avisen LANDSFORENINGEN & af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark Oktober 2008 Nr. 72

Oktober 2008 Nr. 72 avisen KORT NYT: Kursus for nye og»gamle«bistandsværger og patientrådgivere FAGLIG TALT:»Input«fra LPD til den nye Bistandsværgebekendtgørelse ISSN 1396-2620 VÆRD AT VIDE: Lønregulering pr. 1. april 2008 LANDSFORENINGEN & af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark 1 LPD avisen

LPD-avisen er udgivet af Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark Redaktion: Formand Ole Kølle Redaktionsmedarbejder: Bestyrelsesmedlem Jan Labusz. Ad. hoc-medlemmer efter behov Ansvarlig i forhold til medieansvarsloven: Ole Kølle Bladets ledende artikler produceres af LPD. Indholdet af andre artikler dækker ikke nødvendigvis LPD s holdninger Layout og tryk: Isager Bogtryk Bladet udkommer: Ca. 4-5 gange årligt og trykkes i et oplag på ca. 2000 stk. Næste materiale-deadline 15. november 2008 Redaktion og ekspedition: Ole Kølle, Vesterballevej 7, 5700 Svendborg, Tlf. 24665824, Fax: 62228300 E-mail: ok280944@yahoo.dk Artikler til bladet e-mailes på wordfil til: ok280944@yahoo.dk eller jan_labusz@hotmail.com Forsidefoto: Sonja Nejstskov, Hirshals WWW.LPD-INFO.DK avisen Lederen... I dette nummer af LPD avisen vil vi sætte fokus på de mange problemer, som bistandsværgerne oplever. LPD har indsendt 15 problemstillinger, som vi ønsker skal indarbejdes i den nye bekendtgørelse, som Justitsministeriet er i gang med at udarbejde. (Læs de indsendte forslag andet steds i bladet). På kurset sidst i januar 2009 vil vi bl.a. sætte fokus på disse problemstillinger. Vi forventer selvfølgelig at Justitsministeriet vil stede og fortælle om arbejdet og løfte»sløret«for nogle af de væsentligste ændringer i bekendtgørelsen. Nogle af LPD s foreslåede ændringer kræver en lovændring, som vi meget håber, at Justitsministeriet vil bede politikerne om at foretage ud fra de forslag, som vi har indsendt. Her tænkes bl.a. på pårørendebistandsværgeproblematikken på problemet omkring»kanbestemmelsen«ved beskikkelse før et retsmøde osv. Mogens Michaelsen fra LPD s bestyrelse har lavet et flot arbejde omkring den manglende regulering af vederlaget til bistandsværgerne (ingen fremskrivning i 2008). Der kan læses om dette forløb et andet sted i bladet med bl.a. breve fra Ombudsmanden. LPD har tidligere fremført, at vi har retspsykiatriske patienter siddende rundt om på de forskellige institutioner, som IKKE har en bistandsværge og som burde have det ifølge lovgivningen. I vores RETSSAMFUND er dette ganske utroligt og på ingen måder rimeligt. Her må de forskellige instanser»gå hånd i hånd«og se at få afklaret denne urimelige situation. Specielt skal der også her tænkes på, at mange af disse patienter meget ofte har en lille persongruppe, som besøger dem (som tider slet ingen), så problemet skal løses nu og her, vel vidende, at dette kræver ressourcer, som må findes et eller andet sted. Ved et foredrag, som undertegnede holdt på Sct. Hans, den 19. september 2008 blev jeg nok engang bekræftet i denne uholdbare situation med mange patienter uden bistandsværge. LPD håber meget, at der snart bliver»ryddet op«i det kaos, som hersker på mange bistandsværgeområder. Med nedlæggelsen af Statsamterne og oprettelsen af Statsforvaltningerne er der opstået adskillige problemer omkring patientrådgiverne. Specielt honorarudbetalinger og kørsel volder rundt omkring problemer. Dette tages op på januarkurset og er omtalt andet steds i bladet. Januarkurset vil sætte fokus på de nye bistandsværger og patientrådgivere, samt evaluere psykiatrilovrevisionen af 1. januar 2007. LPD håber som sædvanligt, at rigtig mange vil slutte op om kurset, som denne gang er placeret smukt på havnen i Svendborg. Måden, vi servicerer ALLE bistandsværger og patientrådgivere på, giver stadigvæk LPD økonomiske problemer, idet jo alle får ALT, hvad enten de er medlem eller ej. På et møde i Justitsministeriet den 25. september 2008, hvor formanden og næstformanden for LPD deltog sammen med kontorchef Birgit Christensen for civilkontoret og vores daglige kontaktperson i ministeriet fuldmægtig Jacob Christian Gaardhøj, drøftede vi nok engang LPD s betrængte økonomiske situation. Det var som om, at forståelsen for det arbejde, som vi i bestyrelsen går og laver til hverdag, jo udelukkende går og handler om, at vi i 99,99 % af vores arbejde på en eller anden måde servicerer bistandsværgerne eller patientrådgiverne. Denne»vinkel«på synet af vores arbejde har nok ikke været så tydelig før, som det kom til udtryk på dette møde. Dette skulle samtidig betyde, at vi i fremtiden lettere skulle kunne dække vores udgifter til bestyrelsesmøder mv. ind, idet teksten fra politisk side skulle indeholde netop præcis den type arbejde, som vi i LPD udfører, til gavn for alle vore bistandsværger og patientrådgivere. At andre grupper, der arbejder med vores områder, så også har gavn af bestyrelsens arbejde, er jo helt fint. Bestyrelsen afventer spændt referatet fra omtalte møde, som vil blive bragt i næste nummer af LPD-avisen. 2 LPD avisen

Der skal fra LPD s side alligevel lyde en kraftig opfordring til at melde sig ind i LPD og betale det lille beløb på 350.00 kr. årligt, så LPD også i fremtiden kan bestå. Vi skulle jo gerne kunne fejre LPD s 20-års jubilæum i 2010 (forventeligt på Christiansborg). Støt op om LPD. Tænk positive tanker til gavn for Jer selv og Jeres omgivelser. Nedenstående lille vers kan også give stof til eftertanke.»som rygter og sladder. Fortalt af et skvadder. Og hørt af en dåre. Forvrænget ad åre. Vi får i vort øre. Det hæslige pløre. Der dannes og kules. Når sandheden skjules«på redaktionens vegne Ole Kølle Ansvarshavende redaktør og formand I N D H O L D Kort nyt... Kursus for nye og»gamle«bistandsværger og patientrådgivere... 3 Vedr. ansøgningsskema, kørselsbemyndigelse... 36 Skema til ansøgning om skriftlig kørselsbemyndigelse... 37 Skema til beskikkelse af patientrådgiver... 38 Mange psykisk syge benådes... 39 Værd at vide... De unge og psykiatrien... 6»Input«fra LPD til den nye Bistandsværgebekendtgørelse... 7 Forkert beregning ved udbetaling af vederlag til bistandsværger... 10 Lønregulering pr. 1. april 2008... 11 Vederlag til bistandsværger... 12 Efterløn... 34 Faglig talt... Plan til brug i bistandsværgers arbejde... 14 Hvordan ser jeg det optimale samarbejde bistandsværgen og hospitalet imellem... 15 Om bistandsværgens rettigheder... 16 Om bistandsværgens pligter... 18 Uddrag af straffeloven - i relation til bistandsværger... 19 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt - for sin dom? Her skal han ikke: efterprøvelse af dom.. 28 Min mening / debat... Frustrationer vedr. kørsel... 21 avisen Bestyrelsen i LPD: Ole Kølle formand og ans. red. Vesterballevej 7 5700 Svendborg ok280944@yahoo.dk tlf. 62228300 / 24665824 fax 62228300 Henry Sørensen, næstformand Østervang 5, 4520 Svinninge henrys@post11.tele.dk tlf. 59266447 Per Møller Christensen kasserer Grebjerg 22 9440 Aabybro lpd@m-christensen.dk tlf. 98174130 Mogens Michaelsen medlem Guldborgvej 296 4862 Guldborg momi@mail.dk tlf. 54770011 / 23461975 / fax 54771475 Jan Labusz medlem Chr. Hansensvej 27 4300 Holbæk jan_labusz@hotmail.com jan.labusz@get2net.dk tlf. 59441528 / 40561577 Niels Jørgen Schou medlem Thunøgade 1D 8000 Århus C nj.schou@stofanet.dk tlf. 86132914 / 22123727 Dorte Sørensen medlem Fabriciusvej 42 9210 Ålborg SØ. dortemarie31@hotmail.com tlf. 29828459 Suppleanter og Regnskabskontrollant Eva Krogh 1. suppleant Nyvej 15 3450 Allerød evakro01@hav1.regionh.dk tlf. 48175356 Frank Hansen 2. suppleant Bagsværd Hovedgade 182, 2. th 2880 Bagsværd frank-e-hansen@mail.dk tlf. 61168779 Ida Kramp Regnskabskontrollant Ketilsvej 5 2880 Bagsværd tlf. 44987050 Gitte Lillelund Regnskabskontrollant suppleant Vedelsgade 22, 1 th 4180 Sorø 3 LPD avisen

Kort nyt... Kursus for nye og»gamle«bistandsværger og patientrådgivere Hotel Ærø Brogade 1 5700 Svendborg www.hotel-aeroe.dk Programmet Fredag den 30. januar 16.00-17.00 Ankomst og indkvartering. 17.00-17.05 Velkomst ved borgmester Lars Erik Hornemann. 17.05-17.10 Velkomst ved formand Ole Kølle. 17.10-17. 15 Introduktion til første del af kurset ved bestyrelsesmedlem Dorte Sørensen og bestyrelsessuppl. Frank Hansen. 17.15-18.45 Lov om tvang i psykiatrien. Specielt med fokus på patientrådgiverrollen og hvornår der skal beskikkes en patientrådgiver. Klagemuligheder og patientrådgiverrollen i den forbindelse. Møder i patientklagenævnet og retten og forberedelsen til disse. 19.00-20.30 Aftensmad. 20.30 - ca. 22.00 Erfaringsudveksling med oplæg fra Dorte og Frank evt. suppleret af formanden. Lørdag den 31. januar 08.00-09.00 Morgenmad. 09.00-10.00 Regler for bistandsværger. Pligter og rettigheder. Tidspunkt for beskikkelse. Kontakten til personalet mv. 10.00-10.20 Formiddagskaffe med hjemmebag. 10.20-11.20 Fuldmægtig Jacob Christian Gaardhøj fra Justitsministeriet vil fortælle om den nye bekendtgørelse for bistandsværger. 11.20-11.45 Spørgsmål til Jacob om indlægget og andre relevante ting. 12.00-14.00 Frokost 14.00-15.00 Her vil specialkonsulent, fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Susanne Beck Petersen fortælle om virkningen af den nyreviderede psykiatrilov. 15.00-15.30 Kaffepause med hjemmebag. 15.30-16.30 Spørgsmål og diskussion ud fra oplægget. Hertil kan komme andre relevante spørgsmål. 16.30-17.00 Hvordan opleves samarbejdet på en given afdeling med patientrådgiver og bistandsværge. Her vil personale fra enten Sct. Hans, Bispebjerg eller Odense give deres oplevelser videre. 4 LPD avisen

17.00-17.45 Her vil en dommer en patientklagenævnsformand og en politimand give deres bud på, hvordan de ser det optimale arbejde/ samarbejde med henholdsvis patientrådgiver og bistandsværge. 17.45-18.30 Spørgsmål til indlederne. 19.00-20.30 Middag. Aftenen til fra disposition. Søndag den 1. februar 08.00-09.15 Morgenmad. 09.15-10.00 En pårørende vil fortælle om sin oplevelse som 11-årig pige, der pludselig stod med en psykisk syg mor og ikke kunne få hende indlagt eller få nogen til at tage sig af hende. 10.30-12.00 Besøg på psykiatrisk afdeling i Svendborg, hvor der fortælles om arbejdet på afdelingerne, samarbejdet med områdets bosteder for psykisk syge samt virkningen af den nye lovgivning. 12.00-13.30 Frokost. 13.30-14.15 Hvis der ikke skulle spekuleres i ressourcer på nogen som helst måde (personalemæssigt bygningsmæssigt osv.), hvordan kunne en sundhedsfaglig person da se det danske psykiatrilandskab om føje år??? 14.15-14.45 Psykiatriens fremtid set i realismens øjemed og med politikerbriller. Hvilke visioner har ministeren eller en anden politiker for området? 14.45-15.00 Evaluering af kurset. Tilmelding til kursus d. 30. januar - 1. februar 2009 Ret til ændringer i programmet forbeholdes. Hotel Ærø Brogade 1 5700 Svendborg Navn: Adresse: Email: Telefon: ANKOMST : D. 30. januar kl. ca. D. 31. januar kl. ca. Alle er velkomne evt. bemærkninger, her kan specielle forhold noteres bl.a. omkring kost m.m.: AFREJSE: D. 31. januar kl. ca. D. 1. februar kl. ca. Jeg er: Patientrådgiver Bistandsværge Andet Jeg forventer at køre selv og jeg har plads til i bilen. Jeg ønsker: overnatning ikke overnatning Jeg ønsker: kun overnatning fredag til lørdag kun overnatning lørdag til søndag Tilmeldingen skal være formanden i hænde senest den 19. december 2008. Se adressen foran i LPD-avisen. Der ydes kørselsgodtgørelse efter statens regler (lave takst på 1,83 kr.). Udgift til broen dækkes kun ved originalbillet (ej brobizz) Da det er først til mølle princippet og vi kun har et begrænset antal pladser skal tilmelding foregå temmelig hurtigt. Har man ikke modtaget bekræftelse på sin deltagelse senest 3 uger før landsmødet, ret da henvendelse til formanden. 5 LPD avisen

Værd at vide... De unge og psykiatrien I de kommende numre af LPD-avisen vil vi prøve at sætte lidt mere fokus på de unge og psykiatrien. Flere og flere unge er i dag brugere af det psykiatriske system. Vi møder mange unge i selve ungdomspsykiatrien, men også på»voksenafdelingerne«, idet der ikke er plads på de ungdomspsykiatriske afdelinger. Som bistandsværge ser vi et stigende antal unge psykisk syge, som har begået kriminalitet. Hvordan takler arbejdsmarkedet disse unge og hvilke økonomiske muligheder gives til disse unge for at kunne klare hverdagen? MF Per Clausen, Sundhedsordfører for Enhedslisten, har stillet nogle spørgsmål til Beskæftigelsesministeren: Spørgsmål nr. 221.»Ministeren bedes oplyse de lægefaglige grunde til, at det kun er to diagnoser, som giver mulighed for, at unge kan undgå at komme på nedsat kontanthjælp?«beskæftigelsesministerens svar: Loven, der gav unge kontanthjælpsmodtagere med visse psykiske sygdomme en højere sats, var en opfølgning på en beslutning, som et flertal i Folketinget (uden om regeringen) vedtog 2. juni 2006. Folketingsbeslutningen (B 116) angav en række psykiske lidelser indenfor det skizofrene spektrum, som loven skulle omfatte. Ud over disse sygdomme blev forslaget, i forbindelse med behandlingen, udvidet til også at omfatte unge kontanthjælpsmodtagere med borderline. Der er ikke i Folketingsbeslutningen angivet lægefaglige grunde for, at det specifikt er de angivne diagnoser, der er omfattet af forslaget. Med venlig hilsen Claus Hjort Frederiksen Spørgsmål nr. 222.»Ministeren bedes oplyse, hvorfor modtagere af starthjælp ikke har mulighed for at undgå den særlige ungeydelse, hvis de har en af to diagnoser, som sikrer at unge psykisk syge ikke kommer på nedsat kontanthjælp?«den passive forsørgelse afhjælper muligvis deres problemer på kort sigt, men på længere sigt oplever de, at der ikke er brug for dem. Claus Hjort Frederiksen 6 LPD avisen

