle, hvor man mødes og får en snak over en kop kaffe og et stykke kage. Ruth fortæller, at hun har haft mange snakke med soldaterne i Kuffen, disse samtaler kan handle om alt lige fra privatlivet til hvordan dagen er gået. Lejren har også en præst til rådighed for soldaterne. Afghanerne arbejder i lejren, men de har ikke lov til at være der uden opsyn alene, da Taliban er ude på at få spioner ind. Hvis en arbejder bliver set inde i lejren alene, bliver han sendt hjem med det samme. Hjemmeværnet er også nede i lejren for at hjælpe. De tager bl.a. vagter, hvor de skal holde øje med, at ingen kommer ind i lejren uden at være blevet visiteret. KFUM s soldatermission har også en anden vigtig opgave, som går ud på at snakke med soldaterne om døden, Gud og hvad der skal ske, hvis det nu skulle gå galt. En stor glæde er, når en soldat har fødselsdag, og Ruth serverer kage for delingen. Her bliver der sunget fødselsdagssang og pyntet op. Ruth fortæller, at lejren tit har besøg af ministre og uddannelsesfolk, som skal se, hvad der foregår. Hun fortæller om et møde med tidligere Forsvarsminister Søren Gade og Kronprins Frederik, da de var på besøg i lejren. KFUM s mission er, at de vil være der for soldaterne, inden de tager afsted, mens de er ude og efter de er kommet hjem.
Soldaterhjemmene i Danmark behandler ikke personer, men de har mulighed for at tage hånd om hjemvendte soldater, der bl.a. lider af PTSD. Der er mulighed for at bo på hjemmet i en tid, og soldaterne kan altid få snakke om de oplevelser, de har været udsat for, og det som dette har medført. Ruth slutter af med at sige, at hun har fået tilbudt at komme afsted igen, denne gang til Irak. Dog skal de sundhedsmæssige ting være i orden inden, og dette er der ved at blive tjekket op på. 2. oplæg ved Anker Sewohl Anker Sewohl bliver udsendt til Bosnien i 1996, hvor han og en kammerat er ude at køre. De er nysgerrige efter at se, hvad der foregår lidt længere væk, og imod reglementet kører de derud. Det resulterer i, at de kort tid efter ligger på jorden med et geværløb i nakken. Til deres held virker geværet ikke, hvorefter en polsk enhed redder dem. Derefter snakker man ikke mere om det. Efter de er kommet hjem til Danmark, forlader kammeraten Forsvaret og begår selvmord, og Anker Sewohl føler en ekstrem skyldfølelse. Han har selv overvejet at gøre en ende på livet, og hans hustru har svært ved at skaffe ham den hjælp, som han ikke selv føler, han har behov for. Hun ringer hjem i tide og utide, fordi hun er bange for, at han begår selvmord. Først i 2003 får han stillet diagnosen PTSD og får psykologhjælp. Det er her psykologen fortæller Anker, at det ikke er hans skyld, at hans kammerat har begået selvmord. Det har hjulpet ham videre. Anker Sewohl fortæller, at PTSD-ramte minder meget om alkoholikere. Man kan ikke selv se, at man har et problem, også selvom man gør eller siger nogle groteske ting. Samtidig er det en kamp at fortælle, at man har et problem. Det er et nederlag som soldat. Anker Sewohl bliver sendt ud i alt 21 gange, selvom han efterhånden har udviklet PTSD, men han vil hellere være ude, hvor andre sætter dagsordenen frem for at være derhjemme, hvor tankerne får frit spil. Men Anker tænker ikke rationelt i flere situationer, og sidste gang han bliver udsendt er i 2009. Han fortæller, at Forsvaret er skrøbeligt, fordi nogle kan besidde kompetencer, som andre ikke har. Derfor bliver de sendt ud på trods af deres skavanker. Anker Sewohl sover ofte dårligt om natten og har ofte det samme mareridt. Behovet for struktur er enormt, og han skal altid orientere sig om flugtveje, hvis han kommer ind i nye lokaler. Det er først for nyligt, han er blevet i stand til at gå i biografen. Han ved godt, at han aldrig kommer af med PTSD, men dét at han er ærlig omkring sin sygdom gør, at han kan leve med det. Han har deltaget i gruppemøder for veteraner, og er i et netværk med 5 andre, hvor de kan ringe til hinanden hele døgnet, hvis de har det skidt. Efter et forløb over 12 år,
bliver hans arbejdsskade anerkendt i 2016, og snart fylder Anker Sewohl 60 år, så går han på pension. Han vil bl.a. bruge tiden på at holde foredrag om PTSD og hjælpe andre veteraner. 3. oplæg ved seniorsergent og veteran Jørn Christiansen Soldat på mission og hjem igen Jørn Christiansen fra Ringsted er seniorsergent og veteran. Jørn selv har været udsendt fire gange, en gang til Balkan (Tuzla), to gange til Irak og en gang til Afghanistan. Jørn kom ind på mange forskellige punkter under oplægget bl.a., hvilke ting der foregår, og hvad de udsendte udsættes for. Det er individuelt, hvad og hvordan man oplever tingene, når man er udsendt, og hvad man gør for de soldater, der har brug for hjælp, når de kommer hjem igen. Jørn fortalte, at Danmarks formål er, at gøre verden til et bedre sted at leve i. Når man er udsendt, har alle forskellige opgaver afhængig af deres funktion. Nogle har opgaver i lejrene f.eks. med felthospitaler, hvor de tager sig af de sårede soldater. Andre har til opgave