Beskæftigelsesministerens svar: Loven, der giver unge med visse psykiske lidelser mulighed for en højere ydelse, er som nævnt i besvarelsen af Folketingsbeslutning af 2. juni 2006. Starthjælpsmodtagere er ifølge denne beslutning ikke berettiget til at modtage tillæg. Med venlig hilsen Claus Hjort Frederiksen I næste nummer af LPD-avisen følger vi op på»ungeproblematikken«inden for psykiatrien. Ole Kølle, Redaktionen Værd at vide...»input«fra LPD til den nye Bistandsværgebekendtgørelse Til Justitsministeriet Slotsholmsgade 10, 1216 København K Att. Jacob C. Gaardhøje Kære Jacob. Jeg lovede dig nogle»input«fra LPD til den nye Bistandsværgebekendtgørelse. På LPD s vegne fremsender jeg hermed nogle af de ting, som vi meget gerne ser ændret så hurtigt som muligt. Vi er godt klar over, at nogle af tingene ikke blot lader sig gøre ved en bekendtgørelsesændring, men kræver en lovændring. Ministeriet bedes da arbejde på en sådan i de tilfælde. De følgende 15 ting nævnes i tilfældig rækkefølge: 1. Problemer med pårørendebistandsværgeproblematikken, hvor man kan blive pårørendebistandsværge uden at blive»tjekket«af politiet og hvor nogle afdelinger (senest en overlæge) har beklaget sig over, at nogle af disse pårørendebistandsværger tager stoffer og andet med på afdelingerne. Det er ligeledes synd for klienten, idet flertallet af pårørendebistandsværgerne ikke aner, at der er en lovgiv- 7 LPD avisen

ning herom, som de skal varetage. De ved ligeledes heller ikke, hvad de kan/skal hjælpe med under en indlæggelse. Beskikkelsen kommer ofte bag på dem, idet de mange gange er med ved retssagen og sluttelig af anklager eller dommer, efter udtalelse af den dømte, bliver spurgt, om jobbet som bistandsværge. Måske lidt svært at sige nej, når dommeren spørger. Vi oplever ofte, at disse pårørendebistandsværger tit har»følelserne«meget i klemme i bestræbelserne på at være»pårørende«og samtidig»bistandsværge«. 2. Et stort problem er også den manglende kontakt til bistandsværgen, når klienten indlægges eller udskrives fra institutioner eller hospitaler. I bedste fald sker det meget sent. I mange tilfælde sker orienteringen ved det efterfølgende besøg i klientens eget hjem. Der er to problemer i det. Dels at klienten ikke får den nødvendige og lovmæssige hjælp under indlæggelsen, men også, at bistandsværgerne ikke får det forhøjede 3 måneders vederlag under indlæggelse. 3. Det er også et stort problem med de mange advokater, som selv påtager sig opgaven som bistandsværge. Nogle advokater har rigtig mange bistandsklienter, men de arbejder primært kun for klienten, når sagen skal prøves. Hvis der ringes til dem, ved f.eks. en fiksering, under et sygehusophold, får afdelingen besked om, at det har de virkelig ikke lyst eller tid til, uagtet lovgivningen på dette område, som de jo burde kende. Problemet har tidligere været nævnt og der er ikke noget juridisk til hindring for beskikkelserne, men dette bør ændres ud fra ovennævnte oplevelser. 4. Problemet med, at næsten ingen bliver beskikket»under retssagen«når der i anklageskriftet står, at man stiler efter en dom, der kræver bistandsværge. Ofte kender den tiltalte intet til, hvad der sker i en retssal og advokaten ser dem ofte blot10 minutter før retsmødet. Denne»kanbestemmelse«bør ændres til en»skal-bestemmelse«. 5. Den dårlige kørselsgodtgørelse til både patientrådgivere og specielt bistandsværger (selv om dette er en politisag, bør Justitsministeriet gøre Rigspolitiet (vicepolitimester Ole Andersen) kraftig opmærksom på problemstillingen. 6. I forbindelse med anbringelse på et hospital, institution eller lignende bør det meget kraftigt præciseres, hvad»og lignende«står for. Der er indtil nu givet tre svar på dette spørgsmål af kompetente personer inden for juraen. En ensartethed er nødvendig på dette område. 7. LPD har ofte diskuteret besøgs- / kontaktfrekvensen til klienterne. Her ønsker LPD en opstramning, som godt kunne ligne den vi kender fra patientrådgiverordningen. Vi får jævnligt henvendelser fra klienter, som kun får et årligt besøg eller kun en årlig kontakt fra bistandsværgen. (Se bem. under 3). 8. Nogle oplever stadig problemer med at skaffe tolk. Det er blevet nævnt, om der måske var mulighed for at bruge samme tolke som politiet. 9. De ca. 20 grønlandske bistandsværger (se artiklen i LPD avis nr. 71 side 19 om problemerne med de grønlandske OMSORGS- og BISTANDSVÆRGER ) føler sig overladt til sig selv, og føler ikke, at de får den nødvendige hjælp fra Det grønlandske Hus i København selv om dette får penge til sekretærhjælp på ikke under 100.000.00 kr om året fra samme pulje, som LPD skal servicere omkring 1200 bistandsværger. 10. Mange af de spørgsmål, som LPD får i hverdagen om jobbet som bistandsværge, drejer sig ofte om selve arbejdet som bistandsværge. Hvad er bistandsværgens pligter og rettigheder? Det er meget vigtigt, at vi nu får»højnet«standarden inden for bistandsværgerne (og til dels også inden for patientrådgiverne). Dette kunne gøre ved, at vi lavede et»grundmodul«for begge områder, som så skulle være obligatorisk, inden man kunne starte som enten bistandsværge eller rådgiver. For at kunne»samle op«pånyansatte, kunne betingelsen være, at man inden for et halvt til et helt år skulle have taget grundmodulet. Specielt er det meget vigtigt, at den store gruppe af pårørendebistandsværger, som stadig findes og hvor der givet vil gå nogen tid, inden en lovændring kan ændre tingenes tilstand, har et meget stort behov for at få et kendskab til selve jobbet som bistandsværge. Ofte er eneste kvalifikation, at de»kun«er pårørende uden at forklejne dette begreb. LPD håber meget, at det kan lade sig gøre med disse grundmodulkurser og at de kan blive gjort obligatoriske. 11. Hvordan kan LPD Justitsministeriet og andre gode kræfter»hjælpe«ole Andersen fra Rigspolitiet med at få politikredsene til at overholde reglerne omkring udbetaling af honorarer til bistandsværgerne? 12. LPD mener, at der skal udbetales samme honorar, hvad enten du har en klient, som har en behandlingsdom eller en, der har en anbringelsesdom. 8 LPD avisen

LPD er af den opfattelse, at det ofte er»nemmere«at have en klient med en anbringelsesdom end med en behandlingsdom, idet der ofte er mere arbejde med sidste kategori. Det sker ikke så sjældent, at bistandsværgen må køre forgæves til en klient med behandlingsdom, hvorimod man altid (næsten) ved, hvor klienten er ved en anbringelsesdom. 13. Hvordan skaffer vi ensartede besøgsregler i f.eks. Herstedvester eller andre fængsler? Nogle gange oplever vi, at det går helt fint med at aflægge besøg, når VI har tid. Andre gange er det mere end besværligt og ofte forbundet med lange diskussioner med»besøgstjenesten«, fordi der måske ikke er plads i de normale besøgsrum, den dag vi gerne vil besøge klienten. Mange kommer langvejs fra, så det er meget vigtigt, at man rundt omkring lever op til lovens ord om FRI og UHINDRET adgang til vore klienter. 14. Vi får ofte forespørgsler om pjecer, håndbøger og andet relevant materiale, der kan fortælle om jobbet som bistandsværge (og som patientrådgiver) i let tilgængeligt form. Her har LPD tidligere lavet nogle små pjecer, som trænger til en kraftig justering og LPD påtager sig gerne, at vi fremover stadig laver dette oplysningsmateriale, som vi har gjort det fra LPD s start. LPD avisen, som vi prøver at gøre så aktuel som muligt. Vi vil også gerne udvide antallet af udsendte aviser, idet vi får flere og flere tilkendegivelser fra avisens mange læsere (henvendelser tyder på, at det er rigtig mange ) om, hvor vigtigt det er med denne faglige og læservenlige avis, som i stigende grad også bærer præg af at være læsernes avis (se de mange læserbreve). Nu mangler vi blot at få nogle ministerielle indlæg, så vil det blive rigtig godt. 15. Som et af de meget vigtige punkter er KURSUSVIRKSOM- HEDEN. Her har LPD i alle årene lavet rigtig mange kurser. Deltagerantallet til disse kurser har altid været meget højt og evalueringerne har gennemgående været tilfredstillende. Dette tager LPD som et udtryk for, at vi nogenlunde har»ramt«de behov, som til enhver tid har været gældende. Vi vil meget gerne optimere denne kursusvirksomhed (læs her LPD s forslag under punkt 10). Vi vil meget gerne lave en modulopbygning, så både nye og erfarne bistandværger (og patientrådgivere) kan få det optimale ud af kurserne. Vi kunne tænke os, at der hvert år kørte grundkurser for begge områder og at der også var moduler hvert år for de erfarne. Vi oplever ofte, at der kan være stor forskel på»lov- og praksisopfattelse«afhængig af, hvor i landet du bor. (Læs her Jan Labusz refleksioner på side 3 i LPD-avis nr. 71). Dette finder LPD ganske uheldigt. Der var måske brug for kursustyper, hvor forskellige personalegrupper/nævn/ retsmødegrupper m.fl. mødtes med bistandsværger og patientrådgivere. LPD ser frem til, at kursusvirksomheden kan komme ind i en årlig»rytme«, som tilgodeser ALLE bistandsværgers behov. LPD regner selvfølgelig med, at ministerierne fremkommer med ønske om, hvad de godt kunne tænke sig, at der skulle med på disse kurser af lovgivningsmæssig art. Som tidligere nævnt over for Justitsministeriet, er LPD meget villig til at deltage i et tæt samarbejde omkring selve udformningen af den nye bekendtgørelse i det omfang, som ministeriet måtte ønske dette. På LPD s vegne Ole Kølle, Formand Hej Jacob. Tak for din mail i dag. Ud over de indsendte punkter den 21. juni til brug for en ny bekendtgørelse for bistandsværger vil der være nogle få andre ting, som vi bl. a. skal snakke om. 1) Den 22. juni indsendte jeg korrespondancen mellem LPD og de grønlandske bistandsværger.som det fremgår af denne føler de grønlandske bistandsværger ikke, at de får den nødvendige hjælp fra det grønlandske hus. Vi er nødt til at drøfte denne situation samt de penge, som tilgår Det Grønlandske Hus. De grønlandske bistandsværger deltager ofte i vores kurser. 2) LPD s økonomi i almindelighed og vores altid svære situation i særdeleshed. 3) Kurset i januar. Her kunne det være rart, at ministeren kunne være til stede og komme med sit (og regeringens) bud på, hvordan man agter at løse problemet med, at flere og flere psykisk syge begår kriminalitet og hvordan ser fremtiden ud for hele retssikkerheden på bistandsværgeområdet. 4) Temadage sidst i april. Her vil det være rart om ministeriet havde nogle ønsker, som kunne behandles på disse temadage. Velfærds- og Sundhedsministeriet skal selvfølgelig også høres i den forbindelse. Vi forventer snarligt at kunne komme til møde i ministeriet og få drøftet de mange problemer for patientrådgivere, som»hober«sig op. 5) Landsmødet i 2010, hvor LPD fejrer 20 års jubilæum. Dette tænkes afholdt på Chtistiansborg ligesom 10-års jubilæet. 6) LPD-avisen og dennes fremtid. Den nuværende aflønningsform er ikke tilfredsstillende. Redaktionen udfører næsten udelukkende journalistisk arbejde til en symbolsk betaling. Dette var så lidt supplement til de øvrige ting. Jeg ser frem til et godt møde. Stor LPD-hilsen Ole Kølle 9 LPD avisen

Værd at vide... Forkert beregning ved udbetaling af vederlag til bistandsværger Bestyrelsesmedlem i LPD Mogens Michaelsen har arbejdet ihærdigt for at få rettet op på den åbenlyse fejl omkring honorarerne til bistandsværgerne, der ikke er blevet reguleret i 2008. Læs efterfølgende hele hans korrespondance, samt breve til Ombudsmanden og svar fra denne. Mogens har arbejdet ihærdigt med at få rettet op på denne åbenlyse fejl, men der har desværre ikke været den store lydhørighed fra central hånd endnu. Derfor har Mogens skrevet til Ombudsmanden, der har bedt Justitsministeriet, Civilkontoret om at redegøre for sagsforløbet. Vi afventer spændt svaret fra ministeriet. Redaktionen Ole Kølle 10 LPD avisen

Værd at vide... Lønregulering pr. 1. april 2008 Mine udregninger er udført på grundlag af bekg 1495 + bekg 77: Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb (grundbeløb pr. 31. marts 2000) reguleres årligt med den til enhver tid gældende reguleringsprocent for ansatte i regioner og kommuner. Grundbeløb pr. 31.02.2000: Patientrådgivere: 754-1131- 1508 Grundbeløb pr. 31.02.2000: Bistandsværger: 1508-1131 Iflg. DJØF (og andre): I staten er der aftalt en generel stigning af løn og tillæg pr. 1. april 2008 på 3,30 pct. Hertil kommer en udmøntning fra reguleringsordningen på ca. 0,45 pct. I forhold til de aktuelle lønninger bliver den samlede regulering i staten derfor på ca. 3,75% pr. 1. april 2008. På det kommunale område er der aftalt en generel stigning af løn og tillæg pr. 1. april 2008 på 4,09 pct. I kommuner og regioner falder udmøntningerne fra reguleringsordningen først i oktober måned. I forhold til de aktuelle lønninger bliver den samlede regulering i kommunerne derfor på ca. 4,09% pr. 1. april 2008. Reguleringsprocent pr. 1. april 2008 Reguleringsprocenten der er den procent man skal lægge til løn og tillæg i grundbeløb for at få det aktuelle beløb udgør 26,3640 procent i staten og 21,2953 procent i regioner og kommuner. tigt det beløb jeg har beregnet. Løn fra Region Sjælland er således antageligt som»min«beregning også for vederlag under 8 dage over 30 dage. Som bistandsværge har jeg modtaget års vederlag fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Københavns Politi samt Syd- og Sønderjyllands Politi. Alle tre udbetaler kr.1.318 for kvartårlige vederlag EFTER 1. april 2008. Fra 2 kredse har jeg modtaget års vederlag gældende EFTER April 2008 på kr. 1.757. Efter mine beregninger således 53 og 72 kr. for lidt pr. udbetaling! Jeg skulle i dag have haft et møde med sektionsleder Alex Kugelberg, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men blev aflyst pga. besøg af Kronprinseparret med Dannebrog og hele menageriet! Ved telefonisk samtale i dag gjorde jeg opmærksom på ovennævnte. Han oplyste, at det var et»cirkulære der var kommet oppe fra«, men han ville undersøge sagen! Nyt møde er aftalt til mandag hvor jeg må forvente at få en afklaring! LPD vil herefter høre nærmere idet det er lidt dumt at skilte med»forkerte«satser i LPD bladet! Lidt sjovt kunne det jo være hvis fremsendt cirkulære er fejlagtigt! Regionernes er tilsyneladende rigtigt! Jeg smutter lige i Landsretten i Bredgade - København! Mvh Mogens Som patientrådgiver har jeg modtaget vederlag for tvangsindgreb 8-30 dage på kr. 1.371,85 hvilket er nøjag- 11 LPD avisen

Værd at vide... Vederlag til bistandsværger Folketingets Ombudsmand Gammeltorv 22 1457 København K Guldborg, den 31.07.2008. Som medlem af bestyrelsen i LPD (Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark) har jeg siden år 2000 beregnet de årlige vederlag for Patientrådgivere og Bistandsværger til brug for trykning i LPD avisen. Som lovgivningen foreskriver, har jeg anvendt regulerings-procenten pr. 1. april. Kopi vedlagt af dette års indrykning. Regionerne, der udbetaler til patientrådgiverne, har pr. 1. april 2008 problemfrit ændret reguleringsprocenten pr. 1. april 2008 til 21,2953 % og udbetaler herefter. Politikredsene, der udbetaler vederlag til bistandsværgerne, anvendelser imidlertid reguleringsprocenten gældende fra 1. oktober 2007. Ombudsmanden bedes vurdere om dette er korrekt. Til orientering oplyses, at jeg har haft kontakt med: Sektionschef Axel Kugelberg, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Tlf. 5584 2900 Kugelberg henviste til fremsendt cirkulære fra Rigspolitiet, men ville rette forespørgsel om rigtigheden til: Vicepolitimester Ole Andersen, Rigspolitiet Tlf. 3314 8888 lokal 5506 eller Tlf. 33 910 910 + 5506 oplyste, at cirkulæret var udarbejdet og beregnet af Justitsministeriet og kunne umiddelbart ikke ændres. Jeg fik oplyst navn og telefonnummer på den ansvarlige i ministeriet. Rasmus Blaabjerg, Justitsministeriets 10. kontor Tlf. 7226 8511 oplyste telefonisk, at grunden de langvarige overenskomstforhandlinger var reguleringsprocenten pr. 1. april 2008 i følge Justitsministeriets 10. kontor ikke gældende da Ministeriet udsendte cirkulære vedr. nye lønsatser til bistandsværger. Reguleringsprocenten pr 1. oktober 2007 på 16,5293 % blev derfor anvendt. Reguleringsprocenten pr 1. april 2008 udgør 21,2953 % altså en difference på 4,766 % hvilket betyder et»løntab«på kroner 81 i det årlige vederlag og kroner 61 i det kvartårlige vederlag. For en klient anbragt i institution eller lignende betyder det kroner 323,24 inkl. feriepenge i»manglende«årlig udbetaling! Ifølge ministeriet vil der ikke ske efterregulering eller regulering pr. 1. oktober. Der henvises i øvrigt til nedennævnte. Bekendtgørelse nr. 1025 af 21/10 2004.: 18. Vedkommende politikreds udbetaler 1.131 kr. i vederlag til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling. Stk. 2. Vedkommende politikreds udbetaler i årligt grundbeløb 1.508 kr. til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en dømt. Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen 1.131 kr. for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende. 12 LPD avisen

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte bistandsværger har endvidere krav på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet. Stk. 4. Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, har krav på godtgørelse til befordring i forbindelse med deltagelse i retsmøder samt til indtil fem besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til politiet. Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb (grundbeløb pr. 1. april 2000) reguleres årligt pr. 1. april med den på dette tidspunkt gældende reguleringsprocent for ansatte i amter og kommuner Lønstigninger pr. april 2008 iflg. djøf Reguleringsprocenten der er den procent man skal lægge til løn og tillæg i grundbeløb for at få det aktuelle beløb udgør 26,3640 i staten, mens den i regioner og kommuner udgør 21,2953 procent pr. 1. april 2008. Reguleringsprocenten i regioner og kommuner udgjorde pr. 1. oktober 2007 16,5293 procent Nærværende fremsendes som privatperson, men en eventuel ændring af satserne vil naturligvis få betydning på landsbasis. På forhånd tak for Deres behandling. Med venlig hilsen Mogens Michaelsen Bistandsværge og Patientrådgiver Lønnen er steget med ca. 3,75 pct. i staten og ca. 4,09 pct. i regioner og kommuner pr. 1. april 2008 Lønstigningerne bliver udbetalt med tilbagevirkende kraft. Justitsministeriet Civilkontoret Slotsholmsgade 10 1216 København K Under henvisning til vedlagte kopi af brev af 31. juli 2008 med bilag fra Mogens Michaelsen beder jeg om en udtalelse i anledning af klagen. Mogens Michaelsens klage vedrører det forhold at vederlag til bistandsværger i 2008 er blevet reguleret med reguleringsprocenten for ansatte i regioner og kommuner pr. 1. oktober 2007 og ikke med procentsatsen pr. 1. april 2008. Mogens Michaelsen har i klagen bl.a. henvist til at regionernes vederlag til patientrådgiverne problemfrit er blevet ændret i overensstemmelse med reguleringsprocenten pr. 1. april 2008. Regulering af vederlag til patientrådgivere sker efter 17, stk. 5, i bekendtgørelsen om patientrådgivere (bek. nr. 1495 af 14. december 2006). Bestemmelsen svarer stort set til 18, stk. 5, i bekendtgørelsen om bistandsværger (bek. nr. 77 af 5. februar 1999). Jeg er opmærksom på at der ifølge de nævnte bestemmelser er den forskel at vederlaget til patientrådgivere»reguleres årligt«, mens vederlaget til bistandsværger»reguleres årligt pr. 1. april«. Jeg beder om at ministeriet i sin udtalelse bl.a. kommer ind på det Mogens Michaelsen har anført om regulering af vederlag til patientrådgivere, sammenholdt med reguleringen af vederlag til bistandsværger i 2008. Ifølge Mogens Michaelsens klage har ministeriet telefonisk oplyst at den skete regulering af bistandsværgernes vederlag i 2008 skyldtes at reguleringsprocenten ikke lå fast da ministeriet udsendte cirkulæreskrivelsen om vederlag til bistandsværger (cirkulæreskrivelse af 28. marts 2008 til samtlige politikredse, ifølge retsinformation offentliggjort den 7. maj 2008). Ministeriet henviste i den forbindelse til de langvarige overenskomstforhandlinger i 2008. På den baggrund beder jeg om at ministeriet i udtalelsen redegør for eventuelle overvejelser om hvordan ministeriet kan tage højde for denne situation. En af mine medarbejdere har ved en telefonsamtale den 6. august 2008 med KL fået oplyst at det er sædvanligt at overenskomstforhandlingerne på det kommunale og regionale område trækker ud med den konsekvens at forhandlingsresultatet ikke ligger fast den 1. april det pågældende år, men at forhandlingsresultatet får virkning fra denne dato. Endelig beder jeg om at låne ministeriets eventuelle akter i sagen, herunder inisteriets akter om udarbejdelse af ministeriets cirkulæreskrivelse af 28. marts 2008 til landets politikredse. Udtalelsen vil eventuelt blive sendt til partshøring. Returner venligst Mogens Michaelsens bilag hertil sammen med sagens akter. Med venlig hilsen for ombudsmanden Ulla Birgitte Frederiksen Konsulent 13 LPD avisen

Fagligt talt... Plan til brug i bistandsværgers arbejde Her er den plan, som undertegnede brugte ved foredrag på Sct. Hans om bistandsværgers arbejde. Ole Kølle PLAN FOR FOREDRAGET DEN 19. SEPTEMBER 2008 PÅ SCT. HANS PSYKIATRISK CENTER KL. 09.00-10.00. 1. Hvem er jeg? 2. Hvordan bliver man bistandsværge og hvem kan blive det? 3. Bistandsværgens pligter, herunder at skulle være patientrådgiver i en given situation. (se pjecen om tvang i psykiatrien side 9). 4. Bistandsværgens rettigheder. 5. Specielt om pårørendebistandsværger. 6. Personalets opgaver i forhold til bistandsværgerne. 7. Kan man»komme af«med en bistandsværge? 8. Ny bekendtgørelse for bistandsværger på vej.justitsministeriet arbejder med denne. LPD har indsendt 15 punkter, som vi ønsker, der skal implementeres på en eller anden måde i den nye bekendtgørelse. 9. Alle de ting, som jeg måtte have glemt under de andre punkter. 14 LPD avisen

Fagligt talt... Hvordan ser jeg det optimale samarbejde bistandsværgen og hospitalet imellem Det vigtigste er absolut, at der er et gensidigt tillidsforhold personalet og bistandsværgen imellem til gavn for alle, men selvfølgelig mest til gavn for KLIENTEN. Et af bistandsværgernes største problemer er ofte at finde ud af, hvor klienten befinder sig. Man skulle ikke tro, at dette kunne være muligt, men det er desværre et meget generelt problem, som LPD ofte bliver konfronteret med. Er patienten indlagt i henhold til dom, skal der omgående og inden for 24 timer gives besked til bistandsværgen. Bliver patienten flyttet til en anden afdeling, skal bistandsværgen også have besked. Udsættes patienten for en handling, der er underlagt lov om tvang i psykiatrien, skal bistandsværgen have besked med det samme, idet denne da skal fungere som patientrådgiver. Læs her pjecen, som er udgivet af daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, om Tvang i Psykiatrien, hvor der på side 9 står: (Efter afsnittet om, hvornår der skal beskikkes en patientrådgiver) Patienter, der har en bistandsværge, skal ikke have en patientrådgiver. Det betyder i den givne situation, at bistandsværgen skal fungere som patientrådgiver. Alle relevante oplysninger om en given klient skal sendes til bistandsværgen, der sammen med klienten kan gennemgå materialet. Specielt vigtigt inden en retsprøvelse om evt. domsændring. Klientens ønske om kontakt til bistandsværgen skal i videst mulig omfang efterkommes. Klienten skal have adgang til at bruge telefon (der er tidligere truffet en principiel afgørelse desangående i Justitsministeriet). I kan selv føje endnu flere punkter til, som I synes passer ud fra Jeres hverdag. Ole Kølle 15 LPD avisen

Fagligt talt... Om bistandsværgens rettigheder 5. februar 1999 Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 77 Beskikkelse af bistandsværger 3. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring m.v. efter reglerne i straffelovens 68-70, kan retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf. straffelovens 71, stk. 1. Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. l, eller giver afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf. straffelovens 71, stk. 2. Stk. 3. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende. 4. Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, har mulighed for at være til stede under sagens behandling. Stk. 2. Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en sådan værge beskikket under sagens behandling, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet, når dommen er afsagt. Såfremt den dømte har haft en bistandsværge beskikket under sagens behandling, fortsætter denne som bistandsværge for den pågældende efter dommen. 5. Politiet skal bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge, jf. herved 3, stk. 3. Den sigtede, tiltalte eller dømte skal indledningsvis spørges, om der er en bestemt person, som han ønsker at få beskikket. Stk. 2. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikket, skal politiet indstille den bistandsværge, der på fortegnelsen over bistandsværger står for tur til at blive beskikket. Såfremt der på grund af den pågældende bistandsværges beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler i socialforvaltningen for den pågældende, foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes egnethed til at varetage netop denne sigtedes, tiltaltes eller dømtes interesser på behørig måde, indstilles den næste på fortegnelsen. Stk. 3. Forinden indstilling til retten vedrørende beskikkelsen sker, skal pågældende bistandsværge samt den sigtede, tiltalte eller dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte indstilling. Politiet skal endvidere sikre sig, at bistandsværgen ikke er forhindret, f.eks. på grund af bortrejse, sygdom eller lignende. Politiet skal samtidig orientere bistandsværgen om, hvem der er den sigtedes, tiltaltes eller dømtes forsvarer. Stk. 4. Bistandsværgen kan afslå at lade sig indstille til beskikkelse, hvis den pågældende allerede er beskikket for andre sigtede, tiltalte eller dømte. 6. En begæring fra den sigtede, tiltalte eller dømte om at få en allerede beskikket bistandsværge udskiftet med en anden fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt ind bringer spørgsmålet for retten. Straffelovens 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. 9, stk. 2. Bistandsværgen har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med den pågældende. Dette gælder dog ikke, hvis den sigtede eller tiltalte er varetægtsfængslet efter retsplejelovens 762, stk. l, nr. 3, og væsentlige hensyn til efterforskningen nødvendiggør, at bistandsværgen er undergivet bestemmelser om brev- og 16 LPD avisen

besøgskontrol fastsat af politiet. Den sigtedes eller tiltaltes forsvarer skal orienteres, såfremt der træffes afgørelse herom. Retsplejelovens 771 og 772 finder tilsvarende anvendelse. 10. Politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den sigtede, tiltalte eller dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge. Stk. 2. Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte skal på begæring udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler herimod. 12. Den sigtedes, tiltaltes eller dømtes forsvarer skal efter anmodning i fornødent omfang og under hensyn til retsplejelovens bestemmelser samt til bestemmelserne i denne bekendtgørelses 9, stk. 2, og 10, stk. 2, orientere bistandsværgen om sagen og om bistandsværgens rettigheder og pligter. 13. Et sygehus/en sygehusafdeling, en institution eller en anstalt m.v., som modtager en person, der har en bistandsværge beskikket, skal snarest underrette bistandsværgen, når den pågældende påbegynder et ophold på stedet. Stk. 2. Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten nav. skal ligeledes underrette bistandsværgen ved afslutningen af den pågældendes ophold på stedet. 14. Personalet på Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten m.v. skal endvidere give bistandsværgen enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til den sigtede, tiltalte eller dømte, må heller ikke gives til bistandsværgen. Stk. 2. Bistandsværgen har ret til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende den sigtede, tiltalte eller dømte, som den pågældende er beskikket for. De nye skemaer til tvangsprotokollen har givet problemer, idet de ikke opfylder kravet om, at patientrådgiveren skal have de fornødne oplysninger for at varetage sit hverv på betryggende måde. LPD arbejder i samråd med justitsministeriet og sundhedsministeriet på en løsning af dette problem. Stk. 3. Bistandsværgen har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes journal, herunder behandlingsplan, såfremt den pågældende selv ville have adgang hertil, jf. 20 i lov nr. 482 af l. juli 1998 om patienters retsstilling, og såfremt den pågældende meddeler samtykke til, at bistandsværgen får adgang til journalen. 17. En bistandsværge kan til enhver tid kræve at blive slettet fra fortegnelsen over bistandsværger. 18. Vedkommende politikreds udbetaler 1.200 kr. i vederlag til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling. Stk. 2. Vedkommende politikreds udbetaler i årligt grundbeløb 1.600 kr. til en bistandsværge der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en dømt. Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen 1.200 kr. for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte bistandsværger har endvidere krav på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet. Stk. 4. Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, har krav på godtgørelse til befordring i forbindelse med deltagelse i retsmøder samt til indtil fem besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til politiet. 19. De i 18, stk. 1 og 2, nævnte beløb dækker ud over honorar for bistandsværgens arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til telefon mv. Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan politiet under hensyn til arbejdets omfang forhøje eller nedsætte de i 18, stk. 1 og 2, nævnte beløb. LPD s kommentar: 17 LPD avisen

Fagligt talt... Om bistandsværgens pligter Af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 77 af 5.2.1999 fremgår, at: 7. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte. 8. En bistandsværge, som beskikkes under straffesagens behandling, har i første række til opgave sammen med den beskikkede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under sagens behandling, jf. herved straffelovens 71, stk. l. Efter dommen er det ifølge straffelovens 71, stk. 2, bistandsværgens opgave at holde sig underrettet om den dømtes tilstand og at drage om sorg for, at opholdet på sygehuset/sygehusafdelingen, i institutionen eller anstalten og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Stk. 2. Bistandsværgen skal rådgive og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang herunder i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om muligheden for at søge en idømt foranstaltning ændret eller ophævet, jf. straffelovens 72. Bistandsværgen skal endvidere bistå den pågældende med at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om foranstaltningsændring eller -ophævelse samt yde bistand ved behandlingen af disse sager. tiltalte eller dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge. Stk. 2. Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte skal på begæring udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler herimod. 15. Der påhviler bistandsværgen tavshedspligt. 9. Bistandsværgen skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge den sigtede, tiltalte eller dømte og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Besøg skal ud over første besøg finde sted efter behov. 10. Politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den sigtede, 18 LPD avisen