at køre eskorte ud fra lejrene. Jørn selv var i en genopbygningsenhed, hvor hans opgave var at være med til at bygge skoler, vandværker osv. Enhedens opgave var at sætte tingene i gang. De fik etableret brugsvand for meget få midler, hvilket også betød, at vandet kun var til at vaske med. Eksempelvis fik de et vandværk op at køre, hvilket gav brugsvand til ca. 20.000 mennesker. I 1995-1996 var Jørn udstationeret i Tuzla, Balkan, hvor de boede i et nedlagt husværksted. Var man udsendt af FN og gik under navnet Blå hat, betød det, at man kun måtte forsvare sig selv og dermed ikke gribe ind andre steder, uden man havde tilladelse til det. Dette har været svært for rigtig mange udsendte. Soldaterne oplevede mange frygtelige ting på Balkan, smadrede byer, flygtningestrømme og mennesker, der lå rundt omkring. Nogle har oplevet massakrer uden at kunne gribe ind. Balkanveteraner menes at være dem, der er mest PTSD-ramte. Nogle er gået hen og blevet psykiske dårlige over ikke at kunne gribe ind, hvor der har været brug for det, og de er senere hen endt ud i misbrug, hvor psykologhjælp ikke har været muligt pga. misbruget. Jørn fortalte også om en skole i Tuzla, hvor mange danske virksomheder har været med til at yde nødhjælp bl.a. Lego og Jysk. Lærerne på skolen gjorde et godt arbejde, de tog sig af børnene, da deres forældre døde. Der blev også fortalt om et vandområde i Irak, hvor mange børn faldt i kanalerne. Befolkningen havde selv bygget broer af træer, men disse holdte ca. kun 1 år. Her hjalp enheden også med at bygge forskellige broer. Ved første udstationering i Irak var det svært at forstå faren. Når Jørn og hans gruppe var ude at køre for at se på de projekter, som skulle overtages fra andre, var der 3 store tanks med til at beskytte. Det var et kæmpe kulturchok for nogle til at starte med. Arbejdet med genopbygningen betød udgang 2-3 gange om ugen, hvor de på en dag nogle gange kunne køre helt op til 350 km om dagen. I det terræn kørte de hele tiden med frygten for, at det skulle sige bang.
En af de grupper, der skulle beskytte Jørns vogn, havde været udsat for en vejsidebombe, hvor de mistede en kammerat. Han mistede livet, efter han ankom til felthospitalet. Kammeraterne rejste hjem med kisten og vendte derefter tilbage på mission. Det var vigtigt, at soldaterne sammen fik drøftet, hvad der var sket. I Afghanistan er der millioner af miner helt tilbage fra russernes tid. Der blev altid sendt minefolk ud inden etablering af en lejr. Rundt omkring står der internationale skilte, der advarer mod miner. Jørn fortalte, at soldaterne oplever rigtigt mange frygtelige ting, og at det ikke er svært at forstå, hvorfor de har det skidt, når de kommer hjem. I oplægget kom Jørn også ind på veteranpolitik, som der blev indført i 2011. Her kom han bl.a. ind på, hvilke procedurer der fandtes, når der skete en ulykke. At de lukkede alt kommunikation fra lejren ned for at sikre, at det var de pårørende, der fik beskeden først. Oftest er det sværest for de pårørende, da de tit hører i medierne, at der sker forskellige ting og sager. De udsendte siger, at det ikke er svært at tage afsted, men svært at komme hjem. De skal til at forholde sig til noget andet igen. Den officielle hjælp, Veterancentret Veterancentret hører under Forsvaret og ligger i Ringsted. Det er ikke alle, der fortsætter karrieren inden for Forsvaret. I stedet mødes en del af veteranerne uden for Forsvaret og veksler ord. Jørn fortalte om Veterancentrets organisation, hvor veteraner kan få hjælp fra. Der tilbydes psykologhjælp, mentorordning, socialrådgiver m.m til veteranerne og deres pårørende. Derudover er det ikke til at overskue for alle at tage et sted hen for at få hjælp, her hjælper Veterancentret også for at alle får den nødvendige hjælp. Veterancentret kan søge midler til projekter via SATS-puljer. De går bl.a. også ud til hjemløse veteraner og tilbyder dem hjælp, selvom mange ikke vil tage imod hjælpen. Veterancentret har mange gode samarbejdspartnere, der bidrager med deres hjælp. Jørn hører selv til veteransekretariatet, som består af 3 mænd. De administrerer bl.a. penge fra Folketinget og andre forskellige tilskud, derudover har de også med de frivillige at gøre. Veterancentret tilbyder hjælp i form af døgntilbud med telefon, livslangt tilbud om psykologhjælp og kommunikation m.m. Veterancentret sørger for at yde støtte både før, under og efter udsendelse. Der er ikke signifikant flere selvmord blandt veteraner. I Danmark er der to, der tager livet af sig selv hver dag. Undersøgelser viser, at 5 % af soldaterne, der kommer hjem, har akut brug for hjælp, når de kommer hjem.
Stor tak til Hjemmeværnet i Odder for udlån af sløringsnet. Tak til Violen i Odder, som har sponsoreret den flotte blomsterudsmykning i salen. Sidst, men ikke mindst tak til personalet på Handelsfagskolen Skåde/Odder for den store hjælp med bl.a. IT, mad og økonomi. Vi fik i alt indsamlet 5.323 kr., som Jørn overdrager til Foreningen for Krigsveteraner og Pårørende i Horsens.