Fagligt talt... Uddrag af straffeloven - i relation til bistandsværger 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, eller åndssvaghed i højere grad, straffes ikke. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor. Stk. 2. Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Strafansvar er som hovedregel betinget af, at gerningsmanden har handlet med forsæt, eller at handlingen kan lægges ham til last som uagtsom. Foruden at opstille en sådan betingelse om en konkret psykologisk relation mellem gerningsmanden og handlingen, tilregnelse, stilles også krav om en vis almen normalitet hos gerningsmanden for at pålægge strafskyld, kravet om tilregnelighed. Om forsæt og tilregnelighed henvises til Waaben: Forsæt s. 323 ff. Dette normalitets-kriterium udformes på forskellig måde i lovgivningerne. Strl. 1930 udskilte i 16 som straffri handlinger, der var foretaget af personer, som var utilregnelige p.gr.a. sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles dermed, eller åndssvaghed i højere grad. Denne regel suppleredes af 17 om andre psykiske afvigelser af varigere karakter. Disse afvigelser medførte ikke straffrihed, men kunne føre til idømmelse af andre foranstaltninger end straf, hvis gerningsmanden fandtes uegnet til påvirkning gennem straf. Dertil føjede 18 en bestemmelse om betydningen af rustilstande. Ved l.268 af 26.6.1975 blev 17 og 18 ophæ- vet, og 16 omformuleredes. Denne lovændring bygger i vid udstrækning på det udkast fra straffelovrådet, som foreligger i bet. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger. Her var det dog foreslået, at utilregnelighedsforbeholdet i 16 skulle udgå med den konsekvens, at konstateringen af sindssygdom eller åndssvaghed i højere grad direkte ville medføre straffrihed, men dette forslag om at indføre et rent psykiatrisk kriterium blev ikke fulgt ved lovændringen. Rustilstande er nu omfattet af 16, og åndssvaghed i lettere grad, der tidligere bedømtes efter 17, er ført ind under 16, stk. 2. Andre af de tilstande, der tidligere var beskrevet i 17, er efter ændringen undergivet sanktionsvalgsreglen i 69. Lovovertrædere, der antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, kan i stedet for straf dømmes til anbringelse i forvaring i medfør af 70. 16, stk. 1, 1. led, er i realiteten sammenfaldende med 16 i den tidligere formulering. Det centrale led i bestemmelsen er det lægelige begreb sindssygdom. Det er konventionelt bestemt: det omfatter de tilstande, som efter dansk psykiatrisk terminologi sammenfattes under denne betegnelse eller betegnelsen psykose. Herhen hører bl.a. manio-depressiv psykose, skizofreni, senil demens, alkoholpsykose, visse traumatiske lidel ser og psykogene (reaktive) psykoser. Om psykiatrisk klassifikation henvises til H. Helweg: Den retslige Psykiatri og Erik Strømgren: Psykiatri, 13. udg. Kbh. 1979. I mentalerklæringer anvendes undertiden udtrykket:»en sindssygelig tilstand«. Dette udtryk betyder det samme som sindssygdom eller psy- 19 LPD avisen

kose, jf. den ovenfor nævnte bet. 667/1972 s. 20. Det er et lægeligt spørgsmål, om gerningsmanden har været sindssyg på gerningstiden. Vurderingen heraf må i vid udstrækning bygge på slutninger fra oplysninger om hans tilstand forud for gerningen og iagttagelser af hans adfærd efter gerningen, således som den foreligger belyst under en mentalundersøgelse, jf. rpl. 809. Bedømmelsen i mentalerklæringen suppleres jævnligt af et responsum fra retslægerådet. Undertiden kan der være tvivl m.h.t. det faktum, som de retspsykiatriske vurderinger hviler på, jf. f.eks. U 1950.248 Ø (bevidstløshed i gerningsøjeblikket antoges ikke at kunne lægges til grund i bevismæssig henseende). Mentalundersøgelsen ligger forud for afgørelsen af skyldspørgsmålet, og handlingsforløbet op til og under forbrydelsens udførelse kan på adskillige punkter være uafklaret i det materiale, der ligger til grund for erklæringen. Hvis den strafbare virksomhed ligger noget tilbage i tid, kan det være særligt vanskeligt at fastslå, om den sindslidelse, der er konstateret, forelå på gerningstiden. Selve den lægelige vurdering, den rette diagnose, kan også frembyde tvivl, jf. f.eks. U 1961.585 H og hertil Erik Bjerg Hansen NTFK 1962.227 ff. Det er næppe muligt at opstille en almindelig formel m.h.t. kravene til beviset for, at tiltalte har været sindssyg på gerningstiden, se herom Hurwitz: Strafferetsplejen, s. 326, Alm. D. s. 179-80 og 296, Waaben: Utilregnelighed og særbehandling s. 21 og Scandinavian Studies in Law 1965 s. 245 samt Per Lindegaard og Jørgen Trolle: Procedure i straffesager, Kbh. 1975, s. 35. Foruden sindssygdom kan også tilstande, der må ligestilles hermed føre til straffrihed. Grænserne for begrebet sindssygdom kan i visse henseender rumme tvivl, ligesom den konkrete diagnose kan være usikker. Denne sprogbrug svarer ikke til nogen psykiatrisk klassifikation, men udvider den strafferetlige undtagelsesstilling til at omfatte grænsetilfælde, hvor en psykisk afvigende tilstand, som efter den gældende lægelige terminologi ikke bør benævnes sindssygdom, har medført en lige så indgribende sygelig forandring af sjælelivet som en sindssygdom. Som eksempler på antagelsen af sådanne tilstande kan henvises til U 1946.887 H (organisk hjernelidelse) og U 1969.314 H (epileptisk tågetilstand). Anvendelsesområdet er beskrevet i bet. 667/1972 s. 28 ff. og eksemplificeret nedenfor. Den lægelige konstatering af, at gerningsmanden var sindssyg på gerningstiden eller befandt sig i en tilstand, der må ligestilles hermed, er som nævnt ikke i sig selv tilstrækkelig til at føre til straffrihed. Loven opstiller yderligere den betingelse, at gerningsmanden skal have været utilregnelig af denne grund. Dette er et retligt kriterium, der rummer et forbehold, som giver retten mulighed for at statuere strafansvar, selvom en af de i bestemmelsen nævnte abnormtilstande har foreligget på gerningstiden. Det er kun sjældent, at dette forbehold udnyttes; det synes navnlig at ske, når tilstanden er lidet udtalt, eller der foreligger bevistvivl. Der er formentlig større tilbøjelighed hertil, når tilstanden er forbigående, således at konsekvensen vil blive, at ingen eller kun en ganske kortvarig foranstaltning bliver følgen. Nogle domme, som har angået kriminalitet i forbindelse med økonomiske dispositioner, har antagelig også lagt vægt på, at gerningsmanden i den periode, hvor de strafbare handlinger er begået, har varetaget sine anliggender og f.eks. været i stand til at foretage økonomiske og forretningsmæssige dispositioner. Selvom det er retspsykiatriens standpunkt, at ethvert handlingsudslag hos en psykotisk patient må opfattes som potentielt farvet af, modificeret af, hvis ikke rent ud betinget (motiveret) af den psykotiske tilstand (bet. 667/1972, s. 24), har domstolene i nogle tilfælde i deres præmisser lagt vægt på, om der kunne antages at have været en årsagsforbindelse mellem den psykiske afvigelse og de kriminelle handlinger. H. Helweg er i Den retslige Psykiatri s. 13 ikke ganske uforstående overfor ræsonnementer af denne type. Blandt de afgørelser, ved hvilke der er statueret strafansvar, er der fra de første årtier efter straffelovens ikrafttræden (1933) enkelte, der efter straffelovrådets opfattelse, bet. 667/1972 s. 22, næppe længere kan betragtes som vejledende. Der er i almindelighed intet til hinder for at anvende bøde, selvom det må antages, at gerningsmanden var og er sindssyg. Det samme gælder frakendelse af førerret, jf. AÅ 1973.64-65. I sådanne tilfælde anses sygdommen ikke at medføre utilregnelighed. Ved lovovertrædelser af denne karakter er de personlige oplysninger i øvrigt jævnligt så sparsomme, at en eventuel psykisk afvigelse ofte ikke erkendes. Om psykiske afvigelser og straf ved overtrædelse af færdselslovgivningen henvises i øvrigt til Greve: Færdselsstrafferet s. 326 ff. og særligt om frakendelse s. 332 ff. med kritik af gældende praksis. Bedømmelsen af handlinger begået i rustilstande volder problemer i henseende både til tilregnelse og tilregnelighed, Waaben: Forsæt s. 331 ff. og Straffe s. 154. Andet led i 16, stk. 1, indeholder en regel om tilregnelighedsvurderingen, når gerningsmanden på gerningstiden befandt sig i en rus fremkaldt af alkohol eller andre rusmidler, som f.eks. euforiserende stoffer. Kun hvis tilstanden har haft karakter af en forbigående sindssygdom el- 20 LPD avisen

ler en tilstand, der kan ligestilles hermed, kan den virke disculperende efter denne bestemmelse. Bestemmelsen afløser 18 i strl. 1930 om beruselse. Herefter var handlinger, som var foretaget i en patologisk alkoholrus, d.v.s. en abnormt forløbende rus, straffri, jf. Louis le Maire, J 1949.121 ff og Bent Florian Sørensen, NTFK 1965.147 ff. Patologisk rus er efter Retslægerådets opfattelse, bet. 667/1972 s. 177 en akut sindssygdom, der kan optræde i tilslutning til alkoholindtagelse. Denne særform for akut alkoholpåvirkning er som andre sindssygdomme karakteriseret ved en indgribende personlighedsændring indtil det totalt personlighedsfremmede og ved en pludseligt indsættende og pludseligt ophørende bevidsthedsforstyrrelse af en sådan beskaffenhed, at der ikke består erindring for det under tilstanden oplevede. Typisk sætter den ind efter indtagelse af en ringe mængde alkohol, men alkoholindtagelsen vil ofte fortsætte under den patologiske rus, hvorfor en høj alkoholpromille i blodet ikke er uforenelig med diagnosen. Virkningen af euforiserende stoffer er næppe principielt forskellig fra virkningen af alkohol. Visse euforiserende stoffer, navnlig LSD og andre hallucinogene forbindelser vil ifølge Retslægerådet, bet. 667/1972 s. 178 hos nogle mennesker kunne udløse hastigt forløbende sindssygdomme, hvor den pågældendes oplevelsesmåde og adfærd ændres totalt, og hvor det oftest betinget af forbigående vrangideer eller hallucinatoriske oplevelser kan komme til helt uforudselige aggressive handlinger. Sådanne reaktioner vil især kunne ses hos særligt disponerede, f.eks. hos personer med et beredskab for at kunne reagere med sindssygdom. I retspsykiatrisk praksis er der givet begrebet patologisk rus et snævert indhold, og domstolene viser betydelig kritik ved den bevismæssige bedømmelse af, om en patologisk rustilstand har foreligget. Af disse grunde er det sjældent forekommende, at straffrihed statueres som følge af beruselse, men som et eksempel kan henvises til U 1972.676 0, der refereres nedenfor. Selvom rustilstanden er disculperende, kan hensættelsen i beruset tilstand medføre uagtsomhedsansvar, jf. U 1972.886 H eller selvstændigt ansvar efter strl. 138. I praksis er det spørgsmål, om en narkotikapåvirkning har udløst en sindssygdom eller en dermed ligestillet tilstand, som regel opstået i tilfælde, hvor der tillige har foreligget andre psykiske afvigelser. I U 1971.560 0, hvor sådanne afvigelser ikke forelå, er der statueret frifindelse p.gr.a. utilregnelighed for drab begået i en LSD-rus, se nærmere H. H. Brydensholt, Narkotika og straf, Kbh. 1972 s. 127 ff. Disse tilstande af forbigående sindssygdom adskiller sig fra de sædvanlige sindssygdomsformer derved, at de er selvforskyldte, fremkaldt af gerningsmanden selv. Det er dette særegne træk, der forklarer, at disse tilstande er udskilt til en særlig normering. Selvom 1. pkt. ville føre til straffrihed (utilregnelighed), kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor. Denne afvigende formulering bygger på en forudsætning om, at der i disse tilfælde kan være spørgsmål om at pålægge strafansvar i videre omfang end efter første pkt. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, jf. bet. 667/1972 s. 46 vil dette kunne være aktuelt, nar det er oplyst, at tiltalte tidligere har været i lignende tilstande, og hvor det derfor kan bebrejdes ham, at han på ny har indladt sig på alkohol- eller stofindtagelse med kendskab til de risikomomenter, som dette for hans vedkommende indebærer. Kroniske bevidsthedsændringer som følge af vedvarende misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer, som har medført en sindssygdom (kronisk alkoholpsykose o.lign.) må bedømmes efter hovedreglen i første led. Åndssvaghed afgrænses som udgangspunkt ved en intelligensmåling, men diagnosen hviler på en vurdering af totalpsyken og ikke alene på intelligenskvotienten. Som det fremgår af de eksempler fra domspraksis, der meddeles nedenfor, er dom til inddragelse under åndssvageforsorg eller anbringelse i åndssvageanstalt under den tidligere retstilstand jævnligt foretrukket for almindelig straf, selvom tiltalte efter en intelligensmåling lå over åndssvagegrænsen, når andre træk talte for, at særforsorg ville være en mere formålstjenlig foranstaltning. Udgangspunktet for afgrænsningen mellem åndssvage i lettere grad og sinker drages ved en intelligenskvotient på ca. 75. Grænsen mellem åndssvaghed i lettere grad og åndssvaghed i højere grad ligger ved en intelligenskvotient på omkring 55. Om disse afgrænsninger henvises i øvrigt til Retslægerådets udtalelse i bet. 667/1972 s. 180-81 og betænkningen s. 50-52 samt H. Helweg: Den retslige Psykiatri s. 18 ff og 107 ff, Erik Strømgren: Psykiatri, 13. udg. Kbh. 1979 s. 334 ff og Villars Lunn i Betænkning 149/1956 om de retspsykiatriske undersøgelser i straffesager s. 141 ff og betænkning 204/1958 om åndssvageforsorgen s. 35 ff. De retlige reaktioner overfor åndssvage er behandlet i bet. 955/1982, der også drøfter spørgsmålet om opretholdelsen af begrebet åndssvaghed. Om sinker henvises til komm. til 69. Åndssvaghed i højere grad medfører straffrihed efter 16, stk. 1, 1. led. åndssvaghed er en varig tilstand, diagnosen giver i reglen ikke anledning til tvivl, og det forbehold, der ligger i utilregnelighedskriteriet, er derfor uden praktisk betydning. 21 LPD avisen

Åndssvaghed i lettere grad medfører straffrihed efter 16, stk. 2, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Dette forbehold tager navnlig sigte på at bevare muligheden for at anvende bøde og kortvarige frihedsstraffe, f.eks. i anledning af spirituskørsel jf. f.eks. U 1969.492 Ø. Dette strider ikke mod de retspsykiatriske synspunkter, jf. Retslægerådets årsberetning 1964.95 og rådets udtalelse i bet. 667/1972 s. 180. I øvrigt vil en tilstand af åndssvaghed i lettere grad ofte ikke blive erkendt i bøde- og hæftesager, hvor undersøgelsen af de personlige forhold som regel er lidet indgående. Betingede domme er derimod ifølge Retslægerådet erfaringsmæssigt virkningsløse overfor åndssvage. I de tilfælde, hvor dette spørgsmål har været forelagt for HR, er afgørelser om betinget dom blevet ændret til åndssvageforsorg, jf. U 1960.140 og U 1961.572. Hvis der statueres straffrihed i medfør af 16, frifindes tiltalte for straf. Men dette er kun undtagelsesvis (f.eks. U 1977.617 og U 1982.746 Ø) ensbetydende med, at der ikke men udfra andre synspunkter fastsættes en reaktion i anledning af lovovertrædelsen, jf. 68. Som det ses af Anklagemyndighedens årsberetninger frafaldes påtale overfor personer, der er omfattet af 16, i et vist omfang, bl.a. i tilfælde, hvor dom er upåkrævet, fordi de allerede er eller kan ventes at blive undergivet foranstaltninger efter lovgivningen om sindssyge, l. 118 af 13.4.1938 om sindssyge personers hospitalsophold, eller særforsorgens foranstaltninger over for åndssvage. Efter 10 i loven om sindssyge personers hospitalsophold kan overøvrigheden ved farlighedsdekret træffe bestemmelse om indlæggelse af sindssyge, der er farlige for retssikkerheden. Regler om udøvelsen af denne beføjelse findes i C 28 25.2.1958. Her understreges det, at denne fremgangsmåde ikke bør benyttes overfor sindssyge, der har gjort sig skyldige i strafbare handlinger, medmindre det af ganske særlige grunde er påkrævet, f.eks. fordi den sindssyges tilstand udelukker, at han fremstilles i retten, eller må antages at blive væsentligt forværret, hvis fremstilling finder sted. Bestemmelsen i 16 suppleres af 69 om andre psykiske afvigelser og 85 om stærk sindsbevægelse m.v.; se også indledningen til kapitlet. Om sindssygdom, der indtræder efter handlingens foretagelse, men før dom henvises til 73. Det antages, at HR er kompetent til at prøve spørgsmål om tilregnelighed, dog ikke i nævningesager, jf. Hurwitz: Strafferetsplejen s. 395-96 og U 1944.88 og 1101 HH samt U 1945.772 H. Om adgang til at bestemme ny domsforhandling ved negativt nævningesvar vedrørende tilregnelighed henvises til Helge Hoff, U 1958 B. 142. Den grønlandske kriminallov, der bygger på et andet udgangspunkt end den danske straffelov, indeholder ingen bestemmelse om utilregnelighed, men kun sanktionsvalgs-regler. 17. Ophævet ved l. 268 26.6.1975. (Om strafuegnethed p.gr.a. visse varige psykiske afvigelser, herunder åndssvaghed i lettere grad og særfængsel). 18. Ophævet ved l. 26826.6.1975. (Om straffrihed p.gr.a. patologisk rus). 19. Uagtsomhed straffes ved de i denne lov omhandlede lovovertrædelser kun, når det er særlig hjemlet. På andre lovovertrædelser er de pågældende straffebud anvendelige, også når lovovertrædelsen er begået af uagtsomhed, medmindre det modsatte har særlig hjemmel. Andre retsfølger af den strafbare handling Nogle af de retsfølger, der er samlet i dette kapitel, idømmes i stedet for straf særforanstaltninger og forvaring andre som regel i forbindelse med straf konfiskation og rettighedsfrakendelse. Enkelte kan idømmes enten i forbindelse med straf eller i stedet for straf, jf. 73. Kapitlet er ikke udtømmende. I forbindelse med enkelte straffelovsdelikter eller grupper af delikter gives hjemmel for specielle retsfølger, således 5 164, stk. 4, 203, stk. 2, 236 og 273. Også udenfor straffeloven er der almindelige bestemmelser om særlige retsfølger af en strafbar handling, således f.eks. arvelovens 36 om fortabelse af arveret; se i øvrigt rpl. 684. Særlovgivningen indeholder undertiden bestemmelser om særlige retsfølger. Af størst praktisk betydning er frakendelse af førerretten ved overtrædelse af færdselsloven. Ved l. 320 af 13.6.1973, der bl.a. ophævede kap. 8 om arbejdshus og sikkerhedsforvaring og 72 og 73 i kap. 9 om afholdspålæg og drankeranstalt, blev opstillingen af bestemmelserne om særforanstaltninger ændret samtidig med, at de blev omskrevet, og en ny regel om forvaring blev føjet ind. Ved l. 268 af 26.6.1975 indføjedes 69, og paragraffølgen for og paragrafciteringen i nogle af de efterfølgende bestemmelser ændredes. Reglerne om konfiskation var allerede blevet revideret ved 1. 212 af 4.6.1965, der også medførte enkelte ændringer i 78 og 79 om rettighedsfortabelse. 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg eller i egne hjem eller institution til særlig 22 LPD avisen

pleje eller forsorg. Anbringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i 70. Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer 70, stk. 1, i strl. 1930. I det væsentlige gennemføres de foranstaltninger, der gives anvisning på, indenfor rammerne af den almindelige særforsorg, navnlig forsorgen for sindssyge og åndssvage. Det psykiatriske sygehusvæsen er efter l. 328 af 26.6.1975 integreret i det almindelige amtskommunale sygehusvæsen. Efter 3 i denne lov påhviler det amtskommunernes og Københavns og Frederiksbergs psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger at modtage personer, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling. Uenighed om modtagelsesstedet afgøres af indenrigsministeriet. Se nærmere bek. 184 af 31.3.1976 bl.a. om betalingsforpligtelser for retspsykiatriske patienter, hvoraf det tillige fremgår, at statsadvokaten kan bestemme anbringelse udenfor hjemstedets kommune, hvis retssikkerhedshensyn eller andre særlige hensyn, herunder hensynet til den forurettede taler derfor. Foranstaltninger overfor sindssyge fremtræder i tre hovedtyper: dom til anbringelse i hospital for sindslidende, dom til behandling i eller under tilsyn af et hospital for sindslidende og dom til ambulant psykiatrisk behandling. Disse hovedtyper kan varieres på forskellig vis navnlig derved, at tilsyn af kriminalforsorgen kobles ind på hovedtypen, jf. i det hele Rigsadvokatens cirk. 234 af 10.12.1976. Ved dom til hospitalsanbringelse kan udskrivning til ambulant behandling kun ske ifølge retskendelse, jf. 72. En dom af dette indhold medfører således, at den dømte skal opholde sig på hospital. Det er ikke retten, men hospitalet, der træffer bestemmelse m.h.t. om den dømte skal opholde sig på en lukket eller åben afdeling, jf. U 1974.716 og 899 HH. Hospitalets overlæge kan give visse begrænsede tilladelser til fravær, i forening med anklagemyndigheden videregående tilladelser, og JMT kan tillade, at patienten i dagtimerne opholder sig for længere tid udenfor hospitalet, f.eks. på et arbejdssted, jf. C 227 af 15.11.1977. Et permanent fravær eller et fravær for længere ubestemt tid fra hospitalet om natten er næppe foreneligt med en dom til hospitalsanbringelse. En sådan ordning må kræve domsændring til behandling i eller under tilsyn af et hospital for sindslidende. En dom af denne type giver hospitalets overlæge kompetence til at udskrive den dømte til behandling udenfor hospitalet, herunder ambulant behandling, og til at indlægge (genindlægge) patienten i hospital. Endelig ophævelse af foranstaltningen kræver retskendelse efter 72. En dom af den tredje type, ambulant psykiatrisk behandling, giver ikke mulighed for hospitalsindlæggelse, medmindre dommen indeholder en udtrykkelig bemyndigelse dertil. Valget af domstype beror på en afvejning af sikkerheds- og behandlingshensyn, men i bedømmelsen indgår også proportionalitetsbetragtninger. Må den dømte anses for farlig, træder hensynet til sikkerheden i forgrunden og taler for dom til anbringelse, således at udskrivning af hospitalet ikke kan ske uden retlig prøvelse af forsvarligheden. Bestemmende for vurderingen er dels de retsgoder, som faren retter sig imod, dels farens nærhed. Som eksempel på et grænsetilfælde kan henvises til U 1969.314 H (brandstiftelse, epileptisk tågetilstand, dom til anbringelse; dissens for dom til behandling). Praksis belyses i øvrigt i fremstillingen i bet. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger s. 35-36 og i AÅ 1973.33 ff. Det fremgår af årsberetningen, at dom til anbringelse i hospital kun sjældent anvendes, når den lovovertrædelse, der er risiko for, alene er berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold. Det tilkommer ikke retten at træffe bestemmelse om, i hvilket psykiatrisk hospital den dømte skal placeres, jf. U 1974.899 H, men særligt farlige sindssyge kan dog dømmes til anbringelse i sikringsanstalten ved det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland, når JMT finder den pågældende egnet dertil, jf. l. 123 af 29.4.1913, regulativ bek. 173 af 28.5.1932 og C 242 af 15.11.1932 Som eksempler fra praksis kan henvises til U 1976.78 og 1982.1010 HH. Om sikringsanstalten og dens klientel henvises i øvrigt til Ivan Danvad, Erik Andersen og Aage Kirkegaard NTFK 1968.60 ff. Det psykiatriske hospitalsvæsen modtager ikke blot sindssyge, men også i denne sektor, f.eks. visse narkotika- og alkoholmisbrugere, jf. bet. 450/1967 om en særlig behandlingsinstitution for psykisk abnorme lovovertrædere s. 44; se også lidt atypiske eksempler i U 1974.468 0 (patologisk alkoholrus) og U 1971.560 0 (LSD-rus). Den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre særligt svagt begavede er ophævet. Dette er sket i forbindelse med, at denne forsorg er lagt ud til amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommune ved l. 257 af 8.6.1978, der fastslår en pligt for kommunerne til at modtage og føre tilsyn med personer, der i henhold til dom skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg. Forsorgen for åndssvage udøves efter denne ændring efter de almindelige regler i bistandsloven 356 af 19.7.1983 om forsorgen for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap. Denne ændring har medført, at der efter det socialretlige system ikke mod den pågældendes vilje kan træffes bestemmelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger og ikke uden hans samtykke kan ske institutionsanbringelse. Er der afsagt dom til anbringelse i institution for åndssvage, er særforsorgen forpligtet til at optage den pågældende på en døgninstitution, jf. bek. 567 af 21.12.1979, men efter bek. 568 af samme dato er der kun begrænsede muligheder for at tilgodese retssikkerhedshensyn ved at anbringe delinkventen i lukket institution, d.v.s. en institution, der har tilladelse til at holde yderdøre og vinduer konstant aflåst. De retlige reaktioner overfor åndssvage er behandlet i bet. 955/1982. Valget mellem dom til anstaltsanbringelse og dom til forsorg er hidtil sket efter synspunkter, der svarer til 23 LPD avisen

dem, der er skildret på den foregående side. Fra retspraksis kan eksempelvis henvises til U 1967.522 H (barnedrab) og U 1970.324 H (tyveri). Om praksis efter den foran omtalte ændring henvises til den ad 16 refererede dom U 1980.882 H (der i modsætning til de foran omtalte afgørelser vedr. hospital for sindslidende specificerer anbringelsesmåden under hensyn til at anstaltsreglerne ikke gjorde det muligt at opfylde sikkerhedsbehovet). Foruden disse hovedtyper kan andre institutionsmæssige, f.eks. anbringelse i pleje- eller alderdomshjem, jf. VLT 1955.218, eller ambulante foranstaltninger, f.eks. tilsyn af kriminalforsorgen, jf. U 1959.858 anvendes, eller en kombination heraf, f.eks. tilsyn med bemyndigelse til placering i pleje- eller alderdomshjem. Opregningen i 68 er ikke udtømmende. I en udskrivningssag er f.eks. fastsat vilkår om at afholde sig fra forbindelse med en meddomfældt, U 1967.85 H. Foranstaltningen skal være formålstjenlig. I denne vurdering indgår de komponenter, der er nævnt foran. Og den må ikke være mere indgribende end hensynet til kriminalitetsforebyggelsen gør det påkrævet, jf. f.eks. U 1954.309 og U 1958.274 HH (valg mellem tilsyn og inddragelse under åndssvageforsorg). Er der intet behov for kriminalitetsforebyggelse, eller står de midler, der er til rådighed, ikke i et rimeligt forhold til den overtrædelse, der er begået, eller den lovovertrædelse, der er risiko for, sker der frifindelse for straf, uden at nogen anden forholdsregel træder i stedet. Når lovovertrædelsen består i kørsel i spirituspåvirket tilstand, og gerningsmanden findes utilregnelig, forekommer det jævnligt, at reaktionen begrænser sig til frakendelse af førerretten i medfør af færdselsloven, jf. AÅ 1973.64. Se herom i øvrigt bemærkningerne til 16. Som omtalt i kommentaren til 16 frafaldes påtale i vidt omfang overfor mentalt afvigende lovovertrædere. Den omstændighed, at der på andet grundlag er sket inddragelse under særforsorg, gør det ikke uden videre upåkrævet ved dom at træffe bestemmelse om en foranstaltning af samme indhold, jf. U 1942.520 H. Når foranstaltninger efter 68 anvendes overfor personer, der er frifundet for straf efter 16, idømmes de på ubestemt tid; ophør eller ændring sker ved retskendelse efter 72. Anvendes de i medfør af 69 i stedet for straf overfor personer, der er strafskyldige, skal der i dommen fastsættes en længstetid for eventuel institutionsanbringelse, men i øvrigt sker ophør og ændring ved retskendelse. Foranstaltninger efter 68 er ikke straf, og det er forudsat, at de iværksættes udenfor rammerne af det almindelige kriminalretlige sanktionssystem. Ved en foranstaltning, hvori der indgår tilsyn, er det dog ikke usædvanligt, at det bestemmes, at tilsynet skal udføres ved (hjælp af kriminalforsorgens tilsynsapparat). Sidste punktum i 68 indeholder en fravigelse fra dette udgangspunkt. Forvaring er en reaktion indenfor det kriminalretlige sanktionssystem. I medfør af 68 kan forvaring imidlertid anvendes overfor personer, der er straffri efter 16. Det er praktiske hensyn, der har ført til at bevare denne mulighed som en udvej, der kun sjældent vil være aktuel, men som navnlig vil kunne være påkrævet i tilfælde, hvor den dømte udover at være sindssyg eller åndssvag præges af en vedvarende svær karakterafvigelse. I sådanne tilfælde vil der i øvrigt ofte kunne være tvivl om diagnosen, jf. U 1951.557 V, VLT 1954.360, U 1956.31 H (hypnosesagen) og U 1961.585 H (omtalt ad 16). Retsfølger, der er omfattet af 68, kan i modsætning til vilkår i be tingede domme gennemtvinges direkte, om fornødent ved politiets bistand, jf. rpl. 756. Bestemmelsen suppleres af 49, stk. 2, om overførsel til hospital m.v. og 89 a om bortfald af tidligere ufuldbyrdet straf samt af 88, stk. 5. 69. Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i 68, 2. pkt. Stk. 2. Medfører en afgørelse efter stk. 1, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver afgørelsen mulighed herfor, fastsættes ved dommen en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid. Forud for straffelovsændringen ved 1. 268 af 26.6.1975 udskilte 17 varigere psykiske insufficienstilstande, der ikke kunne anses som sindssygelige eller ligestillet med sindssygdom, til særbehandling, når gerningsmanden ikke kunne anses for egnet til påvirkning gennem straf. Til denne kategori af psykiske afvigelser hørte åndssvaghed i lettere grad, der nu omfattes af 16, stk. 2, og karakterafvigelser (psykopati), der i almindelighed ikke længere betinger anvendelse af særforanstaltninger. Men foruden disse hovedgrupper dækkede 17 en række andre personer med varige psykiske afvigelser, f.eks. visse alkoholister og medicin- og stofmisbrugere, personer med seksuelle abnormiteter, særligt svære neurotiske tilstande og visse aldersbetingede psykiske svækkelsestilstande, der ikke var så udtalte, at de havde karakter af sindssygeligt sløvsind. Dertil kom en række forskellige sjældnere forekommende sjælelige insufficienstilstande, jf. i det hele Retslægerådets udtalelse i bet. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger s. 179-80 og Waaben: Utilregnelighed og særbehandling s. 98-100. Om praksis se desuden den nævnte betænkning s. 80-81 og AÅ 1973.33 ff. Bestemmelsen i 69 viderefører muligheden for at styre lovovertrædere med sådanne psykiske afvigelser uden om det almindelige strafferetlige sanktionssystem. Det fremgår af formuleringen, at afvigelsen skal være til stede på gerningstiden, og der stilles ikke længere krav om, at tilstanden skal være af varigere karakter. Om straf eller særforanstaltning efter 68 skal foretrækkes overfor denne kategori af tilregnelige kriminelle, beror på en hensigtsmæssighedsvurdering. Foranstaltninger efter 69 har et snævert anvendelsesområde, idet der dels 24 LPD avisen

skal foreligge en psykisk afvigelse, dels skal være en formålstjenlig foranstaltning til stede. I U 1981.232 H fandtes særforanstaltning ikke mere hensigtsmæssig end straf overfor 18-årig lovovertræder med en kønskromosomabnormitet. Sinker er i princippet omfattet af 69, men som oftest kan der ikke anvises foranstaltninger, der er mere formålstjenlige end almindelig, herunder betinget straf, se dog U 1983.201 V (behandling på institution for åndssvage med begrænset længstetid). Om valget mellem institution under børne- og ungdomsforsorgen og almindelig straf for helt unge lovovertrædere henvises til ØLD U 1978.872 og 873. Området for 69 og sanktionsvalget belyses af Ina Steincke i AÅ 1976.70 ff, hvoraf det fremgår, at der også indgår proportionalitetsbetragtninger i vurderingen. Det vil ofte være muligt gennem et vilkår i en betinget dom at gennemføre det behandlingsforslag, der stilles. Et vilkår i en betinget dom kan i modsætning til en foranstaltning efter 68 ikke direkte gennemtvinges. Efterkommer den dømte ikke vilkåret, må han søges motiveret dertil bl.a. ved den psykologiske tvang, der ligger i truslen om sanktionsfastsættelse; men det fremhæves i straffelovrådets betænkning 667/1972, at det kan være både principielt og praktisk uheldigt, at gennemførelsen af en behandling af en psykisk afvigende lovovertræder i nogen grad skal bero på virkningen af en straffetrussel overfor en sådan person. Foranstaltninger efter 68 idømmes på ubestemt tid. Hvis foranstaltningen middelbart medfører institutionsanbringelse eller medfører kompetence til at anbringe den dømte i institution, skal der for personer, der er omfattet af 69, fastsættes en længstetid for opholdet. Varigheden bestemmes af behandlingsmæssige hensyn kombineret med proportionalitetshensyn og hvis gerningsmanden må anses som farlig tillige af fareafværgelseshensyn. Ved flere på hinanden følgende institutionsophold, f.eks. afbrudt af en udskrivning til ambulant behandling, er det den samlede varighed af institutionsopholdet, der begrænses af den i dommen fastsatte længstetid. Forlængelse heraf kan kun ske under særlige omstændigheder. Hermed tænkes ifølge bemærkningerne til udkastet i bet. 667/1972 på tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at han frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn. Det er kun foranstaltninger efter 68, 2. pkt., som kan anvendes overfor denne kategori af psykiske afvigere, altså ikke forvaring; forvaring kan derimod anvendes i medfør af 70, fsv. de heri fastsatte betingelser er opfyldt. Som nævnt i kommentaren til 16 og 68 anvendes påtalefrafald i vidt omfang overfor psykisk afvigende lovovertrædere. Dette gælder også de kategorier, der er omfattet af 69. Bestemmelsen suppleres af 88, stk. 5 og 89 a. 70. En person kan dømmes til forvaring, hvis: han findes skyldig i drab, røveri, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser og det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare. Før straffelovsændringen ved l. 320 af 13.6.1973 kunne den tidsubestemte sanktion forvaring, der blev fuldbyrdet i særlige anstalter for kriminelle, bruges overfor karakterafvigende lovovertrædere, der fandtes uegnede til påvirkning gennem straf. På grundlag af de herom gældende bestemmelser ( 70 smh. m. 17) blev forvaring dels anvendt overfor visse psykisk afvigende lovovertrædere, der havde gjort sig skyldig i farlig kriminalitet, dels overfor vedvarende berigelseskriminelle med karaktermæssige defekter, der gennem talrige afsoninger efterfulgt af hurtige tilbagefald havde vist sig at være uegnede til påvirkning gennem almindelig fængselsstraf. Anvendelsesområdet belyses nærmere i straffelovrådets betænkning 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger; effektiviteten af denne retsfølge sammenlignet med tidsbestemt straf over-for berigelseskriminelle er analyseret i bet. 644/1972»Effektiviteten af forvaring og særfængsel m.v.«. Bestemmelsen i 70 er enslydende med udkastet i bet. 667/1972. Det gældende anvendelsesområde begrænses for det første deraf, at kun domfældelse for de under 1) nævnte gerningstyper kan give grundlag for den tidsubestemte retsfølge forvaring. Herved udelukkes det at bruge denne sanktion overfor gerningsmænd til berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold. Til fortolkning af»alvorlig voldsforbrydelse«indeholder den nedenfor refererede dom U 1975.1140 Ø muligvis et bidrag. Dommen skal måske dog forstås således, at frifindelsen for påstanden om forvaring er motiveret af, at betingelsen under 2) ikke ansås for opfyldt. Indenfor den af nr. 1 angivne afgrænsning er arten og graden af den fare, som gerningsmanden repræsenterer, bestemmende for, om forvaring kan anvendes. Faren skal rette sig mod andres liv, legeme, helbred eller frihed. Udtrykket»legeme«må ifølge bet. 667/1972 s. 77 kunne fortolkes således, at bestemmelsen omfatter visse andre sædelighedsforbrydelser end dem, der indebærer legemsangreb o.lign.; også brandstiftelse, jf. U 1975.865 V, sprængning og røveri, der rummer fare for enkeltpersoner, kan være omfattet af bestemmelsen om fare for andres legeme. Ligeledes må»frihed«ifølge straffelovrådet kunne fortolkes således, at der herved sigtes også til andre krænkelser end den af strl. 261 omfattede frihedsberøvelse. Straffelovrådet giver tillige udtryk for den opfattelse, at fare for trusler eller andre personlige forulempelser af psykologisk eller fredsforstyrrende karakter ikke kan anses for tilstrækkelig. En psykisk invalidering synes dog at måtte være omfattet af udtrykket»helbred«. Det kan derfor næppe udelukkes, at en fare herfor, der fremkaldes på den angivne måde, kan opfylde betingelsen under 2), jf. U 1975.558 H. Befrygtes en 25 LPD avisen

alvorlig trussel realiseret giver fremsættelsen grundlag for forvaring, jf. U 1976.827 H. Den fare for disse retsgoder, som gerningsmanden frembyder, skal være»nærliggende«. Denne vurdering vil jævnligt rumme tvivl, jf. f.eks. HRD U 1973.811. Forudsigelsen om farens art og dens grad skal bygge på karakteren af de forhold, der foreligger til pådømmelse og oplysningerne om gerningsmandens person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet. Det er således ikke tilstedeværelsen af en eventuel psykisk afvigelse, der er udslaggivende, men i praksis må det påregnes, at skønnet over farligheden som regel vil blive baseret på en kombination af oplysningerne om nuværende og tidligere kriminalitet og oplysninger om alvorlige karaktermæssige defekter. I U 1976.93 H dokumenterede domfældtes tidligere kriminalitet ikke nogen overbevisende fare, men resultatet blev ved HR forvaring under hensyn til den aktuelle kriminalitets meget grove beskaffenhed og de lægeerklæringer, der forelå om tiltaltes farlighed. Forarbejderne giver ingen vejledning m.h.t. forståelsen af den under 3) nævnte betingelse. Under den tidligere retstilstand var det sædvanligt at foretrække fængsel fremfor forvaring, når den fængselsstraf, der kom i betragtning, var fængsel på livstid, jf. Knud Waaben: Utilregnelighed og særbehandling, Kbh. 1968, s. 87 ff og f.eks. U 1967.106 H kommenteret NTFK 1967.252 og U 1957.1005 H (14 år). Se endvidere Svend Gram Jensen: Lovens strengeste straf, Kbh. 1974. Det er nærliggende at antage, at bestemmelsen tager sigte på sådanne tilfælde, jf. U 1973.835 H og U 1982.325 H, men praksis er uafklaret. Forarbejderne til straffelovsændringen i 1973 indeholder ikke bestemte forudsætninger vedrørende de anstaltsmæssige rammer for forvaring. Efter de gældende fordelingsregler placeres de forvaringsdømte ikke i en enkelt af kriminalforsorgens anstalter. Om anvendelsen af forvaring efter straffelovsændringen henvises udover de nedenstående domme til oversigten i AÅ 1975.77 ff. 71. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i institution eller i forvaring efter reglerne i 68-70, kan der af retten beskikkes ham en bistandsværge, så vidt muligt en person af hans nærmeste pårørende, der sammen med den beskikkede forsvarer skal bistå tiltalte under sagen. Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes ham en bistandsværge. Denne skal holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves. I overensstemmelse med straffelovrådets udkast er bestemmelsen opdelt i en regel om fakultativ beskikkelse før dom og en regel om obligatorisk beskikkelse efter dom, der formentlig må forstås som endelig dom. Beskikkelse skal kun ske, hvis dommen lyder på institutionsanbringelse, eller dommen giver mulighed derfor, men beskikkelsen vedvarer under evt. prøveudskrivning eller udskrivning i ambulant behandling. I praksis har det i et ikke ringe omfang vist sig nødvendigt at søge en bistandsværge udenfor kredsen af de nærmeste pårørende. I så fald rettes henvendelse til opholdskommunen, jf. C 145 af 29.8.1978 om bistandsværger. 72. Bestemmelse om ændring eller om endelig ophævelse af en foranstaltning efter 68-70 træffes ved kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte. Begæring fra anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra bistandsværgen eller den dømte ikke til følge, kan ny begæring ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse. Stk. 2. Bestemmelsen i 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser efter stk. 1. Er der spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen. Foranstaltninger efter 68-70 idømmes på ubestemt tid, og der fastsættes ingen længstetid i dommene bortset fra domme efter 69, der medfører eller kan medføre institutionsophold. Både varigheden, arten og intensiteten af foranstaltningen er imidlertid undergivet domstolskontrol efter denne bestemmelse, der viderefører tilsvarende regler i strl. 1930 70. Ændring fra institutionsmæssig til ambulant behandling og omvendt kan kun ske ved retskendelse, medmindre andet har hjemmel i rettens afgørelse. Overflytning fra lukket til åben afdeling eller omvendt på et hospital for sindslidende beror på overlægens bestemmelse, jf. kommentaren til 68. Derimod er den særlige sikringsanstalt, der er omtalt samme sted, en anden foranstaltning end almindeligt hospital for sindslidende, og overflytning fra almindeligt psykiatrisk hospital til sikringsanstalten kræver derfor domsændring, jf. U 1972.487 Ø, ligesom der heller ikke kan ske omplacering fra sikringsanstalten til almindeligt hospital for sindslidende uden retskendelse, jf. f.eks. U 1974.716 og 899 HH. Som afgørelserne om ændring fra almindeligt psykiatrisk hospital til sikringsanstalt illustrerer, er der intet til hinder for at fastsætte ændringer, der medfører en mere indgribende foranstaltning end den, der oprindeligt er idømt. 26 LPD avisen

Den oprindeligt idømte eller senere fastsatte foranstaltning kan ændres til en anden af de foranstaltninger, som 68 giver hjemmet for, men ikke til straf, der ikke er»en foranstaltning efter 68-70«. Prøveudskrivning fra forvaring kan ske med vilkår om adgang til direkte tilbageføring med efterfølgende domstolsprøvelse, U 1960.913 p. En dom til forvaring kan antagelig ikke ændres til hospital for sindslidende, medmindre forvaring er idømt efter 63, sidste pkt. Derimod kan f.eks. en dom til anbringelse i hospital for sindslidende ændres til forvaring. Det er imidlertid en betingelse herfor, jf. 68, sidste punktum, at den dømte opfylder betingelserne for at kunne dømmes til anbringelse i forvaring i henseende til både indsættelseskriminalitet og farlighed. Det må ventes, at denne adgang til uanset en disculperende sindssygdom at anvende en retsfølge af strafmæssig karakter kun yderst sjældent vil blive benyttet, formentlig hovedsagelig når den diagnose, der har ligget til grund for den oprindelige foranstaltning, senere viser sig at have været urigtig, jf. ovenfor ved omtalen af 68. Afgørelse om ophævelse eller ændring træffes ved kendelse. Der er ikke givet særlige forskrifter om procesformen, men det fremgår af stk. 2, 2. pkt., at denne afgørelsesmåde også kan benyttes, når der er spørgsmål om ændring i anledning af ny kriminalitet; det må dog være en forudsætning for denne behandlingsmåde, at der foreligger tilståelse. Er der gået meget lang tid siden den oprindelige dom, og den dømte gennem længere tid har været prøveudskrevet, er det i forvaringssager forekommet, at denne afgørelsesmåde er blevet afvist med den følge, at sanktionsvalget måtte træffes ved dom, U 1968.509 V og 898 V. Appel sker efter reglerne om kære, men mundtlig behandling af kæremålet, jf. rpl. 972, stk. 2, forekommer hyppigt i disse sager. Efter ændringen ved l. 320 13.6.1973 har den dømte kompetence til selv at rejse sag om ophævelse eller ændring, og heraf må følge almindelig processuel kompetence, herunder selvstændig kærebeføjelse. Når ændring skal ske som følge af ny kriminalitet, bestemmes værnetinget af rpl. s almindelige regler, jf. stk. 2, 2. pkt. Ellers er det den byret, der har afsagt den oprindelige dom, jf. U 1963.755 H (ikke genindsættelsesretten), eller byretten i den kreds, hvor den dømte bor eller opholder sig, der er kompetent. Om den processuelle behandling henvises i øvrigt til Jens Anker Andersen J 1971.234 ff. 73. Er den, der har begået en strafbar handling, efter dennes foretagelse, men før dom er afsagt, kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i 16 eller 69, stk. 1, nævnte art, afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltninger efter 68 eller 69 skal anvendes i stedet for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. Stk. 2. Bestemmelserne i 71-72 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Såfremt en person, der idømmes straf i medfør af stk. 1, 2. pkt., anbringes i institution, medregnes varigheden af sådant ophold i straffetiden. Bortset fra tilføjelsen i tredje stykke svarer bestemmelsen med redaktionelle ændringer til 71 i strl. 1930. I den situation, som denne bestemmelse tager sigte på, er udgangspunktet, at gerningsmanden har pådraget sig strafskyld. Men efter at den strafbare virksomhed er ophørt, er han blevet sindssyg eller kommet i en dermed ligestillet tilstand, jf. 16 eller kommet til at lide af en psykisk defekt, der er omfattet af 69. Hvis denne ændring i den psykiske tilstand er indtrådt inden endelig dom er afsagt og ikke ophørt forinden, skal retten træffe to afgørelser. For det første skal der tages stilling til, om der skal idømmes straf eller træffes bestemmelse om strafbortfald. Dernæst skal retten hvadenten den første afgørelse falder ud til straf eller strafbortfald træffe bestemmelse om, hvorvidt det er formålstjenligt at anvende særforanstaltninger. Det er muligt at kombinere straf med særforanstaltninger, således at strafafsoningen begynder, når særforanstaltningen hører op. I så fald medregnes særforanstaltningstiden ifølge stk. 3 i straffetiden i det omfang den har medført institutionsanbringelse. Denne kombination synes kun at være indiceret, når en forholdsvis streng straf er forskyldt og når den psykiske afvigelse må formodes at blive af kortere varighed, som f.eks. en fængselspsykose, jf. straffelovrådets bet. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger s. 88. Indtræder sygdomstilstanden først efter dommen, men før fuldbyrdelsen er begyndt, udsættes fuldbyrdelsen, jf. rpl. 1001. Indtræder den under fuldbyrdelsen, kan der ske indlæggelse til behandling, og denne tid medregnes efter 46 i straffetiden, eller der kan ved varige ændringer i medfør af 49, stk. 2, træffes bestemmelse om overførsel til hospital m.v. for resten af straffetiden. I begge tilfælde kan også benådning være aktuel. Det processuelle spørgsmål, om retten kan anordne ny domsforhandling ved negativt nævningesvar om strafbortfald efter 73, behandles af Helge Hoff i U 1958 B. 141 ff. 27 LPD avisen

Fagligt talt... Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt - for sin dom? Her skal han ikke: efterprøvelse af dom Straffelovens 72, stk. 1 om ændring eller ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens 68-70 af cand. jur. Linda Hesselberg, bistandsværge og medlem af LPD Som bistandsværge og jurist bliver jeg ofte spurgt af andre bistandsværger eller familiemedlemmer til dømte om foranstaltningsændringssager efter straffeloven. Indlægget har først og fremmest til hensigt at give en kritisk beskrivelse af straffelovens 72, stk. 1, lovændringen fra 1997, dens baggrund samt give en vejledning til bistandsværgerne om hvad de kan gøre, hvis deres»klient«er blevet tilkendt sagsomkostninger efter 1. maj 1997 i strid med retsplejeloven. Dette har ikke været hensigten at give en udtømmende gennemgang af rettens prøvelse, men alene fremhæve de aspekter, som jeg selv finder, er interessante for os som bistandsværger. Retten til domstolsprøvelse af foranstaltninger efter straffelovens 68-70. Straffelovens 72, stk. 1. Efter straffelovens 72, stk. 1 træffer retten ved kendelse bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning efter straffelovens 68-70 på begæring fra anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte selv. Begæringen skal fremsættes overfor anklagemyndigheden, som snarest muligt skal indbringe spørgsmålet for byretten som første instans. Kendelsen kan kæres til landsretterne. Tages begæringen ikke til følge, kan der ikke fremsættes en ny før der er gået 6 måneder efter den sidste kendelse. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det principielle indhold af reglen om domstolsprøvelse skal ses i sammenhæng med Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Den Europæiske Menneskerettelighedsdomstol har i flere domme understreget vigtigheden af retten til domstolsprøvelse af tidsubestemte straffe, som ikke alene indeholder et straffehensyn, men også et beskyttelseshensyn. Når straf idømmes på baggrund af faktorer, som kan ændre sig med tiden, hvilket f.eks. er tilfældet med farlighedskriteriet i straffelovens 70 om forvaring, har den dømte i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 krav på en retlig efterprøvelse med jævne mellemrum. Domstolen fastslog i dommene Hussain1 og Singh2, at det modsatte synspunkt ville betyde, at en person fortabte sin frihed for resten af sit liv trods senere ændringer i de faktorer, som dannede det oprindelige grundlag for den idømte straf. Det blev i dommene endvidere bemærket, at dette ville kunne give anledning til overvejelser, om det i så fald ville foreligge en overtrædelse af konventionens artikel 3 om forbuddet om tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. I Danmark er der udover domstolsprøvelse også en administrativ kontrol, idet Rigsadvokaten har en særlig pligt til at føre kontrol med udstrækningen af de tidsubestemte straffe3. Det fremgår dog af et svar til Folketingets Retsudvalg fra Justitsministeren4, at anklagemyndigheden i nyere tid ikke af sig selv har rejst sager om udskrivning fra forvaring, samt siden 1985 har 2 ud af 5 rejste sager ført til prøveudskrivning mod anklagemyndighedens protest. Begge sager blev rejst af den dømte eller bistandsværgen. 28 LPD avisen

Forsvarerbeskikkelse. Da retsplejeloven desværre5 ikke indeholder ingen særskilt regel om, at den dømte skal have beskikket en forsvarer til at hjælpe sig med sagen i byretten, må de almindelige regler i retsplejeloven anvendes. En årsag hertil er, at byretten træffer sin afgørelse ved kendelse og ikke ved dom, samt at den pågældende ikke er sigtet eller tiltalt, men derimod dømt. 1 EMD55: Case of Hussain vs. The United Kingdom, jugdement of 21 February 1996 2 EMD56: Case of Singh vs. The United Kingdom, jugdement of 21 February 1996 3 Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/1997 af 12. februar 1997 4 Spørgsmål 63 til lovforslag nr. 259/1996 5 Dette påpeges også af Jens Anker Andersen i Juristen 1971, p.229ff Det fremgår af retsplejelovens 732, at retten har en mulighed for at beskikke en forsvarer, hvis den efter en vurdering af»sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt«finder det ønskeligt. Det må dog antages, at der har udviklet sig en sædvane retlig praksis om, at der altid beskikkes en forsvarer i forbindelse med sager efter straffelovens 72 blandt andet på baggrund af et cirkulære fra 1935, hvor Justitsministeriet henstiller til retterne, at der beskikkes en forsvarer, hvis anklagemyndigheden modsætter sig en lempelse eller ophævelse af foranstaltningen eller ligefrem ønsker en skærpelse6. Ved sager efter 72 i Højesteret bliver der altid beskikket en forsvarer for den dømte7, hvilket formentlig skyldes, at de sager 72, som behandles af Højesterets, må anses for principielle og er optaget til behandling via 3. instansbevilling fra Procesbevillingsnævnet. Skulle en dom blive kæret til en højere ret, som undtagelsesvis behandler denne mundtligt skal der ske forsvarerbeskikkelse8. Efter den almindelige praksis beskikkes altså en forsvarer medmindre den dømte selv har udtrykt ønske herimod. Selv i dette tilfælde kan retten efter begæring fra anklagemyndigheden skønne, at en beskikkelse er nødvendig for den dømte9. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den dømte er lider af et psykisk eller fysisk handicap, samt hvis sagens samlede omstændigheder taler herom, f.eks. hvis der er tale om en meget byrdefuld afgørelse for den dømte, hvilket i reglen er tilfældet i sager efter 72. Rettens afgørelse om, at der skal ske forsvarerbeskikkelse kan ikke kæres til en højere retsinstans, mens en beslutning om, at der ikke skal ske beskikkelse, kan påkæres10. Den dømte har også selv mulighed for at vælge en advokat, som herefter kan beskikkes af retten. En afgørelse om at beskikke en bestemt advokat i strid med den dømtes ønske kan også kæres11. Beskikkelsen af forsvarer finde sted uden nogen vurdering af den dømtes økonomiske forhold, hvilket står i modsætning til reglerne i retsplejeloven om fri proces i civile sager12. Det ville dog efter min opfattelse være et vigtigt retspolitisk signal fra lovgiver, om der var en udtrykkelig lovregulering af retten til en beskikket forsvarer i sager efter straffelovens 72. Som bistandsværge er det endvidere meget vigtigt at være opmærksom på, at advokatens beskikkelse er personlig. Jeg er bekendt med i hvert fald to sager, hvor advokaterne lod henholdsvis en advokatfuldmægtig og en anden partner føre sagen for sig i byretten uden at der var forfald eller en anden undtagelsessituation. Højesteret har i en principiel dom13 udtrykkelig taget stilling til dette spørgsmål i en sag, hvor en beskikket advokat uden rettens forudgående godkendelse lod sin advokatfuldmægtig møde for sig. Højesteret udtalte ganske kort, at det følger af beskikkelsen, at hvervet er personligt. I dette ligger en opfattelse af, at der med en beskikkelse af en forsvarer udenfor kredsen af offentlige beskikket forsvarere altid sker en vurdering af, om det er forsvarligt at beskikke pågældende advokat. To instans-princippet. Byretten behandler som første instans begæringen. Denne behandling foregår efter min erfaring altid under tilstedeværelse af den dømte og hans forsvarer, ligesom der er mulighed for at føre vidner. Dommeren træffer som hovedregel kendelsen efterfølgende. Denne meddeles skriftligt. Der er herefter mulighed for at kære kendelsen til østre eller Vestre Landsret. I de fleste tilfælde træffes der her en kendelse på baggrund af en skriftlig behandling. Den dømte og hans forsvarer har altså ikke et krav på at være til stede og procedere sagen for kæreinstansen. To instans-princippet udgør en væsentlig retsgaranti for en dømt og er i nyere tid slået fast i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention14. Princippets bærende konstruktion er, at de overordnede retsinstanser i dette tilfælde landsretterne skal kunne præge og korrigere de underordnede domstoles praksis15, således at der opnås en ensartethed og dermed forudsigelighed i domstolenes retsanvendelse. Det er efter min opfattelse yderst betænkeligt, at hovedparten af kæresagerne efter straffelovens 72, stk. 1 afgøres på et skriftligt grundlag af landsretterne. 13 Ugeskrift for Retsvæsenet 1990.925 14 Tillægsprotokol VII, art. 2 15 Hans Gammeltoft-Hansen: Strafferetspleje I, 2. udgave, 1998, p.39 Dette kan endvidere diskuteres om, at denne praksis er i strid med principperne i Den Europæiske Men- 29 LPD avisen

neskerettighedskonvention, I begge tidligere nævnte domme Hussain og Singh har domstolen anført at:»where substantial term af imprisonment is at stake and where characteristics pertainings to prisoner s personality and level of maturity are of importance in deciding on dangerousness, Article 5 4 requires oral hearing in the context of an adversarial procedure involving legal representation and the possibility of calling and questionering witnesses«i disse sager, som i Danmark udgør et meget lille antal, er der efter min opfattelse et særligt behov for, at den dømte og forsvareren også har mulighed for i landsretten at fremføre og procedere sagen. Der findes nemlig kun ganske få byretter, som har en vis erfaring i disse sager, hvilket i hovedsagen skyldes deres beliggenhed tæt på større afsonings-/behandlingsinstitutioner. Dommerne i landsretterne bør således efter min opfattelse selv se og høre den dømte, fordi der er tale om afgørelser af særdeles indgribende karakter. Herudover skal 6 måneder reglen også tages i betragtning. Under alle omstændigheder må det efter min opfattelse anføres, at den dømte og forsvareren i medfør af principperne i Den Europæiske Menneskerettlighedskonvention burde være berettiget til at være tilstede under kærebehandlingen i de sager, som indbringes af anklagemyndigheden, hvor den dømte har fået medhold af byretten. I netop disse tilfælde vil en omgørelse være særdeles byrdefuld for den dømte, som jo har fået et begrundet håb om en ændring/ophævelse af sin foranstaltning. Her burde det efter min opfattelse ikke være muligt fortsat at holde en person frihedsberøvet eller begrænset uden, at den dømte selv har fået lov til at fremføre sin sag mundtligt, således at landsrettens dommere selv kan danne sig et indtryk af den dømte og hans/hendes forhold. Sagsomkostninger i forbindelse med sager efter straffelovens 72, stk. 1. Lov nr. 274 af 15. april 1997 indeholdt en særskilt bestemmelse indført i retsplejelovens 1014a om at ændre den gældende retstilstand om, at den dømte som hovedregel skulle bære sagsomkostningerne, hvis han ikke fik medhold i sin foranstaltningsændringssag. Retsplejelovens 1014a.» 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens 72, betaler det offentlige udgifterne ved sagens behandling. Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«den retspolitiske baggrund for 1014a16. Justitsministeriet fandt, at det var betænkeligt og forekom mindre rimeligt, at den dømte skal betale sagsomkostningerne, blot fordi han udnyttede sin lovhjemlede ret hertil til en retlig prøvelse af sin foranstaltning. Ministeriet fandt ikke, at det kunne udelukkes, at der var dømte, som afholdt sig fra at rejse en foranstaltningsændrings sag på grund af sagsomkostningerne i tilfælde af, at han ikke fik medhold. Det sidste argument er egentlig ganske interessant, eftersom anklagemyndigheden som tidligere nævnt har en forpligtelse til at føre tilsyn med de tidsubestemte foranstaltninger (forvaring)17. Rigsadvokaten skal således med jævne mellemrum indhente en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves. Til illustration heraf kan det nævnes, at den forvaringsdømt i gennemsnit afsoner 7 år og 10 måneder. Såfremt han hvert halve år, vil en foranstaltningssag med forberedelse kunne finde sted ca. hver 9 mdr. Der ville således kunne blive pålagt sagsomkostninger ca. 10 gange i et gennemsnitligt forvaringsforløb. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at de personer, som blev idømt foranstaltninger i medfør af straffelovens 68-70, i forvejen ofte tilhører en social dårlig stillet gruppe, som har svære økonomiske vilkår. Det ville derfor ofte være det offentlige, som under alle omstændigheder ville komme til at betale for sagen, idet udgifterne ikke ville kunne inddrives. Herudover skal spørgsmålet om sagsomkostninger også ses i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor den anklagede i en straffesag har et krav på fri proces, når han har utilstrækkelige midler, og det er påkrævet af hensyn til retfærdigheden. Konventionen går endda længere, idet kravet om»fair trial«også efter omstændighederne kan forpligte myndighederne til også i civile sager at sikret en part fri proces18. 16 Afsnittet bygger fortrinsvis på lovbemærkningerne til lov nr. 274 af 15. april 1997, pkt. 5 17 Se note 3 18 Airey vs. Ireland, EMD 32 Den dømte efter straffelovens 68-70 er således sikret en bedre retsstilling i dansk ret, idet det offentlige som hovedregel afholder sagsomkostningerne uanset hans økonomiske situation. Det skal også bemærkes, at bestemmelsen finder anvendelse både i byretten og ved senere kære til højere ret. Undtagelsesbestemmelsen i 1014a, stk. 2. Der findes dog tilfælde, hvor den dømte kan ikendes sagsomkostningerne helt eller delvis. Justitsministeriet har i deres overvejelser fremhævet det tilfælde, hvor den dømte har givet anledning til forhaling af sagen, som har påført udgifter, som det vil være rimeligt, at han selv betaler. Man kunne forestille sig et eksempel, hvor en forvaringsdømt, som er blevet prøveudskrevet og anmoder om endelig ophævelse af foranstaltningen. Hvis han udebliver fra retsmødet uden lovligt forfald eller andre undtagelsessituationer, kunne man forstille sig, at han ville blive pålagt selv at afholde advokatens forgæves fremmøde. 30 LPD avisen

Justitsministeriet nævner også tilfældet, hvor foranstaltningssagen skyldes ny kriminalitet begået af den dømte. Betingelserne for at bringe undtagelsesbestemmelsen helt eller delvist i anvendelse skal derfor være, at der på baggrund af den dømtes forhold eller sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning hertil. Adgangen må derfor betegnes som snæver. Fortolkningen heraf må derfor bero på byretten og landsretternes praksis. Mine egne erfaringer med retsplejelovens 1014a. Da jeg blev bistandsværge for en forvaringsdømt i slutningen af 1998, havde han en nylig overstået foranstaltningssag. Stor blev min overraskelse, da jeg så, at han uden nogen nærmere begrundelse var blevet pålagt sagsomkostninger, uden at hans advokat i øvrigt en af landets stjerne-forsvarer havde bemærket noget. Efter anmodning fra mig og den dømte blev sagen kæret til østre Landsret med hensyn til omkostningsbestemmelsen. Byretsdommeren afgav i medfør af retsplejeloven en erklæring til østre Landsret, hvor hun erkendte at have overset bestemmelsen i retsplejelovens 1014a. østre Landsret afsagde den 8. januar 1999 en kendelse, hvor det blev bestemt, at det offentlige skulle betale omkostningerne. Problemet var blot, at den samme forvaringsdømte også i december 1997 var blevet pålagt sagsomkostninger uden nogen begrundelse i en tidligere foranstaltningsændringssag af samme byretsdommer! Ved kontakt til den daværende advokat, oplyste denne mig om, at han da ikke kendte til 1014a! Den var endsige ikke blevet nævnet. Det mest opsigtsvækkende er dog, at afgørelsen fra december 1997 var blevet kæret til østre Landsret, som stadfæstede byrettens kendelse uden nogen overvejelser eller bemærkninger om 1014a. Da jeg kontaktede den stedlige politimester og Rigsadvokaturen i januar 1999, blev jeg henvist til at søge Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling. Noget som virkede overvældende i betragtning af dommerens skrivelse til østre Landsret. Da Procesbevillingsnævnet fik sagen, som jo er åbenlys urimelig, tog nævnet kontakt til politimesteren, som administrativt eftergav omkostningerne. Spørgsmål til Justitsministeren. Med en hjælp fra en god ven stillede Søren Søndergaard fra Enhedslisten via Folketingets Retsudvalg på baggrund af sagen spørgsmål herom til Justitsministeren, som vedrørte 1014 a i forhold til forvaringsdømte. Dette er optrykt som bilag 1. Justitsministeriets svar er optrykt som bilag 2 til denne artikel. Jeg skal dog bemærke, at svaret i sig selv ikke er særlig brugbart, idet Rigsadvokaten nævner, at der har været 10 sager. I 6 tilfælde har det offentlige betalt sagsomkostninger, men der sondres ikke i mellem, om den forvaringsdømte også efter den tidligere praksis ville have undgået sagsomkostninger, f.eks. fordi han havde fået medhold. Det fremgår således ikke, om de 6 sager skyldes dette eller hovedreglen i 1014a. Herudover nævnes 3 tilfælde, hvor den forvaringsdømte har fået tildelt sagsomkostningerne. Også her kan det ikke ud af svaret se, om det er, fordi dommeren har fulgt den gamle retstilstand eller om det skyldes, at undtagelsesbetingelsen i 1014a, stk. 2 har været opfyldt. Jeg frygter, at det er, fordi dommeren har fulgt den gamle retstilstand, fordi den forvaringsdømte med de to sager netop her ham, som jeg er bistandsværge for. Hans sag er i øvrigt refereret forkert, hvilket jeg efterfølgende har gjort Justitsministeriet opmærksom på. De har derfor efterfølgende rettet både gengivelsen af sagen og spørgsmålet om sagsomkostninger overfor Folketingets Retsudvalg. Optrykt som bilag 3. Afsluttende bemærkninger. Jeg har efterfølgende fået kendskab til to andre sager, hvor byretten i løbet af 1999 har pålagt sagsomkostninger til en forvaringsdømt og en, som var dømt til behandling. I sagen om den forvaringsdømte kontaktede bistandsværgen mig, fordi vi kendte hinanden tilfældigt fra Anstalten ved Herstedvester, hvor vi begge kommer. Vi havde dag udvekslet erfaringer og pågældende erindrede et eller andet om sagsomkostninger og bad mig kontakteden beskikkede advokat, som fik materialet om 1014a. østre Landsret omgjorde den 13. december 1999 omkostningsbestemmelsen for så vidt angik både byrettens og landsrettens behandling af sagen. Jeg har senere mødt advokaten i anden arbejdsmæssig sammenhæng, hvor han (desværre) fortalte mig, at han i en senere sag i Helsingør var nødt til at gøre dommeren opmærksom op 1014a. Hvorfor denne ændring tilsyneladende ikke er gået op for flere dommere og advokater skyldes måske, at den udgjorde en lille del af en større ændring af retsplejeloven og straffeloven m.v. Det er må den baggrund min opfattelse, at vi som bistandsværger er nødt til at være ekstra opmærksom på dette spørgsmål, når vi møder sammen med vores»klient«i retten med en anmodning om ændring eller ophævelse af en foranstaltning. Det er tillige min opfattelse, at der er et behov for at få opklaret, om der sidder domfældte efter 68-70 med disse uretmæssige sagsomkostninger. Jeg vil derfor opfordre LPD til at få stillet et 20 spørgsmål, som skal være mere specificeret end mit første forsøg. Indholdet burde kort skitseret være, at ministeren skulle oplyse om antallet af sager efter straffelovens 72, stk. 1 udspecificeret på den i dømte foranstaltning, samt hvor mange af dem, som har fået tilkendt sagsomkostninger med hvilken begrundelse og endelig om de 31 LPD avisen

fik medhold eller ej i deres begæring. Afslutningsvis vil jeg opfordre andre bistandsværger om at kikke deres udskrifter af dombogen igennem. Skulle din klient have haft en foranstaltnings- ændringssag og fået tildelt sagsomkostningerne efter 1. maj 1997, kan det måske være i strid med 1014a. Skulle nogen af jer have brug for yderligere oplysninger, hjælp eller bistand i forbindelse med sådanne omkostninger, er I meget velkommen til at kontakte mig på telefon 47 77 71 78. Bilag 1: Retsudvalget 175. Ministeren bedes oplyse antallet af sager efter straffelovens 72, stk. 1, om ændringer/ophævelse af foranstaltninger for forvaringsdømte, som er indbragt og endeligt afgjort ved de danske domstole efter den 1. maj 1997. Ministeren bedes endvidere oplyse antallet af sager efter straffelovens 72, stk. 1, hvor den forvaringsdømte er ikendt sagsomkostningerne i forbindelse med retsmødet om ændring/ophævelse af foranstaltningen. Udvalget anmoder om at måtte modtage endelig besvarelse af spørgsmålet senest fredag den 15. januar 1999. P.u.v. Lissa Mathiasen, formand. Til justitsministeren (Løbenr. 7172) Bilag 2: Besvarelse af spørgsmål nr. 175 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 331). Spørgsmål nr. 175:»Ministeren bedes oplyse antallet af sager efter straffelovens 72, stk. 1, om ændringer/ophævelse af foranstaltninger for forvaringsdømte, som er indbragt og endelig afgjort ved de danske domstole efter den 1. maj 1997. Ministeren bedes endvidere oplyse antallet af sager efter straffelovens 72, stk. 1, hvor den forvaringsdømte er ikendt sagsomkostningerne i forbindelse med retsmødet om ændring/ophævelse af foranstaltningen.«svar: Efter straffelovens 72, stk. 1, afgør retten ved kendelse bl.a., hvornår en dom til forvaring skal ændres eller endeligt ophæves, dvs. hvornår den dømte skal prøveudskrives eller endeligt løslades. Både den dømte, dennes bistandsværge, anstaltsledelsen og anklagemyndigheden kan anmode retten om at ændre eller ophæve en forvaringsdom. Tages en anmodning fra bistandsværge eller den dømte ikke til følge, kan en ny anmodning fra de pågældende ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse. Før den 1. maj 1997 blev omkostningsspørgsmålet afgjort efter de almindelige regler om sagsomkostninger i straffesager. Anmodede den dømte i medfør af straffelovens 72, stk. 1, om rettens stillingtagen til ændring eller ophævelse af en idømt forvaring, ville den pågældende derfor som udgangspunkt skulle betale, hvis retten ikke imødekom anmodningen, jf. herved principperne i retsplejelovens 1008, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 2. pkt., sammenholdt med 1010, stk. 1. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydere) blev der imidlertid med virkning fra den 1. maj 1997 indført en ny bestemmelse i retsplejelovens 1014 a om den dømtes pligt til at betale omkostninger vedrørende behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens 72. Bestemmelsen indebærer, at det som udgangspunkt er det offentlige, der betaler udgifterne ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger. Det gælder, uanset om sagen rejses af den dømte, og rettens afgørelse går den pågældende imod. Retten kan dog i undtagelsestilfælde pålægge den dømte helt eller delvist at betale sagens omkostninger, hvor der efter en konkret vurdering af den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt findes særlig anledning til det. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Rigsadvokaten har oplyst, at der er truffet afgørelse vedrørende forvaringsdømte efter straffelovens 72, stk. 1, i 10 tilfælde i perioden efter den 1. maj 1997. To af disse tilfælde vedrører den samme sag. Det offentlige har i overensstemmelse med hovedreglen i retsplejelovens 1014 a betalt udgifterne ved sagernes behandling i 6 af de 10 tilfælde. I et tilfælde blev omkostningerne ved behandlingen af sagen i byretten betalt af det offentlige, mens domfældte blev pålagt at betale omkostningerne ved 6 JM Cirkulære nr. 120 af 7. august 1935 7 Jens Anker Andersen, Juristen 1971, p.235 med henvisning til Victor Hansen: Retsplejen ved Højesteret, p.36 8 Retsplejelovens 731, stk. 1, litra f og 972, stk. 2 9 Retsplejelovens 732, stk. 2 10 Retsplejelovens 732, stk. 3 11 Se Ugeskrift for Retsvæsenet 1987.440 og Gammeltoft- Hansen: Strafferetspleje II, 1. udgave, 1989, p.39ff for en gennemgang af dette meget komplicerede retsområde 10 Retsplejelovens kapitel 31 behandlingen af ankesagen. Endelig blev domfældte pålagt at betale sagens omkostninger i tre tilfælde, herunder i de to tilfælde, der vedrører samme sag. Den sag, hvor den 32 LPD avisen

dømte i to tilfælde er pålagt at betale sagsomkostninger i forbindelse med anmodninger efter straffelovens 72, stk. 1, vedrører en person, der ved Højesterets dom af 11. april 1997 er idømt forvaring for blufærdighedskrænkelse over for en 9-årig pige samt ulovlig frihedsberøvelse og anden kønslig omgængelse end samleje med en knap 9-årig pige. Den pågældende er tidligere tre gange dømt for henholdsvis seksualforbrydelser mod mindreårige og voldtægt. Efter den endelige dom i straffesagen den 11. april 1997 har den dømte to gange anmodet om ophævelse af forvaringen. Forvaringen er imidlertid opretholdt ved byretskendelse af 16. december 1997 (stadfæstet af landsretten den 20. januar 1998) og byretskendelse af 4. december 1998. Bilag 3: I fortsættelse af Justitsministeriets besvarelse af 13. januar 1999 af spørgsmål nr. 175 (Alm. del - bilag 331) sendes vedlagt til orientering kopi af ministeriets besvarelse af en henvendelse af 3. juli 1999 fra Linda Hesselberg Rasmussen, der er bisidder for en af de domfældte, der er omtalt i besvarelsen. som blev idømt forvaring ved Højesterets dom af 11. april 1997, tidligere var blevet straffet for bl.a. voldtægt. Den pågældende er tidligere dømt for bl.a. voldtægtsforsøg. Justitsministeriet oplyste i øvrigt i besvarelsen, at det offentlige i overensstemmelse med hovedreglen i retsplejelovens 1014a har betalt udgifterne ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens 72, stk. 1, i 6 af i alt 10 tilfælde, herunder at en domfældt i to tilfælde i samme sag er blevet pålagt at betale sagens omkostninger. Linda Hesselberg Rasmussen har i henvendelsen til Justitsministeriet oplyst, at den pågældende domfældte ved østre Landsrets kendelse af 8. januar 1999 fik medhold i, at han med urette var blevet pålagt sagsomkostninger ved byrettens kendelse af 4. december 1998, og at han efterfølgende har fået eftergivet de sagsomkostninger, som han blev ikendt ved kendelse af 16. december 1997, stadfæstet af østre Landsret den 20. januar 1998. Det kan endelig oplyses, at Rigsadvokaten på tidspunktet for Justitsministeriets besvarelse af spørgsmålet ikke var bekendt med, at sagsomkostningsspørgsmålet var påkæret til østre Landsret. Som det fremgår af Justitsministeriets brev, har ministeriet ved en beklagelig fejl i svaret oplyst, at den person, 33 LPD avisen

Værd at vide... Efterløn Ja, det var mig der for snart længe siden lavede nogle beregninger vedr. efterløn, men har ikke beregningerne eller de aktuelle satser mere, men husker følgende: Der skelnes mellem regulerbart og uregulerbart arbejde. Arbejdet som patientrådgiver og bistandsværge er uregulerbart da ingen kender arbejdes varighed på forhånd. Man tager derfor satsen der aktuelt for patientrådgivere er kr. 914,57 og dividere med satsen der udbetales fra efterlønnen for at beregne antal timer der skal fratrækkes i efterlønnen. Eks.: Hvis vi anslår timelønnen til kr. 165 skal der fratrækkes (914/165) 5,5 time i efterlønsudbetalingen. Kørselsgodtgørelsen mener jeg kan have indflydelse på en efterlønsudbetaling. Et godt råd kan være at kontakte ens fagforening, der kender aktuelle takster. Med venlig hilsen Mogens Michaelsen 34 LPD avisen

Min mening Debat... Frustrationer vedr. kørsel Kære Bodil. Jeg forstår udmærket dine frustrationer vedr. kørsel mv. i forbindelse med arbejdet på Sct. Hans Hospital, jeg arbejder selv på flere afdelinger der. Som svar et par bemærkninger (da jeg nu har din E-mailadresse): 1) Det glæder mig, at du gerne vil være medlem af LPD, og vores kasserer Per Møller Christensen vil foranledige, at du modtager LPD-avisen. Her finder du et girokort til indbetaling af kontingent, kr. 300 pr. år. 2) Også jeg har modtaget skrivelsen vedr. det»forgyldte«høje vederlag. På tirsdag kommer jeg på tre af disse afdelinger, og jeg vil så bede om et ansøgningsskema alle steder. Hvis det lykkes for mig, udfylder jeg og sender /afleverer det og du vil så modtage en mail med mine argumenter for, at vi skal have den høje takst (jeg har selv i flere år kørt til lav takst, 98 km. hver uge). 3) Fra Region Sjælland har jeg ligeledes modtaget en skrivelse vedr. et nyt skema til brug for opgørelse over kørsel for patientrådgivere, men denne er udfærdiget til brug for alle ansatte og er helt udenfor vore regler om befordring. Der er derfor indgået en aftale om, at vi (patientrådgivere) benytter de gamle opgørelsesskemaer, indtil jeg på LPD s vegne forhandler et andet skema på plads, kun for patientrådgivere. Jeg håber disse oplysninger er tilstrækkelige til, at du fremover med glæde varetager dit job som bistandsværge/evt. også patientrådgiver. Stor hilsen Henry Sørensen 35 LPD avisen

Kort nyt... Vedr. ansøgningsskema, kørselsbemyndigelse Region Hovedstaden (inkl. Sct Hans Hospital) Løncentret, Boserupvej 2 4000 Roskilde Svinninge 21.8.2008 Bilag: Besøg hos patienter knytter sig til»bekendtgørelse om patientrådgivere«og følger flg. bestemmelser: 1) Ved beskikkelse til den enkelte patient (telefonisk) skal patientrådgiveren møde på afdelingen indenfor 24 timer altså en»beordret«kørsel. 2) Så længe tvangsforanstaltningen varer, skal patientrådgiveren besøge patienten mindst én gang om ugen og ellers efter behov også en»beordret«kørsel. 3) Ovenstående er altså»regelmæssig kørsel eller speciel art«. 4) Kørslen er derfor»nødvendig og har en væsentlig værdi for tjenestestedet«(spørg evt. personalet på R1). 5) Arbejdet som patientrådgiver vil i den grad»blive vanskeliggjort (umuligt at gennemføre) eller tidsmæssigt tage uforholdsmæssig lang tid«, idet arbejdet på Sct. Hans og Glostrup kun er en lille del af mit arbejde som patientrådgiver. 6) Endelig kan nævnes, at jeg siden 19.12.1997, hvor min patient, N.C. blev overført til R1 fra Sikringsafdelingen, har besøgt ham én gang hver uge (bortset fra ferier mv.). Venlig hilsen Henry Sørensen patientrådgiver 36 LPD avisen

37 LPD avisen

38 LPD avisen

Kort nyt... Mange psykisk syge benådes DR 1 tekst-tv skrv lørdag den 7. juni 2008: Mange psykisk syge benådes. Mange fanger i landets fængsler er så psykisk syge, at dronningen må benåde dem. Det oplyser Kriminalforsorgens Klientkontor, der behandler benådningssager, før de indstilles til regenten. Normalt benådes årligt mellem 40 og 50 personer fra fængslet, men den eneste årsopgørelse fra 2006 viser, at det tal er steget til 81. Tina Ising, der er chef i Klientkontoret vurderer, at over halvdelen af de fanger, der benådes af dronningen, er psykisk syge. 613 fanger har det seneste år søgt om benådning eller strafudsættelse, men de færreste når dronningens bord. LPD mener, at udgangspunket for psykisk syge er, at de ikke kan sidde i almindelige fænglser og ikke må afsone i almidelige fængsler som psykisk syge. Vi forstår derfor ikke hvordan dronningen skulle kunne benåde som beskrvet. I grovere kriminalitetssager kan man blve psykisk syg i et almindeligt fængsel og sendes derfor ofte til mentalobservattion på fx Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. Her kan man så blive fundet sindssyg og egnet til at blve behandlet på stedet eventuelst på et farlighedsdekret. Efter endt behandling vil man så blive overført til fuldbyrdelse af sin dom idet almidelige fængsel. Det er muligt, at artiklen beskriver mindre alvorlige psykiske lidelser, som de personer, der benådes, lider af. LPD ser gerne læsernes kommentar til artiklen! Jan Labusz, LPD-redaktionen 39 LPD avisen

avisen Returneres ved varig adresseændring B LPD Per Møller Christensen, Grebjerg 22, 9440 Aabybro & LANDSFORENINGEN avisen SÅ NU ER VI KLAR......til at modtage bidrag fra offentlige instanser og andre firmaer. Der kan doneres pengegaver direkte til vores netbank: SPAR NORD BANK Regnr.: 9190 Kontonummer: 4568614696 & GE af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark VI TRYKKER LPD-AVISEN, MEN VI FREMSTILLER OGSÅ... Annoncer Aviser Blanketter Brochurer Brevpapir Bøger Etiketter Fagblade Fakturaer Farveprint Farvekopi Firmapapirer Foldere Foreningsblade Formularer Følgeskrivelser Grafisk identitet Grafisk design Kalendere Kataloger Konvolutter Kreativ grafisk formgivning Kuverter Labels Magasiner Plakater Postkort Produktbrochurer Profilbrochurer Reklametryksager Stempler Tidsskrifter Visitkort...m.m....ring til os på tlf. 62 21 31 60 Isager Bogtryk Møllergade 34 5700 Svendborg tlf. 6221 3160 fax 6221 3326 www.isagerbogtryk.dk 40 LPD avisen